Fædrene æde Druer, Roman - 13

Total number of words is 4823
Total number of unique words is 1402
47.5 of words are in the 2000 most common words
63.7 of words are in the 5000 most common words
71.4 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.

-- Nej! sagde han.
Saa lo de paa ny vildt og truende:
-- Han duer ikke mere! sagde de -- Lad ham dø!
Og pludselig saa han Minka fra Mosen løse sig ud fra de andre og løbe
frem over Gulvet. Og med begge sine smaa hvide Hænder stødte hun til
den underste Bjælke, den, der bar den hele Bygning ... og i samme
Øjeblik ramlede Pyramiden i et bragende og buldrende Kaos ned over
ham ...
Og da vaagnede han, vækket ved Lyden af sin egen Snorken.
-- --
-- Onkel har nok faaet sig en lille Lur?
Nils Uldahl rejste sig forvirret:
-- Ja ... Men nu er jeg igen lysvaagen! smilede han galant og bukkede
for Fru Mona, der stod foran ham med Ridekjolens Slæb kastet over
Armen og i Færd med at knappe sine Handsker.
-- Nu skal _jeg_ ...! vedblev han og greb ivrig hendes Haand for at
hjælpe -- Hvor ser De dog pragtfuld ud! sagde han, og hans Øjne
skinnede -- Palle kan sagtens være glad!
-- Det er jeg ogsaa! nikkede Hofjægermesteren. Han stod skrævende
midt paa Manegen i sine høje Lakstøvler og med Ridepisken stukket
under Armen. De stramtsluttende Skindbenklæder fremviste ublufærdigt
hans kraftige Ben med mere.
-- Gu' er jeg glad for Damen! sagde han.
-- Uff, I _Mandfolk_ ...! lo Fru Mona og daskede Nils koket paa den
ene Kind.
_Tøsen_ i hende begyndte at vaagne, nu hun skulde til at »optræde«.
-- Kan Onkel huske den første Aften, De saa mig? spurgte hun -- Den
Aften, da alle Uldahlerne sad rundt paa Bænkene i Circus og skar
Tænder af hinanden?
-- Om jeg _kan_! lo han tilbage -- Storartet! _Storartet_ saa De ud!
... _Mona Lisa_ ...! sagde han saa, og hans Øjne _aad_ hende -- Og
da De kastede Dem bag over paa Hesten og skreg og forsvandt ind over
Barriéren! ... Pragtfuldt! ... Vi var som gale allesammen bag efter!
Jeg havde gerne givet ti Tusinde Kroner for Dem samme Nat!
Hun slog ham atter paa Kinden:
-- Men nu er jeg vel faldet i Pris?
-- Nej, _steget_! steget! er De; ligesom den ædle Drue!
-- Der er Hestene! meldte Hofjægermesteren tørt. Han havde i
Bevidstheden om sin Sultansret smilende staaet og betragtet Nils,
hvis Alder og Træthed ganske syntes forsvundet, og som trippende paa
sine lidt stive Ben havde voltigeret omkring Fru Mona, en brunstig
Hane lig, latterlig indtil Marven ...
Mona slap Slæbet ned fra Armen:
-- Nu gælder det! sagde hun og blev paa én Gang alvorlig -- Henrik,
hjælp mig!
Rideknægten bøjede sig og strakte en Haand frem. Og hun anbragte sin
Fod i den og svang sig i Sadelen.
-- Skoleridt! sagde hun og lod Ridepisken kærtegnende glide ned langs
Castors Hals.
-- Well, Mylady! bukkede Palle, der nylig for fjerde Gang havde læst
»De tre Musketterer«.
Og Opvisningen begyndte ...
Hestene dansede og veg uden om hinanden en til højre og en til
venstre, rundt og rundt i de sirligste Valsetrin. Mona nynnede Takten
dertil i Mangel af Musik. Hun haandterede Tømmerne som en Mandolinens
Mester sine Strenge. Det mindste Tryk af hendes Fingre »gav Tone« i
Dyret under hende. Og saa fintmærkende var Castor blevet gennem
hendes Dressur, at det saa ud, som lød den kun sit eget gratiøse
Lune, naar den rytmisk vuggende sin tunge Krop ligesom legende gled
hen over Manegens Bark.
Hofjægermesteren og hans Pollux fulgte kluntet efter. Til sidst trak
de sig ganske ud af Spillet, og Palle red hen ved Siden af Nils
Uldahl:
-- Se, se! hviskede han betaget -- Er hun ikke pompøs!
Mona havde lukket Øjnene, og der laa et vellystigt Smil om hendes
Mund, medens hun langsomt og som i Drømme lod sit Legeme vugges frem
og tilbage i Takt med Hestens Bevægelser.
