Doktor Nikola - 04

parat."
Jeg tog Plads i Bærestolen, som straks blev løftet op af Bærerne, der
skyndte sig af Sted med dem. Der var ganske stille i Byen paa den
Tid. Vi mødte slet ingen undtagen hist og her en Politibetjent og en
forsinket Jinrickshawkuli. Efter et Kvarters Forløb var det
øjensynligt, at vi var komne til vort Bestemmelsessted; Bærestolen
holdt, og Kulierne satte mig ned. Jeg sprang ud og saá mig om. Til
min Overraskelse var det imidlertid ikke det Hus, jeg havde ventet at
se. Vi var standsede ved Indgangen til en meget større Villa. Medens
jeg ventede, gik Sendebudet ind i Huset for straks efter at vende
tilbage med den Underretning, at hvis jeg vilde være saa venlig at
følge ham, skulde jeg straks komme til Dr. Nikola.
Huset laa i fuldstændigt Mørke og var saa stille som en Grav. Jeg
traadte ind i Forstuen og var i Færd med at gaa hen imod en Dør, da
jeg pludselig blev grebet i Nakken, fik en Knebel i Munden, medens
mine Hænder blev bundne fast i Ryggen. I næste Øjeblik blev jeg
løftet op og baaret ind i et Værelse, hvorfra der pludselig strømmede
et klart Lys ud.
Her sad tre Kinesere, klædte i tung, blomstret Silke og med umaadelig
store Skildpaddesbriller paa Næsen. De modtog mig med et Grynt, der
skulde betyde Velkommen, og bød Mændene at tage Kneblen ud af Munden
paa mig. Da dette var sket, sagde den ældste af de tre roligt -- men
det syntes mig noget urimeligt:
"Jeg haaber, at Deres Velbaarenhed er ved godt Helbred."
Jeg svarede med saa megen Ro, som jeg kunde efter saa kort et Varsel,
at af en saa ubetydelig Person at være kunde jeg glæde mig ved det
bedste Helbred, hvorpaa jeg blev opfordret til at sige, hvor det
kunde være, at jeg var i Kina nu, og hvilke Forretninger jeg havde.
Da jeg havde besvaret dette Spørgsmaal, lænede Manden til højre sig
lidt frem og sagde:
"Deres Velbaarenhed siger os ikke Sandheden. Hvad har De at gøre med
Dr. Nikola?"
Jeg samlede al min Aandsnærværelse.
"Hvem er Dr. Nikola?"
"Det er den Mand, som De har besøgt to Aftener i Træk," sagde Manden,
der først havde talt. "Vil De sige os, hvilke Ulykker De og han
udklækker sammen."
Da jeg saá, at det vilde være unyttigt at forsøge paa at benægte min
Forbindelse med Nikola, foregav jeg, at vi var interesserede i et
Indkøb af kinesisk Silke; men denne Forsikring blev modtaget med et
haanligt, misbilligende Grynt.
"Vi maa have Sandheden at vide," sagde Manden med de største Briller.
"Jeg kan ikke sige Dem mere," svarede jeg.
"I saa Tilfælde har vi intet Valg," sagde han; "vi maa bruge andre
Midler til at faa at vide, hvad vi ønsker."
Han gjorde Tegn til en af Tjenerne, som straks forlod Værelset og et
Øjeblik efter kom tilbage med en Lænke og nogle underligt formede
Træindretninger. Sveden traadte frem paa min Pande. Jeg havde set en
hel Del kinesisk Tortur i Tidens Løb, og det saa ud til, at jeg
skulde komme til at prøve den selv.
"Hvad véd De om Dr. Nikola?" gentog den Mand, som havde talt først,
og som øjensynlig var Hovedmanden af de tre.
"Jeg har allerede sagt Dem det," svarede jeg, denne Gang med
ualmindelig stærkt Eftertryk.
Han gjorde mig igen det samme Spørgsmaal uden at forandre Tonen.
Men jeg gentog blot mit foregaaende Svar.
"For sidste Gang: Hvad véd De om Dr. Nikola?"
"Jeg har sagt Dem det," svarede jeg med tungt Hjerte.
