Fædrene æde Druer, Roman - 16

Hvornæst de gik i Seng.
Og Morgenen derpaa, da han tog Afsked, svor han at ville tale
alvorligt med sin Moder.
-- --
Men naturligvis mødte han den stejleste Modstand.
Pompadour, der aldrig i sit Liv havde let før, slog i sin Uøvethed en
Art Latter op, som nærmest lignede Brølet fra et vondt Dyr, da hun
hørte Sønnens Forslag om at vige Gaarden til Fordel for ham og
Svigerdatteren:
-- Ha, ha, ha! sagde hun -- Ikke om I saa møder her udenfor med tolv
sorte Hingste, skal Du faa flyttet mig saameget som en _Tomme_ for
den snottede Tøses Skyld!
-- --
Da Hans returnerede til Mosegaarden med dette pompøse Afslag, gav
Minka ham som Velkomst en kraftig Ørefigen og lukkede sig inde:
-- Hun vilde ikke _se_ ham! Hun kunde ikke _taale_ det! Hun vilde
_skilles_! Hun kunde ikke _udstaa_ ham! ...
Men en halv Time efter, da han sad i Jægermesterens Kontor og
drøftede Sagen med Forældrene, blev Døren fra Entréen aabnet paa
Klem, og et blaarødt, gennembrølet Ansigt viste sig i Sprækken og
sagde mildt, men afbrudt af Hikke:
-- Hans ... kom ... lidt ...
Og Hans skrumlede henrykt op og ud ...
Minka havde nu i sin Ensomhed udklækket en anden Plan:
De to ældste Brødre skulde bytte Gaarde:
-- Jeppe tager Ravnsholt, sagde hun -- og Du tager Havslunde. Og saa
flytter jeg til Dig! Er Du ikke henrykt?
Hans gumlede.
-- Jamen Ravnsholt er jo godt hundrede Tønder Land større ... kom det
saa.
Da sank Minka livløs ned for hans Fødder:
-- Gaa! Bort fra mine Øjne! Du elsker mig ikke!
-- --
Men den folkekaarne blev. Og Sagen ordnedes efter usigelige Baduljer,
som hans Kone havde villet det ...
Fremtiden laa nu lys for de Unge.


Den første September skulde den nye Ejer overtage Havslunde; og
Familien Uldahl havde derfor fuldt op at gøre med at forberede og
ordne alt fornødent ...
Den femtende August blev der afholdt en Auktion over Indbo og
Brugsgenstande. Alle Sagerne var anbragt i Borggaarden. Vejret var
godt; og Folk kom myldrende milevidt fra som Ravne til et Aadsel ...
Henne i Hjørnet mellem Hovedfløjen og »Asylet« var lavet en
Forhøjning af Tønder og Brædder, og her sad Auktionarius og raabte,
saa hans Stemme skar gennem Larm og Snak.
Det var egentlig Isidor Seemann, der skulde have fungeret som
Udraaber, men han havde overladt Sviren til anden Fuldmægtig:
-- Tre Kroner og femoghalvfjerds! skreg denne Stedfortræder
muntert frem over Hovederne paa Forsamlingen -- Tre Kroner og
femoghalvfjerds! ... Ingen bedre? Ingen bedre? ... Det er en ganske
dejlig Overfrakke! Der er ligefrem Silkefoer i den! ... Det er noget
for _Dem_, Kristian Poulsen (Han pegede frem mod en lille grinende
Bondemand)! Tre Kroner og femoghalvfjerds for en silkeforet
Overfrakke, det er jo Røverkøb! Naa, Kristian Poulsen, bli'er det til
noget? (Kristian Poulsen nikkede) _Fire_ Kroner! Første ... anden ...
tredje Gang! _Fi-re Kro-ner!_ ... Bum! (Hammeren faldt.) Værsgod,
Kristian Poulsen! Slid Frakken med Helsen! ... Eller lad den sy om
til Deres Svigermoder, hun har vist godt af at blive silkefoeret!
Publikum klukkede og vred sig af Latter.
Et nyt Nummer blev raabt op ...
-- --
De Uldahlske Damer havde lukket sig inde paa deres Værelser.
