Doktor Nikola - 12

Stilling, som hans Rolle foreskrev ham. Trappen vedblev at sno sig
opad, snart til den ene, snart til den anden Side, til det næsten
svimlede for mig ved Tanken om, hvor langt vi var gaaet, ja, mine Ben
vilde næsten ikke bære mig længere, da vi endelig standsede ved en
stor Dør paa Toppen af Trappen. Den blev slaaet op, og vort Selskab
gik langsomt igennem den i Gaasegang. Da vi var kommet indenfor,
førte en halv Snes Trin igen op til Etagen ovenover, og her kom vi
til en anden Afsats. Da vi saá os om, opdagede vi, at vi stod i en
uhyre stor Hal. Taget ragede mere end hundrede Fod op over vore
Hoveder, til højre og venstre var der Buer af en underlig Tegning,
medens der i den fjerneste Ende var et meget smukt Vindue, hvis Glas
var malet blodrødt. Hele Hallen laa i Halvmørke, og skønt den gjorde
Indtryk af at være et Sted, hvor man holdt Gudstjeneste, kunde jeg
ikke opdage et Alter eller noget andet, som tydede paa dette.
Da vi naaede derop, gav den Dværg, som vi først havde truffet, sine
Følgesvende Tegn til, at de skulde trække sig tilbage, og viste os
saa Vej til en lille Forhøjning, der var anbragt midt i Hallen. Han
betydede os, at vi skulde stille os dèr og stillede sig selv paa Vagt
ved Siden af os.
Vi blev staaende der i hele ti Minutter og saá hen imod det blodrøde
Vindue og ventede paa, hvad der nu skulde ske. Tavsheden var højst
ubehagelig, og jeg maatte anstrenge al min Evne til at beherske mig
for ikke at vise Tegn paa Nervøsitet.
Saa naaede pludselig en Lyd af den blideste Musik vort Øre. Fra det
svageste Pianissimo voksede den efterhaanden, indtil den endte i en
skingrende, barbarisk March. Den hørtes i næsten fem Minutter,
hvorpaa to Døre, én paa hver Side, blev aabnede, og en Procession
traadte ud. Den bestod af Mænd, for jeg har ingen Ret til at antage,
at det ikke var Mænd, men der var intet i deres Ydre, som støttede
denne Antagelse. De var alle iført en lang, sort Kappe, der naaede
ned til Fødderne. Hænderne var skjult af umaadelig store Ærmer og
Hovedet indsvøbt i et tykt Slør, der var kastet tilbage og bedækkede
baade det og Skuldrene, saaledes at der kun var to runde Huller til
Øjnene.
De kom frem én efter én og stillede sig op i regelmæssige Rækker paa
begge Sider af os, alle med Ansigtet hen imod Vinduet.
Da den sidste var kommet ind, og Dørene var blevet lukkede igen,
begyndte Gudstjenesten. Tusmørket, i hvilket det store, røde Vindue
stirrede som et ondt Øje, de uhyggelige, sorte Skikkelser, den
hemmelighedsfulde, klagende Sang og Mindet om det mærkelige Ry, som
dette Sted og dets Beboere havde, forøgede den Følelse af Rædsel, som
betog mig.
Da Munkene havde knælet i Andagt i næsten et Kvarter, hørte vi en
stor Klokkes dæmpede Lyd. Saa rejste de sig pludselig alle paa én
Gang og gik højtideligt ud af de Døre, gennem hvilke de var traadt
ind. Da de sidste var forsvundne, var vi atter alene i den samme
uhyggelige Tavshed.
"Hvad i al Verden betyder dette?" sagde Nikola hviskende. "Hvorfor
kommer der ingen og modtager os?"
"Her er en Luft som i et Lighus," svarede jeg, "det er alt andet end
behageligt."
"Tys," sagde Nikola, "nu kommer der nogen."
Medens han talte, blev et Forhæng i Koret draget til Side, og en
Mand, der var klædt paa samme Maade som de, vi havde set under
Andagten for et Par Minutter siden, kom ned ad Trinene og hen imod
os. Da han naaede den Forhøjning, paa hvilken vi stod, bukkede han og
gav os Tegn til, at vi skulde følge ham. Det gjorde vi, idet vi gik
op ad de Trin, som han var kommet ned ad, og forbi Forhænget. Her
fandt vi igen en Trappegang, der førte til en lang Korridor, paa
begge Sider af hvilken der var mange smaa Celler. Det eneste Lys kom
fra den Fakkel, som vor Fører havde taget ud af en Ring, da han
forlod Hallen, og nu gik med i Haanden.
