Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 12

En Vandring gjennem de trangeste Gyder gav ikke alene Stof
til Betragtning, men tillige et Indblik i hver særskilt Eiers
Personlighed. Alle disse forunderlige smaa Udbygninger og
Enkeltheder af uregelmæssig Form vare levende Vidnesbyrd om en nu til
Dags ukjendt Kjærlighed til Hjemmet og tegnede lyslevende Tidens og
Borgernes Originalitet.
Natten til den 4de Juli, som var Løverdag før 4de Søndag efter
Trinitatis, brændte to Spædelys indenfor Glarruden i øverste Stokværk
i nævnte Træpalads og udsendte et for Tiden stærkt skinnende Lys i
Sommernatten. Indenfor i den lave Bjælkeloftsstue, hvis Luft var
stærkt krydret af Lavendelrøgelse, og hvor Myggene summede, stod
Jomfru Ulle Halvorsen og »tog sig ud«, som hun teknisk betegnende
kaldte sine Prøvetimer for Toiletspeilet. Dynger af fremdragne,
brogede Klædningsstykker, farvede Blomster, udfaldne Fjer bugnede ud
af Skuffer og Skabe, og Kasser stode halvt pakkede paa Gulvet, som om
her holdtes Flyttedag.
Eierinden af alle disse Herligheder stod for Øieblikket i
tilbagelænet Stilling fortabt i Beskuelse af sig selv i en liden
Speilstump over Kommoden. En skarp Rynke i den magre Pandehud
tilkjendegav, at Mønstringen ikke faldt ud til hendes Tilfredshed,
hvilket gjorde Jomfruens Dømmekraft Ære; thi her maa tilføies, at
Ulle Halvorsen var en mager Person med Skarpe Smil, og at Rynkerne i
hendes indtørrede Ansigtskjød paa ingen Maade dækkedes af Kalkstøvet
og det Zinnoberrøde paa de fremstaaende Kindbeen, ei heller
formaaede de talrige Favoritkrøller over Kindhulerne at skjule, at
Giftermaalstiden var stærkt inde.
Det bankede paa Døren.
»Kom ind!« raabte Jomfru Ulle med skjærende, dog honningsød Stemme.
Døren gik op, og en sværlemmet Kvinde med røde Kinder i en
hjemmevævet Kattunskjole traadte ind og neiede.
Ulle gjengjældte denne Hilsen ligesaa siirligt og udbrød:
»Enkemadam Anea Høyer, alene! Kommer ikke Olaug og Jeres Søn Caspar
efter Aftale?«
»Olaug venter dernede i Forstuen; min Søn indfinder sig Klokken
elleve. Jeg har selv noget paa Hjerte, som forvist maa forhandles,
hvis Jomfruens Tid ellers tillader det,« tilføiede hun med et skarpt
Blik paa det høirøde Shawl, hvori Ulle netop havde indsvøbt sin Figur.
»Ja, jeg har lettet lidt paa Sorgen efter min salig Mor,« svarede
Ulle med et undskyldende Smil. »Men naar det gjælder Stadens Velfærd,
saa væk med Familiehensyn!«
»Stadens Velfærd?« spurgte Anea tvivlende.
