Doktor Nikola - 15

  I nogen Tid saá det ud, som om vi ikke skulde opdage noget saadant
  Sted, men til sidst fandt vi et, der egnede sig godt til det. Det var
  et Sted, der blev indelukket af store Stenblokke og laa højt oppe paa
  Skrænten paa en klippefuld Afsats. Vi klatrede derop, samlede en Del
  Græs rundt omkring og søgte at indrette os saa hyggeligt som muligt,
  indtil det atter blev mørkt. Det var ikke noget hyggeligt Sted, og
  hvad der gjorde Stillingen værre var, at vi jo helt manglede Føde og
  allerede begyndte at føle Sultens Kvaler.
  Jeg faldt snart i en dyb Søvn, af hvilken jeg ikke vaagnede før
  næsten tre Timer senere.
  Da jeg aabnede Øjnene, skinnede Solen endnu klart. Vinden havde lagt
  sig, og Luften var lige saa rolig, som Natten havde været støjende og
  stormfuld. Jeg saá mig om efter Nikola, men til min Overraskelse sad
  han ikke dér, hvor han havde siddet, da jeg faldt i Søvn; han var i
  det hele taget slet ikke indenfor Indhegningen. Jeg blev bange for,
  at der skulde være hændt ham noget og var lige ved at give mig til at
  søge efter ham, da han kom listende inde mellem Klipperne. Jeg vilde
  lige til at udtrykke min Glæde over hans Tilbagekomst, men han gav
  mig Tegn til at være stille og var et Øjeblik efter ved min Side.
  "Hold Dem saa stille, som De kan," hviskede han, "de er efter os."
  "Hvor nær er de?" spurgte jeg, medens mit Mod sank.
  "De er ikke tre Hundrede Fod herfra," svarede han og bøjede sit Hoved
  frem for at lytte.
  Et Øjeblik senere kunde jeg selv høre dem komme ned ad Dalen til
  venstre. Deres Stemmer lød ganske klart og tydeligt, og af den Grund
  sluttede jeg, at de ikke kunde være mere end hundrede Alen fra os. Nu
  kom det store Spørgsmaal: Vilde de opdage os eller ikke? Jeg kunde
  neppe trække Vejret af Spænding. En Ting var jeg fast besluttet paa
  -- hvis de opdagede vort Skjulested, vilde jeg kæmpe til sidste
  Aandedræt hellere end at lade dem fange mig og bringe mig tilbage til
  det frygtelige Kloster. Sveden stod paa min Pande i store Perler,
  medens jeg lyttede. Det var tydeligt, at de søgte blandt Klipperne
  ved Skræntens Fod. Vilde de gaa højere op, hvis de ikke fandt os dér?
  Lykken begunstigede os. Enten troede de, at vi var hurtigere, end vi
  var, eller ogsaa faldt det dem ikke ind, at der kunde være et
  Skjulested her; de drog i alt Fald videre. Denne Overgang fra
  ubetinget Fare til forholdsvis Sikkerhed var næsten overvældende, og
  selv den stoiske Nikola drog et lettet Suk, medens Lyden af deres
  Stemmer efterhaanden døde hen.
  Saa snart det var mørkt den Aften, forlod vi vort Skjulested og gik
  ned i Dalen, idet vi passede ivrigt paa, om der ikke var Tegn til, at
  Fjenden nærmede sig; men vor lykkelige Stjerne var endnu i sin
  Opgang, vi saá ikke noget til dem. Henimod Daggry forlod vi Dalen og
  kom ind i, hvad man kunde kalde et stort Basin, der blev dannet af et
  Antal høje Bakker. Paa Bunden af det saaledes dannede Basin laa der
  en Landsby. Nikola standsede paa en Bakke og saá sig om.
  "Vi maa finde et Skjulested paa Højen et eller andet Sted her," sagde
  han, "men før vi gør det, maa vi have Føde."
  "Og vi maa have andet Tøj," svarede jeg, for man maa huske paa, at vi
  endnu var klædt i de Munkeklæder, vi havde haft paa, da vi forlod
  Klostret.
  "Ja vel," svarede han, "først Mad og Klæder og saa et Skjulested."
  Han gav mig Tegn til at følge sig, og vi forlod Bakken og nærmede os
  Landsbyen. Den var efter det ydre at dømme ikke meget velhavende. Den
  indeholdt neppe mere end halvtredsindstyve Huse, hvoraf de fleste var
  af den sædvanlige thibetanske Art, det vil sige bygget af løse Stene
  med Tag af Fyrretræsspaaner, saa at det var let baade for Vind og
  Regn at komme derind. Familien bor i det ene Værelse, og det andet,
  for der er sjældent mere end to, er beboet af Køer, Svin, Hunde, Høns
  og andre Husdyr.