Uden at standse førte Munken os gennem hele Korridorens Længde,
drejede saa til højre, gik ned ad tre Trin, og efter at have trukket
et andet Forhæng til Side, gav han os Tegn til at følge efter ham
ind i et snævert, men højt Værelse. Det var tarveligt udstyret med et
Bord, et Par Stole og en simpel Seng og blev oplyst gennem en snæver
Revne i Væggen, der var omtrent tre Tommer bred og femogtyve dyb.
Da vi var kommet indenfor, vendte vor Fører sig om, og idet han
nærmede sig til mig, pegede han først paa mig og saá paa Værelset som
om han vilde tilkendegive at dette var til Brug for mig. Saa tog han
Nikola ved Armen og førte ham gennem en anden Dør ind i et indre
Værelse som øjensynligt var bestemt for ham. Straks efter kom han ud
igen og gik sin Vej uden at mæle et Ord. Et Øjeblik senere viste
Nikola sig i sin Dør og indbød mig til at se hans Bolig der for
Resten fuldstændig lignede min i alle Enkeltheder.
"Naa, saa er vi da sluppet ind," sagde Nikola, "og vi opdager enten
det, vi ønsker at vide, om meget kort Tid, eller vi bliver sendt af
Sted for at udforske Hemmeligheder i en anden Verden."
"Det er jo ikke udenfor Mulighedernes Omraade, at vi kommer til at
gøre begge Dele," svarede jeg.
"Før vi gaar videre, vil jeg sige Dem en Ting, Bruce," sagde han uden
at ænse min Bemærkning. "De maa huske paa, at dette Sted ikke ligner
et almindeligt shamanistisk eller buddhistisk Kloster, hvor Tingene
gaar, som de kan bedst. Her øver hver enkelt Mand den størst mulige
Selvfornægtelse, og blandt andet er jeg vis paa, at Maaltiderne ikke
vil være videre heldige. Vi bliver nødt til at forsone os med mange
underlige Vaner, og i al den Tid maa vi holde Øjnene vidt aabne, saa
at vi kan faa det mest mulige ud af enhver Lejlighed, der tilbyder
sig."
"Jeg har ikke noget imod deres Skikke," svarede jeg, "men det gør mig
ondt at høre det, De siger om Maaltiderne, for ærligt talt, for
Øjeblikket er jeg simpelthen ved at dø af Sult."
"Det er der ikke noget at gøre ved," svarede Nikola. "Selv om vi ikke
faar noget før i Morgen Aften, maa vi finde os i det med Sindsro."
Jeg stønnede og gik tilbage til mit Værelse. Det var blevet omtrent
Middag nu, og vi havde ikke spist noget siden Daggry. Jeg satte mig
paa min Seng og prøvede paa at forsone mig med Tilstanden. Jeg
spekulerede i nogen Tid; saa blev jeg overfaldet af et Anfald af
Døsighed, og det varede ikke længe, før jeg laa i en dyb Søvn.
Men min Sult skulde tilfredsstilles nogenlunde, inden der var gaaet
lang Tid. Ved Solnedgang hørte jeg Fodtrin i Korridoren, og straks
efter viste der sig en barfodet Munk, helt sortklædt og med den samme
uhyggelige Hætte over Hovedet, og han bar en stor Skaal i Haanden.
Han gik med den gennem mit Værelse og satte den paa Nikolas Bord.
Da han kom ind, traf han den sidstnævnte paa Knæ i Færd med sine
Andagtsøvelser, og jeg begyndte at bebrejde mig, at jeg ikke havde
frembudt det samme Skue, da han traadte ind til mig.
Manden var neppe gaaet igen, ja Lyden af hans Fodtrin var neppe døet
bort, før jeg var i det inderste Værelse.
