Doktor Nikola - 13

Han vendte sig om imod sin Fælle og tog en stor Jernske fra ham.
Denne lagde han paa Fyrfadet, hvorefter han hældte en Spiseskefuld af
den Vædske, der fandtes i den omtalte Flaske, som Nikola havde holdt
i Haanden, paa den. Medens Skeen blev opvarmet, begyndte Vædsken at
dampe svagt, og Lugten af denne Damp mindede mig noget om en Blanding
af Sandeltræ og Kamfer.
Da Vædsken var færdig til Brug, afførte den anden Mand Patienten hans
Klæder. Medicinen blev derpaa hældt i hans Mund. Denne og hans
Næsebor blev bundne til, og efter at have mistet Bevidstheden,
hvilket han gjorde i mindre end et Minut, blev han indsmurt fra Top
til Taa med en skarptlugtende Salve. Det gik med den ligesom med
Vædsken, da den blev opvarmet; den opløste sig delvis i en Damp, som
svævede omkring Legemet og steg omtrent tre Tommer op i Luften.
Uddunstningen varede i omtrent fem Minutter, saa begyndte den at
holde op, og saa snart det var sket, blev han igen indsmurt,
hvorefter de to Mænd æltede Legemet paa en lignende Maade som
Massører plejer at gøre. Hidtil havde Mandens Hudfarve været
zinkagtig hvid, men nu blev den efterhaanden som et sundt Menneskes.
Massagen blev foretaget igen, og da den var tilendebragt, begyndte
Lemmerne at dreje sig paa en krampagtig Maade. Da der var gaaet en
halv Time, blev Bindet taget fra Munden og Næseborene, og Manden, der
hidtil havde ligget som om han sov, aabnede Øjnene.
"Bevæg dine Arme," sagde den gamle Mand i en bydende Tone.
Patienten gjorde hurtigt, som det blev ham befalet.
"Bøj dine Ben."
Han adlød.
"Rejs dig op."
Han rejste sig fra Baaren og stod foran dem, tilsyneladende saa stærk
og sund, som et Menneske kunde være.
"I Morgen skal denne Behandling gentages, og Dagen efter vil du være
helbredet; gaa saa og aflæg Taksigelser," sagde den gamle Mand med
højtidelig Alvor. Saa vendte han sig om mod Nikola og vedblev:
"Du har set vor Magt. Kan noget Menneske i Verden udenfor disse Mure
gøre det samme?"
"Nej, de er saa uvidende som Ormene under Jorden," sagde Nikola. "Jeg
priser Buddha for denne Mands Frelse."
"Pris den, hvem Prisen skyldes," svarede den gamle, "og nu, da du har
set saa meget, er det passende, at du gaar endnu videre, og for at
gøre det er det nødvendigt, at vi drager det Forhæng til Side, som
skiller Menneskets Liv fra Døden. Er du bange?"
"Nej," svarede Nikola, "jeg nærer ingen Frygt."
"Det er godt," sagde den ældre Mand, idet han igen slog paa
Gongongen.
Da Munken atter viste sig, gav han ham en Befaling, og Manden trak
sig straks tilbage. Da han kom igen, bragte han og hans Ledsager en
anden Baare, paa hvilken der laa Liget af en Mand. Efter at Munken
var gaaet, sagde den gamle Præst til Nikola:
"Se paa denne Person, min Søn. Hans jordiske Pilegrimsgang er forbi,
han døde af Alderdom i Morges. Han hørte til vore Lægbrødre og var en
from og hellig Mand, og han passer til at føre dig, om hvis Fromhed
jeg har hørt saa meget, ind i vort store indre Kundskabsland.
Undersøg ham selv og overbevis dig om, at Livskraften virkelig har
forladt ham."
Nikola bøjede sig ned over Baaren og gjorde, som han fik Opfordring
til. Da han var færdig med sin Undersøgelse, sagde han roligt:
"Det er, som du siger. Broderens Liv er udslukt."
"Er du overbevist om Sandheden af dine Ord?" spurgte den anden Mand.
"Ja, jeg er."
"Saa vil jeg endnu en Gang vise dig, hvad vor Videnskab formaar."
