Doktor Nikola - 07

ikke kan lide Deres Ven. Han gør mig bange."
"Men hvorfor dog?" spurgte jeg, som om det var saa forbavsende, at
Nikola gjorde det. Jeg havde Lyst til at fortælle hende, at næsten
alle de Mennesker, der kendte ham, var af samme Mening som hun.
"Jeg véd ikke, hvorfor jeg er bange for ham; det skulde da være,
fordi han er saa forskellig fra andre Folk. Le ikke af mig, naar jeg
siger Dem, at jeg altid synes, hans Øjne ligner en Slanges; de er saa
kolde og lidenskabsløse og synes dog at se helt igennem én og at
fortrylle én, indtil han holder op med at se paa én; jeg har aldrig
nogensinde set saadan nogle Øjne, og jeg haaber, at jeg heller aldrig
skal gøre det mere."
"Men han har jo dog været meget venlig imod Dem."
"Ja, det kan jeg ikke glemme," svarede hun; "og jeg forekommer mig
selv saa utaknemlig; men man kan jo ikke gøre for sine Sympatier og
Antipatier, vel?"
Jeg rykkede lidt nærmere hen til hende.
"Jeg haaber ikke, at De har nogen stærk Antipati mod mig, Frøken
Medwin," sagde jeg.
Hun begyndte at stikke i den Jord, der fandtes mellem de store Sten,
paa hvilke vi sad.
"Nej, det tror jeg ikke," svarede hun blidt og syntes med Interesse
at iagttage en lille Bille, som var kommet ud af et Hul og nu krøb
henimod os.
"Det glæder mig," svarede jeg, "jeg vilde saa gerne, at Deres Tanker
om mig skulde være venlige."
"Det kan De være vis paa, de er," svarede hun. "Husk paa, hvor meget
jeg skylder Dem. Aa, den skrækkelige Aften! Jeg vil aldrig kunne
glemme den Rædsel! Har De glemt den?"
Jeg indsaá, at vi havde en lille Duel sammen, og at hun prøvede paa
at lede Samtalen i en anden Retning; men det vilde jeg ikke finde mig
i. Jeg saá hende ind i Ansigtet, men hun vendte sig bort og stirrede
paa en mørk Sky, som rejste sig paa Sletten bag ved os.
"Frøken Medwin," sagde jeg; "tidligere eller senere tror jeg, at der
i en Mands Liv optræder en Kvinde, som er hele Verden for ham.
Gladys, kan De gætte, hvad jeg vil sige?"
Hun svarede ikke, men den ulykkelige Bille, som, uden at hun havde
lagt Mærke til det, var naaet hen til hendes Fødder, blev knust. Og
dog var hun det venligste og blideste Væsen, der var til i Verden.
Denne lille ubetydelige Handling viste mig mere, end Ord kunde have
gjort, hvor forvirret hun var.
"Jeg vil sige," vedblev jeg, "at en Kvinde, den eneste Kvinde af
alle, endelig er traadt ind i mit Liv. Er De glad ved at høre det?"
"Hvor kan jeg være det, naar jeg ikke kender hende?" udbrød hun
dæmpet.
"Hvis De ikke kender hende," svarede jeg, "saa er der ingen anden,
der gør det. Gladys, det er Dem, der er den Kvinde! Jeg véd, at jeg
ikke har Ret til at sige Dem det, naar jeg ser hen til min nuværende
Stilling, men Gud skal vide, at jeg ikke kan gøre for det. De er mig
kærere end alt andet i Verden, jeg har elsket Dem fra det første
Øjeblik jeg saá Dem. Kan De elske mig lidt til Gengæld? Tal aabent og
sig mig, hvad der bor i Deres Hjerte, og ske hvad der vil, jeg vil
finde mig i Deres Afgørelse."
Hun skjalv heftigt, men der kom ikke et Ord over hendes Læber. Hendes
Ansigt var meget blegt, og hun syntes at have Vanskelighed ved at
trække Vejret, men jeg vilde nu fremtvinge et Svar. Jeg greb hendes
Haand.
"Hvad har De at sige mig, Gladys?"
"Hvad kan jeg sige?"
"Sig, at De elsker mig," svarede jeg.
"Jeg elsker Dem," svarede hun saa blidt, at jeg neppe kunde høre
Ordene.
