Doktor Nikola - 08

"Lidt efter lidt meddelte Chung-Yein sin Herre, at han med meget
ringe Risiko kunde faa fat i en hel Formue. Den begærlige, gamle
Mand slugte kun altfor villigt Maddingen, og da han havde
fordøjet de Breve, som den snedige Chung læste for ham fra Tid
til anden, og som sagdes at være skrevne af hans Fætter Quong-Ta
fra Tsan-Chu, var han saa godt som fanget.
"Efter otte Dages Rejse ankom Selskabet til Kanalens Munding.
Eastover og jeg havde forladt Tientsin paa samme Tid og var rejst
dem hastigt i Møde. Da de var anbragte i den første Kro, kom
Chung-Yein til mig. Han havde ordnet alt omhyggeligt, lod det
til, saa at han endogsaa havde ladet udsprede blandt sine
Medtjenere, at Ypperstepræsten havde i Sinde at give Afkald paa
deres Tjeneste og tage videre alene, naar han forlod Tsan-Chu. Nu
stod der kun tilbage for os at faa et Møde med ham i Stand og at
have Midler rede, saa vi kunde ekspedere ham gennem Landet de
fyrretyve Mil, som skilte Tsan-Chu fra Chi-Kau-Ho, hvor en
Dschunk allerede ventede paa ham. Medens Eastover paatog sig
Ordningen af dette Arbejde, udkastede jeg Planen til at faa
Præstens Person i vor Magt.
"Chung-Yein skulde bilde ham ind, at han var saa uheldig at have
en Fætter, der var en bekendt Røver. Denne havde samlet store
Rigdomme, men da han nu var bange for, at han skulde falde i
Lovens Kløer, vilde han gerne købe en Ven, der kunde hjælpe ham,
hvis der skulde ske noget ondt.
"Den graadige, gamle Præst, der havde i Sinde at forlange en stor
Godtgørelse for en saadan Tjeneste, gik ind paa at tage den unge
Mand under sine Vinger, og da man lod ham forstaa, at hans Andel
i Forretningen vilde blive omtrent seks Tusind Taels[4], blev
hans Ivrighed for at komme i Besiddelse af Pengene stærkere og
stærkere. Han drøftede Sagen med Chung-Yein den ene Gang efter
den anden, og tilsidst blev det afgjort, at de samme Nat skulde
gaa til et bestemt Hus i Landsbyen, hvor han skulde tale med
Slubberten og faa sin Andel i hans Vinding.
[4] En Tael er omtrent seks Kvint Sølv.
"Saa snart jeg blev underrettet om Arrangementet, fremmede jeg
mine Planer, fik en af mine Mænd til at forestille Fætteren, og
da Tusmørket var faldet paa, var alt rede. Der var anbragt
Forspand af Ponyer med Mellemrum langs Vejen til Kysten, og
Dschunkens Fører ventede kun paa at faa sin Passager om Bord for
at lette og sejle.
"Næsten præcis Klokken otte viste Præsten sig forklædt i Døren
ledsaget af Chung Yein.
"Den falske Fætter lukkede dem ind og førte dem straks ud i et
Bagværelse. Her begyndte Forhandlingerne, og Præsten spildte
ingen Tid, men bebrejdede den unge Mand strengt det onde Liv, han
hidtil havde ført. For at han saa meget des bedre kunde forstaa,
hvilken skændig Løbebane det havde været, forlangte han at faa et
Glimt af den Formue at se, som han havde tjent. Man viste ham en
Pose Dollars, et smukt Udvalg af Bladguld, en Del engelske Penge
og en lille Pose med Ædelstene, hvilket vi alt havde skaffet til
Veje med betydelig Bekostning.
"Hans gamle Øjne funklede graadigt, da de faldt paa disse
Herligheder, og hans Begejstring steg for hver Pose, der blev
aabnet. Da endelig Ædelstenene blev udbredt foran ham, glemte
han sin præstelige Værdighed fuldstændigt og bøjede sig ned for
at undersøge dem. Medens han gjorde dette, sprang Chung-Yein frem
og kastede en Løkke over hans Hoved; en Svamp, der var
gennemtrukket med Kloroform, blev holdt for hans Næse, og den
falske Fætter spændte Ben for ham og kastede ham om paa Gulvet.
