Hvad Skovsøen gemte - 07

Formodning om, at Sjöström havde honoreret ham rigelig for hans
saakaldte Vidnesbyrd. Det blev en lang Samtale, og Advokaten havde
overgivet sig paa Naade og Unaade. Holst behandlede ham venligt og
lovede ham, at han skulde holde Haanden over ham, saafremt Annie
skulde falde paa at kræve ham til Regnskab, ja afgav et aldeles
bestemt Løfte i saa Henseende, som han jo med stor Sindsro kunde
gøre og aldrig vilde komme i Fristelse til at bryde.
Med Hensyn til Annies nærværende Opholdssted vilde han intet
meddele, men han fortalte, at Sjöström sad fængslet i Hamborg og
vilde blive ført til København. Han havde forfalsket Checken, og
Annies nye Mand havde anmeldt Falskneriet. Angaaende dennes Navn tav
Holst ligeledes.
Det blev ham imidlertid af alt dette klart, at der ikke kunde være
Tale om Meddelagtighed fra Juristens Side i andet end Falskneriet,
der jo pudsigt nok vilde ramme ham selv; og da det først og fremmest
gjaldt om at faa fat i Sjöström, og Karlkvist nok skulde tie med
det, han vidste, forlod Holst ham med den venligste Hilsen og lovede
snart at se ind til ham igen.
Karlkvist var ikke henrykt ved Tanken, og Godtfolk i Christiansstad
var klare paa, at der maatte være hændet Advokaten Karlkvist noget
meget ubehageligt, for det var svært, hvor han havde skæmmet sig paa
faa Dage. Han var heller ikke videre hyggelig ved det, for der var
Ting, der kunde afbryde hans Virksomhed paa en uheldig Maade, om
Folk tog sig af at undersøge dem. Den fordømte danske Djævel af en
Detektiv.
Holst besøgte ingen i Christiansstad, men rejste direkte til
Helsingborg over Eslöf-Billeberga, ganske veltilfreds med den
Flytning af Enskilda Banken fra Christiansstad til Helsingborg, der
i Aaret 1898 havde bedrøvet førstnævnte By saa saare.


XI.

Holst blev modtaget med stor Forekommenhed i Banken i Helsingborg.
Han gik ikke nærmere ind paa sine Formodninger, men indskrænkede
sig til at meddele, at man havde Mistanke om, at en international
Svindler, hvis talrige Defraudationer berørte adskillige danske,
havde gjort et stort Kup i Banken i Slutningen af Marts Maaned 1902.
Det viste sig ved Undersøgelsen, at Karlkvists Tilstaaelse i
alt væsentligt havde været rigtig. Den 28. Marts var der ved
Anvisning paa Bankens Berliner og Pariser Forbindelser udbetalt
til f. d. Løjtnant Hugold Sjöström for Regning Annie Cederlund af
Christiansstad 90,000 Kroner efter en Anvisning, dateret d. 27.
Marts 1902 Helsingør.
Checken frembød intet usædvanligt; naar man havde Formodning om
Falskneriet, kunde det nok se ud til, at Ti Tusinde var rettet til
Ni-Ti Tusinde, en formel Ændring, der ogsaa i sin Tid i Stockholm
havde kostet Rigsbanken en rund Sum -- men for en almindelig
Betragtning syntes det hele at være i Orden.
Det lykkedes Holst efter en Del Formaliteter at erhverve den
originale Check udlaant særlig ud fra den Betragtning, at
Falskneriet rimeligvis var begaaet i Helsingør, hvor Checken var
udstedt. Og samtidig naaede Holst den store Vinding, at han under
sin Efterforskning havde en med Faktum bilagt Sigtelse for Falsk,
der frembød adskillige Fordele fremfor en tvivlsom Sigtelse for Mord
og var langt mindre sensationel, et Punkt, der for Politimanden, der
arbejder i en Tidsalder, hvor et nyhedstørstende Publikum ved sin
Presse følger ham i Hælene, var af den allerstørste Betydning.
