Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 05

middelhøi og undersætsig; hans milde, blaa Øine lyste frem under en
tænksom Pande.
»De Tanker kommer mig i denne Tid ofte i Sinde,« svarede Klokkeren
fra Id, »at ogsaa jeg, skjøndt jeg er Kirkens Mand, maa gjøre noget
til Landets Nytte. Jeg gik derfor i Gaar ned til Peder Colbjørnsen.«
»Jog han ogsaa Dig bort?« ytrede Bjørnstad haanlig. »Norge har jo
Sønner nok til at værge sig, mener han.«
»Han gav mig Ærinde til de Svenske for at ansee deres Leilighed,
al den Stund Byfolket ikke veed Besked om, hvor Fjenden egentlig
befinder sig.«
»Det veed jeg!« raabte Halvor ivrig og kastede Øxen. »Jeg kan føre
Morbror midt ind i Kong Carls Kvarteer, uden at en Hund skal gjøe ad
os. -- Aa, tag mig med, kjære Morbror, saa skal jeg tjene Jer tro og
villig alle mine Levedage!«
»Tag kun Drengen med Dig, Klokker,« henkastede Bjørnstad. »Som Du vel
har hørt, kommer jeg ikke selv til at deeltage i dette Felttog; men
det giver Minder, som enhver ung Nordmand har godt af at eie.«
»Du er en mærkelig Mand, Bjørnstad,« sagde Klokkeren; »Du ofrer
heller dit Liv og dines Velfærd i denne frugtesløse Kamp mod Landets
Øvrighed, den, Du kalder vor Voldsherre, end giver en Tomme efter, og
saa banker dit Hjerte dog saa varmt for alt godt og stort.«
»Du mener maaskee, at jeg skulde gjøre Bod som en gammel Kjærling og
sidde udenfor Kirkedøren og male Haandkværn eller lade mig forvise
til en eller anden Landsby oppe nordenfjelds?« spurgte Bjørnstad
spottende.
»Den Plads, jeg bød Dig i Gaar som Opsynsmand ved Hollen Malmgruber
i Telemarken, kan ikke kaldes Landsforviisning. Tro mig, Du _maa_
herfra, Bjørnstad; Du staaer som den Forlisende paa Vraget og seer
den nære Strand, men vil ikke redde Dig over ved et Spring.«
»Det Spring skiller mig ved mig selv, derfor springer jeg ikke,«
svarede Bjørnstad. »Skuden, jeg styrer, er min egen. Heroppe paa
Fjeldet er norsk Frihed, og den skylder jeg alene mig selv. Her er
mit Land.«
»Dit Land --,« gjentog Klokkeren tøvende med et sørgmodigt Smil. »Men
hvor ere dine Landsmænd?«
»Ja, hvor er Landets andre Sønner? De er dernede i de trange Gyder;
de krybe og svandse for fremmede Embedsmænd. _Jeg_ er en Søn, der
ikke har svigtet mit Land, og først gjennem saadanne Sønner faaer et
Land Aande og Stenen Røst. Heroppe er nu min Kirke, her er jeg bleven
eet med vor store, mægtige Natur, her er Fossen, som aldrig tørrer
ud, her er _jeg_!« Bjørnstad greb i sit Bryst og blottede det, bredt
og haarrigt. Vinden legede med hans graasprængte Haar, hans skjæggede
Læber blottede to Rækker stærke Tænder; den hele Mand syntes et
Udtryk for det, han sagde: en Jætte, sprungen ud af Fjeldet,
Fossemanden, dukket frem af Fossen, Bjergaanden fra de Skakter, hvor
Malmen hugges.
»Det staaer sørgeligt til for Dig, Bjørnstad,« sagde Klokkeren og
rystede paa Hovedet. »Du alene paa denne Side Fossen, hjertebred,
kneisende -- javel. De staae blot Alle derovre. I drage begge i den
samme Lænke; slipper Du ikke Taget, styrter Du i Fossen, gaaer til
Bunds og Mari med Dig.«
»Faaer at være,« svarede Bjørnstad mørk. »Forstaaer Du, Svoger
Klokker: den Kvinde hører mig til, hun følger mig, til Døden, om jeg
byder. Den Tanke gjør mig stærk; hun svigter ikke, derfor staaer jeg
saa støt her paa Fjeldet.«
»Mari har forandret sig meget i den sidste Tid,« bemærkede Klokkeren
sørgmodigt. »Maatte hendes Kræfter række til i din Strid! -- Den er
en Steen, Du sigter mod Andre, den rammer hende og Dig selv. Hvis
nu Byfolket dernede gjør Alvor af Truselen og fælder Dig som fredløs
Mand, hvad saa?«
»Hvad saa?« svarede Bjørnstad haanligt; »saa blev _de_ mig værst, som
jeg vilde bedst, -- saa er der en Nordmand mindre.«
»Og to Martyrer mere,« sagde Klokkeren og reiste sig. »Med Guds Hjælp
skal det ikke komme saa vidt; Mari og jeg ville redde Dig med eller
mod din Villie.«
»Mari?« spurgte Bjørnstad og studsede. »Tag Dig i Agt, Klokker!