Ved sin Fælles Hjælp hentede han noget, der saá ud som et stort
elektrisk Batteri, og stillede det ved den døde Mands Fødder. Præsten
forbandt nogle Traade med Liget, og efter at han havde taget et
Haandtag i hver Haand, satte han sig i Stilling og lukkede Øjnene.
Skønt jeg gjorde mig den største Umage kunde jeg ikke se, hvad han
gjorde, men saa meget er jeg sikker paa, at han et Øjeblik svajede
frem og tilbage, syntes at aande med Vanskelighed og tilsidst at
blive næsten stiv. Saa kom der en lang Pavse, der maaske varede i tre
Minutter, og derefter aabnede han Øjnene, hævede sin højre Arm og
pegede paa den døde Mands Ansigt. Medens han gjorde det, saá jeg til
min Rædsel, at Ligets Øjne aabnede sig. Han syntes igen at bede, saa
pegede han paa den højre Arm, hvorpaa den døde Mand løftede den og
lagde den over sit Bryst, saa paa den venstre, der gjorde det samme.
Da begge de hvide Hænder var i denne Stilling, vendte han sig om imod
Nikola og sagde:
"Er der noget i din Lærdom, som kan give dig Evne til at gøre dette?"
"Nej," sagde Nikola, som jeg kunde se var lige saa forbavset som jeg.
"Men vor Magt ender ikke her," sagde den gamle Mand.
"Hvad mere kan du da lære mig, vidunderlige Fader?" sagde Nikola.
Manden svarede ikke, men lukkede igen Øjnene et Øjeblik. Idet han saa
stadig vedblev at holde paa Haandtagene, men pegede med dem hen imod
den døde Mand, raabte han højt:
"I, som er døde, staa op!"
Og saa -- men jeg venter ikke, at man skal tro mig, naar jeg siger
det -- saa rejste den Mand, der havde været død i ti Timer, sig lidt
efter lidt fra Baaren, og tilsidst stod han for os. Jeg vedblev at
iagttage, hvad der skete. Jeg saá Nikola fare frem, som om han var
ude af sig selv, jeg saá den anden Mand udstrække sine Arme for at
holde ham tilbage, og saa faldt Liget sammen paa Gulvet. De to Mænd
sprang straks frem, løftede det op og lagde det paa Baaren igen.
"Er du saa tilfreds?" spurgte den gamle Mand.
"Jeg er opfyldt af Forundring. Er det muligt, at jeg kan faa mere at
se?" spurgte Nikola.
"Vil du se mere?" svarede den ældste af de to med Gravrøst. "Saa skal
du som sidste Bevis paa vor Magt, før du aflægger de endelige Løfter
til vor Orden, hvorefter alle Hemmeligheder maa aabenbares for dig,
trænge ind i Skyggernes Land og, for saa vidt det er muligt for
Menneskeøjne, se vor Ordens døde Førere fra alle Tidsaldre staa foran
dig."
Ud af en Pose, der hang ved hans Side, tog han saa en Haandfuld af
noget, der saá ud som tørrede Urter. Han kastede dem i Ilden og
næsten straks efter var Værelset fyldt med tæt Røg. Et Par Sekunder
kunde jeg intet skelne, saa drev den langsomt bort, og lidt efter
lidt syntes jeg, at jeg kunde se med en mærkelig Klarhed. Om jeg var
hypnotiseret og indbildte mig, at jeg saá, hvad jeg skal beskrive,
eller om det virkelig hændte, det vil jeg aldrig faa at vide. En Ting
er imidlertid sikker, Værelset var fyldt med skyggeagtige
Menneskeskikkelser. De var fra forskellige Tidsaldre og hørte
øjensynlig til alle Nationer. Nogle var Kinesere, andre Singhalesere,
atter andre Thibetanere, medens en eller to sikkert var Ariere og,
saa vidt jeg kunde se, lige saa godt kunde have været Englændere.
Værelset var fuldt af dem, men der var noget uvirkeligt ved dem. De
bevægede sig frem og tilbage uden en Lyd, men dog med regelmæssige
Bevægelser. Jeg iagttog dem, og medens jeg gjorde det, kom der en
Rædsel over mig, som jeg aldrig havde kendt Mage til hele mit Liv.
