Fædrene æde Druer, Roman - 15

Total number of words is 4734
Total number of unique words is 1469
47.4 of words are in the 2000 most common words
64.9 of words are in the 5000 most common words
73.2 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
-- _Ud_ med Jer! brølede én.
-- Hyss, Husbond er med! hviskede en forskræmt Pigerøst.
-- Jeg vil _blæse_ ham et Stykke! ... Han kan holde sig til sine
egne! ... Han er ikke mere _Husbond_, end som vi! lød det rundt
omkring fra; og et Par af Karlene gjorde Mine til at ville springe ud
paa Gulvet. Men Pigerne holdt skrigende og grædende fat i dem.
Kammeret fyldtes af Graad, Eder og Raab. Smeden gav Svar paa Tiltale.
Under alt dette, havde der hele Tiden fra den nærmeste Seng tilhøjre
lydt en spæd, halvkvalt Klynken.
Nils Uldahl bøjede sig ned over Sengen:
-- Rikke ... hviskede han og søgte rundt imellem Dynerne -- skynd Dig
lidt at komme i Klæderne, Rikke ... saa gaar vi op til _mig_!
Paa én Gang fik han fat i en lille, skælvende Haand, der søgte at
rive sig løs igen.
-- Hvem er _det_? spurgte Nils.
-- Det er _mig_ ... græd Stemmen.
-- Hvad for en mig?
-- Lisbeth ... den nye Gaasepige ...
-- Hvor er Rikke?
-- Jeg ... véd ... ikke ... hulkede Barnet.
-- Hun ligger ovre ved Forvalter Larsen! raabte saa en raa
Mandfolkerøst i Sengen ved Siden af.
-- Der render hun over hver Nat, naar hun ikke er ovre hos _Dig_!
sagde en anden.
-- Gaa Du dér over og hent hende, Nils Fallit! grinede en tredje.
-- Se, I kan faa Røven med Jer og det lidt hurtig! skreg en fjerde og
begyndte at kravle tværs over sin Dame -- ellers skal vi illeminere
den for Jer!
Der stod et Drøn af Latter rundt fra alle Sengene, rungende
Mandslatter og skingrende Kvindehvin.
-- Kom, Godsejer ... hviskede Smeden midt i Larmen -- her er ikke Bid
for _vos_ i Aften.
Men Nils hørte ham ikke. Han stod og tænkte paa at krybe ned til
Gaasepigen. Hun var saa lind og varm at føle paa ...
Da greb Vennen ham fat i Armen og rev ham med sig.
Og Latteren _stod_ ud af Døren efter dem.
* * * * *
Oppe i Borggaarden fik Smeden Kig paa en Lampe, der brændte bag det
hvide Forhængsstykke i et af »Asylets« Vinduer.
Jomfru Ingwersen havde i de sidste otte Dage været temmelig daarlig,
haft Feber og Aandenød; derfor havde Fru Line paabudt, at Lampen
skulde være tændt om Natten.
Smeden standsede og pegede mod Vinduet:
-- Skal vi vesitte de Gamle, Godsejer?
-- Hvad Glæde kan vi ha' af _det_? brummede Nils, der endnu gik og
tænkte paa Gaasepigens intacte Former.
-- Bare obselvere deres Forskrækkelse! mente Smeden lystig -- De har
vist ikke set Mandfolk ved Nattetid i de sidste _hundrede_ Aar!
-- He, he! grinede Nils, der begyndte at faa Smag for Spasen.
-- Vi fortrædiger dem begribeligvis ikke, vedblev Smeden at lokke --
Vi lister bare ind og gaar rundt paa Gulvet uden at mæle et Ord.
-- Lad os ta' Støvlerne af ... hviskede Nils, da de var kommet ind i
Gangen. Han var nu ligesaa ivrig som den anden ...
Inde i Asylstuen sov Rottbøl og Lurvadt sødelig. Men Ingwersen laa
med vidtaabne Øjne og stirrede frem for sig. Hun havde nylig haft et
fælt Anfald, og Feberen krøb rundt i hendes Hjerne. Hun lyttede vredt
til de to andres velsignede Prusten og anklagede Gud ...
Men paa én Gang ser hun Døren ud til Gangen gaa op og to Gespenster
glide ind. De var sorte forneden og hvide foroven og havde
Menneskehoveder ...
Ingwersen greb sig til Hjertet og vilde raabe, men kunde ikke ...
Gespensterne gav sig til at svæve rundt og rundt paa Gulvet.