"Kloroformen virkede godt, og kort Tid efter var den gamle Mand i
vor Magt. En halv Time senere var han sikkert og vel bundet fast
i en Bærestol og blev i en Fart baaret til Chi-Kau-Ho.
"Imidlertid var Chung-Yein vendt tilbage til Kroen, hvor han
betalte Tjenerne og underrettede dem om, at deres Herre pludselig
havde faaet Bud og var rejst alene op ad Kanalen til Tientsin.
Saa besteg Eastover og jeg selv vore Ponyer og fulgte den værdige
Præst ad Havet til.
"Chi-Kau-Ho, der, som De véd, er en elendig og fattig Landsby og
kun besøgt af Dschunker, der bringer Hirse fra Tientsin mod at
faa Fisk til Gengæld, egnede sig udmærket til vore Planer.
Heldigvis var det Højvande, og derfor kunde vi faa vor Byrde om
Bord uden store Vanskeligheder. Til andre Tider er det umuligt
for en Baad, der stikker lidt dybt, at komme i Nærheden af
Landsbyen. Der er en Revle, som De vel véd, der gør dette
umuligt.
"Saa snart vi havde afleveret Manden til Skipperen, gik vi i
Land. En Time senere satte Skibet Sejl, og naar De modtager dette
Brev, er Ypperstepræsten fra Hankow efter al Sandsynlighed et
eller andet Sted blandt Sørøverne i Alongbugten. Da Folkene om
Bord paa Dschunken ikke havde nogen Ærbødighed for hans Tro, og
da han ingen Penge havde hos sig, som han kunde bestikke dem med
for at blive sat i Land igen, tror jeg, han vil finde det
vanskeligt at komme tilbage til Fastlandet igen; men for at
forhindre, at noget som helst af den Art sker, har jeg sagt til
Dschunkens Ejer, at hvis han om seks Maaneder, den enogtyvende
August, bringer ham til Michel Dugenne, som paa den Tid er i
Formosa, skal han faa hundrede Pund Sterling imod at udlevere
ham. Jeg antager at dette stemmer overens med Deres Planer.
"Vore egne Bevægelser er følgende:
"Da vi forlod Chi-Kau-Ho, fragtede vi en Dschunk og sejlede op ad
Kysten til Pea-Tang-Ho og red derfra tilbage til Tientsin, hvor
vi ankom for to Dage siden. Chung-Yein havde jeg belønnet med to
Tusind Dollars, og han er nu paa Vejen til Hongkong, saa hurtigt
som han kan rejse. Jeg tror, han har i Sinde at tage til
Singapore, hvor han vil blive, indtil der ikke mere er Tale om,
at han kan komme i Forlegenhed. Jeg har noteret hans Adresse for
det Tilfældes Skyld, at vi skulde trænge til hans Tjeneste igen.
Hvis De ønsker at se Eastover eller mig, skal vi blive i Tientsin
endnu i fjorten Dage. Derefter har Eastover i Sinde at sejle over
til Japan, medens jeg vender tilbage til Hongkong, hvor jeg altid
vil være at finde under min gamle Adresse.
"Idet jeg stoler paa, at den Maade, paa hvilken vi har udført
dette farlige Hverv, vil tilfredsstille Dem, har jeg den Ære at
undertegne mig
Deres ærbødige
William Prendergast."
"Naa," sagde Nikola, medens han lagde dette kostbare Dokument sammen,
"saa har vi frit Spil, og i Fremtiden agter jeg at være
Ypperstepræsten fra Hankow. I den Tid, De har været syg, har jeg
anstillet en Mængde vigtige Undersøgelser, og jeg tror, at jeg nu
temmelig godt kender den Kurs, vi skal styre. I Morgen tidlig drager
vi ind i Lamaklostret, og dèr maa vi have Øjne og Øren godt med os.
Det vil ogsaa være nødvendigt, at vi forandrer lidt paa vor Dragt, i
alt Fald maa _jeg_ gøre det. Præsten er en gammel Mand, og jeg maa
ligne ham saa meget som muligt."
"Det bliver en vanskelig Rolle at spille saa længe. Tror De, De kan
gøre det?"
Han saá paa mig med et af sine ejendommelige Smil.