Saa hævede han Haanden lidt og gjorde Tegn til Mændene ved Døren. Jeg
blev straks grebet og kastet paa Ryggen ned paa Gulvet. Før jeg kunde
gøre nogen Indvending eller stritte imod, var et mærkeligt
Træhalsbaand blevet lagt om min Hals, og en Skrue blev drejet saa
længe, at én Omdrejning til vilde have kvalt mig. Jeg hørte igen den
gamle Mand sige i en ensformig Tone:
"Hvad véd De om Dr. Nikola?"
Jeg prøvede paa at gentage min tidligere Forklaring, men Halsbaandet
sad saa tæt, at jeg ikke kunde tale. Saa rejste Manden i Midten sig
op og kom hen til mig. Skruen blev aabnet, mine Arme frigjorte, og en
Stemme sagde:
"Staa op, Hr. Bruce; De behøver ikke at frygte mere; vi skal ikke
gøre Dem Fortræd."
_Det var Dr. Nikola!_


IV. KAPITEL.
Vi drager af Sted til Tientsin.

Jeg vilde neppe tro mine egne Øjne. Nikolas Forklædning var saa
fuldkommen, at der hørte næsten overmenneskelig Kløgt til at opdage
den. Han var i alle Henseender en ægte Himlens Søn. Hans Udtale var
uden den ringeste Lyde. Han opførte sig akkurat som en fornem
Kineser, og selv den mest kritiske Iagttager kunde ikke have fundet
den mindste Fejl i hele hans Adfærd og Væsen. Jeg følte, at naar han
saa let kunde narre mig, saa var der ingen Tvivl om, at han kunde
udsætte sig for en mindre nøjagtig Ransagning. Saa snart jeg var fri,
sprang jeg op og lykønskede ham varmt, ikke lidt henrykt over, at det
var Venner, jeg var sammen med, og at jeg ikke skulde pines, som jeg
først havde antaget.
"De maa tilgive den grove Behandling, De har været underkastet,"
sagde Nikola, "men jeg vilde prøve Dem meget grundigt. Hvad mener De
om min Forklædning?"
"Den er udmærket," svarede jeg, "jeg kunde slet ikke tænke mig, at
den kunde være saa god, fordi De er en saa udpræget Personlighed. Men
hvor er vi nu?"
"Vi er i en Villa, som jeg har lejet for Øjeblikket," svarede han.
"Men lad os nu skride til Forretningerne. Den Mand, De saá til højre
for mig, var Laohwan, det Bud, jeg fortalte Dem, jeg ventede fra
Peking. Han kom en halv Time efter, at De havde forladt mig i Aftes,
gav mig de Meddelelser, jeg ønskede, og derfor er jeg nu rede til at
tage af Sted, saa snart De kan."
"Lad mig gaa hjem og samle et Par Ting," svarede jeg, "saa er jeg
parat."
"Det er godt," sagde Nikola. "En af mine Tjenere skal gaa med for at
bære Deres Taske og føre Dem tilbage, saa snart De er færdig med
Deres Arbejde."
Jeg gik hjem til min Bolig, fulgt af én af Nikolas Tjenere. Jeg lod
ham vente paa mig udenfor og gik ind i mit Sovekammer gennem
Vinduet. Saa tændte jeg et Lys og skyndte mig at samle de Smaating,
jeg ønskede at tage med paa min Rejse. Da dette var gjort, laasede
jeg mine Kufferter, skrev et Brev til min Vært og vedlagde det Beløb,
jeg skyldte ham, saa et til Barkston, i hvilket jeg bad ham være saa
god at sende Bud efter mine Kufferter og passe paa dem, indtil jeg
var vendt tilbage fra en Tur i det Indre. Derpaa forlod jeg igen
Huset sammen med Tjeneren, der ventede ved Porten, og gik tilbage til
den Villa, hvor jeg var blevet narret af Nikola for en Times Tid
siden. Det var længe efter Midnat, da jeg ankom der, men jeg var ikke
Spor af træt. Vor Tur forekom mig saa spændende, at jeg ikke tænkte
paa noget andet. Vi skulde styrte os ud i et ukendt, farefuldt Liv,
og skønt jeg ikke delte Nikolas Tro paa det Resultat, vi skulde naa,
var jeg ganske sikker paa, at den Risiko, jeg udsatte mig for, vilde
blive godt belønnet.
