Fædrene æde Druer, Roman - 09

Datterbørn til Rynkeby, fem gode Mil ud ad Kongevejen fra Ravnsholt
Gaard og Gods ...
-- --
Men hvad Hans Henriksen ikke talte med sin Moder om, var den
vanvittige Lidenskab, der havde grebet ham efter at eje, kramme og
knuge den lille Djævleunge Minka fra Mosen. Han havde aldrig
fornummet en saadan Følelse før. Han var ganske syg af Begær efter
hende.
Han havde set hende nu sidste Nytaarsdag ved en Dilettantforestilling
i Forsamlingsbygningen. Hun stod i Tableau som »Nattens Dronning«. Og
bagefter havde hun danset og fjaset med de unge Karlfolk, der var
rent vilde efter hende. Hans Henriksen havde hun hverken haft Blik
eller Ord for. Men hans begærlige Øjne havde fulgt hende overalt. Og
med Næverne knyttet i Bukselommerne havde han svoret paa, at hun
skulde blive hans, om han saa skulde passe hende op en mørk Nat og
voldtage hende!
-- --
Minka, der jo var Datter af en baade betitlet og velhavende Mand, var
imidlertid ikke saadan at komme op ved for en halvgammel
Tjenestekarl.
Men saasnart Hans var blevet Godsejersøn, spændte han en Dag for sin
Vogn og kørte i al Hemmelighed til Mosegaarden for at se paa en Tyr,
der stod averteret til Salg.
Han blev særdeles ærbødigt modtaget af Jægermesteren og Frue. Men
Minka saa han ikke noget til; og spørge efter hende vilde han ikke.
Saa tog han Forkøbsret paa Tyren og kørte hjem igen.
Næste Gang, han kørte til Mosegaarden, var netop den Fastelavns
Søndag, Minka skulde til Kostumefest paa Havslundegaard. Og han kom
akkurat, som hun stod i Begreb med at stige til Vogns. Saa heller
ikke dennegang gik det i Orden med Tyren.
Og da han tredje Gang indfandt sig, fortalte Forældrene med megen
Stolthed, at Frøken Charlotte fra Havslunde Dagen i Forvejen havde
afhentet Minka til et længere Besøg.
Nu syntes Hans ikke godt, at han kunde trække Tyrehandelen længere
ud, og den blev derfor afsluttet.
-- --
Men Begæret efter Minka sad ham stadig som en Kræft i Brystet og aad
og gnavede og lod ham ingen Fred.
Han spændte derfor efter en Ugestids Forløb igen for sin Vogn. Men
kørte denne Gang til Havslunde.
Hans havde været Soldat sammen med Nataniel Larsen, Gaardens ny
Forvalter. Og som Paaskud for Besøget angav han, at han kom for at se
paa Konstruktionen af en Radsaamaskine, som han maaske vilde anskaffe
sig Magen til....
De sad inde paa Forvalterens Værelse og snakkede sammen.
Larsen var en høj, knoglestærk Person, sortsmudset og gullig af
Ansigtsfarve, med et Par stikkende, ublufærdige, gulbrune Øjne af
dem, der gør Fruentimmerne løse i Knæene. Han var Præstesøn, men
»uægte« født, idet han var Frugten af en Forbindelse mellem hin
ulykkelige Erotoman, Pastor Mascani til Næsgaardene og Utterslev, og
en Lærerinde ved Navn Ingeborg Larsen.
Navnet Nataniel havde Moderen givet ham i Betragtning af hans
teologiske Afstamning ...
Det var første Gang efter Arvehistorien, at Hans og Nataniel taltes
ved:
-- Ja, nu har Du sgu skudt Papegøjen, Henriksen! sagde Forvalteren --
Satans osse, at Ens Mor var Lærerinde og ikke Husholderske, ha, ha!
Jomfru Helmer kom ind med en Flaske Øl og en Bid Brød. Hun blev
afventende staaende foran Bordet.
Larsen saa haanligt op og ned ad hende:
-- Ja, Tak, Jomfru, sagde han saa snerrende -- _spise_ kan vi selv!
... Den gamle Daase! vedblev han, da Jomfruen gnistrende af Vrede
havde forladt Værelset -- Godt, at hun skal væk til Majdag, saa at
man slipper for hendes Paahæng! ... Du kan tænke Dig, grinede han op
-- at en Nat, straks efter jeg var kommet her til Gaarden, stiller
hun Fandengaleme herinde i Kammeret hos mig og lader, som om hun gaar
i Søvne! ... Ha, ha, men det kan jo nok være, at jeg fik vækket hende
lidt snelt med Vandkanden der henne ... hun er ikke min Type med al
det Sul; mine skal kunne _sno_ sig, forstaar Du!
-- Saa hader hun Dig vel? spurgte Hans.
-- Ja, med Damp, sgu! ... Og jeg har ogsaa stoppet hende i alle de
Rapserier, hun var vant til her fra den forrige Selvmorders Tid ...
At nogen kan blive saa tosset efter et Fruentimmer, det har jeg
aldrig kunnet forstaa! vedblev Forvalteren -- Herregud, man kan jo
gaa hen med 'et til et andet! ... Gud véd for Resten, hvad de to
Kumpaner tilsammen har kostet Godsejeren!
-- Er han ikke gode Venner med hende mere?
-- Næi ... Og nu staar der jo i Aviserne, at han snart skal være
Minister; saa maa han jo rense ud ... for Ministre med Kærester har
man da aldrig set, hi, hi! ... Men vi skal vel over og se paa den
Saamaskine? ...
Da de skraaede over Ladegaarden, mødte de Frøken Sofie, der kom med
en Salonbøsse i Haanden og Tyrk efter sig.
Det gav et Stød i hende af Ubehag, da hun saa Forvalteren. Og Tyrk
viste Tænder og knurrede.
-- Goddag, Hans Henriksen, sagde Frøkenen venligt og standsede foran
ham -- Hvordan lever _De_?
Hans rødmede. Han havde ikke set nogen af Familien Uldahl siden
Joachims Død.
-- Hvordan har gamle Rinaldo det? spurgte Frøkenen og strøg
beroligende Tyrk henover Ryggen for at undgaa Forvalterens sjofle
Øjne, der spillede om hende.
-- Rinaldo er død, Frøken ... Vi skød ham samme Dag, Godsejeren blev
begravet.
-- Kan De ikke komme og gøre det samme ved Tyrk, naar jeg dør, Hans
Henriksen?
-- Frøkenen tænker vel da ikke saasnart paa _det_?
-- Man kan aldrig vide det! lo hun.
Forvalteren trængte sig frem:
-- Har Frøkenen skudt no'en Rotter? spurgte han og pegede paa Bøssen.
Sofie lod, som om hun ikke hørte ham:
-- I har vel ikke fundet Tipoldefars Elfenbensstav? spurgte hun Hans
-- Far fabler bestandig om den i sine Breve.
-- Nej, vi har ikke ... Jeg tror, Godsejeren har taget den med i
Kisten.
Sofie lo:
-- Det kunde ligne ham! ... Naa, Farvel, Hans Henriksen; og hils
Deres Mor! ...
-- _Storsnudet_ Kram! sagde Forvalter Larsen og saa forbitret efter
Frøkenen, da hun gik videre uden tilsyneladende at have bemærket hans
Nærværelse.
-- Jeg synes mere, hun ser _trist_ ud ..... mente Hans.
-- Hæ, ja! grinede Nataniel -- hun trænger til lidt ... (Her gjorde
han en obskøn Gebærde) ... _Du_ skulde sgu lægge Dig efter hende, nu
Du selv er blevet en stor Ka'l! fortsatte han -- Jeg saa hendes Ben
her forleden Dag, hun faldt over en Bjælke nede i Laden ...
Naa-da-da-da! F. F.! Bacon with Lægs, hvabeha'er!
-- Det var den Saamaskine, vi skulde se paa! sagde Hans Henriksen
kort.
-- Jo ... det er her ovre i Vognskuret ... Du har nok faaet Bomuld om
Dig, hi, hi!
-- --
Da de var færdige med at besigtige Maskinen, og Vognen igen holdt
forspændt, pegede Forvalteren over mod Elev Jakobsen, der netop kom
ud af Kostalden:
-- Kender Du den Irisk? spurgte han.
-- Nej ...
-- Det er en ren Gud Amor! Han ta'r Luven fra alle os andre!
-- Saa--e ...
