Doktor Nikola - 02

mig ind at undre mig over, hvordan han kunde vide Besked med mine
Finansers Tilstand.
"Naa," sagde han, "sig nu Ja."
"Jeg vil hellere have lidt Tid til at overveje det," svarede jeg.
"Jeg kan ikke forpligte mig til saa stort et Foretagende uden at
overveje det grundigt. Det vilde jo være taabeligt af mig og neppe
rigtigt lige over for Dem."
"Naa ja. Gaa saa hjem og overvej det og kom igen i Morgen Aften paa
samme Tid og meddel mig Deres Beslutning. Hvis jeg var Dem, saa vilde
jeg ikke omtale vor Samtale til nogen."
Jeg forsikrede ham, at jeg ikke skulde gøre det; saa rejste han sig,
og jeg forstod, at vor Samtale var til Ende. Jeg fulgte ham ud i
Forstuen, medens den sorte Kat marcherede i Hælene paa os. Paa
Verandaen standsede han og strakte sin Haand ud, idet han sagde i en
ubeskrivelig blid Tone:
"Hr. Bruce, jeg haaber, De vil tro, at jeg meget gerne vil have Dem
med. Jeg smigrer Dem ikke, jeg siger simpelthen Sandheden, naar jeg
paastaar, at De er den eneste Mand i Kina, som jeg vil have til
Medarbejder. Naa, Godnat! Jeg haaber, De bringer mig et gunstigt Svar
i Morgen."
Medens han talte, kom den sorte Kat, der hele Tiden havde staaet ved
Siden af ham, som om den vilde bekræfte hans Ord, hen til mig, og
begyndte at gnide sit Hoved op ad mine Ben med en blid Snurren.
"Jeg skal ganske vist sige Dem Besked i Morgen Aften," sagde jeg,
"Godnat!"


II. KAPITEL.
Nikolas Tilbud.

Da jeg havde sagt Godnat til Dr. Nikola paa Verandaen, raadførte jeg
mig med mit Ur, og da jeg opdagede, at Klokken endnu ikke var elleve,
gik jeg en lang Tur for at overveje min Stilling. Der var mange Ting,
som talte for og imod hans Tilbud. For det første talte det nu til
Gunst for det, at jeg stod alene i Verden. Mine Forældre havde været
døde i flere Aar, og da jeg var deres eneste Barn, havde jeg hverken
Brødre eller Søstre, som var afhængige af mig, eller som kunde
begræde mig, hvis der skulde hænde mig en Ulykke. For det andet havde
jeg fra Ungdommen af rejst i fremmede Lande, og jeg var derfor vant
til at tage Livet, som det faldt. Man vil forstaa dette bedre, naar
jeg siger, at jeg var rendt hjemme fra for at gaa til Søs, da jeg var
femten Aar, at jeg havde tilbragt tre Aar paa den skrækkeligste
Maade, man kan tænke sig, som almindelig Matros, at jeg var sluppen
igennem de næste fem Aar, som næsten var lige saa fæle, i Urskoven i
Australien, og at jeg i to Aar havde været Politibetjent i
Kapkolonien. Jeg havde ogsaa haft en Ansættelse i Hongkong og havde
desuden haft mange andre gode og daarlige Beskæftigelser. Jeg var fem
og tredive Aar gammel, havde aldrig vidst, hvad det var at være
virkelig syg eller bekymret, naar jeg undtager et Feberanfald i Ny
Guinea, og saa kan jeg for Resten gerne sige, at jeg vejede tretten
engelske Lispund, var omtrent tre Alen høj, havde graa Øjne og
mørkebrunt Haar, og hvis man ikke anser det for indbildsk, saa vil
jeg tilføje, at man sagde, jeg saa taalelig godt ud.
Min Stilling i dette Øjeblik var i alle Henseender overordentlig
vanskelig. Hvis jeg søgte længe nok, kunde jeg jo ganske vist finde
et eller andet at bestille; men paa den anden Side lykkedes det
maaske ikke, og jeg vidste, at der var Snese af Mennesker i Shanghai,
som ogsaa søgte en Ansættelse, og som lige straks vilde være paa
Færde, naar der var noget. Samme Morgen havde en bekendt Købmand, hos
hvem jeg søgte en Kassererpost, forsikret mig, at han kunde have
faaet en Mand hundrede Gange, før jeg kom. Under disse Omstændigheder
sagde jeg til mig selv, at jeg ikke havde Ret til at forsømme nogen
Lejlighed til at forbedre min Stilling. Jeg besluttede derfor ikke at
afslaa Nikolas Tilbud uden at have overvejet det meget omhyggeligt.
