Doktor Nikola - 05

paa, hvad han vilde sige. Det var klart nok, at han var urolig, men
det var lige saa tydeligt, at han ikke vilde kompromittere sig. Han
søgte at vinde Tid, men da det ikke var efter min Smag, røbede jeg,
hvem jeg var, idet jeg med min naturlige Stemme sagde paa Engelsk:
"Det lader til, at min Forklædning er meget god, Hr. Williams."
"De er da ikke Hr. Bruce?" udbrød han.
"Jo," svarede jeg, "og jeg har et vigtigt Ærinde til Dem. Jeg har et
Brev fra Nikola, som De maa læse og straks handle i Overensstemmelse
med."
Jeg tog det Brev frem, som Nikola havde givet mig, og rakte ham det.
Han satte sig ned ved Bordet og læste det omhyggeligt. Han læste det
tre Gange, og da han saa kunde det udenad, gik han hen til et
Pengeskab i Krogen og gemte det omhyggeligt i en Skuffe. Saa kom han
tilbage og satte sig igen. Jeg kunde se paa hans Pande, at han var
fordybet i Tanker, og der var et pinligt eller tvivlende Udtryk om
hans Mund. Til sidst talte han:
"Jeg véd, at De er i Nikolas Tjeneste, Hr. Bruce," sagde han. "Men
kender De Indholdet af dette Brev?"
"Angaar det den Mand, som ventes til Peking for at indtage den tredie
Plads i det hemmelige Selskab?"
"Ja," svarede han langsomt, idet han prikkede i Klatpapiret med sin
Pennespids, "det angaar i høj Grad ham."
"Og nu, antager jeg, overvejer De, om Nikolas Ønske om at bortføre
ham er raadeligt."
"Ja, akkurat! Tror De, at Nikola véd, at den omtalte Mand har været
Ypperstepræst i et af de største Templer i Hankow?"
"Ja, det tvivler jeg ikke om; men De siger, han _har været_. Har
Manden da opsagt sin Stilling for at følge dette nye Kald?"
"Ja, han har."
"I saa Tilfælde synes det mig, at Vanskeligheden bliver betydelig
formindsket."
"Ja, maaske i én Henseende, men den bliver forøget i en anden. Hvis
han endnu er Præst, og vi bortfører ham, saa slaas vi med Regeringen
og Præstestanden. Og hvis han ikke længer er Præst, og der kommer den
allermindste Mistanke ud om, hvad vi er i Færd med at gøre, saa
kommer vi til at slaas med et Samfund, som er ti Gange mægtigere end
nogen Regering eller noget Præsteskab i Verden."
"Jeg antager, at De har Nikolas Instruktioner."
"Ja, og jeg tilstaar, at jeg hellere vilde slaas med Kinas Regering
og dette Selskabs Millioner af Mennesker end være ulydig mod ham i en
eneste Enkelthed. Men jeg vil dog sige Dem, Hr. Bruce, at hvis Nikola
er stivsindet nok til at vedblive med sine Efterforskninger, naar han
staar lige over for denne frygtelige Uvished, saa vil jeg ikke give
en Penny hverken for hans Liv eller for Deres. Overvej et Øjeblik,
hvad jeg mener. Dette Samfund, hvis Hemmeligheder han endelig vil
trænge ind i -- og han alene véd, hvor meget klogere han bliver, naar
han har gjort det -- er utvivlsomt det mægtigste i hele Verden. Hvis
man kan tro Rygtet, saa har det mere end tyve Millioner Medlemmer.
Det har Repræsentanter i næsten hver By og Landsby i hele dette store
Land, for ikke at tale om det malayiske Arkipel, Australien og
Amerika. Dets Love er meget strenge, og naar De et Øjeblik tænker
paa, at vor Ven vil udgive sig for at være én af de tre Førere af
denne kæmpemæssige Stridsmagt, medens han er udsat for at blive
opdaget hvert Øjeblik, saa vil De indse, hvad det er for et
dumdristigt Foretagende."
"Jeg maa indrømme, at jeg er enig med Dem, men det er jo Nikola."
"Ja, dermed er alting sagt. _Det er Nikola._"
"Hvad Svar skal jeg saa have med tilbage til ham?"
"At jeg straks gør, hvad han har sagt. Vent lidt, jeg vil skrive det
op, saa der ikke kan være Tale om nogen Fejltagelse."
