Fædrene æde Druer, Roman - 08

Total number of words is 4591
Total number of unique words is 1423
48.9 of words are in the 2000 most common words
63.4 of words are in the 5000 most common words
70.1 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
-- Næmen _Kone_ dog ...! udbrød Herredsfuldmægtigen overrasket -- nu
bliver hun jo uartig!
Og i samme Nu kastede den gamle Frue sig angerfuldt ind til ham,
gemte paa ny Ansigtet ved hans Skulder og hulkede:
-- Ja, ja, ja ... jeg er ond, det véd jeg nok ... men det er fordi,
jeg er syg af at sidde saameget alene ...!
Nu var man altsaa atter ved Udgangspunktet ...
Men Fruen, der i Tide opdagede det, fortsatte:
-- Og saa tror jeg ogsaa, Isidor, at det meget kommer af, at jeg
hører til den frygtelige Familie ...
-- Mener Du din Mands?
-- _Nej!_ sagde hun hidsig -- jeg mener _Uldahlerne_, naturligvis!
(Nils Uldahl stod for Fru Thora som noget i Retning af selve Rolf
Blaaskæg.)
-- Det er da en fornem og anset Familie ... mente Isidor.
-- Ja, jeg skal love for det med _den_ Nils!
-- Vilde Thora maaske hellere være født Sørensen?
-- Nej, saagu da om jeg vilde!
-- Naa, jamen ... Og saa er det da ogsaa Uldahlernes Skyld, at Du har
faaet _mig_!
Fru Seemanns Ansigt blev ét stort, lyst Smil:
-- Ja, Gud velsigne Etatsraaden for _det_! sagde hun -- Du mit
Solskinsbarn!
I det samme hørte man Entrédøren blive aabnet, og der lød Skridt i
Forstuen.
Fru Seemann tørrede hurtig Øjnene og pudsede Næse:
-- Der er Far! sagde hun -- Han maa ikke se, at jeg har grædt; det er
Synd for ham ...! og hun begyndte umotiveret at le og snakke op -- Nu
skal Du se, Isidor, nu har jeg fundet de Billeder frem, vi talte om
igaar ...!
Hun skyndte sig ind i Dagligstuen og kom tilbage med en Papæske fuld
af gamle Fotografier, som hun med nervøs Hast gav sig til at brede ud
paa Bordet foran Sofaen:
-- Vi si'er ikke no'et til Far! sagde hun -- Vi si'er ikke no'et til
Far!
Gamle Seemann traadte ind:
-- Naa, vi har nok travlt? nikkede han, og hans smaa Sypose-Øjne lo
fornøjet -- Goddag, Isidor! Goddag, Mor! ... Hva' tror I, der staar
ude i Entréen til Jer?
Døren gled stille op, og Herredsfuldmægtigens Smaadrenge, Povl og
Jørgen, viste sig:
-- Det var Bedstefar, der tog os med ... Han sa'e, vi _skulde_ ...!
undskyldte de deres uanmeldte Ankomst og saa hen paa Faderen.
-- Men det er jo _Børnene_! sagde Fruen og løb til og kyssede og
omfavnede dem -- _Det_ var rigtignok en Overraskelse!
Povl, den ældste af Drengene, var slank og mørkhaaret med et fint,
blegt Ansigt og store, »tænkende«, blaa Øjne. Jørgen, den yngste, var
tyk, næsten firkantet, lyslokket og gaminagtig.
Gamle Seemann sendte sin Kone et sky, ransagende Blik, han havde ond
Samvittighed, fordi han lod hende være alene -- men han elskede sin
Klub.
-- Hvordan gaar det, Mor?
-- Godt, Far!
-- Ja, det kan jeg omtrent tænke, naar Isidor er hos Dig ... smilede
han lettet.
Og saa tog han en Avis, gik ind i Dagligstuen, satte sig i sin Stol
ved Vinduet og gav sig til at læse.
Han begyndte paa Bladets Forside med Titel og Dato, og endte paa dets
Bagside med Redaktør og Bogtrykker.
Drengene stod tavse og velopdragne ved Bordet hvor Faderen og
Bedstemoderen sad og gennemsaa de gamle Fotografier.
-- Kan I se, hvem _det_ er? spurgte Herredsfuldmægtigen og rakte et
Billede frem.
-- Det er Bedstemor! sagde Povl sagkyndig.
-- Det ligner ikke ret godt en Bedstemor, mente Jørgen.
