Vrakets hemmelighet - 15

at grave der, hvor gaar han saa først hen? Ned i ruffen, tænker jeg.
Og hvad skal vi saa si om alt det blodet dernede? Saa er vi straks en
morderbande, og veien er klar. Er der nogen anden som skal søle tiden
væk? Nei? Naa, gudskelov for det! Nu, alle mand. Jeg gaar ned, og jeg
lar dere bli igjen paa dæk. Dere tar dækket av den baaten der, og
saa aapner dere pengekisten. Vi er fem ialt. Ta op fem kister og del
pengene likt mellem dem -- læg dem paa bunden -- og skynd dere som
tigere. Pak dem ind i uldtepper eller seil eller klær, saa de ikke
klirrer. Det blir dygtig tunge kister, men det faar ikke hjælpe. De,
Carthew -- nei pokkern -- De, Goddedaal, bli med ned. Vi har et godt
stykke arbeide for os."
Og han kastet et blik til paa røken og skyndte sig ned med Carthew i
hælene.
Journalerne blev fundet i kahytten, bak kanarifuglens bur. Der var
to, en ført av Trent, en av Goddedaal. Wicks saa først paa den ene,
saa paa den anden, og rynket panden.
"Kan De efterligne andres skrift?" spurte han.
"Nei," sa Carthew.
"Ikke jeg heller!" sa kapteinen. "Hallo! dette er endda værre. Her
er Goddedaals à jour, han maa ha ført ind i den før aftens. Se selv:
Iagttat røk. -- Kaptein Kirkup med fem mand fra skonnerten ~Currency
Lass~. -- Ah, dette er bedre," tilføiet han og vendte sig til den
anden journal. "Gamlen har ikke skrevet noget paa hele fjorten dager.
Vi faar gi avkald paa Deres journal, herr Goddedaal, og holde os til
gamlens -- til min, mener jeg; men jeg vil ikke skrive, jeg har mine
grunde til at la være. De skal skrive. Sæt Dem ned og før ind det jeg
sier."
"Hvorledes skal vi forklare at min er væk?" spurte Carthew.
"De har aldrig holdt nogen," svarte kapteinen. "Utilgivelig slurv."
"Og den nye haandskrift?" sa Carthew. "De begyndte. Hvorfor stanser
De og lar mig fortsætte? Og De maa jo ihvertfald underskrive."
"Aa, jeg har hat et uheld, saa jeg ikke kan skrive."
"Et uheld?" gjentok Carthew. "Det lyder utrolig. Hvad slags uheld?"
Wicks la sin haand mot bordet, med indsiden op, og drev en kniv
gjennem den.
"Denslags uheld," sa han. "Der er en maate at komme til luvart av de
fleste vanskeligheter, hvis en bare har et hode paa skuldrene sine."
Han begyndte at forbinde sin haand med et lommetørklæ, og saa imens
paa Goddedaals journal. "Hallo!" sa han. "Dette gaar aldrig an for os
-- det er en umulig skrøne. Se her, først prøver denne kaptein Trent
en vanvittig kurs, eller rettere sagt han er tusen engelske mil for
langt syd. Og her viser det sig at han var nær denne øen den sjette,
at han saa seiler alle disse dagene og er tæt opunder den igjen ved
daggry den ellevte."
"Goddedaal sa de hadde været fordømt uheldige," sa Carthew.
"Ja, det ser ikke ut som det virkelige liv -- det er alt jeg kan si,"
svarte Wicks. "Aa se her, prøv at binde denne bandagen fast; jeg
bløder som en gris."
Mens Carthew stelte med lommetørklædet, sank hans patient hen i dyp
eftertanke; hans øine blev taakede, hans mund stod halvaapen.
"Jeg har det," brøt han ut og sprang op paa dæk. "Her, gutter!"
ropte han. "Vi kom ikke hit den ellevte, vi kom hit om kvelden den
sjette, og har siden ligget her i stille. Saa snart dere er færdige
med de kistene," tilføiet han, "saa kan dere rulle ut nogen kjøt- og
vandtønder; det vil ta sig bedre ut -- likesom vi utrustet os til
baatreisen."
Og han var tilbake om et øieblik og laget istand den nye journal.
