Fædrene æde Druer, Roman - 04

tilfældigvis mødtes paa Trapper og Gange, kunde de ligefrem række
Tunge og fare løs paa hinanden, saa at hun og Tjeneren maatte ile til
og skille dem ad og transportere dem ind bag hver sin Dør ...
I Stedet for nu at virke som Forligsstifter havde Fru Karen, saasnart
hun fik fast Fod paa Egesborg, tvært imod set sin Fordel i at ophidse
disse to iltre gamle Mennesker mod hinanden. Indsmigrende og
kattevenlig, som hun kunde være, forstod hun at gaa dem under Øjne;
dadlede _ham_, naar hun talte med _hende_, og omvendt. Og hun fik det
til sidst bragt derhen, at de ikke engang kunde taale at høre
hinanden nævne. Og samtidig lod hun sig af dem begge paanøde
Foræringer og Stikpenge for sin opofrende og uegennyttige
Handlemaade.
Men saa kom Fru Line og ødelagde aldeles disse indbringende
Transaktioner for hende.
_Hun_ anvendte nemlig i sin naive Retlinethed en ganske modsat
Fremgangsmaade over for Svigerforældrene, idet hun mildt og
sagtmodigt gjorde alt for at bringe en Forsoning til Veje imellem
dem.
Og det lykkedes virkelig ogsaa til Dels, idet de Gamle ganske vist
stadig blev boende hver for sig, men dog i deres sidste Leveaar kunde
passere hinanden uden at hvæse hørligt og kunde indtage Maaltider
sammen uden at slynge hinanden Æggeskaller og Sildeben i Hovedet ...
Men ét Overtag havde Fru Karen over Fru Line: Hun forblev barnløs og
kunde saaledes bedre disponere over sin Tid og være borte fra
Hjemmet. Og da den gamle Etatsraad blev syg og skulde dø, kunde hun
derfor helt ofre sig for ham, som det hedder. Hun tog øjeblikkelig
til Egesborg og blev hos ham og plejede ham saa omhyggeligt, at da
han omsider var vandret heden, kunde hun fremlægge et Papir med hans
Underskrift paa, at han havde godskrevet hende og Frantz de 75,000
Kroner, han havde haft indestaaende paa anden Prioritet i deres
Ejendom ...
Etatsraadinden overlevede kun sin Mand et halvt Aar. Ogsaa hendes
sidste Timer blev blidnede af Fru Karens travle Hænder. Og i Følge
Ingwersen var den gamle Dame næppe bleven kold imellem sine Lagener,
førend den omhyggelige Svigerdatter gav sig til at ordne hendes
Skuffer og Gemmer med stor Omhu og rigt Udbytte ...
Ved Etatsraadindens Begravelse mødte de to udenlandske Svogere frem
paa egne og Børns Vegne. Og allerede en Time efter Jordpaakastelsen
stod Luften i Brand omkring Sørgeskaren. Nils vilde som den ældste
Søn sætte sig i Besiddelse af Stamgaarden. Ikke før Du har udbetalt
os vor Arvelod! sagde de andre. Vil I ruinere mig? skreg Nils. Og
Bankieren talte fransk, Greven talte polsk, Nils og Fru Karen talte
dansk, og der var ikke Enighed at opnaa. Frantz og Fru Line gik deres
Vej ud af hver sin Dør og ned i Haven, hvor de mødtes og talte meget
fredelig sammen.
Enden paa det hele Arvepostyr blev, at Egesborg blev solgt, og de
fire Arvinger drog hver til sit med godt en halv Million Kroner i
Lommen.
Hvorefter Nils solgte Thorsminde og købte Havslundegaard, der var
nogle hundrede Tønder Land større. Gaarden var en saakaldet
»Fallitgaard«. De to sidste Ejere havde begaaet Selvmord af Mangel
paa Subsistensmidler.
Men Nils havde jo Penge nok og lod sætte et Taarn paa Hovedfløjen --
saa havde han noget at springe ned fra, sagde Omegnen.
Og herind paa Havslunde drog altsaa Nils Uldahl med sin Kone og sine
Børn; medens han samtidig nedlagde det kraftigste Forbud mod, at
hans Omgivelser nogen Sinde nævnede Ordet Egesborg -- saameget mere
som Gaarden var bleven købt af en hovedrig Bonde og Studepranger ved
Navn Søren Knudsen.
