Hvad Skovsøen gemte - 13
Total number of words is 4908
Total number of unique words is 1345
51.8 of words are in the 2000 most common words
70.6 of words are in the 5000 most common words
79.2 of words are in the 8000 most common words
Jeannette blev bleg som et Lig. »Myrdet! -- Annie myrdet af Hugold.
Nej, nej, det er ikke sandt. Hugold har ikke myrdet Annie -- det
har han ikke saa har -- -- -- --«
Hendes Øjne blev glasagtige, og hun snappede efter Vejret.
Holst greb fast om hendes Haand! »Hvem?«
Hendes Stemme sank ned til en Hvisken: »Det er ham -- den anden --
--«
»Claes Ankerkrone?«
»Nej, nej -- den anden -- hans Fader, Ritmester Arvid Ankerkrone --
--«
Det var Holst, som frøs hans Blod til Is i hans Aarer.
De sad et Par Minutter ganske tavse, medens Vandet sukkede mod
Husets Mur, og Vinden, der nu var begyndt at blæse om Kanalgadens
Hjørne, klaprede med Skodderne udenfor de aabne Vinduer.
Holst talte først: »Arvid Ankerkrone!«
Jeannette frøs, hendes Skuldre rystede, og hun knugede Hænderne
sammen. »Annie myrdet! -- Saa har han dog altsaa gjort det, hun
frygtede for, netop som hun troede, at alt skulde blive godt.«
»Hvem mener du?« spurgte Holst.
»Det var Claes Ankerkrones Fader, Ritmesteren, som Annie skulde
giftes med den Dag, da hun sagde Farvel til mig.«
»Men du har jo fortalt mig, at det var Sønnen,« sagde Holst dæmpet.
»Ja, for det andet maatte ingen Mennesker vide, og det har jeg lovet
Annie at tie med og ikke at tale om til nogen.«
Jeannette bøjede sig ned over Holst og græd krampagtigt med Hovedet
presset ned mod hans Knæ. Holst sad ganske stille, det var ligesom
alt var standset, som om hans Tanker stod pludselig stille. Han
kunde ikke tænke, og gjorde han Forsøg derpaa, var det ligesom alle
hans spredte Formodninger, alle Anelser, han havde holdt tilbage,
samlede sig, taarnede sig op om ham i dette ene: Men du vidste jo,
at det var ham, du maatte jo kunne sige dig selv, at det var ham.
Hvert Skridt, du har taget, pegede jo mod dette ene. Du har ikke
villet se det. Du har sveget din Pligt.
Nu véd du, hvorledes det er, nu skal du handle som en Mand.
For første Gang i sit Liv brød Holst sammen; han sad bøjet over
den hulkende Kvinde, medens hans Hjerte snøredes sammen. Han kunde
ikke kæmpe sig ud af det, han følte selv, at var dette sket blot en
Dag, blot en halv Dag før, saa havde han været i Stand til at bære
det som en Mand, saa havde han kunnet gøre sin Pligt uden at se til
højre eller venstre, uden at tøve.
Nu var det umuligt. Han kunde ikke hæve sin Haand mod _hendes_ Fader.
Han løftede den grædende Jeannette op og ledede hende hen til
hendes Leje og dækkede hende forsigtig til. Hun vilde tale, men han
bad hende tie; hun saa op, og med det Instinkt, som Kvinden ejer,
gættede hun hans Tanker. Hun spurgte ganske sagte: »Er det hans
Datter?«
Holst svarede ikke. Han blev siddende tavs paa Kanten af Sengen, til
Jeannettes Aandedrag fortalte, at hun sov.
XIV.
Det var Midnat, Holst rejste sig og forlod Huset. Ad de snævre Gyder
naaede han Rivaen. Maanen tegnede sig som en smal Skive, og de
utallige Stjerner spejlede sig i Lagunens Vand. Det blæste nu ret
friskt. Foran Hotellet standsede Holst, han saa op mod et bestemt
Vindue, bag hvilket et flakkende Lys brændte. Mon Ulla sov? Efter
det, der var hændet, kunde hun ikke sove. Hans Blik søgte Vinduet
ved Siden af hendes, hvor et klart, roligt brændende Lampeskin
vidnede om, at Ritmesteren endnu ikke var gaaet til Ro.
Saa aabnedes en Dør ud til Altanen foran Ritmesterens Værelse, og
Holst saa, hvorledes Ulla støttet til sin Faders Arm traadte ud paa
Altanen. Der stod de længe, medens hun lænede sit Hoved, til hans
Skulder. Holst saa, at han lagde sin Arm om hendes Nakke og kyssede
hendes Pande.
Holst greb med et fast Greb om et Jerngelænder ved Nedgangen til en
Trappe, der fra Stedet, hvor han stod, førte ned til Vandet.
Nej -- det kunde ikke være Meningen med Livet, det var ikke
saaledes, at vi Mennesker for at følge en Pligt, et tilfældigt
Arbejde, der var lagt paa vore Skuldre, skulde skyde et Livs rigeste
Lykke fra os. Om det var saa, at den Mand, der stod der paa Altanen,
havde taget et andet Menneskes Liv, taget det for at hævne eller
værne, saa fik de højere Magter, der vaager over det, Menneskene
kalder den evige Retfærdighed, føre deres Vilje til Ende uden ham.
Hans Plads var hos disse Mennesker for at støtte dem med Raad og
Daad; alt andet vilde være Forræderi mod det højeste af alt, mod
hans unge, varme Kærlighed, mod Lykken, der første Gang efter et
trælsomt Liv i haardt Arbejde smilede mod ham.
Og i dette Øjeblik besluttede Holst at svige det, han havde kaldt
sin Pligt, for at følge den Stemme, der talte til ham i hans Hjertes
Slag.
Han strakte Armene ud mod de to og sagde med høj og fast Stemme
hendes Navn. »Ulla!« lød det over den stille Riva, over Lagunernes
sukkende Vand.
Ulla strakte Armene ud mod ham og hurtig ilede han over mod den
høje Portal for efter faa Minutter at staa deroppe, hvor Lyset
havde blinket mod ham, hos de to Mennesker, til hvis Skæbne han i
Fremtiden uløselig vilde knytte sin.
Da Ulla efter en Stund havde forladt dem for at gaa til Ro, og
Holst stod alene overfor Ritmesteren, betragtede denne ham med et
sørgmodigt Blik og lagde sin Haand paa hans Skulder.
»Eigil,« sagde han, »vi to har endnu et Ord at tale med hinanden.«
»Om Ulla, ja,« svarede Holst, »om intet andet.«
»Og Annie?« spurgte Ritmesteren.
»Nej,« sagde Holst, »fra i Dag træder jeg tilbage fra alt, der har
med Annie at skaffe; det var en frivillig Sag, og ingen skal tvinge
mig til at tage noget Skridt mere ad de Veje, der fører til dens
Oplysning.«
»Du vil svigte din Pligt?« spurgte Ritmesteren.
»Ja.«
»Og Morderen?«
»Han faar staa Gud til Regnskab for sin Handling. Skal den jordiske
Retfærdighed naa ham, bliver det ikke ved min Arm.«
Ritmesteren saa skarpt paa Holst: »Du véd altsaa nu, hvem Morderen
er?«
»Ja,« svarede Holst.
»Og trods denne din Viden vil du ægte hans Datter?«
Holst greb Ritmesterens Haand og trykkede den fast, medens han
bøjede sit Hoved til et stumt Svar.
Der lyste et Sejersglimt i Ankerkrones Blik, medens han holdt den
unge Mands Haand i sin, og han rettede sig rank og stolt, som gled
al legemlig Svaghed bort i dette Nu ved det tavse Svar og det varme
Haandtryk.
»Tak, Eigil, for dette dit Svar, nu tør jeg tale og sige dig alt.
Du har gættet det rette. Jeg er Annies Morder, jeg og ingen anden;
var det end Sjöström, der for menneskelig Domstol vilde blive den,
der maa bære Ansvaret, for Guds Domstol er det mig og mig alene.«
»Hvad siger du?« faldt Holst ind, »Sjöström, -- men saa er det -- --
--«
Ankerkrone smilede vemodigt. »Tag Plads, kære Ven, og jeg skal
fortælle dig det, som jeg nu frit kan tale med dig om, fordi du har
truffet dit Valg og knyttet din Skæbne til mig og min Datter.
Af den Dagbog og de Breve, jeg har sendt dig, véd du alt, hvad der
er hændet mellem Annie og mig til den Dag, da jeg besluttede mig til
at redde min Søn fra den Vanære, der ventede ham, om han fulgte sin
taabelige Kærlighed til denne Kvinde og sveg sin Pligt mod Hustru og
Børn.