"Der var en Tid," sagde han, "da jeg plejede at være lidt usikker med
Hensyn til mine Evner, men siden da har jeg lært mig selv at tro, at
naar en Mand bliver enig med sig selv og fatter en Beslutning, saa er
der intet i Verden, som han ikke kan gøre. Jo, jeg tror, jeg kan
spille den Rolle. De behøver ikke at være bange i den Henseende."
"Jeg er ikke bange," svarede jeg tillidsfuldt, "jeg har den mest
ubetingede Tro paa Dem."
"Det glæder mig at høre," sagde Nikola, "og De kommer til at have
Brug for den. Men lad os nu gaa til Hvile. Klokken fem maa vi begynde
at klæde os paa, og Klokken seks skal jeg undersøge, om Edgehill er
rejst til Tientsin."
Saa lagde vi vore Tæpper til rette og strakte os ud paa Gulvet.
Mindre end fem Minutter efter sov jeg og drømte, at jeg hjalp Præsten
fra Hankow med at bortføre Nikola fra Lamaklostret, til hvilket han
havde begivet sig for at anbringe den Stok, Wetherell havde givet
ham.
Da jeg vaagnede, hørte jeg Hestehove klapre i Gaarden. Det var højlys
Dag, og da jeg saá mig om, opdagede jeg, at Nikola ikke var til
Stede; men han kom straks efter.
"Edgehill er taget af Sted," sagde han med et underligt Udtryk i
Ansigtet. "Jeg har lige fulgt ham, og jeg tror nok, det vil vare
længe, før han prøver at narre Dr. Nikola igen."


IX. KAPITEL.
Lamaklostret.

"Naa," sagde Nikola, da Lyden af Hestehovene var døet hen, "der er
ingen Tid at spilde, lad os klæde os paa."
Jeg fulgte ham ind i Værelset ved Siden af, som, skønt det var noget
større end det andet, var endnu tarveligere udstyret. Her laa nogle
Dragter, og Nikola valgte to af dem.
"Det første, der maa overvejes," sagde han, medens han satte sig paa
en Stol og saá paa mig, "er, at vi maa forandre Formen af vore
Forklædninger i næsten hver Enkelthed, Jeg har tænkt meget
omhyggeligt paa dette, og, som jeg sagde før, vi maa være ganske
forskellige Mænd. Jeg skal være Præsten fra Hankow og De hans
Sekretær. Her er Deres Sager; jeg raader Dem til at klæde Dem paa saa
hurtigt som muligt."
Jeg tog de Klæder, han viste mig, og gik ind med dem i det andet
Værelse. Efter et Kvarters Forløb var jeg ikke Englænder mere. Min
Dragt var af den kostbareste Silke og blomstret og broderet paa alle
tænkelige Maader; over mine Skuldre laa en graa Kappe af det fineste
Væv, min Pisk var meget lang og tyk, medens mine Sandaler og min Hat
var efter sidste Mode. Hvis min Rang skulde være blevet bedømt efter
mine Klæders Pragtfuldhed og Stoffets Værdi, vilde man have antaget
mig for Taotai[5] over en lille Provins eller for Skræder hos en
fornem Embedsmand i Hovedstaden. Da jeg var færdig, satte jeg mig ned
og ventede paa Nikola.
[5] Guvernør.
Kort efter traadte der en høj, mager Kineser ind. Han var vel omtrent
halvtredsindstyve Aar gammel. Hans Ansigt var vejrbidt, og han havde
et tyndt, daarligt plejet Skæg. Han var ledsaget af en mindre Mand,
hvem Alderdommen havde bøjet. Jeg vilde ikke lade mig narre denne
Gang, og derfor sagde jeg paa Kinesisk til den Mand, som først
traadte ind, og hvis Højde nærmest svarede til Nikolas:
"De har ikke været længe om at gøre Dem i Stand."
"Det vilde være taabeligt at være langsom," svarede han; "vi har
meget at gøre," og saa viste han uden flere Ord Vej ned ad Gangen ud
til Bagsiden af Huset. Da vi kom ud i Gaarden, fandt vi en
fuldstændig Kavalkade rede. Der var adskillige Ponyer, en fem seks
beredne Mænd og det dobbelte Antal Tilskuere.
