Fædrene æde Druer, Roman - 14

Pungen og Sparebogen tilbage i Kisten:
-- Nu, han var død, vilde hun jo bekomme det altsammen paa lovlig Vis
... Og det andet kunde føre til Opdagelse!
Kun en Tokrone stak hun til sig.
Det var jo hendes Fødselsdag.


Hans Henriksens og den lille Minkas Bryllup var blevet fejret med
stor og tung Bondepragt paa Mosegaarden. Festen varede i tre Dage; og
den tredje Dags Aften drog Brudeparret til Ravnsholt.
Men dermed var ogsaa Glæden forbi; thi Ottendedagen derpaa kom Fru
Minka en sen Aftentime spadserende tilbage til Fædrenehjemmet og
erklærede kategorisk, at ingen Magt i Himmelen eller paa Jorden
skulde nogen Sinde oftere faa hende til at leve under Tag med gamle
Madam Henriksen:
-- Jeg har ikke giftet mig med Hans for at blive Tjenestepige hos
hans Moder! sagde hun.
Jægermesterinden, der var ene hjemme, vred i Vaande sine Hænder:
-- Sødeste lille Minka, sødeste lille Minka, tænk dog paa Skandalen
...!
-- Jeg er ligeglad! blæste Datteren.
-- Jamen, holder Du da ikke af din Mand?
-- Jo ... men han er et Fjols, der lader sig regere af den Gamle!
En Vogn susede i rasende Fart op for Døren. Det var Hans, der var sat
efter Konen.
Han kom stormende ind i Stuen med Overfrakke og Hat paa og Pisk i
Haanden. Hans skikkelige Ansigt var ligblegt, og hele hans store,
svære Legeme rystede:
-- Minka ... stammede han -- lille Minka ...
Og han sank paa Knæ foran hende med Hænderne foldede om Piskeskaftet.
Minka brast ud i en klokkeren Latter ved Synet:
-- Aa Mor, bad hun -- lad os være lidt alene ...
Fru Thorsen forsvandt som en Vind.
Mosepigen gik nu stille hen og tog Hatten af sin Mands Hoved og
Pisken af hans Hænder. Og stadig lo hun; hun havde arvet en god Del
af sin Faders Latterevne:
-- Saa Hans, rejs Dig nu, klukkede hun -- at vi kan tale fornuftig
sammen. Du ser rent vanvittig komisk ud, som Du ligger der!
Hans skrumlede op og stillede sig klejnmodig foran hende som en
Dreng, der trygler om Tilgivelse.
-- Det er vist ogsaa bedst, hi -- hi! sagde hun -- det er vist ogsaa
bedst, at Du ta'r Overfrakken af ... ellers kan Du ikke rigtig
omfavne mig.
Han rev og sled i Frakken, fik den endelig af og kastede den fra sig
paa Gulvet:
-- _Maa_ jeg ...? _Maa_ jeg ...? Du er altsaa ikke vred paa mig ...?
-- Jo, jeg er ... for Du er et Fæ! ... Saa, saa, saa ...!
Hans havde løftet hende op i sine Arme; og medens han holdt hende
liggende der, som man holder et lille Barn, knugede han hende ind til
sig og kyssede hendes Øjne, hendes Kinder og hendes Mund atter og
atter, som vilde han aldrig ophøre dermed:
-- Minka, Minka, Minka, Du véd ikke, hvor jeg er gal efter Dig!
Taarerne stormede ham ud af Øjnene, og han hulkede og klagede som et
Menneske, der er blevet frelst fra en overhængende Ulykke, men endnu
ikke ret er kommet til sig selv efter Skrækken.
Og Minka laa bleg og stille og gav sig hen under hans Kærtegns
Styrke. Af og til gik der en vellystig Gysen igennem hende, og da
smilede hun og bad: Mere! Mere! ... Og han kyssede hende igen og igen
og igen ...
-- Minka, Minka ... Du er saa fin og blød!
Hun slog Armene om hans Hals og hviskede:
-- Du maa blive her i Nat ...
Forvirret løftede han Hovedet og stirrede ned paa hende:
-- Ta'r _Du_ da ikke med til Ravnsholt ...?
-- Nej ... Men slip mig! Der _kommer_ nogen!
