Hvad Skovsøen gemte - 12

faa Nys derom, og hvad der saa vilde ske, kunde ingen beregne.
Da Kurk havde meddelt Holst, hvad han vidste om Annie, havde han
med Vilje holdt Arvid Ankerkrones Navn udenfor, men han indsaa, at
Holst, der allerede dengang havde været paa Sporet, nu vidste en
Del mere, ja kan hænde mere end han selv. Thi ganske vist havde
han erfaret det meste af, hvad der var hændet mellem Ankerkrone og
den myrdede Pige før de sidste skæbnesvangre Begivenheder. Om disse
selv havde han kun sine Anelser, intet positivt. Ankerkrone havde
benyttet hans Medvirkning til at søge at holde Sønnen tilbage, dette
var ikke lykkedes ham, og Faderen havde da selv taget Affære. Han
havde meddelt Kurk, at det var lykkedes, men at Prisen havde været
højere, end han nogensinde havde tænkt muligt. Først havde han
troet, det drejede sig om Penge; efter Holsts Besøg i Christiansstad
havde han været naget af den bitreste Tvivl og de tungeste Anelser
og straks opsøgt sin Ven. Han var kommen, netop som Ankerkrone havde
modtaget Holsts Meddelelser med Uro. Han havde intet faaet at vide,
og Ritmesteren afviste ethvert Forsøg paa at erfare nærmere. Men han
var meget syg, det var tydeligt.
Kurk vilde ikke tro, at der mellem Arvid Ankerkrone og Sjöström
kunde være sket noget virkelig betydningsfuldt. Han kendte jo bedre
end nogen anden, hvad der forhen havde tildraget sig, men dette --
nej det vilde og kunde Arvid Ankerkrone ikke. Annie var død, myrdet,
og Sjöström var hendes Morder, men Arvid Ankerkrone havde været
tilstede og maaske plejet Forhandlinger med hende kort forinden. Han
maatte vide mere, end han havde sagt, og deri laa Grunden til hans
Tavshed og Sygdom.
Holst var en farlig Mand, han vilde gøre sin Pligt, hans Venskab for
Ritmesteren maatte vige, der var kun et spinkelt Grundlag at bygge
paa, han var indtaget i Ulla. Men ofre hende for at redde Slægtens
Ære det vilde vel ikke en Gang Ankerkrone selv.
Og Herredsfogden var et skikkeligt, hjælpsomt Menneske, hvis
Ubeslutsomhed overfor Ansvar kun vilde gøre Sagen endnu mere
indviklet. Selv om det lykkedes at vinde Holst, hvorledes vilde saa
den gamle Embedsmand stille sig, naar han pludselig stod overfor sin
gamle Ven, der maatte indblandes i en Sag, hvor hele Norden vilde
staa som nysgerrig Tilskuer. Danske Retsbetjente var en Race, der
var vel kendt ogsaa i Skaane, og det var ikke en hel Glorie, der
straalede om Standen som saadan, takket være den Behandling, Landets
gamle og nye Literatur og Presse med Rette eller Urette havde givet
den. Vilde Venskabet holde?
Claes var en dum Dreng, der blot vilde forværre Sagen, han maatte
holdes udenfor. Og Ulla -- aldrig. Nej, der var intet andet at gøre
end at tvinge Arvid Ankerkrone til at tale, hvis da ikke Holst vilde
række ham en Haand. Kaptajnen stolede alligevel ikke paa Holst.
Tidlig den næste Morgen gik han til Ritmesteren for at tale rent ud
til ham.
Arvid Ankerkrone modtog ham i Dagligstuen paa Hotellets første Sal,
han befandt sig ganske vel og hilste ham muntert. Det skar Kurk i
Hjertet, men der var ingen Vej udenom. Han begyndte at tale om Holst
og om hans nette Væsen.
Ritmesteren nikkede.
»Han er svært indtaget i Ulla,« sagde Kurk, »og véd du, hvad jeg
tror? Ulla synes svært godt om ham ogsaa.«
Ritmesteren smilede. »Det vilde blive et kønt Par. Holst er en
komplet Gentleman, og han vil sikkert kunne naa frem i en anset
Stilling, han er en usædvanlig Dygtighed.«
»Synes du det?« brummede Kurk. »Det er en nedrig Bestilling, den
burde han opgive.«
»Det kunde man vel faa ham til,« sagde Ritmesteren alvorlig, »om man
anvendte noget derpaa. Men som Du véd, jeg er ikke videre bemidlet,
Ulla har ikke andet end sin Mødrenearv, og den forslaar ikke langt.
