Hvad Skovsøen gemte - 01

PALLE ROSENKRANTZ
HVAD SKOVSØEN
GEMTE
KØBENHAVN
KUNSTFORLAGET DANMARK
TRYKT I EGMONT H. PETERSENS
KGL. HOF-BOGTRYKKERI
1914


I denne Bog forekommer af og til svenske Udtryk og Vendinger i
tillæmpet dansk Form. Det ufuldstændige Sprogfællesskab bevirker,
at vi danske, naar vi taler med svenske eller læser Svensk, ikke
tænker paa Svensk, som vi tænker paa Tysk eller Fransk, naar vi
hører disse Sprog tale eller læser dem. Vi oversætter heller ikke,
vi tillæmper de fremmede Ord og Vendinger. Saaledes glider Sproget
ind i vort eget, og det forekommer mig ofte for Fortællingens
Farve af Vigtighed at bevare disse halvt fremmede, halvt hjemlige
Talefigurer. Dog har jeg anset det for rigtigt, for at undgaa
Misforstaaelse, udtrykkelig at bemærke dette.
Oversættelsesretten af Bogen til Svensk er forbeholdt.
_Forfatteren._


INDLEDNING
Skovsøen --


I.

En Dag i Maj 1902, kort efter at Skoven havde udfoldet sin grønne
Vaarpragt, besluttede Eigil Holst at belønne sig selv med en Udflugt
til det nordlige Sjælland. Han trængte til at faa Luft i Lungerne
og slippe bort fra Slidet, Støvet og Røgen derinde i Hovedstaden.
Desuden var han træt, nervøs og overanstrengt af haardt Arbejde.
Eigil Holst var 26 Aar, eneste Søn af en militær Embedsmand, begge
hans Forældre var døde, hans Slægt hørte hjemme i Jylland, og selv
var han først kommen til Hovedstaden, da han 22 Aar gammel havde
ombyttet Sekondløjtnantens forsølvede Usikkerhed med en københavnsk
Politimands mindre straalende, men noget mere betryggende Udsigter.
Eigil Holst var fra Barndommen bestemt til den Vej; saalænge han
kunde huske, havde Politiromanen været hans kæreste Læsning,
Kriminalhistorien hans bedste Glæde. Pitavals berømte Værker havde
han gennemlæst Bind for Bind i den tyske Udgave; efterhaanden som
han voksede til, drev han denne Læsning systematisk, læste tyske
og engelske Værker om Kriminalogi, ja drev det endog saa vidt, at
han med Støtte fra en Fætter, der var Latinskolelærer, erhvervede
Kendskab til Fransk for at studere den berømte Macé i Grundsproget
og Italiensk for at kunne følge den italienske Skoles interessante
Forbryderteorier.
Hans største Sorg var det, at Faderen ikke vilde lade ham studere;
han ønskede ivrigt at blive Jurist og Dommer og tænkte saa smaat paa
ved egen Hjælp at arbejde sig frem til Studenterexamen. Saa døde
Forældrene, ligesom han var fyldt 18 Aar, og han maatte forblive i
den Plads som Medhjælper hos en Boghandler, som han efter Faderens
Ønske havde tiltraadt efter at have taget Præliminærexamen. Der
blev han, til han skulde aftjene sin Værnepligt, og da han var en
ordentlig, opvakt, veldisciplineret ung Mand, blev han udtaget til
Sekondløjtnant og gjorde som saadan Tjeneste et Aar. I denne sin
Tjenestetid blev han en søgt og afholdt Gæst i Garnisonsbyens bedste
Hjem, men var forstandig nok til at indse, at Soldaterlivet for ham
kun kunde blive et Gennemgangsled.
Hans Kompagnichef, en halvgammel, elskværdig Soldat, der var
beslægtet med en af Hovedstadens overordnede Politiembedsmænd,
skaffede ham Ansættelse i Politiet, og Eigil Holst begyndte igen
støt og roligt nede fra for at arbejde sig frem til en Stilling,
der paa en Gang kunde tilfredsstille hans Ærgerrighed og skaffe ham
Levebrødet.