Det var Jægermesteren, der vendte tilbage fra et Besøg paa en
Nabogaard. Hans Kone havde ikke hørt ham komme, saa han traadte
ubekymret ind i Stuen:
-- Naa, her staar I og elsker! lo han buldrende op -- Og Hestene
udenfor la'r I skøtte sig selv! I er et Par skjønne Papegøjer!
-- Vi bliver her i Nat ...! sagde Minka hurtig. Saa var _den_ Sag
klaret.
-- I skal være velkommen, Børn! ... Men det er da ingen Grund til at
lade Hestene staa udenfor, ha, ha!
-- Nej ... smilede Minka og spillede den blysomme -- vi ... æ ... vi
... Aa, Hans, gaa Du ud og faa spændt fra! afbrød hun saa leende sig
selv -- Og tag dit Overtøj med.
Hans samlede Tøjet sammen og tumlede ud.
-- I har det nok stadig med Varme, hva'? lo Jægermesteren og saa
efter ham -- Ak ja, hvem der endnu aad friskbagt Hvedebrød, ha, ha!
En anden Ens Kage er blevet noget tør!
Fru Minka gik hen og stillede sig ret op og ned foran Faderen og saa
ham besluttet ind i Øjnene:
-- Jeg er rendt min Vej fra Ravnsholt! sagde hun rolig og uden at
blinke -- Og Hans er kommet herover for at hente mig tilbage; det var
derfor, Vognen holdt derude ... Men jeg sætter ikke mine Fødder der
paa Gaarden mere! Er Du med paa _den_?
Jægermesterens Arme faldt slapt ned, og hans fede Ansigt fik et
maabende Udtryk:
-- Men Pige dog ... hvad er det Du siger?
-- Ja, det _sa'e_ jeg!
-- Véd din Mor det?
-- Ja.
-- Jamen i den Alstyrendes Almægtiges højtlovede Navn, bruste han
endelig ud -- hvor_for_ er Du rendt Pigebarn? I elsker jo hverandre
meget værre end som to almindelige Turtelduer; det saa jeg jo li'e
nu!
Minka var paa et hængende Haar igen bristet i Latter. Hvor var de
Mandfolk dog bundgrinagtige baade i deres Vrede og deres Glæde ...!
Men hun betvang sin Munterhed og sagde med en velkonstrueret
Antydning af Graad i Stemmen:
-- Har _Du_ ... opdraget din Datter ... til at være Tjenestepige?
-- _Nej_, Fandenfløjteme har jeg da ej nej!
-- Jamen det er _det_, de vil gøre mig til ovre paa Ravnsholt.
-- Hvem?
-- Pompadour!
-- Og hvad siger din Mand?
-- Han er en Nathue ...
-- Jamen Du _elsker_ ham jo, Tøs!
-- Jeg _elsker_ ham, ja ... Og jeg kan slet ikke leve uden ham ... Og
derfor maa Du lade ham flytte her over og faa Mosegaarden i
Forpagtning ...!
Nu var det Jægermesterens Tur til at le, og _han_ holdt ikke igen:
-- Ha, ha, ha! brast han ud og slog sig paa Laarene, saa det klaskede
-- Saa skulde din Mor og jeg kanske flytte til Pompadouren?
Men Minka kastede sig nu ind til ham og slap for Alvor Graaden løs;
Tidspunktet var inde.
Og hun gav sig til at jamre og klage og stille sig hysterisk og raabe
op om, at hvis hendes Forældre tvang hende til at tage tilbage til
Ravnsholt, vilde der ikke gaa mange Dage hen, førend de skulde sørge
hendes Død, og hun gik endda med et lille Barn under sit Hjerte!
Til sidst faldt hun i Besvimelse og blev baaret ind paa en Seng i
Gæstekammeret.
Derinde kom hun igen til sig selv og forlangte nu med høj Røst og
flagrende Arme, at Forældrene skulde gaa deres Vej, hun kunde ikke
taale at have andre om sig end sin Mand.
Og da de to Gamle resigneret var listet af, sprang hun ud af Sengen,
løb hen og laasede Døren, fôr om Halsen paa Hans, græd, lo og skreg
og puttede sig ind til ham fuldstændig ude af sig selv ...
Men lidt efter blev alt stille.
-- --
-- Nu sover hun ... hviskede Jægermesterinden, der sammen med sin
Mand stod uden for Døren og lyttede.
