Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 11

Hiælp. »Saa gik det,« som han udtrykte sig, »som den ligefremmeste
Sag af Verden.«
»Saa skal jeg melde Capitainen,« tilføiede Brecke som sidste
Beretning om Dagens Bedrifter med Haanden til Skindhuen og spillende
Blink i de graa Ulveøine, »at der ligger en Slump Artilleriheste ovre
paa Vigsiden; det vil være en reen Svir at nappe dem og føre dem til
Frederikshald.«
»Hvor mange Heste?« spurgte Colbjørnsen.
»To hundrede Stykker med fuld Oppakning og en tyve til tredive Mand
Oppassere.«
»Hvor er nærmeste Landingssted?«
»Ved Lunelands Kirke, skraaes for Æskevigen. Men Svensken sidder og
holder Udkig paa Knivsø; vi maa derfor gaa bag om Bratø.«
»Vel,« sagde Colbjørnsen. »Fra i Morgen overtager Du Commandoen over
tolv Mand til Hest. Jeg er fornøiet med Dig, Hans Brecke. Naar Krigen
er endt, skal jeg sørge for, at Du bliver Toldrytter.«
Et straalende Smil gled over det barkede Smugleransigt. Han greb
Colbjørnsens Haand og knugede den med et vildt Henrykkelsesudbrud,
traadte tilbage, skuldrede sin Flint og brølte:
»Jer Toldrytter i Liv og Død, Capitain Peder! Og det er ikke
dumt at betro mig den Bestilling, der gives ikke min Overmand
paa Smugleromraadet, og det kan ikke nytte at sætte skinbarlige
Helgener til at snuse efter ufortoldede Varer, jeg siger bare, Jer
Toldrytter i Liv og Død, Hr. Capitain!« Han blev staaende med Flinten
præsenteret længe efter, at Colbjørnsen var forsvunden. Brecke blev
en af Capitain Colbjørnsens meest betroede Mænd.
Det vilde imidlertid blive for vidtløftigt at give en udtømmende
Fremstilling af dette Corps' Virksomhed, hvorfor vi ville nøies
med at fremdrage disse Træk, der maaskee kunne give et Billede af
Tjenesten og de optrædende Personer, som færdedes udenfor og indenfor
Stadens Mure, og som bugtede sig ud og ind allevegne, hvor Musketild
og Kanontorden ledsagede deres Færd, denne »de brogede Karle«s
Seierssangs og Liigsangs Melodi. Kugler og Granater syntes at kalde
dem til Live -- dræbte dem for Resten ogsaa.
Colbjørnsens og Hans Breckes Udflugt til Vigsiden den følgende Dag
efter Svenskens Heste skulde blive af Betydning for nogle af denne
Fortællings Hovedpersoner.


STORMUGLEN.

Ovre paa Vigsiden sønden for Frederikshald ved Lunelands Kirke,
der, hvor svenske og norske Vande mødes i den stride Fjordstrøm,
som om de ville dæmme Grændse op mellem de to Lande, derude paa den
svenske Strand, nogle Bøsseskud fra Frederikshald mellem Idfjord og
Svinesund laa en faldefærdig Hytte. Dens lille Have var indhegnet af
Strandtjørn; en flad Eng og en Kartoffelmark syntes at være dens hele
Tilliggende.
Den 30te Juni sad Husets Eier paa sit Dige og saae over mod Staden.
Hans graa Haar hang i Totter frem under en bredskygget Hat, der
skjulte hans indfaldne Træk. Øinene havde et barsk Udtryk, og hans
Hud var gjennempløjet af Furer og Folder, som skaarne med en Kniv.
Han var Fisker, seilede hver Aften ud med sin Baad og solgte, hvad
han fangede, ovre i Frederikshald. Forøvrigt kjendte Ingen ham
nøiere, og der var et fjendtligt Udtryk over hans Adfærd, der holdt
Andre paa Afstand.
Solen var gaaet ned ovre bag de norske Fjelde. Det var Havblik. En
Maage sad og sov oppe i en Kløft med Næbet skjult under Rygfjerene;
en Steenfyr eller et Enebærspiir hævede sig hist og her over de
rundslebne Steen; det bruungrønne Tang laa i Dynger rundt om paa
Stranden eller hang paa Klipperne, som hvide Trævler, og længere inde
i Landet steg en tynd og hvidlig Røg i Veiret.
