Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 14

lukke alle Gader for ham med sviende Baal. Jeg har lagt en Himmerigs
Plan, og Du skal hjælpe mig, Olaug. Hvad siger Du? Vi To skal redde
Fædrelandet!«
Halvor var i Skjorteærmer for at bortlede Fjendens Mistanke; inde
paa sit blottede Bryst bar han nogle Beegkrandse. Han fremdrog to og
rakte Olaug dem.
»Hurtig -- Du kan nok liste Dig hen til Høhuset derhenne og stikke
det i Brand? Jeg kaster imens en anden Krands ind i Hans og
Peder Colbjørnsens Gaarde, der staaer to fyldte Tjæretønder med
Haandgranater rundt om. De ville endelig Begge, at vi først stikke
Ild paa deres Gaarde, for at Ingen skal sige dem paa, at de vilde
spare deres eget. Derefter lister Du gjennem Haverne hen til Walks
Gaard og stikker ogsaa den i lys Lue. Saa gaaer Du, som ingen Ting
er skeet, her tilbage under Hængepilen, til jeg kommer. -- De have
plyndret vore Kjældere; hele Byen futter nu af over deres Hoveder --
sippedeia!«
Halvor styrtede sig med Liv og Lyst ind i denne Bedrift; det var
Hævn, det var Tilintetgjørelse af den forhadte Fjende. Olaug blev
staaende ligbleg med lysende Øine. For hende var ethvert Hjem en
Helligdom; at tilintetgjøre det, selv efter Eierens Ønske, forekom
hende en Helligbrøde, der fyldte hende med Skræk og Andagt. Hun sank
i Knæ, bad en brændende Bøn; saa gik hun til den fædrelandshistoriske
Gjerning med fuld Forstaaelse af det Storslaaede og Gribende i dette
ophøiede Øieblik: en heel Stads Indvaanere, Fattige og Rige, ofrede
af egen Drift alt, hvad de eiede, for at værne deres Selvstændighed
mod fremmed Aag.
Olaug ilede over mod et stort Høhuus, der strakte sig ud bag den
Wærnske Gaard. Hun slog Ild bag en Brændestabel. I næste Nu fængede
Beegkrandsen, og Høstænget slog ud i røde Luer mod Broen. Derefter
løb hun med en brændende Fyrrespaan under Træerne over til Walks
Bygning, stak Ild i Beegkrandsen og slængte den ind gjennem et
ituslaaet Vindu; det tørre Tømmer fængede, og Luerne slikkede med
Lynets Fart op langs Brædevæggen.
Saaledes tændtes Frederikshalds Hædersfakkel for aldrig senere at
slukkes.
Ved et underligt Skjæbnetræf blev Olaug saaledes kaldet til at
afbrænde det Huus, hvori Moderen nogle Timer tidligere havde
indespærret hende, for at berøve hende Fremtid, Ære og Lykke. Ved
et andet besynderligt Tilfælde, der kunde henregnes til en hævnende
Retfærdigheds Værk, blev det samme Kvistværelse, som Moderen nylig
bestemte til Datterens Lykkes Grav, nu hendes egen. Sidste Gang,
Nogen saae Ulle Halvorsen, var, da hun ilede op i sin Leilighed,
endnu iført den blaa Taftes Dragt, for at redde en eller anden
værdifuld Gjenstand. Luerne spærrede hende Tilbagegangen. Gjenboerne
saae hende vove det samme Spring ud paa det brændende Tag som nylig
Olaug for at gjenvinde Friheden. Moderen forsvandt i en Loftsluge og
blev aldrig seet senere.
Da Klokken var syv, stod Frederikshald i lys Lue. Fjenden opgav
ethvert Slukningsarbeide. Trommehvirvler, Hornsignaler, Kommandoraab
kaldte Soldaterne sammen til Afmarch. I næste Nu bredte Paniken sig
i de uordnede Masser; Gyderne bleve Ildsvælg, Husene Brandfakler;
Luerne reiste sig i taarnhøie Flammesøiler, det bragede og gnistrede,
og ned over det glødende Ildgab spyede Fæstningen Granater og
Skraasække ind i de tæt sammenpakkede Soldaterklynger. Det var ikke
længere en Kamp, det var et Myrderi uden Naade og Frelse.
Midt i denne Trængsel saaes dog endnu menneskelige og ophøiede Træk.
