Hvad Skovsøen gemte - 02

hvilket Landets Overhoved havde virket som saadan. Men hver Gang
sagde han, at han fandt en ny Side at dvæle ved.
Tømningen af Mergelgraven var for ham en Begivenhed, og hans
Arrangementstalent havde ikke fornægtet sig. Stengærdet var brudt
igennem paa tre Steder, og tre Skruer virkede samtidig, drevne
af Lokomobilet til Sognets Andelstærskeværk, der var stationeret
i en Gaard tæt ved Skoven. Byens Smed og »Mekanikusk«, som han
kaldtes, havde konstrueret en Axel, der snurrede, saa det var en
Fornøjelse, og medens Byens Folk stod paa Gærdet, ledede Betjenten,
akkompagneret af Lokomobilets Hvæsen, den »rationelmæssige« Tømning,
som han kaldte det Arbejde, der laa for.
Da Herredsfogden og hans Gæster kom til Stedet, slog Betjentens
ledende Holdning over i behersket Underdanighed, han skelede
lidt til Holst, det kreperede ham, at en Betjent fra Byen skulde
inviteres til Gæst hos Herredsfogden. Selv ansaa han sig for mindst
lige saa god som Holst, der dog, naar alt kom til alt, kun var
Overbetjent, medens han selv kunde kalde sig Assistent, om han
vilde -- og det vilde han forresten for det meste ude paa Landet.
Herredsfogden lo ad Arrangementet, og Holst skjulte et stille
Smil, men gik forresten strax hen til Betjenten og udtalte sin
Anerkendelse saa aabent og umiskendeligt velvilligt, at den andens
Stramhed forsvandt, og han følte en vis Glæde ved at kunne vise de
Herrer derinde fra, hvad det lokale Politi kunde sætte i Scene.
Imidlertid tømtes Graven langsomt, der var paa sine Steder 7 à 8
Alen til Bunden, og Skrænten var stejl. Fisk fandtes slet ikke,
den syntes ganske ubeboet, og der fandtes ikke heller Spor af de
Klæder, som Pigen havde erklæret var svøbt om det lille Lig.
Holst stod paa Gærdet ved Siden af Ritmesteren og Herredsfogden
og saa lidt vemodig ud over de gule Skrænter, der kom til Syne,
efterhaanden som Vandet løb ud. Pludselig følte han et Tryk paa
sin Arm, det var Ritmesteren, der ligesom greb krampagtigt om hans
Haandled, kun et Sekund, saa slap Taget.
Holst saa forundret paa sin Nabo, Ritmesterens Ansigt var
paafaldende blegt, og hans Øjne var vendt mod Bunden af Graven.
Holst fulgte Blikket og rettede sig. Det var besynderligt -- hvad
kunde det være?
I samme Nu lød der et Udraab fra Mændene langs Gærdet -- alles
Blikke vendtes mod Brinken, hvor Vandet var veget fra en Fordybning
tæt under Bænken, omtrent der, hvor Barneliget var kommet til
Syne. Holst stirrede mod Stedet, og i Overfladen af det vigende
Vand blinkede noget blændende hvidt, der tegnede sig vegt og rundt
mod den gule Skrænt. Vandet sank, og medens Blodet stivnede i
hans Aarer, saa han Liget af en fuldstændig nøgen Kvinde, strakt
paa Ryggen, holdt nede ved to svære Sten, hvoraf en var bunden om
Fødderne, en om Halsen. Alle strømmede til, og Herredsfogden banede
sig med Vanskelighed Vej ned ad Skrænten. Der blev dyb Tavshed, kun
Lokomobilet hvæsede og Skruerne knirkede -- medens de forsamlede
Mænd stod maalløse, uforstaaende, næsten lammede af dyb og tavs
Rædsel.
Lidt efter lidt bredte en Hvisken sig fra Mand til Mand, Arbejdet
standsede, og ganske langsomt, uden Kommando nærmede Mændene
sig Stedet og tog fat; de bar Liget op ad Skrænten og lagde det
i Græsset nær ved Bænken. Holst og Herredsfogden fulgte efter,
Ritmesteren traadte hen til Bænken og lænede sig til dens Rygstød;
han var meget bleg. Ingen af dem talte.