De første Aar skuffede ham, men sejg og udholdende, som han var,
forfulgte han sit Maal og naaede efterhaanden at blive anset for en
usædvanlig Brugbarhed, langt forud for sine Kolleger i Dannelse,
Kundskaber og medfødt Haandelag. Han holdt sig for sig selv, levede
stille i et Pensionat midt i Byen, søgte ikke Kammeraternes Selskab,
var derfor ikke særlig vel lidt, men uangribelig i sin Vandel.
De andre sagde, han var en Tørvetriller, der ikke havde Sans for
andet end Tjenesten og sine mugne Bøger, og det kunde man vel ogsaa
nok sige, for han gik sin Vej lige ret ud og gav sig ikke af med
nogen.
Eigil Holst var en usædvanlig smuk ung Mand, med brunt, krøllet
Haar, mørke, lidt drømmende Øjne, smidig og stærk, sund af Legeme,
øvet i alskens Idræt. Kvinderne beundrede ham, men han gik dem forbi
uden at se paa dem. Han var sig selv nok, og hans Gerning var ham
alt. Han holdt af lange Ture i det grønne og havde paa Cycle kørt
det meste af Sjælland igennem paa Kryds og tværs. Mest holdt han af
Nordsjælland, Egnen om Gurre og Esrom og Skovene Nord for Helsingør,
hvor Kattegat og Sundet mødes, og hvor Kullen hæver sin takkede Ryg
bag det blaa Vand.
Han havde udsøgt sig en Yndlingsplads ved en lille Mergelgrav i
Udkanten af en Skov, tæt kranset af Træer, men med et lille Udkig
over det smilende Land og det blaa Hav i det fjerne. Særligt i Maj
var Stedet henrivende, og der kunde han sidde timevis alene med sine
Tanker, stirre ned mod den lille mørke Sø og hen over de blomstrende
Hæge og Tjørne.
Han syntes næsten, at denne Plet var hans alene, ukendt for alle
andre, og han følte sig ogsaa som Herre til Stedet; han havde selv
tømret sig en Bænk under en høj Bøg, hvor Vandet skar sig ind under
Brinken, der støttedes af Trærøddernes Fletværk.
Det voldte ham derfor ogsaa et øjeblikkeligt Ubehag, da han den
Dag i Maj vaktes af sine drømmende Tanker ved Lyden af Stemmer;
han rejste sig uvilkaarlig for at gaa, men i det samme traadte de
talende frem af Krattet og spærrede ham Vejen. Han blev siddende for
at lade dem gaa forbi.
Det var en Mand paa et halvhundrede Aar og en ung lysklædt Kvinde,
efter Udseendet at dømme ikke fyldt de tyve. Manden var særdeles
omhyggelig klædt, høj, med forunderlig skarpe Øjne i et sjælden
klassisk formet Ansigt med et kort militært Mundskæg. Han blev
staaende foran Bænken og bøjede sig let mod Holst for med et Par Ord
at undskylde den mulige Ulempe, hans Komme forvoldte.
Han talte Svensk, dog med en Betoning som en Mand, der i en Række
af Aar havde levet i Danmark. Holst bøjede Hovedet med et halvhøjt
Gudbevares og rejste sig for at gaa, men det vilde den fremmede paa
ingen Maade tillade; han var særdeles veltalende, og undskyldte
paa det stærkeste sin og Datterens Indtrængen, idet han smilende
tilføjede, at Bænken jo bød Plads for dem alle. Holst bøjede sig
høfligt, de to fremmede tog Plads ved hans Side, og den svenske
Herre sagde, at Stedet her ved Skovsøen var deres Yndlingssted, de
boede for en kort Tid paa en Bondegaard i Nærheden.
Den unge Dame faldt ind med en kort Latter og den Bemærkning, at det
særlig var hendes Pappa -- hun udtalte Ordet med to P'er --, der
flere Gange om Dagen stilede mod denne lille blanke Sø, der ganske
vist var bedaarende, men hun holdt mere af de store Vidder, Synet
af Havet og Kullaberg i det fjerne. Saa lo hun igen med en kort
Latter og viste nogle henrivende hvide Tænder, medens et lille Blink
i Øjenkrogen spejdede, om ikke hendes Smil og Latter skulde have
afvæbnet den unge Mands fjendtlige Tilbageholdenhed.
Hun saa lidt skuffet ud.