Jeg kunde have afværget den Skæbne, der ramte hende. Jeg gjorde det
ikke. Jeg har æsket en »Gudsdom« før, da jeg tvang Cedersköld til
at vove Springet ved Klipperne i Stilfserjoch. Jeg æskede atter en
Gudsdom, da jeg sendte Annie den Skæbne imøde, som Sjöström i sit
umættelige Begær efter hendes Midler havde beredt hende.
I begge Tilfælde blev Dommen, Døden og Ansvaret mit, jeg skyder det
ikke fra mig. De var begge Aarsag i Julias Død.«
Holst sad tavs; under Ritmesterens Tale var hans Tanker atter
begyndt at følge de tilvante Spor. Det var altsaa i hvert Fald
Sjöström og ikke Ritmesteren, der havde forøvet Mordet. Han selv
havde, ledet af Jeannettes Ord og Ritmesterens Meddelelser, ladet
sig føre til den Mistanke, der altsaa nu havde vist sig grundløs.
Han saa op paa Ritmesteren, der stod foran ham med et forunderligt
drømmende Ansigtsudtryk.
»Har du overdraget Sjöström at myrde Annie og betalt ham derfor?«
spurgte han.
»Nej,« svarede Ritmesteren, »men heller ikke dette tør jeg regne mig
til Fortjeneste. Det var unødvendigt, og jeg tør hævde, at jeg ikke
havde gjort det, om det havde været nødvendigt.«
Holst smilede, han havde ganske genvundet sin Ligevægt.
»Ankerkrone,« sagde han, »denne besynderlige Sag har virkelig drevet
mig nøgterne og snusfornuftige Københavner ud i Egne, der hidtil
har ligget mig fjernt. Det er din Skyld; saavel i din Dagbog og
dine Breve som i din Tale i Aften har du søgt saa langt bort fra
Hverdagslivet, at du synes at bevæge dig i Romanens taagede Verden,
hvor din Svigersøn Eigil med Fryd vandrer med din yndige Datter
Ulla, men hvor Overbetjent Holst af rent tjenstlige Grunde ikke tør
opholde sig. Du vil maaske tillade mig for første og forhaabentlig
sidste Gang at bede dig meddele mig i et jordisk Tungemaal, hvad Du
har foretaget dig i Dagene fra den 22. til den 27. Marts 1902.«
»Vil du forhøre mig?« spurgte Ritmesteren.
»Med din Tilladelse, ja,« svarede Holst, »men kun det rent faktiske.
Romanen er Ullas og min, Hverdagshistorien repræsenterer du.«
Ankerkrone tog Plads i en Lænestol lige overfor Holst; han betænkte
sig nogle Minutter, saa fortalte han kort og tydeligt, hvad der var
sket.
»Som du véd, havde jeg besluttet at forhindre Claes i den Daarskab,
han stod i Færd med at begaa ved at ægte Annie og bryde sit
Ægteskab. Den 23. Marts kom Emily og jeg til København og tog ind
paa Hotel d'Angleterre. Jeg erfarede, at Claes og Annie tilligemed
en Art Selskabsdame, en Datter af min tidligere Vagtmester
Ljunggren, var ankommen til København et Par Dage forud. De havde
taget Ophold paa Hotel Kongen af Danmark. Ljunggrens Datter havde
jeg tidligere benyttet som en Slags Spion; hun fortalte mig, at
Annie og Claes var tagne til Helsingborg. Jeg besluttede at rejse
efter dem, men samme Dag ankom Sjöström, som jeg kendte ret godt fra
den Tid, han som ungt Menneske gjorde Tjeneste i Armeen. Han søgte
mig, og jeg erfarede meget snart, at han, der hidtil havde draget
enhver Fordel af Annies Forhold til Claes, ved den Vending, Sagerne
havde taget, var bleven bange for at miste de Fordele, hans Samvær
med Annie bød. Jeg besluttede derfor at søge udvirket, at Annie
ægtede ham, og derved afværge Faren.
Vi fulgtes kun til Helsingør, da jeg ikke vilde vække Opsigt ved at
vise mig sammen med disse Mennesker i Skaane. Sjöström rejste til
Helsingborg og kom den 25. Marts tilbage til Helsingør med Claes
og Annie. Det viste sig umuligt at overtale Claes, og med Sjöström
vilde Annie intet have at skaffe; hun sagde, at hun havde affundet
sig med ham med en rigelig Sum, nu kunde det være nok.
Den 25. om Aftenen havde jeg en lang Samtale med Annie. I
Begyndelsen var hun trodsig og ond, men lidt efter lidt vandt jeg
mit gamle Herredømme over hende, og hun blev rørt og føjelig. Jeg
havde fortalt Claes, hvad der var foregaaet mellem os, men han var
aldeles utilgængelig, og jeg fattede da en Plan, som jeg straks
iværksatte.
Jeg sagde, at jeg vilde ægte Annie, og ved dette bevægede jeg
hende til rentud at meddele Claes, at hun ikke brød sig om ham og
aldrig havde brudt sig om ham. Det hjalp, det kom til en hæftig
Scene mellem Claes og mig, men da Claes, der rejste bort i Vrede,
i København havde truffet Emily, lykkedes det hende at vinde nogen
Magt over ham, og Faren syntes saaledes øjeblikkelig overstaaet.
Annie var lykkelig, hun stod nu ved Maalet for alle sit Livs Ønsker,
sagde hun, og jeg -- ja ærlig talt var det kun Hensynet til Ulla,
der holdt mig tilbage. Jeg elskede ikke Annie, men jeg havde begaaet
stor Uret imod hende; jeg er nu en gammel Mand og ser anderledes paa
mangt og meget, end jeg gjorde i de unge Dage.
Annie var bange for Sjöström. Hun fortalte mig, at han to Gange
havde stræbt hende efter Livet for at sætte sig i Besiddelse af
hendes Penge, og at hun nu, da Sjöström af hendes Advokat, en Mand
ved Navn Karlkvist i Christiansstad, havde erfaret, hvor rig hun
var, svævede i den største Fare, hvis jeg ikke beskyttede hende. Sin
Formue, der beløb sig til henimod halvandet Hundrede Tusind Kroner,
vilde hun ikke ofre, uagtet jeg meddelte hende, at med disse Penge
vilde jeg intet have at skaffe.
Jeg vaklede i min Beslutning, som sagt udelukkende af Hensyn til
Ulla. Saa søgte Sjöström mig og forsøgte at presse Penge af mig,
idet han erklærede, at han vilde skandalisere os begge, hvis vi ikke
affandt os med ham. Han gjorde et næsten desperat Indtryk; det var
tydeligt, at han ikke vilde vige tilbage for noget. Jeg holdt ham
hen.
Den 26. tilbragte jeg sammen med Annie, hun var tilsyneladende
lykkelig og veltilfreds, og det skar mig i Hjertet at se hende
saaledes; jeg kunde ikke bestemme mig, men den Dag erfarede jeg,
hvad du kender af det Brev, som Annie en Gang under en Sygdom havde
tilskrevet mig, og som hendes Moder havde modtaget til Opbevaring.
Du vil forstaa, at dette Brev beseglede Annies Skæbne. Jeg tav, jeg
kunde ikke have talt den Aften, og jeg erindrer næppe ret, hvad jeg
foretog mig. Jeg handlede som i Søvne. Kun erindrer jeg, at det
var bleven en Aftale mellem Annie og mig, at jeg skulde ordne alt,
saaledes at vort Bryllup kunde staa i den lille Kirke ved Byen, hvor
vi havde levet sammen, før hendes Barn fødtes. Jeg skulde rejse
derud i Forvejen, og Sjöström og Annie skulde følges ad derud den
næste Dag. Han og Gaardmanden, som jeg havde truffet i Byen Dagen
forud, og som kendte os begge, skulde være Forlovere.
Da jeg forlod Annie, opsøgte jeg Sjöström og sagde ham, at
Mødestedet vilde være den lille Sø i Skovbrynet, som Annie kendte.
Jeg ønskede ikke, at nogen skulde vide noget derom. Sjöström spurgte
mig saa, hvorledes jeg vilde forholde mig med Pengene, og hertil
svarede jeg, at han fik handle, som han vilde, men jeg føjede til --
og heri ligger mit Ansvar med hele sin Tyngsel --: »Skulde jeg ikke
give Møde i Morgen, saa vil jeg aldrig spørge om dig eller Annie
eller om noget, som vedrører jer.« Og saa staar Annies Skæbne i din
Haand. Han svarede intet -- efter et Par Minutters Tavshed spurgte
han mig blot, om jeg elskede Annie, og dertil svarede jeg kun:
»Annie har dræbt min Hustru, som jeg elskede.« Saa gik jeg. Samme
Aften rejste jeg til København. Jeg var overtydet om, at Sjöström
vilde sætte alt ind paa at føre sin Plan igennem. Ja, jeg nægter det
ikke, jeg følte mig overtydet om, at Annies Dødsdom var fældet. Hun
hadede Sjöström og vilde ikke bøje sig for ham, og for ham gjaldt
det kun at sætte sig i Besiddelse af hendes Penge.