Da jeg traadte ind i Huset, ventede Nikola mig i det Værelse, hvor
han havde modtaget mig samme Aften. Han var endnu i kinesiske Klæder,
og da jeg atter saá paa ham, slog det mig, hvor vanskeligt det var at
tro, at denne statelige, værdige Kineser kunde være den smidige
Evropæer, som Verden kendte som Doktor Nikola.
"Det var De ikke længe om, Hr. Bruce," sagde han; "det glæder mig;
hvis De nu vil følge mig ind i det næste Værelse, skal jeg vise Dem
Deres Sager. Jeg har købt alt, hvad De paa nogen Maade kan faa Brug
for, og da jeg kender Deres Forklædningsevne, er jeg slet ikke bange
for Resultatet."
I Værelset ved Siden af tog jeg min evropæiske Dragt af og gav mig
til at iføre mig de Klæder, som var lagt der til mig. Saa malede jeg
mit Ansigt, min Hals og mine Arme med en Væske, som ogsaa fandtes
der, fik min forlorne Pisk klæbet paa og tog et Par store
Skildpaddebriller af en lignende Slags som Nikolas og satte dem paa
Næsen. Jeg fik Sandaler paa Fødderne, en stiv Hat af den almindelige
kinesiske Art blev sat paa mit Hoved, og dette i Forbindelse med min
varme, vatterede gule Silkeskjorte gav mig et meget værdigt Ydre.
Da Nikola vendte tilbage, undersøgte han mig omhyggeligt og udtrykte
sin Fornøjelse over Resultatet, og da vi hilste paa hinanden paa
kinesisk Vis, maatte det have været en skarptskuende Mand, der kunde
have opdaget, at vi ikke var, hvad vi foregav at være.
Saa tog vi igen europæiske Klæder paa, forlod Huset og vendte tilbage
til den Villa, i hvilken jeg først havde besøgt Nikola. Det var nu
Daggry, og der begyndte at komme Liv i Gaderne. Da vi naaede Huset,
gik vi lige ind i Nikolas Studereværelse, hvor hans Tjenestefolk
havde dækket Bordet til os. Vi satte os ned og var lige i Færd med at
spise en kold Postej, da en Tjener traadte ind og meldte, at der var
en Kineser udenfor, som ønskede at tale med os. Det var Laohwan.
"Naa," sagde Nikola, "hvad Bud sender den gamle saa?"
Som Svar tog Laohwan, der, som jeg snart opdagede, ikke ødslede med
Ord, et Stykke Papir ud af sit Ærme, paa hvilket der var skrevet
nogle kinesiske Ord. Nikola saá paa dem og rakte mig saa Sedlen. Der
stod:
"I Quong Shas Hus i de hundrede Trængslers Gade, Tientsin."
Nikola vendte sig om til Laohwan.
"Naar sejler Damperen nordpaa?" spurgte han.
"Klokken halv syv," svarede Laohwan.
Nikola saa paa sit Ur, tænkte et Øjeblik efter og sagde:
"Godt, saa tag Dem en Billet og gaa om Bord saa snart som muligt; vi
kommer senere. Men husk paa, at lige til vi kommer til Tientsin, maa
De lade, som om De aldrig har set nogen af os før."
Laohwan bukkede og forlod Værelset.
"Nu begynder det virkelige Eventyr," sagde Nikola og skænkede sig en
Kop Kaffe. "Klokken er tre Kvarter til fem nu. Vi vil hvile os en
halv Times Tid og saa gaa ned til Havnen og komme om Bord."
Saa snart vi havde endt vort Maaltid, satte vi os i Lænestolene og
tændte vore Cigarer. En halv Times Tid drøftede vi Aftenens
Begivenheder og spekulerede paa Fremtiden, og i det Øjeblik, da
Klokken slog et Kvarter over fem, var vi paa Benene igen. Nikola
ringede, og hans første Tjener kom ind.
"Jeg tager bort," sagde Nikola, "og véd ikke, naar jeg kommer igen;
det bliver maaske om en Uge, maaske først om et Aar. Du skal i den
Tid sørge for Huset her; du maa ikke lade en eneste Ting blive
stjaalet, og hvis jeg ved min Tilbagekomst finder en Rude knækket,
eller der savnes saa meget som en Knappenaal, saa skal ti Tusind
Ulykker ramme dig. Hr. Mc'Andrew betaler dig din Løn og har Opsyn med
dig. Hvis der er noget, du ønsker, saa kan du gaa til ham. Forstaar
du?"
Tjeneren nikkede.
"Det er godt," sagde Nikola, "saa kan du gaa."
Da Tjeneren havde forladt Værelset, fløjtede min mærkelige Ven paa en
underlig Maade. I samme Øjeblik kom den sorte Kat løbende ind, sprang
op paa sin Herres Knæ og kravlede op paa hans Skulder. Nikola saá paa
mig og smilede.
"Den glemmer mig ikke, selv om jeg var borte i fem Aar," sagde han.
"Hvilken Hustru vilde være saa stadig?"
Jeg lo. Tanken om Nikola og Ægteskab syntes mig urimelig. Han satte
Katten fra sig og stillede den paa Bordet.
"Apollyon," sagde han med det eneste Spor af Beklagelse, som jeg saá
ham vise paa hele Turen, "vi maa skilles ad et Aar. Farvel, min gamle
Kat!"
Han klappede Dyret blidt et Par Gange og vendte sig hurtigt om mod
mig.
"Kom saa, lad os gaa, det haster."
Katten sad paa Bordet og iagttog ham og syntes at forstaa hvert Ord,
han sagde. Nikola klappede den for sidste Gang og forlod saa
Værelset. Jeg fulgte i Hælene paa ham, og vi forlod Huset. Nu var
Gaderne overfyldte, en ny Dag var begyndt i Shanghai, og vi havde
ingen Vanskelighed ved at faa Jinrickshawer.
"Til _Vectis Queen_," sagde Nikola, saa snart vi havde sat os.
Kulierne fo'r af Sted, og i lidt mindre end et Kvarter havde vi naaet
Dampskibsbroen ved Hwang-Pu Floden. Den Damper, vi skulde om Bord
paa, laa et godt Stykke ude paa Floden, og vi maatte tage en Baad for
at naa derud.
Da vi kom om Bord, fik vi fat i Hovmesteren, og efter at vi havde
betalt Passagen, blev vi ført til vore Kahytter. _Vectis Queen_ er,
som alle Folk i Østasien véd, ikke nogen stor Damper og har kun meget
indskrænket Plads. Men paa denne Tid af Aaret var der ikke mange
Folk, der rejste, og følgelig var Skibet ikke overfyldt. Saa snart
jeg havde anbragt min Bagage, forlod jeg Kahytten og gik op paa
Dækket. Ak, Verden er saa lille! Jeg var neppe kommen derop, før jeg
blev tiltalt af en Mand, som jeg havde kendt godt, da jeg var ansat i
den australske Kysttjeneste, men som jeg mindst troede skulde være
her.
"Ih se Goddag, Wilfred Bruce!" udbrød han. "Hvem skulde have ventet
at se Dem her."
"Jim Downing!" udbrød jeg, men jeg var ikke meget glad ved at se ham,
som man jo kan tænke sig. "Hvor længe har De været i Kina?"
"Et Aars Tid," svarede han. "Jeg kom hertil med en af vore Dampere,
kom op at skændes med Kaptajnen og forlod Skibet i Hongkong. Saa fik
jeg Ansættelse paa denne Linie. Skønt jeg ikke holder meget af
Kineserne, er jeg ganske godt fornøjet. De ser rigtig rask ud, gamle
Ven, og De er blevet ordentlig solbrændt, siden jeg saa Dem sidst."
"Ja, det er al den megen Ris," sagde jeg med et Smil.
Han lo som en Mand, der gerne vil more sig over alt, hvor tarveligt
det end kan være, og saa spadserede vi op og ned ad Dækket sammen.
Straks efter kom Nikola hen til os. Jeg forestillede Downing for ham,
og fem Minutter efter skulde man have troet, at De havde været gode
Venner i mange Aar. Før de havde været et Kvarter sammen, havde
Nikola givet ham en Recept mod Hedetøj, som han led frygteligt af, og
da hans Middel viste sig at være heldigt, var den unge Mands
Taknemmelighed og Beundring uden Grænse. Ved Frokosttid var vi et
godt Stykke nede ad Floden, og da det blev Middag, laa Shanghai langt
bag os.
Paa hele Rejsen var Nikola i det bedste Humør. Han var med til alle
Forlystelser, indrettede utallige Lege og Spil og var utrættelig i
sine Anstrengelser for at more. Medens jeg taler om dette, benytter
jeg Lejligheden til at sige, at der var en Ting, der slog mig som
endog mere mærkelig end alt andet i denne forunderlige Mands
Karakter, og det var hans overordentlig store Kærlighed til Børn. Der
var især en lille Dreng om Bord, en bitte Stump, der neppe var fire
Aar gammel, og med hvem Dr. Nikola snart kom paa en fortrolig Fod.
Han kunde lege med ham i Timevis uden at blive træt og uden et
Øjeblik at tænke paa andet. Jeg maa tilstaa, at da jeg saá dem more
sig sammen i Læ af én af Baadene paa Dækket, ved Lugerne eller under
Solsejlet agter ude, kunde jeg neppe tro mine egne Øjne. Jeg spurgte
mig selv, om denne Mand, som kun syntes at interessere sig for
Papirsbaade og Grise, der blev lavede af Appelsinskaller, kunde være
den samme Nikola, for hvem Wetherell, Kolonisekretæren i Ny Syd
Wales, var flygtet i London som for en Pestilens, og for hvem Benwell
i den kinesiske Toldtjeneste var rendt sin Vej og styrtet ud af
Klubben i Shanghai. Men saadan var just Nikolas Karakter. Naar han
lavede en Papirsbaad, skar en Gris ud af et Stykke Appelsinskal,
intrigerede mod en Politiker eller søgte at stjæle et almægtigt
Selskabs Hemmelighed, saa gav han sig Sagen helt i Vold, gjorde sig
til Herre over enhver Enkelthed og slap den aldrig af Hænde, før han
havde opnaaet sin Hensigt eller indset, at det var unyttigt for ham
at arbejde længere paa den. Saa opgav han den uden Beklagelse og
tilsyneladende uden at skænke den en Tanke mere.
Paa hele Rejsen vakte Laohwan, som vi saá flere Gange, ikke et
Øjebliks Mistanke om, at han kendte os. Han opholdt sig forude, og
saa vidt vi kunde se, tilbragte han hele Tiden med at spille Fan-Tan
(et kinesisk Hasardspil) med nogle Landsmænd.
Rejsen op ad Kysten var ikke meget interessant. Men endelig ved
Solnedgang en Aften naaede vi da Tientsin, der, som alle véd, er én
af Traktathavnene og ligger dèr, hvor Yu-Ho, eller "den store Kanal",
flyder sammen med Floden Pei-Ho. Saa snart vi lagde til ved
Dampskibsbroen, samlede vi vor Bagage og gik i Land. Her slog en
anden Ting mig: Nikola syntes at være lige saa godt kendt paa dette
Sted, som han var i Shanghai, og saa snart vi naaede Flodbredden,
kaldte han paa to Jinrickshawer, og Kulierne førte os uden at spørge
videre til en vis Hr. Williams i den europæiske Koloni.
Williams' Hus var temmelig lille og bygget paa den sædvanlige Maade.
Da vi steg ud af Jinrickshawerne, kom en høj, ældre Mand med et kønt
Ansigt ud paa Verandaen for at byde os Velkommen. Da han saá Nikola,
syntes han et Øjeblik at være overvældet af Forbavselse.
"Kan det være muligt, at det er Dr. Nikola?" udbrød han.
"Det er ikke blot muligt, men ganske sikkert," sagde Nikola, som gav
Kulien Tegn til at tage hans Vadsæk og derpaa gik op ad Trappen.
"Det er to Aar siden, jeg havde den Fornøjelse at se Dem, Hr.
Williams, og jeg synes ikke De har forandret Dem meget siden vi gav
Mah Feng den Lektion i Seoul."
"Naa, det har De ikke glemt, Dr. Nikola?"
"Nej, lige saa lidt som Mah Feng, da jeg saá ham sidste Gang i
Singapore," svarede min Ledsager leende.
"Og hvad kan jeg gøre for Dem nu?"
"Jeg ønsker at lægge Beslag paa Deres Gæstfrihed et Par Timer," sagde
Nikola. "Dette er min Ven Hr. Bruce, med hvem jeg har et vigtigt
Arbejde for."
"Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab," sagde Williams, og da han
havde trykket mig i Haanden, førte han os ind i Huset.
Ti Minutter efter var vi ganske som hjemme i hans Bolig, og vi
ventede nu paa en Meddelelse fra Laohwan. Jeg maa ved denne Lejlighed
atter udtale min Beundring for Nikolas Evne til at koncentrere sig.
