Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 08

»Kong Carl er allevegne og ingen Steder,« svarede Befalingsmanden.
»I Aftes kom han hertil; en Hest styrtede under ham underveis.«
»Styrtede?« udbrød Halvor.
»Kongen elsker sine Krigere, skal jeg sige Jer, og mener, at vort
Haandværk er det ypperste paa Jorden,« vedblev Underofficeren med
Selvfølelse. »I Gaar inspicerede han Rytteriet ved Enningdalbroen.«
»Kors, har I Rytteri ogsaa dèr?« udbrød Klokkeren beundrende.
»Monstro de kunde have Brug for lidt Bissekram?«
»Ja, Hestfolk har vi nok af, blot jeres forbandede Klipper havde lidt
mere Foder. Over hundrede Heste maa vi slaa løse deroppe om Natten,
for at de kan faae noget at bide.«
»See, see! over hundrede Heste!« sagde Bakke. »Men det var Kong Carl,
I fortalte saa kjønt om.«
»Carl kæmper ved vor Side som en trofast Kammerat, og for at forbinde
vore Saar river han sin Skjorte itu.«
»Sin kongelige Skjorte!« gjentog Halvor.
»Men han fordrer, at vi skulle sulte og fryse ihjel uden at kny,«
vedblev Vagtmesteren og tømte det Tinbæger, som Bakke holdt hen
for ham. »Den af os, som beder Fjenden om Kvarteer -- pføi! -- han
er brændemærket. Og vor Konge kan rolig see os bløde og falde i
tusindeviis; han rider seiersstolt over sine Svenskeres Lig.«
»Det maa der ikke klages over,« sagde en graahaaret Soldat; »han
sulter omkap med os; vi hører hans Hjerte banke for os midt i
Kanontordenen. Leve vor Kammerat, Kong Carl!«
Et Leveraab lød dumpt og gjenklangløst over Sneepuderne i den
stivfrosne Egn.
»Jeres Konge lader til at være en brav Mand,« sagde Klokkeren.
»_Jeres_ Konge bliver ogsaa en brav Mand, for snart er Kong Carl
Jeres Konge.«
»Og de Asieres og Tyrkeres med,« sagde Halvor og bukkede. -- »Kan vi
saa faae ham at see?«
Svendsen Bakke uddeelte under denne Samtale sin Skraatobak uden
saa nøie at see paa Betalingen, og det gik altsammen overmaade
fredsommeligt. Vagtbaalet bragte de mørke Fyrrestammer til at rødme,
Træerne kastede deres mørke Skygger over Soldaterne, der lo og sang,
mens Elven laa stivfrossen og taus.
»Ja, saadan er vor Konge,« sagde en arret Soldat og skuldrede den
afbarkede Green, hvormed han som et Roer rørte rundt i Grødgryden.
»Nu ligger han paa et Knippe Grangrene derovre i Sæterhytten og
holder Dom over General Aschenberg, der nyssens reiste af Landet
med sit Regiment, fordi Jeres Præst i Schieberg fortalte ham
Røverhistorier om, at I havde et overmægtigt Overfald for.«
»Ja, Aschenberg rendte nok Klokken 1 om Natten fra Øllet, som stod og
gik i Karrene, og fra Deigen, som de samme Aften havde sat til hele
Regimentets Underholdning!« lo Halvor, »og aldrig saa snart skikkede
jeres General Breve af Sted fra Præstegaarden, saa var jo Præsten
færdig at give vores Folk Kundskab og snappe Postdragerne[2] bort.«
[2] Præsten, Hr. Peder Rumohr, der havde tjent som Cornet under
Hertugen af Würtemberg mod Jacob Stuart, gjorde sig velfortjent
under Kong Carls Indfald i Norge, idet han listelig forledede
General Aschenberg ved falske Rygter til at trække sig tilbage over
Grændsen og saaledes væsentlig bidrog til, at Nordmændene sloge det
svenske Parti paa Mors, hvor bl. a. Kong Carls Krigskasse fandtes,
og hvor Fjenden mistede 300 Mand. Da Kong Carl med uforrettet Sag
drog sig tilbage fra Christiania, lod han Præsten overrumple og
slæbe med i Fangenskab til Sverig, hvor han efter to Aars Lidelser
døde af Skjørbug og Vattersot, »saasom han meest spiste Drøvelsens
Brød.« Efter sit Ønske fik han til Begravelsestext Job 3. v. 18:
»Der have Fangerne Frihed tillige; de høre ikke Trængerens Røst.«
»Jeg vil saa gjerne hen og see Kong Carl,« gjentog Halvor og kastede
hele Indholdet af sin Pakke i Grams til Soldaterne. »Blot et eneste
livsaligt Blink udenfor Vinduet, det kan jo ikke skade ham. Siig ja
-- aa hvad, strenge Hr. Oberst?«
Vagtmesteren stod lidt og betænkte sig, derefter vinkede han til
Svendsen Bakke og Halvor, at de kunde følge ham, og gik over mod et
lille sneedækt Træhuus, støttet mod Klippevæggen.