I en Maaned holdt jeg mig i Ro i mit Hus i Malmø med Ulla, saa drev
Uroen mig mod Stedet, hvorhen mine Tanker tidlig og sent havde Veje.
Jeg lejede mig ind paa den Gaard, hvor vi traf hinanden, og min Vej
gik daglig til Søen, hvor vi to traf hinanden den Dag i Maj.
Da de tømte Graven, og Annies Lig kom til Syne, fik jeg Ro; nu
vidste jeg, hvad der var sket, men du vil kunne forstaa, at jeg
nærede den dybeste Interesse for alt, hvad der skete i de Dage. Det
var mig, der opfordrede Herredsfogden til at tilkalde dig, og fra
første Færd havde jeg den Følelse, at denne Dag vilde komme. Nu
kender du mit Ansvar, og du véd, at jeg har lagt alt i din Haand
hidtil. Jeg synes, du skulde fortsætte dit Værk. Jeg er rede til at
bære mit Ansvar.«
Holst rejste sig, traadte hen til Ritmesteren og sagde med blød,
dæmpet Stemme:
»For Ullas Skyld bør du betænke, hvad du gør?«
»Ulla bør kende alt,« sagde Ritmesteren alvorlig.
»Ja,« svarede Holst, »men Ulla skal erfare det ikke af din Mund
men af min, naar hun bliver min Hustru, og Livet har lært hende at
forstaa, hvad hendes rene Pigesind nu ikke kan fatte.«
Ritmesteren trykkede hans Haand varmt.
»Du har Ret, Eigil -- du har Ret. Det ske, som du vil.«
De sad tavse en Stund. Ritmesteren brød først Tavsheden. »Der er
endnu en Udvej -- en, som jeg vil forsøge.«
»Og det er?« spurgte Holst.
Ritmesteren smilede sørgmodig. »Nej, min Ven, det faar blive min
Sag, min alene og Kurks, om han vil.«
Holst spurgte ikke mere. Det var allerede lys Morgen, og han trængte
til Hvile. Tidlig om Formiddagen lod Ritmesteren Kurk kalde,
og de to gamle Venner talte længe med hinanden. Da Kurk forlod
Ritmesteren, var hans Ansigt alvorligt, men et fast Drag om hans
Mund vidnede om, at de to Mænds Samtale havde ført dem begge til en
alvorsfuld Beslutning, hvis Ansvar de var beredt til at bære.
I Hotellets Vestibule mødte Kurk en Mand, hvis Nærværelse paa dette
Sted i dette Øjeblik ikke vakte hans Undren. Han standsede og
nævnede hans Navn. Den fremmede aabnede sine Arme, som vilde han
omfavne ham. De fulgtes ad og talte længe sammen, og da Kurk forlod
ham, var hans Ansigt om end alvorligt saa dog langt roligere, end da
han skiltes fra Ritmesteren.
Den nyankomne var den glade Staldmester fra Riddartofte Bror
Sjöström, hvem Telegrammer i den svenske Presse om Arrestationen
havde kaldt til Venedig. Gennem Konsulatet erhvervede han Tilladelse
til i Følge med Kurk at besøge Fangen.
XV.
Jeannette havde ikke sovet meget den Nat; et spinkelt Haab havde hun
knyttet til Virkningerne af den Meddelelse, hun havde gjort Holst,
men hun indsaa hurtigt, at for hende var der ikke andet at gøre end
at opgive ethvert Haab om at knytte sin Skæbne endog nok saa løst
til Holst. Medens han var borte, stod hun op og gav sig i Færd med
at samle sine Smykker og Ejendele sammen for at overveje, hvorledes
hun i den nærmeste Fremtid kunde møde de Krav, som Livet stillede
til hende; af Holst vilde hun intet modtage. Det var ikke meget, hun
ejede, men en Del Smykker havde hun dog efterhaanden samlet sammen.
Hun erindrede nu, at Sjöström havde vist hende et hemmeligt Rum i et
Chatol, hvor han gemte nogle Sager af Værdi, og hun besluttede sig
til at efterse dette Gemme. Det var ikke meget, hun der forefandt,
men blandt Sagerne var en lille Æske, indpakket i stærkt Papir og
forseglet. Hun brød Seglet og saa med dyb Forbavselse i Æsken et
lille diamantbesat Dameur, et Par Medaljoner og nogle Ringe, som hun
kendte, saa vel som de Smykker, Annie altid havde baaret.
Hun forstod ikke, hvorledes de var kommen her; saa maatte Sjöström
alligevel -- -- -- hun gøs og tænkte paa Annies Skæbne og Sjöströms
Haardhed og Brutalitet mod hende.
Den næste Morgen meddelte hun Holst sit Fund, og det undrede hende,
at han ikke blev mere forbavset derved. Men han talte slet ikke om
Annie; hun syntes, han var saa underlig tavs og tilbageholden.
Længere op ad Dagen modtog Holst Besøg af Løjtnant Claes.
Jeannette var atter gaaet til Ro, medens Holst arbejdede med den
officielle Rapport og Skrivelserne til Konsulaterne. Signora
Montuori, der gled omkring ham med kattevenlige Lader, traadte ind
til ham og meddelte, at en ung Herre ønskede at tale med ham. Hun
rakte ham et Kort, han tog det og læste: Claes Ankerkrone, Løjtnant
ved Kronprinsens Husarer, Godsejer, Gammalstorp.
»Lad ham komme ind,« sagde han kort, og Claes traadte let smilende
ind i Værelset.
Han bukkede let. Holst bød ham en Stol, og Løjtnanten tog ugenert
Plads.
»Jeg kom egentlig mest for at se til Donna Jeannette; jeg havde ikke
ventet, at Løjtnant Holst havde opfattet stakkels Hugolds Opfordring
til at beskytte Damen saa bogstaveligt, men hun lider i hvert Fald
ikke Nød, ser jeg da.«
Holst blussede, men han tvang sig til et høfligt Spørgsmaal.
»Ønsker Hr. Løjtnanten andet?«
Claes blev alvorlig. »Ja, Hugold Sjöström og jeg var Venner en
Gang i Tiden; jeg plejer ikke at forlade en Ven i Nøden. De er her
den stærkeste, og derfor benytter jeg Lejligheden til at spørge
Dem, hvor meget der vil udkræves til at skaffe Hugold fri af denne
Forlegenhed.«
Holst rystede paa Hovedet. »Det lader sig næppe gøre. Som jeg sagde
Dem i Gaar, er det et meget betydeligt Beløb.«
Claes smilede lidt overlegent. »Der er Forskel paa, hvad man anser
for betydeligt, Løjtnant Holst, jeg plejer ikke at tage det saa
nøje.«
»Deres Hustru, mener De,« indskød Holst, hvem den unge Herres
Optræden irriterede.
Claes bed sig i Læben. »Jeg er ikke kommen for at yppe Kiv.«
»Gudbevares,« sagde Holst med en let Bøjning, »men De tager ganske
fejl af Situationen. Jeg har haft det Hverv at lade Sjöström
arrestere; jeg savner Myndighed til at forhandle om hans Løsladelse.
Jeg kan kun give Dem Anvisning paa at søge en Advokat, der kan faa
Adgang til ham, men jeg vil raade Dem fra det.«
»Hvorfor?« spurgte Claes -- han vilde have tilføjet et Par spydige
Ord om Jeannette, men betvang sig.
Holst rejste sig og gik hen til den unge Mand. »Løjtnant
Ankerkrone,« sagde han, »Deres Fader er min Ven, jeg nærer større
Venskab for Deres Familie, end De aner; jeg kan være ogsaa Dem til
nogen Tjeneste, om De vil vise mig Tillid. Mellem Gentlemen er det
Skik at tro et givet Ord; vil De være min Ven, vil De ikke komme til
at fortryde det.«
Claes gjorde en Bevægelse. »De maa undskylde mig, Hr. Holst,
men jeg er Officer, De er Detektiv -- det er en meget hæderlig
Beskæftigelse, forstaar sig -- men -- ja -- det er umuligt.«
»Jeg troede ikke, De var dum, Løjtnant Ankerkrone,« sagde Holst
skarpt.
Claes for op.
»Jeg har alvorlige Ting for, og jeg har ikke i Sinde at lade mine
Planer krydses af Dumhed. De kan takke Deres Navn og mit Venskab for
Deres Fader for, at jeg ikke i denne Sag handler anderledes, end jeg
gør. De vil sikkert erindre, hvad De foretog Dem omkring den 27.
