Fædrene æde Druer, Roman - 03

Men nu tog Johanne Ordet; baade hun og Maren var inderst inde
misundelige paa Veninden, der havde dette mærkelige Barn, som hun
tjente mangen en god Øre paa:
-- Og saa er hun jo ikke engang noget rigtig _Fruentimmer_ engang,
sagde hun -- Jordmoderen vidste jo hverken, om hun var en Dreng eller
en Pige.
-- Hun hedder sgu da _Alexandra_, véd jeg! sagde Marie.
-- Hun kunde sgu lis'godt ha' hedt _Nikodemus_! grinte Maren.
Og Johanne fastslog sin Paastand fra før:
-- Ja, hun er grangivelig det, de kalder en Munstrum!
Men pludselig gjorde hun et Par smaa stive Hop henad Landevejen,
Lig-Johanne, og drejede rundt og slog ud med Armene:
-- Skal vi smage paa Mosten? spurgte hun saa og trak Romflasken frem.
De andre skævede sky til hende: Skulde hun faa sit Anfald ...? Men de
smagte da paa Rommen alle tre og gik videre ...
Spiret paa Havslundegaards Taarn viste sig dunkelt over Træerne.
Morsomt nok kom Fløj-Hanen engang til at sidde midt i Maanen. Det
grinte Kvindfolkene forfærdelig af, indtil Maren Ørentvist sagde:
-- _Er_ hun kommen hjem, Helmeren?
-- Næi endnu ikke, sagde Johanne. Og Spat-Marie lo ondt:
-- Saadan trakterede han sgu ikke vos andre i _vor_ Tid!
-- Næi, vi blev pænt ved _Jorden_, gjorde vi.
-- Og _Børn_ faar hun helleringen af.
-- De si'er, at han har gi'et hende saadan et _Undskyldningsapparat_,
som de kalder det, der forhindrer det, oplyste Maren.
Johanne hug vredt en Haand ud i Luften:
-- Saaden et kunde han gerne ha' spenderet paa en anden en osse, saa
ha'de vi sparet _det_!
-- De kendtes vel ikke den Gang, mente Marie.
-- Næi, kanske .. Verden gaar jo fremad.
Men Maren Ørentvist, der var barnløs, grinede fornøjet og sagde:
-- Ja, _jeg_ behøvede ingen ... altsaa!
-- Næi, Fanden hytter jo _sine_! sukkede Johanne.
Da standsede Spat-Marie pludselig sin Gang; og med de smaa vaade Øjne
hævet mod Maanen sagde hun, og det kom dybt fra hendes Moderhjerte:
-- Véd I hvad, Maren og Johanne, sagde hun -- Vorherre kunde for saa
evig vist gerne ha' beholdt de to andre ... men _Alexandra_ vil jeg
aldrig ophøre og takke ham for i hans blaa Himmel!
-- Amen og Hallejuja! vrængede Johanne og tog paa ny et Par Dansetrin
-- Er der nogen, der vil smage igen?
Konerne nikkede Ja; og Romflasken kom frem og blev tømt.
-- Du har vel saa Markedsgave med til Alexandra? spurgte Maren, da
man igen var begyndt at gaa.
-- Gu' har jeg saa, naturligvis. Nu skal I se. Det er en Mølle.
Marie halede en lille Træmølle op af Kurven og blæste paa Vingerne,
saa de snurrede.
-- Den kan hun jo ingen Glæde ha' af.
-- Monikke! Jo, det kan Du bande paa! Hun kan _føle_, kan hun, naar
den vinder. Hun har haft saaden en før. Hun blæser paa den og holder
den op for Ansigtet; og saa griner hun, saa det klukker.
-- Og hva' har Du saa til de andre?
-- Ingenting! ... de kan jo baade se og høre og springe omkring; hva'
Fa'en skal de saa med Legetøj! ... Men vi skal være gode imod dem,
Vorherre har været ond ved, staar der.
Maren Ørentvist laante Møllen og blæste paa den, saa den snurrede
vildt:
-- Se, hvor den suser! sagde hun henrykt.
Men Lig-Johanne, der hidtil havde forholdt sig tavs, snappede
pludselig Apparatet fra hende:
-- Nu vil _jeg_ prøve! sagde hun.