"Middagen er serveret," sagde Nikola og gik hen til Skaalen paa
Bordet. Til min Rædsel indeholdt den kun lidet andet end halvanden
Pægl af den tyndeste Suppe, noget Menneske nogensinde har set. I
denne Vædske svømmede der nogle faa Riskorn, men der var ikke noget
af en solidere Slags Fødevarer. Der var hverken Ske eller Brød, saa
hvorledes vi skulde drikke Suppen uden at løfte Skaalen op og hælde
den ned i Halsen, kunde jeg ikke tænke mig, men Nikola løste Gaaden
ved at tage et lille Rejsebæger i sin Medicinkasse og give mig det,
og saa tog jeg da fat. Da jeg saá, at Nikola selv neppe nød mere end
et Bæger fuldt, gjorde jeg ham Forestillinger, men forgæves. Han
sagde, at han ikke ønskede mere, og dermed var Sagen afgjort. Jeg
spiste altsaa Resten, og da jeg var færdig, var jeg lige saa sulten
som før. Hvis dette var Klostrets Kost, sagde jeg til mig selv, saa
vilde jeg være et Skelet, naar vi en Gang forlod det, hvis dette da
lykkedes os.
Da jeg havde endt mit Maaltid, var den lange Lysstribe, der havde
været at se under Vinduet, da vi kom, og gradvis var gaaet over
Gulvet, nogle Fod oppe paa den modsatte Væg. Lidt senere forsvandt
den helt. Værelset laa snart i fuldstændigt Mørke, og jeg maa sige,
at mit Humør var alt andet end godt. Jeg vendte tilbage til Nikolas
Værelse, og det var just ikke i en spøgefuld Stemning.
"Dette er jo meget morsomt," sagde jeg ironisk. "Mon de ikke vil
modtage os paa en ordentlig Maade?"
"Det kommer nok altsammen, naar det skal," svarede han roligt. "Vi
faar nok saa megen Spænding, at vi kan have godt af det hele Livet,
og jeg tvivler heller ikke om, at vi kommer i Fare."
"Jeg bryder mig ikke om Fare," sagde jeg. "Det er denne skrækkelige
Venten, der tager paa mine Nerver."
"Naa, ja, De behøver vist ikke at vente længe. Hvis jeg ikke tager
fejl, saa kommer der nogen og henter os nu."
"Hvoraf véd De det," spurgte jeg. "Jeg kan ikke høre nogen."
"Men de kommer alligevel," svarede Nikola. "Hvis jeg var Dem, vilde
jeg gaa tilbage til mit Værelse og være rede til at modtage dem, naar
de kommer."
Jeg gjorde, som han sagde, og gik tilbage til mit Værelse, hvor jeg
ventede med al den Taalmodighed, jeg var Herre over.
Hvorledes Nikola vidste, at der kom nogen for at hente os, kan jeg
ikke sige, men saa meget er sikkert, at fem Minutter efter at han
havde sagt det til mig, hørte jeg en Mand komme ned ad Trappen. Saa
viste der sig et klart Lys paa Væggen, og et Øjeblik efter traadte
den samme Dværg, som havde ført os ind i Klostret, ind i mit Værelse,
med en Fakkel i Haanden. Da jeg saá at han ønskede at tale med
Nikola, holdt jeg Haanden op som for at opfordre ham til at være
stille, og idet jeg satte den mest ærbødige Mine op, gav jeg ham Tegn
til at blive, hvor han var, medens jeg gik ind i det inderste
Værelse. Nikola var paa sin Post og befalede mig at kalde Manden ind
til sig. Dette gjorde jeg, og i næste Øjeblik stod Dværgen for ham.
"Jeg er sendt, Fremmede," sagde den sidstnævnte, "for at stævne dig
til en Sammenkomst med de Store i Bjergene."
"Jeg er rede," sagde Nikola højtideligt, "lad os gaa."
Saa vendte Dværgen sig om og viste Vej ud i Gangen. Jeg havde ikke
Lyst til at blive tilbage og fulgte derfor tæt i Hælene paa Nikola.
Vi gik først op ad en lang Trappe, saa gennem en stor Hal og naaede
endelig en lille Forstue. Her blev der sagt, at vi skulde vente, og
Dværgen forsvandt bag et Forhæng og talte med nogen indenfor. Da han
kom tilbage igen, trak han Forhænget til Side og gav os Tegn til at
træde ind. Vi kom ind i et Værelse, der ikke var saa lidt større, og
hvori en Munk i den sædvanlige Dragt holdt Vagt. Han modtog os med et
Buk, ligeledes uden at tale, og førte os til et andet Værelse, hvis
Dør blev bevogtet af en anden Munk.