Han skrev et Øjeblik og rakte mig saa Brevet.
Jeg rejste mig for at gaa.
"Og saa var der disse Telegrammer," sagde jeg.
"Dem skal jeg besørge, saa snart Kontoret bliver aabnet," svarede
han. "Det har jeg ogsaa skrevet til Nikola."
"Vi rejser til Peking ved Daggry i Morgen, saa jeg maa sige Dem
Farvel nu."
"Ja, De tænker vel ikke paa at trække Dem tilbage?"
"Nej, ikke Spor."
"Naa, De er en modig Mand. -- Ja, ja, Farvel og god Lykke!"
Jeg trykkede ham i Haanden i Gadedøren og gik saa ad Kineserbyen til
igen. Da jeg forlod den Gade, i hvilken Villaen laa, slog Klokken
tolv. De tunge Skyer var nu drevne bort, og Stjernerne skinnede atter
klart.
Da jeg kom ind i Kineserbyen, var mit første Indtryk i
Overensstemmelse med den Følelse, jeg før havde haft om, at der var
noget ualmindeligt paa Færde. Og jeg tog ikke fejl. Jeg havde neppe
gaaet et Par Hundrede Skridt, før jeg hørte en Lyd af forbitrede
Stemmer. Larmen tog til, og straks efter strømmede en ophidset Hob
ind i Gaden. Hvis det havde været muligt, var jeg drejet ind i en
Sidegade for at slippe bort fra dem; men det lod sig ikke gøre. Jeg
var omgiven paa alle Kanter, og enten jeg ønskede det eller ikke,
blev jeg nødt til at følge med dem.
Saaledes blev jeg drevet af Sted omtrent en halv Fjerdingvej,
hvorefter de pludselig drejede til højre og standsede foran et Hus
paa Hjørnet. Jeg spekulerede paa, hvad det skulde sige, og spurgte en
ung Mand ved Siden af mig om det. Hans Svar var kort, men træffende.
"Kueidzu!" (Djævel), raabte han, tog en Sten og slyngede den igennem
det nærmeste Vindue.
Jeg opdagede snart, at Huset tilhørte en Missionær, der heldigvis lod
til at være fraværende. Da jeg kunde se, at Hoben var opsat paa at
ødelægge hans Bolig, gik jeg videre. Men jeg var ikke færdig med mit
Eventyr endnu.
Da jeg kom ind i en Sidegade, hørte jeg et skingrende Skrig om Hjælp.
Jeg standsede straks og lyttede for at opdage, hvorfra det skrev sig,
og jeg behøvede ikke at vente længe, for i samme Øjeblik lød det
igen; denne Gang kom det utvivlsomt fra et Stræde til højre. Uden at
overveje et Øjeblik styrtede jeg af Sted i den Retning. Først kunde
jeg ikke se noget, saa opdagede jeg tre Skikkelser i nogen Afstand og
skyndte mig hen imod dem. Da jeg naaede dem, saa jeg, at den ene var
en ung Pige, den anden en gammel Mand, som laa udstrakt paa Jorden.
Det var Englændere, men den Mand, som overfaldt dem, var en behændig
ung Kuli. Han stod ved den liggende Mand og truede ad Pigen med en
Kniv. Mine Sandaler gjorde ingen Støj, og da jeg tilmed kom paa den
mørke Side af Strædet, lagde ingen af de tre Mærke til mig, før jeg
var lige ved dem.
Men hvor hurtig jeg end var, var jeg ikke hurtig nok, for lige i det
Øjeblik jeg kom, styrtede Pigen sig henimod Manden, der i samme
Øjeblik hævede Armen og stødte sin Kniv i hendes Skulder. Den kunde
imidlertid ikke trænge ret langt ind, for jeg slog ham i samme
Øjeblik i Ansigtet. Han trillede om som en Kegle og laa et Øjeblik
paa Gaden uden at bevæge sig, men han blev ikke liggende meget længe.
Han kom til sig selv igen, sprang op og fo'r ned ad Gaden, idet han
hylede; "Kueidzu! Kueidzu!" saa højt, han kunde, i Haab om at faa
Pøblen til Hjælp.