"Et Ord!" sagde jeg til den Mand, jeg antog for Nikola. "Hvilken
Rolle skal jeg spille i dette Optog?"
"De tager vist fejl," sagde Manden. "Hvem antager De mig for?"
"For min Herre," svarede jeg.
"Saa er jeg bange for, De har valgt galt," sagde han. "Hvis De vil
tale med Dr. Nikola, saa er det ham, der stiger op paa Ponyen dér
henne."
Jeg kunde neppe tro mine egne Øjne. Den anden Mand lignede aldeles
ikke Nikola. Han var gammel, mager og helt kroget, hans Ansigt havde
hundrede Rynker, og hans Øjne laa meget dybt, medens hans Kinder var
indfaldne. Hvis det var Nikola, saa kunde han drage hele Kina igennem
paa Kryds og tværs uden Frygt for, at man nogensinde skulde tvivle om
hans Identitet med en gammel Kineser. Jeg gik lige hen til ham og
tiltalte ham som følger, skønt jeg neppe troede, det var muligt, at
det var ham:
"Hvis De er Dr. Nikola," sagde jeg, "hvad jeg neppe kan tro, saa
beder jeg Dem om at give mig mine Instruktioner."
"Naa, saa De kender mig ikke?" hviskede han. "Det glæder mig; jeg
vilde gerne prøve Dem. Jeg tænkte, at hvis De ikke kunde kende mig,
saa var det neppe rimeligt, at nogen anden kunde. Deres egen
Forklædning er fortræffelig; jeg lykønsker Dem til den. Med Hensyn
til Deres Stilling, saa skal det antages, at De er min Sekretær. Men
jeg vil give Dem nogle Vink paa Vejen; lad os komme af Sted!"
"Men sig mig først, hvem er den Mand, som jeg antog for Dem?"
"Det er en Mand, som jeg har sendt Bud efter til Tientsin, medens De
var syg. Jeg har gjort mig en Del Ulejlighed for at overbevise mig om
hans Troskab, saa De behøver ikke at være bange for, at han skal
forraade os. Han ledsager os kun til Lamaklostret, og naar han saa
har ageret første Mand i mit Følge, forlader han os og vender tilbage
til Kysten. Stig saa op paa Deres Hest og lad os komme af Sted!"
Jeg gik hen til min Pony, og da jeg var i Sadlen, red vi langsomt en
efter en ud af Porten, ned ad den overfyldte Gade og hen imod
Yung-Ho-Kung eller det store Lamatempel. Denne uhyre store Bygning,
der har Ord for at være et af de Steder i Kina, der er mest
utilgængeligt for Europæere, ligger i Byens Udkant næsten fem
engelske Mil fra det Kvarter, i hvilket Edgehills Hus laa.
I Betragtning af det ilde Ry, det har, kan man vel tænke sig min
Fornemmelse, da vi kom ridende til den første, store Port. Jeg kunde
ikke lade være at grunde paa, hvorledes Skæbnen vilde handle med os,
naar vi kom indenfor. Det var jo rimeligt, at jeg aldrig mere skulde
se Verden udenfor dets Mure. Det var ikke nogen opmuntrende Tanke, og
jeg søgte at jage den paa Flugt ved at se mig omkring.
Underligt nok var de to første Porte paa ingen Maade vanskelige at
komme igennem. Med den tredie forholdt det sig anderledes.
Den blev lukket lige for Næsen af os. Vi vidste altsaa, at man havde
iagttaget os derinde, men der var ikke Tegn paa, at der var nogen
levende Sjæl. Der herskede en uhyggelig Tavshed i den store Bygning,
og i nogen Tid hamrede vore Tjenere forgæves paa Døren. Saa viste der
sig et raget Hoved ved et lille Gitter, og vi spurgtes om, hvad vi
ønskede.
