Doktor Nikola - 03

sammen med sine ny Værkfæller et Kloster, hvor de samlede en Del
Tilhængere og fortsatte deres Undersøgelser. Skønt den yderste
Hemmelighedsfuldhed blev iagttaget, havde Rygtet om deres Gerninger
efter et Par Aars Forløb udbredt sig. At dette var Tilfældet, véd vi,
for vi finder dem stadig omtalte af kinesiske Historieforskere. Jeg
skal citere en."
Dr. Nikola rejste sig fra sin Stol og gik hen til et gammelt Skab i
den modsatte Ende af Værelset. Af dette fremtog han en stor Bog, i
hvilken der var opklæbet utallige udklippede Sedler og Manuskripter.
Han tog den med hen til mig og satte sig igen. Saa vendte han
Bladene, fandt, hvad han ønskede, og lavede sig til at læse.
"Det vil interessere Dem at vide," sagde han, idet han saá paa mig,
"at det Afsnit, jeg vil læse for Dem, og som jeg selv meget
omhyggeligt har oversat, blev skrevet i samme Aar og Maaned, da
Vilhelm Erobreren landede i England. Det lyder som følger:
"Det er med nogen Mistillid, at jeg taler om denne store Sekt og om
dens særlige Evner. Det paastaas af dem, som er lettroende i saadanne
Sager, at disse Folks Dygtighed til at helbrede er større end alle
andre levende Menneskers, og at deres Evne til at udføre
Trolddomsgerninger, overgaar alle andres. Det siges desuden, at de
har Magt til at genopvække de døde og til at forlænge Menneskets
Levealder ud over det almindelige. Men om disse Ting kan jeg kun
skrive, hvad man har fortalt mig."
Dr. Nikola slog en anden Side op.
"Efter at have oversprunget fem Hundrede Aar," sagde han, "finder vi
dem igen omtalt, denne Gang af Forfatteren Feng Lao Lan, en bekendt
kinesisk Historieskriver, som levede omkring Aaret 1500. Han
meddeler, at de var til stort Besvær for Kongeriget i Almindelighed.
Fra at have været en Samling af nogle faa simple Munke, der levede i
et ensomt Kloster i Thibet, er de nu blevet et af de største
hemmelige Samfund i Østen, skønt den mystiske Magt, som de antages
at besidde, er indskrænket til de tre Hovedmænd eller Øverstebrødre.
Henimod Slutningen af det 16. Aarhundrede er det sikkert, at de
øvede saa stor en Indflydelse i politiske Sager, at det berettigede
Regeringen til at udstede Befaling til deres Udryddelse. Ja, jeg er
tilbøjelig til at tro, at det almægtige Samfund, som har Valgsproget
'Hoan Cheng Hok Beng,' og som De véd øvede en saa umaadelig
Indflydelse i Kina til for ganske kort Tid siden, kun var en
Aflægger af det Samfund, som jeg er saa ivrig efter at udforske. At
Sekten virkelig besidder de videnskabelige og hemmelige Kundskaber,
som man har tilskrevet den i over to Tusind Aar, det er jeg
overbevist om, og hvis der er nogen Magt, som kan hjælpe mig til at
trænge ind i dens Hemmeligheder, saa agter jeg at benytte den. I
vort eget og i andre Lande, som vi plejer at kalde civiliserede, har
man længe haft for Skik at latterliggøre enhver Tro paa, hvad der
ikke tydelig kan ses og forstaas af de allerjævneste Mennesker. For
Gennemsnits-Englænderen findes der ingen mystisk Verden. Men hvor er
han ikke i Modstrid med sig selv i Grunden? For hvis han er
rettroende, saa siger han, at han tror fast paa, at naar Legemet dør,
saa gaar Sjælen til Himlen, det vil sige Olympen, Elysium, Arkadien,
Hesperidernes Have, Valhalla, Paradis eller Nirvana, alt eftersom
Forholdene er. Han har intet Begreb om, eller snarere tror jeg, han
kan ikke give nogen Beskrivelse af, hvad Slags Sted hans Himmel kan
være. Han har alle mulige ubestemte Idéer om den, men skønt det hører
med til hans Religion at tro aldeles fast paa, at der findes saadant
et Sted, er det svøbt i mer eller mindre uigennemtrængelige Skyer.