Før han var af Syne, knælede jeg ned ved Siden af den unge Pige. Hun
var bevidstløs. Hendes Ansigt var ligblegt. Jeg saa, at den venstre
Skulder var fuld af Blod. Saa undersøgte jeg den gamle Mand. Det var
en smuk, ret velklædt gammel Herre, og han havde et ærværdigt graat
Skæg. Han laa udstrakt i sin fulde Længde, og et Blik paa hans Ansigt
var nok til at sige mig hans Skæbne. Hvorledes det var gaaet til,
kunde jeg kun tænke mig, men der var ingen Tvivl om den Kendsgerning,
at han var død. Da jeg havde overbevist mig om dette, vendte jeg
tilbage til Pigen. Hendes Øjne var nu aabne, og da jeg knælede ned
ved Siden af hende, spurgte hun paa Engelsk, hvad der var sket.
"De er blot saaret," svarede jeg.
"Og min Fader?"
Der var ikke noget at vinde ved at bedrage hende, og jeg sagde ganske
simpelt:
"Ja, det er en sørgelig Tidende, jeg har at meddele Dem. Jeg er bange
for, at han er død."
Da hun hørte dette, udstødte hun et lille Skrig, og et Øjeblik syntes
hun at have mistet Bevidstheden igen. Jeg ventede imidlertid ikke,
men gik straks hen til det Sted, hvor hendes Fader laa, og bar Liget
over i en mørk Krog paa den anden Side af Gaden. Saa vendte jeg
tilbage til den unge Pige, tog hende paa Skulderen og styrtede ned ad
Gaden i samme Retning, jeg var kommet. I nogen Afstand kunde jeg høre
Pøbelhoben, der endnu var optaget af at ødelægge den myrdede Mands
Bolig.
Da jeg kom til det Sted, hvor jeg havde hørt hendes Skrig om Hjælp,
gik jeg videre i den Retning, jeg havde haft i Sinde at slaa ind paa,
og i lidt mindre end ti Minutter havde jeg naaet Huset. Jeg bankede
paa, saaledes som Laohwan havde banket, og Døren blev straks aabnet.
Jeg gav Løsenet og fik Adgang med min Byrde. Hvis Dørvogteren tænkte
noget, saa sagde han det i hvert Fald ikke; han lod mig rolig gaa til
den anden Dør.
Jeg bankede atter, og Døren blev aabnet. Men denne Gang kom jeg ikke
ind uden Indvendinger. Skønt jeg havde givet det rigtige Løsen,
befalede Dørvogteren mig at vente, medens han undersøgte den Byrde,
jeg havde paa Armen.
"Hvad har De der?" spurgte han.
"Har du Ret til at spørge?" svarede jeg, idet jeg antog en hovmodig
Mine. "Hans Excellence har sendt Bud efter denne fremmede Djævel for
at forhøre hende. Hun er besvimet af Skræk. Gaa nu af Vejen, eller du
kommer til at undgælde, fordi du har standset mig."
Han saá lidt forvirret ud, men gav mig efter et Øjebliks Tøven Tegn
til at passere, og jeg gik saa ind i det Værelse, hvor jeg havde
været sammen med Nikola. Denne ventede utaalmodigt paa mig, jeg kunde
se det af den Glæde, hvormed han modtog mig.
"De kommer sent," udbrød han, idet han gik rask hen imod mig. "Jeg
har ventet Dem i den sidste Time. Men hvad i al Verden er det?"
"Det er en ung Pige," svarede jeg, "jeg tror Datteren af en
Missionær. Hun er blevet saaret og er bevidstløs for Øjeblikket. Hvis
jeg ikke havde opdaget hende, var hun blevet dræbt af den Mand, som
myrdede hendes Fader."
"Men hvorfor i al Verden har De taget hende med herhen?"
"Hvad skulde jeg ellers gøre? Hendes Fader er død, og jeg tror, at
Pøblen har ødelagt deres Hus."
"Læg hende ned, og lad mig se paa hende," sagde Nikola.
Jeg gjorde, som han befalede, og han gav sig til at undersøge hendes
Saar. Med en enestaaende Behændighed og en kærlig Omhu, som man neppe
havde troet ham i Stand til, vaskede han Saaret i noget Vand, som jeg
hentede fra et Værelse ved Siden af. Saa smurte han det ind med en
Vædske, som han tog fra en lille Medicinkasse, han altid førte med
sig, og forbandt det med et Stykke kinesisk Tøj. Da han var færdig,
sagde han:
"Løft hende lidt op, medens jeg prøver paa, hvorledes dette virker
paa hende."
