Bjørneæt: Nationalhistorisk Roman - 17

tilbage i Strømmen. Ingen anede endnu nogen Fare; Bjørnstad vilde med
Lethed have kunnet stage sig i Land, som han saa ofte havde gjort.
Først da han lod Baadshagen falde overbord og foldede Armene over
Brystet, begyndte Jørgen at ane Uraad.
»Vær god mod Faster Ellen!« lød Bjørnstads rolige Stemme indover;
»hun er at stole paa. -- Hils Olaug, mit Hjertes stolte Barn.«
Jørgen udstødte et Raab og søgte forgjæves at indhente de gyngende
Planker, der allerede førtes med den dybe, stride Strøm, som,
svulmende efter de sidste Ugers Skybrud, ilede ud mod Sarpfossen.
Hurtigere og hurtigere gled Færgen af Sted. Bjørnstad syntes ikke at
see eller høre noget mere omkring sig. Borgerne fulgte bekymrede og
grebne Fartøiet paa den modsatte, mennesketomme Bred; de forstode, at
de vare til Stede ved Bjørnstads Ligfærd.
Allerede drønede Fossefaldet i Nærheden og sendte rygende
Skumhvirvler i Veiret ved Elvmundingen. Bjørnstads hvide Haar
flagrede i Vinden; han stirrede opad. En Gang lød et Skrig fra
Klyngen paa Land; det saae ud, som om Færgen vilde skyde ind mellem
Klipperne. Den gled forbi. Maaske vilde Bjørnstad nu kun lande paa
Evighedens Kyst. I næste Nu forsvandt han i Skum og Fraade.
Oppe paa en fremspringende Pynt stod Faster Ellen. Hun strakte Armene
mod Himlen og udbrød:
»Store, almægtige Gud, nu forstaaer ogsaa jeg det Hele: gjennem Braad
og Brænding hjem til Dig!«
* * * * *
Det var atter Foraar. Bjørnstads gamle Huus, Fossegaarden, laa
nystrøget, rødmalet i den opgaaende Morgensol, skinnende under de
rødmende Fyrrestammer. Inde fra Mormors Hytte lød en kvidrende Jubel.
»-- Derfor er jeg saa glad, saa glad!« -- det brød frem som et
ustandseligt Væld af unævnelig Livsfryd -- »derfor er jeg saa glad,
saa glad!« -- kun den ene Strofe, intet andet: »saa glad, saa glad!«
Døren blev revet op, og en slank, ung Kvindeskikkelse ilede ud, heelt
ud, yderst paa Pynten, med et nøgent, buttet, solbrændt Drengebarn
paa Armen. Hun løftede ham høit over sit Hoved, som om hun vilde
vise ham al Jordens Deilighed -- nei, hun vilde vist vise Himlen sin
deilige Skat, den lille Bjørn Halvorsen.
Jørgen stod lykkestraalende ved hendes Side, en Menneskegruppe, der
i sig selv rummede det høieste og udtrykte alt.
»Hvornaar flytte vi over i det store Huus, min Olaug?« spurgte Jørgen.
»Ikke nu, ikke endnu!« bad hans Hustru og knugede Glutten fastere mod
sin høie Barm. »Her i den gamle Hytte fødtes vor Lykke. -- Kys Mormor
igjen!« udbrød hun pludselig og holdt den Lille henimod Træstammen,
hvor det store S M endnu blødte under Fyrrebarken, fordi Sønnen
bestandig holdt Saaret frisk.
Drengen slog Armene om Træet og trykkede leende Kinden derimod.
»See, Jørgen, hvor underligt!« hviskede Olaug. »Den klare Harpix
drypper endnu af de Bogstaver. Det er som levende Taarer.«
Inde i Hytten i Halvmørket skimtedes Faster Ellens karakteristiske
Ansigt. Hun støttede Hænderne om Rokkehovedet og saae sørgmodigt paa
de Unge. I Døren stod Hønen Guru og kaglede, og søgte, rev en Fjer
af sit Bryst og holdt den i Næbet op mod Huusmoderen, da hun atter
traadte over Tærskelen.
»Derfor er jeg saa glad, saa glad!« jublede Olaug og kastede sit
Drengebarn ned i Faster Ellens Skjød.
»Bøi Dig i Ydmyghed -- bøi Dig i Kjærlighed!« hviskede den Gamle og
bøiede sig selv over Drengen.
Men den lille Bjørn strakte sine smaa knyttede Hænder opad og lo
himmelhøit mod Himlen.
Mangen en stille Aften lød Vuggevisens Toner oppe fra Fjeldpynten
ud over Dalen, bævende og manende, en Takkehilsen til det store
og Svundne, tillige en forjættende Forsikring om, at dets rige
Følelsesvæld brusende brød sig i Fossefald gjennem Nuet, for
velsignelsesrigt at strømme over i Fremtidens Skjød.
De Toner lyde endnu, ville altid lyde.
Ende.