Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 01

Total number of words is 4692
Total number of unique words is 1649
42.0 of words are in the 2000 most common words
58.4 of words are in the 5000 most common words
65.5 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.

CARIT ETLAR
BJØRNEÆT
NATIONALHISTORISK ROMAN
KØBENHAVN
DET NORDISKE FORLAG
BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN
1898

Om OLE SVENDSEN BAKKE fortælles i »Carit Etlars Minder« følgende:
En af hans (Brosbølls) tidligste Erindringer fra Hjemmet er,
at der paa Væggen i Storstuen hang et Billede af Ole Svendsen
Bakke, den tapre Klokker fra Id, der blev berømt som Partigænger
i den store nordiske Krig under Karl den Tolvtes Indfald i Norge.
Formodentlig er Ole Svendsen Bakke Farfader til Brosbølls Moder,
den norske Præstedatter, Ursula Svendsen, og saaledes i dobbelt
Forstand Stamfader til vor danske »Gjøngehøvding«, idet Duften af
den tapre Klokkers Bedrifter saa at sige aflagredes i dette Hjem.
Der fortælles at Drengen Carl plejede at krybe op i Sofaen, for
ganske rolig paa sine Knæ at ligge og betragte Billedet. En Aften
sagde han meget rørt, da han blev commanderet iseng:
»Jeg lover Dig, Du Mand fra Id,
Jeg skal Dig ligne med al min Flid.«


»S. M.«

Nordost for Frederikshald i den sydøstlige Deel af Norge bryder
Tisteelvens Tilløb sig dundrende Baner mellem Fjeldene, snart
i skummende Fossefald, snart i sindigere Løb, indtil den efter
Skonningfossens lange Vandfald, og forenet med Oplandenes rige
Vandaarer, som en ret anseelig Flod glider gjennem Staden
Frederikshald, for tilsidst gjennem de saakaldte Vasdrag at strømme
ud i sidere Egne og finde sit Udløb i Havet gjennem Svinesund lidt
Nord for Dynekilen og den svenske Skjærgaard.
Oppe i de uveibare og mørke Skove Nord for Frederikshald laa i
Vinteren 1716 to rødmalede Træhuse paa hver sin Side af en Kløft, der
sendte et altid skummende Tilløb til Tisteelven. Træhuset tilhøire
var stort og grundmuret med tilhørende rødmalede Stolpebode. I Norge
reises sædvanlig endnu i Dag disse Boder paa Stolper til Opbevaring
af Fødemidler, Flæsk, Korn, Fladbrød, Tyndbrød o. s. v., for at sikre
Forraadene mod Rotterne. Naar Fjælebroen til et saadant Stolpehuus
er optrukken, danner det en uangribelig Fæstning for de talrige og
graadige Gnavere.
Det andet Huus var mindre, Døren sad skjævt, Væggene heldede, og det
havde ingen Stolpebod.
En Morgen i December susede det høitidsfuldt gjennem Fyrretræsskoven
oppe i Fjeldødet. Taagen laa endnu som et blaaligt, uigjennemsigtigt
Slør over Dalen. En ung Pige stod paa Fjeldskrænten; hendes
gyldne Haar lyste i den opgaaende Sol omkap med de glødende
Fyrretræsstammer. Det rødlige Skjær over Egnen tog til, blev klarere
og varmere; Skov og Fjeld og Pige smeltede sammen i en rødmende
Harmoni.
»Sippedeia!« lød et jodlende Raab fra den anden Side af Kløften. Den
unge Pige foer sammen, men rørte sig ikke af Stedet.
»Dukkeneia!« lød Raabet atter med de lifligste Strubelyde og Klunk.
»Dukkeneia!« svarede Ekkoet oppe og nede. Den unge Pige blev staaende
ubevægelig og stirrede ud mod Solen; hendes Kinder bleve lidt rødere,
hendes Blik fik et spændt Udtryk. Morgenvinden susede gjennem Skoven
og rystede en Regn af frossen Riim over hendes blottede Hals og Arme.
»Sol er oppe, Olaug! Toppen din gløder omkap med Furuen!« raabte en
høivoxet, guulhaaret Dreng fra Stalddøren ovre paa det store Huus.
»Ja, Sol er oppe!« raabte Pigen og kastede kjækt Hovedet tilbage.
»Snart staaer Norges Rige i Flammer. Nede i Frederikshald fortalte de
i Gaar, at ret nu bryder Svenskekongen Carl ind over Grændsen. Agt Du
paa, at ikke din Top bliver rød af dit eget Blod, Gutten min!«
»Hurra, Sol er oppe, Guldtop;« jublede Drengen og gjorde et Hop i
Veiret med en betegnende Gebærde med begge Hænder op til sit Haar.
