Hvad Skovsøen gemte - 05

forstenede Træk skulde vække Mindet om en smuk, smilende Kvinde.
Muligt var det dog, og i saa Fald kunde det synes besynderligt,
at Ritmesteren aldrig med et Ord eller en Mine havde forraadt sit
Kendskab til den Myrdede, saa meget mere, som han havde haft rig
Lejlighed dertil under sine hyppige Samtaler paa Tomandshaand med
Holst. Holst maatte indrømme for sig selv, at den store Interesse,
Ankerkrone havde vist denne Sag, maaske kunde have sin Grund i, at
han vidste mere om den Myrdede, end han ønskede at fortælle, og
efterhaanden som Holst tænkte over Sagen, over Ritmesterens Ord og
Holdning, over Sjöströms Sladder og Kaptajn Kurks alvorlige Tale,
blev det ham klart, at Ritmester Ankerkrone maatte være den Mand,
der, hvis Forsøgene glippede i Smaaland, kunde løse ham Gaaden.
En anden Sag var, om han vilde. Selvfølgelig havde han ingen Lod
eller Del i Mordet. Ritmester Ankerkrone var, selv om han i sin
Hjemegn havde maattet taale Sladder af den mest ondartede Natur,
sikkert hævet over en Mistanke som denne. Det laa udenfor enhver
Mulighed, at han, hvilke end hans huslige Forhold maatte have været,
kunde mistænkes for at have berøvet et løsagtigt Kvindfolk Livet.
Holst skød Tanken fra sig som et hæsligt Kryb. Men noget helt andet
var det, at der mellem Kaptajn Kurks og Sjöströms Fortællinger kunde
være en dulgt Sammenhæng, som Ankerkrone, om han vilde, kunde lægge
klart for Dagen.
Cedersköld, Annies første Elsker, var sikkert Ankerkrones Ven, og
Ankerkrone havde været den tredie i det Venneforbund, som i sin
Tid var ophævet ved en sørgelig Begivenhed. Sjöström havde vel
ogsaa nok Ret, naar han satte Fru Ankerkrones Død i Forbindelse med
Cederskölds og Ritmesterens Bortrejse, ja en Duel i Italien var vel
heller ikke usandsynlig. Forsaavidt betød Annie Cederlunds Navn for
Ritmesteren de bitreste Minder, og selv om han havde genkendt hende,
vilde det næppe have stemmet med hans indesluttede Natur at gøre
nogen fremmed Meddelelser om Begivenheder, der kun kunde fremmane
de tungeste Dage og Begivenheder i hans Liv. Nej, det vilde han
aldrig gøre.
Gennem disse Tanker, og medens Smaalands Skove gled forbi hans Øje,
vandt Holst mere og mere Forstaaelsen af Ankerkrones Færd. Han
følte sig forvisset om, at Ritmesteren, naar han vendte tilbage,
rustet med al den Viden, han kunde samle sig her, vilde træde ham
imøde som en ærlig og oprigtig Ven og hjælpe ham ud over de sidste
Vanskeligheder. Og medens han saaledes tænkte, randt Ankerkrones Ord
ham i Hu, og det blev ham ganske tydeligt, at Ritmesteren maatte
have vidst langt mere, end Holst havde anet, men tillige, at han
havde været i sin gode Ret til at vente og se, om ikke Holst selv
kunde naa til en Viden, som han ikke kunde have givet ham uden at
røbe, hvad næppe noget Menneske kunde bevæge ham til at røbe uden
dyb og tvingende Aarsag.
Det, der stod tilbage, var at følge Annies Færd fra den Dag, da hun
med Sjöström forlod Christiansstad; det var naturligt, at hendes
Slægtninge maatte vide noget om hende og muligt, at de vilde være
villige til at hjælpe den, der mødte hos dem med et Budskab og et
Maal som det, der førte Holst til Bäckaryd.