Herredsfogden var som lamslaaet. At dette skulde kunne ske i hans
fredelige Jurisdiktion, et Mord, et Mord, forøvet i den aller
seneste Tid. Han følte allerede, hvorledes hele Landets Opmærksomhed
vilde blive hendraget paa hans Virksomhed, imødesaa det store
Arbejde med den ringe Udsigt til Resultat. Han vendte sig til Holst
og sagde dæmpet, hvislende mellem Tænderne: »Gid Fanden havde den
Distriktslæge.«
Distriktslægen kom imidlertid som ved et besynderligt Tilfælde
i det samme over Gærdet ved Graven. Han trængte sig igennem den
forsamlede Skare af Mænd og stod foran Liget. Ansigt til Ansigt med
sin Modstander. Herredsfogden fattede sig snart, han bøjede sig mod
Distriktslægen med et ironisk Smil og samlede sin Aandsoverlegenhed
i en Vittighed, der lød skurrende og skarp gennem den Uhygge, der
knugede alle.
»Det er da i hvert Fald ikke Marie Andersens Barn.«
Distriktslægen saa alvorlig op. »Nej,« sagde han, »men maaske det
andet Barns Moder.«
Herredsfogden bed Læberne sammen og vendte sig mod Graven.
»Kirkeskov,« raabte han til Betjenten, »se at faa Vandet ud af den
fordømte Grav, om den saa er stoppende fuld af Lig. Lad os saa faa
det hele paa en Gang.«
Mængden trak sig tavs tilbage, og ved Liget blev kun staaende
Herredsfogden, hans Gæster og Lægen. Holst betragtede det nøje.
Det var en ung Kvinde, middelhøj, veludviklet, med et rigt, lyst
Haar. Trækkene var regelmæssige og smukke, mærkelig velbevarede,
Ansigtsudtrykket roligt, Øjnene lukkede under lyse Bryn, et
forunderlig hvidt, fast Marmorlegeme, mere Statue end Lig.
Distriktslægen brød Tavsheden: »Hun er ikke druknet, men sænket ned
i Graven som Lig. Der kan altsaa ikke være Tale om Selvmord.« Han
bøjede sig ned over Liget og saa nøje paa det.
»Højst 25 Aar -- snarere yngre -- det er et Mord, Hr. Herredsfoged,
et regulært Mord.«
Herredsfogden vrissede: »Tak, Hr. Doktor, det kan jeg næsten sige
mig selv -- vi kan optage det foreløbige Ligsyn med det samme, om De
vil! Obduktionen kan saa finde Sted, naar det skal være.«
Holst rev sig løs og ilede ned ad Brinken for at tage Stedet
nøje i Øjesyn. Det slog ham, at i Leret, hvor Ligets Hoved havde
hvilet, laa, øjensynlig trykket af Stenen, der var bundet om dets
Hals, nogle Stykker Klæde og et Bomulds Forklæde. Han vinkede til
Herredsfogden, der kom ned til ham.
»Hr. Herredsfoged,« sagde han, »er dette ikke de Klude,
Barnemordersken har omtalt!«
»Jo -- De har Ret --.« Herredsfogden bøjede sig ned og undersøgte
Tøjet, »netop bestemt.«
»De laa under Ligets Hoved -- Herredsfogden kan her se Aftrykket
-- det vil altsaa sige,« fortsatte Holst ligesom hen for sig, »at
Liget af denne Kvinde er sænket ned nogen Tid efter Barneliget. Ikke
saa kort Tid.«
Herredsfogden saa spørgende paa ham: »Hvorfor?«
»Jeg mener, at Barneliget, efterhaanden som Klæderne om det er
bleven gennemtrukne med Vand, har viklet sig ud af disse og
tilsidst kun har hængt løseligt fast i dem. Liget af Kvinden er
ganske naturligt bleven sænket ned paa samme Sted, det eneste,
hvor Adgangen til Vandet var nogenlunde let, og er saa kommet til
at hvile paa Klæderne om Barneliget. Da jeg saa forleden slyngede
den store Sten ud -- denne,« Holst pegede paa en stor Sten, der
blottedes i Overfladen af Vandet, »har Bevægelsen i Vandet revet
Barneliget løs og ført det til Overfladen.«
Herredsfogden nikkede. »Det vil altsaa sige, at Mordet -- om det er
et Mord -- maa være forøvet indenfor de sidste fem eller maaske kun
tre Maaneder.«
»Fem -- sikkert,« sagde Holst.