-- Nej, for det er ogsaa mange, mange Aar siden, hun blev
fotograferet, min Dreng ... Men her er jo _to_ Billeder af samme
Slags, Thora! Maa jeg ha' det ene?
-- Ja, værsaagod, lille Isidor ... Er der _to_? Det vidste jeg
saamænd ikke.
Herredsfuldmægtigen puttede Fotografiet i sin Tegnebog ...
Drengene forholdt sig stadig tavse og disciplinerede. Povl
selvfølgeligt; Jørgen med mere Overvindelse.
-- Hvordan har Jeres Mor det? spurgte den gamle Frue.
-- Godt! sagde Povl.
-- Hun har faaet saadan en stor Mave! sagde Jørgen.
-- Har hun _det_? lo Fruen.
-- Ja, med en lille Bror inden i.
Den gamle Dame lo højt; og Herredsfuldmægtigen smilede:
-- Saa, Jørgen Bøllesen, nu ikke for veltalende.
-- Nej! sagde Drengen og klemte Munden sammen.
-- Vil I have hver en Appelsin, Drenge?
Børnene saa over paa Faderen, og da han nikkede samtykkende, sagde
de:
-- Ja, Tak ...
-- Det er dog de to sødeste Unger, man kan tænke sig! smilede den
gamle Frue -- Willemoeses Børn var her igaar, de var saa næsvise og
uartige, at det var en Gru.
-- Ja--e ... sagde Herredsfuldmægtigen -- Og saa faar Willemoes
rimeligvis engang i Tiden meget større Glæde af _dem_, end jeg af
mine!
-- Maa vi spise Appelsinerne? spurgte Jørgen.
-- Nej, gem dem; nu skal vi hjem ... Og gaa saa ind og sig Farvel til
Bedstefar.
Gamle Seemann sad fordybet i sin Avis. Han hverken saa eller hørte
Børnene. Og de stod der endnu tavse og velopdragne foran ham, da
Faderen kom ind i Dagligstuen:
-- Har I sagt Farvel?
-- Bedstefar læser, sagde Povl.
-- Og saa maa vi ikke forstyrre, sagde Jørgen ...
Han havde følt den mest kriblende Lyst til at stikke en Finger
igennem Avisen og sige Bøh--h!
Men han havde lært at beherske sig.
-- --
Da Herredsfuldmægtigen kom hjem og tog Portrættet frem, han havde
faaet af sin Moder, opdagede han, at der bag paa det stod nogle
skønne Vers, som han selv for treogtyve Aar siden havde digtet og
nedprentet.
Og han satte sig straks til sit Skrivebord og affattede følgende
Brev, som han lod Povl løbe hen med til Bedstemoderen:
Kære Elskede!
Se her, hvad der stod paa det Billede af Dig, Du før gav mig:
Den Stemme som der først mig monne lære
At skelne Livets Onder, Livets Goder
Den Stemme evindeligt velsignet være
Thi den tilhørte Dig min elskte Moder
* * * * *
Naar Du engang træt af din Vej hernede
Dig hæver op til Gud, hvor Du har hjemme
Da vil jeg trofast om Dit Minde frede
Og aldrig, aldrig Moders Navn forglemme
I. Seemann
\18 /
\ /
18 × 84
/ \
/ 7 \
Og dette siger jeg endnu treogtyve Aar senere. Du vil deraf se,
hvilken herlig og velsignet lille Thora-Mor, Du er og stedse har
været.
Din Søn
Isidor Seemann.
-- --
Der den gamle Dame havde læst dette til Ende, græd hun længe og med
heftigt snurrende Tommelfingre.
Men denne Gang af Glæde ...


Præcis paa Slaget otte fik Herredsfuldmægtig Seemann bragt sin
Morgenkaffe op i sin Privatlejlighed.
Naar han havde drukket Kaffen, tændte han en Pibe, og satte sig hen i
et Sofahjørne og »tænkte«.
Fra ni til ti gik han Morgentur efter først at have fodret Karusserne
nede i Havedammen.
Fra ti til tolv arbejdede han paa Herredskontoret inde i Byen.
Klokken en Kvart paa ét spiste han Frokost hjemme (solo).
Fra ét til tre var han igen paa Kontoret.
Saa spiste han Middag sammen med Familien; drak Kaffe, røg en Cigar,
gik Eftermiddagstur, kom hjem seks en halv, læste, tegnede og
»tænkte« inde hos sig selv, indtil Klokken slog ni og Børnene var
puttet i Seng.