Det kunde blive svært at skaffe ham en anden Bestilling.«
»Saa du har virkelig alvorligt tænkt paa det?« spurgte Kurk.
»Ofte,« sagde Ankerkrone, saa føjede han til med en underlig dump
Stemme: »Det er ogsaa den eneste Vej.«
»Hvad mener du?« spurgte Kurk.
»Intet,« svarede Ritmesteren med et svagt Smil.
»Véd du, at Holst har gjort en Fangst her i Venedig?« sagde Kurk med
et søgende Blik paa Ritmesteren.
»Nej,« svarede denne.
»I Gaar har han arresteret Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri.«
»Se, se,« sagde Ritmesteren rolig, »og det fortæller du mig først i
Dag. Eller vidste du det ikke i Gaar?«
»Jo,« kom det tøvende fra Kaptajnen.
»Saa skulde du sagt det, at jeg kunde ønsket Holst til Lykke med
Fangsten; den Karl har ikke lidt paa sin Samvittighed.«
Kaptajnen saa forbavset op, Ankerkrone sad ganske rolig. Kun syntes
Kurk, at der om hans Mund var et underligt fast Drag som hos en
Mand, der har fattet en Beslutning og er bestemt paa at føre den ud.
»Arvid,« sagde Kaptajnen, »du er ikke ærlig mod mig.«
»Jeg forstaar dig ikke. Hvorfor skulde jeg tage ivrig Del i Hugold
Sjöströms Skæbne; naar alt kommer til alt, staar han da dig nærmere
end mig. Han var en rask Soldat i gamle Dage, nu er han bleven en
Forbryder i Stand til en hvilken som helst lav Handling.«
»Ogsaa til Mord?« spurgte Kurk.
»Til alt,« svarede Ritmesteren.
»Véd du da ikke, hvad den sande Grund til hans Arrestation er?«
»Jeg véd ikke andet, end hvad du fortæller; jeg har overhovedet ikke
vidst, at Sjöström var her, han har ikke søgt mig.«
»Den hele Sag interesserer dig altsaa slet ikke?«
Arvid Ankerkrone rejste sig og gik hen til Kaptajnen, han lagde
begge Hænder paa hans Skuldre og saa ham fast i Øjet. »Bror Holger,
tre Gange i mit Liv har jeg været svag, og alle tre Gange var det
den samme Kvinde, der voldte det. Hun er nu død, jeg har staaet
ved hendes Lig. Dengang var jeg rolig, og nu skal det aldrig hænde
mig mere, at jeg bliver svag. Dig, kære Broder véd jeg, at jeg
kan stole paa, og derfor vil jeg ogsaa betro dig det Hverv, som
jeg ikke selv kan udføre. Du véd, at Sjöström en eneste Gang har
været i Forbindelse med os; det gjaldt da en Sag, som maa være vor
Slægts Hemmelighed, som ikke skal spredes til tusinde nyfigne,
skandalesøgende fremmede. Vi staar nu foran en Retssag, hvori
Sjöströms Arrestation er den første svage Begyndelse. Det beror paa
dig, om den Sag skal blive andet og mere.«
Kurk saa spørgende paa ham, han forstod ikke et Ord.
Ankerkrone smilede svagt. »Broder, det er for tidligt paa Sagen,
for tidligt paa Dagen ogsaa. Nu hviler Traadene i min Haand, og den
ryster ikke mere. Men du maa være taalmodig, Du husker, at i gamle
Dage var vi tre. Jeg var altid Hovedet, du var Hjertet dengang, og
Cedersköld var Haanden. Haanden blev os utro, og derfor visnede den.
Nu faar du være Haanden, Holger, Hjertet faar blive koldt. Vi raader
ikke for vor egen Skæbne alene. -- Du skal ikke tabe Modet, Broder,
fordi du ikke forstaar mig, men du skal vide, at jeg vil og kan
handle saa fast nu, at intet skal føre mig ud af min Vej.«
Kurk rystede paa Hovedet, men han følte, at Arvid Ankerkrone selv
var den, der fik staa for Styret. Og han blev rolig, for han
vidste, at Arvid var stærkere end han. Saa kom Ulla, og hendes lyse
Smil bragte Solskin i Stuen, hvor de tre snart var bænkede om et
fornøjeligt Frokostbord.