Og hun spilede Kinderne op og blæste, saa det gnistrede for Øjnene af
hende; og medens Vingerne peb paa deres Akse, stod hun og vuggede i
Hofterne og rokkede med Hovedet:
-- Snurre--lurre--lurre! sagde hun og smilede fjoget --
Snurre--lurre--lurre! Gi' mig den, Marie, hva'? La' mig beholde den?
Det er li'som at drikke Brændevin ...
-- Næ, Du kan tro nej, min Skrukhøne! sagde Marie og stoppede hurtig
Møllen tilbage i Kurven -- Tror Du, jeg vil bedrage Alexandra!
-- --
Lidt efter naaede de ind paa Havslunde By-Gade. Alle Døre var lukkede
og alle Vinduer mørke.
Klokken var nu godt elleve.
De tre Veninder gik stille frem ad Gaden. Her vilde de ingen
»Opstandelse« lave, for her var de kendt.
Men da de kom frem til Havslundegaards Havedige, greb Johanne sig
pludselig til Hovedet og sagde:
-- Det er sært, saaden en Forskel, der kan være paa Søskende!
Det gav et Sæt i Marie og Maren. De vidste godt, hvad hun hentydede
til; men de kunde ikke lide, at der blev snakket om det. Hele Sognet
vidste, at Godsejeren og Johanne havde haft med hinanden at gøre, og
hun selv sagde det jo ogsaa tydelig nok; men derfor skulde hun netop
vogte sig for at slaa paa Slægtskabet ... De to andre havde jo ogsaa
... Men de var da ikke i Familie med ham.
-- Hører I ikke, hvad jeg siger? gentog Johanne irriteret over deres
Tavshed, og hendes Stemme lød høj og skrattende -- Jeg siger, _at det
er en sær Forskel, der kan være paa Søskende_!
Marie greb hende i Armen og vilde trække af Sted med hende:
-- Jo, jo, hviskede hun hastig -- vi hører det nok! Men saaden no'et
holder man Kæft med ... Kom nu Johanne.
Men Johanne rev sig løs og raabte, saa det klang i den stille,
maanelyse Luft:
-- _Er der nogen af Jer maaske, der har været i Seng med sin egen
Bror?_ ... Ulykken er ude efter ham! Ulykken er ude efter ham!
vedblev hun og truede ind mod Gaarden. -- Men han hænger sig ikke,
eller skyder sig, som de andre, der har ejet Havslunde. Han bliver
snarere _hellig_, den Usselryg ... Fader vor, Du som er i Himlen ...
hun foldede Hænderne og skreg af Latter.
-- Nu stikker _jeg_ sgu af! sagde Ørentvisten -- for nu faar hun sit
Anfald.
-- Nej, Maren, Maren, vi maa da blive; vi kan da ikke forsvare for
Gud at lade hende ene!
-- Fa'en ...! sagde Maren og satte i Rend ned ad en Sidevej.
-- Maren, _Maren_ dog ...!
Johanne havde ganske rigtig faaet sit Anfald. Hun løftede sirligt op
i Skørterne og begyndte at synge en lille munter Melodi og dansede
dertil. Hendes Øjne skinnede i Skæret fra Maanen; hun var lutter Smil
og Glæde; Livet syntes hende frydefuldt;
Min lille Rosenblomme (sang hun), min søde Rosmarin,
naar Vintren hun er omme, saa vil jeg være din ...
Spat-Marie stod hjælpeløs og saa til. Snart maatte hun le af Johannes
sære Dans; og snart græd hun. For hvad skulde hun gribe til med
hende, nu de var alene ...
Da gjorde hun pludselig omkring og skrumplede bort, saa hurtig hendes
halvandet Ben kunde flytte sig -- --
Og Johanne fortsatte stille sin ensomme Dans i den lyse Maanenat.
Indtil hun omsider styrtede om og blev liggende.


»Frøken Sofies Hus« laa nede i Elmekrattet ved Foden af de store
Fyrretræer, hvis nøgne rustrøde Stammer og vildt strittende Kroner
ragede højt op over Parkens andre Træer. Og Evigheden sang deri.
Huset var sammentømret af gamle Bræddestumper og helt overgrot af
Slyngroser og vild Klematis. Lejligheden bestod af en Forstue, der
tillige benyttedes som Køkken, og en Salon, fire Alen lang og tre
Alen bred. Og man kunde ikke staa oprejst derinde.