Sommetider var de kun to, syntes Ingwersen, men sommetider voksede de
og gik midt over og blev til fire, seks, otte, hele Stuen fuld: _Det
var alle Havslundegaards tidligere Ejere, alle dem, der havde hængt
og druknet og skudt sig ...!_ Ingwersens Seng begyndte at vugge frem
og tilbage ... Loftet drejede sig, Væggene sank, og Lampen henne paa
Kommoden blev til et vældigt flammende Baal:
-- _Lurvadt!_
Endelig havde hun faaet Vejr til et Skrig. Et af Gespensterne havde
bøjet sig ned over hende.
-- _Lurvadt!_
Lurvadt rejste sig halvt op i Puderne:
-- Hva' er 'et? spurgte hun gnavent, (og hun syntes i sin halvvaagne
Tilstand at se to Skikkelser forsvinde ud af Døren; men glemte det
øjeblikkelig igen, da alt i Stuen ellers var, som det skulde være) --
Hva' er 'et, Ingwersen? spurgte hun -- Vil De mig no'et?
Men da hun intet Svar fik, dumpede hun atter om i Dynerne og faldt
straks i Søvn ...
Ingwersen _kunde_ ikke svare. Hun hørte Lurvadts Spørgsmaal, og saa
Gespensterne svæve bort, men ikke en Lyd formaaede hun at faa over
sine Læber. Hun kæmpede og kæmpede og anspændte alle sine Kræfter for
bare at kunne faa et eneste hørligt Ord frem ... hendes Ansigt blev
ganske blaat af Anstrengelse ... der væltede store, sorte Skyer op
foran hendes Øjne ... buldrende Vogne larmede ind gennem Værelset ...
og udenfor skreg og skreg det af Mennesker, der sloges:
-- Jesus, vær mig arme Synder naadig!
Saa lød der paa én Gang et hvinende, skærende Skrig, der _hug_ ind
mod hendes Trommehinder, saa de sprængtes ... Og alt blev tavst for
evig.
-- _Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!_
Lurvadt var tumlet op ved Skriget og stod nu hjælpeløs rokkende foran
den Syges Seng:
-- _Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!_ gentog hun og famlede i
Vildelse rundt paa Kommoden efter Vandglasset, saa at det væltede, og
Vandet flød ned over hendes nøgne Fødder:
-- _Rottbøl, Rottbøl, Ingwersen dør!_ blev hun ved at raabe.
Rottbøl havde rejst sit lille, blide Ansigt fra Puden. Nattørklædets
Knuder sad hende som to smaa Horn i Panden:
-- Er det galt med Nikoline? spurgte hun, da hun hørte Vandets
Rislen, og halede Juledukken frem, som altid laa afklædt i Sengen ved
Siden af hende -- Nu skal Mor hjælpe ...
Og hun holdt med begge Hænder Dukken ud over Sengekanten, idet hun
satte sin Tunge ind mod Tænderne og frembragte en hvislende Lyd:
-- Tssss ...! sagde hun -- Saa, saa, saa ...! Nu sover vi pænt igen
...!
Og med Dukken i Armen lagde hun sig tilbage i Sengen, medens hun
beroligende nynnede sin Yndlingssang om Drømmenes stormfri Lande ...

_Hos gamle Seemanns._
-- Sover Du, Far?
-- Øff ...! Hva' er 'et, Mor?
-- _Sover_ Du?
-- Næi ...
-- Skal Du ikke _op_?
-- Jeg har været oppe ...
-- Det har jeg ikke hørt ...
-- Jeg har været oppe _alligevel_!
-- Nu véd jeg, hvad Du skal gi' mig til min Fødselsdag.
-- Hum ...?
-- Du skal gi' mig seks nye Særker.
-- Du holder junde af at faa nyttige Ting ellers ... til Højtiderne.
-- Nej ... Og saa en Flaske Spridevaldemar.
-- Hum ...
-- Og en Æske fint Brevpapir.
-- Er der ellers ikke andre _Smo_ting! ... Og skal vi saa sove?
-- Ja, _Du_ kan sagtens! Bare Du _lægger_ Dig, falder Du i Søvn!
-- Du kan jo lade være med at _tænke_! ... God_nat_!
De gamle Seemanns Soveværelse vendte imod Nord, saa Maanen saa de
ikke noget til. Men der brændte hos dem en lille Natlampe.
Sengene stod ikke længere Side om Side som i Ungdommens saftrige
Tider, men var begge anbragt langs samme Væg og med en massiv
Dragkiste imellem.
Paa Dragkisten stod Lampen, og i dens vage Lys saa man paa den hvide
Hovedpude i Sengen til højre Fru Thoras lille, fine Ansigt indrammet
af en blondeprydet Natkappe ... og i Sengen til venstre Bedstefader
Seemanns høje Skaldepande og buskede Skæg.