Herredsfogden saa skarpt paa den unge Mand, ligesom mønstrende ham
fra Isse til Fod.
»Løjtnant Holst,« sagde han, »kunde De hos Deres Foresatte erhverve
Tilladelse til at blive stillet til min Disposition i denne Sag? De
er en dygtig Mand, og her bliver sikkert Brug for al den Dygtighed,
der kan skaffes; en forbandet Historie er det.«
Holst bukkede. »Der er vist ikke noget til Hinder for det,« sagde
han.
Herredsfogden vendte sig: »Tag saa fat med det samme, Løjtnant
Holst. Jeg skal give de fornødne Ordrer.«
Herredsfogden gik atter hen til Liget. Ritmesteren stod i Samtale
med Distriktslægen. »Ja, mine Herrer,« faldt Herredsfogden ind, »her
bliver Arbejde. De, Hr. Ritmester, havde Ret i Deres Formening, blot
blev det ikke Barnelig, vi fandt i Graven.«
Distriktslægen bemærkede tørt: »Der er jo Udsigt -- --«
»Saagu,« snærrede Herredsfogden, »nu skal saamænd ingenting undre
mig mere.«
Arbejdet kom atter i Gang. En Presenning bredtes over Liget, og
Lokomobilet hvæsede, medens Skruen hvinede. Men der laa en knugende
Tyngsel over Mændene, og lidt efter lidt listede Tilskuerne af,
medens Herredsfogden og Distriktslægen holdt Ligsyn, og Holst og
Betjenten nøje ransagede alt om Stedet.
Graven tømtes, og der fandtes intet. Kun de fattige, trevlede Klude,
som Barnemordersken havde talt om, og det nøgne Lig af den unge,
ubekendte Kvinde, bundet med to korte, stærke Reb om Fødder og Hals;
men uden et eneste Kendetegn eller en Stump, der kunde lede paa Spor
af, hvem den dræbte kunde være, endsige hvor Morderen var.
Ritmesteren fulgtes hjemad med Herredsfogden; han var, som alle,
meget uhyggelig berørt ved det skete og betonede stærkt, hvor
fornuftigt han havde handlet i at forbyde sin Datter at gaa med.
Herredsfogden gav ham Ret heri.
Holst blev tilbage, efter at de andre var gaaet. Hans Hjerne
arbejdede stærkt, her var noget at tage fat i, fortræffelige
Arbejdsvilkaar. Han lovede sig selv, at intet skulde han lade
uforsøgt, og Sporet skulde findes. Her stod han da endelig overfor
et Arbejde, der krævede en Mands Kraft og tog en Vilje i Tjeneste
mod et virkeligt Maal.


IV.

Efterretningen om Mordet fløj som en Løbeild over Landet; fra alle
Blade mødte Korrespondenter og Reportere paa Stedet. Pletten om den
tømte Grav trampedes saa fuldstændig ned, at al Vegetation lagdes
øde, og en fremragende Reporter ved et større Hovedstadsblad, hvis
Specialitet var Skildring af Skovidyller, maatte tage en Fjerdingvej
Nord paa for at finde et Sceneri, der kunde hæve hans Tanker til den
fornødne lyriske Flugt.
Herredsfogden havde ingen Ro hverken Nat eller Dag, han modtog
Journalisterne med udsøgt Velvilje, Cigarer og en Forfriskning,
erklærede sig beredt til at stille Oplysninger til deres Disposition
og gjorde det samvittighedsfuldt. De fik Liget at se og Lov til at
fotografere det og ham og Betjenten og Barnemordersken, kort sagt,
alt hvad de vilde.
Herredsfogden udnævntes da ogsaa i alle Landets Blade til den
dygtigste, humaneste og skarpsindigste Embedsmand i Landet -- til
uhyre Ærgrelse for Kolleger i det ganske Land og for Distriktslægen,
der var hemmelighedsfuld og intet vilde meddele, og som derfor blev
fremstillet som et uvidende Fæ, idet Historien om Barneindmaden kom
frem og blev skarpt diskuteret.
