Vrakets hemmelighet - 04

og lunch, blev jeg budt en stol indenfor disken, i kontoret. Her
sat jeg i en stille krok og begyndte at komme til mig selv efter
de voldsomme sindsbevægelser, og hvem anden kom saa flyvende ind og
bort til en telefon -- hvem anden end herr Henry D. Bellairs i egen
person! Kald det hvad De vil, men fristelsen var uimotstaaelig, og
jeg reiste mig og tok plads like bak mandens ryg.
"Central," sa sakføreren, "2241 og 584 B -- Hvem der? -- All right --
Bellairs -- Occidental; telefonen var i ustand paa det andet sted --
Ja, omtrent tre minutter -- Ja -- Ja -- Den sum, De nævnte, det gjør
mig ondt at si det -- Nei -- Jeg hadde ikke ret til -- Hverken mere
eller mindre -- det har jeg al grund til at tro -- Aa, Pinkerton,
Montana Block -- Ja -- Ja -- Godt, som De vil -- Færdig 584 B."
Bellairs snudde sig for at gaa. Da han fik øie paa mig, saa krummet
han sig og skalv, som om han var ræd for at jeg skulde fare løs paa
ham. "Aa, er det Dem!" brøt han ut. Men saa fattet han sig. "Herr
Pinkertons kompagnon, tror jeg. Det glæder mig at se Dem. Maa jeg
gratulere Dem med Deres held." Og saa forsvandt han med et krypende
buk.
Og nu fik jeg et vildt indfald. Det var klart at Bellairs hadde talt
med sin klient, og jeg kjendte nummeret. Jeg ringte.
"Central," sa jeg, "forbind igjen 2241 og 584 B."
"To to fire en," lød det med engelsk akcent -- og tydeligvis en
dannet mands stemme. "Er det Dem igjen, herr Bellairs? Jeg sier Dem,
det nytter ikke. Er det Dem, herr Bellairs? Hvem er det?"
"Jeg ønsker bare at gjøre Dem et eneste spørsmaal," sa jeg høflig.
"Hvorfor ønsket De at kjøpe ~Flying Scud~?"
Intet svar. Telefonen dirret og summet med fjern klang av alle de
mange samtaler i en stor by; men stemmen i 2241 var taus. Baade én og
to ganger gjentok jeg mit spørsmaal, men den engelske stemme hørte
jeg ikke mere. Manden var altsaa flygtet -- flygtet fra et nærgaaende
spørsmaal. Hvorfor? Jeg tok telefonkatalogen og fandt nummeret:
"2241, Fru Keane, Mission Street 942." Og det var alt jeg kunde
gjøre, hvis jeg ikke vilde kjøre til huset og personlig gjenta min
næsvishet.
Mens jeg igjen sat og ventet i min krok, hadde jeg en følelse av
noget utrygt, mystisk, kanske farefuldt i vort eventyr. Jeg saa for
mig vraket og kaptein Trents rædde øine, og jeg saa nu ogsaa en mand
som blev likblek, bare fordi han i en telefon fik rettet til sig et
enkelt spørsmaal.
Klokkens slag vækket mig av disse tanker. Det var nu tyve minutter
over den tid Pinkerton skulde komme. Og for mig som kjendte hans
umaadelige nøiagtighet, rummet disse tyve minutter en hel roman av
muligheter. Men de vokste langsomt til en time, og den ene time
blev næsten to, og endnu sat jeg i min krok som et bytte for den
forfærdeligste angst. Lunchtiden var næsten forbi, før jeg husket at
jeg ikke hadde spist. Gud skal vite at jeg ikke hadde lyst paa mat,
men jeg trængte til at styrke mig, om det saa bare var for at kunne
fordøie de slette nyheter. Jeg la bud paa kontoret til Pinkerton,
satte mig ved et bord og bestilte suppe, østers og champagne.
Endelig kom min ven. Han saa blek og sliten ut, vilde ikke ha mat,
bestilte bare te.
"Er det forbi?" sa jeg temmelig mat.
"Nei," svarte han, "jeg har klart det, Loudon -- saavidt. Jeg kunde
ikke ha opdrevet en cent til i hele Frisco. Folk liker det ikke.
Longhurst vendte mig ryggen."
