Fædrene æde Druer, Roman - 12

Total number of words is 4796
Total number of unique words is 1453
49.0 of words are in the 2000 most common words
64.2 of words are in the 5000 most common words
71.5 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.

Hun stod og saa ud over Bugten, der spillede grønligt i Solen. Hendes
Ansigt blev gladere og gladere, som tænkte hun paa noget sært
fornøjeligt:
-- Rodendendron ...! hviskede hun saa med et lyst Smil -- Roden --
loden -- doden -- dendron ... (Hun havde for et Par Dage siden hørt
en af de unge Piger bruge Ordet.) ... Og saa gav hun sig travlt og
ivrigt til at pille smaa, flade Sten op fra Strandkanten og slaa
Smut.
Indtil hun pludselig standsede midt i Morskaben og gav sig bitterlig
til at græde.
En Moder bør kun tænke paa sine Børn; og nu var det med Et faldet
hende ind, at hun længe, længe, i hundrede Aar vist, ganske havde
glemt sine!
Og hun skyndte sig hen til Badeteltet, halede Dukkerne en efter en
frem af Vognen, kyssede dem heftigt, knappede sit Kjoleliv op og
lagde dem til sit Bryst:
-- Sut saa ...! sagde hun og smilede paa ny og var lykkelig ...
-- --
-- Lurvadt, hjælp mig op!
Lurvadt adlød ...
Men da de skulde til at sætte sig i Bevægelse, viste det sig, at
Ingwersens Ben nægtede at gøre Tjeneste. Hun sank om paa Bænken med
en Stønnen og erklærede kategorisk, at her vilde hun dø, og at det
var en Skarnsstreg uden Sidestykke, at Frøken Sofie havde faaet halet
hende her ned!
Pigebørnene kom stimlende til røde og varme af Legen.
-- Hvad er det, Ingwersen? spurgte Frøken Frederikke.
-- Hva' det _er_? vrissede den Gamle og ømmede sig -- Det er mit
_Nyre_grus, begribeligvis!
-- Det hedder _Myrekryb_, Ingwersen, retledede Charlotte -- Det er
_Myrekryb_, Du har i Benene.
-- Ja, det er _Stikkegigt_! sagde Lurvadt -- Det har jeg fortalt
hende mange Gange.
-- Det er ligemeget, _hva'_ det er! erklærede Ingwersen -- Men jeg
_flytter_ mig ikke. Her vil jeg sidde og dø. I maa helst allesammen
gaa Jeres Vej og lade mig krepere _i Fred_, for det holder jeg mest
af.
-- Naa, naa, lille Ingwersen ... trøstede Fru Line -- Hvis Du ikke
mener, at Du kan taale at gaa op, vil Ane Kokkepige vist gerne bære
Dig; hun er saa stærk.
-- Jeg ta'r hende som en Sveske! sagde Ane.
Ingwersen blev sprutrød:
-- _Bære ...!_ gentog hun -- Bære mig! Ikke saa længe jeg _lever_!
Hva' vilde ogsaa Sofie med mig hernede? Jeg sa'e det jo! Jeg gamle,
værkbrudne Menneske, der aldrig skulde forlade sin Seng!
Frøken Sofie var yderst ulykkelig. Og de stod alle og saa hjælpeløse
ud ...
Saa sagde pludselig Frøken Frederikke:
-- _Nu henter jeg en Vogn!_ og fløj af Sted op mod Gaarden.
Alle saa langt efter hende og tænkte:
-- Hvad mon det er for en Vogn ...?
Og Frøken Sofie følte som et Stik i sit Hjerte ved Tanken om, at Nils
Uldahl for rigtig at ærgre og drille sine Døtre havde ladet sin
Drikkebroder Smeden faa baade »Mikkel« og det lille Køretøj, som han
havde foræret Pigebørnene i Julegave. En Morgen, de var kommet ned i
Stalden, var baade Hesten og Vognen borte. Og Pin'de-Jens havde
fortalt, at Smeden var kørt væk med dem om Natten, da Husbond havde
tabt begge Dele til ham i »Seksogtres«.
Og den lille Frøken følte igen dale ned over sig hele Tyngden af den
knugende Misére, hvorunder Familien levede, og som hun for et Øjeblik
halvvejs havde formaaet at glemme, medens hun og Søstrene tumlede
rundt derude paa Plænen ...
Men saa brast hun pludselig sammen med Fru Line og de andre ud i en
høj Latter ved at se Frederikke komme trækkende med den store,
rødmalede Legevogn, som de havde brugt at køre hinanden i som Børn!