Ankerkrone skrev et Par Ord til Holst og bad ham være hans Gæst paa
en Udflugt til Lidoen.


XI.

Holst indfandt sig paa Hotellet til den opgivne Tid. Han traf
Selskabet forsamlet, og Ulla hilste ham med et straalende Smil.
Ritmesteren befandt sig tilsyneladende langt bedre, han saa raskere
ud, og det slog Holst, at hans hele Optræden bar Spor af megen
Bestemthed og megen Værdighed.
Kurk var nedbøjet og talte kun lidt, han holdt sig borte fra
Holst og sysselsatte sig mest med Herredsfogden, hvis glade
Gammelmandssnakken lød saa underlig fremmed her, hvor et stærkt
uroligt Liv pulserede under en smilende Overflade.
Selskabet tog med Damper til Lidoen. Det var, som alle Verdens
Nationer havde sat hinanden Stævne paa den lille Dampers Dæk, og som
babylonisk Sprogtummel lød de forskellige Sprog. Damernes kvidrende
Latter og Sang fra en Kreds af tyske Studenter, der, samlede i
Skibets Stævn, sang deres følsomme, tyske Sange.
Ritmesteren stod lænet mod Lønningen og saa ud over Dækket.
»Hvor mange Sorger tror du, der skjuler sig bag dette larmende
Liv, hvor mange Trængsler tror du disse Mennesker søger at fly?
Der ligger Neptunsstaden, som Goethe kalder den i sine udødelige
Epigrammer, som du kender.« (Ritmesteren smilede svagt. »De fulgte
mig til Venedig for 25 Aar siden, da jeg som ung Mand saa denne
Stad for første Gang. Og de har fulgt mig siden. Se alle disse
Venedigs Pilgrimme, der søger til Stedet, hvor Aandens store levede
og elskede, se hvor de stirrer og hør deres Tale, alle søger de det
samme, alle tror de her i Venedig at have fundet det, de søgte, at
staa ved Lykkens Dør. Stakkels Pilgrimme,) hør hvad Mesteren siger:
Seh' ich den Pilgrim, so kann ich mich nie der Thränen enthalten.
O, wie beseliget uns Menschen ein falscher Begriff!
Som du ser, endnu citerer jeg Goethe.«
Holst svarede ikke, Ritmesterens Blik hvilede venligt alvorligt
paa ham. »Ogsaa du, Eigil Holst, har troet at finde det, du søgte
i Venedig, i mere end et Stykke, ikke sandt? Og du standsede ved
Tærskelen, fordi du ikke vovede at gribe til. Grib kun til.«
Holst saa alvorlig op. »Jeg forstaar dig ikke.«
Ritmesteren smilede med et underlig vemodigt Smil. »Jeg siger kun,
grib til, min Ven, og for at du skal forstaa mig bedre, saa siger
jeg: grib baade Fader og Datter.«
Holst blev rød.
»Ikke sandt -- du forstaar mig? Pilgrim, du tror at staa ved Vejens
Ende, og dit falske Begreb gør dig lykkelig, blot at din Lykke er af
en egen Art. Du kan vide, at jeg har fulgt din Færd, og at en Plan
og ikke Tilfældet har ført os sammen i Dag. Da jeg saa dig første
Gang, faldt mit Øje paa dig med Venskab, og det føjede sig saaledes,
at du blev den, der holdt min Skæbne i din Haand, fordi jeg selv
lagde den i din Haand og bestyrkede den gamle Mand der henne i
Valget af dig. Nu staar du ved Maalet, og nu tøver du med at gribe
til. Saa underlige er vi Mennesker.«
Holst tav, han vilde ikke tale nu, skønt Ritmesteren her berørte
Brevet og Dagbogen, ja endogsaa mere end han havde skrevet, mere end
han havde lovet at tale om.