Taffeluret paa Spejlkonsollen inde i Dagligstuen slog.
Den gamle Frue talte Slagene:
-- _Tolv!_ sagde hun klagende -- Nu er Klokken _tolv_, Far; og jeg
har endnu ikke lukket et Øje!
-- Øff ...! lød det fra den anden Hovedpude -- Da si'er Du da sæl, at
Du ikke hørte, at jeg var _oppe_ før!
Fru Thora tav fornærmet. Men lidt efter tog hun fat igen:
-- Den Hvidkaalssuppe ha'de Marie rigtig haft Held med sig i i
Middags! sagde hun.
-- Hum ...! Kartoflerne var _raa_!
-- Vist var de ej; det er bare no'en nye, vi har faaet, der godt
kunde ha' taalt og kogt lidt længere.
-- Ja, det er jo _det_, jeg _si'er_!
-- Nej, Du sa'e, at de var _raa_; og det er Synd for Marie, der
ellers er saa flink ... Du kom sent hjem fra Klubben i Dag; Isidor
sad og ventede for at hilse paa Dig.
-- Vi kunde ikke blive færdig med den Domino ... Lassen er saa
langsom.
-- Hvem vandt?
-- _Jeg_ naturligvis ... _syv_ Partier.
-- Ja, Du banker dem snart allesammen derhenne ... (Fru Thora gabede
højlydt) ... Nu synes jeg, jeg begynder at føle mig søvnig ...
Godnat, Far! ... Hvor er det dog no'en søde Børn, Isidors ... saa
opmærksomme mod os Gamle.
-- Ja, de er meget søde ... Godnat ... og sov vel!
-- Tak i lige Maade ... Ja, nu tror jeg, jeg _kan_, Gudskelov! (Fruen
gabede igen) ... Man har det bedst i sin Seng! sagde hun --
Frederiksen var her da i Formiddags med Gasregningen.
-- Hum ... Hvor _mejet_?
-- Elve Kroner.
-- Var det ikke _mejet_?
-- Nej, vi har strøget to Gange.
-- _Betalte_ Du?
-- Ja ... Husk nu, Du _skylder_ mig ... Og hal'treds Øre for den Lap
paa Galochen ... (Hun gabede for tredie Gang) Ak, ja, ja, ja! sagde
hun -- Véd Du, hvad der saa tidt gør mig ondt, Far ... at jeg ikke
kan faa Dig til at bede Aftenbøn med mig.
-- Jeg er for gammel til den Slags Narrestreger! brummede han og
vendte sig demonstrativt -- God_nat_!
Midt paa Fru Thoras Dyne viste der sig nogle svage underjordiske
Bølgebevægelser. Det var hendes Tommelfingre, der begyndte at snurre.
Men Bevægelsen døde dog hen uden at have kulmineret. Søvnen tog
hende ...

_I Familiehuset._
Lige indtil Klokken godt to havde der været stille inde hos
Lig-Johanne.
Men saa vaagnede den lille Juliane, der delte Seng med Moderen, ved
at denne pludselig greb hende i Brystet og sagde:
-- Der _er_ de! og i samme Nu stod midt ude paa Gulvet.
Juliane, som vidste Besked med Anfaldene, sprang ogsaa ud af Sengen
og løb hen og greb Moderens Haand.
-- Der _er_ de! Kan Du høre? De kommer nærmere! -- stødte Johanne
frem i sin Angest.
Men den lille klappede beroligende hendes Haand:
-- Nej, nej, vist ikke saa, Mor ... sagde hun sagtmodig -- Kom, saa
_gaar_ vi lidt; det plejer jo at hjælpe.
Og Moder og Datter begyndte at vandre op og ned i Værelset.
-- Luk Øjnene, Mor; jeg skal nok lede Dig.
Lig-Johanne klemte Øjnene fast i. Og Juliane førte hende varsomt frem
og tilbage over Gulvet.
-- Hurtigere! Hurtigere!
-- Jamen her er jo ikke Plads, Mor ...
Gennem de lave, smaarudede Vinduer saa man ud over Markerne, der laa
hvide af Maanetaage. Hist og her ragede et Træ frem og Taget af et
Hus.
-- Hurtigere! Hurtigere, Juliane! Ellers kan jeg høre dem!
-- Ja, ja ... sagde den lille og fremskyndede Farten, saa godt det
lod sig gøre i den snævre Stue ...