Goddedaals blev omhyggelig ødelagt, og de begyndte paa jagten efter
skibets papirer. Av alle kvaler i denne aandeløse morgen var kanske
dette den værste. Hit og dit fór de to mænd og lette; de bandte,
de støtte hverandre overende, de blev gjennemvaate av sved, de
frøs av rædsel. Det blev ropt ned til dem at skibet virkelig var en
orlogsmand, at den var tæt inde, at den firte en baat ut, og endnu
lette de forgjæves. Ved hvilket uheld de gik forbi jernkassen med
pengene og kvitteringerne, er det vanskelig at forestille sig; men de
saa den ikke. Tilslut blev de vigtige dokumenter fundet i lommen paa
Trents stastrøie, hvor han hadde latt dem ligge siden han sidst var
iland.
Wicks smilte for første gang den formiddag. "Ikke et øieblik for
tidlig," sa han. "Ta saa De disse andre; jeg er ræd jeg kunde blande
dem sammen hvis jeg bar begge dele."
"Hvad er dette for nogen?" spurte Carthew.
"Det er ~Currency Lass~ papirerne," svarte han. "Be til gud at vi maa
faa bruk for dem igjen."
"Baaten er i lagunen," ropte Mac ned; han hadde sittet paa skylightet
og holdt utkik mens de andre arbeidet.
"Tid til at gaa paa dæk, Goddedaal," sa Wicks.
Da de snudde sig for at gaa ut av kahytten, gav kanarifuglen sig til
at synge.
"Min gud!" ropte Carthew med et gulp. "Vi kan ikke la den fuglen
sulte ihjel. Den tilhørte Goddedaal."
"Ta den med!" ropte kapteinen, og de gik op paa dæk.
Et fælt best av en moderne orlogsmand laa tæt utenfor revet. Over
lagunen kom en stor, hvit baat skummende for mange aarer. Flagget
vaiet agter.
"Et ord til," sa Wicks. "Mac, De har jo været i kinesiske havne? Vel,
saa kan De tale for Dem selv. Dere andre holdt jeg ombord hele tiden
i Hongkong; jeg haabet dere vilde rømme, men dere narret mig og blev
paa briggen. Det vil gjøre det lettere at lyve."
Baaten var nu tæt ved, en gut paa agtertoften var den eneste officer,
og en stakkar var det nok, for folkene pratet mens de rodde.
"Gudskelov, de har bare sendt en liten kadet!" støtte Wicks frem.
"Hardy, forut med dig! Jeg vil ikke ha nogen dæksfolk paa skansen,"
ropte han, og disse skjend strammet hele mandskapet op likesom en
kold dusch.
Baaten kom elegant langs siden, og kadetten steg ombord, hvor han
blev høflig mottat av Wicks.
"De er fører av dette skib?" spurte han.
"Ja," sa Wicks. "Trent er mit navn, og dette er ~Flying Scud~ av
Hull."
"De er nok kommet i forlegenhet," sa kadetten.
"Hvis De vil følge mig agter, saa skal jeg fortælle Dem det hele," sa
Wicks.
"De ryster jo, mand!" brøt kadetten ut.
"Det vilde kanske De ogsaa gjøre i mit sted," svarte Wicks, og han
fortalte hele historien om det raatne vand, den lange stille, bygen,
de to matroser som var druknet; han fortalte den fort og hett,
likesom en forbryder som ber for sig i retten. I saloonen i San
Francisco hørte jeg den samme mand fortælle den samme historie, og
selv da fyldte hans opførsel mig med mistanke. Men kadetten var ikke
nogen iagttager.
"Naa, kapteinen har vældig hastverk," sa han, "men jeg fik ordre om
at gi Dem al den hjælp jeg kunde, og signalisere efter en baat til
hvis jeg trængte flere folk. Hvad kan jeg gjøre for Dem?"
"Aa, vi skal ikke opholde Dem," svarte Wicks. "Vi er aldeles færdige,
gud velsigne Dem -- folkenes kister, kronometret, papirerne,
altsammen."
"Mener De at forlate den?" ropte kadetten. "Jeg synes den ligger
pent. Kan vi ikke faa skibet av?"
"Det kunde vi let nok, men hvorledes vi skulde holde hende flytende,
er et andet spørsmaal. Baugen er slaat ind," svarte Wicks.