Et rødt Vagtbaal lyste gjennem den aabne Dør ud over Sneen. En
Skildvagt gik frem og tilbage med dragen Sabel foran Hytten.
Vagtmesteren vexlede nogle Ord med ham, saa blev det de to Fremmede
betydet, at de under Bevogtning af Vagtmesteren maatte see ind
gjennem den lille Rude.
Halvor traadte frem til Vinduet foran Morbroderen; men han foer strax
tilbage og hviskede:
»See -- see selv!«
Svendsen Bakke saae en bredskuldret Mand, der stod tæt indenfor
Glarruden overfor en siddende svensk Officeer. Manden syntes at
forklare noget, mens Officeren skrev. Derefter strakte Manden Haanden
ud og tog nogle Sølvdalere, som Officeren kastede paa det lille Bord.
Han skrabede ud med Benet og forlod Hytten.
Da han traadte frem i Maanelyset, blev Skipper Daniels Træk synlige
under hans laadne Hue. Han gjenkjendte Klokkeren og Halvor og syntes
at blive ubehagelig berørt ved dette Møde, fattede sig imidlertid
hurtigt og hviskede med et bredt Grin:
»Svenske eller norske Penge fylde lige godt i Bøssen -- hva' beha'er,
Morbror? -- Sikken en luun Bedemand, jeg dèr har til Onkel! Gaaer han
ikke her og snyder sit eget Fædreland op i dets aabne Øine!«
Klokkeren betragtede ham med et flammende Vredesblik, der bragte
Daniel til at sænke sit.
»Stakkels hjemløse Mand!« sagde Ole Bakke med lav Røst.
»Jeg er jo netop ude og butler sammen til et lille net og hyggeligt
Hjem,« svarede Daniel.
»Du bliver ved at være en hjemløs Stakkel alle Dage, for Du har ikke
noget Fædreland,« sagde Bakke og vendte sig fra ham.
»Fædreland mig her og Fædreland mig der!« udbrød Daniel fortrædelig.
»Det har mange til at passe paa sig; _jeg_ har kun mig, der tager
vare paa mit. -- Sikken en nederdrægtig luun Morbror, jeg dèr har
faaet! Gaaer han ikke her og sælger af sin Kramkiste til vor argeste
Landsfjende, og saa sætter han sig paa den høie Hest, naar en anden
En ogsaa søger at holde Handelsforbindelsen vedlige mellem to
hæderlige Nationer!«
»Du har jo ingen Kramkiste,« udbrød Halvor og traadte nærmere til
Daniel; »og alligevel fik Du Sølvmønt for noget, Du solgte derinde,
mens vi --«
Klokkeren greb Halvors Arm. Det kunde blive skjæbnesvangert i dette
Øieblik at røbe deres Reises sande Ærinde for Skipperen, der nylig
havde solgt sit Lands Hemmelighed til Fjenden.
Vagtmesteren saae mistroisk fra den ene til den anden uden at kunne
opfatte den hurtigt førte, hviskende Samtale.
»Faaer det snart Ende, dette her?« spurgte han barsk og traadte ind
imellem dem.
Halvor sprang hen til det oplyste Vindu. Hans røde Kinder bleve
blege, hans Øine spiledes op, medens de stirrede gjennem den
lille, tilsneede Rude, som om han var under Paavirkning af noget
Overnaturligt. Hans Fingre krummede sig om Pistolkolben, medens han
saae det Syn, der for bestandig brændte sig ind i hans Sjæl. Bakke
bøiede sig frem og saae over hans Skulder.


ET FALSK SIGNAL.