Desuden anstillede Holst Undersøgelser i Helsingborg, der kunde
lede til nærmere Oplysning af selve Mordsagen. Sjöström havde boet
under eget Navn paa Mollberg i Dagene fra den 25.--28. Marts; han
havde været alene den første Dag, den anden havde han haft Besøg af
en i Staden velkendt Officer, Løjtnant Claes Ankerkrone, der havde
boet paa Hotellet i Dagene den 26.--27., men derefter var rejst med
Færgen til Helsingør i Følge med Sjöström. Den 28. var Sjöström
vendt tilbage og havde forladt Helsingborg over Lund, sandsynligvis
for at begive sig til København over Malmø, da han til Portieren
havde opgivet, at Breve skulde adresseres til Hotel Kongen af
Danmark, København. Portieren erindrede forøvrigt ikke, at der var
eftersendt Breve, men Dagen efter at Sjöström var rejst, havde hans
Broder, Staldmester Bror Sjöström, ligeledes velkendt i Helsingborg,
indfundet sig og spurgt efter ham.
Det viste sig, at Rygtet om de Penge, han havde hævet, var sivet
ud, og at en Del bedrøvede Kreditorer havde besluttet sig til en
Aktion imod ham, der havde givet sig Udslag i en Henvendelse til
det stedlige Politi, som straks havde underrettet Broderen om Sagen
med det Resultat, at den brave Mand øjeblikkelig havde indfundet
sig paa Hotellet. Sagen var imidlertid døet hen; nogle mente, at
Staldmesteren havde maattet afse nogle Krummer til de hungrige
Kreditorer.
Det var alt, hvad man vidste i Helsingborg, og Holst maatte altsaa
forfølge Sporet dels ved Henvendelse til Staldmesteren -- en
meget kilden Sag -- og dels ved at søge Oplysninger i Helsingør.
Han besluttede sig til først at gæste Hamlets Stad og tog med
Færgen tværs over Øresund, hvor han atter efter sin indholdsrige
Udenlandsrejse stod paa dansk Grund.
I Helsingør var Sjöström ikke kendt, og det viste sig ved
Undersøgelsen af de stedlige Hotellers Rejselister, at han ikke
havde opholdt sig der, i hvert Fald ikke under sit Navn. Derimod
fremkom et og andet af den allerstørste Betydning.
Paa Jernbanehotellet ved Havnen, skraas overfor den smukke nye
Banegaard, havde i Dagene fra den 25.--27. Marts boet en Dame,
der efter Beskrivelsen kunde være den myrdede. At dette ikke
ved de første Undersøgelser var fremkommet, beroede derpaa, at
Hotellets Portier havde været bortrejst i anden Tjeneste, men nu
var genengageret til det store Etablissement Marienlyst, og det
derfor var muligt at erholde nøjagtigere Oplysninger. Kelneren og
Stuepigen var nye Folk, og Værten havde i de Dage været paa en Tur
til København.
I Hotellets Bog stod den paagældende indført som Fru Gorin, Nizza,
og det lykkedes at konstatere, at hendes Bagage den 27. om Morgenen
var ekspederet til denne Adresse Hotel Kongen af Danmark, København,
som Ilgods. Hun havde været i Selskab med to Herrer, i hvert Fald
den ene Dag, men det var ikke Portieren mulig at oplyse, hvem disse
Herrer havde været. Hun havde ligeledes haft Besøg af en ung Dame,
der imidlertid straks var rejst tilbage til København.
Dog vidste Portieren bestemt, at en af Kelnerne, der nu gjorde
Tjeneste paa Marienlyst, og som var gift og havde Ophold i
Helsingør, personlig kendte den ene af Herrerne. I Hotelbogen stod
Navnet Lundkvist, Rentier, der imidlertid sikkert var et paataget
Navn, den unge Herre var adelig og svensk Officer. Navnet kunde
Kelneren ikke opgive til Portieren; han havde antagelig faaet en
større Skilling for at tie stille med det.
Holst skyndte sig at tage Manden for, og ved en hensigtsmæssig
Behandling lykkedes det ham at erfare, at den unge Herre var en
Løjtnant ved Kronprinsens Husarer, rimeligvis tillige Godsejer,
umaadelig rig og meget flot -- hans Navn var Claes Ankerkrone.
