Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 04

Øie. -- Nei, jeg holder med vor Oldermand; Svensken og Norsken kan
ikke forliges hverken til Lands eller til Vands, og vores gode
Hvalsild har baade Rogn og Flomme og Mælk med paa ærlig norsk Viis,
mens dens Unger bliver til Vissensild i den svenske Skjærgaard, for
deres Vand er forgiftig for norske Gjæller.«
Et bifaldende Raab lød til den sidste Taler, der nød sin Triumf og
saae sig om med et bevidst Nik, medens han bankede i Bordet med sit
Knivskaft efter et nyt Kruus Most.
»Jeg har selv været med til, at de forgangen Aar styrtede hele min
Skibsladning af svensk Sild i Rakkerkulen i Danzig, fordi de Snydere
ikke vilde troe, den var norsk, hvormeget jeg end svoer mig fordærvet
derpaa. Hvad siger I! herunter med hele Stadsen? Skal dette vare ved,
bringer svensk Sild, Herren evig, vor norske Graabein i Miskredit.«
En tyk Borger benyttede Øieblikket og sagde:
»Vi maae dog som retsindige og velbetænksomme Borgere give fornøden
Oplysning til Anklagedes Uskyldigheds Forestillelse i Sagens rette
og egentlige Omstændighed og Beskaffenhed, idet Svensken nok
veed at give sin Sild Fordeel fremfor vor ved at nedsalte den i
Egetræestønder, mens vi stole paa vor norske Hvalsilds Retfærdighed
og kun salter ham i Fyrretræer.«
»Nei, vi kan ikke med Svensken,« sagde Oldermanden atter og slog
i Bordet. »Silden hørte, Gud forbande mig, os til fra Tingenes
Begyndelse deroppe Nord paa, og utallige gjæve Kjøbmænd ere gaaede
fallit, fordi de i god Tro slog sig ned paa vore Kyster; saa blev
Silden af Svensken andetsteds bestemt og henledt. Vi _kan_ ikke med
Svensken.«
»Ja, jeg bliver ved mit, som allenfals er mit eget!« raabte Daniel.
»Svensken og Norsken kan ikke forliges hverken til Lands eller til
Vands. Det samme siger ogsaa vor gode norske Søhelt, Peder Wessel fra
Bergen. Han kan trasakke dem, han!«
»Den Mands Skaal bør drikkes i min bedste Kanarisekt,« sagde Værten
Jonassen rørt; »den tømme vi med høit løftede Albuer, kjære Venner.«
»Den forgyldte Nøgle«s Stamgjæster reiste sig og tømte Krusene
for Peder Wessels Velgaaende med korte Leveraab, og saa blev
der pludselig dødsstille i Krostuen, medens Papegøien, der ved
Raabene vækkedes af Søvnen, foer op, baskede med Vingerne og skreg
gjennemtrængende og med overbevisende Kraft:
»Pas paa: -- Patron snyder -- de snyderrr! hi, hi, ha, ha!«


FRA BJØRNEHIEN.

En statelig Mand med et tungsindigt Alvor over sine udtryksfulde
Træk var under Stamgjæsternes langtrukne Samtale, der her gjengaves
i dens Heelhed, fordi den berører en af Borgernes Rigdomskilder:
Sildefiskeriet, ubemærket traadt ind i Stuen og stillede sig
ved Bordets øverste Ende, medens hans Blik prøvende fløi over
Forsamlingen. Salen var ved den Tid overfyldt af en tætpakket
Menneskemasse; Hoved saaes ved Hoved, indtil de bageste udviskedes af
Tobakstaage og Mørke. Alles Øine stirrede paa den Sidstkomne, som om
der ventedes noget overordentligt af denne Mand i dette Øieblik.
Manden var Peder Colbjørnsen, Ætling af den berømmelige
Colbjørnsenske Stamme, og som tillige var opkaldt efter
Fædrelandshelten Peder Nordmand, hvis Gaard han som tidligere omtalt
beboede.
Han var saaledes baade ved Navn og Ahner kaldet blandt Stadens
ypperste Mænd, der i disse Trængselens Dage foregik alle Andre med et
glimrende Exempel paa Mandsmod og Kløgt.