Lokker Du hende over, svigter hun, saa vogt Jer Alle!«
Ved en Omdreining af Veien, som bugtede sig ind mellem Klipperne og
dannede et naturligt befæstet Pas mod Øst, kom pludselig en broget
Skare Mænd til Syne; nogle bare Vaabenfrakker, andre trekantede Hatte
og brede Læderbælter med Pistolhylstre; atter andre vare iførte
gammeldags Rustningsstykker; men Alle havde de Bøsser over Skulderen.
Anføreren, som bar Officeersuniform, traadte frem foran de andre og
nærmede sig forsigtig til Brændehuggerne.
»God Dag og Gud hjælp! Har I seet noget til Svensken i Dag?« spurgte
han og saae paa de fældede Træer.
»Javist, Svensken er allevegne,« svarede Halvor og skrævede
udfordrende ud med Benene. »Det maa jeg sige ham paa, at han seer
stateligere ud som Soldat end I brogede Bykarle. -- Sikke Handsker
Svensken har med Kraver af gult Læder og med Gedeskinds Hænder, og
sikken rød Halskrave paa de blaa Klædesfrakker med Messingknapper
baade paa Bryst og Ærmer, ikke at tale om deres Skydevaaben og
Dyrendaler i Skindskede. Og sikken han dèr seer ud!« -- Halvor
pegede paa en svær Borger med et skægget, rødt Ansigt og klædt i en
langskjødet Bluse. -- »Han har jo en Fork paa Nakken og sin Oldefars
Brystpantser paa. Vi maa jo skamme os, naar I nu om lidt møder
Svensken heromme ved Broen.«
»Staaer han saa nær herved?« spurgte en velnæret Borger med usikker
Stemme.
»Han halshuggede for en Time siden tre Tistedøler og en Kalv og lod
deres Blod Løbe ud i Fossen,« svarede Halvor fripostig. »De bad
gudsjammerlig for deres Liv. Det var et grufuldt Syn; Fossen saae ud
som det røde Skum længe efter.«
Lieutenant Wærn pegede paa de fældede Stammer.
»Hvad er det for Hærværk I bedriver her i Frederikshalds Skove?«
spurgte han barsk, henvendt til Bjørnstad. »Mens vi Andre ere ude at
værge Landet, har I Tanke for at bjerge Tømmer.«
»Om kort Tid er den ganske Egn her svensk, nu er den dansk,« sagde
Bjørnstad haanlig og hvilte paa Øxen; »hvem vil saa tage en norsk
Mand ilde op, om han bjerger det Par norske Træer i Tide til fælles
Bedste.«
»Brændetyveri er det, han har for,« sagde Kjøbmand Truelsen heftig.
»Men af ham kan man ikke vente bedre Sindelag.«
Bjørnstad maalte den Talende med et spottende Blik og gav sig i Færd
med et nyt Træ uden mere at ændse Byens Folk.
»Brændetyveri?« raabte Halvor. »I Diskespringere, der snyder hinanden
en Søsling fra, om I seer jert Snit dertil!«
»Pas dit Arbeide, Dreng,« sagde Bjørnstad.
Halvor adlød, spyttede i Hænderne og lod sine Øxehug regne over
Træstammen, saa Splinterne føg viden om. Da Fricorpset var kommet et
Stykke henad Veien, slog han en høi Latter op.
»Aa Fatter, hold paa mig -- see, nu trasker de Krambodkarle mod Kong
Karl, -- og see, hvor de holde paa deres Dyrendaler, som om de skulde
til at snyde paa Maalet med deres Alenstok --! -- Jeg holder det ikke
ud, jeg holder det, Herren evig, ikke ud -- for jeg vil saa gjerne
med dem i Krigen!«
Han sukkede og saae længe efter Colbjørnsens Folk, lyttede ogsaa
efter deres hendøende Skridt i Naaleskoven.