Da vi naaede den sidste Forstue, gik Nikola ind foran mig uden at se
til nogen af Siderne, med Hovedet bøjet, og idet hele hans Holdning
udtrykte den største Fromhed. Her blev der sagt, vi skulde vente.
Munken forsvandt og viste sig ikke igen før efter omtrent fem
Minutter. Da han kom, pegede han paa en Dør paa den modsatte Side og
opfordrede os til straks at træde ind.
Vi gjorde det og befandt os i et stort Værelse med ganske sorte
Gardiner og Forhæng. Ved Lyset af de Fakler, der var anbragt i Ringe
paa Væggen, kunde vi skelne to Mænd, der sad paa fint udskaarne Stole
paa en Slags Forhøjning i Baggrunden. De var klædt paa samme Maade
som Munkene, og af denne Grund var det ganske umuligt at opdage, om
de var unge eller gamle. Saa snart vi var kommet indenfor, blev jeg
staaende ved Døren, medens Nikola gik frem og stillede sig foran det
stille Par paa Forhøjningen. Et Øjeblik var der ingen, der sagde et
Ord. Saa rejste Manden til højre sig, vendte sig hen imod Nikola og
sagde:
"Hvem er I, og med hvilken Ret forstyrrer I min Ensomhed?"
"Jeg er den Mand fra Hankow, som du har faaet Underretning om,"
svarede Nikola ærbødigt med en dyb Hilsen, "og jeg er kommet, fordi
du befalede det."
"Hvad Bevis har vi for det?" spurgte den Mand, der først havde talt.
"Du har Brevet, som dit Bud har sendt dig fra Ypperstepræsten i
Lamaklostret i Peking, og som meldte, at jeg kom," svarede Nikola,
"og jeg har dette Symbol, som I har sendt mig."
Her fremviste han den Stok, han havde skaffet sig fra Wetherell, og
holdt han op, saa den anden kunde se den.
"Og hvis dette er sandt, hvad vil I saa hos os?"
"Jeg er her, for at jeg kan udføre de levendes og dødes Befaling."
"Det er godt," svarede den anden og satte sig ned igen.
I fem Minutter eller saa var der en ny Pavse, under hvilken ingen
talte, og ingen bevægede sig. Jeg stod ved den ene Side af Døren, og
den Mand, der havde ført os ind, ved den anden. Nikola stod foran
Forhøjningen, og paa den sad stive og ubevægelige de to sorte
Skikkelser, som jeg har beskrevet. Da denne Tavshed havde vedvaret i
nogen Tid, begyndte jeg at føle mig til Mode, som om jeg selv var
nødt til at tale, hvis en anden ikke snart gjorde det. Spændingen var
frygtelig, og dog stod Nikola fast, han rørte ikke en Muskel og viste
ikke det mindste Tegn paa Forvirring.
Saa sagde den Mand, der endnu ikke havde talt, roligt:
"Har du forberedt dig til det Arbejde, der venter dig?"
"Ja," sagde Nikola, "jeg er rede til at gøre, hvad I paalægger mig."
"Er du sikker paa, at du ikke nærer nogen Frygt?"
"Ja, det er jeg sikker paa," svarede han.
"Og hvad Kundskab har du til de Ting, som hører til dit Arbejde?"
Til min Overraskelse svarede Nikola ydmygt:
"Jeg har ingen Kundskab, men, som du véd, har mine Tanker sysselsat
sig med at granske mange Ting, som sædvanlig er skjult for
Menneskene."
"Det er godt," svarede den anden Mand paa samme Maade som den første.
Der opstod en anden Pavse, og saa sagde den Mand, der først havde
tiltalt Nikola, med en myndig Mine:
"I Morgen Aften vil vi prøve dine Kundskaber og dit Mod. For
Øjeblikket skal du forberede dig og vente."
Derpaa gav Munken ved Døren Nikola et Tegn til at følge ham.
Det gjorde han, og jeg forlod Værelset i Hælene paa ham. Saa blev vi
ført tilbage til vore Celler og ladt alene.