For at sige Resultatet kort: Han tror, at medens saadanne Ting som,
skal vi sige, Teosofien, er noget Erkevrøvl og ikke fortjener, at man
skænker dem en Tanke, saa har Menneskets Livsessens en anden og
større Tilværelse efter Døden. Med andre Ord, for at sige min Mening
lidt mere tydeligt: Det er ganske sikkert, at dersom man lo af ham,
som han ler af Teosofien og Spiritualismen, saa vilde han anse sig
for berettiget til at betragte éns Latter som en Haan mod hans
Intelligens. Og dog befinder han sig i den yderste Modsigelse med sig
selv. Man kan undre sig over, hvad alt dette Nonsens fører til, men
hvis jeg vilde beskrive Dem alle de mærkelige Ting, jeg har set i
forskellige Lande i Østen, og de vidunderlige Meddelelser, jeg paa
første Haand har faaet af andre, saa tror jeg nok, jeg rolig kan
sige, at De vilde anse mig enten for en Heksemester eller en
latterlig lettroende Person. Ja, Bruce, jeg har været Vidne til Ting,
som synes at stride mod alle Naturlove. Skønt der nu og da blev gjort
Kunster, er jeg overbevist om, at Fænomenerne i de fleste Tilfælde
var virkelige. Og det bringer mig til det Spørgsmaal: Hvad er nu
egentlig Kunster, og hvad er det ikke? Det, jeg sandsynligvis kalder
Taskenspillerkunster, det vil De i ni Tilfælde af ti anse for den
største Trolddom. Men nu har vi talt nok om det; lad mig give Dem en
Illustration til, hvad jeg mener."
Han gik hen til en Buffet og tog et almindeligt Glas og en Karaffel
Vand, som han stillede paa Bordet ved Siden af sig. Saa satte han sig
igen og fyldte Glasset, saa det var lige ved at flyde over. Jeg
iagttog ham omhyggeligt, idet jeg spekulerede paa, hvad der nu skulde
følge.
"Vil De selv undersøge Glasset?" sagde han. "De vil se, at det er
ganske fuldt af Vand. Vil De overbevise Dem om det!"
Jeg undersøgte Glasset og opdagede, at det var saa fuldt, at det var
umuligt at flytte det uden at spilde noget af dets Indhold. Saa sagde
jeg til ham, at jeg var overbevist om, at det var fuldt.
"Meget vel," sagde han, "i saa Tilfælde vil jeg give Dem et Eksempel
paa, hvad jeg kunde have Lyst til at kalde 'Sjæl kontra Legeme.' Det
Glas er ganske fuldt, som De har set. Pas nu paa!"
Fra en Bakke ved Siden af tog han en Tændstik, tændte et Vokslys, og
da det var kommet godt i Brand, holdt han det hen over Glasset, saa
at en Draabe Voks faldt ned i det.
"Naa," sagde han, "nu vil jeg bede Dem om at passe opmærksomt paa det
Voks, medens jeg tæller til tyve."
Jeg gjorde, som han sagde, idet jeg holdt Øjnene stift fæstede paa
den lille runde Voksklat, der flød paa Overfladen af Vandet, jeg saa
paa den, og Vandet sank langsomt dybere og dybere, medens Nikolas
Stemme lød ganske monotont; til sidst var Glasset fuldstændig tomt.
"Rejs Dem saa og undersøg det, men rør ikke ved Glasset," sagde min
Vært. "Overbevis Dem om, at det er tomt, for jeg skal straks kalde
Dem til Vidne derpaa."
Jeg undersøgte omhyggelig Glasset og bevidnede, at der, saa vidt jeg
troede, ikke var en Draabe Vand i det.
"Det er godt," sagde Nikola. "Vil De nu være saa god at sætte Dem ned
og passe paa endnu en Gang."
Denne Gang talte han tilbage, og medens han gjorde det, steg Vandet
igen i Glasset, til det var fuldt, og Vokset flød atter paa
Overfladen.
Et Øjeblik var vi begge tavse. Saa hældte Nikola Vandet tilbage i
Karaflen og gav mig Glasset.
"Undersøg det omhyggeligt," sagde han, "ellers kunde De tænke Dem, at
det var lavet i en engelsk Trylleapparatfabrik. Overbevis Dem om det,
og lad mig saa høre, hvad De mener om dette."
