Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 13

Olaug bøiede sig ud af Vinduet og speidede efter Mulighed til Flugt.
Let som et Egern svang hun sig ned paa et fremspringende Tag og
derfra videre, til hun gjennem en Loftsluge fandt Vei til Gaden.
Hjemløs og fremmed som hun var, søgte hun Skjul i en Gaard, eftersom
hun ikke længer turde vende tilbage til Bagerenken. Da Fjenden kort
efter brød ind i Gaarden, flygtede hun ned mod Broen. Midt for denne,
udenfor Wærns Gaard, blev hun standset af en Skare Soldater, ivrig i
Færd med at istandsætte Broen, af hvilken Haldenserne havde afkastet
12 Alen. Alle Mand af Wærns Gaard bleve tvungne til at bære Planker
for deraf at gjøre Strø paa Broen til at passere over, et livsfarligt
Arbeide, eftersom Borgernes Pram, som laa udenfor Blokhuset, kunde
bestryge Broen med sit Skyts og saaledes jævnlig nedskjød alle Mand
i Elven med samt Planker og tilintetgjorde det halvfærdige Arbeide.
Idet Olaug veg ind i en Sidegyde, blev hun indhentet af sine
Forfølgere, blandt hvilke vare Vagtmester Erikson og Månsson.
»Ta' mig tusan -- Jenten fra Bergaasen!« raabte Erikson og løftede
hende i sine Arme. »Vel mødt, skjøn Jomfru! Saa sees vi igjen, som
jeg lovede, for jeg er en ordholden Mand.«
I det samme sprang et Par Mænd ud fra den nærmeste Døraabning; to
skarpe Ildglimt strakte de forreste Svenske til Jorden. Erikson holdt
Olaug frem for sig som et Skjold. Halvor og Jørgen fore ind paa ham.
Halvor greb Olaug; Jørgen lod sin Bøssekolbe falde med et Brag paa
Eriksons Hoved. Han slap sit Bytte og greb med begge Hænder om sin
Pande.
»Det var den værste Habadudask, jeg har faaet i mine Levedage!«
udbrød han og sank om paa Jorden. »Månsson -- herhid! Nu bærer det
lukt ind i Helvede til Kammeraterne!«
Trompeteren kastede sig ned over Vennen og løftede hans Hoved.
»Erikson -- Fargubbe!« hviskede han; »I drog mig op og var god mod
mig -- De siger, en lille Bøn gjør godt -- aa hvad, en lille en til
Jesus?«
»Sludder, Hvalp!« stønnede Erikson. »Himlen er for Præsterne og
de gamle Svæklinge og Dydspatronesser og Lumperne, som krybe om
paa deres Knæ. Helvede, det er for os prægtige Krigskarle og de
hvidbrystede Tyrkinder -- Husker Du hende med de røde Læber, som vi
slagtede dernede? -- Til Helvede gaaer ogsaa Kong Carl; med ham vil
jeg gaa. -- Nu op med Trompeten, Månsson! Lad dem høre dernede, hvem
der kommer.«
Erikson sank sammen.
»Spring ind med Olaug i Peter Wærns Have; Laagen staaer aaben. Imens
holder jeg Svensken Stangen,« sagde Jørgen, idet han foer ind mod
Fjenden, svingede Bøssekolben over sit Hoved som et snurrende Hjul og
opnaaede saaledes et Øieblik at spærre den trange Gyde.
Halvor satte med et Spring ind gjennem Porten med den unge Pige i
Favnen og stængede forsvarligt efter sig. Da Jørgen saae Laagen
lukkes efter de Unge, gjorde han omkring og foer op ad Gaden,
forfulgt af Svenskerne. Olaug støttede sig mod Plankeværket og fulgte
med Spænding dette Optrin udenfor Muren.
»Hvad gjør Du her paa Gaden, Olaug, mellem Krigsfolket?« spurgte
Halvor barsk og heftigt.
Hun skjælvede og brast i Graad, da hun saae Jørgen flygte; for
første Gang i alle disse Maaneder brød en bitter, trøstesløs Graad
igjennem overfor Barndomsvennen, der i Aften ikke stod for hende som
den drilvorne Knøs fra Legeaarene, men som en Yngling med Ild i Øiet
og Værdighed over sit Væsen. Hun fortalte ham hurtigt og afbrudt
Aftenens Hændelse, Tvangsægteskabet, Lysningen i Luneland. Han blev
pludselig blød og tog hendes Haand.