-- _Javel_ ...! mumlede Jægermesteren og gemte Ansigtet bort.
-- _Ler_ Du i et saadant Øjeblik, Thorsen! sagde Fruen forarget.
-- _Nej_, Gud Fader fri og frels, Kone! ... Men lad vos nu la' de
Unge ha' Ro!
Og han trak hende forsigtig bort med sig ...


Da Hans Henriksen tidlig næste Morgen rullede ind paa Ravnsholt, stod
hans Moder paa Trappen foran Hoveddøren streng og uafviselig som en
Skæbne.
Han dukkede sig under hendes Blik og skyndte sig at spænde Hestene
fra og faa dem om i Stalden.
Men da han kom tilbage for at hænge Kørepisken paa dens Plads i
Entréen, stod Pompadour der endnu:
-- Jeg har noget at snakke med Dig om, sagde hun rolig og gik ind paa
Kontoret.
Hans fulgte efter:
-- Hvis det er Minka, der skal holde for, tænkte han og knyttede
Hænderne i Bukselommerne -- saa skal jeg vide at svare!
Men Madam Henriksen nævnede ikke Svigerdatteren.
Hun satte sig tavs og lukket i Onkel Joachims Lænestol bag
Pengeskabet.
Sønnen tog Plads i Sofaen ... Gaardens Lyde hørtes tydelig i
Stilheden.
-- Kan der snart gaa Hul paa Dig! fôr Hans paa én Gang op, saa nervøs
blev han af at sidde der og vente paa, hvad der skulde komme.
Pompadour lod, som om hun ikke mærkede hans Ophidselse:
-- Her var nogle Mænd i Aftes, da Du var kørt bort, begyndte hun
sindigt -- de vilde gerne ha' talt med Dig med det samme. Men jeg
sa'e, at Du var a' By, og at de ikke kunde træffe Dig før en Gang i
Formiddag.
Hans sendte Moderen et lurende Blik: Hvad var nu _det_ for noget?
Hvorfor snakkede hun ikke rent ud om Minka straks?
-- Hvad vilde de mig? spurgte han.
-- Det faar Du vel at vide, naar de nu indfinder sig.
-- _Hvem_ var det?
-- Det var Sognefogden og Mølleren og et Par andre af Nils Havslundes
Stillere.
-- Ja, han har jo nedlagt sit Mandat ...
-- Det har han nok, ja ...
Ny Pause, i hvilken de begge stirrede tomt ud for sig.
-- Lagde de ikke deres Ærinde ud for Dig? spurgte Hans saa.
-- Jo--e ... men jeg kerer mig ikke om at blande mig i andres
Affærer.
-- Nej, det _plejer_ Du jo ikke! lød det skarpt -- Hva' drejede det
sig saa om?
-- Ja, nu kommer de vel snart, saa faar Du jo sæl Besked.
Hans rejste sig brat:
-- Ja, saa gaar jeg ud og ser til Folkene ... De er vel sat i
Arbejde?
-- Ja, det har da nok jeg og Anders besørget for et _Par_ Timer
siden, smilede Pompadour ondt -- Ingen vidste jo, naar det passede
_Dig_ at komme tilbage.
Hans slog en Næve i Bordet. Nu var de endelig, hvor de skulde:
-- Minka er min _Kone_! sagde han -- Og naar _Du_ jager hende af
Gaarde, saa maa _jeg_ vel ...
Men Moderen afbrød ham stadig lige rolig:
-- De vilde ellers, Sognefogden og Mølleren og de andre, begyndte
hun, som om hun slet ikke havde hørt hans vrede Ord -- de vilde da
ellers forhøre, om Du var villig til at stille Dig nu ved
Suppleringsvalget efter Nils Havslunde ... De vilde helst ha' en af
vore egne ind nu, sagde de. Og de mente, at der kunde garanteres for
dit Valg, da Du nyder saa stor en An_se_else paa Egnen, sagde de, og
var dygtig.
Hans havde igen sat sig. Han var blevet ganske bleg af Overraskelse:
-- Det kan jeg ikke paatage mig ... mumlede han -- det har jeg ingen
Kyndighed i ...
-- Det maa de andre vel da synes, siden de kommer til Dig! mente
Pompadour.
-- Ja--e, det maa de vel ... Og hvad synes Du, Mor?