  Da vi nærmede os det første Hus, bad Nikola mig om at blive, hvor jeg
  var, medens han gik derhen og saá, hvad han kunde skaffe os. Af mange
  Grunde havde jeg ikke meget tilovers for denne Ordning, men jeg
  kendte ham for godt nu til at spilde min Tid med at argumentere. Han
  forlod mig og listede sig fremad. Det var bidende koldt, og medens
  han var borte, og jeg stod stille, følte jeg mig til Mode, som om jeg
  blev frosset til en solid Isblok. Jeg kan ikke sige, hvor højt vi var
  oppe, men Højden maa have været betydelig, hvis man skal dømme efter
  den skarpe Luft.
  Nikola var næsten tyve Minutter borte. Endelig vendte han imidlertid
  tilbage og medbragte en Del Klæder, deriblandt to thibetanske Hatte,
  et Par tykke Tæpper og, hvad der var det allerbedste, en Del Føde.
  Denne bestod af en halv Snes grove Kager, en ejendommelig Slags Brød
  og nogle nylagte Æg; han havde ogsaa en Skaal Mælk. Som Betaling,
  sagde han, havde han efterladt et lille Guldstykke, idet han troede,
  at det vilde være det mest eftertrykkelige Middel til at faa Ejeren
  til at tie. Vi satte os i Ly af en fremspringende Klippe og spiste
  saa meget af Maden, som vi kunde faa ned. Saa delte vi Klæderne i to
  Bundter og gik gennem Dalen i østlig Retning.
  Ved Daggry havde vi lagt et betydeligt Stykke Vej mellem os og
  Landsbyen, og saa fandt vi Ly i en lille Hule halvvejs op ad en ujævn
  Høj.
  Neden for os var der en Gruppe Bjergfyr og paa den anden Side af
  Dalen en Klippe, der lignede den, vi var klatret ned ad for at naa
  Klostret. Vi havde taget vore Munkedragter af nu og havde for en
  Sikkerheds Skyld gravet dem ned paa et sikkert Sted under et Træ. I
  vore nye Dragter med de store Filthatte paa Hovedet kunde vi meget
  godt have gaaet for at være ægte Thibetanere.
  Da vi følte, at vort nuværende Skjulested rimeligvis ikke vilde blive
  opdaget, lagde vi os ned for at sove. Hvor længe vi slumrede, kan jeg
  ikke sige. Jeg véd kun, at jeg af en eller anden Grund vaagnede
  forskrækket ved at høre en Lyd fra Dalen dernede. Jeg lyttede et
  Øjeblik for at overbevise mig om det og ruskede saa i Nikola, der
  endnu sov trygt.
  "Hvad er der?" udbrød han, idet han rejste sig. "Hvorfor vækker De
  mig?"
  "Fordi vi er i Fare igen," svarede jeg. "Hvad er det for en Støj i
  Dalen?"
  Han lyttede et Øjeblik.
  "Jeg kan ikke høre noget," sagde han.
  Men saa, lige da han vilde tale igen, kom der en Lyd, som fik os
  begge til at springe op -- det var Hundegøen. Nu vidste vi begge, at
  de eneste Hunde i denne Egn hører til den frygtelige Deggirace, der
  omtrent er lige saa høje som Ponyer fra Shetland, lige saa stærke som
  Bulbidere og lige saa vilde, som de er kraftige. Hvis vore Fjender
  forfulgte os med disse Dyr, var vor Stilling virkelig alt andet end
  misundelsesværdig.
  "Af Sted," udbrød Nikola, "de forfølger os med Hundene; op ad Bakken
  saa sandt som De har Deres Liv kært!"
  Han havde neppe udtalt disse Ord, før vi fo'r op ad Bakken som Harer.
  Vi styrtede af Sted, krøb og sprang fra Klippe til Klippe, indtil jeg
  havde en Fornemmelse i Benene, som om jeg ikke kunde komme videre.
  Skønt der kun var lidt mere end tre Hundrede Fod fra vort Skjulested
  til Skoven paa Toppen, forekom det mig at være en Mil. Da vi naaede
  Skoven, kastede vi os udmattede ned paa Jorden, men kun et Minut, saa
  var vi oppe igen og fo'r atter af Sted. Vi styrtede gennem Krattet.
