Doktor Nikola - 06

og prøvede paa at lytte, medens Blodet hamrede i mine Tindinger. Jeg
hørte det samme igen, men denne Gang var det nærmere ved min Dør; der
var imidlertid en tydelig Forskel, det lød ikke mere som Trin,
saaledes som vi plejer at høre dem, men det var en underlig ensformig
og tungt slæbende Lyd, der i Øjeblikket forvirrede mig. Men min
Uvished varede neppe et Øjeblik. Jeg havde hørt den samme Lyd én Gang
før paa Manila, og det var en Nat, da en Mand i mit Hotel blev
myrdet. Et Øjebliks Eftertanke sagde mig, at der var én, der krøb paa
Hænder og Knæ. Men hvorfor gjorde han det? Saa huskede jeg, at Væggen
paa den anden Side af Korridoren kun var én Fod høj eller to. Manden,
der trængte ind, hvem det nu end kunde være, ønskede øjensynlig ikke
at blive set af dem, der beboede Værelserne paa den anden Side af det
firkantede Rum. Jeg trak mig tilbage til en Krog, tog en lang
Jagtkniv, som jeg altid bar hos mig, og afventede Begivenhedernes
Udfald. Jeg hørte stadig Lyden, men nu var den kommet forbi min Dør,
og saa snart jeg indsaa dette, listede jeg mig hen til Gangen og saá
ud.
Jeg havde Overblik over den snevre Korridor, men den var tom, og jeg
følte instinktmæssigt, at Manden var gaaet ind i det Værelse, der laa
ved Siden af mit. Han kunde nemlig ikke have haft Tid til at komme
videre. Værelset ved Siden af var Nikolas, og man kunde vædde ti mod
én om, at denne sov efter Dagens Møjsommeligheder. Der hørte ikke
megen Forstand til at fatte, at Fyren havde ondt i Sinde. Man kryber
ikke omkring i ensomme Gange paa Hænder og Fødder, medens andre Folk
sover, naar man ikke har ondt i Sinde. Hvis jeg derfor vilde redde
Nikolas Liv, maatte jeg være hurtig paa Færde.
Et Sekund efter havde jeg forladt mit Værelse og skyndte mig ud i
Gangen efter ham. Da jeg naaede Døren, stod jeg ubestemt og prøvede
paa at opdage, hvor omtrent i Værelset Manden kunde være. Det varede
ikke længe, før jeg hørte en gryntende Lyd fulgt af et halvhøjt
Udbrud. Saa styrtede jeg ind i Værelset og hen til det Sted, hvor jeg
vidste, at Nikola havde anbragt sin Seng. Da jeg gjorde det, kom jeg
i Berøring med et nøgent Legeme, og i næste Øjeblik laa Manden og jeg
og rullede omkring paa Gulvet.
Det var en højst mærkelig Kamp i Mørket. Vi klyngede os til hinanden,
idet vi trillede omkring og gjorde alle mulige Anstrengelser for at
overmande hinanden. Saa hørte jeg Nikola springe op og løbe hen imod
Døren. Han raabte, og der opstod straks Larm i Bygningen, men før de
kom med Lys, havde jeg faaet Krammet paa min Fjende og holdt ham
nede.
Laohwan var den første, der viste sig, og han bragte en Fakkel;
Nikola tog den fra ham og kom hen til os. Han gav mig et Tegn til at
slippe Manden, som jeg holdt nede, bukkede sig ned og saá paa ham.
"Aha," sagde han roligt, "det er altsaa ikke Indbrudstyveri, men
Hævn, her er Tale om. Saa din Slubbert vilde hævne dig for de Prygl,
du fik i Aftes, hvad? Det lader til, at jeg er undsluppen med Nød og
neppe."
Det var ganske rigtigt; den Mand, som jeg havde grebet, var ingen
anden end den Tigger, hvis Plagerier havde bevirket, at han fik
Prygl.
"Hvad behager Deres Ekscellence at gøre med ham?" spurgte Laohwan.
Nikola benyttede Lejligheden til at vise sin Magt. Han sagde til
Manden, at han skulde rejse sig. Saa saá han ham lige ind i Øjnene
maaske et Minut og sagde roligt:
"Luk din Mund op."
Manden gjorde det.
"Det er umuligt for dig at lukke den igen," sagde Nikola. "Prøv ad!"