Den Gamle sad og skyggede med Haanden for Øinene og stirrede over mod
Staden, som om han ventede Nogen; et bittert Smil spillede om hans
Læber. En spættet Ged stod med Forbenene skjulte i Hækken og gnavede
Skud efter Skud af den buskede Tjørn; en Gang imellem gned den sig
op ad den Gamles Skulder, som om den vilde minde ham om, at Sengetid
længst var inde. Dens Eier sad hensunken i sine egne, sørgmodige
Tanker. Hans Læber bevægedes af og til, sagte, klagende Ord, som om
han talte til en Syg, lød uafbrudt og uforstaaeligt.
Eensomheden og Ødet paa den tause Strand syntes ikke at have bragt
denne Mand Fredens Hvile. Han vidste, at Stilheden herude rugede paa
onde Planer, han kjendte af Erfaring, at Naturens Oprør bragte alt
Levende Tilintetgjørelse, at Havet graadig sluger, hvem der giver
sig hen til det, at det kun smiler for at bedrage, for at klæde sig
i Skum og i Fraade og tilsidst efter endeløse Kampe at kaste et
splintret Vrag eller et lemlæstet Liig ind mellem Stenene. Den gamle
Fisker hadede Havet og bød det Trods. Kun naar Stormen foer over
Fjorden, truende og hvinende, og det lød som Kanontorden ude fra
Skjærene, levede Eneboeren i Strandhytten op; hans Baad blev skubbet
ned i Havstokken; han stagede sig ud, greb Aarerne og styrtede sig
i Kamp mod de fraadende Bølger. Utalte vare de Menneskeliv, han
i de sidste femten Aar havde bragt frelst i Land, og Brovagten i
Frederikshald havde mangen en Nat seet hans krumbøiede Skikkelse
stige op over Bolværket med en Skibbrudden i Armene, lægge ham
varsomt paa Bryggen og forsvinde igjen i det sydende Hav. Derfor
kaldte Haldenserne ham »Stormuglen«; de nærede en overtroisk Frygt
for den eensomme Gamle.
Dagen efter en saadan Stormnat lagde man blot Mærke til, at Flaget
hang paa Halvstang, det vil sige paa den Stump Mastetræ, der var
reist som Sømærke yderst paa Pynten, hvor Hytten laa. Enkelte
Veifarende vidste da at fortælle, at der var strøet Buxbom udenfor
Husets Dør, medens den tomme Stue indenfor var pyntet som til
Liigfest med brændende Voxlys, og en rusten og skjælvende Stemme sang
Salmer dertil.
»Stormuglen tuder til Liig,« sagde de og skyndte sig bort.
Der lød dæmpede Aareslag, og en fuldt lastet Baad gled i Skumringen
om Pynten. Lidt efter skurede den ind over Strandens Steenbund,
og Skipper Daniel sprang i Land, fortøiede Jollen og begyndte
Udlosningen. Hans Last bestod af Huusgeraad og Fødevarer af al Slags,
Klæder og Pelsværk, Viinfoustager og Sølvtøi.
Fiskeren gik ned til Baaden.
»Guds Fred og god Kvæld!« bød Daniel. »I kan tro, det kneb at komme
heelskindet i Land; Svensken sidder derovre paa Knivsø og holder
skarpt Udkig. Har I ellers fornummet noget til ham i Dag?«
»Nei, kun til Frederikshaldfolket; de var herovre i Gaar og tog min
Ko og alt det Kvæg, de kunde overkomme, Geden lod de mig dog beholde;
den giver mig Mælk nok.«
»Sikke noget Rak!« raabte Daniel og spyttede en Skraa ud. »Det skal
vel være Gjengjæld for, at Svensken i Forgaars red lige ind til
Byporten og drev af med alle Byens Malkekøer lige for Næsen af vores
tapre Folk. I kan takke Gud for en saadan Søstersøn, I dèr har faaet,
som bringer alle disse delikate Sager til Huse.«
»Hvis er alt det Gods, Du fører herover igjen i Aften?« spurgte
Fiskeren barsk.