Jeg undersøgte Glasset saa nøje som muligt, men der var ikke Tegn paa
nogen Præparation eller nogen hemmelig Mekanisme.
"Jeg kan ikke forstaa det," sagde jeg, "og jeg kan virkelig ikke give
Dem nogen Forklaring."
"Og dog er De ikke fuldstændig overbevist om, at det ikke er et
snedigt Kunststykke, jeg har gjort, af den Slags, som man kan se hos
Maskelyne og Cook i London. Lad mig give Dem to Prøver til. Se mig
spændt ind i Ansigtet, indtil det Ur derhenne paa Kamingesimsen, som
nu viser to Minutter i halv ti, slaar halv."
Jeg gjorde, som han sagde, og jeg mindes aldrig nogensinde før at
have set et mere koncentreret Blik end hans. Jeg har ofte hørt Folk
sige, at naar Personer, der var begavede med hypnotiske Evner, saá
paa dem, saa følte de sig til Mode, som om de ingen Nakke havde. I
dette Tilfælde kan jeg kun sige, at jeg ikke blot følte mig til Mode,
som om jeg ingen Nakke havde, men som om jeg slet ikke havde noget
Hoved. De to Minutter var lige saa lange som to Timer. Saa slog
Klokken og Nikola sagde:
"Smøg Deres venstre Skjorteærme op og undersøg Deres Arm."
Jeg gjorde, som han befalede og saá nu en nøjagtig Gengivelse af min
egen Underskrift med røde Prikker paa Huden. Medens jeg saá paa den,
forsvandt den efterhaanden, og i Løbet af et halvt Minut var den helt
borte.
"Det er det, jeg kalder et Kunststykke; med andre Ord: det er hverken
mer eller mindre end Hypnotisme. Men De vil undre Dem over, at jeg
har gjort mig saa megen Ulejlighed. For det første gik Vandet slet
ikke ud af Glasset, som De troede, men det blev der ganske roligt,
som De havde set det fra Begyndelsen af. Jeg ønskede simpelthen, at
De skulde indbilde Dem, at det forsvandt, og Deres Fantasi opfyldte
den Fordring, jeg stillede til den. I det sidste Eksperiment havde De
en anden Prøve paa det samme. Naturligvis kan begge Tilfælde meget
let forklares selv af et Menneske, der har givet sig saa lidt af med
den mystiske Verden som De, men selv om De nu kalder det Hypnotisme,
kan De saa give mig en Forklaring af, hvad De mener med det Udtryk?"
"Simpelthen, at Deres Aand er stærkere end min," svarede jeg, "og
derfor kan De beherske den."
"Det er ganske vist den almindelige Teori," svarede han, "men den er
vist neppe korrekt. Selv om min Aand var stærkere, hvor kunde jeg saa
overføre Tanker, som er i min Hjerne, til Deres?"
"Det kan jeg slet ikke forklare," svarede jeg. "Men maa man ikke
henregne det under det, man kalder Tankeoverførelse?"
"Jo, det vil jeg gerne indrømme, men man kan lige saa godt, som De
gør, kalde det Hypnotisme. Jeg vil imidlertid sige Dem, at begge
disse Illustrationer blev givne for at føre os til en anden, der
bringer os endnu nærmere til den Slutning, jeg gerne vil komme til.
Prøv nu paa at henvende Deres Opmærksomhed fuldstændig paa mig; læg
frem for alt Mærke til min Finger."
Medens han talte, begyndte han at svinge i Luften med Pegefingeren.
Den bevægede sig frem og tilbage og dannede Ottetaller, og jeg fulgte
hver Bevægelse meget omhyggeligt. Et Øjeblik efter syntes en lille
blaa Flamme at bevæge sig for Enden af Pegefingeren. Saa, maaske
efter et Minut, saá jeg, eller syntes jeg at se, noget, der lignede
en Sky, som gik ned i den fjerneste Krog af Værelset. Den var nær ved
Gulvet, da jeg først lagde Mærke til den, saa steg den omtrent en tre
Fod op og kom langsomt hen imod mig. Lidt efter lidt tiltog den i
Størrelse. Saa antog den bestemte Former og voksede, indtil jeg
syntes, at jeg opdagede Omridset af en menneskelig Skikkelse. Denne
Lighed tog hurtigt til, og jeg kunde nu tydeligt skelne en Mands
Hoved og Skikkelse. Han var høj og velskabt, hans Hoved var kastet
tilbage, og hans Øjne mødte mine med et ivrigt om end behersket Blik.