Midt paa Leergulvet ved Siden af den flammende Arneild laa Carl
den Tolvte henslængt over et bredt Knippe Grangrene, et Leie, han
oftest lod indrette saa rigeligt, at han i Felten kunde dele det
med udvalgte Krigsfæller. Paa dette Leie sov han »sødt som paa en
Blomsterseng«.
Heltekongen laa indsvøbt i en fodsid Rytterkappe, under hvilken hans
lange Sabel stak frem. Hans skaldede Hoved alene lyste forunderligt
fængslende majestætisk over den mørke Skikkelse, hvis Omrids svømmede
udi det usikre Skjær fra Baalet og det døsigt brændende Tællelys ved
Hovedenden.
Carl den Tolvte forsmaaede Tidens Allongeparyk. Da hans Veninde
Ulrikke Eleonore en Gang sendte ham en kunstfærdig lavet Paryk, fordi
hun erfarede, at han led af Gigtsmerter i Hovedet, anlagde Kongen den
pligtskyldigst; men da en Tilstedeværende henrykt udbrød: »Ak, hvor
Maiestæten seer prægtig ud som en Frier!« sled Kongen den utaalmodig
af og forsikrede, at han ikke længere kunde vænne sig til at have
noget varmt om Ørene.
Her laa nu Carl den Tolvte, nær sin Skjæbnes Maal, rolig og
ubekymret. Hans maiestætiske Legeme, skulderbredt, smidigt, af
Middelhøide[3], hvilede paa det Friluftsleie, som hans Krigersind
foretrak for den yppigste Seng i bløde Kvindearme. De efterlevende
Caroliners[4] Konge, hærdet ved utrolige Savn, ved Sjælslidelser og
Sjælsløftelser, hævet over Livets dagligdags Behov, saae tankefuld
frem for sig i den norske Skovhytte. Hans Blik omfattede maaskee
denne Nat hans Livs Oplevelser: Seiersdaad fra Narva, Düna, Klissow,
Holofsin, ogsaa Nederlagene fra Ukraine, Sibirien, Bender, drømte dog
vist meest om nye Erobringer her mellem Norges Klipper; det fortalte
i glandsfuld Ro om sagnstore Kampeventyr -- det største af dem alle
laa dog der paa Granleiet, hvilende med Smil om de fyldige Læber, med
en Drik Tyndtøl ved Hovedgjærdet, ventende paa det graa Morgengry
under den fremmede Vinterhimmel, for at kaste sig paa Hesteryggen
og lade Trommen mane til nye Bedrifter. Kongen, hvis Navn aldrig
senere blev nævnet af hans Krigsfæller uden med Taarer, Henrykkelse
og Længsel, og hvis Minde knyttede en usynlig Venskabslænke mellem
hans Soldater, saaledes at Standsforskjel, enhver Hindring svandt,
og den Menige bænkedes som Ven og Kammerat ved Høvedsmandens Side,
medens Krigsheltens Aand svævede over dem Alle, -- Carl den Tolvte,
Blodkongen, Soldaternes Afgud, det var ham, som laa her. Han og
Jorden havde opgjort Regnskab: Krig paa Sablen; Himlens og hans
Regnskab var uopgjort; han krydsede endnu sin lynende Klinge mod
Stjernerne og raabte: »Frisk, busser! gån på uti Herrens namn!«
[3] Carl den Tolvte kunde endnu, hærdet ved Legemsøvelser og Faste,
iført Rytterstøvler, lægge sin Fod bag Øret, paa Hesteryg.
[4] Carolinere kaldtes de faa graanede og hærdede Krigere, der havde
overlevet Carl den Tolvte og hans Krigstogt.
Det kongelige Blik rugede nu her med Ørnero over det Svundne og
Kommende. Det ramte den norske Dreng. Rygter og Sagn om Heltens
Bedrifter foer som en Gysen gjennem Halvor, mens hans Fingre
krampagtigt famlede om Pistolskjæftet, og en hæftig Susen lød i hans
Øren. Han følte pludselig Bakkes Haand i et Jerngreb om sin Arm, og
Morbroderens Stemme hviskede:
»Vil Du lægge din Faders og din Moders Huus øde, Dreng?«
»Norge leve!« svarede Halvor med mat Røst.
Bakke drog ham hastig bort fra Vinduet. Halvor lod sig lede som en
villieløs Beruset ned over Fjeldstien mellem syngende og larmende
Soldatergrupper omkring Baalene.