Den stakkels Usling prøvede og prøvede forgæves. Hans Kæber var saa
stive, som om de var fastgjorte med Skruer. Han arbejdede paa at
klemme dem sammen, men forgæves; der var intet at gøre. I sin Rædsel
fo'r han omkring i Værelset, medens Sveden strømmede ned ad hans
Ansigt, og han udstødte højst besynderlige Skrig.
"Kom her hen!" sagde Nikola. "Staa der foran mig! Naa, luk saa
Munden."
Manden lukkede straks sin Mund.
"Luk dine Øjne."
Manden gjorde, hvad han fik Befaling til.
"Du er blind og stum, du kan hverken aabne dine Øjne eller din Mund."
Manden prøvede ad, men med samme Resultat som før. Hans Mund og Øjne
var og blev lukkede. Denne Gang var hans Rædsel større, end Ord kan
udsige, og han styrtede sig for Nikolas Fødder og bønfaldt ham om
Skaansel med uartikulerede Lyde. Hoben, der havde samlet sig ved
Døren, stod gabende og iagttog denne mærkelige Scene.
"Staa op," sagde Nikola til den ulykkelige, "luk Munden og Øjnene op!
Du vilde have myrdet mig, men jeg har skaanet dig. Prøv igen paa,
hvad du prøvede i Aften, og du vil lige straks miste baade Syn og
Mæle og aldrig faa det igen. Gaa saa!"
Manden lod sig ikke opfordre to Gange, men flygtede, som om det
gjaldt hans Liv. Han skilte Skaren ved Døren ad i to, som en Dampers
Bov kløver Vandet.
Da Laohwan var den eneste, som var tilbage, kaldte Nikola ham hen til
sig.
"Véd De," sagde han, "at jeg vilde have været død nu, hvis ikke min
Ven havde været aarvaagen? De sover for Enden af Korridoren, og det
var Deres Pligt at sørge for, at ingen kom forbi Dem, men De har ikke
udført det Arbejde, der paahviler Dem. Hvad Straf skal De have for
det?"
Som Svar knælede Manden ydmygt for sin Herres Fødder.
"Besvar mit Spørgsmaal! Hvad Straf skal De have?" gentog den samme
ubønhørlige Stemme. "Kan jeg aldrig mere have Tillid til Dem?"
"Jeg sværger ved mine Forfædres Grave, at jeg ikke vidste, at den
Mand var kommet forbi mig."
"Det er intet Svar," sagde Nikola. "De har ikke gjort Deres Pligt,
og De véd, at det er noget, jeg aldrig tilgiver. Men da De ellers
har været trofast, vil jeg ikke være for haard imod Dem. Om en Time
sadler De Deres Hest og tager tilbage til Tientsin, hvor De
opsøger Hr. Williams og siger ham, at De ikke er tilstrækkelig
pligtopfyldende, og at jeg har sendt Dem tilbage. De bliver saa hos
ham, indtil jeg sætter mig i Forbindelse med Dem igen. Hvis De ikke
gaar til ham eller siger ham, hvad jeg har sagt, saa er De død om to
Dage. Forstaar De mig?"
Manden bukkede atter dybt.
"Gaa saa!"
Uden et Ord rejste han sig op og gik henimod Døren. Det gjorde mig
ondt for ham, og da han var gaaet, sagde jeg det til Nikola og
spurgte paa samme Tid, om han ansaa det for klogt at gøre en Mand,
der holdt éns Liv i sin Haand, til sin Fjende.
"Min Ven," svarede han, "der er et indisk Ordsprog, der siger: 'En
Tjener, som man ikke kan stole paa, er som en knækket Laas paa Porten
af dit Hus.' De behøver ikke at være bange for, at jeg ikke bærer mig
tilstrækkelig klogt ad. Jeg har haft meget at gøre med Laohwan, og
han kender mig. Han vilde hellere lade sig piske ihjel end forraade
mig. Men medens jeg dadler ham, glemmer jeg jo ganske at yde Dem
Retfærdighed. En Ting er ganske sikker: hvis De ikke var kommet, saa
havde vi ikke talt sammen nu. Jeg skylder Dem mit Liv. Jeg kan kun
bede Dem om at tro, at De ikke skal finde mig utaknemlig, hvis der
nogensinde indtræffer en Lejlighed, ved hvilken jeg kan vise
Gengæld."