Men pludselig udstødte hun sit Kampskrig fra Circus, sit skingrende:
Hæi, hopla! og i det samme suste Pisken ned og op igen, ned og op
igen tværs over Dyrets Bringe.
Castor syntes først ligesom at studse; saa virrede den protesterende
med Hovedet, stejlede, prustede, bed i Bidslet, satte derpaa frem i
et Spring og fôr i vild og vanvittig Karriére Manegen rundt. Det saa
ud, som havde Ryttersken mistet Herredømmet over sin Hest.
-- Mona! Mona! skreg Hofjægermesteren i Angest.
Ogsaa Nils Uldahl skreg, men uartikuleret og uden selv at vide af
det.
Og Rideknægten sprang til som for at gribe det rasende Dyr....
Men Fru Mona slog afværgende ud med Haanden og lod atter Piskeslagene
suse ned over Castors Hals:
-- Hæ--i, hopla! Hæ--i hopla! Hæi-- hopla! Hæ--i--i--i ...! raabte
hun og kastede sig i Ekstase bag over mod Hestens Kryds ... Hatten
faldt af hende, hendes Haar løstes op, Pisken smed hun fra sig:
-- Hæ--i, hopla, Castor! Hæ--i! Hæ--i! Hæ--i! ... Hun troede sig i et
menneskefyldt Circus ... Orkestret tav, og hun hørte Publikums
forventningsfulde Stønnen, nu hun skulde udføre sit berømte Trick,
det, der havde faaet Mona Lisas Navn til at lyse med tommehøje
Bogstaver paa alle Plakatsøjler Europa over:
-- Hæ--i, hopla! jublede hun og greb fastere i Tømmerne for at lette
Hesten det sidste, stolte Spring over Barriéren, ud gennem Porten og
bort i Stalden ... medens Bifaldet vilde knitre efter hende som et
Hagelvejrs Rasen mod et Glastags Ruder ...
Men i næste Nu laa hun paa Manegens Bark med Hjernen knust mod en af
Portens Stolper.
-- --
Blind og sanseløs af det vilde Løb, af Slagene og Skrigene var Castor
snublet over Fru Monas Hat og havde slynget hende af Sadelen og ind
mod Stolpens Kant.
-- --
Saaledes befriede Døden Mona Lisa, Kvinden med de stærke Sanser og
det fredløse Hjerte ...


Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede ...
Bedstefader Seemann og hans Hustru Thora var paa Besøg hos
Isidors og sad glade og vel tilpas nede paa den hvide Bænk ved
Karussedammen. Rositta og Drengene laa i en Høstak ved Siden af;
og Herredsfuldmægtigen stod og smuldrede Franskbrød ud til
Karusserne ...
-- Nej _se_ dog, Far, _Fiskene_, _se_! raabte den gamle Frue ivrig
som et Barn.
-- Ja, jeg ser dem nok, Mor ...
-- Hvor _er_ her dog dejligt her i Haven, lille Rositta!
-- Ja, ikkesandt, Bedstemor!
-- Jo, jo, hvor _er_ her dog dejligt!
Gamle Fru Seemann vidste intet frydefuldere end at »komme paa Visit«
hos sin elskede Søn.
-- Næ, se dog den _store_ der! vedblev hun og pegede ned mod Vandet.
-- Det er Gorm den Gamle, forklarede Herredsfuldmægtigen -- Og den
anden der kommer er hans Kone, Thyra Dannebod.
-- Ha, ha! ... Har alle Fiskene Navn?
-- Nej, kun de største.
Jørgen havde stille rejst sig fra Høstakken og var listet hen ved
Siden af Faderen:
-- Maa _jeg_ nu lidt ...? bad han.
Isidor overlod ham Brødskiven.
-- Tak! sagde Drengen og smilede lyksalig.
Der var myldrende fuldt af store og smaa Karusser lige under
Vandskorpen. De trængtes mellem hverandre og masede paa, snappede
Brødsmulerne af hinandens Mund og stak til Bunds med Rovet.
Ogsaa Povl havde rejst sig og stod nu ved Siden af Broderen:
-- Se, Bedstemor, sagde han og greb hendes Haand -- der er »det blege
Ansigt« ... og der er »Undervandsbaaden« ... og der er »Maria
Magdalena«, kan Du se hvor from hun ser ud?
-- Sikke dog Navne paa _Karusser_, lille Povl! sagde den gamle Frue
uvillig.