Og saa kyssede jeg hende for hele Pekings Øjne.
Der kommer en Gang i de fleste Mænds Liv, -- af den Grund tror jeg
ogsaa, at der i de fleste Kvinders Liv kommer nogle Minutter, i
hvilke de nøjagtig forstaar, hvad ublandet Lykke vil sige -- et Par
Minutter i deres korte Tilværelse, da Luften synes at genlyde af
Glædesklokker, da Tiden staar stille, og da der ikke er noget, som
hedder Sorger. Saaledes følte jeg mig til Mode i det Øjeblik. Jeg
elskede og blev genelsket. Men næsten før jeg havde Tid til at indse,
hvor lykkelig jeg var, kom der en Bevidsthed om min virkelige
Stilling, og jeg blev kastet ned i Dybet igen. Hvad Ret havde jeg,
sagde jeg til mig selv, til at sige en ung Pige, at jeg elskede
hende, naar det næsten var umuligt, at jeg nogensinde kunde gøre
hende til min Hustru? Ingen som helst Ret! Jeg havde gjort noget
skrækkeligt, og nu maatte jeg gaa fremad, gaa i Dødens Gab og forlade
alt, hvad der kunde gøre Livet værd at leve, og vide, at jeg havde
voldet én Smerte, én, som jeg fremfor alt ønskede at skaane for
Smerte. Ja, hvis jeg bad Nikola om at give mig fri, saa tvivlede jeg
ikke om, at han gjorde det. Men var det rigtigt, naar jeg havde givet
ham mit Ord paa, at jeg vilde drage med ham?
Nej, der var ikke andet for mig at gøre end at holde mit Løfte og
stole paa, at Skæbnen vilde bringe mig tilbage til den Kvinde, jeg
elskede.
Eftermiddagen gled hurtigt hen, og det var paa Tide for os at tænke
paa at komme hjem. Jeg vilde gerne skynde mig, for jeg havde ikke
Lyst til at gaa med en Dame gennem Pekings Gader i Tusmørket. Gaderne
var slemme nok om Dagen, om Aftenen var de ti Gange værre. Vi steg
altsaa ned af Muren, og ti Minutter efter havde vi igen naaet
Benfleets Villa.
Da vi traadte ind i Huset, havde jeg fattet en Beslutning. Som
hæderlig Mand havde jeg kun to Udveje; den ene var at meddele Hr.
Benfleet, hvorledes det stod til med mine Følelser, den anden, at
lade Gladys forstaa, at jeg ikke vilde anse hende for bunden til mig
paa nogen som helst Maade, før jeg vendte tilbage, hvis jeg
nogensinde vendte tilbage fra det Arbejde, jeg havde paataget mig.
Saa snart Aftensmaaltidet derfor var forbi, bad jeg Missionæren om at
tilstaa mig en fem Minutters Samtale i Enrum. Han sagde straks
venligt Ja, men jeg syntes der var en lille Sky paa hans Pande. Vi
gik ind i hans Studerekammer, som laa i den anden Ende af Bygningen,
og da vi kom derind, bad han mig om at tage Plads, idet han sagde:
"Naa, Hr. Bruce, hvad er det saa, De vil sige mig?"
Nu tror jeg ikke, at jeg er noget særlig nervøst Menneske, men jeg
maa tilstaa, at jeg ikke følte mig ganske vel til Mode i dette
Tilfælde. Jeg spekulerede og spekulerede paa, hvorledes jeg skulde
begynde min Forklaring; men det var umuligt for mig at finde de
rigtige Ord.
"Hr. Benfleet," sagde jeg tilsidst fortvivlet. "De vil sandsynligvis
være enig med mig, naar jeg siger, at De kun kender meget lidt til
mig."
"Ja, det kan vi vist være enige om," svarede han med et Smil. "Hvis
jeg skal være ærlig, saa vil jeg indrømme, at jeg kender _meget_ lidt
til Dem."
"Jeg vilde ønske, at De kendte mig bedre."
"Hvorfor?"
"Jo, ærligt talt, det er af meget vigtige Grunde, hvad De vil
forstaa, naar jeg siger Dem, at jeg i Eftermiddag har friet til Deres
Svigerinde, Frøken Medwin."