"Det var heldigt, at jeg hørte ham gaa igennem Korridoren," sagde
jeg, "ellers kunde vi begge være kommet galt af Sted."
"Det var mærkeligt, at De var vaagen efter alle Dagens Anstrengelser.
Jeg sov som en Sten. Men lad mig se paa Dem. Store Gud, Menneske! Jeg
sagde Dem i Morges, at De ikke saá rask ud! Lad mig føle Deres Puls."
Han følte min Puls og stirrede mig ængstelig ind i Ansigtet. Saa tog
han en lille Flaske i sin Medicinkasse, hældte et Par Draaber af den
i et Glas, kom noget Vand i det og sagde, jeg skulde drikke det. Da
jeg havde gjort det, gik jeg i Seng, og fem Minutter efter sov jeg en
drømmeløs Søvn.
Da jeg vaagnede, var det højlys Dag, og Klokken var næsten seks. Jeg
følte mig betydelig bedre, end jeg havde gjort den foregaaende Aften,
men jeg var paa ingen Maade vel endnu, men hvad der var i Vejen med
mig, kunde jeg ikke sige.
Klokken syv fik vi noget, der skulde agere Frokost; Klokken halvotte
var Ponyerne sadlede, og vi begav os paa Rejsen igen. Da vi forlod
Kroen, saá jeg mig om for at se, om jeg kunde opdage noget Spor af
den stakkels Laohwan, men da han ikke var der, kunde jeg kun antage,
at han havde udført Nikolas Ordre og var taget tilbage til Tientsin.
Som sædvanlig red Nikola i Spidsen, og det var ikke vanskeligt at se,
at Historien om, hvordan han havde behandlet den Mand, som havde
forsøgt at myrde ham, var kommet ud. Den Rædsel, med hvilken han blev
betragtet af Folk, som han kom i Berøring med, var meget morsom at
være Vidne til. Og han spillede den Rolle, han havde overtaget,
udmærket.
Efter at have gjort Holdt ved Middagstid som sædvanlig drog vi videre
indtil Klokken fire, og saa havde vi den Glæde at se den store By
Pekings Mure hæve sig foran os paa den ensformige Slette. Murene
syntes at strække sig saa langt bort, som Øjet kunde naa. Da vi
nærmede os til dem, blev de mer og mer imponerende, og snart saá vi
et uhyre stort Taarn, der var bygget paa den sædvanlige kinesiske
Maade og var gennemboret af utallige Skydehuller. Først da vi var et
Par Hundrede Fod fra det, opdagede vi, at disse Skydehuller var
forlorne, og at hele Taarnet faktisk kun var lidet andet end Gøgl.
Vi kom ind i Byen gennem en Port, der vilde være blevet anset for
ubetydelig i enhver tredie Rangs By andre Steder i Verden, og da vi
havde betalt den Told, der forlangtes af os, spekulerede vi paa, i
hvad Retning vi skulde gaa for at finde den Bolig, som vore Venner i
Tientsin havde henvist os til.
Vi fik fat i en ung Mand, der saa fiks ud, og som vi benyttede som
Fører, og kom da gennem en Række labyrintiske Stræder til et Hus i et
simpelt Kvarter af Byen. Da vi naaede det, var det ganske mørkt, og
det var kun efter megen Venten og gentagen Banken paa Døren, at det
lykkedes os at faa Beboerne til at opdage, at vi var der. Endelig
blev imidlertid Døren aabnet, og en umaadelig svær Kineser stod foran
os.
"Hvad ønsker De?" spurgte han Nikola, som var den nærmeste.
"Det, som kun Freden kan give," sagde Nikola.
Manden bukkede dybt.
"Deres Excellence har længe været ventet," sagde han. "Hvis De vil
være saa god at træde indenfor, saa staar alt, hvad mit Hus
indeholder, til Deres Raadighed."
Vi fulgte ham gennem Huset ind i et Bagværelse. Nikola bad ham kalde
paa den første Rideknægt, og da han viste sig, afgjorde han sin
Regning med ham og lod ham gaa.
"Vi er nu i Peking," sagde Nikola til mig, saa snart vi var alene,
"og vi maa spille vore Kort med den yderste Forsigtighed. Husk paa,
som jeg saa ofte har sagt Dem, at jeg er en meget hellig Mand, og at
jeg indretter mit Liv og mine Handlinger i Overensstemmelse dermed.