Den stærke Skomager Kjeld kom ud af sin brændende Hytte med en svensk
Saaret, der var betroet til hans Omsorg. Nordmanden bar den Syge,
der havde slynget Armen om hans Nakke, med en Ømhed som en Moder sit
Barn. Han talte beroligende og trøstende Ord, medens Sveden sprang
frem af hans egen Pande, og hans Øine flakkede rundt for at speide
efter en Udvei af Ildhavet, indtil Baalet slog sammen over dem begge.
Mamsel Jonassen vendte tilbage for at redde Papegøien af »Den
forgyldte Nøgle«s brændende Krostue, fandt sig pludselig indesluttet
mellem brændende Vægge. Hendes Angstskrig blev hørt. Niels Ankers
skjæggede Vildmandsansigt kom fornøiet til Syne midt i Røgskyerne.
»Tak for Skjænken forgangen. Nu giver jeg Mamsellen en anden igjen.«
Dermed løftede han hende i sine Arme og bar hende i Sikkerhed ned til
Elven.
Som en fredelig Idyl midt i al denne menneskelige Elendighed virkede
et lille Stillelivsbillede i en Hytte udenfor Byen under Fæstningen.
Her stod Skipper Daniel foran en Speilstump; en nyslagtet Høne laa
paa Bordet. Han indsmurte sit Ansigt i dens varme Blod og skar imens
nogle ynkelige Grimacer; derefter indviklede han sit Hoved i et
rødtærnet Tørklæde og sin venstre Arm i en bloddryppende Bandage,
haltede rundt paa Gulvet og ytrede medlidende:
»Sikken dog de Asener har rakket lille Daniels kjønne Ansigt til! Det
maa han have sig en ægte Tokayer for fra Brasiliens varme Lande.«
Han hentede en gammel Viinflaske og satte sig saa til at skrive en
Ansøgning til det danske Krigsministerium om Statsunderstøttelse »for
det kjære Brød paa nogen Maade at forhverve efter al den Svie og
svære Blessure, han havde hentet ude paa Prammen ved at gjøre Fjenden
Modstand og Afbræk paa alle optænkelige Maader, forladt af sine
Medborgere, Peder Colbjørnsen og de andre, der alle løb fra Borde og
lode ham, ringe Capitain Daniel, tilbage som Øverstbefalende i den
haarde Kamp som en redelig Undersaat efter sin allerunderdanigst Eed,
uanseet af, at han vel kunde haft Aarsag ogsaa at forlade Prammen, da
hans fattige Enkesøster, der sidder med mange smaa Børn var bleven
skudt udi hendes Axel. Altsaa ydmygst begjæres Invalidepension,
høiædle og velbaarne Hr. Statsraad!«
Daniel plantede sin knyttede Næve med et vældigt Dask midt i
Skrivelsen og saae sig om i den tomme Stue med vidtopspilede Øine og
et triumferende Smil. »Jeg gad see den, som kan sutte en delicatere
Lobescowes sammen,« udbrød han og reiste sig. »Der er et Par Løgne i
den, det er det eneste, der kan siges med Sandhed om den Ting. Det
skal lille Daniel have sig en ægte dansk Kornsnaps for, fra Kongens
Kjøbenhavn.« Udenfor farvedes Himlen blodigrød af det flammende Baal
nede i Staden. Daniel traadte hen til Vinduet med Snapsglasset,
rystede misbilligende paa Hovedet og udbrød: »Naada, hvor de gale
Mennesker rutter med Mutters Pindebrænde!«
Denne Ansøgning blev virkelig senere afsendt, underskrevet af to
afskedigede Underofficerer, der laa i Strid med Borgerne.
Mange af de tilbageblevne Borgere brændte inde; Dagen efter fandtes
deres forkullede Been i de rygende Tomter.
Nu stod Fjendens hele Haab til at naae den 150 Alen lange Bro, der
endnu var ufarbar. Broen blev et Haigab, som de Flygtende maatte
styrte sig ind i, medens Kuglerne fra Prammen og fra Omegnen bestrøge
de gyngende Planker, og medens de Bageste trængte de Forreste; det
var Toppunktet af Rædsel, medens de Fremstormende under Fæstningens
Lynglimt, der lød som Tordenbrag, hovedkulds styrtedes i Elven
eller trampedes ned. Der stavredes hen over Stakler, der skrege af
Smerte, over Døende, der bede sig fast i de Flygtendes Fødder, over
Saarede, hvis knuste Lemmer vrede sig i Pine; hæse Kommandoord, som
Ingen adlød, Forbandelser, Rallen og ovenover det Hele Fæstningens
uafladelige Torden, -- underneden Elvens Strøm farvet rød af Blod.
