Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 02

være for dumdristigt selv af ham at gjøre Indfald i dette Klippeland
ved Vintertid.«
Major Emhausen rystede paa Hovedet.
»Disse kraftige Aarsager forhindre næppe Carl den Tolvte; mulig troer
han netop desaarsag at finde vort Land i uforberedt Forsvarstilstand.
Han veed, at vore Regimenter ere i Danmark; Hjælp derfra kan næppe
forventes paa Grund af ustadig Vind og besværlig Transport.«
»Javist,« udbrød Kruse med hævet Røst og støttede sin knyttede Haand
mod Bordet; »javist, Messieurs, Kong Carl, den Vovehals, brænder
efter hos os at gjenvinde de Laurbær, han nys tabte i Pommern. Vi
bør ikke være for sikre. Men hidtil ere alle Efterretninger, vi have
modtaget af Egnens Folk, saare upaalidelige; i Gaar brændte alle
Varder rundtom paa Urskougs Høider, og alligevel laa Svensken endnu
i Aftes rolig om Holmedal.«
»Efter min Formening er der større Sandsynlighed for, at han drager
ad Skaane til end drister sig til at overfalde os,« ytrede Bryggemann
og strakte Benene fra sig. »Jeg kom hertil for første Gang i Gaar,
siden det er blevet mig anbetroet at forsvare denne Egn. Jeg
forefinder ufremkommelige Veie, gyngende Broer og snevre Kløfter.
Her vil Forsvar blive mig en let Sag. Nei, Svensken vover sig ikke
herind. I Nat kunne vi idetmindste sove trygt nok; jeg trænger
haardelig til at hvile ud i Præstekonens Dyner.«
Brigadeer Kruse tilkastede den Talende et irettesættende Blik og
gjentog: »Ikke for sikre, Messieurs!«
I det samme traadte en Gefreider ind i Stuen og meldte, at et ungt
Kvindfolk begjærede at tale med den Øverstbefalende; hun bragte
vigtigt Nyt.
»Flere Røverhistorier fra Egnens Folk!« udbrød Kruse utaalmodigt.
»Lad hende træde ind. I disse Tider bør man høre alt Snak og selv
skjelne mellem Sandt og Usandt.«
»Ja, lad hende komme ind,« gjentog Bryggemann, strakte sine Been i
høie Kravestøvler ud paa Gulvet og slog et Smæk med Tungen. »Ungt
Kvindfolk bringer altid godt Nyt.«
Gefreideren lod Døren staa; en slank Pigeskikkelse kom til Syne i
Aabningen. Skarsneen tindrede endnu i hendes Pelstrøie og i de tætte
Krøller, der stak frem under Nationaldragtens Hue og indrammede
hendes friske Ansigt, der i Øieblikkets Spænding var blegt, medens
hendes Blik fløi hen over de forsamlede Officerer.
»Træd nærmere og fremsiig uden Frygt dit Ærinde,« sagde Kruse.
Olaug -- det var hende -- nærmede sig med opreist Hoved og skjælvende
Læber.
»Fjenden er over os i denne Nat!« udbrød hun stakaandet; »ret nu
staaer han paa Vandet Rømen, tre Mile herfra, saa tæt som Græs.«
»Seer vi det!« udbrød Kruse. »Har hun selv seet Svensken?«
»Ja, jeg saae et herligt Syn,« udbrød Pigen og løftede sit lysende
Blik; »Heltekongen Carl knælede midt paa Marken imellem sine Mænd --
det saae høitideligt ud. Saa steg Bønnen fra Alles Læber i den stille
Aften, høiere og høiere -- det lød tilsidst som et Skrig efter Seier
op mod Vorherre. Saa sprang Kongen op, og Fanerne vaiede under den
graa Himmel, og Hornene blæste, mens han steg til Hest og red forud
for alle Andre herind i Landet med en lille Trop Ryttere.«
Officererne saae til hverandre; nogle rystede vantro paa Hovederne,
andre smaalo over Pigens Forklaring.
»Hvorledes har Du kunnet observere alt dette saa nøie?« spurgte Kruse.
»Jeg var i et Ærinde for Klokker Bakke oppe i Fjeldene over Holmedal
hos gamle Kari Ranetry; paa Veien did kom jeg Svenskehæren nær og
fløi saa hid for at vare vore Folk i Tide.«
Kruse gjorde et utaalmodigt Tegn til sin Adjutant, som indførte det
her meddelte i sin Journal. Bryggemann fløitede og klirrede med sine
Sporer.