Der er, som De ser, et Værelse ved Siden af dette. I det vil jeg bo,
og De kan bo her. De maa sørge for, at ingen ser mig, og De maa lade
Dem forstaa med, at jeg næsten udelukkende tilbringer min Tid med
Studeringer og Andagtsøvelser. Hver Aften, naar Mørket falder paa,
gaar jeg ud og søger at indhente de Oplysninger, vi trænger til. De
skal staa i Spidsen for vor Økonomi og vort Husvæsen."
En halv Time senere blev vort Maaltid sat frem, og da vi havde spist
og var trætte, gik vi lige i Seng. Jeg skulde ikke blive til megen
Nytte for min Ven, for da jeg vaagnede næste Morgen, var min gamle
Svaghedstilstand vendt tilbage; min Hud var tør og spruken, og jeg
havde en forfærdelig Hovedpine. Jeg kunde ikke spise nogen Frokost,
og jeg kunde se, at Nikola blev mere og mere bekymret for min
Tilstand.
Efter Frokost gik jeg en Tur, men jeg kunde ikke frigøre mig for den
Tunghed, der havde bemægtiget sig mig, og jeg vendte tilbage til
Huset mere død end levende. Om Eftermiddagen lagde jeg mig paa min
Seng, og efter et Par Minutters Forløb havde jeg helt mistet
Bevidstheden.


VII. KAPITEL.
En alvorlig Tid.

Det var højlys Dag, da jeg kom til Bevidsthed igen. Solskinnet
strømmede ind i mit Værelse, og Fuglene kvidrede i Træerne udenfor.
Endskønt jeg sad op og saá mig om, kunde jeg ikke forstaa det mindste
af min Stilling; der var øjensynligt noget galt ved den. Da jeg var
faldet i Søvn, syntes jeg, at min Seng havde været redt paa Gulvet og
bestaaet af kinesiske Tæpper og lignende. Nu laa jeg i en almindelig
engelsk Seng og havde Fjedermadras, Lagener og Tæpper. Desuden var
Værelset selv helt anderledes. Der var et Tæppe paa Gulvet, og der
hang adskillige smukke Billeder paa Væggen. Jeg var overbevist om, at
de ikke havde været der, da jeg kom ind i Værelset. Jeg var
imidlertid for svag til at undersøge disse mærkelige Forhold længe og
lagde mig ned paa Puden igen og lukkede Øjnene. Et Par Minutter efter
sov jeg igen, og vaagnede ikke før om Aftenen.
Da jeg gjorde det, opdagede jeg, at der sad én ved Vinduet og læste.
Først saá jeg ikke med megen Interesse paa hende -- for det var en
Kvinde -- hun syntes mig at være en Del af en Drøm, som jeg straks
efter skulde vaagne op af i det kinesiske Hus, hvor jeg var sammen
med Nikola; men det viste sig snart at være en Vildfarelse.
Den unge Dame lagde sin Bog fra sig, rejste sig og kom hen og saá paa
mig. Saa opdagede jeg en meget forbavsende Ting: Den unge Pige var
Frøken Medwin, den Dame, jeg havde frelst i Tientsin! Hun rørte ved
min Haand med sine bløde Fingre for at se, om jeg havde Feber,
antager jeg, og saa kom hun noget Medicin i et Glas, som stod paa et
Bord ved Siden af mig, og førte det til mine Læber. Jeg drak uden
Indsigelse og saá op paa hende.
"De maa ikke gaa, Frøken Medwin," sagde jeg. Jeg var vaagen og
ventede halvvejs, at hun efterhaanden skulde forsvinde.
"Jeg gaar ikke," svarede hun. "Det glæder mig at se, at De genkender
mig."
"Hvad er der i Vejen med mig? Hvor er jeg?" spurgte jeg.
"De har været meget syg," svarede hun; "men De har det meget bedre
nu. De er i min Svogers Hus i Peking."
Jeg blev meget forbavset.
"I Deres Svogers Hus?" gentog jeg. "Men hvorledes i al Verden er jeg
kommen der? Hvor længe har jeg været her, og hvor er Nikola?"