-- Det er ikke Karusser, det er _Delfiner_, sagde Drengen -- Det
si'er Far sæl; og det er ham, der har givet dem Navne ... Og den dér
rene, pæne dér hedder »den ubesmittede Undfangelse«.
-- Hva' _gør_ 'en ...!
-- Hvornaar skal hun, Mona, begraves? spurgte pludselig gamle
Seemann, der var faldet i Tanker.
Øjeblikkelig begyndte Fru Thoras Tommelfingre at snurre:
-- Ak ja ...! sukkede hun -- _Døden_ ... _Døden_ ...!
-- Paa Torsdag, sagde Isidor.
-- Du skal vel _følge_? spurgte den gamle Herre.
-- Ja.
-- Ja, _jeg_ duer ikke mere til at være med til den Slags
Narrestreger! brummede den gamle vredt bare ved Tanken om, at nogen
muligvis kunde falde paa at opfordre ham dertil -- Man staar der og
samler Gigt!
-- Nej, naturligvis skal Du blive hjemme, nikkede Herredsfuldmægtigen
-- Jeg skal nok bringe en Hilsen fra Dig.
-- Men en _Krans_ maa vi da sende, Far! mente Fru Thora.
-- Ja, det maa vi vel ...
-- Ja, _det_ maa vi!
-- Aa nej, Mor, se dog de to der, hvor er de søde!
Jørgen smed Resten af Brødet ud i Dammen og gav sig til at løbe efter
et Par brogede Sommerfugle, der boltrende sig om hinanden fløj hen
over Grønsværet. Men inden han naaede dem, stak de til Vejrs og
forsvandt.
-- Han fik dem ikke! noterede Povl med Tilfredshed.
Fru Thoras Tommelfingre var endnu i Bevægelse:
-- Det var en forfærdelig Død, hun fik .... _Mona_! sagde hun -- Jeg
kan ikke falde i Søvn om Natten ved at tænke paa det.
-- Hva' si'er Du, Mor?
-- _Jeg siger, at jeg kan ikke falde i Søvn for at tænke paa Monas
Død!_
Gamle Seemann skulede arrigt:
-- Mor skal altid _tænke_!
-- Ja, tænk, Rositta og Isidor, Far _tænker_ aldrig!
-- Næ, hva' skal de Narrestreger til!
-- Jamen, naar man nu ikke kan lade _være_!
-- Visvas, vel kan man saa! ... Hvem køber dit _Hø_, Isidor?
Herredsfuldmægtigen smilede:
-- Havemanden faar det for at slaa det.
-- Du er flot, maa jeg sige! Den Stak der er da nok sine _fem_ Kroner
værd.
-- Og _Børn_ er der ingen af ... vedblev Fru Thora, hun slap nødig et
sørgeligt Emne. -- Er Du ikke ked, lille Rositta, over at Du ikke fik
Lov til at beholde den sidste?
Rositta lagde sin Haand oven paa Svigermoderens ... til Dels for at
faa Tommelfingrene standsede:
-- Aa, nej, Bedstemor, jeg har jo de andre ...
-- Ja ... nikkede den gamle Frue -- og man maa jo bøje sig for Guds
Vilje ...
-- Vil Far ikke ryge? spurgte Herredsfuldmægtigen.
-- Jo Tak, min Dreng ... men _Pibe_!
-- Ja, nu skal jeg hente en ...
Og Isidor gik op mod Huset ...
Povl og Jørgen var begyndt at lege Hest. Jørgen havde faaet et Tøjr
om den ene Arm og vrinskede og stampede utaalmodig, medens Povl dybt
alvorlig trak af med ham for at sætte ham paa Græs.
Lidt efter dukkede ogsaa Vaabendrager Petersen frem som skudt op af
Jorden. Og de tre Drenge gav sig til at lege Dyrskue ...
Fru Rositta tog Plads paa Bænken imellem Svigerforældrene. Hun stak
sine Arme ind under deres og skudrede sig hyggelig til Rette:
-- Det er dejligt med den Sol, vi har i Sommer, sagde hun --
Ikkesandt, Bedstefar? Det er noget for os to Gamle?
-- Ja, min Pi'e! ... Kan Du ikke ogsaa se, hvor Mor er kommet sig?
Hun ligner snart en ung Pi'e igen!
-- _Det_ gør hun! nikkede Rositta -- Hun ser meget yngre ud end jeg.
Fru Thora daskede hende fornøjet over Haanden:
-- Hvor kan Du nu sige saadan noget, Rositta! Du mener det jo slet
ikke!
-- Jo, _det_ gør jeg!
-- Ja, _det_ gør hun sgu! bedyrede den Gamle.
-- Aa--r, I Sludrebøtter ...! lo Fru Thora smigret.