Marts i Aar, og De vil sikkert vide, at hvis Deres Fader ikke den
Gang havde handlet, som han gjorde, vilde De nu have været stillet
ikke stort anderledes end Deres Ven Hugold Sjöström. De glemmer lidt
hurtigt, Hr. Løjtnant, men De bør vide, at De taler til en Mand,
der kender Dem og Deres Forhold nøjere, end De maaske aner. Jeg har
næppe Brug for Dem, men jeg vil raade Dem til ikke at staa mig i
Vejen. Det kunde hænde, det blev dyrere, end De kunde magte, hvor
lidt De ellers synes at regne Penge og Penges Værd.«
Claes var bleven bleg, han bed Tænderne sammen: »Hvad mener De?«
»Jeg véd ikke, om De, Løjtnant Ankerkrone, skøtter om at møde som
Vidne i en Sag anlagt mod Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri
mod Deres tidligere Elskerinde Annie Cederlund, og om De ønsker for
en svensk Jury at træde i Skranken sammen med Hr. Karlkvist fra
Christiansstad. Det var dog muligt, Deres Gemalinde vilde vide at
bedømme den Skandale efter dens Værd, og at Deres Naboer og Venner
i Skaane vilde føle sig uhyggeligt berørte ved i Deres Morgenblade
at læse Vidneforklaringerne i en Sag, der kunde blive fuldt saa
interessant som Processen Taube.«
Claes tav.
»De foretrækker maaske, Løjtnant Ankerkrone, at fortsætte
Forhandlingerne i en noget høfligere Tone -- for mig gerne. Jeg
plejer ikke to Gange at tilbyde mit Venskab, men jeg gør en
Undtagelse med Dem af de Grunde, jeg nævnede før.«
Holst rakte sin Haand frem.
Claes tog den modstræbende.
Holst smilede. »De skal se, vi to kan godt blive Venner alligevel,
skønt jeg er »Detektiv«, som De kalder det. Jeg er ganske vant til
at omgaas Folk og ganske tjenstvillig. Desuden har vi to fælles
Interesser. Det gælder om at undgaa den Proces, jeg talte om, og det
sker lettest, naar De forholder Dem ganske passiv foreløbig. Det er
ikke givet, at der ikke bliver Brug for de Midler, De saa ødselt
synes at raade over, og der vil da blive rig Lejlighed for Dem til
at træde i første Række. Saa længe vil det gavne Sagen bedst, om De
holder Dem i andet Plan.«
Det var øjensynlig, at Holsts Ord gjorde et dybt Indtryk paa den
unge Mand, og de skiltes i nogenlunde god Forstaaelse. Holst maatte
indrømme, at han straks fra først af havde stillet sig paa en Fod
med sin fornemme og rige Svoger, der sikkert vilde være fordelagtig
for begge, naar Svogerskabet blev Hr. Claes bekendt.
Samme Dag meddelte Holst Ritmesteren Fundet af Annies Smykker, det
afgørende fældende Vidnesbyrd mod Sjöström.
XVI.
Fra Dogepaladset fører Sukkenes Bro over Kanalen til Retfærdighedens
Boliger. Her sad Hugold Sjöström i en snæver Celle ved et lille
Bord, fastgjort i Væggen, paa en Briks af Træ. Dagene gik langsomt
for ham, og i dyb Uvished sad han bøjet og stirrede hen for sig.
Han vovede næppe at tænke; vel havde ingen sagt ham andet end, at
Aarsagen til hans Fængsling var Falskneriet, men han anede, at
der laa mere bagved dette. Alene den Omstændighed, at det var en
dansk Politiofficiant, der havde bevirket hans Fængsling, gjorde
ham usikker. Hvad kom Falskneriet i Helsingborg det danske Politi
ved? Og hvem kunde have anmeldt det, nu da Annie sov den evige Søvn
paa Bunden af Graven? Han havde intet set om Fundet at Liget, han
læste ikke danske eller svenske Aviser, men han anede, at Annies
Forsvinden maatte have vakt Opmærksomhed, og at den og den alene var
Aarsag til hans Fængsling.
Jeannette maatte have forraadt ham, hun stod i Ledtog med
Politiofficianten, det var tydeligt, og Claes Ankerkrone -- han, som
han atter havde truffet og forsøgt at drage til sig ved Hjælp af
Jeannette -- mon han? Nej, det var utænkeligt. Men det var muligt,
at Ritmesteren havde opdaget hans nye Anslag og nu havde brudt sit
Ord for at værne Sønnen mod nye Farer.
Det maatte være saaledes, men det skulde komme ham dyrt at staa, om
han prøvede at styrte ham i Ulykke.
Han lagde sine Planer. Han vilde nægte alt og skyde Skylden paa
Ritmesteren, der til ham havde udtalt, at Annie havde dræbt hans
Hustru. Intet Menneske kunde vide, hvad der var foregaaet den
Morgen, da han havde søgt at overtale Annie til frivillig at
overdrage ham alt ved Ægteskab. Og medens han tænkte paa dette,
dukkede Scenen den Morgen i Skoven saa tydelig frem for ham. Han saa
for sig Annie i sin stramtsiddende Rejsedragt med den sorte Hat,
lykkelig smilende i Forventningen og Visheden om at staa ved Maalet.
Han mindedes hendes Angst, da Ventetiden blev lang, og Ritmesteren
udeblev. Han huskede saa tydelig, hvorledes han talte til hende
og fortalte hende, at Ritmesteren havde sagt ham, at hun var hans
Hustrus Morder, og at alt Haab var ude for hende; hvorledes han
havde forsøgt at tvinge hende, og hvorledes han, da hendes Vrede
steg, og hun haanede ham i Sprogets groveste Ord, havde besluttet
sig til at udføre den Plan, han alt havde lagt, da han paa Hotellet
havde erfaret, at Ritmesteren var rejst syd paa den foregaaende
Aften.
Han havde talt til hende igen, og da hun saa vilde forlade ham og
ile bort, havde han talt venligt til hende og forsøgt at formaa
hende til at samle sig og nyde et styrkende Glas Kognak. Hun havde
skreget og sagt: »Vil du dræbe mig med Gift.« Han havde let og rakt
hende Glasset, og hun havde set paa ham med et underligt Blik og
drukket, næsten som om hun vidste, at det var Gift, næsten som vilde
hun dø, fordi hun ikke kunde overleve den bitre Sorg, der havde ramt
hende.
Giften havde virket straks, hun var sunken sammen næsten
øjeblikkelig. Han mindedes endnu, hvorledes han havde afklædt Liget
og sænket det ned i Søen, bundet ved store Stene; hvor feberhastigt
han havde arbejdet i det tætte Buskads, hvorledes han var flygtet
bort med Kurven, hvor Klæderne var gemte, efter at have stukket Uret
og Ringene til sig, for at de ikke skulde lede til Genkendelsen.
Hvorledes han i Helsingborg havde truffet Karlkvist, bestukket ham
til at være sig behjælpelig og derefter hastig havde forladt Landet
med Jeannette for at tabe hele det rige Bytte ved det forbandede
grønne Bord i Monte Carlo. Nu var det forbi. Man maatte vide alt, og
nu vilde man føre ham tilbage til Sverig eller Danmark og søge at
tvinge ham til at tale.
Men han vilde ikke tale og ve den, der havde forraadt ham. Intet
Vidnesbyrd talte imod ham.
Nøglen raslede i den tunge Dør, han for sammen, og da han saa op,
stod foran ham de eneste to Mænd, der nogensinde havde holdt af ham,
Kaptajn Kurk og hans Broder.
Han blev staaende, han kunde ikke tale; hvad skulde han sige? --
Kurk traadte hen til ham, Slutteren blev staaende i Døren, men paa
Nej, nej, det er ikke sandt. Hugold har ikke myrdet Annie -- det
har han ikke saa har -- -- -- --«
Hendes Øjne blev glasagtige, og hun snappede efter Vejret.
Holst greb fast om hendes Haand! »Hvem?«
Hendes Stemme sank ned til en Hvisken: »Det er ham -- den anden --
--«
»Claes Ankerkrone?«
»Nej, nej -- den anden -- hans Fader, Ritmester Arvid Ankerkrone --
--«
Det var Holst, som frøs hans Blod til Is i hans Aarer.
De sad et Par Minutter ganske tavse, medens Vandet sukkede mod
Husets Mur, og Vinden, der nu var begyndt at blæse om Kanalgadens
Hjørne, klaprede med Skodderne udenfor de aabne Vinduer.