-- --
Sofie og hendes »uægte« Fætter, Herredsfuldmægtig Isidor Seemann, laa
paa Gulvhynderne under Vinduerne og talte dybsindigt sammen; det
»elskede« Frøken Sofie. Paa Tærskelen ud til Forstuen sad Tyrk. --
Fuldmægtigen var en femogtrediveaarig, bredskuldret Mand, lys af Lød
og tilsyneladende rolig og ligevægtig:
-- Ja, ser Du, lille Kusine, sagde han -- hos saadanne gamle Slægter
som vor, der har nydt Alverdens Fryd og Sorg og Herlighed, bliver til
sidst kun Sorgen tilbage; og den kan ingen Slægt leve paa, og saa
visner den og raadner og dør.
-- Man plejer at dø, _før_ man raadner! riposterede hun.
-- Nej, ikke Slægterne, lille Ven.
-- Véd Du, hvad _jeg_ tror, Fætter Isidor? ... _Jeg_ tror, at Du
siger alt dette om Dig selv bare for at være interessant ... saa sund
og kraftig Du ser ud!
-- Jeg er en kalket Grav ... smilede han, idet han samtidig godt
indsaa, at der var noget perverst i at ligge her og tale saadan til
et Barn.
-- Og alle de morsomme Billeder, Du tegner! vedblev hun.
Han gjorde sin Stemme dyb og mørk:
-- Ja, jeg burde ogsaa meget hellere altid tegne Lig!
Hun lo:
-- Ja, det skulde Du virkelig gøre!
-- Jeg _har_ prøvet det, nikkede han -- men _de_ bliver ogsaa
»morsomme«! han rejste sig op paa Albuen -- Se, nu for Eksempel det
Billede, jeg tegnede af Jer, da Du havde fortalt mig om din Fars og
Jomfru Helmers Køretur forleden. Jeg syntes virkelig, at det var en
meget trist Historie. Du havde Taarer i Øjnene, da Du fortalte. Og
jeg fik den dybeste Medlidenhed med Jer allesammen ... Men hvordan
blev saa Billedet? Selv din Mor brast i Latter, da hun saa det.
-- Jamen det _var_ virkelig ogsaa morsomt, Fætter Isidor! Alle de
Ansigter rundt i Vinduer og Døre ... Og Far, der lignede en gammel
Tændstik .. Og Jomfru Helmer, som var lavet af Blodpølser ... Og Mor,
der stod med to lange, triste Taarer, der hængte hende helt ned paa
Brystet! Jo, véd Du hvad, det _var_ morsomt! ... Og jeg vilde ønske,
at Du boede her paa Havslunde, for saa vilde det blive meget lettere
for os.
-- Sig ikke det, Barnlille!
Hun saa forundret hen mod ham:
-- Hvorfor ikke?
-- Fordi jeg er saa utrolig sur til Hverdag ... Jeg skal nemlig betro
Dig, lille Sofie, at de, der laver sørgmodige Billeder, de er glade i
Omgang; men de, der laver »morsomme«, de er rasende bedrøvelige at
have med at gøre ... thi kun saaledes fuldkommengøres den
guddommelige Retfærdighed!
Frøken Sofie sukkede dybt:
-- Gud, hvor _mine_ Billeder saa vilde blive morsomme, sagde hun --
hvis jeg kunde tegne.
-- _Er_ Du da saa grusommelig bedrøvet?
-- _Forfærdelig!_ smilede hun, og Taarerne steg hende samtidig til
Øjnene -- Og i Morgen kommer oven i Købet Jomfru Helmer tilbage ...
Og vil Du tænke Dig, at Far har skrevet til Forvalteren, at Lars igen
skal møde med Mors Vogn paa Stationen og hente hende!
-- Ja--e, lille Sofie ... Men naar din Mor selv tager det roligt,
saa ...
-- Aa--r, der er ingen Indignation i Mor! Og heller ikke i Søstrene!
De _gider_ ikke! Jeg er den eneste her, der rigtig er noget ved! Jeg
ligner Farmor, siger Ingwersen; hun pryglede Farfar; Ingwersen og
Tjeneren maatte skille dem. _Det_ var en Kone!
-- Jamen kan saa ikke _Du_ tage og prygle Forvalteren da ...?
-- Nu gør Du Nar af mig, Fætter Isidor ...
-- Nej, nej, nej!
-- Du tager mig _aldrig_ alvorlig!
-- Jo, jo, jo!