Det eneste, der forekom Holst uforklarligt, var Kaptajn Kurks
Stilling til Spørgsmaalet om Annies sidste Aar. Hensynet til Hugold
Sjöström kunde mulig holde ham tilbage, dog havde han udtalt sig med
stor Aabenhed om den letsindige Officer, hvis Karriere Annie havde
afbrudt, og det var næppe tænkeligt, at Sjöström skulde have begaaet
Mordet; efter Kaptajnens Udtalelser at dømme, syntes han snarest
at have Interesse af at bevare sin Elskerindes for ham ret dyrebare
Liv. Snarere var det muligt, at den unge Mand, som Kurk havde set i
Parrets Selskab i Paris, kunde være knyttet til Annies sidste Drama.
Her kunde det ikke være Hensynet til Ankerkrone, der holdt Kurk
tilbage, thi det var hævet over enhver Tvivl, at Ankerkrone
intetsomhelst Forhold havde staaet i til Annie hverken før i Tiden
eller senere; men paa dette Punkt var Sagen endnu i høj Grad
gaadefuld, og det var næppe sandsynligt, at Gaadens Løsning kunde
findes hos andre end Sjöström. Maalet med Smaalandsrejsen blev da
vel nærmest den at finde den Sti, der førte til ham, og skaffe
større Klarhed over det Forhold, der havde bestaaet mellem Annie og
ham.
Saa blev der forresten dunkle Punkter nok tilbage, og Holst havde
samme Følelse som Vandreren, der gaar langs Klipper ved Havet og
for hver Klippe, han naar, ser foran sig en ny, som han maa uden om
for atter at staa Ansigt til Ansigt med en tredie, der spærrer ham
Vejen og Udsigten. Men det forhindrede ham ikke i at spise en god og
velsmagende Middag i Vislanda.


VI.

Fra Vislanda skærer en Sidebane ned til Halmstad; den fører
gennem et ægte smaalandsk Skovlandskab med hængende Birke og smaa
venlige Kær mellem lynggroede Skrænter, forbi Bolmensøen over
Eksercerpladsen Skedalahede til Nisaaens Udløb. Men allerede inden
Bolmen, ved den lille venlige Flække Ljungby ved Lagan, forlod Holst
Toget for ad Aaen i en lille Damper at naa Bäckaryd, og den lille
Hytte, hvor Annie Bengtsons Vugge havde staaet.
Det var slet ikke saa let en Færd, thi selv om den gamle Korporals
Enke endnu levede, var det ikke sikkert, at hun vilde vise sig meget
meddelsom mod en fremmed Mand, der talte et andet Sprog end hun og
traadte ind ad hendes Dør for at tale til hende om Ting, der maatte
kalde de tungeste Minder frem, og bringe hende en Tidende, der
maatte virke som et tungt, maaske fældende Slag. Holst besluttede
sig til at gaa frem med største Forsigtighed.
Af Baadfolkene erfarede han, at Nämdemanden i Bäckaryd boede tæt ved
Aaen i en stor Gaard, og at han var en statelig og formaaende Mand,
der gjaldt for den rigeste Bonde i Miles Omkreds; til ham vendte
Holst sin Gang og traf ham i et stort, velbygget Træhus, hvis hele
Udstyrelse tydelig viste, at her boede en af Egnens store. Huset laa
i en prægtig lille Lund med smukke, velholdte Græsplæner og Rabatter
med Levkøjer og Gyldenlakker, og Nämdemanden stod selv i Døren til
en lille vinbevokset Veranda, stærk og glatraget som en sjællandsk
Sogneraadsformand, købstadsklædt og bred.
Han studsede ved Synet af den fremmede, og Holst fandt det rigtigst
at gaa lige til Sagen. Han bænkedes snart i Nämdemandens Stue, hvor
nette Gardiner skyggede for Vinduerne og talrige Træsnit af Sverigs
Konger regelret prydede Væggene, grupperede om et stort Billede af
Karl XV og Frederik VII forenede i broderligt Venskab.
Nämdemanden var let reserveret, han gav tydelig nok den alvorsfulde
Embedsmand, hvis Hvervs Vigtighed tidt medførte Besøg af lignende
officiel Natur. Han beklagede som Good Templar ikke at kunne byde
paa anden Læskedrik end Sodavand og foretog en formel Præsentation
af en lille trivelig, venlig udseende Hustru med stivede Kappebaand,
bag hvem nogle gullokkede Pigebørn nysgerrig tittede frem. Holst
bukkede og vædede sin Tunge -- han var tørstig, og det var svært
varmt ude.
