Fædrene æde Druer, Roman - 06

gerne vilde det, nyde godt af Deres udsøgte Selskab. Jeg lever jo,
som De véd, en stor Del af Aaret i en Art frivillig Landflygtighed,
idet jeg sammen med en Del andre lige- og uligesindede Kaldsfæller
sidder i Landets Raad og spinder det Tovværk og nitter de Planer, der
holder vort lille Samfund flydende ... Men, mine Damer og Herrer,
ihvor ærefuld og eftertragtet end denne Bestilling er, saa betænker
jeg mig alligevel ikke paa at kalde de Husfædre tifold lykkeligere,
der Aaret rundt kan dvæle i deres Families Skød, saaledes som for
Eksempel min kære Broder Frantz! ... Og naar jeg nu derfor vender
mig til Dig, min højtelskede Hustru, er det for at bringe Dig en ...
-- _Far_! ... Du _maa_ ikke! ... Hvor _kan_ Du dog! ... Du _maa_
ikke!
Frøken Sofie var sprunget op fra sin Plads og stod ligbleg med
skinnende, taarefyldte Øjne og fægtede ganske ude af sig selv med
Armene strakt frem imod Faderen:
-- Du _maa_ ikke ...! Jeg vil ikke ha' det ...! Du _maa_ ikke! gentog
hun.
Fru Line skyndte sig hen til hende:
-- Men Sofie ... lille Sofie ...
-- Han _maa_ ikke, Mor! ... Sig det til ham! ... Hvor kan han dog
nænne det ...!
-- Ja, ja, nu skal jeg sige det, nu skal jeg sige det ... Men kom Du
nu med mig!
Og hun lagde en Arm om Datteren og førte hende ud ...
Nils Uldahl havde sin Niece Mona til Bords. Han havde, straks da
Frøken Sofie begyndte at skrige op, sat sig med et beklagende
Skuldertræk og livlig givet sig til at konversere sin Borddame. Men
hans Øjne vogtede kolde og haarde paa Døren, Fru Line var gaaet ud
af. Og da det varede ham for længe, inden hun igen viste sig, raabte
han højlydt ned over Bordet:
-- Aa, Anna, vil Du ikke gaa op og se efter, hvor din Mor bliver af;
man kan ikke saadan forlade sine Gæster!
-- Far ... lød det bønligt fra Charlotte og Frederikke.
Men han lod, som om han ikke hørte det, og tilføjede:
-- Sig, at hun skal komme straks!
Og Frøken Anna rejste sig og gik ...
Lidt efter traadte Fru Uldahl ind rolig og behersket:
-- Undskyld ...! smilede hun, idet hun tog Plads.
I samme Nu rejste Nils sig:
-- Ja, mine Damer og Herrer, fortsatte han, som om intet var hændet
-- jeg vilde altsaa bede Dem tømme et Glas for _Hjemmene_! Og til
Dig, min kære Hustru, vil jeg adressere en hjertelig Tak for, hvad Du
gennem mange Aar har været specielt for Hjemmet her paa
Havslundegaard! Samt desuden en Tak for ...
-- Nils, Nils ...! lød det manende fra Frantz Uldahl.
Men Nils forstærkede sin Stemme for at overdøve ham:
-- _... en Tak for den Kærlighed til Deres Fader, som Du stedse har
forstaaet at indpode vore Børn! ... En Skaal altsaa for Hjemmet
repræsenteret ved Fru Line Uldahl-Ege født Sørensen!_
Alle Gæsterne rejste sig; og Fru Line løftede smilende, men lidt
bleg, sit Glas imod dem.
Hvorpaa hun rolig vendte sig om mod Pigerne, der stod afventende ved
Buffeten:
-- Ja, saa kan I godt servere videre, Olga og Marie ...
-- Satan til Kone! mumlede Hofjægermester Palle beundrende -- Hvor
har hun den _Verden_ fra!
-- --
I Havesalen og de tilstødende Dagligstuer serveredes Kaffen.
Alle Kroner og Lampetter var tændt. Og rundt fra Væggene stirrede
Forfædrenes malede Portrætter ud over Forsamlingen: Olaf Uldahl,
Slægtens Grundlægger; og Mathias Uldahl, som havde købt og opbygget
Egesborg; og Etatsraaden og Etatsraadinden; og Frøken Natalia og
Frøken Bettina unge og skønne i dybt nedringede Kjoler og med
kostbare Smykker paa Hals og Arme ...