Da Sagerne efter Pin'de-Jenses Død var ordnede, havde Johanne faaet
udleveret hans kontante Penge, hans Sparekassebog og Kisten med hans
Ejendele.
Der havde været Forslag oppe om at tage Bogen under Forvaring og kun
udbetale hende en mindre Sum ad Gangen. Men Johanne havde i den
Anledning raset og skabt sig gal; og man var derfor nøjedes med at
dele de femhundrede Kroner, hvoraf den ene Halvdel blev sat fast for
Juliane, medens Resten blev overgivet Moderen. Og hun havde ikke
været ædru siden.
Tanken om at komme ind paa et Drankerasyl og blive gjort til
Menneske, var forlængst dunstet bort og glemt. Lig-Johanne tænkte
ikke paa andet end at fylde sig med døvende Drikke. Saasnart hun
havde sovet en Rus ud, begyndte hun paa en frisk; hun taalte ikke at
tænke paa Jens og hans Endeligt, skønt ingen havde fattet Mistanke
til hende ...
-- Hurtigere! Hurtigere, Juliane!
-- Ja, ja ... Vil Mor ikke, at vi skal tage vores Træsko paa, som vi
plejer, saa hører Du ikke saa godt?
-- Jo! Hvor er de?
Barnet fandt sine egne og Moderens Træsko frem. Og nu begyndte de
begge at larme op og ned ad Gulvet, saa at Støjen gav Genlyd i hele
Huset, Johannes Stue laa i Midten ...
-- Nu er det galt med hende derinde igen! mumlede Spat-Marie, der
boede i den nordre Stue -- Aldrig ka' En faa sin Nattero i Fred!
Og Maren Ørentvist i den søndre Stue trak Dynen bedre op over Hovedet
og bandede i Søvne.
Men inde hos Lig-Johanne vedblev de at trave ...
-- Hør! Hør! Juliane! Nu er de lige her udenfor!
-- Tramp, Mor, tramp! sagde den lille og satte selv Fødderne i
Gulvet, saa at det værkede i hendes magre Knæ. Hun havde forlængst
opdaget, at det ikke nyttede at ville tale Moderen til Fornuft; man
maatte gaa ind paa hendes Idéer for nogenlunde at beholde Magten over
hende:
-- Tramp, tramp! gentog Juliane.
Og de trampede nu begge løs, saa at Spat-Marie gav sig til at dundre
i Væggen.
Johanne knugede Datterens Haand, saa at Barnet var ved at skrige:
-- _Hør!_ hviskede hun stiv af Angest.
-- Det er bare Marie her ved Siden af, Mor ...
Og de travede videre ...
Den Dag Lig-Johanne havde kastet sin Mand ind under Hestene og var
flygtet bort gennem Døren til Møddingen, havde Svinepasseren, Rasmus
Repsholt, netop lukket alle Smaagrisene, vel et halvt hundrede
Stykker, ud. Johanne var faret midt op imellem dem, og var faldet
omkuld, havde rejst sig fortumlet og var faldet igen, medens Grisene
i deres Forskrækkelse hvinende og skrigende var løbet hen over hende
og havde traadt hende paa Kroppen og i Ansigtet.
Dog, det havde mindre at sige, da hun var sluppet uset bort.
Men Natten efter Mandens Begravelse, da hun havde drukket sig en
kraftig Rus for at kunne sove, var hun pludselig vaagnet midt om
Natten ved at Stuen havde været stuvende fuld af Smaagrise. De sad
paa deres Haler Side om Side, saa mange Gulvet kunde rumme, og gloede
paa hende med deres smaa onde, rødkantede Øjne, indtil hun havde
faaet Juliane til at kravle ud af Sengen og jage dem væk med Kosten.
Men hele Natten til hen paa den lyse Morgen havde Johanne kunnet høre
Dyrenes Skraben og Grynten rundt omkring Huset ...
Og det var denne Grynten og Skraben, Lig-Johanne nu altid troede at
høre, naar Anfaldene meldte sig.
Ind i Stuen vovede Bæsterne sig ikke oftere, da der sov et uskyldigt
Barn derinde. Men nu pønskede de paa at _vælte_ Huset; Jens skulde
hævnes. Og Johanne hørte dem komme anstigende i tusindvis og grave og
rode i Jorden med deres Tryner. Hver eneste Nat hørte hun dem. Der
kom flere og flere til. Nu var der vist snart over en Million! Og i
Nat vilde det ske! I Nat vilde de komme og vælte Huset ned over
hendes syndige Hovede ...!
-- Der er de! Der er de, Juliane! Hør, hør!