Ingwersen gjorde Vrøvl og daskede om sig med Armene. Men omsider blev
hun dog anbragt i Vognen. Og Pigebørnene rullede af Sted med hende op
igennem Parken.
Rottbøl havde set sit Snit til at stikke alle sine fire Tøse ned
rundt om i Køretøjet:
-- Saa fik de da _den_ Fornøjelse med!


Saaledes gik Formiddagen hen ...
Men om Aftenen, da det var begyndt at skumre, kom Frøken Frederikke
grædende og jamrende op paa Fru Lines Værelse, hvor hun kastede sig
ned paa Gulvet foran Moderen og fortalte og fortalte afbrudt af
Klagen og Hulken. Hendes Haar var i Uorden, hendes Klæder tilsmudsede
og forrevne; og hele hendes Legeme skælvede af Graad og Ophidselse.
-- Hvad er der dog hændet, lille Frederikke? spurgte Fru Line
bestyrtet -- hvad er der dog hændet? Saa, saa, saa, tal nu lidt
roligere. Jeg kan ikke forstaa, hvad Du siger.
Og Frøken Frederikke gav sig lidt mere behersket til paa ny at
fortælle:
-- Det var Elev Jakobsen, der ... hun havde mødt ham nede ved Frøken
Sofies Hus ... og saa havde de spadseret sammen ... og hun havde ikke
tænkt paa noget ... og saa var de gaaet ind i Huset ... og pludselig
havde Jakobsen grebet fat i hende og villet kysse hende ... men hun
havde forsvaret sig ... og saa havde han væltet hende om paa Gulvet
paa en af Hynderne ... og ... og stoppet hende sit Lommetørklæde i
Munden, for at hun ikke skulde skrige ... og hun var næsten besvimet
... og saa havde han revet Klæderne af hende ... og voldtaget hende
... og ... og da hun igen var kommet til sig selv, var han borte ...
men Lommetørklædet havde han glemt, og her var det ...
Fru Line sad bleg og tavs og hørte paa Datterens Fortælling. Hendes
Haand, der til at begynde med havde strøget blidt og beroligende hen
over Frederikkes Haar, standsede lidt efter lidt, som Beretningen
skred frem; og nu laa den ubevægelig, gledet ned paa den unge Piges
Skulder. Og hun fandt ikke Ord at svare paa sit Barns Klage ...
Frederikke saa hurtig op:
-- Mor tror mig ikke? spurgte hun; og hendes Øjne var flakkende og
upaalidelige som Faderens undertiden var det -- Mor tror mig ikke
...? gentog hun.
Fru Uldahl tog sig sammen:
-- Jo, jo! sagde hun hastig -- vel tror jeg Dig, lille Frederikke,
naturligvis tror jeg Dig! ... Men kom nu med ind til Dig selv og gaa
i Seng. Saa taler vi videre om Sagen i Morgen. Du er altfor nervøs
nu. Du kan let blive syg.
Frederikke rejste sig lydig:
-- Her er hans Lommetørklæde, sagde hun saa med en underlig tør og
ivrig Stemme og rakte Tørklædet frem -- det maa Mor passe godt paa,
for det er da et Bevis, hvis han vil nægte ...
Da Frøkenen var afklædt og bragt til Ro, tog Fru Line hendes Klæder
og bar dem bort med sig.
De var iturevne og tilsmudsede som af grove og iltre Hænder.


Elev Jakobsen stod ret op og ned lige inden for Dagligstuedøren og
græd, som var han pisket. Taarerne strømmede det store Mandfolk ned
over Kinderne, og han vred i Vaande sine arbejdsrøde Hænder ...
-- Jeg _har_ ikke gjort det! sagde han -- Jeg har ikke saameget som
_rørt_ ved Frøkenen ... jeg løb min Vej, førend det blev til noget
... jeg blev saa forskrækket for, hvad der kunde ske, at jeg _rev_
Døren op og _løb_ ud af Huset og lige ned paa mit Kammer ... Fruen
kan sæl spørge Forvalter Larsen, for han sa'e netop: Har Du Ild i
Rumpen, Jakobsen? nede i Ladegaarden, da jeg rendte ham forbi ... Men
jeg sa'e ikke andet end: Hva' rager det _Dem_, Larsen! og rendte
videre ... Fruen _maa_ tro mig, saasandt der er en Gud til! Jeg har
altid staaet imod, naar Frøkenen skabte sig kælen og gned sig op a'
mig ... Det var hende, der i Aften fik mig med ind i Sofies Hus, da
vi mødtes ... hun sa'e, at hun vilde vise mig noget derinde ... og
saa la'e hun sig op af mig og vilde ha', jeg skulde kysse hende ...
men saa var det, at jeg blev saa forskrækket, at jeg løb min Vej ...