Men skønnest af alle Billederne var dog det legemstore Digt over Fru
Line, der hængte paa Havesalens Midtervæg. -- Hendes Mand havde i
Tidernes Morgen ladet hende male af Landets største Maler. Og hun
stod der paa Lærredet, som Nils Uldahl første Gang havde set hende
hin Formiddag i Husum Krohave, stor og yppig under et bugnende
Æbletræ og plukkede Frugt ned ... den Frugt, der skulde blive hende
til Kundskaben paa Godt og Ondt! Hendes fine regelmæssige Ansigt og
gyldenblonde Haar lyste i Solen; og Maleren havde lagt i hendes
dunkelblaa Øjne hele den sprøde Længsel efter »Lykken«, der gør
Ungdomsaarene til saa koglende-løgnagtig-forjættelsesrig en
Skærsommernatsdrøm ...
-- Er _det_ Fruen? spurgte Møller Hammer, en af Nils Uldahls
Folketingsstillere, han stod og stirrede betaget paa Billedet.
-- Ja, det er Fruen ... sagde Isidor Seemann, der stod hos.
-- Ja, Tiden gaar, og Vingerne suser! nikkede Mølleren -- Skal vi gaa
ind og kæve en Kognak, Herredsfuldmægtig?


Post-Ole bragte Morgenen efter Gildet den triste Meddelelse til
Havslundegaard, at nu var det rent ud kontant skidt med Godsejeren
paa Ravnsholt; hvis han da ikke allerede _var_ død.
Nils Uldahl satte sig øjeblikkelig i telefonisk Forbindelse med
Kragholm og Hvidgaard. Og de tre Slægtninge besluttede at køre sammen
over til Onkelen og at tage Isidor Seemann med for at have juridisk
Hjælp ved Haanden, om fornødent gjordes.
Op ad Formiddagen mødtes de fire Herrer derfor igen paa Havslunde. Og
efter en kraftig Frokost kørte de af Sted i Fruens Landauer. Alle
fire var i Pels og lodden Hue med Skindkraven slaaet op om Ørene. Det
var klart Frostvejr; og Marker og Veje var hvide af nyfalden Sne.
Til at begynde med snakkede man muntert op, lo og fortalte slibrige
Historier. Men lidt efter lidt »slog« Kulden og Frokosten dem, de
blev tavse og nikkede søvnigt hver boret ind i sit Hjørne af Vognen.
Og til sidst sov de alle undtagen Herredsfuldmægtigen. Han sad
lysvaagen og morede sig med at studere sine Slægtninges Ansigter, nu
Søvnen havde lagt dem blot.
Især var det Kragholmer-Manden, der interesserede ham.
Frantz Uldahls røde, fedladne Ansigt havde nemlig ikke engang nu, han
slumrede sødelig, mistet det mærkelige hemmelighedsfuldt poliske
Udtryk, som i de senere Aar mere og mere havde præget det. Det var,
som gik han svanger med en Viden, der hvert Øjeblik truede med at faa
ham til at briste ud i en høj Latter:
-- Ha, ha--a! Der kan I bare se! _Det_ havde I vist ikke troet om
mig!
Han gjorde sig øjensynlig den største Umage for at tøjle denne sin
indre Lystighed. Men helt lykkedes det ham aldrig. Den trængte paa og
trængte paa og var derfor endt med at lægge over hans tykke,
godmodige Solsikke-Aasyn et Skær af permanent Bristefærdighed, der
ofte fik Fru Karen, bedst som de sad hjemme i Stuerne paa Kragholm,
til irriteret at udbryde:
-- Men, _Frantz_, dog, hvad _er_ det, der morer Dig saa utroligt? Det
er dog ikke til at holde _ud_ at se paa det Grinebiderfysiognomi!
Saa slukkedes Frantz's Ansigt brat, Trækkene slappedes og ligesom
døde:
-- Det er ingenting, lille Karen, sagde han -- ingen Verdens Ting!
Men straks efter sprang der saa igen en Smilemuskel frem, og saa nok
en og en til ... og snart lyste han paa ny af den samme
hemmelighedsfulde og kildrende indre Heiterkeit.
