Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 03

vidtflyvende Sving i Udbrudets Øieblik.
»Troer Du, jeg er seende blind og hørende døv, sløv og følelsesløs?
-- Javist, Hustru!« udbrød Bjørnstad og standsede med tilbagekastet
Hoved og Tommelfingeren i Ærmegabet. »Jeg var din unge Kjærlighed,
Jeg mindes vel den Sommerdag da lille Anne Mari brød ind i vor Have,
for at smage vor Frugt, og jeg fangede dig for bestandig i mine Arme,
-- Du blev min Manddoms trofaste Ledsagerinde i Modgangens Dage, --
jeg saae det nok, -- Du kæmpede din Kamp, for at mildne mit Sind mod
mine Landsherrers Usseldom, Du vilde lære mig at bøies under deres
Overmagt. Du kæmper derfor endnu, i Dag, hver Time, Du lever. Hør det
nu: de bøie aldrig min Nakke, Byherrerne dernede. Jeg sætter min Fod
paa deres, til de have gjort deres Uret god imod mig.«
»Siig hellere: de sætte deres paa vor, Halvor,« sagde Mari. »Hvad
fører al denne Modstand til?«
»Er det da saa meget, jeg forlanger? blot en Erklæring, blot nogle
gode Ord for al den Uret, de voldte os.«
»Javist, Byen skyldte Dig at udbedre din Gaard dernede ved
Skarivandet. Du fæstede den af Kollegiet i faldefærdig Stand
og troede dem paa deres Ord, da de lovede at udbedre Huset og
istandsætte Digerne. De bleve vore strenge Herrer, holdt ikke deres
Løfter, men inddrev alligevel de høie Skatter, og da Du klagede til
Byraadet, holdt det med Kollegieherrerne og dømte Dig i Bøder. De
toge vort Kvæg, vor Høst, til Du maatte drage af Gaarde; de gjorde
Dig svarlig Uret. Men Herren har jo været os god siden; nu ere vi vel
bjergede. Dog fortsætter Du Krigen. I Gaar kom Stævningsmændene for
sidste Gang herop, -- Du bliver lyst fredløs, sagde de, dersom Du
ikke forliger Dig med de mange Klagere. Husk, det er alle de store
Kjøbmænd dernede i Frederikshald, Du har imod Dig.«
»Fossen heroppe er min,« svarede Bjørnstad; »den Kjendsgjerning faae
de lade staae ved Magt. Denne Gang ere _mine_ Papirer i Orden. Jeg
kjøbte begge Sider af Fjeldet her med velberaad Hu; det var min Hævn.
Fossen er Landeveien, som tilfører de gode Kjøbmænd og Raadsherrer
deres Rigdomskilde, Tømmeret fra Nordskovene. Hvad kan jeg for, at
Naturen her har dannet en Vig, hvor Tømmeret bliver slaaet op paa
min Jord? Nu maa de betale Skat til mig for hver Tømmerstok, jeg
lader gaae videre; de gjør det ikke med det Gode, nuvel, saa tager
jeg mig selv til Rette; nu maa Raadsherrerne betale Afgift til mig,
-- en Stok af Snesen, det er Øie for Øie og Tand for Tand. -- Jeg
møder ikke for deres Stævning? Hvad kom der ud af, at jeg mødte for
Skranken i Forfjor? De dømte igjen efter deres Kogebog, Bøder og
atter Bøder. -- Jeg har mit Fjeld -- lad dem komme!«
»Halvor, Halvor, de tage dit Liv, naar de faae Dig lyst fredløs,«
udbrød Konen, medens hendes Stemme skar frem som et Angestskrig.
»Lad dem tage det!«
Bjørnstad haanlo. Hans Uldskjorte var gledet tilbage og blottede hans
brede, haarrige Bringe.
»Jeg veed det nok: for hvert Skridt, jeg trodser min Retfærdighedssag
frem, gaaer mit eget Velfærd maaskee to tilbage; men jeg trodser den
frem endda, for saaledes som _jeg_ er faren, saaledes er hele vort
ulykkelige Norgesland faren; det veed det blot ikke. Hver Nordmand,
som vil norsk Retfærdighed fuldt ud med hævet Pande uden Buk eller
Svandsen, han bliver knust som Malmen i vore Bjerge. Og saaledes vil
det blive ved, saalænge vi skal hente vor Ret herop heelt nede fra
Danmark, fra det fremmede Land, styres af de Embedsmænd, der kjøbe
deres Bestalling af fremmede Herrers Gunst, der ikke er _vort_ Blod.