Holst talte først: »Arvid Ankerkrone!«
Jeannette frøs, hendes Skuldre rystede, og hun knugede Hænderne
sammen. »Annie myrdet! -- Saa har han dog altsaa gjort det, hun
frygtede for, netop som hun troede, at alt skulde blive godt.«
»Hvem mener du?« spurgte Holst.
»Det var Claes Ankerkrones Fader, Ritmesteren, som Annie skulde
giftes med den Dag, da hun sagde Farvel til mig.«
»Men du har jo fortalt mig, at det var Sønnen,« sagde Holst dæmpet.
»Ja, for det andet maatte ingen Mennesker vide, og det har jeg lovet
Annie at tie med og ikke at tale om til nogen.«
Jeannette bøjede sig ned over Holst og græd krampagtigt med Hovedet
presset ned mod hans Knæ. Holst sad ganske stille, det var ligesom
alt var standset, som om hans Tanker stod pludselig stille. Han
kunde ikke tænke, og gjorde han Forsøg derpaa, var det ligesom alle
hans spredte Formodninger, alle Anelser, han havde holdt tilbage,
samlede sig, taarnede sig op om ham i dette ene: Men du vidste jo,
at det var ham, du maatte jo kunne sige dig selv, at det var ham.
Hvert Skridt, du har taget, pegede jo mod dette ene. Du har ikke
villet se det. Du har sveget din Pligt.
Nu véd du, hvorledes det er, nu skal du handle som en Mand.
For første Gang i sit Liv brød Holst sammen; han sad bøjet over
den hulkende Kvinde, medens hans Hjerte snøredes sammen. Han kunde
ikke kæmpe sig ud af det, han følte selv, at var dette sket blot en
Dag, blot en halv Dag før, saa havde han været i Stand til at bære
det som en Mand, saa havde han kunnet gøre sin Pligt uden at se til
højre eller venstre, uden at tøve.
Nu var det umuligt. Han kunde ikke hæve sin Haand mod _hendes_ Fader.
Han løftede den grædende Jeannette op og ledede hende hen til
hendes Leje og dækkede hende forsigtig til. Hun vilde tale, men han
bad hende tie; hun saa op, og med det Instinkt, som Kvinden ejer,
gættede hun hans Tanker. Hun spurgte ganske sagte: »Er det hans
Datter?«
Holst svarede ikke. Han blev siddende tavs paa Kanten af Sengen, til
Jeannettes Aandedrag fortalte, at hun sov.
XIV.
Det var Midnat, Holst rejste sig og forlod Huset. Ad de snævre Gyder
naaede han Rivaen. Maanen tegnede sig som en smal Skive, og de
utallige Stjerner spejlede sig i Lagunens Vand. Det blæste nu ret
friskt. Foran Hotellet standsede Holst, han saa op mod et bestemt
Vindue, bag hvilket et flakkende Lys brændte. Mon Ulla sov? Efter
det, der var hændet, kunde hun ikke sove. Hans Blik søgte Vinduet
ved Siden af hendes, hvor et klart, roligt brændende Lampeskin
vidnede om, at Ritmesteren endnu ikke var gaaet til Ro.
Saa aabnedes en Dør ud til Altanen foran Ritmesterens Værelse, og
Holst saa, hvorledes Ulla støttet til sin Faders Arm traadte ud paa
Altanen. Der stod de længe, medens hun lænede sit Hoved, til hans
Skulder. Holst saa, at han lagde sin Arm om hendes Nakke og kyssede
hendes Pande.
Holst greb med et fast Greb om et Jerngelænder ved Nedgangen til en
Trappe, der fra Stedet, hvor han stod, førte ned til Vandet.
Nej -- det kunde ikke være Meningen med Livet, det var ikke
saaledes, at vi Mennesker for at følge en Pligt, et tilfældigt
Arbejde, der var lagt paa vore Skuldre, skulde skyde et Livs rigeste
Lykke fra os. Om det var saa, at den Mand, der stod der paa Altanen,
havde taget et andet Menneskes Liv, taget det for at hævne eller
værne, saa fik de højere Magter, der vaager over det, Menneskene
kalder den evige Retfærdighed, føre deres Vilje til Ende uden ham.
Hans Plads var hos disse Mennesker for at støtte dem med Raad og
Daad; alt andet vilde være Forræderi mod det højeste af alt, mod
hans unge, varme Kærlighed, mod Lykken, der første Gang efter et
trælsomt Liv i haardt Arbejde smilede mod ham.
Og i dette Øjeblik besluttede Holst at svige det, han havde kaldt
sin Pligt, for at følge den Stemme, der talte til ham i hans Hjertes
Slag.
Han strakte Armene ud mod de to og sagde med høj og fast Stemme
hendes Navn. »Ulla!« lød det over den stille Riva, over Lagunernes
sukkende Vand.
Ulla strakte Armene ud mod ham og hurtig ilede han over mod den
høje Portal for efter faa Minutter at staa deroppe, hvor Lyset
havde blinket mod ham, hos de to Mennesker, til hvis Skæbne han i
Fremtiden uløselig vilde knytte sin.
Da Ulla efter en Stund havde forladt dem for at gaa til Ro, og
Holst stod alene overfor Ritmesteren, betragtede denne ham med et
sørgmodigt Blik og lagde sin Haand paa hans Skulder.
»Eigil,« sagde han, »vi to har endnu et Ord at tale med hinanden.«
»Om Ulla, ja,« svarede Holst, »om intet andet.«
»Og Annie?« spurgte Ritmesteren.
»Nej,« sagde Holst, »fra i Dag træder jeg tilbage fra alt, der har
med Annie at skaffe; det var en frivillig Sag, og ingen skal tvinge
mig til at tage noget Skridt mere ad de Veje, der fører til dens
Oplysning.«
»Du vil svigte din Pligt?« spurgte Ritmesteren.
»Ja.«
»Og Morderen?«
»Han faar staa Gud til Regnskab for sin Handling. Skal den jordiske
Retfærdighed naa ham, bliver det ikke ved min Arm.«
Ritmesteren saa skarpt paa Holst: »Du véd altsaa nu, hvem Morderen
er?«
»Ja,« svarede Holst.
»Og trods denne din Viden vil du ægte hans Datter?«
Holst greb Ritmesterens Haand og trykkede den fast, medens han
bøjede sit Hoved til et stumt Svar.
Der lyste et Sejersglimt i Ankerkrones Blik, medens han holdt den
unge Mands Haand i sin, og han rettede sig rank og stolt, som gled
al legemlig Svaghed bort i dette Nu ved det tavse Svar og det varme
Haandtryk.
»Tak, Eigil, for dette dit Svar, nu tør jeg tale og sige dig alt.
Du har gættet det rette. Jeg er Annies Morder, jeg og ingen anden;
var det end Sjöström, der for menneskelig Domstol vilde blive den,
der maa bære Ansvaret, for Guds Domstol er det mig og mig alene.«
»Hvad siger du?« faldt Holst ind, »Sjöström, -- men saa er det -- --
--«
Ankerkrone smilede vemodigt. »Tag Plads, kære Ven, og jeg skal
fortælle dig det, som jeg nu frit kan tale med dig om, fordi du har
truffet dit Valg og knyttet din Skæbne til mig og min Datter.
Af den Dagbog og de Breve, jeg har sendt dig, véd du alt, hvad der
er hændet mellem Annie og mig til den Dag, da jeg besluttede mig til
at redde min Søn fra den Vanære, der ventede ham, om han fulgte sin
taabelige Kærlighed til denne Kvinde og sveg sin Pligt mod Hustru og
Børn.
Jeg kunde have afværget den Skæbne, der ramte hende. Jeg gjorde det
ikke. Jeg har æsket en »Gudsdom« før, da jeg tvang Cedersköld til
at vove Springet ved Klipperne i Stilfserjoch. Jeg æskede atter en
Gudsdom, da jeg sendte Annie den Skæbne imøde, som Sjöström i sit
umættelige Begær efter hendes Midler havde beredt hende.
I begge Tilfælde blev Dommen, Døden og Ansvaret mit, jeg skyder det
ikke fra mig. De var begge Aarsag i Julias Død.«
Holst sad tavs; under Ritmesterens Tale var hans Tanker atter
begyndt at følge de tilvante Spor. Det var altsaa i hvert Fald
Sjöström og ikke Ritmesteren, der havde forøvet Mordet. Han selv
havde, ledet af Jeannettes Ord og Ritmesterens Meddelelser, ladet
sig føre til den Mistanke, der altsaa nu havde vist sig grundløs.
Han saa op paa Ritmesteren, der stod foran ham med et forunderligt
drømmende Ansigtsudtryk.
»Har du overdraget Sjöström at myrde Annie og betalt ham derfor?«
spurgte han.