»Hør, hvor de skyde og tromme derude, Olaug!« udbrød han. »Det kalder
til Manddom og Bedrift. Du vil faae at see, at Du og Fader blive
stolte over mig. -- Aldrig saae jeg Urter blomstre eller hørte Fuglen
synge, siden Du drog af Fjeldet; aldrig er Du af min Hu; hver tapper
Gjerning, jeg bedriver, er med Dig i Tanke, Olaug,« vedblev han
hurtig og fremstødt som om en længe hæmmet Kilde endelig fandt sit
Udløb, »hvem veed, hvad denne blodige Nat kan bringe os Alle? Du, min
Fæstemø og Fædrelandet er i Fare -- det er, som om jeg kunde løfte
Fjelde. Kys mig, saa bliver jeg stærk. -- Herre Jesus, nu er det værd
at leve! Alt teer sig saa godt. Hør, hvor de skyde i Nat!«
Han sluttede Olaug i sine Arme. Hun stred ikke imod; de nys
overstaaede Rædsler, den overhængende Fare, Tumlen og Skrigene
udenfor Muren om denne lille, fredelige Haveplet under de tunge
Frugtgrenes Skygge lod hende føle sig i Havn hos Barndomsvennen. Men
da han bøiede sit glødende Ansigt nærmere mod hendes og vilde kysse
hendes Mund, rev hun sig løs og drog sig ned mod Elven.
»Ogsaa Du, Halvor!« sagde hun bedrøvet.
»Du har Ret: først Seiren, saa Lønnen!« jublede han og strakte
Hænderne mod hende. »Om jeg nu havde ti Liv, saa vare de dine
alle, jeg kan ikke slaa et eneste af. -- Bliv her. Maaskee Du
fra Hængebirken derhenne om lidt skal see mig kæmpe, for det er
Bryggebatteriet herudenfor og Prammen dèr og Broen, nu hele Krigen
staaer om. -- Farvel, Olaug. Min Kjærlighed til Dig sidder plantet i
mit Hjerte -- Nu veed Du det Hele.«
Halvor sprang mod Porten. Livsmodet gryede i ham som Østens
Morgenrøde over Æblehaven; hans fagreste Blomst var nu derinde.
Han vendte endnu en Gang tilbage og sagde:
»Olaug, Du passer saa godt til mig. Min Lykke er den stolteste paa
alle vore Fjelde. Om Gud vil, saa finder jeg Dig her igjen, Du søde
Veninde.«
Han ilede ud og stængede Porten. Olaug stod alene tilbage; Mødet med
Halvor gjengav hende Mod og Kraft. Skydningen tog til tæt nedenfor
Muren; de lysende Kugler fløi som osende Stjerneskud over hendes
Hoved. Kong Carl ledede i egen Person Arbeidet ved Istandsættelsen af
Broen. Generalmajor Delwig meldte ham, at Prammens Kanoner nedmeiede
de svenske Soldater under Arbeidet.
»Saa flere Folk ud og tag fat, hvor de andre falde,« svarede Kongen.
»Maiestæt, Folkene ere dødstrætte, og Plankerne slippe op.«
»Saa maa Soldaternes Liig gjøre Strø. Broen skal være færdig inden
Solopgang,« befalede Kong Carl og kommanderede en ny Afdeling
Soldater frem til Storm af Bryggebatteriet, for med dets erobrede
Kanoner at bringe Prammen til Taushed.
Olaug blev med bankende Hjerte fra sit Skjul Vidne til denne Storm.
Hun saae de gule og blaa Soldater i Spring styrte frem, saae
Ildsvælgenes Flammer slynge dem til Jorden, medens nye Masser væltede
ind. Tilsidst saae hun Oberst Blix med sine faa tiloversblevne Mænd
forlade Batteriet, efter forgæves Forsøg paa at fornagle Kanonerne,
medens de uafbrudt gjorde omkring og fyrede, idet de droge sig ned
mod et Fartøi ved Bryggen for ad Søveien at undkomme til Fæstningen.
Svenskerne forfulgte med Seiersbrøl den lille, tapre Skare.
I dette skjæbnesvangre Nu fløi en heltemodig Indskydelse gjennem
den unge Pige, der rigtig havde opfattet Batterikanonernes store
Betydning for Skydeprammen udenfor i Fjorden. Hun svang sig over
Muren, gled som en Skygge, halv skjult af den tætte Krudttaage frem
mod Kanonerne og greb den bortkastede Hammer og Søm.