Om Svaret var tilfredsstillende, kan jeg ikke sige, men da Nikola
saá, at Porten ikke blev aabnet, red han frem, bøjede sig forover og
hviskede noget. Virkningen var magisk, Porten fløj straks op. Saa kom
der en Mand frem og hjalp Nikola med at stige af Hesten. Han gav mig
Tegn til at gøre det samme, og jeg steg altsaa af og fulgte ham. Saa
nærmede en Tjener sig ham, hilste ham med den største Ærbødighed uden
at se paa ham og sagde noget, jeg ikke kunde høre. Nikola vendte sig
om mod mig og bad mig om at betale Folkene. Jeg gjorde det, og de
vendte straks tilbage til Byen, ad samme Vej, de var komne. Saa
henvendte Nikola sig til Munken, som stod og ventede, og sagde, idet
han pegede paa mig:
"Dette er min Sekretær. Jeg maa have ham med, saa jeg beder om, at
han maa faa Lov til at træde ind med mig." Munken nikkede, og vi gik
saa gennem Porten. Da vi var kommet indenfor, gik vi op ad en lang
Stentrappe og kom til en Gaard, der var omgivet af en Mængde smaa
Stenværelser, der lignede Celler. I Midten stod en uhyre stor
Træstatue af Buddha, som straks tiltrak sig éns Opmærksomhed. Den var
mindst halvtredsindstyve Fod høj og bedækket med en Mængde
Ornamenter. I hver Haand holdt den en stor Blomst, der lignede en
Lotusblomst. Paa Hovedet havde den en Guldkrone, og i hvert Blad af
denne kunde man skelne et mindre Billede, der fremstillede det store
i alle Enkeltheder.
Oven over de Celler, jeg lige har beskrevet, var der en Række
Gallerier, til hvilke man kom ad en Trappe fra Gaarden, og oven over
dem hævede der sig Tag efter Tag og Taarn efter Taarn. Fra denne
Terrasse, hvis man kan kalde den saaledes, gik vi videre til en
anden, som blev bevogtet af to prægtige Bronceløver. Vi kom gennem
mange Templer, der alle var dekorerede med kinesiske Tæpper, for ikke
at tale om Prydelser af Guld, Sølv, Elfenben, Bronce og Emaille, og
til sidst kom vi til et, hvor vi blev anmodet om at vente, medens vor
Fører, der øjensynlig havde en høj Rang, gik sin Vej for at søge
Ypperstepræsten.
Vi var næsten alene i tyve Minutter. Der var ganske overordentlig
uhyggeligt. Vinden, som kom ind af Vinduerne paa begge Sider, fik de
lange Silkegardiner til at rasle. Der var en utaalelig Duft af
Røgelsepinde. Og saa havde vi jo oven i Købet Bevidstheden om, at vi
var Bedragere, og at vort Liv afhang af vor Kløgt og Aandsnærværelse.
Hvis Templets Beboere kun fattede mindste Gnist af Mistanke, kunde vi
anse os for Dødsens. I en saadan uhyre stor Bygning, der ikke blev
besøgt af Udlændinge og neppe en Gang var afhængig af Kejseren af
Kina, hvis det kunde nytte os noget, vilde Efterretningen om vor Død
ikke vække megen Interesse. Vi vilde være lige saa fuldstændig
fortabte som Sæbebobler, der stiger majestætisk frem af et Barns
Kridtpibe for at briste og blive til ingen Ting, naar de kommer op i
Luften.
Da de tyve Minutter var gaaet, hørte jeg Lyden af sandal-beklædte
Fødders Trin paa Stentrappen i den fjerneste Del af Hallen. Et
Øjeblik efter viste der sig tre Skikkelser, af hvilke de to førte en
tredie mellem sig. De to var Mænd i deres bedste Alder, den tredie
maatte være mindst firsindstyve Aar gammel. Et Blik var
tilstrækkeligt til at vise mig, at han ikke var ren Mongoler, men
sandsynligvis havde tibetansk Blod i sine Aarer. Baade han og hans
Munke var iførte de buddhistiske Præsters sædvanlige grove Dragter,
og deres Hoveder var lige saa fri for Haar som en Billardkugle.
Da de unge Mænd havde ført den Gamle ned ad Trappen, lod de ham staa
der og trak sig tilbage. Saa gjorde vi den Opdagelse, at
Ypperstepræsten i Lamaklostret foruden at være gammel og svag næsten
var blind. Han stod ganske stille et Øjeblik efter, at han var kommen
ind. Det var en underlig rystende Skikkelse, klædt i en skidengul
Dragt. Endelig kom han med udstrakte Hænder henimod det Sted, hvor vi
stod.