"Men du har klart det."
"Loudon, jeg sier dig at jeg har betalt blod for de pengene!" skrek
min ven vildt. "Og altsammen er paa nitti dager; jeg kunde ikke faa
en eneste dag til. Hvis vi gaar igang med denne historien, Loudon,
saa faar du reise. Jeg maa bli her og slaas, saa gjerne som jeg
skulde dra avsted selv. Jeg skulde vise de fete slyngler til sjøfolk
hvad arbeide er. Men du skal gjøre dit yderste, Loudon, jeg stoler
paa dig. Du maa være som en glo fra den første til den sidste dag.
Skonnerten og den lasten maa, maa være her før om tre maaneder,
ellers er vi kaput. ~Kaput!~"
"Jeg sverger at jeg skal gjøre mit bedste, Jim. Men du sa: Hvis vi
gaar igang. Har vi da noget valg?"
"Det kommer jeg straks til," sa Jim. "Det er ikke saa at jeg tviler
paa denne spekulation. Den vil nok lønne sig, det er ikke det. Men
det er disse tre maaneders veksler, og jeg har utnyttet min kredit
til det yderste, ser du. Jeg tror ikke at der i hele Frisco findes
nogen uten mig som kunde ha reist de sidste ti tusen!" ropte han i
en pludselig glødende beundring for sig selv. "Men saa er der noget
til. Jeg haabet at du kunde ha solgt den opiumen i smaat paa øerne;
det er det tryggeste og gir mest av sig. Men med denne tre maaneders
frist maa du seile bent til Honolulu og saa hjem med damper. Jeg skal
se at ordne det for dig der og faa fat paa en mand. Hold skarpt utkik
efter ham naar du nærmer dig øerne; for det kan hænde at han kommer
ut i en hvalbaat eller en dampjolle og har pengene med sig."
I taushet, om end ikke uten et ryk i min samvittighet, samtykket jeg
i at bli smugler, og det endog opiumssmugler.
"Men sæt at opiumen er saa godt gjemt at jeg ikke kan finde den!" sa
jeg.
"Du maa finde den, om du saa skal skjære briggen op til fliser med
din pennekniv!" skrek Pinkerton. "Og jeg har allerede sikret mig en
skonnert. ~Norah Creina~ heter den, fire og seksti tons, stor nok for
os, siden risen er ødelagt."
"Det er godt," sa jeg. "Men du sa: Hvis vi gaar igang med dette!"
"Hør da," sa Jim. "Du er enig med mig i at Bellairs vilde gaat
høiere."
Nu skjønte jeg ham. "Ja. -- Saa det er _det_?" sa jeg.
Jim nikket. "Hvis Bellairs og den mand som staar bak ham, gir mig et
skikkelig tilbud, saa sier jeg: la gaa!"
En pludselig tanke, en pludselig frygt jog igjennem mig. End om min
barnagtige spøk hadde skræmt manden bort? Hadde jeg ødelagt denne
chance? Skamfølelse lukket min mund. Jeg kunde ikke faa mig til at
nævne mit møte med Bellairs eller den adresse jeg hadde opdaget.
"Vi trænger adskillig mer end femti tusen for at kunne dække vore
utgifter," sa jeg.
"Bellairs gaar til seksti tusen, ja til hundrede tusen, hvis han blir
tat paa den rette maaten," svarte Pinkerton. "Husk hvorledes det gik
paa slutten."
"Det er ogsaa mit indtryk," sa jeg. "Men kanske var de femti tusen
som Bellairs hadde lov til at by, virkelig den høieste pris."
"I saa fald," sa Jim med graat alvor, "kan han ta ~Flying Scud~ for
femti tusen, og lykke til. Jeg foretrækker tapet."
"Er det saa galt fat med os!"
"Vi har strukket haanden længere ut end vi kan trække den ind igjen,"
sa Jim. "Vet du, de femti tusen jeg har laant, staar os i sytti tusen
før vi er klar igjen. Det blir over ti procent maaneden, og endda
kunde ingen anden i verden greiet det saa godt. Det var et mirakel.
Jeg maatte beundre mig selv. Aa, hadde vi bare hat fire maaneder! Men
endda kan det gaa, og det maa gaa. Og hvad blir det ikke at tale om
og huske i hele vort liv! Men," brøt han av, "først maa vi prøve den
trygge vei. Til den fanten Bellairs!"