Om denne behjertede Gjerning skriver Jonas Rist:
»Da Olaug formærkede, at Fjenden blev Mester af Torvet, rendte hun
i Hast ned til de tvende af vore Stykker, som stode nedenfor Kongens
Brygge paa et Batteri, hvorfra Fjenden lettelig kunde have fordærvet
Prammen tilligemed Borgerskabet, som var derpaa, og tog en Hammer med
nogle store Søm; dem drev hun i Stykkernes Fænghuller og dem saaledes
fornaglede; siden kastede hun alle Kugler, som laa paa Batteriet i
Vandet, og saa kunde Fjenden ei betjene sig af de Stykker, ei heller
med dem beskyde Prammen.«
Da Svenskerne vendte tilbage med uforrettet Sag, siden den tapre
Oberst, skjøndt saaret, undkom i Stormuglens Baad, og de opdagede den
unge Piges raske Daad, medens hun endnu stod mellem Kanonerne med
Hammeren i Haanden, omringede de hende med vrede Skrig og Trusler.
Olaug blev uforfærdet staaende og maalte Fjenden med flammende Øine.
-- Pludselig skiltes Skaren, og Carl den Tolvte traadte frem mod
hende.
»Tilbage!« sagde Kongen til Soldaterne med lav Røst.
Han blev øieblikkelig adlydt.
»Er I svenske Mænd og vil slaa en Kvinde? Hun har kun gjort sin
Pligt.«
Idet han betragtede Olaug, vedblev Kongen:
»Ræk mig din Haand, norske Pige.«
Olaug hævede Hovedet og saae ind i den svenske Konges mandige,
alvorlige Ansigt med det luende Herskerblik. Kong Carl, der aldrig
kastede sit Øie paa nogen Kvinde, og hvem de kaldte Kvindehader, stod
med Smil paa de fyldige, skjægløse Læber og rakte med nedladende
Velvillie og kongelig Maiestæt sin Haand mod Olaug. Hun gav ham
modstræbende sin: men den var knyttet.
»Ret saa, Du nordiske Jeanne d'Arc!« sagde Kongen med en kort Latter.
»Har dit Land mange Heltinder som Du?«
»Jeg er kun en af Norges ringeste Døtre,« hviskede Olaug.
»To Mand frem og føer Pigen i Sikkerhed, hvorhen hun ønsker sig!«
befalede Kongen. Hans Blik fløi atter ud mod Prammen, hvis Kugler
regnede ned omkring Batteriet og Broen.
»Vi maa bringe det Fartøi til Taushed, det koste hvad det vil,« sagde
Carl den Tolvte. »Slæb andre Kanoner herned i de ubrugeliges Sted.
Muntert, Børn!«
Befalingen blev adlydt. Det første Stykke, Svenskerne trak herned
fra Torvet, blev gjort ubrugelig af Prammens velrettede Skud. Foran
den anden Kanon var forspændt 30 Svenske; Prammen bød dem saaledes
Velkommen, at ikke 4 Mand kom levende derfra. Dermed opgav Fjenden at
slæbe mere Skyts til forommeldte Sted.
Det blev saaledes Olaug beskikket at udøve en stor Gjerning
til Fædrelandets Gavn. En ringe Pige havde ved sit Mod og sin
Aandsnærværelse reddet Frederikshalds meest ansete Borgere og mangen
hæderlig Arbeider ombord fra den visse Død.


DET BRÆNDER, HAN RENDER -- RITSCH!

Klokken sex om Morgenen var Fjenden omsider Herre over Frederikshald;
men det blev ham ingen hyggelig Besiddelse. Fæstningen begyndte nu
efter Peder Colbjørnsens og Borgernes Ønske at spy Ild over Byen,
for om muligt at faae den i Brand, »efterdi de slet ikke kunde
finde sig i at herbergere disse voldsomme og trodsige Gjæster, der
paa en saa lurende Maade havde indtrængt sig«. Over fiirsindstyve
tohundredepundige Bomber sprang i Huse og Gader, dog uden at
Staden fængede Ild; thi Fjenden slukkede overalt. Desuden blev der
fra Fæstningen skudt med Kanoner gjennem de lange Gader, og fra
de omliggende Bjerge fyrede Borgerne med deres Flinter ned i de
Tværgyder, som laa i Læ for Fæstningsskytset.