Holst lod man i Fred. Et Forlydende vilde vide, at Undersøgelsen
skulde betroes denne dygtige Politimand, der forresten slet ikke
var populær blandt Hovedstadens Politireportere, men da Forlydendet
blev bekræftet, kunde Holst med stor Sikkerhed dække sig bag sin nye
Foresatte, og man respekterede denne dækkede Stilling.
I otte Dage sysselsatte Kvindeliget det hele Land. Alle Blade
indeholdt Hypoteser, Datoer, Formodninger af enhver Art.
Eftermiddagspressen bragte hver Dag nye sensationelle Afsløringer,
hvis vigtigste Indhold var de Oplysninger, de lovede næste Dag, men
Gaaden forblev uløst. Obduktionen udviste, at den unge Kvinde var
taget af Dage med en stærk, pludselig virkende Gift og sænket død
ned i Vandet.
Men intet mere.
Der var absolut intet at finde i Graven eller dens Omegn, hvor
man søgte og gravede. Der lod sig intet oplyse om, hvorvidt den
unge Kvinde var set i Omegnen. Fotografier blev tagne af Liget,
Bekendtgørelser og Signalementer udsendt, alle mulige Mennesker
afhørte, men ikke et Vidne meldte sig eller fandtes, der turde
udtale, at den paagældende var bleven set paa Egnen. Da ti Dage
var hengaaet, uden at noget nyt kom frem, slappedes Interessen.
Besøgene blev færre. Journalisterne begyndte at henføre Tilfældet
til de talrige uopdagede Mord, og Regeringens Modstandere begyndte
saa smaat at dolere over Retsusikkerheden og Politiets tarvelige
Organisation.
Kort sagt, det gik som det plejer at gaa, og som det skal gaa.
Men Herredsfogden og Holst fik Ro, og det var det, de havde
ventet paa. Der forelaa allerede et meget stort Materiale, ganske
vist væsentlig af negativ Art, men den foreløbige Obduktion
og de anstillede Undersøgelser havde dog givet ikke saa faa
Udgangspunkter, der alle var af en saadan Art, at de mindre
interesserede Pressen og Almenheden end de faa, der virkelig
arbejdede med Sagen.
Disse faa var Herredsfogden, Distriktslægen, Holst og Ritmester
Ankerkrone. For de tre førstes Vedkommende var Iveren ret naturlig,
Ritmesteren var vel egentlig uvedkommende, men han var ved
Omstændighederne saaledes knyttet til Begivenheden, at han følte sig
forpligtet til at følge den med yderste Opmærksomhed. Han var en
fornuftig og alvorlig Mand, der aldrig gav sit Besyv med, men kun
lyttede, rystede paa Hovedet, anerkendende eller misbilligende, som
det nu kunde falde sig.
Særlig Interesse nærede han for Holst og dennes Arbejde. Han saa
godt, at Holst var en Mand, der vilde noget, og som kunde noget
tillige, og strax fra den første Dag fulgte han hans Arbejde med
dybeste Opmærksomhed.
Omstændighederne vilde, at der var et Værelse ledigt paa den Gaard,
hvor Ritmesteren boede til Leje; han henledte Holsts Opmærksomhed
herpaa.
Holst lejede Værelset og uagtet han strængt holdt paa, at han vilde
betale for sig selv, blev han lidt efter lidt Ritmesterens Gæst,
uden at han mærkede det. Han kunde heller ikke skjule for sig selv,
at han satte mere og mere Pris paa Samværet med de to Mennesker
og vel særlig med den unge Pige, der ved sit friske, frejdige Lune
bidrog stærkt til at holde Humøret oppe hos ham, naar Arbejdet var
ved at tage Modet fra ham.
Hvad der særlig indtog ham for Ulla Ankerkrone, var den
Omstændighed, at hun aldrig med et Ord omtalte Mordsagen, med ægte
kvindelig Takt undgik at nævne den, saa at han i hendes Selskab
følte sig fri af det daglige Arbejde og styrket ved denne Frihed og
Fred.
Ritmesteren derimod interesserede sig som sagt stærkt for Sagen, han
talte aldrig om den i Datterens Nærværelse, men om Aftenen sad han
ofte timevis hos Holst og gennemgik Materialet, uden at give Raad,
men bestandig lyttende. Holst vænnede sig til at betragte ham som en
tavs Medarbejder.