Han talte med Vilje lidt langsomt for bedre at blive forstaaet, men
Nämdemanden forklarede ham, at han helt vel kendte det danske Sprog,
da han i en Aarrække havde haft danske Jagtgæster, hvis klingende
Navne han nævnede. Blandt disse var tilfældigvis en Soldaterkammerat
af Holst og ad denne neutrale Vej fik Samtalen hurtig et lettere
Løb.
»Herren er altsaa ansat ved Politiet,« sagde Nämdemanden efter nogen
Udenomstale, »og hvad vil De mig saa?«
»Det er en alvorlig Sag,« sagde Holst med et Blik paa Døren, »en
Sag, hvorom der ikke gerne skulde tales.«
Nämdemanden rejste sig og spærrede de smaa nysgerrige Hoveder ude;
Børnene fløj ned i Gaarden som Kyllinger, der basker med Vingerne og
pipper ivrigt.
»Jeg er til Tjeneste,« fortsatte han og saa uhyre officiel ud.
Holst begyndte: »De kender uden Tvivl et Pigebarn ved Navn Annie
Bengtson eller Cederlund, født her i Sognet.«
Nämdemanden nikkede alvorligt: »Jo, jeg kender hende, hun har bragt
Sorg nok over flere her i Forsamlingen, og da over min Slægt med.«
»Det véd jeg,« sagde Holst.
Nämdemanden saa forundret op: »Herren kender Historien om stakkels
Bror Erik?«
»Jeg gør det,« sagde Holst.
»Saa kender Herren vel mere end det, kan jeg tænke. Naa, er Annie
virkelig endt i det danske Politis Hænder, ja, man kunde tænke, det
maatte gaa galt med hende, som hun levede. Slet har hun været fra
Barn af, og Sorg har hun voldt Forældrene -- Faderen, Korporal Bengt
-- --«
Holst afbrød: »Ja, jeg kender ogsaa hans sørgelige Historie -- det
var Moderen -- --«
»Hun bor her et Par Skridt fra mit Hus. Det er en meget vakker
gammel Kone; alene er hun og nedbøjet; i over et kvart Aar har hun
intet hørt fra Datteren, hun holder meget af hende trods alt, og
vi andre nænner ikke at tale ondt om hende. For ellers er Annie da
et af vor Forsamlings sorteste Faar, som vi jo nok af og til taler
om, men nu er det som sagt et kvart Aars Tid siden, vi har hørt fra
hende. Jeg plejer at læse Brevene for gamle Mor Bengts, man nænner
jo ikke at nægte sligt, og Synet er svagt paa hende. Men Annies
Forhold til Moderen er vel ogsaa det eneste gode, der er ved hende.
Hun sender Penge af og til, ikke lidt, og den gamle tager imod dem.
Hvad skal man sige, Penge er jo dog Penge, og leve skal den gamle,
arbejde kan hun jo ikke. I den sidste Tid har det knebet lidt, men
saa hjælper vi andre jo til, som vi kan bedst; man skal jo støtte
hverandre her i Livet. Man skal saa -- jo.«
Nämdemanden talte alvorligt, belærende som den Mand, der er vant til
at være den første, og den, hvis Ord har Vægt.
Holst sad og grundede paa, hvor meget han skulde sige, men
besluttede sig da til at sige alt. Han talte atter lidt langsomt,
betonede Ordene stærkt med sænket Stemme:
»Annie er i dette Foraar myrdet i Danmark; vi har fundet hendes
Lig i en Skovsø i Nordsjælland, nøgent, uden Spor, der kunde lede
til Opdagelsen af, hvem der har dræbt hende, og det er denne
Efterforskning, der fører mig herop.«
Nämdemanden lænede sig tilbage i Stolen lidt bleg om Kinderne, saa
rystede han paa Hovedet.