»Hvilken Vei kom Du hid?« spurgte Obersten.
»Den nærmeste, gjennem Naddem Passet. Svenskerne drage over Eid.«
»Hvad er Eid?« spurgte Bryggemann. »Det kunde være ganske rart, om
man havde sat mig lidt ind i Egnens Terrainforhold, siden man betroer
mig at forsvare den.«
»Eid er det Pas, som fører til Skoven ind ad Sverrig til.«
»Død og salte Plage, vi maa naturligviis snarest besætte de Passer
mandsstærkt, Major Emhausen,« udbrød Bryggemann. »Hvorfor har Ingen
tænkt herpaa? Jeg staaer jo her som fremmed og ukyndig Mand.«
»Javel, Hr. Oberst,« svarede den Tiltalte; »det omtalte Pas ligger
flere Miil herfra.«
»Flere Miil?« gjentog Bryggemann beroliget. »Saa kan der umuligt
blive noget af at besætte det i Nat. I Morgen tidlig bemande vi
Passerne og lade de øvrige Folk trække sammen her paa Pladsen fra
deres spredte Nattekvarterer. Forstaaer han?«
»Javel, Hr. Oberst!« Adjutanten slog de sporeklirrende Hæle sammen.
Olaug traadte dristig frem til Bordet.
»I tage det ikke ilde op, Hr. Høvidsmand,« udbrød hun med blussende
Kinder; »men de Passer maa besættes strax. Fjenden er ellers over os,
før Dagen gryer.«
Kruse gik heftig frem og tilbage, som om han var Bytte for vexlende
Betragtninger.
»Dit Navn?« spurgte Bryggemann.
»Olaug.«
»Dit Slægtsnavn?«
»Olaug,« gjentog Pigen med tydelig Usikkerhed.
Kruse bemærkede hendes Forlegenhed. Den bestyrkede hans Mistillid til
hendes Udsagn.
»Det har sin Rigtighed, Olaug hedder hun,« sagde Fogden og reiste sig
halvt i Sædet; »hun hedder blot Olaug -- af visse Grunde.«
»Giv Pigen en halv Daler og lad hende gaa,« sagde Brigaderen til
Adjutanten.
Olaug skjød Haanden med Pengestykket tilbage og gik mod Døren.
»Vil Du ikke have Pengen, min Glut?« spurgte Bryggemann og strøg sin
Knebelsbart. »Hvad har Du ellers gjort Dig al den Uleilighed for?«
Olaug vendte sig i Døren. En flammende Rødme havde afløst hendes
Bleghed. Hun kastede Hovedet tilbage, mens Taarer tindrede i hendes
Øine.
»Jeg har varet Jer, fordi jeg er en norsk Pige, som kun hedder --
Olaug!« brød det frem over hendes dirrende Læber; dermed ilede hun ud.
Et jodlende »Sippedeia!« lød efter hende i Mørket, da hun forsvandt
i Skoven.
Officererne saae raadvilde paa hverandre.
»Dette her lader til at blive Alvor, Hr. Brigadeer,« ytrede Major
Emhausen henvendt til Kruse. »Hvad befaler Hr. Brigaderen?«
Kruse vedblev at gaa heftigt op og ned ad Gulvet uden at svare.
»Jeg mener, vi bør snarest samle vor Bataillon her paa Pladsen,«
sagde Bryggemann. »Hvad ligner det, naar vi kan blive overfaldne her
i mit Hovedkvarteer, at have vore Folk spredte i Nattekvarteer i en
halv Miils Omkreds? Hvordan skal jeg kunne holde Stand paa denne
Maneer?«
»Igaar tændte Befolkningen Signalbaalene fra Fjeld til Fjeld -- det
hed sig, Fjenden var brudt ind i Landet,« ytrede Kruse og standsede
ved Bordenden. »Vore Tropper maatte patrouillere den hele Nat til
ingen Nytte -- ere overanstrengte. Pigen farer vel igjen med
overspændt Snak, har naturligviis taget feil af Svenskens udsendte
Spioner og mener, at det er et fjendtligt Indfald. Hvad maa de tænke
i Christiania, om vi nu atter i Nat gjør blind Allarm og tænder
Farebaalene?«
Kruse talte i korte Udbrud, der røbede hans egen Usikkerhed.