Det var et Mandefald.
Tre tusinde svenske Krigskarle brøde ind i Staden, næppe tusind
slap levende derfra. Blandt de Døde vare flere Øverstbefalende,
fjorten Capitainer og otte og tyve Lieutenanter. Rundt i Gaderne
fandtes deres forbrændte Liig, der af Nordmændene bleve begravede paa
Kirkegaarden.
Tilsidst, som det sømmede sig en saadan Helt, kom Carl den Tolvte,
omgivet af en lille Skare trofaste Mænd, der villig gik i Døden for
deres Konge. Han selv gik freidig, med spændstige Skridt midt i denne
Kreds og saae sig om.
»I Morgen vender jeg tilbage og slaaer min Leir paa Brandtomten, Far
min!« udbrød han og nikkede til sin Fange, Hans Colbjørnsen, der
tilligemed Jens Munk gik i hans Nærhed.
»Vi faae at see, Deres Maiestæt,« svarede Colbjørnsen. »Nu skal jeg
gaa hjem og underrette mine Landsmænd om Eders Besøg.«
Med disse Ord sprang han over Bolværket og naaede Land, skjøndt han
under Svømningen blev ramt af en Kugle.
En graahaaret Kæmpe brød pludselig frem af Sværmen, ledsaget af
Jørgen Halvorsen og nogle skindklædte Mænd, hvis bredbladede
Øxer gjorde lyst omkring dem. Med ustandselig Magt trængte den
graanede Bersærk frem gjennem de Rækker, der omgave Kong Carl; hans
kortskaftede Øxe hævedes og sank, og hver Gang styrtede en Mand til
Jorden.
»Vel mødt igjen, Kong Carl!« raabte Bjørnstad med en Røst, der
overdøvede Tordenbraget rundt om.
Carl den Tolvte vendte sig sorgløs og gjenkjendte Kæmpen, der to
Gange i Dagens Løb havde truet hans Liv, første Gang da han stormede
Borgerskandsen, og Bjørnstad i Haandgemænget afbrændte sin Pistol mod
hans Bryst, anden Gang da Kongen efter Bønnen traadte ud af Christi
Herberg Kirke og to af hans Drabanter med Tabet af deres Liv havde
kastet sig mellem ham og den frygtelige Kæmpe.
Et Bøsseskud oplyste i dette Øieblik Bjørnstads furede Ansigt, hvis
Aarer stode spændte, idet han med ubændig Villiekraft uden Dækning
hævede begge Arme for at give sig hen i det dræbende Hug.
»En herlig Kraftgubbe!« raabte Carl den Tolvte, henrevet til
Begeistring ved Synet af denne kæmpemæssige Thorfigur. »Prægtige
Karle, disse Nordmænd! De skulle blive mine.«
»Min skal Du blive, naar vi To næste Gang mødes, Carl af Sverige!«
raabte Bjørnstad med en Steentorrøst fra fulde Fjeldlunger, medens
Kongens Mænd reve deres Afgud bort, og Bjørnstads Øxe kløvede Hovedet
paa den Officeer, der sprang frem og skilte ham fra Kongen. Nye
Sværme brøde igjennem og trængte Bjørnstad tilbage mod Bolværket. Det
var Colbjørnsens brogede Karle i vildt Haandgemæng med Dalkarlene.
Oven over Broporten saaes pludselig en ungdommelig Skikkelse
ombølget af Krudtrøg, med lyst, lokket Haar om det seiersstraalende
Ansigt. Han havde en Fane i sin høire Haand, Colbjørnsens Fane, der
endnu opbevares hos Borgervæbningens Stadshauptmand. Han svingede
den jublende og søgte at plante den ved Siden af Vaabenskjoldet med
Vildmanden over de Kæmpendes Hoved, idet han af al Kraft raabte:
»Hurra, Fatter! vi slaaes nu under vort norske Flag i vor egen Stad!«
Bjørnstad slap Øxen og strakte Haanden afværgende i Veiret.
»Kom ned, kom ned, Ulykkesbarn! vil Du lægge mit Huus øde?« raabte
han opefter.