Hver Enkelthed var fuldkommen, om det saa var en Ring paa hans
Lillefinger. Ja, hvis jeg havde mødt Manden paa Gaden den næste Dag,
er jeg vis paa, at jeg vilde have kendt ham straks. Et underligt,
orangefarvet Lys omgav ham næsten helt, og i mindre end et Minut var
han igen forsvunden i Skyen; denne trak sig tilbage til Krogen, blev
mindre og mindre og forsvandt tilsidst helt. Jeg gyste lidt, som om
jeg vaagnede efter en uhyggelig Drøm, og vendte mig hen imod Nikola,
der iagttog mig med halvt lukkede Øjne.
Efter at jeg var kommen helt til mig selv igen, tog han et Album fra
Bordet og rakte mig det.
"Se, om De kan finde et Fotografi af den Mand, De lige har set, her i
denne Bog."
Jeg lukkede den op og vendte ivrigt Bladene, indtil jeg omtrent i
Midten opdagede en nøjagtig Reproduktion af det Syn, jeg havde set.
Skikkelse og Ansigt, Holdning og Udtryk var ganske ens, selv Ringen
paa den lille Finger saá jeg. Jeg var fuldstændig overvældet.
"Hvad mener De om mit Eksperiment?" spurgte Nikola.
"Ja, det er jo højst vidunderligt," sagde jeg.
"Men hvorledes forklarer De det?" spurgte han.
"Jeg kan aldeles ikke forklare det," svarede jeg. "Jeg kan kun
antage, som De sagde før, at det ogsaa maa have været Hypnotisme."
"Akkurat," sagde Nikola! "men De vil se, at jeg i dette Tilfælde uden
ydre Midler ikke blot har bevirket, at De saá, hvad jeg tænkte paa,
men at jeg ogsaa fremkaldte det bestemte Udtryk, som den
fotograferede Person havde. Prøven var overmaade heldig. Men
hvorledes overførte jeg det Billede, som var i min Tanke, paa Deres
Øjes Nethinde? De var ganske sikker paa, at De saá Vandet forsvinde i
Glasset for et Øjeblik siden. De vilde have givet Deres Æresord i
Pant paa, at De saá Deres Navn paa Deres Arm, og under andre
Omstændigheder vilde De sandsynligvis have lét, hvis jeg forsikrede
Dem om, at De ikke saá den Mand, hvis Fotografi findes i dette Album.
Meget vel! Naar nu det er afgjort, kan De saa tvivle om, at jeg, selv
om jeg ikke var til Stede i Værelset, kunde vække Dem om Natten og
lade Dem se en eller anden Ven, som De vidste var død for længe
siden, staa ved Deres Seng? Skal jeg svæve omkring i Luften for Dem?
Skal jeg føre Dem ud af dette Værelse og bringe Dem ned paa det
stille Oceans Bund? Skal jeg føre Dem op i Himlen eller ned i det
dybeste Helvede? De behøver kun at sige, hvad De ønsker at se, og jeg
skal vise Dem det lige saa sikkert og fuldkomment, som De saá de
andre Ting. Men husk paa, at alt, hvad jeg har gjort, kun er, hvad vi
kalder Kunster, for det er gjort ved Hjælp af Hypnotisme, der efter
min Mening, selv om De anser den for saa hemmelighedsfuld, hverken er
mer eller mindre end at faa Folk til at tro, hvad man vil, ved sin
egen Aands særlige Evner. Men svar mig nu paa dette: Hvis Hypnotismen
kun er den allermindste Begyndelse til de Kundskaber, som den Sekt,
jeg prøver paa at opdage, er i Besiddelse af, hvorledes maa saa dens
største Hemmeligheder ikke være? Tro mig, naar jeg siger Dem, at hvad
jeg har vist Dem i Aften, det er som et Muldvarpeskud mod et Bjerg i
Sammenligning med, hvad De vil erfare, hvis vi kan trænge igennem til
det Sted, jeg har talt til Dem om. Det giver jeg Dem mit Ord paa. Og
besvar mig nu det Spørgsmaal: Er det Umagen værd at prøve derpaa
eller ikke?"