Forstaaer Du? Det er vor forargelige Ulykke.«
Som Bjørnstad stod dèr i blodfuld Kraft, mens Lyn skjød frem under
hans buskede Bryn, syntes han en Legemliggjørelse af al norsk,
selvstændig Folkeaand, ubøielig overfor fremmed Magt, utøilelig som
Fossen nedenfor hans Fjeldskrænt.
Mari sukkede og saae frem for sig med Taarer i Øinene.
»Saa maa vi redde Dig imod din Villie, Halvor,« udbrød hun
fortvivlet. »De maa ikke lyse Dig fredløs, ikke skyde Dig ned som
Bjørnen derude i Lien. Du er min Huusbond, Du -- _min_, hører Du?«
Hun reiste sig, stemmede Knoerne i Bordpladen og stirrede ham i
Møde, halv rædselsslagen over eget Mod, meest dog for at miste sin
Huusbond.
Bjørnstad betragtede hende forskende.
»Redde mig for mig selv --? Aha, jeg kjender de Talemaader, det er
din kjære Broder, Klokkeren Ole Svendsen Bakke fra Id, som sætter
dette i Dig,« udbrød han med dirrende Læber. »Vogt Jer! Gjør Du
Ledtog med Andre mod mig, maa Du dele Skjæbne med mine Fjender.«
»Ole Svendsen er ikke din Fjende, han er din bedste Ven, og vil vort
rette Vel,« udbrød Mari og traadte frem fra Bordet.
»Ole Svendsen Bakke er et Stykke af en Præst,« ytrede Bjørnstad
haanligt; »den halve Deel af Dagen ligger han paa Knæ i Bøn, den
anden halve Deel styrter han sig i Kampe, hvor han ikke har noget at
skaffe. Lad ham passe sin Klokkeknebel. Forlokker han Dig, skuffer
Du mig, Du, den Eneste jeg endnu troer paa, saa er det forbi med os
begge.«
Der gled et forklaret Smil over Konens forgræmmede Ansigt.
»Jeg skuffer Dig aldrig, Halvor!« udbrød hun og traadte tæt hen
til Manden; »men her maa Du reddes fra dine Fjender, som lyse Dig
fredløs. Veed Du, hvad det vil sige? For nitten Aar siden blev Hans
Brecke fra min Bygd lyst fredløs, fordi han ligesom Du tog sig selv
til Rette. I Aaringer trodsede han sine Forfølgere, levede udenfor
Loven. Han fik ei Huusfred, ei Thingsfred; han maatte hvile under
Busken i stor Livsfare; de efterlyste ham Dag og Nat med Lygte og
Lys, med Vaaben og Værge. Man opslog hans Døre, haanede hans Børn og
Tyende med stor Overmagt. Hans veemodige, høilydte Klage blev ikke
agtet eller hørt af Landsdommeren; de kaldte ham Landsfjenden, -- Det
kalde De nu ogsaa Dig. -- En Eftermiddag fandt de ham med en Kugle i
Brystet bag Sønnens Smedie -- De grove ham ned, hvor han laa --«
Maris Stemme brast.
»Nuvel, saa fik Manden jo Fred,« sagde Bjørnstad.
»Fred? -- Kirkeklokken ringede ikke over hans Grav.«
Mari drog Hovedtørklædet tættere om sit taarevædede Ansigt, gik hen
til Arnestedet og kastede nyt Ved paa Ilden; det ulmede rødt, hver
Gang Frostvinden pibende foer ned gjennem Skorstenen og lettede de
hvide Flager af Birketræesasken.
Der blev stille i Stuen. Bjørnstads sammendragne Bryn glattedes,
medens han skottede hen til Hustruens bøiede Skikkelse. Han traadte
hen til hende og greb hendes Haand.
»Stakkels Mari, vi To ere blevne gamle i vore Kampe. Da vi vare
unge, troede ogsaa jeg paa det Gode og Retfærdige. Den Sag var
min; den viede jeg mit Liv. Siden har jeg blot lært, at Smaafolk
lefle for Magten, -- og hvad værre er -- at de Mægtige lefle for
deres Modstandere og sparke til deres egne, de stakkels Faar, der
ærbødig krumme Ryg og stirre sig blinde paa Overmagten. Kom i Morgen
Dannekongen herop og bød mig min Ret, nu tog jeg den ikke længer.