Selv naar han sov, bevarede hans Ansigt som Regel et vist overstadigt
Udtryk. Fru Karen havde iagttaget Fænomenet, engang han var faldet i
Søvn ved Middagskaffen. Cigaren havde han tabt, og Armene hang slappe
ned. Men Rynkerne i Øjenkrogene spillede, og Mundvigene var i stadig
polisk Bevægelse.
Uhyggelig til Mode var Fru Karen ikke blevet, thi det var der ingen
Grund til, saa pærehenrykt Manden saa ud. Men hun var blevet arrig og
usikker.
Hun havde i aarevis bildt sig ind at kende ham til Bunds, og i lange
Tider havde hans Opførsel ikke givet Anledning til mindste Uro ...
Men _nu_! Hvad _kunde_ det være, han gik rundt og tænkte paa, Fyren!
Og pludselig slog den forvirrende Tanke ned i hende:
-- _Skulde_ han mon ligge og grine saadan om Natten ogsaa i Sengen
ved Siden af hende!
Og straks samme Nat havde hun listet sig til at stryge en Tændstik og
bøje sig hen over ham:
_Og se, der laa han udstrakt paa Ryggen med Dynen op under Hagen og
det store, skikkelige Ansigt lysende af den forborgneste undersøiske
Fryd!_
-- --
Just saaledes laa han ogsaa nu i sit Hjørne af Vognen: Øjenvifterne
gik, og Smilene legede; han var ved at kvæles af Latter; indtil han
pludselig forløstes i hjerteligt: Haa, haa, haa--aa! og vaagnede.
Herredsfuldmægtigen lænede sig leende over imod ham:
-- Hvad er det dog, Onkel har siddet og moret sig saa kostelig over
hele Tiden?
Frantz saa betuttet paa ham:
-- Ingenting, min Dreng, ingen Verdens Ting! mumlede han -- Jeg har
da vel ikke _sagt_ noget?
-- Jo, Onkel talte en Gang noget om _Østers_!
Den Gamle blev blussende rød:
-- Snak ikke om det ...! hviskede han hurtig, da Nils og Palle i det
samme begyndte at røre paa sig.
Hofjægermesteren gabede:
-- Hvor langt er vi?
-- Ved Hejredal Kro ...
-- Jeg bryder mig Fanden om at arve noget som helst, lød det
pludselig fra Nils -- men _Stokken vil_ jeg sgu ha'!
-- Ppø--ø ...! blæste Frantz.
-- Hvad for en Stok? spurgte Palle, der havde glemt Historien.
-- Tipoldefars ... som den gamle Bandit, Joachim, stjal fra Far i sin
Tid.
-- Han _vandt_ den! ... i Karoline, rettede Frantz.
-- _Vandt! Vandt!_ ... Man har ikke Ret til at spille den Slags Ting
bort ... Vel, Isidor?
-- Aa, jo ...
-- Et gammelt _Arvestykke_, der skal gaa i lige Linje! Næ, Gu' har
man ej!
-- Du saa jo da, at Kongens Foged ... begyndte Frantz.
Nils's Øjne lynede:
-- Hold Kæft! sagde han -- Stokken er _min_, og det vidste den gamle
Æsel godt, derfor slap han den aldrig af Hænderne ... Hold lidt,
Lars!
Lars holdt Hestene an; man tændte en Cigar; og Snakken begyndte igen.
Man gav sig til at tale om Joachims Testamente. Hvordan mon han havde
fordelt Formuen? Pompadour og hendes tre Lømler var naturligvis
blevet godt betænkt; men der var nok at tage af. Man anslog den
Gamles Efterladenskaber til godt tre Hundrede Tusind Kroner foruden
Gaard og Gods.
-- Men her sidder vi og vrøvler, udbrød saa Hofjægermesteren -- _Du_
er jo hans juridiske Konsulent, Isidor.
-- Nej ... det er Sagfører Baur.
-- Den Bondefanger! brummede Nils stadig ophidset -- Det var da den
værste, han kunde falde i Kløerne paa!