"Det er Umagen værd," udbrød jeg begejstret. "Jeg vil gaa med Dem og
tjene Dem paa bedste Maade; hvis De spiller ærligt Spil med mig, vil
jeg gøre det samme med Dem. Men der er endnu et Spørgsmaal, jeg maa
gøre Dem: Den Stok, som De fik af Wetherell, har den noget at gøre
med det Arbejde, vi har for?"
"Ja, den har," svarede han, "den er Nøglen til alt. Oprindelig, skal
jeg sige Dem, var der kun tre saadanne Stokke til. Hver enkelt af de
tre Førere af Sekten havde sin af dem. En af de tre forlod i et eller
andet Øjemed Klostret og kom ud i Verden. Han døde paa en
hemmelighedsfuld Maade, og Stokken gik over til Abbeden i Yung
Ho-Kung i Peking, fra hvem den blev stjaalet af en Englænder i min
Tjeneste, der kaldtes Kina Pete, og som vovede sit Liv forklædt som
thibetansk Munk for at faa den. Da han havde stjaalet den, narrede
han mig og flygtede til Australien uden at kende sin Skats virkelige
Værdi. Det hemmelige Samfund opdagede sit Tab og sendte nogle Mænd
efter ham. Under et Forsøg paa at bemægtige sig den blev en af disse
Kinesere dræbt i Nærheden af Queensland, og Kina Pete blev arresteret
i Sydney, anklaget for at have myrdet ham. Wetherell forsvarede ham
og fik ham frikendt, og da han ikke kunde betale ham for denne
Tjeneste, forærede han ham Stokken. En Maaned senere naaede jeg
Sydney for at søge den, men Kineserne var der før mig. Vi prøvede
begge Parter paa at komme i Besiddelse af den, men det lykkedes ingen
af os paa Grund af Wetherells Haardnakkethed. Jeg bød Wetherell, hvad
han vilde have, for den, men han sagde Nej. Jeg bad ham, bønfaldt
ham, alt forgæves. Saa besluttede jeg at tage den med Magt. De véd,
hvorledes det gik. Alt det hændte for et halvt Aar siden. Saa snart
den var i min Besiddelse, vendte jeg tilbage hertil med den Hensigt
at trænge ind i det Indre for at prøve paa at opdage, hvad jeg saa
gerne vilde vide."
"Og hvor er Stokken nu?" spurgte jeg.
"Jeg opbevarer den selv," svarede han. "Hvis De gerne vil se den,
skal det være mig en Fornøjelse at vise Dem den."
"Jeg vilde meget gerne se den," svarede jeg.
Med disse Ord forlod han Værelset for at vende tilbage efter fem
Minutters Forløb. Han satte sig ned, trak et lille Foderal op af
Lommen, og af det fremtog han en meget lille Stok. Det var en ganske
almindelig lille Tingest, kulsort og bedækket med kinesiske Bogstaver
i Guld. Et lille Guldbaand, der var meget falmet og viste Tegn paa at
være gaaet igennem mange Hænder var gjort fast i den ene Ende.
Han rakte mig den, og jeg undersøgte den omhyggeligt.
"Men hvis denne Stok oprindelig er blevet stjaalet," sagde jeg, "saa
vil De da ikke være saa uforsigtig at give Dem i det omtalte Samfunds
Magt med Stokken i Deres Besiddelse? Det vilde jo være den visse
Død."
"Hvis det altsammen laa lige ud ad Landevejen, og der ingen Fare var
at udsætte sig for, saa tvivler jeg meget om, at jeg vilde betale Dem
10,000 Pund for den Fornøjelse at have Deres Selskab," svarede han.
"Det er, fordi der er stor Fare, og fordi jeg maa have lidt Hjælp --
skønt jeg tvivler i høj Grad om, at vi nogensinde slipper levende fra
det -- at jeg tager Dem med mig. Jeg vil opdage de Folks Hemmelighed,
hvis det er muligt, og jeg ønsker ogsaa, at denne Stok, som
utvivlsomt er Nøglen til den yderste Port, saa at sige skal hjælpe
mig i mine Anstrengelser. Hvis De er bange for at ledsage mig, efter
at De har hørt det hele, vil jeg tillade Dem at svigte Deres Løfte og
trække Dem tilbage, medens det endnu er Tid."