»Saa det tog den Vej med Annie -- stakkels hun, hun var dog saa
»gran« at se til.«
Holst fortsatte: »Jeg siger det til Dem, fordi De bedre vil kunne
meddele Moderen det; desuden er det mig af Vigtighed at erfare
alt, hvad der kan lede paa Spor, og som det synes, har Annie haft
Forbindelse med sit Hjem.«
Nämdemanden var endnu overvældet, saa slog det ham pludseligt,
at dette var en alvorlig Embedsforretning, og han samlede sig og
rettede lidt forlegen Spørgsmaal til Holst:
»Hvor kan jeg nu vide, at Herren -- forstaar sig, jeg tvivler ikke,
men dette er jo en alvorlig Tjenestesag.«
Holst smilede og fremtog til Legitimation de nødvendige Papirer,
udfærdigede af hans Foresatte og forsynet med behørige Paategninger
af den svenske Stats Repræsentation i København.
Nämdemanden bøjede sig ærbødigt for Seglet og det klingende Navn.
Den Sag var i Orden. Holst fortsatte: »Jeg vilde nødig, at denne Sag
skulde gaa den officielle Vej gennem Jurisdiktionens Embedsmand; det
er en privat Efterforskning, og det er lykkedes mig at holde Sagen
fuldstændig hemmelig i Danmark. Der vil rimeligvis komme den Dag,
da den bliver officiel, men før jeg kan pege paa en bestemt Mand,
vil jeg nødig, at Sagen skal frem for Offentligheden. Jeg beder Dem
derfor behandle den med dybeste Diskretion.«
Nämdemanden saa ud som en Mand, der kunde tie -- og det kunde
han ogsaa. Han nikkede med Hovedet: »Ikke min egen Hustru skal
erfare noget om dette -- det er vel ogsaa rigtigt, foruden at være
menneskekærligt, at gamle Mor Bengt ikke erfarer, hvorledes stakkels
Annie er kommen af Dage.«
»Maaske, eller rettere sikkert,« svarede Holst. »De har jo Adgang
til Korrespondancen, og jeg vil maaske kunne se Brevene her hos Dem.«
Nämdemanden rejste sig og gik hen til Chatollet ved Stuens Endevæg.
»De ligger her -- gamle Mor Bengt har bedt mig opbevare dem, for at
ikke Naboens Koner og Piger skal løbe med dem; hun venter sig, at
Annie en Gang skal komme med sin Mand og hente hende til Herlighed
og Glæde -- Stakkel -- det blev helt anderledes -- helt anderledes.«
Nämdemanden stod med en Pakke Breve i Haanden, sirligt indpakkede i
en Avis, ombundet med et blegrødt Baand.
»De sagde Mand,« sagde Holst, »var Annie da gift?«
»Næppe, men hun vilde ikke tilstaa for Moderen, at hun ikke var
viet, desuden rejste hun jo stadig med denne Sjöström, Løjtnanten
fra Christiansstad, og mulig har de været gift, skønt i saa Fald
havde han vel skrevet hertil.«
»Sjöström,« gentog Holst, »har han da ikke skrevet hertil siden?«
»Han har aldrig skrevet,« sagde Nämdemanden, »men hun talte om ham
som sin Husbond. Skulde han -- nej, det er ikke troligt, han har
sikkert ikke haft Grund.«
Holst fortalte nu ganske kort Nämdemanden, hvad han havde erfaret i
Christiansstad om Annie -- det var lidet nyt for denne, det meste
kendte han fra Annies Breve, om end i et noget andet Lys end det,
Kaptajn Kurk havde kastet over det.
Annie havde været hjemme i et halvt Aars Tid før hun sidste Gang
rejste til Christiansstad efter sin lange Udenlandstur, under
hvilken hendes Moder kun ganske enkelte Gange havde hørt fra hende.
Det var før Nämdemandens Tid; den Gang levede hans Fader endnu, og
han tilgav aldrig Annie hendes Skyld i Sønnens Død og talte aldrig
med Mor Bengts. Men han var død kort før Annie vendte tilbage, og
Brevene, som Nämdemanden havde, var alle fra Tiden efter hendes
Afrejse til Christiansstad. De var korte, men ret bestemte i Indhold
og Form. Holst tog dem for at gennemlæse dem og sætte sig nøje ind
i deres Indhold, -- læse dem et for et for af dem at lære Annie at
kende gennem hendes egne Ord. Men forinden han kunde give sig i Kast
med sit Arbejde, maatte han deltage i Familiens Maaltid og modtage
Nämdemandens gæstfri Tilbud om Husly hos ham.