Saa drak han og Fruen Te i Spisestuen, hvorpaa de læste, røg og tav
stille sammen i Dagligstuen, indtil Uret paa Sekretæren henne i
Hjørnet slog elleve. Da rejste de sig, sagde Godnat til hinanden og
gik hver til sit Soveværelse med Ønsket om et ligesaa behageligt
Samvær Dagen derpaa og alle deres Livsens øvrige Dage tilende ...
* * * * *
Den høje Standlampe paa Midterbordet inde i Dagligstuen var tændt.
Lille og topmavet sad Fru Rositta i dens Skær og syede Barnetøj til
»Bummerten«.
Stuen var hyggelig udstyret med Tæppe paa Gulvet, gamle Mahognimøbler
og gamle Kobberstik.
Paa Bordet ved Siden af Syæsken stod en Buket Violer, der fyldte
Rummet med sin Vaarduft.
Børnene var bragt til Ro. Alt i Huset var stille ...
Saa slog Uret paa Sekretæren ni. Den lille Frue løftede Hovedet.
Døre blev aabnet og lukket. Det var Isidor, der kom fra sin
Privatlejlighed med sin Pibe og sin Aftenwhisky.
I Aften havde Herredsfuldmægtigen drukket Te paa sit Værelse, hvad
undertiden hændte ...
Da han passerede Fru Rosittas Stol, strøg han hende blidt ned over
Kinden; og hun saa op fra sit Sytøj og nikkede.
Hvorefter han satte sig paa sin sædvanlige Plads for Bordenden, tog
en Bog og gav sig til at læse.
Og Stilheden bredte sig paa ny. Man hørte kun Urets Dikken og den
lille hæse Lyd af Traaden, naar Fruen drog den igennem Lærredet ...
Saa bragede der pludselig et Stykke Kul inde i Kakkelovnen, saa
Stumperne raslede mod Laagen.
-- Naa ...! sagde Herredsfuldmægtigen.
-- Ja--e ... smilede Fruen næsten undskyldende.
Hvorpaa de tav videre haardnakket, ubrødeligt, nidkært, indtil Uret
slog elleve, og man rejste sig for at gaa hver til sit ...
Men i Aften lagde Fru Rositta i Stedet for straks at sige Godnat,
sine Arme om Gemalens Hals, smilede stille og sagde:
-- Saa gik da den Dag til Ende, Isidor! Hvormange af samme Surdejg
tror Du, at vi endnu har tilbage?
-- Mange! sagde han -- Uhyre mange!
-- Det var kedeligt ...
-- Ja--e, men der er jo ikke noget at gøre ved det! Og saa har vi det
da ogsaa for den Sags Skyld ganske rart.
-- Ja--e ...
-- Godnat, lille Reseda! ... Vil hun ikke smage min Whisky?
-- Nej Tak ... endnu ikke!
-- Naa--e, saa er det jo da ikke helt paa det yderste med hende!
Fru Rositta stak sin Arm ind under sin Mands. Og de begyndte at gaa
frem og tilbage i Stuen.
-- Kan Du huske, spurgte hun -- da Du vænnede mig _af_ med at drikke?
-- Ja.
-- Og nu vil Du vænne mig til det igen?
-- Ja--e ... jeg har nemlig i Mellemtiden indset, at det alligevel er
det eneste saliggørende!
Hun standsede og saa ham smilende op i Ansigtet:
-- Vi er i Grunden et Par stolte -- _Kavalerer_, ha'de jeg nær sagt!
-- Ja, vi er gode at faa Forstand af!
Hun begyndte igen at gaa:
-- Det er ogsaa det forfærdelige Klima, vi lever i, Isidor!
-- Tror Du, lille?
-- Ja, hvis Solen skinnede noget mere, og vi var fri for al den Blæst
og Slud, saa vilde Menneskene være meget gladere.
Herredsfuldmægtigen rystede paa Hovedet:
-- Jeg tror, det bunder dybere ... sagde han -- Jeg tror, at
Menneskeslægten er bleven for gammel! ... Kan Du huske den triste
Mand, vi saa nede i Monte Carlo? Han spillede og spillede af bare
Lede; og da han havde spillet alting væk, gik han hen og hængte sig i
en af Palmerne ... Og han var endda fra Sicilien, hvor der baade er
Sol og Varme!
Hun smilede igen:
-- Hvor godt vi to dog altid forstaar at trøste hinanden, Isidor!
-- Vi hører jo ogsaa begge to til den livsglade Slægt, Uldahl-Ege,
lille! ... Men det er dog utroligt, saa vi bliver snakkesalige, naar
vi skal i Seng! Klokken er straks halv Tolv!