»Ja nok, Landets Velfærd,« gjentog Ulle og kastede et dvælende
Blik i Speilet. »Kan Svenskekongen ikke bryde herind i vor Stad,
hvad Time det skal være? Er det ikke min Pligt som velbestalter
Huusbestyrerinde i en af Byens Førstemænds Huse at tage sømmeligt
imod ham? Hvad troer I, at de gudeskjønne, svenske Officerer maa
tro og tænke om os norske Kvinder, dersom vi Alle tage imod dem med
glatkæmmet Haar og Kattunsklæder? Hvor har man nogen Sinde hørt
Tale om et Borgerskab som vort, der til største Skade for sig selv
vil til at ruinere vor gode By ved at tænde Baal herinde for ikke at
efterlade Svensken det, han kan staa og ligge paa?«
Ulle hævede Armene i det røde Shawl mod Loftet og vedblev i stigende
Bevægelse:
»Vilde det ikke være os Alle til største Fordeel, om disse vrede,
svenske Helte fik os i deres Gewalt? Vi kunde da leve i Gammen og
Rolighed og give ham Plads ved vort Bord, ved vor varme Arne. Herre
Gud, de Stakler, som nu i Maaneder har ligget derude paa den bare
Mark i Slud og Regn, hvor de vilde takke for at faae en blød Seng
at udhvile deres stærke Lemmer i, ja, de vilde unde os at fortsætte
vor Handel og daglige Leveviis i Stedet for, at nu alle vore surt
erhvervede Skatte« -- Ulle slog ud med Haanden mod sine Dragter --
»skal blive Ildens graadige Blus, saa vi herefter finde slet intet
Huusly. Ikke for ingen Ting har Byen en Vildmand med en Steenøxe til
Vaaben; Vildmænd og Bjørne ere de Alle.«
»Ja, de snakke saa hjertensgjerne, de gode Raadmænd,« sagde Anea og
gjorde Plads til sig paa en Stol. »Saadan har de jo nu rumsteret i to
Maaneder; hver Nat gjør de til Dag med deres Lichtkugler der oppe paa
Fæstningsmurene og slaa Allarm -- Folk kiler til Skandsen, og saa er
der ikke Skyggen af en Svensker alligevel.«
»Ak, de sige jo, at Svensken agter at overrumple os i vor søde Søvn!«
udbrød Ulle med et skjelmsk Sideblik mod et rummeligt Sengested,
skjult bag blomstrede Forhæng. »I to Uger har jeg nu i den Anledning
holdt rene Lagener og broderet Hovedvaar og to Gange skiftet friske,
røde Hagebaand i min fixeste Natkappe.«
Anea spidsede sine kjødrige Læber til et forstaaende Smil, men sagde
hurtigt:
»Herrens Veie ere ikke altid Jorderigs Veie; det gjælder at vide, til
hvilket Parti man hører, Jomfru Halvorsen.«
»Det veed Himmerigs evige Gud, jeg hører til vores!« udbrød Ulle.
»Men nede i Storstuen sidder den rare Commandeur Bruun og alle vore
Raadsherrer og raadslaa med hverandre om at stikke vor By i blussende
Brand. Er det at høre til vores Parti? Er det at have Hjerte i
Brystet at ville stege sine Medskabninger spillevende, blot fordi de
ere svenske? Derfor har jeg pakket min Huusbonds og mine Sager, som
han troer vel bjerget i den hvælvede Kjælder, og bragt det Hele i
Forvaring over paa Vigsiden. See, det kalder jeg at være paa vores
Parti.«
»Og mit Bageri?« spurgte Anea forbitret.
»Blusser af som en Furuspaan!« forsikrede Ulle. »Alle Oldermændene
sidde dernede i vor Storstue og tale alle i Munden paa hverandre; men
høiest taler Peder Colbjørnsen, den tapre Helt, og ham følge de Alle.
Vi maatte lægge en høvlet Fjæl over to Fjerdinger for at bænke de
mange Raadsherrer, og vore Læredrenge gaae rundt i nye Lærredsbluser
med store Mostkander og byde Pryssing og stoppe Kridtpiberne. Jeg tør
sige, at bedre bestyret Huus end vort findes ikke i denne Stad.«
Ulle vendte sig atter mod Speilet og slyngede sit røde Tørklæde
fastere om Kroppen.
»Først nu i denne silde Aftentime har jeg Stunder til at tænke paa
Svenskekongens og hans Officerers Modtagelse og Olaugs Bryllup. --
Har I saa faaet Bugt med hendes Stivsind?«
»Olaug er Jert Sødskendebarn, efter hvad I siger; I giver hende
femhundrede blanke Sølvdalere i Medgift. Hun seer statelig ud i
Bagerboden; aldrig har jeg haft bedre Handel, end siden jeg tog hende
i min Tjeneste, heller aldrig haft paalideligere Pige. Men tage min
Casper med det gode, det gjør hun ikke.«
»Vi faae at see, saa maa hun tvinges med det onde,« sagde Ulle og lo
tørt. »Har I ellers forsøgt, hvad den kloge Kone raadede Jer til?«
»Javel, Casper laa troværdig med Æblet i Armhulen den ganske hellige
Himmelfartsnat, og næste Morgen bød han Olaug at spise det paa
fastende Hjerte; men saa staaer vor store Griis i Gaarden, og da
Pigen skubber til Æblet, triller det lige i Gabet paa Dyret. Men nu
kommer det mærkelige ved Historien, siden den Dag, Grisen aad Caspers
Æble, kan han ikke gaa i Fred for den; hun render efter ham, blot han
viser sig.«
»Herre Jemini!« udbrød Ulle og slog Hænderne sammen. »Skulde et
Kjærlighedsæble virke saa kraftigt? -- Jeg maa see at faae stukket et
til Kong Carl for Stadens Velfærds Skyld.«
»Ja, Herrens Veie ere mange,« sukkede Anea. »Min Casper kurrer og
sukker, og lige langt kommer han.«
Et rødligt Hoved med tykke Læber og vandblaa Øine kom til Syne i
Døraabningen, og Casper traadte ind iført en blaa Kjole med blanke
Knapper.
»Der er skeet en græsselig Ulykke i Familien!« udbrød han med stive
Øine; »den kræver Hævn!«
»Hvad er der i Veien, min eneste Putte?« udbrød Anea Bagerenke og
reiste sig forfærdet.
»Han har smurt mig igjennem, Jørgen Fidelspiller, Olaugs hemmelige
Kjæreste nede ved Elven. Hun stod gjemt under en Hyldebusk;
Blomsterne hang ned om hendes blege Kinder, og Floden boblede om
hendes smaa Fødder. Jeg laa og lurede. Saa gled han frem i sin Baad
og spillede og dirrelirede, og jeg saae Taarerne strømme ned over
hendes Ansigt. Jeg sprang frem og vilde kysse hende lige paa Truten;
men den stridige Tingest hvinede, og saa kom han i Land og bankede
mig læsterligt igjennem. -- Motter, der er skeet en græsselig Ulykke
i Familien.«
»Kald Olaug herop!« udbrød Ulle og trommede med Fingrene i Bordpladen.
Lidt efter traadte Olaug ind i Stuen. Hun var blegere og syntes
høiere siden hiin Vinteraften oppe i Fjeldhytten. De store, blaa
Øine saae alvorlige fra den ene til den anden, mens hun stille og
rank blev staaende indenfor Døren.
»Hvad maa jeg høre om Dig!« udbrød Ulle hidsig og traadte imod den
unge Pige. »Din retfærdige Kjæreste for Gud og Mennesker lader Du
din Boler haane, letfærdige Tingest. Du holder Stævnemøder og lader
Grisen æde Caspers Æble! -- Endnu denne Nat falder Du til Føie og
staaer ikke din egen Lykke i Veien.«
»Lykke!« sagde Olaug og saae Moderen alvorligt i Øinene. »Lykken,
det er Blomsten, som brister frem af Foraarsjorden, det er Gurus
Kyllinger, som kløve Ægget, det er Vinden derhjemme i Furuskoven,
Elven, der risler som Musik, -- Lykken er derhjemme, -- min eneste
Lykke!« Olaug knugede Hænderne mod Brystet.
»Motter, Motter -- din eenbaarne Søn faaer en Sprække!« hylede
Casper. »Den Tyveknægt har forgjort min Fæstemø med et Liggeæble
og sit Fidelspil. -- Uh, see, hvor rund hendes Barm strutter, og
hvor hendes Læber ere røde! Jeg holder det ikke ud! Hun er jo min
trolovede Brud for Gud og Mennesker, ikke sandt? De har jo lyst
tredie Gang for os i Lunelands Kirke?«
»Saagodtsom din ærbare, ægteviede Viv, mit Dæggelam,« forsikrede Anea
og klappede Sønnen beroligende paa de brændende Kinder.
»Kom saa!« sagde Ulle og vinkede til sin agtbare Veninde. »Hvad de to
Ægtefolk nu har videre at snakkes ved om, bør vi ikke overvære. Saa
meget er vist: Casper maa være en stor Tosse, om han nu ikke hævner
den Tort og Svie, han i hele to Maaneder har maattet døie af hendes
Stivsind, og han er ikke noget Mandfolk, om hun i Morgen slipper af
Buret, inden hun paa sine Knæ maa takke ham, om han vil række hende
Haanden for Alteret paa Søndag, siden vel Ingen tager hans Frille til
Ægte senere.«
Med et spottende Smil og et Blik, som Sindsbevægelsen gjorde
stikkende, nikkede Ulle til Olaug og forlod Stuen med Anea. Idet Ulle
laasede Døren til de Unges Stue, tilføiede hun med et katteagtigt
Smil:
»Der er en ganske charmant Kjærlighedssofa derinde i min lille
Duerede.«
Bagerenke Anea sukkede og løftede Øinene mod Loftet. Dermed forlode
de værdige Aandsfrænder det øverste ubeboede Stokværk og aflaasede
til yderligere Sikkerhed ogsaa den svære Egetræsdør, der adskilte
Ulles Leilighed fra det øvrige Huus.
»Herren velsigne de Unges Pagt!« udbrød Anea, idet hun tog Afsked;
»den sluttes i Ærbarhed, af Pligt og en Moders ømme Opofrelse og
Selvfornægtelse og Gudsfrygt.«
Anea fremramsede salvelsesfuldt denne Lektie, som om hun falbød
til daglig disse skjønne Egenskaber tilligemed det varme Brød i
Bagerboden.
Da de Unge blev alene, traadte Casper, hvis røde Ansigt skinnede
og blussede, hen til Olaug. Han drog den blaa Kofte med de blanke
Knapper af og tørrede sin dampende Pande med Skjorteærmet. Saa
fremtog han en Lugtebøsse af sin Buxelomme og stak den hen til den
unge Pige.
»Du skal komme til at klæde Dig i Fløils Mantel og burgundisk Klæde,
i den allerdyreste Stads, mit rare, lille Lam!« forsikrede han, »naar
Du nu vil gjøre mig til Villie og blive min Hustru -- Du veed da nok,
hvorfor vore kjærlige Forældre har lukket os inde sammen her? -- Kom
nu, lille Olaug, og giv mig et Trykkys og see ikke saa vrippen ud,
saa skal jeg bilde Motter ind, at Du har givet Dig.«
Casper lagde kjælent Hovedet paa Siden og plirede med Øinene.
Olaug veg tilbage mod Vinduet. Hun var ligbleg; hendes Øine flammede,
idet hun stødte Glarruden op og sagde med lav Røst:
»Hør nu mit sidste Ord, Casper Høyer: før springer jeg ud af Vinduet
her end bøier mig for Eders Villie. Jeg hører andet Steds hjemme
og kvæles i jeres Bylarm. Jeg elsker en Anden; hans er hver vaagen
Tanke, hver Længsel, hvert Haab, jeg eier; ham tilhører jeg. Bød han
mig følge sig gjennem Ild, i Døden, jeg fulgte ham alene -- hører I?
-- ham fulgte jeg uden Lysning, Eder aldrig, om de saa lader lyse for
os To alle Aar til Ende.«
Caspers Øine fik en uhyggelig Glands; Blodet bankede i hans
Tindinger. Han bed Tænderne sammen og stampede i Gulvet.
Olaug sænkede sit Hoved og vedblev med blødere Røst.
»Vær mild og naadig, Casper Høyer; I kan være det, I, som er saa stor
og rig og mægtig, lad mig ringe Pige gaa i Fred. Stadens fornemme
og smukke Damer kappes jo om at tækkes Eder; hvorfor vil I være saa
streng mod mig?«
»Jo, saa min Sjæl og Salighed, vil jeg være streng mod Dig, Du
Rotteunge!« raabte Casper og rullede med Øinene. »Uh, de andre
Skabedukker! Det er netop Dig, jeg vil lægge Grime paa og tøile, dit
Troldtøi! Alle de Andre gider jeg ikke seet paa. -- Husker Du den
Aften, Du kom ned fra Bjerget, bleg og forkommen, med dine fattige
Pjalter i en Byldt, og jeg stak Dig Tommelfingeren durk ind i
Hjertekulningen? Du skreg høit og gav Dig til at tudskraale. Saadant
noget, det er noget for mig, det gjør mig edderspændt krakilsk. Og da
jeg forgangen lagde min Haand paa dit Bryst nede i Bagerboden, saa
smækkede Du mig over Fingrene -- Hele Boden staaer jo fuld af vore
unge Kavalerer, der vil æde varme Boller hos Dig, de Skarnsknægte! De
rulle med Gluggerne og gjør sig lækre; Du skal aldrig saa meget som
kigge fordulgt til dem. -- Og Apothekeren, den stinkende Balsambøsse,
som lagde Blomsterkost paa Disken til Dig! Jeg grinte af ham, saa jeg
var lige ved at sprække; Du feiede hele Blomsterstadsen i Kurven.
-- Saadan vil jeg have Pigebørnene med Tugt og Ærbarhed. -- Du er
saagodt som min ægteviede Kone for Gud og Mennesker. Lad os nu gjøre
vore kjærlige Forældre til Villie og holde Bryllup i Nat; det er jo
derfor, jeg er kommen, min eneste, søde Rosenblomme! -- saa bliver Du
nødt til at sige Ja for Alteret paa Søndag, og saa er den Sag klappet
og klar.«
Olaug klyngede sig til Vinduesposten.
»Et Skridt endnu, Casper Høyer, og I driver mig i Døden!« udbrød hun
med lysende Øine og bøiede sig ud over Gaden.
Casper sprang lynsnart ind paa den unge Pige og slyngede Armene
om hende. Han var en Kæmpe; med et Ryk rev han hende til sig og
knugede hende fast mod sit Bryst. Olaugs Kræfter svigtede; hun følte
hans hede Aande paa sin Hals. Et vildt, dyrisk Udtryk lyste i hans
vandblaa Øine.
»Djævelunge!« hviskede han. »I to Maaneder har Du drillet og trodset
-- nu er Du min! Hvad der maa skee, skal skee.«
Olaug udstødte et høit og klagende Skrig. Det lød ud i Sommernatten
over de spidse Huustage, et haabløst Klageskrig, en Bøn om Hjælp, der
pludselig gjentoges som af hundrede Struber nede fra Torvet.
Først enkelte springende, klaprende Trin henover Steenbroen, saa
mange; først enkelte aandeløst fremstødte Raab: »Svenskerne --
Svenskerne!« saa mange. Skrigene tiltog, fordeelte sig ind i alle
Smøger, Afkroge: »Svensken er over os!« -- saa et lydløst Øieblik,
Døre reves op, Vinduer, natklædte Mennesker sprang frem, raabte, fik
Svar, forsvandt. Et Minut senere strømmede det ned ad Gaden, derud,
hvor Geværskud begyndte at lyde. Ingen bort fra Faren, Alle frem
imod den, -- Øieblikket, det frygtede, det, hvorpaa man i Maaneder
havde ventet og forberedt sig, var nu inde: Svensken brød ned over
Frederikshald.
»Svensken!« skreg Casper og slap Olaug. »De Mordbrændere! Vort dyre
Bageri er i Livsfare -- Gud Fader fri os!«
Skræk og Forfærdelse afløste hans erotiske Fornemmelser. Med et
Spring var han henne ved Døren og ruskede af al Kraft i den. --
Larmen tog til nede paa Gaden, en Bølge, der steg under Stormens
Aande, en eensartet, mægtigt voxende Brusen, der optog alle Lyde.
»Svensken, Svensken!« lød det i Luften, fra Husenes Kvist til
Kjælderen.
Casper vedblev at slide i Dørkrampen og udstødte hæse Raab om at
blive lukket ud. Ulle, der havde stillet sig paa Luur udenfor Døren,
aabnede den med rystende Hænder. Casper foer ud, men havde Besindelse
nok til at hjælpe Jomfru Halvorsen med at skubbe Olaug tilbage og
stænge Døren omhyggelig efter sig.
»Pas vel paa min unge Brud, at ikke min Honneur lider en Gebræk, mens
Svensken er herinde!« raabte han, idet han foer ned ad Trapperne.
»Hun er min, og jeg er sin.«
Ulle hørte med et ulykkespaaende Smil Olaugs Bønner om at blive
lukket ud. Hun bøiede sig mod Nøglehullet og hviskede:
»Husker Du, at Du kaldte Dig vor Families Skjændselsbarn, lille
Olaug? Derfor holder jeg Dig nu fangen, til Du har taget Casper Høyer
til Ægte. Sætter Svensken Ild paa vor Stad, seer jeg Dig tusind Gange
heller omkomme i Luerne, end jeg giver mit Minde til, at Du ægter
Skurken Bjørnstads Søn, som gaaer rundt i Byen og kalder Dig sin
Fæstemø!«
Ulle aflaasede til yderligere Sikkerhed atter den dobbelte
Egetræsdør, som afspærrede Trappen til øverste Stokværk, hængte
Nøglen ved sit Bælte og begav sig med sammenknebne Læber ned i Huset,
hvor Larm og Forvirring herskede. Hun standsede foran et blankpoleret
Staalspeil paa det mørke Egetræspaneel i Forstuen, svøbte sig fastere
i det røde Shawl, rettede paa sin høie Hovedpynt og var med et stift
Smil efter sin egen Mening beredt til i Fædrelandets Interesse at
modtage Svenskekongens Indfald i Staden.


ILDSKRIFTEN LÆSES ENDNU PAA KRØNIKENS EVIGE TAVLER:
»Hvo, som vil frelse sit
Land, han skal ei skaane
sit Gods.«

Hvor gives der et mere gribende og ophøiet Skuespil, end naar det
fredelige, værgeløse Hjem, som huser Menneskets dyreste Eie, angribes
i dets hellige Rettigheder, krænkes voldeligt af raa Overmagt,
Havesyge, uden egen Skyld, uden Skygge af Forseelse mod Voldsherren?
Hvor gives der et mere beaandende, opløftende Syn, end naar et heelt
krænket Folk pludselig reiser sig fra Fredens Sysler, oprørt i sit
Inderste af ædel Harme og gaaer fra Disken, Sylen, Tommestokken,
for at blive Helte, Alle som Een og Een som Alle besjælede af een
Følelse: deres Sags Hellighed, opflammet af Broderskabets Solidaritet
-- givende sig hen uden Forbehold med Liv og Blod?
Det var dette Helteskuespil, som nu skulde udspilles i Frederikshald
Stad. Alle Akter vare lagte tilrette af en Mesteraand, al stor
Kunsts Skaber, den dybe Følelse, og det skulde spilles af Verdens
bedste Skuespillere, den sande Følelses Mænd, i et Sceneri, hvis
maleriske Dekorationer i vexlende Belysning tilsidst gave Plads for
et Slutningsbillede af en saa alt med sig rivende Virkning, af en
saa dæmonisk og ophøiet Natur, at Verdensskuepladsen vel næppe har
opviist noget lignende, og hvis Luepragt endnu lyser over Stad og
Land.
Den tolvte Carl og hans Mænd stode Natten til den 4de Juli Klokken
halvto udenfor Byen. Borgerne laa i Søvn; kun de Vagthavende paa
Skandserne og Colbjørnsens Forposter vaagede. Kong Carl vadede i egen
Person med tre tusinde Mand i al Stilhed og uden at lade Trommen røre
over Tisteelven nedenfor Skoningfossen i den Hensigt at overrumple
Fæstningens Soldater nede i Staden og afskjære dem Tilbagetoget til
Frederikssteen, der saaledes af Mangel paa Mandskab snart vilde blive
tvungen til at overgive sig.
Jørgen Halvorsen og Niels Fosby, som vare blandt Colbjørnsens
udstillede Poster, ilede hver fra sin Kant skyndsomt til den yderste
Vagt ved Præstehaugen udenfor Borgerskandsen og bade Gefreideren at
melde den vagthavende Officeer Fjendens Komme, hvorefter de begave
sig tilbage til deres Poster.
Da imidlertid alt forblev stille i Staden, og Fjenden uhindret blev
ved at rykke frem, løb Jørgen atter til Skandsen og frem gjennem de
stille Gader.
»Fjenden er over os -- ret nu staaer han ved Brystværket!« raabte han
til den Øverstbefalende.
»Vi har hørt saa megen Snak af Colbjørnsens Folk om Overrumpling,«
svarede denne. »Rimeligviis er det igjen blot en Kommando af vore
egne Folk, som I tage feil af.«
»Svensken, Svensken!« raabte Jørgen og skjød sin Flint af som
Allarmsignal, løb videre til Hovedvagten og til Kirkegaarden, hvor
Borgerne havde Skandse og Kanoner. Strax derefter gik Allarmtrommen
over hele Staden.
Fæstningskommandant Brun, som var til Raadslagning nede i Byen og
til Gilde hos Svend Olsen, troede endnu ikke Colbjørnsens gjentagne
Sendebud og Allarmsignaler, som i de sidste Nætter saa ofte havde
lydt. Han lod Peder Colbjørnsen svare, at han kunde passe sig selv,
og at han selv havde sikrere Efterretninger. Desuden havde Kong Carl
udspredt det Rygte, at han agtede at angribe den nære Frederiksstad,
hvorfor Garnisonen dersteds stod i fuldt Gevær samme Nat. Brun havde
derfor befalet sine Soldater at gaa til Ro saavel i Fæstningen som i
Barakkerne. Colbjørnsen og hans »brogede Karle« reddede saaledes ved
deres Aarvaagenhed sandsynligviis Stad og Fæstning fra en fuldstændig
Overrumpling.
Svensken mødte altsaa ingen væsentlig Modstand før ved
Borgerskandsen, som kun var bygget af Steen paa de tre Sider og paa
den fjerde bestod af Palissader, og hvis Port var en spansk Rytter.
Fjenden var her den retirerende Vagt saa nær i Hælene, at de stak
med Bajonetterne efter Folkene indenfor Palissadeværket. Skandsen
blev stormet Gang efter Gang, Kanonerne affyredes, Borgerne strømmede
til i bar Skjorte og kæmpede som Løver. Skandsen holdt Stand. Tre
hundrede af Fjendens Døde laa paa Jorden, Majorerne Slippenbach og
Silfversparre iblandt dem. Fæstningen var reddet for denne Gang.
Hermed var Kong Carls Hovedplan foreløbig mislykket, og han drog sig
atter tilbage til Staden, hvor Kanonernes Buldren, Trommehvirvler
og Raab forkyndte, at nu var det Tid at forrette det Arbeide, som
Borgerne fulde af Kampiver den hele Vinter og Sommer havde ventet
paa, een mod to, mod ti, mod den europæisk berømte Krigerhelt, der,
indhyllet i sin Kappe, taus og indesluttet gik foran sine Soldater
som sin egen uafvendelige Skjæbne, frem mod Nederlag som Seierherre,
og som forlod Valpladsen med et skjødesløst Smil, optaget af nye,
store Fremtidsseire.
Rumlen af Vogne, Kommandoord og Spørgsmaal løde overalt; Enkeltheder,
hvoraf hver enkelt var værdig at opbevares i Fædrelandshistoriens
evige Liv, vexlede som afrevne Illustrationer af et Pragtværk,
flagrede hen i Vinden, forsvandt i Glemselen, i Luerne maaskee ogsaa.
Her sprang den spinkle Skolelærer Ramus gjennem Gyden i korte Spring
med et løftet Sværd og tindrende Øine.
»Jeg skal kløve Svenskens Hoved i tvende ulige Brøkdele, at ingen
Reguladetri kan lægge det sammen igjen!« raabte han til Fader Jonas,
som stod udenfor Døren til »Den forgyldte Nøgle« og ikke vidste
noget bedre Middel til at deeltage i Stadens Forsvar end ved at
række fyldte Kruus ud til Krigerne.
Her slæbte Kvinderne deres Bohave sammen i Gyderne og dannede
Barrikader eller laa med Bøssen paa Luur bag Vinduesskoddet efter
de fremmede, sultne Ørne, der flagrede om deres Rede. Luften blev
lysere. Krudtrøgen foer frem gjennem Tværgaden fra de aabne Pladser,
hvor Kampen rasede.
De kom farende, disse Svenske, som en Stormvind, allesammen magre,
brune, arrede Ansigter, nogle forsorne Kroppe, der sloges som Djævle,
faldt med en Vittighed, legede Livets Krigerkamp som en guddommelig
Spøg, der ikke kunde være lystigere, og som midt i deres store
Erobringskampe ikke drømte om at vinde mere end sex Fod Jord til eget
Huusbehov.
Nu stormede Svenskerne Frederikshald.
Overalt fore skarpe Lynglimt frem fra de mørke Træhuse og ramte den,
Kuglen søgte; hver Bygning, hvert Vindu var en Fæstning, som sendte
et velmeent Goddag og et dybtfølt Farvel til de Fremstormende, der
kom i Spring som til Festdands -- det gik i en Fart, for der var
ingen Tid til Snak og heller ikke til at tælle Fjendens Overmagt før
senere, da Liigene i Dynger dreve ned over Elven og fiskedes op langs
Stranden eller jordedes ukjendte i store Fællesgrave.
»Hurra!« raabte Bødker Ingolfsen og viste sig i Portaabningen, idet
en svensk Officeer faldt for hans Skud. »Bliv ikke arrige, fordi jeg
kun gjør Honneur i Nattrøie. Jeg er vist heller ikke rigtig reen i
Fjæset; men det er Du heller ikke, din Griis!«
Han skjød uden at dække sig den nærmeste Svensker, hvis Ansigt
var sværtet af Krudtslam, og faldt i samme Nu gjennemboret af ti
Karabinkugler.