Fruen kan sæl spørge Sørine og de andre Piger nede i Ladegaarden, om
jeg ikke altid har holdt mig til _dem_, naar det _skulde_ være ... De
vil allesammen ha' fat i mig, men det kan jeg da ikke gøre ved ... og
naar jeg saa blev arrig paa dem, saa var det, at jeg _gik_ med
Frøkenen ... men _rørt_ hende har jeg ikke ... det _har_ jeg ikke ...
Det er meget snarere noget med en af alle de Handelsrejsende,
Frøkenen altid skriver til og faar Brev fra ... hun lyver mig paa,
hvis hun siger, det er mig, der har bragt hende i Ulykke ... og jeg
forstaar ikke, hvorfor hun vil gøre mig ondt ... saadan en fin Dame
... og saa _mig_, der ikke er andet end som en Tjenende ...
Taarerne styrtede Drengen ud af Øjnene, og han snøftede og stønnede
og søgte samtidig rundt paa sig for at finde sin Lommeklud; men den
var der ikke.
Fru Uldahl rakte uvilkaarlig det Tørklæde frem, som Frederikke havde
givet hende:
-- Værsgod, sagde hun, -- Er det det, De søger?
-- Tak ... sagde han; og uden i sin Tilintetgørelsestilstand at føle
den mindste Forundring over, at _Fruen_ havde hans Tørklæde, gav han
sig øjeblikkelig til at snyde Næse og tørre Øjne. Hvorefter han vred
Klædet rundt og rundt til en lille tør fortvivlet Klump, som han
stod og holdt foran sig i de sammenknugede Hænder:
-- Tror Fruen mig ikke ...? spurgte han saa, og hans troskyldige Øjne
bønfaldt om Tiltro.
-- Jo ... nikkede Fru Line -- jeg tror Dem ...
-- Kan jeg saa gaa ...?
-- Ja ...
-- Ja, saa god Nat da, Frue ... og Tak!
-- Godnat ...
-- --
Fru Uldahl havde straks, da Eleven traadte ind i Dagligstuen, set, at
han var uskyldig i den Forbrydelse, hendes Datter havde beskyldt ham
for.
Hun anede det allerede, medens hun endnu sad og lyttede til
Frederikkes Klagemaal; det var saa skurrende fuldt af falske Toner.
Men da hun senere saa hendes tilsmudsede og iturevne Linned, tvivlede
hun paa ny og sendte Olga Stuepige ned i Ladegaarden for at bede Elev
Jakobsen fremstille sig.
Dog næppe havde hun set ham Ansigt til Ansigt, førend Tvivlen igen
forsvandt ...
Over for Datteren havde hun været usikker, som hun altid var det
baade over for Børnene og Nils, fordi hun i dybeste Forstand ikke
følte sig i Slægt med dem, ikke forstod dem, syntes, at de var
_finere_ og _fornemmere_ end hun.
Men her, stillet lige over for en af sine egne, et Menneske, der var
rundet af samme Rod som hun selv, en ærlig, usammensat, »ukultiveret«
Sjæl, hvis Veje var retlinede, og hvis Væsen ikke kendte til
Forstillelse, ... tog hun øjeblikkelig og instinktmæssig hans Parti.
Og hensynsfuldt og afdæmpet havde hun sagt ham, hvad han var beskyldt
for, men at hun ikke troede det.
Og nu var Eleven altsaa gaaet, og Fru Line sad ene med sine vildsomme
Tanker ...
Saa rejste hun sig besluttet, ryddede en Plads paa Bordtæppet under
Hængelampen, tog sine Kort frem og lagde en »Stjerne« ...


Nils Uldahl var denne Gang borte fra Havslunde i fem Døgn, uden at
nogen vidste, hvor han opholdt sig ... eller for den Sags Skyld brød
sig om at vide det. Man følte bare som altid hans Fravær som en
Lettelse ...
Saa endelig den sjette Dags Morgen kom der Telefonmeddelelse om, at
han sent den foregaaende Nat var ankommen til Hvidgaard og agtede at
blive der et Par Dage:
-- Men, sagde Hofjægermesteren, der selv var i Telefonen (og Fru
Line, som talte med ham, hørte hans dybe Latterkluk) -- men, kære
Frue, De kommer saagu hurtigst mulig til at skikke et Par Sæt Klæder
og noget Linned herover, da Lovgiveren oprigtig talt er i en
miserabel Forfatning! Kan De ikke sende Pigebørnene af Sted med det?
Det er saa længe siden, vi har set dem ...
Men Pigebørnene sagde afgjort Nej.