»Lad min Slæde kjøre frem.«
Major Emhausen traadte frem for Brigaderen og gjentog sit Spørgsmaal:
»Hvad befaler Hr. Brigaderen?«
Kruse standsede, idet han gik mod Døren, betragtede ham med et
gjennemtrængende Blik og sagde:
»I har mine Ordrer, I saavelsom alle I Andre, Messieurs. Hver især
maa nu handle efter Conduite, som det sømmer sig dygtige Officerer.
Feltraabet er »frisk«. Ved den mindste Fare affyres et Signalskud for
at samle Mandskabet. Hermed Gud befalet.«
Kruse forlod Stuen og steg i Slæden.
Himlen var overtrukken; mellem forrevne Skyer kastede Maanen sit
blege Lys over Snemarken og den susende Skov. Enkelte Soldatergrupper
stode i Gaarden og talte lavmælt sammen. De rettede sig og gjorde
Honneur. Et Piskesmæld lød skarpt som et Pistolskud, og Kruses Slæde
foer af Sted ind mod Skoven over den knirkende Snee for at bringe
Brigaderen til hans Kvarteer, Lehnsmandsgaarden i Østby.
Den modige Kriger anede næppe, at han nogle Timer senere vilde faae
Leilighed til at udfolde alt sit Heltemod og gjensee Præstegaarden
i meget forandrede Omgivelser.
»Det var en rar Besked til at faae Forstand af,« sagde Bryggemann
spottende, da Døren lukkedes efter Kruse. »Her lader han mig sidde
midt i den vildfremmede Egn og paalægger mig at handle efter
Conduite, mens jeg skal forsvare det Hele! Heldigviis har jeg valgt
mit Standkvarteer med en utrolig Snedighed: jeg ligger midt i Linien
-- hvorfor skulde Svensken netop falde paa at angribe dette Sted,
hvis han i det Hele vover sig ind i Landet? -- God Nat, mine Herrer!
Begiver Eder nu hver til Eders Kvarteer og sov ud, som jeg agter at
gjøre. Vorherre alene veed, naar vi næste Gang faaer Nattero. Jeg er
fuldstændig udslidt efter alle disse Strabadser.«
Medens Bryggemann tændte et Tællelys, hikkede han gjentagne Gange,
standsede midt paa Gulvet og skyggede for den viftende Flamme med sin
fede Haand. Lysskjæret kastede dybe Skygger omkring hans fremstaaende
Kinder.
»Handle efter Conduite -- har man hørt Mage! Her har jeg Pengekassen
med Corpsets Lønninger for 3 Maaneder at forvare! -- Hei, Lieutenant,
sæt en Vagtpost udenfor min Dør og en anden midt i Gaarden, saasom
Kongeveien gaaer her igjennem. Han skal snappe alle Fremmede op, som
passere, og bringe dem ind til mig, om jeg saa ligger i den dybeste
Søvn, paa det jeg kan blive informeret om Fjendens Desseins og
forehavende Bevægelser. Vor Fane kan Lieutenant Dillerud ligge med
ovre paa Riser og lad ham flittig patrouillere mellem Gaardene, saa
veed jeg da, at Fjenden ikke kan komme pludselig og uformodet over
mig, den Rævepels. See, det kalder jeg at handle efter Conduite. Gjør
I nu ligesaa, Major Emhausen. Og saa til Køis!«
Midt i Sovekammerdøren vendte Bryggemann sig endnu en Gang og raabte:
»Feltraabet er »frisk«, sagde han. Sikken et Feltraab! Naar man ikke
kan see ud af Øinene efter de sidste Dages Elendighed! Jeg sover
ellers altid i fuld Mundering med Hænderne om Sværdknappen, naar jeg
er i Felten, og drømmer om lynende Batailler. Man kan tilsidst blive
kjed af al den Snak om Overfald. -- God Nat, I Herrer!«
Bryggemann stængede omhyggelig Døren efter sig. De øvrige Officerer
toge Afsked og begave sig til deres respektive Kvarterer, uden at
nærmere Bestemmelser endnu vare trufne om at modtage Fjenden.
Bryggemann traadte ind i Gjæstestuen. Et mægtigt fiirkantet Sengested
med ophobede Dyner bag blomstrede Forhæng indtog Hovedpladsen i
Kammeret, en stram Duft af Lavendel slog den Indtrædende i Møde, og
midt paa Bordet laa en opslagen Huuspostil.