Holst svarede mest med Enstavelsesord og afventede egentlig kun en
Lejlighed til med Honnør at trække sig tilbage. Den svenske Herre
syntes at nyde hans Forlegenhed, medens Datteren af og til skottede
til sin ordknappe Nabo.
De talte om Egnen, Naturen, de grønne Træer, og den svenske Herre
roste i høje Toner den skønne, ensomme Plet i Skovkanten, hvor
de sad: »Jeg elsker denne lille Sø,« sagde han, »der ligger her,
gærdet af grønne Træer, som en idyllisk Protest mod al Haardhed og
Hæslighed i Verden derude, blank og ren som en Jomfrus Hu, medens
Solens Straaler spiller paa dens Flade ved Dag, og Himlens Stjerner
spejler sig i dens Dyb ved Nat.«
Den unge Dame lo: »Pappa er poetisk.«
Holst trak paa Skuldrene.
Den gamle Herre fortsatte: »Den er vist meget dyb denne Sø, og der
lever næppe en Fisk i dens kolde klare Vand, den er Freden selv,
ubetraadt, uberørt og meget, meget stille.«
Den unge Dame tog en stor Sten og kastede den ret højt til Vejrs,
den faldt med et Plump ned i Søen, og en Kreds af Ringe steg op af
dens Vand, bredte sig, løste sig og forsvandt igen. Hun kastede
endnu en Sten og traadte nær hen til Brinken. Rødmen steg i hendes
Kinder, der før var temmelig blege.
Holst saa paa hende og fandt hende smuk, ret spæd men harmonisk
bygget, regelmæssige Træk, friske Læber og store leende Øjne. Skade,
at hun som alle Kvindfolk var sig sit Tække bevidst og koketterede
med sine legemlige Fortrin.
Den gamle Herre saa paa hende med en Blanding af Ømhed og Stolthed.
Saa tog hun en mægtig Sten for at slynge den ud i Søen, men det var
tydeligt, at det oversteg hendes Kræfter. Uvilkaarlig rejste Holst
sig og traadte hen til hende som for at forhindre, at Vægten af
Stenen skulde drage hende ud over Brinken.
Hun saa smilende paa ham og spurgte, om han da kunde slynge Stenen
midt ud i Søen.
Med et forlegent Smil løftede han den, den var meget tung, men han
spændte sine Muskler og traadte fast ned i Jorden, hendes Øjne
hvilede paa ham med Varme, hun fandt Behag i dette Spil af Styrke og
søgte ikke at skjule sit Behag.
Han slyngede Stenen, den faldt med et dumpt Drøn, og de store Ringe
krusede Vandfladen med let Skum, der fortog sig.
De stirrede alle tre uvilkaarligt ud over Vandfladen og fulgte
Krusningerne, medens Ring dannede sig efter Ring. Pludselig undslap
der den unge Pige et let Skrig -- hvad er det -- hun pegede ned mod
Brinken, hvor noget hvidt kom til Syne, og traadte uvilkaarlig et
Skridt tilbage.
Holst bøjede sig ned over Brinken og saa skarpt hen over Vandet.
Saa rejste han sig langsomt og sagde alvorligt: »Jeg tror, Frøkenen
skulde gaa bort fra Skrænten, det er ikke af den Art Ting, det
behager unge Damer at se.«
Den svenske Herre rejste sig med et nervøst Ryk og traadte meget
hurtig hen til Brinken: »Hvad er det?« spurgte han lidt stakaandet.
Holst vendte sig og svarede dæmpet: »Det synes at være et Barnelig,
der har ligget paa Bunden af Søen, Stenen har bragt det til Vejrs i
Vandfladen. Jeg maa se at faa det bjærget i Land, men da jeg nok kan
besørge det alene, vil jeg raade Dem til at gaa, Deres Frøken Datter
vil næppe føle sig særlig tiltalt af det Syn.«
Den svenske Herre smilede. »Et Barnelig --. Se, se, -- altsaa gemmer
denne idylliske Sø paa sin Bund mørke Hemmeligheder, kan hænde flere
end denne. Hvorfor vil De egentlig blande Dem i dette? Lad det være
-- det er dog ikke vor Opgave at granske efter sligt, og vi betaler
jo Øvrigheden for at tage sig af den Art Arbejde.«
Holst smilede. »Netop -- og jeg hører til dem, De betaler.«
»De!« -- den svenske Herre saa spørgende paa Holst.