Lad dem blive for sig dernede og lad mig beholde mit Fjeld; her
er jeg forskaanet for det forhadte Syn at see Taaberne dandse for
Raadsherrernes Piskesmæld. Her er _jeg_ Herre.«
»Hvor længe? Du er snart fredløs paa dit Fjeld,« gjentog Mari og vred
sine Hænder. »Nu gaaer den haarde Spaadom i Opfyldelse, som Kvinden
en Gang spaaede Dig, at Du vilde volde Død og først seire i Døden.«
»Jeg vælger Døden og Seier for Livet i Nederlag.«
»Tænker Du da slet aldrig paa mig og vor Søn?«
Bjørnstad vandrede frem og tilbage med Stormskridt.
»Javist, jeg er Landsfjenden, Lovbryderen, Voldsmanden, og dog er jeg
mit Lands Elsker. Aldrig har nogen Mand knælet for sin Tilbedte med
større Andagt end jeg for vort klippebrudne, furuklædte Norge, aldrig
har en Kvinde bøiet sig mod sin Huusbond, aldrig en Moder knælet for
sit Barns Vugge med større Selvopofrelsesbegjær end jeg for dette
steenhaarde underkuede Land, der slænger min Kjærlighed fra sig med
Voldsherrens Haan, og som truer sin Søn med Undlivelse i Vanære. --
Seer Du, det er din Halvor, Kvinde, din haarde barske Halvor, som
Du skjælver for og dog vogter med disse trofaste Hundeøine, der nu
skinne mig i Møde dobbelt kjære gjennem Sorgens Rynker. -- Tro blot
paa mig, lille Mari, tro blindt paa mig endnu en kort Stund. Maaskee
Alt endnu kan bedre sig for os To, snarere, end Du i Aften troer.«
Han slyngede Armen om sin Hustrus Skulder, knugede hende heftigt mod
sit Bryst og forlod Stuen.
Mari blev siddende og stirrede mod Døren med et forklaret Smil, saa
mildt og hengivent, at Gjenskinnet deraf maatte dvæle paa hendes
Læber, naar hun engang stedtes til den evige Hvile. Det var for
hendes tause og indesluttede Liv et af disse Øieblikke, der aldrig
viskes ud, der blive Hovedsummen af vort Livs Indhold, et Facit,
skrevet uudsletteligt paa vort Regnebrædt.
Dette blide og taalmodige Sind havde aldrig ret fattet Huusbondens
uforsonlige Karakteer. Hun begreb ikke, at han kun levede for sin
Kjærlighed til sit Fødeland og for sit Had til dets og sine egne
Undertrykkere, for Gjengjældelse af lidt Uret, der gjennem Aarene
for hans Bevidsthed var blevet eensbetydende med den Uret, han
fandt, at hele Norge led under ved fremmed Herredømme. Hun forstod
ikke denne altfortærende Lidenskab, som i Aarenes Løb heroppe i
Fjeldødet var voxet til Fanatisme, der nærede sin egen Flamme med sit
eget Jeg, og som lidt efter lidt bragte ham til at kaste Stykke for
Stykke, alle Eiendele, sit eget Væsen paa Baalet. Lyster, Længsler,
Tilbøieligheder, Alt gik op i denne Lidenskab, medens han alvorsfuldt
fordybede sig i Skovenes Eensomhed.
Hun saae blot, at en Personlighed voxede frem af dette Baal som
Fuglen Phønix af Asken, en frygtelig, ubøielig Karakteer, mægtig i
sin Villiestyrke, haard som den Granitbund, paa hvilken den avledes,
en alt beseirende Villie, der magtstjal hendes egen.
Disse Jordens Mægtige
sig af Blod og Taarer nære;
hvad de _ville_, det maa skee,
Alt maa briste eller bære.
Over Kvindens Liv og Fred
som en Uveirssky de drage,
og hvor deres Lyn slaaer ned,
bliver Aske kun tilbage.
Maaskee. Eller maaskee netop Jordens Mægtige reise sig herskedygtige
af denne Aske.
De blomstrede Calicos Forhæng skiltes for Alkoven i Stuens mørke
Baggrund, og en Mand traadte frem i det usikre Lampelys, en af Norges
Sagnhelte, om hvem i Dag næppe Sagnet længer taler i Folkets Hjerte,
medens hans Navn burde staa i straalende Glands for enhver Nordmand:
den fra Svenskekrigen bekjendte tapre Klokker, Ole Svendsen Bakke fra
Id.