Han tog en lille sleben Glasflaske, og efter at have aabnet hendes
Mund, dryppede han et Par Draaber af dens Indhold paa Tungen. Hun
aabnede næsten straks Øjnene og saá sig om, og da hun opdagede, at to
Kinesere bøjede sig ned over hende, fo'r hun tilbage med et Udtryk af
den største Rædsel. Men Nikola, som endnu knælede ved Siden af hende,
beroligede hende og sagde paa Engelsk:
"De behøver ikke at være bange, De er i Sikkerhed, vi skal beskytte
Dem, hvad der saa end sker."
Hans Ord syntes at bringe hende til at tænke paa den skrækkelige
Begivenhed, der var hændet hende.
"Ak, min stakkels Fader!" udbrød hun, "hvad har De gjort med ham?"
"For at frelse Deres Liv var jeg nødt til at lade hans Lig ligge paa
Gaden dèr, hvor jeg fandt det," svarede jeg.
"Men jeg maa ud og faa det," sagde hun, og medens hun talte, prøvede
hun paa at rejse sig; Nikola holdt hende tilbage.
"De maa ikke røre Dem," sagde han roligt. "Overlad det hele til mig,
jeg skal sørge for, at Deres Faders Lig bliver fundet og bragt i
Sikkerhed."
"Men jeg maa hjem."
"Stakkels Pige," sagde Nikola kærligt, "De véd ikke det hele: De har
intet Hjem mere, Pøblen har ødelagt Deres Hus i Aftes."
"Aa Gud! Aa Gud! Hvad skal der blive af mig? Man har dræbt min Fader
og ødelagt vort Hus, og vi havde saadan en Tillid til dem."
Uden at drøfte dette Punkt rejste Nikola sig og forlod Værelset. Han
vendte straks efter tilbage og nærmede sig igen den unge Pige.
"Jeg har sendt Folk ud for at finde Deres Faders Lig," sagde han,
"det bliver bragt til et sikkert Sted, og inden en halv Time er den
engelske Konsul paa Spor efter Morderne. Sig mig nu, hvorledes det
hele gik til."
"Jeg skal fortælle Dem, hvad jeg véd," svarede hun; "men det er saa
lidt, at man ikke skulde tro, det kunde have medført saa frygteligt
et Resultat. Min Fader og jeg forlod vort Hjem i Aften Klokken halv
otte for at holde Gudstjeneste i den lille Kirke, som vore faa
omvendte har bygget til os. Under Gudstjenesten slog det mig gentagne
Gange, at der var noget galt i Gære, og da vi kom ud og saá den Hob,
der havde samlet sig ved Døren, blev dette Indtryk bestyrket. Jeg kan
ikke sige, om de havde i Sinde at angribe os eller ikke, men i det
Øjeblik vi traadte ud, lød der et Brøl, og straks efter styrtede
Hoben af Sted, jeg antager i Retning af vort Hus; det kan jeg indse
nu, skønt jeg ikke havde nogen Anelse om det den Gang. Da vi var
bange for at følge efter dem, gik vi ned ad en Sidegade for at komme
hjem ad en anden Vej, men da vi forlod Hovedgaden og kom ind i det
mørke Stræde, hvor De fandt os, styrtede en Mand løs paa min Fader og
slog ham til Jorden med en tyk Stok eller Jernstang. Jeg prøvede paa
at beskytte ham og henlede Mandens Opmærksomhed paa mig selv, og saa
trak han en Kniv frem og stak mig i Skuldren. I det Øjeblik kom De og
jagede ham paa Flugt."
Medens hun sagde dette, lagde hun sin Haand paa min Arm.
"Jeg kan ikke sige Dem, hvor taknemlig jeg er Dem," sagde hun.
"Aa, det var saa lidt," svarede jeg og blev ganske forvirret. "Jeg
vilde kun ønske, at jeg var kommet tidligere."
"Men hvad skal jeg dog gøre?"
"Har De ingen Venner i Tientsin?" spurgte Nikola. "Er der slet ingen,
som De kan søge Tilflugt hos?"
"Nej, vi kender slet ingen," svarede den unge Pige; "men jeg har en
Søster i Peking; hun er gift med en Missionær dèr. Kan De hjælpe mig
med at komme dertil?"