Det gav et Sæt i Holst. Der var ingen Tvivl om den Ting; Claes
Ankerkrone var altsaa stærkt impliceret i den hele Historie, og
det slog Holst, hvor uforsigtig han havde baaret sig ad ved at
sende Ritmesteren Annies Brev. Han maatte tilstaa, at han havde
handlet meget uklogt. At han havde vist Ritmesteren Fortrolighed var
forstaaeligt og naturligt. Men allerede Bror Sjöströms Fortælling
maatte have kaldt hans Agtpaagivenhed frem, og efter Samtalen
med Kurk burde han have været endnu mere mistroisk mod sin Ven
Ritmesteren.
Annies Korrespondance havde yderligere ladet ham se, at Ritmesteren
næppe havde været helt ærlig mod ham, og nu kunde det ganske sikkert
siges, at Claes Ankerkrone, Ritmesterens Søn, vilde blive stærkt
kompromitteret ved den hele Sag, selv om der intet forelaa, der
berettigede til at antage, at han var medskyldig i eller endog
vidende om Mordet.
Men saa stod alligevel det uopklarede Faktum tilbage, at Ritmester
Ankerkrone i sin Samtale med Holst havde ladet Ord falde om sin
Hjælp, og om at Holst maaske vilde komme til at trænge til ham.
Holst besluttede med det samme at søge Ritmesteren og, med
Tilsidesættelse af alle Hensyn, at tvinge ham til at lægge Kortene
paa Bordet og fortælle alt, hvad han vidste.


XII.

Da Holst sent paa Aftenen ankom til Herredsfogdens Bolig, blev
han modtaget af hans Husbestyrerinde med den Meddelelse, at
Herredsfogden Dagen forud var rejst med Orlov og havde forladt
Stedet i Selskab med Ritmester Ankerkrone og den unge svenske
Frøken. Det var blevet bestemt faa Dage forud, og Rejsens Maal var
Tyrol.
Holst blev særdeles ubehagelig berørt ved denne Nyhed. At
Herredsfogden havde taget Orlov, medens en saa vigtig Sag stod
paa, fik være sin Sag; han maatte indrømme, at Udsigterne til
Sagens snarlige Oplysning var særdeles smaa. At han var rejst med
Ankerkrones var meget kedeligt, men ogsaa meget naturligt; Venskabet
mellem Ritmesteren og Herredsfogden var blevet meget intimt. Men
nu stod Holst der. Hans Foresatte var bortrejst; afgøre Sagen med
Fuldmægtigen, en stræbsom dansk Jurist, der udelukkende levede for
private Forretninger, vilde han ikke. Han maatte altsaa foreløbig
lade den Side af Sagen hvile og ved et Besøg hos Staldmester
Sjöström søge at finde Løjtnant Sjöströms Spor.
Meget nedtrykt vilde han vende tilbage til Helsingør, efter at han
havde afslaaet Husbestyrerindens gæstfri Opfordring om at overnatte
i Herredsfogedboligen, da det pludselig faldt ham ind at gaa ned til
den Gaardmand, hvor Ritmesteren havde boet, og hvor han selv havde
haft Ophold, for at erfare noget om den pludselige Afrejse.
Hans tidligere Vært modtog ham med stor Glæde, og uagtet det var
sent, lod han dække et velbesat Aftensbord, som Holst lod vederfares
al Retfærdighed for bagefter ved en stor Toddy at tale om gamle
Dage. --
Holst fortalte kun lidt om sig selv, han havde intet oplevet,
sagde han; men han spurgte, og det slog ham selv, hvor underlig
Situationen havde ændret sig. Nu sad han her, hvor han saa tit havde
været Ankerkrones Gæst, og anstillede de nøjagtigste Undersøgelser
om sin »Farbroders« Liv og Levned i den senere Tid.
Det gik saa let. Gaardmanden beundrede Ritmesteren og talte om ham
med den allerstørste Begejstring.
»Ja,« sagde han, »det var en Adelsmand, en Stadsmand i Ordets fulde
Betydning. Fra jeg saa ham første Gang, og til han nu rejste i Gaar,
har der ikke været et ondt Ord imellem os. Han betalte flot, men han
stillede ingen Fordringer; han er ubetinget den bedste Mand, jeg i
mit Liv har truffet. Og Datteren, hvor var hun nydelig.«
Holst tænkte paa Ulla -- ja, hun var nydelig, og Faderen var en
Hædersmand, hævet over al Tvivl; men hvorfor havde han ikke været
ærlig -- eller havde han været ærlig? Nej -- han havde vidst, at
den myrdede Kvinde var Annie Cederlund, han havde fordulgt det for
Øvrigheden, og han havde haft sine Grunde til at fordølge det. Dog
syntes Holst, at ham burde han have vist større Tillid.