De snakkede videre om Gaarden, om Besætningen og om Driften. Hvis
_Nils_ fik Ravnsholt, vilde han straks sælge den igen; han havde Brug
for Kontanter, sagde han. Men til en _Bonde_ solgte han ikke! Det
var væmmeligt at se, hvordan de Bøndertampe var begyndt at brede sig
rundt paa Herregaardene. Der gik snart ikke en Dag, uden at man læste
i Avisen, at nu havde én eller anden Nielsen eller Petersen eller
Knudsen købt et eller andet gammelt Gods!
-- Eller en _Jensen_! supplerede Palle ondskabsfuldt og pegede frem
over Markerne mod Egesborgs høje, hvide Hovedbygning, som de netop
passerede. Den laa støt og fornemt uden Taarne og Dikkedarer,
garderet af sine vældige, hundredaarige Egealléer, bred og statelig
som et Symbol paa svundne Tiders solide Rigdom.
-- Bonderak! mumlede Nils uden at se ned mod Gaarden.
-- Sagen er den, nikkede Frantz dybsindig -- at _vi_ er ormstukne,
Broder Nils, og de andre er sunde. Vi er Spredere, og de andre er
Samlere, voilà tout!
-- Ja, vi er i Sandhed de Udvalgte! lo Hofjægermesteren -- Det tror
_de andre_ da, indtil de selv sidder paa Potten! For det vil engang
gaa _dem_ ligesom os. Fædrene æder Druer, og Børnenes Tænder bliver
sure, ha, ha! ... Men foreløbig er de altsaa endnu _Fædre_!
-- Aa, _jeg_ skulde nok ha' klaret mig, hvis jeg havde faaet Lov at
blive siddende paa Egesborg! sagde Nils hidsig.
-- Og havde haft Onkel Joachims Elfenbensstok! mumlede Frantz -- Ja,
den Historie kender vi!
Isidor Seemann, der stadig forholdt sig tavs, stjal sig til igen at
betragte sine Slægtninges Ansigter:
Nils's, der før under Søvnen havde set slapt og træt, næsten forpint
ud, var nu, da han var vaagen og i Aande, livligt nok; og de store,
vandblaa, upaalidelige Øjne lyste ondt.
Palles Ansigt derimod bevarede bag sit vældige Skæg omtrent samme
Udtryk af godmodig og brutal Kraft, hvad enten han sov eller vaagede.
Han lignede Vildmanden i det danske Vaaben, paaklædt, soigneret og i
Legemsstørrelse.
Og Frantz, den underfundige Sjæl, sad stadig, selv naar han sagde
dybsindige Ting, og stred sin evige Strid med hin hemmelighedsfulde
og ufattelige, undersøiske Lattertilbøjelighed ...
Lars Kusk meldte fra Bukken:
-- Der kommer Provst Langkilde og Prokurator Bauer!
-- Hov! Halløj! Stop en halv! raabte Hofjægermesteren, da Køretøjerne
passerede hinanden.
Men Provsten og Sagføreren sad saa dybt begravet i deres Pelse, at de
hverken saa eller hørte.
-- I skal se, at der spekuleres paa Rævestreger, sagde Nils -- siden
baade Loven og Profeterne er ude! ... Kør _til_, Lars!


Da Landaueren holdt foran Ravnsholt Hovedbygning, kom imod Sædvane
kun en Tjenestepige frem i Døren.
-- Hvordan staar det til med Godsejeren? spurgte Nils.
-- Han er ... han er død, stammede Pigen og stak i Graad.
-- Er han død?
-- Ja ... han døde ... her for en Time ... siden.
-- Hvor er Madam Henriksen?
-- Hun bad mig ... se ... at faa Herrerne ... af Sted igen ...
Nils blev sprutrød:
-- Sig, at vi vil tale med hende!
-- Jo ...
-- Vi gaar ind paa Kontoret.
-- Jo ... Pigen forsvandt skyndsomst.
-- Jeg tror, Kællingen er forrykt, buldrede Nils løs, da man var
kommen ind paa Kontoret -- Vil hun jage Familien paa Porten!
-- Saa, saa, Nils! manede Frantz -- lad nu være med at lave
Frikadeller lige straks!
Herredsfuldmægtigen var gaaet hen til Vinduet og saa ud over den øde,
vinterlige Gaardsplads, der var hvid af nyfalden Sne ...
-- Nu kommer hun ...! sagde Hofjægermesteren.
Der lød Trin i Entréen af mange og tunge Fødder, og Døren blev sindig
aabnet.