Nogle Timer senere, da Mørket faldt, hørtes en heftig Geværild i den
Retning, hvor Mændene vare forsvundne. Lyden drog sig nærmere ned mod
Passet; kort efter saaes de samme Folk, der om Formiddagen droge mod
Svensken, skyndsomt springe fra Træ til Træ, idet de søgte Dækning
for at affyre Bøsserne og ile videre. En Trop af Kong Carls Ryttere
kom til Syne i Huulveien; deres Karabiner lyste i Maaneskinnet, der
sitrende gled ned mellem Træernes Stammer. Pludselig gjorde den
fjendtlige Trop Holdt. Midt i det snævre Pas skimtedes i Tusmørket
en mørk Masse. Øverst paa denne stod Klokkerens og Bjørnstads brede
Skikkelser med Bøssen i Haanden. -- Det var en saakaldet Hærbraade,
en Forskandsning, bestaaende af fældede Træstammer, hvis afhugne,
tilspidsede Grene bleve lagte mod Fjenden og saaledes frembød en
Hindring, vanskelig at overvinde, naar de norske, sikre Skytter laa
paa Vagt bag Stammerne og sendte de Fremtrængende en dræbende Ild i
Møde.
Bjørnstad og hans Folk havde reist denne Forhugning i Passet, hvor
Veien var smallest, og hvor Fjenden paa Grund af Klippevæggen og den
høie Snee langs Siderne blot kunde ride to Mand ved hinandens Side.
Det var til denne Forhugning, at Bjørnstad og hans Folk om Morgenen
fældede Træer, vel vidende, at Svensken tidligere eller senere maatte
frem gjennem Passet.
Da Haldenserne naaede herned og tvivlraadige standsede udenfor
Forhugningen, hørtes Bjørnstads dybe Røst:
»Hurtig -- ind tilhøire, dèr er Gjennemgangen. Lad saa Bøsserne;
men I fyrer blot een ad Gangen. Naar I hører mig skyde, saa tager
Hvermand sin.«
Da Byfolkene vare komne om bag Forhugningen, stængede Bjørnstad
og hans Karle efter dem med Træstammer. I det samme bevægede den
fjendtlige Trop sig frem gjennem Huulveien. Maanelyset strømmede ned
over Anførerens sølvtressede Hat. Hesten steilede. I det samme faldt
Svendsen Bakkes Skud, den svenske Officeer tabte sin Sabel og gled
ned af Hesten. Da Colbjørnsens uøvede Folk saae Fjenderne samle sig
til Angreb, glemte de imidlertid Bjørnstads Formaning og fyrede alle
paa een Gang med den Virkning, at de to forreste af Fjendens Flok
segnede af Hestene. De Andre droge sig tilbage bag et Klippeforspring
og raadsloge.
»Lad Bøsserne paany,« lød Bjørnstads Røst gjennem Stilheden.
I Stedet for at adlyde denne Befaling forlode de uvante, norske
Krigsfolk skyndsomst Forhugningen, for at benytte det Forspring,
som Fjendens Tøven gav dem, til at sprede sig mellem Fjeldene og ad
Omveie at naae hjem til Staden.
»Vil I see, I blive!« raabte Halvor rasende og søgte at stille sig
i Veien for de Flygtende, mens han pegede op mod Faderen, der stod
øverst paa Forhugningen synlig for Alle i Maanelyset. »See, deroppe
staaer han, som I skjældte for Brændetyv, og værger Jer Alle, mens I
smøre Haser -- Der har vi Svensken!«
Dette Udraab spredte Partigjængerne som Avner for Vinden. Klokkeren,
Bjørnstad, Lieutenant Wærn og Halvor stode alene tilbage i Skandsen,
medens Fjenden rykkede frem paany.
»Giv Agt, Manne -- de bageste Geleder holde sig færdige!«
kommanderede Lieutenanten med høi Røst.
De forreste Ryttere reve Tømmerne til sig og vendte om, skuffede af
denne List.
»Tilbage, Gossar -- Skoven er fuld af Jyder!« raabte den svenske
Anfører.
Rytterne gave sig blot Tid til at tage deres Døde op paa Hestene og
satte af Sted tilbage gjennem Huulveien. Skoven laa atter stille og
forladt i det blege Maanelys.