»Jeg vilde ønske, det var Dig, som havde det gule Haar,« raabte
Pigen, mens Taarerne banede sig Vei over hendes friske Kinder.
»Hvorfor det, vesle Olaug?«
»Jeg skulde saavist aldrig lade Dig høre ondt derfor, Halvor,«
svarede Pigen og vendte sig for at gaa.
I det samme kom en bredskuldret Mand til Syne i Stalddøren bag
Drengen. Det var den rige Bonde, Halvor Bjørnstad, en høi, sværlemmet
Kæmpe med graanende Haar og buskede Øienbryn. En skarp Fold mellem
Øinene gav ham et barsk Udtryk, som forhøiedes af hans brede, furede
Pande og bydende Holdning.
»Du passer ikke din Gjerning,« sagde Manden og rynkede Brynet.
»Tømmeret ligger i Dynger paa begge Sider af Elven; ned og bring det
i Drift igjen!«
»I Gaar trak jeg to Tylfter i Land,« sagde Drengen og skuttede sig;
»nu er det ikke Tid at slaaes med Byfolket dernede, al den Stund
Svensken samler sig ved Grændsen og bryder ind i Landet. Nu Øxen paa
Nakken og Kniven i Bæltet -- ind paa dem, Fatter! hug dem -- stik
dem! -- saa i Fossen med dem. Det er det Tømmer, vi Nordmænd nu skal
flaade ud til Skagerak.«
»Til din Gjerning, Dreng!« sagde Faderen og hævede Haanden.
Halvor skottede til Olaug, som endnu stod i Døren derovre. Hendes
slanke Skikkelse tegnede sig skarpt mod den mørke Baggrund, et
Billede paa Ungdom, Livskraft og straalende Sundhed.
»Jeg maa først ind og have noget til Davre, Fatter,« sagde Halvor;
»lidt Æg og lidt Kjødmad, det liver op, for jeg er saa sulten.«
Faderen trak paa Skulderen, Halvor smuttede ind ad Stalddøren,
hvorfra et jodlende »Sippedeia!« lød ud mod det røde, faldefærdige
Gjenbohuus.
»Hvorledes staaer det til med din Madmoder i Dag?« raabte Manden over
til Olaug, som endnu stod i Døren.
»Det er vist paa det sidste med hende,« svarede Pigen med skjælvende
Læber.
Manden hentede to Fjæle, som han lagde over Kløften, og gik med
sikre Skridt over den gyngende Bro. Pigen traadte til Side og lod
ham gaa ind i den lave Bjælkeloftsstue. Der herskede stor Armod,
men Renlighed i det lille Kammer, Knaposte stode paa en Hylde langs
Væggen, Bundter af tørrede Urter hang ned fra Bjælkerne; indenfor den
grønne Glasrude blomstrede nogle Gyldenlakplanter og sendte en stærk
Duft ned over en gammel, hentæret Kvindeskikkelse, der laa i en Seng
ved Vinduet.
»Saa langt er det nu kommet med Dig, Søster Ulle, fordi Du ikke vilde
følge mit Raad,« ytrede Manden og satte sig hos den Syge.
Et taknemmeligt Smil gled over den Døendes indfaldne Ansigt.
»Godt Du kom; jeg maatte tale med Dig, inden der bliver løst op for
mig. Har Du hørt noget fra Børnene?«
Manden rystede paa Hovedet.
»Dine Børn og altid dine Børn! De bleve din Ulykke, Søster Ulle, de
duede ikke; det kommer af den Opdragelse, de fik herhjemme. Nu har Du
slidt Dig op for dem, og hvad har Du for det? Din Datter sender Dig
sit Skjændselsbarn herhjem i Pleje, Olaug derude. Du tog mod hende og
bragte Vanæren under Tag. Dine to Sønner ere Døgenigter og flakke om
som andet Fantefolk, Jørgen med sin Fidel paa Nakken, den anden er
paa de lange Reiser; imens ligger Du herhjemme, fattig og hjælpeløs.
Hvad har Du nu for dit lange Liv i Offer og Forsagelse?«
»Tal ikke saa, Broder Halvor,« udbrød den Syge og reiste sig med
et lysende Blik fra de dybe Øienhuler; »jeg har jo min inderlige
Kjærlighed, jeg har Mindet om dem, da de vare smaa og trængte til
mig og hang ved mig, jeg har Træet herudenfor, hvor Jørgen med sin
Tollekniv ridsede mit Navn, S. M.; han troede, at jeg hed »Søde
Mo'er«, den kjære Dreng! Det staaer der endnu at læse; jeg kan see
det i Barken herfra, hvor jeg ligger. -- Olaug, som Du kalder et
Skjændselsbarn, er min Alderdoms Støtte, en brav og kjærlig Pige;
i hende finder jeg lidt igjen af alle tre Børn. -- Tro mig, gode
Halvor, den lever ikke sit Liv forgjæves, som lever det for andre.