Mari vendte langsomt sit Hoved mod ham, deres Blikke mødtes,
alvorsfulde, tillidsfuldt forstaaende.
»Her maa hjælpes,« sagde Ole Svendsen.
»Ja, han maa hjælpes, Broder,« sagde hun.
»Stakkels Søster! stakkels Bjørnstad!« ytrede Ole Svendsen Bakke.
»Her maa hjælpes af al Formue. Jeg kjendte ham ikke ret før i Dag.
Du har Ret, Mari, han er en brav, norsk Mand. Mit Hjerte glædes i
denne Stund. Det er kun hans Dømmekraft, som er bleven forrykket og i
sygelig Overdrivelse fortegner den Uret han har lidt, til den antager
unaturlige Dimensioner.«
»Gud signe Dig, Ole,« sagde Konen, medens hendes Mundvige droges
nedad. »Saaledes er min stakkels Halvor. -- Blev Du vred, da han
talte saa ondt om Dig?«
»Nei, Søster, i Aften glædes jeg ret; først nu forstaaer jeg Eder
begge. Han skal blive reddet for sig selv, der er hans værste Fjende,
det lover jeg ved Jesu dyre Blod. Vi skulle seire.«
De to Søskende rakte hinanden Haanden. De skiltes med et Nik.
Idet Ole Svendsen gik mod Døren, lød springende Fodtrin udenfor i
Sneen, Forstuedøren blev aabnet, Fødder stampede mod Steenbroen, og
Stuedøren blev revet op.
Drengen Halvor sprang frem paa Gulvet, slængte sin Hue paa Bordet,
saae sig om med en overmodig, straalende Seiersmine og raabte:
»Hvor er Far min -- Far, som siger, at ung Halvor ikke duer, Halvor
dovner, Halvor Fantungen --? -- Her er han! -- Hvor er Far?«
Hans Stemme forstærkedes til et udfordrende Jubelbrøl. Bjørnstad
traadte frem i Døren.
»Her er din Far! -- Er Du fuld, Dreng? Har Du igjen været ude at
føite om i Stedet for at sove i din Seng?«
»Sove? -- Troer mine kjære Forældre, at deres mandhaftige Søn er en
saadan Tryne, der sover, mens Svensken er brudt ind i vort Land?«
»Svensken?« spurgte Bjørnstad.
»Ja, netop Svensken. Og jeg har slaaedes med ham det bedste jeg
orkede. Höland Præstegaard er overrumplet, fordi vore Folk ikke
lystrede mig. Riser og vor dyre Fane er i Kong Carls Magt. Ret strax
kunne de være her, og imens sidder mine kjærlige Forældre og Morbror
Ole i Kakkelovnskrogen.«
»Han er fuld,« sagde Bjørnstad til sin Hustru. »Det er dit Kjæleri,
som har ødelagt Hvalpen, fra han var lille. Hvad sagde jeg, naar Du
frelste ham fra Ferlen?«
Halvor gik hen til Ilden, satte sig paa Hjørnebænken, trak de frosne
Støvler af, skrævede ud med Benene og gned sine valne Fingre, medens
han med en ubeskrivelig overlegen Mine saae tilbage paa de Forsamlede.
Bjørnstad traadte hen til Sønnen.
»Op fra min Plads, og staa rank!« befalede han.
Halvor saae nølende op; Faderens mørke og truende Aasyn indgjød
ikke Lyst til Løier. For at vise sin Freidighed stak han Tungen ud
under Kinden, saa at den dannede en Bule, idet han adlød Befalingen.
Bjørnstad hævede sin Haand, som for at lade den falde med et tungt
Slag paa Sønnens Kind. Drengen sprang tilbage, men rettede sig strax,
rank og kneisende.
»Skam faae den, der slaaer en norsk Mand paa Øret!« raabte han. »Fra
i Nat er jeg ikke Dreng mere; jeg har været med blandt Mænd, der
værne deres Land. See her.« Han drog Bryggemanns Skriin frem fra sin
Kofte og stillede det paa Bordet. »Det er fuldt af Danskekongens
Sølvmønt.«
»Hvor har Du faaet det Skriin fra?« spurgte Faderen barsk.
»Fra Krigen, begribeligt,« svarede Halvor; »det er ærligt Krigsbytte.
Nu behøver jeg ikke længer at hale Tømmer paa Land i vor Fos og lade
mig skjælde for Røversøn af Drengene i Frederikshald. Nu kjøber jeg
mig et Gevær og melder mig til Peder Colbjørnsens Mænd. De siger,
at han hverver tapre Folk dernede til at forsvare Landet. Og sit
Fædreland skylder man det Bedste, man har, lærte Du mig jo.«
»Lad det nu være nok med den Snak,« afbrød Bjørnstad sin ophidsede
Søn. »Er det svenske Penge, Du har der i Skrinet?«
Halvor betænkte sig.
»Oberst Bryggemann glemte dem, da han rendte fra Fjenden,« svarede
han tøvende.
»Og nu har Du Lyst til at beholde hans Pengeskriin?«
»Det er da bedre, jeg har det end Svensken,« svarede Halvor
forundret; »det er jo mit eget surt erhvervede Bytte.«
Bjørnstad vendte sig atter mod Hustruen.
»Der seer Du Følgen af din Opdragelse: vor Søn er en Tyv.«
»En Tyv, Far!« Drengen traadte frem til Faderen og saae ham
vredeglødende op i Ansigtet. »Det Navn skulde Du nødig nævne.«
»For Guds Skyld!« udbrød Moderen og kastede sig mellem Fader og Søn,
hvis Blikke mødtes som skarpe Klinger.
»Er jeg en Tyv?« gjentog Halvor og slyngede pludselig Armene om
Moderens Hals. »Motter, Motter, hvad har jeg ikke oplevet i denne
Nat! Jeg sad oppe i det høieste Fyrretræ og saae Kong Carls Folk
bugte sig frem over Sneen. Jeg peb som en Ugle -- hele Flokken bragte
jeg til at standse; det var et herligt Øieblik. Jeg har været en
brav, norsk Soldat. -- Saa reddede jeg Skrinet fra Svensken.«
Mari klappede beroligende sin Drengs Hoved.
Halvor sled sig løs.
»Nei, vil I vide, hvem her skal passes paa, saa er det Olaug
derovre!« raabte han. »Hun var i Nat inde i Officerernes Værelse, og
de bød mig Guld for at hente hende ind til dem igjen. En Pige maa
ikke i disse Krigstider springe om mellem os Soldater; det ender med
en Gebræk.«
»Æblet falder ikke langt fra Stammen,« -- sagde Bjørnstad.
»Olaug er en brav Pige; men hun maa holdes stramt,« sagde Drengen.
»Hun er ikke noget Skjændselsbarn, og jeg er ingen Tyv.«
Ole Svendsen Bakke, som fra Stuens mørke Baggrund hidtil havde været
et taust Vidne til dette Familieoptrin, traadte nu frem og sagde:
»Du har Ret, Bjørnstad, din Søn skjelner ikke her mellem Ret og Uret;
men han bærer ikke Tyvemærke i sit Ansigt. Hvad jeg nu maa sige,
bliver Du vred over, men det maa siges. Det er ikke din Hustru, der
har lært ham at tage sig til Rette i fremmed Gods; det er Dig selv,
som lærte ham op i din Bedrift ved Fossen i Stedet for at lade ham
drage op til et dygtigt Haandværk.«
»Trænger Du Dig nu mellem Fader og Søn, som Du har trængt Dig mellem
Mand og Hustru, Klokker Bakke?« spurgte Bjørnstad, der forgjæves
søgte at stramme de skjælvende Læber til et haanligt Smiil.
»Morbror Bakke har Ret: Du bør snarest lade mig lære Krigshaandværket
grundigt,« sagde Drengen og saae Faderen freidig ind i Ansigtet. »Nu
kan Du slaa en Gang til, fordi jeg er frimodig.«
Bjørnstad tav og betragtede Sønnen.
»Bryggemanns Penge skulle afleveres i rette Vedkommendes Værge,«
sagde han. »I Morgen gaa vi til Frederikshalds Øvrighed med Kassen.
-- Pak hans Tøi,« vedblev han henvendt til Hustruen, »hvis din
strenge Hr. Broder tillader det. Jeg seer, det er paa Tide, at
Drengen sættes under Mandstugt. Bjørnstads Søn maa ikke vanarte.«
Han dreiede sig paa Hælen og forlod Stuen.