-- Nej, nej, Mor, det er bare en Vogn, der kører forbi ...
Men Johanne rev sin Haand ud af Datterens og fôr hen til Vinduet:
-- Se, se! hviskede hun, og Rædselen fik Haarene paa hendes Hoved til
at fryse; thi hun saa ude i Maanelyset en uhyre Halvcirkel af sorte,
hvide og brogede Svin rykke frem. De rodede Jorden op Tryne ved
Tryne, deres smaa, onde Øjne lyste som Ild, og deres Grynten fyldte
Luften med en ond Lyd som af et stort Hjuls brummende Svingen ...
_Nu_ vilde det ske! _Nu_ var Øjeblikket inde! Om et Minut vilde de
have omringet Huset og væltet Grundvolden; Murene vilde styrte
sammen, og Dyrene trampe hen over hendes Ansigt og Lemmer med deres
stinkende Fødder ligesom hin Dag paa Havslundegaards Mødding ...!
-- Luk Øjnene, Mor! Luk Øjnene!
Men førend Datteren kunde forhindre det, fôr Lig-Johanne hen til
Døren, rev den op og løb ud. Træskoene slængte hun af sig. Og idet
hun trak Særken sammen om de nøgne Ben, krummede hun sig forover for
at samle al sin Styrke og satte i et langt Spring tværs over Svinene
og bort i Maanetaagen ...

_Paa Hvidgaard._
Klokken var fem. Solen havde været fremme en Time ...
Karlene kom ludende af Søvn smaaluntende nede fra Ladegaarden for at
æde Davre i Borgestuen ... Svanerne pladskede allerede rundt i
Voldgraven. Og omkring Fontænen i Borggaarden gik Paafuglene og slog
Hjul og skreg deres ildelydende Skrig ...
-- Hold Kæft! sagde en morgengnaven Karl, da han gik forbi, og
sparkede arrigt en Sten midt ind imellem dem ...
-- --
Paa sit ensomme Leje i det store Soveværelse mod Haven laa
Hofjægermester Palle og sov.
Solskæret paa Ruderne havde ikke formaaet at vække ham og ejheller
Støjen fra den vaagnende Gaard. Sent var han nemlig gaaet til Ro, og
Time efter Time havde Savn og Længsel holdt ham vaagen.
Først ud paa Morgenstunden havde Søvnen forbarmet sig over ham -- som
det hedder.
Men da drømte han ...
Igen og igen drømte han den samme bittersøde Drøm om sin Hustru Mona:
Hun laa ved hans Side, Armene havde hun slynget om hans Hals, og
hendes Legeme brændte imod hans ... Men naar han da vilde tage hende
ind til sig for at favne hende helt, svandt hun bort, og han vaagnede
beskæmmet og var ensom som før ...
Saaledes gled hans Enkemands-Nætter hen.
-- --
Alvilda hed en af Gaardens Stuepiger, et stort og kraftigt Kvindekøn
paa et Par og tyve Aar ...
Palle og Mona havde ofte sammen moret sig over Pigens maabende
Betagelse af sin Husbonds mandige Skønhed. Hun kunde standse op midt
i sit Arbejde ved Middagsbordet for at glo paa ham _lam_ af Ærefrygt.
Han var hende en Aabenbaring, en _Guddom_, for hvem hun følte en
sitrende Trang til at _ydmyge_ sig. I den dybeste Underdanighed vilde
hun have ladet sig føre til hans Leje for efter endt Højtidsoffer
knælende at have sat hans Fod paa sin Nakke og takket ham for, hvad
han havde ydet ... Thi hun var _Kvinden_ i Renkultur, _Hønen_ af
Guds Naade, der i grænseløs Underkastelsestrang nejer sig mod Jord,
naar hun møder paa sin Vej _ham_ den eneste ene: Manden, Elskeren,
_Hanen_!
-- --
Saalænge Fru Mona levede, havde Palle Uldahl ikke haft Tanke for
andre Kvinder. De kunde være lokkende og æggende i deres modne
Skønhed, som i sin Tid Fru Line paa Havslundegaard var det ... eller
de kunde være spillende, sansehidsende unge som den lille Minka fra
Mosegaarden ... Palle saa vel paa dem med Behag; men han begærede dem
ikke. Han vidste, at ingen Kvinde kunde skænke ham en frydefuldere og
mangfoldigere Rus end den, han nød i Mona Lisas Arme ...
Men saa en Dag var Eventyret altsaa ude, og han var ladet ene
tilbage.