-- -- Det var heller ikke for at tale om mig,« vedblev den Syge og
sank tilbage i Puderne, »at jeg bad Dig komme herover. Det var om Dig
selv, jeg vilde tale. Din Hustru, Mari, var herovre i Gaar.«
»Har hun beklaget sig?« spurgte Halvor barsk.
»Nei, Mari klager ikke; hun holder for meget af Dig, Halvor, paa sin
blide, stilfærdige Maade. Hun har aldrig ret forstaaet dit mørke,
ubøielige Sind. Nu, Du ligger i Krig med det hele Frederikshald
dernede, knuges hun til Jorden.«
»Jeg ligger ikke i Krig,« foer Bjørnstad op; »jeg tager mig blot selv
til Rette med de Midler, som staa til min Raadighed, siden Byens
danske Embedsmænd ikke godvillig ville gjøre deres Uret god mod mig.
Til det skeer, er min Haand imod dem alle.«
»Og deres imod Dig. -- Din Hustru ærer Dig og seer op til Dig som et
Barn efter Foraarssolen herinde i den mørke Furuskov. Men alt maa
bøie sig til Jorden i din Nærhed, Halvor. Det har været saa, siden
Du var lille; Du lærte aldrig at bøie din stive Nakke. Mari gaaer
til Grunde. -- Husk, Du har kun hende i den hele Verden at helde
dit Hoved til. Vær mild mod hende, Stakkel; hun behøver saa lidt
-- et Smil, et opmuntrende Ord, saa lyser hele Fjeldet for hende.
-- Nu rynker Du din Pande; men Døden giver mig Mod til at sige Dig
Sandheden. Tænk herpaa, naar jeg er borte -- for hendes -- for din
egen Skyld.«
Den gamle Kone gispede efter Luft og fortsatte derpaa hurtigt, som
om hun frygtede for ikke at faae Tid til at fuldende:
»Gaa hen og træk Skuffen ud derhenne i Bunden af Skabet.« Hun
fremdrog fra sin rynkede Hals et Seilgarn med en blankslidt Jernnøgle.
Broderen aabnede Skuffen.
»Tag de tre Kasser til Dig,« sagde den Syge; »i hver af dem ligger
lige mange Sparepenge til Børnene; i Ulles er der fire Sølvskilling
mindre end i Brødrenes. Hun vil ikke tage det ilde op, naar hun
hører, vi maatte bruge dem til Apothekermedicin forgangen. Giv dem
hver en Kasse med deres Moders Velsignelse; nu kan jeg ikke mere for
dem hernede.«
»Du har opsparet alle disse Penge!« udbrød Bjørnstad forundret; »Du
har nægtet Dig selv Alt, Føde, Klæder, Pleie, for blot at skrabe
sammen til de Utaknemmelige, som herhjemme bragte os Alle Skam, og
som aldrig besøgte Dig, siden de droge ud i Verden!«
»Hvad Magt laa der vel paa mig?« svarede Konen. »Hvad troer Du,
en Moder føler, naar hun sidder hjemme i den forladte Rede, i sin
lune Stue, mens Børnene tumles om derude og maaske savne Alt, mens
Fremmede see koldt og hjerteløst paa dem? Hvad troer Du saa er bedst,
at spise et Æg eller lægge det hen, til Snesen er fuld, og sælge den
og gjemme Pengene i Kassen dèr? Nei, seer Du, naar Bien fløi hjem
med Honning til Kuben derude, saa holdt jeg af den; det var jo til
mine Børn, den sankede i Huus. Naar Hønen kaglede, takkede jeg hende;
det var jo for at mætte mine Børn, den lagde sit Æg. Naar Stormen
fældede de tørre Grene i Skoven, saa hilste jeg den velkommen; det
var jo Kvas, jeg kunde bære paa min Ryg til Staden og sælge til
Smaafolk. -- Tro Du mig, Broder, de Kasser har været min bedste
Lykke, min varmende Kakkelovn, siden Børnene forlode mig. Havde jeg
blot naaet at faae dem fulde! -- Det er nu forbi -- velsign dem,
Herre Fader, -- bøi Dig, Halvor, -- Olaug -- --«
Den Syge sank sammen og udaandede. Der var een trofast Modersjæl
flere hos Gud.
Da Bjørnstad lidt efter gik ud gjennem Stegerset, stod Olaug støttet
op til Brædevæggen med tilbagelænet Hoved og stirrede taareløst frem
for sig. Hun havde hørt Alt, hvad der taltes i Stuen. Hun vidste jo
nu, at hun var et »Skjændselsbarn«, og at hendes eneste Ven var gaaet
bort.
En Uge senere sade Mo'er Ulles tre Børn samlede i samme Stue.