»Nej,« svarede Ritmesteren, »men heller ikke dette tør jeg regne mig
til Fortjeneste. Det var unødvendigt, og jeg tør hævde, at jeg ikke
havde gjort det, om det havde været nødvendigt.«
Holst smilede, han havde ganske genvundet sin Ligevægt.
»Ankerkrone,« sagde han, »denne besynderlige Sag har virkelig drevet
mig nøgterne og snusfornuftige Københavner ud i Egne, der hidtil
har ligget mig fjernt. Det er din Skyld; saavel i din Dagbog og
dine Breve som i din Tale i Aften har du søgt saa langt bort fra
Hverdagslivet, at du synes at bevæge dig i Romanens taagede Verden,
hvor din Svigersøn Eigil med Fryd vandrer med din yndige Datter
Ulla, men hvor Overbetjent Holst af rent tjenstlige Grunde ikke tør
opholde sig. Du vil maaske tillade mig for første og forhaabentlig
sidste Gang at bede dig meddele mig i et jordisk Tungemaal, hvad Du
har foretaget dig i Dagene fra den 22. til den 27. Marts 1902.«
»Vil du forhøre mig?« spurgte Ritmesteren.
»Med din Tilladelse, ja,« svarede Holst, »men kun det rent faktiske.
Romanen er Ullas og min, Hverdagshistorien repræsenterer du.«
Ankerkrone tog Plads i en Lænestol lige overfor Holst; han betænkte
sig nogle Minutter, saa fortalte han kort og tydeligt, hvad der var
sket.
»Som du véd, havde jeg besluttet at forhindre Claes i den Daarskab,
han stod i Færd med at begaa ved at ægte Annie og bryde sit
Ægteskab. Den 23. Marts kom Emily og jeg til København og tog ind
paa Hotel d'Angleterre. Jeg erfarede, at Claes og Annie tilligemed
en Art Selskabsdame, en Datter af min tidligere Vagtmester
Ljunggren, var ankommen til København et Par Dage forud. De havde
taget Ophold paa Hotel Kongen af Danmark. Ljunggrens Datter havde
jeg tidligere benyttet som en Slags Spion; hun fortalte mig, at
Annie og Claes var tagne til Helsingborg. Jeg besluttede at rejse
efter dem, men samme Dag ankom Sjöström, som jeg kendte ret godt fra
den Tid, han som ungt Menneske gjorde Tjeneste i Armeen. Han søgte
mig, og jeg erfarede meget snart, at han, der hidtil havde draget
enhver Fordel af Annies Forhold til Claes, ved den Vending, Sagerne
havde taget, var bleven bange for at miste de Fordele, hans Samvær
med Annie bød. Jeg besluttede derfor at søge udvirket, at Annie
ægtede ham, og derved afværge Faren.
Vi fulgtes kun til Helsingør, da jeg ikke vilde vække Opsigt ved at
vise mig sammen med disse Mennesker i Skaane. Sjöström rejste til
Helsingborg og kom den 25. Marts tilbage til Helsingør med Claes
og Annie. Det viste sig umuligt at overtale Claes, og med Sjöström
vilde Annie intet have at skaffe; hun sagde, at hun havde affundet
sig med ham med en rigelig Sum, nu kunde det være nok.
Den 25. om Aftenen havde jeg en lang Samtale med Annie. I
Begyndelsen var hun trodsig og ond, men lidt efter lidt vandt jeg
mit gamle Herredømme over hende, og hun blev rørt og føjelig. Jeg
havde fortalt Claes, hvad der var foregaaet mellem os, men han var
aldeles utilgængelig, og jeg fattede da en Plan, som jeg straks
iværksatte.
Jeg sagde, at jeg vilde ægte Annie, og ved dette bevægede jeg
hende til rentud at meddele Claes, at hun ikke brød sig om ham og
aldrig havde brudt sig om ham. Det hjalp, det kom til en hæftig
Scene mellem Claes og mig, men da Claes, der rejste bort i Vrede,
i København havde truffet Emily, lykkedes det hende at vinde nogen
Magt over ham, og Faren syntes saaledes øjeblikkelig overstaaet.
Annie var lykkelig, hun stod nu ved Maalet for alle sit Livs Ønsker,
sagde hun, og jeg -- ja ærlig talt var det kun Hensynet til Ulla,
der holdt mig tilbage. Jeg elskede ikke Annie, men jeg havde begaaet
stor Uret imod hende; jeg er nu en gammel Mand og ser anderledes paa
mangt og meget, end jeg gjorde i de unge Dage.
Annie var bange for Sjöström. Hun fortalte mig, at han to Gange
havde stræbt hende efter Livet for at sætte sig i Besiddelse af
hendes Penge, og at hun nu, da Sjöström af hendes Advokat, en Mand
ved Navn Karlkvist i Christiansstad, havde erfaret, hvor rig hun
var, svævede i den største Fare, hvis jeg ikke beskyttede hende. Sin
Formue, der beløb sig til henimod halvandet Hundrede Tusind Kroner,
vilde hun ikke ofre, uagtet jeg meddelte hende, at med disse Penge
vilde jeg intet have at skaffe.
Jeg vaklede i min Beslutning, som sagt udelukkende af Hensyn til
Ulla. Saa søgte Sjöström mig og forsøgte at presse Penge af mig,
idet han erklærede, at han vilde skandalisere os begge, hvis vi ikke
affandt os med ham. Han gjorde et næsten desperat Indtryk; det var
tydeligt, at han ikke vilde vige tilbage for noget. Jeg holdt ham
hen.
Den 26. tilbragte jeg sammen med Annie, hun var tilsyneladende
lykkelig og veltilfreds, og det skar mig i Hjertet at se hende
saaledes; jeg kunde ikke bestemme mig, men den Dag erfarede jeg,
hvad du kender af det Brev, som Annie en Gang under en Sygdom havde
tilskrevet mig, og som hendes Moder havde modtaget til Opbevaring.
Du vil forstaa, at dette Brev beseglede Annies Skæbne. Jeg tav, jeg
kunde ikke have talt den Aften, og jeg erindrer næppe ret, hvad jeg
foretog mig. Jeg handlede som i Søvne. Kun erindrer jeg, at det
var bleven en Aftale mellem Annie og mig, at jeg skulde ordne alt,
saaledes at vort Bryllup kunde staa i den lille Kirke ved Byen, hvor
vi havde levet sammen, før hendes Barn fødtes. Jeg skulde rejse
derud i Forvejen, og Sjöström og Annie skulde følges ad derud den
næste Dag. Han og Gaardmanden, som jeg havde truffet i Byen Dagen
forud, og som kendte os begge, skulde være Forlovere.
Da jeg forlod Annie, opsøgte jeg Sjöström og sagde ham, at
Mødestedet vilde være den lille Sø i Skovbrynet, som Annie kendte.
Jeg ønskede ikke, at nogen skulde vide noget derom. Sjöström spurgte
mig saa, hvorledes jeg vilde forholde mig med Pengene, og hertil
svarede jeg, at han fik handle, som han vilde, men jeg føjede til --
og heri ligger mit Ansvar med hele sin Tyngsel --: »Skulde jeg ikke
give Møde i Morgen, saa vil jeg aldrig spørge om dig eller Annie
eller om noget, som vedrører jer.« Og saa staar Annies Skæbne i din
Haand. Han svarede intet -- efter et Par Minutters Tavshed spurgte
han mig blot, om jeg elskede Annie, og dertil svarede jeg kun:
»Annie har dræbt min Hustru, som jeg elskede.« Saa gik jeg. Samme
Aften rejste jeg til København. Jeg var overtydet om, at Sjöström
vilde sætte alt ind paa at føre sin Plan igennem. Ja, jeg nægter det
ikke, jeg følte mig overtydet om, at Annies Dødsdom var fældet. Hun
hadede Sjöström og vilde ikke bøje sig for ham, og for ham gjaldt
det kun at sætte sig i Besiddelse af hendes Penge.
I en Maaned holdt jeg mig i Ro i mit Hus i Malmø med Ulla, saa drev
Uroen mig mod Stedet, hvorhen mine Tanker tidlig og sent havde Veje.
Jeg lejede mig ind paa den Gaard, hvor vi traf hinanden, og min Vej
gik daglig til Søen, hvor vi to traf hinanden den Dag i Maj.
Da de tømte Graven, og Annies Lig kom til Syne, fik jeg Ro; nu
vidste jeg, hvad der var sket, men du vil kunne forstaa, at jeg
nærede den dybeste Interesse for alt, hvad der skete i de Dage. Det
var mig, der opfordrede Herredsfogden til at tilkalde dig, og fra
første Færd havde jeg den Følelse, at denne Dag vilde komme. Nu
kender du mit Ansvar, og du véd, at jeg har lagt alt i din Haand
hidtil. Jeg synes, du skulde fortsætte dit Værk. Jeg er rede til at
bære mit Ansvar.«
Holst rejste sig, traadte hen til Ritmesteren og sagde med blød,
dæmpet Stemme:
»For Ullas Skyld bør du betænke, hvad du gør?«
»Ulla bør kende alt,« sagde Ritmesteren alvorlig.