Hun sendte ham et hvast Sideblik:
-- Hæ ...! bryder Du Dig om at vide _det_ ...?
-- Det har jeg jo altid gjort!
-- Aa ja, vel saa ... Ja, saa synes jeg, at Du skal ta' imod Tilbudet
og sige Tak til. Det er dog en Slags Ærens Vej at komme ind paa og en
Hæder baade for Dig og vos andre ... Et Menneske kan udrette meget,
bare det sætter sig det for. Nu ser vi, hvor tykt Du klarer Dig som
Sogneraadsformand; og det mente Du heller ikke, Du kunde paatage Dig.
Tror Du, vi ha'de siddet her, hvor vi nu sidder, om _jeg_ ha'de været
kranksindet af mig?
Før Hans kunde faa svaret, kom Anders, den yngste af Sønnerne, hurtig
ind fra Entréen:
-- Naa, der _er_ I! sagde han -- Sognefogden og Mølleren og de andre
er kommet ind gennem Haven og vil snakke med Dig, Hans.
-- Nu skal _jeg_ hente dem ... sagde Pompadour og rejste sig af
Stolen.
Og idet hun gik forbi Hans, tilføjede hun:
-- Husk nu paa, hvad jeg har tilraadet Dig!
Da Moderen var ude af Døren, spurgte Anders hastig, og han rødmede
derved:
-- Fandt Du saa Minka?
Hans saa vredt til ham:
-- Ja, hun var paa Mosegaarden naturligvis; hvor skulde hun ellers
være!
Anders' Øjne lyste af Glæde:
-- Aa Gudskelov da! sagde han. Derpaa vedblev han -- Jeg vilde ha'
været ud i Aftes og ledt efter Jer; men Mor vilde ikke ha' det.
-- Hva' skulde det ogsaa ha' været godt for! ... mumlede Hans og
vendte ham Ryggen ...
Nu kom Madam Henriksen med Mændene.
Og straks efter forlod hun og Anders Stuen ... Hans saa langt efter
hende, da Døren lukkedes.
-- --
Men da Deputationen igen forlod Ravnsholt, havde Hans Henriksen
afgivet sit Løfte om ved det forestaaende Suppleringsvalg at stille
sig som Folketingsmand i Nils Uldahls Sted.


Udrustet med Instrukser fra Hovedkvarteret begyndte Hans Henriksen nu
altsaa at holde Vælgermøder. Det gik lidt akavet for ham i
Begyndelsen; men snart lærte han Taget og Fraserne og kunde slynge
Parolen ud med den fornødne Rutine. Da han tilmed var en velbegavet
Mand, og Tilhørerne desuden var glade ved at se en af deres egne paa
Talerstolen, lykkedes det ham snart at vinde Gehør iblandt dem. Og
allerede ved fjerde Møde kunde Sejren anses for givet....
Hvad der ogsaa meget bidrog til at forhøje Stemningen blandt Bønderne
var, at Madam Henriksen som oftest indfandt sig ved Møderne.
Det var Sognefogden, der havde Æren af at have hittet paa dette
virksomme Trick. Han anbragte Pompadour paa en iøjnefaldende Plads
oppe i Nærheden af Talerstolen. Og naar hun sad dér rank og statelig
og lod sine kloge Øjne vandre ud over Forsamlingen, saá man i hende
ligesom et Symbol paa Bondestandens voksende Magtfylde ...
Hvad havde ikke denne rolige og besindige Kvinde formaaet at sætte
igennem! ... Som fattig Enke med tre uforsørgede Børn var hun draget
ind paa Ravnsholt som blot og bart Tyende. Og nu sad hun ikke alene
dér som Ejerinde af Gaarden og alle dens Herligheder kvit og frit;
men ogsaa Børnene havde hun forstaaet at bringe frem. Hans, hendes
ældste, Arvingen til Ravnsholt, havde hun faaet gift med den
velhavende Jægermester Thorsens eneste Barn. Jeppe, den næstældste,
havde hun faaet anbragt paa Kragholm. Og man forsikrede Mand og Mand
imellem, at hun allerede havde Kig paa Havslundegaard til sin yngste
Søn, Anders, naar nu Nils Uldahl om ikke længe maatte takke af.
Tre Sønner og en Herregaard til hver. Det var som at høre om de
stærke Ridderfruer i Middelalderen!