»Hei, I Nordmænd!« raabte en Soldat dem i Møde. Hans trekantede
Hat og sorte Halsbind var det eneste synlige, der ragede op over
en Kasse, fyldt med Halm, et genialt udspekuleret Natteleie, som
blev ham misundt af hundreder af Krigskammerater, der hvilede paa
Fyrretræernes gyngende Kroner, det vil sige, i afhugget Tilstand. --
»Hei, Du dèr med Pelsjakken, er Du ogsaa livsalig dinglende? Det er
_jeg_; men Ingen kan see det, for jeg sidder fast her i min Halmbøtte
og svinger rundt om Jorden -- singdulian -- hopsasa! -- Hils dem
dernede i Frederikshald!« brølte han efter Klokkeren og Halvor. »I
Morgen vælger jeg min Kjæreste i Jeres rigeste Kjøbmandsgaard --
Gebe, gebe Gott, dasz es immer so wäre!«
Omkvædet istemmedes af de Omkringliggende, der havde klumpet sig
sammen i Dynger og under Latter og Eder skiftedes til at ligge øverst.
Ved den sidste Vagtild knugede Halvor Klokkerens Haand og hviskede:
»Jeg var lige ved det, Morbror; men jeg kunde ikke gjøre for det; min
Haand blev ligesom lam, da jeg vilde til at spænde Pistolen.«
»Kongemordere har ikke blivende Sted paa Jorden,« sagde Bakke.
»Men i Himmelen! -- De vilde synge mit Navn i alle Dale, over alle
Fjelde lige til Iishavet, om jeg havde reddet mit Land og skudt ham,«
klagede Halvor. »Jeg kunde ikke, Morbroder, jeg kunde, skamfile mig,
ikke! Der var noget, som krammede Kraften af mine egne Fingre -- Nu
kunde jeg have været den største Helt i hele Norges Land.«
Halvor rev Huen af og stampede paa den i afmægtig Sorg.
»Hør, Morbror, hvorfor kunde jeg ikke, hvad var det, som slog min
høire Tommeltot i det livsalige Øieblik?«
»Du var vel feig,« svarede Bakke.
»Feig -- jeg?« raabte Drengen og foer i Veiret, en levende Protest
mod Morbroderens Ytring.
»Naa ja, saa var det vel Guds Haand,« gjenmælte Klokkeren. »Dersom Du
havde dræbt Kong Carl, hængte de Dig nu i den høieste Gran, og jeg
maatte gaa hjem og melde din Død til dine Forældre, som betroede mig
deres eneste Søn og dyreste Eie.«
»Lige meget!« sagde Halvor og reiste sit lyskrøllede Hoved i
Nattevinden. »Lige meget, Morbror! Saa havde jeg nu været en af
Norges bedste Sønner, og Olaug! -- Ak, jeg vil fortryde alle mine
Dage, at jeg ikke skjød.«
Idet de kom forbi den sidste Leirpost, saae Bakke Daniel staa og
tale med Vagtmester Erikson; han slog ud med Armene og pegede op mod
Kongens Hytte, der endnu lyste oppe i Fjeldet. Klokkeren fremskyndede
uvilkaarlig sine Skridt og drog Halvor efter sig.
»Vi have endnu en Gjerning at forrette, inden vi forlade Svenskerne,«
sagde Ole Bakke og gik bort fra Hovedveien ind i Skovtykningen. De
nærmede sig ad Omveie atter Leirens Yderkreds, hvor Vognparken og
Hestene fandtes, bevogtet af enkelte Skildvagter. Klokkeren gjorde et
Tegn til Halvor, krøb forsigtig fra Træernes Slagskygge om bag den
bageste Vogn og sneg sig ind mod Vognparkens Midte, hvor Rustvogne
stode ladede med Korn, Hø og Proviant. Halvor fulgte Morbroderen som
en Skygge uden at spørge, først da han saae Svendsen Bakke krybe ind
mellem Hjulene paa den største Vogn, sagte slaa Ild af sit Fyrstaal
og holde den brændende Lunte op i Høet, begreb han Hensigten, i næste
Nu gjorde han ligesaa og stak Ild paa de nærmeste Vognladninger. En
kvalmende Røg steg iveiret, et Allarmskrig lød, et Skud knaldede,
uden at forstyrre Svendsen, der koldblodig nærmede sig den yderste
Vogn med den brændende Lunte. Først da Høet fængede, forsvandt han
og Halvor imellem Træerne og ilede tilbage mod Hovedveien, hvor de
roligt fortsatte deres Vandring med Kramkisterne paa Nakken, som om
intet var forefaldet.
