Fædrene æde Druer, Roman - 02

Men i Tiden paa Thorsminde gik alt endnu roligt og godt. Og da Parret
senere efter Etatsraadens og hans Kones Død flyttede til
Havslundegaard, levede det ogsaa her i de første Aar nogenlunde
fordrageligt. Fru Line fødte sin Mand ialt syv Døtre, hvoraf de tre
ældste døde som ganske smaa, medens de andre efterhaanden voksede op
til blomstrende og blondlokkede unge Kvinder, som fordum deres Moder
var det, da Nils Uldahl i Tidernes Morgen saa hende i Æblehaven ved
Husum Kro.
Kun Frøken Sofie var som sagt mørkhaaret og brunøjet. Jomfru
Ingwersen sagde, at hun lignede sin Farmoder, Etatsraadinden, der jo
var »født et Steds dernede i Varmen«.


Der var i Havslunde Park, hvor denne paa en trehundrede Alen gik ned
til Strandkanten, en stor, halvcirkelformet Lysning kaldet
»Badeplænen«. -- Naar man stod oppe paa Havesalens høje Stentrappe og
saa frem over Borggravens Bro, saa man den i Solskinsvejr ligge som
et gyldengrønt Tæppe for Enden af den lange Lindeallé. Og bag Tæppet
igen laa en smal Stribe skinnende hvidt Sand, og saa kom Bugten med
sine blaagraa Bølger ...
Herned flyttede Fru Line paa Sommerformiddage efter Frokosttid sin
hele Børnestue med dens Inventar af Ammer, Barnevogne, Vugger, Børn
og Legetøj. Det var et Mylr som af en Folkevandring, naar Toget trak
gennem Lindealléen. Og naar man slog Lejr paa Plænen hernede,
kastedes Lyden af Stemmerne, Latteren og Tummelen vidt ud over
Bugtens Vand ...
Paa en højrygget, hvidmalet Tremmebænk, der i Tiden af Pigebørnene
fik Navnet »Fruens Stade«, sad saa Fru Line og Jomfru Rottbøl med en
Stabel Børnetøj imellem sig og syede, stoppede og bødede, medens
Legen gik i Solskinnet mellem Barnepigerne og de større Børn, og
Ammerne i Skyggen under Træerne puslede med Vuggerne. Thi det hændte,
at man paa Havslunde i de Aar havde _to_ Spædbørn at sysle med paa én
Gang, det ene paa nær kun godt ni Maaneder ældre end det andet ...
Naar Fru Uldahl sad her paa sin Bænk med sine Børn omkring sig,
omgivet af Parkens og Gaardens trygge og skærmende Ly, var hun fuldt
ud tilfreds og lykkelig. Og hun følte i saadanne Stunder en dyb
Taknemmelighed gro i sig mod den Mand, der havde gjort hende delagtig
i alt dette, havde valgt netop hende til sit Livs Ledsagerinde og
trofast havde holdt fast ved hende i de Aar, da alle stod dem imod og
skjult og aabenlyst arbejdede paa at drage ham fra hende ... Og naar
hun derfor uden nogen Art af Vægring aabnede sin Favn for ham og
syntes beredvillig at give sig hans hede og utæmmede Sanser i
Vold, saa var det for hende snarere som en Indfrielse af en
Taknemmelighedsgæld, end det just var, fordi hendes Blod flammede og
sydede i fuld Samklang med hans.
Og én Grund endnu var der, hvorfor hun stedse var ham beredt og
lydig, skønt hans erotiske Krav til hende, alt som Aarene gik, gav
sig selsommere og selsommere Udslag. Hun forstod nemlig, saa dybt hun
nu havde lært ham at kende, at bøjede hun sig ikke paa dette Punkt
blindt for hans Vilje, vilde deres Samlivs tilsyneladende saa jævne
og fredelige Harmoni være brudt. Derfor tvang hun sig og var ham
hørig, selv om hendes ufordærvede og kyske Natur atter og atter
rejste sig i skamfuld Protest.
-- --
Der laa i Lysningen, paa Grænsen mellem Plæne og Strand et Badehus.
Døren vendte ud imod Havet, og fra en hvidmalet Flagstang over den
vajede en lang, dannebrogsfarvet Vimpel.