Her vil maaskee være Stedet at fremhæve den hæderlige Colbjørnsenske
Slægt, idet dens fremragende Mænd yde et væsentligt Bidrag til deres
Lands Kultur og Krigshistorie. Familiens Medlemmer indtoge allerede
en fremragende Plads i Landet under Frederik den Andens Regjering,
ikke alene som store Jorddrotter, men tillige som oplyste Mænd, der
stode fuldt paa Høide med deres Tids meest udviklede Aandsliv. En af
Slægtens Forfædre skal saaledes i Midten af det sextende Aarhundrede
have besiddet saa meget Jordegods, at han fra sin Fædrenegaard
Arneberg i Hof Sogn kunde ride til Oslo paa egen Grund. Et yngre
Medlem af Familien var en lang Tid constitueret Stiftamtmand i
Christiania og døde samme Sted som Conferentsraad i sit 67de Aar.
Endnu findes en Descendent af Slægten i lige nedstigende Linie paa
Gaarden Stensrud i Give Sogn, Soløer, en i sin Ælde eiendommelig
Hovedbygning af Træ, der foruden øvrige Værelser bestaaer af en
usædvanlig rummelig, fiirkantet Storstue, hvis Loft, et Spærtag,
bæres af et mægtigt Mastetræ, hvorpaa der forhen fandtes en
Indskrift, som meddeelte, at Bygningen var opført i Aaret 1324. Paa
Væggen i denne Storstue hænger en Tavle med Inscription fra 1779 af
Sorenskriveren Schiermann, en Danskfødt, hvilken Omstændighed maa
tilskrives, at han nævner en dansk Konge, skjøndt Norge paa nævnte
Tid havde sin egen Drot, Magnus den 5te Eriksøn.
»Da Menveds Broder bød i Nord den sjette Sommer,
nedlagdes første Steen til dette Klippehuus.
Gid sidste Barnebarn, som af Colbjørnsen kommer,
bo her, til »stjernet Bjørn, nedslingres næsegruus!«
Slægtens senere Led vedbleve paa fremragende Viis at bære Navnet
berømmeligt til Efterkommerne. Saaledes indtoge de to Brødre Jacob
Edvard og Christian Colbjørnsen høie Pladser i vor Kulturhistorie
som Justitiarii i dansk Høiesteret. Efter vor berømte Lovkyndige
Anders Ørsteds Vidnesbyrd har Jacob saaledes stor Fortjeneste af den
videnskabelige Lovkyndighed. Hans Afhandling til Doctorgraden om den
danske Selveierbonde vakte megen Opsigt. Han døde som Conferentsraad
1799.
Broderen, Christian Colbjørnsen, var ligeledes Justitiarius i
Høiesteret og døde som Geheimekonferentsraad og Storkorsridder i
sit 65de Aar. Han skal have været i Besiddelse af en overordentlig
Veltalenhed. Rahbek siger saaledes, at han var lige Mester i
Epigrammet som i Panegyriken, lige øvet i at svinge Lynstraaler og
Blomsterkrandse. Foruden at have foreviget sit Navn ved forskjellige,
udmærkede Lovgivningsarbeider, virkede han som Secretair i
Landbrugskommissionen, og Stavnsbaandets Løsning skyldes for en stor
Deel hans Varme og Iver for Bondefrihedens Sag. Om disse Brødre
findes ogsaa et Epigram:
Brødre af Fødsel ei blot, men Brødre af Aand og af Kløgt
Fædreland Troskab de svoer, tjente som dygtige Mænd
Forfædres Navn og Rang de hævded' ved fædrelandsk Idræt,
og som de hædrede Nor, hædred' hans Ros dem igjen.
Da Kong Frederik den Sjette vilde ophøie Christian Colbjørnsen i
Adelstanden, frabad han sig denne Naade og svarede Kongen, at »han
ligesom sine Forfædre intet andet Adelskab ønskede end Bevidstheden
om at have virket til Kongens og Statens Gavn.«
Endvidere blev en Datter af den bekjendte krigerske Magister Kjeld
Stub gift med en Colbjørnsen. Stub tog efter endte Studier ved
Kjøbenhavns Universitet Tjeneste som Soldat i Nederlandene, hvor
han hurtig svang sig op til Ingenieurofficeer. Efter Hjemkomsten
blev han ansat som Præst i Christiania, og her berettes, at en
gammel Krigskammerat gjenkjendte ham midt under Prædikenen og udbrød
høilydt: »Kilian, wer Teufel hat Dich auf der Cantzel geführt?«
Denne berømte Præst, der som Landoberst deeltog i Krigen med Sverrig
1643 og udmærkede sig ved sin Nidkjærhed og militair Indsigt, blev
Bedstefader til de for deres Tapperhed og Høisind velkjendte Søskende
Hans, Peder og Anna Colbjørnsen, som hovedsagelig udgjøre vort
Bekjendtskab til Slægten, og hvis modige Bedrifter vi lære at kjende
i vor Fædrelandshistorie. Det var saaledes saavel paa Fædrene- som
Mødreneside et tappert og ædelt Blod, som bragte disse Søskendes
Hjerte til at banke for deres Land i Farens Dage.