Jeg følte, at hvis jeg ikke kom ud af Værelset straks, vilde jeg
falde besvimet om paa Gulvet. I denne Tilstand skyndte jeg mig hen
til den Dør, gennem hvilken jeg var traadt ind, fløj op ad Stigen
gennem Hvælvingen og derpaa gennem Hulen til det Sted, hvor jeg havde
staaet, da Nikola havde forladt mig, og saa faldt jeg besvimet om paa
Gulvet.
Hvor længe jeg laa i denne Afmagt, kan jeg ikke sige, men da jeg kom
til mig selv igen, var jeg endnu alene.
Det maa have været en hel Time senere, at Nikola kom ind til mig. Den
Munk, der havde ført os ind i Hallen, ledsagede ham og førte os hen
imod Tunnelen. Dèr modtog Dværgen os og førte os tilbage til vore
Værelser.
Da vi var der, trak Nikola sig tilbage til det inderste Værelse uden
at værdige mig et Ord. Jeg var for overvældet og, jeg maa tilstaa
det, for forskrækket over, hvad jeg havde set, til at have Kraft til
at indlade mig med ham straks, og derfor lod jeg ham alene.
Han kom imidlertid et Øjeblik efter ind i mit Værelse, gik hen til
mig, medens jeg sad paa min Seng, og lagde sin Haand venligt paa min
Skulder. Jeg saá ham ind i Ansigtet, det var blegere, end jeg
nogensinde havde set det før.
"Bruce," sagde han, ikke uden et Anstrøg af Beklagelse i sin Tone,
"hvor kan det være, at De ikke gjorde, hvad jeg sagde, De skulde
gøre."
"Det var min fordømte Nysgerrighed," sagde jeg bittert "men tro ikke,
at jeg ikke er bedrøvet over det. Jeg vilde give alt, hvad jeg ejer i
Verden for ikke at have set, hvad jeg saá i det Værelse."
"Men De har set det, og intet kan nogensinde berøve Dem den Kundskab;
De vil føre den med Dem i Graven."
"Graven," svarede jeg bittert, "hvad Haab er der selv i Graven efter
hvad vi har set i Aften? Ak, for Himlens Skyld, Nikola, lad os komme
bort fra dette Sted i Aften, hvis det er muligt."
"De er altsaa bange," svarede han med et underligt Udtryk i Ansigtet,
"jeg troede ikke, De var en Kryster, Bruce."
"I denne Henseende er jeg en Kryster," svarede jeg. "Giv mig noget at
gøre, noget menneskeligt at kæmpe imod, bestemte Farer, og jeg er
Deres Mand, men jeg egner mig ikke til at kæmpe imod det usynlige."
"De maa huske paa, at det ikke blev forlangt, at De skulde se dem."
"Det véd jeg, og jeg har maattet bøde haardt for min Ulydighed."
"Lad os saa ikke tale mere om det; husk paa, Bruce, at jeg stoler paa
Dem."
"De behøver ikke at være bange," sagde jeg efter en Pavse, der varede
nogle Øjeblikke. "Selv om jeg kunde slippe bort herfra, vilde jeg for
Deres Skyld gennemføre Sagen, hvad der saa end skete."
"Jeg takker Dem for den Forsikring. God Nat."
Med disse Ord trak Nikola sig tilbage til sit Værelse, og jeg lagde
mig paa min Seng, men sandelig ikke for at sove.


XV. KAPITEL.
Hvorledes Nikola blev indviet.

Saa snart jeg vaagnede den næste Morgen, gik jeg ind i Nikolas
Værelse. Til min Overraskelse var han der ikke, og han viste sig
heller ikke før omtrent en Time senere. Da han gjorde det, kunde jeg
se, at han var fuldstændig udmattet, skønt han bestræbte sig for ikke
at vise det.
"Hvad har De taget Dem for?" spurgte jeg, da han traadte over
Dørtærskelen.
"Jeg har gjort mig skikket til min Stilling ved at blive indviet i
flere Hemmeligheder," svarede han. "Bruce, hvis De kunde have set
alt, hvad jeg har set siden Midnat, tror jeg virkelig, det vilde være
umuligt for Dem nogensinde at blive en lykkelig Mand igen. Naar jeg
siger Dem, at det, jeg har været Vidne til, endogsaa har gjort mig
forskrækket, saa vil De faa et svagt Begreb om, hvad jeg mener."