Igjen holdt jeg paa at fortælle ham om Missionsgate adressen. Men
jeg hadde latt det gunstige øieblik glide forbi, og denne fortielse
maatte jeg da ogsaa bekjende. Desuten følte jeg mig sørgelig viss paa
at det allerede var for sent, og at manden var reist for to timer
siden. Altsaa tidde jeg fremdeles. Vi ringte op til sakføreren for at
høre om han var hjemme, og kjørte saa straks.
Bellairs' hus laa i en temmelig skummel gate. Kontoret var rent,
men yderst knapt møblert. Vi saa en bokhylde, en stol, en gammeldags
sekretær og intet mere.
"Herr Pinkerton og kompagnon!" sa Bellairs med et nervøst anfald av
høflighet. "Jeg skal hente stoler til Dem."
"Paa ingen maate," sa Jim. "Har ikke tid. Det er forretninger, hr.
Bellairs. Imorges kjøpte jeg, som De vet, vraket av ~Flying Scud~."
Sakføreren nikket.
"Og kjøpte det," fortsatte min ven, "for en pris som ikke staar i
noget rimelig forhold til ladningens opgivne værdi."
"Og nu har de tænkt Dem om og vil helst komme fra handelen. Det
ventet jeg," svarte sakføreren. "Jeg vil ikke skjule for Dem at min
klient var misfornøiet med mig, fordi jeg gik saa høit. Vi blev begge
litt for hete tilslut, herr Pinkerton. Men jeg skal være ganske
oprigtig -- jeg vet naar jeg har med gentlemen at gjøre. Læg saken
i mine hænder, saa tror jeg at jeg endnu kan faa min klient til at
overta kjøpet, saa De" -- han gransket vore ansigter -- "ikke lider
noget tap," sluttet han skingrende.
Her overrasket Pinkerton mig.
"Det er vel tyndt," sa han. "Jeg har vraket, jeg vet der er en
formue i det, og jeg agter at beholde det. Jeg ønsker bare et par
oplysninger for at slippe unødige utgifter. Kan De gi mig nogen
nyttige vink, saa behøver de bare at nævne en sum. Men læg merke
til at jeg først betaler naar skibet kommer tilbake, og hvis Deres
oplysninger har vist sig rigtige. Jeg kjøper ikke katten i sækken."
Sakførerens ansigt hadde et øieblik lysnet, men blev nu meget
bedrøvelig. "Jeg antar De vet mere om vraket end jeg," sa han. "Jeg
vet bare jeg fik i opdrag at kjøpe det, og prøvde, og ikke kunde."
"Det er godt, herr Bellairs," sa Jim. "Vil De saa bare si mig deres
klients navn og adresse."
"Jeg finder ikke at jeg har ret til at opgi hverken hans navn eller
hans adresse," svarte sakføreren. "Men hvis De ønsker det, skal jeg
med fornøielse sondere ham."
"Jasaa," sa Jim og satte hatten paa. "Ikke netop imøtekommende, hvad?
-- De staar fast? -- Skal vi si en Dollar?"
"Herr Pinkerton!" brast sakføreren ut i en meget fornærmet tone, og
jeg for min part var næsten ræd for at Jim hadde tat feil av manden
og nu gik for vidt.
"De har ikke bruk for en dollar idag?" sier Jim. "Godt, vi har begge
vor tid optat, og jeg skal straks gaa til den høieste pris jeg vil gi
--"
"Stop med dette, Pinkerton!" avbrøt jeg ham. "Jeg vet adressen:
Mission Street 924."
Jeg kan ikke si hvem der blev mest overrasket, Pinkerton eller
Bellairs.
"Hvorfor har du ikke sagt mig det, Loudon?"
"Du spurte mig ikke," svarte jeg og følte at jeg blev rød op i
tindingerne, mens han saa tungt paa mig.
Det var Bellairs som brøt tausheten, og som nu gratis gav mig den
kundskap jeg endnu savnet. "Naar De vet herr Dicksons adresse," sa
han og skjulte ikke sin lyst til at bli os kvit, "saa antar jeg at
jeg ikke behøver at opholde Dem længer."