Kirkeklokken i Id Sogn havde ringet til Lig. Skjøndt der ikke blev
betalt mere end for almindelig Begravelse, havde Klokken kimet en
halv Time i den klare Høiluft. Det var en Hæder, som sjældent blev
andre end Storbønderne til Deel. Ringeren, Ole Svendsen Bakke fra Id,
gav den afdøde Enke denne sidste Hilsen af fuldt Hjerte, det hørtes
paa de manende Knebelslag mod den norske Malm.
Der var det ved den Kirkeklokke i Id, at den ikke ringede til Høitid
taktfast og pligtmæssigt som andre Søndagsklokker. Egnens Folk
standsede gjerne og lyttede og forstode, hvad den Klokke fortalte:
Engang imellem hamrede den sin Lyd haardt og koldt ud over Sletten:
»Javist,« sagde gamle Mo'er Mari, »det er Storbonden Aarud, som med
Pengeknoen banker paa Himmerigsport.« -- Eller Tonerne løde som en
Moders Hulken, trøstesløse dybe Suk, som en Sjæl, der græder sig
tildøde, -- saa pludselig svandt Toneklangen hen smeltende blidt, som
om den forsikrede, at nu hvilede den Lille hos Gud. -- Den Klokke
i Id Kirke havde Guds Stemme inde, for det var en gudfrygtig Mands
Hjerte, Ole Svendsen Bakkes, der slog i dens Malm.
Nu var Klokken forstummet. Der var trykkende stille i den lave Stue.
For Bordenden sad en pyntet, halvgammel Kvinde, der urolig speidede
ud gjennem det tilfrosne Vindu paa Sneen, der hobede sig op i bløde
Dynger og maaskee spærrede Veien til Frederikshald inden Aften.
Hendes spidse Træk røbede, at hun havde været smuk i yngre Dage,
en Fylde af rødligt Haar omgav efter Tidens Mode hendes Ansigt i
Bukler og Krøller, over hvilke en saakaldet Fontange kneiste, et høit
Stillads af Staaltraad, dækket af Sløifer og Voxperler og Blonder,
som her i den sørgelige Anledning bestod af sort Flor.
Denne besynderlige Mode var i Frankrig opstaaet ved, at Frøken de
Fontanges Lokker en Dag paa Jagten i Ludvig den Fjortendes Selskab
havde løsnet sig i Vinden, hvorfor hun samlede dem med et bredt
Silkebaand, hvis Sløifeender faldt ned over hendes Pande og vakte
den kongelige Herres Beundring. Dermed var Moden fastslaaet og
herskede i stedse voxende Excentricitet til Aaret 1714 imod Kongens
Ønske. Da fremtraadte paa et Hofbal en skjøn Englænderinde med lav
Frisure, og paa een Nat blev Fontangen banlyst, hvilket Kongen
forgjæves ved Magtbud og Spotterier havde søgt at opnaae.
Heroppe i den nordiske Afkrog skulde der mere til for at ryste
Fontangens skrækkelige Herskermagt.
»Hvad kan Morbroder Bjørnstad egentlig ville os?« udbrød hun
utaalmodig og hakkede i Gulvet med sine høie Hæle. »Hvor kan det
falde ham ind at stævne os sammen heroppe midt i den strenge Vinter?
Min Patron, velfornemme Kjøbmand Walck, tilgiver det aldrig, om jeg
kommer hjem med Snue.«
Henne ved Væggen sad Skipper Daniel og græd. En høilydt Snøften kom
igjen med regelmæsige Mellemrum, mens han saae op mod Loftet, hvor
Uroen, der hang i en Traad under Bjælken, var i uafbrudt Bevægelse
som Samvittighedsnaget i den fiirskaarne Sømands Indre.
»Aa ja, aa ja, lille Motter, hvorfor kunde Du ikke ogsaa holdt ud,
til jeg fik bygget mit rare Huus nede paa Tangen ved Svarte-Jansund,
saa skulde Du have faaet dine magelige Dage -- aa ja, aa ja! -- Sikke
Søskende, jeg arme Mand har faaet!« foer han pludselig op og slog i
Bordet. »Mens jeg var ude paa de lange Reiser og tænker paa ingen
Verdens Ting og slider for at komme hjem til vor lille Mo'er som
Skipper paa egen Skude, saa har I ladet hende forkomme heroppe i
Sult og Elendighed! Sikke Søskende, jeg Ulyksalige dèr har faaet! Det
forvindes aldrig.«
Den svære Mand rystede af Sindsbevægelse.
Søsteren betragtede ham med Ringeagt.