Og Bønderne gned sig i Hænderne og grinede fedt:
-- He, he! Saaledes vilde alle »Godsejerne« Landet over lidt efter
lidt blive fejet ned af deres gamle Arve-Sæder, og »vi sæl« vilde
klyve derop i Stedet! ... Længe leve vor nye Folketingskandidat!
raabte de -- Manden af vor egen Midte!
Og en Dag foreslog saa Sognefogden ligefrem, at man skulde give Madam
Henriksen et Hurra med:
-- ... Idet jeg, motiverede han Forslaget -- ligesom i denne ene
Kvinde, der trods det, at hun ved sin egen Dygtighed og Klogskab har
forskaffet sig Ret til at bære et fint og fornemt Navn, alligevel har
foretrukket i Lighed med vos andre at bibeholde sit eget simple
Bondenavn ... og det er _det_, man i højeste Forstand kan kalde
_Bondekultur_, _det_, ikke at skamme sig ved sit _enfoldige Navn_!
... altsaa, det var det, jeg vilde sige: idet jeg altsaa ligesom i
hende vil sammenslutte alle den frie og fremskredne Bondestands
stærke og dygtige Kvinder, vil jeg bede Forsamlingen med mig at
udbringe et Leve for vores Folketingskandidats Moder, Madam
Henriksen, _Gaard_ejerinde til Ravnsholt og Kragholm ... og vi kan
saagu' godt ta' _Havslunde_ med, saa vidt jeg har ladet mig fortælle!
... Hun leve!
Og Hurraraabene drønede op omkring Pompadour, hvis Ansigt maaske blev
en Kende blegere, men som ellers modtog Folkets Hyldest uden at
fortrække en Mine.
Kun havde hun straks ved Begyndelsen af Sognefogdens Tale rejst sig.
Enten det nu var for at bevise ham en Ære, eller for at de
Tilstedeværende bedre skulde kunne se hende ...
* * * * *
Saa ofte det i disse travle Tider lod sig gøre, tog Hans Henriksen
til Mosegaarden og blev Natten over hos sin Kone.
Intet kunde nemlig bringe den lille Fru Minka fra sin én Gang fattede
Beslutning om ingen Sinde mere at sætte sine Fødder paa Ravnsholt.
Og hvad Madam Henriksen angik, saa syntes hun ganske at have strøget
Svigerdatteren ud af sin Bevidsthed. Det var, som havde Sønnens
Giftermaal aldrig fundet Sted. Hans havde et Par Gange forsøgt at faa
Moderen til at udtale sig om Sagen; han fandt Situationen baade
pinlig og latterlig; men hun havde vendt ham Ryggen og tiet
haardnakket.
Og da han var blevet hidsig og højrøstet og havde villet tvinge
hende, havde hun rolig rejst sig fra sin Plads og forladt
Værelset ...
Saa lærte omsider ogsaa Hans sig til Tavshed paa dette Punkt. Og nu
var det paa Ravnsholt, som havde de Dage aldrig været, da to
Kvindeviljer dér kæmpede en uvejrslummer Kamp paa Liv og Død.
De Privatværelser, der var blevet sat i Stand til Ægtefolkene, stod
aflaasede hen.
Minka fra Mosen var slettet ud. Ingen nævnede mere hendes Navn.
Undtagen Anders, den yngste.
Han kunde undertiden spørge, medens Blodet jog ham til Kinderne:
-- Hvordan har Minka det?
-- Godt! sagde Hans kort og gav sig til at tale om noget andet.
-- --
Saa kom Valgdagen; og Hans Henriksen sejrede, som forudsat var, med
stor Majoritet.


NAT.

_I Villa Seemann._
Fru Rositta var paa Aftenbesøg hos sin Mand. De laa Side om Side i
hans Seng. Og paa Natbordet foran dem beroede tvende kraftige
Whiskyer.
Der var mørkt i Værelset; men Døren ind til Herredsfuldmægtigens
Arbejdsrum stod paa Klem. Og derinde var alle Lys tændte.
Ægteparret sov sødeligt med Armene om hinandens Skuldre.
Et Vindue stod aabent, og udenfor laa Haven tavs og stille i
teateragtigt Maanelys ...