Halvor gjorde et Hop i Veiret, slog i livsalig Glæde ud med begge
Arme og raabte: »Herre Jesus -- Hurra! I Morgen skal jeg sættes
i Krigslære i Halden og lære at blive General! -- Men pas imens
paa Olaug herhjemme, Morbror Ole; hun deiser ud, siger jeg, hun
deiser, Herren evig, ud, naar jeg ikke længer kan jumpe om efter
hende heroppe i Skovene, og hun ret længe skal bo under Tag med
den Fidelspiller derovre. Har I hørt, hvor han sidder og lirer for
hende om Kvælden? Det lyder ynkeligt, jammerligt!« Halvor stampede i
Gulvet. »Og en Gang imellem saa stort og kjønt som nede i Kirken.
Det er ikke til at holde ud. Pas paa hende, mens jeg er borte, siger
jeg. Hun maa holdes i fasten Lænke, lille Mor, for hun er det bedste,
det deiligste, jeg veed, paa hele Jorden!«


FØR STORMEN.

Rygterne om Svenskekongens Indfald i Landet havde holdt sig i
Frederikshald siden Januar samme Aar, hvorfor Borgerne dersteds
tilsidst kun fæstede ringe Lid hertil og fornøiede sig efter bedste
Formue. Strax Budskabet indkom og som en Løbeild spredtes i Staden,
at Kong Carl endelig havde gjort Alvor af Sagen og overrumplet Armeen
ved Höland Præstegaard, blev der den 9de Marts skudt Allarm fra
Fæstningen og hængt Brandkugler ud paa den Side af Udenværkerne, der
vendte mod Staden for at underrette Indbyggerne og Oplandet om, at
nu var Faren overhængende. Sorg og Harme over Nederlaget bredte sig
overalt, og Borgerne besluttede selv at varetage deres Stads Forsvar.
De stode i Gevær den hele Nat, medens Andre paa egen Bekostning
opførte Batterier og Brystværn i Gaderne, saasom ved Kirkeporten,
paa Kirkegaarden, ved Byskandsen, og slæbte Kanoner til de anviste
Pladser. Man frygtede, at Fjenden vilde forfølge sin Seier og angribe
Staden samme Nat, hvilket med Lethed kunde være iværksat, dersom de
Svenske ikke endnu havde følt sig usikkre og vaklende i Beslutning.
Samtidig strømmede Omegnens Folk til, for at søge Beskyttelse under
Fæstningens Kanoner, medførende Gods og Kreaturer. Borgerne paatoge
sig med Fæstningens Kommandant, Hans Jacob Bruns, Samtykke, Vagten
ved Byporten og andetsteds.
Fæstningen forsynede sig for længere Tid ved Indkjøb hos Bønderne af
det inddrevne Kvæg; Soldaterne slagtede og saltede, Borgerskabets
Kvinder bryggede og bagede, enhver søgte at bidrage sit til Byens
Frelse.
Alle disse kraftige Forholdsregler kunde dog ikke berolige Sindene.
Overalt saaes Klynger af ophidsede Kvinder og Mænd med mørke, spændte
Ansigtstræk; overalt hørtes ildnende Tale om Forfædrenes berømmelige
Forsvar af Staden under den tapre Peder Olsen Nordmands Ledelse.
Nævnte Hædersmands Eiendom, nuværende Gaard Nr. 226 og 230 paa
Hjørnet af Borgerskandsegaden, og som i 1716 var Peder Colbjørnsens
Bolig, blev illumineret fra Kjælder til Loft, for at opflamme
Borgerne ved Mindet om Fortids Stordaad.
Udenfor Kirken, Christi Herberg, som afbrændtes samme Aar den 4.
Juli, havde Stadens Ungdom samlet sig. Med blottede Hoveder sang
de Norges gamle Nationalmelodi; den lød i eenstemmig Fylde gjennem
den mørke Nat som en begeistret Kærlighedserklæring til deres Land,
udfordrende, seierssikre bølgede Tonerne ned gjennem Gaden, Borgerne
stemmede i. En mægtig, alvorsfuld Seiersfortrøstning lød op over
Byens spidse Tage, medens mørke Skikkelser i Faklernes rødlige og
osende Skin færdedes gjennem de smalle Gyder i travl Virksomhed.
Hammerslag, bragende Tømmer, Opraab krydsede hinanden og røbede, at
der var stort paa Færde i den gamle Stad: -- de store Følelser fløi
vaagne omkring og manede til Idræt.