Den tapre og mandhaftige Oberstlieutenant Steen Blix gjorde med sine
Soldater Fjenden al mulig Afbræk fra det Øieblik, han brød ind over
Brystværket, ligesaa Archelimester Peder Hvid, hvis Folk næsten
alle laa døde eller kvæstede paa Kirkegaardens Batteri, som Fjenden
flittigt bestræbte sig paa at indtage, for derved at blive Herre over
nogle Kanoner, som de selv endnu manglede. Kugle ved Kugle sad i
Huusvæggene bag Borgerne. Henne paa Torvet kæmpede samtidig Capitain
Knudsen; af hans halvtredsindstyve Mand forlode kun tyve Stedet.
Saaledes sloges Byfolk og Soldater til Klokken fire om Morgenen.
Fjenden vedblev at myldre ind i den aabne Stad ved Pipperbjerget, i
den Gade nedenfor Borgerskandsen, fra Porten og mellem Jens Frosts
og Peter Wærns Gaarde. Kvinder og Børn flygtede ud til Bjergene;
ligeledes søgte en Deel bevæbnede Borgere til Fjelds, for med deres
Flinter at skyde Fjenden ned i de smalle Tværgader. Paa denne Tid var
Tvekampen almindelig i alle Gader, og hvor tre eller fire mødtes,
sloge de uden Betænkning hverandre ihjel.
Capitain Blix blev omsider fortrængt fra Torvets Kanoner ned mod
det mindre Batteri ved Kongens Brygge, hvorfra den store Skydepram,
som Borgerne havde bemandet, med Lethed kunde beskydes. Kampen om
dette vigtige Punkt var vild og haardnakket. Byens fornemste Borgere
vare ombord paa Prammen, hvorfra de bestrøg Broen med deres Skyts og
gjorde Fjenden ubodelig Skade.
Hist og her brændte Byens Huse; men Kong Carl lod Branden skyndsomst
slukke.
»Her tillader jeg ingen Varmebaal,« sagde han spøgefuld.
En graabrun Røg, som stedse blev tættere og mere kvalmende,
indhyllede den kæmpende Stad i et uigjennemsigtigt Slør. Fjenden
begyndte nu at indfalde i Husene og at iværksætte Plyndring. Skrig og
Bønner fra de tilbageblevne Kvinder lød ud fra de ituslagne Ruder;
stor Jammer og Elendighed overalt.
Fjenden spillede nu Herre i selve Staden. Borgerne kastede hist og
her deres Vaaben, stode med uskyldige Miner, som om de mindst af alt
vilde Svensken ondt, og satte selv frem af Mad og Drikke det bedste,
de havde, ja rullede deres bekjendte, udsøgte Mostankere frem fra
Kjælderne, for at gjøre Fjenden tryg og beruset, hvilket var meest
tjenligt for det, som nu komme skulde. Der var noget langt mere
truende i denne pludselige Imødekommen end i Svenskernes vilde Skrig.
Men der var ogsaa dem -- og det var de Fleste -- som ikke nedlagde
deres Vaaben, men huggede fra sig, til de bleve slaaede ihjel.
En ung Pige kom flygtende ned mod Broen, forfulgt af en Skare
svenske Soldater. Det var Olaug, som vi forlode i Ulle Halvorsens
Kviststue i Walcks Gaard. Da Moderen stængede Døren trods hendes
Bønner, blev hun længe staaende ved Vinduet, forstenet og ubevægelig
som en Støtte og stirrede frem mod de østlige blaanende Fjelde, der
utydeligt hævede sig i den lyse Sommernats Taager. Det nys stedfundne
Optrin sløvede hendes Modtagelighed for det fjendtlige Indfald i
Staden. Lynsnare Tanker fore igjennem hendes Hoved og fremstillede
for hende de sidste lange Maaneders kvalfulde Liv i denne Stad,
der for hende var en Kæmpeby med snæver Synskreds og ufattelige
Interesser. Længselen, denne mægtige Svaghedsfølelse, saa stærk i sin
Afmagt, og som bærer ud saavel fra Paladset som fra Hytten, fyldte
pludselig utæmmelig hendes Bryst. -- Bort, bort herfra til Hytten
paa Fjeldskrænten, dette lille, tommestore Rum, hvor Bjælkeloftet
høinedes mod det Uendelige over alle hendes Skatte, -- Lykken i
Hjemmet. Foran hende en gabende Afgrund, hvis Dybde hun aldrig ret
havde fattet før denne Nat, og op over hvilken ragede Husenes spidse
Tage, steg Lyden af Skud, Tummel, Døendes Skrig om Hjælp, Kanonernes
Drøn, Brandrøg og Krudtlugt som fra Fortvivlelsens Svælg.