Fru Uldahl maatte da, saa nødig hun end vilde, anmode Forvalter
Larsen om at lade Lars Kusk tage derover.
Lars Kusk var optaget, sagde Forvalteren studs.
Siden Kreditforeningen havde indsat Larsen som Bestyrer af Gaarden,
følte han sig nemlig som Enehersker. Og desuden var han ladet med
Hævntørst og Galde, fordi han trods sin sleske Lumsken omkring
Frøkenerne ikke havde kunnet faa Indpas i Hovedfløjen -- Men han
skulde Satanvælteham nok faa Ram paa en af de Mæfikker engang! svor
han.
-- Lars Kusk var optaget, svarede han altsaa Fruen -- og havde andet
at gøre end at ride Lystture!
Saa henvendte Fru Line sig til Fodermester Voldby, der øjeblikkelig,
fornemmeligst for at »krepere« Larsen, sendte Elev Jakobsen af Sted
paa den ene af Kørehestene. Den anden benyttede Nils selv ...
Angaaende Affæren i Frøken Sofies Hus blev der ikke oftere nævnet et
Ord mellem Fruen og Eleven.
Og Frederikke havde paa sin Moders indtrængende Forestillinger taget
sin Anklage imod ham tilbage. Men Sandheden vilde hun ikke frem med.
Hun paastod, at hun havde været syg, og derfor hverken havde vidst,
hvad hun gjorde eller sagde.
-- --
En noget lignende Forklaring paa _sit_ Tilfælde afgav ogsaa Nils
Uldahl, da han i den omtalte sene Nattetime pludselig vækkede Hr.
Palle og Fru Mona af deres sødeste Søvn ved med Snærten af sin
Ridepisk at kviste løs paa deres Sovekammervindue.
Hofjægermesteren tumlede halvvaagen ud af Sengen og løftede
Rullegardinet til Side:
-- Hva' Satan ...! sagde han, og al Søvn forlod ham -- Hvad i Helvede
er dette her! ... Mona, kom skal Du se!
Fru Mona kom til:
-- Det er Kommandantens Statue fra Don Juan! sagde hun og brast i
Latter.
Vinduet, de stod ved, vendte mod Haven. Og udenfor paa den hvide
Grusgang holdt midt i Maanelyset en Hest med sin Rytter. Rytteren sad
stiv og strunk i Sadelen, og Ridepisken holdt han foran sig som en
Kommandostav.
-- Du Mona ... sagde Hofjægermesteren saa, og Latteren tog ogsaa ham
-- det er Minsalighed Folketinget fra Havslunde! Og han er
stivdrukken! ... Hvor er dit Fotografiapparat?
Han rev Vinduet op:
-- Er det _Dig_, Onkel Nils?
-- Ja ... sagde Statuen hæst og rusten -- Hvad er Klokken, Børn, i
denne forbandede Nat?
Mona fik et nyt Latteranfald:
-- Du maa gaa ud og faa ham ind, Palle!
-- Ja ... ja ...!
Hofjægermesteren skyndte sig i Klæderne. Men han maatte gennem
Gaarden for at komme om i Haven; saa det tog Tid.
-- Nu kommer Palle straks, Onkel Nils ... sagde Fru Mona, medens hun
ilfærdig iførte sig de nødvendigste Klædningsstykker.
Men Onkel Nils gav intet Svar ...
Lidt efter steg Palles Hoved op over Vindueskarmen:
-- Mona ...? hviskede han -- Mona ...?
-- Ja ...
-- Nu _sover_ de, den Undegaleme!
-- Hvem?
-- Nils og Hesten!
-- _Nej_ da!
-- Jo, se ...
Og han pegede paa Statuen, der træt og udaset var sunken sammen.
Hestens Hoved var dalet ned mod dens Forben, og Tømmen hængte den
løst om Halsen. Ogsaa Kommandanten havde bøjet Hovedet; hans Arme
hang slappe, og Staven var gledet ham ud af Haanden ...
-- Aa Herregud, den gamle Don Quixote! sagde Fru Mona medfølende --
_Tag_ ham dog, Palle, inden han dumper ned!
Og Palle løftede leende Onkelen af Sadelen og bar ham ind.
Nils mumlede en hel Mængde om Vorherre og Egesborg, medens
Hofjægermesteren slæbte af med ham -- om Vorherre og Egesborg og
Onkel Joachims Elfenbensstav ...


Det, der mest pinte Fru Mona i hendes »Trældomsstand«, som hun i
bitre Stunder kaldte sit Ægteskab, var, at der intet »skete«. Hun
begærede Begivenheder, og her randt Dagene den ene til Ende som den
anden.