Det var Pompadour fulgt af sine tre Sønner.
-- Hvad Fanden har hun dem med for! tænkte Nils og sendte dem et
bistert Øjekast.
-- Goddag ... hilste Pompadour rolig -- og Velkommen til Ravnsholt!
Sønnerne sagde intet; men blev staaende bag Moderen som en Livvagt.
De var store, velskabte Mænd med strenge, alvorlige Ansigter. Deres
Ryg var lidt bøjet af Arbejde.
Herrerne hilste; og der blev et Øjebliks Tavshed, hvorunder man
ligesom tog Maal af hinanden.
Saa begyndte Nils famlende:
-- Ja, Madam Henriksen, vi kommer jo altsaa for sent ...
-- Det gør I nok ... sagde Pompadour.
-- Vi vilde have hilst paa Onkel ...
-- Naa, vilde I det ...?
Der var over Bondekonen, som hun stod dér foran Herremændene, en egen
bidsk Vagtsomhed. Hun stod, hvor hun stod, følte man, og lod sig ikke
rokke.
-- Naa, han var jo en gammel Mand! forsøgte Nils i en lettere Tone.
-- Ja, det var han jo ... lød det uforstyrret.
-- Vil Madam Henriksen ikke sidde ...?
-- Tak, jeg staar godt, som jeg staar ...
Nu tabte Nils Taalmodigheden og gik lige løs paa Sagen:
-- Har Madam Henriksen nogen Mening om, hvilke testamentariske
Dispositioner min Onkel har efterladt sig? spurgte han
forretningsmæssig.
-- Det kunde nok hænd's ... sagde Madammen.
-- Ja, Madam Henriksen har jo været den Afdødes eneste Fortrolige i
mange Aar ... Og jeg kan paa samtlige tilstedeværende Arvingers Vegne
forsikre, at det ikke skal skorte paa Erkendtlighed fra vor Side for
Deres tro Tjeneste.
Frantz og Palle nikkede tilsluttende.
-- Tak, sagde Pompadour uden at fortrække en Mine -- men vi klarer
vos nok sæl ...
Nils var lige ved at fare løs paa hende, men beherskede sig:
-- Ja, min Onkel har vel rimeligvis betænkt Dem og ... og _Deres_,
nikkede han kort. Og derpaa fortsatte han -- Naamen, for at holde os
til det mere nærliggende ... Min Broder og jeg skal nok ordne det
fornødne med Hensyn til Begravelsen, naar De blot, gode Henriksen,
vil paatage Dem Bespisningen her den Dag. Her kommer rimeligvis en
Hoben gode Mennesker, der vil bevise den salig Afdøde den sidste Ære
... han var jo almindelig afholdt. Men De kan jo tage den Hjælp, De
tiltrænger; knibes skal der ikke, forstaar De ... Er der nogen
bestemt Præst, min Onkel har ønsket sig?
Pompadour stod rolig og uanfægtet og hørte paa Nils Uldahls lange
Tale. Men hendes Sønner skævede sky til hinanden og flyttede nervøs
paa Fødderne. Og endelig brast det ud af Hans, den ældste:
-- Du kan jo li'saagodt sige det straks, Mor ...
-- Hvad er det, der skal siges? fôr Nils rasende op; han havde hele
Tiden haft paa Fornemmelsen, at der laa noget og truede bag Konens
mutte og afvisende Holdning; og nu var hans Selvbeherskelse opbrugt
-- Hvad er det, der skal siges? gentog han, da ingen straks svarede
-- Hvad er det for Lumskerier, I har haft for? Det skulde sgu ikke
undre mig, om I har faaet den gamle Slyngel derinde til baade det ene
og det andet!
Palle greb ham haardt i Armen:
-- Men Onkel dog, husk dog paa Huset, Du er i!
-- Slip mig Dreng!
-- Kære Onkel Nils ... forsøgte Herredsfuldmægtigen.
-- Hold Mund! Jeg trænger ikke til Formynder!
Han var nu ganske ude af sig selv og fôr op og ned ad Gulvet og
fægtede med Armene.
Saa gik Frantz stille hen til Konen og spurgte næsten venligt:
-- Naa, hvad er det saa, De har at sige os, lille Madam Henriksen, at
vi kan faa Ende paa det?