Det maa ogsaa fortælles, at to Grene vare sammenheftede som et Kors
paa Væggen over Bilæggerovnen med tre forgyldte Hjerter mellem
Grannaalene.
Bryggemann stillede sit Lys paa Bordet og holdt sig for Næsen.
»Føi, hvor Luften kan være befængt i saadant et gammelt Rottehul!«
sagde han og slængte sig i Halmstolen foran Sengen, medens han med
Støvlerne hamrede i Gulvet, det Tegn, hvormed han kaldte sin Oppasser
til Hjælp.
Døren gik op, og Halvor stak sit Hørhoved ind i Stuen.
»Adolph er endnu ikke kommen tilbage fra Riser, strenge Hr.
Høvidsmand,« sagde han. »Men han bad mig være Jer til Tjeneste i alle
Maader.«
»Kom og træk Støvlerne af mig!« raabte Bryggemann.
Halvor traadte ind og drog med et polisk Smil en Flaske gammel Sect
frem fra Trøiens Indre.
»Den har jeg reddet til Officerens Lædskedrank i Nat,« udbrød han
triumferende.
»Du lader til at være en opvakt Gut,« sagde Bryggemann. »Hører Du til
her i Huset?«
»Nei, jeg har blot faaet Forlov til at gaae til Haande i
Præstegaarden, saa længe I ligger her; jeg holder saa umaneerlig af
Krigsfolk,« svarede Halvor og sled efter bedste Formue i Oberstens
Kravestøvler.
»Jeg kunde nok have Lyst til at forhøre det Kvindfolk lidt nærmere,
som besøgte os for lidt siden,« ytrede Bryggemann og kneb Halvor i
Øret.
Halvor saae leende op.
»Hun er for længe siden over Fjeldet,« sagde han; »men selv om hun
var her, saa hentede jeg hende ikke.«
»Død og Helvede, sætter Du Dig op mod kongelig Maiestæts Officeer,
naar det gjælder vort Liv og Landets Sikkerhed?«
Halvors Smil blev endnu bredere.
»Hvis det gjaldt Liv og Sikkerhed, gik kongelig Officeer ikke i
Seng,« svarede han. »Og Pigen skal være min Fæstemø, naar jeg
kommer til Skjelsaar og Alder. Men hun maa ikke vide, at Storbonden
Bjørnstads eenbaarne Søn vil gifte sig med hende. Hun er strix nok
paa det i Forveien, derfor driller jeg hende flittigt.«
»Hent mig det Skriin, som staaer ved Hovedgjærdet,« befalede
Oberstlieutenanten.
Halvor bragte en lille, tung Læderkasse og stillede den paa Bordet
foran Officeren. Denne fremtog en Nøgle, aabnede Skrinet og lod dets
Indhold af nypræget Sølvmønt funkle i Tællelysets Skin.
»Det pure Sølv -- det pure Kongesølv!« udbrød Halvor og slog Hænderne
sammen. »Herre Jemini, hvad vil kongelig Officeer med alle de Penge
heroppe mellem Svenskerne?«
Bryggemann tog en Daler, holdt den hen mod Halvor og sagde:
»Bringer Du Pigebarnet til Stede inden Daggry, faaer Du denne. Ret
betænkt kan jeg ikke forsvare, at vi ikke fik hende grundig forhørt.
-- Skal vi gjøre den Handel?«
Halvor drog sig tilbage mod Døren og rystede paa Hovedet.
»Er der mere, jeg kan gjøre Officeren til Behag?« spurgte han.
»Kald Vagten ind.«
En Soldat traadte ind.
»Du holder Dig i Gaarden, Daniel Haavi, og bliver afløst Klokken
tolv. Ingen Kissemisseri i Stegerset! Du arresterer hver Kjæft, som
kommer her igjennem, og fører ham ind til mig. For Resten sørger Du
for, at Alt er stille, mens jeg tager et Blund.«
»Javel, Hr. Oberst,« svarede Daniel, hilste og gik til sin Post midt
i Præstegaarden.
Bryggemann kastede brummende sine Klæder over Halmstolen.
»Feltraabet er »frisk« -- sikken et Feltraab! -- Handle efter
Conduite -- sikken en Menneskeæder, som ikke under en Kammerat en
lille Nattesøvn! -- -- Sikke Øine den Glut havde! -- -- -- den
forbandede, tykhovedede Hvalp!«
Oberstlieutenanten krøb ind i den brede Dyneseng; et langtrukkent
Aandedræt forkyndte kort efter, at han var falden i Søvn.