Ogsaa gamle Seemann lo. Han vidste nok, hvordan en Madpose skulde
skæres, han, trods sine halvfjerdsindstyve Aar.
-- Er det Købmand Bruns nye Villa, det Hus derovre? spurgte han saa.
-- Ja.
-- Det er meget pænt; men jeg kan ikke lide sorte Tage; de skal være
røde.
-- Ja, _Du_ skal nu ha' alting _rødt_, Far!
Den gamle Herres Sypose-Øjne trak sig polisk sammen. Det var akkurat
den Replik, han havde ventet paa:
-- Det er, fordi det minder mig om dine Kinder, Mor!
-- Næ, nu bli'r Du minsandten for slem med dine Komplimenter! sagde
Fru Thora -- Flyt Dig lidt, Rositta, at jeg kan komme til at knibe
ham, det gamle Utyske, som sidder der og har mig til Bedste midt i
mine aabne Øjne!
Og hun bøjede sig frem over Svigerdatteren og kneb sin Mand i det ene
Ben.
-- Au, au! skreg han -- Nej, la' vær', la' vær', Mor! Det kildne er
ikke gaaet af mig endnu!
-- Ja, vil Du saa dy Dig, dit gamle Spøgelse?
-- Ja, ja! jeg skal aldrig gøre det mere!
-- Se, hvor han er køn, naar han ler! hviskede Fru Thora i Øret paa
Rositta -- Maa jeg sige, at det er _Dig_, der har sagt det, ellers
tror han bare, at jeg siger det for at smigre ham?
Og uden at afvente Svigerdatterens Svar sagde hun højt:
-- _Rositta siger, at Du er saa køn, naar Du ler, Far!_
-- Ja, Rositta har altid haft en god Smag! nikkede den Gamle.
-- Det har _jeg_ da ogsaa!
-- Ja, derfor tog Du mig vel?
-- Næ, hvor han er _indbilsk_, det gamle Uhyre! Jeg maa paa ham igen!
Og hun gav sig atter til at knibe løs.
-- Naa, her gaar det nok lystigt til? smilede Herredsfuldmægtigen,
som i det samme kom oppe fra Huset med Piben.
-- Ja, det er Far, der er saa vigtig!
-- Ja, _utrolig_! lagde Rositta til.
-- Sludder Tøse! lo den Gamle -- Lad mig faa Ild paa Skorstenen,
Isidor, at jeg kan _ryge_ dem ud!
Og da Piben var tændt, sendte han en mægtig Røgsky ind mellem
Damerne; men de lo bare af ham og erklærede, at de _var_ tilrøgede.
Saa klemte ogsaa Isidor sig ned paa Bænken. Og man pludrede videre.
Og Solen skinnede, Fuglene sang, og Blomsterne duftede.
Og henne paa Plænen legede de andre Børn ...
-- --
Anna Stuepige kom og meldte:
-- Der er en Kone oppe, som absolut vil tale med Herredsfuldmægtigen.
-- Kender De hende?
-- Ja; det er Johanne ude fra Havslundegaards Familiehus.
-- Lig-Johanne?
Stuepigen rødmede:
-- Ja--e ... Men der _kommer_ hun! Og jeg sagde endda, at hun skulde
vente, til jeg kom tilbage.
-- Aa--r! sagde Isidor ærgerlig -- Se, at faa hende bort igen, Anna!
Sig, at her er Gæster.
Men Lig-Johanne var ingen »Strø-for-Høns«. Hun stødte Stuepigen til
Side og gik frem. Hendes Gang var usikker, og hendes Ansigt blussede.
-- Hun er jo drukken ...! sagde Fru Thora og krøb nærmere ind til sin
Svigerdatter -- _Far, hun er drukken!_
-- Naa, er hun det, min Pige? nikkede gamle Seemann og ledte sine
Briller frem.
Isidor havde rejst sig, og Børnene kom nysgerrige løbende.
-- Hvad vil De her nu igen, Johanne? spurgte Herredsfuldmægtigen
haardt -- Jeg har jo sagt Dem, at De skal faa Bud, naar Sagen er
ordnet.
Johanne var standset, da hun saa de mange Mennesker:
-- Det var de Penge ... mumlede hun.
-- Ja, jeg har endnu ikke faaet talt med Jens ... De skal nok faa
Bud, saasnart Sagen er i Orden! gentog Isidor -- Men gaa nu, jeg har
ikke Tid til at tale med Dem i Dag!
-- Det var de Penge ... De er li'saagodt mine ...
-- Jovel, ja! Men gaa nu, hører De!