»Daniel taler som altid med om Ting, han ikke forstaaer,« sagde
hun. »Hvad vilde min velfornemme Patron sige, om jeg i Tid og Utid
føitede af min Plads som velbestaltet Huusbestyrerinde for at besøge
min fattige Slægt? Hun havde jo desuden sin rige Broder Bjørnstad
derovre, og Jørgen har ogsaa besøgt vor Mo'er ifjor. Han paastod, at
hun havde det godt nok. Nu maa han staae ved sit Ord.«
Jørgen, en høi og bredskuldret Mand omkring de tredive Aar med blaa,
aabenhjertige Øine og et guulbrunt Kindskjæg, og som hidtil havde
siddet taus paa Sengekanten og stirret paa Moderens tomme Leie, saae
op og nikkede.
»Jeg staaer ved mit Ord. Da jeg sidste Sommer besøgte vor lille
Mo'er, bad hun mig hilse Eder, at hun havde det godt; det var hendes
gladeste Tanke, naar det gik os Alle vel. Hun led heller ingen Nød,
sagde hun; alt, hvad hun bad mig om, da jeg gik, var at spille vor
Vuggevise, fra vi vare smaa, for hende paa min Fidel. Det gjorde
jeg, og jeg blev ved at spille den for hende, mens jeg steg ned ad
Bjerget. Mo'er blev staaende paa Pynten og saae efter mig; saa rakte
hun sin krogede Arm i Veiret -- -- Det var sidste Gang, jeg saae
hende.«
»Ih nei, hvad siger Du: havde vor Mo'er en kroget Arm?« spurgte hans
Søster Ulle og saae mod Døren, som om hun ventede Nogen.
»Ja, Mo'er holdt meget af at staae derude paa Pynten og see ned over
Veien; hun ventede altid, at nogen af os skulde komme. Saa skyggede
hun for Øinene med Haanden for at see des længere. En Dag i Oktober
sidstgangen stod hun nok for længe derude -- Efteraarsstormen,
forstaaer I! Da hun gik ind, kunde hun ikke rette Armen, og siden tog
Gigten den og hele Kroppen.«
Der blev stille i Stuen, underligt, uhyggeligt stille. De tre
Søskende syntes at undgaa at see hinanden i Øinene, Daniel
begyndte igjen at snøfte, Ulle gjøs af Kulde og aandede paa Rudens
Frostblomster, for at see ud, Jørgens Blik hvilede atter paa Moderens
tomme Seng. En snigende Iiskulde syntes lidt efter lidt at stivne de
tre Søskende, som her vare forsamlede for første Gang i mange Aar.
Maaskee begyndte det at gaa op for dem, hvad de havde mistet for
bestandig.
Lidt efter knirkede Sneen udenfor; Halvor Bjørnstad traadte ind uden
at banke paa Døren og trampede Sneen af sine Støvler. Bagefter ham
kom en spinkel middelhøi Kvinde, indhyllet i et uldent Shawl, mellem
hvis Folder et blegt Ansigt frygtsomt speidede. Hun nikkede med et
venligt Smil til de Tilstedeværende og saae sig om efter et Sæde.
»Moster kan saa rart sidde her hos mig,« udbrød Ulle deeltagende og
gjorde Plads paa Bænken.
»Du sætter Dig dèr, Mari,« sagde Bjørnstad og pegede med
Tommelfingeren over Skulderen mod Jørgen. Hans Hustru lod sig lydig
glide ned paa Sengekanten.
Bjørnstad stillede en grønmalet Kasse paa Bordet og aabnede den. Idet
han fremdrog de tre Æsker, som den Døende havde betroet ham, kastede
han et gjennemtrængende Blik under de buskede Bryn paa de forsamlede
Søskende. En foragtelig Trækning om Munden røbede hans Stemning, idet
hans Øine langsomt gled op over Ulles opstadsede Hovedpynt.
»Eders Moder hilser Jer,« begyndte han med dyb Røst. »Hun var
en ærlig og stræbsom Kone, som hviler med Hæder dernede i den
bjørnstadske Familiegrav. Havde hun fulgt mit Raad, var det gaaet
bedre. Jeres Moder levede sit Liv i syg Kjærlighed og døde af den
Længsel og Sorg, hendes Børn voldte hende.«
Daniel foer op.
»Det skal Morbro'er nødig sige;« raabte han hulkende; »det svier saa
svært her i min Hjertekule, -- hvor kan Morbro'er sige mig Fader- og
Moderløse saadant noget paa?«
Bjørnstad fortsatte uden at ændse denne Afbrydelse:
»Her er de Penge, hun tog fra sig selv, for at skrabe sammen til Jer,
som aldrig havde noget til hende. Een Moder kan føde ti Børn; men ti
Børn kan ikke føde een Moder; det slaaer til. Skam faae det Land,
der bærer slig Yngel! -- Dèr -- tag Jeres Blodpenge og Jer Moders
Velsignelse. Der hænger en Taare ved hver Søsling. Gaa og giv den
ud til Jert Fjas og Skjørlevnet. Der glider et Suk og et sorgfuldt
Smil mellem Jeres Fingre, naar I øde denne Skat. Maatte den kjøbe Jer
karsk Blod i Aarerne; det, I har, duer ikke!«
Bjørnstads Stemme steg for hver Sætning, han udslyngede; der lød
en Skjælven i den Torden, hvormed han syntes at ville overdøve sin
egen Bevægelse. Lyden af hans mægtige Røst gjenlød under det lave
Bjælkeloft, hvor Uroen svingede paa sin tynde Traad. Dermed vendte
Bjørnstad de Forsamlede Ryggen og gik mod Døren.