-- --
Det skar Fru Karen i hendes sensible Hjerte at se, hvor udmærket Nils
og Line stadig kom ud af det med hinanden; thi selv levede hun Aar
efter Aar i en pinlig Usikkerhed med sin Frantz. Han var aldrig til
at lide paa. Bedst som han tyk og godmodig begyndte at indgyde
Tillid, stak han af. Han havde i sit Ægteskab allerede foretaget en
seks syv Lyn-Tournéer, og det ikke blot rundt i sit Fædreland, men
ogsaa i Broderrigerne Norge og Sverig. Og hver Gang var han vendt
miserabel tilbage, skamfuld, slunken, sløv og pengeløs. Han lignede,
naar han returnerede fra disse Lystrejser, en stor, gammel, bedrøvet
Abe, som tilskyndet af sine Urlængsler, var brudt ud af sit Bur, men
uvant med Brugen af Friheden, atter var vendt tilbage til Fængselet,
Lænkerne -- og Føden.
Men klog, som hun var, tog Fru Karen disse smaa Uregelmæssigheder paa
den eneste rette Maade. Hun skændte ikke og larmede ikke op, men
klædte sig i Halvsorg, anlagde en blid og lidende Maske og erklærede,
at hendes Livs fornemste Opgave skulde være at lette den tunge
Prøvelse, der var lagt paa hendes elskede Mands Skuldre. -- Og lidt
efter lidt lykkedes det hende virkelig ogsaa at lette den saaledes,
at hun mildt og kærligt satte ham fra Styret baade af Gaard og Formue
og paa sparsomme Lommepenge.
-- --
Saa indtraf Bruddet mellem Nils og Line.
Med Jubel i Hjertet anlagde Fru Karen nu Helsorg og bevidnede med
duggede Øjne, at _denne_ Ulykke var hende langt smerteligere at bære
end hendes egen, thi hun havde altid elsket sin Svoger og Svigerinde
og set op til dem paa Grund af deres mønsterværdige Samliv; det havde
været hende som en Stjerne i Livets Ørken.
Og hun lod spænde for og kørte de fire Mil til Havslundegaard for at
trøste.
Men hun vendte fnysende tilbage. Fru Line havde ikke vist sig.
-- Herskabet er sygt ... havde Jørgen Tjener sagt.
Og denne Sygdom havde end yderligere befæstet Venskabet mellem
Svigerinderne ...


12/11.
Uf, jeg er saa _arrig_ i Dag, kære Isidor, at jeg baade har Hovedpine
og Kvalme. Og véd Du hvorfor? Fordi Fader igen har sendt Moder et
Brev, hvori han baade kalder hende »Højtærede Fru Line Uldahl« og
siger »De« til hende og »vil Fruen være af den Godhed!« Han er en
rigtig gammel _Abekat_, er han; og jeg tror aldeles ikke, at Du har
Ret i, hvad Du paastod i Torsdags, da vi havde vor yndige Samtale
inde i Kabinettet, at han er _et ulykkeligt Menneske_. Han er _ond_,
er han, og _vigtig_ og _skabagtig_, og var _jeg_ i Moders Sted, saa
sendte jeg ham hans Breve _uaabnede_ tilbage! Men vil Du _tænke_ Dig,
hun _smiler_ bare af dem og siger »Aa, Herregud, kan _det_ more ham!«
Og Søstrene ler med; men jeg er altid lige ved at lave _Fontæne_, som
Du kalder det, af bare Arrigskab, for jeg synes, at det ligefrem er
_uværdigt_ for en Kvinde at lade sig behandle saaledes. Véd Du, hvad
jeg havde den største Lyst til, Fætter Isidor? Jeg havde den største
Lyst til at rejse til København og gaa op i Folketinget og holde en
lang Tale om Fader; men maaske er de allesammen saadan nogle
Lumskeriker deroppe, og saa nyttede det jo ikke. Du har jo nok set i
Bladene, hvor han bliver rost og hævet til Skyerne derinde? Og ved
Gud i Himmelen vil Du tro mig, at Moder gaar hver Gang rundt her og
er stolt af det, ved _Gud_! Det _er_ nu sandt, at der er noget _lavt_
og _hundeagtigt_ ved os Kvinder; bare fordi det nu er hendes _Mand_,
saa synes hun straks, at det er storartet, skønt hun godt véd, at