Isidor drog Vejret dybt og vaagnede derved. Forsigtig gjorde han sin
Arm fri, rejste sig over Ende og strakte Haanden ud efter sit
Whiskyglas.
-- Hvad bestiller Du? spurgte Rositta endnu halvt sovende.
-- Jeg _drikker_! sagde han.
Rositta lo:
-- Ja, vi er et Par nette Forældre!
-- _Særdeles_ nette! bekræftede han -- har vi ikke bekommet sunde,
glade og smukke Børn! ... Skaal!
-- Skaal! lo hun tilbage og greb sit Glas og stødte imod hans.
-- Menneskene burde kun leve om Natten! sagde Isidor saa og saá hen
mod Vinduet -- Og dertil burde det altid være Maaneskin!
-- Ja! nikkede hun -- Skal vi gaa en Tur i Haven?
-- Gerne, min Elskede!
-- _Vil_ Du virkelig?
-- Gerne, min Reseda! Alt hvad _Du_ vil, vil ogsaa jeg ... paa denne
Tid af Døgnet.
-- Jamen husk, at Du er »Øvrighedsperson«!
-- Ikke om Natten ...!
Rositta lo overstadigt, rimeligvis lidt paavirket af Whiskyen. Hun
stak Fødderne i sine Tøfler og tog sin Slaabrok paa, den, hvori hun
var kommen.
Isidor iførte sig Morgensko og lang, lys Støvfrakke.
-- Jeg maa først over at se til Børnene ... sagde Rositta saa.
Men han svarede:
-- Børnene hviler i Abrahams Skød, min Reseda; lad dem hvile der ...
Natten er Forældrenes Tid!
Og han slog Armen om hendes Liv og drog hende med sig gennem Entréen
og ud i Haven ...
Luften var lun og fuld af Duft fra de duggede Roser.
Isidor og Rositta gik ned imod Dammen:
-- Nu skulde vi have haft noget Brød til Fiskene ...! sagde hun.
-- Det _har_ vi! Se her! ... han viste hende et Stykke Brød, som han
tog op af Lommen paa sin Frakke -- Jeg gaar sommetider herned alene,
naar jeg ikke kan falde i Søvn.
Nede foran Dammen smuldrede de Brødet og kastede det ud. Og Fiskene
skød op gennem det sorte Vand og lyste som Sølvglimt i Maaneskinnet.
-- Hvor det er smukt! sagde Rositta.
-- Ja, nikkede han -- man skal fodre sine Karusser og gøre sin Whisky
stærkere, lille Reseda ... og saa lade Vorherre husere med Resten
...!
Saaledes talede i den skønne Midsommernat Hr. candidatus juris Isidor
Severin Seemann, Herredsfuldmægtig for Havslunde og Søby Herreder ...

_Paa Havslundegaard._
Ejheller den lille Sofie Uldahl kunde sove. Længe havde hun ligget
og stirret hen mod det maanelyse Gardin og lyttet til Faderens og
Smedens Rummesteren i det nattestille Hus. Og naar hun af og til
overvældet af Træthed lukkede Øjnene, saa hun de frygteligste
Syner ...