-- Ja ... Om det saa er vores Frøken Frederikke, saa er hun gal efter
ham. Men han ser knap ad hendes Vej til længere, siden denne hersens
Mose-Minka er kommet paa Besøg her.
Hans Henriksen gav et uvilkaarligt Ryk i Tømmerne, saa at Hestene
dansede:
-- Hoa -- hoa, saa, saa ...! beroligede han dem.
-- Men hun _er_ ogsaa en lækker lille Pakke Mad! vedblev Forvalteren
og smaskede -- Hende vilde jeg sgu hellere ha' i min Seng end en
Loppe! ... Kender Du hende?
-- Nej! sagde Hans og Blodet jog ham til Hovedet -- Gør _Du_?
-- Næi ...!
-- Saa skulde Du tale lidt mindre frit om hende! synes jeg.
-- Naa--e, Fa'en! haanede den anden -- Naar hun kan rende her og
spille Knupveninde med vores Frøken Charlotte, saa er hun sgu ikke
bedre værd!
-- Knupveninde ...?
-- Ja, Gu' er de _Knup_veninder! De sover sammen, og de kører ud
sammen, og de gaar i Bad sammen ... _den_ er jo tydelig nok! Men det
er sgu Synd og Skam for vos Mandfolk, for vi skulde da ogsaa gerne
ha' lidt af dette søde, søde, søde Hva'beha'er! han vred vellystig
sin lange, magre Krop -- Ha--ha! Hva'?
Men Hans Henriksen sagde pludselig Farvel og sprang op i Vognen. Han
kunde næppe styre sin Lyst til at slaa Forvalteren midt i hans gule
Fjæs med Skaftet af sin Pisk:
-- Farvel! gentog han og løftede idetsamme Pisken som til Hilsen.
-- Men Du holder jo Skaftet opad, Menneske! lo den anden -- Hva'
Fanden gaar der af Dig, saa travlt Du pludselig faar! Rider Maren
Dig?
Hans gav Hestene Tøjlen uden at svare.
Men bag sin Ryg hørte han Nataniels onde Grinen ...
-- --
En Mils Vej paa den anden Side Havslunde mødte Hans Henriksen Frantz
Uldahl fra Kragholm. Han kom bred og veltilpas ridende paa sin tykke
Pasgænger.
-- Goddag, Goddag! raabte Kragholmeren og nikkede venligt til den
unge Mand.
Hr. Frantz var jo i Øjeblikket uden for Fru Karens Kontrol, og saa
løb Hjertet af med ham.


3/4.
Det er jo det forfærdelige, Isidor, at jeg aldrig kan _tale_, om det,
der mest opfylder mig. Da Du var her igaar, vilde jeg have sagt noget
til Dig og spurgt Dig til Raads, men jeg _kunde_ ikke faa det over
mine Læber, det sad som en tyk Klump i min Hals; men nu vil jeg
_skrive_ det, saa faar Du det engang at læse, og saa vil Du tænke paa
din lille Veninde, naar hun engang er død. _Det er den nye Forvalter,
der gør mig saa bange, Isidor!_ og det var mest om ham, jeg vilde
have talt med Dig. Bare jeg _ser_ ham, kommer jeg til at ryste; det
er hans _Øjne_! Jeg véd ikke, hvordan jeg skal forklare Dig det; _men
det er ligesom, man stod ganske nøgen, naar han ser paa En_! Han kan
være nok saa høflig og venlig, men man er alligevel lige ved at
skrige, »lad være at se paa mig med de Øjne!« Og saa har han samtidig
saadan et væmmeligt _snavset_ Smil. Baade Søstrene og Pigerne her
siger det samme, men de bliver bare _arrige_ paa ham og ikke bange,
saadan som jeg. Frederikke sagde forleden, at det endte med, at hun
en Dag slog Larsen lige midt i Ansigtet; men _jeg_ har mest Lyst til
at løbe min Vej fra ham og gemme mig. Og alligevel, Isidor, og det er
det frygtelige og det _nedværdigende_ for mig, _jeg føler ogsaa Trang
til at kaste mig om Halsen paa ham_ og skrige i vilden Sky, »her er
jeg, gør med mig, hvad Du vil, og lad mig saa være i Fred!« Og vil Du
tro, at jeg flere Gange har været _lige ved_ at gøre det! Men _hvis_
jeg nu gør det, Isidor, hvis jeg nu gør det, hvad saa? _Ja, saa maa