"Sig mig, hvem I er," sagde han, "og hvorfor I saaledes anmoder om
vor Gæstfrihed."
Han talte med høj, bævende Stemme. Det lød mere, som om det var en
Kvinde end en Mand, der talte.
"Jeg er Præst ved Templet i Hankow," sagde Nikola alvorligt; "og jeg
er her af Grunde, der er bedst kendte af dem, som kaldte mig."
"Hvis det er rigtigt, hvad du siger, hvorledes skal jeg saa kende
dig?"
"Véd Maanen ikke mere, at der er smaa Stjerner til?" spurgte Nikola,
idet han talte med en saa fuldendt Akcent, at ingen levende Kineser
kunde have overtruffet ham.
"Jo, men Dagningen gør alt lige," svarede den gamle Mand. "Hvis du er
den, vi har ventet i de sidste tre Uger, saa er der andre Midler, ved
hvilke du kan overbevise os om Sandheden af det, du siger."
Nikola lod Haanden glide ind under sin Kjortel og trak den lille
Stok, han havde fravristet Wetherell, op af Lommen og rakte den til
den gamle Mand. Denne havde aldrig saa snart modtaget den og ladet
Fingrene løbe hen over de kinesiske Tegn, der var graverede paa den,
før hans hele Adfærd ganske forandredes. Han faldt paa Knæ og kyssede
Sømmen paa Nikolas Kjortel.
"Det er tilstrækkeligt! Jeg er overbevist om, at min høje Herre er én
af dem, der er Herre over Liv og Død. Hvis min høje Herre vil følge
sin Tjener, skal der blive sørget for hans Bekvemmelighed."
Medens han talte, famlede han sig frem henimod Trappen, ad hvilken
han var kommet ind i Hallen. Nikola gav mig Tegn til at følge, og vi
gik saa op til et Værelse oven over. Paa Vejen kunde jeg ikke lade
være med at lægge Mærke til Bygningens Soliditet; den kunde med
største Lethed have trodset en Belejring; for Murene var mange Steder
to Fod tykke, ja, undertiden næsten tre Fod.
Trappen førte os til en lang Gang, og paa begge Sider af denne var
der smaa Værelser eller Celler. Saa kom vi til en anden Trappe, som
førte til Bygningens højeste Etage. For Enden af en lang Korridor var
der en lille Forstue behængt med mørktfarvet Silketøj paa samme
Maade, som jeg havde set i den store Hal nedenunder. Derfra kom vi
ind i et Værelse, der var næsten dobbelt saa stort, med tre snævre
Vinduer. Fra det ene af disse opdagede jeg senere, at der var en
smuk Udsigt over Byen Peking.
Da vi var komne indenfor, forsikrede Ypperstepræsten os med sin
bævende Stemme, at alt, hvad vi fandt i hans ydmyge Bolig, stod til
vor Raadighed, og at vi skulde betragte hans Værelser som vort Hjem,
medens vi opholdt os i Klostret. Saa udtrykte han endnu en Gang sin
dybe Ærbødighed og forlod os, sandsynligvis for at sørge for, at der
blev tilberedt et Maaltid til os. Saa snart Lyden af hans Fodtrin
døde hen, sprang Nikola op.
"For saa vidt er det godt," udbrød han. "De ser, han har ikke
Mistanke til os; vi har spillet vore Roller fuldkomment. Hvis jeg
blot i Morgen kan bringe ham i en passende Stemning, saa faar jeg i
en Haandevending Resten af de Oplysninger, jeg ønsker."
Største Del af den Dag morede vi os med at vandre omkring i
Bygningen; vi gik langsomt og med nedslagne Øjne, naar vi mødte
nogen af Munkene, og hilste de forskellige Altre med den dybeste
Ærbødighed; i det hele søgte vi, saa vidt det stod i vor Magt, at
gøre Indtryk af, at vi ingen Ligemænd havde, naar det kom an paa
at bekende Troen. Klokken fem tog vi Del i den sædvanlige
Aftengudstjeneste, der holdtes i den store Hal, og saá for første
Gang Munkene samlede. Jeg kan uden Overdrivelse sige, at jeg aldrig
nogensinde har set en elendigere Forsamling. Det var Folk af alle
Aldre og af alle Klasser, men, saa vidt jeg kunde se, var der ikke
et eneste Ansigt, som ikke tydede paa, at dets Ejer vadede i et
Morads af Sanselighed og Forbrydelse. Jeg tror i det hele taget
ikke, at man kunde finde noget mere skurkagtigt Rak i hele Asien.