Og han begyndte at spørge sig for, for at erfare, naar Ankerkrone
første Gang havde sat sin Fod paa Egnen.
Gaardmanden gned sig lidt i Nakken. »Ja, egentlig skulde jeg vel
ikke fortælle det,« sagde han, »men De er jo en Ven af Ritmesteren,
og det er meget længe siden, saa nu kan jeg vel nok tale om det. Det
varer vel ellers længe, inden han kommer her igen, om han kommer
nogensinde. Hans Helbred var slet ikke godt; han har haft et Par
Besvimelsesanfald fornylig, efter at De var rejst. Frøkenen var helt
ude af sig selv, og selv sagde han saa underlig Farvel til mig. Men
det véd vi jo aldrig, naar vi skal herfra. Ja, Ritmester Ankerkrone
er ellers en gammel Bekendt.«
»Saa,« spurgte Holst -- det slog ham, at det burde han have vidst
før, men i Forholdet overfor Ankerkrone havde han ikke været paa sin
Post; det skulde ikke ske mere. »Naar var det saa?« spurgte han.
Gaardmanden plirede lidt med Øjnene og tænkte sig om.
»Det kan vel være lige først i Firserne. Jeg havde overtaget Gaarden
efter min Fader, der boede paa Aftægt nede i det lille Hus, hvor nu
min Datter og hendes Mand har deres Handel. Saadan ved Sommertiden
var det, saa kom der en skønne Dag en svensk Herre med en nydelig
Dame og vilde have Logis i et Par Dage. Hun var ualmindelig smuk,
lidt svagelig, naa det havde vel sine Aarsager. Hvad hun var for en,
kan jeg ikke sige, men skammelig dejlig var hun, og han forresten
ogsaa, det var et nydeligt Menneske. De boede her i en Maaneds Tid,
gik og sværmede og var lykkelige med hinanden; gifte var de vel
sagtens ikke, men det kom jo ikke os ved. Han kaldte sig Cederlund,
og hun hed Annie. Det dejligste lille Kvindemenneske, nogen kunde
se, og Kors hvor hun var forelsket.«
Holst trommede i Bordet med Fingrene. »Naa, og saa --«
»Ja, da der var gaaet en Maaneds Tid, saa rejste de.«
»Og saa --«
Gaardmanden saa op paa Holst med et stort polisk Smil.
»Da jeg saa ham igen i Aar, hed han ikke Cederlund, men Ankerkrone.
Han generede sig vist lidt ved det, men han kunde jo nok forstaa, at
jeg vilde ikke tale om det. Og det skulde jeg vel forresten heller
ikke have gjort, skønt de Herrer af Politiet er jo saa vant til at
høre alskens hemmelige Historier. Og nu er det jo længe siden.«
Holst var bleven bleg -- han skyllede en kraftig Slurk Kognakstoddy
ned og lænede sig tilbage i Stolen. Han var stærkt betaget af det,
han havde hørt, skønt Annies Breve havde dog tydelig nok fortalt om
hendes Forhold til _ham_; han vidste, hvem denne _han_ var; at det
var Ankerkrone, og nu her paa dette Sted, hvor Ankerkrone havde
genset den Kvinde, der for 20 Aar siden havde været hans Elskerinde,
som Lig -- myrdet og nedsænket i den dybe Mergelgrav --, havde han
kunnet gennemføre det fuldstændigste Falskspil med den Mand, der
skulde bringe den begaaede Misgerning for Lyset.
En eneste Dag for sent var Holst kommen. Blodet susede for hans
Tindinger, han rejste sig uvilkaarligt. »Her er varmt,« sagde han.
Gaardmanden løftede Glasset. »Skaal, Hr. Løjtnant -- skal vi drikke
et Glas for vores brave Ven Ritmesteren og hans nydelige Frøken
Datter, som er vældig skudt i Dem, kan jeg hilse og fortælle Dem.«
Holst blev blodrød, men han drak Skaalen.