jeg dræbe mig selv bagefter_, thi den Skam kan jeg ikke overleve! Og
en af Familien _skal_ jo dø her paa Havslunde, siger Jomfru
Ingwersen, ligesom begge de forrige Ejere, saa lad det bare blive
mig, som er den ulykkeligste. Men nu skal Du bare høre; jeg faldt
forleden Dag, da jeg løb og legede med Tyrk nede i Laden, og da jeg
vilde rejse mig stod Forvalteren pludselig bøjet over mig og rørte
ved mig for at hjælpe mig, og hans _Øjne_, aa Du skulde have set hans
_Øjne_! jeg var lige ved at besvime, da jeg følte hans Hænder paa min
Krop, og var Tyrk ikke i det samme sprunget til og havde revet ham
væk, véd jeg ikke, hvad der vilde være sket, for, Isidor, Isidor, det
er forfærdelig, det jeg nu siger Dig, men det er _sandt! jeg laa og
ønskede, at han vilde slaa Armene rigtig om mig og trykke mig ind til
sig!_ Men Gudskelov at Tyrk rev ham bort, for saa sprang jeg op og
flygtede. Men er det ikke forfærdeligt, Fætter Isidor, at det
Menneske har faaet saadan en _hemmelig Magt_ over mig, at jeg slet
ikke næsten kan tænke paa andet end ham? jeg ser ham alle Vegne og
drømmer om ham om Natten, aa, hvor er det dog frygteligt! Og ingen
har jeg at tale med, og ingen at betro mig til, for hvad vilde I
tænke om mig, hvis jeg fortalte Jer alt det stygge, jeg gaar og
tænker paa! Og der er meget mere end det med Forvalteren; for
Frederikke løber rundt og holder Stævnemøder med Elev Jakobsen, og
Charlotte og Minka fra Mosen er »Kærester« siger Olga Stuepige; og
Anna, ja det er næsten værst med Anna, og det er forfærdeligt at sige
det, men jeg har opdaget at hun sommetider lister sig ind i Fadeburet
og drikker af Husholdningsmadeiraen, og saa lukker hun sig inde og
ligger mange Timer paa sin Seng og sover! Hvor er jeg dog ked over,
at Moder er kommet ind i saadan en gammel ødelagt Familie, hun som
kunde have haft det saa godt imellem de sunde og raske Mennesker, hun
kommer fra; men godt er det da, at hun vist slet ikke ser noget af
det altsammen, hun tror, at alting er, som det skal være, og naar hun
er færdig med Huset, sidder hun med sine Kort og med Faders gamle
Breve fra den Gang, han og hun elskede hinanden. _Jeg_ er den eneste,
der ser, hvor galt det staar til med os allesammen; men det er vel
saa en Byrde, Gud har lagt paa mine Skuldre, fordi jeg ikke længere
tror paa ham; aa Isidor, Isidor, Du maa hjælpe mig, ellers véd jeg
ikke, hvad det skal blive til!
Din til Døden
S.
* * * * *
Isidor, naar Du kommer her næste Gang, maa Du gerne kysse mig; men Du
skal ikke spørge om det i Forvejen, -- for saa siger jeg bare nej.
Din
S.


Det maatte undre enhver, der kendte noget til de huslige Forhold paa
Kragholm, at se, hvorledes Frantz Uldahl i Aarenes Løb stadig var
tiltaget i Fylde og Omfang.
Man vidste, at Fru Karen førte et strengt økonomisk Regimente; og
Tjenestefolkene klagede altid paa Kosten. Men hun slog deres
Klagemaal ned med at henvise til, at Herskabet selv levede ingenlunde
yppigere.
Og de Lommepenge, hun overlod sin Mand, skulde ikke lægge Sul paa
ham. De strakte akkurat til til Tobak og Tandpulver.
Og alligevel blev han trindere og gladere for hvert Aar, der gik.
Smilet stod ham konstant om Læber og Øjne; og om Natten laa han og
klukkede af sin undersøiske Latter, der nu var udartet til en
kondenseret Fnisen, som ved sin Styrke kunde faa Fru Karen til at
slaa en irriteret Klo i Natskjorten paa ham og hale løs, indtil han
vaagnede og fôr gnaven over Ende.