Ritmesteren lagde sin Haand paa hans Skulder. »Nu gør vi to den Færd
sammen, og dine Tanker gaar kun den Vej, du helst ønsker. Naar du
vender tilbage, og dine Tanker endnu følger samme Vej, saa vil vi
læse min Dagbog sammen, og saa skal vi tale sammen. Da vi skiltes
efter vort Samvær deroppe, hvor du arbejdede ivrigt, sagde jeg dig,
at din Vej vilde føre til mig, og at du vilde faa Brug for min
Hjælp. Du kan selv se, at saaledes skete det, og Hjælpen skal du
faa. Mit Liv har nu kun et eneste Maal, og det eneste Maal er ogsaa
dit, kære Ven. Derfor egner vi to os saa godt til fælles Arbejde.«
Ritmesterens Blik gled langs Lønningen, hvor Ulla stod støttet til
en Trappe i munter Samtale med Herredsfogden. Holsts Blik fulgte
Ritmesterens, og han rødmede.
Damperen gik ind ved Broen paa Lidoen. Holst og Ulla fulgtes langs
Stranden, hvor Badelivet levede, hvor Hundreder af glade Mennesker
under Spøg og Latter tumlede sig i Sandet, medens Solen blinkede paa
Casinoets Ruder og kastede sine Straaler over Altaner og Gallerier.
Ulla standsede -- »dette er ikke Venedig for mig, For mig er
Venedig de tavse, sukkende Gader, de mørke Kirker med deres Skatte
og de herlige Billeder i Doge-Paladset og Akademia, men mest af alt
San Marco. Fader elsker Venedig, hvor han første Gang traf Moder,
som døde, da jeg var ganske lille. Billeder fra Venedig har altid
smykket vore Vægge, og Fader citerer altid Goethes venetianske
Epigrammer; han kan dem udenad, men han vil aldrig rigtig forklare
mig dem, og jeg forstaar dem slet ikke.«
Holst smilede: »Forstaaelsen er vel heller ikke altid lige let.«
Ulla blev ivrig: »Men De forstaar dem da. De maa kunne forklare mig
meget af det -- -- --,« hun rødmede, »naturligvis ikke alt -- men
noget af det, som De forstaar, som man kan -- -- --«
Ulla var atter kommet ind i en af disse blinde Gader, hvor hun
aldrig kunde slippe ud. Hun brød rask ud: »Som nu denne:
Sankt Johannes im Koth heiszt eine Kirche: Venedig
Nenn' ich mit dobbeltem Recht heute Sankt Marcus im Koth.«
Holst smilede: »Det betyder vel, at Venedig er bygget paa sumpet,
leret Bund.«
Ulla saa op: »-- leret Bund -- ja men -- --«
Holst saa hende lige i Øjet: »Frk. Ulla, vil De, saa mødes vi i
Eftermiddag i San Marco -- saa faar vi maaske se, paa hvilken Grund
Sankt Marcus hviler.«
Ulla blev rød. -- »Klokken fem.«
»Klokken fem.«
Herredsfogden vinkede, at Maaltidet var beredt. -- Lidt over Middag
vendte de tilbage til Venedig.


XII.

Patriarken i Venedig læste Messen i San Marco. Foran Højalteret stod
han klædt i sit guldindvirkede Ornat med Bispehuen paa sit Hoved,
omgivet af Kordrenge og Prælater med Kors og Røgelsekar. Fra Orgelet
brusede Sangen ned over Kirken, medens den tunge Røgelse sendte
sin Duft over de hvalte Rum. Lyset faldt stærkt ind ad de malede
Ruder, Mosaikken i Loftet glimtede i Guld og stærke Farver, medens
Kærternes Skin flakkede gulligt mod Røgen i den lette, bævende Luft.
Paa Gulvet knælede de andægtige troende, medens nysgerrige fremmede
stod og saa til; enkelte katolske bøjede sig i Andagt, men
Størstedelen, udeltagende Englændere, samtalte ugenert, som var det
et Folkeskuespil, de overværede.
Stærkere brusede Sangen og Orgelklangen, saa lød en enkelt dejlig
Stemme alene gennem Hvælvet. Barnekoret faldt ind og smeltede sammen
med Stemmen for at dø i et Væld af Toner. Musikken tav, og en tør
Oldingestemme læste af Bogen ved Højaltret, to Stemmer svarede, og
atter lød Orglet og Basuner, medens Koret flettede de latinske
Salmestrofer i den skiftende Stemmes Læsen og afbrudte af den
stærke, fuldttonende Enkeltsang.