Jeg var dødsens ulykkelig, da vi kom ut. Men min ven bad ikke om
forklaring. Han var øiensynlig ræd for at komme ind paa det farlige
emne. Men tilslut, da vi nærmet os Mission Street, kunde jeg ikke
bære spændingen længer.
"Du spør mig ikke om den adressen," sa jeg.
"Nei," sa han hurtig og mykt, "hvad var det med den. Det vilde jeg
gjerne vite."
Den myke tone var endda værre at taale end tausheten. "Jeg maa be
dig om ikke at spørre mig," sa jeg. "Det er en sak som jeg ikke kan
forklare."
I samme øieblik som de dumme ord var sagt, i samme øieblik vilde jeg
ha git alverden for at kalde dem tilbake. Og hvad vilde jeg ikke ha
git, da Pinkerton klappet mig paa haanden og svarte: "Det er bra,
kjære dig, ikke et ord til, jeg er viss paa at altsammen er som det
skal være!" At si mere nu var over min evne; men i mit stille sind
lovet jeg dyrt og hellig at jeg skulde gjøre det yderste jeg orket
i denne vanvittige spekulation, og at jeg skulde hugge mig selv i
stykker, før Jim skulde tape en eneste dollar.
Saa var vi fremme, og jeg fik andre ting at tænke paa.
"Herr Dickson? Han er reist," sa vertinden.
Hvorhen var han reist?
"Det aner jeg ikke," svarte hun. "Han var aldeles fremmed for mig."
"Hvorledes sendte han sin bagage, frue?" spurte Pinkerton.
"Han hadde ikke nogen," var svaret. "Han kom igaaraftes og gik igjen
idag bare med en pakke."
"Naar gik han?" spurte jeg.
"Ved middagstid," svarte vertinden. "Der var en som ringte op og
spurte efter ham, og jeg tænker mig at han har faat en underretning;
for han gik straks efter, skjønt værelserne var leiet for uken. Han
saa meget nedslaat ut. Jeg tænker mig det har været et dødsfald."
Mit hjerte sank. Var det virkelig min idiotiske spøk som hadde drevet
ham bort! Igjen spurte jeg mig selv: Hvorfor? og svirret et øieblik
rundt i en hvirvel av umulige hypoteser.
"Hvorledes saa han ut, frue?" hørte jeg saa Pinkerton si.
"Han var glatraket," sa vertinden, og viste sig ute av stand til at
gi en mere nøiagtig skildring.
"Stans ved det nærmeste apotek," sa Pinkerton til kusken. Vi gik
derind og satte telefonen i virksomhet.
"Naar anløper den første Kina-damper Honolulu?"
"~City of Pekin.~ Den kastet los idag klokken halvto," lød svaret fra
dampskibsselskapets kontor.
"Det er klart som blæk," sa Jim. "Han har rømt, saa sandt som jeg
heter Pinkerton. Han vil komme os i forkjøpet paa Midway Island."
Jeg følte mig ikke aldeles viss paa dette. Der var nogen enkeltheter,
som Pinkerton ikke kjendte, for eksempel kapteinens merkelige angst.
Og den tanke at jeg hadde skræmt Dickson til at flygte, sat endnu
fast i hodet mit.
"Burde vi ikke se paa passagerlisten?" sa jeg.
"Dickson er saant et fordømt almindelig navn," sa Jim, "og forresten
har han nok tat sig et nyt."
"Kanske heter han ikke engang Dickson," sa jeg.
"Rimeligvis ikke," sa Jim, som var blit staaende med sammentrukne
bryn.
"Hvad skal vi gjøre?" spurte jeg.
"Det naturligste var at skynde paa skonnerten," sa han. "Men jeg vet
ikke. Jeg har telefonert til kapteinen at gaa løs med hodet ned og
benene i luften, og han er vel paa farten nu. Jeg tror vi maa ha fat
i Trent, Loudon. Trent var med i det op til halsen. Selv om han ikke
vilde kjøpe, saa kunde han gi os et godt vink."
"Men hvor finder vi ham?"
"Naturligvis gjennem det britiske konsulat."
Paa konsulatet hørte vi at kaptein Trent hadde tat ind paa et
sjømandshotel. Dit kjørte vi.