  Vi havde kun ét Ønske, at slippe bort fra de frygtelige Hunde. Skoven
  var tæt, men vi kunde indse, at den ikke kunde byde os noget sikkert
  Tilflugtssted. Hvert Skridt, vi gjorde, efterlod et Spor, og vi turde
  ikke tøve et Sekund længere end absolut nødvendigt.
  Til sidst naaede vi den anden Side af Skoven. Her begyndte Landet til
  vor Overraskelse at skraane nedad i en anden Dal. Fra Udkanten af
  Skoven, hvor vi stod, var der næsten en hel Mil aabent Land, ingen
  Buske eller Klipper, bag hvilke man kunde søge Dækning. Vi var i en
  frygtelig Knibe. Hvis vi vendte om, løb vi lige i Armene paa vore
  Forfølgere. Hvis vi vendte os til nogen af Siderne, saa var det lige
  saa galt fat, og gik vi frem, var det blot at vise os paa aaben
  Grund og blive jaget som Ræve. Men der var ingen Tid til at standse
  eller tænke, saa vi fo'r af Sted ned ad Skraaningen. Vi var ikke
  kommet halvvejs gennem Dalen, før vi hørte Hundene bryde gennem
  Skoven bag ved os, og et Øjeblik senere hørte vi ogsaa Mennesker
  raabe. De havde set os og opmuntrede Hundene til at jage os.
  Havde vi løbet hurtigt tidligere, saa fløj vi bogstavelig talt nu.
  Hundene naaede ind paa os ved hvert Skridt, og med mindre der hændte
  noget uventet, der frelste os, kunde vi betragte os som fuldstændig
  fortabte. Nu var vi kun halvandet Hundrede Fod fra det Krat, der
  begrænsede Dalen paa den anden Side. Hvis det allerværste skete, og
  vi kunde naa derhen, saa kunde vi klatre op i et Træ og sælge vort
  Liv saa dyrt som muligt med vore Revolvere.
  Ved den sidste Kraftanstrengelse naaede vi Krattet og styrtede
  derind. Den nærmeste Hund -- der var tre af disse kæmpemæssige Dyr --
  var neppe tredive Alen bag os. Pludselig standsede Nikola, der var
  foran, som ramt af et Skud, slog ud med Armene og faldt baglænds om.
  Da jeg saá ham gøre det, standsede jeg ogsaa, men kun i det yderste
  Nu. Et Øjeblik senere vilde jeg være styrtet ned ad en Skrænt i en
  Flod nede paa den anden Side. Nu saá jeg, at den første Hund var lige
  i Nærheden. Nikola støttede sig til sin Albue og skød den lige saa
  koldblodigt, som han vilde have skudt en Due. Den anden faldt i min
  Lod; men den tredie viste sig at være mere besværlig. Da den saá sine
  Kammeraters Skæbne, standsede den pludselig og krøb sammen mellem
  Buskene, idet den knurrede vildt.
  "Dræb den," raabte Nikola med en Ophidselse, som jeg aldrig havde set
  hos ham før. Jeg fyrede igen, men ramte den ikke, thi den styrtede
  løs paa mig, og hvis jeg ikke havde slaaet ud med Armen, vilde den
  have grebet mig i Struben. Saa fyrede Nikola -- jeg følte Kuglen
  hvine forbi mit Øre -- og før jeg saá mig om, var det store Dyr
  styrtet om paa Jorden og vred sig i Dødskrampe.
  "Hurtigt!" raabte Nikola, idet han sprang op igen, "der er ikke et
  Øjeblik at spilde, kast Hundene i Floden!"
  Uden at spilde Tid, gav vi os til det, og i mindre end et halvt Minut
  var alle tre Hunde forsvundne i Floden. Da den sidste blev kastet ud,
  hørte vi de forreste af vore Forfølgere trænge ind i Skoven. Et
  Øjeblik endnu, og det var for sent for os at undslippe.
  "Der er ikke andet at gøre," raabte Nikola, "vi maa følge Hundenes
  Eksempel. Saa strejfer de omkring og véd ikke, hvilken Vej, Dyrene er
  slaaet ind paa, og før de opdager noget, kan vi være et godt Stykke
  nede ad Floden."
  "Ja, kom saa," sagde jeg og sprang ud uden at tøve et Øjeblik. Det
  var en Dukkert paa mindst halvtredsindstyve Fod, men den var ikke saa
  ubehagelig, som vor Stilling havde været, hvis vi var blevet deroppe.