Ved det velbesatte Bord i den glade Kreds af sunde og friske Børn
taltes ikke et Ord om Sagen, men Holst fandt sig godt til rette hos
sine Værtsfolk, der bød ham alt, hvad godt var -- kun ikke Spiritus,
og det kunde han undvære.
Det var klart, at Nämdemanden fandt, at den fremmede var en helt pæn
Mand, en, han kunde bruge, uden mange Ord og lige til alligevel.
Det samme syntes Holst om Nämdemanden.


VII.

Tredive Skridt fra Nämdemandens Gærde laa en lille lerklinet
Rønne, tækket med Spaaner. Stolperne havde før været rødmalede,
men Farven var bleget, og Leret slog Revne ved Revne. Vinduerne
var ganske smaa, og Dørens Laager sank i Hæld og lukkede slet. Der
var kun en Stue med en dyb Alkove og en lille Ovn i en Ende ved
en skæv Skorsten. Gulvet var stampet Ler, og Bohavet var gammelt
og slidt. I Døren stod en gammel Kurvestol, der i sin Tid havde
smykket Nämdemandens Salsstue, og i Stolen sad lille, indskrumpet
og rystende en gammel Kone ved sin Rok og spandt, medens en gammel
halvblind Kat strøg sig snurrende op ad Stolens bøjede Ben, og to
smaa hørhaarede Nabounger rodede i en Pyt ret ud for Døren.
Den gamle Kones Ansigt var furet af Rynker, lille var det og gult
som Pergament; det grøngraa Haar laa skilt over Panden, sparsomt
dækkende den voksgule Isse, og en gammel falmet Kappe dækkede
Nakken, hvor Haaret ganske var visnet bort. Kun et levede i dette
gamle Ansigt, to store blaa Øjne, der trods Alderen og den svækkede
Synskraft tillidsfulde som et Barns saa hen over de legende smaa, et
venligt Gammelkone Blik fra Øjne, der har grædt tit og længe, set
meget ondt, men altid set ud over det onde mod noget, der laa højt
oppe over Skyerne, og som ikke var denne Verdens.
Det var gamle Mor Bengt, der sad i sin Hyttes Dør og ventede paa
Annie, der skulde komme med sin Mand og hente hende til megen
Herlighed paa hendes sidste Dage.
Nämdemanden gik hen til hende efter Aftensbordet, medens Holst
hvilte i Haven; han syntes, han vilde forberede den gamle paa
Sandheden, hvor tung den end maatte være. Det føles saa underlig
haardt for Mennesker, der har Hjærte for andre, at se Tillid til
og Tro paa noget, som ikke er, selv om Sandheds Fordølgelse maaske
kunde være Lykke. Han gik langsomt, han vidste, hvor tung hans Gang
var, og dog syntes han, det var hans Pligt.
»Godaften, Mor Bengt,« sagde han og nikkede.
Den gamle nikkede igen. »Godaften, Nämdemand.«
Nämdemanden stod lidt: »Nu har vi da ellers faaet Varmen.«
»Hvad siger han?« spurgte den gamle.
»Jeg siger, nu har vi da ellers faaet Varmen.«
»Vi har saa --,« sagde den gamle, mens Rokken snurrede.
»Der er en Mand Syd fra kommen her op i Aften -- helt nede fra
Danmark, han siger, det er meget værre med Varmen der.«
»Siger han det?« gentog den gamle.
»Ja,« sagde Nämdemanden, »de har det ikke saa lidt varmere end her,
siger han; det skrev Annie da ogsaa i Fjor, da hun var der.«
»Ja, hun gjorde saa, ja, hun gjorde saa --,« den gamle sukkede.
Saa tav hun lidt, mens Rokken snurrede.
»Nu kunde hun ellers godt snart skrive -- kunde hun; lad mig se, til
»Berthe« bliver det, hvor meget bliver det, siden vi hørte fra hende
sidst?«
»Fire Maaneder vel,« sagde Nämdemanden, nu var han lige ved det.
»Ja, hun kunde godt skrive nu, hun skrev ellers før saa flinkt til
sin gamle Moder, gjorde Annie.«
»Hun kan jo være syg,« mente Nämdemanden.