"Hvad har De da set?"
"Jeg har set Kødet paa Mumier af Mennesker, der er døde for næsten
tusind Aar siden, blive gjort blødt og sundt som et lille Barns. Jeg
har set kirurgiske Kunster, som den største Operatør i Evropa vilde
anse for umulige. Jeg har set et nyt Bedøvelsesmiddel, som ikke
berøver Patienten hans Sanser og dog gør ham ufølsom for Smerte, og
jeg har set andre Ting, som jeg ikke engang tør beskrive for Dem."
"Og De var ikke fristet til at trække Dem tilbage?"
"Kun én Gang," svarede Nikola aabent, "jeg nølede næsten et Minut,
vil jeg tilstaa, men saa tvang jeg mig til at gaa videre. Da det var
overstaaet, var Resten let. Men jeg kan ikke blive her og snakke med
Dem. Dagen i Dag skal være en stor Dag for os. Jeg maa lægge mig lidt
for at faa min Kraft igen. Vil De kalde paa mig, hvis man vil tale
med mig, men ellers ikke forstyrre mig."
Omtrent Klokken to om Eftermiddagen viste der sig en Dværg, som
meldte, at Nikola skulde møde i den store Hal. Han forlod straks
Cellen og blev borte, indtil Tusmørket faldt paa. Da han kom igen,
saá han mere ud som en Aand end som et Menneske, men selv da, træt
som han utvivlsomt var, vilde han med sin Jernvillie ikke indrømme,
at der var noget, der hed Træthed. Han værdigede mig neppe et Ord,
men gik ind i det inderste Værelse, hvor han næsten til Klokken otte
sysselsatte sig med at gøre Optegnelser og forfatte en nøjagtig
Beretning om alt, hvad han havde set. Jeg sad paa min Seng og saá paa
Faklens Skin paa Væggen og følte mig omtrent saa elendig, som det var
muligt for et Menneske at være. Jeg kan ikke sige, hvorfor jeg var
saa nedtrykt, men det er sikkert, at alt bragte mig til at finde
Situationen uhyggelig. Jeg tænkte paa min gamle engelske Skole og
spekulerede paa, om hvis man den Gang havde fortalt mig, hvad der
skulde hænde senere hen, om jeg saa vilde have troet det. Jeg tænkte
paa Gladys, min søde Kæreste, og jeg spurgte mig selv, om jeg
nogensinde skulde se hende igen, og jeg var lige ved at tage den
Medaillon, hun havde givet mig, frem, da jeg hørte Fodtrin paa
Stenene udenfor. Et Øjeblik efter kom den samme Dværg, der havde ført
os ind den foregaaende Aften, ind i Værelset. Uden et Ord pegede han
paa Døren til det inderste Værelse. Jeg antog, at han dermed vilde
tilkendegive, at Myndighederne paa dette Sted ønskede, at Nikola
skulde komme til dem, og gik ind og sagde ham det. Han gemte straks
sit Papir og sit Blyant og gav mig Tegn til at forlade Værelset og
gaa i Forvejen. Dværgen gik i Spidsen, saa kom jeg, og Nikola fulgte
efter. Paa den Maade kom vi igennem en Gang, og saa gennem en anden,
steg op og ned ad utallige Trapper og naaede til sidst Tunnelen til
den store Hule, den samme, i hvilken vi havde gennemgaaet Eventyrene
den foregaaende Nat. Ved denne Lejlighed blev Døren bevogtet af mere
end en halv Snes Munke, som var opstillede i to Rækker, gennem hvilke
vi passerede.
Hulen havde været ganske tom, da vi besøgte den den foregaaende
Aften, men saá nu helt anderledes ud. Hundreder af Fakler flammede
fra Ringene paa Væggene og kastede deres rødlige Skær paa Murene og
Loftet og blev genspejlet som i Millioner af Diamanter i Stalaktiter,
der hang ned fra Loftet.