»Sikke djævleblændte Øine!« mumlede han endnu en Gang, mens Tanen,
rød og osende som en bred Fane, sænkede sig over Lysets Tælle.
Flammen slukkedes. Alt blev stille.
Udenfor i Præstegaarden stod den unge Musketeer Haavi støttet til
sit Gevær og speidede agtpaagivende mod Øst og Vest. Svage Raab løde
af og til ovre fra de fjerntliggende Nabogaarde. Pludselig saae
Soldaten en sort Skygge glide frem langs Huusmuren. Han spændte
Hanen og raabte: »Hvem dèr?«
»Tys!« hviskede Halvors Stemme. »Hurtig -- fly mig et Gevær, saa skal
jeg gjøre det for Jer, som jer Oberst har forsømt.«
»Hvad mener Du?«
»Der maa øieblikkelig stilles en Post ud ved Broen her ovenover; jeg
hørte nys en besynderlig Susen, da jeg luskede om paa Udkig, og da
jeg lagde Øret til Jorden, fornam jeg tydelig Hestetrampen. -- Giv
mig en ladt Muskedonner, saa skal jeg give Jer Alle Signal i Tide,
saa snart jeg seer Fjenden.«
»Det har jeg ingen Ordre til. -- Væk med Dig, Dreng!« svarede
Skildvagten.
»Saa vaer Dig selv!« raabte Halvor krænket. »Naar Du om lidt hører
et Ugleskrig oppe fra Broen, saa er Fjenden over Hovedet paa Dig, og
gjør han Dig kold, saa tager jeg dit Gevær.«
Haavi slog ud efter Drengen. Halvor forsvandt med et Spring gjennem
Porten.
En halv Time senere hørte Skildvagten virkelig et Ugleskrig oppe fra
Fjeldet. Han lyttede; men da Alt forblev stille, formodede han, at
Drengen gjorde Løier med ham, og fortsatte sin Vandring med Geværet
paa Skulderen. Lidt efter blev Ugleskriget gjentaget, denne Gang
skarpt og gjennemtrængende bag den gamle Birk, der hældede ud over
den østre Lade. I det samme gled en Sky fra Maanen, og Skildvagten
bemærkede et Hoved, som tittede frem bag Muren ved Kornladen. Et
Secund blev en Rytterskikkelse synlig, som hævet i Stigbøilerne
kiggede ind i Gaarden og atter forsvandt.
»Holdt -- hvem dèr?« raabte Haavi.
»Freund,« lød Svaret udenfor Porten.
»Hvad for Freund?« spurgte Skildvagten.
»God Freund,« svarede Stemmen.
»Hvad for Compagni?« spurgte Haavi.
Da han intet Svar fik, sprang han hen til Vagtstuen, hvis hele
Mandskab bestod af sex Soldater.
»Kom ud -- kom ud!« raabte Haavi. »Nu er Fjenden her nok for Alvor.
-- Ind og væk Oberstlieutnanten!«
Gefreideren, som holdt Vagt foran Oberstens Dør, sad og tog et
velgjørende Blund. Halvor foer som en Stormvind gjennem den aabne
Gaarddør, slog den Sovende over Benene med sin Kjæp og brød uden
videre ind til Bryggemann. Der var bælgmørkt i Stuen; en dyb og
regelmæssig Snorken forkyndte, at den tapre Officeer efter bedste
Evne skyndte sig med at samle Kræfter til Fædrelandets Forsvar.
»Vaagn op i Herrens Navn -- vaagn op, Officeer!« raabte Drengen og
ruskede den Sovendes Arm.
»Hvem dèr?« brølede Obersten og satte sig overende i Sengen. »I
Djævlens Skind og Been, troer I, man kan holde saadant et Hundeliv ud
i Længden -- Dag og Nat?«
»Det er mig -- Halvor, som skulde hente Pigen til Jer.«
»Det kunde Du jo have sagt strax,« hviskede Bryggemann med en lav
Stemme, hvis Skratten han søgte at dæmpe. »Jeg laa just og ærgrede
mig over den Bummert af Brigaderen, at han ikke fik hende forhørt.