"Jeg kan ikke selv følge Dem dertil," sagde Nikola; "men jeg skal nok
sørge for, at De kommer af Sted. De maa ikke blive her i Huset, men
De skal ikke være urolig, jeg skal sørge for, at der ingen Ting er i
Vejen."
Han forlod atter Værelset, og medens han var ude, saa jeg nøjere paa
den unge Pige, som jeg havde frelst. Hun var mellem tyve og fire og
tyve Aar, hendes Ansigt havde en meget regelmæssig Form, og hendes
Hud var noget af det fineste, jeg nogensinde havde set; hendes Mund
var lille, og hendes Øjne og Haar smukke og brune, men det søde
Udtryk i hendes Ansigt var dets største Skønhed.
Jeg tror ikke, man kan kalde mig en Dameven. Jeg har tilfældigvis
aldrig været meget i kvindeligt Selskab; men jeg maa tilstaa, at da
jeg saá den unge Piges søde Ansigt, fo'r der en Følelse gennem mig,
som jeg aldrig havde haft før.
"Hvorledes kan jeg nogensinde takke Dem for Deres Godhed?" spurgte
hun simpelt.
"Ved at bære Deres Ulykke tappert," svarede jeg. "Men undskyld; anser
De mig for næsvis, naar jeg spørger Dem om Deres Navn?"
"Nej, hvorfor skulde jeg det? Jeg hedder Medwin -- Gladys Medwin --
og hvad er Deres Navn?"
"I denne Paaklædning burde det være Mah Poo, ikke sandt? I
Virkeligheden er det Wilfred Bruce."
"Men naar De er Englænder, hvorfor er De saa forklædt paa den Maade?"
"Det gør mig ondt, at jeg ikke kan meddele Dem det," svarede jeg.
"Jeg skal sige Dem noget, Frøken Medwin, det er muligt, at De er den
sidste Englænderinde, jeg nogensinde taler med her i Verden."
"Hvad mener De?" spurgte hun.
"Jeg maa atter svare, at det kan jeg ikke sige Dem. Men saa meget
kan jeg sige, at jeg tager bort herfra om et Par Timer for at indlade
mig paa noget, som højst sandsynligt vil koste mig Livet. Jeg véd
ikke, hvorfor jeg fortæller Dem det; men i saadant et Øjeblik som
dette kan man ikke overveje alt prosaisk. Og desuden, skønt vort
Bekendtskab kun er en Times Tid gammelt, saa er jeg til Mode, som om
jeg havde kendt Dem i flere Aar. De siger, at jeg har gjort Dem en
Tjeneste; vil De gøre mig én?"
"Ja, hvilken Tjeneste kan jeg gøre Dem?" spurgte hun og lagde igen
sin lille Haand paa min Arm.
"Denne Ring har jeg faaet af min afdøde Moder," sagde jeg og trak en
glat Guldring af min Finger. "Jeg tør ikke tage den med mig. Er det
for meget at bede Dem om at gemme den for mig? Hvis jeg ikke vender
tilbage, vil De saa love mig at gaa med den til Erindring om den
Tjeneste, De siger, at jeg har gjort Dem i Aften? Jeg vilde saa gerne
tænke, at jeg har en Veninde i Verden."
Jeg greb den Haand, der laa paa min Arm og satte Ringen paa hendes
Finger.
"Jeg skal med Fornøjelse gemme den for Dem," sagde hun. "Men sig mig:
Er det Foretagende, som De er ved at indlade Dem paa, virkelig saa
farligt?"
"Farligere end De kan tænke Dem," svarede jeg. "Men De kan være
sikker paa, Frøken Medwin, hvis jeg slipper levende fra det, saa skal
jeg nok finde Dem og forlange Ringen tilbage."
Nikola traadte ind i Værelset.
"Min kære unge Dame," sagde han hurtigt, "jeg har truffet Anstalter
til, at De kan blive bragt hen til en god Ven af mig, som vil gøre
alt, hvad han kan, for Dem, medens De er i Tientsin. Saa snart De kan
rejse herfra, vil han sørge for, at De kommer til Deres Søster i
Peking. Men nu er det bedst, at De gaar; der holder en Bærestol ved
Døren, og min Ven venter Dem, Hr. Bruce, vil De følge Frøken Medwin
ud?"
"De er meget god imod mig."
"Nej, slet ikke, De kan rigeligt gengælde mig det, hvis De vil gøre
mig en Tjeneste."