-- Bare lidt endnu? bad hun og trak ham med sig. Og de begyndte igen
at vandre op og ned.
-- Véd Du, hvad Jørgen sagde i Aften, da han blev klædt af? spurgte
hun.
-- Den Bølle, han siger saameget! Det har han vist efter _Dig_! ...
Naa, hvad sagde han saa?
-- Han sagde, at jeg skulde købe ham en Ballon; og saa skulde han og
jeg flyve op med den »li'saa højt«, vi kunde komme; og naar vi saa
ikke kunde komme højere, sagde han, »skulde vi slaa Hul paa Verden og
flyve udenfor«!
-- Gud Fader i Pæretræet, Reseda, Drengen er jo Religionsstifter!
-- Og da jeg saa spurgte ham, hvad dér var, sagde han: _Der ligger
alle de Julegaver, jeg skal have til næste Aar!_ ... Og Du skulde set
hans _Øjne_, Isidor! ... Hvor er det dog Synd, at Børn skal blive
voksne!
-- Ja, de burde kvæles paa Konfirmationsdagen; det har jeg altid
holdt paa ...! Men har hun for Resten selv haft det saa videre
dejligt som Barn, lille, dernede i Polen?
-- Nej ... lød det sagtmodig.
-- Og Pigebørnene paa Havslunde ... tror Du, at de har været videre
henrykte ved deres Barndom?
-- Nej ... Men derfor skal man ogsaa altid være _god_ imod Børn!
-- Maaske ...? Jeg er nu blevet noget mistænksom over for alle
kategoriske Imperativer! ... Men nu _vil_ jeg Fanden gale mig i Seng!
Det er dog et Djævelens Snakketøj Du har! Havde jeg anet det, havde
jeg ikke taget Dig!
-- Nu skal jeg gaa, Isidor ... smilede hun -- Godnat!
-- Godnat, lille! Vil hun saa ikke smage min Whisky?
-- Nej, jeg vil ikke ... Jo, for Resten, saa falder jeg hurtigere i
Søvn!
Og hun tog hans Glas og næsten tømte det ...
Om »Bummerten« talte de ikke.


Inde over Herredsfuldmægtigens Arbejdsbord hængte et Par Kopier af
Frøken Natalias og Frøken Bettinas yppige, skønne og levelystne
Portrætter i Havslundegaards Havesal ...
Da Isidor kom ind fra Dagligstuen, nikkede han gemytligt til dem:
-- Mødrene drikker Champagne, sagde han -- og Børnenes Hoveder bliver
skøre! ... Og kun Gud, den Alvidende, kan sige, hvad Ende det skal
tage med Børnebørnene!
Saa lavede han sig en frisk Whisky og begyndte at klæde sig af:
-- _Sagen er den_, sagde han -- _at man skulde have sig en acceptabel
Gud at falde tilbage paa, lille Reseda_!
Der var tændt Lamper og Lys baade i Arbejdsværelset og Soveværelset.
Isidor gik frem og tilbage mellem Stuerne under Afklædningen. Af og
til tog han et Par Dansetrin og nynnede dertil. Dette var hans
hyggeligste Time. Han følte sig her i sin Ensomhed Ansigt til Ansigt
med selve Livet og hinsides al »Kultur« og konventionelle Hensyn.
... Herredsfuldmægtig Seemann led nemlig af en pinefuld Sygdom, en
Art galgenhumoristisk Sanct-Vejts-Dans, som det kostede ham megen
Møje at skjule, naar han var sammen med andre Mennesker.
Især havde Musik en uheldsvanger Indflydelse paa hans Befindende; og
han udstod de frygteligste Kvaler, naar henne paa Kontoret en
Lirekasse gav sig til at spille udenfor paa Gaden, samtidig med at
der stod en agtværdig Mand ved hans Pult og forhandlede »alvorlige«
Sager med ham:
-- Tschimdadera og Tschimdadera og Tschimdadera-da-da-a ...! begyndte
det da at tralle og bølge inden i Isidor; og han følte den mest
kriblende Lyst til at gribe den agtværdige om Livet og polkere rundt
med ham -- Hvorfor tage den Smule vanvittige Tilværelse saa
højtidelig!
Men han betvang sig naturligvis og forhandlede videre.
Og den agtværdige gik ud paa Gaden forbi Lirekassen og roste
Herredsfuldmægtigen for andre agtværdige og kaldte ham en sjælden
rolig, besindig og alvorlig Mand ...