"Jeg maa tilstaa, at jeg har tænkt mig det," svarede han. "Der har
været Tegn og underlige Gerninger i Landet, og skønt min Kone og jeg
bor i Peking, kan vi dog endnu tænke os, hvad det vil føre til, naar
en Mand er opmærksom mod en ung Pige, som De i den senere Tid har
været imod min Svigerinde."
"Jeg haaber, at De ikke har noget imod det."
"Skal jeg sige, hvad jeg mener?"
"Ja, det maa De endelig. Jeg ønsker, at De er fuldstændig aaben."
"Saa er jeg bange for, jeg maa sige, at jeg har noget imod det."
"Og dertil har De naturligvis en fornuftig Grund?"
"Jeg vil ikke nægte, at det er en Grund, som Tiden og bedre
Bekendtskab muligvis kan fjerne. Men lad os nu først se, i hvilket
Lys De staar for os. Indtil for en fjorten Dages Tid siden vidste
hverken min Kone, Frøken Medwin eller jeg, at De var til i Verden.
Men De var syg, og vi optog Dem her i Huset uden at vide det mindste
om Deres tidligere Liv, det véd De jo nok. Jeg tror, at De vil være
enig med mig om, at en Englænder, som optræder i kinesisk Dragt uden
at give nogen Grund for det, og som drager omkring i Kina med en
Mand, der er almindelig frygtet, ikke er et Menneske, som man saadan
uden videre vil anerkende som sin Svigerindes Forlovede. Men jeg er
ikke bornert, og jeg véd, at det meget ofte gaar saaledes, at naar en
Mand har slaaet lidt til Skaglerne, saa kan en god Kvinde gøre ham
mere Gavn end Erkebiskoppen af Canterbury og hele hans Kleresi. Hvis
De elsker hende, vil De foresætte Dem at vinde hende, og i dette
Tilfælde er det, for at bruge et Sportsudtryk, et Væddeløb, der maa
vindes ved at vente. Hvis De mener, at Gladys fortjener, at man
arbejder for hende og venter paa hende, saa gør De det, og da jeg
synes godt om det, jeg har set af Dem hidtil, vil jeg give Dem alle
de Lejligheder, jeg kan, til at naa Deres Maal. Men hvis De ikke
ønsker at arbejde for at vinde hende eller at vente, saa tager De
sandsynligvis bort herfra efter denne Samtale, og saa er vi fri for
Dem. En Ting synes jeg imidlertid vilde være klogt, og det er, at De
forlader mit Hus i Morgen tidlig."
"Det vilde jeg selv foreslaa."
"De forstaar naturligvis, hvad jeg siger, og hvorfor jeg siger det?"
"Ja, fuldstændig."
"Meget vel. Hvad vi altsaa er blevne enige om, er dette: Som min
Svigerindes Formynder vil jeg ikke absolut forbyde Deres Forlovelse,
men jeg samtykker foreløbig ikke i noget, foreløbig, det vil sige:
ikke før jeg kender Dem bedre. Naar De er i en saadan Stilling, at De
kan underholde en Hustru paa en passende Maade, og De kan komme til
os uden noget Hemmelighedskræmmeri eller nogen Frygt, saa vil jeg
drøfte Sagen videre med Dem; i Mellemtiden vil vi ikke tale om det.
Jeg er vis paa, at min afdøde Svigerfader vilde have sagt det
samme."
"De har behandlet mig meget ærligt og godt, og jeg takker Dem for
det."
"Det glæder mig, at De er enig med mig. Men lad os saa tale et Par
Ord om det Arbejde, De har for. Jeg kender ikke dets Beskaffenhed,
men det vilde glæde mig, hvis De vilde forsikre mig, at der ikke er
noget i det, som De behøver at skamme Dem for."
"Jeg tror ikke, at der er noget i det, som jeg behøver at bebrejde
mig," sagde jeg. "Det er nærmest en Slags videnskabelig Undersøgelse.
Jeg faar en stor Sum for at sætte mit Liv paa Spil, medens jeg søger
at opdage visse Ting. Mere kan jeg ikke sige Dem."
"Jeg antager, at De har forpligtet Dem til at holde det hemmeligt."
"Ja, det har jeg."
"Saa vil jeg ikke overtale Dem til at sige mere. Skal vi saa gaa ind
til Damerne."