Vi talte sammen en kort Tid og gik saa til Hvile. For den Dag havde
vi sandelig haft Spænding nok.
Næste Dag stod vi tidligt op, spiste lidt Ris til Frokost, modtog
ingen Gæster og forlod ikke vore Værelser hele Dagen. Kun den Munk,
der havde bragt os Mad den foregaaende Aften, besøgte os igen, men
havde ligesom før intet at sige. Vort Aftensmaaltid blev anrettet ved
Solnedgang og bestod af den samme Suppe som før. Saa blev det mørkt,
og omtrent paa samme Tid som den foregaaende Aften viste Dværgen sig
for at føre os til Mødet.


XIV. KAPITEL.
En Prøve.

Da vi forlod vore Værelser, drejede vi til højre i Stedet for til
venstre og kom igennem en lang Gang, der laa under den, i hvilken
vore Celler fandtes. Jeg kunde ikke opdage, hvor omtrent i Klostret
denne Gang var anbragt, og hvorledes dens Beliggenhed var med Hensyn
til den Trappe, ad hvilken vi var kommet op fra Dalen den foregaaende
Dag. Men som alle andre var den ganske mørk. Der var kun hist og her
store Fakler, som var anbragt i Jernringe i Murene. En Gang paa denne
Vandring fik jeg Lejlighed til selv at undersøge disse Mure, og jeg
opdagede til min Forbavselse, at de ikke var hugget ud i Klippen, som
jeg havde antaget, men var bygget af tilhugne Sten af en Art, der
mærkeligt lignede Granit. Heraf saá jeg, at Cellerne og Gangene var
opført af Menneskehænder, men hvor længe det kunde have taget at
udføre en saa uhyre svær Opgave, det var noget, som jeg slet ikke
kunde beregne. Men tilbage til min Fortælling.
Fra den lige beskrevne Korridor gik vi ned ad en anden Trappe, saa
over en snæver Afsats, hvorefter der igen kom en Trappe. Da vi naaede
den, hørte vi en Støj, der lignede fjern Torden.
"Hvad er det for en Lyd?" spurgte Nikola vor Fører.
Dværgen svarede ikke, men idet han førte os langs med den ene Side af
Gangen, holdt han sin Fakkel op over Hovedet og gjorde Tegn til, at
vi skulde se.
Et Øjeblik forhindrede den flagrende Flamme os i at se noget som
helst. Saa blev vore Øjne vante til Lyset, og til vor Forbavselse
opdagede vi, at vi stod paa selve Randen af en uhyre Afgrund. I dette
Svælg fo'r Vinden, der maatte komme ind fra en eller anden Gang,
omkring og hvinede med den afskyeligste Støj, medens der var et
glimrende Vandfald ovre paa den anden Side ikke mere end atten Alen
derfra. Det er umuligt at beskrive, hvor prægtigt disse Vandmasser
saá ud, der larmende fo'r ned gennem Mørket i selve Jordens Indvolde.
Faldet maa have været dybt, for der kom intet Skum op til os; alt,
hvad vi kunde se, var en sort Vandmasse, som styrtede forbi os. Vi
stod med aaben Mund og saá til, og da vor Forundring og Nysgerrighed
var tilfredsstillet, vendte vi os om og fulgte vor Fører tilbage til
det Sted, hvor vi først havde hørt Støjen. I den anden Ende af denne
Gang eller Afsats, hvad man nu skal kalde den, var der en stor
Stenbuegang, der lignede en Tunnel mere end noget andet. Ved
Indgangen til den stod en Munk. Dværgen gik hen til ham og sagde
noget med dæmpet Stemme, hvorpaa han tog en Fakkel fra Muren og gav
os Tegn til at følge sig. Dværgen vendte tilbage til de højere Egne,
medens vi styrtede os dybere ned under Jordens Overflade. Om vi
virkelig var saa langt nede, som vi indbildte os, eller om
Fugtigheden blev voldt af en eller anden Forbindelse med Vandfaldet,
det véd jeg ikke, men under alle Omstændigheder var Vægge og Gulv
strømmende vaade.