Pompadour vendte sig tøvende og raadvild om mod Sønnerne: Nu, det
skulde frem, var det alligevel ikke saa nemt ...
Men Sønnerne nikkede alle tre kort og bestemt; og Hans, den ældste,
gentog:
-- Ja, sig det kun, Mor; de _skal_ jo ha' det at vide ...
Men endnu et Øjeblik tøvede hun. Det var ogsaa en mægtig Tidende, hun
skulde frembære; hun næsten svimlede ved Tanken og Virkningen:
-- Det er det, jeg har at sige, begyndte hun saa langsomt -- at
Godsejeren i Formiddags giftede sig med mig ...
Nu var det sagt, og nu fik hun sin gamle Sikkerhed tilbage:
-- _Saa nu er Ravnsholt min og Drengenes, og vi skal nok sæl besørge
Begravelsen, og hvad der ellers falder for!_
-- Det var som syv Satan! brast det overrasket ud af Frantz. Og
Hofjægermesterens Hænder knyttede sig uvilkaarlig: Vel havde man
ventet sig noget af hvert, men dette var dog _for_ gement af den
Gamle!
Nils stod et Øjeblik fuldstændig lammet. Men saa gik han pludselig
vild af Raseri løs paa Isidor Seemann og skreg ham ind i Ansigtet:
-- Staa ikke der som et Umælende! Hvad tror Du, vi har taget Dig med
for? Sig dog den Kælling og hendes Horeyngel Besked! ... Men Du
glæder Dig rimeligvis paa deres Vegne, Du med din _Tegnelærer_ til
Far!
-- Nils, _Nils_ dog ...! lød det paa ny fra Frantz.
Men Isidor sagde rolig:
-- Der er ikke noget at sige, Onkel Nils; vi mødte jo før baade
Provsten og Sagføreren, saa alt er rimeligvis bragt i lovformelig
Orden.
-- Ja, nikkede Hans, den ældste, -- alt er, som det skal være, saa
der er ikke andre, der har noget at sige her paa Ravnsholt end vi ...
-- Men Godsejeren har da sat tredive Tusind fast til hver af
Frøknerne ... tilføjede Jeppe, den næstældste, mildnende.
-- Og er der ellers noget I vil ha' af Møbler og den Slags, saa
sætter vi os vel ikke op imod _det_ ... endte Anders, den yngste.
De to andre Brødre nikkede bekræftende; og Madam Henriksen sagde:
-- Nej, ikke naar der da er Rimelighed i det ...
Alle var de paa en vis Maade forlegne og skamfulde over den uventede
Lykke, der var vederfaredes dem. Aldrig havde de vovet at tænke, at
dette kunde ske; og de forstod saa godt Uldahlernes Harme og
Græmmelse ... men nu det vidunderlige _var_ sket, skulde de vide at
staa paa deres Ret!
Men Nils fôr op:
-- Saa den gamle Rakkerpukkel vilde spise ham af med en Naadeskilling
til hans Døtre? Aldrig i Evighed skulde de faa Lov til at modtage
dem. Han var vel Herre i sit Hus og havde Magt til at hindre, at hans
Pigebørn modtog Almisser. Han var Gudskelov endnu i Stand til at føde
dem! ... Sig om Vognen! kommanderede han pludselig -- Ikke et Sekund
længere bliver jeg i dette Rakkerhus! Sig om Vognen, Isidor, og lad
os komme af Sted.
Frantz og Palle mente det samme: Hvad skulde de blive her længere
for; der var jo intet at gøre.
Men nu kom Husmoderen op i Pompadour:
-- Vil I ikke ha' en Bid Brød og en Dram, forinden I rejser? spurgte
hun -- Det er dog en lang Vej ... Og Hestene har da ogsaa godt af at
puste lidt.
Nils svarede ikke. Hans Øjne var begyndt at løbe ransagende rundt i
Kontorets Kroge. Han var pludselig igen kommen til at tænke paa
Elfenbensstaven, Familieklenodiet. Om han saa skulde vende op og ned
paa hele Huset, vilde han have den med sig:
-- Hvor er den Stok, min Onkel plejede at gaa med? spurgte han
brydsk.
Madam Henriksens Øjne fik et sky Udtryk:
-- Det véd ingen, sagde hun -- I de Maaneder, Godsejeren laa syg, har
ingen set den.