Saa spurgte han lidt aandsfraværende: »Hvordan gik det egentlig til,
at Ritmesteren igen blev Gæst i Deres Hus?«
»Det gik helt naturligt til,« sagde Værten, »jeg var taget ned
til Helsingør en Dag først i Maj Maaned, saa træffer jeg paa
Jernbanestationen Ritmesteren og hans Datter. Vi gav os i Snak
sammen, de sagde, de skulde Syd paa, og saa spurgte jeg, om de ikke
vilde se indenfor hos os. Det vilde de godt nok, og saa blev de her
i tre Maaneder.«
»De kendte ham straks igen?« spurgte Holst. »Det var mærkeligt, og
de havde ikke set ham i tyve Aar.«
Gaardmanden lo. »Nej, saa god er min Hukommelse alligevel ikke,
skønt helt ringe er den ikke, naar jeg faar tænkt mig om. Men
Ritmesteren havde jeg nu alligevel ikke kunnet kende igen. Det var
nede paa Hotel Øresund, der var et Møde om nogle Amtssager ved det
Hestevæsen, jeg har saa meget at gøre med, nu i Foraaret en Gang.
Der sidder jeg og faar en Genstand med et Par Bekendte, saa ser jeg
lige overfor ved et Bord en Herre, der sidder og ser saa vist paa
mig. Jeg synes, jeg skulde kende det Ansigt, men jeg anede alligevel
slet ikke, hvem det kunde være. Saa rejser han sig og kommer hen til
mig og spørger, om det var Anders Mortensen fra Byen her.
Jo, det var det da. Om jeg kunde kende ham. Det kunde jeg da ikke.
Saa lo han og spurgte, om jeg da ikke kunde huske Hr. Cederlund, og
saa var jeg straks med. Men saa syntes jeg, han blev lidt kort for
Hovedet lige med et, da den unge, han var i Følge med, kom hen til
ham. Saa busede det ud af ham: det er min Søn. Den Gang fik jeg ikke
at vide, hvad han hed, før jeg saa en Maanedstid senere traf ham
med Datteren, og saa var det, vi blev helt gode Venner; han har vel
syntes, han var lidt studs imod mig forrige Gang.«
Holst havde lænet sig tilbage og hørte med stor Opmærksomhed paa den
lange Beretning. Da Gaardmanden tav for at trække Vejret, spurgte
han: »Naar var det Hestesagsmøde?«
»Ja, Datoen kan jeg ikke sige, men det var i Slutningen af Marts.«
»Kan De ikke se Datoen?«
»Jo, bi lidt -- det staar paa min Pultkalender; jeg har saadan en
Klatpapirsindretning, hvor jeg noterer alting af den Slags; man er
jo efterhaanden inde i saa meget med Møder og den Slags Væsen, saa
det halve kunde være nok.«
Anders Mortensen rodede lidt mellem sine Papirer og fandt da Datoen
frem. »Det var lige bestemt den 26. Marts i Aar. Ja, det var det
ogsaa, det var dejligt Foraarsvejr; jeg husker, jeg var kørende til
Byen med min Kones Søster, og vi havde næsten ikke Rejsetøj med. Jo,
det var saamænd den 26. Marts i Aar, at jeg saa Ritmesteren igen
efter 20 Aars Forløb. Det er ellers kunstig nok, at jeg først nu, da
han kom, fik at vide, hvad han hed. Min Kone og jeg snakkede tidt
om, at det var et underligt Tilfælde. Hende, Pigebarnet, talte vi
aldrig om, han heller ikke, det har vel været saadan en Tulle, han
har haft den Gang, men skammelig dejlig var hun ligegodt.«
Saa talte de lidt om Ritmesterens Helbred; det var daarligt, sagde
Gaardmanden. Ellers havde de ikke mærket noget, men for en otte Dage
siden, lige ved Middagstid, Ritmesteren havde vel været oppe efter
Posten, kom han hjem og blev da saa forskrækkelig daarlig. Datteren
mente, han havde gaaet for rask, og det var jo muligt, for det var
meget varmt.