Men Nils havde taget Martyriet paa sig og gik stille og ydmygt
omkring mellem Mængden. Arrene fra Kampen med Forvalter Larsen saas
endnu tydelig i hans Ansigt; navnlig det store, blodrøde tværs over
Næsen. Men Nils bar dem uanfægtet til Skue; og Fred og Forsoning
lyste i hans Øjne.
Denne Helgen-Adfærd beredte mangen en tilstedeværende en dyb
Skuffelse. Man havde glædet sig til at se »Godsejeren« vakle drukken
rundt og larme og rase, som han ellers plejede, naar den mindste
Smaating stod ham imod.
Der var endogsaa en forstærket Politistyrke af to Mand til Stede!
Men her, hvor Nils Uldahls Gods og Ejendom under Latter og
Vittigheder spredtes for alle Vinde, og en nyfigen og skadefro Hob
dulgt og aabenlyst frydede sig over hans Hjems Ruin, her gik han selv
fredsommeligt om, rolig og behersket, som vedkom den hele
Vederstyggelighed slet ikke _ham_.
Det var til at ærgre sig pukkelrygget over! ... Men der kom da Gud
være lovet Hans Henriksen og Kone fra Ravnsholt ... og de stilede
lige hen imod Nils ... saa nu _maatte_ det da forhaabentlig ende med
en Komedie!
Og man noterede med Tilfredshed, at det store Ar tværs over
Godsejerens Næse, blev end rødere og kendeligere, da han fik Øje paa
Parret ...!
Minka gik og lo og talte højt og pegede de Sager ud, som hendes Mand
burde købe.
-- Hyss! Der er Godsejeren! sagde Hans pludselig og vilde dreje af.
Men Nils rakte venligt smilende Haanden frem og sagde:
-- Goddag, Hans Henriksen ...! Ja, nu er det _Dem_, der skal tage
Kampen op her. Bed Vorherre hjælpe Dem, at De ikke farer i _mit_
Kølvand!
Og da Hans stod stum uden Evne til at klare Øjeblikket, vendte Nils
sig til Minka:
-- Goddag, lille Frue ...! Saa De er ogsaa kommet til Auktion ...
-- Ja--e ... stammede Minka rødmende. Det var deres første Møde efter
hans Voldtægtsforsøg.
Men Nils klappede faderligt hendes buttede Kind og fortsatte:
-- Ja, se nu at faa Manden til at købe saa meget som muligt ... saa
bliver det da, hvor det hører hjemme.
Og han klappede hende engang til og gik smilende bort ...
-- Satans ogsaa! mumlede Bønderne skuffet -- Hva' gaar der af ham i
Dag!
... Da tonede Forvalter Larsen frem, lang og overmodig.
Han hilste højrøstet paa de omkringstaaende, medens han haanligt
plirende saa' hen mod sin fordums Herre og Husbond:
-- Saadan skal de ha' det, de Smørtyve! fniste han.
Nils Uldahl standsede sin Gang, da han hørte Forvalterens onde
Fnisen.
Saa gjorde han sindig omkring og gik tilbage. Hans Ansigt var blegt,
og Arrene stod i det som Strimer af Blod.
-- _Endelig!_ tænkte Bønderne befriet -- Nu _kommer_ det!
Men paa ny bød Nils Uldahl fredsommeligt en Haand frem:
-- Forvalter Larsen, sagde han, og kun faa opfattede, at hans Stemme
dirrede en Smule -- kan De tilgive en gammel Mand hans utidige
Overilelse ... Jeg gør Dem herved min Undskyldning! Vil De række mig
Deres Haand som Tegn paa Forsoning?
Forfjamsket stak Forvalteren sin Haand frem, og Nils greb den og
trykkede den ...
Og da Nils Uldahl endogsaa senere paa Dagen gik hen og hilste paa sin
Arvefjende gamle Søren Jensen, »Studeprangeren«, der havde købt hans
Fædrenegaard Egesborg, indsaa Bønderne, at Godsejeren havde taget
Skade paa sin Forstand og opgav ham ...


Frøken Charlotte havde gjort sin Fader Uret ved ikke at ville tro paa
hans gennemgribende Sjælsomvæltning; thi Dag fulgte paa Dag uden at
Nils Uldahl i mindste Maade faldt tilbage til sit gamle syndefulde
Levned. Spiritus nød han ikke mere, Kort rørte han ikke, og ikke saa
han ad Kvinder til.
Ja selv sin Hjerteven Smeden, der paa ny havde meldt sig til
Tjeneste, viste han Vintervejen.
Naturligvis dog først efter i milde Vendinger at have prøvet paa at
tale til hans udødelige Sjæl ...
Gribende var det at se disse to gamle Kombattanter, hvidhaarede og
arrede af den samme Livets Kamp, sidde tørmundede Side om Side i
Taarnværelset ved hint alderstegne Mahognitræs Klapbord, hvorover
fordum Vinen havde flydt og Kortene danset ...!
Nils Uldahl havde fortalt om, hvorledes Frelsen var kommet til ham
gennem hans kære, salige Moder, der havde vist sig for ham i Drømme
og ved sine Ord og Bønner manet ham bort fra Fortabelsens brede,
asfalterede Vej ind paa Forsagelsens smalle og stenede ditto:
-- Smed, Smed! endte han sin ophøjede Tale -- Vend om! Vend om! Ogsaa
_Din_ Besøgelsestid er nu inde!
Men Smeden kneb underfundigt et Øje sammen:
-- Og Godsejeren vil heller ikke mere ha' med _Fruentimmer_ at gøre?
spurgte han.
-- Nej, nej! sagde Nils forfærdet -- Aldrig!
-- Men hvor vil Godsejeren saa blive af med 'et, da?
-- Det maa Gud om!
-- Og _drikke_, vil Godsejeren heller ikke mere?
-- Nej!
-- Jamen hvad er der saa tilbage, spør jeg?
-- Fors_a_gelsen, Smed! Den store Glæde ved Fors_a_gelsen!
Men Smeden rystede sit hvide Hoved.
-- Jeg synes saamæn, vi maa forsage nok i Forvejen, sagde han -- at
Vorherre gerne kunde unde vos de Par Fornøjelser, der er til Rest!
Og atter kneb han skælmsk et Øje til:
-- Vil Godsejeren kanske saa heller ikke _spise_ mere?
Nils smilede overbærende:
-- Jo, _spise_ vil jeg, sagde han -- Men kun det _fornødne_!
-- Naa _dog_! nikkede Smeden, og Latteren tog ham -- Ja, saa
Velbekomme da! sagde han og stod op -- Og Adjøs med det samme ... Og
god Fornøjelse!
-- Tænk nu over mine Ord, Smed! raabte Godsejeren efter ham.
-- Ja -- ha--ha--a! sagde Vennen og fôr af Sted.
Nils Uldahl saa ham fra sit Vindue flygte krumrygget ned gennem
Gaarden. Benene slog sommetider ligefrem Kryds under Smeden, saadan
lo han.
Men dette rørte ingenlunde Hr. Nils. Han vidste jo, at Forsagelsens
Vej var kantet af Haanens Torne og Spottens Skarntyder ...


Det var Bortrejsens Dag ...
Familien Uldahl sad om Frokostbordet i Spisestuen. Hen paa
Eftermiddagen skulde man forlade Havslunde.
Kasser og Kurve stod fuldt pakkede langs Væggene, og Sække med Linned
og Klæder, og Byldter af Dyner og Puder.
Vinduerne var uden Gardiner. Dagslyset faldt skærende ind over det
hele Kaos ...
Man spiste under fuldstændig Tavshed. Kun af og til lød et »Værsgod«
og et »Tak«, naar Fadene gik rundt ...
Pludselig dukkede Frøken Sofies lille, blege Ansigt op foran en af
Ruderne ud mod Haven; men forsvandt straks igen, uden at nogen havde
set hende.
Nils Uldahl sad og stirrede vedholdende ned i sin Tallerken. Foran
ham stod et Glas Mælk ...
Ved Fru Lines Formidling havde han i de sidste Par Uger hver Dag
deltaget i Familiens Maaltider. Og naar om Aftenen Lampen i
Dagligstuen blev tændt, gled han stille ind fra Døren til Entréen og
satte sig paa en beskeden Stol i en Krog taknemmelig over, at man
ikke viste ham bort, eller rejste sig og lod ham ene tilbage ...
Alt dette havde Fru Lines varmtfølende Hjerte og gode milde Ord lidt
efter lidt faaet gennemført.
Kun Frøken Sofie holdt sig vedblivende urokkelig afvisende overfor
enhver Art af Forsoning. Faderen var endogsaa blevet hende om mulig
endnu modbydeligere siden hans Ydmyghedsperiode var begyndt. Hun
spiste aldrig sammen med de andre; og hun forlod et Værelse, saasnart
Nils viste sig. Han syntes hende et lumsk og urent Dyr, og hun flyede
gysende hans Nærhed. En Dag, da hun og Nils tilfældigvis mødtes i
Entréen, og han frygtsomt og bønfaldende havde lagt sin Haand paa
hendes Skulder, flygtede hun ud i Gaarden og kastede op af Væmmelse
ved hans Berøring.
Fru Line havde atter og atter tryglet og bedt hende om at beherske
sig. Men Sofie havde vendt sit forskræmte Ansigt op mod hende og
sagt:
-- Jeg _kan_ ikke, Mor, jeg _kan_ ikke! Det nytter ikke!
-- Jamen, lille Sofie, husk dog paa, at naar vi nu flytter til Byen
og faar en meget mindre Lejlighed, saa bliver Du jo nødt til at ...
Sofie afbrød hende:
-- Jeg flytter ikke med! sagde hun haardt -- Og lad mig saa være i
Fred!
Og Fru Line havde resigneret bøjet Hovedet. Hun forstod ikke sine
Børns haarde Hjerter ...
Og da hun senere oppe i »Kapellet« efter Sædvane havde taget sine
Kort frem for ved deres trofaste Hjælp, at søge Trøst og Oplysning
for Fremtiden, havde der midt i en ellers løfterig Stjerne pludselig
lagt sig et sort og uigennemskueligt Spader-Es i Vejen, saa at alt
fremdeles henlaa i Uvished og Mørke ...
-- --
Ogsaa fra Samkvemmet med sine Søstre havde Frøken Sofie trukket sig
tilbage. Hun fandt i sit lille, oprørske Hjerte, at de bar sig lavt
og usselt ad ved saaledes at tage Faderen til Naade, blot fordi han
nu, som hun i sin ungdommelige Kortsynethed kaldte det: »krøb og
logrede og skabede sig hellig!«
Og hun undgik deres Selskab og strejfede Dagene igennem kun fulgt af
Tyrk rundt i Skovene og langs Bugtens Strand ...
Hun var som en fredløs og vildfarende lille Fugl, der en Nat
pludselig er vaagnet af sine Drømme og har set, tæt foran sig, i et
Kattedyrs gulgrønne Blik al Livets isnende Rædsel ...
Kære, kære Isidor (skrev hun for sidste Gang i sin Dagbog), jeg kan
ikke mere holde Livet ud. Naar de andre i Eftermiddag tager herfra,
tager jeg ikke med. Jeg _vil_ ikke bort fra Havslunde! Jeg vilde jo
alligevel bare springe af Vognen og skrige og skrige og løbe tilbage
og blive vanvittig af Længsel! Hvor kan man dog elske et Sted saa
højt, hvor man har haft det saa ondt? Jeg véd det ikke. Nej jeg vil
dø, det er det eneste, der er for mig at gøre. _Og saa er der jo
ogsaa alt det andet forfærdelige, jeg har oplevet, Isidor, baade det,
jeg har fortalt Dig, og det ingen Mennesker nogen Sinde skal faa at
vide, og allermindst Du!_ Der er et Sted nede ved Bugten ved de to
høje Klitter, der kan I finde mig, der er saa kønt. Jeg véd godt, at
Tyrk vil springe ud efter mig, men saa tager jeg ham om Halsen og
trækker hans Hoved ned under Vandet, og saa synker vi begge to.
Farvel, Farvel, kæreste, kæreste Isidor! Glem mig ikke! Men jeg er
alligevel saa bange!
Din lille
Sofie Uldahl-Ege
Død den 28. August 1904.
Nu sluger jeg det Stykke Radérgummi, som jeg tog inde paa dit
Skrivebord; det skal ingen andre eje.


EPILOG


Det var en Søndag Formiddag op under Jul. Der laa Sne over Byens
Tage; og alt var øde og tomt ...
Men saa faldt pludselig Kirkeklokkerne i, de hellige Porte sloges op,
Menigheden fyldte Gaden, ønskede hinanden Velbekomme og ilede hjem
til Middagsmaden.
Nils Uldahl og gamle Fru Thora Seemann forlod Kirken Side om Side,
Salmebøgerne havde de i Hænderne.
-- Vil Fruen ikke tage min Arm? Det er lidt glat.
-- Jo Tusind Tak ...! Ja, det er lidt glat med den Sne. Men ellers et
yndigt Vejr saa mildt og stille. Hvem skulde tro, at det snart var
Jul! ... Hvordan har de det hjemme?
Fru Thora vidste godt, at Nils ikke havde videre Samkvem med
Familien; men hun holdt paa Formerne.
-- Jo Tak, rigtig godt.
-- Fruen og Døtrene komme aldrig i Guds Hus, synes jeg ...?
-- Nej, desværre ...! Pas paa den Glidebane dér!
-- Ja, jeg ser den, ja; de Børn, de Børn; men det er jo _Børn_! ...
Det var en yndig Præken i Dag; synes De ikke, Hr. Uldahl?
-- Udmærket! Jeg kommer til at sætte mere og mere Pris paa Provst
Lindemann.
-- Ja, han _er_ en dejlig Mand, _dejlig_! ... Tak, ja nu er jeg jo
allerede hjemme. Og Tak for Led_sa_gelsen.
-- Nej, jeg følger da virkelig Fruen op ad Trapperne!
Den gamle Dame lo fornøjet:
-- _Gør_ De? Ja De er en udsøgt Kavaler, _er_ De!
Da Nils havde ringet paa, og Fru Seemann stod i Entréen, sagde han:
-- Ja, saa kommer jeg altsaa paa Tirsdag?
-- Ja, Tusind Tak! De véd ikke, hvormeget De er for mig!
-- Følelsen er gensidig, kære Frue! Det giver en saadan fælles
Tryghed at være sammen med Mennesker, der forstaar En!
-- Gud velsigne Dem, ja, ikkesandt?... Tør jeg bede Dem hilse hjemme.
-- Jeg i lige Maade Deres Mand.
-- Tak! ... Ja, saa paa Tirsdag?
-- Paa Tirsdag, ja! ... Farvel, kære Fru Seemann, og Tak for i Dag.
-- Farvel, farvel, kære Hr. Uldahl! Og Gud velsigne Dem en Gang til
for det, vi er for hinanden!
-- --
Nils Uldahl havde vundet gamle Fru Seemanns Hjerte ved at fortælle
hende hele sin Lidelseshistorie med sin Kone og sine Børn, som ved
deres Uvenlighed imod ham havde drevet ham ud i et syndigt Liv. Og
dernæst berettede han den kønne Historie om, hvorledes hans kære,
afdøde Moder havde bevirket hans Omvendelse ved at vise sig for ham
med Maning og Bønner.
Hvorefter Fru Seemann fuldstændig overvunden havde faaet ham optaget
i Menigheden.
Og nu kom han hyppig paa Besøg hos hende, hvor de sad i Minde-Sofaen
og talte om de højeste Ting, medens gamle Fader Seemann uimodtagelig
for alle denne og den hinsidige Verdens Narrestreger læste sine
Aviser i Dagligstuen ved Siden af ...
Men det dybeste og uudsletteligste Indtryk havde dog Hr. Nils gjort
paa Fru Thora ved indgaaende at forklare og udlægge for hende Dogmet
om den ubesmittede Jomfrufødsel; dette fundamentale Spørgsmaal, som
ikke engang hendes kloge og højtelskede Søn Isidor havde turdet tage
op til alvorlig Behandling ...
-- --
Familien Uldahl var flyttet ind paa første Sal i en gammel
Købmandsgaard, der laa ved Byens søndre Port.
Fru Line og Pigebørnene havde lejet Lejligheden, fordi der hørte en
stor gammel Have til. Saa var Overgangen ikke _just_ saa svær. Og
blive paa Egnen vilde de; nu havde Fru Line jo desuden ogsaa faaet
Frøken Sofies Gravsted at pusle om ...