"I Morgen har De været her i tolv Dage," svarede hun. "De blev syg i
Kineserbyen, og da De trængte til omhyggelige Pleje, bragte Deres
Ven, Dr. Nikola Dem herhen. Hvor han er nu, kan jeg ikke sige Dem;
jeg har kun set ham en Gang. Jeg for mit Vedkommende tror, at han er
taget ud paa Landet, men jeg har ingen Idé om i hvilken Retning, og
naar han kommer tilbage. Men nu har De talt nok, nu maa De prøve paa
at falde i Søvn igen."
Jeg var alt for svag til at være ulydig, derfor lukkede jeg Øjnene,
og et Par Minutter efter var jeg i Drømmenes Land igen.
Den næste Dag var jeg saa meget stærkere, at jeg kunde sidde oppe,
spise noget mere nærende Føde, og, hvad jeg syntes langt bedre om,
jeg kunde faa en længere Samtale med min Sygeplejerske. Det gjorde
mig mere godt end nogen Læges Medicin, og efter en halv Times Forløb
var jeg en helt anden Mand. Den stakkels Pige sørgede endnu over sin
Fader, og jeg lagde Mærke til, at den mindste Hentydning til Tientsin
kaldte Taarer frem i hendes Øjne. Efter hvad jeg senere har faaet at
vide, var Konsulen optraadt hurtigt og energisk med det Resultat, at
Pøbelhobens Anførere var blevne straffede, og den Mand, som havde
myrdet den ulykkelige Missionær, havde maattet bøde med Livet for sin
Forbrydelse.
Frøken Medwin talte i varme Udtryk om den Rolle, jeg havde spillet i
den sørgelige Historie, og det var let at se, at hun ogsaa var Nikola
meget taknemlig for den Maade, han havde opført sig paa over for
hende. Williams havde efter Nikolas Ordre optaget hende i sit Hus og
straks sat sig i Forbindelse med Konsulen. Da saa Hr. Medwin var
blevet begravet paa den engelske Kirkegaard og de juridiske
Formaliteter, der stod i Forbindelse med Mordet, var opfyldte, havde
han skaffet hende paalidelige Tjenestefolk og sendt hende til Peking.
Den næste Morgen bragte hun mig noget Bouillon, og medens jeg drak
den, satte hun sig ved Sengen.
"Jeg tror nok, De kan komme lidt op i Eftermiddag, Hr. Bruce," sagde
hun, "De har det meget bedre."
"Det vil jeg haabe," svarede jeg. "Jeg maa gøre alt, hvad jeg kan,
for at faa Kræfter; det var ganske overordentlig uheldigt, at jeg
blev syg, og jeg antager, at Nikola er meget utaalmodig over det."
Jeg syntes, hun saá lidt stødt ud, og et Øjeblik efter indsaa jeg, at
jeg havde sagt en Dumhed.
"De maa ikke anse mig for utaknemlig," skyndte jeg mig at bemærke;
"men jeg skal sige Dem, jeg saá det fra et bestemt Standpunkt. Jeg
føler mere Taknemlighed mod Dem, end jeg kan sige. Naar jeg sagde, at
det var meget uheldigt, at jeg var syg, saa mente jeg, at det passede
saa daarligt sammen med den kritiske Periode, vore Sager nu befinder
sig i, at jeg ikke skulde kunne arbejde. De kan da nok tænke, at jeg
er meget glad over al den Godhed, De viser mig."
Jeg greb hendes Haand. Hun rødmede lidt og slog Øjnene ned.
"Det glædede mig meget, at vi kunde optage Dem her i Huset; jeg
forsikrer Dem, min Svoger og min Søster var meget ivrige for at gøre
det, da de hørte, hvilken Tjeneste De har gjort mig. Men jeg maa sige
Dem noget, Hr. Bruce. De taler om den kritiske Stilling, De er i. De
sagde til mig i Tientsin, at hvis De fortsatte det Arbejde, som De
indlod Dem paa, slap De maaske aldrig levende fra det. Er det ganske
sikkert, at De maa fortsætte det, at De maa vove Livet paa den
Maade?"
"Ja, det gør mig ondt at maatte indrømme det; men jeg har givet mit
Ord og kan ikke trække mig tilbage. Hvis De blot vidste, hvor
vanskeligt det er for mig at sige dette, vilde De ikke prøve paa at
friste mig til at tale om Sagen."