»Ja -- jeg er ansat ved Opdagelsespolitiet i Hovedstaden -- og jeg
siger ikke med Fogden i »Brand«: »Dette er ikke indom mit Distrikt«.
Men De har formodentlig mindre Interesser for Fogders Gerning, og
jeg skal gerne søge at skaane Dem for videre Ulejlighed. Imidlertid
maa Liget jo fiskes op og bringes i den stedlige Øvrigheds
Varetægt, og det vil jeg strax sørge for.«
Den svenske Herre rystede smilende paa Hovedet. »Det vil sige, at
De, min Herre, har gjort en Fangst, sat Foden paa et Spor, som
De nu skal til at forfølge for at føre et stakkels Menneske for
Retfærds Skranke -- eller Urets Skranke maaske -- hvem ved det.
Ulla,« sagde han henvendt til den unge Dame, »gaa du hjem, jeg vil
hjælpe Hr. Detektiven med at bjærge Fangsten i Land.« Den unge Dame
havde trukket sig tilbage til Bænken, ved Ordet »Detektiv« saa hun
forundret op, der gled ligesom en Skuffelse over hendes Ansigt, hun
bøjede Hovedet som til en Slags Farvel og gik langsomt bort ad Stien
bag Skovgærdet.
Den svenske Herre vendte sig mod Holst, og idet han af sin
Brystlomme fremtog en lille Visitkortbog, rakte han Holst sit Kort
med et Smil.
»Det er vel bedst, vi bliver bekendt med hinanden, inden vi gaar til
det fælles Arbejde.«
Holst kastede et Blik paa Kortet; der stod under en femtakket Krone:
Arvid von Ankerkrone, f. d. Ritmester ved skaanske Dragoner.
Holst bukkede. »Jeg beklager ikke at kunne gøre Gengæld. Jeg har
intet Kort hos mig. Mit Navn er Eigil Holst, Overbetjent ved
Københavns Politi -- og« tilføjede han med et Smil, »før dette
Sekondløjtnant ved 9. Regiment.«
Den gamle Herre rakte ham Haanden: »Altsaa Soldat som jeg -- det er
mig en Fornøjelse at gøre Hr. Løjtnantens Bekendtskab. Lad os skride
til Værket.«
Det gjorde de. Først maatte de kaste Frakken, -- Ritmesteren hængte
med stor Omhyggelighed sin over Bænken og smøgede sine blændende
hvide Skjorteærmer op. Saa bevæbnede de sig med nogle afbrudte Grene
og efter nogle Minutters Arbejde lykkedes det at bjærge det lille
Lig ind paa Bredden.
Holst bøjede sig ned over Liget -- det var et næppe fuldbaarent
Barnelig, der øjensynlig havde ligget nogen Tid paa Bunden af
Graven, det var ganske nøgent, som en lille Mumie med fladtrykt
Ansigt, men endnu tilsyneladende friskt. Det saa ud, som om Halsen
bar et Stranguleringsmærke. Den triste Historie var ikke vanskelig
at fortælle, det var den gamle -- Letsind, svegne Løfter -- Skam og
Næringssorg.
»Hvad vil De nu?« spurgte Ritmesteren.