Kadetten blev rød op til øinene. Han var ukyndig, og han visste at
han var det, trodde at han allerede var avsløret, og frygtet for
at røbe sig igjen. Ingenting var fjernere fra hans tanke end at
kapteinen skulde narre ham. Hvis kapteinen var tilfreds, godt, saa
var han det ogsaa. "Vel," sa han. "Be folkene faa sine kister ombord."
"Goddedaal, sæt folkene til at faa kisterne ombord," sa Wicks.
De fire ~Currency Lass~ gutter hadde ventet i skjælvende spænding.
Den kjærkomne nyhet kom over dem som solskin ved midnat, og Hadden
brast i en storm av taarer, han hulket høit mens han halte paa
taljen. Men arbeidet gik ikke senere for det; kister, mænd og bylter
kom i en-to-tre over siden, baaten blev støtt fra, den gled ut av
~Flying Scuds~ lange skygge, og dens baug blev rettet mot indløpet.
Saa langt var de altsaa kommet. Det foregivne vrak hadde passert
mønstringen, de var kvit det, de var kommet trygt bort, og vandet
videt sig ut mellem dem og dets fældende vidnesbyrd. Paa den anden
kant nærmet de sig mer og mer orlogsskibet, som godt kunde bli deres
fængsel og bøddelkjærre. Endnu visste de hverken hvor det kom fra
eller hvor det var bestemt, og angsten laa som et fjeld paa deres
hjerte.
Det var Wicks som paatok sig at tale. Lyden var svak i Carthews ører,
likesom uendelig langt borte, men hvert ords mening ramte ham som en
kule. "Hvad sa De skibet het?" spurte Wicks.
"~Tempest~, vet De vel," svarte kadetten.
"Vet De vel." Hvad kunde det bety? Kanske ingenting, kanske at
skibene hadde truffet hverandre før. Wicks samlet sit mod igjen.
"Hvor er den bestemt?" spurte han.
"Aa, vi skulde bare se indom de fæle øerne her," sa kadetten. "Saa
gaar vi til San Francisco."
"De kommer fra Kina likesom vi?" fortsatte Wicks.
"Hongkong," sa kadetten og spyttet over siden.
Hongkong. Saa var spillet tapt. Med det samme de gik ombord, blev de
grepet. Vraket vilde bli undersøkt, blodet fundet, kanske blev der
soknet i lagunen, og de dødes legemer kom til syne for at vidne. En
næsten ustyrlig impuls bød Carthew at reise sig fra toften, skrike
høit og hoppe overbord; det saa altfor taapelig ut at lyve længer,
at spøke med det uundgaaelige, at trække den pinefulde spænding ut
endda nogen hundrede sekunder, naar skammen og døden synlig nærmet
sig. Men den utæmmelige Wicks holdt stand. Hans ansigt var som et
kranium, hans stemme ikke til at kjende igjen; selv den sløveste
matros eller kadet -- skulde man tro -- maatte lægge merke til dette
altfor talende ansigt og denne brutte stemme. Dog holdt han endnu
stand; han vilde ha visshet.
"Hyggelig plads, Hongkong?" sa han.
"Sandelig om jeg vet," sa kadetten. "Vi laa der bare halvanden dag;
vi anløp for ordre og kom like hertil. Værste tur De kan tænke
Dem." Og han fortsatte med at skildre og klage over ~Tempests~
kjedsommelige reise.
Men Wicks og Carthew gav ikke længer agt paa ham. De la sig bakover
mot rælingen og pustet dypt, kroppen var likesom lammet, men tankerne
gik hurtige og glade; saa stor fare var de nu forbi, saa frydefuldt
nær var hvilen, saa sandsynlig var redningen tilslut. For reisen
med orlogsmanden var nu tryg; siden nogen faa dages fare, arbeide,
aandsnærværelse i San Francisco, saa var hele den gruelige historie
slettet ut, saa blev Wicks til Kirkup igjen, og Goddedaal blev
Carthew -- mænd som stod utenfor al mistanke, mænd som aldrig hadde
hørt tale om ~Flying Scud~ og aldrig hadde set Midway Reef for sine
øine.
Saa kom de langs siden, under de mange matroshoder og kanonmundinger,
de kløv ombord som søvngjængere og stirret i blinde paa den høie rig,
de hvite dæk, det yrende skibsmandskap, de hørte folk tale likesom
langt borte, og visste ikke hvad de svarte.