Desværre havde jeg en indgroet Lyst til at gaa paa Eventyr; naar der
tilbød sig en Fristelse som den nuværende, kunde jeg vanskelig
modstaa den, og dette ejendommelige Eventyr tiltalte mig nu mere end
noget andet. Dertil kom, at Nikola var som skabt til at være Fører,
og den mystiske Tiltrækning, der var i hans Væsen, syntes at tvinge
mig til at gaa med ham, enten jeg vilde eller ikke. Det var jo
ubehageligt, at hans Foretagende var meget farligt, ja livsfarligt;
men jeg sagde til mig selv, at dø, det skulde jeg dog, og hvis Lykken
hjalp mig, og jeg slap levende fra det, saa vilde ti Tusind Pund gøre
mig uafhængig Resten af mit Liv. Da jeg tænkte paa denne store Sum,
saa jeg min Værts triste Skikkelse for mig, og Mindet om hans
daarligt skrevne Regning, som jeg sikkert vilde faa den næste Dag,
virkede paa mig som et koldt Styrtebad. Ja, jeg maatte tage med Dr.
Nikola. Da jeg var kommen til den Beslutning, gik jeg hjem.
Men da jeg vaagnede næste Morgen, sad Klogskaben ved mit Leje. Mine
Drømme havde ikke været gode. Jeg havde drømt, at jeg blev forgiftet
i kinesiske Klostre, lemlæstet af skævøjede Bødler og pint paa tusind
frygtelige Maader. Skønt disse Natmarer kun var naturlige Udslag af
min Spænding, kunde jeg dog ikke frigøre mig for den Tanke, at de
kunde blive til Virkelighed. Saa snart jeg havde taget kinesiske
Klæder paa, malet mit Ansigt og syet en Pisk paa mit Hoved, vilde jeg
være en fuldblods Kineser, der maatte underkaste mig kinesiske Love
og Straffe. Og saa var der et andet Punkt, man maatte overveje:
Hvordan var Nikola som Rejsekammerat? Kunde jeg stole paa ham i
vanskelige og farlige Øjeblikke? Vilde han støtte mig som den ene
Kammerat den anden? Og hvis nu et Uheld ramte os, og der var Udsigt
til, at den ene kunde slippe, vilde saa ikke Nikola, der var min
Herre, benytte Lejligheden og lade mig i Stikken? I det Tilfælde var
mine fem Tusind Pund i Shanghais Bank, og de fem Tusind, som jeg
skulde have, naar jeg kom tilbage, mindre værd end intet. Dette
bragte mig til et andet Spørgsmaal: Var Nikola rig nok til at kunne
betale ti Tusind Pund til en Mand, der ledsagede ham paa saa
dumdristig en Tur? Det var alle vigtige Spørgsmaal, og de maatte
besvares, før jeg traf en endelig Bestemmelse. Skønt Barkston havde
underrettet mig om at Nikola var velkendt i disse Lande, skønt
Benwell, som var i den kinesiske Toldtjeneste, var blevet saa
forskrækket, da han havde truffet ham i Klubben, og skønt jeg selv
havde hørt en Mængde løjerlige Historier om ham i Saigon og paa
Manilla, saa gav dog ingen af dem mig nogen Garanti for hans
pekuniære Soliditet. For at berolige mig i denne Henseende,
besluttede jeg at udspørge en eller anden upartisk Person om Nikola.
Men hvem skulde det være? Jeg gennemgik alle mine Bekendte, men fandt
ikke nogen, der kunde hjælpe mig ud over den Vanskelighed. Medens jeg
saa klædte mig paa, kom jeg til at tænke paa en Købmand, der ejede et
af de største Handelshuse ved Strandpromenaden, og som man troede
vidste mere om Folk i Almindelighed og om underlige Folk i
Særdeleshed end noget andet Menneske i Kina. Jeg spiste Frokost,
modtog min Regning af min Vært med samme overlegne Mine som en Mand,
der har ti Tusind Pund staaende hos en Bankier, røg en udmærket Cigar
paa Verandaen og drev saa ud i Byen.