»Se at faa dette lille Menneskelig anbragt i en Kasse og sendt
til Herredskontoret for at overlade Stedets Øvrighed det videre
fornødne.«
»Selv faar De ikke noget at gøre med det?«
»Næppe,« svarede Holst, »det plejer at være en meget let Sag at
opspore den Art Forbrydelser, og det vil næppe vare længe, inden den
stakkels Moder er funden. Stakkel, det bliver drøje Dage, men derved
er jo intet at gøre.«
Ritmesteren saa skarpt paa Holst. »Hvad om vi slet intet gjorde ved
det? Lod Liget ligge? Rævene vil sikkert fortære det, inden det
bliver Dag igen, og saa -- saa er der ingen, der faar mere at vide
om det.«
Holst rystede paa Hovedet. »Ritmesteren kender jo en Soldats
Pligter, mine Pligter er her Soldatens. En ganske anden Sag er det
med Dem. De behøver selvfølgelig intet som helst at foretage Dem.«
Ritmesteren smilede lidt tungt. »De har Ret. Vi Mennesker er nu en
Gang sat til at fortrædige hverandre for den store Retfærdigheds
Skyld. Lad os fortrædige hverandre -- i Guds Navn da.« Han vendte
sig mod Søen og sagde ligesom hen for sig. »Hvem véd, om ikke denne
smilende, tavse Sø gemmer andre Gaader i sit Skød? De skulde tømme
den, Hr. Detektiv, for at anholde den med det samme, om den maatte
vise sig at være medskyldig i flere Forbrydelser.«
»Det vilde være et svært Arbejde,« sagde Holst, »og unyttigt
tillige. Nej, det, der allerede foreligger, kan saamænd være nok.«
Saa dækkede han det lille Lig til, og Herrerne fulgtes til den
nærmeste Bondegaard. Ledsaget af en Karl med en Trillebør og en
Kasse, vendte de tilbage til Stedet, og Liget blev anbragt i Kassen,
og kørt til Bondegaarden, hvor det blev indsat i en Vognport, medens
Holst ufortøvet begav sig paa Vej til Herredsfogdens Bolig for at
anmelde Ligfundet.
Ritmester Ankerkrone gik tilbage til Søen og blev siddende en Stund
i dybe Tanker, medens hans Blik ligesom søgte at gennemtrænge
Vandet og bringe Søen til at røbe flere Hemmeligheder, om den gemte
saadanne i sit Skød.
Han saa meget forstemt ud, da han kom hjem, og hans Datter søgte
forgæves at sprede hans Tungsind. Selv var hun egentlig mere berørt
af Mødet med Holst end af Begivenheden; det glædede hende at høre,
at den unge Mand var Løjtnant, altsaa en Gentleman, der rimeligvis
en Gang kunde blive Politichef eller saadant. Ualmindelig smuk og
velopdragen var han, saadan havde hun egentlig aldrig tænkt sig en
»Detektiv«.


II.

Sagen forløb meget jævnt og hurtigt. Herredsfogden tog straks efter
Anmeldelsen alvorligt fat paa Undersøgelsen. Det lykkedes at finde
Barnemordersken, en Bondepige fra en tæt ved Søen og Skoven liggende
Gaard. Hun tilstod strax. Barnet var født i December Aaret forud,
hun havde kvalt det strax ved Fødslen og pakket det ind i nogle
Klæder for at bringe det ved Nattetid til Søen og sænke det ned ved
Brinken, hvor det fandtes.
Saavel Holst som Ritmesteren afgav Forklaring, der jo ikke var af
større Betydning for Sagen, men førte til, at Herredsfogden og
Ritmesteren lærte hinanden at kende. Herredsfogden, der var en
gammel Ungkarl og levede temmelig ensomt, fandt stort Behag i den
fine, aristokratiske Svensker, og denne lod til at interessere
sig meget for alt, hvad der havde med Rettens Pleje at gøre.
Herredsfogden fritog meget chevaleresk Frøken Ulla fra at give
Møde i Retten, og medens Sagen gik sin Gang, traf Ankerkrones
og Herredsfogden hyppigt hinanden. Frøken Ulla spurgte ofte
interesseret efter den smukke unge »Detektiv«, som hun og Faderen
kaldte Holst, og Herredsfogden smilede, lidt overlegent, skønt han
indrømmede, at den unge Politifunktionær var en særdeles dannet og
beleven ung Mand.
Imidlertid skete der noget, der gjorde Sagen indviklet og voldte
Herredsfogden stor Ulejlighed. Ritmesteren var indbudt til Aften
hos ham -- de var begge passionerede Beziquespillere, og i en Pavse
under Spillet beklagede Herredsfogden sig over de Fortrædeligheder,
den tilsyneladende vel oplyste Sag skulde forvolde ham.
Ritmesteren laa tilbagelænet i en Kurvestol og nød en af
Herredsfogdens bedste Cigarer, mens han nippede til et Glas »Punch«,
som Herredsfogden af Hensyn til sin Gæst havde ladet sætte frem.