-- Hent Redekammen, -- hurtig, den sidder i Speilrammen. -- Har Du
Glutten med?«
»Nei, jeg har Svensken med, Høvidsmand; Svenskekongen selv holder
herudenfor. Gaarden er omringet.«
»I Djævlens forbandede Navn, mine Støvler -- tænd Lys!« brølede
Bryggemann med en Røst, som Sindsbevægelsen gjorde hoppende.
Halvor meente at burde forstærke Øieblikkets Stemning. Han udstødte
en sagte Jamren.
»Ret nu myrde de vor Fa'er; de har hængt ham op ovre i Stegerset med
en Krog i Maven. De myrde det ufødte Barn i Kari Sæterpiges Liv. --
Skynd Jer, skynd Jer!«
»Hvor er min Hat, min Kjole?«
Det lød i Mørket, som om Bryggemann tumlede om i Vildelse og kastede
alt overende.
»Her er hans Værge!« raabte Halvor. -- »Der har vi Fjenden -- Herre
Jemini, han stikker Ild i Kornladen!«
Drengen foer ud af Døren med et Skrig, der vækkede Husets Beboere.
Obersten opgav at finde sine Klæder. Han fulgte ud i det Frie efter
Halvor, iført ulden Nattrøie og Tøfler med dragen Kaarde i Haanden.
Udenfor Porten traf han sine sex Mænd.
»Følg mig Alle!« kommanderede han med høi Røst; »her er intet Øieblik
at spilde.«
Den lille Skare ilede nogle Skridt ud over Marken, men standsede ved
at see den bedækket af fjendtlige Ryttere.
»Skyd ikke!« raabte en svensk Officeer, der syntes at være Anfører
for Troppen, »saa skal I faae godt Kvarteer.«
»Vi give os ikke levende!« skreg Bryggemann og drog sig skyndsomst
tilbage til Præstegaarden. Her gav han sin Tjener Adolph Befaling til
at hente hans Støvler, Kjole og Hat; men inden han havde faaet disse
Beklædningsstykker, brød Svensken ind ad den østre Port, anført af
Carl den Tolvte i egen Person samt af Prindsen af Hessen.
Bryggemann flygtede hovedkulds, ledsaget af sin Tjener, ud gjennem
et Vindu og ilede over mod den nærmeste Gaard, Riser, hvor hans
Fanevagt laa indkvarteret. Oberstlieutenanten var ifølge Øienvidners
Udsagn paa denne Flugt iført nedtraadte Tøfler, rød Nathue og ulden
Vest. Medens han ilede hen over Sneen, tabte han jævnlig Tøflerne,
bandede, stønnede, arbeidede sig videre, alt mens han udstødte hæse
Kommandoraab, som ingen efterkom i den almindelige Rædsel.
Medens dette tildrog sig udenfor Præstegaarden, sneg Halvor sig ind
i det forladte Gjæstekammer, famlede sig frem til Hovedgjærdet, greb
Pengeskrinet, itusparkede den halvtømte Viinflaske, som stod paa
Gulvet ved Sengen, og forsvandt gjennem Vinduet i samme Øieblik, som
Kong Carl, ledsaget af sine Officerer, traadte ind i Præstegaardens
Storstue.
Da de Flygtende havde tilbagelagt Halvdelen af Veien til Riser, hørte
Bryggemann pludselig en høilydt Jamren bag sig.
»Aa nei, Hr. Oberst, see ikke tilbage -- det er altfor gyseligt!«
græd Halvor. »De har lige spiddet vor Mo'er paa deres Bajonetter og
sat hende fast paa Portlaagen. De spurgte efter Officeren -- og nu
kommer en Skare Ryttere herned efter os.«
Halvor foer i lange Hop forbi Obersten, der forgjæves anstrengte sig
for at følge ham.
Et Øieblik efter vendte Halvor tilbage.
»Og de mange blanke Sølvdalere, som Svensken dèr fik fat i, det er
det allerværste!« skreg han og sled sig i Haaret.
»Guds Død!« stønnede Bryggemann. »Kronens Lønninger og mine egne
Tærepenge! -- Tilbage, Dreng! Tre Daler til Dig, om Du redder
Skrinet.«
»Ikke for Alverdens Guld! Svensken truede mig nys med at hælde Krudt
i Halsen paa mig og sprænge mig i Luften.«
Bryggemann arbeidede sig stønnende videre; Skarsneen brast under ham
og besværliggjorde Flugten.