Da jeg kom ned paa Strandpromenaden gik jeg langs med den, til jeg
opdagede min Vens Kontor. Det vendte ud mod Floden, og det var en af
de smukkeste Bygninger i Shanghai. I Forstuen var jeg saa heldig at
opdage Købmandens første Comprador[3] som straks førte mig ind til
ham.
[3] Husets kinesiske Forretningsfører.
Alexander Mc'Andrew var Skotte, det opdagede man, naar man havde
været sammen med ham i fem Minutter. Hans Fader havde været Vægter i
en Bank i Glasgow, og selv havde han tilbragt sin første Barndom som
en pjaltet, barfodet Dreng paa denne mærkelige Bys Gader. Men
Mc'Andrew var stolt af sin tarvelige Oprindelse. Naar han havde
Gæster i sin fyrstelige Villa i den engelske Koloni, mindedes han med
Glæde de mindre heldige Omstændigheder, der medførte, at han en
bidende kold Vintermorgen drog ud for at søge Berømmelse og Rigdom i
Østen.
"Nej, se Goddag, Hr. Bruce," udbrød han, idet han rejste sig og
trykkede mig varmt i Haanden, "det var jo en ganske uventet
Fornøjelse; hvor længe har De været i Shanghai?"
"Længere end jeg bryder mig om at tænke paa," svarede jeg, idet jeg
satte mig.
"Og i al den Tid har De ikke været en eneste Gang her; det er ikke
pænt af en gammel Ven."
"Nej, jeg maa bede Dem om Undskyldning for det," sagde jeg; "men
denne Gang er det ikke gaaet rigtig godt med mig her i Shanghai, og
derfor har jeg ikke besøgt nogen. De ser, at jeg er aaben lige over
for Dem."
"Det gør mig ondt at høre, at De er i Forlegenhed," sagde han. "Jeg
vil ikke være indiskret, men hvis jeg kan være Dem til nogen
Tjeneste, haaber jeg oprigtigt, at De vil raade over mig."
"Tak," svarede jeg, "det har jeg allerede bestemt at gøre, det er
netop for at raadspørge Dem, at jeg tager mig den Frihed at hilse paa
Dem."
"Det glæder mig. I hvilken Henseende er det, De ønsker mit Raad?"
"Ja, jeg maa begynde med at sige Dem, at man har tilbudt mig en
Stilling, som skulde indbringe mig 10,000 Pund Sterling."
"Jeg syntes, De sagde, at det ikke gik godt for Dem," udbrød min Ven;
"men dette tyder ikke paa, at der er meget i Vejen. Hvad er det for
en Stilling?"
"Det har jeg desværre ikke Lov til at sige til nogen."
"Men hvorledes kan jeg saa være Dem til Nytte?"
"Jo, jeg ønsker for det første at vide, om De kan sige mig noget om
min Principal."
"Sig mig hans Navn, og jeg skal se, hvad jeg kan gøre," svarede
Købmanden ikke uden Stolthed. "Jeg tror nok, at jeg kender ni
Mennesker af ti her i Østen, det vil sige, af Folk, der har nogen
Betydning."
"Hans Navn er Nikola," sagde jeg.
"Nikola!" udbrød han ganske forbavset. "Hvad er det for en
Forretning, De kan have med Nikola, som skal indbringe Dem 10,000
Pund?"
"En meget vigtig Forretning," svarede jeg, "men det kan gælde Liv og
Død. De kender ham altsaa?"
Den gamle Mand lænede sig frem over Bordet og talte næsten hviskende.
"De gør mig bange," sagde jeg, idet hans Alvor gjorde mere Indtryk
paa mig, end jeg var glad ved. "Er han ikke god for de Penge?"
"Aa, Penge! Jeg tvivler ikke om, at han kunde betale de Penge en halv
Snes Gange, hvis han havde Lyst," svarede den værdige Købmand.
"Mellem os sagt, saa kan han trække paa mig til et Beløb af 50,000
Pund."
"Han er altsaa rig?"
"Ja, umaadelig."
"Men hvor i al Verden kommer hans Penge fra?"