Lig-Johanne stod lidt og stirrede sløvt ud for sig. Saa gjorde hun
pludselig omkring og dinglede bort.
Herredsfuldmægtigen gik atter hen og satte sig paa Bænken:
-- Naa, i Dag var hun da temmelig medgørlig ... sagde han.
-- Er 'et ikke hende, som Nils Uldahl har et ... begyndte gamle
Seemann højlydt.
-- Hyss, Bedstefar, Børnene ...! sagde Fru Rositta.
Og saa tav de alle en Stund og stirrede efter Lig-Johanne. Stemningen
var blevet saa underlig mat.
Fru Thoras Tommelfingre var atter begyndt at snurre:
-- Den Nils, den Nils ...! sukkede hun -- Hvor er Jorden dog fuld af
sørgelige Ting!
-- Saa, nu skal Mor til at _tænke_ igen! vrissede gamle Seemann og
sugede løs paa Piben, saa den skrattede.


Det var fra først af de andre Koner i Familiehuset, Spat-Marie og
Maren Ørentvist, der havde sat i Johanne, at hun absolut burde
forlange Halvdelen af de Penge udbetalt, som hendes Mand i sin Tid
havde faaet af Nils Uldahl for at gifte sig med hende.
De paastod, at hendes Ære ligefrem krævede det.
Og det var lidt efter lidt lykkedes dem at hidse hende i den Grad op,
at hun og Pin'de-Jens endogsaa et Par Gange havde lagt Haand paa
hinanden den Sag angaaende.
Men endnu laa Jens da med de femhundrede Kroner i Behold. Og han
agtede at forsvare dem til sin sidste Blodsdraabe, sagde han. For var
der noget i Verden, der tilhørte ham med Ret og Retfærdighed, saa var
det vel Pin'de nok de dyre Skillinger, han havde erhvervet ved at
lade sig smede sammen med det Stykke Svinetrug af et Fruentimmer!
Sagen var nemlig den, at Jens paa sine gamle Dage, da Maven ikke
kunde taale mere, var blevet fanatisk Afholdsmand. Han saa ikke den
Vej længere, en Snaps stod. Hvad han kunde have drukket og horet bort
i sin Ungdom, Gudbevares, det blev en Sag mellem ham og Vorherre.
_Nu_ taalte han ikke _Lugten_ engang hverken af Spiritus eller
Fruentimmer. Man blev da vel ældre for at forbedre sig!
Anderledes med Johanne. Alt som Aarene gik, drak hun tættere og
tættere og holdt til med Sognets værste Didriker. Og _var_ hun ædru
en Dag, blev hun syg og laa hen med Opkastninger. Selv Spat-Marie tog
Forargelse af hendes Levned og slog Kors for sig og Alexandra, naar
hun hørte Johanne lamentere med sine Mandfolk ved Siden af.
Marie havde endogsaa engang sendt sin Mand ind for at paatale
Spektaklet. Men da han forblev derinde, Snøbelen, og deltog i
Opstandelsen, var hun en halv Timestid efter, da alt var blevet saa
mærkelig roligt, selv listet hen foran et af Vinduerne for at sondere
Valpladsen gennem et Hul, hun kendte i Forhængsstykket.
Og det Syn, der da havde aabenbaret sig for hende, skulde hun aldrig
forgjette, om hun saa blev halvfems:
Gæsterne var borte og hendes egen Hertug med dem. Men midt paa Gulvet
laa Lig-Johanne splitternøgen med en tømt Brændevinsflaske mellem
Knæene. _Prop var der ikke i Flasken, den var sat i hende ... »saa
sandt der er en Gud til!«_ Og henne i et Hjørne af Stuen sad lille
Juliane paa en Skammel og sov ...
Marie havde øjeblikkelig hentet Maren Ørentvist og en tre-fire andre
Koner fra Nabolaget, at de kunde fryde sig ved Synet. Og efter at de
tilsammen en Stund havde priset Gud Herren og lovtakket ham, at de
ikke var som _dette_ Kar, gik de ind og puttede Johanne i Seng og tog
Juliane med sig ... »For En har jo da kristelige Fornimmelser!«
Hvorpaa Spat-Marie skyndsomst var fløjet hen paa Gaarden for at være
Nummer ét til at berette Jens Pinedød Baduljen ...
Men Jens havde gudhengivent svaret:
-- Hva' Satan rager det mig!
Han skikkede punktlig hver Lørdag Aften Halvdelen af sin Ugeløn hen
til Konen og Barnet, saa ingen skulde komme her og spille Polka for
ham i den Anledning!