Den danske Professor Jens Møller skriver derfor med Rette:
Stoltere Brødrepar vist ingensteds findes paa Jord;
høiere lued' end ei i Miltiades' Dage
Fædrelandskjærlighed, Mod, Borgeraand, Snildhed i Pagt.
At fremhæve denne Slægts enkelte Medlemmer er som sagt at belyse
deres Lands Kultur og Krigshistorie; vi have derfor i Korthed
fremhævet disse Personligheder, af hvilke Peder Colbjørnsen
forekommer i denne Fortælling.
Peder Colbjørnsen stod nu her i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue og
saae sig om, mens Forsamlingen ventede i Taushed.
»Kjære Medborgere og Venner,« sagde han, og slog op med Haanden,
»jeg har i Fædrelandets Navn sat Eder Stævne her i Aften. -- Vi ere
Alle i dette Øieblik opfyldte af stor Kjærlighed til vort Land, en
Følelse, der ofte er kommen til Ytring i vor gamle Stad under vore
berømmelige Forfædre. Kjærlighed og Mod er i Dag hos os Alle steget
til en altopofrende Høide. -- Har jeg Ret eller Uret?«
»Ret!« snurrede det tordnende gjennem Rummet.
»Vi ere enige, og vi ville nu, om Herren beskikker os den Lykke,
gaa med til Mandsgjerninger, der skal indskrive Norges Folk blandt
Europas tapreste Nationer.«
»Vi ere med!« raabte Borgerne.
Dødsstilhed indtraadte øieblikkelig atter.
»Godt. Herved hverver jeg Eder til Frederikshalds frie Corps, og vi
sværge at ville gjøre Fjenden alt muligt Afbræk i hans Forehavender
og hverken agte Liv eller Gods, men heller afbrænde vor gode Stad og
Hjem end taale ham i vor Rede!«
»Vi sværge!« lød det som et rullende Tordenbrag, medens Arme fra
Gamle og Unge fore i Veiret med oprakte Fingre, et høitideligt
Øieblik, der indeholdt Forjættelse om ubrødelig Troskab mod deres
hellige Sag; Liv i Selvstændighed eller Død.
Da de Andre atter sænkede Armene, beholdt Skipper Daniel sin i Veiret
med tre vidt udspilede Fingre og gjentog med Gravrøst:
»Vi Sømænd sværge ogsaa at ofre Skude og Ladning til Fædrelandets
Frelse! -- Jeg kan allerede melde, at der er noget galt paa Færde ude
paa Søen.«
Colbjørnsen betragtede ham og spurgte:
»Hvad mener Du?«
»Svenske Fartøier ere gaaede til Ankers foran vort Havneløb -- jeg
har siddet paa Udkig lige siden i Morges. De landsætter bestandig
Folk mellem Skjærene; deres Pramme komme hvert Øieblik ind med flere.«
»Det veed jeg,« sagde Colbjørnsen. »Har Du mere at sige?«
»Ja saa -- De veed det? Det kunde De jo have sagt strax, for saa veed
De vel mere, end jeg veed,« ytrede Daniel stødt og lod sig dumpe ned
paa Bænkesædet.
»Jeg modtager Eders Ed i Norges Navn,« sagde Peder Colbjørnsen
henvendt til Forsamlingen. Dermed var Pagten sluttet og
Frederikshalds Frikorps oprettet.
»Amen,« sagde Værten Jonasson, der sad i sin høie Halmstol
henne foran Disken paa den Side, hvor Pressesylten stod, med
Hænderne foldede om Skaftet paa sin store Forskjærerkniv. »Heida,
Kjældersvend, den Skaal maa drikkes i gammel norsk Mjød fra salig
Farfars egen Tønde. Bring en Omgang af Fadet med de fire Kryds.«
Papegøiens Skoggerlatter lød pludselig gjennem Stilheden ved Lyden af
Værtens kjendte Stemme.