Og da var det, at Angeren greb ham, Angeren over et forspildt Liv, og
drev ham hvileløs rundt i Hvidgaards tomme Stuer:
-- Han havde syndet tungt baade mod sig selv og Mona! Hendes Død
havde klaret hans Blik, og han saa nu grant, at det i Grunden slet
ikke var Monas _Legeme_, der fornemmeligst havde bundet ham til
hende: _det var hendes Sjæl_! Hendes rige, mangfoldige _Sjæl_, var
det, der havde fyldt hans Dage med en April-Maaneds rigtskiftende
Taarer og Sol! .... Ak, hvorfor kom man aldrig til Sandhedens gyldne
Erkendelse, førend det var for silde ...!
Og han besluttede at benytte hele Resten af sit Liv til at sone denne
Synd. Han vilde gøre Mona Lisa et Tempel i sit Bryst; en Helligdom,
hvori hendes forklarede Træk skulde evigt lyse ham i Møde; et _Altar_
vilde han oprejse hende, foran hvilket han kunde ofre til hendes
velsignede Minde!
Som hun havde været hans første egentlige Kærlighed, skulde hun blive
hans sidste. Aldrig skulde nogen anden Kvinde fortrænge Mona Lisas
Billede af hans Hjerte og hans Arme!
Saaledes svor han.
Og det var, som om hans Længsel efter den store Hedenfarne Dag for
Dag ligesom lutredes derved, blev renere, sartere, mere aandig ...
-- --
Klokken slog syv. Det bankede stille paa Døren, og Alvilda Stuepige
traadte ind med en Bakke, hvorpaa stod Hofjægermesterens Morgenmad:
seks Spejlæg, fire Stykker afskaaret Skinke, Brød, Smør og Kaffe, som
hun anbragte paa Bordet foran hans Seng.
Palle fôr over Ende hed af Søvn og Drømme:
-- _Mona_ ...! stammede han og bredte henrykt Armene ud ...
Og først ni Maaneder senere blev han klar over Fejltagelsen.


SLUTNINGEN


Dagen efter sin mislykkede Ekspedition til Mejeriet havde Nils Uldahl
og Smeden, væbnede med kraftige Egespir, opsøgt Forvalter Larsen for
at tage Hævn over ham for hans Blasfemi med Rikke.
Men Gaardens Karle var, imod Sædvane, ilet Forvalteren til Hjælp; og
der havde fundet et regulært Slag Sted, som var endt med de to
Venners forsmædelige Nederlag.
Man havde maattet _bære_ dem hjem. Smeden til hans Hytte i Landsbyen.
Og Godsejeren til hans Taarnværelse.
Og medens Nils Uldahl laa her i Uger skamslaaet, værkbruden og ædru,
var det, at hans Livs store Vendepunkt indtraf ...
-- --
Det var sig en Aftenstund, medens Fru Line trofast sad ved sin Mands
Seng og skiftede de vaade, kølende Omslag paa hans skamferede Næse,
at Nils pludselig greb hendes Haand og hviskede et: Tak! ... saa ømt
og usigelig mildt, at hendes store, varme Kvindehjerte rørtes til
Bunden derved. Hun glemte alt det onde, han i deres Ægteskabs lange
og trange Aar havde forvoldt hende; thi det var, som lød der i dette
ene ydmyge Tak en Genklang af alle de fine og forstaaelsesfulde Ord,
der fyldte hver Side af hans Ungdoms Kærlighedsbreve, dem hun endnu,
trods alt, pietetsfuldt forvarede, og som ofte, sammen med hin
trøsterige Kortoplægningskunst, havde bragt hende frelst over saa
mange bitre Stunder ...
Og Blidheden i hans Blik og Stemme indgød hende paa én Gang Mod til
at meddele ham det, hun hidtil havde skjult for ham, men som dog
engang _maatte_ siges:
-- Nils ... begyndte hun tøvende -- jeg har noget ... noget at
fortælle Dig ... Tror Du, at Du er stærk nok til at kunne taale at
høre det?
-- Jeg véd det ... nikkede han stille bag Omslagene.
-- _Véd_ Du det?
-- Ja ... Men fortæl kun.
Hun tøvede endnu. Taarerne steg hende i Øjnene, saa stor var hendes
Medfølelse med ham, og hun glemte ganske, at Ulykken ligesaa fuldt
ramte baade hende og Børnene:
-- Vi skal rejse fra Havslunde, Nils ... lød det saa -- Forvalter
Larsen har været hos Kreditforeningen, og den har givet ham Medhold
... Gaarden er solgt.
-- Til hvem?
-- Til ... til Hans Henriksen fra Ravnsholt.