»De fik Bud efter Doktoren, men saa var det ligesom bleven bedre;
Ritmesteren holdt sig i Ro et Par Dage, saa kom der en Ven af ham
fra Sverig, en høj statelig Kaptajn, som var Baron, og som de kaldte
Farbror Holger -- Kruk hed han, eller saadan noget. Han var der i et
Par Dage, og saa bestemte de sig til at rejse. Det hed sig, de vilde
til Tyrol, og Doktoren mente, det var rigtigt at tage op i Bjergene,
der skal Luften være saa let. Ja, vi var kede nok af at miste dem.
Det var dejlige Folk.«
Holst gik sent til Ro, han læste omhyggelig Annies Breve og
bebrejdede sig bittert, at han havde ladet det allervigtigste gaa
sig af Hænde. Det var en utilgivelig Fejl.
Den næste Dag rejste han til Skaane til Staldmesteren paa
Riddartofte.


XIII.

Riddartofte ligger en kvart Mil fra Bjersjöladugård Station paa
Esløf-Ystad Banen, højt, omgivet af venlige Bøgeskove med Udsigt
over Vombsjön og Romeleklint ud over Sletten omkring Lund. Et
herligt Herresæde med store Bygninger i hollandsk Renæssance og
talrige Udbygninger. I en lille Pavillon, ikke ulig Badstuen ved
Frederiksborg, boede Staldmester Bror Sjöström i en sirlig lille
Ungkarlelejlighed, der blev passet af hyppig skiftende Jomfruer,
som uvægerlig lod sig attakere af den gamle Soldat, forholdsvis
hurtig strakte Gevær i Haab om at føre Sejren hjem, men ikke længe
efter Nederlaget med Smerte og megen Sorg fjernedes og anbragtes for
Godsets Regning, i det mindste for en Tid.
Greven paa Riddartofte, Tage Falkenberg, en venlig og hyggelig
skaansk Magnat med saare meget Arveguld i Gemme, havde foreslaaet at
optage Sjöström i Hofhusholdningen; det var forsøgt, men Grevinden
gentog aldrig Forsøget. Og Affindelsessummen overgik som en fast
Bestanddel af Staldmesterens iøvrigt ret betydelige Gehalt.
Holst havde ladet Staldmesteren vide, at han kom, og han blev
afhentet paa Stationen i en fiks lille Pürschvogn, forspændt med et
Par nydelige Juggere, kørt af en hørhaaret Smaakøring.
I Døren til Pavillonen, af Naboerne kaldet »Arkadien«, modtages
han af en yppig, flot bygget Hebe, der endnu befandt sig paa
Kapitulationens første indledende Stadium og smilede frejdig svensk
med et Par søgende Øjne.
Der var »förbaskadt stiligt« i Arkadien.
Staldmesteren optraadte i elegant Smoking og præsiderede som en
feudal Underkonge ved en charmant »Tillställning«; det faldt ham
ikke ind at spørge om Holsts Ærinde, han var den uovertrufne,
sirlige svenske Vært, den fødte skaanske Adelsmand og Kriger, som
kun er en i denne Verden.
Det var lidt svært for Holst at fremføre sit Ærinde, og han gik da
ogsaa en betydelig Omvej. Han maatte tilstaa, at det gjaldt Hugold,
og Bror Sjöström gøs koldt ved Tanken. Hugold betød altid Penge ud
af Lommen, ganske vist betalte Godskassen, men det ærgrede altid
Staldmesteren at trække paa denne rummelige Kasse i den Anledning.
Greven paa Riddartofte havde ved en saadan Lejlighed med større
Alvor end sædvanlig sagt til sin Staldmester:
»Kære Bror -- dine Kvindfolk betaler jeg med Fryd og Glæde, selv har
jeg ingen anden end min Hjærtefru, og de stakkels Kvindfolk skal
leve, at give dem er en Adelspligt, som Du besørger paa Riddartofte,
Bror min. For dine Børn betaler jeg ogsaa, jeg har Tro til dit
Afkom, men den Slusk, din Bror Hugold! Nej, nu skal det være Slut.«
Han vidste, at Greven uvægerlig betalte.