»Det kan hun,« mente den gamle, »skønt hun har altid været rask og
stærk, men det kan jo komme let.«
»Det kan det,« sagde Nämdemanden og rømmede sig.
Den gamle tav lidt, saa var det, ligesom om hendes Tanker knyttedes
til det, Nämdemanden havde sagt om den fremmede fra Danmark. Hun
søgte lidt efter Ordene, saa sagde hun tøvende:
»Jeg synes, Nämdemanden sagde, her var kommen en fremmed rejsende
fra Danmark -- naa ja, Danmark er vel ikke saa lille et Land, saa
han har vel ikke set noget til Annie, om hun skulde være dernede.«
»Jo,« sagde Nämdemanden, »det har han ellers da, han har set noget
til Annie.«
»Hvordan har hun det da?« spurgte den gamle, »har hun det godt mon?«
»Nej,« svarede Nämdemanden, »det har hun ikke; hun var blevet meget
syg og laa paa Hospitalet dernede i en By, som hedder København.«
»Naa, og hendes Mand da, han Sjöström, ser han da ikke efter hende
mon?«
»Han er rejst der Syd paa til Italien i Forretninger vist.«
»Men han kommer vel tilbage til Annie, naar hun er syg -- er det
meget syg, hun er?« den gamle Kone saa saa umistænksomt spejdende
paa Nämdemanden, at det skar ham helt ind i Hjærtet.
»Ja,« sagde han, »noget syg er hun, ikke saa helt lidt.«
»Herregud,« sukkede den gamle Kone, »saa Annie er syg, ja, det
tænkte jeg nok, det var derfor, hun ikke skrev. Men nu vil jeg bede
til Vorherre, at lille Annie maa blive rask igen og maaske komme her
op endnu en Gang, inden jeg lukker mine Øjne, det vil jeg bede til
Vorherre om, vil jeg.«
»Ja, Godnat, Mor Bengt,« sagde Nämdemanden, »bed kun til Vorherre
for Annie.«
Han nænnede ikke at sige det andet og syntes selv, han havde gjort
noget godt ved det.
Saa gik han hjemad, mens gamle Mor Bengt blev siddende ved Rokken og
sukkende tænkte paa lille Annie.


VIII.

Holst gik tidlig op paa sit Værelse, et lyst, smukt møbleret
Gavlværelse, hvis brede, bekvemme Møbler i samme Stil og Snit, som
de findes paa et første Klasses Provinshotel, skyldtes Hensynet til
de fornemme Jagtgæsters Bekvemmelighed. Han satte sig til Ro ved et
stort Mahognitræs Skrivebord for straks med Iver at kaste sig over
Læsningen af Annies Breve. Det blev mørkt, han tændte Lampen og
læste, medens Natten gik, og det blev atter lyst, før han naaede at
fuldende Læsningen og lægge sig til Sengs under det stærke Indtryk
af det læste, medens Fuglene i Træerne udenfor begyndte deres
Morgenkvidren.
Men saa vidste han ogsaa alt, hvad han ad denne Vej kunde erfare.
Der var ialt nogle og tredsindstyve Breve, fordelte over et
Tidsrum, der strakte sig fra Julen 1897 til Marts Maaned 1902. En
Del var uden Interesse, de var næsten alle korte, ret velskrevne
og indeholdt smaa Meddelelser om Annies Liv eller korte Hilsener,
der ledsagede mindre Pengeforsendelser. De var ordnede fuldstændig
kronologisk med Nämdemandens stærkt udprægede Ordenssans, som han
plejede at ordne Udskrivningspapirer og »Tyendebetyg«, nummererede
efter fortløbende Numre, saaledes at han hurtigt kunde finde de
vigtigste. Det var øjensynligt, at han hyppigt for den gamle Mor
Bengt havde maattet læse enkelte af de mere betydende Breve; det var
saa tydeligt, at disse bar Spor af ofte at være tagne frem for at
trøste den gamle Kone i de lange Vinteraftener, naar hun trængte til
at høre noget fra sit eneste Barn. Der laa en lille Seddel øverst i
Pakken, hvor Nämdemanden havde skrevet Nr. som: Nr. 16, Brevet om
lille Elsas Død; Nr. 30, Julekvælden i Paris; Nr. 43, om Annies Mand
og saaledes fremdeles.