"Jeg har ikke Spor af Lyst til at trække mig tilbage," svarede jeg.
"Jeg véd ikke, at jeg er kækkere end de fleste, men hvis De vil tage
af Sted, saa er jeg rede til at ledsage Dem."
"Lad os give hinanden Haanden paa det," udbrød han, idet han rakte
mig sin Haand.
"Sig mig nu, hvad De har i Sinde at gøre," sagde jeg. "Hvorledes vil
De begynde?"
"Ja, for det første," sagde Nikola, "vil jeg vente her, indtil der
kommer en Mand, jeg venter fra Peking. Det er en af det hemmelige
Samfunds Lægbrødre, som er kommen under min Indflydelse, og saa snart
han viser sig, og jeg har faaet Underretning af ham, saa forklæder vi
os, jeg som Embedsmand fra en af Kystprovinserne, De som min
Sekretær, og saa tager vi sammen til Hovedstaden. Naar vi er ankomne
der, vil vi trænge ind i Lamaklostret, det mærkeligste antieuropæiske
Kloster i hele Kina, og der vil vi ved et eller andet Middel afpresse
Ypperstepræsten tilstrækkelige Meddelelser, saa vi kan gøre det næste
Skridt. Derefter rejser vi videre alt efter Omstændighederne."
"Hvornaar mener De at vi skal rejse?"
"Saa snart Manden kommer; maaske i Aften, sandsynligvis i Morgen
tidlig."
"Og saa var det Forklædningerne!"
"Jeg har alt, hvad vi trænger til."
"I saa Tilfælde, antager jeg, at der intet er at gøre, før Sendebudet
kommer."
"Nej, det tror jeg ikke."
"Hvis De saa tillader, vil jeg sige Farvel og gaa i Seng. Saafremt
jeg ikke hører fra Dem i Aften, hvornaar vil De saa have, at jeg skal
se ind til Dem i Morgen?"
"Det skal jeg lade Dem vide før Frokost. De er da ikke bange, vel?"
"Ikke Spor."
"Og De siger ikke noget til nogen om vor Mission, selv om man skulde
prøve paa at tvinge Dem til det."
"Nej, det har jeg jo lovet," svarede jeg, idet jeg rejste mig.
Jeg fulgte ham atter ned i Villaens Korridor og ud paa Verandaen. Saa
trykkede vi hinanden i Haanden, og jeg traadte ud paa Gaden.
Da jeg drejede om Hjørnet og gik i Retning af Vejen, der fører til
den engelske Koloni, saá jeg en Mand, utvivlsomt en Kineser, rejse
sig fra en Krog og følge mig. Han holdt sig et Par Hundrede Skridt
bag mig i nogle Minutter, saa kom der en anden hen til ham, og denne
forlod straks efter sin Kammerat ved en Korsvej og fortsatte Marchen.
Om dette Spioneri kun var tilfældigt, eller om jeg virkelig blev
udspejdet af dem, det kunde jeg i nogen Tid ikke opdage; men da jeg
saá den anden overgive Hvervet til en tredie, og da den tredie
begyndte at formindske Afstanden mellem os, maa jeg tilstaa, at jeg
ikke var helt rolig. Da jeg derfor kom til en befærdet Plads,
skyndte jeg mig, og efter at være gaaet hundrede Skridt, ilede jeg
ned ad en Sidegade; denne førte mig til et andet Stræde, gennem
hvilket jeg kom i Nærheden af det Hus, jeg vilde naa.
Jeg kunde se Lys bevæge sig derinde, saa Beboerne var endnu ikke
gaaet i Seng. Da jeg bankede, traadte én ud af Værelset til højre i
Korridoren og kom henimod Døren, og da han aabnede den, opdagede jeg,
at det var Mc'Andrew selv.
"Hvad behager, er det Dem, Bruce?" udbrød han forbavset, saa snart
han opdagede, hvem hans Gæst var. "De har valgt et temmelig sent
Tidspunkt for Deres Besøg; men det er lige meget, kom blot ind; det
glæder mig at se Dem."