HJEMMETS FUGL.

Moder Ulles Hytte laa tilsyneladende uforandret siden denne
Fortællings Begyndelse. Olaug gik Aftenen efter at det foregaaende
Optrin fandt Sted i Skoven, frem og tilbage i den lave Stue, hvor
Uroen bestandig svingede paa sin Krog under Bjælkeloftet. Den unge
Pige standsede af og til og lyttede ved Døren, eller aandede en klar
Plet paa de hvide, frosne Blomsterruder, for at see ud i Mørket, med
Strikketøiet i Hænderne, medens hun bestandig gik fra og til Gryden,
der kogte over Ildstedet. Stormen foer med lange og klagende Hyl ned
gjennem Fjeldkløften, Fossens eensformige Buldren lød op fra Dybet.
Tranlampens Flamme viftede hid og did ved de hyppige Vindpust, som
trængte ned i Stuen gjennem den aabne Skorsteen.
Henne paa Stoleryggen ved Bordet sad en aarvaagen Høne og plirede med
et søvnigt Øie, medens den agtpaagivende fulgte Olaugs Bevægelser.
Pludselig brusede den op i Fjerene og saae mod Døren. Den blev revet
op, Jørgen sprang ind og stængte omhyggeligt efter sig.
»Fjenden er efter mig,« sagde han og hængte sin Bøsse op bag
Skorstenen. »De vrimle i Skoven herudenfor i Nat. Klokker Bakke og
jeg laa i Baghold oppe i Fjeldet og skjød en Officeer væk for dem. Vi
spørge vel snart Nyt derude fra.«
»Skjul Dig!« raabte Olaug og flyttede en Bænk hen under Loftslugen.
Jørgen svang sig op derigjennem. Olaug stillede Bænken tilbage og
speidede uroligt lyttende mod Døren. Lidt efter gik den atter op, og
en svensk Vagtmester, fulgt af tre Soldater, traadte ind i Stuen.
Vagtmesteren saae sig om. Olaug stod ved Bordenden og strikkede paa
Uldstrømpen; hendes rolige Mine røbede hverken Frygt eller Uro.
»Hvor har Du skjult ham?« spurgte Underofficeren barsk. »Det nytter
ikke, Du nægter: Fyren sprang over Kløften og forsvandt her.«
Olaug betragtede ham forundret.
»Her var Ingen siden i Morges,« svarede hun. »Søg selv; Leiligheden
er ikke stor; her findes intet Skjul uden Loftet dèr. Stigen ligger
udenfor Huset.«
Vagtmesteren saae sig om. Det lave Rum frembød intet Skjulested. Han
jog Kaarden gjennem Sengens Dyner, medens hans Folk hentede Stigen
og satte den til Loftslugen. Vagtmesteren steg halvt op og holdt
Tranlampen i Veiret, medens han speidende undersøgte det tomme Rum.
Jørgens Hoved forsvandt i det samme i Skyggen af Hanebjælken, langs
hvilken han laa udstrakt.
Da Vagtmesteren havde overbeviist sig om, at der Ingen var skjult paa
det Loft, steg han gravitetisk ned og nærmede sig Olaug.
»Du er, ta'e mig tusan, det vakreste Fruentimmer, jeg har seet, siden
vi kom ind i dette forbandede Vinterlandskab. Giv os et Kys; det
driver Frost og Kolden saa rart ud af Kroppen.«
Olaug blev staaende rank, der hun stod, og betragtede den svenske
Vagtmester uforfærdet.
»Jer Commandant vil i Morgen sige Jer ringe Tak, fordi I lader
Bjørnstad springe til Fjelds, mens I gantes med et værgeløst
Fruentimmer.«
»Bjørnstad!« raabte Vagtmesteren, »den Helvedeshund, som igaar
Eftermiddags skjød fire af vore Folk heromme i Skoven fra
Forhugningen?«
»Det var ham, som nys sprang her forbi Stuen og nu er høit til
Fjelds, al den Stund han har erfaret, at jer General har sat en Priis
for den, som bringer ham død eller levende.«
»Død og Sakrament, Galgen er ham vis, den Poltron!« raabte
Vagtmesteren og skred mod Døren. »Men vi sees igjen, skjøn Jomfru,
saa skal vi erfare, hvad der holder bedst ud: Kvindeknibskhed eller
svensk Mandemod.«
Han sendte Olaug et Slængkys med fem Fingre, som han borede ind
mellem sine skjægløse Læber, og bukkede sig ud gjennem den lave Dør.