De Gejstlige for Højaltret bevægede sig, de aftog Bispens Hue og
satte et guldstraalende Mitra paa hans Hoved, Drengene fæstede en
guldskinnende Kaabe om hans Skulder, og stedse skiftede de Plads om
ham, rakte ham Kar og Klæde, samledes om ham for atter at skilles,
medens Sangen ustandselig lød, og Røgelsen steg mod Mosaikken i
Loftet om de flakkende Kærter; stundom dæmpet lød Sangen, stundom
mumlende svagt, medens de troende knælede paa de skarpe Sten, der
med sære brogede Billeder dannede den evige Marcus Kirkes Gulv.
I en Krog tæt op ad Sakristiets Indgang, hvorfra Præsteskaren var
kommen, stod en ung Mand og en ung Kvinde, Arm i Arm. De talte
ikke til hinanden, men hun lænede sig ind til ham, og hendes Hoved
hvilede paa hans Skulder. Det var, som bares deres Tanker af den
dejlige Musik til fjerne Egne. Og den vældige Magt, der ligger i
den tusindaarige Kirkes sære Overlevering, tvang dem ind under dens
Vælde. De forstod ikke Ordene, men de forstod, at der bag Sangen,
bag Musikken laa et Rige, som intet menneskeligt Øje faar at se, men
som er der, fordi Menneskeslægten i de tusind Aar, der svandt, har
bygget sig dette Rige i sine Haab.
Naar Menneskenes Vej gaar det Riges Tærskel forbi, og det sker,
naar alvorsfulde Beslutninger fattes, naar Sorgen og Lykken griber
Sjælene dybest, saa bøjer Sindet sig ind under den vældige Magt, og
selv den, der tvivler eller nægter, føler i saadant Øjeblik den
stærkere Magt, som han ikke fatter. Men dybest føles dette, om to
staar ved hinandens Side, i den Stund de har knyttet deres Hjærter
til hinanden, saa de svulmer af det rigeste Haab i Elskov.
Saa er det intet Skuespil, selv om det synes sært og fremmedartet,
selv om den troendes Andagt synes enfoldig, og Præsternes Færden
uforstaaelig og grundløs. Saa smelter i Rummet Sangen, Røgelseduften
og Lyset sammen med Hvælvet i de dejlige Basiliker til en Drøm, der
bærer Tankerne langt bort, dér, hvor Lykken maa være evig, saavist
som der er Lykke til, og Evigheden i et saadant Øjeblik er Lykke.
Og for de to, som stod der i Drømmen, var alt glemt i dette Øjeblik,
alt andet end netop dette ene, at de var to og lykkelige i en Drøm,
som maatte vare evig.
Messen var tilende, og Prælaterne gik under Orglets Brusen ad Vejen
til Sakristiet. Foran bar Kordrengene Kors og Røgelsekar, ærværdig
skred Patriarken forbi, og da han kastede sit Øje paa de to, der
stod i Krogen, saa han to Mennesker, der bøjede sig mod hinanden i
et varmt Kærligheds Kys.
Da smilede Patriarken under Bispehuen, han, der siden skulle bære
den Tiara, der smykker Pontifex Maximus.


XIII.

Da Holst den Aften kom hjem, modtog Jeannette ham med sørgmodig
Alvor.
Jeannettes Forelskelse var af en underlig ydmyg Art; som en
østerlandsk Slavinde bøjede hun sig for sin kaarne Herre, hvis store
Magt og Myndighed hun frygtede. Men hun var alvorlig forelsket, og
hendes Følelse var ægte nok. Ung var hun, men hun havde gaaet en Del
igennem, og hun var efterhaanden vænnet til Ydmygelser, men ogsaa
til Ydmyghed. Hun hadede Sjöström, og den Skæbne, der havde ramt
ham, havde ikke mildnet hendes Had. Holst var ellers ikke nogen
særdeles stor Kender af Kvinder og deres Følelser, men han forstod,
at Jeannette havde sluttet sig til ham, og at hun vilde følge ham
som en lydig Hund. Efter det, der var sket, var det ham en Umulighed
at fortsætte det lille Eventyr, der havde overrumplet ham.