I den bageste Del af den store Hule var der en stor og smukt prydet
tredobbelt Trone, og lige over for den, men halvvejs nede i Hulen,
var der en Forhøjning, bedækket med et fint rødt Klæde med tunge
Sølvfrynser. Da vi traadte ind, blev vi hilst med den samme
hemmelighedsfulde Musik, som vi havde hørt den Dag, vi ankom. Den
blev stærkere og stærkere, indtil vi naaede Forhøjningen, og da saa
Nikola havde indtaget sin Plads og jeg min, lidt tilbage fra ham,
begyndte den at dø langsomt hen igen. Da den var holdt op, slog en
stor Klokke i Taget over vore Hoveder tre Slag. Dens Støj var næsten
øredøvende. Den syntes at opfylde hele Hulen og saa lige som den før
omtalte Musik at dø langsomt hen igen. Endnu en Gang blev det samme
Antal Slag gentaget, og Lyden døde atter hen. Da man ikke kunde høre
den længere, blev Forhænget trukket til Side i Baggrunden, og Munkene
begyndte at komme langsomt ind fra begge Sider, ligesom de havde
gjort ved den første Gudstjeneste efter vor Ankomst. Der maa have
været næsten fire Hundrede. De var alle sortklædte, og alle havde de
den samme løjerlige Hætte over Hovedet, som jeg har beskrevet
tidligere.
Da de havde indtaget deres Pladser paa begge Sider af den Forhøjning,
paa hvilken vi stod, blev det Forhæng, som dækkede Indgangen, gennem
hvilken jeg var fulgt efter Nikola ned i det underjordiske Kammer
Aftenen i Forvejen, draget til Side, og en ny Procession traadte ind.
Først kom der tredive Dværge, som hver bar en tændt Fakkel i Haanden.
Derefter fulgte næsten hundrede hvidklædte Munke, som svang
Røgelsekar, saa kom der en halv Snes graaskæggede Præster i Sort, men
uden Hovedbeklædning, og derefter de to Mænd, som var Førere for
denne mærkelige Sekt.
Da Processionen naaede Tronen, delte den sig i to Dele, og hver
Halvdel tog Plads i en halvmaaneagtig Form paa hver sin Side. De to
Førere satte sig under Tronhimlen, og i det Øjeblik, de gjorde det,
drønede de store Klokker igen. Da Ekkoet døde bort, rejste alle
Munkene, som hidtil havde knælet, sig op og istemmede paa én Gang en
Hymne. Skønt Musiken og Ordene var yderst barbariske, var der noget i
Virkningen, der over al Maade gjorde Indtryk. Hymnen holdt lige saa
pludselig op, som den var begyndt, og saa traadte en Mand frem af de
hvidklædte Munkes Skare med et Papir i Haanden. Med høj Røst
erklærede han, at det havde behaget de to Store i Bjergene at udfylde
den ledige Plads, som saa længe havde staaet tom i Triumviratet. Af
den Grund havde de hidkaldt en Mand, der havde Ry for Visdom og
Hellighed frem for nogen anden, det var ham, de kunde se foran dem.
Han havde gjort det hemmelige Samfund store Tjenester, han havde vist
sig at være en retfærdig Mand, og nu stod der kun tilbage for ham at
meddele, om han var villig til at paatage sig Ansvaret for det Hverv,
han var blevet kaldet til. Efter at have endt sin Tale, trak Manden
sig tilbage fra sin Plads igen. Saa kom fire af de hvidklædte Munke,
to fra hver Side af Tronen, langsomt ned ad Gangen hen imod Nikola,
bød ham følge sig og førte ham i Procession til Værelset bag
Forhænget. Medens han var borte, var der ingen, der rørte sig eller
talte et Ord.
Da der var gaaet omtrent ti Minutter, kom der en lille Procession ud
igen, og Nikola sluttede den. Han var nu iført de Højtidsklæder, som
hørte til hans Embede. Hans høje, magre Skikkelse og ærværdige Maske
svarede vidunderlig til dem, og da han atter stod paa Forhøjningen
foran mig, kunde jeg ikke lade være med at tænke, at jeg aldrig havde
set en mere imponerende Skikkelse.