-- Sludder! Jeg ta'r ikke herfra, før jeg har den!
Og Nils fôr ud i Entréen og søgte og søgte. Og da han ikke fandt
Stokken dér, brød han ind i Dagligstuerne, hvor »Løberne« dannede
smalle Stier fra Dør til Dør. Han kiggede bag Skabe og Sofaer, i
Hjørner og Kroge.
Madam Henriksen var fulgt med ham, at han ikke skulde gøre Fortræd;
og hun vilde helst have standset ham, om hun havde kunnet:
-- Finder vi Stokken, skal vi nok skikke Godsejeren den over, gentog
hun atter og atter, alt som de kom frem -- finder vi Stokken, skal vi
nok skikke Godsejeren den over, for det er jo da saa rimeligt, at
Godsejeren nu faar den.
Men Nils ænsede ikke hendes Ord. Han larmede videre. Stokken _skulde_
findes! Det manglede bare, at de ogsaa skulde snyde ham for _den_!
Han gennemsøgte Havestuen og Spisestuen og de tilstødende Værelser.
Den var der ikke. Og han kom ud i den lange, halvmørke Gang, hvor
gamle Rinaldo laa foran Joachims Dør. Hunden løftede Hovedet og
gøede. Men ikke en Lyd hørtes.
Pompadour stillede sig hurtig foran Døren:
-- Nej, nej, sagde hun -- der kan Godsejeren ikke komme ind, der
ligger jo Liget!
Nils greb hende i Armen for at tvinge hende bort; men hun var
stærkere end han, saa at de ligefrem brødes.
-- Forbandede Kælling! hvæsede han og hævede Haanden for at slaa.
Men hun stødte ham haardt for Brystet, saa at han tumlede tilbage.
Og i det samme undveg hun og løb ind gennem Stuerne.
Han slog hastig en Haand i Dørgrebet for at aabne. Men Døren var
laaset. Nøglen havde siddet i udvendig; og Pompadour havde listet sig
til at dreje den om og tage den med sig ...
Da gav Nils Uldahl sig til i ubændigt Raseri at hamre løs paa Døren
med Hænder og Fødder, saa at det gungrede gennem Huset ...
Straks efter kom de andre løbende til og holdt ham fast.


Landaueren rullede hjemad mod Havslunde. De fire Herrer sad igen
indsvøbt i deres Pelse. -- Da Nils Uldahl næsten med Magt var bleven
bragt til Sæde i Vognen, havde han først skældt og bandet og larmet
op. Saa var han med ét slaaet om og var begyndt at klynke og klage
over, at han var en fuldstændig ruineret Mand, nu han saa skammelig
var bleven snydt for Arven fra Ravnsholt. Men da Frantz og Palle
straks interesseret havde spidset Øren, tav han brat og var ikke mere
til at faa et Ord ud af.
Nu sad han og sov eller lod, som han sov. Og snart efter var ogsaa de
to andre Herrer faldet hen; deres Øjne lukkede sig, og deres Hoveder
fulgte, viljeløst rokkende, Køretøjets Bevægelser.
Kun Herredsfuldmægtigen forholdt sig som paa Udturen lysvaagen. Han
tændte en Cigar og stirrede tankefuld ud over de snedækkede Marker.
Men pludselig forstyrredes han i sine Drømmerier af en lille
hvislende og spruttende Lyd.
Det var Kragholmeren, der blev overvundet af Latter ...


I Dag er Fader da endelig rejst tilbage til sin yndige Rigsdag. Véd
Du, hvad Charlotte, Frederikke og jeg gjorde, Isidor, da han kørte ud
af Gaarden? Vi tog hinanden i Hænderne og snurrede rundt ude i
Entréen, lige til vi faldt om alle tre i en Bunke oven paa hinanden
og laa og lo, saa at vi slet ikke kunde rejse os igen. Aa, men det er
nu alligevel saa sørgeligt, at Børn skal føle saadan over for deres
egen Fader! Og det er slet ikke sandt, hvad Fader vil bilde Folk ind,
at det er Moders Skyld, at vi hader ham, for hun gaar netop altid og
formaner os til at være venlige imod ham; og Pigebørnene gør sig
ogsaa Umage for det, _men jeg ikke! Om han saa kom og tiggede mig paa
sine bare Knæ, saa gjorde jeg det ikke!_ Det kan gerne være, at jeg
er hystererisk, som Anna siger, at jeg er, men jeg vilde forgaa af
Skam, hvis jeg skulde sleske for én, som jeg hader, _og jeg hader
Fader_; det er ham, der har ødelagt hele mit Liv, for saadan som han
behandler Moder. Jeg forsikrer Dig, Fætter Isidor, at jeg kunde have
_dræbt_ ham, da han forleden holdt sin modbydelige Tale; havde jeg
haft en Revolver, havde jeg skudt ham ned som et skadeligt Kryb!