Nils forholdt sig ganske passiv til sin Families Handlinger,
taknemmelig over, at man ikke ganske forstødte ham. Stille og
beskeden førte han sig op. Og da han paa sit ydmyge Forslag om af
opportune Hensyn at dele Soveværelse med sin Hustru som i gamle Dage,
fik et betuttet Afslag, valgte han sig, for at genere saa lidt som
mulig, et Par afsides Værelser oppe paa Loftet ved Siden af
Pigekammeret.
Og her levede han tilbagetrukkent og stille og viste sig kun ved
Maaltiderne....
Men denne hjerteløse Forvisning fra Arne og Seng vakte naturligvis en
betydelig Opsigt i den lille By. Gamle Fru Seemann paastod ligefrem
at det var _skændigt_, som hans Damer behandlede ham. Rundt i andre
kristelige Hjem sagde man det samme. Og Nils blev lidt efter lidt
betragtet som noget af en Martyr.
Selv det, at han et Par Gange, inden Naaden endnu ret havde faaet
Krammet paa ham, havde haft et let Tilbagefald og var blevet set
beruset paa Gaden, afkræftede ingenlunde hans Anseelse. Han angrede
nemlig saa aldeles nydelig bag efter, levnede sig ikke selv Ære og
sagde, at det skulde ikke undre ham, om Gud til sidst mistede
Taalmodigheden ...
Saa ofte Lejlighed gaves, gik han i Kirke. Og udsatte sig end
yderligere for Verdens Spot ved Morgen og Aften at uddele religiøse
Traktater til Arbejderne. Ja, han optraadte endogsaa af og til i
gudelige Forsamlinger og lagde hele sin Fortid blot; hvad der vandt
ham mangt et Øre i Menigheden ...
Kun Fru Line og hendes Døtre forholdt sig stadig uforstaaende og
afvisende over for denne Bevægelse.
Fru Line var bleven mere og mere indesluttet og faamælt siden sin
Yndlingsdatters saa sørgelige Død. Ikke engang Kortene ydede hende
længere nogen Trøst. Hun havde læst Frøken Sofies Dagbog, førend hun
overleverede den til Isidor Seemann; og denne Læsning havde røvet
hende hendes vante Ro. Hendes Mod var brudt, og hendes forhen saa
stærke og taalsomme Sjæl havde mistet sin Spændkraft; thi hun havde
jo ikke engang haft Evne til at forstaa og hjælpe sit stakkels,
ensomme Barn. Og hun gentog fortvivlet den brystsyge Jens Olufs Ord:
Det nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene boer saa langt fra
hverandre! ... Og hun havde dog haft den mest redebonne Vilje ...
Kun naar hun sad i Lurvadts og Rottbøls lille Værelse henne i den
Stiftelse, hvor Pigebørnene havde faaet dem anbragt, fandt hun en
stakket Trøst. Lurvadt maatte da atter og atter berette om alt, hvad
hun kunde huske om Frøken Sofie, muntert og bedrøveligt mellem
hinanden.
Og Fru Line sad saa og lyttede stille til, medens Rottbøl i et
Hjørne af Stuen puslede med sine Dukker og nynnede sin Yndlingssang
om Drømmenes skyløse Lande ... Eller jonglerede med et eller andet
mærkeligt Ord:
-- Fallitgaard, Lafitgaard, Fallit--skidt--Kredit-Gaard! var den
nyeste Forøgelse af hendes Repertoire ...
Og som Fru Line hensled Livet, saaledes ogsaa hendes Døtre. De
passede sig selv og gik hver sine Veje.
Frøken Anna sløsede Dagene igennem ved en Bog, som hun aldrig læste
i. Og Frøken Charlotte og Frøken Frederikke sad dampende paa deres
Piber og fordybede sig, hver paa sin Maade, i Tanken om Tiltrækningen
mellem de menneskelige Køn ...
_Kun Martyren, Nils Uldahl-Ege, den ringeagtede, den fornægtede, den
i enhver Henseende forhenværende rejste højere og højere sit hvide,
kampslagne Hoved sejrrigt over Fortidens Aske:_
#Thi han havde fundet Gud ...#