Igen drønede den store Klokke, og da Lyden var holdt op, traadte den
Mand, som først havde talt, frem og bekendtgjorde med høj Stemme for
alle de tilstedeværende, at den forhenværende Præst fra Hankow var
forberedt paa at paatage sig sit Embedes Pligter og Ansvar. Da han
trak sig tilbage til sin Plads igen, kom to Munke frem og førte
Nikola op ad Midtergangen hen imod den tredobbelte Trone. Da han kom
til Foden af denne, kastede de to Store de Slør, de hidtil havde haft
paa, og kom ham i Møde. Efter at de havde udstrakt Haanden imod ham,
var de ved at føre ham til sin Plads, da der pludselig fandt en
Bevægelse Sted nede i Hallen.
Skønt denne Lyd kun bestod af en hastig Hvisken, kom som med et Lyn
alle mine Anelser tilbage, og det var, som om mit Hjerte skulde staa
stille. Hovedmanden for de tre lod Nikolas Haand falde, henvendte sig
til en af Munkene og bød ham gaa ned i Hallen og faa at vide, hvad
det var for en usømmelig Afbrydelse. Manden gik og var nogle Minutter
borte. Da han vendte tilbage, var det for at melde, at der var en
fremmed i Klostret, som forlangte de to i Tale straks i Anledning af
en Sag, der angik det Valg, som skulde finde Sted.
Han fik Befaling til at komme ind, og et Par Minutter efter viste en
tilsølet og udmattet Kineser sig og nærmede sig ydmygt Tronen. Hans
fire Følgesvende blev staaende ved Døren.
"Hvem er du, og hvad har du her at gøre?" spurgte den gamle Mand med
en Stemme, der lød som en Trompetfanfare. "Tror du, at du faar Lov
til at forstyrre os paa denne usømmelige Maade?"
"Jeg beder om Tilgivelse, men jeg har god Grund til det, min Fader,"
svarede Manden med en Hilsen helt ned til Jorden.
"Saa lad os da høre den og vær hurtig. Hvad er dit Navn, og hvorfra
kommer du?"
"Jeg er Ypperstepræsten fra Templet i Hankow, og jeg kommer for at
bede om Retfærdighed," sagde Manden, og medens han sagde det, lød der
en meget forbavset Mumlen i Hallen. Jeg saá Nikola træde et Skridt
tilbage og saa staa ganske stille. Hvis denne Mand talte Sandhed, var
vi fortabte.
"Du taabelige Mand, som kommer og fortæller os saa usand en
Historie," sagde den ældste af de to, "véd du da ikke, at Præsten fra
Hankow staar dér for dig?"
"Det er ikke sandt," sagde Manden. "Jeg kommer for at advare dig og
melde, at den Mand er en Bedrager. Han er ikke Præst, men en fremmed
Djævel, der lod mig fange og sende bort, medens han indtog min
Plads."
"Hvorledes kommer du da her?" spurgte den anden.
"Jeg undslap," sagde Manden, "fra dem, som han havde betalt for at
passe paa mig, og drog til Tientsin og derfra til Peking, og saaledes
er jeg her."
"Min Fader," sagde Nikola lige saa roligt, som om der ikke var noget
ualmindeligt i Vejen, "vil du finde dig i, at jeg bliver bagvasket
med en saa snedigt opfundet Historie? Havde jeg ikke et Brev med mig
fra Ypperstepræsten i Lamaklostret, som underrettede dig om, at jeg
er den Mand, du ventede? Vil du da beskæmme mig saaledes i Verdens
Øjne?"
Den gamle Mand svarede ikke.
"Jeg har ogsaa et Brev fra Ypperstepræsten," sagde den nyankomne
ivrigt, hvorpaa han trak et Dokument frem og rakte det til den anden
af de to.
"Stille, stille! Vi vil trække os tilbage og overveje denne Sag,"
sagde den gamle.
Saa vendte han sig til Munkene og sagde alvorligt: "Sørg for, at
ingen af disse Mænd undslipper." Derefter trak de to sig tilbage til
det indre Værelse, hvorfra de var kommet, da Ceremonien begyndte.
Vi ventede i dyb Tavshed paa deres Tilbagekomst, og i den Tid, de var
borte, iagttog jeg en mærkelig Kendsgerning, som jeg har iagttaget en
eller to Gange før i mit Liv. Skønt jeg hele Dagen havde frygtet, at
der forestod en Katastrofe, saa gik det dog saaledes, at da den kom,
og jeg maatte se den ind i Ansigtet, saa forsvandt al min Frygt som
Dug for Solen. Min Nervøsitet forlod mig som en Kappe, jeg havde
strøget af mig, og jeg syntes, at det var saa sikkert, at det vilde
gaa os godt alligevel, at jeg kunde møde vor Skæbne med et Smil.