Pludselig sprang hun ud af Sengen, trak Benklæder og Strømper paa,
tændte Lampen og satte sig til at skrive i sin Dagbog, som hun fandt
frem af en aflaaset Kommodeskuffe:
Kære, lille, gode Isidor (skrev hun), det er saa længe siden, jeg har
talt med Dig, og nu er det Nat, og Du ligger rimeligvis i din Seng og
sover trygt og godt som alle gode og retskafne Mennesker. Men _jeg_
kan ikke sove, thi jeg har saameget forfærdeligt at tænke paa. En
frygtelig Hemmelighed hviler paa mit Sind foruden alt det andet
sørgelige med Fader, Moder og Søstrene. Men nu _kan_ jeg ikke længere
bære den alene. Hvis Du var her i dette Øjeblik, tror jeg, at jeg
_fortalte_ Dig det hele, saa forpint er jeg af at gaa og bære paa
noget, som ingen anden véd; og nu vil jeg _skrive_ det, for naar jeg
skriver til _Dig_, Isidor, er det ligesom, Du sidder her ved Siden af
mig og hører paa mig: Det er _Johanne_, Du véd, hende de kalder
_Lig-Johanne_, og som de siger er Faders Søster og alligevel har et
Barn med ham. _Det er hende, der har slaaet Pin'de-Jens ihjel,
Isidor!_ Er det ikke forfærdeligt? Du var jo selv herude og
undersøge, da det var sket; og I troede allesammen, at han selv ved
en Ulykke var kommet ind under Hestene. Men det er Johanne, der har
_kastet_ ham derind! _Jeg stod bag Døren til Foderloen og saa det
hele!_ Hun kom bærende med ham paa Armene inde fra hans Kammer; hvad
de havde bestilt derinde, véd jeg ikke; jeg hørte bare, at hun bad
ham om nogle Penge, som han ikke vilde give hende, og saa raabte hun
højt, og saa blev alting stille; men da hun kom bærende med ham inde
fra Kammeret, saa han allerede ud, som om han var død, maaske har hun
kvalt ham; _og saa bar hun ham hen bagved Kørehestene og kastede ham
ind under dem_! Og saa løb hun sin Vej, og _jeg_ ogsaa. Det var
ligesom, der faldt noget ned inde i mit Hoved, og jeg _løb_ ned
gennem Kostalden og Svinestien og ned i Laden, hvor jeg gemte mig
inde i Halmen og laa og skreg og sang og græd og slet ikke vidste af
mig selv, førend Forvalter Larsen pludselig sad ved Siden af mig og
trøstede mig og spurgte, hvad der var i Vejen og vilde kysse mig; men
jeg slog ham lige midt i Ansigtet og slap fra ham og ud af Laden; jeg
véd slet ikke, hvor Tyrk var bleven af; og ved Gud, Isidor, da var
jeg lige ved at løbe min Vej langt ud i Verden, eller ned til Bugten
ved Badeplænen og kaste mig i Vandet og dø bort fra alt det
forfærdelige, der findes paa Jorden; for lille, lille Isidor, Du véd
ikke, hvad jeg, der dog er saa ung, allerede har maattet gennemgaa!
Ved Gud, jeg vilde ønske, at jeg snart maatte dø, eller blive
_rigtig_ syg og faa høj Feber, saa at jeg ingenting vidste af mig
selv, for nu kommer det allerværste, Isidor, nu kommer det
allerværste! Først var det kun om Natten i Søvne, jeg saa det; men nu
er det ogsaa om Dagen, bedst som jeg sidder eller gaar og tænker paa
ingenting. Det er noget med en stor Skikkelse, en _Kæmpe_, eller en
Gud, der viser sig for mig; han griber med sine lange Arme en hel
Flok Mennesker paa én Gang og kaster dem ind under et Kobbel vældige
Heste, der sparker dem og tramper paa dem, og jeg hører dem mase
Hovene ned i Kødet, og Knoglerne knaser, og der lyder Skrig og
Bønner, og jeg lukker Øjnene og véd godt, at det bare er noget, jeg
bilder mig ind, men jeg kan alligevel se det saa tydeligt og høre
det, og jeg stopper Fingrene i Ørene og skriger med, men det hjælper
ikke; og om Natten har jeg lavet mig to smaa Kugler af Moders Syvoks,
som jeg putter i Ørene, og som jeg har ridset tre smaa Kors paa hver
for Fader, Søn og Helligaand ...
-- --
Der lød et Drøn gennem Huset af Gangdøren, der blev slaaet i. Frøken
Sofie rejste sig hurtig og løb hen til Vinduet.
Og hun saa i Maaneskæret sin Fader og hans Hjerteven Smeden Arm i Arm
dingle ned gennem Borggaarden barhovedede og i Skjorteærmer ...
* * * * *
Smeden og Nils Uldahl havde siddet ved deres Drik og Prat lige siden
Klokken ni. De drak helst den klare Brændevin nu, det andet bed ikke.
Nils sad og pralede af alle de Fruentimmer, han havde haft, og af
alle de Penge, de havde kostet ham. Saa var han faldet i med at jamre
op om Stamgodset og om Elfenbensstaven. Og naar han naaede _det_
Punkt af Rusen, græd han og svor, at var Staven forblevet i Familiens
Eje i lige Linie, saa havde han, Nils, endnu siddet rig og anset paa
Fædrenegaarden. Thi det var den Stav, Familien Uldahl skyldte al sin
fordums Ære og Magt. Der var noget helligt ved den Stav. Den var af
Gud velsignet og Englene velbehagelig. Det var _det_, han havde faaet
Færten af, den gamle salige Bandit Joachim, og derfor havde han faaet
lokket Klenodiet fra Etatsraaden. Og nu havde han oven i Købet taget
Staven med sig i Graven. Pompadour havde faaet Ordre til at putte den
i Kisten til ham. For Joachim hadede Nils med et grusomt Had:
-- Fandenlyneme! Og véd Du hvorfor, Smed ... he, he! véd Du, hvorfor?