"Men jeg synes, at det ikke er rigtigt at kaste sit Liv bort paa den
Maade."
"Jeg har altid kastet mit Liv bort," svarede jeg temmelig bittert.
"De véd ikke, hvilken Stakkel jeg er, Frøken Medwin. Den Gang, da jeg
indlod mig paa den Sag, som jeg nu giver mig af med, var jeg i den
største Forlegenhed og det især paa Grund af min egen Taabelighed.
Synes De mindre godt om mig for det? Jeg er bange for, at jeg ikke
duer til meget andet end til at komme i Forlegenheder og arbejde mig
ud af dem igen."
"De er vist ikke retfærdig imod Dem selv," svarede hun. "Jeg kan ikke
tro, at De er saa uheldig, som De siger."
Det bankede paa Døren, og en høj, smuk Mand traadte ind i Værelset.
Man kunde se paa ham, at han var Missionær, og at han var mellem
tredive og fyrretyve Aar.
"Naa, Hr. Bruce," sagde han muntert, medens han kom hen til Sengen og
bød mig Haanden, "det glæder mig at høre af min Svigerinde, at det
gaar saa godt fremad med Dem. Jeg burde have besøgt Dem flere Gange,
men jeg har været hjemme fra. De har haft et heftigt Anfald af Feber,
og jeg maa rigtignok sige, at jeg tror, det er et stort Held, De er
sluppet saa godt fra det."
"Jeg er Dem meget taknemlig," sagde jeg, "fordi De har optaget mig i
Deres Hus; jeg véd ikke, hvad der ellers skulde være blevet af mig."
"Naa, tal ikke om det," svarede Hr. Benfleet, for det hed han, "vi er
jo kun saa faa Englændere i Peking, og det vilde virkeligt være
sørgeligt, hvis vi ikke i Nødsfald hjalp hinanden."
Medens han sagde dette, tog jeg med Haanden op til Hovedet og gjorde
straks en mærkelig Opdagelse. Da jeg var blevet syg, var jeg klædt
som Kineser, gik med Pisk, og min Hud var farvet lysebrun. Hvad
monstro mine Venner, havde ment om min Forklædning?
Det var først senere, jeg opdagede, at jeg var kommet til deres Hus i
fuldstændig europæisk Paaklædning. Det samme havde været Tilfældet
med Nikola, da han gik til Hr. og Fru Benfleet for at bede dem om at
optage mig i deres Hus.
"Gladys siger mig, at De skal op i Eftermiddag," sagde Hr. Benfleet;
"jeg antager, at De vil have godt af det. Hvis jeg kan hjælpe Dem med
en eller anden Ting ved Deres Paaklædning, saa beder jeg Dem blot om
at sige det."
Jeg takkede ham. Saa undskyldte han sig med, at han skulde hen i
Missionshuset, sagde Farvel og gik.
Jeg vilde give mig til at tale med Frøken Medwin igen, men hun
standsede mig.
"De maa ikke tale mere," sagde hun med en køn, bydende Mine. "Jeg
skal læse for Dem en halv Times Tid, og saa overlader jeg Dem til Dem
selv indtil Frokost. Saa skal jeg lægge Deres Sager i Orden for Dem,
saa De kan staa op."
Hun tog en Bog, satte sig ved Vinduet, aabnede den og begyndte at
læse. Hendes Stemme var blød og musikalsk, og hun tolkede
Forfatterens Mening med stor Dygtighed. Jeg er imidlertid bange for,
at jeg kun havde lidt Interesse for Historien, jeg var alt for stærkt
optaget af at iagttage de forskellige Udtryk i hendes Ansigt, at
lægge Mærke til hendes hvide Hænders fine Form og de nydelige smaa
Fødder og Ankler, som kigede frem under Kjolen. Hun har vist haft
Mistanke om noget af den Slags; for hun saá pludselig op midt i en
Periode, der ellers vilde have optaget hele hendes Opmærksomhed.
Hendes Ansigtsfarve og den hurtige Maade, som Fødderne gled ind under
Kjolen paa, bestyrkede mig i denne Forestilling. Hun vedblev ganske
vist at læse, men der var ikke den samme Ro i Tonen som før, og et
Par Gange lagde jeg Mærke til, at hun gik hen over Ordene, som om hun
prøvede paa at tænke paa to Ting paa samme Tid. Straks efter lukkede
hun Bogen og rejste sig.