Og for hver Dag følte hun sig et Aar ældre, paastod hun ...
Hun fandt derfor paa de særeste og urimeligste Ting for at
tilfredsstille sin Trang til Oplevelser. Men det var dog
fornemmeligst, naar Palle var borte fra Gaarden, at hun slog sig løs;
thi hun nærede en stille Respekt for hans Kræfter. Et Par Gange var
hun i sin Ubændighed faret løs paa ham med Knive og andre
Mordinstrumenter. Men Hofjægermesteren havde grebet hende med sine
Jærnhænder om Haandledene og sat hende i Knæ, saa at hun maatte gaa
til Sengs med kolde Omslag om Armene.
Og der laa hun saa og angrede og bad om Tilgivelse, indtil han rørt
og god satte sig paa Sengekanten og trøstede hende og spøgte og lo.
Hvorpaa de igen en Tid glemte al Strid og Uoverensstemmelse, og om
Nætterne suste bort med hinanden i _Taifuner_ af Elskov, der efterpaa
fik dem til at ligge som livløse ved hinandens Side ...
-- Palledreng ... kunde Mona saa klynke, idet hun mat lod sine Fingre
glide gennem hans Vildmandsskæg -- Palledreng ... Du er stor i din
Kærlighed, mægtig, overvældende ... men det er kun mit _Legeme_, Du
elsker!
-- Ja ... og Du _mit_ ... mumlede Palle skakmat og sov ind ...
Men medens disse tropiske Nætter var al det Livskryderi, Palle
forlangte -- og han havde jo desuden i Mellemakterne sin Gaard og sit
Landvæsen, der interesserede ham! -- saa krævede Mona sine Dage fulde
af »Optrin« og »Hændelser«. Og naar der intet »skete«, søgte hun selv
at fremkalde Sensation og Spænding ved sine Ord og Handlinger:
-- Palle, spurgte hun for Eksempel pludselig en Gang -- véd Du, at
jeg stjæler fra Dig?
-- Ja, min _Marv_! lo Palle og kneb hende skælmsk i Øret.
-- Nej, dine _Penge_! nikkede hun alvorlig.
-- Saa--aa? Værsgod, stjæl væk! Det bliver jo i Familien.
-- Ja, nu husker Du altsaa, at Du har givet mig Lov?
-- _Det_ skal jeg! ... Og hvad vil Du saa bruge de Penge til?
-- Til at løbe bort for ... _alene_, da Du jo ikke vil med.
-- Du kommer nok tilbage igen, lille Mona ... Du kan ikke undvære
mig! ... Men jeg havde for Resten netop tænkt paa, vedblev han -- at
vi snart skulde gøre en lille Rejse sammen.
Hun fôr ham om Halsen:
-- Palle! Jeg elsker Dig! Du er det bedste af alle Mennesker! Hvor
skal vi hen?
-- Til Berlin.
-- _Palle ...!_ raabte hun henrykt -- Og til Paris?
-- Lad gaa, ja!
Nu brast hun i Graad af Glæde:
-- Aa Palle, Palle, at jeg nogen Sinde kan være ond imod Dig!
Og de rejste bort paa en Maanedstid. Boede paa Hoteller, spiste ved
table d'hote, gik i Butikker, Teatre, Varietéer. Og ingen Sky
formørkede i disse frydefulde Uger Fru Monas »skæbnesvangre« Øjne.
Hun lo overmodigt og lykkelig og paastod, at nu kunde hun godt være
et helt _Aar_ paa Hvidgaard uden at blive »ond« ...
Men næppe nærmede Toget sig igen den hjemlige Jærnbanestation, før
hun blev bleg og tavs.
Og da Landaueren med hende og Palle holdt foran Gaardens Trappe,
knyttede hun sine Hænder og hviskede hen for sig:
-- Hvor jeg _hader_ denne Gaard ...!
Og snart begyndte paa ny den gamle Krigstilstand. Det var Mona
umuligt ret længe ad Gangen at styre sit Sind ...
... En Dag, Palle som sædvanlig var flygtet ud i Mark og Skov for at
faa Ro, slap hun i sit Raseri fire af Hundene løs paa Svanerne i
Voldgraven. Det blev et Naumachia uden Lige! Hundene halsede,
Svanerne hvæsede, Bølgerne slog i Sprøjt op mod Bredden, og Vandet
flød af Haar og Dun.
Fru Mona stod paa Broen og ledede Slaget:
-- _Paa_ dem! _Paa_ dem! skreg hun -- Hektor! Herkules! Sonja!