»Leve gamle Norge!« raabte Halvor. Det gav et Sæt i ham. Han sank i
Knæ, slyngede Armen om Fanestangen og sank ned i Faderens udbredte
Arme.
»Her, de ramte mig bare her,« hviskede han.
Nogle Bloddraaber piblede frem under hans venstre Bryst. Bjørnstad
løftede sin døende Dreng og bar ham ud af Kamptummelen ned mod Wærns
Have, hvor Hængepilen hang ud over Vandet. Bjørnstads af Lidenskaber
furede Ansigt stirrede ind i Sønnens: han saae at Døden var der med
sin Stævning.
»Øie for Øie, Tand for Tand! Her paa dette Sted faldt ogsaa min
ulykkelige Søn -- Almægtige, uransagelige Gud, hvorfor bønhørte Du
en taabelig Moder, der i sin Uforstand bad om Hævn over sit Barn?«
udbrød en Stemme ved Siden af Fader og Søn.
Bjørnstad saae op.
»Søster Ellen!« udbrød han med usikker Røst og stirrede paa
den forvitrede Skikkelse, hvis graa tottede Haar hang ned over
Pjækkerten, medens »Stormuglen« knugede sin Hat mellem de rynkede
Hænder, og Taarerne strømmede over de indfaldne Kinder.
»Faster Ellen!« udbrød Halvor og smilede; »nu bliver Du hjemme
hos Far, ikke sandt? -- Olaug?« udbrød han med et Sæt, reiste sig
pludselig halvt i Veiret og slyngede Armene om den unge Pige, der
traadte frem fra Hængepilens Skygge og støttede Barndomsvennens Hoved
i sit Skjød. »Olaug, først Seiren, saa Lønnen, var det ikke saa? --
Kys mig nu.«
Olaug bøiede medlidende sit Hoved og kyssede Halvors Pande og Læber.
En Skjælven gjennemfoer ham, han udaandede i Seiersjubel og i sin
unge Kjærligheds Morgenrøde.
Da Olaug reiste sig, stod Jørgen taus og sørgmodig ved hendes Side.
»Jørgen!« udbrød hun med et Skrig som en Druknende, der pludselig
seer Frelse. »Nu, Jørgen, hjem -- hjem til Dig!«
Hun kastede sig til hans Bryst og var hjemme.
Ude over Heden flygtede en Konge paa Veien til sit eget Rige, mens
Ildskjæret brændte hans Nederlag ind i Norges Steengrund med ægte
Farver, der aldrig blegne.
Borgernes Jubel over Seiren var isprængt med Sorg over de rygende
Brandtomter og de forkullede Kammeraters Liig, tillige med Frygt for,
at Svensken skulde vende tilbage. Da lød den 8. Juli om Morgenen
en heftig Skyden, som hørtes mere og mere jo længere det led ud paa
Dagen. Man lyttede med Frygt og Bæven; thi Ingen vidste, hvem det
var, eller paa hvis Side Seiren faldt.
Om Aftenen stormede Colbjørnsens Kundskabsmand, Hans Brecke, op mod
Fæstningen og meldte, at Fjenden var i fuldt Arbeide med at pakke
sine Sager og trække over Grændsen. Kort efter kom Niels Anker og
Halvorsen styrtende med det Seiersbudskab, at Peder Tordenskjold, den
berømmelige Helt, havde i Dynekil slaaet hele den svenske Flotille,
der var ladet med alt det Skyts, som Carl den Tolvte utaalmodig
ventede for at kunne indtage Frederikshald.
»Og Svenskerne vare visselig blevne længere i Norgesland, om Gud ei
havde omstødt hans Anslag i dette Søeslag ved Admiral Tordenskjold,
den, han brugte som et fuldkomment Middel at hjælpe ved.«


MARI BJØRNSTAD.

Det saae sørgeligt ud, da den svenske Hær atter var draget hjem
over Grændsen. Ikke en Sædkjærne var lagt i Jorden i Miles Omkreds
udenfor Frederikshald, hvor de svenske og norske Soldater havde
ligget. Dansken var vel Mester paa Søen, og et nyt Felttog i Norge
vilde fordre anseelige Udrustninger, hvorfor Kong Carl besluttede for
denne Gang at lade det beroe ved, hvad der var skeet; men enhver,
der kjendte Krigerkongens Karakteer, vidste, at han vilde vende
frygtelig tilbage, og at han allerede gjorde Forberedelser til et
nyt Indfald i Landet. Saasnart Kong Carl havde faaet sine fangne
Officerer udvexlede, besluttede han at lade en Deel af Hæren forblive
ved den norske Grændse for at holde Øie med Nordmændene og svække
deres Modstandskraft ved saaledes at tvinge dem til at tære paa deres
Grændsemagasiner.