han ikke mener et Ord af det, som han staar og brækker af sig
om Bønderne; han ligefrem _hader_ dem, det har jeg jo hørt saa
tit. Du har jo selv hørt, naar han bralrer op herhjemme til
Middagsselskaberne; _jeg_ er lige ved at brække mig! Men jeg er jo
ogsaa bare en fejg Kvinde; i Stedet for at rejse mig og fortælle alle
Gæsterne, hvor ussel og nedrig han er; og vil Du tro mig, at _Moder_
vilde blive _mest_ vred, hvis jeg gjorde det, saadan er vi usselige
svage Kvinder, og jeg kan godt forstaa, at _Du_ og andre _rigtige_
Mænd mange Gange maa foragte os _dybt_. Aa, hvor vilde jeg dog ønske,
at jeg var saadan en Kvinde som Charlotte Corday eller Jomfruen fra
Orleans, for saa skulde jeg vise Jer noget andet! Og vil Du tro mig,
Fætter Isidor, naar jeg siger Dig, at jeg _er_ saadan en
_indvendig_, men naar jeg saa skal _handle_, saa bliver jeg bare kold
over hele Kroppen og sveder og _kan_ ikke; men jeg har mange, mange
Gange _drømt_, at jeg _var_ saadan en stolt Kvinde, ikke naar jeg
sover, forstaar Du, men naar jeg gaar Tur med Tyrk, eller sidder nede
i mit Hus, eller ligger ude i Skoven! Og saa siger jeg Fader
ordentlig Besked, og han fortryder hele sin slette Opførsel og jager
Jomfru Helmer og alle de andre grimme Fruentimmer bort og fortryder
det hele og bliver gode Venner med Moder igen; og vi kommer
allesammen til at holde saameget af ham, saa at det bliver en stor
Lykke for os at leve her paa Havslundegaard, den dejligste Gaard i
Verden! Aa, lille, gode, søde, rare Fætter Isidor, bare man kunde
drømme _altid_, for man bliver saa forfærdelig bedrøvet, naar man
vaagner og kommer til at huske paa, hvordan det er i Virkeligheden!
Jeg vilde næsten ønske, at jeg var ligesom stakkels Jomfru Rottbøl!
Men nu vil jeg slutte for i Dag, og tilgiv, at jeg har talt saameget
om mig selv.
Din til Døden
S.
Vil Du tænke Dig, at der i Gaar kom den yndigste lille, islandske
Hest sendende fra Fader! Den er saa lodden paa Benene, at det ser ud,
som om den havde Bukser paa. Den er _forfærdelig_ sød! Pigebørnene er
henrykte og har allerede kaldt den »Mikkel«. Men _jeg_ rører den
ikke, naturligvis, _jeg tager ikke imod Bestikkelser_! For véd Du,
hvorfor han sender den? Naturligvis bare fordi han nu snart kommer
hjem til Jul. Jeg _kender_ ham!


Isidor Seemann var altsaa (conf. »Asylernes« Aftensamtale) en Søn
af Natalia Uldahl og Tegne- og Gymnastik-Lærer Hans Jakobæussen
ved Latinskolen i Nabobyen. Forbindelsen knyttedes ved et
Borgerforeningsbal. Men da Resultatet blev synligt, gik den gamle
Etatsraad ind paa Skolen og gennempryglede for Elevernes Aasyn Hr.
Jakobæussen med sin Stok. Og Skandalen endte med, at den flinke
Gymnastiker maatte pakke sine Kufferter og forsvinde, medens
Etatsraaden ifaldt en Bøde.
Da denne var betalt, gik samme energiske Olding til Frøkenens
daværende officielle Forlovede, Godsejer Ole Brandt til Svendstrup,
og formaaede ham quand même til, under Løfte om øjeblikkelig
Skilsmisse, at lade sig vie til Pigen. Hvorpaa Ole og Natalia ægtede
hinanden i Havslundegaards Spisestue og umiddelbart derefter
separeredes paa Kontoret.
Fire Maaneder derpaa bragte Fru Brandt en ung Jakobæus til Verden. Og
efter at Etatsraaden havde foræret Drengen til en barnløs Halvkusine
af sig, der var gift med en Proprietær Seemann til Maglegaard ved
Faaborg, rejste han selv med Frue og Døtre paa en to Maaneders
Rekreationstur til Rivieraen ...