  Nikola fulgte mig, og før vore Fjender kunde naa Flodbredden, var vi
  kommet om Omdrejningen og var ude af Syne.
  Men skønt vi for Øjeblikket var sluppet bort, var vor Stilling
  aldeles ikke misundelsesværdig. Vandet var saa koldt som Is og
  Strømmen meget stærk, medens Dybden ikke kunde være meget under
  halvtredsindstyve Fod, skønt jeg kun kunde bedømme det ved at
  iagttage Breddens Skraaning.
  I ti Minutter svømmede vi Side om Side i Tavshed. Vore Forfølgeres
  Stemmer blev svagere og svagere, indtil vi ikke kunde høre dem
  længere. Det var en skrækkelig Svømmetur. Vandets isnende Kulde
  syntes at trænge ind til selve Marven, og hvert Øjeblik var jeg til
  Mode, som om jeg skulde faa Krampe. En Ting blev snart tydelig:
  Strømmens Hurtighed tog stadig til. Pludselig vendte Nikola Hovedet
  og raabte: "Svøm ind til Bredden."
  Jeg forsøgte at gøre det, men maatte kæmpe imod Strømmens hele
  Styrke, og jeg kæmpede forgæves, Strømmen førte mig længere og
  længere bort fra mit Maal, og til sidst blev jeg ført forbi
  Vadestedet og ned mellem de stejle Bredder, hvor det var umuligt at
  komme i Land. Saa opdagede jeg Nikolas Grund til at raabe til mig.
  Jeg kunde se Floden omtrent tre Hundrede Alen forude. Saa var der kun
  blaa Himmel og hvide Skyer. Af gode Grunde kunde Floden ikke holde op
  dér, saa hvad kunde det være andet end -- et Vandfald? Med utrolig
  Hurtighed førte Vandet mig frem, idet det snart snurrede mig rundt
  som en Top, snart rev mig hist hen, snart her hen, men stadig nærmere
  til Afgrunden.
  Tredive Fod endnu, og jeg kunde høre Vandfaldets uhyggelige Drønen,
  og jeg saá, at dets Bred var fuldt af store Klipper. Hvis jeg ikke
  ønskede at blive styrtet ud i den visse Død, saá jeg, at jeg maatte
  faa fat i en af disse Klipper og klynge mig til den med al den
  Styrke, jeg havde tilbage. Underligt nok forlod min Aandsnærværelse
  mig ikke selv i dette fortvivlede Øjeblik. Jeg valgte en Klippeblok
  og samlede al min Energi for at naa den. Strømmen hjalp mig
  heldigvis, saa at jeg næsten uden Anstrengelse blev ført hen imod
  den. Jeg strakte Armene ud og greb fat i den, men Stenen var glat, og
  jeg kunde ikke holde mig fast. Jeg prøvede atter med samme Resultat.
  Saa, ligesom jeg var paa selve Afgrundens Rand, fik jeg fat i en
  fremspringende Kant og kunde holde mig. Vandet tyngede frygteligt paa
  min Ryg, men jeg klyngede mig fast med overnaturlig Styrke og svang
  mig efterhaanden op. Jeg kæmpede for mit Liv, for Gladys, for alt,
  hvad der gjorde Livet Umagen værd at leve, og det gav mig
  overmenneskelige Kræfter. Til sidst lykkedes det mig at hæve mig
  tilstrækkeligt op, saa jeg kunde omslutte Klippen med mine Knæ. Saa
  gik det alt meget let, og et Øjeblik efter laa jeg udstrakt paa
  Klippen, dødelig udmattet.
  Da jeg var kommet mig lidt, aabnede jeg Øjnene og saá ud over
  Klipperanden. Jeg ønsker aldrig at se et saadant Syn igen. Man maa
  tænke sig en Flod saa bred som Themsen ved London Bro indesluttet af
  to stejle Bredder, medens dens Vand styrter ned i et Klippebassin
  næsten en halv Mil nede. Vandfaldets Torden var øredøvende, og fra
  Søen dernede rejste der sig en tæt Taage, der i Sollyset straalede
  med alle Regnbuens Farver. Betaget af dette storartet rædselsfulde
  Billede og den skrækkelige Dødsfare kunde jeg neppe tage Øjnene fra
  det. Da jeg gjorde det, saá jeg over paa Bredden til højre; der stod
  Nikola og gjorde Tegn til mig. Hans Nærværelse opmuntrede mig, og jeg
  begyndte at undersøge, hvorledes jeg skulde naa over til ham, men der
  var ingenlunde gode Udsigter til det. Der var ganske vist adskillige
  Klipper, og inde ved Bredden var de nær nok til, at en behændig Mand
  kunde springe fra den ene til den anden, men uheldigvis var der en
  gabende Afgrund paa otte Fod mellem den, paa hvilken jeg laa, og den
  næste; det syntes umuligt at naa den. Jeg turde ikke vove Springet,
  men hvad skulde der blive af mig, hvis jeg ikke sprang? Jeg begyndte
  at fortvivle igen, da jeg saá Nikola pege op ad Strømmen og
  forsvinde.