Da jeg traadte ind i Dagligstuen, saá min Elskede paa mig med spændt
Mine. Jeg smilede for at berolige hende, og da Hr. og Fru Benfleet
lidt senere var venlige nok til at forlade Værelset, fortalte jeg
hende alt, hvad vi havde aftalt.
Hun var ganske enig med mig om, at hendes Svogers Forslag var det
fornuftigste. I al den Tid jeg var borte med Nikola, kunde vi ikke
staa i Forbindelse med hinanden, og paa den Maade vilde vi kunne
overbevise os om, at vore Følelser virkelig var ægte, og om vor
Tilbøjelighed vilde vedvare.
"Ak ja; men hvor jeg vilde ønske, at jeg vidste, hvad De har for,"
udbrød Gladys.
"Jeg kan desværre ikke sige Dem det," svarede jeg. "Jeg er hindret af
Løfter paa alle Sider. De maa stole paa mig, Gladys."
"Det er slet ikke, fordi jeg ikke stoler paa Dem," sagde hun med et
Suk, "jeg tænker paa de Farer, De skal udsætte Dem for, og paa den
lange Tid, der vil hengaa, inden jeg hører fra Dem eller ser Dem
igen."
"Ja, det er der ikke noget at gøre ved," sagde jeg. "Hvis jeg havde
truffet Dem, før jeg indlod mig paa dette Foretagende, kunde Sagen
maaske være blevet arrangeret anderledes, men som man reder, saa
ligger man."
"Aa, jeg er saa bange for denne Nikola."
"Det behøver De ikke at være! Han og jeg er meget gode Venner, og saa
længe jeg er ærlig overfor ham, kan jeg kun vente ærligt Spil fra
hans Side. Hvis vi var Fjender, kunde De skælve for min Sikkerhed,
men saa længe vi er Venner, forsikrer jeg Dem, at De ikke behøver at
nære nogen Frygt."
"Forlader De os i Morgen tidlig?"
"Ja, kæreste Gladys, jeg maa af Sted; men saadan som vor Stilling til
hinanden er, er vi mere end Venner og dog i Verdens Øjne mindre end
Elskende, og saa kunde det neppe gaa an, at jeg blev her. Desuden
venter jeg, at Nikola trænger til min Hjælp. Men nu, før jeg glemmer
det, beder jeg Dem om at give mig den Ring, jeg gav Dem i Tientsin."
Hun forlod Værelset og vendte et Øjeblik efter tilbage med den. Jeg
tog den fra hende, hævede hendes Haand op og satte den paa hendes
Finger, idet jeg kyssede hende.
"Jeg vil altid gaa med den," sagde hun.
Medens hun talte, traadte Fru Benfleet ind. Et Øjeblik efter hørte
jeg faste, kraftige Fodtrin i Korridoren, Fodtrin, der lød saa
ubehagelig bekendte for mig. Saa traadte Nikola ind.


VIII. KAPITEL.
Hvorledes det gik Prendergast.

Hvis jeg sagde at jeg blev overrasket, da Nikola pludselig traadte
ind i Benfleets Dagligstue, saa vilde det være et alt for svagt
Udtryk. Hvordan det nu var eller ikke, saa lod det altid til, at
Nikola skulde overraske mig, naar han kom, og mærkelig nok var jeg
ikke alene om denne Følelse, thi mere end ét Menneske af mit
Bekendtskab har siden tilstaaet, at han har haft akkurat den samme
Fornemmelse. Hvad det var hos Manden, der voldte det, vilde være
vanskeligt at sige. Under alle Omstændigheder, saa meget er sikkert,
at det vilde være umuligt for Nikola at sige eller gøre en
hverdagsagtig Ting. Naar han tiltalte én, følte man instinktmæssigt,
at man maatte svare ham tydeligt og ligefrem eller slet ikke. Det
svarede slet ikke til Mandens Personlighed at modtage et undvigende
Svar. Man syntes ganske ubevidst, at han var berettiget til at
fordre, at man skulde gøre alt, hvad man kunde, for hans Skyld, og
det gjorde man ogsaa, enten han fortjente det eller ikke. Jeg har set
Nikola tage en af de skrappeste og mest stædige Mænd i Haanden og
bede ham om en Tjeneste, som det vilde have været Galskab at vente,
at han skulde gøre ham, tale med ham paa sin egen rolige, men bydende
Maade og i mindre end ti Minutter faa Sagen afgjort og Anmodningen
opfyldt.