Der var nu hengaaet 12 Dage, og tilsyneladende var man ikke naaet
videre. Holst havde faaet Udskrift af Forhørene til Gennemsyn for at
lægge Materialet til Rette for et nyt Forhør, af hvilket man ikke
ventede sig det mindste.
Ritmesteren kom som sædvanlig ind til ham med en fin og stærk Cigar
og et Glas Punch. Han bad Holst referere Sagen, og dette gjorde han,
-- ganske langsomt og nøjagtigt.
»Skal jeg sige, hvad vi positivt véd, saa er det ikke saa
forskrækkelig meget. Med Hensyn til den myrdede véd vi, at det er
en ung Kvinde, henved 25 Aar, næppe gift, da Fingrene vel bærer
Mærker af Ringe, men ikke af nogen bred glat Guldring. Næppe af
de saakaldte fine Lag, da Lemmerne ganske vist er velskabte,
Hænderne velholdte, men dog med Spor af tidligere Arbejde, og
Fødderne prægede af ikke altid lige velforarbejdet Fodtøj, Legemet
bærer Mærker af overdreven Anvendelse af Snøreliv, Haaret har
utvivlsomt været farvet, en kemisk Undersøgelse godtgør dette,
det har oprindelig været askeblondt, men er behandlet med stærk
kosmetisk Farve. Huden er fin og bærer ikke i overdreven Grad Mærker
af Sminkning, -- tværtimod, Teinten maa have været frisk og sund.
Alle indre Organer er normale, bortset fra den Indvirkning, Giften
har foraarsaget. Men Undersøgelsen har tillige givet det Resultat,
at den myrdede utvivlsomt har været Moder, omend det ikke synes at
have været umiddelbart før Drabet, snarere at ligge ikke saa kort
tilbage i Tiden. Den Afdøde synes selv at have ammet sit Barn. Af
ydre Kendetegn eller særlige Mærker findes slet ingen, det skulde da
være, at enkelte Mærker ved højre Haands Fingre synes at tyde paa,
at Afdøde i sin Tid har været beskæftiget ved Syning. Men Neglene er
saaledes behandlede, at det synes utvivlsomt, at Afdøde i længere
Tid forinden Drabet ikke har deltaget i noget legemligt Arbejde.«
Holst standsede og trak Vejret, saa smilede han: »Som Ritmesteren
ser, alt i alt ikke saa helt lidt.«
Ritmesteren nippede betænksomt til Glasset og pustede en tæt
Røgsøjle fra sig. »Det vil altsaa sige en Demimonde-Dame eller i
hvert Fald en »lettere« Kvinde af Folket.«
»Netop,« svarede Holst, »en ung Kvinde, der, uden at tilhøre de
egentlig løse Fugle, næppe har udmærket sig ved Dyd og Ærbarhed, om
hun end paa den anden Side har været i Stand til at pleje sig godt
legemligt og ikke har været behæftet med Skavanker af nogen Art.
Kærnesund var hun tværtimod. Det er det positive.
Det negative giver ogsaa en enkelt Oplysning. Hun er næppe her fra
Landet. Der har været anstillet meget vidtløftige Undersøgelser.
Alt tyder paa et Barn af den store By, og der savnes ikke en af vor
Hovedstads kendte løse Fugle, end ikke af dem, som kun faa kender.
Tidspunktet er jo bestemt ved Forholdet til Barneliget. Mordet maa
være forøvet efter 15. December ifjor. Jeg er tilbøjelig til at
tro ikke saa lidt hen paa Foraaret, da Resterne af de Klude, hvori
Barnemordersken har svøbt Barneliget, er stærkt opløste og laa
sammenpressede under Kvindeliget. Ingen har set den paagældende
Kvinde her paa Egnen eller i Hovedstaden -- jeg mener, vi har
ikke kunnet finde nogen, der har ringeste Kendskab til hende;
en Del af de Personer, om hvem det har kunnet tænkes, har været
konfronterede med Liget, men ingen kendte det, end ikke vore
Betjente af Sundhedspolitiet, der dog har et stort Bekendtskab i
den Verden. Hertil kommer, at Ligets Ansigtstype egentlig ikke var
dansk. De véd, at De selv strax indrømmede, at det rimeligvis var en
Landsmandinde af Dem.«
»Det gjorde jeg ikke,« sagde Ritmesteren, »jeg har sandt at sige
næppe rigtig set paa Liget, det er en Svaghed, naa men den er let
forstaaelig. Deri maa De huske fejl.«
»Det er jo mulig, selv tror jeg det fuldt og fast, og det næste
Skridt, jeg har foretaget, var at søge Oplysninger fra Stockholm
og Gøteborg, men det lader ikke heller til, at man dér savner nogen
Dame af det Selskab, jeg har tænkt paa. Det er naturligvis ikke
udelukket, at jeg tager fejl, men det tror jeg nu ikke.