Længere nede i Borgerskandsegaden laa det priviligerede og velkjendte
Gjæstgiveri, »Den forgyldte Nøgle«, der styredes med stor Sindighed
og kyndig Haand af Værten, Joan Jonassen. Det var en Kro af den
rigtige, gamle Slags, hvor Gjæsterne bleve Værtens Selskabsbrødre og
Bordfæller, og hvor Værten trods al sin Myndighed overfor Krotyendet
aldrig havde nogen egen Mening overfor Gæsterne, men altid et
godmodigt Smil og et luunt Humor, der i rette Tid forstod at bilægge
enhver opstaaende Trætte til Alles Tilfredshed, kort sagt: Jonassen
var en gemytlig, tykmavet Mand, rimelig i sine Regninger og for
Resten bekjendt for at eie en udmærket og gammellagret Viin- og
Mostkjælder, som var gaaet i Arv i flere Slægtled i »Den forgyldte
Nøgle«. Saa stort Ry gik der af denne Kjælder, at ingen Reisende
kunde sige at have gjæstet alle Frederikshalds Seeværdigheder, naar
han ikke havde tømt et Bæger med den berømte Vært. Hele Staden var
stolt af »Den forgyldte Nøgle«.
Denne Nat stod det imidlertid ikke i nogen gemytlig Værts Magt at
brede Hygge i »Den forgyldte«s Krostue. Borgerne strømmede uafladelig
ind, tømte et varmende Bæger ved Disken, som stod prydet med to
velsmagende Pressesylter, tæt spækket med Nelliker; saa ilede de
atter ud i de mørke Gyder eller samledes i Klynger i den rummelige,
tilrøgede Gjæstestue. Sneen dannede hvide Hjørner og Linier langs
Sprosserne i de smaa, frosne Glasruder; lidt af Maaneskinnet søgte
forgjæves at bane sig Vei gjennem de tindrende Iisblomster.
En græsgrøn Papegøie sad og gyngede i sin Ring paa et Stillads foran
Vinduesposten, hvorfra den holdt et skarpt og mistænksomt Øie med de
idelig skiftende Gjæster, medens den af og til opslog en Haanlatter
og raabte:
»Pas paa: han snyder, Patron, han snyder!«
En Forsikring, der til daglig vækkede ustandselig Munterhed, men
som denne Nat gik upaaagtet hen til stor Fortrydelse for Papegøien.
Den skreg høiere og stampede til yderligere Eftertryk med Kloen mod
Ringen. Pludselig tav den lidt, vendte saa Sætningen om og skreg
endnu skarpere og mere arrigt:
»Pas paa: Patron snyder -- Patron snyderrr!«
Da ikke heller denne Paastand tildrog sig Opmærksomhed, opslog den en
skingrende Skoggerlatter, hvorefter den tav og stirrede uforstaaende
paa det Hele.
En mørk Alvorsvrede laa over de Forsamlede. Her lød ingen store
Taler, ingen Fraseflom, ingen overmodig Selvtillid i det halvdunkle
Rum, intet uden »Fjenden er i Landet« og »Vi ere her for at forsvare,
hvad vort er.« En eenfoldig Tro paa deres retfærdige Sag lød i
Hvermands Tale.
Henne rundt Bordskiven sade enkelte af Husets gamle Stamgjæster med
deres lange Piber og talte med andægtige Miner mangt et fornuftigt
og dybsindigt Ord, medens Værten lod Kjælderdrengen bringe Kruus
efter Kruus af den liflige Most og Brunsviger Momme Omgangen rundt
til de betalende Borgere og for denne Aften ogsaa til de mindre sikre
Krogjæster. Fædrelandet, det gamle Norge, var i Fare; det maatte
»værges med Mandsmod og Vederhæftighed,« som Jonassen udtrykte sig,
og for Resten med godt, norsk Staal, »for vi er skabt for os selv, og
vi skal være for os selv.«
Øverst ved Bordenden sad Kjøbmændene, Raadmændene Walck og Wærn, den
sidste en førladen, bredskuldret Mand, Fader til Jacob Wærn, der
senere gjorde sig hæderlig bekjendt i dette Krigstogt.
»En god Porthund gjøer, naar der er Fare paa Færde,« sagde Wærn og
blæste en Tobakssky fra sig i smaa Stød. »Har I lagt Mærke til vore
Hunde i denne Tid? de gjøe som sultne Ulve. Slaa dem løs, siger jeg,
og I skal see, de gribe Fjenden i Struben; de veed, hvad norsk Blod
er, og hvad der lugter af svensk.«
»Forgangen Nat triner min Huusholderske, Mari Halvorsen, ind i mit
Sovekammer,« sagde Walck med lav Stemme, »og melder, at der vil times
os noget Ondt, for vor Gaardhund Ulle, slog i at tude paa urimelig
Viis. Dagen efter brød Svensken ind.«
»Saa længe vi have veiløse Vover, faae vi Krig med Svensken,« sagde
Mester Niels Aarud, Oldermand for Smedelauget, og saae ned for sig.