-- --
Men som Tiden gik, og Lig-Johanne ganske blev udygtig til
regelmæssigt Arbejde, aad Tanken om Mandens femhundrede urørte Kroner
sig dybere og dybere ind i hende. Hun blev besat af disse Penge. Hun
drømte om dem om Natten og snusede rundt efter dem om Dagen. Hun
_vilde_ have fat i dem og _maatte_ have fat i dem! Hvortil hun
egentlig vilde bruge dem, stod hende ikke klart. Maaske til at drikke
sig lige lukt ned i Helvede for, da der dog alligevel ikke mere
fandtes nogen Glæde for hende paa Jorden. Og maaske foresvævede der
hende ogsaa i hendes omtaagede Tilstand noget som et fjernt Haab om,
at Pengene paa en eller anden Maade skulde kunne »frelse« hende.
Hun havde engang i en Avis læst om et Drankerasyl, hvor man kunde
helbredes og lære at forsværge Nydelsen af stærke Drikke og
andre Uhumskheder. Og det blev hende da senere, hver Gang
Deliriums-Angesten indfandt sig, hendes Livs store Maal at komme ind
paa et saadant Asyl ... Men hun vilde _betale_ for sig og ikke smides
paa Fattigpleje! Hun, der var af saa fin og fornem en Familie ...!
-- --
Med disse og mangehaande andre forvirrede Tanker tumlede Lig-Johannes
Hjerne baade Dag og Nat. Og hun pinte og plagede Manden, snart med
Bønner og snart med Trusler, om i det mindste bare at overlade hende
et Par hundrede Kroner af sin Skat, bare _ét_ Hundrede! Og da Jens
stadig viste sig lige urokkelig afvisende, voksede der efterhaanden
op i hende et vildt og uforsonligt Had imod ham. Og hun gik rundt og
lurede paa en Lejlighed til med Magt at fratage ham, hvad han ikke
godvillig vilde rykke ud med.
... Han som dog vidste, for det havde hun under grædende Taarer sagt
ham, at disse Penge kunde _frelse_ hende og igen gøre hende til et
skikkeligt og agtværdigt Menneske ...


Saa gik Pin'de-Jens en Torsdag Formiddag og mugede nede i
Hestestalden og sang dertil. Denne Syngen var i Aarenes Løb blevet
ham en Vane. Men han anede ikke selv, at han gav Lyd fra sig:
Roser og Liljer, skal pry-de min Grav (sang han),
naar jeg fra Verdens vil-dene Hav
styrer mod Him-melens Bolig ...
Frøken Sofie kom fra Foderloen som sædvanlig fulgt i Hælene af Tyrk.
Hun standsede paa Tærskelen og lyttede smilende til Sangen.
Jenses Stemme knirkede og hvinede om Kap med Trillebøren, han skød
foran sig:
... Og naar jeg hviler i Kisten min,
da vil jeg smykkes med Bru-delin
og med Myrtekransen fortrolig ...
Tradialla, hidia (satte han saa vældigt i), hidalla hida,
for en Biskum, for en Baskum,
for en halla hidia!
Og han skreg dette Omkvæd i den Grad splintrende falsk ud, at Tyrk
bjæffede derved, og Frøken Sofie brast i Latter.
-- Ih, men Gud, staar hun der, bitte Sofie? sagde Jens saa og
stirrede forbavset hen mod hende og Hunden -- Jeg ha'de smen slet
ikke fornummet hendes Komme. Som de smaa Tær dog kan liste!
-- Jens er nok glad i Dag?
-- _Glad?_ Næ, jeg er Fa'eme ikke _glad_! De Tider er forbi.
-- Jamen Jens gik da og sang, saa det kunde høres helt ud i Loen.
-- _Sang? Jeg?_ Nej, det er Pin'de ikke Tider til at synge i. Det har
vaaren Trillebøren; hun trænger til Smørelse.
-- Hidialla, hidia ... begyndte Frøkenen at nynne for at friskne paa
den Gamles Hukommelse ...
Men i det samme blev Døren ud til Møddingen revet op, og Lig-Johanne
ravede halvdrukken ind:
-- Jeg skal ha' no'en Penge, Jens! sagde hun uden Hilsen og
Indledning.
Jens løftede Skovlen, han stod med, ligesom til Forsvar:
-- Har jeg ikke sagt Dig, at jeg ikke vil ha' dit Rend her paa
Gaarden! ... Og Du fik jo de Penge, Du skulde ha', i Lørdags.
-- Dem _har_ jeg sgu brugt, he--he! grinede hun.
-- Til at drikke op, ja!
-- Ja--e ... Men nu vil jeg ha' en Snaps til, for i Dag er det min
Fødselsdag!