Saa meget om den myrdede -- meget er det ikke, men Ritmesteren vil
dog indrømme mig, at det er noget.«
»Naa, og Morderen,« spurgte Ritmesteren, »hvad véd De om ham?«
»Meget lidt. Jeg formoder, at det er Skinsyge, der er med i Spillet,
i hvert Fald er det et overlagt Mord. Pigebarnet er myrdet ved Gift
af en rolig og behersket Mand, der har overtænkt alle Muligheder.
Han har ikke ladet Liget beholde en Stump, der kunde lede til at
identificere det. Vi har foretaget Gravninger og draget Vod i
flere Grave i Skoven; jeg ventede mig ikke meget af det, da jeg er
overbevist om, at Manden har bortført alt, hvad der hørte til Liget.
Han maa i denne Henseende have forberedt sin Plan ganske vel, og
jeg er tilbøjelig til at tro, at han har medført en Kuffert eller
lignende og forøvet Mordet paa Stedet.«
»Hvorfor tror De det -- er det ikke naturligt at antage, at han har
bragt Liget derud?«
»Nej, det vilde være for vanskeligt. Han maa have kendt Stedet og
valgt det med velberaad Hu. Jeg kunde tænke mig, at han var ankommet
med den myrdede fra Sverig til Helsingør og havde begivet sig med
hende herud. Jeg har anstillet Undersøgelser herom, men intet faaet
oplyst.«
Ritmesteren faldt Holst lidt skarpt i Talen. »Hvorfor skal nu ogsaa
Morderen være svensk? Kan I danske da ikke myrde lige saa vel?«
Holst bøjede sig let. »Jeg siger ikke, Morderen har været svensk.
Kun at den myrdede har været det, og at de rimeligvis er kommet
sammen fra Sverig. Dog véd jeg intetsomhelst derom. Mere interessant
er min følgende Hypotese. Jeg gaar ud fra, at Manden har bragt en
Kuffert med sig ud i Skoven -- det vilde se naturligt ud, ikke
sandt? Efter Mordet har han pakket den dræbtes Klæder i Kufferten og
taget den med sig.«
»Se, se!« Ritmesteren grundede lidt, men maatte erkende, at det
kunde være muligt.
»Nu kommer imidlertid det interessante.« Holst saa op med et lille
Glimt af Stolthed. »Morderen har hidtil baaret sig meget forstandig
ad, nu begaar han sin første Dumhed, som han selv anser for en meget
kløgtig Handling -- og som forresten ogsaa er ganske vel udtænkt
under Forudsætning af, at han har med lutter Dumhoveder at gøre.«
»Naa, hvad gør han saa?« spurgte Ritmesteren, hvem Sagen mere og
mere interesserede.
Holst tog sig i det og føjede beskedent til: »Hvis Morderen gør,
hvad jeg ønsker, han skal gøre, saa lader han ganske rolig Kufferten
blive staaende et eller andet Sted i en Ventesal eller en Kupé, og
lader den indregistrere mellem glemte Sager for at forsvinde ved en
eller anden Auktion og sporløst udslettes.«
»Se, se!« Ritmesteren nippede til Punchen med et lille Smil.
»Ja, naar de Herrer Mordere var saa venlige at gøre, hvad de Herrer
Detektiver ønskede sig, saa var det hele slet ikke saa kompliceret.«
Holst smilede. »Heldet, Hr. Ritmester, Heldet, det er det, hvorpaa
det kommer an. Og det har jeg hidtil haft.«
Saa rejste Ritmesteren sig og trak sig tilbage. Han brummede noget
i Skægget om, at den der Detektiv var en Pokkers Karl, men der var
noget ved Holst, der tog ham, og sikker var Karlen.