Svensken støiede og jublede i høien Sky; men deres Bryllupsnat i
Frederikshald huede ikke ret de gamle, erfarne Krigere; de rystede
paa Hovedet og hviskede indbyrdes, at dette kongelige Indfald var
Galmandsværk. Nu begyndte de rige, krydrede Drikkevarer, som overalt
fandtes i Mængde fremsat i de forladte Huse, at øve deres Virkning
paa de haardføre Svenske, der i Maaneder havde sovet under aaben
Himmel. Fjenden indkvarteredes overalt, selv Christi Herberg Kirke
blev taget i Brug til Sovekvarteer; de fyldte den med Halm, fra
Kirkestole og Sakristi stak Krigernes forsorne Hoveder frem med den
opstrøgne Knebelsbart og den solbrændte Hud. Nogle sov, andre drak og
slængte sig dødstrætte henover Halmleiet med Tværsækken under Nakken.
Middagssolen fandt dem saaledes, da dens Straaler faldt ned gjennem
de farvede Ruder over det bevægelige Halmdække paa Kirkegulvet,
hvorover snart viste sig et arret Ansigt, snart en hævet Arm med en
Bimpel, der endnu i Søvne hørte med til Lyksaligheden.
En grum Himmelhund løb rundt og søgte efter et lille Borgmesterliig
i Gravkapellerne, for at stille det op til Maalskydning i
Prædikestolen; han maatte nøie sig med en gammel Raadmandsfrue, hvis
balsamerede Liig han til almindelig Fornøielse bar rundt som et
Svøbelsebarn. Der var ikke Ende paa de allerplumpeste Vittigheder.
Nede i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue havde Billedet denne Morgen
vexlet fra hiin Aften, da Colbjørnsen her tog de Frivillige i
Eed. Endnu sad Jonassen bag Disken og rakte fyldte Kruus frem med
faderlige Smil.
»Herregud, Svensken er jo ogsaa en Slags Mennesker!« forsikrede han
deeltagende.
Midt paa Gjæstebordet sad Månsson i sin Yndlingsstilling med et fyldt
Kruus i hver Haand, hvormed han slog Takt i Bordpladen til den nye
Krigssang, han havde digtet i Dagens festlige Anledning med Melodi
til, og som gjorde umaadelig Lykke. Han skraalte den ud af fuld Hals
og hjalp paa Takten med Jernsporerne i Bordskiven:
»Med Brand og med Baal
vi skrive vor Lov;
vi tømme vor Skaal,
vi tage vort Rov --
Det brænder, det brænder -- ritschch!
Vor Fjende er tam,
han lader sig slaae
from som det Bælam,
vi slagte og flaae --
Et Bælam, Bælam -- bæ, bæ -- æ!
Vi drikke hans Skaal,
vi skrive hans Lov,
vi tænde hans Baal,
vi dele hans Rov --
Han render, det brænder -- ritschch!«
Sangens Omkvæd blev sunget under stormende Bifald og Brægen. Det var
saaledes, at Månsson høitideligholdt sin Pleiefader Eriksons Gravøl.
Ovenover Soldaterne mellem Bjælkeloftets Røgskyer flagrede den
opskræmte Papegøie. Pludselig lød dens skingrende Latter: »Svensken
skyderr -- snyderr!«, dens nye Visdom, indprentet det lærenemme
Dyr af Husets gamle Stamgjæster i de sidste Maaneders spændende
Forventningstid.
Kong Carl havde virkelig taget Ophold i Raadmand Walks anseelige
Kjøbmandsgaard. Idet han traadte ind i Forstuen, neiede Ulle
Halvorsen mod Jorden, endnu indsvøbt i sit røde Shawl, med Armene
korslagte over Brystet og med sit blideste Velkomstsmil.
Carl den Tolvte tilkastede hende et forundret og forskende Blik, idet
han hilste med Haanden. Hans lange Sabel slæbte imod Trinene, idet
han steg op ad Trappen og af sine to Pager lystes ind i Storstuen.
»Herre Jesus, jeg fik et Blik!« raabte Jomfru Ulle daanende. »Først
i dette Øieblik føler jeg, at jeg er Kvinde. Han kommer jo som selve
Guds Søn fra Himmerig ned til os i dette Fattighul!«
»Ogsaa jeg saae det kongelige Øie,« forsikrede Anea Høyer, som havde
søgt Beskyttelse i Raadmandsgaarden.