-- Hvad _ligger_ Du dog der og ler af, Frantz! Det er en væmmelig
Vane, Du har lagt Dig til. Jeg faar ikke Søvn i Øjnene!
-- _Ler?_ Jeg _ler_ sgu ikke!
-- Hvad er det da for Lyde, Du frembringer?
-- Det maa være min Asthma, brummede han -- den er altid værst, naar
jeg kommer i Seng.
Onkel Frantz var nemlig begyndt at lide af Aandenød, paastod han, og
han red til den Ende daglig lange Ture, hvordan Vejret end var, for
at faa frisk Luft og Bevægelse.
Han red gerne af Sted Klokken et en halv umiddelbart efter
Middagskaffen, og kunde da blive borte en fire-fem Timer. To Gange om
Ugen, Onsdag og Lørdag, kørte han til Byen til noget, han kaldte
»Landmandsmøder«, hvorfra han først vendte hjem sent paa Natten. Og
Fru Karen gjorde ham aldrig Bebrejdelser derfor, da dette var hans
eneste Form for Udskejelser nu.
I de sidste ti Aar havde han ikke været uden for Herredet; naar
undtages et Par Rejser til Hovedstaden sammen med sin Kone ... Og nu
skulde de altsaa snart have Sølvbryllup.
-- --
Der ligger en Kro, Herritslev Kro, hedder den, godt to Mil fra
Kragholm og omtrent midt imellem Hvidgaarden og Store Ravnsborg.
Kroen ejedes den Gang af en Enke, Sidsel Christoffersen, som var vidt
og bredt berømt for sin fortræffelige Mad ...
En Eftermiddag Hofjægermester Palle og hans Mona kom ridende der
forbi, syntes Hofjægermesteren, at han saa et Glimt af Frantz's
lysende Ansigt, da de passerede Vinduerne.
-- Mona! sagde han og holdt Hesten an -- Saa' Du Kragholmeren? Det er
Fanden gale mig _Madam Christoffersen_, der feder ham op, skal Du se!
Vi maa derind!
Og de satte hurtig Hestene i Stald og gik ind i Krostuen.
Og ganske rigtig, de fandt Frantz Uldahl derinde!
Men han sad stilfærdig ved det skurede Fyrretræsbord og nød en Kop
Kaffe med et nattegammelt Stykke Wienerbrød til.
Men _det_ skal jo ikke lægge nævneværdig Talg paa sin Mand.
-- --
Sølvbryllupsdagen nærmede sig.
Der var udstedt op mod halvthundrede Indbydelser. Og da flere af
Gæsterne skulde komme langvejs fra, var alle Kragholms Gæsteværelser
sat i Stand. Fru Karen havde besluttet at fejre denne Milepæl paa en
Maade, der kunde give Verden et fyldigt Indtryk af, hvor lykkeligt et
Samliv hun og hendes Frantz, trods alt, havde ført i disse -- ak,
altfor hurtig henrundne -- femogtyve Aar ...
Ti Dage før Højtideligheden tog Brudeparret til København for at gøre
Indkøb. Intet skulde spares. Karen ligefrem _øste_ Penge ud. Den ene
store Kasse fyldt til Laaget med Delikatesser indgik til Kragholm
efter den anden. Og da alt var besørget, satte Mand og Kone sig
fortrøstningsfuldt i Toget for hjemgaaende.
Men saa skete det, at da Fru Karen under Samsø vilde tale med sin
Frantz, var han intet Steds at finde. Hun søgte hele Skibet rundt og
spurgte og spurgte, men han var der ikke. Han havde trofast ledsaget
hende om Bord i Kallundborg og anbragt hende paa en Sofa i
Damekahytten.
Men fra det Øjeblik var ethvert Spor af ham udslettet ...
Hjemkommen til Kragholm ventede og ventede Bruden. Men Gommen kom
ikke. Og der var kun tre Dage til Festen.
Da udgød Fru Karen, vel for første Gang i sit Liv, sande Taarer. Og
siddende midt imellem to uhyre Overflødighedshorn, telegraferede hun
til Gæsterne, baade de Uldahler og de Heinemanner, at de skulde ikke
komme, Gildet var opgivet, Frantz's Aandenød havde forværret sig.