V.

Holst besluttede at tage en Tur til Hovedstaden for at prøve sin
Kuffert-Hypotese, der mere var et Indfald, han havde faaet under
Samtalen med Ritmesteren, end egentlig en forudfattet Krigsplan. Det
regnede, og han kunde ikke benytte Cycle til Turen, derfor passede
det ham ganske vel, at Frk. Ulla havde Ærinde til Stationen for at
hente sin Broder, der pludselig telegrafisk havde anmeldt sit Komme.
Det gik langsomt op ad den sandede Bakkevej, medens Ulla og Holst
sad nok saa behagelig tilbagelænede i Gaardmandens Wienervogn, der
var slaaet op paa Grund af Vejret. Efterhaanden var de to blevet
rigtig gode Venner, og Samtalen gik ganske kvikt mellem dem om
allehaande ligegyldige Ting.
Fjorten Dage tilbragt paa samme Sted binder mange smaa Baand og
fletter Tanker, hvoraf Kammeratskab og Venskab let voxer frem, og
Ullas muntre, frejdige Væsen havde ganske faaet Bugt med Holsts
Tilbageholdenhed. De talte om Broderen, der kom. Ulla forgudede ham,
han var rigtig en Type paa en kvik og flot svensk Husarofficer; nu
var han Godsejer, han havde overtaget Faderens Ejendom, der laa
mellem Esløf og Christiansstad, hvor de skaanske Herregaarde ligger
tæt mellem Skove og Moser.
Ritmesteren havde aldrig selv drevet sine Godser, fortalte hun.
»Pappa er Officer og elsker Rejser i Syden og saa der, »Gamalstorp«,
som Stedet hedder, er ikke præcis noget vakkert eller morsomt Sted,
og var det ikke, fordi Bror Claes er meget rigt gift og har faaet
alt indrettet saa charmant, saa skulde vel næppe han heller holde
Stedet ud.«
»Er Deres Broder gift?« spurgte Holst, der for første Gang havde
Lejlighed til at erkyndige sig nærmere om Ritmesterens Familie.
»Ja,« sagde Ulla og trak paa det, »med en borgerlig, men meget sød
ung Dame fra England; umaadelig rig er hun og meget sød, ikke præcis
smuk, snarere langt fra -- men meget sød og meget rig.«
»Har Deres Broder været gift længe?« spurgte Holst.
»Fire Aar, men Emily -- min Svigerinde hedder Emily -- har været
syg og opholdt sig i Syden i to Aar. Der var en Baby -- en lille
en -- som forresten nu er kommen sig helt godt, men den var lige
ved at dø. Naa, det kan jo ikke interessere Dem at høre om Claes'
Familieforhold og desuden, lystelige er de heller ikke.«
Holst smilede. »Er Deres Svigerinde maaske mest rig? Jeg synes, De
betonede det saa stærkt.«
»Ikke just det, men Claes er saa kvik, saa køn og saa glad, og
Emily er saa streng, saa filistrøs. Ja, De kender os jo saa godt
nu, Løjtnant Holst, saa jeg tager ikke i Betænkning at sige Dem, at
Claes og Emily har været lige ved at skulle skilles. Saa var det
Pappa lagde sig imellem, og saa blev Claes mere fornuftig -- for
ufornuftig var han jo, noget, og nogen Ret har Emily, men hun var jo
desuden syg og -- --«
Frk. Ulla talte sig rød i Hovedet og fuldstændig ind i en blind
Gade, hvorfra hun ikke kunde slippe ud. Det klædte hende nydeligt,
og Holst smilede, hvad der kun bevirkede, at hun blev endnu mere
rød i Hovedet og gik fuldstændig i Staa. Holst kom hende til Hjælp.
»Det vil altsaa sige, at Frøkenens Broder maaske ikke har været den
mest opofrende Sygeplejer, og at hans svagelige Hustru har taget ham
dette ilde op, men at Skyerne paa den ægteskabelige Himmel nu er
fjernede, og at Æren derfor er Ritmesterens.«
Ulla nikkede med Hovedet. »Netop.«
Holst brød af. »Undskyld mig, Frøken, at jeg berører en Sag, som jeg
ellers ikke har berørt for Dem, men De véd jo nok, at jeg ikke, som
Deres Fader, ligger paa Landet for min Sundheds Skyld.«
Ulla nikkede atter.