-- Ha, ha, ha, hi-i-i ...!
Isidor greb pludselig en Lineal fra Bordet; og idet han benyttede den
som Guitar, gav han sig til at valse rundt i Værelset, medens han
sang højlydt til en selvlavet Melodi:
-- Ak, hvor Livet dog er rigt -- plum, plum! (slog han paa Linealen)
-- og skønt -- plum-plum! -- og dybt -- plum, plum! -- Og ak, hvor
paa Jorden færdes vel min Fader Jakobæus, at jeg kan takke ham, fordi
jeg blev til! -- Min Fader Jakobæus, hin habile Gymnastiker, der
avlede mig paa et Klubbal -- plum, plum! -- midt imellem Lancieren og
Françaisen -- avlede mig med den stolte Frøken Natalia fra Havslunde,
der var forlovet med en Godsejer, blev gift med en Bankier og døde af
Kræft -- plum, plum! -- i Leveren i sit Palæ paa Champs Elysées ...?
-- Thi Du skal ære din Fader og din Moder, staar der, og Du skal
frygte din Gud og elske dit -- plum, plum! -- Fædreneland!
Han kastede »Guitaren« fra sig, tog en Spilledaase frem af
Bordskuffen og trak den op. Og da den satte i med en March, gav han
sig til at strunke rundt mellem Møblerne med martialske Skridt og
værdig Holdning, kun iført blaastribede Silkeunderbenklæder og en
højrød Fez, som han engang paa en Rejse til Spanien havde faaet i
Morgengave af en dejlig Pige i Alicante; en dejlig og gudfrygtig
Pige, der havde stjaalet den fra en Tyrk, som hun trods Koranens Bud
havde drukket plakatfuld og udplyndret; thi hun var en nidkær Kristen
og over hendes gæstfri Seng hang den lidende Frelser ...
Isidor greb atter Linealen; og medens Spilledaasen aflirede en
indsmigrende Pas de deux, spillede og sang han om Kap med den:
-- O Miranda, Du -- plum, plum! -- uforglemmelige! -- Vort
Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang; og Du talte spansk,
og jeg talte fynsk, men vi forstod hinanden, som kun en Mand og en --
plum, plum! -- Kvinde kan det! -- O Miranda, med de brune Lemmer og
det hede Skød! -- O, Miranda Madonna, med den røde Mund, der stank af
Hvidløg! -- Hvor er Livet dog rigt -- plum, plum! -- og skønt --
plum, plum! -- og guddommelig meningsløst! -- Og nu har jeg gjort en
Bummert paa min Kone, skønt Gud skal vide, at der er -- plum, plum!
-- Uldahler nok i Verden i Forvejen!
Han kastede Linealen fra sig og lavede sig en tredje Whisky:
-- Skaal! sagde han og traadte hen foran sin Moders Portræt -- Skaal,
Madam Jakobæussen! Nu kan jeg se Sandheden stift i Øjnene! Livet er
en Tingeltangel digtet og sat i Scene af hin store drukne Faun, der
sidder vel salveret et eller andet Sted uden for det hele og holder
Traadene i sin Haand ... Præsterne kalder ham Gud!
Skaal!
Og han tog en Flaske Opium frem af en Skrivebordsskuffe og hældte
nogle Draaber af den i sin Whisky for bedre at falde i Søvn ...
-- --
Men næste Formiddag præcis Klokken ti sad Herredsfuldmægtig Seemann
paa sin Kontorstol og indgød sine Medborgere Agtelse.


Povl og Jørgen maatte frit lege og tumle, hvor de vilde rundt i hele
Haven.
Kun øverst oppe, umiddelbart omkring Huset, turde de ikke komme. Og
særlig da ikke naar Faderen var hjemme.
-- Herredsfuldmægtigen skal ha' Ro! sagde Jørgen.
Men ellers stod Isidor paa den allerfortræffeligste Fod med sit
Afkom ...
-- --
Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af April. Solen lyste,
Træer og Buske tænkte paa at springe ud, og Østenvinden peb ondt.
Ude paa Stentrappen foran Huset stod Fuldmægtigen i tyk Vinterfrakke
og glædede sig over Vaaren. I Haanden holdt han et afskaaret Stykke
Hvedebrød, som han skulde ned med til Karusserne.
Jørgen kom tæt og firkantet ud af Gadedøren og stillede sig ved Siden
af Faderen:
-- Maa jeg gaa med Dig ud at spadsere? spurgte han.