  I omtrent et Kvarter saá jeg ikke noget til ham. Saa viste han sig
  igen et Par Hundrede Fod længere oppe ad Bredden, og han pegede midt
  ud i Floden. Jeg saá derud og opdagede straks hans Hensigt. Han havde
  set en Træstub og havde kastet den ud i Haab om, at den skulde gavne
  mig. Den kom nærmere og nærmere, lige i Retning af mig. Da den saa
  kom paa Siden af mig, bøjede jeg mig forover, og idet jeg greb efter
  en lille Gren, som sad paa den, forsøgte jeg at faa den anbragt
  tværs over Mellemrummet. Mine Kræfter slog imidlertid ikke til. Alt,
  hvad jeg udrettede, var, at Strømmen kom til at virke paa den
  modsatte Side af Stubben. Den hvirvlede straks hurtigt rundt og
  forsvandt i næste Øjeblik i Afgrunden, idet den nær havde taget mig
  med. Nikola gjorde Tegn til mig og forsvandt saa i Skoven. En halv
  Time efter kom en anden Træstub drivende. Denne Gang var jeg
  heldigere, og det lykkedes mig med betydelig Vanskelighed at faa fat
  i den og faa den klemt inde imellem de to Klipper.
  Den farligste Del af det hele skulde nu begynde. Jeg maatte over til
  den anden Side af denne skrøbelige Bro. Med bankende Hjerte krøb jeg
  over mit eget Klippestykke, og efter at jeg saa havde set mig endnu
  en Gang om og prøvet Træklodsen, saa godt jeg kunde, satte jeg mig
  tværs over den. Vandets Tryk paa mine Ben var umaadelig stærkt, og
  jeg udfandt snart, at jeg havde fuldt op at gøre med at holde
  Balance. Men jeg vedblev med uendelig Forsigtighed at rykke frem,
  indtil jeg til sidst naaede den anden Klippe. I al den Tid vovede jeg
  ikke at se hen imod Afgrundens Rand. Havde jeg gjort det, tror jeg,
  at mine Kræfter vilde have svigtet mig, jeg vilde have mistet
  Balancen og være styrtet ud. Da denne Tur var overstaaet, og jeg var
  sikkert anbragt paa den anden Klippe, hvilede jeg mig et Par
  Minutter, og saa rejste jeg mig, maalte Afstanden saa omhyggeligt som
  muligt og sprang til den tredie. Resten var let nok, og et Øjeblik
  efter laa jeg ganske overvældet ved Nikolas Fødder. Saa snart jeg var
  i Sikkerhed, svigtede mine Kræfter, min Aandsnærværelse, min Styrke,
  eller hvad man skal kalde det, mig fuldstændig, og jeg skjalv som et
  lille Barn.
  "Det slap De fra med Nød og neppe," sagde Nikola. "Da jeg saá, at De
  ikke kunde komme op til Bredden derovre, blev jeg enig med mig selv
  om, at det var ude med Dem. Naa, men naar Enden er god, er alting
  godt, og nu maa vi finde paa, hvad der er klogest for os at gøre
  videre."
  "Hvad raader De til?" spurgte jeg med klaprende Tænder.
  "Jeg raader til, at vi søger et Sted her i Nærheden, hvor der er Læ,
  tænder et Baal og tørrer vort Tøj, saa gaar vi ned til Floden paa den
  anden Side af Vandfaldet, bygger en Tømmerflaade og driver af Sted
  paa den, til vi naar en Landsby. Dér kan vi saa maaske købe Æsler og,
  hvis alt gaar vel, fortsætte Rejsen til Kysten ad en anden Vej."
  "Men tror De ikke, at vore Fjender har advaret Indbyggerne i
  Landsbyerne her omkring, saa de passer paa os?"