Henne ved Væggen sade to Mænd som tause Tilhørere. Da Colbjørnsen
havde talt, reiste de sig, traadte frem og stillede sig ved den
modsatte Bordende. Den Ældres brede og mægtige Skikkelse med den
høie, furede Pande og det gjennemtrængende Blik under det buskede
Bryn tiltrak sig de Omkringstaaendes Opmærksomhed. Bagved ham kom
en yngre, slank Skikkelse til Syne med gult, krøllet Haar og to
spillende blaa Øine. Han syntes et nøiagtigt Miniaturaftryk af den
store Mand, hvis Stilling og Holdning han søgte at efterligne paa
bedste Maade.
»Jeg hører her megen god og ærlig, norsk Tale,« raabte Bjørnstad --
det var ham og hans Søn. -- »Svensken er brudt ind i vort Land, og
vi skal nu til at værge os, ja vel! Men hvad gjør vi saa ved Dansken
bagefter? Er han ikke lige saa vel brudt ind i vort Land og har
opkastet sig til vor Hersker? Vil I bag efter være med til at jage
ham ud, naar vi ere færdige med Svensken? Hvorfor vil Colbjørnsen
derhenne værge os mod den ene Fremmedherre og adlyde den anden? Det
gad jeg nok vide. -- Hvem svarer?«
»Ja, det gad vi nok vide,« sagde en Stemme bag Bjørnstad; ung
Halvor lo og viste sine hvide Tænder. Han kastede Hovedet tilbage,
som Faderen gjorde, stak Haanden ind paa Brystet og saae sig om
med en freidig og efter hans Mening uhyre overlegen Mine, som han
yderligere forhøiede ved at skræve ud med Benene og vugge Overkroppen
frem og tilbage.
»Ja, I seer paa hverandre; men mærk Jer mine Ord: vi have nøiagtig
samme Ret til vor Selvstændighed som Dansken til sin og Svenskerne
til deres,« vedblev Bjørnstad med en Stemme, der steg i Kraft for
hver Sætning, han udslyngede.
»Manden er ikke langt fra at have Ret,« sagde en Borger og satte sit
Kruus haardt i Bordet.
»Jeg skal sige Jer, hvad det er, vi nu have for,« vedblev
Bjørnstad. »Dette er en jammerlig Broderkrig; vi æde jo hinanden
op som forsultne Rotter. Alle vi tre nordiske Smaalande ere usselt
Fattigfolk hver for sig; bleve vi enige, vare vi en Kæmpe, der kunde
tale med i Stormagtslaget. Ja vist, bort med Svensken, som vil
mesterere os, og bort med Dansken, som regjerer os! Vi er Norge,
hverken svensk eller dansk eller nogen anden udenlandsk Provinds;
vi er blot -- Norge. Nu er Krigen her; vi har ikke fornærmet eller
udæsket; men Krigen er her alligevel, ubuden, uretfærdig. Vi ere her
ogsaa, mandsenige, villiestærke for at møde den. Men bagefter, hvad
saa? Hvem jager saa Dansken ud og gjør os til et enigt Norden, til
den kloge, mægtige Frue, Dronning Margrethes Norden? Er det dette,
Colbjørnsen vil os, saa melder jeg mig til hans Frikorps og giver ham
mit Liv.«
»Og jeg giver mit,« sagde ung Halvor med et kraftigt Nik.
Kjøbmand Walck havde lagt sin Pibe fra sig paa Bordet, da han
saae Bjørnstad træde frem ved Bordenden. Medens han talte, vinkede
Kjøbmanden til sin Svend, der sad ved et andet Bord, og hviskede ham
nogle Ord i Øret. Svenden forsvandt gjennem Døren.
»Hvem er den Mand, som fører saa store og stærke Ord?« spurgte en
anden Borger med runde Øienbryn. »Det var besynderligt, at han holdt
op med at snakke, før han blev heelt færdig. Han skulde vist lige til
at erklære Dansken Krig og udnævne os en ny Konge.«
»Jeg skal sige Jer, hvem Manden er,« sagde Raadmand Walck og reiste
sig. »Det er Bjørnstad fra Fossegaarden, og han har ingen Ret til at
tale med her blandt Frederikshalds hæderlige Borgere.«
»Bjørnstad! -- Fossemanden!« lød det rundt om.