Maanelyset faldt hen over Veien, Rimen gnistrede inde i Sneens
blaalige Slagskygger, Soldaternes Skridt tabte sig knirkende i det
Fjerne.
Jørgen steg ned fra Stænget. Olaug satte taus en Skaal dampende Suppe
frem for ham og tog en Hornskee fra Bordskuffen. Derefter gav hun sig
til at skaffe andetsteds i Stuen.
Medens Jørgen spiste, skottede han jævnlig efter Olaugs ranke
Skikkelse.
»Var Du altid saa faamælt, da stakkels Mormor levede?« spurgte han.
»Mormor!« gjentog Olaug med en Stemme, der rummede en Verden af
Inderlighed. »Med Mormor var det en heel anden Sag; hun trængte til
mig.«
»Hvad gjør _jeg_ da?« foer Jørgen op.
»Vi to!« sagde Olaug og knugede Hænderne om Strømpen. »Du er nu Herre
i Huset og jeg -- Skjændselsbarnet, som Du tog op! Det husker jeg
aarle og silde; det glemmes aldrig.«
Hun saae op; da hun mødte hans alvorlige Blik, sænkede hun igjen
hurtigt Øinene og lod sin Haand glide gjennem Hønens Fjer.
»Du holder meget af Guru dèr?« sagde han lidt efter.
»Ja, jeg solgte den ikke for mange hundrede Daler,« svarede Olaug med
inderlig Overbeviisning og holdt Hønens Hoved op til sin brændende
Kind. »Lille Guru, hvad skulde jeg gjøre uden Dig?«
Jørgen saae grublende frem for sig og nikkede gjentaget.
»Ja, det er ogsaa sandt,« sagde han. »Det duer ikke at leve, dersom
En ikke har Nogen at leve for.«
»Naar jeg kommer hjem, og Guru har været lukket inde, saa flyver hun
mig i Møde og kagler og støier af Glæde. Det er saa velsignet, naar
Nogen længes efter En.«
»Ja, det er ogsaa sandt,« gjentog Jørgen.
»Og veed Du, hvad hun gjorde i Gaar Aftes, da jeg kom hjem og havde
været borte hele Dagen?«
»Nei da? -- Et Æg?« spurgte Jørgen med stor Interesse.
»Guru pleier altid at tage et Korn eller et Halmstraa og lægge ned
foran mig; det betyder, at hun vil glæde mig. Men i Gaar var der ikke
noget Korn, saa rev hun en Fjer af sit eget Bryst og bragte mig den
i Næbet. -- Kan Du saa forstaae, at jeg holder af Guru?«
Olaug skjulte Ansigtet i Hønens brusende Fjer og satte den derefter
varsomt op paa en Pind i Nærheden af hendes Sengested.
»Det er jo ogsaa den, de kalde Hjemmets Fugl,« sagde Jørgen og saae
tankefuldt paa Olaug.
Lidt efter stak Guru Hovedet under Vingen og sov.
»Siig mig, --« spurgte Jørgen pludselig; han sad og snittede i et
Træstykke, som han dannede til et kunstfærdigt udskaaret Naalehuus;
»hvor kan det være, at Du endnu ikke har bedet om Penge til vor
Huusholdning?«
Olaug blev blussende rød.
»Jeg bad heller ikke Mormor, som er i Himlen, om Penge,« svarede hun,
»saadant noget stelte jeg selv om.«
»Hvad vil det sige?« spurgte Jørgen; »hvor tager Du Penge fra til vor
daglige Føde og Forpleining?«
»Mormor lærte mig, at vi ikke behøvede meget; hun gav mig Formaning
om, hvad jeg havde at gjøre, og den følger jeg nu. -- Seer Du,«
vedblev hun ivrigt med et freidigt Smil og et Kast med Hovedet,
der røbede den stærke Ungdoms Higen efter at tage Kampen op med
Tilværelsen. »Brændsel giver Skoven mere, end vi behøve; i Sommer
samlede jeg rigeligt Vinterforraad, som nu staaer i Stak her bagom
Huset, og da Mormor kun tænkte aarle og silde paa at sulte sig
selv for at spare Penge sammen til Jer Børn, saa fik jeg af Moster
Bjørnstad Lov at bage Fladbrød med hendes Jern og lægge det op
i deres Stolpebod derovre; det holder frisk i mange Aar. Og saa
slagtede vi Gusle.«
»Hvem var Gusle?« spurgte Jørgen og prøvede Skruegangen paa
Naalehuuslaaget.