Og saa faldt en haand bløtt ned paa Carthews skuldre.
"Hvad, Norrie, hvor dætter du ned fra? Hele verden venter paa dig.
Vet du ikke at du har arvet dit kongerike?"
Han snudde sig, saa ansigtet paa sin gamle skolekamerat Sebright og
faldt sanseløs om.
Doktoren var hos ham, da han en stund efter kom til sig selv i
løitnant Sebrights lugar. Han aapnet øinene, saa haardt ind i det
fremmede ansigt og talte med underlig, høitidelig kraft:
"Brown maa gaa samme vei," sa han, "nu eller aldrig." Her stanset
han, og da han var blit litt klarere, saa talte han igjen: "Hvad var
det jeg sa? Hvor er jeg? Hvem er De?"
"Jeg er lægen paa ~Tempest~," var svaret. "De er i løitnant Sebrights
lugar, og De skal kaste al uro fra Dem. Deres gjenvordigheter er
forbi nu, herr Carthew."
"Hvorfor kalder De mig det?" spurte han. "Aa, nu husker jeg --
Sebright kjendte mig! Aa!" Og han stønnet og skalv. "Send Wicks
ned til mig, jeg maa tale med Wicks straks!" skrek han og grep om
doktorens haandled med ubevisst voldsomhet.
"Godt," sa doktoren. "La os slutte en avtale. De skal drikke ut dette
glas, og jeg skal hente Wicks."
Og han gav den ulykkelige mand et opiat som fik ham til at sove inden
ti minutter og sandsynligvis frelste hans forstand.
Doktorens næste forretning var at se til Mac, og mens han stelte med
armen, fik han manden til at si navnene paa det reddede mandskap. Nu
kom turen til kapteinen, og der er ikke tvil om at han ikke længer
var den mand som vi har set; følelsen av fuldstændig tryghet, et
solid maaltid og et godt glas grog hadde forenet sig om at slappe
hans aarvaakenhet og nedsætte hans energi.
"Naar hændte dette?" spurte doktoren og saa paa saaret.
"For over en uke siden," svarte Wicks, som bare tænkte paa sin
journal.
"Hvad!" ropte doktoren, og han løftet hodet og saa kapteinen ind i
øinene.
"Jeg husker det ikke saa nøie," stammet Wicks.
Denne aabenbare løgn firedoblet doktorens mistanke.
"Det er sandt, hvem er det som heter Wicks?" spurte han let.
"Hvem sa De?" gispet kapteinen og blev hvit som papir.
"Wicks," gjentok doktoren. "Hvem av dere er det? Men det er da et
liketil spørsmaal."
Wicks bare stirret paa ham i taushet.
"Hvem er Brown da?" drev doktoren paa.
"Hvad taler De om? Hvad mener De med dette?" ropte Wicks og rev sin
halvt forbundne haand bort, saa blodet sprøitet i ansigtet paa lægen.
Han tørket det ikke av, han saa stivt paa sit offer og spurte videre.
"Hvorfor maa Brown gaa samme vei?" spurte han.
Wicks faldt skjælvende ned paa en bænk. "Carthew har fortalt Dem
det," skrek han.
"Nei," svarte doktoren, "det har han ikke. Men De og han har faat mig
til at tænke, og jeg tror der er noget galt."
"Gi mig litt grog," sa Wicks. "Jeg vil heller fortælle det selv end
ha Dem til at grave og gjette. Fanden om det er halvparten saa fælt
som De ellers kunde tro."
Og ved hjælp av et par glas sterk grog blev tragedien paa ~Flying
Scud~ fortalt for første gang.
Det var en lykkelig række av tilfældigheter som bragte historien til
doktoren. Han forstod og ynket de ulykkelige mænds stilling og kom
dem storsindet til hjælp. Han og Wicks og Carthew -- saasnart denne
var blit frisk igjen -- holdt hundrede raadslagninger. Det var ham
som attesterte at "Goddedaal" var for syk til at flyttes, og som
smuglet Carthew iland om natten, det var ham som holdt Wicks' saar
aapent, saa han kunde underskrive med sin venstre haand, ham som
tok alt deres chilisølv og den første dag i San Francisco fik det
vekslet i guld. Han brukte sin indflydelse i messen til at binde
munden paa de unge officerer, saa Carthews navn ikke kom i aviserne.
Og han gjorde dem en endda vigtigere tjeneste. Han hadde en ven i San
Francisco, en millionær; for denne mand forestillet han Carthew, en
ung gentleman, sa han, som nylig hadde arvet et umaadelig gods, men
var plaget av jødiske kreditorer som han prøvde at ordne sig med i al
stilhet. Millionæren kom villig til hjælp, og det var med hans penger
de gik til kamp mot vrak-kompaniet.
Saa sandt ~Currency Lass~ folkene kunde forsvinde under nye navn,
betydde det ikke stort om briggen skulde bli kjøpt, eller om der
blev opdaget nogen merkeligheter paa vraket. Nu var en av dem blit
gjenkjendt, og alt var anderledes. Den mindste skandale var nu
farlig. Man vilde spørre Norris hvorledes han, som var seilet med
en skonnert fra Sydney, saa kort tid efter dukket op i en brig
fra Hongkong. Og fra det ene spørsmaal til det andre vilde hans
skibskamerater bli drat med. De kom paa den tanke at forebygge al
fare ved at dra nytte av Carthews rigdom og kjøpe briggen under et
alias, og dette blev sat i verk likesaa energisk som forsigtig.
Carthew leiet logis alene og under et falskt navn, fik fat i den
første den bedste sakfører -- det var Bellairs -- og gav ham i opdrag
at kjøpe vraket.
"Hvilken pris?" spurte Bellairs.
"Jeg vil ha det," svarte Carthew. "Prisen er likegyldig."
"Det er det samme som ingen pris," sa Bellairs. "Si en sum."
"La os si ti tusen pund da!" svarte Carthew.
Imens maatte kapteinen gaa op og ned gaterne, vise sig i konsulatet,
bli krydseksaminert av Lloyds agent og plaget for de tapte papirers
skyld, underskrive med venstre haand og gjenta sin løgn for hver
skipper i San Francisco. Hvert øieblik kunde han løpe ind i armene
paa en gammel ven som praiet ham med navnet Wicks, eller møte en ny
fiende som frakjendte ham navnet Trent. Og det sidste hændte ham
virkelig, men med sin rappe kløgt slap han ut av fælden. Det hændte i
konsulatet -- det værste av alle steder -- at han pludselig hørte en
grov stemme spørre efter kaptein Trent. Hjertet sat i halsen paa ham
da han snudde sig.
"De er ikke kaptein Trent!" sa den fremmede og trak sig unda. "Hvad
er dette for noget? Jeg hører at De gaar for kaptein Trent -- kaptein
Jacob Trent -- en mand jeg har kjendt siden jeg var saa stor."
"Aa, De tænker paa min onkel, han som hadde banken i Cardiff," svarte
Wicks med fortvilet frækhet.
"Jeg har aldrig hørt at han hadde nogen nevø!" sa den fremmede.
"Her ser De ham!" sier Wicks.
"Og hvorledes har gamlen det?" spurte den anden.
"Frisk som en fisk," svarte Wicks, og blev her til alt held kaldt ind
av kontoristen.
Siden gik det glat til selve auktionsdagen, da samtalen med Jim
igjen skræmte ham fra vettet. Han var ræd da han kom til auktionen;
han visste bare at Carthew hadde en mand der, han visste ikke hvem
manden var, eller hvilke instruktioner han hadde faat. Man skulde
tro at kaptein Wicks er et "godt liv". Det maa være umulig for ham
at faa slag, ellers vilde det hændt ham der, da han var vidne til
det sindssyke kapløp, og saa den gamle brig og dens ikke synderlig
værdifulde ladning bli tilslaat en fuldstændig fremmed mand for femti
tusen pund.
Der var truffet den avtale at han skulde undgaa Carthew og fremforalt
Carthews logis, forat det ikke skulde være mulig at spore nogen
forbindelse mellem mandskapet og den pseudonyme kjøper. Men tiden til
at vise forsigtighet var nu omme, og han hastet ut til Mission Street.
Carthew møtte ham i døren.
"Bare væk herfra," sa Carthew, og de tok fart nedover gaten. "Alt er
forbi!" sa nu Carthew.
"Aa, De har hørt om salget?" sa Wicks.