  "Det maa vi finde os i. Lad os saa søge et Sted, hvor vi kan tænde et
  Baal, De er jo ganske forfrossen."
  En halv Mil eller saadan længere fremme opdagede vi det Sted, vi
  ønskede, tændte vort Baal og tørrede vort Tøj. I al den Tid led jeg
  meget. Det ene Øjeblik var jeg saa kold som Is, det næste havde jeg
  brændende Feber. Nikola gav mig noget Medicin af sin Medicinkasse,
  som han havde hos sig ligesom de Sager, han havde taget i Klostret,
  og saa lagde vi os ned og sov.
  Fra det Øjeblik har jeg ingen Erindring om, hvad der skete mere, før
  jeg vaagnede og fandt mig liggende hyggeligt i et pænt, men tarveligt
  udstyret Sovekammer. Hvor jeg var, eller hvorledes jeg var kommet
  der, det kunde jeg lige saa lidt sige, som jeg kunde flyve. Jeg
  forsøgte at komme op for at se ud af Vinduet, men jeg var alt for
  svag til det. Derfor lagde jeg mig igen, og da jeg gjorde det, gjorde
  jeg en anden mærkelig Opdagelse -- min Pisk var forsvundet.
  I næsten en halv Time forsøgte jeg at finde ud af dette. Saa hørte
  jeg Fodtrin i Gangen udenfor, og et Øjeblik senere traadte en værdig
  Præst ind og spurgte mig paa Fransk, hvorledes jeg havde det. Jeg
  svarede, at jeg troede, at jeg havde det meget bedre, skønt jeg endnu
  var meget svag, og sagde saa, at jeg vilde være ham taknemlig, hvis
  han vilde sige mig, hvor jeg var, og hvorledes jeg var kommet der.
  "De er i den franske Mission i Ya-Chow-Fu," sagde han. "De blev bragt
  hertil for fjorten Dage siden af en Englænder, som, efter hvad jeg
  kunde forstaa, havde fundet Dem højere oppe ved Floden med et haardt
  Anfald af Gigtfeber."
  "Og hvor er denne -- denne Englænder nu?"
  "Det kan jeg ikke sige. Han forlod os for en Uge siden, jeg tror, for
  at tage paa en Botaniseretur længere mod Vest. Da han sagde Farvel
  til os, gav han mig en Sum Penge, som jeg, saa snart De er i Stand
  til at flyttes, skal bruge til at leje en Baad og Kulier til at føre
  Dem til I-Chang, hvor De kan komme om Bord paa et Dampskib og tage
  til Shanghai."
  "Efterlod han sig ikke Besked om, hvor vidt jeg skulde se ham igen,
  og hvis saa, hvor?"
  "Jeg har et Brev i Lommen til Dem."
  Den værdige Præst tog et Brev frem, som han rakte mig. Saa snart han
  var gaaet, aabnede jeg det og læste det ivrigt. Det lød, som følger:
   "Kære Bruce!
   Naar De læser dette, haaber jeg, at De er rigtig paa Vejen til at
   blive rask igen. Efter Deres lille Eksperiment ved Vandfaldet
   blev De alvorligt syg af Gigtfeber. Det var en rar Historie for
   mig at faa Dem ned ad Strømmen paa en Tømmerflaade, men, som De
   ser, jeg gjorde det og fik Dem lykkelig og vel til den franske
   Mission Ya-Chow-Fu. Jeg skriver disse Linier for at byde Dem
   Farvel for Øjeblikket, da jeg tror, det er bedst, vi i Fremtiden
   rejser ad forskellige Veje. Men jeg træffer Dem maaske i I-Chang.
   En Ting vil jeg raade Dem til, optræd i Fremtiden som Europæer og
   hav Øje med Dem, saa der ikke saa let sker noget Lumskeri med
   Dem. Det hemmelige Samfund har Afdelinger alle Vegne, og nu tror
   jeg nok, at de er blevet advarede. Husk paa, at de sikkert vil
   forsøge at faa de Ting tilbage, som vi har taget, og at de ogsaa
   vil forsøge at straffe os for vor Frækhed. Jeg takker Dem for
   Deres Kammeratskab og for den Trofasthed, De har vist mig paa
   hele Rejsen. Jeg tror, at jeg ikke kan sige Dem nogen større
   Kompliment end den, at jeg ikke kunde have ønsket mig en bedre
   Kammerat.
   Deres hengivne
   Nikola."
  Det var det hele.