"Med Fornøjelse! Hvori bestaar den?"
"De maa aldrig omtale, at De har truffet os. Naar jeg siger Dem, at
vort Liv maaske afhænger af Deres Tavshed, er jeg sikker paa, at De
vil opfylde min Bøn."
"Der skal aldrig komme et Ord over mine Læber."
Nikola bukkede og vendte sig saa næsten brat om og gik sin Vej. Da
jeg saá, at det var et Slags Tegn til, at hun maatte gaa, gik jeg
ned paa Gaden med hende, hvor der holdt en Bærestol. Da jeg havde
faaet hende anbragt i den, hviskede jeg Farvel til hende.
"Farvel!" sagde jeg. "Hvis jeg nogensinde kommer levende tilbage,
forhører jeg mig om Dem i det Hus, De nu tager hen til."
"Farvel og Gud beskytte Dem!"
Hun greb min Haand, og i næste Øjeblik følte jeg, at hun trykkede en
lille Tingest mod dens Flade. Saa hævede Kulierne Bærestolen op, og
straks efter gik de ned ad Gaden med den.
Jeg ventede, til den var ude af Syne, og gik saa ind i Huset, hvor
jeg saá Nikola gaa frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen og Hovedet
tankefuldt bøjet. Han saá op, og uden at hentyde til, hvad der var
sket, sagde han hurtigt:
"Om en Timestid er Ponyerne for Døren. Hvis De ønsker nogen Hvile,
gør De bedst i at tage den nu. Jeg skal have en Samtale med den gamle
Mand, vi saá i Aftes. Jeg vil prøve paa, om jeg kan faa noget mere ud
af ham. Forlad ikke dette Værelse, før jeg vender tilbage, og husk
frem for alt paa i Fremtiden, naar De taler med mig, at jeg er
Ypperstepræst og som saadan berettiget til den dybeste Ærbødighed.
Husk altid paa, at en lille Fejltagelse kan ødelægge alle vore Planer
og bevirke, at vore Hoveder bliver sat paa Stager ved den nærmeste
Bypost."
"Jeg skal huske det," sagde jeg, og saa forlod han Værelset.
Da han var borte, stak jeg Haanden i Lommen og trak den lille
Mindegave frem, som Frøken Medwin havde givet mig. Det var en
Medaillon, men til min Sorg indeholdt den ikke noget Billede af
hende. Hun havde øjensynlig baaret den om Halsen, for der hang et
Stykke falmet Baand ved den. Jeg saá et Øjeblik paa den og bandt den
saa fast om min egen Hals, for kun saaledes kunde jeg haabe at
hindre, at den blev stjaalet fra mig. Saa lagde jeg mig paa en Maatte
i en Krog, og i mindre Tid, end det tager at sige det, faldt jeg i en
dyb Søvn. Da jeg vaagnede, stod Nikola og ruskede i mig.
"Nu er det paa Tide," sagde han, "Ponyerne holder for Døren, og vi
maa af Sted."
Jeg var neppe rigtig kommet til mig selv, før den gamle Mand, som jeg
havde set den foregaaende Aften, traadte ind i Værelset med et
Maaltid, der mest bestod af Ris og nogle smaa simple Majskager. Vi
satte os til at spise og skyllede dem ned med en fortræffelig Te.
Da vort Maaltid var til Ende, gik Nikola til Side med den Gamle og
sagde noget til ham i en dæmpet Tone, idet han med højtidelige Fagter
gav sine Bemærkninger Eftertryk. Saa gik vi med alle Husets Beboere
i Hælene ned i Gaarden, hvor Laohwan ventede med fem Ponyer. To af
dem var belæssede med Bagagen, og paa én af de andre satte Nikola
sig; saa steg jeg til Hest og derpaa Laohwan. Under Husbeboernes
ærbødige Hilsen blev Porten aabnet, og vi red ud paa Gaden. Nu skulde
anden Del af vort Eventyr begynde.


VI. KAPITEL.
Paa Vej til Peking.

Da det sidste Hus i Tientsins Kineserby laa bag ved os, var Solen i
Færd med at staa op. Hvad de andre kan have følt, kan jeg ikke sige,
men jeg véd, at der i alt Fald var én Person i Selskabet, som var
inderlig glad ved at have sagt Farvel til Byen. Skønt vi kun havde
været der en kort Tid, havde vi gennemgaaet en saadan Mængde
spændende Begivenheder, at det endog kunde have gjort en saa begærlig
Eventyrer som Don Quixote ked af dette Liv.