Der var en anden Ting, som slog mig som mærkelig ved denne
ejendommelige Personligheds Karakter, og det var, at han altid, før
man svarede, eller før man talte, syntes at vide ganske bestemt, hvad
man vilde svare paa hans Spørgsmaal. Selv begyndte jeg snart at føle,
at jeg godt kunde spare mig den Ulejlighed at svare i det hele taget.
Da han var traadt ind i Værelset, gik han hen til Gladys, bukkede,
tog hendes Haand og sagde Godaften, saa henvendte han sig til mig og
sagde med sit ubeskrivelige Smil:
"Kære Bruce, det glæder mig at se Dem saa vel; jeg havde ventet at se
et Skelet, og til min Glæde ser jeg en Mand for mig. Hvornaar tror
De, at De kan rejse igen?"
"Jeg er parat, saa snart De er det," svarede jeg, men ikke uden lidt
Modløshed, da jeg saá, over paa Gladys og opdagede, at det Øjeblik,
da jeg skulde skilles fra hende, virkelig var kommet.
"Det glæder mig at høre," svarede han; "for Tiden iler. Tror De, De
kan følge med mig om et Par Minutter. Kan De? Naa, det er godt. Hvis
De ikke har noget imod det, vil jeg gerne tale med Hr. Benfleet, og
saa maa vi af Sted."
Han forlod Værelset ledsaget af vor Værtinde, og Gladys og jeg var
alene i en halv Snes Minutter.
Jeg vil ikke beskrive, hvad der skete under denne korte Samtale; det
behøves ikke; det er nok at sige, at da den var forbi, gik jeg ud til
Nikola paa Verandaen, og vi forlod Huset sammen. Da Gadedøren blev
lukket, syntes jeg, at al min Livslykke gled bort fra mig. Jeg gik i
næsten fem Minutter i Tavshed ved min Ledsagers Side og tænkte paa,
om jeg nogensinde igen skulde se dem, jeg lige havde sagt Farvel til.
Nikola maa have haft en Forestilling om, hvad der gik for sig i min
Sjæl, for han henvendte sig til mig og sagde fortroligt:
"Frisk Mod, Bruce, vi er her tilbage igen, før De véd, hvor De er, og
husk paa, at De saa er en forholdsvis rig Mand. Frøken Medwin er en
Pige, det er Umagen værd at vente paa. Hvis De ikke har noget imod
det, vil jeg ønske Dem til Lykke."
"Hvor véd De noget om det?" spurgte jeg overrasket.
"Jeg har jo lige talt med Hr. Benfleet," svarede han.
"Men han sagde Dem da ikke noget?"
"Jeg vilde netop tale med ham om den Sag," sagde Nikola. "De er min
Ven, jeg skylder Dem en Tjeneste, og derfor vilde jeg jævne og glatte
Sagen for Dem, saa godt jeg kunde. Sandt at sige er jeg glad ved, at
dette er sket, det vil gøre Dem saa meget forsigtigere. Jeg tror ikke
paa almindelige Regler med Hensyn til Kærlighed; men der er ingen
Ting, der i den Grad som Kærlighed faar en Mand til at passe paa sine
Handlinger."
"Det er meget smukt af Dem, at De gør Dem saa megen Ulejlighed for
min Skyld," sagde jeg varmt.
"Aldeles ikke," svarede han. "Man kan ikke tale om Ulejlighed i en
Situation som vor. Men lad os nu komme saa hurtigt af Sted som vi
kan. Jeg har en Masse Ting at tale med Dem om, og vi har mange
Forberedelser at træffe før i Morgen tidlig."
"Men hvor skal vi hen? Dette er jo ikke Vejen tilbage til det Hus,
hvor jeg blev syg."
"Nej, naturligvis," sagde Nikola; "vi skal et andet Sted hen; vi skal
hen til en Englænder, som jeg kender; dèr skal vi have vore kinesiske
Dragter paa igen."
"Saa er dette sandsynligvis vor sidste Tur i europæisk Dragt?"
"Ja, under alle Omstændigheder i mange Maaneder."