Ulle reiste sig. Hendes skarpttegnede røde Kinder havde efterhaanden
antaget en blaalig Farve, hendes Hud gustnede under den blaa Sminke,
medens de talrige Skjønhedspletter dirrede paa hendes skjælvende Træk.
»Tøv lidt, Morbro'er Bjørnstad!« udbrød hun med en skjærende Stemme,
der forstærkedes i dertil beleilige Øieblikke til et arrigt Hviin;
»tøv lidt, Du, som saa stursk sætter Dig til Høibords over Andre.
Nu skal _Du_ høre et sandt Ord i rette Tid. Jeg husker Dig nok,
Bjørnstad derovre i Storgaarden, Du med den haarde Haand og de
buskede Petersillebryn, som jog os Børn i Krogen. Vi husker grant,
naar Mo'er slog sine Arme om os alle tre, for at redde os fra din
Knortekjæp. Nu staaer Du her igjen og rynker dine graa Børstebryn
og haaner os i vor Sorg og tramper os ned under din Jernsko. Men
see, her staaer _jeg_; nu er det ikke længer tre rædde Børneunger,
Du har for Dig. -- Hvem er Du selv? En Bjergrøver kalde de Dig
nede i Staden, En, som tager sig selv til Rette og sætter sig over
Lands Lov og Ret. Du stjæler Byfolkets Tømmer heroppe af din Fos,
hugger Kommunens Mærke bort og sætter dit Øxemærke deri, og naar
de stævne Dig for Retten, møder Du ikke. Tag Dig i Agt! Forgangen
sagde min fornemme Huusbond, at nu bliver Du lyst fredløs, forstaaer
Du: fredløs? Du bliver fældet som Ulven i Skoven, -- Morbroder
Bjørnstad, hører Du? Du bringer Skjændsel over din Slægt! Vi fornægte
Dig -- jeg, velagtede Huusholderske hos høifornemme Kjøbmand Walck,
fornægter Dig, Du Barneskjænder -- Bjergrøver -- Du -- --«
Ulles Stemme var gaaet over i uartikulerede Hviin. Bjørnstads Hustru
vred uafbrudt sine Hænder. Han selv var standset midt i den lave Dør;
hans spottende Blik hvilede paa Ulle.
»Ja, vi maa sandfærdig skamme os nede i Frederikshald -- sikken
Morbroder jeg arme Mand dèr har faaet!« stønnede Daniel og knyttede
sine brede Næver.
Jørgen reiste sig fra Moderens Leie.
»Javist, Du var altid streng, Morbroder,« sagde han; »men Du var
retfærdig. Du slog haardt, men i rette Tid. Jeg var bange for Dig;
men jeg holdt af Dig. -- Hold saa Mund, I Andre, for det er alligevel
sandt: vi have været daarlige Børn mod en god Moder. -- Nu bliver jeg
herhjemme og stiver lidt af paa vor faldefærdige Stue og retter lidt
op med det samme paa mig selv. -- Lad dem kun Alle sige om Morbroder
Bjørnstad, hvad de vil, _jeg_ siger god for ham.«
Bjørnstads Blik hvilede gjennemtrængende paa Jørgen.
»Farvel herinde!« sagde han, da Jørgen tav, med en lav og særegen
Betoning, vinkede til sin Hustru at følge efter og gik tilbage mod
sit Huus over den gyngende Bro. Da han var kommen over, sparkede han
til Fjælene; de gled bragende fra Klippe til Klippe og forsvandt i
Fossen.
»Det var godt, at Hans Stormægtighed endelig fik Sandhed at
høre,« sagde Ulle og rettede Falbeladerne paa sit struttende
Fiskebeensskjørt. -- »Kan Daniel saa see, at vor Moder ikke led Nød,«
vedblev hun og veiede sin Arvepart i Haanden; »jeg vidste nok, at hun
var en fornuftig og sparsommelig Kone med Been i Næsen. -- Ja, nu har
vi vist ikke mere her at gjøre. Følg mig til Kanen, som holder nede
under Fjeldet, kjære Brødre; jeg maa hjem, inden Mørket falder.«
Daniel greb sin Pengekasse og rystede den; hans Sindsbevægelse var
mindsket betydelig.