  En Uge efter sagde jeg Farvel til min gæstevenlige Vært, der havde
  lejet en Baad og paalideligt Mandskab til mig, og begav mig af Sted
  paa min lange Rejse ned ad Floden. Jeg naaede I-Chang, hvor jeg
  skulde forlade min Baad og tage Billet til Shanghai, uden nogen
  yderligere Hændelse.
  Da jeg erfarede, at der ikke var nogen Damper, der sejlede før næste
  Dag, gik jeg i Land, hvor jeg fandt et Værtshus og lejede mig et
  Værelse. Men skønt jeg ventede hele Aftenen og saa længe, som jeg
  kunde næste Dag, viste Nikola sig ikke. Saa gik jeg Klokken fire om
  Bord paa Damperen "Kiang-Yung" og naaede i tilbørlig Tid Shanghai.
  Hvor taknemlig jeg var ved atter at betræde denne By, kan man slet
  ikke tænke sig. Jeg kunde være faldet paa Knæ og have kysset Jorden i
  min Taknemlighed. Nu var jeg jo atter under civiliserede Forhold. Jeg
  kunde opsøge min elskede, og hvis hun endnu tænkte som jeg, saa kunde
  jeg gøre hende til min Hustru. Saa var jeg jo desuden helt rask igen,
  og, hvad der slet ikke var saa ilde, jeg havde en Sum paa 10,000
  Pund staaende hos min Bankier. Jeg bestemte at besøge Barkston og
  Mc'Andrew den Dag, og den næste vilde jeg rejse til Tientsin og
  opsøge min elskede. Men jeg skulde alligevel ikke gøre den Rejse.
  Jeg gik hen i Klubben og spurgte efter George Barkston. Han var der
  tilfældigvis og modtog mig med den største Overraskelse.
  "Naa, Bruce," udbrød han, "det er virkelig højst mærkeligt, jeg talte
  netop om Dem i Morges, og saa viser De Dem pludselig her, som, ja
  hvad skal jeg sige, som den evige Jøde, ganske uventet og pludselig.
  Men lad os ikke staa her! Kom med, De skal med ud paa min Villa og
  spise Frokost."
  "Min kære Ven, jeg --"
  "Aa, jeg véd, hvad De vil sige," udbrød han, "men kom nu bare med.
  Jeg har en hel Del Nyt til Dem."
  Jeg kunde ikke faa ham til at sige, hvad det var. Og saa lejede vi to
  Jinrickshawer og kørte ud til hans Villa.
  Da vi naaede den, fik jeg Befaling til at vente i Forstuen, medens
  han opsøgte sin Hustru. Saa førte han mig ind i Salen, aabnede Døren
  og bad mig gaa indenfor. Skønt jeg undrede mig over, hvad det kunde
  være for en Hemmelighed, han havde, gjorde jeg, som han ønskede.
  I en Lænestol nær ved Vinduet sad der en Dame og syede. Damen var
  Gladys!
  "Wilfred!" udbrød hun, idet hun sprang op og blev ganske bleg, for
  hun kunde neppe tro sine egne Øjne.
  "Gladys!" svarede jeg, idet jeg tog hende i mine Arme og kyssede
  hende.
  "Jeg kan slet ikke tro paa, at det er sandt," sagde hun, efter at den
  første Henrykkelse var forbi. "Hvorfor lod du mig ikke vide, at du
  kom til Shanghai?"
  "Fordi jeg ikke havde nogen Idé om, at du var her," svarede jeg.
  "Men var du ikke hos Williams i Tientsin, og gav han dig ikke mit
  Brev?"
  "Jeg har hverken været i Tientsin eller talt med Hr. Williams. Jeg er
  kommet lige ned ad Yang-Tze-Kiang Floden Vest fra."
  "Aa, jeg er saa glad og saa taknemlig, fordi jeg har dig igen. Vi har
  været saa længe fra hinanden."
  "Holder du endnu af mig, Gladys?"
  "Hvor kan du tvivle om det, min Ven? Jeg holder endnu meget mere af
  dig end nogensinde før. Kan du ikke se det paa den Modtagelse, du
  faar?"
  "Jo, naturligvis," udbrød jeg. "Jeg vilde kun høre dig sige det. Men
  sig mig nu, hvorledes kommer du til Shanghai, og hvorledes kommer du
  saa netop til Barkstons Hus?"