I dette Badehus næsten boede og levede Børnene, da de blev ældre,
Sommerdagen lang. De klædte sig af og paa inde i Huset, laa og
strakte sig paa Strandbredden og lod sig gennembage af Solen, vadede
ud og dukkede sig i Bølgerne, kom atter tilbage skinnende af Væde,
rullede sig i Sandet og lod sig dænge til af hverandre, saa at deres
smaa, vævre Legemer saa ud, som var de pudrede, naar de igen plaskede
ud i Vandet ...
Dette var Børneleg i Dag og Sol. Men rundt paa Egnen sneg det Rygte
sig, at naar Natten faldt paa, og kun Maanen lyste over Bugtens Vand,
»legede« paa Strandbredden hernede to andre hvide og nøgne
Menneskebørn -- Herren til Havslundegaard og hans lydige Frue.


Saa indtraf for omtrent femten Aar tilbage hin Begivenhed, der med ét
Slag og for stedse satte en Mur imellem Ægtefolkene.
Mange kaldte Fru Uldahls Adfærd den Gang for rent ud taabelig og
meningsløs, for Herregud, vi lever nu dog engang paa Jorden! -- Men
hun handlede, som hun handlede, fordi hun i Følge sin usammensatte og
retlinede Natur kunde ikke andet.
-- --
Det var en Majdag med Sol og syngende Lærker.
Nils Uldahl havde ved Frokostbordet paa Børnenes Vegne spøgende
ansøgt Lærerinden om, at de i Anledning af det pragtfulde Vejr maatte
faa fri fra Skole.
Dette var naadigst blevet bevilliget, og Fru Line var da gaaet med
den lille, den Gang fem-seksaarige Anna ned i Strandskoven for at
plukke Anemoner.
Men en halv Time efter kommer saa Barnet løbende ganske forstyrret af
Graad og Fortvivlelse ind i Køkkenet og beretter, at Moderen var
faldet om nede i Granskoven og kunde ikke rejse sig og vilde ikke
svare.
Men da de skyndte sig derned, Husjomfruen og begge Stuepigerne, efter
først at have sendt Jørgen Tjener ud for at lede efter Husbond, mødte
de paa Stien over Enghavemarken Fru Uldahl, der langsomt kom gaaende
op imod Gaarden. Hænderne holdt hun presset haardt ind mod
Underlivet, og kun Fod for Fod slæbte hun sig frem ... Hun var den
Gang højt frugtsommelig med sin yngste Datter, Sofie.
-- Men Frue dog! Er Fruen blevet syg?
-- Ja ...
Og varsomt ledte de hende hjem og bragte hende til Sengs. Og medens
de endnu gik og syslede om hende, stod pludselig Nils Uldahl bleg og
ophidset i Sygeværelsets Dør:
-- Hvad er her paa Færde?
-- Fruen er blevet syg ...
-- Naa--e, det er vel ikke værre ... Jeg skal ringe, hvis der bliver
Brug for Jer.
-- Jamen, Husbond ...
Han stampede forbitret i Gulvet:
-- Gaa, sagde jeg!
Og Kvinderne listede ud ...
Da Døren havde lukket sig efter dem, traadte Nils hen til Sengen:
-- Undskyld, at jeg blev heftig; men de Fruentimmer irriterede
mig ...
Fru Line svarede ikke.
Saa smilede han dumt, søgte at mande sig op og sagde flot og
friskfyragtig:
-- Er det nu noget at tage sig saa nær, Line ... Hva' Fanden, den
Smule Kys paa en Foraarsdag, hi-hi! Du véd jo, at Du og jeg har det
saadan sammen, at ingen for Alvor kan komme os imellem.
Hun saa forvildet op paa ham:
-- Ja, Nils, ja ... sagde hun -- men jeg vil hellere vente med at
tale med Dig til en anden Dag ... jeg er saa træt.
-- Hum! ... Det er saagu' din egen Skyld da! Du kunde jo ha' taget
det roligt og ... og gemytligt, som den Bagatel det er. Ikke? Er det
ikke din egen Skyld, synes Du?
-- Jo ... Men lad mig nu være lidt alene, Nils ...
-- Som Du vil!
Han gik tæt hen til Sengen og bøjede sig ned over hende:
-- Vi to, der har det saa godt sammen, som ingen andre ... hviskede
han kælent og tog om hende.