Da der omtrent var forløbet fem Minutter, opstod der et Røre i
Nærheden af Døren, og straks efter vendte de to tilbage og besteg
deres Trone. Det var den gamle Mand, der talte.
"Vi har undersøgt Brevene," sagde han, "og i vor Visdom har vi
besluttet, at det vil være det klogeste at opsætte vor Dom en Stund.
Denne Sag maa yderligere undersøges." Han henvendte sig derpaa til
Nikola og vedblev: "Tag de Klæder af. Hvis du er uskyldig, skal de
blive givet dig igen, og du skal bære dem med Ære for dig selv og
hele vor Ordens Ærbødighed; men hvis du er skyldig, saa bered dig til
Døden, thi intet menneskeligt Væsen kan da frelse dig."
Nikola afførte sig straks sine pragtfulde Gevandter og rakte dem til
de Munke, der stod rede til at modtage dem.
"Du vil nu blive ført tilbage til de Celler, du hidtil har beboet,"
sagde den gamle. "Sent i Nat vil denne Sag blive overvejet igen."
Nikola bukkede med den Ynde, der var saa ejendommelig for ham, og kom
saa tilbage til mig, hvorefter vi blev eskorteret af et dobbelt Antal
Munke til vore Værelser og ladet alene, men ikke før vi havde
iagttaget, at der blev stillet bevæbnede Vagter ved Porten oppe paa
Trappen, der førte til Hovedgangen.
Da jeg havde overbevist mig om, at der ingen var nær nok til at
lytte, gik jeg ind i Nikolas Værelse, idet jeg ventede at finde ham
nedslaaet, fordi hans Plan var mislykkedes. Jeg vilde give mig til at
trøste ham, men han afbrød mig, idet han strakte Haanden frem.
"Jeg er naturligvis forfærdelig ked af, at vort Eventyr ender paa
denne Maade, men vi har ikke Ret til at være misfornøjede, for vi har
den Tilfredsstillelse at vide, at vi har spillet vore Kort som Mænd.
Vi har ikke taget det sidste Stik hjem, men hvad kan vi gøre for
det?"
"Og hvad skal nu Resultatet af det hele blive?"
"Det bliver meget simpelt. Hvis vi ikke finder en Maade at undslippe
paa, saa maa vi bøde med Livet for vor Ubesindighed. Jeg tror ikke,
jeg bryder mig saa meget om det for min egen Skyld, skønt jeg meget
gerne vilde have haft en Lejlighed til at udføre de Ting, jeg har
lært her, i Praksis, men jeg er meget ked af det for Deres Skyld."
"Det er meget pænt af Dem."
"Aa, De maa ikke misforstaa mig; jeg tænker paa den stakkels Pige i
Peking, der tror saa fuldt og fast paa Dem."
"For Guds Skyld, tal ikke om hende, ellers bliver jeg en Kryster. Er
De sikker paa, at der ikke er nogen Mulighed for Flugt?"
"Ærlig talt, jeg kan ikke se nogen, men De kan være vis paa, at jeg
skal anvende al min Kløgt i Aften for at fremstille Sagen til Gavn
for mig, skønt jeg ikke har noget Haab om, at det vil lykkes mig. Ser
De, denne Mand har alle Kortene paa Haanden, og vi, ja det er, som om
vi spillede ganske alene imod hele Banken. Naa, men jeg tror ikke, at
det kan nytte noget at tænke paa Sagen før efter Sammenkomsten i
Aften."
Timerne forløb langsomt, og hvert Øjeblik ventede jeg at høre
Fodtrampen paa Stenene udenfor og at blive kaldt til Forhør. Endelig
traadte to Munke ind i mit Værelse og bød mig hente min Herre. Da jeg
havde gjort det, gik vi i Gaasegang op ad Trapperne og gennem en
Korridor, denne Gang højere op, i Stedet for, at vi var steget ned
ved tidligere Lejligheder.