»Det er den rige danske og tyske Kjøbmands begribeligt. De har
laaset alle deres Victualier og Mobilier ned i den dybe, hvælvede
Kjælder, og saa gav de Søster Ulle, velbestaltet Huusbestyrerinde
hos Patron Walck, Nøglen for at passe det Hele, mens de stak af fra
Frederikshald med Kone og Rollinger, ligesom vores Byfoged Niels
Riiber iforgaars, fordi Kong Carl nok nu gjør Alvor af at tage Staden
med Storm.«
»Det bliver et kjønt Regnskab, naar Herskabet kommer hjem og finder
Kjælderen tom.«
»Døren er ærlig og redelig splintret; det kan være Naboen, der har
brudt den op, den Tyveknægt, det kan ogsaa være Fjenden; jeg troer
nu, det er Gjenboen, for Skomager Mikkel har et tyvebrændt Rævefjæs,«
sagde Daniel og kneb Øinene sammen.
»Uærligt Gods kommer ikke under mit Tag!« udbrød den Gamle heftigt.
»Gud bevares, Tyvekoster mener I!« raabte Daniel dybt krænket. »Det
vilde da være en uforsvarlig Synd at lade alle disse rare Sager gaa
op i Røg? De gudsforgaaende Borgere have jo besluttet, alle som een,
at svide hele Staden af, saa snart Svensken bryder ind. Gud bevares,
de er jo tapre Fædrelandshelte! Og hvad faae saa de rare Fyre for
det? De risikerer at blive Krøblinger for Resten af deres Dage,
forstaaer I, sultne og tiggefærdige. Saa træder den brave Daniel
frem og siger høimodigt: »See: alle de Skatte har jeg reddet ved min
Manddom og Conduite.« Eierne lægge deres Hænder signende sammen og
betaler saa rundeligt i Findeløn, at vi Stakler ikke behøve at slide
mere i Nød og Usselhed. -- Naada -- kalder I det for Tyvekoster?«
Under denne Forklaring bar Daniel Godset op mod Hytten og stuvede det
sammen i Gedens Brædeskuur.
»Saasnart Colbjørnsens Kundskabsmænd bringer tilforladelig
Underretning om Svenskestormen, saa flytter Søster Ulle ogsaa det
bedste af sin Patrons Eiendele herover,« vedblev Daniel. »Det er
jo en Himmerigs Tilskikkelse, at vi har en saa nær Slægtning her
i Sikkerhed paa den svenske Kyst; vi tænkte først paa at flytte
Sagerne op i Motters Hytte; men dèr er jo Morbror Bjørnstad, som kun
gjør os Skam og Ulykker.«
»Bjørnstad!« hviskede Fiskeren med skjælvende Læber. »Bjørnstad!«
gjentog han hæst og løftede sine knyttede Hænder. »Hans og min
Regnskabsdag vil komme -- den kommer -- Øie for Øie, Tand for
Tand i hans blødende Hjerte! Jeg skal see Dig styrtet i Støvet,
knæle og trygle, som min Søn tryglede for din Fod, uden at finde
Barmhjertighed!«
»Javist, I kan jo tale med om Bjørnstads Krakilskhed,« vedblev
Daniel ligegyldig, medens han skrev ned i sin Regnskabsbog.
»Syv Kobberkjedler, to delikate Sølvlysestager, 5 enebærrøgede
Skinker -- de kunde være haardere røget, lille Madam Terkel --, 3
Pelsfrakker -- vil man see til de Snydere; der er gaaet Møl i dem!
-- Javist, Bjørnstad drev Jer jo i Landflygtighed, saa Ingen aner,
I lever herovre som Fisker. Det var nok Jeres yngste Søn Halvor,
den Gavstrik, der begik Kassesvig i Frederikshald; saa gik han
til Morbror Bjørnstad om Hjælp for ikke at bringe Skjændsel over
Jeres graa Haar; men der kom han til den Rette. Morbror skjældte
ham Hæder og Ære fra, og saa gik Jeres Dreng hen og undlivede sig
selv i Tisteelven med Skam og Vanære; og Jeres ældste Søn var nok
druknet herudenfor Skjæret i Forveien. -- Tre Pakker Klipfisk, en
Tønde salte Graabeinsild, prima Vare -- Ja, I kan have Grund til at
strø Buxbom herinde. Men sikken en Søn, I nu har faaet til at bjerge
Føden til Jer, en rigtig brave Søn, der arver Hytten, naar I en
Gang gaaer heden -- Og glem ikke i Tide at sige mig, hvor I gjemmer
Spareskillingerne, for de sige, at I har butlet retskaffens sammen i
mange Aar. -- Sikken en steenrig, gammel Stormugle -- dikkedik!«
Daniel stak Fiskeren spøgefuldt i Siden med sin Tommelfinger og
smilede kjærligt.
»Min Ældste døde i sit Kald -- den Yngste har bødet for sit Fald --
derude hos dem vil jeg søge hjem,« sagde Fiskeren og pegede ud mod
det mørknende Hav. »Mine egne ere borte, jeg har ingen Familie.«
Der var en egen forstenet Ro over hans rynkede Skikkelse, medens han
stod paa Pynten og stirrede ud mod den griske Fjende, der endnu i
Søvne manende sendte brummende Døninger mod Land.
Et guulhaaret Hoved og nogle vilde, skjæggede Ansigter vare under
denne Samtale komne til Syne bag Tjørnehækken, for ligesaa hurtigt at
forsvinde igjen.
»Tøv lidt!« raabte Daniel efter den Gamle, som vendte sig, for at gaa
ind i den tomme Stue. »Blev der saa lyst anden Gang for Bager Hans
Høyer og Olaug sidste Søndag?«
»Der blev lyst for dem,« sagde Fiskeren. »Herren holde sin Haand over
hende!«
»Naada, sikken en Lykke det fattige Pigebarn uden Navn eller Stand
gaaer ind til med den rige Bagersøn!« udbrød Daniel.
Halvor traadte frem i en Aabning i Hækken. Maanen stod høit paa
Himlen og kastede et blaaligt Luftskær over hans kraftige Skikkelse,
medens han gik hen mod Husets Eier.
»Hvem taler her om Lysning for Olaug, min Fæstemø?« spurgte han og
saae truende fra den ene til den anden.
Fiskeren vendte sig. Ingen havde bemærket Halvors Baad, roet af Hans
Brecke og Niels Anker, der ubemærket lagde til Land lidt længere nede
paa Stranden. Der foregik i dette Øieblik en mærkelig Forandring hos
den Gamle; han veg tilbage, som om han saae en Aabenbaring, hans
Øine udvidedes, hans Hænder strakte sig skjælvende frem ligesom
afværgende, et Smil, der vexlede mellem Rædsel og den blideste
Hengivenhed, dirrede paa hans forvitrede Træk.
»Halvor, min Halvor!« aandede han frem. Det lød som et Hjerteskrig i
den brudte Røst.
»Han troer at see sin døde Søn Halvor,« hviskede Daniel forklarende.
»Jeg er Halvor, Bjørnstads Søn,« sagde den Unge. »Og Du ligner Far
min, som den visne Furu ligner den store levende. Hvem er Du?«
Fiskerens Træk antog atter sit haarde Udtryk. En glødende Rødme skjød
op i hans furede Pande.
»Bjørnstads Søn -- Øie for Øie, Tand for Tand! -- Almægtige Gud, hør
min Bøn!« hviskede han, men Stemmen skjælvede.
Halvor vendte sig mod Daniel, der i Følelse af sin nys erhvervede
Rigdom stod med et velvilligt Smil og betragtede dette Møde, hvor
Blodets Røst hævede sig mod gammelt Nag og lidt Uret.
»Hvem er den Mand?« spurgte Halvor.
»I Sandhedens Navn skylder jeg at tilstaae, at det er din kjødelige
Faster Ellen, Du stædes for,« erklærede Daniel, greben af det
usædvanlige i Situationen.
»Faster Ellen!« udbrød Halvor og sprang hen mod Fiskeren med et
straalende, kjærligt Smil; »Faster i Mandsklæder, Faster Ellen, som
Mor har sørget saa ofte over, og som Far en Gang græd over!«
Fiskeren svarede ikke, han vedblev blot at stirre paa Halvor.
Pludselig vaklede han; den Unge sprang frem og greb ham i sine
udbredte Arme. Halvor følte en underlig kraftløs Byrde mod sit Bryst;
da han saae ned i Fiskerens Ansigt, omgivet af et graat, brusende
Haar, der forøgede Ligheden med hans Fader, opdagede han, at den
Gamle laa bevidstløs i hans Arme. Han løb ned til Havet og hentede i
sin Hat koldt Vand, hvormed han badede Fasterens Ansigt. Da hun igjen
slog Øinene op under de buskede Bryn, saae hun spørgende paa Halvor
og sagde usikkert:
»Græd Far din over Faster Ellen?«
»Jeg saae kun Far græde to Gange,« svarede Halvor hurtig og saae ned
for sig. »Første Gang var, da Mor sad og klagede over Faster Ellen og
hendes stakkels Dreng; Far gik og skjændte og smældte op og ned ad
Gulvet; saa kastede han sig paa én Gang hen over Bordet og hulkede
og vaandede sig haardelig. »Lille Søster Ellen og hendes stakkels,
vildledte Barn!« stønnede han.«
»Sagde han »Stakkels vildledte Barn«?« spurgte den Gamle og holdt
fast paa Halvors Arm. »Husk Dig vel om. I Jesu Christi Navn, sagde
han »Stakkels, vildledte Barn«?«
»Stakkels Faster Ellen!« svarede Halvor og knugede Fasterens barkede
Haand med et aabent og freidigt Blik. »Hvor jeg kan see, at Du har
sørget. Du ligner ogsaa Faster Ulle, som døde.«
Den Gamle nikkede. Det lød, som om en haardt spændt Streng i hendes
Indre pludselig sprang; et forklaret Udtryk, en usigelig Fred bredte
sig over de stivnede Træk.
»Hvornaar græd din Far anden Gang?« spurgte Faster Ellen med en
Stemme, der endnu ikke ret kunde finde den blide Klang, den søgte.
»Anden Gang var --« Halvor brød kort af.
»Var --?« spurgte Ellen.
»Da han kom hjem den Aften, Byens Folk lyste ham fredløs.«
»Er din Far lyst fredløs?« spurgte Ellen og reiste sig heftigt.
»De lyste ham fredløs den Aften, han kom til dem og vilde have gjort
Alt godt,« svarede Halvor.
Det brød frem, pludselig som en tilbagetrængt Strøm, Klage over lidte
Ydmygelser, Vrede, Skildring af Faderens og Moderens trøstesløse Liv
derhjemme paa Fossegaarden. Dette Skriftemaal, som ingen Pine skulde
have fravristet ung Halvors Stolthed, aflagde han ukaldet, uspurgt
til Faster Ellen, hvem han her saae for første Gang, mens Taarerne
var ved at bryde igjennem.
»Forbandelse ramme dem, der lyste din Fader fredløs!« raabte Fiskeren
heftig og strakte Armene mod Himlen. Den bredskyggede Hat laa paa
Jorden, et Ansigt, skjønt i dets furede Lidelse, belystes af Maanens
bløde Lys, der ikke mægtede at oplyse de skarpe Rynker. »Braad og
Brænding forude -- de store Storme allevegne! -- Broder, jeg vil
hjælpe -- jeg kommer, almægtige Gud, forbarm Dig over os Alle!«
Faster Ellen og Halvor sank til hinandens Bryst. For første Gang
fandt tilbagetrængte, uforstaaede Følelser, Sorg og Lidelse, her sit
Udløb; dermed var Pagten sluttet. Aarelang Græmmelse i Eensomhed og
Grublen svandt hen i den lyse Sommernats Taager.
»Uh, dette her er saa overmaade rørende, som naar En har Barn i Kirke
ovre i den store Katharal paa Vestindien!« snøftede Daniel og gned
sine tørre Øine med Bagen af Haanden.
»Jeg sagde nys i min blinde Uforstand, at alle mine Egne vare borte,«
hviskede Ellen og stirrede paa Halvor med Glød i de hule Øine.
»Jeg mener forvist, Du har en Søn endnu,« sagde Halvor.
»Faster Ellen har to Sønner!« udbrød en dyb og alvorlig Røst.
Den Gamle vendte sig og saae i Maanelyset en høi og bredskuldret
Skikkelse, som ubemærket havde været Vidne til dette Optrin. Jørgen
Halvorsen traadte frem og greb Fasterens Haand.
»Jeg er din Søster Ulles Søn,« sagde han.
Der hvilede en sørgmodig Alvor over hans smukke og mandige Træk,
medens han ufravendt og søgende saae ind i den Gamles dirrende Træk.
»Faster har Pinedød tre Sønneker!« forsikrede Daniel og trængte sin
brede Sømandsskikkelse frem mellem de Andre. »Sikken en Familie, Du
her har faaet -- naada!«
Der lød et skarpt Maageskrig oppe fra Land. Idetsamme blussede en
Straaild i Veiret nede paa Stranden. Signalet gjentoges. Halvor
sprang i Veiret og saae ud over den glindsende Havflade.
»Derude kommer Colbjørnsens brogede Karle!« raabte han og pegede over
mod Bratø.
Et mærkeligt Syn viste sig ude paa Fjorden. En sexten Alen bred
Bygning, der nærmest lignede et Huus med et fladt Tag, kom glidende
frem af Skyggen under Øen og nærmede sig Vigsiden. Smaa, sorte
Pletter i glindsende Bølgestriber laa strøede omkring denne Bygning,
og da den kom nærmere, bemærkedes taktfaste Aareslag fra mange mindre
Fartøier, der varpede Kæmpen i Land.
Det var den historiske Skydepram, som Frederikshalds Borgere for egen
Bekostning havde bygget til Selvforsvar, og som nogle Dage senere kom
deres Stad til uvurdeerlig Nytte under Svenskernes Indfald. Denne
Pram var bygget over et gammelt Skib, »Saltsækken« kaldet, hvilket
de saaledes indrettede, at de toge tvende Parter af den Bro, som
af Løvendal var bygget til Overgang fra Svinesund til Vigsiden Aar
1711. Disse Brodele bleve lagte sammen og derover paatværs gjordes en
anden Flaade af Bjælker, hvorpaa de fastnaglede en stor Deel Planker,
»indtil de tænkte, at den kunde flyde paa Vandet med den Tyngde af
Stykker og Folk«, skriver Jonas Rist, »saaledes at Folket vel uden
vaade Fødder kunde gaae paa den«. Saa bebyggede de den med Vægge og
Halvtag. Siderne vare omtrent en Alen tykke i Stykhullerne og uden
og inden forhudede af Planker; Rummene mellem disse opfyldte med Mos
eller gamle Haar, som de fik hos Feldberederne. Taget var af dobbelte
Planker. Paa hver af de tvende Sider vare to Stykhuller og i Taget
mange Skydeskaar, hvorigjennem kunde sigtes med Bøsser.
Den 2den Juni, som var tredie Pintsedag, blev Prammen færdig og
forsynet med to atten-pundiger, to tolv-pundiger og to otte-pundiger,
og det danske Flag blev heist.
Denne Bygning var gjort for at forvirre Fjendens Brobygning i
Svinesund. Men den Dag, Prammen skød dansk Signal til Efterretning
for de danske og norske Fartøier, som laa udenfor Svinesund, og som
skulde hjælpe i den Forretning, viste sig at være en uheldig Dag.
Fregatten »den kronede Rose« havde for tidligt indladt sig i Kamp med
de Svenske; Skibet blev entret og gjort til Entreprise. Da Prammen
omsider naaede frem mod Svinesund, saae den sin Kampfælle ligge som
Blokering i Indløbet, besat af svenske Soldater, hvorfor Haldenserne
klogelig varpede Prammen tilbage til Halden.
Maanen, der synes at være hver romantisk Stordaads Forbundsfælle,
lyste altsaa denne Nat ned over Prammen, som i Skyggen af Bratøen
blev varpet ind under den svenske Kyst. Om denne Nats Bedrift, som
strengt taget ikke hører til denne Histories Udvikling, staaer der
fortalt hos Jonas Rist:
»Samme Aften, som var den 30te Juni, lod Colbjørnsen samle sit
Compagni paa Torvet samt og berede en stor Deel Pramme og Eger
med mindre smaa Baade. Da Folkene stode færdige med deres Geværer
tilligemed Fæstningens Soldater, bleve de i Mørke i Fartøierne
indtagne, paa det at Fjendens Folk, som sad ved Knifsø i Bjergene at
see, hvad de, som vare beleirede i Byen, foretog at gjøre, ei saadant
skulde formærke. Derpaa fore de over til Vigen og bleve satte i Land
lige overfor Æskevigens Eiendele, for at nedhente de svenske Heste,
som gik løse paa Græs derovre, og lode de over 30 Mand blive ved
Fartøierne, som skulde lægge fra Landet med dem, om noget fjendtligt
Parti skulde have kommet. Thi de havde Kundskab om, at et sachsisk
Regiment til Fods stod ei langt derfra. Klokken henved 12 skiltes de,
som gik efter Hestene, fra os Andre, som vartede deres Tilbagekomst
og skulde ligge færdige at tage dem ind, enten de kom dèr paa Stedet
eller nedenfor, i Fald de bleve forfulgte.