Skønt det var et spændende Øjeblik, og vor Stilling var ejendommelig,
spildte han dog ikke et Minut paa tomme Gisninger, men tog et
indviklet kemisk Værk, som altid ledsagede ham, op af sin Rejsetaske
og satte sig ned og studerede i det. Selv da Laohwan kom, holdt han
ikke straks op, men fortsatte sine Beregninger, indtil de var
færdige, og saa bad han først Laohwan meddele, hvad han havde
udrettet.
"Man venter Deres Ankomst," sagde den sidstnævnte, "og skønt jeg
ikke har været paa Stedet, har jeg erfaret, at man gør Forberedelser
til at modtage Dem."
"Saa er det bedst, at De køber Ponyer og har Mænd parat; for efter al
Sandsynlighed skal vi rejse til Peking i Morgen tidlig."
"Naar vil Deres Excellence besøge Huset?" spurgte Laohwan.
"En Gang imellem halv elleve og elleve i Aften," svarede Nikola, og
saa forlod Laohwan os.
Klokken syv blev vort Aftensmaaltid serveret. Da det var besørget,
røg jeg en Pibe paa Verandaen, medens Nikola gik ind i et Værelse ved
Siden af og havde en alvorlig Samtale med vor Vært. Da han kom
tilbage, underrettede han mig om, at det var paa Tiden, vi klædte os
paa, og saa gik vi ind i vore Værelser og iførte os igen vore
kinesiske Dragter. Derpaa blev vi lukkede ud af en Sidedør og begav
os paa Vej til Kineserbyen. Klokken var over halv elleve, da vi
naaede den, men af mange forskellige Grunde foretrak vi at lade dem,
der ventede paa os, vente lidt, hellere end selv at røbe, at vi havde
Hastværk.
Enhver, der har været i Tientsin, vil give mig Ret, naar jeg siger,
at af alle de smudsige og usunde Huller her paa Jorden er der meget
faa, der kan kappes med det, og neppe et, der er værre. Snevre,
uregelmæssige Gader fører ind og ud og snor sig omkring i alle
Retninger. Husenes øvre Etager, der er prydede med Skilte, Vimpler og
Flag, støder næsten sammen over Gaden, saa at der endog midt paa
Dagen er et underligt, uhyggeligt Mørke. Om Natten er der naturligvis
bælgmørkt, og baade ved Dag og ved Nat er der en afskyelig Lugt.
Da vi kom til Enden af den Gade, som vi var blevne henviste til,
forlod vi vore Jinrickshawer og gik Resten af Vejen. Halvvejs nede i
Gaden, som var lidt bredere og lidt pænere end de andre, mødte vi
Laohwan, som førte os til det Hus, vi søgte efter.
Dets Ydre lignede de andres. Det var kun en Etage højt og havde
stort, fremstaaende Tagskæg, en Slags Veranda med Tremmeværk og en
lav buet Indgang. Vor kinesiske Ledsager bankede paa Døren med Næven,
og efter det tredie Slag blev den aabnet. Laohwan sagde noget til
Dørvogteren, som derpaa lod os komme ind.
"Der er kun én Sol," sagde Dørvogteren ydmygt.
"Men der er mange Stjerner," svarede Nikola, hvorpaa Manden førte os
hen til en anden Dør i Gangen. Dèr mumlede han et Par Ord. Den blev
straks aabnet, og vi traadte ind og fandt en anden Mand, som ventede
paa os og holdt en underlig formet Lampe i Haanden. Han gav Tegn
til, at vi skulde følge ham, og vi gik saa ned ad en lang Gang og
naaede en anden Dør, for hvilken der hang et Tæppe. Han trak Tæppet
til Side og bad os om at gaa ind.