De første to, tre Mil kom vi over en tør Slette, paa hvilken Støvet,
der især syntes sammensat af Smaasten og Kamelgødning, hvirvlede om
Ørerne paa os som Hagl. Vi red af Sted i Tavshed. Nikola var i Kraft
af den Rang, han foregav at have, nogle Alen forud, saa fulgte jeg,
bag mig kom Laohwan, og saa fulgte Bagagen og de indfødte Rideknægte.
Jeg véd ikke, hvad Nikola tænkte paa, men jeg skammer mig ikke ved at
tilstaa, at mine Tanker stadig vendte tilbage til den unge Pige, som
det var blevet forundt mig at redde den foregaaende Aften. Hendes
blege, søde Ansigt forlod mig slet ikke, men optog mine Tanker, saa
alt andet var udelukket. Jeg prøvede atter og atter paa at tænke paa
det Foretagende, som vi havde for, men til ingen Nytte, jeg kom
stadig igen tilbage til et Par mørke Øjne og et tykt, kastaniebrunt
Haar. Det syntes højst urimeligt, at jeg nogensinde skulde træffe
Frøken Medwin igen; at jeg ønskede det, vil jeg ikke nægte. Og medens
jeg nu omtaler det, vil jeg endog gaa saa vidt at tilstaa, at jeg
ikke én, men mange Gange greb mig i netop af den Grund at ønske, at
jeg havde betænkt mig to Gange, før jeg havde modtaget Nikolas
Tilbud. Et Øjebliks Overvejelse var imidlertid tilstrækkelig til at
vise mig, at hvis jeg ikke havde truffet Nikola, saa vilde jeg efter
al Sandsynlighed ikke blot aldrig have kendt hende, men jeg vilde
rimeligvis tilmed have været i en Stilling, i hvilken det ikke blot
havde været taabeligt at tænke paa at forelske sig, men ligefrem
ganske umuligt.
Da vi var naaede omtrent fem engelske Mil frem, vendte Nikola sig i
Sadlen og gav mig Tegn til at komme nærmere.
"Nu maa Prendergast og Eastover havde modtaget det Telegram, jeg bad
Williams om at sende dem. De spilder ikke et Øjeblik, men begiver sig
straks paa Vej, og midt i næste Uge bør de have Præsten i Hankow i
deres Magt. Det tager tre Dage for dem at underrette os om
Kendsgerningen, det vil sige, at vi maa vente mindst ti Dage i
Peking, før vi viser os i Lamaklostret. Derfor vil vi tage ind i et
Hus, som er blevet mig anbefalet i Tartarbyen. Dèr lader jeg dem
vide, at jeg gerne vil underkaste mig en Uges Bøn og Faste for at
gøre mig skikket til det Ansvar, jeg skal paatage mig, og at jeg i
den Tid ikke kan tage imod nogen. Efter den tiende Dags Forløb har
jeg hørt fra Prendergast og véd nok til at trænge ind til Munkene, og
derefter skulde det saa gaa lige ud ad Landevejen med det altsammen."
"Men tror De, Deres Mænd er i Stand til at bortføre denne velbekendte
Præst uden at udsætte sig for nogen Mistanke?"
"Det bliver de nødt til," svarede Nikola. "Hvis de ikke gør det,
kommer vi til at bøde for det. Men De behøver ikke at være bange. Jeg
har den allerstørste Tillid til de Folk; de er blevet godt prøvede,
og jeg er sikker paa, at hvis jeg bad nogen af dem om at gøre et
eller andet, hvor farligt det end var, saa vilde de ikke betænke sig
et Øjeblik, men straks adlyde mig. Men à propos, Bruce, jeg synes
slet ikke, De ser rask ud i Dag."
"Jeg føler mig heller ikke rigtig vel," svarede jeg, "jeg har
frygtelig ondt i Hovedet, men det gaar nok over snart."
"Det vil jeg haabe. Lad os saa skynde os af Sted; vi maa naa det Hus,
hvor vi skal hvile os, inden Aften, og før vi gør det, maa vi ride en
fyrretyve Mil endnu."