Isidor saa ned imod ham og nænnede ikke at sige nej:
-- Ja Du maa.
Drengen bukkede, som man kan tænke sig en Huggeblok vilde bukke:
-- Tak!
-- Men Du maa ikke sige et Muk paa hele Turen!
-- Nej!
-- Og Du maa ikke holde mig i Haanden.
-- Nej!
-- Skal Du ikke have en Overfrakke paa?
-- _Næ--j!_ sagde Drengen foragteligt -- Det er kun gamle Mænd!
Og de gik sammen ned igennem Haven.
Næppe havde de gaaet ti Skridt, førend Jørgens Fingre listede sig ind
i Faderens Haand.
-- Blev vi ikke enige om, at Du ikke skulde holde mig i Haanden?
-- Jo ... lo Drengen forlegen og trak hurtig Fingrene til sig -- det
glemte jeg nok ... altsaa!
Paa Affaldsdyngen bag Nøddehækken stod Povl med Armene korslagte over
Brystet og stirrede fanatisk ud over Karussedammen.
-- Hvad bestiller _Du_? spurgte Isidor.
Drengen saa ikke til ham; men spejdede ufravendt frem over Dammen:
-- Jeg er Napoleon den første, der staar paa Alperne og ser ud over
Middelhavet! sagde han.
Isidor tog til Hatten:
-- Tillader Deres Majestæt, at jeg fodrer Kar... _Delfinerne_?
Povl slog naadigt ud med Haanden:
-- Værsaaartig, min Herre! sagde han.
-- --
Da Herredsfuldmægtigen og Jørgen var færdig med Fodringen af Fiskene,
gik de ud af Haven og drejede om forbi Amtssygehuset og ind i Byens
»Anlæg«. Herinde skød Blokke af Tulipaner og Paaskeliljer frem, og
Østenvinden bed ...
-- Fryser Du ikke, Jørgen?
-- Nej, det er jo Sommer!
Jørgen havde for længst igen anbragt sin Haand i Faderens. Men sin
Mund havde han dog hidtil bevaret tavs.
Nu gik der imidlertid pludselig Hul paa den; og idet han knyttede sin
venstre Haand og stødte den angrebsvis frem i Luften, spurgte han:
-- Vil Du tro, Far, at jeg kan tæve Carl Petersen?
Herredsfuldmægtigen fôr sammen ved Forstyrrelsen:
-- Jeg synes, vi blev enige om, at vi skulde ikke tale! sagde han
saa.
-- Ja ...! nikkede Drengen -- Men hvis Du var saadan indeni, li'som
jeg, saa kunde _Du_ vist heller ikke tie stille ret længe!
De kom ind paa Stien langs Søen. Jørgen kastede et misbilligende Blik
ned mod det skidengraa Vand:
-- Det er kedeligt, at der ikke er Hvalfiske her! sagde han.
Isidor svarede ikke.
Lidt efter mødte de en Dame, som Drengen hilste:
-- Det var min Reservefrøken henne fra Børnehaven, oplyste han.
Og Herredsfuldmægtigen, der syntes, at det var Synd at knevle ham
længere, spurgte imødekommende:
-- Hvad hedder hun?
-- Hun hedder Fru Mathiesen ... _Maa_ jeg mere?
Og da Faderen nikkede samtykkende, stod Munden ikke lukket paa
Drengen i den Timestid, Turen varede ...
-- --
Da de atter naaede tilbage til Villaens Have, kom Povl og den omtalte
Carl Petersen springende frem imod dem fra en Busk:
-- Stands, eller I er Dødsens!
Begge Drengene havde en Krans af Fjer om Hovedet. Deres Ansigter var
tatoverede røde og blaa; og i Næse og Øren bar de Ringe af
Sodavandsflaskestaaltraad. De var bevæbnet til Tænderne med Buer,
Pile, Spyd og Lanser. Og Povl bar som Tegn paa sin højere Afstamning
et gammelt Katteskind paa venstre Skulder.
Jørgen forstummede af Beundring midt i en Sætning.
-- Jeg er en ung Indianerhøvding af Inkastammen! forklarede Povl og
holdt sin Lanse frem foran Isidors Bryst -- Carl Petersen er min
Vaabendrager. Og vi er ude paa Rekognonsagering med Ordre fra min
Fader Ligæderen til at støde enhver ned, der ikke giver Feltraabet!
-- Og hvorledes lyder det? spurgte Herredsfuldmægtigen i Angest.
-- De ni Vande!
-- _De ni Vande!_ gentog begge de overrumplede hurtig.