»Det pure Sølv -- det pure Sølv! Sikken en Motter, jeg har haft! Det
er et rare Tilskud til Fartøiet, for sandt at sige har jeg fattige
Pjalt endnu ikke faaet meget paa Kistebunden -- halioho -- --!«
Han greb sig til Munden midt i Opsangen, spyttede en Skraa ud, saae
sig andægtig om i Sørgestuen og kastede et Slængkys med sin venstre,
røde Haand mod Sengen, idet han gik mod Døren.
Ulle havde aabnet Skabsdøren, fremtog Moderens graa, uldne Shawl og
svøbte sig deri; derefter aftog hun omhyggelig sin vaiende Hovedpynt
og bandt med en stor Hagesløife Moderens sorte Kirketørklæde omkring
sin tyndhaarede Isse, undersøgte tilsidst Bordskuffen, der kun
indeholdt nogle slidte Hornskeer og Knive. Hun nikkede til Jørgen og
forlod Stuen.
Udenfor paa Fjeldpynten stod Olaug.
Ulle standsede, betragtede hende med et usikkert Blik; saa tog hun en
rask Beslutning og gik hen mod hende.
»Er det Olaug?« spurgte hun og lod forbauset sit Blik glide over den
slanke Skikkelse, indtil hun standsede ved det ligblege Pigeansigt
med de store, funklende Øine, som med et umiskjendeligt Udtryk af
Uvillie mødte hendes beundrende Blik.
Olaug veg et Skridt tilbage mod Fjeldskrænten og udbrød med
skjælvende Røst:
»Ja, Moder, jeg er Olaug, vor Families Skjændselsbarn!«
Ulle foer sammen som ramt af en Piskesnert. Jørgen var fulgt med ud
i det Frie, for at see Ulle kjøre bort. Han blev et taust Vidne til
Moderens og Datterens første Gjensyn.
Ulle maalte den kjække Pige med et hvast Blik og sagde:
»Jeg seer, min gamle, svage Moder har ikke magtet at tugte Dig med
Ferle og Riis. Du skal høre nærmere fra mig om nogen Tid.«
Dermed vendte hun Olaug Ryggen og begav sig til Kanen, som kort efter
førte hende og Daniel mod Frederikshald.
Da Olaug blev alene, svigtede hendes Mod. Hun sank i Knæ og strakte
høit hulkende Armene mod Fossen.
»Bedstemoder, -- Bedstemoder!« hviskede hun i Overmaal af
Fortvivlelse og Forladthed; »tag mig til Dig -- dit Skjændselsbarn
længes hjem til Dig.«
Hun bøiede sig dybere over Afgrunden, som om hun søgte den gamle Kone
i Dybet; det var dog i Himlen, hun skulde finde hende.
I det samme følte hun en kraftig Haand paa sin Skulder, og en mild
Stemme udbrød:
»Bedstemoder sender mig til Dig, Olaug. Du bliver nu hos mig, til vi
finde noget bedre for Dig. -- Kom med ind og hjælp mig at rydde op i
vor gamle Stue. -- Vi To have meget at snakkes ved om -- om hende.«
Olaug saae op. Jørgen stod bøiet over hende med et sørgmodigt Udtryk,
Mormo'ers Udtryk, i sit mandige Ansigt.
Nede fra Fossens klippesprængte Leie lød Norges evige, storladne
Nationalhymne, mægtig og enevældig gjennem Fyrreskovens Susen, den
samme Melodi for den Sorgbundne som for den Glade, for Liv og Død.
Olaug reiste sig og gik foran Jørgen ind i Stuen. Bedstemoderen havde
svaret hende.


HÖLANDSSLAGET.

Den 8de Marts 1716 vare de øverstbefalende Officerer ved de norske
Tropper, udsendte for at forsvare det søndenfjeldske Norge mod
Carl den XIItes forventede Indfald i Landet, forsamlede i Höland
Præstegaard, der laa nogle Miil fra den svenske Grændse, omgivet
af klippefuld Skov, der gjennemfuredes af utallige Bække og
Fosser. Sneen laa dyb og haardfrossen i Fyrreskoven og dækkede
Kløfter og Indsøer. Hist og her havde Bjergvinden feiet Sneelaget
tilside, hvorved sorte, speilblanke Iispletter kom til Syne over de
stille Skovvande. Der lød en høitidelig manende Alvorsrøst ud fra
Skovtykningen over de aabne Jorde, der laa nærmest Gaarden.
Den stærke Kulde havde oversaaet Præsteboligens smaa Glasruder med
Iisblomster. -- Inde i Storstuen sade Officererne bænkede om Bordet.