Her havde hun ventet et Skrig af Harme og saá paa ham i angstfuld
Forventning:
-- Nils, stakkels Nils ... sagde hun.
Men han bøjede kun ydmygt sit skamferede Hoved saa dybt og
angergivent, at det kolde Omslag paa hans Næse faldt af:
-- Og hvad siger Pigebørnene? hviskede han.
-- Aa, at Du dog tænker først paa _dem_, Nils! sagde hun og lagde
Omslaget igen til Rette -- Hvor Du er god!
-- Jeg vil forsøge paa at blive det ... smilede han sørgmodigt
tilbage -- Men Du svarede mig ikke paa mit Spørgsmaal ...
-- Jo, skyndte hun sig -- Sofie er naturligvis meget nedslaaet; hun
mener jo ikke, at hun kan leve noget andet Sted end her ... Men de
andre tager det roligt.
-- Og Du selv, Line?
-- Aa, _jeg_! smilede hun -- bryd Dig ikke om _mig_! ... Jeg var bare
bange, Nils, at Du ... Saaledes baade at miste Egesborg og Havslunde
... Og at det netop skulde være dem fra _Ravnsholt_, der ...
Han greb hendes Haand og trykkede den taknemmelig:
-- Man maa lære at bøje sig for Guds Vilje ... sagde han.
-- Ja ...
Fru Line trak sin Haand til sig og sendte ham et uroligt Blik.
Angesten og Usikkerheden tog hende igen:
-- Hvad var der foregaaet med Nils? Hvorfra denne pludselige Ydmyghed
og Gudsfrygt! Det var jo ellers kun, naar han var beruset, at han
blev religiøs ... Skulde han uden hendes Vidende ...?
-- Jeg har længe vidst, hvordan det vilde ende, fortsatte han, da
Fruen stadig forblev tavs -- lige siden Onkel Joachim fik lokket den
Stav fra Fader, har jeg vidst, at det vilde komme, baade Ulykken med
Egesborg og med Gaarden her ... derfor styrtede jeg mig ud i dette
vilde Liv. Men nu har Gud jo vendt det til det gode, smilede han glad
-- og vi kan begynde at bygge op igen, Du, Børnene og jeg ... For
ikke sandt, Line, I vil tilgive mig ... I svigter mig ikke, vel?
-- Nej ... stammede hun forvirret.
-- Aa, hent dem! Hent Børnene! vedblev han ligesom henrevet af det
ny, der gærede i ham -- Hent Børnene, kære Hustru, at vi kan glæde os
sammen over det, der er sket ... alle!
Omslaget faldt igen af hans Næse, og hun lagde det atter til Rette:
-- Det Omslag ... sagde hun.
-- Ja, det Omslag! gentog han begejstret -- Det store, store Omslag!
... Hent Børnene, Line, min Hustru, at jeg kan bekende det for dem!
-- Jamen Nils ... forsøgte hun.
-- Aa, Line, Line, saa svigter Du mig dog alligevel! sagde han
smerteligt.
-- Nej, nej, jeg gør ikke, Nils ... Men ... men _hvad_ er det, vi
skal glæde os over?
-- Over at det gamle er forbigangent og alt er blevet nyt!
Hun bøjede sig hurtig ned over ham og greb ham i Skulderen:
-- Du har _drukket_, Nils! sagde hun -- Og Doktoren havde dog saa
strengt forbudt det!
-- Ja, jeg har drukket! raabte han i Ekstase -- Men af et Væld saa
dybt og rigt, at mit Hjerte svulmer derved! ... Hent Børnene, at jeg
ogsaa kan give _dem_ at drikke!
-- Jamen, Nils ...
-- Hent Børnene, Line! Jeg beder Dig! At den store Prøve kan finde
Sted!
-- Hvilken Prøve ...?
-- Om _Kærlighed_ overvinder alt ... Hent Børnene!
Og Fru Line adlød ...
-- --
Men Pigebørnene nægtede samdrægtig at være hende følgagtig:
-- Jeg tror ikke et Sekund paa den gamle drevne Svend! sagde Frøken
Charlotte -- Han vil bare have fat i vore Penge!


Madam Pompadour Henriksen havde i det lange Løb omsider maattet bøje
sig, og den lille Mose-Minka triumferede ...
Sagen havde haft følgende Forløb:
Da Handelen om Havslundegaard var bleven indledet med
Kreditforeningen, havde det været Madam Henriksens Plan, naar Købet
var gaaet i Orden, at anbringe sin næstældste Søn, Jeppe, paa
Havslunde og lade Anders, den yngste, overtage Kragholm, der var
mindre. Og naar saa Hans, den ældste, fik Ravnsholt, den største af
de tre Gaarde, tilskødet, var enhver af Sønnerne blevet forsørget
efter Aldersmaal, og Retfærdigheden sket Fyldest ...