Det gjorde ham ondt, at han ikke kunde byde hende selv de ringe
Smuler, hun vilde nøjes med; men hun var ung og frisk, og netop i
den Stemning, der nu havde grebet ham, glædede han sig ved Ungdom
og Friskhed, ved de tusinde Smaating, som en forelsket Kvinde skaber
om den, hun holder af. Han havde med fuldt Overlæg valgt Signora
Montuoris Hus til Opholdssted for i Ro at kunne erfare alt, hvad
Jeannette vidste om Annie, men det var ogsaa den eneste Grund.
Jeannette var nysgerrig med Hensyn til de Folk, hvis Gæst Holst
havde været, og han fortalte hende, hvem det var, og hvorledes
Turen var gaaet. Ulla omtalte han flygtigt, men Jeannette gættede
sig til meget af hans faa Ord og fordoblede sin Ømhed, for at han
skulde glemme. Det var blevet stille ud paa Natten, og inde i de
smaa Kanalgader var der meget varmt. Holst kunde ikke sove, de sad
sammen i et stort Værelse, der vendte mod Kanalen, hvis Vand sukkede
mod Husets Fod, og talte længe sammen, og underligt var det, at hvad
Holst erfarede i den stille Nattetime af den unge Kvinde kastede det
første virkelig skarpe Lys over den Sag, der opfyldte hans Tanker.
Jeannette fortalte om sig selv, og lidt efter lidt voksede frem af
hendes Fortælling netop det, som Holst anede, men ikke turde tro,
før det laa for ham i al sin tydelige Skarphed, som kold, nøgtern
Virkelighed, der truede det, hvortil han knyttede sit Livs varmeste
Forhaabninger.
Jeannette fortalte om sig selv og sin Barndom:
»Far var Vagtmester ved skaanske Dragoner fra Ystad, jeg husker saa
tydelig endnu Gaarden derhjemme, hvor vi Søskende legede, og hvor
Glimmingehus med store Trold i Stenen og de nøgne Kampestensvægge
ikke hundrede Skridt fra vor Legeplads hævede sig op af de grønne
Marker. Og naar saa Soldaterne samledes til Manøvrer og Eksersitsen,
naar Fars Eskadron kom ridende ad Vejen med de store, blankbrune
Heste og Trompeterne paa de svære Skimler, saa standsede de tidt
foran Gaarden, og Mor kom ud med os Børn, og Faders Ritmester paa
sin fine, sortbrune Hest red hen foran Døren og fik en Læskedrik og
spurgte til os og kneb os i Kinderne. Véd du saa, hvem den Ritmester
var? Det var Faderen til den unge Mand, du saa her i Gaar, da I tog
Hugold, Ritmester Ankerkrone. Han havde et prægtigt Herresæde oppe
ved Christiansstad, men Konen var død; de sagde, der havde været
en sørgelig Historie med hende, men det har jeg først hørt senere.
Far fortalte siden saa meget om det, efter at vi var kommet med
Falkenbergs til Paris. For saa var det, da jeg var otte Aar gammel,
det Aar, der var saadan vældig Udstilling i København, at Far og Mor
og min Bror, som var tolv Aar gammel, rejste først til København
og saa bagefter til Paris med den store Greve paa Riddartofte. Det
var en herlig Mand, en af de fineste gamle Mænd, jeg nogensinde har
set, og saa godgørende var han. Hugolds Bror kom til at tjene der
som Staldmester. Nu er den gamle Greve død, men Sønnen skal være
ligesom Faderen -- Tage da -- for den yngre, Otto, ham vil jeg ikke
sige noget godt om, saa stygt han bar sig ad imod mig sidenhen.«
Jeannette sukkede og faldt i Tanker, men Holst, der sad ganske
stille og hørte paa hendes Pludren, bad hende fortælle mere, og hun
fortsatte:
»Jeg husker saa tydelig, jeg kan vel have været en 12 eller 14
Aar, saa kom hun, du før har talt om, Annie Cederlund, første Gang
til Fader. Hun var saa ulykkelig, sagde hun; hun havde været rig og
haft store Venner, men den sidste, en østrigsk Greve, havde spillet
en stor Fallit, som alle talte om i Paris, og nu var Annie syg og
daarlig og troede, hun skulde dø. Hun havde haft ikke faa Penge,
men de var gaaet allesammen til hendes flotte Liv, og hun havde
tænkt paa at drukne sig i Seinen, ligesom jeg, før jeg nu mødte
dig, saa tidt har tænkt paa at springe ud i Kanalen her og gaa
tilbunds fra alle Sorger. Men saa havde hun et lille Barn hjemme i
Christiansstad, hvor hun havde været; og var det ikke underligt?