»Godt,« fortsatte Holst, »De vilde gøre mig en stor Tjeneste ved
slet ikke at omtale denne Sag for Deres Broder, jeg ønsker den ikke
omtalt i de Kredse, hvor han i sit Hjem sikkert færdes -- dertil
har jeg nu mine Grunde. Jeg beder Dem paa mine Vegne sige til Deres
Fader, at det er af Betydning, at Sagen ikke omtales. Maaske jeg
selv, om jeg træffer Deres Broder, kan komme til at berøre den. Det
vil De love mig.«
Ulla saa uhyre højtidelig ud og havde stor Lyst til at spørge, men
hendes Fader havde saa strengt forbudt hende at tale om den Sag med
Holst, og desuden, efter hvad hendes Jomfru havde fortalt, var der
noget mindre passende ved det hele. Hun tav altsaa.
De sad nu kort Tid i Tavshed, saa spurgte Holst for at sige noget:
»Sig mig, Frøken, hvorledes er De egentlig dalet ned i denne afsides
Egn? Det er dog ikke almindeligt, at Fremmede finder herud.«
Ulla greb med Begærlighed det nye Konversationsemne og fortalte
meget livligt og med mange Ord, hvorledes de havde været paa
Gamalstorp og, da det var bragt i Orden med de unge derovre, var
taget afsted paa maa og faa, egentlig bestemt paa at tage til Rügen
eller Nordeney, men at Ritmesteren i sidste Øjeblik havde foreslaaet
Nordsjælland, og de saa havde fundet dette fortræffelige Sted, hvor
de nu vilde blive til midt i Juli.
Medens Ulla sad og talte, betragtede Holst hende af og til og lagde
Mærke til, hvor meget hun lignede Faderen; det friske, muntre
Ansigt kunde pludselig blive alvorligt, næsten skarpt, og der var i
hendes Bevægelser noget djærvt viljefast, der fuldstændig lignede
Ritmesterens udpræget energiske Holdning og Optræden.
Men nydelig var hun -- og Holst tænkte paa Gamalstorp og den meget
søde og meget rige, men ikke præcis vakre Emily. Saa kom de til
Stationen.
Toget sydfra kom først, og Løjtnant Claes præsenterede sig som en
høj, lys, meget bukkende og særdeles elskværdig udseende Svensker
af den skaanske Kavalleritype, som lader sig kende fra Sydpol til
Nordpol, hvor den end mødes. Ikke i mindste Maade interessant, men
meget smuk og elegant.
Ulla præsenterede Løjtnant Holst som en Ven af Pappa, og Hr. Claes
bukkede velvilligt, han længtes sikkert efter et Glas forfriskende
og en Enesamtale med Ulla, og da Toget kom nordfra, forlod Holst
ilsomt de to Søskende.
Paa Rejsen til Byen tænkte han vedblivende paa Ulla, først ved
Gentofte blev han mindet om Kufferten, men slog det hen for at
drømme.


VI.

Da Holst den næste Dag ved Tretiden indfandt sig hos sine Foresatte
paa Politikamret, bankede hans Hjerte af nervøs Spænding. Der var
hændet ham noget særdeles mærkværdigt. Om Formiddagen havde han
henvendt sig paa Jernbanevæsenets Depot for fundne Sager, og ved at
efterse Depotets Lister havde han under 28. Marts fundet »en Kuffert
med forskelligt Dametøj«. Da han lod denne Kuffert bringe, viste
det sig at være en let flettet Kurvekuffert uden Laas med to Hanke
af Størrelse som en almindelig Herre-Haandkuffert. Den indeholdt
et Sæt fuldstændige Kvindeklæder fra inderst til yderst -- kun et
Sæt -- Linned, Jacket-Klæder, Støvler, Hat -- kortsagt alt lige til
Strømpebaand, men ingen Pretiosa, Ur eller deslige, og desuden en
Kognaksflaske halvt fyldt og et lille Glas.
Dette Fund havde næsten overvældet Holst. Han syntes deri at se et
Varsel om, at det virkelig skulde lykkes ham at naa Maalet; men for