Hun trak sig sky og hastig bort; hendes Øjne blev store og fulde af
Angest.
-- Hæ! lo han ondt -- hi, hi! Ja, Du er sgu en rar Mimose! Og det
klæder Dig, efter alt det, der er foregaaet imellem _os_! ... Men det
bliver værst for _Dig_!
Og han forlod Værelset og smældede Døren i efter sig ...
-- --
Da han var borte, lukkede Fru Uldahl Øjnene og laa stille hen. Der
gled af og til ligesom en Iling af Smerte frem over hendes Ansigt,
thi Tankerne lod hende ingen Ro ...
Der var hændet »den Bagatel«, at hun paa sin Spadseretur nede i
Strandskoven havde set Nils sidde paa en Digekant inde mellem
Granerne i hed Omfavnelse med Børnenes Lærerinde. Og i samme Nu var
Fru Line sunket til Jorden tvunget i Knæ som af en stor, grum Haand,
der havde knuget sine Staalfingre ind om hendes Hjerte ...
Men det var ikke just det, at Nils havde kærtegnet en anden Kvinde,
der voldte hende den dybeste Ve, thi hun havde levet længe nok til at
lære, at Mændene uden Skrupler tager al den Gunst og Gave, der bydes
dem. Nej, det, der voldte hende den bitreste Pine var, at hun i alle
disse Aar _forgæves_ havde givet sig hans syge Sanser i Vold. Det var
det, der nu, da hun saa pludselig og uforberedt saa ham begære en
anden, en _ny_, havde grebet hende med en saa stivnende Forfærdelse,
at hun et Øjeblik havde troet, og _haabet_, at det var Døden, der kom
... For Børnenes Skyld og for Hjemmets Skyld havde hun ofret sig. Og
fordi hun vidste, at han var syg. Og fordi han virkelig engang havde
holdt af hende, hvad hans Breve beviste. Og fordi hun _nu_ følte
Medlidenhed med ham. Og fordi han _dengang_ havde gjort hende til
sin Hustru -- og fordi, og fordi, og fordi ...!
Alt dette malede rundt i hendes Hjerne; og altsammen endte det
ufravigelig i denne ene forfærdende Tanke: At nu var det hele
forgæves ...
Der blev banket paa Døren, og Husjomfruen traadte ind:
-- Hvordan har Fruen det?
-- Jo, Tak ... nu gaar det bedre ...
-- Skal vi saa ta' Kernemælkssuppe eller Sulevælling til Forret, Frue
...?


I godt fjorten Dage holdt Nils Uldahl sig borte fra sin Kones
Sygeværelse. Men hver Morgen afleverede Jørgen Tjener hans Kort ved
Døren og forhørte til Fruens Befindende. -- Der laa til sidst en hel
lille Stabel Visitkort paa hendes Toiletbord:
+----------------------------+
| |
| Nils Uldahl-Ege |
| |
| Havslundegaard. |
+----------------------------+
Saa endelig midt i tredje Uge, en Formiddag i den reglementerede
Visittid, mødte Hr. Godsejeren selv frem.
Han var i sort Frakke, lyse Benklæder og Lakstøvler (dog uden
Handsker og Hat). Og han trakterede sin Frue med den udsøgteste
Høflighed. Bevidnede hende sin dybe Glæde over, at hun atter
befandt sig vel, og udtalte Haabet om snart at se hende nede i
Dagligværelserne.
Der blev ikke nævnet et Ord om Lærerinden og Granskoven. Og efter en
halv Times Forløb trak han sig høfligst tilbage for ikke at
»fatiguere« ...
Men samme Dags Aften, da alle var gaaet til Ro, trængte han beruset
og larmende ind i Soveværelset og krævede sin Ægtemandsret. Og Fru
Line maatte true med at ringe paa Hjælp, før hun atter fik ham paa
Døren.
-- --
Endnu et Par Gange forsøgte han at tiltvinge sig sin gamle Magt over
hende. Første Gang ved at trygle og græde og kaste sig paa Knæ og
angre og love Bod og Bedring og evig, ubrødelig Troskab: »Hun var dog
hans eneste virkelige Kærlighed!« -- Anden Gang ved i drukkent Raseri
at lægge Haand paa hende og slaa hende i Gulvet og skrige op om at
jage hende nøgen ud af Gaarden tilbage til det »Bonderak«, hvorfra
hun var kommet.