Saa gik vi igen nogen Tid uden at tale. Nikola, tror jeg, overvejede
sine uendelige Intriger, og jeg tænkte paa den unge Pige jeg havde
forladt. Tilsidst naaede vi imidlertid det Hus, vi skulde til, og da
vi bankede paa Døren, blev den straks lukket op. Det var et lille
Hus, der laa i en Sidegade. Ejeren var en Englænder, hvis
Forretninger ofte nødte ham til at gøre lange Rejser i det Indre. Han
var Ungkarl og, efter hvad jeg fik ud af, hvad Nikola sagde, paa
ingen Maade kræsen med Hensyn til sine Omgangsfæller; jeg tror heller
ikke, han havde noget godt Navn paa sig i Peking. Før vi havde været
fem Minutter i hans Selskab, havde jeg et nøjagtigt Indtryk af
Manden, og jeg kunde ikke paa nogen Maade forstaa, hvorfor Nikola
havde valgt ham. At han var bange for Nikola var indlysende, og det
var lige saa sikkert, at Nikola vilde have, han skulde være det. Han
hed Edgehill, og for at skjule sin Nervøsitet affekterede han en
gemytlig Fortrolighed, som snarere forøgede end skjulte det, han
vilde skjule.
"De ser ikke rigtig vel ud, Hr. Bruce," sagde han, da jeg blev
præsenteret for ham. Saa efterlignede han en Mand, der trækker en
Flaske op og sagde med et Grin:
"De er nok ikke gaaet af Vejen for et Glas, hvad?"
"Jeg har ligget syg af Feber," svarede jeg.
"Ja saa, De har faaet for meget pekingsk Luft," sagde han. "Dette
forbandede Land kunde gøre det af med en ægyptisk Mumie. Naa, det er
jo lige meget, hold bare Modet oppe, saa klarer De Dem nok."
Jeg takkede ham for denne Forsikring og vendte mig saa om mod
Nikola, der sad i en lang Rørstol og stirrede stift paa ham, medens
han klemte Fingerspidserne sammen. Der syntes at være noget, der
gjorde ham urolig. Da han saa talte, var det tydeligt og meget
bestemt, som om han ønskede, at hvert enkelt Ord skulde høres i sin
fulde Klarhed af den Mand, det var henvendt til.
"Naa, Hr. Edgehill, De har til Trods for mine gentagne Advarsler
underrettet Deres kinesiske Venner om, at De har en Gæst."
Manden traadte tilbage, som om han havde faaet et Slag. Han blev
ildrød i Hovedet og straks efter ligbleg. Han strakte Haanden ud imod
Væggen bag ved sig, som om han søgte Støtte, og han trak Vejret meget
dybt.
"Deres to kinesiske Venner," sagde Nikola langsomt og tydeligt, "maa
have lagt særlig Vægt paa den Underretning, som De kunde give dem,
siden de var i Stand til at betale saa høj en Pris for det."
Manden prøvede paa at tale, men uden Held. Al hans Raskhed var
forsvunden. Nu var han kun en sølle skælvende Kryster, som ikke kunde
tage sine Øjne bort fra det rolige, men grusomme Ansigt, der syntes
at se lige ind i hans Hjerte.
Saa forandredes Nikolas Væsen, og han sprang op med pludselig Kraft.
"Hund!" raabte han, og hans Stemme skar som en Kniv. "Ynkelige Hund!
Saa De troede, De kunde forraade mig! Hvor lidt kender De ikke Dr.
Nikola! Hør nu, og husk hvert Ord, jeg siger Dem; jeg taler kun én
Gang: I Aften skriver De efter min Diktat et Brev til Deres kinesiske
Venner, og i Morgen tidlig Klokken seks sadler De Deres Hest og tager
til Tientsin. Naar De er ankommen der, gaar De til Hr. Williams, hvis
Adresse De kender, og siger til ham, at jeg har sendt Dem. De siger,
at De skal blive som Fange i hans Hus i en Maaned. Hvis De vover at
sætte Dem i Forbindelse med en eneste Person i Anledning af mig eller
mine Sager paa noget som helst Tidspunkt, saa lader jeg Halsen skære
over paa Dem en halv Time efter, at De har gjort det. Kan Det være
muligt, at De regner mig for saa ringe, at De tror, De kan maale Dem
med mig, De Taabe? Naar De gaar herfra, saa fald paa Knæ og tak
Forsynet, fordi jeg ikke dræbte Dem straks paa Grund af Deres
Frækhed. Husker De Hanotat? Gør De? Naa, saa pas paa, min Ven, at jeg
ikke behandler Dem, som jeg behandlede ham. Ligesom De ansaa han sig
for begavet, men da det kom til Stykket, foretrak han at skyde sig en
Kugle for Panden for at vedblive at slaas med mig. Husk saa paa, at
De er blevet advaret. Gaa, lav Dem i Stand til Rejsen! Jeg skal selv
sætte mig i Forbindelse med Williams. Hvis De ikke er i hans Hus ved
Frokosttid paa Torsdag Morgen, saa sparer De en Udgift, for De faar
aldrig Appetit til noget Maaltid igen."