Idet de forlode Skovtykningen, bredte en viid Slette sig foran dem;
den alfare Vei bugtede sig derigjennem. Om Sommeren var denne Hede
dækket af Lyng og Gyvel og Krat. Hedelærken sang eensomme Triller
herude, sine egne Sange i betaget Henrykkelse over den varmende
Sol, over Naturen og Livet, uhørt og uforstaaet af Mennesker. Nu
havde Tellen skudt i de foregaaende Dages Tøveir og frembragt
»Tellegrep«, det vil sige, den tilfrosne Jord løsnes, saa at Heste og
Vandringsmænd pludselig synke i dybe Huller af løs Jord og blød Leer;
denne Tilstand varer ved indtil Sommer. De foregaaende Dages Frost
havde ikke været tilstrækkelig til at danne en bærende Skorpe; den
gav efter under Fødderne.
Klokkeren standsede og lyttede. Alt forblev stille bagved. Han
besluttede derfor at fortsætte Vandringen til Frederikshald ad
Alfarvei, eftersom han ikke længer behøvede at befrygte at blive
standset paa Hjemveien af udstillede svenske Vagtposter.
De vare dog næppe vandrede frem i ti Minuter, før de hørte
Ryttergalop og høie Raab bagved. Klokkeren saae et Parti svensk
Hestfolk sprænge frem fra Skoven. Den hvide Snee frembød intet Skjul
i den nærmeste Omkreds; den frelsende Skov var endnu nogle Bøsseskud
fjernet for Bissekræmmerne. Midt imellem Rytterne troede Klokkeren at
bemærke Daniels brede Sømandsskikkelse til Hest og forstod pludselig
den Fare, som han og Halvor svævede i. For at sikre sig selv mod at
blive angivet som Forræder nede i Frederikshald By, havde Daniel
rimeligviis angivet Klokkeren og Halvor som Spioner. Med disse blev
der som allerede omtalt gjort kort Proces i Kong Carls Leir; det
nærmeste Træ blev deres Galge.
»Af Sted!« raabte Bakke, kastede sin Byldt og flygtede bort fra Veien
over mod den nærmeste Skovlinie. Halvor gjorde som Morbroderen;
han var bestandig nogle Skridt forud for den tungere og mere
ubehjælpsomme Klokker, hvis høie og stive Støvler hindrede hans
Bevægelser.
Halvor standsede, saae sig om og sendte Klokkeren smaa opmuntrende
Tilraab, saasom: »Endnu et Par Hop, Morbror, saa er vi i Skoven. --
Spar paa Veiret til Finalen! -- Hvad siger I til en varm Øl i Aften
hjemme paa Bakke? Jeg er saa forsulten.«
Ole Svendsen stønnede, standsede tilsidst og saae tilbage mod de
fremstormende Ryttere, der havde Møie med at finde sikker Vei i det
moradsige Terrain.
»Vi kan ligesaa godt lade os hugge til Plukfisk strax,« sagde han
mismodig.
»Vist ikke nei!« raabte Halvor og sprang hen til Morbroderen, for at
hjælpe ham fremad.
»Red Dig selv, af Sted, af Sted,« sagde Klokkeren.
»Hvad gjør de saa ved Jer?« spurgte Halvor og stirrede raadvild mod
Rytterne, der stadig kom nærmere.
Bakke trak paa Skulderen og saae opad mod den graa Himmel. De to
norske Mænds Skikkelser tegnedes tydeligt mod den lyse Snee.
»Jeg faaer vel Vesperkost deroppe i Aften sammen med andre gamle
Nordmænd,« svarede han og satte sig paa en Klippeblok, der sammen med
nogle andre dannede en Dysse midt paa Heden. »Støvlerne lænke mig;
jeg kan ikke mere. -- Af Sted!«
»Saa af med Støvlerne og videre paa Uldsokkerne!« brølede Halvor.
»Endnu kan vi naae Skoven. See, hvor deres Heste steile i Veiret,
mens de synke i med Bagkroppen!«
Han sled fortvivlet i Klokkerens Støvler, mens Forfølgernes Jubel
stadig lød nærmere. Det lykkedes ham at faae Svendsens Fødder fri.