»Giv mig Værgen,« raabte Halvor, »saa skal jeg bære den for
Høvidsmanden.«
»Ingen skal sige, at Oberst Bryggemann lod sin Kaarde i Stikken!«
raabte Obersten heltemodigt og svang sit Vaaben over Hovedet, idet
han foer ind gjennem Risers Port, hvor Fanelieutenant Dillerud stod
opstillet med Fanen og sine sexten Mand.
En Sky gled fra Maanen og viste Bryggemanns halvt paaklædte Skikkelse
under det vaiende Banner. Han lagde sin Haand paa Fanestangen,
løftede sin Kaarde og udbrød med bevæget Røst: »Gud være lovet med
Fanen og mit Værge er Æren reddet.«
Tjeneren Adolph traadte ærbødigt nærmere med sin Herres Kjole,
Støvler og trekantede Hat.
»Behager det nu Hr. Obersten at klæde sig paa?« spurgte han.
»Lapperi!« svarede Bryggemann, medens Adolph iførte ham Uniformen.
»Hvem tænker paa sligt, naar Fædrelandet er i Fare? Først Æren i
Behold -- saa Klæderne! -- Lad nu Trommen røre for at samle vor
Compagni her paa Pletten.«
Denne Ordre viste sig ved et senere optaget Krigsforhør at være et
nyt og utilgiveligt Feilgreb af den Øverstbefalende, idet denne
Trommehvirvel veiledede den endnu usikre og frygtsomme Fjende og gav
ham Anviisning paa, hvor de i Mørket skulde søge de norske Soldater.
Idet Trommeslageren udenfor Gaarden begyndte at lade en Hvirvel rulle
hen over den lille Høislette, følte han en Haand klemme sig fast om
hans Arm, og fra et lyshaaret Hoved stirrede ham to opspilede Øine i
Møde.
»Ikke en Lyd!« hviskede Halvor. »Jer Oberst maa jo være galen;
Fjenden er endnu paa Vildspor -- jeg viste ham Vest paa, da han
spurgte, hvilken Vei Norsken flygtede. Hører han Trommen, har vi ham
her om et Øieblik.«
»Af Veien, Dreng!« raabte Trommeslageren og søgte at frigjøre sin Arm.
»Giv mig et Gevær,« raabte Halvor med ubændig Energi, »saa skal jeg
skyde Allarm oppe fra Fjeldet. Det samler ogsaa vore Folk og leder
Fjenden til Fjelds.«
Trommeslageren sled sig løs. En skarp Hvirvel gjenlød fra Klipper
og Skov; endnu en Hvirvel, vild og farevarslende. Dette Signal
opnaaede tilfulde Hensigten at kalde Folk til Stede -- det var blot
ikke norske Tropper, men svensk Cavalleri, der som en Stormvind kom
brusende ned over Sletten.
Halvor udstødte et rasende Skrig.
»Sikke umælende Tossefæhoveder!« udbrød han. »I staa ikke til at
redde.«
Han forsvandt i Skoven.
I næste Nu var Gaarden omringet, og inde i den, Fanevagtens lille
Skare, der i det korte Mellemrum ved tililende Mandskab var voxet til
70 Mand.
Idet Fjenden red ind i Gaarden, anført af en Rytter, der var indsvøbt
i en vid Kappe, kastede Bryggemann Fanen til Dillerud.
»Lad den forstikke i Sneen, mens vi drage os tilbage mod Broen,«
befalede han.
Fanen vikledes sammen og forsvandt, medens Obersten og hans Folk i
god Orden drog sig ud af Gaarden ned mod den omtalte Bro.
»Overgiv Jer -- I ere een mod tyve!« lød en befalende Røst foran
Svenskerne.
»Der talte Du dit sidste Ord, og det var en Løgn, Kong Carl!« udbrød
Bryggemann, rev et Gevær fra den nærmeste Soldat og sigtede paa den
kappeklædte Rytter, som holdt ubevægelig foran sine Folk i det klare
Maanelys. Geværet klikkede med en smældende Lyd; en Haanlatter lød
fra Rytteren, som ikke var Kong Carl, efter hvad der senere blev
oplyst, men Arveprindsen af Hessen.
Efter denne mislykkede Heltebedrift slængte Oberst Bryggemann Geværet
fra sig og overgav sig, uden at der blev vexlet et Skud eller et
Sværdslag. Enkelte af hans Folk undslap ved at søge til Fjelds, de
øvrige bleve afvæbnede og som Fanger førte til Præstegaarden.