»I, svære Bagerenke?« sagde Ulle medlidende. »Nei, det var mit sorte
Haar, min slanke Figur og min nye Brosche, som Helten bemærkede.« --
Inde i den høie Bjælkeloftsstue med blomstrede Hynder paa Bænkene
langs Væggenes udskaarede Træværk med sindrige Indskrifter over
Døre og Paneelfelter stod Kong Carl bøiet over et Kort, som han
med Dolken havde fæstet i Bordpladen, for at ikke Trækvinden fra
de sprængte Ruder skulde feie det bort. Hans Pegefinger beskrev en
Linie over Kortet; men den berørte hverken Frederikshald eller Norge;
den foer frem over Europas Lande, som om han i Tankerne forfulgte
et Seierstogt og de store Omvæltningsplaner i den europæiske
Statsverden, med hvilke hans Yndlingsminister Gørtz gik svanger.
Her i den brunpanelede Stue mellem to brændende Voxkjærter
bemærkedes, at den mandige tolvte Carl var bleven en ældre Mand. Hans
blankskallede Isse lyste som det samlende Midtpunkt i den halvmørke
Stue; den tynde Krands af Haar i Nakken og om Ørene var stærkt
graanet, det alvorlige Ansigt bar dybe Furer; Krigeren kjendtes paa
den brune Farve og den tarvelige Dragt. Kongen var her som altid
iført guul Vest og Beenklæder, mørkeblaa Kjole med forgyldte Knapper
og opkrammet Skjøde; hans trekantede Hat og Hjortelæders Handsker
med de stive Kraver laa paa en Stol, Halsen var omviklet med et
Stykke sort Flor, og omkring Livet bar han et bredt ustukket Bælte
af Bøffellæder; paa Fødderne tykke Rytterstøvler med høie Hæle og
Jernsporer, Kraven naaede op over hans Knæ. Han benyttede aldrig
Harnisk mod Kugler eller Pelsværk mod Kulde.
Der fortaltes, at Kongen sjælden skiftede Linned, og at hans Dragt
jævnlig var stiv af Pletter og Smuds paa Grund af, at han sov i
Klæderne. En Præstefrue i Sverige listede saaledes, da hun bemærkede
denne Mangel i Maiestætens Paaklædning, en Pakke reent Linned ned i
Slæden, der skulde kjøre ham videre; men Kongen opdagede i Tide denne
moderlige Omsorg og kastede leende Pakken tilbage mod Præstegaarden.
Nu stod Carl den Tolvte her og lod sin Pegefinger med et tankefuldt
Herskerblik glide hen over Europakortet, medens Kanontorden, Bomber
og Kamptummel omgav ham med hans Yndlingsmusik. Døren blev aabnet, en
Adjutant traadte ind og slog Hælene sammen.
»Deres Maiestæt, jeg melder, at det brænder paa Nordsiden.«
»Brænder, hvor?« spurgte Kongen og strøg med Haanden over Panden,
som om han hentede Tanken hjem langveis fra. »Ilden skal slukkes.
Dirigeer mere Mandskab til Slukningsarbeidet -- Energi, anvend mere
Energi!«
Et Øieblik senere blev Døren igjen revet op. Generalmajor Delvig
traadte ind.
»Stillingen her bliver uholdbar, Deres Maiestæt!« udbrød han heftig.
»Ilden har fænget to Steder paa Sydsiden; det blusser som i en tør
Fyrsvamp. Vore Folk sukke, at de maa vel komme ud igjen; de vente et
haardt Tryk, naar de skulle tilbage over Broen, som endnu er ufarbar,
ei heller er der Rolighed for dem i Byen at finde. Vi blive fanget
levende i denne Rottefælde og stegte som tyrkiske Kastanier. -- Hvad
befaler Deres Maiestæt?«
»Sluk Ilden!« udbrød Kongen utaalmodig; »bring Fæstningens Kanoner
til Taushed!«
»Javel, men hvordan?«
»Send tre Capitainer med Trommeslager og hvidt Flag derop, en
halv Time mellem hver, dersom den første faaer Afslag, og begjær
Stilstand til at begrave vore Døde. Imens gjøre vi Broen brugbar. Til
Natten trække vi vore Regimenter fra Idde herind under Overbjerget,
saa tager jeg Fæstningen.«
Delvig gik for at sende Parlamentairerne. Peder Colbjørnsen i
Fæstningen lod den første svare, at saadan Stilstand var ei at
forlange, saasom Fjenden ubuden var kommen herind, saa maatte de
gjøre deres Bedste for at hjælpe ham ud jo før jo bedre.