Sofie rejste sig ivrig:
-- Jeg _har_ forbudt Lars at køre derned med _den_ Vogn; men han gør
det naturligvis alligevel! ... Bare her var et rigtig _Mandfolk_ paa
Gaarden, der kunde sige Far ordentlig Besked. Far han er fejg, ser
Du; han er en rigtig Kryster! Jeg har jo set, hvordan han lusker af,
naar Mor endelig en Gang bliver vred og siger ham Besked. Hun kunde
sagtens tøjle ham, hvis hun bare vilde!
-- Jamen kan saa ikke _Du_ ...
-- Nej, jeg kan ikke. Jeg har jo prøvet det. Men jeg kommer bare til
at græde, fordi jeg er en _Tøs_, og fordi jeg synes, at det hele her
er saa forfærdelig sørgeligt. Aa hvor kunde vi dog ha' det godt her
paa Havslunde, men saa gaar den gamle, væmmelige Fyr og ødelægger det
hele for os!
Taarerne strømmede hende ned over Kinderne. De ligefrem _sprang_
hende ud af Øjnene, saa hastigt og pludseligt kom de:
-- Hvad ... er ... en Fallitgaard? spurgte hun samtidig -- Ja, nu
_tuder_ jeg naturligvis igen! forsøgte hun saa at le -- Men hvad er
en Fallitgaard?
-- En Fallitgaard, lille Sofie ...? Det er en Gaard, hvor man om
Morgenen haaber, om Middagen frygter, og om Aftenen drikker sig fuld,
begaar Selvmord, eller bliver Kristen!
-- Hæ, hæ! lo hun underlig forceret, medens Taarerne stadig randt
hende ned over Kinderne -- Blæse være med det hele!
Isidor, der ligeledes havde rejst sig, vilde lægge en Arm om hende;
men hun trak sig sky bort:
-- Tag og _tegn_ mig, Fætter! sagde hun -- at vi kan faa en Ende paa
det Tuderi!
-- Jamen, jeg skal jo tage Dig _alvorligt_, siger Du ...
-- Nej, nej, nej ...! Tegn bare!
Han rakte Armen frem mod hende:
-- Kys mig først ...
-- Men Isidor dog ...! sagde hun dybt bebrejdende og rødmede helt op
under Haaret.
-- Undskyld ... bad han angergiven -- Men Du saa' saa allerkæreste
ud.
-- _Tegn!_ kommanderede hun.
-- _Ja!_
Og han tog sin Skitsebog frem og tegnede et Billede af hende, hvor
hun stod midt i Havslunde Borggaard som en Fontæne med Vandet
brusende ud af Øjne, Næse, Mund og Øren, saa at hendes Kjole,
Strømper og Sko, hele Gaardspladsen, Træerne, Parken, Haven -- den
ganske Ejendom drev af Væde ...
Men midt i det hele Taarehav svømmede Nils Uldahl rundt med et
Badekar bundet i Halen.
Og i Karret sad Jomfru Helmer med en opslaaet Paraply over sig.


Der var Diskussion i »Asylet« i Anledning af Isidor Seemanns
Besøg ...
Det var ved Sengetid. De Gamle sad paa Stolene hver foran sin Seng og
klædte sig af. Henne paa Kommoden foran Vinduerne brændte Lampen.
-- _Nej!_ sagde Jomfru Ingwersen afgjort -- det var Frøken _Natalie_,
var 'et, Etatsraadens _ældste_ Datter, der blev gift med ham,
Bangkiren i Paris.
-- Naa, nikkede Rottbøl medgørlig -- ja, _De_ maa jo vide det,
Ingwersen, for De er jo sæl Mor til hende.
Ingwersen blev sprutrød helt ned paa sin gamle Hals:
-- Hva' _er 'et_, De si'er, Menneske!
-- Ja, er De ikke Mor til Frøken Natalie?
-- Sludder! De skulde hellere rent og bart holde Deres Mund, skulde
De, end komme med saaden no'et Vrævl!
Rottbøl, der havde en af sine slemme Dage, nikkede:
-- Ja, det kan De sgu sagtens sige, som har Deres Forstand! nikkede
hun -- Men det er ikke saaden at sitte her og tie stille hele Tiden,
naar I andre snakker.
-- Jo, naar man'te kan komme med andet end Vrævl, saa tier man!
Ingwersen sad nu i rødstribet Uldklokke og bare Arme og saa krigersk
ud.