Vi befandt os i et stort Værelse, hvis Gulv, Vægge og Loft var lavede
af et Slags mørkt Træ, sandsynligvis Teaktræ. Det var umøbleret. Der
hang kun et Par sammenrullede Bannere paa Væggen, og der laa nogle
Hynder i en Krog. Da vi kom, var der ingen derinde, men vi behøvede
ikke at vente længe, før vor Ensomhed blev afbrudt. Jeg havde vendt
mig om for at tale med Nikola, der undersøgte et Banner, da jeg
pludselig hørte rolige Fodtrin bag ved mig. Jeg vendte mig hurtigt om
og stod lige over for en Kineser, som neppe kunde være mindre end
firsindstyve Aar. Hans Ansigt var rynket som et tørret Skovæble, hans
Haar næsten hvidt, og han støttede sig til en Stok. En Ting slog mig
som særlig mærkelig ved ham: skønt Huset paa ingen Maade var lille,
og skønt det saá meget ordentligt ud, ja, i enkelte Henseender endog
tydede paa, at Ejeren var rig, var dog denne gamle Mand, som
utvivlsomt var den vigtigste Person i det, klædt i Tøj, der vidnede
om den yderste Fattigdom. Da han kom hen til Nikola, hvem han ligesom
de andre syntes at betragte som den vigtigste Person, bukkede han
dybt for ham, og efter at de uundgaaelige Høfligheder var blevne
vekslede, sagde han:
"Man har ventet paa Deres Excellence med Spænding. Alle Forberedelser
til Deres Rejse blev trufne forrige Uge."
"Jeg blev opholdt i Tsan-Chu," sagde Nikola. "Naa, sig mig saa, hvad
der er gjort."
"Der er sendt Bud til Peking," sagde den Gamle, "og Ypperstepræsten
venter Dem i Lamaklostret. Mere kan jeg ikke sige Dem."
"Det er ogsaa tilstrækkeligt. Lad os saa høre, hvad der siges om
mig."
"Der siges, at de, der har valgt, har valgt klogt."
"Det er godt," sagde Nikola, "forlad os saa, jeg er træt og vil gerne
være alene. Jeg bliver her i Nat og rejser ved Daggry i Morgen
tidlig. Sørg for, at jeg ikke bliver forstyrret."
Den Gamle forsikrede Nikola, at hans Ønsker skulde blive opfyldte og
forlod derpaa Værelset. Da han var gaaet, trak Nikola mig hen i den
fjerneste Del af Værelset og hviskede hurtigt:
"Nu ser jeg det hele. Vi har Lykken med os. Dersom jeg blot kan faa
fat i de to Mænd, som jeg ønsker skal udføre dette Hverv, saa opdager
jeg Selskabets Hemmelighed, eller ogsaa dør jeg under Forsøget. Hør
nu efter! Da vi ankom, erfarede jeg af Williams, der véd næsten lige
saa meget om det underjordiske Liv i Kina, som jeg selv gør, at hvad
jeg havde haft Mistanke om nu havde fundet Sted. Med andre Ord: Efter
dette lange Mellemrum har der fundet et Valg Sted, for at udfylde den
Mands Plads, som Kina Pete dræbte i Lamaklostret for at komme i
Besiddelse af Stokken. Den valgte Mand er Ypperstepræst i Lamatemplet
i Hankow og er en meget religiøs og mærkelig Mand. Man venter ham i
Peking i denne Uge eller i næste. Disse Mennesker er blevne vildledte
af Laohwan og tager mig for ham, og de skal vedblive at tage fejl.
Hvis de opdager, at vi narrer dem, saa er vi Dødsens i samme Øjeblik,
men hvis de ikke gør det, og vi blot kan holde Præsten af Vejen, saa
har vi udmærkede Udsigter til at faa alt, hvad vi ønsker, at vide af
dem. Det er en frygtelig Risiko, men da det er en Lejlighed, som
maaske aldrig kommer igen, maa vi benytte den. Læg nu nøje Mærke til,
hvad jeg siger: Det kan ikke gaa an, at jeg forlader dette Hus i
Aften, men det er nødvendigt, at jeg staar i Forbindelse med
Williams. Jeg maa skrive et Brev til ham, og De maa bringe ham det.
Det første, han skal gøre i Morgen tidlig, er at sende to
Telegrammer."
Med disse Ord greb han i en Lomme i sit Ærme og fremtog en lille
Notitsbog og en amerikansk Patentpenneholder og satte sig ned paa
Gulvet og begyndte at skrive. I næsten fem Minutter var der
fuldstændig Tavshed i Værelset, saa rev han to eller tre Blade ud af
Bogen og rakte mig dem.