"Nu maa jeg vist ud og se, om jeg kan hjælpe min Søster lidt," sagde
hun hurtigt.
"Mange Tak, fordi De har læst for mig," svarede jeg, "det var
dejligt."
Da Frokosten var forbi, tog jeg det Tøj paa, som var blevet lagt frem
til mig, og saa snart mit Toilette var fuldendt, tog jeg Hr.
Benfleets Arm og gik med ham til en Terrasse i Haven bag Huset. Her
blev der sat Stole frem til os, og vi satte os ned. Jeg saá mig om,
idet jeg halvvejs ventede, at Frøken Medwin skulde være der, men hun
viste sig ikke i temmelig lang Tid. Da hun kom, udtrykte hun sin
Glæde ved at se mig oppe igen, og saa gik hun hen til en lille
kinesisk Hund, der laa i Solskinnet ved Foden af en stor Stenfigur.
Om hun altid var lige saa kærlig mod den lille Hund, kan jeg ikke
sige; men den Maade, paa hvilken hun kælede for den ved denne
specielle Lejlighed, kunde have gjort de fleste Mænd vanvittige af
Skinsyge. Jeg véd ikke af, at jeg paa nogen Maade er uvenlig mod Dyr;
men jeg er bange for, at hvis jeg havde været alene og denne Hund i
Nærheden af mig, saa vilde jeg have været fristet til at tage en Stok
og give den en Dragt Prygl.
Straks efter saá hun op, og da hun opdagede, at jeg iagttog hende,
kom hun hen til os og gjorde nogle Bemærkninger, som mest var
henvendte til hendes Svoger, undskyldte sig derpaa og gik tilbage til
Huset igen. Hvis jeg vilde sige, at jeg var skuffet, saa vilde jeg
neppe sige Sandheden, det vilde være rigtigere at sige, at jeg blev
meget bedrøvet. Havde jeg fornærmet hende, eller plejer Kvinder at
bære sig ad paa den Maade? Jeg havde læst i Romaner, at naar de
mente, de havde været lidt for ødsle med deres Gunst, medens en Mand
var i Forlegenhed, saa plejede de at blive kølige imod ham, naar der
ikke mere var noget i Vejen. Hvis det var rigtigt, saa var hendes
Optræden ved denne Lejlighed ganske naturlig, og saa maatte jeg
opfatte den saaledes. Men jeg opdagede snart, at det vilde være
lettere at naa Nordpolen end at prøve paa at være logisk eller
klarhovedet i saadan en Tilstand, som jeg var i. Jeg vilde prøve paa
at nægte, at jeg var forelsket; det var første Gang, jeg havde gjort
Bekendtskab med denne fatale Lidenskab, der ligesom Mæslinger er
meget værre, naar man er ældre, end naar man er Barn. Saa man kan jo
nok tænke sig, at jeg ikke følte mig meget vel og rolig til Mode.
Om Hr. Benfleet i det hele taget tænkte noget i den Anledning, kan
jeg ikke sige, men han sagde ingenting. Hvis mit Væsen, efter at Frk.
Medwin var gaaet, ikke slog ham som højst ejendommeligt, saa kunde
han imidlertid ikke have været den klart tænkende Verdensmand, som
hans Venner i Peking troede, han var. Alt, hvad jeg véd, er, at da
jeg vendte tilbage til Huset, var jeg i allerhøjeste Grad irriteret.
Men før en Time var gaaet, skulde jeg opleve et Eksempel til paa de
underlige Modsigelser i Kvindens Karakter. Jeg var aldrig saa snart
kommet ind i Huset, før alt var forandret. Man haabede, at jeg ikke
havde forkølet mig igen, den mageligste Stol var sat til Side til
Brug for mig, og en ganske unødvendig Skammel blev stillet under mine
Fødder. I det hele taget viste man mig lige saa megen Opmærksomhed og
Sympati, som man havde vist mig Kølighed før. Jeg vidste ikke, hvad
jeg skulde tænke om det, men jeg tøede imidlertid op i mindre end en
halv Time og glemte fuldstændig mit daarlige Humør.