»Nu af Sted, Morbror! hvert Secund er kostbart,« hviskede han. »Imens
skal jeg holde Svenskens Heste op med Snak; de lystre bestemt bedre
end Mandskabet. -- I Jesu Navn, af Sted!«
Klokkeren reiste sig og saae Halvor løbe nogle Skridt mod de
fremsprængende Ryttere; derefter gjorde Drengen Holdt bag Stenene,
satte trodsig Hornet for Munden og blæste Svenskernes Retraitesignal,
der skingrende gjenlød over Heden, et Signal, han møisommelig havde
indstuderet, mens han laa paa Luur efter Fjenden oppe i Skovene.
»Hvad er det for et falsk Sluddersignal, han dèr trutter!« brølte
Sergeant Erikson, der red et Par Hestelængder foran de Andre. »Saadan
er der ingen Ting, der hedder i Kong Carls Armée.«
Hans Hest havde næsten naaet Halvor; den parerede kort ved Lyden
af det kjendte Signal, vrinskede urolig og vilde gjøre omkring, et
Syn, der ikke er ualmindeligt paa Exerceerpladsen, hvor gamle øvede
Rytterheste ofte kjende Signalerne bedre end det uøvede Mandskab.
Den efterfølgende Hest fulgte dens Exempel, medens Halvor med al sin
Kraft gjentog Signalet.
»Nu faaer Svensken sit eget Baglænds. Hurra!« raabte han.
Klokkeren glemte ikke senere dette Drengeansigts Udtryk: Ophidselse,
Triumf, medens han bønfaldende pegede mod Skoven; saa holdt han paany
Hornet for Munden.
Det tredie Signal afbrødes imidlertid, idet Erikson blev Herre over
sin Hest og drev den fremad mod Halvor.
»Ingen Pardon!« raabte han til den nærmeste Rytter, som nu ogsaa
sprængte frem med løftet Vaaben. »Hug de Hunde ned! Jeg kjender dem
begge igjen fra Træfningen i Nat oppe ved Bjørnstads Huus.«
I samme Nu stod Klokkeren ved Halvors Side og gav Drengen et saa
eftertrykkeligt Skub, at han tumlede ned bag Steendyssen, medens
Sabelhugget susede over hans Hoved. Et Pistolskud lød; Rytteren
vaklede og gled af Hesten.
»Fremad!« raabte Bakke, hvem Livsfaren gav fornyet Kraft, medens
han paa Uldsokker i lange Spring løb mod Skoven, bugtende sig fra
Klippeblok til Klippeblok, forfulgt af Rytterne. Halvor blev liggende
i Sneen; han gravede sig dybere ind mellem Stenene, der dannede en
Kløft, som Hyrdedrengene om Sommeren benyttede til Arnested. Et
straalende Smil gled over hans Ansigt, da han fra sit Skjul, omgivet
af bladløse Buske blev Vidne til, at Klokkeren fortsatte sit Løb,
efter at Hestfolket havde affyret deres Pistoler. For at aflede
Rytternes Opmærksomhed fra den Flygtende steg Halvor atter frem paa
Veien og blæste i overstrømmende Krigermod det norske Angrebssignal.
Nogle af Rytterne standsede og vendte tilbage mod Drengen. Halvor
dukkede sig og forsvandt atter i Klippefordybningen. Idet Rytterne
naaede Stedet, saae de et Par tynde Been skyndsomt glide ind mellem
Stenene.
Trompeter Månsson sprang af Hesten og nærmede sig forsigtig til
Aabningen.
»Kom frem, i Djævels Skind og Been!« befalede han, »at vi kan faae
Dig hængt op paa en Jernkrog og svedet over Baalet.«
Da Ingen svarede, steg ogsaa den anden Rytter af Hesten. De stillede
sig hver paa sin Side af den smalle Aabning og joge deres Landser ind
under Stenen i forskjellig Retning. Et hæst og gjennemtrængende Skrig
lød indefra.
»Der ramte jeg nok i Braden,« bemærkede den ene Rytter koldsindigt og
sendte endnu et eftertrykkeligt Dobbeltstød i samme Retning.
Skriget inde fra Hulen gik over til en langtrukken Hylen, som
forstærkedes under Landsestødet, indtil det pludselig døde hen i en
smertefuld Rallen.
»Nu tuder han nok sin egen Retraite,« ytrede Månsson. »Ærlighed byder
at tilstaa, at de Nordmænd har et mærkeligt Geni for Musik.«
Han skjød til Afsked sin Pistol af ind i Hulen i Retning af
Klageskriget, der pludselig forstummede, steg igjen til Hest med sin
Kammerat og saae ud over Sletten.