Men ude paa Mosegaarden sad altsaa den landflygtige Fru Minka, der
ogsaa vilde have et Ord med i Laget:
-- Hans! sagde hun derfor en Dag til sin Ægte- og Folketingsmand --
hvorlænge vil Du endnu gaa rundt her til Latter for hele Egnen?
Hans stirrede beskæmmet mod Gulvet, medens Minka betragtede ham
prøvende.
Og Resultatet af denne Undersøgelse blev, at da han igen løftede
Øjnene for at svare, kastede hun sig højt hulkende til hans Bryst:
-- Du elsker mig ikke mere, Hans, klagede hun -- for saa vilde Du
ikke finde Dig i, at din Moder saaledes nedværdigede mig!
Hans strøg, klappede og knugede sin Dame og forsikrede, at han aldrig
havde elsket hende højere end netop for nærværende.
-- Saa maa der gøres en Ende paa den Komedie, sagde hun og bremsede
sin Graad -- Du maa forlange, at din Mor flytter med Jeppe til
Havslundegaard og lader os to være i Fred paa Ravnsholt!
-- _Det gør hun ikke!_ sagde Hans med dyb Overbevisning.
Men da rev Minka sig ud af hans Arme og raabte:
-- Saa forbyder jeg Dig nogensinde oftere at komme her paa
Mosegaarden! Og _kommer_ Du alligevel, lukker jeg mig inde paa mit
Værelse, og Du skal ikke faa Lov til at se saa meget som en Flig af
min _Kjole_ engang! Jeg _vil_ ikke længere finde mig i denne lumpne
Behandling! Er _Du_ et _Mand_folk? Skal _Du_ hjælpe til at styre
Landet? Hæ, jeg ser Dig staa og fjotte inde i Folketinget, Du som
ikke engang er Mand for at bringe Orden i dine egne Affærer!
-- Lille Minka, lille Minka ... Slaa koldt Vand i Blodet ...
-- Jeg vil _skilles_! fôr hun fort -- Det er meget bedre, at vi
_skilles_; saa faar vi da en Ende paa det!
Her begyndte hun paa ny at klage og jamre, som skulde hendes arme
Mose-Hjerte briste:
-- Og _jeg_, der holder saameget af Dig, hulkede hun -- det véd Du da
selv!
-- Ja, det vidste han, det vidste han ...!
Og han gav sig i sin høje Nød atter til at stryge, klappe, knuge og
forsikre ...
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Fædrene æde Druer, Roman - 16
  • Parts
  • Fædrene æde Druer, Roman - 01
    Total number of words is 4683
    Total number of unique words is 1498
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    62.0 of words are in the 5000 most common words
    69.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 02
    Total number of words is 4725
    Total number of unique words is 1548
    45.0 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 03
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1420
    47.7 of words are in the 2000 most common words
    63.5 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 04
    Total number of words is 4702
    Total number of unique words is 1510
    46.6 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 05
    Total number of words is 4759
    Total number of unique words is 1454
    48.8 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    72.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 06
    Total number of words is 4723
    Total number of unique words is 1434
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    72.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 07
    Total number of words is 4758
    Total number of unique words is 1519
    45.1 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    67.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 08
    Total number of words is 4591
    Total number of unique words is 1423
    48.9 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 09
    Total number of words is 4818
    Total number of unique words is 1445
    48.5 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    71.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 10
    Total number of words is 4650
    Total number of unique words is 1456
    49.4 of words are in the 2000 most common words
    65.5 of words are in the 5000 most common words
    73.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 11
    Total number of words is 4719
    Total number of unique words is 1373
    51.2 of words are in the 2000 most common words
    66.1 of words are in the 5000 most common words
    75.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 12
    Total number of words is 4796
    Total number of unique words is 1453
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    64.2 of words are in the 5000 most common words
    71.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 13
    Total number of words is 4823
    Total number of unique words is 1402
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    71.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 14
    Total number of words is 4856
    Total number of unique words is 1423
    51.4 of words are in the 2000 most common words
    67.6 of words are in the 5000 most common words
    74.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 15
    Total number of words is 4734
    Total number of unique words is 1469
    47.4 of words are in the 2000 most common words
    64.9 of words are in the 5000 most common words
    73.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 16
    Total number of words is 3353
    Total number of unique words is 1210
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    65.6 of words are in the 5000 most common words
    72.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.