"Ja, det kan jeg ikke sige Dem," svarede han; "men hvor de nu end
kommer fra, følg mit Raad og tænk to Gange, før De indlader Dem med
ham saaledes, at han har Dem i sin Magt. Jeg kan med Sandhed sige, at
jeg for mit Vedkommende ikke er bange for mange Mennesker, men jeg er
bange for Nikola, og at jeg ikke er det eneste Menneske i Verden, der
er det, det skal jeg bevise Dem ved at læse et Brev for Dem."
Han aabnede en Skrivebordsskuffe og tog et Par Ark Brevpapir frem.
Han lagde dem paa Bordet foran sig, glattede dem og begyndte at læse.
"Dette Brev, skal jeg sige Dem," sagde han, "er fra den forhenværende
Kolonialsekretær i Ny Syd-Wales, Sylvester Wetherell, en personlig
Ven af mig. Jeg springer Begyndelsen over, for den er ganske privat.
Han siger altsaa:
"Siden jeg skrev til Dem fra London i Juni Maaned, har jeg
gennemgaaet en frygtelig Tid. Som jeg fortalte Dem i et Brev for
nogle Aar siden, kom jeg ganske imod min Vilje i Forbindelse med en
højst ejendommelig Person, der hedder Nikola. For et Par Aar siden
forsvarede jeg en Mand, der gik under Navnet Kina Pete i vor
Kriminalret for en Anklage for Mord, og jeg fik ham frikendt. Da han
døde og ikke var i Stand til at betale mig, forærede han mig det
eneste, han havde at efterlade, nemlig en underlig lille Stok, der
var fuld af udskaarne kinesiske Bogstaver. Om den fortalte han mig en
vanvittig Historie, men den har siden næsten ført til min Undergang.
Af en eller anden ufattelig Grund vilde Nikola absolut have denne
Stok, og da jeg nægtede at lade ham faa den, blev jeg udsat for en
saa stadig Forfølgelse i de sidste Aar, at jeg nær havde søgt
Tilflugt i en Sindssygeanstalt. Han prøvede enhver Maade, som et
Menneske kunde benytte eller en dæmonisk Hjerne udklække, for at
tvinge mig til at udlevere ham denne Kuriositet. De vil forstaa,
hvordan han bar sig ad, naar jeg fortæller Dem, at der to Gange blev
gjort Indbrud i mit Hus af kinesiske Røvere, at jeg blev garotteret
hundrede Alen fra min egen Gadedør, at min Hustru og Datter blev
skræmmede af utallige Trudselsbreve, og at jeg tilsidst blev saa
nervøs, at jeg efter min Kones Død flyttede til England for at
undslippe fra ham. Nikola fulgte mig, lavede et Komplot imod mig, i
hvilket blandt andet følgende Personer var indviklede: Hertugen af
Glenbarth, hans Søn, Markien af Beckenham, Sir Richard Hatteras, som
siden giftede sig med min Datter, og vor forhenværende Gouvernør,
Jarlen af Amberley. Paa Nikolas Foranstaltning blev Beckenham og
Hatteras lokkede ind i et Hus i Port Said og holdt fangne der i tre
Uger, medens en falsk Adelsmand blev sendt af Sted i Stedet for hans
Herlighed for at lære min Datter at kende i Sydney og til sidst at
anholde om hendes Haand. Heldigvis lykkedes det imidlertid Sir
Richard Hatteras og hans Ven at undslippe, saa de kom tidsnok til at
følge Slubberterne til Sydney og advare mig mod det Komplot, der var
udklækket imod mig. Resultatet var højst sørgeligt: Da Nikola ikke
opnaaede at hævne sig paa mig ved at faa min Datter gift med en
Bedrager, havde han den Dumdristighed at bortføre hende fra et Bal i
Gouvernementshuset og at bringe hende til en Ø i det stille Hav, hvor
vi en Maaned efter befriede hende. Jeg kan ikke sige, om vi havde
faaet Lov til at gøre det, hvis ikke den omtalte Stok, som blev
forlangt som Løsesum, ganske tilfældig var kommen i Nikolas
Besiddelse. Men han fik Stokken, og nu er vi fri. Senere har min
Datter giftet sig med Sir Richard Hatteras, og de bor i Øjeblikket
paa hans Gods i England. Jeg antager, De vil undre Dem over, at jeg
ikke har anlagt Sag mod denne Nikola, men ærligt talt, Mc'Andrew, jeg
er saa bange for ham, at siden jeg har faaet min Datter tilbage og
kun har mistet Stokken, som altid har været mig til Besvær, er jeg
alt for fornøjet til at tænke mere paa Sagen. Desuden maa jeg
tilstaa, at han har arbejdet med en saa djævelsk Snedighed, at jeg,
som en Jurist af Profession, ikke kan se nogen Mulighed for, at vi
kunde drage ham til Ansvar." --
"Naa, Bruce, hvad mener De saa om Doktor Nikola?"