De andre Ryttere vendte tilbage fra Skovbrynet med uforrettet Sag.
Klokkeren var, begunstiget af Tusmørket, Klippeblokke og uveisomme
Stier, sluppet ind i Skoven, hvor enhver Forfølgelse tilhest vilde
være frugtesløs. Med Eder og dybtfølte Forsikringer om, at Norge
var det meest gjenstridige og rebelske Land, de havde kriget i, red
Troppen tilbage til Leiren.
Inde i Klippeaabningen var Dødsskriget forstummet. En dyb Stilhed
sænkede sig atter over Egnen.
Lidt senere kom en mørk Skikkelse til Syne, der forsigtigt bevægede
sig frem fra Skjul til Skjul og standsede foran Steendyssen. Manden
bukkede sig ned foran Aabningen og kaldte med sagte Stemme: »Halvor!«
Intet Svar lød. Klokkeren -- det var ham -- sank i Knæ og støttede
Hovedet mod Stenen.
»Gud tilgive mig min Synd, at jeg forlod Drengen,« hviskede han
sønderknust. »Mari, stakkels, lille Mari, som stolede paa mig!«
Et uredt og krøllet Hoved kom til Syne i Klippespalten; et freidigt
Smil spillede om dets Læber. Halvor krøb frem, lyslevende og
velbeholden og satte sit Instrument for Munden, som for at udsende en
jublende Fanfare over Steenørkenen.
Klokkeren havde reist sig og stirrede paa ham med et Blik, der
kæmpede mellem Tvivl og Henrykkelse.
»Du lever!« udbrød han og greb Hornet.
»Herre Jemini!« udbrød Halvor; »hele tre Flænger! See, hvor det
Skarnstøi har prikket i Kræmmervarerne!«
Han holdt sin Byldt i Veiret og gjorde et Par Himmelspræt fra
Hallingdandsen i livsalig Glæde over den underfulde Redning, kastede
Byldten i Veiret og fangede den igjen.
Klokkeren stod taus med foldede Hænder; hans Læber bevægede sig i
stille Bøn.
Halvor saae Liget af Rytteren, som Bakke havde skudt af Hesten. Et
Udtryk af Skadefryd gled over Drengens Ansigt, medens han nærmede sig
den Døde.
Manden laa paa Ryggen; Ansigstrækkene vare fordreiede, Munden stod
aaben.
»Du gaber efter vores Jord, Svensker!« udbrød han. »Gab kun. Ulvene
ville mætte sig i Nat ved dit Liig. Du kommer ikke til at hvile under
norsk Jord.«
Klokkeren nærmede sig, slog Korsets Tegn over den Faldne og stak hans
Landse i Jorden som Mærke for hans Kammerater. Derefter bredte han
sine Arme ud mod Halvor, mens Taarerne løb ned over hans Kinder.
»Kom til mit Bryst, min flinke Redningsmand! Lad mig føle paa Dig.
Jeg saae dem jo stikke Landserne herind og hørte Skuddet.«
Halvor styrtede sig i Morbroderens Arme.
»Tre Gange, Morbror, tre Gange!« Han fremviste sin Byldt som Trofæ og
strøg kjærtegnende Haanden over de dybe Flænger. »Er jeg saa feig,
Morbror?« spurgte han skjælmsk og lagde Hovedet tilbage.
Klokkeren knugede Halvor fastere til sit Bryst og hviskede:
»Min norske Gut, -- vor tapre, norske Gut!«
Lidt efter rev Halvor sig løs og raabte:
»Vi snød dem alligevel! -- Faaer jeg saa i Aften den varme Mjød med
Honning og brav mange Æg i, som I lovede mig den Gang, vi hoppede af
Sted for Svensken derhenne?«
»Du bliver bestemt General og blæser vore Fjender baglænds over hele
Linien,« sagde Klokkeren.
»Ja, Fanden i Vold ned i deres eget Rige og et godt Stykke til,
det gjør vi,« forsikrede Halvor, medens Klokkeren og han iilsomt
fortsatte deres Vei nedad mod Frederikshald.


KLOKKEREN FRA ID.

Ids Kirkeklokke lød hen over Sletten. Herrens Time var inde.