Manden svarede ikke et Ord, men forlod straks Værelset; han saa ud
som et Genfærd.
Da han var gaaet, henvendte jeg mig til Nikola, for min Forbavselse
gik over alle Grænser, og sagde:
"Hvor i al Verden vidste De, at han havde sladret?"
Som Svar bøjede Nikola sig ned og tog to smaa Tingester op fra
Gulvet. Det viste sig at være Rester af to kinesiske Cigaretter. Han
gik hen til en lille Hylde i den modsatte Ende af Værelset og tog en
Cognacsflaske. Tre Glas, der allesammen var brugte, stod ved Siden af
Flasken, der var ganske tom. Efter at have vist mig disse Ting, gik
han tilbage til sin Stol og satte sig.
"Edgehill," forklarede han, "drikker aldrig Cognac, undtagen naar han
har Selskab, og selv da drikker han meget lidt. Før jeg forlod Huset
i Aften for at hente Dem, var jeg saa forsigtig at undersøge den
Hylde dèr. Den Gang var Flasken omtrent fuld, og jeg er ganske sikker
paa, at der ikke laa Stumper af kinesiske Cigaretter paa Gulvet, for
jeg saá mig om. Inden den Tid havde jeg lagt Mærke til, at to Mænd
iagttog Huset fra den anden Side af Gaden. Da jeg gik min Vej, tog
jeg en Cigaretstump op, som en af dem havde røget. Dèr er den, De kan
jo selv sammenligne dem, hvis De vil. Da vi kom, var Mandens Væsen
saadan, at det ogsaa bestyrkede mig i min Tanke, og da jeg gjorde ham
det første Spørgsmaal, meldte hans Ansigt mig Resten. Naturligvis var
det alt sammen Gætteri; men det er ikke for ingen Ting, jeg har lært
at læse i Folks Ansigter. Under alle Omstændigheder saá De selv, hvor
berettiget min Anklage var."
"Men hvad tror De, han kan have fortalt dem?" spurgte jeg, "og hvem
kan De Folk være, som har udspurgt ham?"
"Han kan ikke have fortalt dem meget," svarede Nikola, "fordi der
ikke var meget at fortælle, og hvem de Mænd er, har jeg ikke den
fjerneste Anelse om. Jeg har af Princip Mistillid til ham!"
"Men hvorfor sender De ham til Williams?"
"For at hindre ham i at gøre flere Ulykker, inden vi har faaet et
godt Forspring, og fordi jeg ønsker at give ham en Lære. Jeg kan
maaske have Brug for ham en Gang senere, og han har ingen Skade af
lidt Disciplin. Men lad os nu ikke tale mere om det; jeg har noget
andet, jeg vil snakke med Dem om. Se nu først, om der ikke er nogen,
der lurer ved Døren, og flyt saa Deres Stol nærmere hen til min."
Jeg listede mig hen til Døren, ventede et Øjeblik og aabnede den
derpaa pludseligt. Der var ingen udenfor, og jeg gik saa tilbage og
flyttede min Stol nærmere hen til Nikola. Han havde taget et Brev op
af Lommen og lavede sig øjensynligt til at læse det for mig. Men før
han gjorde det, sagde han med dæmpet Stemme:
"Denne Meddelelse er fra Prendergast, jeg modtog den i Dag ved
Middagstid. Hør nu efter, saa skal jeg læse den op for Dem. Den er
dateret fra Tientsin og lyder som følger:
"Hr. Dr. Nikola,
Peking.