Frederikshalds Borgere havde, efter deres heltemodige Opofrelse, af
Regjeringen modtaget betydelig Lettelse i Skattebyrder, Privilegier
osv. for atter at kunne opbygge deres Stad; ligesaa lod Kong
Frederik udskrive en Skat i alle danske og norske Stæder og Kommuner
til Erstatning for den lidte Brandskade; men disse Penge bleve først
inddrevne i Aarenes Løb, og Borgerne maatte saaledes foreløbig hjælpe
sig selv med at reise Brædehytter paa Brandtomten og i Fællesskab
søge at komme til Kræfter igjen.
Det var atter Vinter. Bjørnstad levede endnu oppe paa Fjeldet.
Stadens Kjøbmænd havde andet at tænke paa end at fuldbyrde Dommen
over Eieren af Fossegaarden; men Husets Beboere vidste, at der var
kun givet dem en stakket Frist, og at det dragne Sværd vilde falde,
naar Orden og Ro igjen herskede i Staden.
Taagen laa tæt og tung ude over Fjeldkløften; inde i Huset var der
blevet taust og øde siden ung Halvors Død; alene Duren fra Fossen lød
op gjennem Stilheden i den knagende Fyrreskov.
Iøvrigt gik alt sin vante Gang i Bjørnstads Hjem og i hans Bedrift.
Nu i de korte Dage naaede Solen ikke did; Ilden knitrede i de brede
Arner. Vinteren heroppe er mørk og streng med ondt, ustadigt Veir;
den tager allerede sin Begyndelse den 14de Oktober, som er Calixti
Dag, og varer ved indtil Tiburti, den 14de April, som er første
Sommerdag. Efter gammel norsk Skik deeltes Aaret kun i tvende Parter,
Sommer og Vinter, hvorefter Primstaven, som er den gamle norske
Kalender, har været indrettet med Vinter paa den ene Side og Sommer
paa den anden.
Mari Bjørnstad gik endnu stilfærdig om og syslede i det kolde Huus.
Hvem af os er ikke saa lykkelig idetmindste een Gang at have mødt en
af disse graanede Hjemmets Heltinder, hvis Hverv alene er at værne
om alle gode, svage Spirer, som søge at bringe Trøst og Velsignelse
til Andre, mens de oftest selv komme ud fra Livet med sønderrevet
Klædning og blodigt Hjerte, hvis klare Øine altid søgte det Mindste,
mens de fandt det Store -- for hvem Livets Kunst bestaaer i at
dele sig selv ud i saa mange smaa Skillemønter som muligt i stadig
Angst for, at de dog ikke række til at hele det Søndrede, at læge
det Saarede -- skjælve for ikke at eie nok at dele ud i disse
upaaagtede Velgjerninger, der belønnes i de tusinde Led, og som
mildner Straffen for Fædrenes Misgjerninger i det tyvende Led. Hvem
har ikke idetmindste een Gang lært at velsigne En af disse Stille,
hvis Løsen ikke er skarpttænkte Lære- og Leveregler om Selvvurdering
og Personlighedsfølelse, men dybtfølte Grundsætninger, medens de i
ubevidst Ophøiethed ydmygt hente det ædle Metal frem fra Hjertets
ukjendte Dybder. -- Lad saa kun alle Lærde og Skarpsindige kaste sig
derover og analysere med Mikroskopet, efterspore Nervens Function
under »Livslegen«, sortere paa Hylder, destillere i Flasker,
concentrere, indforklare, bortraisonnere og udrede bevidst og
ubevidst Psychologi, flytte Grændsepæle indefter -- saalænge vi
beholde selve Naturens ædleste Digterværk, den sande Kvinde, --
uforfalsket og ubevidst. Ja, hvem af os er saa ulykkelig ikke at
kjende en af disse graanede Velgjørerinder, for hvem Gud ikke er
den befriende, forløsende, men ham, der gjør Byrden endnu tungere,
endnu mere dyrebar, endnu mere velsignet uafrystelig, og som segnende
derunder endnu i Døden søger at fastholde, forløfte sig, Heltinder i
det Skjulte, der ubemærkede, som de levede, liste sig ud af Livets
Dør paaklem, for at finde Himlens Port slaaet op paa vid Gab,
Heltinder, der efterlade det dybe Savn, den gnistrende Morild, der
sees paa Verdenshavet i Kjølvandsstriben længe efter, at Seileren,
der frembragte den, er forsvunden; Kvinder, der mægte alt, fordi de
give alt, som tro blindt og ville fuldtud gjennem deres faste Tro,
uovervindelige i deres svage Styrke, uerstattelige siden hen. Fred
over deres store Gjerning.