Men Staldmesteren holdt ikke af det. Holst tog derfor uhyre
forsigtig paa det og fortalte, at han og en Ven, der var ansat
ved Generalstaben, havde truffet Hugold i Nizza og der haft en
Transaktion med ham, som ganske vist var ubetydelig, men et Papir
var oprettet, som beroede hos Hugold, og som han ikke vilde
udlevere. Det drejede sig kun om en Bagatel, og der var ikke Tale om
Penge, men Holsts Ven ønskede Papiret udleveret, og det var umuligt
at skaffe Hugolds Adresse.
I Nizza var han ikke mere -- det havde Holst erfaret ved Henvendelse
-- og det var rigtigt nok. Da Staldmesteren mærkede, at det ikke
gjaldt Penge, blev han noget beroliget og fortalte Holst, at han
intet vidste om Broderen, som var beklagelig paa Afveje, men at han
havde truffet en Nabo paa Esløf Station, der lejlighedsvis havde
fortalt ham, at Hugold nu havde Domicil i Venedig med en charmant
Pige, en lille Juvel, som han passede svært paa.
Staldmesteren trak paa Skulderen. »Hugold er en Slusk -- men han
er min Broder, jeg har gjort for ham, hvad jeg kan, jeg kan ikke
mere. Blot han nu vilde holde sig fra Sverig og dø som en nogenlunde
anstændig Adelsmand. Mere tør jeg ikke haabe.«
Holst sagde ikke noget, og Staldmesteren fortsatte:
»De kender altsaa min Broder Hugold?«
»Nej,« sagde Holst, »ikke personligt.«
Staldmesteren tog et Billede ned fra Skrivebordet, en høj rank
Soldat, med smukke, regelmæssige Træk og en stor lys Knebelsbart.
»En rask Knægt var han,« sagde han med et Suk. »Det er de
Fruentimre, der har ødelagt ham, og i Synderlighed denne Djævel
Annie Bengtson, hvor i Verden hun nu færdes.«
Holst spurgte i en let Tone, hvem Annie Bengtson var, og erfarede
omtrent det samme, som Kurk havde fortalt ham.
»Tror De nu, det er forbi mellem dem?« spurgte han forsigtigt.
»Det tror jeg,« sagde Staldmesteren bestemt. »I Marts dette Aar
tilskrev Hugold mig, at nu var det Slut mellem dem; han lovede mig
at komme hertil, han var nogle Dage i Helsingborg i en Art Affære,
men da jeg kom derhen, var han borte. Siden har jeg ikke hørt fra
ham, men jeg kunde forstaa, at med Annie var det forbi. Naa, saa har
han vel en anden; de Djævels Kvindfolk er vort Køns Fordærv.«
Holst smilede; i det samme viste Husnymfen sig med pousse Cafeen,
hun saa helt Værtinde-lig ud og bevægede sig med forførerisk
Ugenerthed i et tækkeligt Kostume, der var afpasset i tilpas
appetitvækkende Stil.
Staldmesteren nikkede og tændte en uhyre lang Cigar.
Holst bad om et Kort med et Par Ord til Hugold til Introduktion, om
han skulde træffe ham, han laa paa Rejse til Venedig, og en Hilsen
vilde han gerne bringe.
Det fik han med et Suk og uden videre Ceremonier. Det var ham klart,
at om Hugold var der ikke stort mere at erfare, og han ledte derfor
forsigtig Samtalen hen paa Ankerkrones. Det var ham særlig om at
gøre at erfare noget om den unge og hans Forhold til Hugold.
Han følte sig for: »Var Claes Ankerkrone ikke en god Ven af Deres
Broder?« spurgte han.
»Af Hugold --« Staldmesteren saa helt forfærdet ud. »Det har jeg
aldrig hørt.«
Han vidste altsaa intet. Det forekom Holst, at Sjöström var den
første, der havde fortalt ham om den unge Ankerkrone, og han berørte
dette.
Staldmesteren rystede paa Hovedet. »Nej,« sagde han. »Jeg véd nok,
at Claes har haft en Historie med en Dame, som han et Par Aars Tid
har flakket rundt med i Frankrig, men jeg har aldrig hørt Tale om,
at Hugold havde været med der.«
»Hvorledes endte da det?« spurgte Holst.