"Ja, det faar jo Sagen til at se helt anderledes ud," svarede jeg,
"men hvis Nikola vil optræde ærligt lige over for mig, saa er 10,000
Pund jo dog 10,000 Pund. Jeg har i tyve Aar prøvet paa at tjene
Penge, og dette er alt, hvad jeg ejer og har."
Medens jeg talte, tog jeg alle de Penge, jeg havde, op af Lommen. Der
var en fem, seks Mønter, i det hele taget vel seks Shilling og ti
Pence.
"Jeg véd ikke, hvad De mener," sagde jeg til Købmanden, "men jeg
synes, at Nikolas Karakter maatte være meget slem, hvis man ikke
skulde kunne vove at udsætte sig for noget fra hans Side mod at faa
10,000 blanke Guldstykker."
"Jeg er bange for, De er noget letsindig, Bruce," sagde den
forsigtige Mc'Andrew. "Hvis De vil følge mit Raad, saa prøv noget
andet først; jeg skal hjælpe Dem. Der er en Stilling ledig paa min
Ven Websters Kontor. Honoraret er godt og Tjenesten let. Da jeg talte
med ham i Morges, var Posten endnu ikke besat. Har De ikke Lyst til
at prøve, om De kan faa den? Jeg skal give Dem et Anbefalingsbrev til
ham og sige ham, at jeg vil betragte det som en personlig Tjeneste,
hvis han ansætter Dem."
"Jeg er Dem meget taknemmelig," svarede jeg. "Jo Tak, jeg tror, jeg
vil prøve paa at faa den, før jeg svarer Nikola. Kan jeg faa det Brev
straks?"
"Ja, med Fornøjelse, nu skal jeg skrive det."
Han dyppede Pennen og gav sig straks til at skrive. Saa takkede jeg
ham varmt for hans Venlighed og gik min Vej med Brevet.
Websters Handelshus laa ved den fjerneste Ende af Strandpromenaden og
var ogsaa en smuk Bygning. Jeg spurgte efter Købmanden og blev efter
at have ventet lidt ført ind i hans Kontor. Det viste sig, at han var
en fuldstændig Modsætning til Mc'Andrew. Han var høj, statelig og
umaadelig alvorlig. Han lo sjældent, og naar han gjorde det, var hans
Lystighed haard og barsk som hans eget Ydre. Han læste omhyggeligt
Anbefalingsbrevet og sagde saa: "Det gør mig meget ondt, Hr. Bruce,
at De har haft al den Ulejlighed; det vilde have glædet mig meget for
min Ven Mc'Andrews Skyld at optage Dem i min Forretning; men
uheldigvis er den omtalte Plads blevet besat for mindre end en Time
siden."
"Det var kedeligt," sagde jeg med et lille skuffet Suk. "Jeg er
virkelig ogsaa meget uheldig; det er den trettende Plads, jeg
forgæves har søgt, siden jeg kom til Shanghai."
"Ja, saa er De jo ikke meget heldig," lød Svaret; "men hvis De har
Lyst til at søge endnu en Gang, saa kan jeg maaske skaffe Dem noget.
Jeg hører, at Dampskibsselskabet 'Den røde og gule Skorsten' har en
ledig Plads paa sit Kontor, og hvis De vil gøre Dem den Ulejlighed at
gaa med mig straks, saa skal jeg præsentere Dem for Direktøren, der
sandsynligvis i det Tilfælde vil gøre alt, hvad han kan for Dem."
Jeg takkede ham for hans Venlighed, og vi begav os altsaa af Sted til
det omtalte Kontor. Men jeg blev atter skuffet, det gik mig akkurat
som hos Webster: den ledige Post var lige blevet besat, og da vi fra
Direktørens Helligdom traadte ud i Hovedkontoret, sad den nylig
ansatte Kontorist allerede ved sin Pult og førte Regnskabsposter ind
i en Hovedbog.