»Ja,« svarede Holst, »men Ulla skal erfare det ikke af din Mund
men af min, naar hun bliver min Hustru, og Livet har lært hende at
forstaa, hvad hendes rene Pigesind nu ikke kan fatte.«
Ritmesteren trykkede hans Haand varmt.
»Du har Ret, Eigil -- du har Ret. Det ske, som du vil.«
De sad tavse en Stund. Ritmesteren brød først Tavsheden. »Der er
endnu en Udvej -- en, som jeg vil forsøge.«
»Og det er?« spurgte Holst.
Ritmesteren smilede sørgmodig. »Nej, min Ven, det faar blive min
Sag, min alene og Kurks, om han vil.«
Holst spurgte ikke mere. Det var allerede lys Morgen, og han trængte
til Hvile. Tidlig om Formiddagen lod Ritmesteren Kurk kalde,
og de to gamle Venner talte længe med hinanden. Da Kurk forlod
Ritmesteren, var hans Ansigt alvorligt, men et fast Drag om hans
Mund vidnede om, at de to Mænds Samtale havde ført dem begge til en
alvorsfuld Beslutning, hvis Ansvar de var beredt til at bære.
I Hotellets Vestibule mødte Kurk en Mand, hvis Nærværelse paa dette
Sted i dette Øjeblik ikke vakte hans Undren. Han standsede og
nævnede hans Navn. Den fremmede aabnede sine Arme, som vilde han
omfavne ham. De fulgtes ad og talte længe sammen, og da Kurk forlod
ham, var hans Ansigt om end alvorligt saa dog langt roligere, end da
han skiltes fra Ritmesteren.
Den nyankomne var den glade Staldmester fra Riddartofte Bror
Sjöström, hvem Telegrammer i den svenske Presse om Arrestationen
havde kaldt til Venedig. Gennem Konsulatet erhvervede han Tilladelse
til i Følge med Kurk at besøge Fangen.
XV.
Jeannette havde ikke sovet meget den Nat; et spinkelt Haab havde hun
knyttet til Virkningerne af den Meddelelse, hun havde gjort Holst,
men hun indsaa hurtigt, at for hende var der ikke andet at gøre end
at opgive ethvert Haab om at knytte sin Skæbne endog nok saa løst
til Holst. Medens han var borte, stod hun op og gav sig i Færd med
at samle sine Smykker og Ejendele sammen for at overveje, hvorledes
hun i den nærmeste Fremtid kunde møde de Krav, som Livet stillede
til hende; af Holst vilde hun intet modtage. Det var ikke meget, hun
ejede, men en Del Smykker havde hun dog efterhaanden samlet sammen.
Hun erindrede nu, at Sjöström havde vist hende et hemmeligt Rum i et
Chatol, hvor han gemte nogle Sager af Værdi, og hun besluttede sig
til at efterse dette Gemme. Det var ikke meget, hun der forefandt,
men blandt Sagerne var en lille Æske, indpakket i stærkt Papir og
forseglet. Hun brød Seglet og saa med dyb Forbavselse i Æsken et
lille diamantbesat Dameur, et Par Medaljoner og nogle Ringe, som hun
kendte, saa vel som de Smykker, Annie altid havde baaret.
Hun forstod ikke, hvorledes de var kommen her; saa maatte Sjöström
alligevel -- -- -- hun gøs og tænkte paa Annies Skæbne og Sjöströms
Haardhed og Brutalitet mod hende.
Den næste Morgen meddelte hun Holst sit Fund, og det undrede hende,
at han ikke blev mere forbavset derved. Men han talte slet ikke om
Annie; hun syntes, han var saa underlig tavs og tilbageholden.
Længere op ad Dagen modtog Holst Besøg af Løjtnant Claes.
Jeannette var atter gaaet til Ro, medens Holst arbejdede med den
officielle Rapport og Skrivelserne til Konsulaterne. Signora
Montuori, der gled omkring ham med kattevenlige Lader, traadte ind
til ham og meddelte, at en ung Herre ønskede at tale med ham. Hun
rakte ham et Kort, han tog det og læste: Claes Ankerkrone, Løjtnant
ved Kronprinsens Husarer, Godsejer, Gammalstorp.
»Lad ham komme ind,« sagde han kort, og Claes traadte let smilende
ind i Værelset.
Han bukkede let. Holst bød ham en Stol, og Løjtnanten tog ugenert
Plads.
»Jeg kom egentlig mest for at se til Donna Jeannette; jeg havde ikke
ventet, at Løjtnant Holst havde opfattet stakkels Hugolds Opfordring
til at beskytte Damen saa bogstaveligt, men hun lider i hvert Fald
ikke Nød, ser jeg da.«
Holst blussede, men han tvang sig til et høfligt Spørgsmaal.
»Ønsker Hr. Løjtnanten andet?«
Claes blev alvorlig. »Ja, Hugold Sjöström og jeg var Venner en
Gang i Tiden; jeg plejer ikke at forlade en Ven i Nøden. De er her
den stærkeste, og derfor benytter jeg Lejligheden til at spørge
Dem, hvor meget der vil udkræves til at skaffe Hugold fri af denne
Forlegenhed.«
Holst rystede paa Hovedet. »Det lader sig næppe gøre. Som jeg sagde
Dem i Gaar, er det et meget betydeligt Beløb.«
Claes smilede lidt overlegent. »Der er Forskel paa, hvad man anser
for betydeligt, Løjtnant Holst, jeg plejer ikke at tage det saa
nøje.«
»Deres Hustru, mener De,« indskød Holst, hvem den unge Herres
Optræden irriterede.
Claes bed sig i Læben. »Jeg er ikke kommen for at yppe Kiv.«
»Gudbevares,« sagde Holst med en let Bøjning, »men De tager ganske
fejl af Situationen. Jeg har haft det Hverv at lade Sjöström
arrestere; jeg savner Myndighed til at forhandle om hans Løsladelse.
Jeg kan kun give Dem Anvisning paa at søge en Advokat, der kan faa
Adgang til ham, men jeg vil raade Dem fra det.«
»Hvorfor?« spurgte Claes -- han vilde have tilføjet et Par spydige
Ord om Jeannette, men betvang sig.
Holst rejste sig og gik hen til den unge Mand. »Løjtnant
Ankerkrone,« sagde han, »Deres Fader er min Ven, jeg nærer større
Venskab for Deres Familie, end De aner; jeg kan være ogsaa Dem til
nogen Tjeneste, om De vil vise mig Tillid. Mellem Gentlemen er det
Skik at tro et givet Ord; vil De være min Ven, vil De ikke komme til
at fortryde det.«
Claes gjorde en Bevægelse. »De maa undskylde mig, Hr. Holst,
men jeg er Officer, De er Detektiv -- det er en meget hæderlig
Beskæftigelse, forstaar sig -- men -- ja -- det er umuligt.«
»Jeg troede ikke, De var dum, Løjtnant Ankerkrone,« sagde Holst
skarpt.
Claes for op.
»Jeg har alvorlige Ting for, og jeg har ikke i Sinde at lade mine
Planer krydses af Dumhed. De kan takke Deres Navn og mit Venskab for
Deres Fader for, at jeg ikke i denne Sag handler anderledes, end jeg
gør. De vil sikkert erindre, hvad De foretog Dem omkring den 27.
Marts i Aar, og De vil sikkert vide, at hvis Deres Fader ikke den
Gang havde handlet, som han gjorde, vilde De nu have været stillet
ikke stort anderledes end Deres Ven Hugold Sjöström. De glemmer lidt
hurtigt, Hr. Løjtnant, men De bør vide, at De taler til en Mand,
der kender Dem og Deres Forhold nøjere, end De maaske aner. Jeg har
næppe Brug for Dem, men jeg vil raade Dem til ikke at staa mig i
Vejen. Det kunde hænde, det blev dyrere, end De kunde magte, hvor
lidt De ellers synes at regne Penge og Penges Værd.«
Claes var bleven bleg, han bed Tænderne sammen: »Hvad mener De?«
»Jeg véd ikke, om De, Løjtnant Ankerkrone, skøtter om at møde som
Vidne i en Sag anlagt mod Hugold Sjöström for Falsk og Bedrageri
mod Deres tidligere Elskerinde Annie Cederlund, og om De ønsker for
en svensk Jury at træde i Skranken sammen med Hr. Karlkvist fra
Christiansstad. Det var dog muligt, Deres Gemalinde vilde vide at
bedømme den Skandale efter dens Værd, og at Deres Naboer og Venner
i Skaane vilde føle sig uhyggeligt berørte ved i Deres Morgenblade
at læse Vidneforklaringerne i en Sag, der kunde blive fuldt saa
interessant som Processen Taube.«
Claes tav.