Alle Svenske næst omboende, baade Mænd og Kvindfolk, bleve tagne
i Arrest og satte paa en Pram, saaledes ogsaa den gamle Fisker og
Skipper Daniel.
Da Klokken var tre, og Solen begyndte at rinde op, var endnu intet
hørt af Skud eller Vagter oppe i Landet. Da Klokken gik til fire,
og intet blev fornummet om vores Indkomst med Krigsbyttet, begyndte
Alle at frygte, at det ilde skulde være faldet. Men idetsamme
hørte vi en stærk Drønen af Heste, og saa fornam vi, at vore bleve
Seiervindere og havde foruden 111 Heste 26 Mand til Fanger, som
passede paa Hestene, og gik dette Værk saa stille for, at ei et Gevær
blev afskudt. Thi da de vare komne Fjenden saa nær, at de kunde
see fuldkommelig og tilvisse, hvormange Hytter han havde gjort, og
hvormange Varmer, hvoraf de kunde slutte, hvormange Folk omtrent der
kunde være, omringede de dem saaledes, at ingen af de Svenske, som
de mestendeels tog sovende, kom tilbage at give Efterretning. Den
eneste Fjende, der blev dræbt, var en svensk Lieutenant, som Halvor
Bjørnstad skød ned, fordi han satte sig til Modværge.
Da Hestene nu til Fartøierne ankom, lagde vi Prammen strax til
Bjerget og indtoge Hestene og lode de svenske Folk gaae, som vi
havde i Arrest, og satte lige over til Æskevig, hvorfra vi førte dem
over Land til Frederikshald, did vi ankom Klokken halvgaaen fem om
Morgenen.« --
»Aldrig har jeg været med til at smugle stoltere Ladning over
Grændsen!« raabte Brecke, da Hestetoget dundrende foer frem over
Bybroen og svingede ind paa Torvet, hvor det modtoges af en jublende
Folkeskare, der i Øieblikkets Seiersmod syntes at glemme, at deres
ulykkelige Stad var priisgivet til Undergang, et sikkert Bytte for
Rov og Plyndring.
Hytten ovre paa Skjæret stod fra denne Dag forladt. Den gamle Fisker
var forsvundet. Stormuglens spinkle Fartøi havde atter søgt ud til
Redningsarbeide i Livets høie Bølgegang.


SKJÆNDSELSBARNET.

I over to Maaneder, der syntes tvende Aar, havde Frederikshald nu
udholdt Svenskekongens Beleiring. Al Handel var standset, alle
Næringsveie og Indkomstkilder vare revne fra Byens Indbyggere.
Borgerne, unge og gamle, stode under Vaaben, og Øxer, Stænger og
Dolke kom i Brug. Ved Kirkepladsen saaes Oldinge daglig øve sig i
Vaabenbrug, og der fortælles om to smaa Drenge paa sex og otte Aar,
som tæt udenfor Staden fik Besøg af en svensk Rytter, der rolig lagde
sig til at sove i deres Hytte, da han ikke fandt andre hjemme end
Børnene. Saasnart Rytteren faldt i Søvn, listede den største Dreng
sig hen og knuste hans Hoved med et Øxehug.
Fjenden ventede endnu bestandig sit grove Skyts og vilde have paaført
Byen langt større Ulykker, dersom han havde været i Besiddelse
af Mørsere, Stykker Kartover, og hvad nu hiin Tids Krigsvaaben
benævnedes. Fæstningen, der var skjænket Borgerne af Frederik den
Tredie, efter at de i tvende Beleiringer tilstrækkelig havde lagt
for Dagen, at de fortjente denne Omhu, og som ene og alene blev
anlagt for at være denne saa høit fortjente By til Skjærm og Forsvar
mod nye fjendtlige Angreb, denne Fæstning fortjener med stor Ret sit
Ry som Bjergfæstning. Saavel dens høie, steile Beliggenhed, ca. 360
Fod over Havet, og de udenfor Portene beliggende Bjerghøider ere
saa steilbratte og blottede for Jord, at Fjenden vanskelig kunde
betjene sig deraf. Hertil kommer et uudtømmeligt Morads, en næsten
bundløs Myr (Mose) ved Overbjerget, den hundrede Alen brede Tisteelv
og et Stykke af Idfjorden, der omgav Fæstningen. Som en af dennes
væsentligste Fordele maa endnu nævnes den sjældne Tilfældighed, at
ikke mindre end tre Vandkilder i en Høide af 330 Fod over Havet
rigelig forsyner tre store Vandbeholdere og Fæstningen med Vand.