Jeg kunde heller ikke lade være at tænke paa, hvordan det vilde gaa
os, hvis vor Hemmelighed blev opdaget, og vi blev nødt til at løbe
Spidsrod mellem disse Mennesker. Gudstjenesten var ikke lang, og
lidt efter en halv Time var vi tilbage i vore Værelser igen. Saa
blev Nikola kaldt til et Møde hos Ypperstepræsten, og medens han var
borte, gik jeg ned og drev omkring i Gaardene.
Det var Nadvertid, og de Munke, der allerede havde spist, drev
omkring og røg og snakkede om Dagens Begivenheder. Hvad de mente om
min Nærværelse, kunde jeg ikke faa at vide, men af en eller to
Bemærkninger, som jeg hørte, slog det mig, at man ikke betragtede mig
med stor Velvilje.
I en af Gaardene -- det var den, hvor vi havde lagt Mærke til den
store Buddhastatue -- var der en Brønd, og paa dens Kant sad der en
halv Snes Mænd. Med deres brogede Klæder, de ragede Hoveder og
mærkeligt formede Piber dannede de i den nedgaaende Sols Skær en
meget malerisk Gruppe. Jeg gik hen imod dem, hilste paa dem og satte
mig paa en Plads, der lige var blevet ledig.
En af de tilstedeværende var en udmærket Fortæller, og han var midt i
en vidtløftig Historie, der var rig paa Guder, Djævle, dydige Mænd og
ærværdige Forfædre, da jeg satte mig ned for at høre efter. Da han
havde endt, gav jeg kraftigt mit Bifald til Kende, og da jeg ønskede
at indsmigre mig hos Selskabet, begyndte jeg selv at fortælle en
Historie. Den blev heldigvis modtaget med megen Velvilje, men jeg
kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at den foregaaende Fortæller
slet ikke syntes om den Lykke, jeg gjorde. Han havde iagttaget mig
lige fra det Øjeblik, jeg sluttede mig til Kredsen, og medens jeg
fortalte, slog det mig, at hans Interesse for mig blev større og
større. Saa fo'r det igennem mig som et Lyn: jeg havde set ham før!
Da dette gik op for mig, følte jeg Angstens Sved paa Panden, min
Stemme kom til at ryste af Sindsbevægelse, og medens jeg begyndte at
tænke paa, hvad jeg skulde gøre, tabte jeg Traaden i min Fortælling.
Jeg saá, at mine Tilhørere betragtede mig overrasket, og der kom et
ondskabsfuldt tilfredst Udtryk i min Medbejlers Ansigt. Jeg søgte at
fatte mig saa godt som muligt og at blive ved, som om der ikke var
noget usædvanligt paa Færde, men det var for sent; jeg havde vakt
Mistanke, og af en eller anden Grund var Mændene komne til den
Slutning, at alt ikke var, som det burde være. Jeg behøver ikke at
sige, hvor bittert jeg angrede, at jeg havde sluttet mig til denne
Kreds. Men det var jo ikke til nogen Nytte, saa et Øjeblik efter
undskyldte jeg mig og vendte tilbage til de Værelser, som Dr. Nikola
og jeg havde faaet anvist. Heldigvis var han alene, men da jeg ikke
kunde vide, om der ikke var nogen i Nærheden, talte jeg ikke straks
til ham, men satte mig ned ved Døren og ventede paa, at han skulde
sige noget. Det gjorde han ogsaa meget snart.
"Jeg har savnet Dem," sagde han lidt skarpt. "Hvad har De gjort i den
Time, der nu er forløben?"
"Jeg har vandret omkring i Bygningen," svarede jeg, "og samtidig
opdaget noget, der er alt andet end behageligt."
"Hvad mener De?" spurgte han, og hans Øjne funklede som en Slanges.
"Jeg mener, at der er en Mand i dette Kloster, som jeg har truffet
før," sagde jeg, "og det under meget ubehagelige Omstændigheder."