Jens lod Skovlen synke:
-- Er det din Fødselsdag, Johanne ...? spurgte han næsten mildt.
-- Ja ... Og jeg skal ha' fremmede, skal jeg ... (Hun nejede dybt:)
Har man ikke ogsaa den For_nøj_else at se _Dig_, he--he?
-- Nejnej, nejnej! sagde han forfærdet.
-- Det er sgu ogsaa ligemejet! lo hun op -- Naar bare jeg faar de
Penge. Frem med dem!
-- Jeg har ingen før Lørdag ...
Hun gik ham truende ind paa Livet. Og da han igen gjorde Mine til at
løfte Skovlen imod hende, greb hun den fat med begge Hænder om
Skaftet.
Saaledes stod de hadefuldt Ansigt til Ansigt:
-- Du hører jo, at det er i _Dag_, jeg har Fødselsdag! sagde hun --
Hva' Satan kan det saa nytte, at Du præker op om Lørdag?
-- Jeg har ingen ... gentog han stædig.
-- Saa Du har ingen? vrængede hun -- Du ligger jo da og roder med
alle de femhundrede, Du fik af Bror Nils for at ta' mig. Hvor er
_de_?
Jens kastede et forskrækket Blik hen mod Foderloen. Men Frøkenen var
borte. Døren stod paa Klem efter hende, saa hurtig var hun kommen af
Sted.
-- Saasaa, bitte Johanne, saasaa ... begyndte han spagfærdig at tysse
paa. Han var med Et blevet bange for Udtrykket i hendes Øjne. Og hun
var jo ogsaa saameget yngre og stærkere end han. De Gange, de havde
taget Livtag, havde _han_ altid faaet de værste Klø -- Saasaa, sagde
han -- saasaa ... Kan Du redressere Dig med en Hal'tresøre, kan der
vel nok blive Udvej for at skaffe den da, siden det er din Gebursdag
... Men _mere_ har jeg Pin'de heller ikke at undvære!
Johanne sendte ham et ransagende Blik. De stod endnu begge og holdt
paa Skovlen:
-- Jaja, sagde hun -- saa lad mig faa _dem_. Men lidt villigt; for
jeg har travlt!
-- Nu skal jeg hente dem ... De ligger inde i min Kiste i Kammeret.
Men _Du_ behøver ikke at gaa med!
Han slap sit Greb i Skovlskaftet og gik hurtig hen mod Døren til sit
Lukaf.
Lig-Johanne blev staaende med Skovlen i Hænderne og kiggede sig
taaget omkring i Stalden:
Alle Hestene var ude. Kun henne i den store Herskabsbaas stod
Kørehestene. De havde nysgerrigt drejet Hovederne og stirrede hen mod
hende.
-- Hva' Fanden glor I efter! sagde hun arrigt -- Ka' I mon passe Jer
sæl?
Og i sin drukne Utilregnelighed slyngede hun pludselig Skovlen, hun
stod med, hen imellem dem, saa at de stejlede og slog bag ud af
Skræk.
-- He--he! grinede hun fornøjet.
Saa vendte hun sig utaalmodig:
-- Jens, hvor bli'er Du af?
Og da Manden hverken svarede eller viste sig, vaklede hun paa
Taaspidserne hen til Kammersdøren og tittede ind:
Jens laa paa Knæ paa Stengulvet derinde og rodede i sin Klædekiste.
Han havde for otte Dage siden endelig bekvemmet sig til at undvære
Synet af de femhundrede, kontante Kroner og sat dem i Sparekassen;
der stod de sikrere, nu Johanne var begyndt at lumske saa begærlig om
efter dem. Og nu saa hun, at han netop var i Færd med at gemme Bogen
paa Bunden af Kisten.
Da det var besørget, fandt han sin Pengepung frem. Og Johanne kunde
se, at der var baade Kronestykker og Tokroner i den, saa at det
voldte ham Umage at hitte Smaapengene frem til de halvtredsindstyve
Øre, han vilde spise hende af med:
-- Den Satan! mumlede hun, og Blodet sydede hende til Hjernen -- Den
nærige Satan!
Jens maatte have hørt hende røre paa sig, thi han drejede Ansigtet
halvt om og raabte ud mod hende:
-- Nu kommer jeg straks, Johanne. Det er de sidste Øre, jeg har, saa
det ta'r nogen Tid at plukke dem sammen.
Men nu kunde Johanne ikke styre sig længere; hun rev Døren op og fôr
ind. Og førend Jens kunde faa rejst sig, havde hun grebet ham med
begge Hænder i Nakken og huggede i vildt Raseri hans Hoved op og ned
mod Kistens Kant:
-- Saa det er de sidste, Du har? hvæsede hun -- Ja, jeg skal lære
Dig! Jeg skal lære Dig!