-- De ni Vande, passér! sagde Povl og lod Lansen synke.
Men i det samme stak han en Finger i Vejret og lyttede anspændt:
-- Hyss! sagde han -- Hører I den skarpe Fløjten! Irokeserne er
rykket frem hinsides den store Sø! Hurtig, dæk Jer!
Og han og Carl Petersen sank paa Hug bag Busken og trak de andre med
sig.
-- De har naaet Bredden! vedblev Povl bleg af Sindsbevægelse -- Hører
I den lette Raslen i Sivene? Hvis Urokse anfører dem, er vi fortabte!
-- Langtryne, sagde Vaabendrager Petersen ophidset -- den hvide Mand
rejser sig!
Povl sigtede med sin Bue mod Herredsfuldmægtigen, der var bleven træt
i Knæene:
-- Rør Dig ikke, eller jeg skyder! sagde han.
Isidor sank uvilkaarlig paa Hug igen:
-- Naade ...? bad han -- Naade for en ældre Herre? Kan I ikke bruge
den unge Mand her? Jeg skænker Jer ham.
-- Aa, jo, hva' Povl? bad Jørgen rystende af Kampiver.
Povl Langtryne vekslede et Par Ord paa Inkasproget med sin
Vaabendrager.
-- Radamaly suopis sek! sagde han -- Vi har Brug for en Blodhund.
Jørgen stak øjeblikkelig Snuden mod Jorden og fraadede vildt.
-- Af Sted! kommanderede Langtryne -- Min Fader Ligæderen vil møde os
i Sumpene nord for de store Søer!
Og bort smuttede Indianerne mellem Buskene.
Snart hørte man kun Blodhundens Glammen i det fjerne ...
-- --
Grøngul af Misundelse vandrede Herredsfuldmægtigen ene op imod
Huset.


Paa Store Ravnsholt gik alt i samme solide Gænge, som medens Joachim
Uldahl levede. Pompadour, der havde ført Overkommandoen under
Godsejerens Sygdom, stod fremdeles for Styret, og hendes Sønner adlød
hende uden at kny.
Men hun behandlede dem med større Honnør nu. Og man fortalte, at hun
endogsaa havde været hos Prokurator Bauer og forhørt, om det ikke var
muligt, at »Drengene« kunde antage Navnet Uldahl. Og da det ikke lod
sig gøre, blev hun vred og lod sig ogsaa stadig selv kalde Henriksen
... Hun vedblev med at være den første, der stod op om Morgenen,
gjorde Ild paa til Davren, vækkede Tjenestefolkene og satte Arbejdet
i Trit.
Men om Middagen præsiderede hun i Herskabsspisestuen for Sønnerne,
der var flyttet op i Hovedbygningen, hvor de havde faaet hver sit
Værelse og spiste »inde«.
-- --
Onkel Joachim havde ikke alene giftet sig med Pompadour, men han
havde ogsaa, for til Gavns at ærgre sin Familie, ved Testamente
indsat hende til sin Universalarving, med Undtagelse af nogle
Smaalegater og de Hundrede og tyve Tusinde Kroner, han havde bestemt
for Pigebørnene paa Havslunde.
Men skønt Madam Henriksen altsaa saaledes baade af Navn og Gavn var
Nummer ét paa Ejendommen, ansaas dog stiltiende Mand og Mand imellem
hendes ældste Søn Hans for Ravnsholts nuværende og fremtidige Herre.
Det var ogsaa altid ham, Moderen raadførte sig med angaaende Gaardens
Drift og øvrige Forretninger.
Ogsaa de to yngre Brødre, Jeppe og Anders, havde ligefra Barndommen
af betragtet ham som Familiens naturlige Overhoved. Ikke fordi han
just var den dygtigste, thi de andre gav ham i den Henseende intet
efter, men fordi han nu engang var den ældste. Og desuden var de tre
Brødre blevet enige med deres Moder om, at saasnart Lejlighed gaves,
skulde Jeppe og Anders have hver sin passende Landejendom ligesom
Hans. De kunde dog alligevel ikke i Længden gaa her paa Ravnsholt
alle tre og falde over hverandre ...
Men foreløbig gik det altsaa paa den gode gamle Vis.
Og de ikke alene arbejdede sammen nu som forhen; men de vedblev ogsaa
at studere sammen. De havde i Drengeaarene kun gaaet i Landsbyskole,
og havde derfor, lige siden de blev voksne, ihærdigt stræbt efter at
indhente det forsømte. Og de sad nu hver Aften efter Nadvertid inde
under Hængelampen paa Kontoret og læste og skrev og regnede og
retledede hinanden og hjalp hinanden.