Malmtonerne talte over Menneskekjævl; Kirkeklokken, der i
Aarhundreder taalmodig ved een Haand har manet til Fred og Andagt,
klemtede ogsaa i Dag, da Krigsaanden luede og Voldsherren truede;
den stævnede ogsaa i Dag til Gilde i Guds Huus; thi denne Krigs Sag
var Helligaands Sag, det fredede Hjems Sag. Det levende Værn, som nu
maatte til at slutte Hegnet, adlød et helligt Kald; det Staal, der
nu maatte til, var hærdet i Fædrelandsild. Voldsherredømmet stod for
Døren med Krigens Rædsler. Folkeaanden vaagnede med Styrke.
Der kom de strømmende i tætte Skarer, Tistedøler, Saugbrugsmænd og
Bjergfolk; een Aand forenede i Dag Alle. De nikkede til hverandre,
gave hverandre trofaste Haandtryk, talte ikke meget med Munden, men
saa meget mere sagde Øinene fra Hjertens Grund. Landereisningen var
almindelig, Folket stod i Vaaben, Hjemmets Aand drev Valenhedens
Taage af Jorden og afhyllede et straalende Forbillede for kommende
Tider af Selvopofrelse, Hengivelse, uforligneligt Mod. En stor og
løftende Lidenskab er i sin høieste Potens hellig; naar et heelt Folk
gribes deraf i Trængselens Tid, er den Gudstjeneste.
Alle Kirkegjængerne bare Bøsser, som de stillede fra sig mod
Kirkemuren, før de traadte ind i Guds Huus. Under Armen medbragte
de Fleste udskaarne Tiner (Trææsker), i hvilke de opbevarede
Levnetsmidler, der som oftest efter endt Kirkegang nødes udenfor
mellem Gravene.
Dette Samlingssted frembød i Dag et eiendommeligt Syn. Kvinderne, der
sædvanlig fyldte Kirken, stode i Kreds udenfor Gravstederne; vilde,
bredskuldrede Skikkelser med busket Skjæg og lodden Haarvæxt fyldte
Kirkestolene. En stram Lugt som fra et Bjørnehi slog den Indtrædende
i Møde.
Klokkeren fra Id var til almindelig Forundring ikke i Dag oppe
ved Alteret. Søn- og Helligdage vare hans Festdage. Længe før
Gudstjenesten skulde begynde, gik han frem og tilbage i Kirken og
syslede med de smaa Ting, som maaskee intet menneskeligt Øie lagde
Mærke til, men som for Klokkeren var af dyb og stor Betydning. Dèr
laa lidt Halm, som Vinden havde feiet ind over Steengulvet, hist
var lidt Støv paa en Bedepult, -- skinnede ogsaa Alterstagerne
som Sølv? At vaage over disse smaa Ting var for ham ikke alene
vigtige Embedspligter, men en hellig Kjærlighedsgjerning, og naar
Kirkegjængerne kom, mødte de altid Klokkerens alvorsfulde, milde
Blik, der ligesom hilste dem Velkommen til Huse, medens han førte
Enhver til hans Stol. Ogsaa stod Klokkerens Hjem og Bord hver Søndag
gjæstfrit aabent for dem, der kom langveis fra.
»See, der ligger vor Klokker paa Knæ omme bag Døbefonden og tigger
Vorherre om Fred,« brummede en sværlemmet Bonde med blodskudte Øine.
»Ja, hvis Bønner kunde hjælpe her, saa var han Manden til at frelse
Landet.«
Ingen skulde i den bøiede Mandsskikkelse, der laa knælende i dyb
Andagt paa Steengulvet med Ansigtet skjult i Hænderne, medens han
opsendte brændende Bønner foran Alteret, ane den frygtløse Kriger og
Fædrelandshelt. I sin Kirke var han i Dag den Ydmygste for Gud, i
Kampen næste Dag den modigste. Fra Bønnen stod han op for at styrte
sig i Kampen; hans Kjærlighed til Land og Hjem var en Deel af hans
Religion.
Henne fra Kirkestolen bag den store Muurpille hvilede Hustruens Blik
paa den knælende Mand med stor Hengivenhed og usigelig Bedrøvelse.
Hvad hun saae, fyldte hende med Uro og trøstesløs Længsel; en
stærkere Magt end Kjærlighed til hende og Børn drev nu Huusbonden fra
hendes Side. I hendes Bryst lød blot en Tone, blød og vibrerende;
Livet, Lykken, hans Følelse paakaldte denne ene Tone tusinde Gange