Gangen eller Tunnelen var meget lang, idet der var mindst
halvtredsindstyve Fod fra Indgangen til Udgangen. Da vi var kommet
igennem den, stod vi i den største Hule, jeg nogensinde har haft det
Held at se, ja, den var saa stor, at det var med den største
Vanskelighed, at jeg i Halvmørket kunde se den anden Side.
Vor Fører viste os gennem den første Tværgang ind i Hovedgangen og
forlod os saa. Der var ikke Tegn til Bohave af nogen Slags, hverken
Bænke, Alter eller lignende, og, saa vidt vi kunde se, var der ikke
en levende Sjæl i Nærheden. Den eneste Lyd, man hørte, var en svag
Dryppen af Vand, der syntes at komme fra alle Sider i Hulen.
"Naa, det er jo meget hyggeligt," hviskede jeg til Nikola. "Jeg
haaber, at Forestillingen snart begynder."
"Tys," sagde han, "vær forsigtig med, hvad De siger, for De véd ikke,
hvem der maaske hører Dem."
Han havde neppe sagt dette, før Aftenens første hemmelighedsfulde
Begivenhed indtraf. Vi stod med Ansigtet mod den Del af Hulen, som
havde ligget til højre, da vi traadte ind. Lyset var bedre paa dette
særlige Sted end noget andet Sted, og jeg tør sværge paa, at, saa
vidt jeg tror, saa var der i dette Øjeblik ikke noget menneskeligt
Væsen mellem os og Væggen. Men da vi saá derhen, syntes en Skikkelse
at hæve sig op af Jorden foran os. Den kom nærmere, og idet den
gjorde det, antog den menneskelig Form. Dette Kunststykke var flinkt
gjort, og hvorledes det gik til, forstaar jeg endnu ikke den Dag i
Dag. Naturligvis kan Manden være traadt frem bag en Pille, der var
indrettet særlig til dette, eller han kan være kommet op fra en
Falddør i Gulvet, skønt jeg for mit Vedkommende betragter begge disse
Ting som usandsynlige. At han kom var imidlertid en Kendsgerning.
"Efter dit eget Ønske og uden nogen Magt, der er anvendt af
Menneskevæsner, er du her og beder om, at vor Ordens Visdom maa blive
afsløret for dig. Der er endnu Tid til, at du kan trække dig tilbage,
hvis du vil."
"Jeg ønsker ikke at trække mig tilbage," svarede Nikola fast.
"Lad det saa være saa," sagde Manden. "Følg mig."
Nikola bevægede sig fremad, og jeg vilde ledsage ham, da Manden, der
gik foran, vendte sig om, og idet han pegede paa mig, sagde han:
"Gaa ikke videre, det er ikke rigtigt, at du ser, hvad der nu skal
afsløres."
Nikola saá paa mig og sagde roligt: "Bliv!"
Da han havde sagt det, fulgte han den anden gennem Hulen og forsvandt
straks efter. I nogle Minutter stod jeg paa det Sted, hvor de havde
forladt mig, og lyttede til Vanddraabernes Fald fra de fjernere Dele
af Hulen, iagttog Flagermusene, der fo'r hurtigt op og ned i de mørke
Gange, og tænkte paa, hvad det var for Hemmeligheder, Nikola blev
indviet i. Tavsheden var meget trykkende, og den syntes at blive
værre med hvert Øjeblik, jeg ventede. Hvis jeg sagde, at jeg blev
skuffet ved saaledes at blive udelukket paa det allervigtigste Trin
af vort Eventyr, saa vilde det neppe udtrykke min Følelse. Jeg
ønskede jo desuden ogsaa at være ved Nikolas Side, hvis han skulde
komme i Forlegenhed.
Medens jeg ventede, blev Ønsket om at vide mere om, hvad han gjorde,
stærkere og stærkere hos mig. Jeg følte, at hvad der saa end skete,
maatte jeg være til Stede ved den Sammenkomst, han var blevet hentet
til. Ingen, sagde jeg til mig selv, vilde have Skade af det, og selv
om de tilfældig skulde opdage, at jeg havde fulgt dem, saa følte jeg,
at jeg kunde stole paa min egen Uforskammethed og Opfindelsesevne,
naar det gjaldt om at forklare min Nærværelse.