Her paa denne eventyrlige Kyst blev Frøken Natalia gift med en jødisk
Bankier fra Paris. Og Frøken Bettina hjemførtes sammesteds fra af en
polsk Greve.
Efter hvilke Succéser Etatsraadens lettede vendte hjem.
Natalie døde et Par Aar senere Straadøden i sit Palæ paa Champs
Elysées efterladende sig en ægtefødt Søn, medens Bettina efter at
have bragt Datteren, Rositta, til Verden, faldt, som Ingwersen alt
har fortalt, ned af en Udsigt i Schweiz, hvor hun var paa Lystrejse
med sin Mands Kammertjener, og brækkede Halsen.
Og nu havde Etatsraaden altsaa kun sine to Sønner tilbage.
Hvilket maaske ogsaa kunde være tilstrækkeligt ...
-- --
Den lille Isidor var under alle disse Begivenheder bleven adopteret
af Seemann og voksede op paa den stille og fredelige fynske Gaard.
Da han blev Student og skulde læse videre i Hovedstaden, solgte
Plejeforældrene Gaarden og fulgte med ham; saa uundværlig var han
bleven dem.
Og da han senere havde taget sin juridiske Embedseksamen og fik
Ansættelse som Fuldmægtig paa Havslunde- og Søby- Herreders Kontor,
drog de ogsaa med ham her over ...
Men saa skete det, at Isidor engang ved et Besøg paa Havslundegaard
traf sin polske Kusine, Rositta. De to Slægtninge fandt straks stort
Behag i hinanden; særlig fordi de kunde sidde Timer igennem og holde
Mund sammen og alligevel føle dyb Glæde ved hinandens Selskab. De
besluttede derfor efter et Par tavse Møder ikke mere at skilles,
giftede sig og byggede et Hus efter deres Hoveder, saaledes nemlig,
at de fik hver sin Lejlighed med kun fælles Spisestue. -- Og nu havde
de været gift i ni Aar med et Udbytte af to Sønner paa henholdsvis
otte og seks Aar ...
Til at begynde med var gamle Fru Seemann meget ilde til Mode ved
Sønnens Forlovelse og Giftermaal. Hun mente, at han vilde glemme sine
Forældre, og at hans Kone ikke var ham værdig; i hvilken Anledning
hun fældede mange Sorgens Taarer.
Men da hun lidt efter lidt lærte Fru Rositta at kende nøjere og
opdagede, hvilken elskelig og fornuftig lille Kvinde hun var, frydede
hun sig i sit Hjerte og indesluttede taknemmelig Svigerdatteren i
sine aftenlige Bønner: Tak, kære Vorherre, sagde hun, at Du nu har
givet os to barnløse gamle Mennesker _to_ Børn; og undskyld, at jeg
er gaaet i Rette med Dig! ... Og da hun saa senere paa samme nemme
Façon endogsaa blev Bedstemoder, græd hun bitterlig af Glæde.
-- Ja, Du har nu altid haft let til Vandet, Mor! sagde gamle Seemann
-- Men det er nu _din_ Fornøjelse.
Og Fruen lo og greb ham om begge Skuldre og rystede eftertrykkeligt
til:
-- Du er en rigtig Træpind, Far!
-- Hvad siger Du, Mor?
Hr. Seemann nød foruden sit ligelige Gemyt ogsaa Lykken af med Aarene
at være bleven betydelig tunghør.
-- _Jeg siger, at Du er en rigtig Træpind!_
-- Naa, siger Du det ... Ja, det er der jo _nogen_, der skal være ...
De Gamle havde stadig Sønnens Ungkarleværelse staaende i urørt Stand.
Om Vinteren endogsaa opvarmet. Og hver Dag, naar »Fuldmægtigen« gik
fra sit Kontor, besøgte han dem. Han og Fruen sad da gerne i en
Hjørnesofa inde i »Værelset« og »talte gammelt«. Fader Seemann
derimod deltog sjælden i Samtalerne. Han opholdt sig i Dagligstuen
ved Siden af med sine Aviser.
Men hvert Øjeblik maatte Fruen op af Sofaen og ind til ham og spørge,
naar der var noget fra Fortiden, de to andre ikke kunde hitte Rede i.
Hun skreg da ind i hans »gode« Øre:
-- Hør, Far, var det _Niels Hansen_, der købte vores Wienervogn, Du
véd ... eller var det _Rasmus Poulsen_?