Da vi forlod Bygningen, tog jeg Afsked med min Ledsager og gik saa
med tungt Hjerte tilbage til min Bolig. Jeg havde ikke været der mere
end ti Minutter, da min Vært traadte ind og uden videre Indledning
eller Spor af Høflighed anmodede mig om at afgøre min Regning samme
Dag. Da jeg var ganske ude af Stand til at opfylde hans Anmodning,
var jeg nødt til at sige ham det, og da han forlod Værelset, var der
en afgjort ubehagelig Kølighed i hans Væsen. Jeg sad længe fordybet i
ubehagelige Tanker. Hvad skulde jeg gøre? Hver Udvej syntes spærret
for mig, og selv om jeg maaske kunde høre om flere Stillinger, hvis
jeg blev i Shanghai, saa havde jeg jo ikke Spor af Garanti for, at
jeg var mere heldig, end jeg hidtil havde været, og i Mellemtiden
skulde jeg jo dog leve, og jeg skulde betale min Regning. Jeg kunde
ikke tage bort og ignorere mine Forpligtelser, for jeg havde ikke den
nødvendige Kapital til at rejse for, og hvis jeg blev og ikke
betalte, saa vilde jeg, inden mange Dage var gaaet, staa som anklaget
for den blandede Ret.
Da mine Forhold var saa fortvivlede, var der ikke andet at gøre end
at modtage Doktor Nikolas Tilbud. Men jeg vilde ikke gøre det, uden
at det virkelig blev fordelagtigt for mig. Hvis han, som han sagde,
vilde deponere 5000 Pund for min Regning i Banken, saa var jeg ikke
blot frelst, men saa havde jeg en bestemt Garanti for, at han var
solvent. Hvis ikke, var det bedre, at jeg lod Sagen komme til
Afslutning straks. Jeg forlod derfor Huset og vendte tilbage til
Strandpromenaden, og idet jeg satte mig paa et skyggefuldt Sted,
overvejede jeg omhyggeligt hele Sagen. Da Mørket faldt paa, var
jeg blevet enig med mig selv om, _at jeg vilde tage imod Nikolas
Tilbud_. ....
Præcis Klokken otte naaede jeg hans Hus og ringede paa Klokken. Den
samme indfødte Tjener, som havde lukket mig ind den foregaaende Dag,
aabnede Døren og underrettede mig om, at hans Herre var hjemme og
ventede mig. Efter at jeg var kommen ind, blev jeg ført til det
Værelse, hvor jeg havde ventet ham den foregaaende Aften. Igen var
jeg overladt til mig selv og mine egne Tanker i fem Minutter; saa
gik Døren op, og Doktor Nikola traadte ind.
"God Aften, Hr. Bruce!" sagde han. "De er meget præcis, og det er
ikke blot et behageligt Træk i Deres Karakter, men jeg haaber ogsaa,
at det er et godt Varsel. Skal vi gaa ind i Værelset ved Siden af,
dér kan vi bedre snakke sammen."
Jeg fulgte ham derind og satte mig paa den samme Stol som den
foregaaende Aften. Vi havde ikke været der et halvt Minut, før den
sorte Kat viste sig. Den genkendte mig som en gammel Ven og gned sit
Hoved mod mit Ben.
"De ser, selv Katten er ivrig for at vinde Dem," sagde Nikola med et
besynderligt lille Smil. "Jeg tror ikke, der er fem andre Mennesker,
den vilde være saa venlig imod efter saa kort et Bekendtskab. Men lad
mig høre, hvad De mener. Vil De med mig, eller har De besluttet at
sige Nej til mit Tilbud?"
"Jeg har bestemt mig til at følge med Dem paa visse Betingelser; men
jeg anser det for rimeligt at sige Dem, at de Betingelser er altsaa
bestemte."
"Lad mig høre dem," sagde Nikola med den elskværdige Ynde, som han
undertiden viste. "Selv om de er meget strenge, tror jeg, det skal
gaa haardt til, om vi ikke kan komme til et Slags Kompromis."
"Naa ja," svarede jeg; "først fordrer jeg, at De indbetaler en Sum af
5000 Pund i en Bank her. Hvis De vil gøre det og give mig en
Anvisning, saa kan jeg hæve Resten af Pengene om et Aar, saa er jeg
Deres Mand, og De kan gøre Regning paa, at jeg skal gøre, hvad der
staar i min Magt, for at tjene Dem."