»De foretrækker maaske, Løjtnant Ankerkrone, at fortsætte
Forhandlingerne i en noget høfligere Tone -- for mig gerne. Jeg
plejer ikke to Gange at tilbyde mit Venskab, men jeg gør en
Undtagelse med Dem af de Grunde, jeg nævnede før.«
Holst rakte sin Haand frem.
Claes tog den modstræbende.
Holst smilede. »De skal se, vi to kan godt blive Venner alligevel,
skønt jeg er »Detektiv«, som De kalder det. Jeg er ganske vant til
at omgaas Folk og ganske tjenstvillig. Desuden har vi to fælles
Interesser. Det gælder om at undgaa den Proces, jeg talte om, og det
sker lettest, naar De forholder Dem ganske passiv foreløbig. Det er
ikke givet, at der ikke bliver Brug for de Midler, De saa ødselt
synes at raade over, og der vil da blive rig Lejlighed for Dem til
at træde i første Række. Saa længe vil det gavne Sagen bedst, om De
holder Dem i andet Plan.«
Det var øjensynlig, at Holsts Ord gjorde et dybt Indtryk paa den
unge Mand, og de skiltes i nogenlunde god Forstaaelse. Holst maatte
indrømme, at han straks fra først af havde stillet sig paa en Fod
med sin fornemme og rige Svoger, der sikkert vilde være fordelagtig
for begge, naar Svogerskabet blev Hr. Claes bekendt.
Samme Dag meddelte Holst Ritmesteren Fundet af Annies Smykker, det
afgørende fældende Vidnesbyrd mod Sjöström.
XVI.
Fra Dogepaladset fører Sukkenes Bro over Kanalen til Retfærdighedens
Boliger. Her sad Hugold Sjöström i en snæver Celle ved et lille
Bord, fastgjort i Væggen, paa en Briks af Træ. Dagene gik langsomt
for ham, og i dyb Uvished sad han bøjet og stirrede hen for sig.
Han vovede næppe at tænke; vel havde ingen sagt ham andet end, at
Aarsagen til hans Fængsling var Falskneriet, men han anede, at
der laa mere bagved dette. Alene den Omstændighed, at det var en
dansk Politiofficiant, der havde bevirket hans Fængsling, gjorde
ham usikker. Hvad kom Falskneriet i Helsingborg det danske Politi
ved? Og hvem kunde have anmeldt det, nu da Annie sov den evige Søvn
paa Bunden af Graven? Han havde intet set om Fundet at Liget, han
læste ikke danske eller svenske Aviser, men han anede, at Annies
Forsvinden maatte have vakt Opmærksomhed, og at den og den alene var
Aarsag til hans Fængsling.
Jeannette maatte have forraadt ham, hun stod i Ledtog med
Politiofficianten, det var tydeligt, og Claes Ankerkrone -- han, som
han atter havde truffet og forsøgt at drage til sig ved Hjælp af
Jeannette -- mon han? Nej, det var utænkeligt. Men det var muligt,
at Ritmesteren havde opdaget hans nye Anslag og nu havde brudt sit
Ord for at værne Sønnen mod nye Farer.
Det maatte være saaledes, men det skulde komme ham dyrt at staa, om
han prøvede at styrte ham i Ulykke.
Han lagde sine Planer. Han vilde nægte alt og skyde Skylden paa
Ritmesteren, der til ham havde udtalt, at Annie havde dræbt hans
Hustru. Intet Menneske kunde vide, hvad der var foregaaet den
Morgen, da han havde søgt at overtale Annie til frivillig at
overdrage ham alt ved Ægteskab. Og medens han tænkte paa dette,
dukkede Scenen den Morgen i Skoven saa tydelig frem for ham. Han saa
for sig Annie i sin stramtsiddende Rejsedragt med den sorte Hat,
lykkelig smilende i Forventningen og Visheden om at staa ved Maalet.
Han mindedes hendes Angst, da Ventetiden blev lang, og Ritmesteren
udeblev. Han huskede saa tydelig, hvorledes han talte til hende
og fortalte hende, at Ritmesteren havde sagt ham, at hun var hans
Hustrus Morder, og at alt Haab var ude for hende; hvorledes han
havde forsøgt at tvinge hende, og hvorledes han, da hendes Vrede
steg, og hun haanede ham i Sprogets groveste Ord, havde besluttet
sig til at udføre den Plan, han alt havde lagt, da han paa Hotellet
havde erfaret, at Ritmesteren var rejst syd paa den foregaaende
Aften.
Han havde talt til hende igen, og da hun saa vilde forlade ham og
ile bort, havde han talt venligt til hende og forsøgt at formaa
hende til at samle sig og nyde et styrkende Glas Kognak. Hun havde
skreget og sagt: »Vil du dræbe mig med Gift.« Han havde let og rakt
hende Glasset, og hun havde set paa ham med et underligt Blik og
drukket, næsten som om hun vidste, at det var Gift, næsten som vilde
hun dø, fordi hun ikke kunde overleve den bitre Sorg, der havde ramt
hende.
Giften havde virket straks, hun var sunken sammen næsten
øjeblikkelig. Han mindedes endnu, hvorledes han havde afklædt Liget
og sænket det ned i Søen, bundet ved store Stene; hvor feberhastigt
han havde arbejdet i det tætte Buskads, hvorledes han var flygtet
bort med Kurven, hvor Klæderne var gemte, efter at have stukket Uret
og Ringene til sig, for at de ikke skulde lede til Genkendelsen.
Hvorledes han i Helsingborg havde truffet Karlkvist, bestukket ham
til at være sig behjælpelig og derefter hastig havde forladt Landet
med Jeannette for at tabe hele det rige Bytte ved det forbandede
grønne Bord i Monte Carlo. Nu var det forbi. Man maatte vide alt, og
nu vilde man føre ham tilbage til Sverig eller Danmark og søge at
tvinge ham til at tale.
Men han vilde ikke tale og ve den, der havde forraadt ham. Intet
Vidnesbyrd talte imod ham.
Nøglen raslede i den tunge Dør, han for sammen, og da han saa op,
stod foran ham de eneste to Mænd, der nogensinde havde holdt af ham,
Kaptajn Kurk og hans Broder.
Han blev staaende, han kunde ikke tale; hvad skulde han sige? --
Kurk traadte hen til ham, Slutteren blev staaende i Døren, men paa
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Hvad Skovsøen gemte - 14
- Parts
- Hvad Skovsøen gemte - 01Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4668Total number of unique words is 146446.5 of words are in the 2000 most common words64.0 of words are in the 5000 most common words71.9 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 02Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4653Total number of unique words is 148045.8 of words are in the 2000 most common words63.2 of words are in the 5000 most common words71.2 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 03Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4476Total number of unique words is 158040.9 of words are in the 2000 most common words59.2 of words are in the 5000 most common words66.8 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 04Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4701Total number of unique words is 147947.0 of words are in the 2000 most common words64.8 of words are in the 5000 most common words71.7 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 05Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4861Total number of unique words is 129253.4 of words are in the 2000 most common words68.7 of words are in the 5000 most common words74.9 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 06Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4958Total number of unique words is 114257.0 of words are in the 2000 most common words73.3 of words are in the 5000 most common words80.3 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 07Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4737Total number of unique words is 135547.9 of words are in the 2000 most common words64.8 of words are in the 5000 most common words71.6 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 08Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4834Total number of unique words is 140747.7 of words are in the 2000 most common words64.5 of words are in the 5000 most common words72.0 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 09Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4752Total number of unique words is 169042.2 of words are in the 2000 most common words59.1 of words are in the 5000 most common words68.2 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 10Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4910Total number of unique words is 130554.5 of words are in the 2000 most common words70.3 of words are in the 5000 most common words77.2 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 11Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4740Total number of unique words is 135648.4 of words are in the 2000 most common words67.3 of words are in the 5000 most common words75.3 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 12Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4984Total number of unique words is 133452.8 of words are in the 2000 most common words69.5 of words are in the 5000 most common words76.8 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 13Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 4908Total number of unique words is 134551.8 of words are in the 2000 most common words70.6 of words are in the 5000 most common words79.2 of words are in the 8000 most common words
- Hvad Skovsøen gemte - 14Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.Total number of words is 2564Total number of unique words is 96051.4 of words are in the 2000 most common words67.0 of words are in the 5000 most common words74.7 of words are in the 8000 most common words