»Det er mig,« svarede Bjørnstad og bøjede sin Kæmpeskikkelse fremover
i Tranlampens osende, usikre Skjær, som for at vise Alle sit
furede, veirslagne Ansigt. »See kun ret paa mig: saadan seer Halvor
Brönnelsen Bjørnstad ud!«
»Han er en Voldsmand, som staaer udenfor Loven, ligesom han i dette
Øieblik opfordrer os til Opsætsighed mod vor lovlige og milde, danske
Regjering,« sagde Walck, som nød stor Anseelse i Byen, og hvis Ord
altid bleve hørte og fulgte. »Han tager vort Tømmer af Fossen og
stabler det op paa sin Grund deroppe i Fjeldet. Han er i Aar og Dag
stævnet for Lov og Ret uden at give Møde. Han er en fuglefri Mand; vi
ville ikke have med ham at skaffe; Norge har nok af hæderlige Sønner
til at forsvare sig. -- Bort med ham dèr!«
Aarerne stode spændte i Kjøbmandens fyldige Pande, medens han pegede
mod Døren.
»Ja, bort med ham!« lød det fra flere Sider.
»Saa Du er Bjørnstad?« spurgte Colbjørnsen fra den øverste Bordende.
»Jeg lyder Navnet,« svarede den Tiltalte.
»Saa have vi ingen Brug for Dig for Øieblikket,« ytrede Colbjørnsen
og betragtede ham med et koldt Blik.
Bjørnstad foer op; de to Nordmænds Blikke mødtes, og medens de
forskende betragtede hinanden, glattedes de rynkede Bryn.
»Naar Krigen er endt, skal jeg søge Dig, om jeg da lever; vi To
skulle saa i Fred og Mindelighed prøve paa at klare et og andet,
som for Byens Øine maa tage sig mærkeligt ud,« sagde Colbjørnsen og
vinkede med Haanden.
Bjørnstad syntes ikke at høre disse velmeente Ord. Hans Blikke søgte
tilbage til Forsamlingen, overalt mødte han spottende og haanlige
Øine, man lo ad ham og talte høit om ham. Han støttede sine knyttede
Hænder mod Bordpladen; de rystede under ham og røbede, at hans rolige
Mine skuffede.
»Saaledes ere I, gode Borgerfolk, i Dag som i Gaar, som I blive ved
at være,« sagde han med et haanligt og spottende Smil. »I Dag trænger
Norge til alle sine Sønner; men I viser en af dets kraftige Mænd
bort, fordi han ikke passer i Jeres Kram.«
»I viser to bort,« sagde Sønnen høitideligt.
»Uretfærdighed og Selviskhed, det er Jert Løsen i Dag som for fem og
tyve Aar siden, da I joge mig fra Gaard og Hjem,« vedblev Bjørnstad.
Medens han talte, traadte Raadmand Walcks Svend hen til sin Herre og
stak ham en Papirrulle i Haanden. Kjøbmanden reiste sig og aabnede
Papiret med stor Værdighed.
»Halvor Brönnelsen Bjørnstad, bosiddende Gaardeier paa Fossegaarden i
Id Sogn, har i Aar og Dag trodset sin Landsøvrighed, har ladet haant
om alle Rettens Stævninger og vedbliver paa ulovlig Viis at tage sig
selv til Rette i vort, Frederikshalds Borgeres, Indkomme og Eiendom,
vort Tømmer, der passerer Fossen, som fra Arilds Tid var Alfarvei.
Bemeldte Bjørnstad tilsiges herved at give Møde i Frederikshald Stad
den 1ste Marts for at udsone den ham idømte Straf af tre Maaneders
Fængsel i vor Raadhuuskjælder samt tilpligtes at udrede en Bøde af
200 Daler til Stadens Fattigkasse for ovennævnte Lovovertrædelse.
Dersom bemeldte Bjørnstad ei er at antræffe i sin Bolig, ei heller
adlyder ovennævnte Befaling, vil han fra 1ste April dette Aar at
regne blive lyst fredløs, og enhver god, norsk Borger opfordres at
hjælpe Øvrigheden med at tage ham til Fange, død eller levende, og
bringe ham til vor Stad Frederikshald, for at nærmere over ham kan
besluttes.«
Kjøbmand Walck oplæste dette Dokument med høi og gjennemtrængende
Stemme. Da Læsningen var endt, sænkede han Papiret og tilføjede:
»Med denne ærede Forsamling af velfornemme Kjøbmænd og Borgere som
Vidner, har Bjørnstad nu paa lovlig Viis modtaget Stævning, hvorefter
han sig haver at rette.«
Bjørnstad havde ligbleg, med opreist Pande hørt Stævningen tilende.