"Bring dem til Williams," sagde han. "Han maa udfinde, hvor den anden
Mand er, uden at spilde et Øjeblik og sætte sig i Forbindelse med de
Folk, som jeg telegraferer til. Hvad der saa end sker, maa de gribe
Præsten, før han kommer hertil, og saa maa de sejle ud paa Havet med
ham. Naar det er lykkedes, maa han først faa Lov til at lande igen,
naar De og jeg er sikkert tilbage i Shanghai."
"Hvem skal Williams telegrafere til?"
"Til to Mænd, som jeg har den største Tillid til. Den ene hedder
Eastover og den anden Prendergast. Han skal sende dem dette
Telegram."
Han rakte mig et andet Stykke Papir.
"Til
Prendergast og Eastover,
Adr. Gregson, Hongkong.
Kom til Tientsin næste Damper. Opsæt ikke et Øjeblik. Naar De
kommer, gaa til Williams.
Nikola."


V. KAPITEL.
Jeg redder en ung Dame.

Da jeg havde forladt det Værelse, i hvilket Nikola havde indrettet
sig, traf jeg den samme Dørvogter, som havde lukket os ind, og som nu
igen viste mig ud paa Gaden. Jeg opdagede nu, at Vejret havde
forandret sig. Da vi forlod Williams' Bolig, var det klart
Stjernelys, men nu var Himlen dækket af sorte Skyer, og medens jeg
gik ned ad Gaden i Retning af den engelske Koloni, hørte jeg et svært
Tordenbrag. Klokken var næsten elleve, og det forekom mig, som om der
var mærkelig roligt i Kineserbyen. Der var et underligt Præg af
undertrykt Ophidselse hos de Kinesere, jeg mødte, og da jeg senere
traf Grupper af dem paa Gadehjørnerne, kunde jeg ikke andet end
tænke, at de Samtalestumper, jeg var i Stand til at høre, varslede
om, at der var noget i Gære. Jeg havde imidlertid ikke Tid til at
lægge Mærke dertil. Jeg skulde finde Williams' Hus, give ham Brevet
og komme hurtigst muligt tilbage til Nikola.
Endelig naaede jeg det engelske Kvarter, passerede Konsulens Hus og
ankom endelig til den Villa, jeg søgte.
Et klart Lys skinnede ud gennem et af Vinduerne, og jeg gik henimod
dette. Da jeg naaede det, opdagede jeg, at Husets Ejer sad ved et
stort Bord og skrev. Jeg bankede sagte paa Ruden, hvorpaa han rejste
sig og kom hen til mig. At han ikke genkendte mig var klart af den
Modtagelse, jeg fik.
"Hvad ønsker De?" spurgte han paa Kinesisk, idet han aabnede Vinduet.
"Jeg vilde gerne gøre Deres Velbaarenhed et simpelt Spørgsmaal."
"Det er ikke Tid nu at gøre Spørgsmaal, selv om De er simple,"
svarede han. "De maa se herind i Morgen."
"Men i Morgen er det for sent," svarede jeg alvorligt. "Jeg siger Dem
ved Deres Forfædres Aand, at det, jeg har at meddele, maa siges i
Aften."
"Naa, saa kom da i Himlens Navn ind og sig det," svarede han lidt
gnavent og gav mig Tegn til at komme ind.
Jeg gjorde, som han sagde, og satte mig paa Stolen foran ham, idet
jeg paa ortodoks Vis stak Hænderne ind i mine store Ærmer. Saa
huskede jeg paa Kinesernes Tilbøjelighed til Vidtløftighed og
begyndte at væve i min Tale, indtil jeg saá, at hans Taalmodighed
næsten var udtømt; men han genkendte mig endnu ikke. Jeg bøjede mig
saa fremad og sagde:
"Véd Deres Ekscellence, at Deres Hus er blevet bevogtet siden
Solnedgang?"
"Af hvem og af hvilken Grund?" spurgte han, idet han saá lidt urolig
ud.
"Af tre Mænd, og Grunden dertil er to Fremmede, som kom med Posten i
Eftermiddag."
"Hvilke Fremmede?" spurgte han, som om der ingen Ting var i Vejen,
men jeg lagde Mærke til, at han saá opmærksommere paa mig end før.
"Den Mand, som vi kalder Manden med Djævlens Øjne, men som De kalder
Nikola, og hans Ledsager."
Jeg udtalte Nikolas Navn, som en Kineser vilde udtale det, og ventede