Medens han talte, førte han mig ind i det Værelse, han lige var
kommen ud af. Det var hans Spisestue, som var udstyret paa en noget
tung, men overdaadig Maade. I en Stol ved det lange Bord -- for
Mc'Andrew havde en stor Familie, og de var tolv til Bords hver Dag --
sad der en lille graahaaret Dame, hans Hustru, og lige over hende en
smuk, ung Pige paa seksten Aar, som syede; det var hans yngste Datter
og hans Kæledægge. Jeg kunde se paa deres Ansigter, at mit sene Besøg
ogsaa gjorde dem forbavset, men efter et Par almindelige Bemærkninger
sagde de Godnat og forlod Værelset.
"Jeg antager, at De har en meget vigtig Grund til dette Besøg, ellers
vilde De vel ikke være her?" sagde Mc'Andrew, idet han rakte mig en
Cigarkasse. "Har De hørt om nogen ny Plads, eller er Deres uskyldige
Ven Nikola begyndt at snyde Dem?"
"Nej, der er ikke Tale om nogen af de Ting," svarede jeg leende, "men
da jeg efter al Sandsynlighed forlader Shanghai i Morgen tidlig, før
Bankerne lukker op, kommer jeg til Dem for at se, om jeg kan faa Dem
til at tage Dem af denne Anvisning for mig."
Jeg tog Dr. Nikolas Anvisning frem og rakte ham den. Han tog den,
stirrede paa den, saá op paa mig, saá igen paa den og gav sig til at
fløjte.
"Det ser jo unægtelig ud som en Forretning," sagde han.
"Ja, ikke sandt?" svarede jeg. "Jeg kan neppe tro, at jeg er 10,000
Pund værd."
"Ja, man maa jo ønske Dem til Lykke. Men hvad er det, De vil have, at
jeg skal gøre?" spurgte Mc'Andrew, idet han blev ved med at vende
Anvisningen, som om det var en eller anden Talisman, der pludselig
kunde gribe ham og forvandle ham til en Kamel eller en Blæksprutte,
før han vidste af det.
"Jeg vilde gerne have, at De skulde gemme den for mig," svarede jeg,
"og deponere den i Deres Bank, hvis De ikke har noget imod det. Jeg
rejser min Vej og bliver sikkert et halvt Aar, muligvis et helt Aar
borte, og naar jeg kommer tilbage til Shanghai, skal jeg komme til
Dem og forlange den, det vil sige -- hvis jeg kommer tilbage."
"Og hvis De nu ikke gør det?"
"I saa Fald efterlader jeg det hele til Dem. Vil De i Mellemtiden
være saa venlig at give mig et Forskud paa tyve Pund? Har De noget
imod det?"
"Nej, ikke det mindste," svarede han; "men det er bedst, vi faar
skrevet det op altsammen, saa at der ingen Fejltagelse kan ske."
Han tog et Ark Brevpapir frem og skrev nogle Linier paa det, hvorpaa
han lod mig undertegne det, idet han kaldte paa en af sine Sønner,
for at han kunde bevidne min Underskrifts Rigtighed. Da denne
Formalitet var udført, rakte han mig tyve Pund i Sedler og engelsk
Guld, og vor Forretning var afsluttet. Jeg rejste mig for at gaa.
"Bruce," sagde den gamle Herre paa sin sædvanlige venlige Maade, idet
han lagde Haanden paa min Skulder, "jeg véd ikke, hvad det er, De er
i Færd med, og det kan vist ikke nytte, jeg spørger om det, men jeg
véd, at De har været i temmelig indskrænkede Forhold i den senere
Tid, og jeg er bange for, at De indlader Dem paa en eller anden
Uforsigtighed eller Dumhed. For Himlens Skyld, overvej omhyggeligt,
hvad der taler for og imod, før De gør Skridtet fuldt ud; husk paa,
at et Øjebliks Daarskab kan ødelægge hele Deres Liv."
"De behøver ikke at være bange i den Henseende," svarede jeg. "Jeg
indlader mig paa dette Skridt med aabne Øjne; men jeg er Dem
alligevel taknemlig for Deres Advarsel og for, hvad De har gjort for
mig. Godnat og lev vel!"
Jeg trykkede ham i Haanden og forlod Villaen.