De følgende Parlamentairer bleve modtagne med skarpe Skud, der
forfulgte dem tilbage i Gaderne.
En Time efter, at Kong Carl havde indkvarteret sig i Walcks Gaard,
gik Spisesalsdørene op til Maiestætens Kammer, og et straalende
Syn viste sig for den forundrede Konge: et Bord, bugnende under
Sølvservice, oplyst, skjøndt Klokken var eet om Middagen, af
Voxkjærter i festlige, opadstræbende Søiler. Jomfru Halvorsen havde
af Sikkerheds- og Skjønhedshensyn ladet Skodderne stænge ud mod
Gaden; Vildt, Bagværk, støvede Viinflasker i Iiskjølere og midt i
Døren den neiende Ulle Huusbestyrerinde, der under sit Herskabs
Fraværelse meente at burde repræsentere Huset i en stærkt nedringet
Dragt af lyseblaa Taft, rigt besat med Kniplinger fra en tidligere
Huusfrues Garderobe. Paa Hovedet bar hun vaiende Fjer af samme Farve
og lange, ru Handsker op over de spidse Albuer.
Ulle gjorde endnu et siirligt Skridt ind i Kongens Stue, løftede
Kjolen høit fortil og neiede endnu dybere.
»Behager det stormægtigste Maiestæt med patience at beære vort
tarvelige Bord?« sagde hun med sit blideste Smil om de skarpe Læber,
der blottede sørgelige Rester af spidse Tandstumper. »Der er serveret
ved Deres beredvilligste Tjenerinde i dybeste Underdanighed.«
Kongen rynkede Panden og saae forlegen efter sin gamle Kammertjener
Hultmann. Carl den Tolvtes daglige Levemaade var jævnt tarvelig;
hans Frokost bestod som oftest af Smør og Brød og Ølsuppe, Middagen
af stærk, fed Mad, Flæskepandekage o. desl., lidt Frugt til Dessert;
det var Hovedmaaltidet, hvilket Kongen oftest indtog paa staaende
Fod, som han kom og gik fra Hesteryggen, støvet eller tilsølet. Han
saae ned i Tallerkenen, tav, til Maden efter et Kvarteers Forløb
var fortæret. Der var dem, som paastod, at Kongen i Hast spiste med
Fingrene, ja, endog smurte Smør paa Brødet med Pegefingeren. Naar
Kongen reiste sig, gik hans Drabanter til Bords og spiste Levningerne.
Carl den Tolvte traadte nu ind i Spisesalen, bøiede Hovedet til Bøn
og spiste hurtigt uden at vælge af de Retter, der stode ham nærmest.
»Behager det ikke Kongen underdanigst at smage denne zarte
Æbletærte?« spurgte Ulle med Hovedet skjælmsk paa Siden og gyngende
paa Fodspidsen. »Ak, Deres Maiestæt, ak, døm os ikke Alle for strengt
efter Byens fjendtlige Modtagelse; lad Naade gaa for Ret, nu vi have
overgivet os paa Naade og Unaade. Mine Landsmænd vide ikke bedre,
Vildmænd ere de jo Alle. O, skaan vores ringe Liv!«
I det samme exploderede en Bombe udenfor Vinduerne med et Brag, der
lod Huset ryste i sine Grundvolde. Ulle udstødte et skarpt Hviin og
sank i Knæ.
»Uh, det Rak!« stønnede hun og krummede Fingrene paa de oprakte
Hænder. »Det ender med, at de Elendige gjøre en Ulykke paa os Alle.«
Kongen bukkede med sin sædvanlige udsøgte Høflighed mod Kvindekjønnet
og gik nogle Skridt baglænds mod Døren; han ansaae det som bekjendt
for stødende og uhøfligt at vende en Kvinde Ryggen.
Ulle ilede mod Bordet, greb den Gaffel, hvormed Kongen havde spiist,
og gjemte den ved sin nøgne runkne Barm.