Det var netop med Faders gamle Ritmester, Ankerkrone, at hun havde
Barnet. Hun holdt saa forskrækkelig meget af ham, men han havde
forstødt hende, og Fader sagde saa tidt siden, at Annie havde været
Skyld i Ritmesterens Kones Død.«
Holst, der havde siddet halvvejs i egne Tanker, blev med ét
opmærksom; han saa skarpt paa Jeannette og spurgte: »Kender du noget
til den Sag, saa fortæl mig alt, hvad du véd.«
Jeannette rystede paa Hovedet: »Nej, jeg véd kun det, Fader sagde,
at Ankerkrone havde holdt af Annie, da hun var en lille Pige oppe i
Smaaland for mange Aar siden, hans Kone havde været saa svag efter
sit sidste Barn, en Pige, og saa havde de ikke levet godt sammen,
Ritmesteren og hans Frue. Men saa var hun bleven rask, og saa var
det bleven helt godt igen, indtil hun saa pludselig døde. Og Annie
havde sat ondt for hende hos Ritmesteren, for hævngerrig var hun,
skønt hun kunde være saa god. Det var ikke som jeg, jeg kunde aldrig
gøre en Mand ondt, jeg virkelig elskede, og Annie elskede Arvid
Ankerkrone meget mere, end de kan skrive om i nogen Roman.«
»Hvorledes véd du det?« spurgte Holst med et lille Smil.
»For det har hun fortalt mig de hundrede Gange -- du skal vide,
Annie var som en Moder for mig, men det var senere, efter at det var
gaaet mig galt. Og derfor kan jeg ikke forstaa, at jeg aldrig har
hørt et Ord fra hende, siden hun forlod mig i Foraaret i Helsingør.
Jeg spurgte Claes Ankerkrone om hende nu i Gaar, men han vilde
ikke sige noget, han blev saa tavs, og han har holdt mere af hende
end nogen skulde kunne tro, men hun kunde ikke lide ham. Han vilde
skilles fra sin Kone og gifte Annie, skønt hun var meget ældre end
han, men hun saa ung ud, -- saa lige med et blev det forbi, og det
var Faderen, der voldte det, det véd jeg, for jeg tog selv imod ham
den Dag.«
Jeannettes Fortælling var meget springende, Holst søgte at tvinge
den tilbage til et jævnt Spor, for hvert Ord, hun kunde fortælle,
var af den største Betydning for ham. Det stod ham klart, at denne
lille Pige vidste bedre end nogen anden alt, hvad der laa forud for
den Forbrydelse, der var begaaet i Skoven Nord for Esrom den 27.
Marts, og han vilde vide alt.
»Det var altsaa i 1894, du saa Annie første Gang?«
Jeannette betænkte sig. »Det var den Sommer, de myrdede Præsidenten
i Frankrig, det husker jeg tydeligt, ja, det var i 1894. Hun boede
hos os et helt Aar og kom sig fuldstændig. Saa rejste hun til sit
Hjem for at se til sit Barn, som vel kunde være en halv Snes Aar
gammelt. Saa var det et Par Aar efter, at Otto Falkenberg kom ned
til sin Fader, han var saadan en Slags Attaché, kaldte de ham, men
der var ikke noget godt ved ham. Jeg var saa stolt over, at han
gjorde saa meget af mig; jeg var saa dygtig til at ride, og vi red
sammen, og han fortalte mig saa meget om alt det, han vilde gøre
for mig, og saa var det, at det gik galt. Han var den første Herre,
jeg indlod mig med, og han forførte mig, uden at jeg selv vidste,
hvor galt det var. Saa blev Fader syg og døde, og samme Dag døde
den gamle Greve. Det var en forfærdelig Tid, for jeg skulde have
en lille, og jeg var saa daarlig, og Barnet døde da ogsaa. Men Mor
sørgede saadan, og min Bror, som var Soldat og laa i Ystad, kom ned
for at hente hende. Men jeg vilde ikke med og rejste med Otto til
Tyskland. Saa blev der skrevet saa meget efter ham, og han traf en
anden, saa han forlod mig, og jeg stod alene i det fremmede Land med
kun faa Penge. Hjem vilde jeg ikke, for jeg skammede mig for min
Broder og min Moder, og tog Plads ved en Cirkus, hvor jeg red lidt
og forresten dansede i Balletten. Det var en tung Tid, men saa kom
vi til Berlin. Ja, det var længe efter, det var vel i 98, og der
traf jeg Hugold; han talte til mig i Manegen, han havde vist faaet
at vide, at jeg var svensk, og saa saa jeg, at han fulgtes med Annie.