Og i Krogen bag Pengeskabet sad Madam Henriksen i Godsejerens gamle
Læderlænestol og hørte andægtig beundrende til ...
Men saa kom Historien med Minka fra Mosen.
-- --
Allerede flere Aar før Joachim Uldahls Død havde Hans været gode
Venner med en Pige ved Navn Marie Sejfert og bekommet et Par Børn med
hende. Hun var Datter af en Træskomand i Landsbyen og »syede« hjemme
hos sine Forældre. Hans havde altid været til Sinds at ville gifte
hende, men havde ikke turdet tale til Godsejeren derom. Og Pompadour
havde ogsaa ivrig fraraadet det, da man aldrig kunde vide, hvordan
den gamle Herre vilde stille sig til Sagen:
-- Bi Du heller til Godsejeren er puttet hen, sagde hun -- det kan
aldrig vare saa farlig længe; og saa bli'r der nok et Par Skilling
efter ham; og saa er Du din egen Mand.
Og Hans indsaa det rigtige i Ræsonnementet og biede ...
Men saa skete jo det uventede med Moderens Giftermaal og Ophøjelse.
Allerede Dagen efter Begravelsen, hvor der var blevet vist hende
megen Respekt og Deltagelse, tog hun Sønnen afsides og sagde:
-- Har Du snakket noget afgørende med Marie Sejfert?
Hans saa ned for sig:
-- ... Næi ...
-- Er Du opsat paa hende endnu?
-- ... Næi ...
-- Ja, Sagen har jo ogsaa ændret sig.
-- ... Ja--e ...
-- Og Du behøver jo ikke at ta' til Takke med hvemsomhelst nu.
-- ... Næi ...
-- Hvordan vil Du befri Dig?
Hans stirrede stadig ned i Gulvet og sagde:
-- ... Hendes Far vilde gerne ha' en lille Træskohandel ovre i
Rynkeby ...
Madam Henriksen sendte sin kloge Søn et beundrende Blik:
-- Naa, sagde hun -- ja, det kan der vel nok blive Udvej for ...
Hvormeget skal han sætte i den?
-- Syvhundrede Kroner ...
-- Ja--e, det er jo Penge ...
-- Ja--e ... Men Jeppe og Anders behøver jo ikke at faa Næsen
imellem ...
-- Næi ... sagde Pompadour -- naturligvis!
Og en fjorten Dages Tid efter flyttede Træskofamilien med Datter og
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Fædrene æde Druer, Roman - 09
  • Parts
  • Fædrene æde Druer, Roman - 01
    Total number of words is 4683
    Total number of unique words is 1498
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    62.0 of words are in the 5000 most common words
    69.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 02
    Total number of words is 4725
    Total number of unique words is 1548
    45.0 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 03
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1420
    47.7 of words are in the 2000 most common words
    63.5 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 04
    Total number of words is 4702
    Total number of unique words is 1510
    46.6 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 05
    Total number of words is 4759
    Total number of unique words is 1454
    48.8 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    72.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 06
    Total number of words is 4723
    Total number of unique words is 1434
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    72.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 07
    Total number of words is 4758
    Total number of unique words is 1519
    45.1 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    67.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 08
    Total number of words is 4591
    Total number of unique words is 1423
    48.9 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 09
    Total number of words is 4818
    Total number of unique words is 1445
    48.5 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    71.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 10
    Total number of words is 4650
    Total number of unique words is 1456
    49.4 of words are in the 2000 most common words
    65.5 of words are in the 5000 most common words
    73.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 11
    Total number of words is 4719
    Total number of unique words is 1373
    51.2 of words are in the 2000 most common words
    66.1 of words are in the 5000 most common words
    75.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 12
    Total number of words is 4796
    Total number of unique words is 1453
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    64.2 of words are in the 5000 most common words
    71.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 13
    Total number of words is 4823
    Total number of unique words is 1402
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    71.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 14
    Total number of words is 4856
    Total number of unique words is 1423
    51.4 of words are in the 2000 most common words
    67.6 of words are in the 5000 most common words
    74.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 15
    Total number of words is 4734
    Total number of unique words is 1469
    47.4 of words are in the 2000 most common words
    64.9 of words are in the 5000 most common words
    73.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 16
    Total number of words is 3353
    Total number of unique words is 1210
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    65.6 of words are in the 5000 most common words
    72.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.