Jeg var ikke halvtredsindstyve Skridt fra Porten, da en Lyd bag ved
fik mig til at vende mig om. En Mand havde siddet i Skyggen paa den
anden Side af Vejen; han rejste sig nu og begyndte at følge mig. Jeg
var ikke i mindste Tvivl om, at det var den samme Person, der havde
ledsaget mig til Mc'Andrews Hus. Saa drejede jeg til højre ned ad en
Sidevej for at se, om han vilde forfølge mig. Han gik samme Vej. Jeg
drejede om igen, han gjorde det samme. Jeg gik over et Stykke aaben
Grund i Stedet for at holde mig i den lige Retning, jeg hidtil havde
fulgt, og han gjorde det samme. Denne Spioneren blev foruroligende,
saa jeg fremskyndede min Gang, og da jeg var kommet til en Sidegade
med et højt Stakit paa den ene Side, gik jeg langs med dette, indtil
jeg naaede en Laage. Jeg fo'r igennem denne, og saa snart jeg var
indenfor, bøjede jeg mig ned i Skyggen. Et halvt Minut efter hørte
jeg Manden komme paa den anden Side. Da han ikke saa mig længere,
standsede han en halv Snes Skridt fra det Sted, hvor jeg krøb sammen.
Da han saa var blevet enig med sig selv om, at jeg maatte være gaaet
over Gaden og ned ad et mørkt Stræde lige over for, gik han ogsaa der
over og var forsvunden et Par Sekunder efter.
Saa snart jeg havde overbevist mig om, at jeg var blevet fri for ham,
gik jeg ud paa Gaden igen og skyndte mig saa hurtigt som muligt hjem
til min Bolig.
Men jeg skulde dog ikke blive fri for min hemmelighedsfulde
Forfølger; for lige da jeg traadte ind i min egen Gaard, viste han
sig. Jeg benyttede mig af min Fordel og fo'r op ad Trapperne til
Verandaen og slap ind. Fra et Vindue saá jeg ham komme op ad Gaden og
staa og se sig om, saa vendte han tilbage ad samme Vej, han var
kommet, og saa saá jeg ikke mere til ham. Mindre end et Kvarter efter
laa jeg i min Seng og sov og drømte om Nikola og bildte mig ind, at
jeg blev forvandlet til en Elefant ved hans Trolddomsmagt.
Hvor længe jeg sov, kan jeg ikke sige, men jeg blev pludselig vækket
ved at føle, at der var nogen i Værelset. Og jeg tog ikke fejl; der
sad en Mand ved min Seng, og i det dunkle Maanelys kunde jeg se, at
det var en Kineser.
"Hvad gør De her?" udbrød jeg og rejste mig op i Sengen.
"Vær stille," hviskede min uindbudne Gæst paa Kinesisk; "hvis De
taler, koster det deres Liv."
Uden at svare stak jeg Haanden ind under min Hovedpude; jeg vilde
tage den Revolver frem, jeg havde lagt der, da jeg gik i Seng. Men
den var borte. Om Kineseren havde stjaalet den, eller jeg blot
troede, jeg havde lagt den der og i Virkeligheden glemt at gøre det,
det kunde jeg ikke sige. Under alle Omstændigheder var det Vaaben,
som mit Liv tilsyneladende var afhængigt af, forsvundet.
"Hvad har De at gøre her?" spurgte jeg for at faa min uhyggelige Gæst
til at tale saa hurtigt som muligt.
"Ikke saa højt!" svarede han. "Det er Dr. Nikola, der sender mig; han
udbeder sig Deres behagelige Nærværelse. De maa komme lige straks."
"Men jeg har jo lige forladt ham," sagde jeg. "Hvorfor sender han Bud
efter mig igen?"
"Det kan jeg ikke sige; men det er muligt, at der er hændet noget
vigtigt," lød Mandens Svar. "Han bad mig sige Dem, at De maatte komme
straks."
Jeg stod op og klædte mig paa saa hurtigt som muligt. Det var klart,
at det ventede Bud fra Peking var kommet, og i saa Fald skulde vi
sandsynligvis tage af Sted før Morgen. Men jeg spildte ikke et
Øjeblik, og saa snart jeg var færdig, gik jeg ud paa Verandaen, hvor
Manden sad og ventede paa mig. Saa gik han med mig ud paa Gaden og
pegede paa en Bærestol, som holdt dér.
"Deres Ven har travlt," sagde Manden, "han bad mig om ikke at spilde
et Øjeblik."
"Ja, De kan gaa lige saa hurtigt, De vil," svarede jeg, "jeg er