"Kaptein Jacob Trent?"
"Kaptein Trent fra vraket? Han reiste klokken tolv, han og en til av
mændene. Kanakaen reiste litt før, han tok med ~City of Pekin~. De
bodde alle her. Her kan De se navnene i boken."
Jeg trak boken til mig og saa paa de fire navn, som alle var skrevet
med samme haandskrift -- en stor og klodset skrift: Trent, Brown,
Hardy og (istedetfor Ah Wing) Jos. Amalu.
"Pinkerton," sa jeg med ett, "har du den ~Occidental~ paa dig?"
"Her," sa Pinkerton.
Jeg læste gjennem beretningen om vraket.
"Se her," sa jeg, "her er navnet. Elias Goddedaal, styrmand. Hvorfor
kommer vi aldrig over den mand?"
"Var han ikke sammen med de andre paa den saloonen, hvor du saa Dem?"
"Jeg tror ikke det," sa jeg. "De var bare fire, og ingen av dem saa
ut til at være styrmand."
"Her har ikke bodd andre end disse fire," sier kontoristen. "De er
alle borte nu. Kapteinen kom med en kjærre, han og den ene av mændene
drog selv avsted med sit tøi. Kanakaen var gaat litt før, og den
sidste er ogsaa borte."
"Saa Goddedaal, styrmanden, har ikke bodd her?"
"Nei, ingen andre end de fire," sier kontoristen. "Var det meget
magtpaaliggende for Dem at finde disse mænd?"
"Vi har kjøpt vraket," forklarte jeg, "og det var nogen oplysninger
vi ønsket, saa det er meget ærgerlig at alle skal være reist."
Der hadde dannet sig en liten gruppe om os; for vraket var endnu et
interessant emne. Nu tok en av tilskuerne ordet; en gammel sjøulk var
det.
"Jeg tror naa ikke styrmanden er væk," sa han. "Han var svært syk,
var ikke ute av sykelugaren hele tiden paa ~Tempest~; det har jeg
hørt."
Jim tok mig i ærmet. "Tilbake til konsulatet," sa han.
Men heller ikke paa konsulatet visste man noget om Goddedaal. Lægen
paa ~Tempest~ hadde meldt ham syk, han hadde sendt ind sine papirer,
men aldrig fremstillet sig personlig for autoriteterne.
"Er der lagt telefon til ~Tempest~?" spurte Pinkerton.
"Blev lagt igaar," sa kontoristen.
"Vil De spørre ombord? Det er meget vigtig for os at finde herr
Goddedaal."
Kontoristen vendte sig til telefonen. "Desværre," sa han straks
efter, "Goddedaal har forlatt skibet, og ingen vet hvor han er."
"Har De betalt hjemreisen for folkene?" spurte jeg.
"Imorges betalte vi kanakaens billet til Honolulu. Jeg forstod paa
kaptein Trent at de andre skulde reise hjem i følge."
"Saa vil det kanske undre Dem at høre at de allerede er reist?" sa
jeg.
"De maa ta feil," svarte han.
"De er allikevel reist," sa jeg.
"Jeg er viss paa De tar feil," gjentok han.
"Maa jeg laane telefonen et øieblik?" sa Pinkerton. Jeg hørte at han
ringte op til det trykkeri, hvor vi pleiet at sende vore annonser.
Mere hørte jeg ikke, for jeg husket pludselig den store klodsede
haand i sjømandshotellets protokol, og spurte kontoristen om han
kunde vise mig kaptein Trents skrift. Jeg fik vite at kapteinen ikke
kunde skrive, fordi han hadde skadet sin haand litt før briggen
forliste. Den sidste del av logboken var indført av Goddedaal, og
Trent hadde undertegnet alle papirer med venstre haand. -- Nu var
Pinkerton færdig med telefonen.
"Det er alt vi kan gjøre. Nu til skonnerten," sa han. "Efter dette
vrøvl frem og tilbake skal det være en trøst at se paa et skikkelig
stræv."
Men da vi kom ned til bryggen, saa var der ikke det mindste stræv, og
paa ~Norah Creina~ var der ikke andet tegn til liv end kabysrøken.
Med blekt ansigt hoppet Pinkerton ombord.
"Hvor er kapteinen paa denne --?" Han sluttet ikke sætningen, fordi
han forgjæves lette efter et uttryk som var kraftig nok.
Et hode stak ut av kabysdøren.
"I kahytten, spiser middag," sa kokken rolig og snudde paa skraaen.
Nede i kahytten fandt vi en fet, mørk, stilfærdig mand som alvorlig
tok til sig av et velforsynet bord.
"Naa," sa Jim, "saa det er dette De kalder at sætte fart paa!"
"Hvem er De?" sa kapteinen.
"Jeg! Jeg er Pinkerton," sa min ven brysk, som om navnet var en
talisman.
"Høflig er De ikke, hvem De saa er!" var svaret. Men Jim hadde
dog opnaadd en viss virkning, for kapteinen kom sig paa benene og
tilføiet i hast: "En maa ha sig en bit mat, vet De, herr Pinkerton."
"Hvor er Deres styrmand?" sa Jim hvast.
"Oppe i byen," svarte den anden.
"Oppe i byen!" snerret Pinkerton. "Nu skal jeg si Dem hvad De er --
De er en snytenstrup, og hvis jeg ikke var ræd for at faa skidt paa
støvlerne mine, saa skulde jeg sparke Dem og middagen Deres ut i
dokken."
"Jeg skal ogsaa si Dem noget," gav kapteinen igjen og blev mørkerød i
ansigtet, "jeg vilde ikke føre dette skib for Dem, om De saa la Dem
paa knæ. Jeg har hat med gentlemen at gjøre til i dag."
"Jeg kan si Dem navnene paa nogen gentlemen som De aldrig mere faar
noget at gjøre med, og det er hele Longhursts selskap," sa Jim. "Og
jeg skal endnu i kveld faa en kaptein herned som er en sjømand, og
nogen sjøfolk med ham."
"Jeg gaar naar jeg selv vil, og det er imorgen tidlig," skrek
kapteinen efter os da vi gik iland.
"Hele verden er forrykt idag; jeg tror den maa ha snudd bunden
op!" klaget Pinkerton. "Og hvor skal jeg nu faa tak i en kaptein?
Longhurst er gaat hjem for en time siden, og alle mennesker er hver
paa sin kant."
"Det vet jeg," sa jeg. "Stig ind!" Og saa til kusken: "Kjender De
Black Tom?"
Dit rullet vi. Bak baren fandt vi, som jeg hadde haabet, Johnson
midt i et barokt optrin. Bordet var veltet paa kant; i et hjørne
av værelset stod en sydhavshandler og blaaste paa mundspil; midt
paa gulvet danset Johnson med en anden sjømand, de holdt hverandre
om livet og vagget tungt. Værelset var baade koldt og trangt; et
gasblus tæt over de dansendes hoder lyste osende; mundspillet var
hæst og alle ansigter alvorlige som i kirke. Naturligvis vilde det
været taktløst at forstyrre denne høitidelige lystighet; vi satte os
og ventet taalmodig. Tilslut hadde organisten brukt op sin pust og
sluttet pludselig midt i en takt. Straks stoppet ogsaa danserne; et
øieblik sjanglet de, endnu med armene om hverandre, saa skiltes de og
saa sig rundt efter bifald.
"Meget godt danset!" var det en som sa. Men det lot til at denne
kompliment ikke var varm nok. "Aa," sa Johnson, "nogen sjømand er jeg
kanske ikke, men danse det kan jeg." Og den andre føiet til patetisk:
"Føtterne mine er saa lette som fjær."
Jeg skyndte mig at si nogen rosende ord og drog saa Johnson alene
med ut i korridoren. Der fortalte jeg ham saa meget om vor stilling
som jeg fandt nødvendig, og bad ham -- hvis han ikke selv vilde føre
skonnerten -- finde en flink mand til os.
"Jeg!" brøt han ut. "Jeg kunde ikke gjøre det mere end jeg kunde
prøve at spasere til helvede!"
"Jeg trodde De var styrmand," sa jeg.
"Vist er jeg styrmand," klukket Johnson, "og De faar mig ikke tilsjøs
som noget andet. Men jeg skal si Dem noget, jeg tror jeg kan faa
Arty Nares til Dem. De har set Arty; førsteklasses navigatør."
Og han forklarte mig at Nares hadde løfte om en stor bark, naar
~Gleaner~-historien var gaat i glemme, og at han nu holdt sig svært
stille og gjerne vilde ha luftforandring.
Jeg ropte Pinkerton ut og fortalte ham det. "Nares!" sa han. "Jeg
skulde staa paa hodet, hvis jeg fik en mand som hadde hat Nares'
bukser paa sig! Vet du, Loudon, det er den bedste styrmand i San
Francisco." Med denne begeistring var saken avgjort. Johnson lovet
at sende Nares til os før klokken seks morgenen efter, og saloonens
sorte vert, Black Tom, som vi saa raadslog med, gav os tilsagn om
fire flinke og endog ædru matroser til samme klokkeslet.
Gaterne var fuldt oplyst da vi kom ut fra Black Toms saloon. Gate
efter gate gnistret av gas eller elektricitet, linje efter linje av
fjerne lys klatret opover de steile bakker mot mørket som hvælvet sig
over dem, og paa den andre siden avmerket hundrede dirrende lanterner
hundrede skibes plads paa havnen.
Ved et av de første plankeverker saa jeg en plakatklistrer i arbeide.
Jeg kastet et blik paa plakaten, og læste:
TO HUNDREDE DOLLARS I BELØNNING.
Officerer og mandskap paa den
#FORLISTE BRIG "FLYING SCUD"#
som personlig eller skriftlig
henvender sig til James Pinkerton, Montana Block
FØR MIDDAG IMORGEN, TIRSDAG, DEN 12TE,
vil motta
TO HUNDREDE DOLLARS I BELØNNING.
"Dette har du fundet paa, Pinkerton," sa jeg.
"Ja. De har været forte. Men det er ikke alt, Loudon. Nu skal du høre
det bedste. Vi vet at vor mand er syk. Ser du, et eksemplar av den
plakaten er sendt til hvert hospital, hver doktor og hvert apotek i
San Francisco."
Naturligvis kunde Jim faa greiet slike ting forholdsvis billig, men
jeg syntes allikevel at det var et flot indfald, og det sa jeg.
"Hvad betyr nogen faa dollars nu?" sa han trist. "Det er om tre
maaneder det kniper, Loudon."
Vi gik videre i taushet, ikke uten at skjælve. Og heller ikke da vi
litt efter sat og spiste, kom humøret op. Først da han hadde varmet
sig med et tredje glas champagne, fik Pinkerton renset strupen og saa
paa mig vaandefuldt.
"Loudon," sa han, "der var et emne som du ikke ønsket at uttale dig
om. Jeg vil bare spørre dig, det var vel ikke fordi -- fordi du var
misfornøiet med mig?" Og hans stemme dirret.
"Aa Pinkerton," sa jeg, "jeg har hele denne dag beundret dig. Jeg
synes du har gjort mirakler. Med hensyn til den adressen --"
"Nei, Loudon, ikke et ord til! Jeg bryr mig ikke om at høre det."
"For at si dig sandheten, saa har jeg liten lyst til at fortælle
det," sa jeg, "for det er noget jeg skammer mig over."
"Skammer dig over, Loudon? Aa si ikke det, bruk ikke et saant uttryk,
selv for spøk!" protesterte Pinkerton.
Vi sat tause igjen. Jeg nikket. "Vet du hvad jeg er mest trist for,
Jim?" sa jeg saa. "Nu blir jeg ikke forlover ved dit bryllup."
"Mit bryllup!" gjentok han og sukket ogsaa. "Der blir ikke noget
bryllup for mig nu. Jeg gaar til hende ikveld for at gi hende fri,
hvis hun vil. Jeg tror det er det som har pint mig hele dagen. Jeg
føler det som jeg ikke hadde ret til saa dristige foretagender,
efterat jeg er blit forlovet."
"Aa Jim, du vet det var min skyld," sa jeg. "Du skal gi mig skylden."
"Nei," sa han, "vi gik fra vettet begge to. Men det er fælt."
Saa drog Jim avsted i sit sørgmodige erende, og jeg gik alene hjem
til kontoret, tændte gassen og satte mig til at gruble over dagens
merkelige begivenheter og over den farlige og utaknemmelige opgave
som ventet mig i den nærmeste fremtid.