-- Men det var dante Bangkiren, der var Far til Isidor? kom det fra
Lurvadt, der surrede et langt Linnedbind omkring sit venstre Ben.
-- _Nej_, sagde Ingwersen -- det var 'et ikke, for Natalie ha'de
allerede Isidor, _førend_ hun fik Bangkiren ... jeg har oplevet hele
Verdenshistorien.
-- Der _fik_ jeg den! smilede Rottbøl henrykt. Det var en Loppe, hun
længe havde jaget rundt paa sin Krop efter.
-- Ja, for hun ha'de ham ved Tegnelærer Jakobæussen, fortsatte
Lurvadt.
-- Ja, berigtigede Ingwersen -- og hun fik ham, mens hun var forlovet
med Godsejer Brandt, ham, der senere giftede Juliane Sehested fra
Børglum.
-- Jeg kan ikke hitte ud a' det med al det Familieskab! sagde Rottbøl
misfornøjet. Hun havde samtidig med at hun anspændt lyttede til
Samtalen, bundet sit Natklæde om Hovedet. Knuden sad hende foran i
Panden som to smaa Horn.
Ingwersen lod sig ikke forstyrre af hendes Snak, men fortsatte:
-- Og hun, Rositta, Isidors Kone, hun er en Datter af Frøken
_Bettina_, Etatsraadens _yngste_ Datter, der blev gift med ham,
_Po_lakken, Greven derovre fra Rusland.
-- Der ser man Guds Finger! lød det fra Rottbøl.
Men Lurvadt spurgte:
-- Jamen, Ingwersen, hvordan er saa Isidor kommen til at hedde
_Seemann_ da, naar hans Far hed _Jakobæussen_ og var Tegnelærer?
-- Fordi Etatsraaden skikkede Drengen væk fra Egesborg og lod ham
adomptere af Proprietær Seemann ovre paa Fyn, der var gift med en
langt ude Kusine til Etatsraaden! forklarede Ingwersen og halede
Sove-Hoserne paa.
Rottbøl fik pludselig et lyst Øjeblik og spurgte fuld af Liv:
-- Var Frøken Natalie Isidors Mor?
-- _Ja, saagu' i Himlen var hun saa!_ sagde Ingwersen fortærende.
-- Saa begriber jeg det ikke igen ...! erklærede Rottbøl.
-- Men hvor har Isidor faaet fat paa Rositta? spurgte Lurvadt.
-- Drausenbeimir! sagde Ingwersen kort -- Og lad vos saa komme i
Seng!
Men Rottbøl smilede paa én Gang lykkeligt ud i Luften og gentog
Ordet: Drausenbeimir ... med et saligt Udtryk i sine smaa vanvittige
Øjne. Hun havde det med at forelske sig i underligt klingende Ord og
gentage dem atter og atter, endevende dem og jonglere med dem.
-- Saa, mumlede Ingwersen arrigt -- nu skal vi høre paa _det_ lige
til Nytaar!
Men Lurvadt spurgte ufortrødent:
-- Véd De no'et om, Ingwersen, at Rosittas Mor brak Halsen?
-- Javel gjorde hun saa.
-- Hvor brak hun den?
-- I no'et de kalder Schweiz.
-- Hva' vilde hun dèr?
-- Hun var rendt derned med _Po_lakkens Kammertjener.
-- Drau--rausenbeimir ... lød det fra Rottbøl.
-- Var 'et ham, der brak den paa hende? spurgte Lurvadt.
-- Nej, hun faldt ned af en Udsigt.
-- Døde hun?
-- Kan _De_ kaske brække Halsen uden at dø?
-- Hva' vilde hun ogsaa paa de Udsigter med den Kammertjener?
-- Hun vilde vel _elske_ ham ... De vil jo allesammen _elske_ i vor
Familie! ... Men sluk nu Lampen, at vi kan komme til Ro.
Ingwersen rejste sig og krøb op i sin Seng. Hun var i stumpet Særk,
graa Modest, Natkappe og lange, sorte Uldhoser.
Rottbøl laa allerede nede under sin Dyne: Man saa ikke andet af hende
end hendes spillende Øjne og Nattørklædets smaa Horn: --
Drausenbeimir ...! hviskede hun og skudrede sig velbehageligt til
Rette -- Drau--rau--sausenbeimir!
-- Lurvadt, blæs! kommanderede Ingwersen vredt.