Men Delikatesse-Kasserne lod hun gaa Retur til København, da Sagerne
Gud være lovet var taget paa Aarsregning.
-- --
Dette var Kragholmermandens uigenkaldelig sidste Udflugt.
Og da han fjorten Dage senere returnerede et Steds nede fra
Bagpommeren og en Aftenstund blev fundet i en Halmstak uden for
Laden og baaret op i sin Seng forhutlet, sløv og klejnmodig, var
Smilet ganske forsvundet af hans Ansigt, og hans Øjne var som Hunden
Tyrks bedrøvede indtil Døden.
-- Hvor _kunde_ Du gøre det, Frantz? spurgte hans dybt forurettede
Hustru.
-- Møv, møv ... grumlede Frantz og krøb længere ned under Dynen --
Lad mig være i Fred!
Men Fru Karen nuslede og puslede omkring ham paa kvindevis, syltede
ham ind i smertefuld-bebrejdende Omhu og lod ham ingen Ro. Medens hun
dog samtidig havde den Glæde at konstatere, at han ikke mere gav
efter for sine mystiske Latteranfald hverken ved Dag eller Nat. Og
hun fattede i sit Hjerte det Haab, at det var Tanken om dette
Sølvbryllupspuds, der havde fremkaldt hans dulgte Munterhed, og at
han nu for stedse var helbredet ...
Men da Frantz Uldahl tre Uger efter havde overvundet Følgerne af sin
Bryllupsrejse, optog han paa ny sine Rideture og genvandt lidt efter
lidt sin fordums Fylde ...
Og en Nat vækkedes Fru Karen af sit Blund ved, at han igen laa og
fnisede underfundigere end nogen Sinde.
Og da skal hun have grædt sanddru Taarer for anden Gang.


Medens ingen nogen Sinde søgte Raad og Hjælp hos Fruen paa Kragholm,
var Fru Line paa Havslundegaard derimod som en Trøstens og
Husvalelsens Engel for den ganske Egn. Alle syge og sorgfulde kom til
hende med deres Bekymringer. Og hun gjorde, hvad hun kunde for at
glæde og lindre.
-- --
Madam Oline Rasmussen, den brystsyge Degns Kone, stod grædende i
Havslunde Køkken.
-- Er det saa rent galt med Manden? spurgte Ane Kokkepige deltagende.
-- Ok Gud, ok Gud, ja, det er saa rent, rent snavs ... hulkede Oline
-- og nu mente da baade Jens Oluf og jeg, at vi vilde bede Fruen se
over, om hun da _vil_ ...
-- Hun har jo sagt ja ... sagde Ane.
Men samtidig sendte hun Degnekonen et ransagende Blik; for der gik
Rygter i Sognet om hende og den nye Hjælpelærer.
Og desuden vidste jo enhver, at Jens Rasmussen var Søn af Nils
Uldahl.
Saa det var underligt, at Fruen havde samtykket i at gaa med; men hun
var jo tossegod!
-- Der kommer Fruen! sagde Ane højt og lyttede hen mod Døren til
Anrettergangen.
Fru Line traadte lidt efter ind; og Degnekonen brast paa ny i Graad.
Men førend Fruen endnu kunde faa sagt et Trøstens Ord, blev Døren til
Gaarden revet op, og Minka fra Mosen kom farende ind forfulgt af
Frøken Charlotte. Begge lo og støjede de, saa det klang i Køkkenet:
-- Hjælp! Hjælp! raabte Minka og vilde søge Beskyttelse hos Fru Line.
-- Stop hende! Stop hende! skreg Charlotte og søgte at gribe fat i
Veninden.
Men saa fik de samtidig Øje paa den grædende Oline og standsede
forlegne.
Ane Kokkepige sendte Minka et hvast Blik. Hele Gaarden var forarget
over, at den »Bondetøs« sprang rundt her og spillede hjemme.
-- Kom saa, lille Oline, sagde Fru Uldahl og nikkede Farvel til
Pigebørnene.
Degnekonen løftede taknemmelig sine foldede Hænder frem mod Fruen:
-- Sikken en Lykke for Jens, sagde hun -- sikken en Lykke for Jens!
Og saa gik de.
Men næppe havde Døren lukket sig efter dem, førend de to Unge igen
begyndte paa deres Leg.