"Herved tillader jeg mig at meddele Dem, at jeg i Torsdags otte
Dage modtog et Brev fra Hr. Williams her, der gav mig Ordre til
at komme til ham straks for at forhandle om en vigtig Forretning.
Jeg havde neppe modtaget Deres Telegram, før Hr. Eastover mødte
hos mig for at sige, at han havde modtaget et lignende. Da vi
saá, at der ikke var nogen Tid at spilde, var vi to Timer efter
at have modtaget Telegrammerne om Bord paa Damperen _James
Monaghan_ paa Vejen til Tientsin.
"Vi naaede denne By i tilbørlig Tid og meldte straks vor Ankomst
til Deres Agent, Hr. Williams, af hvem vi erfarede, hvad Slags
Opgave det var, vi skulde paatage os. Den Fare, der var forbunden
dermed, var ganske indlysende for os, og jeg maa tilstaa, at jeg
i Begyndelsen syntes, at Vanskelighederne var uovervindelige.
Ypperstepræsten i Hankows Tempel er en velkendt og meget populær
Personlighed. Hans private Liv véd man saa godt som intet om, og
han gaar aldrig ud uden at være ledsaget af en Flok Tjenere. At
forsøge paa at faa fat i ham i hans egen By vilde være det samme
som at faa en Flok hylende Djævle paa Halsen og ødelægge hele
Foretagendet. Jeg satte mig straks i Forbindelse med Chung-Yein,
som heldigvis var i Hankow paa den Tid, og det var ved hans
Hjælp, at vi opdagede, at Præsten, der, som De véd, har opgivet
sin Tjeneste i Templet, var i Færd med at foretage en lang Rejse.
Saa snart jeg erfarede dette, gav jeg Chung-Yein Ordre til at
prøve paa at faa hans Rute at vide. Han gjorde det og
underrettede mig om, at han havde i Sinde at rejse over Hang-Chu
og Fon-Ching til Tsan-Chu, derfra op ad den store Kanal over
Tsing-Hai til Tientsin, hvorfra man sagde, at han vilde drage til
Peking. Jeg undersøgte meget omhyggeligt et Kort over Landet og
konfererede med de Herrer Williams og Eastover, som begge var
enige med mig om, at enhver Plan kun kunde udføres i Tsan-Chu,
der, som De véd, ligger lidt nedenfor det Sted, hvor den Kanal,
der fører til Nan-Shing, forener sig med Yun-Liang-Ho Floden.
"Da dette var fastslaaet, var den næste Ting, vi havde at gøre,
at finde ud af, hvorledes vi skulde bortføre Præsten. Vi indsaa,
at det maatte ordnes saaledes, at det ikke paa nogen Maade kunde
vække Opsigt. Han maatte bortføres saaledes, at hans Følge vilde
tro, han forlod dem frivilligt. Men det var overordentlig
vanskeligt at løse denne Opgave. Manden er gammel og meget
mistænksom. Man siger, at han ikke har Tillid til nogen som
helst, det fremgaar altid af hans Handlinger.
"Hvis vi derfor ikke kunde udfinde noget virkelig fornuftigt og
rimeligt, vilde det næsten være umuligt at faa fat i ham. Jeg
raadførte mig igen med Chung-Yein og sagde til ham, at han under
alle Omstændigheder maatte se at komme i Præstens Tjeneste, og
naar dette var lykkedes ham, indsmigre sig hos sin Herre saa godt
han kunde. Tiden var saa kort, at vi ikke kunde vente og søge en
Lejlighed, men maatte stole paa Tilfældet. Det lykkedes med stor
Vanskelighed Chung-Yein at blive optaget i Præstens Følge. Da
dette var sket, sørgede denne begavede Mand straks for, at hans
Herre lagde Mærke til ham, og da han havde opnaaet det, var
Resten let.
"Inden tre Dage efter hans Ankomst blev Husstanden opløst, og
Præsten tog af Sted med et talrigt Følge. Da de havde rejst
omtrent hundrede engelske Mil, stod Chung-Yein paa en meget
fortrolig Fod med ham. Han fandt paa mange Ting, som glædede
Præsten, og var saa ihærdig i sin Opmærksomhed, at han fik mer og
mer Tillid til ham.
"Da de naaede Fon-Ching, var han blevet hans Sekretær, og saa var
den Plan jeg havde lagt, parat til Udførelse.