Selve Staden derimod ved Bjergets Fod, laa saa godt som aaben
for Fjenden, skjøndt Borgerne havde gjort deres Bedste for at
sætte Staden i Forsvarsstand. Palissader bleve anbragte overalt,
»spanske Ryttere« og Pæle nedrammedes i Elvens Vadesteder, Muren om
Borgerskandsen var udbedret, og Broen mellem Nord- og Sydsiden blev
afkastet saaledes, at der var en Aabning paa 12 Alen, hvor kun to
Længdestokke laa tilbage. De fleste af Borgerne havde stuvet deres
Gods sammen i de dybe Kjældere eller lod det bringe op i Fæstningen.
Skjøndt Staden var afbrændt i Aarene 1667, 1676 og 1703, bestod den
endnu kun af Træhuse. Magister Johannes Schrøder, Rector scolae,
lader i sin rimede Beskrivelse Frederikshald By sige:
»Men ach, jeg skjælver, naar jeg ikkun Ilden nævner
og Under derved ei, I, mine Bjerge revner;
thi jeg fortællet har, hvorledes jeg er brændt
og ofte jammerlig ved Ildens Lue skjænd't.
Nu maa jeg atter til om Ildebrand at tale
og ny Elendighed om Ilden at afmale.
Ach! Vand at slukke med! hvert Øie græde maa,
naar de min Modgangs Last vil ickun tænke paa.
Dog trøstig jeg har Vand af Naadens Ledske Kilde,
om end Ulykken mig har altid villet ilde.
Saa haver Dig, min Gud og mildeste Regent,
min Modgang og min Sorg til Trøst og Glæde vendt.«
Man skulde tro, at Byens Borgere vare blevne klogere af disse mange
Ildebrande og havde opbygget den nye Stad af Steen, i Særdeleshed
da der fandtes Teglbrænderi ved Staden, hvis Steen bleve benyttede
til Fæstningen; Steen vilde ogsaa med Lethed kunne bringes tilveie
andet Steds fra. Der reiste sig imidlertid for store Vanskeligheder,
til at denne fornuftige Plan kunde gjennemføres. For det Første var
det blot de Rige, der kunde gjenopreise deres Huse af Steen; de
Fattige eiede efter Brandene kun deres tomme Hænder; en Levealder
vilde hengaa, inden de bleve istand til at reise sig et lille Huus,
dersom det skulde være af Steen, hvorimod Bekostningen var ringe
ved at slaa en lille Hytte op af Træ, hvilket ogsaa hurtig skete.
De enkelte Rigmænds grundmurede Bindingsværkshuse vilde saaledes
alligevel mellem Træhuse være priisgivne til Ilden, dersom en ny
Ildebrand opstod. Byens Borgere bleve derfor snart enige om, at det
var dog bedre at sove i egne Træhuse end at campere paa aaben Mark i
Forventning om Fremtidssteenhuse, ikke at tale om den Gjæld, Enhver
vilde paadrage sig.
Dertil kom, at den kolde, lange Vintertid ikke egnede sig til
Murerarbejde; een Nattefrost kunde fordærve Dagens Arbeide. Kort
sagt: Frederikshald By blev ved at voxe frem af Træ.
Under Svenskekongens Storm skulde det vise sig, at de Steenhuse vare
blevne tryggere Hjem for Svenske end for Nordmænd. Træhytterne bleve
Fjendens Liigkister, og Fyrretræesplankerne blev flammende Fakler om
hans Dødsbaare.
Paa Hjørnet af Kirke- og Borgerskandsegade laa den rige og
velfornemme Kjøbmand Walks Huus lige over for Peder Colbjørnsens
Gaard, hvor senere det Ankerske Arbeidshuus blev bygget. Det var
kjendeligt fra Omgivelserne ved sine vel vedligeholdte malede Figurer
paa Façaden, den nyrestaurerede Svalegang og de høie spidse Gavle,
der ragede tilbørligt op over Gjenboers og Naboers Huse.
I det Hele taget skjelnedes de smalle Gaders Bygninger ogsaa i
Frederikshald fra vore Dages ved deres ueensartede Karakteristik.