Det er i nærværende Fortælling ikke Hensigten at give en udførlig
Skildring af de følgende krigeriske Tildragelser under Svenskernes
Indfald i Norge uden forsaavidt, at Fortællingens Hovedpersoner tage
Deel deri. Her maa det være nok at minde om Brigadeer Kruses tapre
Kamp ved Höland Præstegaard, hvortil han indtraf nogle Timer senere,
underrettet om Bryggemanns Nederlag af hans flygtende Folk.
Uden at afvente Forstærkning indlod Kruse sig ved nævnte Bro med en
langt overlegen Fjende, drev Carl den Tolvte to Gange tilbage til
Skovene, men maatte omsider trække sig tilbage over den smalle Bro,
hvor han mistede flere Folk. Kruse skal i denne ulige Kamp med egen
Haand have fældet sytten Fjender og skudt Prindsen af Hessen; Kuglen
trængte ind gjennem hans Gehæng og maatte siden skjæres ud af Hoften.
Prindsen blev ufortøvet ført tilbage over Grændsen til Sverig.
Ligeledes huggede Kruse Kong Carl over Armen. Da Brigaderen haardt
saaret tilligemed sine Folk som Fanger blev ført ind i Præstegaarden,
lod Carl den Tolvte ham forbinde af sin egen Feltskjær,
komplimenterede ham og spurgte, om »Jutan Frederik« havde mange
saadanne Krigere, for saa skulde Fanden slaaes med ham, hvortil Kruse
svarede, at han var kun en af de ringeste Soldater, hvilket Kong Carl
skulde komme til at sande, dersom han trængte længere ind i Landet.
Da Kongen saae Bryggemann og hørte om dennes Uheld, sagde han
spøgefuld: »De burde ikke hedde Bryggemann, men Tryggemand.«
Denne Hentydning syntes ikke at berøre den fangne Officeer pinligt.
Han opslog en skraldende Latter, lagde Haanden paa Brystet og
forsikrede, at det var en overmaade stor Vittighed af Majestæten.
Da han gjensaae Oberst Kruse som Fange i den samme Stue, hvori de
nogle Timer tidligere skiltes, maalte han den tapre, saarede Helt med
et haanligt Blik.
»Jeg vasker mine Hænder,« udbrød han med overlegen Foragt, »efter
den Ordre, vi fik at holde os til. Det kan man kalde en liderlig
Conduite!«
Ved den senere Krigsretsdom, der faldt efter vidtløftige Forhør,
fratog den danske Konge Bryggemann hans Officeersbestalling, hvorimod
Oberst Kruse det følgende Aar blev forfremmet til General.
Saaledes udspilledes dette korte Drama, der blev af skjæbnesvanger
Betydning for Frederikshald, idet de Øverstbefalendes Mangel paa
krigersk Overblik begunstigede Fjendens Angreb, som paa dette
Tidspunkt med Lethed kunde være afslaaet af den samlede norske
Troppestyrke, der fandtes spredt i Egnen, og Landet saaledes
dennesinde for videre Invasion have været forskaanet.


EN NORGES SØN.

Samme Aften, som Kong Carl den Tolvte udførte dette vellykkede
Overfald paa Höland Præstegaard, vandrede Bjørnstad frem og tilbage
i Storstuen hjemme paa Fossegaarden, som ved Stedets naturlige
Beliggenhed dannede en afsondret Fæstning paa en fremspringende
Klippepynt. Henne ved Bordet sad hans Hustru Mari. Det døsige
Lampelys kastede sit gullige Skjær over hendes indfaldne Træk, der
vare prægede af stor Blidhed og megen Forsagelse. Hendes klare Øine,
der endnu besad Ungdommens Glands i deres rynkede Indfatning, fordi
hendes Sjæl havde bevaret Ungdommens Styrke i Hengivenhed, hang ved
Mandens mægtige Skikkelse, der syntes at fylde det store halvmørke
Rum, som han fyldte hendes Hjerte. De foldede Hænder fore af og til
rykkende i Veiret, som om hun beherskedes af en dyb Sindsbevægelse.
Det gjorde hun ogsaa: det var et mangeaarigt Opgjørelsesøieblik
mellem de aldrende Ægtefolk.
Bjørnstad havde nylig talt; hans malmfulde Røst dvælede endnu
i Luften. Hans buskede Bryn vare sammendragne, hans Skridt
smaatmaalende, medens hans Sjæl tog de store Lidenskabers