De vigtigste Breve gav i Følgerække fortræffelige Oplysninger om
Annies bevægede Liv, og Holst besluttede at foretage Afskrifter af
disse Breve til Brug ved Efterforskningen. De enkelte af større
Betydning lød saaledes:
Christiansstad, Jul 1897.
Kære Mor!
Nu faar du have en glædelig Jul, om du ellers er ved Helbred.
Lille Elsa og jeg holder Julen hos Mor Karlkvist i Vestergatan.
Elsa har syet en varm Kappe til dig, som jeg haaber du faar med
Posten, og Schalet, som jeg har købt til dig. 10 Kroner har jeg
sendt til Nämdemanden; det er jo ikke meget, men det gaar smaat
med Fortjenesten. Pengene, som Kaptajnen betaler for Elsa, gaar
jo mest med til Klæder for hende og Skolegang, for hun skal have
en god Opfostring, som du jo véd, det er bestemt. Hun er ogsaa
helt dygtig og ganske rask, skønt lidt svagelig er hun jo, men
det ligger vel i Opvæksten og retter sig nok. Her er jo meget
ensomt, for jeg skøtter ikke stort om at se Folk og tror heller
ikke, mange kender mig, hvad jo kun er godt. Noget at bestille
har her været til Julen, men Folk er ikke saadan, og gaa rundt
til Kunder vil jeg ikke, som du nok véd. Naar jeg faar flere
Penge, skal du faa dem, kære Mor. Hav saa en glædelig Jul fra
Elsa og
din Datter Annie.
6. Marts 1898.
Kære Mor.
Elsa er bleven temmelig ringe og kan daarlig gaa i Skolen.
Doktoren siger, det er galt med Brystet, men vi haaber det
bedste. Derfor sender jeg ingen Penge, for Medicin og Doktor er
dyre og skal betales. Kaptajnen var her i Gaar, ham du véd nok,
der sender Pengene til Elsa, men ham talte jeg ikke med, for du
véd, det vil jeg ikke. Jeg hørte, han spurgte Mor Karlkvist, om
jeg var ordentlig, og det sagde hun ja til, som sandt er, skønt
Gud skal vide, man har ikke meget for det; men jeg vil gøre
det, som du sagde, for Elsas Skyld, for at hun kan blive godt
opfostret og faa en god Mand, naar det kommer saa vidt. Selv tror
jeg ikke, det bliver til mere, og det kan forresten da ogsaa være
det samme, for Mandfolkene kender jeg og venter mig intet godt
af. Han lod dog til, at det var ham om at gøre, at Elsa blev
rask, om det nu har været, fordi han havde Samvittighedsnag
overfor Cedersköld, eller syntes, at den anden havde været haard
imod os, det véd jeg ikke. Nu maa jeg ind til Elsa og kan ikke
skrive mere -- --
18. Marts 1898.
Kære Mor.
Elsa er meget daarlig -- Doktoren siger, at det er meget farligt,
men det kan jeg ikke tro, for skulde Elsa dø, saa var det jo det
samme med mig, og hvad skulde saa det hele tjene til. Kaptajnen
har ikke været her siden, og jeg gik saa til ham, men traf ham
ikke, for han vilde ikke. Han har en ung Løjtnant, som hedder
Sjöström, og som er meget venlig mod mig. Han véd vist ikke noget
om det, men han tog godt imod mig og gav mig tyve Kroner, saa jeg
kan sende dig de 10. Jeg er meget fortvivlet, og med Syningen
gaar det slet ikke. Og jeg som troede, at naar jeg blot vilde
leve et ordentligt Liv, saa skulde det altsammen gaa, men det gør
det ikke. Jeg er meget bedrøvet og kan ikke skrive mere -- --
25. Marts.
Kære Mor.