Smeden rystede sløvt paa Hovedet. Sagen interesserede ham ikke. Han
havde snart hørt om Egesborg og den fjollede Stav vel de hundrede
Gange.
-- Fordi jeg engang tog en dejlig Tøs fra ham, he! fortsatte Nils --
Joachim kunde ikke gøre noget rigtig ved hende; og saa kom hun til
_mig_! For i _den_ Retning, he! saa havde _jeg_ sgu den krabateste
Elfenbensstav!
Smeden _pladskede_ ud i en brølende Latter. _Den_ Historie havde han
ikke hørt før!
Men han holdt ligesaa pludselig inde igen med Latteren og spurgte:
-- Skal vi saa ha' det Slag Kort, Godsejer?
Nils sagde Ja. Og Kortene kom frem. Parret trak i Skjorteærmer og
spillede Seksogtres en Timestid. Lo og bandede og slog i Bordet, saa
det hørtes viden om Gaard. Nils tabte som sædvanlig; og det blev han
til sidst ked af:
-- Hvor Fanden bliver Rikke af i Aften? spurgte han pludselig og
kastede Kortene fra sig.
-- Lad vos gaa ned og hitte hende? foreslog Smeden medgørlig og
stoppede Gevinsten i Lommen.
Nils ravede op af Stolen:
-- Du siger noget, Smed! Vi gaar ned og ser til Tøserne!
Og de tog hinanden under Armen og vaklede pludrende og grinende ned
gennem Gaarden ...
Midsommernattens Maane lyste paa deres Vej. Og bag Gardinet i sit
Soveværelse stod Frøken Sofie og saa efter dem....
Da de var naaet ned i Ladegaarden, standsede Nils Uldahl pludselig,
slog en Haand op mod den stjernefunklende Himmel og sagde fra Sjælens
Dyb:
-- Den menneskelige Brunst, Smed, rejser sig som en Obelisk over
Jorden i evig Længsel mod Saturns Ring!
-- Ja--e ... sagde Smeden og kiggede andagtsfuld op mod de samme
evige Stjerner -- men vi maa jo vide at bøje vos for Guds Vilje,
Godsejer ...
* * * * *
Ovre i Mejeripigernes store Fælles-Kammer bag Bryggerset var der lyst
som om Dagen: Maanen hængte tyk og rund lige udenfor de gardinløse
Vinduer ...
Omkring fra de seks Bræddesenge, der var tømret op langs Væggene,
hørtes Snorken og Pusten og stille Hvisken.
Varmen og Osen i Rummet var kvælende ...
Der lød snublende Trin og brummende Tale i Bryggersgangen udenfor.
Døren blev stødt op, og Nils og Smeden tumlede ind:
-- Go'aften Pi'er! lød Smedens Stemme -- Mon I har Brug for et Par
paalidelige Folk?
-- Du rører ikke Rikke, Smed! hvæsede Nils pludselig ophidset og greb
Vennen i Brystet.
-- _Nej, nej_ ...! sagde Smeden betuttet og rystede ham af sig --
Rolig, rolig! ... Hva' for en Seng ligger hun i?
-- I den yderste til højre ...
-- Saa ta'r jeg simpelthen en af dem til venstre, Godsejer!
Der havde hidtil været musestille rundt i Sengene. Al Snorken og
Pusten var død hen. Man hørte kun hist og her et lille forskræmt
Skrig, eller en møjsommelig undertrykt Fnisen.
Men da Smeden begyndte at rode rundt i den nærmeste Seng til venstre,
voksede der pludselig et stort nøgent Mandfolk op af den:
-- Hva' Saten vil Du her, din Smedetamp! tordnede han -- Ka' Du
holde dine beskidte Fingre hos Dig sæl!
I samme Øjeblik rejste der sig en Karl over Ende i hver Seng, og i
somme af dem to: