Vrakets hemmelighet - 12

skonnerter i ti aar. Spør Billy om jeg kan manøvrere en skonnert."
"Jeg vet ingen som er bedre," sa Billy.
"Men hør her!" ropte Hadden. "De kan rende rundt i en drosche uten at
nogen gjør et spørsmaal. Men prøv at komme paa skansen av et skib,
saa blir De fakket."
"Jeg faar holde mig væk til sidste øieblik og ta et andet navn,"
svarte Wicks.
"Men klareringen? Og hvad for et navn?" sa Tommy.
"Aa, der er gamle Kirkup, han er blit farmer ensteds, han faar laane
mig navnet sit."
"De talte som om De visste om et skib," sa Carthew.
"Det gjør jeg," sa Wicks. "Skonnertyachten ~Dream~ -- en velsignet
dævel til at gaa. Grant Sanderson var det som eiet den. Han var rik
og gal, og da han døde av feber, saa var der baade flere testamenter
og flere enker efter ham, og alle enkerne anla sak mot hverandre, det
var en evig historie, og imens laa ~Dream~ og raatnet. Tilslut var
det da en av enkerne som fik ret, og nu er ~Dream~ tilsalgs. Den blir
billig, den har hat god tid til at raatne."
"Hvor stor er den?"
"Aa, stor nok. Hundrede og nitti. Vi maa ha en mand til, skjønt det
er næsten synd, naar en kan faa indfødte for næsten ingenting. Og saa
maa vi ha en ordentlig kok. Jeg vet en vi kan bruke, Amalu heter han,
det er altid bedst at ha en indfødt, De kan snu ham som De vil, og
han vet ikke nok til at holde paa sin ret."
Fra det øieblik kaptein Wicks sluttet sig til samtalen, fik Carthew
sin interesse og tillid igjen. Hvad saa manden ellers hadde gjort,
saa var han øiensynlig baade godslig og dygtig. Hvis han trodde paa
foretagendet, vilde skyte penger til, bragte erfaring med, saa var
Carthew mere end villig til at gaa paa. Og hvad Hadden angaar, saa
var hans glas fuldt, han og Bostock tilgav hverandre i champagne;
skaal fulgte paa skaal; det blev foreslaat og med begeistring
vedtat at forandre skonnertens navn -- naar den først var kjøpt --
til ~Currency Lass~, og "Currency Lass Island Trading Company" var
praktisk talt grundet før kveld.
Tre dager efter stod Carthew for sakføreren, fik sine hundrede og
femti pund, og bad temmelig mykt om en ny velvilje.
"Jeg har en mulighet for at komme frem i verden," sa han. "Imorgen
aften venter jeg at bli medeier av et skib."
"Farlig eiendom, herr Carthew," sa sakføreren.
"Ikke hvis eierne gjør arbeidet selv," var svaret.
"Det er mulig," sa den anden. "Men er De sjømand? Jeg trodde De hadde
været i diplomatiet."
"Jeg er en gammel yachtseiler," sa Norris, "og jeg faar gjøre det saa
godt jeg kan. Men det er noget jeg maa si Dem. Det blir umulig for
mig at være tilstede her næste kvartalsdag; vi tænker at ta en seks
maaneders tur mellem øerne."
"Desværre, herr Carthew, det kan jeg ikke gaa med paa."
"Jeg mener paa samme vilkaar som sidst."
"Denne gang er forholdene helt anderledes," sa sakføreren. "Sidst
hadde jeg grund til at tro at De var i kolonien, nu vil De efter
Deres egne ord bryte overenskomsten. Hvis De gjør det, og jeg faar
beviser for det -- jeg skal betragte denne samtale som fortrolig --
saa er min pligt klar. De maa komme her paa kvartalsdagen, eller De
mister Deres bidrag."
"Dette er baade haardt og meningsløst," sa Carthew.
"Jeg har mine instruktioner," sa sakføreren.
"Læser De i Deres instruktioner at jeg ikke har lov til at skaffe mig
et ærlig utkomme?"
"La os tale frit ut," sa sakføreren. "Jeg finder ingenting om et
ærlig utkomme i disse instruktioner. Jeg har ingen grund til at tro
at mine klienter bryr sig om det. Jeg har al grund til at tro at
de bare vil ha Dem til at bo her i kolonien, herr Carthew, og ikke
andet."
"Hvad mener De med det?" spurte Norris.
"Jeg mener at Deres familie ikke ønsker at se mere til Dem. Aa, det
kan være urigtig av den; men jeg maa holde mig til mit opdrag."
"Det er sandt," sa Carthew og rødmet dypt, "min familie vil ikke se
mig mere. Men jeg reiser ikke til England, jeg reiser til øerne."
"Jeg vet ikke om De reiser til øerne," sa sakføreren og saa ned paa
sine papirer.
"Undskyld, jeg har den fornøielse at underrette Dem om det."
"Jeg er ræd for, herr Carthew, at jeg ikke kan betragte denne
meddelelse som officiel," var det langsomme svar.
"Jeg er ikke vant til at faa mit ord drat i tvil!" ropte Carthew.
"Hyss! Jeg tillater ingen at tale saa høit paa mit kontor," sa
sakføreren. "Og hvad den sak angaar -- De later til at være en
forstandig ung mand -- saa tænk paa hvad jeg vet om Dem. De er en
forstøtt søn, Deres familie betaler for at være Dem kvit. Hvad har De
gjort? Det vet jeg ikke. Men det vilde være meget taapelig av mig at
vove noget paa et æresord fra den mand om hvem jeg vet saa meget og
ikke mere. Denne samtale er meget ubehagelig. Hvorfor fortsætte den?
Skriv hjem, faa mine instruktioner ændret, saa skal jeg ændre min
optræden. Ellers ikke."
"Jeg er meget glad i tre hundrede om aaret," sa Norris, "men jeg kan
ikke betale saa høi pris for dem. Jeg faar ikke den fornøielse at se
Dem igjen."
"Som De vil," sa sakføreren. "Men jeg advarer Dem, og det er venlig
ment. De kommer igjen og ber, og da har jeg ikke andet valg end at
vise Dem ut paa gaten."
"God aften," sa Norris.
"God aften," svarte sakføreren og ringte paa sin kontorist.
Saaledes gik det til at Norris ikke saa sin juridiske raadgivers
ansigt igjen i de sidste travle uker i Sydney. Han var allerede langt
ute paa sjøen, da Hadden kom til ham med en Sydney-avis som han
hadde sittet og døset over i skyggen av kabyssen, og viste ham en
annonse.
"Herr Norris Carthew anmodes indstændig om uopholdelig at indfinde
sig paa herr -- --'s kontor, hvor der venter ham en vigtig
underretning."
"Den faar vente paa mig seks maaneder," sa Norris med let stemme, men
han kjendte dog en prikkende nysgjerrighet.


SEKSTENDE KAPITEL.
Spekulanterne paa "Currency Lass".

Om formiddagen den 26. november klarerte fra Sydneys havn skonnerten
~Currency Lass~. Eieren, Norris Carthew, var ombord i den noget
usedvanlige stilling som styrmand. Førerens navn var opgit at være
William Kirkup. Kokken var en gut fra Hawaij, Joseph Amalu. Desuten
var der to mand forut, Thomas Hadden og Richard Hemstead, den sidste
valgt dels paa grund av sit lette sind, dels fordi han hadde en
altmuligmands hændighet med verktøi. ~Currency Lass~ var bestemt til
sydhavsøerne, først til Butaritari i Gilbert-gruppen; men i havnen
opfattet man reisen som mere end halvt en fornøielsestur. En ven av
den avdøde Grant Sanderson kunde i det høimastede skib ha gjenkjendt
den forvandlede og omdøbte ~Dream~, og hvis Lloyds inspektør var blit
tilkaldt for at yde sin tjeneste, hadde han fundet overflødig meget
stof til kritik.
De tre aars uvirksomhet hadde ætt sig dypt ind i ~Dream~. Den var
følgelig blit solgt for en bagatel over sin opbrækningsværdi, og de
tre eventyrere hadde knapt set sig istand til at gi den de mest
nødvendige reparationer. Riggen var dog tildels blit fornyet. Alle
Grant Sandersons gamle seil var blit lappet, og de gamle master stod
endnu og kunde ha undret sig over sig selv. "Jeg har ikke hjerte
til at røre dem," pleide kaptein Wicks at si naar han kek opover
deres skyhøide, og "saa raatten som vor fokkemast" var en godkjendt
lignelse ombord. Kapteinen saa dog med klare øine og sa sin mening
frit ut, og skjønt han hadde et forbausende varmblodig mod og tok
livets farer i samme aand som en hund paa sporet, saa krævde han
bestemt en stor hvalbaat. "De kan vælge mellem nye master og ny rig
eller den baaten," sa han. "Jeg gaar ikke tilsjøs uten en av delene."
Og hans medeiere var blit tvunget til at samtykke, og de saa seks og
tredive pund av sin lille kapital forsvinde som et blink.
Alle fire hadde strævet haardt næsten seks uker for at bli færdig, og
skjønt kaptein Wicks naturligvis hverken var at se eller høre, hadde
de dog en femte mand til hjælp, en kar med busket, rødt skjeg, som
han somme tider la væk naar han gik nedenunder. Og kaptein Kirkup lot
sig heller ikke se før det sidste øieblik; da viste han sig at være
en rødlig sjømand med skjeg som en arabisk profet. Hele veien ut over
havnen blæste hans melkehvite bakkenbarter for vinden og kunde øines
fra land: men ikke før hadde ~Currency Lass~ vendt agterspeilet til
fyrtaarnet, saa gik han ned en fem sekunders tid og kom glatbarbert
tilbake. Saa mange forklædninger og listigheter var nødvendige for at
komme tilsjøs med et usjødygtig skib og en kaptein som var "savnet".
Og alt dette kunde endda vist sig utilstrækkelig, hvis ikke Hadden
hadde været saa godt kjendt av alle; nu saa man med overbærende
øine paa hele turen som et pudsig indfald av Tom. Saa kom det til
at skibet hadde været en yacht; det var noksaa naturlig at la det
beholde nogen av sine gamle, farlige friheter.
Et underlig skib hadde de gjort det til. Den høie rig blev skjæmmet
av de lappede seil, og den elegante kahyt var forvandlet til et
varelager med grove hylder. Og det liv de levet i denne uregelrette
skonnert, var likesaa merkelig som skibet selv. Bare Amalu sov forut,
de andre holdt til i pragtrum, de hvilte paa silkesofaer, og i Grant
Sandersons parketterte røkesalon satte de sig til en middag av salt
kjøt og poteter -- daarlige og ofte knappe maaltider. Hemstead
knurret, og Tommy gjorde undertiden oprør og øket spiseseddelen med
noget hermetik eller med en flaske av sin egen brune sherry. Men
Hemstead knurret av vane, og Tommys oprør varte bare det ene øieblik;
ellers var altsammen føielighet. De hadde ikke saa smaa savn at bære.
~Currency Lass~ hadde omtrent ikke andet end løk og poteter i sit
spisekammer. Desuten hadde den et utvalg av varer for to tusen pund,
tat paa kredit, og det var hele deres haab og formue. Av det levet
de -- som mus i sit eget kornmagasin. De spiste av sin fremtidige
fortjeneste; jo knappere maaltidet var, des mer i sparebanken.
Skjønt de hadde en republikansk regjeringsform, var der ikke nogen
farlig mangel paa disciplin. Wicks var den eneste sjømand ombord,
saa der blev ikke kritik, og desuten var han saa godlynt og munter
at ingen fandt paa at motsi ham. Carthew gjorde sit bedste, baade
fordi han likte arbeidet og likte kapteinen, Amalu kokte saa godt
han kunde, og selv Hemstead og Hadden viste god vilje. Tommys
avdeling var varelageret, han arbeidet i rummet og i kahytten,
til Sydney-lapsen var ugjenkjendelig. Hemsteads provins var
reparationerne, og han hadde hænderne fulde. Alle ting ombord var
like medtat. Lamperne lækket: det samme gjorde dækkene. Dørvriderne
blev sittende igjen i haanden, pumperne negtet at suge, og baderummet
holdt paa at fylde hele skibet. Wicks paastod at alle naglerne for
længe siden var væk, og at det bare var rusten som bandt skibet
sammen. "De skulde ikke faa mig til at le slik, Tommy," sa han, "jeg
er ræd for at nyse agterspeilet ut av hende." Og til Hemstead kunde
han si: "At lappe paa ting som ikke har noget indvortes, det er det
dummeste jeg har set." Disse stadige pudsigheter hjalp utvilsomt til
at gjøre landkrabberne trygge; de spiste og lo under forhold som
kunde ha kuet Nelson.
Veiret var hele tiden pragtfuldt, vinden fast og stø. Skibet seilet
som en heks.
Efter otte og tyve dages reise fra Sydney kom de juleaftens kveld
frem til øen. Hele natten krydset de utenfor indløpet til lagunen,
de holdt sig paa pladsen ved hjælp av fiskernes lys paa revet og
palmernes omrids mot den skyede himmet. Ved daggry la de bi og
signaliserte efter lods. Men de indfødte fiskere maatte ha set deres
lys om natten og sendt bud til nybygget, for en baat var allerede
underveis. Den kom utover lagunen under et svært pres av seil, og
nu og da la den sig i et vindkast saa farlig over at de trodde den
skulde gaa rundt; men den tilbakela veien paa en elegant maate,
luffet behændig op langs siden og sendte ombord en hvit mand klædt i
pyjamas og med et vildt ydre.
"Godmorgen, kaptein! Glædelig jul, allesammen, og godt nytaar!" sa
han og tok en overhaling henimot en bardun.
"De er da ikke lodsen?" utbrøt Wicks og studerte ham med dyp
mistillid. "De har aldrig tat et skib ind -- si ikke det til mig."
"Jeg skulde tro det," svarte lodsen. "Jeg er kaptein Dobbs, det er
jeg, og naar jeg tar kommandoen, saa kan kapteinen gaa ned og barbere
sig."
"De er jo fuld, mand!" ropte kapteinen.
"Fuld!" gjentok Dobbs. "De kan ikke ha set meget av livet, hvis De
kalder det fuld. Jeg har just begyndt. Til kvelden kanske, saa er jeg
vel passe fuld. Men nu er jeg saa ædru som nogen."
"Dette gaar ikke," svarte Wicks. "Jeg kan ikke la Dem seile
skonnerten min i land."
"Værsaagod," sa Dobbs, "De kan ligge og raatne der De er, eller prøve
paa at seile den i land likesom kapteinen paa ~Leslie~. Det var ogsaa
en forretning; han misundte mig de tyve dollars lodspenger og tapte
tyve tusen i varer og en flunkende ny skonnert; han flekket kjølen
bent av, og den sank paa mindre end fem og tyve minutter og ligger
paa tyve favner med varer og alting."
"Hvad er det De sier?" ropte Wicks. "Varer? Hvad var ~Leslie~ for et
skib?"
"Adressert til Cohen & Co., fra Frisco," svarte lodsen, "og de
trængte haardt til det. Der ligger en bark indenfor og laster for
Hamburg -- De kan se rærne derborte, og to skibe til er ventende fra
Tyskland, et om to maaneder og et om tre. Cohen & Co.s agent, han
heter Topelius, har lagt sig tilsengs med gulsot, saan har det tat
paa ham. Det vilde vel de fleste gjort, hvis de var i hans sko. Ingen
varer, ingen kopra,[2] og to tusen ton tonnage ventende. Hvis De har
noget kopra ombord, kaptein, saa er her chancen for Dem. Topelius vil
betale med guld og gi tre cents. Hvad han saa skal betale, saa er det
slumpeheld for ham. Og slik gaar det, naar en snyter lodsen."
[2] Kokoskjerner.
"Undskyld mig et øieblik, kaptein Dobbs. Jeg maa tale med min
styrmand," sa kapteinen, hvis ansigt var begyndte at skinne.
"Værsaagod," svarte lodsen. "De har vel ikke tænkt paa at by mig en
slurk, bare til at stive mig op paa? Dette her tar sig saa forbandet
lurvet ut, det gir en skonnert et daarlig ry."
"Det skal vi tale om naar ankeret er i bunden," svarte Wicks, og han
drog Carthew tilside. "Hør," hvisket han, "her er en formue."
"Hvor meget tror De?" spurte Carthew.
"Jeg kan ikke si nogen sum -- jeg tør ikke," sa kapteinen. "Vi kunde
seile tyve aar og ikke faa en saan chance igjen. Og tænk om der
skulde komme et skib til idag? Det er mulig. Og vanskeligheten er
denne Dobbs. Han er saa fuld som en orlogsgast. Hvorledes kan vi
stole paa ham? Vi er ikke assurert, desværre!"
"End om De tok ham tilveirs og fik ham til at peke hvor kanalen
gaar?" foreslog Carthew. "Hvis det stemte med kartet, og han ikke
faldt ned, saa kunde vi kanske vaage det."
"Alt er farlig her," svarte kapteinen. "Ta De rattet. Husk, at hvis
der kommer to ordrer, saa følg min, ikke hans. Stil kokken forut med
forseilet og de to andre ved storskjøtet, men pas paa at de ikke
sætter sig paa det." Saa ropte han paa lodsen; de kløv tilveirs i
fokkeriggen, og litt efter blev der brølt ned den kjærkomne ordre at
fire av paa skjøterne og brase fuldt.
Et kvarter paa ni juledags morgen lot de ankeret falde.
Den første tur med ~Currency Lass~ endte altsaa med et held som de
ikke kunde drømt om. I ret linje som en brevdue hadde den bragt varer
for to tusen pund til det sted hvor der var størst bruk for dem. Og
kaptein Wicks -- eller rettere kaptein Kirkup -- viste at han var
mand for at utnytte denne fordel. To hele dager gik han op og ned
verandaen sammen med Topelius, to hele dager sat hans kamerater i
vertshuset nær ved og iagttok slaget, og lamperne var endnu ikke
tændt om kvelden den anden dag, da fienden overgav sig. Wicks kom til
Sans Souci, som saloonen het, næsten sort i ansigtet, og med et par
øine som var blodsprængte og dog klare som brændende fyrstikker.
"Kom ut, gutter," sa han, og da de var kommet et stykke bort mellem
palmerne, fortsatte han med en stemme som ikke var til at kjende
igjen, "jeg har gjort ham bet."
"Hvad mener De?" spurte Tommy.
"Jeg har solgt varerne," svarte Wicks, "eller rettere, jeg har bare
solgt endel av dem, for jeg holdt igjen alt kjøtet og halvparten
av melet og kjeksen, og ved gud, vi har endnu proviant for fire
maaneder! Ved gud, det er likefrem tyveri."
"Men hvad har De solgt det for?" gispet Carthew, hvis nerver blev
skaket av kapteinens voldsomme ophidselse.
"Jeg maa fortælle det litt efter litt," skrek Wicks og løste paa sit
halstørklæ, "ellers eksploderer jeg. Jeg har ikke bare solgt det,
gutter, jeg har presset ut en fragt til Frisco og tilbake, og det paa
mine egne betingelser. Først narret jeg ham til at tro at jeg vilde
ha kopra, og det kunde han naturligvis ikke gaa med paa, og hvergang
han viste klørne sine, saa kom jeg med kopraen, og tilslut gav han
sig! Jeg vilde ikke ta andet end kopra, ser De, og jeg fik alle de
velsignede pengene kontant. Og summen? Naa, hele dette eventyr,
medregnet to tusen pund kredit, koster os to tusen syv hundrede og
litt til. Det er alsammen betalt tilbake, med en tredive dages tur
har vi betalt for skonnerten og varerne. Hvem har hørt maken! Og det
er ikke alt. For desuten," sa kapteinen og hamret ordene frem, "har
vi tretten hundrede velsignede pund fortjeneste at dele. Jeg presset
ham til fire tusen!" skrek han, og hans stemme brast som en skoleguts.
Et øieblik stirret de som lammet paa hverandre. Tommy var den første
som tænkte videre.
"Kom," sa han, "vi maa tilbake til saloonen. Idag maa jeg drikke mig
fuld!"
"Dere maa undskylde mig, gutter," sa kapteinen alvorlig. "Jeg tør
ikke smake noget. Hvis jeg drak et eneste glas øl, saa tror jeg jeg
fik slag. De sidste timerne har næsten gjort det av med mig."
"Saa et kraftig hurra for kapteinen," foreslog Tommy.
Men Wicks holdt op en skjælvende haand. "Ikke det heller, gutter,"
bad han. "Tænk paa den andre fysakken. Naar jeg er slik, hvordan er
det da med Topelius! Hvis han hørte os rope hurra, saa dat han bent
overende."
I virkeligheten bar Topelius sit nederlag med værdig ro, men
mandskapet paa den forliste ~Leslie~, som var i samme firmas
tjeneste, tok i sin trofasthet saken mere bittert. Grove ord og
hadske blik blev almindelige. En gang hujet de efter kaptein Wicks
fra saloonverandaen; gutterne fra ~Currency Lass~ drog ut paa
den andre siden, nogen minutter holdt der paa at bli stor kamp i
Butaritari, og skjønt leiligheten gik forbi uten slag, hadde den hos
begge partier øket misstemningen.
Men slike smaatterier gjorde ikke noget skaar i de heldige
spekulanters lykke. Fem dager til laa skibet i lagunen, og bare for
Tommy og kapteinen var der litt arbeide; for Topelius' indfødte
losset ladningen og fyldte ballast. Tiden gik som en behagelig drøm,
og nytaarsdags morgen lettet ~Currency Lass~ anker for anden gang og
satte seil for Frisco, fremdeles fulgt av vakkert veir og god lykke.
Den kom gjennem det stille belte uten at bli meget forsinket; i
bidevind og med ballast av koral overgik den sig selv, og selskapet
ombord kunde hygge og dovne sig endda mere end før, fordi de nu hadde
en mand til ombord. Det var baatsmanden paa ~Leslie~. Han hadde
raket uklar med sin egen kaptein, hadde allerede brukt op sin hyre
i Butaritaris salooner, var blit lei av stedet, og mens alle hans
skibskamerater koldt negtet at sætte sin fot ombord paa ~Currency
Lass~, saa hadde han tilbudt at arbeide sig over til kysten. Han var
fra det nordlige Irland, midt mellem skotsk og irsk, grovskaaren,
høirøstet, humørfyldt, voldsom av sind, paa mange maater en prægtig
kar og en erfaren og paapasselig sjømand. Han var i en helt anden
stemning end sine nye skibskamerater. Istedenfor at vinde en uventet
formue hadde han mistet alle sine ting, desuten var han yderst
misfornøiet med maten ombord og virkelig forfærdet over skonnertens
tilstand. Den første dag tilsjøs vilde en av de fine dørene ikke la
sig aapne, og Mac -- som de kaldte ham -- brukte sin styrke paa den
og rev den fra hængslerne.
"Dævelen!" sa han. "Dette skib er raattent!"
"Jeg tror Dem, gutten min," sa kaptein Wicks.
Dagen efter stod sjømanden med næsen tilveirs.
"De skulde ikke se paa de masterne," sa kapteinen, "De kunde faa et
anfald og falde overbord."
Mac snudde sig mot ham med hvasse øine. "Jeg ser en tørraatten flek
deroppe som jeg kunde stikke næven min ind i," sa han.
"Gad vite om en ikke kunde stikke hodet ind?" svarte Wicks. "Men det
hjælper ikke at snuse efter ting som en ikke kan rette paa. Ta og
hiv loddet, det vil muntre Dem op."
"De er en hul bror, kaptein," sa Mac.
Bare én gang gav han dem en prøve paa sin ustyrlighet. Han talte ofte
om den. "Jeg er hidsig av mig," kunde han si, ikke uten stolthet;
men han viste det bare denne ene gang. Han vendte sig med ett mot
Hemstead i kulen, kastet ham mot fokkebommen, kastet ham saa under
den og hadde løftet ham op og slaat ham overende en gang til, før
nogen fik suk for sig.
"Stop med det!" brølte Wicks og sprang op. "Det der vil jeg ikke vite
av."
Mac vendte sig straks høflig mot kapteinen. "Jeg vilde bare lære ham
at opføre sig skikkelig," sa han. "Han kaldte mig irlænder."
"Gjorde han det!" sa Wicks. "Det er en anden sak. Hvorledes fandt du
paa det, din tosk? Du er ikke stor nok til at kalde nogen mand for
det."
"Men er De ikke irsk?" spurte Carthew litt efter.
"Kanske," svarte Mac, "men jeg lar ikke nogen Sydneykylling si det
til mig. Nei," tilføiet han og blev med ett het i ansigtet, "ikke
nogen britte i verden. Hør, De er en ung spradebasse, ikke sandt? Sæt
at jeg kaldte Dem det. Det skal jeg vise Dem, vilde De si, og saa
vilde De puste det ut av mig paa flekken."
Den 28. januar, paa 27° 20' n. b., 177 v. l., sprang vinden pludselig
over til vest; den var ikke sterk, men smaabyget og med regnskurer.
Kapteinen som var utaalmodig efter at komme østover, drog nytte
av vinden og skværet bommen plat for gat. Det var Tommys tørn ved
rattet, og da der bare manglet en halv time til vaktskiftet (kl. 7,30
om morgenen) fandt kapteinen det ikke umaken værd at avløse ham.
Kastene var haarde, men korte. Der var ingenting som en kunde kalde
byge, ikke nogen fare for skibet, knapt nok mere end sedvanlig for
de tvilsomme rundholter. Alle mand var paa dæk i sine oljeklær og
ventet paa frokost. Kabyssen røk, skibet lugtet av kaffe, alle var
oprømt, fordi det bar østover med gode ni mils fart. Pludselig revner
den raatne fok. Det var likesom en erkeengel med et uhyre sverd
hadde skaaret et kors i den. Alle mand sprang til for at bjerge
det slængende seil, og i dette opstyr hændte det at Tommy Hadden
mistet fatningen. Megen tid har han siden brukt til at forklare
hvorledes det hele gik til, og om disse forklaringer er det nok at
si at alle var forskjellige og ingen av dem fyldestgjørende. Den
store kjendsgjerning blir igjen at storbommen gibbet, rev med sig
taljen, brækket stormasten omtrent tre fot over dækket og vippet den
overbord. Næsten et helt minut stred den mistænkte fokkemast kjækt
imot, saa fulgte den efter, og da vraket var klaret, stod der av hele
den vakre bygning som fik skibet til at skumme frem over havet, to
takkede stumper igjen.
At bli avmastet er i disse umaadelige og øde havstrækninger kanske
den værste ulykke som kan ramme en. La skibet gaa rundt og tilbunds,
saa er da pinen over. Mænd som er lænket til et skrog, kan i maaned
efter maaned speide ut mot den tomme horisont og tælle de usynlige
skridt av døden som nærmer sig. Der er ikke anden hjælp end baatene,
og hvad slags hjælp er det! Der laa nu ~Currency Lass~ vingeløs paa
havet, og den eneste menneskelige kyst -- Kauai i Sandwichsøerne --
var omtrent et tusen engelske mil borte i sydøst. At reise dit i
aapen baat? Over den vei ruget al slags ulykker, frygt for galskap og
frygt for døden.
Det var et alvorlig selskap som satte sig til frokost, men kapteinen
hjalp sine kamerater med et smil.
"Naa gutter," sa han og tok en slurk av den varme kaffe, "nu er vi
da færdig med ~Currency Lass~. Men den holdt da sammen saa længe at
den gjorde os rike. Og nu har vi en god, stiv, rummelig baat. Her er
seks liv og en slump penger at redde. Saa gjælder det bare hvor skal
vi gaa?"
"Det er to tusen mil til Sandwichsøerne, tror jeg," sa Mac.
"Aanei, saa galt er det ikke," svarte kapteinen. "Men det er galt
nok, godt og vel tusen."