»Meget lidt romantisk,« sagde Staldmesteren, »som det altid
ender med de Pokkers Kvindfolk. Claes' Papa, Gubben Ankerkrone,
maatte købe Damen bort med Claes' Kones Penge, der nok skal være
uudtømmelige. Det skete en Gang i Vinter eller Vaar, hed det sig.
Damen rejste Syd paa, og Gubben tog Sønnen med sig til Italien, hvor
der skal have været øm Forsoning. Det siger nogle. Andre siger, at
da det kom til Stykket, rendte Damen bort med en anden, og gamle
Ankerkrone beholdt selv Pengene, hvad der var yderst forstandigt,
for han trænger til dem. Naa, det blev ordnet et Sted i Danmark, og
man taler ikke om det. Greven her har truffet Claes i Venedig for
et Par Dage siden; han var lige kommet med Frue og Børn, da Tage
Falkenberg rejste gennem Byen. Han skal have været meget hyggelig
Sammen med sin Frue, og det kan jo godt være Usandhed alt sammen.
Gubben Ankerkrone er svært ilde lidt her i Skaane, og dog er han en
charmant Mand, og hans Datter er nydelig -- usædvanlig nydelig.«
Holst nikkede. »Jeg kender dem ganske godt. Det vil sige, jeg har
truffet dem. Ritmesteren er en fortræffelig Mand, en smuk Mand.«
»Kors,« sagde Staldmesteren og nippede til en Maraskino med megen
Andagt. Han vilde aabenbart nødig tale om Ankerkrone, og han havde
ganske glemt de Indiskretioner, han ved første Møde havde begaaet
med Hensyn til Ritmesterens tidligere Liv -- eller han skøttede
maaske ikke om at komme ind paa Spørgsmaalet.
Holst saa lidt skarpt paa ham under sænkede Øjenlaag og spurgte i
en let Tone, om han troede Ritmester Ankerkrone til nogen uhæderlig
Handling.
»Kors,« sagde Staldmesteren og tømte sin Maraskino, »han er en
Adelsmand fuldt ud.«
Men han vilde ikke tale om ham, og Konversationen skiftede Emne. Den
drejede sig væsentligt om de tre Ting, Staldmesteren forstod, Heste,
Hunde og Kvinder, Holst var Tilhører, mens Staldmesteren talte
ustandseligt og morede sig kongeligt. Han fandt Løjtnanten charmant,
og de blev dus, inden Husnymfen intervenerede og sørgede for, at
hendes strænge Husbond kom til blødt Leje.
Næste Morgen havde Staldmesteren Tømmermænd, og Holst rejste tilbage
til København.


XIV.

Da Holst kom tilbage til sit Hjem i Hovedstaden, forefandt han
foruden anden Post et Brev fra Ankerkrone, vedlagt en Pakke Papirer;
det lød saaledes:
Kære Ven.
Længe har jeg overvejet, om jeg burde skrive til dig, eller om
jeg burde vente og se, om vore Veje krydsedes. Vort Bekendtskab
er ungt, men du kan tro mig, naar jeg siger dig, at jeg, som er
en gammel Mand, om ikke af Aar, saa dog af Sind, fordi Livet har
bøjet min Ryg og trukket Furer over min Pande, aldrig har mødt
nogen Ungdom, der varmede mit Hjerte som din. Selv har jeg fra
min første Ungdom tænkt mig Livets herligste Maal at efterlade
mit Navn, og hvad Livet har lært mig, til den, der skulde tage
den Gerning op, som jeg ikke har kunnet fuldføre, at leve Livet,
som et Menneske skal leve det. Min Søn kan ikke tage dette op,
fordi han staar alt det fjernt, som staar mit Hjerte nær. Hos dig
har jeg fundet saa meget af det, jeg elsker, og saa meget af det,
jeg savner, og jeg holder mere af dig, end du kan tro og ane.
Derfor skriver jeg til dig. Du sendte mig, uden at forstaa det,
et Budskab, som du kaldte det, »fra hinsides Graven«, du kunde
ikke have sendt mig tungere Budskab, endda det ikke lød første
Gang for mig. Min Ungdomsven Holger Kurk har fortalt mig om sit
Møde med dig; jeg véd nu, at du kender en Del af de Begivenheder,
der knyttede min Skæbne til hende, hvis Lig de fandt i Skovsøen