Chasseur! Hæi, hopla, løs paa Uldahlerne, mine Dyr! (Hun faldt
pludselig paa at kalde Svanerne ved dette Fællesnavn) ... Løs paa
Uldahlerne! Kan I se den store, fede derhenne! Det er _Palle_! Løs
paa ham! Riv ham, flaa ham, bid ham! Det er ham, der holder os
allesammen indespærrede! ... Det var Ret, Hektor! Det var Ret! Ha--a,
ha, ha! (Hun klappede i Hænderne og kastede sig i Ekstase imod Broens
Rækværk) ... Ha--a, ha, ha! skreg hun -- Det var godt! Det var godt!
Hektor havde hugget sine Kæber om Svanens Hals. Og nu kastede alle
fire Hunde sig som rasende over Fuglen, rev og sled i den, og bed den
til Døde; medens den øvrige Svaneflok skrigende flygtede og baskede
Vandet til Skum med deres stækkede Vinger ...
Da Hofjægermesteren kom hjem, laa Mona angergiven i sin Seng. Og han
tilgav hende som sædvanlig under en stor Forsoningsfest.
Og næste Dag spiste de i Samdrægtighed Svanesteg til Middag.
-- --
Saa lod hun Hundene skyde.
En Dag, kort Tid efter, da Palle var rejst bort for en Ugestid, lod
hun i sin Ensomhed alle Hundene skyde. Hun sagde, at det skulde være
som en Art Pønitense. Naar man havde syndet, sagde hun, skulde man
ofre det kæreste, man ejede.
Og hun lod Gartneren anlægge en »Bods-Allé« langs Vejen, der førte
fra Haven til Skoven. Vejen var beplantet med Rønnebærtræer. Og
imellem disse maatte han opkaste Gravhøje over de døde Dyr, syv Høje
paa hver Side. Paa Højene blev anbragt Mindestene med Hundenes Navne.
Og i samfulde fjorten Dage gik hun hver Morgen sørgeklædt og under
Taarer og smykkede Gravene med Grønt og Blomster ...
Sidenhen fik Græs og Ukrudt Lov til at gro der, som det vilde.
-- --
Palle Uldahl havde den Uskik at gaa rundt med sine Penge, Sølv som
Guld og Sedler, løse i sine Lommer. Og han havde aldrig, thi det
vilde ikke anstaa sig for en Mand i hans Stilling, Tal paa det Beløb,
han i Øjeblikket bar hos sig. Det kunde undertiden udgøre Hundreder
af Kroner. Blev der ham for mange, saa at de fyldte ham for meget,
tømte han Lommerne ud i sin Skrivebordsskuffe, som han undertiden
laasede, undertiden ikke.
Straks i deres Ægteskabs Begyndelse havde Fru Mona foreholdt ham det
utilbørlige i dette Sløseri. Men han havde ikke villet lade sig sige.
Han fandt nemlig selv Façonen særdeles grand-seigneur-agtig.
-- Du gør dine Omgivelser til Forbrydere! sagde hun.
Men han lo hende ud.
Og som for at drille hende tømte han nu ogsaa stadig sine Lommer og
anbragte Pengene paa Bordet ved Siden af sig, naar han satte sig til
at læse eller skrive, eller lagde sig til at sove til Middag ... og
glemte dem saa efter sig, naar han forlod Værelset ...
Da var det, at den Tanke en Dag opstod i hende at forsøge paa, om han
virkelig ikke skulde kunne mærke, hvis nogle af Pengene forsvandt. Og
hun gav sig til, saa ofte Lejlighed fandtes, at nappe en Krone hist
og en Tokrone her. Til at begynde med var det hendes Agt at
tilbagelevere ham det altsammen igen, naar hun havde faaet samlet en
større Sum, bare for at vise ham hvilken Fristelse, han udsatte
Folkene i Huset for ved sin Galskab.
Men efterhaanden som Beløbet, hun tilvendte sig, øgedes, medens
samtidig hendes Længsel efter det tidligere frie og ubundne Liv
voksede sig større og større i hende, besluttede hun at gemme disse
Penge hen til eget Brug ... til at »frigøre« sig for, kaldte hun det.
Hun tog ingen Bestemmelse om, hvornaar denne Frigørelse skulde finde
Sted, ejheller om, hvor stor Summen skulde være, forinden den
iværksattes; hun bare stjal og stjal og samlede og samlede. Det blev
som en Sport for hende. Og hun nøjedes ikke længere med de tilfældige
Smaasummer, hun i Dagens Løb kunde komme over. Hun listede sig til om
Natten at rane af sin Mands Lommer. Og da han engang imod Sædvane
havde aflaaset sin Skrivebordsskuffe, prøvede hun, medens han var i
Marken, alle sine Nøgler i Laasen, indtil hun fandt en, der passede.