-- --
Da Madam Rasmussen og Fru Uldahl var naaet ind i Haven foran
Degneboligen, kom en lille tretten-fjortenaars Tøs styrtende imod
dem:
-- Han er staaen ud af sin Seng, fortalte hun bleg af Skræk --
Rasmussen er staaen ud af sin Seng, fordi Hjælpelæreren sang inde i
Skolestuen.
Og hun pegede op mod Huset, hvor Degnens udtærede Ansigt et Øjeblik
saas bag et Vindue i Sovekammeret.
Oline udstødte et Skrig og satte af Sted over de lysegrønne Plæner og
nysaaede Bede.
Fru Uldahl forsøgte at berolige det forskræmte Pigebarn, der var
stukket i Graad:
-- Saa, saa, lille Ingermarie ... sagde hun og kærtegnede Barnet --
saa, saa, nu er _vi_ her jo!
Men Tøsen græd og snakkede og lod sig ikke trøste:
-- Jeg skulde jo være ved ham, berettede hun snøftende -- medens
Madammen løb op paa Gaarden efter Fruen ... men saa begyndte Andersen
... at synge inde i Skolestuen ... og saa vilde ... Rasmussen ind og
tæve ham, sagde han ... og saa blev jeg saa ræd, saa ræd ...
-- Ja, kom Du nu kun med mig, lille Ingermarie, saa ...
-- _Nej!_ sagde Pigen rædselslagen -- ikke for aldrig _det_! Nu løber
jeg hjem!
Og bort flygtede hun ud gennem Havelaagen og ned ad Vejen ...
Fru Uldahl gik ind i Degneboligens Storstue og satte sig til at
vente.
Der var rent og sirligt derinde. Over de giftiggrønne Plydsesmøbler
laa hvide hæklede Stykker. I Vinduskarmene stod velplejede Blomster.
Et lille Rosentræs lyserøde Knopper udsendte en fin Duft ...
Fru Line smilede stille og mindedes en lignende Stue, som hun selv
engang i Ro og Fred havde puslet og røgtet langt borte i Fortiden i
Husum Kro ... men saa var Nils kommet og havde draget hende ind i
noget andet ... og nu vidste hun ikke mere, om hun længtes tilbage
mod sin svundne Ungdom, eller om det blot var Tanken om hine sorgløse
Dage, der fyldte hendes Hjerte med stille Vemod ...
Degnekonen viste sit forskræmte Ansigt i Døren til Soveværelset:
-- Hvis Fruen saa vilde komme ...? Nu er han bleven rolig.
Fru Uldahl rejste sig og fulgte.
Ogsaa i Soveværelset var alt pillent og propert. Og Solen skinnede
varmt frem mellem de hvide, blondebesatte Gardiner.
I den nærmeste af Ægtesengene sad Jens Oluf halvt oprejst, støttet af
mange Puder. Hans dybtliggende, mørktrandede Øjne var lukkede; hans
Ansigt var gustengult og indfaldent; og hans forhen rige Haar og
Skæg var ligesom visnet bort, faldet af i store nøgne Pletter.
Men hvad der næsten gjorde det pinligste Indtryk var, at under den
sirligt ombøjede Skjortekrave var bundet dette døende Menneske et
skrigende, højrødt Slips.
Oline, der saa Fru Uldahls forundrede Blik, hviskede ligesom
undskyldende:
-- Ja, han _vilde_ jo pyntes til Fruen ... og det nytter ikke at gøre
ham imod ... Her er Fruen, Jens Oluf! sagde hun saa og gik hen og
lagde sin Haand paa Mandens Arm.
Den Syge slog langsomt Øjnene op og saa hen mod Fru Line med et Blik,
der først lidt efter lidt syntes at vaagne, saa sløret var det af
Træthed og Lede:
-- Tak ... at Fruen kom, nikkede han anstrengt og afbrudt -- Det er
mit sidste Haab ... for Fruen, der selv har gennemgaaet saa meget ...
og stadig har holdt Dem mild og god ... De maa jo kunne gi' en sølle
Stymper som mig ... et godt Raad at dø paa.
Fru Line satte sig stille paa Stolen foran hans Seng og tog hans
Haand; men slap den igen, da den var kold og vaad ... og tog den
igen, da hun syntes, det var Synd, om han mærkede noget:
-- Og hvad er det saa, der trykker, Jens Rasmussen? spurgte hun og
bøjede sig frem imod ham.