»I sammenrottede Partifæller og Tallerkenslikkere, I som krybe
for Jeres Herrers Hundepisk, svinge den skamløst over jeres egne
Landsmænd, der endnu ikke have lært at bøie Nakken under Aaget!«
raabte han med Tordenrøst og trykkede Hatten fast paa Hovedet, bøiet
frem over Bordet. »See, dette er jer Samfundsret! Jeg væmmes ved jert
hele Mummespil. I undsige mig? Nu vel, værer saa Alle mod mig, som
jeg er mod Eder Alle. Første Gang jog I mig fra min Gaard, i Aften
jage I mig af min Fædrenestad. Vogt Jer! Vi sees vel igjen oppe i
Skovene -- eller deroppe, hvor Retfærdigheden boer. Maatte I da Alle,
som jeg, have gjort Jer Pligt mod Fædrelandet!«
Bjørnstad blev et Øieblik overlegen og udfordrende staaende overfor
den sydende og bølgende Menneskemængde, med oprakt knyttet Haand,
medens hans Øine skøde Lyn under de sammendragne Bryn. Saa vendte han
Forsamlingen Ryggen og skred mod Døren. Sønnen, som var traadt frem
til Bordenden ved Faderens Side, fremtog Oberst Bryggemanns Skriin af
et rødtærnet Tørklæde og skjød det midt ind paa Bordet.
»Der har I vort første Krigsbytte, som vi alene toge fra Svensken!«
raabte han; »det reddede Bjørnstads Søn, mens I laa i jeres lumre
Dyner. Farvel herinde i Stanken; nu gaaer Far og jeg.«
»Er Du den unge Bjørnstad, saa kan Du blive hos mig,« sagde
Colbjørnsen. »Jeg giver Dig Plads i vort Frikorps.«
»Jeg bliver hos min Far og ikke hos Jer,« raabte Drengen, medens han
baglænds drog sig tilbage mod Døren. »Troer I, jeg vil traske om og
lade mig snøfle af Jer i jeres trange Gyder, hvor I har forpagtet al
Ret og alt Solskin fra os, mens saadan en tyk Hvalsildsluger som ham
dèr« -- han nikkede over mod Kjøbmændene -- »sidder hernede og snyder
sig fra at betale os vore ærlige Bropenge fra Fossen.«
Ung Halvor stod nu henne hos Faderen i den aabne Dør, hvorudenfor
skimtedes brændende Fakler i Gaden og mørke Skikkelser, der færdedes
frem og tilbage i det flakkende Skin. Hans lysende Øine saae
udfordrende ud over Forsamlingen, ikke ulig Michel Angelos David,
hvis Haand famler efter Slyngen, mens han søger Fjenden med sit
glødende Vredesblik.
I det Døren lukkede sig efter den gamle og unge Bjørnstad, lød atter
Papegøiens skjærende Skrig gjennem den ophidsede Brummen, som blev
tilbage i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue.
Da Fader og Søn vare komne udenfor og gik gjennem den smalle Gyde mod
Broporten, hvor klaprende Trin gjenløde i Mørket, hørte de en Stemme
gjentagende raabe deres Navn, og en Mand kom i Løb ned efter dem.
»Stop lidt, Morbror Halvor!« lød Skipper Daniels Stemme.
Drengen standsede, og Skipperen indhentede ham stønnende.
»Her er et Brev til Bror Jørgen deroppe i Mors Hytte fra Søster
Ulle,« sagde han og drog et stort Papir frem af Koftelommen. »Jeg
lovede forgangen at bringe ham det i Hænde. Hun har forskaffet Olaug
en god Plads -- det Pigebarn ligger hende svart paa Sinde. -- Vil Du
fly Jørgen det snarest?«
»Det skal blive besørget,« svarede Halvor. »Men siig mig, hvorfor gav
Du os det ikke derinde? Du stod jo lige ved Siden af mig i Krostuen.«
»Jeg turde begribeligviis ikke tale til Jer derinde i Gjæsternes
Paasyn,« svarede Daniel og spyttede en Skraa henad Gaden; »jeg kunde
jo komme til at vanære mig selv og mit gode Navn og Rygte, naar de
Gavtyve fik Rede paa, at vi ere saa nær i Familieskab sammen. Det
gjælder at holde sin Skude flot, naar man er i Braad og Brænding, min
Gut!«
Ung Halvor vendte ham Ryggen og indhentede Faderen ved Broen, der om
kort Tid skulde blive Skueplads for Krigens blodige Rædsler. Han gik
hen ved hans Side og sagde:
»Nu veed jeg, hvad Du er, Far.«
»Hvad mener Du?« spurgte Bjørnstad barsk.