Og hun blev ivrigere og ivrigere i sin Samlermani, saa at til sidst
Spændingen ved disse Tyverier næsten blev hende »Sensation« nok. Kun
i enkelte ubeskæftigede Øjeblikke kunde hun endnu hensynke i vage
Drømmerier om den »Frihed«, hun engang skulde nyde ved Hjælp af disse
-- Sparepenge.
Sin Samvittighed stillede hun hurtig til Ro. Hun havde advaret ham.
Og da han ikke vilde lytte til hendes Advarsel, var _hun_ dog i det
mindste den nærmeste til at profitere deraf ...


Elev Jakobsen naaede ikke til Hvidgaard med Godsejerens Klæder før
henad Klokken elleve, saa at Nils Uldahl først viste sig, da
Frokostgongongen lød.
Fru Mona gik ham smilende i Møde og bød ham Velkommen; og han bøjede
sig kavalermæssig og kyssede hendes Haand.
Men Hofjægermesteren klukkede:
-- Hvordan har Onkel sovet?
Nilses flakkende Pupiler trak sig vredt sammen. Men i næste Sekund
tog han sit Parti og svarede leende:
-- Som en Sten, min Dreng!
Og idet han atter vendte sig til Mona, sagde han:
-- Ja, undskyld, Frue, min lidt ureglementerede Tilsynekomst i Nat.
Hofjægermesteren klukkede højere:
-- Hvor _kom_ Onkel egentlig fra?
-- Ja, det véd jeg oprigtig talt ikke, kære Palle! ... Jeg begyndte i
Torsdags Aftes ovre hos Heine paa Mattrup. Og saa om Fredagen red han
og jeg til Sølund til Mackeprang ... Og om Lørdagen tog vi alle tre
til Hareskov til Frølich ... og ... ja saa véd jeg Pinedød ikke mere!
-- I er Minsalighed nogle Kraftka'le lo Palle Men hvorfor Fanden kom
I ikke ogsaa til Hvidgaard efter _mig_?
Nils Uldahl stirrede hypnotisk frem for sig:
-- Jeg tror ogsaa nok, vi var paa Vej ... sagde han -- men saa tabte
jeg de andre ...
-- Ja, I Mandfolk _lever_ da! lød det med et Suk fra Fru Mona.
-- Tante Line mente i Telefonen, at Du var redet til Kragholm?
spurgte Hofjægermesteren.
Nilses Øjne fyldtes paa ny af Vrede:
-- Det var jeg ogsaa ... Jeg vilde over og forbyde Karen at sælge
Gaarden til den Bondetamp, Jeppe Henriksen.
-- Jamen den Handel _er_ jo gaaet i Orden, Onkel!
-- Det véd jeg nok! Men jeg sagde til hende, at hun maatte lade Købet
gaa om igen ... Jeg er vel Slægtens Overhoved og skal værne om
Navnet!
Hofjægermesteren brast i Latter:
-- Og Karen lystrede vel?
-- Næ, Gu' gjorde hun ej! Hun bad mig passe mig selv ... Og saa
skældte jeg hende Huden fuld og red til Mattrup.
-- Hvad vil Onkel ogsaa blande sig op i de Sager for? spurgte Mona.
Nils slog en Haand i Bordet:
-- Fordi jeg ikke vil ha' det Bonderak til at rende her og spille
Herrer paa vore Ejendomme!
-- Ak, ak, lille Onkel, lo Palle -- den Vej skal dog alle vore Gaarde
engang! ... Og det burde _Du_ jo for Resten være stolt af, tilføjede
han drillende -- Du som er Bondeven!
-- Gud Fanden om jeg er!
-- Ja, da er det da dem, der har valgt Dig ind i Tinget! ... Og Du
smigrede da ogsaa tykt for dem i sin Tid.
-- ... Da jeg havde Brug for dem som Stemmekvæg, ja! Men nu er de
blevet mig for storsnudede ... Jeg har ogsaa nedlagt mit Mandat,
Fanden skulde længere gaa de Bæsters Ærinder!
-- De kan ogsaa nok klare sig selv ... desværre! sagde Palle og
sukkede dertil -- Saa Onkel har nedlagt sit Mandat? Men hvad bliver
det saa til med Ministerværdigheden?
-- Avissludder! vrissede Nils -- Og tror Du, at jeg gad vise mig
derinde i København nu, man har sat mig under Formynderskab!
Hofjægermesteren var paa Nippet til at spørge om, hvor Onkelens
Formue i Grunden var blevet af, og om Historien om den kongelige
Højhed var sand ... Men han greb sig i det og tav.