Og hun vedblev at hamre snart hans Hoved og snart hans Hals ned mod
Kistekanten:
-- Og vil Du saa med det samme rykke ud med de femhundrede Kroner, Du
fik for at ta' mig! skreg hun -- Vil Du! Vil Du! Var det dem, Du
puttede væk i Bogen før? Hva'? Var 'et? Kan Du faa Kæften paa Gled?
Ka' Du? Jeg slipper Dig ikke, før Du har sagt det!
Og hun blev ved med at hamre løs ...
Indtil Jens omsider ikke mere gjorde Modstand. Og da han heller ikke
svarede hende, løsnede hun endelig sit Greb i ham og lod ham fri:
-- Kan Du _nu_ faa Munden op kanske! sagde hun.
Men han sank sammen slap og livløs paa Gulvet foran hendes Fødder.
Hun ænsede det ikke. Hurtig snappede hun Skindpungen, der var faldet
fra ham, og puttede den i Lommen:
-- Nu er det _min_! sagde hun -- Og nu ta'r jeg ogsaa Bankebogen,
he--he! saa det bli'r vist herefter _Dig_, der kommer til at tigge en
anden En!
Og hun fandt Sparekassebogen frem og stoppede den ind bag Kjolelivet:
-- Naa, kan Du se at faa lettet Dig!
Hun sparkede til ham med Foden. Men Jens sank bare yderligere sammen.
Da gik der paa én Gang et iskoldt Stød igennem hende, og hendes
Hjerne blev som fejet for Taage:
-- Var han død? Ha'de hun slaaet ham ihjel? _Det_ ha'de da ellers
ikke været Meningen!
Hun bøjede sig hurtig ned over ham, greb ham i Skulderen og vendte
hans Ansigt opad: Det var sorteblaat og blodigt, og hans Øjne var
traadt halvt ud af deres Huler.
Hun slap ham igen og tog et Par Skridt som for at flygte.
Men i næste Øjeblik blev hun paa ny staaende:
-- Mon der var kommet nogen ind i Stalden siden sidst?
Hun lindede paa Døren og kiggede:
-- Nej, den var stadig tom ...
Saa bøjede hun sig atter ned over Jens; og idet hun løftede ham op
paa sine Arme, næsten løb hun med ham ud af Kammeret, hen gennem
Midtergangen og hen til Herskabsbaasen, hvor hun med Opbydelsen af
alle sine Kræfter slyngede ham ind mellem Kørehestene ...
Saa flygtede hun.
Men førend hun forlod Stalden, var hun igen inde i Kammeret og lagde
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Fædrene æde Druer, Roman - 14
  • Parts
  • Fædrene æde Druer, Roman - 01
    Total number of words is 4683
    Total number of unique words is 1498
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    62.0 of words are in the 5000 most common words
    69.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 02
    Total number of words is 4725
    Total number of unique words is 1548
    45.0 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 03
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1420
    47.7 of words are in the 2000 most common words
    63.5 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 04
    Total number of words is 4702
    Total number of unique words is 1510
    46.6 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 05
    Total number of words is 4759
    Total number of unique words is 1454
    48.8 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    72.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 06
    Total number of words is 4723
    Total number of unique words is 1434
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    72.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 07
    Total number of words is 4758
    Total number of unique words is 1519
    45.1 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    67.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 08
    Total number of words is 4591
    Total number of unique words is 1423
    48.9 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 09
    Total number of words is 4818
    Total number of unique words is 1445
    48.5 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    71.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 10
    Total number of words is 4650
    Total number of unique words is 1456
    49.4 of words are in the 2000 most common words
    65.5 of words are in the 5000 most common words
    73.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 11
    Total number of words is 4719
    Total number of unique words is 1373
    51.2 of words are in the 2000 most common words
    66.1 of words are in the 5000 most common words
    75.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 12
    Total number of words is 4796
    Total number of unique words is 1453
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    64.2 of words are in the 5000 most common words
    71.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 13
    Total number of words is 4823
    Total number of unique words is 1402
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    71.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 14
    Total number of words is 4856
    Total number of unique words is 1423
    51.4 of words are in the 2000 most common words
    67.6 of words are in the 5000 most common words
    74.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 15
    Total number of words is 4734
    Total number of unique words is 1469
    47.4 of words are in the 2000 most common words
    64.9 of words are in the 5000 most common words
    73.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 16
    Total number of words is 3353
    Total number of unique words is 1210
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    65.6 of words are in the 5000 most common words
    72.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.