Carl den Tolvte traadte hen til det aabne Vindu. Lige overfor i
Colbjørnsens Huus stod en ung, blond Kvinde. Det var Capitain Peders
Søster Marie, som bestyrede hans Huus, en modig og kløgtig Pige og
værdig Medbeilerinde til Søsterens, Anna Colbjørnsens Ry som tapper
Kvinde. Da Marie blev Kong Carl vaer, tog hun sig den Dristighed at
hilse og over Gaden at bede ham om, at hun ingen Molest skulde skee,
siden hun var alene med en liden Dreng i Gaarden. Kongen befalede
strax en Underofficeer med fire Mand at være hos hende til Vagt,
hvilke gjorde sig saa tilgode i Viinkjælderen, at de faldt i Søvn og
siden brændte med Huset under Byens Brand. Kongen spurgte derefter:
»Buldrer Eders Kommandant deroppe altid saaledes med Kanonerne?«
Marie svarede: »Ikke oftere, end naar Fremmede er i Byen.«
Tilsidst bad hun Kongen om Tilladelse til at sende en Pakke Klæder
til sin Broder paa Fæstningen, da han under den hastige Retraite ikke
havde faaet det Fornødne med sig.
Denne Bøn blev bevilget, og hun sendte Pakken afsted. Peder
Colbjørnsen, som kjendte sin kloge Søster, sluttede strax, at det ei
var Klæderne meent, lod dem sprætte op og fandt en Seddel fra hende,
hvori Marie underrettede ham om, i hvilket Huus og Værelse Carl den
Tolvte opholdt sig. Peder Colbjørnsen meldte øieblikkelig denne
kjærkomne Efterretning til Artillericapitainen. Herom senere.
Kongens Opmærksomhed blev pludselig henledet paa to statelige
Borgere, som uforsagt nærmede sig Huset i Kugleregnen. Foran dem gik
en Mand, som blæste i Trompet gjennem Gaden.
»To Borgere begjære Foretræde for Deres Maiestæt,« lød Yndlingspagens
bløde Røst bag Carl den Tolvte.
I de senere Aar af sit Liv holdt Helten af at have svenske Ynglinge
i sin Nærhed, og med rørende Omhu tog han ofte sin egen Kappe og
dækkede den sovende Dreng paa Vinterfeltleiet, medens han selv sov
utilhyllet.
»Lad dem komme,« befalede Kongen og rettede sin mandige Skikkelse.
Hans Colbjørnsen og Jens Munk traadte ind med værdig Holdning og
hilste høfligt. Kongen modtog dem med rynkede Bryn og hørte deres
Begjæring, at Kvinder og Børn, som vare flygtede til Æskevigen og
Sauøen, ikke maatte blive insulterede og til den Ende faae Fribrev.
»Hvem er I, gode Mænd?« spurgte Kongen.
»Hans Colbjørnsen.«
»Jens Munk.«
»Colbjørnsen, denne Stratenrøver, som uden at være Soldat myrder
og hærger i min kongelige Hær!« udbrød Maiestæten og betragtede
Colbjørnsen stift. »I ere begge mine Fanger.«
Kongen gik frem og tilbage, trak sin store Værge med det forgyldte
Messinghaandtag halvt ud og stødte den haardt i Skeden igjen, kneb
Læberne sammen og drog dem gjentagne Gange op under Næsen, et sikkert
Kjendetegn paa, at han var vred.
»Galgen fortjene I for den Medfart, I har givet mine gode Mænd,«
udbrød han og vendte sig pludselig mod de to Borgere. »Jeg beholder
Jer som Gidsler. Vee Eder, I skulle undgjælde for, hvad Ondt jeres
Byfolk bedrive mod os.«
Hans Colbjørnsen slog ud med sin trekantede Hat.
»Naar Fjenden er i vor Rede, er hver Mand Soldat. Vi have kun gjort
vor Pligt, og jeg fortryder ikke, hvad der paafølger.«
Idet Hans Colbjørnsen sagde disse Ord med sit modige Blik fast i Kong
Carls, lød et øredøvende Brag over deres Hoveder. Med et skingrende
Hviin rev Ulle Halvorsen Døren op til det kongelige Gemak og segnede
om for Kongens Fødder. En Bombe, dirigeret af Peder Colbjørnsen efter
Søsterens Anviisning, slog ned gjennem Taget over det Værelse, hvor
Kongen befandt sig, og blev liggende paa Loftet.
»Kast Jer ned, alle Mand!« befalede han rolig.
Da Alt forblev stille, reiste Kongen sig kort efter og sagde:
»Den er kreveret.«
Men idetsamme gjorde Bomben sin Skyldighed og slog tre Bjælker i
Stykker, saa Splinterne føge de Tilstedeværende om Ørene, Taget fløi
op, Vinduerne ud, og Gulvet sprængtes op mod Loftet. Carl den Tolvte
slap med nogle Saar i Ansigtet, saa Blodet flød.