»Gusle var vort Lam, saa tamt, at det altid gik med sin vaade Snude
i min Haand; saa i Høst maatte Halvor slagte det til Nedsaltning.
Geden giver Mælk, og Guru lægger Æg; det er Alt, hvad vi behøve. Og
saa gaaer jeg Ole Svendsen Bakkes tilhaande i Stegerset, dèr falder
ogsaa noget af -- saa jeg behøver ingen Penge at tage af Dig.«
»Troer Du, at en ærlig Mand vil lade sig brødføde af en Pige?«
spurgte Jørgen.
»Det er jo Mormor, som i sin Grav er lykkelig over at huse sin
kjæreste Søn,« hviskede Olaug. »Husk, vi skylde hende endnu mere, end
vi kunne gjengjælde.«
Jørgen tav og snittede ivrig videre. Her fandtes intet Stueuhr, hvis
eensformige Dikken afbrød Stilheden. Olaug læste alligevel Timer
og Minuter af Dagslyset med et Naturbarns sikre Færdighed. Nattens
Timer hørte Hvilen og Søvnen til; den lille, stundesløse Minutviser
udstykkede ikke heroppe Tiden i de mange Brøkdele, hvoraf hver enkelt
i Civilisationens Brug kan sønderlemme Livet.
Lidt efter skjød Jørgen sit Arbeide fra sig og stirrede med et Suk
op mod den svingende Uro under Loftet. Hans milde og fredsommelige
Ansigt havde et sørgmodigt Præg. Han hentede Violinen, der hang paa
Væggen ved Siden af Skorstenen og stemte Strengene.
Olaug saae efter ham med et forskræmt Blik.
»Aa nei, ikke i Aften!« bad hun og strøg sit krusede Haar tilbage fra
Panden.
»Er det Svensken, Du er bange for?« spurgte han. »Fjenden er nu langt
over Fjeldet.«
»Det er ikke Svensken, jeg frygter,« svarede hun og lagde sin Haand
over Violinen. »Du gjør Synd i at spille, som Du gjør, Jørgen; Du
maner Aander med dit Spil. Den Døde skal have Fred i Graven; hun fik
ikke meget af den, mens hun levede.«
»Hvad mener Du, Olaug?« spurgte Jørgen heftigt.
»Jeg saae i Nat Mormor herinde, lyslevende, som jeg seer Dig,
derhenne ved Væggen. Maanen skinnede som i Aften gjennem Glarruden;
jeg laa og saae paa din Fidel. Pludselig gled noget hvidt frem fra
Maanelyset hen mellem mig og Væggen; lidt efter saae jeg grant, det
var hende, mens hun bøiede sig over din Buestreng og kyssede den,
nøiagtig som hun gjorde den Dag, Du sidst besøgte hende i Fjor. Da
holdt hun din Bue til sine Læber, hviskede længe og velsignede den.
Det var, som om hun aandede sin store Kjærlighed ind i din Fidel. Og
saa da Du siden bød os Farvel -- --«
»Saa bad hun mig spille vor Vuggevise,« sagde Jørgen, »og det gjorde
jeg.«
»Til Du blev borte bag Fjeldet, og Mormor stod og strakte Armene ud
efter Dig, til Musiken ogsaa blev borte -- Men nu skal hun have Fred,
Jørgen; hun trængte saa haardelig dertil.«
»Hun trængte mere til vor Kjærlighed,« mumlede Jørgen og hængte
Violinen tilbage paa dens Plads.
I det samme lød tre Slag mod Stuedøren. Jørgen aabnede den øverste
Lem; Halvors lokkede Hoved kom til Syne i Aabningen. Hans Blik fløi
mistænksomt fra Jørgen til Olaug, idet han traadte ind.
»God Kvæld herinde,« sagde han. »Jeg bringer godt Nyt til Olaug fra
Staden.«
»Til Olaug?« spurgte Jørgen og rynkede sine Bryn.
»Ja, for Dig er det vist ikke godt Nyt,« svarede Halvor og maalte
ham fjendtlig, »al den Stund jeg bringer Brev og Budskab fra Faster
Ulle, at hun har fundet et godt og kristeligt Hjem for Olaug i
Frederikshald. -- Her er det.«
Han fremtog et Papir, som han rakte den unge Pige.