Og Lurvadt humpede paa sit omvundne Ben hen til Kommoden og slukkede
Lampen. Saa kravlede ogsaa hun til Køjs:
-- Men sig mig engang, Ingwersen, spurgte hun lidt efter -- hvorfor
fik Nils her ikke Egesborg efter Etatsraaden, da han døde?
-- Fordi _Po_lakken og Bangkiren ikke vilde betro ham deres Penge ...
Og saa sover vi! Godnat! Og sov vel begge to!
-- Tak i lige Maade ... sagde Lurvadt.
Men Rottbøl hørte intet. Hun laa fordybet i glade Minder og nynnede
sin sædvanlige Aftensang, den, hun havde nynnet for sine Børn, da de
var smaa og levende:
Stormen lad den kun fnyse,
Bølgen lad den kun slaa;
Drømmenes Land, de lyse,
Kan de dog aldrig naa ...
-- Drausenbeimir ...! fniste hun saa lyksalig lidt efter og sov ind.


Jomfru Helmer havde faaet forærende af Forvalter Anders Jensen-Homo
en Stol, en Mahognitræs »Flugtstol« betrukket med græsgrønt Plyds og
med en broderet Rosenguirlande ned ad Midten.
Men hver Gang Forvalteren senere følte sig brøstholden af Damen,
bemægtigede han sig Gaven og skjulte den paa de utroligste Steder,
indtil den en skønne Dag, naar Parret atter var blevet forligt, paa
ny dukkede op i hendes Værelse.
Denne Manøvre gentog sig Gang paa Gang til Gaardens udelte
Fornøjelse. Og ogsaa nu, da Jomfruen vendte tilbage fra sin
Københavnstur, saa hun, da hun traadte ind i sin Stue, at Stolen var
væk. Hun havde jo nok tænkt sig Muligheden deraf; men havde dog lige
til det sidste haabet, at Forvalteren omsider var kommen til Fornuft.
-- Hum! sagde hun -- har Mennesket nu alligevel været herinde!
Hendes Fortrolige, Sørine Folkekokkepige, der kom med Kufferten ude
fra Vognen, kunde ikke tilbageholde et ondskabsfuldt Grin:
-- Hæ, ja! han hentede Smeden og lod Døren dirke op.
-- Det _Fæ_! sagde Jomfruen -- Mon han aldrig vil faa sin Forstand!
... Er der ellers sket noget?
-- Næi.
-- Fruen har ikke været hernede og snuse?
-- Næi.
-- Og Tøserne?
-- Næi ...
Sørine var begyndt at gaa rundt om sit Herskab og se beundrende op og
ned ad hende, og nu slap det ud:
-- Hvor er Jomfruen dog skjøn i det Tøj!
-- Ja ... Og nu skal man til at sjove igen.
Sørine snusede Luften til sig:
-- Og som Jomfruen dog lugter!
-- Ja ... Men gaa nu ud til dit Arbejde; jeg kommer, naar jeg har
skiftet.
Sørine gik. Klokken var seks. Det var snart Nadvertid ...
Jomfru Helmer gav sig til at afføre sig Rejsestadsen. Hun tog
langsomt ligesom modstræbende Stykke for Stykke af sin Krop, indtil
hun stod fuldstændig nøgen -- stor, pragtfuld og blændende hvid. Hun
snusede ud i Luften ligesom Sørine før:
-- Al den Parfume, han altid gik og hældte over hende ... Og nu
skulde man til at gaa rundt her og stinke af sur Valle og Tørverøg!
Hun lagde Sagerne omhyggelig sammen og gemte dem hen. Saa tog hun en
grov Hørlærreds Særk frem og de andre Dagligklæder ... Saa bankede
det med ét haardt paa Døren.
-- Her kommer ingen ind! sagde hun; men forskrækket blev hun ikke.
Døren aabnedes, og Forvalteren viste sig, høj, bredskuldret og
sortskægget.
-- Hva' vil _Du_? Vent udenfor til jeg har faaet nogle Klæder paa!
Men han traadte helt ind, og Nøglen vred han om i Laasen efter sig.
-- Hæ! lo hun haanlig og gav sig rolig til at trække Særken paa.
Der blev en Pause. De saa paa hinanden som to Kattedyr; om det saa
var Tænderne, saa saas de -- og Forvalterens store, røde Næver
krummede sig.
Saa gik han tæt hen til hende. Hun stod nu i Strømpefødder og
Underskørt.