Næste Dag var jeg saa meget stærkere, at jeg kunde tilbringe den
største Del af Tiden i Haven. Da Hr. og Fru Benfleet var optagne paa
anden Maade, var Frøken Medwin saa venlig at hellige mig en stor Del
af sin Tid, og jeg benyttede mig deraf og havde den største Glæde af
at passiare med hende om forskellige Ting.
Ved Frokosten, til hvilken jeg var oppe for første Gang, blev det
foreslaaet, at vi om Eftermiddagen skulde prøve paa at naa ud til den
store kinesiske Mur, som laa en halv Fjerdingvej derfra. Saa snart
Maaltidet var forbi, begav vi os altsaa paa Vandring. De snevre Gader
var overfyldte af Kulier, Arbejdsvogne, Bærestole, Ponyer, der kun
var lidt større end St. Bernhardshunde, og Kameler, af hvilke nogle
var belæssede med Kul, og andre skulde bringe Teladninger mod Nord.
Tiggere, som alle var modbydelige hver paa sin Maade og havde Ar af
næsten alle kendte Sygdomme paa deres Legemer, og som i ni Tilfælde
af ti ikke blot kunde, men ogsaa i høj Grad ønskede at smitte os med
deres Sygdomme, sværmede rundt omkring og stødte og puffede til os,
medens vi gik. Dertil kom, at vi mindst én Gang hvert tredie eller
fjerde Skridt blev angrebne med hadefulde Skrig og Udtryk, som vilde
bringe den gemeneste Kulsjover til at rødme, ledsagede af Fagter, som
fik mine Fingre til at klø efter at lange ud efter dem, der generede
os paa denne Maade. Naar man saa hertil føjer alt det, man ser og
lugter i den hæsligste Stad i Østasien, som man kan tænke sig, og
Bevidstheden om, at man er foragtet og hadet af den foragteligste
Race under Solen, og naar man udfylder enhver Plads, der er tilbage,
med det Støv, som paa en rolig Dag ligger seks Tommer højt paa Gaden
og i Blæst, og det har man mindst tre Gange om Ugen, bedækker én fra
Top til Taa med det ubehageligste Smuds, saa vil man faa et lille
Indtryk af, hvad det vil sige at gaa en Tur i Pekings Gader. Det kan
synes lidt overdrevent for et Menneske, der aldrig har rejst i Kina;
men jeg beklager, at jeg ikke anser mine Udtryk for stærke nok.
Ikke én, men hundrede Gange fandt jeg god Grund til at angre, at jeg
havde faaet Frøken Medwin med ud, men vi naaede da Gudskelov endelig
Muren.
Vi satte os paa en Bastion og saá ned over Byen. Det var en mærkelig
Udsigt, vi havde. Fra Muren kunde vi se Chi-en-Men eller "den store
Port", mod Nord laa Tartarbyen. Lige neden for os var et forholdsvis
lille Tempel, omkring hvilket der samlede sig en Mængde Fodgængere,
Købmænd, Kulier, Vogne, Kameler, Ponyer, Borgere, Tiggere og
Bissekræmmere. Oven over vort Hoved knejsede de to store Taarne, som
danner en Del af Muren selv, medens vi til højre og venstre, saa
langt Øjet kunde naa, saá en endeløs Forvirring af Byens Tage, der
næsten alle var bedækket med en Slags vissent, brunt Græs, ja, i
mange Tilfælde voksede der endogsaa smaa Træer og Buske ud af
Mellemrummene mellem Stene. I det Fjerne kunde vi se de røde Mure,
der omgav "den forbudne Stad", med andre Ord det kejserlige Palads.
Til den anden Side laa det store Klokketaarn med det store
Trommetaarn i Nærheden og længere borte endnu Lamaklostrets Tage. Det
sidste havde jo en særlig Tiltrækningskraft for mig, og jeg kunde
neppe vende Øjnene fra det.
Da vi havde taget dette Overblik og begyndte at tænke paa at gaa hjem
igen, henvendte jeg mig til min Ledsagerinde og udtalte de Tanker,
der opfyldte mig.
"Ja, nu er jeg jo rask igen og kommer vel snart til at forlade Dem,"
sagde jeg; "det kan vist ikke vare længe, før jeg hører fra Nikola."
Hun var tavs et Øjeblik. Saa svarede hun:
"De maa ikke være vred paa mig, Hr. Bruce, naar jeg siger Dem, at jeg