Den Gamle tittede da skælmsk frem over Brillerne med sine smaa
Syposeøjne:
-- Snakker I _nu_ om _Wienervognen_, Mor? sagde han -- Ja, I har
_travlt_! ... Det var _Rasmus Poulsen_, der købte den ... I
Fruentimmer kan da heller aldrig _huske_!
Saa dukkede han paa ny ned i Aviserne; og Fruen gik tilbage til
Sofaen ...
Saaledes bevaredes i Familien Seemann Livets Kontinuitet. Og Isidor
havde hjemme i sine Mapper mangen en munter Illustration til disse
Repetitionskurser.


Onkel Joachim var syg.
Der var ikke tilflydt Familien paa Havslunde nogen direkte Meddelelse
derom, Rygtet var kun naaet frem gennem Post-Ole. Men samme Dag, hun
fik det at vide, bad Fru Line alligevel sine Pigebørn om at tage over
og se til Patienten:
-- Onkel er meget syg, sagde hun -- Der er Fare paa Færde. Jeg har
set det i Kortene.
-- Vil Mor ikke selv med?
-- Nej, lille Sofie, det véd I, jeg bliver helst hjemme ... og særlig
da i saadan et Blæstvejr.
-- Mor skulde engang spørge sine Kort, om Mor har godt af altid at
sidde inde og svulme.
Det var Frøken Frederikke, der talte. -- Fru Line slog smilende efter
hende:
-- Fy, din skidt Tøs, at gøre Nar af sin egen Mor!
-- Jamen Frederikke har Ret, sagde Anna -- Mor sidder altfor meget
stille.
-- Mor begynder at ligne Madam Nærup! nikkede Charlotte. (Madam Nærup
var Distriktets uformelige Fødselshjælperske.)
-- Mor er dejlig! sagde Frøken Sofie og saa forelsket paa Fru Line --
Mor ligner en Enkedronning!
-- Med Dobbelthage! supplerede Frederikke og trak sig uden for
Skudvidde ...
Men sandt var det, at der i de sidste Aar var kommet noget bredt og
matroneagtigt over Fru Uldahl. Hendes længe bevarede ungpigeagtige
Slankhed var forsvundet. Men skøn var hun som altid med sit
askeblonde Haar under den sorte Fløjelshue. Og hun førte sit Legeme
med en Holdning og en rolig Anstand, der fik alle andre Kvinder, naar
de kom i hendes Nærhed, til at synes smaa og ubetydelige.
-- _Tager_ Mor saa ikke med?
-- Nej, lille Sofie ... Og der er heller ikke Plads.
-- Jo, jeg kan sidde paa Bukken.
-- Nej, der skal Tyrk være, ellers gaar han rundt her og græder hele
Eftermiddagen. -- Saa telefonerer jeg altsaa til Ravnsholt og
spørger, om Onkel vil ha' Jer ...
Og det gjorde hun. Og Joachim svarede personlig fra sin Seng, at han
glædede sig til at se »Firkløveret«.
Saa rent dødsens var han da ikke; om end hans Stemme havde lydt lidt
mindre buldrende end ellers.
-- --
Køreturen til Ravnsholt foregik i den lille Charabanc. Siden Jomfru
Helmers Københavnsrejse benyttede ingen af Gaardens Damer godvillig
Landaueren. Og den gamle lukkede Karosse, Flueskabet kaldet, fra
Etatsraadens Tid, var for tung for Vejene.
Frøkenerne sad bag i Vognen hyllet i Sjaler og Pelsværk, thi det var
blæst op til en halv Storm.
Og foran paa Bukken sad Tyrk, der stor og mægtig ragede frem højt
over Hovedet af Kusken.
Der blev ikke talt meget under Køreturen; man havde nok at gøre med
at holde sammen paa Sjalerne. Kun af og til, naar Blæsten blev særlig
ondartet, vendte Lars sig om fra Forsædet og raabte:
-- Frysser I, Frøkner?
Hvortil regelmæssig en af de unge Piger hylede:
-- Nej--i ...!
-- --
Uden for »Familiehuset« stod Spat-Marie og Maren Ørentvist og fløj i
Blæsten:
-- Der er _di_ fra _Gaarden_! sagde Marie -- Se _Tyrken_!
Hun og Maren havde baaret Pigen Alexandra om i Læ af Gavlen.