Oberst Kruses korte, sværlemmede Skikkelse og barske Hoved ragede op
ved Bordenden; omkring ham sade Oberstlieutenant Bryggemann, Capitain
v. Heinen, Major Emhausen, Sorenskriver Wexelsen og flere andre. En
osende Olielampe hang ned fra Bjælkeloftet og oplyste de alvorlige
Mænd med et rødligt, usikkert Skær.
En vis Uro prægede de veirbidte Træk. Hver Gang, Døren gik op og
Pigerne indbar dampende Fade med duftende Retter, vendtes alle Blikke
mod Aabningen med et spændt Udtryk, som om vigtige Efterretninger
vare i Vente. Derefter fortsattes Samtalen i et dæmpet og afveiet
Sprog, betydningsfulde Spørgsmaal og Svar udvexledes.
Af og til lød Patrouillens taktfaste Skridt udenfor i den knirkende
Snee. Der var Farens Uhygge i Luften.
Et aabent Brev laa paa Bordet foran Brigadeer Kruse; det var dettes
Indhold, som blev drøftet og var vel egnet til at vække Eftertanke.
Capitain Sarpsborg havde nemlig fra den nærliggende Fæstning Basmo
sendt denne Skrivelse til Major Emhausen med Underretning om, at
Kongen af Sverrig skulde være opbrudt Dagen forud, den 7de Marts, fra
Holmedal med en veludrustet Armee og havde overnattet ved Kirkeby, en
halv Miil fra den norske Grændse.
Drøftelsen af denne tydelige Forklaring vakte imidlertid,
besynderligt nok, blot Usikkerhed og Meningsforskjel om Sagens
virkelige Forhold.
Oberst Kruse ytrede til Emhausen:
»Jeg bliver ved min Paastand. Svenskekongens Indfald er næppe saa nær
forestaaende, som Bønderne have rapporteret til Capitain Sarpsborg.
Disse Rygter have jo nu cirkuleret siden først i Januar. Hvor skulde
Kong Carl herinde faae Proviant til sin Armee? Guds Død, det vilde
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 02
  • Parts
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 01
    Total number of words is 4692
    Total number of unique words is 1649
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    58.4 of words are in the 5000 most common words
    65.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 02
    Total number of words is 4466
    Total number of unique words is 1584
    40.5 of words are in the 2000 most common words
    57.8 of words are in the 5000 most common words
    66.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 03
    Total number of words is 4660
    Total number of unique words is 1675
    37.5 of words are in the 2000 most common words
    55.3 of words are in the 5000 most common words
    64.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 04
    Total number of words is 4606
    Total number of unique words is 1731
    38.1 of words are in the 2000 most common words
    55.4 of words are in the 5000 most common words
    63.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 05
    Total number of words is 4627
    Total number of unique words is 1606
    44.0 of words are in the 2000 most common words
    61.0 of words are in the 5000 most common words
    68.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 06
    Total number of words is 4698
    Total number of unique words is 1666
    42.4 of words are in the 2000 most common words
    57.4 of words are in the 5000 most common words
    65.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 07
    Total number of words is 4643
    Total number of unique words is 1673
    42.7 of words are in the 2000 most common words
    59.0 of words are in the 5000 most common words
    65.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 08
    Total number of words is 4481
    Total number of unique words is 1717
    38.9 of words are in the 2000 most common words
    55.3 of words are in the 5000 most common words
    63.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 09
    Total number of words is 4692
    Total number of unique words is 1563
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    62.3 of words are in the 5000 most common words
    69.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 10
    Total number of words is 4576
    Total number of unique words is 1683
    41.2 of words are in the 2000 most common words
    58.3 of words are in the 5000 most common words
    66.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 11
    Total number of words is 4617
    Total number of unique words is 1738
    39.0 of words are in the 2000 most common words
    56.3 of words are in the 5000 most common words
    64.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 12
    Total number of words is 4596
    Total number of unique words is 1788
    39.3 of words are in the 2000 most common words
    55.4 of words are in the 5000 most common words
    63.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 13
    Total number of words is 4512
    Total number of unique words is 1753
    38.5 of words are in the 2000 most common words
    56.1 of words are in the 5000 most common words
    63.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 14
    Total number of words is 4550
    Total number of unique words is 1754
    40.9 of words are in the 2000 most common words
    58.6 of words are in the 5000 most common words
    65.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 15
    Total number of words is 4562
    Total number of unique words is 1647
    40.7 of words are in the 2000 most common words
    58.2 of words are in the 5000 most common words
    65.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 16
    Total number of words is 4757
    Total number of unique words is 1636
    40.3 of words are in the 2000 most common words
    56.5 of words are in the 5000 most common words
    65.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 17
    Total number of words is 613
    Total number of unique words is 353
    57.4 of words are in the 2000 most common words
    69.4 of words are in the 5000 most common words
    77.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.