"Jeg kjender en mand som engang reiste tolv hundrede mil i aapen
baat," saa Mac, "og han hadde alt han trængte. Han kom iland paa
Marquesas-øerne, og fra den dag og saa længe han levet, satte han
aldrig sin fot paa noget som kunde flyte. Han sa han vilde heller
sætte en pistol til hodet og puste hjernen ut."
"Ja ja, san," sa Wicks. "Jeg husker godt et baatsmandskap som kom
netop til Kauai omtrent fra det sted hvor vi nu ligger. Da de naadde
op under land, var de rivende gale. Der var en jernkyst og en fæl
brænding. De indfødte praiet dem fra fiskerbaater og skrek at de
ikke maatte prøve at gaa ind. Hvad brydde de sig om det! Der var
landet, det var alt som de visste, og de drev baaten mot land hvor
det brøt som værst, og de druknet alle uten en. Nei, baatreiser er
ikke efter min smak," sluttet kapteinen mørkt.
Tonen overrasket hos en mand med hans utæmmelige sind. "Naa,
kaptein," sa Carthew, "De har noget andet i lommen. Frem med det."
"Det er sandt," indrømmet Wicks. "Der ligger nogen rev her omkring,
det er likesom vandkopper paa kartet. Jeg har set paa dem, og der er
et -- Midway eller Brooks heter det -- bare firti mil herfra, som jeg
har fundet noget om. Det viser sig at Pacific Mail har en kulstation
der," sa han enkelt.
"Jeg vet at der er ikke noget slikt," sa Mac. "Jeg har selv været
kvartermester paa den linjen."
"Vel," sa Wicks, "der er boken. Læs hvad Hoyt sier -- læs løit og la
de andre høre."
Hoyts falske oplysning (som læserne kjender) var ikke til at komme
forbi. Tvil var umulig, og nyheten i sig selv frydefuld. Hver
for sig begyndte at drømme om en velstelt ø med brygge, kulskur,
haver, stjernebanneret og bestyrerens hvite villa. De saa sig selv
dovne bort nogen uker i et hyggelig logis, derefter gaa ombord paa
Kinabaaten som romantiske skibbrudne og dog med lommerne fulde av
penger, saa de bestilte champagne og blev opvartet av en række
tjenere. Frokosten som var begyndt saa mat, sluttet i fryd og glæde,
og alle mand gik straks igang med baaten.
Nu da alle rundholter var borte, var det ikke nogen let sak at faa
baaten paa vandet. Endel av den nødvendige last blev først stuvet
ombord. Mynten blev pakket i en sterk kiste og surret til agtertoften
for at være bjerget i tilfælde av en kantring. Saa blev et stykke av
skanseklædningen skaaret væk helt ned til dækket, baaten blev svinget
tverskibs, med en slak line fastgjort til begge mastestumperne og
heldig vippet ut. De hadde bare firti engelske mil at reise og
ventet gjestfrihet der de kom, men de tok allikevel med sig vand og
mat i overflod. Amalu og Mac, begge indbarkede sjøfolk, hadde med
sine kister, som var hovedkvarteret i deres liv. To andre kister
blev fyldt med haandkufferter, oljeklær, uldtepper. Hadden glemte
ikke den sidste kasse av sin brune sherry, kapteinen tok journalen,
instrumenter, kronometret, og Hemstead tok sin banjo, som han pleide
at spille sentimentalt paa om kveldene.
Klokken var omtrent tre om eftermiddagen, da de satte avsted. Vinden
var endnu vestlig, saa de maatte ta til aarerne. "Naa, vi har da
faat noget ut av dig!" nikket kapteinen som farvel til ~Currency
Lass~, som blev mindre og mindre og snart ikke var at se. Litt efter
blev det stille med meget regn. De spiste sit første maaltid, og de
som hadde frivakt, la sig til at sove i bunden under en brølende
regnskur. Den ni og tyvende dæmret frem av forrevne skyer; der er
ikke et øieblik da en baat paa sjøen tar sig mere elendig liten ut.
De saa rundt paa himmel og hav med et gys av ensomhet og angst. Ved
solopgang blæste passaten kraftig op fra den rette kant. De satte
seil, baaten fløi, og ved firetiden om eftermiddagen var de kommet