»Du er af Bjørneslægt!« svarede Halvor med ubeskrivelig Stolthed.
»Veed Du ogsaa, hvem _jeg_ er?«
Bjørnstad standsede og maalte ham med et strengt Blik.
»Jeg er din Søn!« sagde Drengen og saae ham ind i Øiet.
Faderen rakte ham Haanden. Sønnen beholdt den i sin, og de skrede
tause videre opad mod Fjeldet.
Oppe i Hjemmets Dør stod en Kvinde, bøiet og stum og lyttede
ud i Natten. Vilde de strenge Herrer dernede i Staden tage det
Sonoffer, som hendes kjække Dreng havde vundet, og Faderen nu bragte
Byens Øvrighed? Vilde de modtage den Haand, han i Dag rakte dem,
fredsommelig i Hu? Ja, vilde Freden nu endelig komme efter de lange,
bitre Kampens Aar?


BRÆNDETYVEN.

Nogle Dage efter at denne Begivenhed fandt Sted i Frederikshald
Gjæstgivergaard, den 25de Marts, som var en Onsdag og Fruedag i
Fasten, drog Mads Wærn, Lieutenant i Colbjørnsens Frikorps, op i
Tistedalen, for at exercere med det nye og uøvede Compagni, samt
tegne flere Frivillige blandt Dalfolket. Colbjørnsen betalte af egen
Kasse hver vaabendygtig Mand tolv Skilling daglig, naar han var
i Tjeneste, og otte Skilling til Underhold, naar han ikke gjorde
Tjeneste, eftersom Tistedølernes daglige Næring ved Savbrugene var
ophævet i denne besværlige Krigstid. Somme Folk turde dog ikke i
Begyndelsen modtage disse Penge af Frygt for derved at blive hvervede
som regulaire Soldater, uagtet det var deres Agt at forsvare Konge
og Land, saalænge der »var varmt Blod i dem«. Charakteristisk for
Folkets fædrelandskjærlige, men antimilitaire Sindelag er følgende
Træk:
Fjenden sendte nogle Dage senere Colbjørnsens Fricorps den Hilsen,
at dersom han fik fat paa nogen Partigjænger, vilde han flux hænge
ham op eller gjøre ved ham det, som værre var, fordi en Deel af
Corpset under Truel Wigs Anførsel havde skudt atten af hans Folk og
gjort saadan Allarm, at den svenske General Aschenberg ved Herrebroen
havde maattet lade sine Folk sidde til Hest den hele Nat. Corpset
nægtede alligevel at efterkomme Fæstningskommandant Bruns Opfordring
at stille for ham og aflægge Krigsed, for saaledes at faae Ret til
at dømmes som Krigsfolk og ikke som løse Partigjængere. Alle som
een svarede, at de vare frivillige Mænd, der kun paatoge sig Byens
Forsvar af Kjærlighed til Land og Hjem; de havde svoret indbyrdes
aldrig at give sig som Fanger, men gjøre Modstand til sidste Mand;
det var den eneste Ed, de brød sig om at sværge, altsaa frygtede de
ikke at blive tagne levende til Fange.
Det bragede og drønede oppe i Vinterskoven i de trange Bjergpas. Var
det Fjeldkaststormen, denne strenge Vintervind, der sammentrænges
oppe i Fjeldenes snævre Dale, hvor den tvinges og knibes sammen, til
den pludselig med Magt brister ud gjennem en Aabning og i sin fulde
Vælde farer ned over Fjordene til Skræk for Sømanden, der ikke i
Tide har mindsket sine Seil? Hør, hvor den søger at bøie de gamle,
rødstrimede Fyrretræer med deres mørke, bredpandede Kroner, der
endnu med Stammen halvt begravet i Snee syntes at staae og drømme om
Sommerens rosenrøde Solskin, medens Solgangsvinde blæse i Luur for
dem, denne blide Vind, der hører Norge til, og som har faaet sit
Navn, fordi den med det opgaaende Dagslys blæser fra Øst og trofast
følger Solen, til den om Aftenen sender sin Brise fra Vest.