Det er en velbekendt Ting, at skønt kinesiske Ponyer ikke ser meget
godt ud, findes der dog kun faa Dyr, som kan kappes med dem i
Udholdenhed og Styrke. Hele vor Kavalkade, deri indbefattet Seletøj
og Sadler, kunde man have købt for tyve Pund Sterling, men jeg
tvivler om, at de kostbare Heste, som man ser i Hydepark en
Eftermiddag i Sæsonen, kunde have baaret os halvt saa godt som disse
smaa laadne Dyr. Skønt vi kamperede et Par Timer midt paa Dagen, var
vi før Solnedgang ved vort Bedested og havde nu gjort Halvdelen af
Rejsen til Peking. Det var et elendigt Hul, en rigtig kinesisk Kro
med smaa tomme Værelser, ganske umøblerede og omgivet af en Del lige
saa ugæstfri Stalde.
Saa snart vi var der, steg vi af og gik ind i Bygningen, paa hvis
Tærskel den bondske, kinesiske Vært modtog os. Hans Person svarede
ganske til Huset; men da han mærkede, at vi var ansete Fremmede,
nedlod han sig til at afvige saa meget fra sin sædvanlige Skik, at
han i alt Fald viste os de ydre Tegn paa Høflighed. Saa valgte vi
vore Værelser og befalede, at der straks skulde anrettes et Maaltid.
Vore Tæpper blev pakkede ud og lagt paa Gulvet i Sovekamrene, og
næsten lige saa snart som dette var færdigt, blev vi kaldt til Bords.
Maaltidet bestod af en halv Snes næsten raa Æg, to sejge Høns og en
mærkelig Ret kogt Svinekød. Sidstnævnte Ret er, som enhver, der har
haft noget at gøre med det himmelske Rige, véd, en af de faste Retter
hos alle Kinesere undtagen de muhamedanske. Sværme af Tiggere, der
var i højeste Grad modbydelige, plagede os med deres Tiggeri og
Hyleri. De kravlede omkring i Gaarden og paa Verandaerne og blev
tilsidst saa kække over deres Held, at de vovede at trænge ind i vore
Værelser.
Dette var for meget af det gode, og jeg saá, at Nikola mente det
samme.
Da en Tigger, som var mere næsvis end de andre, atter viste sig hos
os efter at være blevet advaret gentagne Gange, kaldte Nikola paa
Laohwan og befalede ham at tage Fyren udenfor og ved Hjælp af to
Kulier lade ham smage Bambusstokken. Den, der har set denne
ejendommelige Straf, vil aldrig glemme den, og tilsidst blev Mandens
Skrig og Bønner om Barmhjertighed saa indtrængende, at jeg gik ud i
Gaarden og bad dem om at lade ham gaa.
Da jeg var vendt tilbage til mit Værelse, som laa ved Siden af
Nikolas, sad vi og talte sammen næsten en Times Tid, og saa gik vi
til Hvile.
Men skønt jeg aftog mine kinesiske Klæder og strakte mig ud paa
Tæpperne, kunde jeg ikke falde i Søvn. Muligvis havde jeg lidt Feber;
under alle Omstændigheder begyndte jeg at forestille mig alle mulige
rædsomme Ting. Der samlede sig sælsomme Tanker i min Hjerne, og de
mærkeligste Lyde hørtes i Nattens Tavshed. Svage Lyde fra det fjerne
hobede sig sammen og blev stærkere og stærkere, indtil de syntes helt
at fylde mit Værelse. Et Fodtrin paa Vejen kunde give Ekko mod Muren
med en hemmelighedsfuld Tydelighed, og en Hunds Gøen i en nærliggende
Gaard blev efterhaanden saa stærk, at man skulde tro, der var en halv
Snes Stykker. Saa fuldstændig overvældede denne Nervøsitet mig, at
jeg snart saá en Fare i det allermindste, selv deri, at Bræderne i et
Værelse ved Siden af knagede, og at et Insekt summede oppe under
Loftet. Hvor længe jeg var i denne Tilstand, kan jeg ikke sige, men
tilsidst kunde jeg ikke udholde den længer. Jeg rejste mig derfor op
fra mit Leje og vilde lige til at gaa op og ned i Værelset i Haab om,
at jeg skulde blive saa træt, at jeg kunde falde i Søvn, da jeg hørte
Lyden af hemmelige Fodtrin ude i Korridoren. Jeg stod som rodfæstet