Elsa kommer sig aldrig, nu har Doktoren sagt det. Hun er saa sød
og god og ligger saa stille og beder sine Bønner; men jeg kan se
paa hende, at hun vistnok véd, at hun skal dø, for undertiden
ser hun paa mig med saadan store Øjne og siger: Moder! Tror du,
det er saa slemt at dø, og tror du, man kommer lige ind til
Vorherre. Og hvad skal jeg svare, for det er vist, det véd jeg
jo slet ikke, men saa kommer der en Sygeplejerske, som Kaptajnen
har sendt, og hun kan bedre, for jeg véd jo hverken ud eller
ind og kan kun to gamle Salmer, som jeg undertiden synger for
hende. Men det er meget sørgeligt. Igaar skrev jeg til ham, om
han da ikke vilde komme, for Elsa døde vist. Men han kommer nok
ikke. Kaptajnen heller ikke. Naa det er jo heller ikke hans Barn,
selv om han har lovet den anden at være hende i Faders Sted, men
Menneskene er onde, og det véd den evige Gud, dengang, det kunde
jeg ikke for, for jeg vilde ikke gøre noget ondt, og det var hans
egen Skyld, men nu nytter det jo ikke -- --
1. April.
Kære Mor.
Inat døde Elsa, hun var bleven saa lille og saa tynd og saa
gennemsigtig, og saa var det ligesom, naar et Lys gaar ud, da
hun døde. Jeg sad alene med hende, hun kunde ikke sige noget,
men bare se paa mig med saadan store Øjne, og saa lignede hun
Faderen, saa jeg tænkte paa ham, nu jeg aldrig tænker paa ham
ellers. For jeg tror endnu fuldt og fast, at det var hans Barn
og ikke Cederskölds, som jeg har sagt. For nu, da Elsa er død,
saa vil jeg vidne til Gud, som jeg vidnede, da jeg prøvede paa at
bede til ham, om at hun dog maatte leve og jeg dø, om det skulde
være, at jeg var uskyldig, og at det var ham, der vildledte mig
og voldte mig det onde, saa alt det andet kom. Og nu har Gud
taget hans Barn, som han tog hans Hustru, om det var Gud, der
gjorde det, for Gud kan da ikke være med til saadan Gerning som
den, der sikkert blev øvet der. Gud véd alting, siger de, men
skønt det er Synd at sige det, Moder, jeg tror slet ikke, Gud
er til, for saa vilde han ikke være saa grusom og ond mod os
stakkels Mennesker. Jeg vilde ønske, jeg var død, men jeg skal
vel leve, fordi jeg ikke er nogen Nytte til for nogen Mennesker,
og Elsa var vi alle saa glade ved, men hun skulde dø. Aa Moder,
jeg er saa ulykkelig, at jeg kunde gaa ud i Søen, men saa er det,
som om Fader viser sig for mig, og saa er det saa frygtelig, hvis
det skulde være sandt med det bagefter. For Elsa troede jo, hun
kom til Vorherre, hvad hun jo maatte, saa god og kærlig som hun
var, om der er nogen Retfærdighed til. Jeg græder og græder og
kan kun græde -- --
Mellem dette Brev og det næste var et langt Mellemrum. Det var
dateret 8. Juni 1898 og lød saaledes:
Kære Moder, saa gik da den Fødselsdag. Ja, du har ikke hørt fra
mig saa længe, for først var jeg jo syg efter det med Elsas Død,
og saa kom der saa meget, som det forresten ikke kan nytte at
skrive om. Men jeg har det godt og tjener mange Penge ved mit
Arbejde for nogle gode Kunder. Jeg sørgede saa meget, véd du, men
saa var jeg jo ung endnu, og Guds Vilje skal jo ske. Menneskene
er jo nok onde, men der er ogsaa gode iblandt, og Løjtnant
Sjöström er god imod mig. Ikke paa den Maade, det gør jeg aldrig
mere, for nu vil jeg være en ordentlig Pige, og nu har jeg jo
heller ikke noget Barn mere, som Folk kan tale om. Ham hører
jeg ikke mere fra, men Pengene faar jeg jo alligevel, det er
ikke meget, var det ikke, fordi jeg tjente saa godt, skulde det
saamænd fedt hjælpe, det han sender, men nu sender jeg dig 50
Kroner, saa du kan faa dig lidt godt for Pengene, søde Moder.
Din egen Annie.
30. Juli 1898.
Kære Mor.