Jeg sender denne beundrende Hilsen i Sind og i Tanke til den første
af de ædle Kvinder, hvem denne Bog er tilegnet.[5]
[5] Forfatterens Svigermoder var en høitbegavet Dame, Søster til
den bekjendte norske Maler, August Cappelen, hvis Malerier findes i
Christiania Nationalgalleri.
Mari Bjørnstad var en af disse velsignede. Hun havde lidt det
tungeste Slag, der kunde ramme hende, gjennem Sønnens Død.
Mærkelig nok syntes det, som om hendes bløde Sind, nu da de første
Sørgemaaneder vare forbi, havde vundet større Fasthed, som om hendes
bøiede Ryg rettede sig, som om hun traadte med større Sikkerhed paa
den Jord, der nu gjemte hendes Skat og ikke længer var i Stand til
at saare hans Fod. Tidligere var det, som om hun bad Luften om
Forladelse, fordi hun aandede den, søgte at mildne dens Storme ved
Bønner og Taarer. Nu lod hun Stormen fare hen og løsne Sneeskredet
i Vinterfjeldene; nu lod hun Regnen strømme og Menneskene tale; det
var jo blot hende, alt Ondt kunde ramme; det lyse, krøllede Hoved laa
derude paa Kirkegaarden med Seierssmil om Læben. Selv Maris Frygt
for Bjørnstad syntes mindre; hans Barskhed overfor Drengen var nu
forstummet; han deelte hendes Sorg. Fredløslysningen, der svævede
over Mandens Hoved, havde ogsaa mistet noget af sin Rædsel for hende,
nu da Sønnen ikke længer kunde lide derunder.
Naar denne Sag blev berørt, viste Bjørnstad sig ligesaa ubøielig som
tidligere. »Jeg vil leve og dø som fri Mand i min Rede,« lød hans
Svar.
I den sidste Tid ind under Juul kom der en underlig Uro over Mari.
Hun vandrede rastløs om i Huset. Hendes spinkle Skikkelse svandt ind;
to røde Pletter paa Kinderne røbede den Feber, som fortærede hende;
alene Øinene bleve større og mere glandsfulde; noget usædvanligt
syntes at være i Gjære. Hun stod af og til, naar hun troede sig
ubemærket, henne ved Ruden og stirrede længselsfuldt op mod den Stump
mørke Himmel, der viste sig over Fjeldskrænten, eller hun søgte
over den gyngende Bro til Mor Ulles Hytte, hvor nu et nyt Par havde
hjemme, hvis Lykke ingen Historie har: Jørgen og hans Hustru Olaug.
Saa var det en Aften i December, at Bjørnstad uventet kom tidlig
hjem fra sit Saugbrug nede ved Fossen. Han fandt sit Huus tomt, og
da han traadte ind i Sovekammeret, stode Kasser pakkede og lukkede
som til en forestaaende Reise. Han kaldte paa sin Hustru, men fik
intet Svar. Saa stillede han sig bag de blomstrede Forhæng ved Ruden
og stirrede med et mørkt Blik over mod de Unges Huus, hvor frem- og
tilbageilende Skygger foran Lyset i Stuen røbede, at Noget var paa
Færde. Lidt efter gik Hyttedøren op, og tre Mænd, fulgte af Mari,
begave sig over mod hans Huus. Mari lukkede Mændene ind i Forstuen.
Bjørnstad hørte Jørgen sige til de Andre:
»I To blive nu staaende her i Mørket. Saasnart Bjørnstad aabner Døren
udefra, kaste I Jer over ham, jeg svøber Tæppet om hans Hoved og af
Sted til Slæden! Saa bærer det Vest paa, alt hvad Remmer og Kjælke
kan holde. I Morgen støder Mari og jeg til Jer. -- Nu henter jeg
Tøiet ned.«
Idet Jørgen, ledsaget af Mari, traadte ind i Sovekammeret med et Lys
i Haanden, udstødte hun et Skrig og støttede sig segnende til Jørgens
Arm. Bjørnstad stod midt paa Gulvet med korslagte Arme og betragtede
hende med et haanligt og spottende Blik.