De var i Berlin og havde det vist forresten smaat, men hun var saa
god ved mig, og jeg kom da ogsaa til at bo hos dem, og vi rejste
saa sammen, for jeg forlod Cirkus. --
Jeg glemmer aldrig Annie for det Aar, saa god hun var ved mig; men
Penge havde de ikke, og jeg vilde jo more mig, og jeg kendte mange
Herrer, men ingen jeg brød mig om, for det maa du tro, du er den
første, jeg rigtig har holdt af, og det gjorde jeg straks, jeg saa
dig. Du maa ogsaa holde af mig.«
Jeannette saa op paa sin Beskytter med et spørgende, tillidsfuldt
Blik.
Han bøjede sig mod hende og sagde: »Vist skal jeg være god mod dig,
du lille Stakkel.«
Holst betragtede hende længe, saa tog han hendes Hænder i sine og
sagde til hende:
»Jeannette, du er en god og ærlig Pige, og jeg stoler paa dig; du
véd ikke selv, hvor meget du kan være for mig, og det er ingen
Tilfældighed, at vi to har mødt hinanden. Du skal ogsaa vide,
hvorfor jeg er her, og du skal hjælpe mig med et Arbejde, saa tungt,
at du næppe selv vil tro, at du formaar det, men du skal se, at jeg
har Tillid til dig. Først vil jeg dog sige dig, at jeg ikke vil føre
dig bag Lyset.«
Jeannette saa angst op: »Er du gift?«
»Nej,« sagde Holst med et Smil.
Jeannette hviskede næppe hørligt: »-- Men du har en Kæreste.«
»Maaske,« svarede Holst, og Jeannette lagde begge Arme om hans Hals.
Holst skød hende lempeligt fra sig.
»Jeannette,« sagde han, »jeg kan ikke give dig min Kærlighed, for du
maa vide, der er en anden, jeg holder af.«
Jeannette for sammen. »En anden -- og hvorfor har du saa fortalt
mig, at du holdt af mig?«
Holst tog hendes Haand: »Du véd, Jeannette, hvad jeg er, ikke sandt?
Det var Dr. Brauns Skyld, at vi traf hinanden -- den Gang vidste jeg
jo ikke alt, hvad jeg nu véd. Sig mig ærligt, Jeannette: naar du nu
véd, at jeg elsker en anden, en anden, hvem jeg i Dag har sagt, at
jeg elsker hende, vil du saa blive ved at være ærlig mod mig, som du
er nu?«
»Er det en fin Dame?« spurgte Jeannette, »en, du vil gifte dig med?«
Holst svarede ikke.
»Hvis det er det -- hvis det er en fin Dame, du holder af, og som du
vil gifte dig med, saa kan du jo dog godt blive hos mig lidt endnu,
ikke sandt. Du maa ikke forlade mig, gør du det, saa drukner jeg
mig, og saa er det din Skyld.«
Jeannette klyngede sig til ham, og der kom Taarer i hendes Øjne.
Holst betragtede hende tavs, saa tog han hendes Haand i sin, han var
sikker paa hende, og han besluttede sig til at sige hende alt.
»Du skal vide,« sagde han, »at min Nærværelse her har et større Maal
end det, du kender. Det er netop Annie, den Annie, du taler om.
Da hun forlod dig den Dag i Helsingør, som du taler om, blev hun
myrdet; et Par Maaneder efter fandt jeg hendes Lig i en Mergelgrav i
Nordsjælland, og det er hendes Morder, jeg i Gaar lod arrestere her
i dette Hus.«