Denne Morgen var det imidlertid tunge og taktfaste Øxehug, der
gjenløde i det snævre Skovpas, mens nu og da et Brag forkyndte, at en
af Skovkæmperne sank om, opfangedes af Fosterbrødres stærke Arme, der
varlig sænkede den Faldne mod Klippegrunden.
»Det var, min Tro, en Kraftgubbe, den!« raabte ung Halvor, tørrede
Panden med sit Trøieærme og satte Foden paa den harpixduftende
Kæmpestub, om hvilken lyse Splinter dækkede Sneen i flere Alens
Omkreds.
Den ældre Bjørnstad lagde Øxen til Roden af det næste Træ.
»Veed Du hvad, Fader?« vedblev Sønnen. »Jeg læste i Aftes i Norges
Kongekrønike om den svenske Bonde Thorgny, ham med det lange, hvide
Skjæg, der reiste sig paa Thinge og sagde til svenske Kong Oluf:
»Den Konge vi nu har, han vil ikke taale, at nogen Mand, som snakker
ei ham efter Munden, mæler et Ord, og i den Heltegjerning sætter
han sin hele Ære. Norge derimod, hvorefter ingen af de fremfarne
svenske Konger lod sig lyste, det er han grisk efter og volder dermed
til ingen Nytte mangen Mands Fortræd.« Og saa sagde Thorgny videre
til Svenskekongen: »Men see nu, Kong Oluf, har vi svenske Bønder
besluttet, at Du skal gjøre Fred med Kong Olav den Digre af Norge og
give ham Prindsesse Ingegerd tilægte.« Og saa gav Prindsessen norske
Kongen en Pelskaabe, rigt baldyret med Guld, og sit eget Hjerte, --
saadan skal det være, vort eget norske Kongepar, -- sippedeja!«
»Det var vel sagt,« sagde Bjørnstad og hvilede mod Øxen. »Det er en
god Læsning. Bliv ved, til den Bog er slut, og læs den saa om igjen.
Skal vort Land blive, hvad det fik Evne til, stateligere end noget
andet viden om, da maa vort eget Herskerhuus være stateligere end
noget andet heromkring, lad os saa selv om Resten, da gro vi Nordmænd
iveiret, saa der skal undres og spørges Nyt over Landene.«
»Nei,« raabte Halvor, »vi vælge den stærkeste Mand i vort Land, og
det er Du, Fader.«
»Snak,« sagde Bjørnstad, »det er der ingen Samlingskraft i, og uden
den kan ingenting bestaa. Stridene ville strides. Kampene maa kæmpes,
men vor Konge, der bærer vort Folks egen Krone, rager høit derover.
Derfor vælge vi vor Hersker af det stouteste Kongehuus i Norden. Lad
ham kun være svensk Kongesøn, der ruller jo Helteblod i det Folks
Aarer, -- lad vor Dronning kun være dansk Kongedatter, der flyder jo
reent og fromt Blod i de Kvinders Hjerter, Blomsten af begge Huse,
de bleve snart norske i Sind og i Tanke, dem kaare vi og bære op til
vort Folks egen Trone, saa først bliver Norge vort Norge, først saa
svulmer Tryghedsfølelsen frem, først da kan en Nordmand trøstig gaa
frem til Tronen, først da bøie Knæ og lægge sin Sag og sig selv i sin
Konges Haand og sige: »Konge, jeg er din Søn, jeg har feilet, og de
andre har feilet, døm os nu imellem efter vor egen Lov, og den Dom
skal være hellig.««
Bjørnstad havde ladet Øxen falde, han strakte Hænderne ud for sig og
saae vidt omkring, som om han talte til et heelt Folk.
»Den Kongstanke er den eneste, som der er noget ved,« raabte Halvor
og svang Øxen. -- »Hvad sidder Morbror Svendsen dèr og tænker paa,
mens vi Andre arbeide?«
Bjørnstads Svoger, Klokker Ole Svendsen Bakke, sad paa en Stub med
Bøssen over Skulderen og saae til. Han var iført Faareskindskofte
med to Pistoler fastgjordte i Læderbæltet; paa Hovedet bar han en
Pelshue, under hvilken et tæt, mørkt Haar strittede frem. Han var