»Du gjør altsaa Ledtog med mine Fjender bag min Ryg, Mari Bjørnstad?«
spurgte han.
»Du maa frelses, Halvor!« hviskede hun skjælvende. »I Nat kommer
Fogden med Bykarlene for at hente Dig til Fængsel og Dom. Sætter
Du Dig til Modværge -- og det gjør Du -- saa dræbe de Dig som en
fuglefri Mand.«
»Mari har Ret: Byfolkene ere hidsede op mod Dig af Daniel og de
andre Ulivsmænd, Du har dernede; de sige, at mens de kæmpe for
Livet i Halden, beriger Du Dig heroppe med deres Tømmer ved Fossen.
Hvad nytter det, at vi vide, Du er uskyldig; Du vil blive fængslet
og dømt. Derfor maa Du bort endnu i Nat med eller mod din Villie,
Morbror!« sagde Jørgen bønligt. »Vi ere komne for at frelse Dig.«
Bjørnstad syntes ikke at høre. Hans glødende Øine vedblev at være
fæstede paa Mari, der vred sig under dette Blik, som rummede en
Verden af Foragt og Vrede.
Hun strakte afværgende Haanden op imod ham.
»Du slog ikke til, lille Mari!« sagde han med Eftertryk, medens hans
Bryn skjælvende droges op og ned. »I Nat, her, skilles vore Veie.«
Mari søgte at gribe hans Haand; han stødte hende heftigt fra sig. Hun
vaklede og faldt over mod Bordet. Jørgen sprang frem og løftede hende
op.
»Lad mig ligge,« hviskede hun og stirrede med bristende Blik mod
Bjørnstad, som om hun ikke ret kunde see ham. »Jeg tilhører min
Huusbond. Har jeg forsyndet mig mod ham, saa vil jeg lide den Straf,
han paalægger mig.«
En lydelig Banken paa Forstuedøren afbrød den Stilhed, som nu
paafulgte; trampende Skridt og høie Stemmer løde op til Sovekammeret.
»Luk op i Lovens Navn!« sagde en Stemme.
»Forsilde, forgjæves -- Flygt, Bjørnstad!« bad Mari og klyngede sig
til Mandens Knæ. »Dernede Fængslet, heroppe Døden!«
»Og Troløshed,« sagde Bjørnstad haanligt.
»Giv mig et andet Ord med paa den lange Reise!« hviskede hun og
reiste sig med Besvær.
Forstuedøren blev revet op, der lød allerede Trin paa Trappen
udenfor. Mari stak med en sidste Anstrengelse sin Arm ind i
Dørkrampen og stængede saaledes Døren.
»Flygt!« bad hun. »Et heelt Liv gav jeg Dig i Kjærlighed, min
Bjørnstad! Nu kalder Halvor. Giv mig blot dette ene: frels Dig! -- og
vær velsignet!«
Hun sank sammen.
Bjørnstad saae forfærdet Dødens Skygge brede sig over Hustruens
indfaldne Træk. De sidste Dages Spænding, den sidste Times Kamp var
for meget for hendes svage Kræfter. Udefra ruskede Byens Mænd i
Døren; hun følte ikke længer Smerten i den lemlæstede Arm; hendes
livløse Legeme hvilede ved Bjørnstads Bryst; hendes Sjæl fløi mod Gud.
»Luk op, i Lovens Navn!« lød Foged Wexelsens bydende Stemme udenfor.
»Bødler i Helvedes Navn, hold inde!« tordnede Bjørnstads mægtige
Stemme indefra.
Et Øieblik efter blev Sovekammervinduet lukket op med et Brag, og en
sort Skikkelse, iført Bjørnstads mørke Vadmelskofte, gled lynsnart
ned langs Muren ud over Kløften og forsvandt i Dybet, medens Jørgen
Halvorsen bøiede sig ud af det aabne Vindu og kaldte Lovens Folk til
Stedet.
»Kors og Pine!« udbrød Byskriveren og sprang hen til Afgrundens Rand,
ledsaget af Stokkemændene. »Manden har paa det Skjændigste undlivet
sig selv for at undgaa Lovens retfærdige Straf.«
Samtidig gik Husets Bagdør op, og en Skikkelse gled ubemærket ned mod
Krattet og forsvandt i Skovtykningen.