Skiftingen skulde gerne ud et Par Gange om Dagen, hvordan Vejret saa
var, havde Doktoren sagt. Og nu sad hun i sin Stol indbyldtet i Dyner
og Klæder. Man saa ikke andet af hende end hendes frygtelige
Underansigt, hvis forlængede Kæbeparti lignede Trynen paa et Svin.
-- Da--a' ...! hilste Konerne ydmygt, da Vognen rullede forbi. Men
straks derpaa tilføjede Spat-Marie lavmælt:
-- En op, en anden ned! Der ager _di_, og der sidder _hun_!
Frøkenerne nikkede venlig til Genhilsen. Men da Vognen var naaet et
Stykke bort fra Huset, lød det pludselig fra Frederikke:
-- Hvem af os synes I, hun mest ligner?
De brast alle fire ud i en underlig anstrengt Latter; og Frøken Sofie
sagde hurtig:
-- Vi taler ikke til Mor om, at vi har set hende!
Og saa forsvandt Huset bag Møllebanken.
-- --
Da Charabancen var naaet et Stykke ud ad Landevejen, vendte Lars sig
pludselig om:
-- Der kommer Hofjægermesterens, Frøkner!
Og umiddelbart efter holdt to Ryttere, en Herre og en Dame, fulgt af
en Meute halsende Hunde, deres Heste an hver paa sin Side af
Køretøjet, der ligeledes standsede.
Det var ganske rigtig Hofjægermesterens, Palle Uldahl til Hvidgaard
og Frue. Han var en lyshaaret Kæmpe med et vældigt Fuldskæg, der
naaede ham langt ned paa Brystet. Hun var høj, slank, næsten mager,
med gnistrende sort Haar og smaa, gyldenlakbrune, længselsfulde Øjne.
Dertil var hun stærkt sminket; og hendes Læber var smalle og
blodrøde. Frøken Sofie havde engang sagt om hende, at hun saa
»skæbnesvanger« ud.
-- Hvad Fanden, Pigebørn, er I ogsaa ude i det Vejr! raabte
Hofjægermesteren.
-- Vi kunde kende Jer paa Tyrk! lo Fruen.
Frøkenerne kom frem af Sjalerne:
-- Goddag, Onkel Palle! Goddag, Tante Mona! Ja, vi er skam!
-- Goddag, Goddag, Unger! Hofjægermesteren slog ud med Haanden --
Skal I til Ravnsholt? ... Vil Du _staa_! tordnede han i det samme til
Hesten og strammede Tøjlerne, saa Dyret stejlede -- Hele Familien er
nok paa Tæerne i Dag! lo han derpaa. -- Vi mødte Kragholmer-Kareten
før med Fru Karen; hun kørte, som der var Ild i Enden paa hende.
-- Er Tante Karen ogsaa ...?
-- Ja--h! Alle Testamentejægerne er paa Krigsstien. Men den Gamle vil
ikke se os for sine Øjne ... Det er dog Satan til Blæst! ... Men saa
hold dog Kæft, Hunde! ... han har lukket Døren for sig, har Fatter
Joachim, og sat Madam Pompadour født Henriksen udenfor paa Vagt. _Vi_
slap da ikke ind; og I andre gør det saagu' heller ikke!
-- Jo, Onkel har selv ... begyndte Frøken Anna.
Men før hun fik talt ud, foretog Hofjægermesteren et pludselig Chock
imod Hundene, der fôr gøende og glammende rundt omkring Vognen, hvor
_Tyrk_ fra Bukken sekunderede dem med sin Tøndebas -- Fanden skal
staa i Jer! tordnede han og slog med sin Ridepisk ned mellem Dyrene,
saa at de hylende spredtes til alle Sider -- Det er jo ikke til at
høre Ørenlyd! ... Kom saa, Mona! Skægget flyver af mig! raabte han
videre, da et Vindstød i det samme gav sig til at flaa i ham -- Her
er ikke til at være! ... Farvel, Pigebørn! Og god Lykke! Ja, vi ser
Jer vel ikke paa Hvidgaard, før vi skal dø? Men der bliver ikke noget
at hole, for vi æder det op! ... Kom saa, Mona!
Det havde været Hofjægermesterinden umuligt at faa sin Hest til at
staa rolig. Stormen og Hundene gjorde den nervøs. Den havde danset og
stampet og prustet, saa at hendes Ridedragt var ganske oversaat med
hvide Skumflager. -- Nu slog hun leende ud med Haanden til Afsked og
satte i Firspring efter sin Mand fulgt af den halsende og larmende
Meute:
-- Farvel, farvel! Og hils den dejlige Fru Line!