FEMTE KAPITEL.
Veiene skilles.

Jeg var ulykkelig da jeg lukket øinene, og det var til en forvirret
følelse av ulykke at jeg morgenen efter igjen aapnet dem. Jeg maa
en stund ha ligget sløv og elendig, før jeg opfattet at der blev
banket paa døren. Men da strømmet mine aandsevner tilbake i sine
sedvanlige kanaler, og jeg husket med ett gaarsdagens hændelser og
det mangfoldige arbeide som ventet mig idag. Denne tanke var som en
krigstrompet. Paa et øieblik var jeg ute av sengen, sprang gjennem
kontoret hvor Pinkerton sov dødstungt paa sin sofa, og stod i
natdragt i døren for at motta vore gjester.
Der stod Johnson smilende, og bak ham kaptein Nares med hatten ned
over øinene og en cigar hængende i mundviken. Bak ham igjen stod
øverst i trappen en flok matroser, ~Norah Creinas~ nye mandskap, og
polerte væggene med ryg og albuer. Jeg førte straks de to officerer
ind i vort kontor og rystet saa Jim lempelig til bevissthet. Han
satte sig op og stirret aandsfraværende paa den nye kaptein.
"Jim," sa jeg, "dette er kaptein Nares. Kaptein, herr Pinkerton."
Nares nikket, fremdeles uten et ord, og jeg syntes han mønstret os
temmelig skarpt.
"Aa godmorgen, kaptein Nares," sa Jim. "Det glæder mig at gjøre Deres
bekjendtskap. Jeg kjender Dem godt av omtale."
Alt ialt var denne tale kanske ikke saa svært velvalgt. Nares mottok
den ihvertfald med et grynt.
"Naa, kaptein," fortsatte Jim, "De vet hvad det gjælder? De skal
føre ~Norah Creina~ til Midway Island, bryte op et vrak, seile til
Honolulu og hjem igjen."
"Ja," svarte Nares koldt, "av en grund som De sagtens kjender, saa
kunde jeg ha lyst paa denne turen, men der er da nogen ting vi først
faar snakke om. De kunde imens la Johnson ta folkene ned og sætte dem
til at overhale riggen. De bestene ser ædru ut," tilføiet han med
væmmelse, "og de trænger arbeide, skal de holde sig."
Dette blev ordnet; Nares saa sin underordnede forsvinde og trak
pusten dypt.
"Nu er vi alene og kan tale," sa han. "Hvad er der saa paa bunden av
denne historie? Den er blit avertert som det var Barnums museum. Hver
kjæft snakker om den. Det liker jeg ikke, for jeg holder mig helst
i det stille akkurat nu. Ihvertfald vil jeg vite alt før jeg tar
skibet."
Saa fortalte Pinkerton hele historien, først koldt og nøiagtig, men
efterhvert mere og mere flammende, Nares sat og røkte og gryntet bare
nu og da. Men hans øine forraadte ham, de skinte.
"De ser altsaa," sluttet Pinkerton, "der er al sandsynlighet for at
Trent er drat til Honolulu, og det tar ikke saa stor part av femti
tusen dollars at leie en skonnert derfra ned til Midway. Derfor
trænger jeg en mand!" skrek Jim med smittende kraft. "Det vraket er
mit, jeg har betalt det med rede penger, og blir det nødvendig at
slaas for det, saa vil jeg ogsaa ha kamp. Hvis De ikke er tilbake om
nitti dager, saa sier jeg Dem likefrem at jeg kommer til at gjøre en
slik fallit som der sjelden har været set her paa kysten. Det gjælder
liv eller død for Dodd og mig. Kanske kommer der til et spændtak der
paa øen, og da jeg hørte Deres navn igaarkveld, og nu da jeg saa de
øinene Deres, saa sa jeg: Nares er manden for mig!"
"Jeg tænker," sa Nares og studerte asken paa sin cigar, "at jo før
jeg faar skonnerten utenfor Farallonerne[1], des bedre vil De være
fornøiet."
[1] Øer utenfor Kalifornia-kysten.
"De er den mand jeg har drømt om!" ropte Jim og hoppet paa sofaen.