-- Vil Du _slaa_? spurgte hun og huggede til hans Arm, der havde
løftet sig.
Han lod Armen synke:
-- Næi ...
-- Hva' vil Du da? Jeg troede, vi ha'de alting paa det rene? Hva'
skal de Fjollerier til med den Stol? Du gaar og gør vos begge to til
Grin for hele Egnen. Jeg er jo ikke din Kærrest længere; det blev vi
jo enige om, straks jeg begyndte med den anden; saa det kan jo være
_Dig_ ligemeget, _hva'_ jeg foretager mig, ikke? Det er jo Aftalen,
ikke?
-- Men at Du saadan rejste væk med ham lige for Næsen af mig uden at
sige noget.
-- Hva' rager det _Dig_, hva' jeg gør? Har jeg ikke Lov til at gøre,
hva' jeg vil? Ha'de jeg sagt noget, ha'de Du bare skabt Dig taavelig.
Han stod myg og fortrykt foran hende:
-- Og at han saadan sendte mig af By den Dag, sagde han -- Hele
Gaarden grinede, da jeg kom hjem.
Hun lo højt ved Tanken:
-- Saa kunde Du jo ha' grinet med! Naar vi ikke er Kærrester længer.
-- Det er der ingen, der tror ....
-- Det er saa sgu _din_ Fejl da! Ta' Dig en Bislaaferske saalænge og
stop Munden paa dem.
-- Det mener Du ikke, Mathilde ...
Hun lo og kastede sig pludselig tungt ind til ham:
-- Nej, naturligvis mener jeg det ikke, sagde hun og strøg en Haand
ned over hans Krop -- Men hvorfor kan Du saa ikke opføre Dig
fornuftig? Herregud, den Splejs til Godsejer, lo hun raat -- han kan
sgu ingen Skade gøre! Og det er jo altid _Dig_, jeg _tænker_ paa ...
Og nu han er borte, saa kan Du jo komme, saa tit Du vil, véd Du.
Han knugede hende ind til sig, saa at han næsten løftede hende fra
Gulvet.
Men hun gjorde sig fri:
-- Gaa saa! sagde hun -- Og kom igen i Aften ...
Han gik lydig hen mod Døren. Men saa greb hun ham ved Armen:
-- Se her, Anders ...! hun tog to Hundredekronesedler frem af sin
Portemonnæ -- se her, hvad jeg har kapret denne Gang! Sæt dem ind i
Banken til de andre.
Hun trak en Kommodeskuffe ud og tog en Bankbog frem.
Forvalteren havde hurtig snappet Pengesedlerne. Der kom et underlig
glubsk Udtryk i hans Ansigt:
-- Nu er det lige fire Tusind og fem hundrede! sagde han.
-- Ja; og naar han nu kommer hjem til Julen, saa siger jeg op til
Majdag; det plejer at hjælpe.
Han blev igen urolig:
-- Skal vi ikke nøjes med dem, vi har, Mathilde ...?
-- Snak! Vi skal da op til de fem Tusind idetmindste.
Han svarede ikke, men stod og arbejdede nervøst med Laasen, som han
ikke kunde faa op.
-- Du har nok glemt, at den er drejet om, drillede hun -- Vilde Du
myrde mig?
Han mumlede noget uforstaaeligt og gik.
-- Stolen! raabte hun efter ham -- Husk, at ta' Stolen med!
-- Ja ... lød det udenfor.
-- Hvor har Du den? ... Naa!
-- Oppe paa Høstænget ...
Hun lo, saa det sang i Ruderne:
-- _At_ Du dog ikke kan bevare din Forstand, Anders!


Fru _Karen_ Uldahl, gift med Nils Uldahls yngre Broder, Frantz, var
det eneste Medlem af Slægten, hvis Hjerte stedse forblev lukket for
Fru Line ...
Fru Karen var en lang, bleg, glathaaret Skabning, ret køn af Ansigt,
men haard og kold af Karakter. -- Og hendes Ægteskab med Frantz
skulde ingenlunde blidne hende.
Ingwersen fortalte, at den gamle Etatsraad først havde bestemt hende
som Dyretæmmerske for sin ældste Søn. Men da Nils fornam sin Faders
Hensigt, erklærede han kort og godt, at han havde aldrig sat Pris paa
at pille Andeskrog.