  "Det er alt for lang en Historie at fortælle i alle Enkeltheder, det
  maa jeg vente med til en anden Gang. Men saa meget vil jeg sige dig,
  at min Søster og Svoger er blevne forflyttede til en ny Post i Japan,
  og medens de indretter deres Hus i Tokio, er jeg kommet hertil for at
  besøge Fru Barkston, der er min Skolekammerat. Jeg venter dem om en
  Uges Tid, saa kommer de for at hente mig."
  "Men nu kommer det vigtigste af alle Spørgsmaal: Naar skal vi gifte
  os?"
  Hun slog Øjnene ned og rødmede saa sødt, at jeg maatte tage hende i
  mine Arme igen og kysse hende. Men jeg forlangte Svar paa mit
  Spørgsmaal, og vi blev saa enige om, at vi skulde forelægge hendes
  Svoger Spørgsmaalet, naar han ankom Ugen efter.
  For at afslutte min lange Historie, lad mig sige, at vi blev gift tre
  Uger efter, at jeg var kommet til Shanghai, i den engelske Kirke, og
  at vi tilbragte Hvedebrødsdagene i Japan. Man skulde tro, at min
  Forbindelse med den kinesiske Nation blev afsluttet med mit Ægteskab.
  Men det var uheldigvis ikke Tilfældet. To Dage efter vor Ankomst til
  Nagasaki hændte der to mærkelige Begivenheder, som førte til en højst
  ubehagelig Mistanke. Min Hustru og jeg havde trukket os tilbage for
  Natten og sov begge trygt, da vi blev vækkede af et højt Brandraab.
  Til min Rædsel opdagede jeg, at vort Værelse stod i lyse Luer. Jeg
  brød Døren op, og efter at have gjort det, greb jeg min Hustru,
  kastede et Tæppe over hende og fo'r ud med hende. Ingen kunde sige,
  hvorledes Branden var opstaaet, men det var heldigt, at vi blev
  vækkede i Tide, ellers vilde vi ganske sikkert være omkommet. De
  fleste af vore Sager blev ødelagte af Branden. Da en venlig
  Englænder, som boede i Nærheden, saá vor Tilstand, fattede han
  Medlidenhed med os og forlangte, at vi skulde bo i hans Hus, indtil
  vi havde taget nærmere Bestemmelse om Fremtiden. Vi blev hos ham i to
  Dage, og det var Dagen efter, at vi var flyttet ind til ham, at der
  hændte en anden Ting, som gjorde mig urolig.
  Vi havde været i Butiker om Morgenen og kom tilbage lige i rette Tid
  til Frokost. Den stod paa Bordet, da vi kom. Medens vi vaskede vore
  Hænder, før vi satte os ned, klatrede vor Værts lille Hund op paa
  Bordet og stjal noget af Maden. Da vi kom tilbage -- Villaens Ejer
  spiste sin Frokost paa Kontoret og kom ikke hjem før om Aftenen --
  havde den ædt Halvdelen af en Ret Karri og ødelagt Resten. Vi
  foretrak at nøjes med Biskuit og Smør hellere end at kalde paa
  Tjenestefolkene og gøre dem den Ulejlighed at lave noget andet. En
  Time senere var Hunden død. Den var blevet forgiftet, som vi vilde
  være blevet, hvis vi havde nydt af Karrien. Den nye Kok, som vi
  senere opdagede var en Kineser, var i Mellemtiden løbet sin Vej og
  kunde ikke findes igen.
  Da jeg den Aften vendte hjem i Tusmørket, blev der fra et Vindue
  kastet en Kniv paa mig, som gik forbi min Hals og fo'r ind i
  Tremmeværket paa det Hus, jeg gik forbi. Saa tog jeg uden at tøve
  længere to Billetter til Dampskibet og sejlede den næste Dag med min
  Hustru til England.
  I London lejede jeg et lille møbleret Hus i en rolig Del af
  Kensington og bosatte mig foreløbig dér, medens jeg saá mig om efter
  en lille Ejendom paa Landet.
  Jeg vil nu fortælle den sidste Overraskelse, før jeg siger Farvel. En
  Eftermiddag tog jeg til Byen for at raadføre mig med en Kommissionær
  om en Ejendom, jeg havde set averteret, og da jeg gik ned ad
  "Strand", medens jeg ventede paa en Omnibus, følte jeg en Haand paa
  min Skulder. Jeg vendte mig om og stod Ansigt til Ansigt med Nikola.
  Han havde lang Frakke og høj Hat paa, men var ellers den samme som
  altid.
  "Dr. Nikola!" udbrød jeg forbavset.