Men Fru Line forblev ubøjelig. Og hun lod sin Seng flytte ud af det
hidtil fælles Soveværelse og ind i et Værelse ved Siden af
Barnestuen.
Hvilken Manøvre han øjeblikkelig besvarede med helt at rømme bort fra
første Sal og etablere sig som Martyr i to smaa Rum i Taarnets
Stueetage ...


Det var frygtelige Aar, de der nu fulgte. Og havde ikke Fru Uldahl
haft denne næsten reflektionsløse Hengivelse i Skæbnen, som saa
afgjort prægede hendes Liv i gode som i onde Dage, havde hun vel
næppe heller staaet dem igennem uden at tage Skade paa sin Sjæl.
Men nu var det tværtimod, som om hun voksede med Ulykken, blev
større, rummeligere, mere overlegen. Ja, der udviklede sig endogsaa
hos hende lidt efter lidt en Art sørgmodig Humor, som fik hende til
at se paa Begivenhederne fra oven og nedefter, og som var vaagnet i
hende i de vidunderlige Dage, da hendes Mands chevalereske Visitkort
hobede sig op paa hendes Toiletbord. Smilende, men gennem Taarer
betragtede hun Livet og dets Foreteelser paa én Gang viis og naiv som
»Folket«, hvoraf hun var rundet ...
Men ligesom dette Folk ikke kan leve og trives ret uden at have
noget, hvortil det kan hælde sit Hoved i Tro og Drøm, saaledes havde
ogsaa hun sin Kimære til Trøst og Husvalelse i vanskelige Timer --
nemlig den saa miskendte og foragtede Kortoplægningskunst.
Hun havde lært denne velsignelsesrige Tilflugt at kende allerede
som Barn, da hun efter sine Forældres Død kom i Huset hos sin
Mormoder, en paa de Tider berømt, gammel Kvinde, der ganske vist
selvfølgelig troede baade paa Gud og hans skinbarlige Modsætning,
men som dog stedse saavel i egne som i andres kritiske Øjeblikke
fik sine Tvivl og derfor greb til Kortene som de eneste alvidende
og ufejlbarlige ...
Imidlertid havde Fru Line i sit Ægteskabs første lykkelige Aar saa
godt som lagt al Religionsøvelse paa Hylden -- Lykken trænger som
bekendt ikke til Narkose. Men da Sorgen kom og Skuffelsen og
Skismaet, tyede hun paa ny tilbage til sin Gud for at finde Kraft og
Lægedom. Og Time efter Time kunde hun nu sidde med sine Kort og
gennem dem vinde den Vished og Tryghed, der overgaar al Forstand. Thi
var Varslerne hende ikke gunstige i første Omgang, lagde hun Kortene
op og op igen, indtil Resultatet slutteligen svarede til
Forventningen. Og gik Lykken hende uvægerligt imod, havde hun jo som
en sidste Balsam alle Nils's Breve fra de gode Aar ...
Hun havde indrettet sig et Slags »Kapel« i det cirkelrunde
Taarnkammer paa første Sal. Og der sad hun saa bag Laas og Rigler og
raadspurgte sine Kort og læste gamle Kærlighedsbreve.
Og samtidig laa hendes Mand i Taarnrummet umiddelbart nedenunder og
sov den natlige Rus ud, som hans Martyrium hyppigere og hyppigere
paalagde ham ...
Saaledes fandt de begge Hvile.


Joachim Uldahl-Ege hed Etatsraadens eneste overlevende Broder. Han
var paa dette Tidspunkt 70 Aar, Ungkarl og ejede Gaarden Store
Ravnsholt et Par Mil sønden for Havslunde. Han var en lille,
firskaaren Træbul med snehvidt Haar og Skæg og en Stemme saa dyb og
rungende, at Børn krøb i Skjul, naar de hørte den. Desuden var han
halt og støttede sig, hvor han gik og stod, til en tyk Elfenbensstav,
der vejede sine fulde fem Pund og var skaaret ud af en eneste Tand.
Denne Stav var Skyld i et ulægeligt Brud mellem Nils og Onkelen. Den
var nemlig et Familiestykke, der var gaaet i Arv i lige Linie fra
Tipoldefader Uldahl, den store ostindiske Købmand, som havde
hjembragt den fra en Rejse. Men saa havde Etatsraaden engang tabt den
i et Parti Billard til Joachim. Derpaa havde Nils ved et Besøg paa
Ravnsholt efter Etatsraadens Død bemægtiget sig Klenodiet og taget
det med sig hjem, idet han paastod, at Faderen ikke havde haft Ret
til at skille sig af med det. Men Joachim var Dagen efter mødt op
med Kongens Foged og havde ladet sig Staven udlægge. Det var denne
Ydmygelse, Nils aldrig havde kunnet tilgive ...
Joachim Uldahl var i de sidste Aar ikke kommet uden for sin Ejendoms
Grænser, »thi hvad ragede det øvrige _ham_!«
Men en skønne Dag holdt han imidlertid i sin lave Jagtvogn foran
Havslundegaards Stentrappe. Han sad midt i den bageste Agestol,
foroverbøjet, støttende sig til den omtalte Stav og dampende af en
sølvbeslagen Merskumspibe med Hans Majestæt Christian VIIIs Billede i
Laaget.
Idet Vognen rumlede over Broen ind i Borggaarden, viste Nils's Ansigt
sig bag et af Taarnvinduerne i Stueetagen, men forsvandt straks igen.
Jørgen Tjener kom ud og tog imod.
-- Er Husbond hjemme?
Jørgen, der havde skarp Ordre til altid at nægte Nils hjemme, saa
idiotisk ud og sagde:
-- Nu kommer Fruen ...
-- Hjælp mig ned!
Tjeneren hjalp; og Joachim stagede sig op ad Trappen.
I Entréen kom Fru Line ham i Møde. Hun var for en knap Uge siden
staaet op efter at have bragt den lille Sofie til Verden. Og hun var
bleg og slank og skønnere end nogensinde:
-- Velkommen, Onkel Joachim ...
Den Gamle saa beundrende op og ned ad hende. Ogsaa hans Hjerte havde
hun straks ved deres første Møde lagt for sine Fødder:
-- Naa, sagde han, da Mønstringen var til Ende -- saa hun _har_
kælvet?
Fru Uldahl rødmede.
-- Hvordan gik det ... _uden_ Dyrlæge?
-- Jo--e, Tak ...
-- Ja, hun har jo Øvelsen!
Da Jørgen havde hjulpet den Gamle Tøjet af gik Herskabet ind i
Dagligstuen.
-- Hvor er Nils?
Fruen saa forlegen i Gulvet.
-- Kan I nu ikke forliges længere?
-- Nej ... lød det sagte.
-- Næ, jeg har hørt om det; det er derfor, jeg kommer. Er det Dig,
der er blevet udtilbens? Det ligner Dig ellers ikke.
Fru Line vidste ikke Raad for at svare:
-- Nej det ... ja det ... stammede hun.
-- Næ, naturligvis er det Nils, den Tamp! Men Børn faar I da; saa til
Tider maa I vel være enige?
-- Det er kommet senere, Onkel, det ...
-- Har han andre Kvindfolk? Det er vel _det_?
-- Ja--e ...
Fru Line vilde ikke have sagt dette Ja; for det _var_ jo ikke det
afgørende, dette med de andre; men ...
-- Ja, det ligner vos! nikkede den Gamle -- vi har aldrig kunnet
taale at se Skørter vi Folk fra Egesborg ... Men naar han har faaet
en Kone som _Du_, Fanden skulde ta' ham, at han saa ikke kan holde
sig til _Dig_. Hvor er han, Bæstet?
-- Aa, Onkel, det nytter ikke ...
-- Jeg er taget herover for det samme!
-- Ja, men ...
-- Hvor er han? Er han maaske stukket af fra det hele?
-- Nej, han ...
-- Naa?
-- Aa, Onkel Joachim, jeg beder Dig ... jeg kender ham ... Og
Menneskene er jo nu engang, som de er ...
-- Gu' er de ej! Hvor har Du ham? Naa?
-- Han har lukket sig inde i Taarnet ...
-- Jeg skal da vel ikke op af _flere_ Trapper?
-- Nej, det er herude ved Entréen ... Men, han lukker Dig ikke ind,
Onkel.
-- Det skal vi faa at se! ... Er hun kommet væk, Lærermo'eren?
-- Ja ...
-- Har I faaet en ny?
-- Ja ...
-- Ligger han ogsaa i med hende?
Fru Uldahl rødmede, men maatte ogsaa smile:
-- Aa, Onkel dog ...!
Joachim stavrede ivrig ud i Entréen og hen til Taarndøren. Fru Line
blev i Dagligstuen.
-- Nils! kaldte den Gamle, og hans Røst gjaldede mod Loft og Vægge --
Jeg vil tale med Dig, Nils ...! og da der intet Svar kom, huggede han
hidsig Stavens Dupsko ind mod Dørfyldingen -- Hører Du ikke, Dreng!
Tror Du, jeg er kommet herover for at holdes for Nar?
Fru Line viste sig i Dagligstuedøren:
-- Han lukker ikke op, sagde hun -- om Du saa satte Ild paa Gaarden!
Men nu steg Vreden den Gamle til Hjernen som ved et Stempelslag. Han
hug Staven ned mod Gulvfliserne, saa at den hoppede højt og var ved
at falde fra ham:
-- Saa gaar jeg ud og splintrer Vinduerne! sagde han -- for _se_ ham
vil jeg Fandentame!
Men Fru Line lagde bønlig en Haand paa hans Arm:
-- Aa nej, Onkel Joachim, det kommer bare bag efter til at gaa ud
over mig og Børnene ...
Den Gamle standsede:
-- Er han da rent splintrende gal, Nils, derinde?
-- Han er begyndt at ...
-- At hvad?
-- ... at drikke ...
Onkelen satte igen Staven haardt i Gulvet:
-- Naa saadan! ... Hør, min Pige, tag nu Du og Ungerne Tøjet paa og
kør med _mig_ til Ravnsholt og bliv dèr med det samme; saa henter
jeg Lærerinden og Jeres andre Pakkenilliker i Morgen ... Du er for
god til dette her Leben!
Fru Uldahl smilede:
-- Hvad tror Du, Madam Henriksen vilde sige? spurgte hun.
-- Hvad rager det hende? Gaarden er vel _min_ ... endnu!
-- Og saa er jeg ogsaa bange for, Onkel, at Du selv vilde fortryde
det, naar Du fik talt os.
-- Tror Du? mumlede han -- Kan sgu gerne være. Men saa _var_ I der!
Han haltede op og ned ad Gulvet:
-- Passer han Gaarden?
-- Ja--e, det gør han vist ... Mig har han jo aldrig sat ind i sine
Sager.
-- De siger, at han spiller?
-- Vel ikke mere end han plejer ...
-- Faar Du, hvad Du skal bruge?
-- Ja.
-- Du skal se, han kommer til at sjokke fra Havslunde, ligesom han
maatte sjokke fra Egesborg!
-- _Det_ kunde han jo da ikke gøre ved, Onkel ...
-- Gu' kunde han saa! Der er ingen, der har Tillid til ham! Han gaar
fallit som alle de andre Ejere af Havslunde ... gid han saa ogsaa
vilde hænge sig! ... Du vil altsaa ikke med til Ravnsholt?
Atter smilede Fru Line:
-- Nej Tak, Onkel Joachim; en Kone bør være, hvor hendes Mand er ...
Jeg er ogsaa den eneste, han til syvende og sidst har lidt Respekt
for.
-- Velbekomme! ... Ja, saa kører jeg igen med min Lamperøg! ... Adjø!
-- Vil Onkel ikke have en Forfriskning?
-- Nej, jeg vil ikke. Jeg spiser kun hjemme! ... Adjø!
-- Har Onkel ikke Lyst til at se Børnene?
-- De hyler jo, bare jeg viser mig!
-- Naa--e, nej, nu er de vokset til og blevet fornuftigere ...
Hun gik ud i Entréen og kaldte op ad Trappen til Børnene, at de
skulde komme ned. De kom ogsaa allesammen myldrende frem deroppe og
stak de smaa lyslokkede Hoveder ud mellem Tremmerne. Men da de saa
den Gamle, hvis Stemme de havde hørt buldre gennem Huset, tog de
øjeblikkelig Flugten tilbage til Barnekammeret.
-- Hø! lo Joachim og kiggede langt efter dem -- det var sgu vist
blevet en nydelig Forestilling, hvis jeg havde faaet _dem_ med til
Ravnsholt! Du er klog nok, lille Line! ... Skal det være et
Farvel-Smask? spurgte han saa.
Og Fru Line, der syntes, at han var bleven behandlet ondt, overlod
ham sin røde Mund, som han anbragte et kraftigt Kys paa ...
Saa tændte han sin Christian VIII og kørte bort.
-- --
Kun to Gange endnu i disse femten Aar kom Onkel Joachim til
Havslunde; men ingen af Gangene fik han Brodersønnen i Tale.
Derimod vænnede Pigebørnene sig lidt efter lidt til ham og besøgte
ham af og til paa Ravnsholt, hvor han da holdt lange Lovtaler for dem
over deres Moder, medens han samtidig betroede dem, at deres Fader
var en Vindbøjtel og burde skydes.
Dette fik imidlertid Nils Nys om og nedlagde Forbud mod Besøgene.
Men han var jo saa ofte borte fra Gaarden ...


Allerede i en Aarrække havde Godsejer Uldahl beklædt Posten som
Havslunde Kommunes Sogneraadsformand. Hans Regeringsform var absolut
despotisk. Og Raadets øvrige Medlemmer, Bønder og Proprietærer,
bøjede sig villigt for ham, da han altid røgtede sin Bestilling til
deres og Sognets Fordel. Ja, det endte endogsaa med, at de i deres
snu Eftergivenhed overlod ham al Korrespondance og alle Regnskaber;
saa at Uldahl til sidst var den eneste i Forsamlingen, der tilfulde
var à jour med Sagerne. --
Men saa indtraf Brudet med Fru Line og Nils's paafølgende »Martyrium«
i Taarnet ...
Han indfandt sig nu pludselig ikke mere ved Sogneraadsmøderne.
Raadets Breve og Forespørgsler lod han ubesvarede. Og da nogle
Medlemmer engang mødte op for at afæske ham en Forklaring, lod han
dem blive staaende uden for i Entréen uden saa meget som blot at
aabne Døren paa Klem, saa at de dog i det mindste kunde se, at der
var Liv i ham.
Dette resulterede selvfølgelig i, at man ved næste Sogneraadsmøde
valgte sig en anden Formand.
Men Nils laa stadig inde med Bøgerne og Regnskaberne.
I samfulde to Maaneder forsøgte man at faa disse Sager fra ham med
det gode. Men han forholdt sig stadig uden Livstegn.
Saa tabte man Taalmodigheden og indgav Klage til Amtet, der kendte
ham pligtig til, under en Dagsmulkt af ti Kroner, at udlevere alle
Bøger og Papirer Sognet vedrørende.
Herpaa svarede Nils undtagelsesvis, at han skulde aflevere Sagerne,
naar det konvenerede ham.
Hvorpaa Amtet lod sige, at hvis ikke »det omspurgte« var kommet
Sogneraadet i Hænde inden fireogtyve Timer, vilde den afsagte
Kendelse faa tilbagevirkende Kraft med og fra den Dato at regne, paa
hvilken den ny Formand var blevet valgt.
Paa dette Ultimatum gav Nils intet Svar. -- Og først en god Maaned
senere sendte han de kriminelle Bøger og Dokumenter af Sted ledsaget
af den ifaldende Bøde sirlig regnet ud paa Dage, Timer, Minutter og
Sekunder og stor: 965 Kr. og 56 Øre ...
Saaledes var Nils Uldahl-Ege i sit private som i sit offentlige Liv.
Og saaledes vedblev han at være, indtil Naadens Tid var inde og det
store Omslag.
-- --
Og dog valgtes han ikkedestomindre nogle Aar senere ind i det danske
Folketing.
Naturligvis stillede han sig som Oppositionsmand. Ikke af
Overbevisning, thi han havde ingen; men dels fordi hans Standsfæller
lidt efter lidt havde trukket sig tilbage fra ham, og dels fordi han
i Følge sit hele Naturel _maatte_ opponere. Han var en af den Slags
»Karakterer«, der i et givet Øjeblik ikke viger tilbage for at hævde,
at Sneen er _sort_. --
Han blev altsaa valgt. Og det, der muliggjorde hans Valg var, at han
netop kom ind i Politikken i den Periode, da Bønderne endnu ikke var
vaagnet til fuld Bevidsthed om deres Magt og Vælde og derfor ansaa
det for noget særlig fint at blive repræsenteret paa Tinge af en
Godsejer -- selv om de Mand og Mand imellem ansaa ham for forrykt. --
Hans Valgmøder rundt i Egnens Kroer og Forsamlingshuse blev et sandt
Triumftog, hvor han hilstes med Hurraraab og Haandklap endogsaa af
sine fordums Kolleger i Sogneraadet -- thi Snakketøj havde han.
Og da han paa selve Valgdagen drev sin Nedladenhed saa vidt, at han
lod spænde for sine Høstvogne, femten i Tal, udstyrede dem med
magelige Halmsæder og Øl og Brændevin, selv anbragte sig som Kusk paa
den forreste og saaledes kørte rundt i Kredsen og samlede Vælgere op,
da hyldedes han endogsaa af Socialdemokratiet som en sand Demagog;
fik i Begejstringens Rus dets Stemmer og stod ved Valghandlingen som
Triumfator over Højre-Kandidaten, der sammen med sine faatallige
Tilhængere kun var mødt frem gaaende paa deres konservative Kød-Ben.
Saaledes sejrede som altid, saavel før som senere saa ogsaa ved dette
Valg, Idealismen i dansk Politik. --
Og i Dag, den 27. September, var Hr. Nils sammen med sin
Økonomiforvalterske, Jomfru Mathilde, rejst til Hovedstaden for efter
Sommerferien paa ny at give Møde ved Rigsdagens Aabning den bekendte
første Mandag i Oktober.


ROMANEN


Spat-Marie, Maren Ørentvist og Johanne Læg-Dig-ned, eller Lig-Johanne
havde været til Pæremarked i Kværkeby og kom nu vandrende ad
Landevejen for hjemgaaende.
De talte og lo og grinede, saa det klang over Markerne. Især var det
Johanne, der var ved Humør; hun dansede sommetider og sang og
sparkede op i Skørterne, saa at de to andre var ved at dø af Latter;
hun havde faaet hældt godt paa Dunken. -- I hver Landsby, de kom
igennem, fôr Hundene halsende ud af Døre og Porte ved Spektaklet, og
Karlfolk og Fruentimmer raabte de tre Madammer an og gjorde Halløj.
Men Kællingerne klaskede sig bare gemytlig paa Bagen og gik videre.
--
Spat-Marie var lille, firkantet og halt. Maren Ørentvist lang og
duknakket. Lig-Johanne høj, knoglestærk og mandfolkeagtig med et
mærkelig fint Raceansigt hærget af Drik og andre Glæder. -- Alle
havde de Kurv paa Armen med Markedsindkøb. Stadshattene med de
brogede Blomster sad dem skævt paa Hovederne; og Kjolerne havde de af
Sparsommelighedshensyn byltet op omkring Livet, saa at de lappede
Underskørter saas og Uldhoserne og Fedtelædersskoene ...
Klokken var godt ti Aften, men det var Fuldmaane; og Johanne havde
købt en Flaske Kirsebærrom til femogtredive Øre, som de diverterede
sig af.
Nu var der faldet lidt Ro over dem, og de gik og talte
sagligt-indgaaende om Spat-Maries vanskabte Datter Alexandra.
-- Hun er ikke noget _Menneske_! paastod Johanne.
-- Hva' _er_ hun ikke? Hva' er hun _da_? spurgte Moderen.
-- Hun er _det_, de kalder en _Munstrum_, forklarede den anden kyndig
-- saadan en, Gud skikker vos i hans Vrede.
Og Maren Ørentvist supplerede:
-- Hun kan jo hverken se, eller høre, eller gaa, eller krybe, kan hun
ikke!
-- Nej, indrømmede Marie -- _det_ kan hun ikke. Men hun har hele
Sanselivet paa _Følelsen_, har hun. I skulde se hende kende baade mig
og hendes Far, saasnart vi bare trine ind i Stuen.
-- _Far!_ grinede Maren -- sagde Du _Far_? _Ham_ fornemmer nok
hverken hun eller Du ret meget til.
-- Saa ham, hun _kalder_ sin Far da, for Saten, dit Fæ! snærrede
Marie arrigt.