"Tror De da, han har genkendt Dem?"
"Jeg haaber det ikke," svarede jeg, "men jeg er bange for det."
"Hvor har De truffet ham, og hvad var det for ubehagelige
Omstændigheder?"
"Det var i Kanton," svarede jeg; "dette Menneske prøvede paa at gøre
Indbrud i mit Hus, men jeg greb ham i rette Tid, og under den
paafølgende Kamp stak han mig i Haandledet. Jeg bærer Mærket af det
den Dag i Dag. Se selv! Han vilde være blevet henrettet, hvis ikke
den Dommer, som skulde afgøre Sagen, havde næret personligt Nag til
mig og ladet ham slippe."
"Lad mig se Arret," sagde Nikola.
Jeg rakte ham min venstre Haand og smøgede Ærmet op, for at han kunde
se bedre; lidt ovenfor Haandledet var der et langt Ar. Nikola
stirrede opmærksomt paa det.
"Det er en alvorlig Sag," sagde han. "De maa være meget forsigtig,
ellers meddeler denne Mand Ypperstepræsten sin Opdagelse, og saa er
vi i en nydelig Fælde. De maa i Fremtiden vænne Dem til at gaa med
Hænderne foldede under Ærmet, og passe paa, hvem det er, De har ved
Siden af Dem."
"Jeg skal huske det," svarede jeg. I samme Øjeblik drønede de store
Gongonger, der kaldte Munkene til Dagens sidste Gudstjeneste. Da vi
var bestemte paa at vise al mulig religiøs Iver, gik vi ned i den
store Hal, der var fuld af Munke. Nikola tog i Kraft af sin
fremragende Stilling Plads ved Siden af Ypperstepræsten. Jeg var i
Nærheden af den vestlige Mur og omgivet af en Flok af de
allermodbydeligste og nederdrægtigste Skurke, som man kunde tænke
sig. Først lagde jeg ikke videre Mærke til dem, men da en Munk kom
til og banede sig Vej hen til mig, blev min Mistanke vakt. Det varede
ikke længe, før den blev bestyrket. Manden ved Siden af mig var den
Fyr, som havde set paa mig paa saadan en underlig Maade nede ved
Brønden. Men selv om han genkendte mig, viste han ikke mindste Tegn
til det. Under Gudstjenesten var han fuldstændig optaget af sine
Andagtsøvelser, vendte ikke Ansigtet hverken til højre eller venstre,
det var ikke, før vi var ved at rejse os op, at han viste sig i sit
sande Lys. Thi i samme Øjeblik jeg rejste mig op fra min knælende
Stilling, tumlede han om imod mig med en saadan Kraft, at jeg
styrtede om paa Gulvet. Saa sprang han frem med Lynets Fart, greb mig
i Armen, rev mit Ærme tilbage og saá paa Arret paa mit Haandled.
Medens han gjorde dette, udstødte han et lille triumferende Skrig.
Jeg laa et Øjeblik ganske stille, alt for optaget og rædselsslagen
over, hvad der var sket, til at sige eller gøre noget, og dog vidste
jeg, at vi var ødelagte, hvis jeg ikke handlede rask.
Hallen var næsten halvt tom nu. Jeg kunde se Nikola staa paa den
anden Side og tale alvorligt med Ypperstepræsten. At afbryde ham
vilde være Helligbrøde, saa efter at jeg havde rejst mig, og Manden
havde forladt mig og var ilet ud efter de andre, stod jeg lidt i
Afstand og ventede paa, at han skulde lægge Mærke til mig. Saa snart
han saá hen i den Retning, hvor jeg var, lagde jeg tre Fingre paa
Panden, et Tegn, som vi var blevne enige om at bruge, naar nogen Fare
truede os, og det var nødvendigt at handle hurtigt. Han saá, hvad jeg
mente, og et Øjeblik efter gjorde han en Undskyldning, sagde Godnat
til Ypperstepræsten, gav mig Tegn til at følge sig og trak sig
tilbage til sit Sovekammer.
Saa snart vi havde naaet det, vendte han sig hurtigt om imod mig,
medens hans Øjne flammede af Sindsbevægelse.
"Hvad nyt har De at fortælle mig?" spurgte han.