Saa transporteredes Pigen over paa Frantz, der i det hele var af et
frommere og mere medgørligt Sindelag, og som desuden netop paa den
Tid var vendt tilbage, mat og udarbejdet, fra en af sine berømmelige
Ekskursioner og derfor var ganske modstandsudygtig.
-- Gifter Du Dig med Karen Heinemann, skal jeg endnu engang tilgive
Dig, sagde Etatsraaden til ham -- Gifter Du Dig ikke med hende, maa
Du Fandenfløjtemig sejle din egen Sø!
Og Frantz, der sad stor og fed og udslukt paa en Stol inde paa
Kontoret paa Egesborg, nikkede sløvt til alt, hvad den Gamle sagde;
og skrev derpaa efter Diktat et saapas glødende Frierbrev til Damen.
Og en Maaned efter var de Ægtefolk og erholdt i Brudegave Skøde paa
Gaarden Kragholm.
-- Nu maa _Du_ tage Dig af Frantz! sagde Etatsraaden til Bruden --
Jeg har saagu nok at skaffe med de andre!
Og Fru Karen viste sig i det lange Løb delvis denne sin Mission
voksen.
-- --
Med Frantz Uldahls sære og berømmelige Excesser forholdt det sig
saaledes:
Han kunde i Aarevis te sig som det fredsommeligste og haandterligste
Væsen, der glad og omgængelig røgtede sin Landmandsgerning. Men saa
en skønne Dag fôr Dævelen i ham, og han forlod Gaard og Hjem og
turede Landet rundt med alskens Pak og Skrabsammen af begge Køn og
kom saa først en Maaned eller to senere skulkende tilbage næsten uden
Klæder paa Kroppen og i en aandelig og legemlig Tilstand, der for
lange Tider gjorde ham udygtig til enhver menneskelig Beskæftigelse.
-- Man fandt ham gerne en Morgen siddende stivfrossen paa en
Grøftekant i Nærheden af Gaarden, eller liggende halvdød nede mellem
Halmstakkene. Og han blev da bragt op i sin Seng og vadsket og renset
og pudset og plejet, indtil han efter mange Ugers Forløb atter var
saa vidt restitueret, at han kunde vise sig udendørs. -- I
Mellemtiden flød der ind til Egesborg en Strøm af ubetalte Regninger
fra alle Landets Kroer og Kipper. Etatsraaden betalte dem de første
Par Gange pligtskyldigst; men da der engang efter en saadan Tourné
endogsaa indløb Fordringer fra saa fjerntliggende Egne som Holsten,
Lauenborg og Ditmarsken, brast den gamle Herres Taalmodighed, og han
svor sin Yndlingsed og sagde: _Vil_ han ud, saa skal han, Hans sorte
Majestæt fløjtemig ogsaa _komme_ ud! Hvorpaa han sendte Sønnen med en
Fragtdamper til Tasmanien eller van Diemensland.
Men syv Maaneder efter returnerede Frantz atter til Fædrenegaarden
fuld af Hjemvé og nøgen til Bæltestedet.
Dette Trip kostede Etatsraaden runde 8000 Kroner, og han spekulerede
fra nu af kun paa at vælte Ansvaret fra sig og faa Sønnen energisk
gift.
Hvilket altsaa omsider lykkedes.
-- -- --
Fru Frantz Uldahls Had til Fru Line skrev sig først og fornemmeligst
fra, at det var lykkedes _hende_ at fængsle og binde Nils saaledes
til sig, at han gjorde hende til sin Hustru og derved, hvad alle den
Gang formodede, til Herskerinde paa Familiegodset, medens Karen selv
maatte nøjes med at residere paa en Anneksgaard.
Og dertil kom end yderligere, at næppe var Fru Line bleven
præsenteret for Svigerforældrene, før hun ganske vandt dem for sig og
fortrængte den anden fra den Plads, hun hidtil ubestridt havde
indtaget som fortrolig Raadgiver og Formidler de to Gamle imellem.
Etatsraaden og hans Kone havde nemlig i umindelige Tider leven i en
Art væbnet Nevtralitet fremkaldt af hans Kvindekærhed og hendes
Kreoler-Jalousi. (Hun var født i spansk Amerika.)
De boede i hele den sidste Halvdel af deres Ægteskab i hver sin Etage
af Hovedbygningen paa Egesborg, ligesom Nils og Line nu paa
Havslundegaard. Og Rigsarkiveuse Ingwersen beretter, at naar de