Herredsfogden gik selv nervøst op og ned ad Gulvet og talte hurtigt:
»Ser De, Hr. Ritmester -- de fordømte Læger gør ikke andet end
Ulykker. Distriktslægen, som mellem os sagt er et Asen, har ved at
snitte i det lille Kadaver fundet ud, at Barnet har taget Næring
til sig. En anden lige saa kløgtig Gripominus af Arten Medicus har
sluttet sig til ham. Jeg har Pigens Udsagn om, at Barnet strax er
ombragt, men da vor vise Straffelov sondrer meget skarpt mellem
større eller mindre Hastighed i Expeditionen af saadan et lille
Væsen til det hinsides, maa den Sag slaas fast. Har Pigen Ret i sit
Udsagn, siger Lægevidenskaben, er det Barn, vi har faaet fat i, slet
ikke Marie Andersens -- saadan hedder Pigen -- men et helt andet.
Da Marie imidlertid har tilstaaet, at et Barn er født og ombragt af
hende, saa er der en Mulighed for, at der kan være et andet Barn
paa Bunden af denne fordømte Mergelgrav, og det maa undersøges.
Pigen bliver ved sit og de kloge Læger ved deres, og derfor maa Søen
tømmes.«
Ritmesteren lo. -- »Mener Hr. Herredsfogden virkelig, at det er
nødvendigt at tømme Graven ud for at konstatere det? Sæt nu, at De
fandt et helt Regiment Barnelig paa Bunden, hvad vilde De saa gøre?«
Herredsfogden kløede sig i Hovedet: »Se at finde et tilsvarende
Regiment Barnemordersker; med den Moral, vort Samfund har, er der
saamænd nok af den Slags.«
»Saa -- er Danmark saa umoralsk?« spurgte Ritmesteren.
Herredsfogden rystede paa Hovedet: »Aa jeg tænker egentlig snarere
paa et Overmaal af saakaldet Moral end paa det modsatte. Saadan
som Samfundet og Lovene behandler en stakkels Pige, der kommer for
Skade, er det egentlig intet Under, hun bliver angst og klemmer
til. Naa, det er jo ikke mig, der skal lave Lovene, lad dem om
det, der skal det. Jeg har kun at dømme efter dem. Jeg skal jo til
Bunds i Sagen, selv om det vilde ærgre mig, om jeg skulde tømme den
Mergelgrav. Distriktslægen, den forbenede -- noksagt -- holder paa,
at hvis Barnet er ombragt strax, er det ikke det Barn, og blot for
at faa ham overbevist og slippe for ham snarest bliver jeg nødt til
at sætte en Archimedesskrue i Bevægelse rimeligvis i Morgen. Jeg
har forresten skrevet til den unge Politimand, Holst, som er en
Protegé af en af mine Venner derinde, og som skal være flink, for
underhaanden at høre lidt om lignende Tilfælde. De Folk derinde fra
har saa stort et Materiale, og Lægerne er færdig ved at ærgre Livet
af mig. De gør saagu ikke andet end Fortræd baade paa levende og
døde.«
Ritmesteren sad tilbagelænet i Stolen og blæste Røgen af Cigaren i
store Ringe. »Tømme Søen ud. Tja, hvorfor ikke, men i Herredsfogdens
Sted gjorde jeg det ikke. Det med Ernæringen er dog et ret
ligegyldigt Spørgsmaal, og naar Pigebarnet har tilstaaet, saa er
Sagen, synes mig, klar. Nej, jeg gjorde det ikke. Sæt, som jeg
siger, at Bunden er dækket af Lig -- hvad saa?«
Herredsfogden lo. »Aa, det er der næppe Fare for. Det hele er jo
ogsaa ret simpelt. Afløbet er let, da Søen ligger højt, og der fører
en dyb Grøft forbi Skoven. Vi kan følges ad derop i Morgen og se
til.«
Ritmesteren kaldte paa Datteren, der sad ved Klaveret i Dagligstuen
og spillede for Herredsfogdens Husbestyrerinde, en ældre Slægtning.
»Ulla,« sagde han, »nu tømmer de Vandet af vor Sø deroppe i Skoven,
saa kan vi lige saa godt rejse hjem til Malmø med det samme.«
Ulla lo. »Man skulde tro, Pappa var forelsket i den Sø deroppe. I
de fire Uger, vi har været her, har han besøgt den hver eneste Dag.