"Er det det hele, kære Ven?" sagde Nikola rask. "Jeg vil med
Fornøjelse deponere 10,000 Pund, for at sikre mig Deres Medvirken;
jeg havde ingen Idé om, at det var Penge, De tænkte paa. Undskyld mig
et Øjeblik."
Han rejste sig og gik hen til et Bord i den anden Ende af Værelset.
Saa satte han sig ned og skrev i et Par Minutter, vendte tilbage og
rakte mig et Stykke Papir, som jeg saá var en Anvisning paa 10,000
Pund.
"Dér er Deres Penge," sagde han, "De kan præsentere Anvisningen, saa
snart De vil, og Banken udbetaler dem straks. Naa, det er vel
tilstrækkeligt til at overbevise Dem om, at mine Hensigter er ærlige,
saa nu er De vel parat til at slutte Dem til mig?"
"Vent et Øjeblik," sagde jeg, "det er ikke det hele. De har behandlet
mig meget gentilt, og det er kun rimeligt, at jeg opfører mig paa
lignende Maade imod Dem."
"Tak," svarede Nikola. "Hvad har De saa at sige mig?"
"Kender De en Mand, der hedder Wetherell?"
"Ja," svarede Nikola; "han var Kolonialsekretær i Ny Syd-Wales til
omtrent for et halvt Aar siden. Jeg har meget gode Grunde til at
kende ham. Jeg havde den Ære at bortføre hans Datter fra Sydney, og
jeg indespærrede hans Svigersøn i Port Said. Naturligvis kender jeg
ham. De ser, at jeg ogsaa er aaben lige over for Dem."
"Ja, umaadelig! Undskyld Udtrykket -- men var det ogsaa en ganske fin
Historie?"
"Det afhænger af, hvad De anser for en fin Historie. For Dem f. Eks.,
som har Deres egne Forestillinger om, hvad der er Ret, og hvad der er
Uret, kan det maaske synes lidt underligt, men med mig forholder
Sagen sig anderledes. Jeg betragter alt, hvad jeg gør, som rigtigt,
og i ni Tilfælde af ti vilde jeg vist anse det, De gør, for galt.
Wetherell kunde have sparet sig den Ulejlighed ved at sælge den Stok
til mig, som Kina-Pete gav ham, og som han skrev om til Mc'Andrew,
der læste Brevet for Dem i Morges."
"Hvor véd De det fra?"
"Ja, hvorfra véd jeg i det hele taget noget?" spurgte Nikola, idet
han slog ud med Haanden. "Han læste det, og hvis De vil se stift paa
mig et Øjeblik, skal jeg nøjagtig sige Dem Resten af Deres Samtale."
"Det er vist ikke nødvendigt," svarede jeg.
"Nej, det er det vist ikke," sagde Nikola roligt, idet han tændte en
Cigaret. "Er De tilfreds med min Forklaring?"
"Var det en Forklaring?" spurgte jeg.
Nikola svarede kun med et Smil og tog Katten paa Skødet. Han klappede
den med sine lange, hvide Fingre og saá samtidig paa mig under de
halvt lukkede Øjenlaag.
"Hør, jeg kan godt lide Dem," sagde han lidt efter. "Der er noget saa
forbistret praktisk ved Dem. Hver Gang De begynder at tale, gør De
det Indtryk paa mig, at De vil sige noget ualmindeligt."
"Tak!"
"Men jeg vilde tilføje, at Resten af Deres Sætning stadig ødelægger
det Indtryk."
"De har øjensynlig et meget tarveligt Indtryk af min Begavelse?"
"Aldeles ikke, det er mig, der skal sige de gode Ting, der skal
siges, og De skal gøre dem, saa deler vi Arbejdet lige. Naa, skal vi
saa rejse sammen eller ikke?"
"Ja, jeg rejser med Dem," svarede jeg.
"Det glæder mig umaadeligt," sagde Nikola, idet han strakte Haanden
frem, "lad os give hinanden Haanden paa det."
Vi gav hinanden Haanden, og han saá mig lige ind i Ansigtet.
"Jeg vil sige Dem én Gang for alle," sagde han, "at hvis De er ærlig
og oprigtig lige over for mig, saa støtter jeg Dem, hvad der end
sker, men hvis De skubber Dem fra et eneste Atom af Deres Ansvar, ja,
saa kan De takke Dem selv for, hvad der sker. Nu har jeg advaret Dem
aabent og ærligt, ikke sandt?"