Der blev nu en lidt pinlig Pause; indtil Fru Mona spurgte:
-- Har Onkel ikke Lyst til at se Palle og mig øve os nede i Ridehuset
efter Frokost? Du kan tro, at vi er bleven dygtige!
-- Jo! sagde Nils; og hans Øjne spillede ved Tanken.
Hvorefter man talte videre om Heste og Hestedressur ...


-- Vil Onkel ikke selv ride en lille Omgang? spurgte Fru Mona, da de
stod ovre i Ridehuset.
-- Nej, Tak, min Pige, jeg har redet tilstrækkelig foreløbig!
-- Ja, kom saa, Palledreng, og lad os faa klædt os om!
Og hun stak sin Arm ind under Hofjægermesterens og trak af med
ham ...
Nils Uldahl var nu ladt ene tilbage i det store, hvidmalede Rum.
Dagskæret faldt grønlig-dæmpet af Trækronerne udenfor ned gennem
Tagets Glasruder. Fra den aabentstaaende Port ind til Stalden hørtes
Hestenes Stampen og Prusten; og fra Paaklædningsværelserne i Gavlen
lød Hofjægermesterens og Monas muntre Latter.
Men Nils opfattede intet af dette. Nu han var uden Publikum, faldt
Trætheden efter de mange Dage og Nætters anstrengende Strabadser
pludselig over ham. Han vaklede hen til en Stol, der stod borte i et
Hjørne, sank ned paa den, pustede tungt et Par Gange og sov ind under
en højttonende Snorken ... og drømte en af sine sædvanlige Drømme:
... Det myldrede med Kvinder paa Gulvet foran hans Seng. De dansede
og snoede sig omkring ham, og deres hvide Lemmer lyste som i Skæret
af en usynlig Ild ...
-- Tag os ind til Dig, Nils Uldahl? bad de.
-- Nej, sagde han -- jeg er træt og gammel! Jeg skal sove!
Og de lo haanligt op og forsvandt ...
Men lidt efter saa han dem igen vrimle frem fra alle Rummets
halvmørke Kroge. Og de kom denne Gang slæbende med store, tunge
Bjælker, som de under Latter og Pludren lagde krydsvis hen over hans
Seng. De arbejdede og slæbte, og deres Legemer krummede sig i ond
Iver, medens de stablede en svinglende og vaklende Pyramide af
Bjælker op over ham, højere og højere, helt op under Taarnstuens
hvælvede Loft ...
-- Tag os ind til Dig, Nils Uldahl?
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Fædrene æde Druer, Roman - 13
  • Parts
  • Fædrene æde Druer, Roman - 01
    Total number of words is 4683
    Total number of unique words is 1498
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    62.0 of words are in the 5000 most common words
    69.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 02
    Total number of words is 4725
    Total number of unique words is 1548
    45.0 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    68.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 03
    Total number of words is 4738
    Total number of unique words is 1420
    47.7 of words are in the 2000 most common words
    63.5 of words are in the 5000 most common words
    71.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 04
    Total number of words is 4702
    Total number of unique words is 1510
    46.6 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    70.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 05
    Total number of words is 4759
    Total number of unique words is 1454
    48.8 of words are in the 2000 most common words
    63.8 of words are in the 5000 most common words
    72.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 06
    Total number of words is 4723
    Total number of unique words is 1434
    48.3 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    72.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 07
    Total number of words is 4758
    Total number of unique words is 1519
    45.1 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    67.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 08
    Total number of words is 4591
    Total number of unique words is 1423
    48.9 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 09
    Total number of words is 4818
    Total number of unique words is 1445
    48.5 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    71.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 10
    Total number of words is 4650
    Total number of unique words is 1456
    49.4 of words are in the 2000 most common words
    65.5 of words are in the 5000 most common words
    73.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 11
    Total number of words is 4719
    Total number of unique words is 1373
    51.2 of words are in the 2000 most common words
    66.1 of words are in the 5000 most common words
    75.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 12
    Total number of words is 4796
    Total number of unique words is 1453
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    64.2 of words are in the 5000 most common words
    71.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 13
    Total number of words is 4823
    Total number of unique words is 1402
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    63.7 of words are in the 5000 most common words
    71.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 14
    Total number of words is 4856
    Total number of unique words is 1423
    51.4 of words are in the 2000 most common words
    67.6 of words are in the 5000 most common words
    74.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 15
    Total number of words is 4734
    Total number of unique words is 1469
    47.4 of words are in the 2000 most common words
    64.9 of words are in the 5000 most common words
    73.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Fædrene æde Druer, Roman - 16
    Total number of words is 3353
    Total number of unique words is 1210
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    65.6 of words are in the 5000 most common words
    72.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.