Jeg takker Herredsfogden saa meget for, at vi bliver fri for den,
nu keder den mig. Den unge Detektiv var lige saa indtaget i Søen
som Pappa. Han vilde sikkert ærgre sig lige saa meget, om han kom
igen og fandt den tom.« Ulla rødmede let ved Tanken om den unge
»Detektiv«, hun vendte Hovedet bort.
»Frøkenen kan spørge ham selv,« sagde Herredsfogden med et lille
Smil, »han kommer herud i Morgen, i Tjeneste. Hvis De ønsker at
forny Bekendtskabet, kan De jo gøre mig den Ære at spise Frokost her
sammen med Løjtnanten.«
Ulla rødmede stærkere. Ritmesteren brummede.
»Skal han hjælpe med Tømningen af Søen deroppe?«
»Ikke just det,« svarede Herredsfogden -- »men jeg ønsker at tale
med ham, bagefter kan vi jo gaa op og se paa Arbejdet.«
Ritmesteren rejste sig: »Skal vi tage endnu et Parti, Hr.
Herredsfoged?« Det gjorde de. Om Aftenen, da Ritmesteren og hans
Datter gik det Kvarters Vej, der skilte deres og Herredsfogdens
Bolig, var Ritmesteren i slet Humør. Ulla spurgte med et Smil, om
Pappa havde »forloret« mange Spil.
»Nej,« sagde han, »men nu rejser jeg. Den Idé med at tømme Søen er
for absurd.«
»Det kan da være Pappa ligegyldigt,« indvendte Ulla. »Det kan det,«
svarede han skarpt og gik tavs videre.
Ulla syntes, Pappas Humør var blevet slettere siden den Dag, de
fandt Barneliget deroppe og traf »Detektiven«. Ulla rødmede, hun
tænkte ligegodt temmelig meget paa den unge Mand; men smuk var han
og meget beleven. Imorgen skulde hun faa træffe ham igen.


III.

Eigil Holst modtog med nogen Undren Herredsfogdens Opfordring til at
komme til Stede, han troede Sagen sluttet; den var lidet indviklet,
og af Aviserne havde han set, hvorledes alt efterhaanden var oplyst.
Men da det jo var muligt, at der forelaa et eller andet, med Hensyn
til hvilket man ønskede en Udtalelse fra ham, der jo var den
egentlige Anmelder, erhvervede han let en tjenstlig Tilladelse til
at give Møde, og han benyttede med Glæde Lejligheden til en Tur til
sin Yndlingsegn. De Herrer Forbrydere i Hovedstaden holdt allerede
saa smaat Sommerferie, og der var ikke saa forskrækkelig meget at
bestille i Byen.
Herredsfogden tog særdeles venligt imod ham og bad ham til Frokost,
hvad Holst med Glæde tog imod. Han var en meget fintfølende Natur,
og den bureaukratiske Stivhed, hvormed en Del af de Dommere,
han kom i Berøring med i Embedsmedfør, behandlede ham, var ham
ubehagelig. Det Skel, som Examen og Rang rejste mellem overordnede
og underordnede Politifunktionærer, fandt han urimeligt. I Tjenesten
var han selv høflig og udførte punktligt givne Ordrer; men det
pinte ham, at Størstedelen af hans Foresatte syntes helt at glemme,
at han med sin Uddannelse og sin Tjenestestilling i Hæren maatte
føle sig krænket ved denne Mangel paa Hensyn.
Herredsfogden opfattede Forholdet ganske anderledes. Han behandlede
Holst med den yderste Forekommenhed og Elskværdighed, og medens
Frokosten tilberedtes, bænkede han ham i en magelig Stol i det store
Privatkontor ved en god Formiddagscigar og satte ham ind i den
latterlige Strid mellem de juridiske og de medicinske Avtoriteter.
Holst smilede, det var ikke første Gang, han traf paa det. Lægerne
havde nu en Gang svært ved at indse, at deres guddommelige Viden har
Grænser, og intetsteds skyder deres Avtoritet frodigere tilvejrs end
i Retsmedicinen. Rimeligvis var Distriktslægens »Fund« af Rester
af Næringsmidler i Barneliget meget lidet betydende. Naar det var
konstateret, at Liget havde ligget 5 Maaneder i Vandet, kunde meget
vel forskellige Opløsninger eller indsivet Vand have dannet de
saakaldte Rester af Næring, og naar Pigebarnet i alt andet talte
sandt, var der ikke megen Grund til at tro, at hun skulde lyve i
dette.