»Læs det høit,« sagde Jørgen.
Olaug bøiede sig mod Tranlampen og læste:
»Velfornemme Jomfru Ulle Halvorsen.
Herved bifalder og konfirmerer jeg Jomfruens ædle Hensigt at
forskaffe bemeldte Ungpige et kristeligt Hjem, hvor Dyden sidder
til Høibords. Jeg vil ydermere bevise min Beredvillighed at tjene
Guds Villie ved at tage Pigen udi mit Huus, vel vidende om hendes
Samlevnet med den omvandrende Fidelspiller, samt hendes Ulydighed
og Opsætsighed, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme over
hende, om derved hendes Salighed kunde erlanges.«
Olaug lod Brevet synke. Jørgen reiste sig heftigt.
»Er det Olaug, som her tales om?« spurgte han barsk, henvendt til
Halvor.
»Er Du sat til at være hendes Værge?« spurgte Halvor med lynende
Øine. »Hun hørte os til her paa Fjeldet, længe før Du kom. Brevet
dèr er heller ikke bestemt for Olaug, men til Morbror Svendsen, for
at han kunde tage Bestemmelse i Sagen; jeg stjal det ærligt og
redeligt, for at Olaug kan vide, hvad hun gaaer ind til. Kun hun selv
skal bestemme her.«
»Har Klokker Svendsen Bakke læst Skrivelsen?« spurgte Olaug.
»Ja. Og han finder, at Du bør reise til Frederikshald, al den Stund
her ikke er Sted for en Pige at færdes mellem Krigsfolk.«
»Olaug er jo i sit gamle Hjem,« indvendte Jørgen. »Jeg er snart en
ældre Mand og har ingen Kvinde til at sysle om mit Huus jeg skal nok
værge for hende.«
»Jeg troer, Halvor har Ret,« udbrød Olaug med nedslagne Øine, medens
hendes Bryst bevægedes som i indre Kamp. »Jeg bør ikke blive længer
hjemme. -- Lad mig høre Slut paa det Brev.«
Jørgen glattede Papiret ud og stavede sig igjennem Indholdet.
»Jeg skal anvende al min Flid paa at omvende Pigen til Tugt og
Herrens Formaning. Hun stiger op i aarle Morgen, al den Stund
Djævelen kryber om i de varme Dyner efter ungt Kvindfolk, og har hun
da at malke tyve Køer inden sex Morgen; saa skaffer hun Davre til
Folkene, inden Klokken er slagen otte; saa steller hun om Husets
Reengjøring og Madlavning og Opvaskning til Klokken to; saa følger
Køernes Malkning, og vi gaa i Herrens Huus til Aftensang; saa sye og
spinde vi til gudelige Sange, og jeg agter nøie, at hun ikke sidder
og blavrer og kommer i Familiaritet med Husets Mandfolk. Jeg vil
intet arrestere mig ved at referere mig selv til Roes, at vor sidste
Ungpige for Herrens Aasyn fik Riis paa hendes bare Krop til Advarsel
og Exempel, fordi hun var gestændig at have glanet ud ad Vindverne
efter Mester Harpyts kjønne Svend, naar han i Stadsdragten gik til
Laugs. Bemeldte Pige døde af Svindsot i dette Foraar udi Herrens
Naade med en Salmebog under Hagen og fire Halmstraa overkors, for
ikke at gaae igjen til Alles Fortrydelse, hvorved jeg skiltes fra en
stor Hjertesorg.
Jeg forbliver efter min kristelige Pligt
velbyrdige Jomfrues
beredvilligste Tjenerinde
Anea Boyer
bosiddende Bagerenke
i
Frederikshald.«
»Det var jo en rar Besked!« ytrede Jørgen efter endt Læsning.
»Det kommer ikke Dig ved,« sagde Halvor skarpt. »Er Pladsen streng,
kan hun vel finde en blidere siden hen. -- Hvad mener Olaug?«
»Jeg mener, Halvor har Ret,« sagde hun og mødte rolig Jørgens
forskende Blik.
»Tænker Du slet ikke paa Guru dèr -- og paa mig? Hvad skal der blive
af os, naar Du er borte?« spurgte han med lav Røst.
Olaug var meget bleg; en synlig Kamp bragte hendes Beslutning til at
vakle.