»Svensken og Norsken kan ikke forliges, hverken til Lands eller
Vands.«
»Hvad mener Niels Aarud med det Ord?« spurgte vor gamle Bekjendt,
Skipper Daniel Halvorsen forbauset og overlegen. »Paa Landjorden
staaer jert Udsagn til Troendes; men jeg er en Sømand, der har faret
paa det store Iishav langs de iislandske, norske, danske og svenske
Kyster og været længst mod Nord af nogen optænkelig dødelig Sjæl; jeg
veed Alt, hvad daglig Erfarenhed lærer En paa Søen. Saa spørger jeg
Niels Aarud, hvad han mener med det Ord »til Vands«?«
»Jeg mener, det er halsløs Gerning, Svensken her bedriver,« svarede
Oldermanden med stor Dybsindighed og tømte sit Kruus, der maalte sex
Jernbaand. »Nei, Norsken og Svensken kan ikke forliges hverken til
Lands eller til Vands. -- See til Silden, siger jeg; naar den gaaer
til hos dem, er den ikke hos os, og naar den staaer i tykke Stimer
ovre paa svenske Vigside, saa har vi ikke Skyggen af en ægte norsk
Graabeinsild i vore Farvande, hvor meget vi end lokker og koster paa
Fiskeriet. See bare til den umælende Sild, siger jeg!«
»Kan Skipper Daniel, der er en saa forfaren Mand, maaskee klare os
den Sag,« sagde Skolelærer Ramus spydigt, »saa beviser han Landet en
Miskundhed, som bør staae antegnet i Aarbøgerne til evig Ihukommelse.«
»Ja, hvorfor kan vor ærlige, store Hvalsild ikke forliges med den
forgiftige, svenske Sommersild,« gjentog Oldermand Niels Aarud og
saae uhyre fiffig ud, idet han betragtede Daniel med et lurende og
smørret Smil.
»Ja, svar paa det, Daniel,« raabte en mager Borger, »al den Stund
Spørgsmaalet er af uhyre Vigtighed, fordi svensk Sild gjør os stor
Afbræk i vor naturlige Handel, idet de sælge den i svære Mængder
udenværts og tvinge vore Priser ned til Norskesildens halve Værdi i
gangbar Mønt.«
»Om mine fornemme Herrer høigunstigt tillade, saa vil jeg paatage mig
at videnskabelig begrunde det, jeg føler saa dybt i min Sjæl,« sagde
Skolelærer Ramus og reiste sig med Værdighed, »og det kan jeg bevise
for Ret og Øvrighed, at Svenskens egen Sild er rød uden om Øinene og
har slanten Bug uden Rogn eller Ister. Og den Sild duer plat ikke
til at saltes; den skal ædes fersk, eller den lægges i Kjælderen og
bliver frossen, eller den maa vindtørres, og den er forgiftig for
Folk og Kreaturer. Vore Folk aad den af Sparsommelighed forgangen
Vinter langs Grændsen, og vi ere blevne skrøbelige i Maven siden.«
Lærer Ramus rømmede sig og vedblev med hævet, salvelsesfuld Røst, da
han saae, at han havde fanget Opmærksomheden ved Tidens brændende
Spørgsmaal, Sildefiskeriet.
»Ja, med mine høigunstige Herrers Tilladelse skal Deres beredvillige
Tjener bevise, at det, Skipper Daniel nys sagde, hverken har med
Sildens Mangfoldighed eller dens Misvæxt at gjøre; den retter
sig gemeenlig efter Aaringernes større eller mindre Frugtbarhed
paa Landjorden. Fisken har altid i følge Forsynets høieste
Bestyrelse været saa fidele at gaae meest til her, naar vi har
været meest plaget af Uaar, som igjen staaer i nøie Forbindelse med
Grønlandsisen.«
Skipper Daniel slog en Latter op, der skingrende gjentoges af
Papegøien.
»Paa det Lav, Skolemester! Nei, det kjender _jeg_ bedre til. Hvalen
og Silden, men især Torsken holder sig tæt op til den Slags Driviis
og vender bestandig den ene Side til, saa de blive blinde paa det