Det, Herredsfogden egentlig vilde Holst, var at formaa ham til
underhaanden at fremstille Sagen for de medicinske Avtoriteter i
Sundhedsraadet, hvortil han havde erfaret, at Holst tilfældigvis
havde god Adgang, ved forskellige Tjenester han havde haft Lejlighed
til at bevise Raadet eller Kollegiets første Mand. Dette var
berørt mellem dem allerede ved Anmeldelsen. Holst lovede med Glæde
at gøre det lidet, han formaaede, og forsøgte saa smaat at faa
Herredsfogden fra at lade Søen tømme.
Ganske vist var det Sværmeri, Sentimentalitet, men han vilde saa
gærne beholde sin lille Plet i Skoven; det sagde han ikke, men det
laa bag hans Bestræbelser. Paa det Punkt lod Herredsfogden sig
imidlertid ikke rokke. Han var ikke saa lidt af en Pedant, og naar
Distriktslægen offentlig havde udtalt, at det maatte være et andet
Barn, saa skulde det dokumenteres, at han -- Herredsfogden -- havde
Ret, om han saa skulde have tømt Esrom-Sø. Holst tænkte saa smaat
paa at sige, at det var et stort Held, at Esrom-Sø ikke laa i den
Jurisdiktion, for Herredsfogden saa ud til at være en Mand, der
holdt fast ved sit.
Kort før Frokost kom Ritmester Ankerkrone med Datter. Ritmesteren
hilste venligt paa Holst, og Ulla sendte ham et lille koket
Genkendelsens Nik, som han modtog med skyldig Honnør. Holst var som
berørt ikke af dem, der viste det smukke Køn megen Opmærksomhed; han
havde saa ringe Lejlighed til at træffe Kvinder i Hjem, og de mange
Kvinder, han kunde træffe »ude«, som han kaldte det, mødte han med
væbnet Nevtralitet. Her var det en anden Sag, han var Herredsfogdens
Gæst i et venligt, hyggeligt Hjem og anstrengte sig for at være saa
elskværdig som mulig.
Ulla forbavsedes let over den tilsyneladende Forandring i hans
Væsen, men, som hun sagde for sig selv, han var saa munter, at man
glemte det andet. Det andet var »Detektiven«. Holst og Ulla blev
rigtig gode Venner, de sad ved Siden af hinanden ved Frokosten, og
Holst benyttede Lejligheden til at se lidt ind i de klare Øjne og
glæde sig over det friske, fortryllende Smil. Ulla mærkede det godt
og straalede om muligt endnu friskere.
Ritmesteren var forstemt, han vilde paa ingen Maade tillade, at Ulla
fulgte med til Mergelgraven, man kunde ikke vide, hvilke uhyggelige
Rædsler det Vandhul kunde huse i sit Gemme, og uagtet Holst lo og
forsikrede, at Faren var saare ringe, og at det tværtimod vilde
være meget oplivende, om Frøkenen vilde ledsage dem paa den smukke
Spadseretur, blev Ritmesteren ved sit, og Ulla maatte blive hos
Herredsfogdens Husbestyrerinde, hvad der var hende meget lidt til
Maade.
Ved Mergelgraven var Arbejdet godt i Gang. Det lededes af Herredets
Politibetjent, en gammel Hugaf, der havde tjent som Underofficer
ved Hestfolket og gjort begge Krige med, en paalidelig Mand, men
stærk i sin Begrænsning, hvad det aandelige angik. Han dirigerede
fortræffeligt baade ved Fugleskydninger og Arbejder af mere
repræsentativ Art og forstod at sprede Glans over Herredets Fester.
Det var en Fryd at se ham marchere i Spidsen for Skyttetoget ved de
lokale Fugleskydninger, og hans Tale for Kongen ved disse festlige
Lejligheder -- Landets Konge, ikke Fuglekongen -- var noget af
en Begivenhed, der kun svækkedes derved, at han holdt en saadan
Tale tre Gange aarlig og havde gjort det i næsten samme Tidsrum, i