Jeg var aldrig saa snart blevet enig med mig selv, før jeg gik gennem
Hulen i den Retning, i hvilken de var forsvundne. Da jeg naaede den
fjerneste Del af den, opdagede jeg en lille Gang, fra hvilken der
igen førte en Trappe nedad. Jeg gik sagte ned ad den, idet jeg paa
samme Tid forsøgte at udgrunde, hvor dybt inde i Bjerget, vi var; men
som sædvanlig kunde jeg ikke komme til nogen tilfredsstillende
Slutning.
Da jeg kom ned for Enden af Trappen, stod jeg i en ejendommelig Slags
Hvælving, der blev støttet af Piller, og paa alle Sider var omgivet
af Rækker af Nicher eller Hylder, der efter de romerske Katakombers
Skik var udhuggede i den faste Klippe. Dette triste Sted var belyst
af tre Fakler, og ved Hjælp af dem kunde jeg i hver Niche skelne en
Menneskeskikkelse, der var indsvøbt i Bind. Det var ikke uden en
Følelse af Rædsel, at jeg forlod den Trappe, ad hvilken jeg var
kommet ned, og begyndte at gaa omkring imellem Pillerne for at søge
en Dør, gennem hvilken jeg kunde komme ind i det Værelse dernede,
hvor Nikola var sammen med de Store i Bjergene. Men skønt jeg søgte i
over ti Minutter, kunde jeg ikke opdage noget Tegn til saadan en
Indgang. Jeg var nu i en mærkelig Stilling. Jeg havde forladt min
Post i den større Hule og til Trods for den Ordre, jeg havde faaet,
var jeg gaaet ned for at være Vidne til, hvad der ikke var bestemt
for mine Øjne. Hvis nu Døren der oppe blev lukket af, og jeg ikke
kunde finde nogen anden Udgang, saa var jeg fanget som en Rotte i en
Fælde, og hvad der gjorde Sagen værre, det var, at jeg ikke havde
adlydt den strenge Befaling, som den Mand, der kaldte paa Nikola,
havde givet mig, og jeg havde udsat mig for at blive dadlet af Nikola
selv. Idet jeg huskede paa, hvor haardt han havde behandlet dem, der
før havde fornærmet ham, besluttede jeg at vende tilbage, medens der
endnu var en Mulighed for det, men ligesom jeg var i Færd med at gøre
det, var der noget mærkeligt ved Fodstykket af en af Pillerne til
højre for det Sted, hvor jeg stod, som jeg blev opmærksom paa. Det
var enten en Revne, der blev forstørret af Faklernes usikre Lys,
eller det var en Indgang, som var snildt konstrueret i Stenen, og som
ikke var blevet rigtig lukket. Jeg nærmede mig, satte mit Knivsblad
ind i Revnen og trak det udad. Der opstod straks en Aabning, der
viste, at hele Pillen var hul, og, hvad der var vigtigere for mig, at
den indeholdt en kort Træstige, som førte ned i en ny Hvælving.
I samme Øjeblik var min Beslutning om at vende tilbage til den
øverste Hule glemt. Jeg havde nu en Lejlighed til at opdage, hvad de
tog sig for, og, hvad der end skete, saa vilde jeg benytte den. Jeg
trak Døren helt op, krøb ind og gik sagte ned ad Stigen. Da jeg var
kommet ned ad den, var jeg i fuldstændigt Mørke. Et Øjeblik kunde jeg
slet ikke forstaa Grunden til dette, da jeg tydeligt kunde høre
Stemmer, men da jeg følte mig frem, opdagede jeg, at det Sted, jeg
stod paa, var en Slags Forstue til et andet Værelse, hvis Dør kun var
delvis lukket. Mine Sandaler gjorde ingen Støj paa Stengulvet, og jeg
var derfor i Stand til at liste mig hen til Indgangen af det inderste
Værelse uden at vække nogen Opmærksomhed. Hvilket Syn mødte der ikke
mit Øje!
Værelset selv var ikke mere end halvtredsindstyve Fod langt og
tredive Fod bredt, men i Stedet for at være en almindelig Hule som
alle de andre, gennem hvilke jeg var kommet, var det belagt med Gulv
og Træpaneler, der nu var sorte af Alder. Hvor højt det var, kunde
jeg ikke gætte, for Væggene steg og steg, saa jeg ikke kunde se Enden
paa dem i Mørket. Af Bohave var der kun lidt; der var dog et langt og
underligt formet Bord i Baggrunden og et andet nærmere ved Døren og
et trefodet Fyrfad til venstre. Det sidstnævnte indeholdt en Masse
glødende Kul, og da der var en Slags kunstig Træk bag ved det,
larmede det som en Esse i en Smedie.