Frøken Sofie kiggede efter hende:
-- Tante Mona _er_ nu storartet! sagde hun afgjort -- Saa kan I andre
sige, hvad I _vil_!
-- Jamen Gud, Pigebarn, lo Frederikke -- vi har jo ikke sagt et Muk!
Der kom et brølende Vindstød; og Frøkenerne forsvandt bag
Sjalerne ...
Lidt efter tittede Frøken Sofie igen frem:
-- Der ligger Egesborg! sagde hun og pegede ud over Markerne mod en
stor, hvid, firkantet Bygning, op til hvilken der førte en Allé af
gamle, vejrbidte og halvt udgaaede Egetrær.
-- Ja, sagde Anna, som havde besøgt Gaarden i Bedsteforældrenes
Tid -- der var dejligt! Sikke Stuer! Og sikken Udsigt fra
Selskabsværelserne paa første Sal!
-- Og nu bor vi paa en Fallitgaard! sagde Frøken Charlotte.
-- Ja, vi er jo alle Vorherre en Fallit skyldig! nikkede Frøken
Frederikke.
Men Frøken Sofie krøb ind bag sit Sjal og sukkede ...
-- --
Da Charabancen rullede ind paa Ravnsholts Grund, strøg en lukket Vogn
forbi for udgaaende:
-- Det var Kragholmeren! meldte Lars fra Bukken -- Jeg saa Fruen
indvendig.


Madam Henriksen (af Hofjægermesteren døbt: Pompadour) hed den store,
tavse Bondekone, der havde været Onkel Joachims Husbestyrerinde i
henved tredive Aar. Hun var kommen til Gaarden, da hun var en
fem-seksogtyve, havde styret Huset for ham til hans fulde Tilfredshed
og engang imellem faaet et Barn med ham, ialt fire. Men de var alle
døde kort efter Fødselen, og to af dem havde været ligesaa fæle og
uhyggelige Misfostre, som Nils Uldahls og Spat-Maries Alexandra. Men
selv havde Madam Henriksen fra sit Giftermaals Tid tre velvoksne
Sønner, tre tavse, paalidelige og arbejdsomme Mennesker ligesom
Moderen. De tjente alle paa Ravnsholt nu i forskellige Stillinger,
spiste og sov sammen med de andre Karle og stod med Hatten i Haanden,
naar de talte til Godsejeren. Men han kunde godt lide dem og
udmærkede dem paa mange Maader baade for deres egen og for deres
Moders Skyld.
-- --
Da Vognen med Tyrk og de unge Damer gjorde Holdt foran Hovedtrappen,
kom Madam Henriksen frem i Døren:
-- Men Gud Fader, se Hunden! sagde hun og glemte helt at hilse paa
Damerne -- har han sat der hele Vejen i det Vejr?
-- Ja, han har saamænd!
-- Det er Synd a' Jer ...
-- Aa, han er jo godt klædt paa!
-- Hvordan gaar det med Onkel?
-- Jo--e ... Men lad dog Hunden komme ned og ind i Varmen!
-- Madam Henriksen tænker slet ikke paa os andre! lo Frederikke.
-- Naa--e, _Menneskene_ klarer sig nok!
Frøken Sofie fløjtede Tyrk ned fra hans Sæde.
-- Der er Varme i Kontoret, hvis Frøkenen vil ta' ham der ind.
-- Maa vi andre ogsaa komme med?
-- Ja, værsgod ...
Madam Henriksen aabnede Døren til Kontoret. -- Det var et stort
nøgent Rum med sandstrøet Gulv, simple Træmøbler og en lille, fedtet
Voksdugssofa. Henne i et Hjørne buldrede en Jærnkakkelovn. Der var
kun et Kappegardin for Vinduet.
-- Hvordan har Onkel det? spurgte Frøken Anna.
-- Jo--e ...
-- Maa vi komme ind til ham?
-- Ja, Frøknerne er jo _bestilt_ ... Men nu skal jeg hente Kaffen.
Og Hunden kan faa et Fad Mælk.
-- Han vil hellere ha' Kaffe, Madam Henriksen.
Madammens Øjne voksede:
-- _Drikker han Kaffe?_
-- Ja--e ... lo Sofie.