Vi kom til en bred Afsats og blev modtaget af en Flok bevæbnede
Munke. En af dem befalede os at følge ham, og vi gik da gennem en Dør
og traadte ind i et stort Værelse, hvor der sad to Mænd ved et Bord.
Bag dem og paa begge Sider var der Rækker af Munke, og omgivet af
Vagt i den modsatte Side af Salen stod den Mand, som var kommet med
Anklagen imod os.
Paa et Tegn af en Munk, der øjensynlig var Befalingsmand over Vagten,
blev jeg skilt fra Nikola, og saa begyndte Undersøgelsen.
Først meddelte den sidst ankomne sin Historie. Han beskrev, hvordan
han i Landsbyen Tsan-Chu var blevet forraadt af to Mænd, som, da de
havde sikret sig hans Person, havde ført ham ud paa Havet og holdt
ham fangen om Bord paa et Skib. Disse Folk var Englændere, men han
var senere blevet overgivet til en Kineser, som havde ført ham til
Alongbugten. Fra dette Sted lykkedes det ham at undslippe, og efter
store Møjsommeligheder naaede han Tientsin. Da han kom dertil,
anstillede han Undersøgelser, og disse bevirkede, at han ilede af
Sted til Peking. Han skaffede sig Adgang til Lamaklostret, og da han
kunde overbevise Ypperstepræsten om sin Identitet, fik han til sin
Forbavselse at vide, at der var en anden Mand, der spillede hans
Rolle, og at denne Mand var draget til Thibet. Det lykkedes ham
hurtigt at faa Folk og Æsler, saa han kunde drage af Sted til
Klostret, hvor han nu var ankommet.
Da han havde afgivet denne Forklaring, blev han strengt forhørt af
begge de to Store, men hans Vidnesbyrd var godt og kunde ikke rokkes.
Saa blev hans Ledsagere kaldt frem og afgav deres Forklaring,
hvorefter Nikola blev opfordret til at bevise, at _han_ havde Ret.
Han gik med Glæde ind paa Opfordringen, og, idet han gennemgik alt,
hvad hans Medbejler havde sagt, udpegede han de aabenbare
Meningsløsheder, som der var nok af. Han gjorde Nar ad det, han
kaldte Forklaringens Urimeligheder, bønfaldt Dommerne om ikke at lade
sig føre paa Vildspor af en kløgtigt opfundet Fortælling og sluttede
sine Bemærkninger med at meddele, hvad der var fuldstændig sandt,
skønt neppe paa den Maade, han mente, at han aldeles ikke tvivlede
om, hvorledes deres Afgørelse vilde være. En mere mesterlig Tale
kunde man vanskelig have tænkt sig. Hans skarpe Aand havde opdaget
det ene svage Punkt i Fjendens Historie, og hans Veltalenhed hjalp
ham til at gøre det mest mulige ud af det. Hans Tale slog an, og jeg
saá til min Forbavselse, at han allerede havde paavirket Dommerne til
Gunst for sig. Hvis vi nu kunde blive ved, som vi havde begyndt, saa
kunde vi maaske dog slippe helskindede fra Sagen; men vi gjorde
Regning uden Værten.
"Siden du siger, at du er Præst i Templet i Hankow," sagde den yngste
af de to store Mænd henvendt til Nikola, "saa er det afgjort, at du
maa vide god Besked med Templet. I den første Hal er der en Tavle,
som er ophængt af en Provins-Taotai. Hvad er Indskriften paa den?"
"Guderne maa afgøre, hvad der er bedst for Mennesket," svarede Nikola
uden Tøven.
Jeg saá, at den virkelige Præst var over al Maade forbavset over
dette slagfærdige Svar.
"Og hvad er der indgraveret paa de Trin, der fører derop?"
"Fred være med alle Mennesker," sagde Nikola igen uden at standse.
Dommeren henvendte sig til den anden Mand.
"Der er intet," sagde han, og mit Hjerte sank, som om det var af Bly.
"Nu véd jeg," sagde den gamle Mand til Nikola, "at du ikke er den, du
udgiver dig for. Der er ingen Trin, og derfor kan der ikke være
skrevet noget paa dem."
Han vendte sig imod Vagten og sagde:
"Før disse to Mænd tilbage til de Værelser, hvorfra de kom. Sørg for