Bjørnstad var fra denne Dag forsvundet fra Egnen.


I LØBEGRAVEN.

Den 9de November 1718 kom Kundskab til Frederikshald, at Carl den
Tolvte paany var brudt ind i Landet, denne Gang med en Hær, der
bestod af 16,000 Mand Infanteri og 13,000 Mand Rytteri, medens
General Arnfeldt samtidig trængte ind i det trondhjemske Lehn i
Spidsen for henved 10,000 Mand. Kong Carl havde tilbragt det meste
af sin Tid siden 1716 ved Landets Grændse med idelige Forberedelser
til et nyt Indfald i Norge. Hans Plan var lagt til Rette i dens
mindste Enkeltheder. Norges Erobring var kun det første Led i et
Kæmpekrigstogt, der bagefter skulde omvælte den bestaaende Orden i
Europa.
Den svenske Konge deelte sin Hær i tre Afdelinger, hvilke alle
skulde forene sig ved Frederikshald; det var hans Hensigt at tage
Frederikssteen, før han gik videre.
Byens Borgere modtoge denne Efterretning med Sorg, Harme og Skræk;
deres Ofre og Tapperhed syntes saaledes at have været forgjæves og
deres By hjemfalden til Arvefjenden.
Samme Nat laa Kongen paa en Bondegaard, Præstebakken kaldet, en halv
Mil fra Frederikshald. Fjenden vedblev sin Fremrykning, langsomt,
men sikkert. Kong Carl havde af Erfaring lært, at Stad og Fæstning
hverken lode sig overrumple eller tage ved Storm; denne Gang skulde
en sindrig lagt Krigsplan følges og intet forspildes ved Overilelse.
Klokken tre den 15de November bleve de første Allarmskud løsnede
fra Fæstningen, og Normændene sænkede deres Fartøier i Indløbet.
Af Byens Indvaanere vare nogle dragne andet Steds hen, da endnu
kun faa Huse vare gjenopbyggede. Kongen lod Borgerne sige, at han
snart skulde have Fæstningen i sin Magt, saaledes ogsaa Byen. Den
24de November gjorde han om Natten atter Forsøg paa at overrumple
Staden og stod allerede ved Kirkegaarden; men mod hans Forventning
var Borgerskandsens Besætning ogsaa denne Gang aarvaagen og drev
Svensken tilbage med Musketild. Nat og Dag var Fjenden beskjæftiget
med at gjøre Skandsekurve og Faskiner og grave Løbegrave ind imod
Fæstningen, samt fremslæbe Kanoner og Mørsere m. m.
Taagen laa i alle disse faresvangre Dage uigjennemsigtig over Landet.
I det stille Veir kunde Byens Borgere ved Nattetid høre Fjenden
hugge, raabe og være i idelig Bevægelse.
Fæstningens Garnison bestod af ca. 1200 Mand. Ingen tvivlede om
Udfaldet: Frederikssteens og Stadens Indtagelse af Carl den Tolvte.
Den 6te December Kl. et var Fjenden trængt saa vidt frem, at han
inden Aften havde skudt Breche i Gyldenløves Bastion; den 8de om
Eftermiddagen blev denne vigtige Stilling taget ved Storm; Kong
Carl satte selv en af Stigerne mod Muren. Dermed syntes Fæstningens
Skjæbne at være afgjort. Samme Nat fortsatte Svensken at grave
Løbegrave, som han havde paabegyndt sex Dage tidligere, ind
mellem Gyldenløves og Frederikssteens Contreskarpe under heftigt
Bombardement og Kanontorden fra Fæstningen. De lange, mørke Nætter og
Taagen kom Fjenden til Hjælp.
Trods den tilsyneladende Seiersvished, hvormed den svenske Hær
saaledes denne Gang rykkede frem mod sit Maal: Norges Underkastelse,
herskede der en mørk og trykket Stemning i den fjendtlige Leir.
Utrolige Savn, Lidelser, Sult og Kulde havde allerede bortrevet
henved 4000 Mand af Carls Armee; langs Veie og Grøfter, i Skove
og mellem Klipperne fandtes ihjelfrosne Mennesker og Heste.
Enhver forudsaae sin egen Skjæbne i døende Kammeraters, medens