»Guru!« gjentog hun klangløst og saae op mod Hønen, der var vaagnet
og gav sit Mishag tilkjende ved en dæmpet Kaglen.
»Guru skal faae sine magelige Dage ovre hos Motter,« forsikrede
Halvor med et Smil, der blottede hans hvide Tænder, »og jeg skal
aldrig ærgre Dig mere; jeg skal -- Herre Jesus, jeg er saa lyksalig!
Nu Mod og Mandshjerte i Livet og alt Fremmed paa Døren, Fod under
eget Bord -- Hvad siger Du til det, Olaug?«
Hun stirrede frem for sig og nikkede uden at synes at forstaae ham.
Jørgens Blik fløi forskende frem og tilbage mellem disse to unge,
ranke Mennesker, begge i Begreb med at bryde ud af Reden og prøve
egne Vinger, livsmodige, som skabte for hinanden. Jørgen forstod alt
dette pludselig. Derfor altsaa lød Olaug Barndomsvennens Raad; han og
Hjemmet var glemt. Jørgen vendte sig fra dem og afstod fra al videre
Overtalelse.
Hvad Ret havde han vel til at beklage sig? Han havde flakket om i
Solskin og i Slud med Violinen paa sin Ryg, med Arven i Blodet, halvt
Faderens, den vandrende Musikant, halvt den altopofrende Moders, som
havde taalt Alt, tilgivet Alt og takket for aldrig saa ringe en Plads
i de Børns Hjerter, hvem hun ofrede sit Liv. Denne Mand var nu kommen
hjem i Ordets fulde Betydning; Hytten paa Fjeldskrænten bød siden
Moderens Død Maal for de jagende Længsler, Havn for hans utæmmelige
Frihedsbegjær. Her havde pludselig hans Violin fundet de Strengelyde,
han forgjæves søgte i fjerne Dale med Rusen i Hoved og Hjerte,
medens stærke Drømmesyner bestandig drev ham videre, videre mod det
Ubekjendte. Siden han kom hjem, var enhver Vandrelyst bortveiret;
han sad med Fidelen under Kind i Tusmørket og spillede sine egne
Sange, mens Maanens Lys sitrede mellem Fyrretræerne, og Olaug stod
et eller andet Sted og lyttede. Livets Poesi laa sammentrængt i
disse Inspirationens hellige Øieblikke; han følte blot, at nu var
han hjemme. Han vidste ikke, at hendes Puls bankede, at hendes Øine
fyldtes med Taarer, at ubegrebne Længsler skjælvede i hendes Aarer.
Han spillede blot, Toner, hidtil uanede, senere hen ukjendte, Toner,
fødte for en ung Kvinde og opfangede af hende, utrykte, ubesudlede,
ukritiserede, blot følte, Kunstens Kunst fra Naturens Hjerte.
Nu havde Olaug nikket til Halvor; andre Toner vældede frem, mørke,
vilde; de skulde senere finde deres Udtryk. Buestrengen, som Moderen
aandede sin Velsignelse over, mægtede alle Tonearter. Nu svarede han
rolig:
»Ja, Halvor har Ret, Olaug bør reise til Staden. Jeg hørte jo selv
for lidt siden, at den svenske Vagtmester herinde lovede at komme
tilbage til hende i Morgen.«
Olaugs og Jørgens Blikke mødtes, forskende efter Livets største
Gaade. Fandt disse To Svar paa deres Spørgsmaal? De vidste det ikke.
Et Skrig lød pludselig ovre fra den anden Side af Kløften. Jørgen
sprang til Vinduet. Guru udstødte en opskræmmet Kaglen og baskede med
Vingerne.


STORE TORSKEN!

Ovre omkring Bjørnstads Huus, der laa stærkt belyst i Maaneskinnet,
saaes svenske Soldater vrimle frem fra Klippehuulveien. Gaarden var
omringet. Husets Svalegang, udskaarne Trægavl og de mørke Fyrretræer
kastede dybe Slagskygger i det blaalige Lys. Soldaternes Raab lød
udfordrende gjennem Nattens Stilhed, medens deres Anfører med
Geværkolben bankede paa den lukkede Trædør.
Et af de smaarudede Vinduer i første Stokværk blev revet op, og
Bjørnstads mægtige Skikkelse kom til Syne i Maaneskinnet.
»Hvad er der paa Færde, Godtfolk?« raabte han med en dyb og rolig
Røst, der overdøvede Larmen.