_Han_, »_ulykkelig_«, som Du siger af dit gode Hjerte; nej han er
_ond, ond, ond_! ellers _kan_ man ikke gøre saadan noget. Og véd Du
hvad, Fætter Isidor, nu skal jeg sige Dig noget alvorligt, som jeg
ikke har betroet andre, men dette sørgelige Forhold imellem Fader og
Moder har gjort, _at jeg ikke mere tror paa Gud_! Det er frygteligt,
ikke? og jeg er ogsaa selv saa forfærdelig ulykkelig derover, men jeg
_kan_ ikke. Jeg sagde det forleden Dag til Ingwersen, men hun er
ogsaa den eneste, jeg har betroet mig til, og hun sagde, at det var
en af de syv Dødssynder, for hvilke der ingen Sinde findes
Tilgivelse! Pyt, hvad bryder jeg mig om _det_, gensvarede jeg hende,
lad mig saa bare blive fordømt! Men der er jo alligevel _det_, Fætter
Isidor, at jeg alligevel er bange. Og det er især om Aftenen, naar
jeg er kommen i Seng og lader være med at bede min Aftenbøn; saa
hører jeg saamange underlige Lyde, der pusler omkring inde i
Værelset, og Luften bevæger sig, der er nogen, der lister rundt og
slæber deres Klædebon paa Gulvet; og saa tænker jeg, nu _kommer_ det,
der _er_ det! og saa borer jeg mig ned under Dynen og ligger der og
mærker, hvorledes Aanderne griber fat i min Seng og gynger den frem
og tilbage; og jeg bliver saa forfærdet, at jeg folder Hænderne og
giver mig til at bede Aftenbøn alligevel, og det plejer at hjælpe;
men i Torsdags Aftes maatte jeg bede den tre Gange, inden Sengen stod
stille; og saa ser jeg Forvalter Jensen hænge dernede i Laden, og
Jomfru Helmer, der staar og griner af ham, og Spat-Maries
forfærdelige Alexandra, som de jo siger er min Søster! Aa Isidor,
Isidor, Du maa ikke blive vred paa mig og tro, at min Kærlighed til
Dig ikke er ægte, men hvor _vilde_ jeg dog sommetider ønske, at jeg
maatte dø af et Hjerteslag eller en Blodprop, for saa var det hele da
forbi!
Men nu kalder Frederikke paa mig, og saa maa jeg skynde mig at
slutte, for vi skal ud at rutsje med Mikkel, Du véd, den lille
islandske Hest, som Fader har foræret os, han trækker Slæden op paa
Bakkerne, og saa rutsjer vi ned, det er saa morsomt.
Naturligvis var jeg en _Pjalt_, og er nu ligesaa henrykt over Mikkel
som Søstrene; _men ikke, naar den gamle Svend er hjemme_!
Farvel! I Hast!
Din til Døden
S.
Véd Du, hvad der staar uden paa min Dagbog? Der staar:
Spredte Blade
til
I. S.
eller den,
som jeg elsker højest i Verden
at læses af ham
efter
min Død
S. U-E.


Allerede Dagen efter Onkel Joachims Død var Nils Uldahl rejst tilbage
til København efter først i en fnysende Skrivelse at have underrettet
Skifteretten om, at hans Døtre ikke ønskede at modtage den tiltænkte
Arv. -- Og ved den Gamles Begravelse var Familien kun bleven
repræsenteret af Isidor Seemann.
Paa Kragholm, fortalte man, havde Fru Karen lukket sin Mand inde for
at ikke hans gode Hjerte skulde løbe af med ham. Og paa Hvidgaard var