Degnen laa lidt uden at svare; saa sagde han, og dybt i hans triste
Øjne lyste et Glimt frem:
-- Det er _Vreden_ ...! sagde han.
-- Og hvem er De da saa vred paa?
Hans Øjne flammede stærkere, og han rev sin Haand til sig:
-- Paa alle Jer, der er raske og varme!
-- Jens Oluf ... bad Oline, der stod ved hans Hovedgærde -- stem Dig
nu ikke op igen ...
Men han ænsede hende ikke og fortsatte:
-- Og jeg er vred paa Solen, der skinner, sagde han -- og paa
Fuglene, der synger! Jeg er vred paa Ungdommen, der leger paa de
blomsterklædte Marker. Og jeg er vred paa Foraaret, som just nu
knoppes derude!
-- Jens Oluf ... Jens Oluf ...
-- ... Hvorfor døde jeg ikke, medens det endnu var Vinter! vedblev
han -- Hvorfor gravede man mig ikke ned i Sneen! Hvorfor skal jeg
ligge her og tæres hen og raadne, naar det andet spirer og vokser!
Fru Line vilde tale. Men han lod hende ikke komme til Orde. Han
løftede sine magre knoglede Hænder frem som til Besværgelse:
-- Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal være hjemfalden til dette?
vedblev han paa sit kunstlede Bogsprog -- Hvad har jeg forbrudt? Hvad
er min Synd? Kan _jeg_ for, at min Mo-der har avlet mig i uren
Brynde? Sig mig det, at jeg kan bede om Tilgivelse! Lad mig leve, at
jeg dog kan gøre Bod! Jeg er ung, og man snyder mig for min Ungdom
... man bedrager mig for mit Liv ... man holder mig usseligt for Nar!
... Solguld og blaa Himmel og grønne Skove viste man mig og sagde: Se
dette er Livet, al dette giver jeg Dig! ... og da jeg saa knælede ned
og vilde gribe til og fylde mine Hænder med al Verdens Herlighed, saa
var det kun Støv og Jord og Aske og Løgn ...!
Hans Arme faldt slappe ned, og han sank rallende tilbage i Puderne.
-- Jens Oluf, Jens Oluf ... hulkede Konen. Og Fru Line sad raadløs.
Da lød der paa én Gang Fodtrin udenfor paa Havegangen, og en høj ung
Mand gik nynnende forbi Vinduerne. Han var barhovedet, og hans
rødblonde Haar flammede i Solen.
Degnen fôr over Ende med et Ryk:
-- Der er han igen, der er han igen! skreg han og vilde ud af Sengen
-- Judas! Judas!
Og Fru Line og hans Kone maatte kæmpe med ham for at holde ham
tilbage.
-- --
Da Degnen igen var faldet til Ro, forsøgte Fru Line at faa ham i
Tale. Mildt og stille tog hun fat og sagde ham mange gode og dulmende
Ord om sin egen rolige Maade at bære Livet og dets Tilskikkelser
paa.
Indtil han pludselig træt og haabløst løftede sine Øjne op mod hende
og sagde som i et Skrig:
-- _Dét nytter ikke! Det nytter ikke! Menneskene bôr for langt fra
hverandre!_


Lørdagen den fjerde Maj døde Jens Oluf Rasmussen. Og samme Dag fødtes
i Villa Seemann det ventede Barn ...
Det havde været en vanskelig Fødsel. Og da Barnet omsider kom til
Verden, viste det sig at være et stakkels, vanskabt lille Væsen, en
Dreng med et frygteligt Hareskaar og et uformeligt, opsvulmet Hoved.
Fru Nærup, Fødselshjælpersken, havde straks bragt det af Vejen
uden at præsentere Rositta det. Og havde derpaa sendt Bud efter
Isidor, som efter sin Kones Ønske havde opholdt sig henne paa
Herredskontoret ...
Allerede ude paa Stentrappen foran Huset kom Jordemoderen ham i Møde.
Hendes fedladne Ansigt var blegt og bevæget.
-- Der er da ikke noget i Vejen med Patienten? spurgte Isidor angst.
-- Nej, Fruen har det godt nok ... Det er Barnet.
-- Hvad er der i Vejen med det?
-- Det er ...