»Er Nogen kommen til Skade?« spurgte han og lo. Da han saae, at Alle
vare uskadte undtagen Jens Munk, som havde et Hul i Hovedet, smilede
han fornøiet:
»Jeg falder for ingen anden Kugle end den, som dertil er blevet
bestemt,« sagde han til Nordmændene. »Naar den kommer, saa hjælper
mig ingen Forsigtighed og mine Fjender intet Anslag. Jeg rider sikker
gjennem fjendtlige Skarer, jeg gaaer ogsaa trygt gjennem Ilden, for
Herren siger: »Luerne skulle ikke angribe Dig; jeg er din Gud og din
Frelser.« -- Seer I, norske Mænd, denne Tro har jeg modtaget gjennem
utallige underbare Redninger fra større Livsfare end denne. Derfor
seirer jeg over Eder Alle og skal blive Eder en naadig Herre og
Hersker.«
Hans Colbjørnsen trak paa Skuldrene.
»Staden brænder i Nord og Syd, Deres Maiestæt!« lød pludselig en
malmfuld Røst i Værelsets Baggrund, og General Delvigs martialske
Skikkelse stod paa Tærskelen til -- Evigheden.
Stuen var ved denne Tid fyldt af høitstaaende svenske Officerer,
der alle med mørke Blikke betragtede det tiltagende Ildskjær paa
Himlen. Kongen nikkede, som om han var yderst tilfreds med Generalens
Erklæring; han slog ud med Haanden og gik ned ad Trappen. Men da han
nede i Porten hørte Luernes Knitren over de spidse Huustage, bed han
sig heftigt i Fingrene, som han altid gjorde i stærk Sindsbevægelse.
Kongen gik nu over i Kirkegaden til Garnisonens Feltskjær, Erik
Raufn, der forbandt de svenske Saarede. General Delvig gik nogle
Skridt foran Carl den Tolvte. Pludselig saae Kongen sin fuldtro
Øverstbefalende og mangeaarige Krigskammerat springe i Veiret.
»Leve Kongen! Leve Sverige!« raabte Generalen og faldt, skudt gjennem
Hovedet.
Carl den Tolvte standsede et Øieblik, slog Hænderne sammen og udbrød:
»Au!« Gik saa efter denne karakteristiske Ytring ned ad Gaden. Der
gaves efter Kong Carls Mening ingen skjønnere Død end Soldatens.
Medens dette foregik i Staden, sad Olaug endnu sammenkrøben i Wærns
Have, hvor Halvor havde forladt hende. Hun lyttede til Larmen ude
i den ulykkelige Stad. Det summede og hvislede som i en Hvepserede,
nei, det klagede høit oppe i Luften som over et Ørnebo, hvis
værgeløse Yngel bliver overfaldet af den forvovne Jæger, medens
Kongeørnen fra Høiden speidende udstøder gjennemtrængende Hævnskrig.
Det sydede og brusede som undertrykte Strømme, der forgjæves søge at
sprænge deres Diger, og dog syntes Stadens tilbageblevne Indbyggere
tause og fattede.
Dette rædselsfulde, begivenhedsrige Døgn i den unge Piges
hidtidige stille Liv skulde i de nærmeste Timer endnu bringe hende
betydningsfulde Tildragelser. Det var, som om hendes Skjæbne, der
længe havde ligget i Dvale deroppe i Skovbunden, medens Dagene glede
hen saa lige i Indhold, nu pludselig rulledes op, taarnede hendes
Livs Hovedbegivenheder i Veiret, medens det store Folkedrama, der
udspilledes rundt hende, indvævede hendes enkle Livstraad i sine
store Optrin, saa at de kommende Aar bestandig bevarede Gløden deraf,
et rigere bevæget Sjæleliv, oppe i hendes Fjeldegns Eensomhed.
»Det er mig, Olaug,« lød pludselig Halvors dæmpede Stemme nede fra
Bryggen. Hans Hoved kom til Syne over Muren, blussende af Ophidselse
og Begeistring.
»Jeg er Peder Colbjørnsens Udsending, ogsaa hans Broders,« vedblev
han aandeløst. »Jeg skal stikke Ild paa Staden, forstaaer Du? Vi skal
nu for Alvor til at ryge Svensken ud, brænde ham op spillevende,