Da jeg traadte ind, holdt Nikola noget, der saá ud som en lille
Flaske i venstre Haand. Jeg kunde ikke se nogen af de Mænd med de
sorte Hætter, som jeg havde ventet af træffe, men ved hans Side stod
der to Mænd, der var klædt paa en helt anden Maade.
Den højeste af de to var en midaldrende Mand, næsten helt skaldet,
med et behageligt, men noget semitisk Ansigt, og med et kort, sort
Skæg. Hans Kammerat, der øjensynlig var Hovedmanden, afveg fra ham i
næsten hver Enkelthed. For det første var han den ældste Mand, jeg
nogen Sinde har set bevæge sig omkring. Han var lille og næsten
utrolig rynket, hans Hud var saa gul som Pergament, og naar han
bevægede sig, saá det ud, som om Knoklerne maatte trænge frem gennem
den. Hans Ansigt bar umiskendelige Tegn paa, at det en Gang havde
været meget smukt, og var nu fuldt af aandelig Skønhed. Paa samme Tid
kunde jeg imidlertid ikke lade være med at føle mig overbevist om,
at det ikke var en Asiaters Ansigt. Ligesom hans Fælle havde ogsaa
han Skæg, men hans var langt og snehvidt, hvilket gav ham et ganske
overordentlig værdigt Udseende.
"Min Søn," sagde han henvendt til Nikola, "hidtil har du set, hvor
vidt de særlige Evner, som vi har talt om, kan udvikles ved et Liv,
der bestaar af stadig Bøn og Selvfornægtelse. Nu skal du erfare, i
hvilken Grad vor Sekt har høstet Gavn af jordisk Visdom. Du maa
erindre, at der i umindelige Tider har været Folk iblandt os, som har
ofret deres Liv for at studere den menneskelige Skikkelses
Skrøbeligheder og Ufuldkommenheder. Lægevidenskabens Underværker er
naaet til os fra en Tid, der ligger tilbage endnu før den velsignede
Buddhas Apoteose. Dag og Nat gennem de forskellige Slægtled og
Aarhundreder efter Aarhundreder har vore Trosfæller i disse Huler
studeret og forøget de Kundskaber, som vore Forfædre besad. Hvor
fjernt vi end er fra den vestlige eller østlige Verden, kender vi dog
enhver ny Opdagelse, og til de Redskaber, med hvilke vore Forfædre
arbejdede, har vi føjet alt gavnligt, som Mennesket siden har
opfundet. I hele Verden er der ingen, der holder Livets og Dødens
Hemmelighed i sin Haand saaledes som vi. Vil du have et Eksempel? Der
er for Øjeblikket et Tilfælde her i Klostret, der kan paavise det."
Da han havde talt, slog han paa en Gongong, der hang paa Væggen, og
næsten før Lyden var døet hen, viste der sig en Munk. Den gamle Mand
sagde noget til ham, og han gik straks bort ad samme Vej, han var
kommet. Fem Minutter senere viste han sig igen, fulgt af en anden
Munk. De bar en Baare, paa hvilken der laa en Menneskeskikkelse. Den
gamle Mand gav dem Tegn til at sætte den midt i Værelset, hvilket de
gjorde, hvorefter de trak sig tilbage.
Saa snart de var gaaet, blev Nikola opfordret til at undersøge den
Person, der laa paa Baaren. Han gjorde det, men glemte næsten i sin
Spænding, at han skulde spille en gammel Mands Rolle. I omtrent fem
Minutter bøjede han sig ned over Patienten, der laa saa stiv som en
Pind. Saa rejste han sig og henvendte sig til de andre.
"Det er et Tilfælde af fuldstændig Lammelse," sagde han.
"Er du sikker paa, at den er fuldstændig?" spurgte den gamle Mand.
"Ja, jeg er ganske sikker paa det," svarede Nikola.
"Pas saa paa, for du skal være Vidne til den Magt, som alle
Tidsaldres Visdom har givet os."