"Salget!" ropte Carthew. "Det hadde jeg glemt." Og han fortalte om
stemmen i telefonen og det forfærdelige spørsmaal: "Hvorfor ønsket
De at kjøpe ~Flying Scud~?"
Dette spørsmaal, som kom efter det vanvittige salg, kunde rystet
forstanden ut av en stor filosof. De syntes at alverden hadde
sammensvoret sig mot dem, at stenene og guttene paa gaten kjendte
deres brødefulde hemmelighet. Flugt var det eneste de tænkte paa.
Sin skat pakket de i belter om livet, sine kister sendte de til en
opdigtet adresse i British Columbia, og samme eftermiddag forlot de
San Francisco.
Deres vei gik om Los Angelos og videre med Syd-Pacific-banen. Carthew
reiste hjem til England, de tre andre tok av til Mexico.


NITTENDE KAPITEL.
Slutning.

"Men hvad vil De gjøre med Bellairs?" spurte jeg Carthew.
Han tok saken meget let.
"Aa, han er fattig, og jeg er rik," svarte han. "Jeg kan tillate mig
at smile av ham. Jeg reiser bare langt bort, en dyr reise, forstaar
De. Det er alt. Tror De ikke Persien kunde passe? Der er ikke maken
til Persien. Hvad sier De om at slaa følge?"
Saaledes gik det til at jeg ikke den gang blev boende i Barbizon.
Dagen efter tok vi toget til Konstantinopel, og fortsatte derfra til
Teheran.
Og Bellairs?
Jeg vet bare at han paa en eller anden maate kom sig tilbake til San
Francisco. Længe efter sendte Pinkerton mig et utklip av en avis. Der
stod at Bellairs var død paa et sykehus.
Da Carthew sa farvel til sine kamerater fra ~Currency Lass~, reiste
de til Mexico. Der levet de høit en tid. Saa tok Hadden og irlænderen
en tur til guldmarkerne i Venezuela, mens Wicks drog alene til
Valparaiso. Den dag idag er der en Kirkup i den chilensiske flaate;
jeg saa navnet i aviserne forleden. Hadden blev snart træt av
gruberne, og for en tid siden møtte jeg ham i Sydney. Han fortalte
mig da at Mac var blit slaat ihjel under et overfald paa guldtoget.
Nu er der altsaa bare tre igjen av folkene fra ~Currency Lass~, for
Amalu kan man jo neppe regne. Han bor paa sit eget stykke land i
Moui, han har endnu Goddedaals kanarifugl og er en gnier med sine
penger. Han hadde ikke litet at begynde med; for baade Hemsteads og
Carthews parter blev delt likt mellem de andre fire -- Mac medregnet.
Og hvorledes jeg kunde møte Hadden i Sydney -- ja, det er ogsaa en
historie.
Stakkars Jim Pinkerton gjorde en vældig fallit en gang til, og denne
gang var der virkelig kompaniskap mellem os -- han hadde jo negtet
at ta imot mine penger paa anden maate -- saa jeg blev ribbet næsten
nøken.
Det fik Carthew høre.
"Vi er jo venner, Dodd," sa han, "og jeg har jo mange flere penger
end jeg burde ha."
Vi talte frem og tilbake, og tilslut fandt vi paa en ordning som ikke
gik min forfængelighet altfor nær.
Carthew kjøpte en skonnert og ansatte mig som superkargo. Han er ofte
med en tur mellem Sydhavets øer, og om han ikke blir rikere av denne
spekulation, saa er skonnerten stor og komfortabel. Carthew maler, og
jeg modellerer, og et liv under disse himmelstrøk gaar bare altfor
hurtig.
Jim Pinkerton har det ogsaa godt. Han har en fin forretning ute i
Vesten, og hans kompagnon holder ham i ørene hver gang han vil gjøre
altfor store spræl. Hans kompagnon? Det er kaptein Nares, saa Jim er
sikkert paa det tørre nu. Han lever lykkelig med sin Mamie, som han
stadig beundrer like høit. Han har faat sig sin egen avis ogsaa, og
er godt paa vei til at bli senator. Sidst han skrev til mig, vilde
han ha mig til at opgi skonnerten og bli redaktør i hans blad.
Siden vort opgjør i San Francisco har han aldrig spurt mig om vrakets
hemmelighet.