"Jo," svarede jeg. "Maa jeg saa faa noget at vide om Planen selv og
om, naar De har i Sinde at rejse."


III. KAPITEL.
Nikolas Plan.

"Ja, med Fornøjelse," sagde Dr. Nikola og satte sig mageligt til
Rette i sin Stol og tændte en ny Cigaret. "Det er jo ganske
naturligt, at jeg oplyser Dem om alt, siden De vil gaa sammen med
mig. Jeg behøver ikke at bede Dem om at beholde alt det, jeg siger
Dem, for Dem selv, det vil Deres egen sunde Sans nok sørge for. Det
er ogsaa muligt, at De synes, jeg overvurderer min Plans Vigtighed,
men jeg vil sige Dem, at dersom visse Folk her i Byen fik at vide, at
jeg var kommen i Besiddelse af den Stok, der omtales i Wetherells
Brev, saa vilde mit Liv her i Shanghai ikke være en Smule værd. Jeg
maa ganske kort give Dem et Overblik over Sagen, for saa vidt som det
staar i Forbindelse med det hemmelighedsfulde Selskab. Husk paa, at
jeg har taget meget grundigt fat paa Sagen. Det er ikke en Kæphest,
som jeg rider paa, og ikke et ledigt Øjebliks Adspredelse, men det er
en Ting, jeg har ofret en stor Del af mit Liv paa at undersøge og
studere. For at opnaa de Oplysninger, jeg trængte til, har jeg
maattet opspore Folk rundt omkring i hele Verden. Da jeg begyndte
mine Forberedelser paa at faa Wetherell til at overlade mig det, jeg
ønskede, havde jeg fulgt en Mand lige til Cuyaba paa Grænsen af
Brasilien og Bolivia. Denne Mand havde tidligere været Købmand i det
vestlige Kina, og i denne Egenskab havde han hørt en mærkelig
Historie, som stod i Forbindelse med en vis Sekt, hvis Kloster findes
i Bjergene paa Vejen til Thibet. Det kostede mig seks Maaneders
uophørlig Rejse og næsten tusind Pund i rede Penge at finde denne
Mand, og da jeg gjorde det, var alt, hvad jeg fik ud af ham, en halv
Snes Sætninger; kort sagt: jeg betalte ham rigelig ti Pund for hvert
Ord af en Underretning, som De sandsynligvis ikke vilde have givet
ham ti Pence for. Men jeg kendte dens Værdi. Jeg fulgte en anden Mand
til Montevideo for at faa Beskrivelsen af en ukendt kinesisk Landsby,
en tredie til Guldkysten for at faa Navnet paa en buddhistisk Præst,
og en russisk Jøde til Nishnij Novgorod for at faa en Tingest, han
bar ved sin Urkæde, og hvis Værdi han ikke havde den ringeste
Forestilling om. De Oplysninger, jeg saaledes fik personligt, lagde
jeg til de Meddelelser, jeg havde faaet ved Korrespondance, og da jeg
havde samlet alt dette, uddrog jeg deraf en fuldstændig Historie af
mine Undersøgelser lige til den Tid. Da det var gjort, tror jeg nok,
at jeg uden Pral kan sige, at med Undtagelse af tre Mænd, som for
Resten ikke har Lov til at røbe noget, og som rimeligvis ikke engang
véd, at der eksisterer noget i Verden udenfor deres Klostermure, --
med Undtagelse af de tre véd jeg mindst seks Gange saa meget om det
omtalte Samfund som noget Menneske, der lever. Efter denne Indledning
vil jeg give Dem et fuldstændigt Referat af Sagen. Saa vidt som jeg
kan se, var der i Aaret 288 før Kristus, paa den Tid, da
Devenipiatissa plantede det hellige Bo-Træ i Anuradhapura paa Ceylon
tre Præster, som var bekendte for deres overordentlig store Fromhed
og for deres videnskabelige Undersøgelser, og som udvandrede fra,
hvad der nu er Øen Ceylon, til Asiens Fastland. Da de var komne
gennem det Land, som nu hedder Birma, naaede de op til Midten af det
Land, vi nu kalder Thibet. Her døde to af dem, og den sidste byggede