-- Og saa skulde jeg hilse fra Godsejeren, at der stod Cigarer henne
paa Hylden.
-- Tak ...
Pludselig rundedes Konens Øjne af en ny sindsforvirrende Tanke:
-- _Ryger_ han kanske ogsaa, _Hunden_?
Pigebørnene brast i Latter:
-- Nej, nej, nej!
-- Ja, vi kunde jo aldrig vide, naar I andre gør det! ... Men det
ender skidt med den Rygen, tilføjede hun -- Tobak er for _Mandfolk_!
-- Fars Søstre røg jo ogsaa ... mente Frederikke.
-- Jamen, hvor røg de ikke ogsaa _hen_! sagde Pompadour -- Men nu
gaar jeg ud efter Kaffen.
-- --
Da Kaffen var drukket, førte Madam Henriksen de unge Damer ind gennem
to iskolde, salsagtige Dagligstuer, hvor de sparsomme Mahognimøbler
stod stift opstillet langs Væggene, og hvor man maatte balancere frem
i Gaasegang ad smalle »Løbere«.
Frøken Charlotte tog Mod til sig og spurgte:
-- Hvorfor kom de fra Kragholm og Hvidgaard ikke ind til Onkel, Madam
Henriksen?
-- Fordi Godsejeren ikke vilde se dem, lød det kort -- Og Frøknerne
maa heller ikke gerne blive der ret længe; Godsejeren kan ikke taale
det.
Fra Dagligstuerne naaede man gennem Spisestuen ud i en lang, skummel
Korridor med mange Døre. Paa en Bastmaatte udenfor én af dem laa
Rinaldo, Onkel Joachims gamle Hønsehund. Den var saa gammel, at det
ikke længere gav nogen Lyd, naar den gøede.
-- Her skal vi ind, sagde Henriksen og strøg Hunden kærtegnende over
Ryggen, før hun aabnede Døren. -- Men Frøknerne maa skræve over ham,
for han kan ikke flytte sig.
Rinaldo løftede Hovedet, da han sansede de Fremmede, og markerede en
Gøen ved at aabne og lukke Gabet et Par Gange; saa sank han sammen
igen; og Damerne slap over ham ...
Inde i sit Soveværelse sad Onkel Joachim halvt oprejst i sin Seng
støttet af mange Puder. Hans svære Krop var frygtelig afmagret og
stod knoglet og kantet frem under Skjorten. Ansigtet var graagult, og
det hvide Haar og Skæg pjusket og uredt.
De fire Søstre blev forskræmt staaende tæt inden for Døren, medens de
uvilkaarlig famlede efter hinandens Hænder.
Joachim saa missende hen imod dem; hans Øjne var ligesom falmede:
-- Er det Firkløveret ...? spurgte han.
-- Ja ...
-- Ho, ho! lo han hult -- det betyder Lykke! ... Kom nærmere Tøse!
Hans Stemme havde endnu bevaret en Del af sin gamle Klang.
Pigebørnene nærmede sig, men dog stadig i Klump.
-- Er I der allesammen? Jeg ser saa daarligt ...
-- Ja, vi er her allesammen ... det var Anna, der talte -- Hvordan
har Onkel det?
-- Sæl Tak! Skidt! sagde den Gamle -- Kom helt herhen!
De unge Piger gled hen til Sengen. Joachim strakte en Haand frem og
fik fat i en af dem:
-- Hvem er _det_?
-- Sofie ...
-- Jeg synes, Du tuder, Tøs? Ser jeg ud, som jeg skal dø?
-- Ja ... sagde Sofie og brast i høj Hulken.
Han slængte ligesom i Vrede hendes Haand fra sig ... I det samme gav
et Telefonapparat, der stod paa Bordet ved Siden af Sengen, sig til
at ringe.
-- Henriksen! sagde han buldrende -- spørg, hvad det er!
Pompadour, der havde puslet lydløst om i Værelset, satte Tragten for
Øret:
-- Jovel, ja ... jo ... Nu skal jeg spørge Godsejeren! -- Det er
Købmand Nielsen, der forhører, om vi kan hente de Oliekager i Morgen
...?
-- Nej, sagde den Gamle -- i Morgen skal vi køre Roer hjem.
-- Godsejeren vilde bevise ham en Tjeneste, sa'e han ...
-- Saa--e? Sig, at vi skal komme paa _Fredag_ ... Og ring af!