Vrakets hemmelighet - 02

bent til maleren Myners atelier. Det var et skridt jeg længe hadde
tænkt paa og ikke vaaget. Jeg var ikke synderlig fortrolig med denne
engelskmand, og skjønt han hadde nok av penger, viste han sig paa
ingen maate opmuntrende mot tiggere.
Jeg fandt ham i arbeide med et billede som jeg med god samvittighet
kunde rose. Han malte væk mens jeg pratet, og jeg prøvde forgjæves at
komme til saken. Tilslut fik modellen lov til at hvile, og han snudde
sig mot mig.
"De kom ikke hit for at snakke alt dette tøvet," sa han.
"Nei," svarte jeg mat, "jeg kom for at laane penger."
"Vi har aldrig været fortrolige venner," sa han.
"Tak," sa jeg, "jeg kan ta mit svar," og jeg reiste mig med raseri i
hjertet.
"Naturligvis kan De gaa hvis De vil," sa Myner, "men jeg raader Dem
til at bli og høre paa mig."
"Hvad mere er der at si?" ropte jeg. "Ønsker De at ydmyge mig endda
mer?"
"De maa prøve at beherske Dem, Dodd," sa han. "Det er Dem som har
søkt denne samtale, og hvis De tror at den ikke er ubehagelig for
mig, saa tar De feil. De maa gi mig ordentlig greie paa Deres
utsigter før jeg kan avgjøre om jeg vil hjælpe Dem."
Paa denne maate "opmuntret" snublet jeg gjennem min historie. Jeg
fortalte at jeg hadde hat kredit paa et spisekvarter, men at det
nu var slut; at Dijon laante mig en krok av sit atelier, hvor jeg
modellerte alslags smaating som jeg endnu ikke hadde solgt noget av,
og at min fremtid var yderst usikker.
"Og Deres værelse?" spurte Myner.
"Aa, mit værelse er det ikke farlig med," sa jeg. "Min vertinde er
venligheten selv, hun har ikke engang nævnt sin regning."
"Det er vel ingen grund til at narre hende," sa Myner. "Nei, Dodd,
jeg synes ikke at det er hæderlig av os fremmede at dra fordel av
franskmændenes letvindte kredit, og saa rømme over kanalen eller
Atlanteren."
"Jeg tænker ikke paa at rømme," sa jeg.
"Hm," sa Myner. "Jo længer De blir, des større tap er det for Deres
venlige gamle vertinde. Nu skal jeg si Dem hvad jeg vil gjøre. Hvis
De samtykker i at reise, saa skal jeg betale Deres reise helt til
Muskegon, hvor Deres far bodde, og hvor hans venner uten tvil vil
hjælpe Dem til en stilling. Mere vil jeg ikke gjøre for Dem. Hvis jeg
trodde De hadde et stort talent, saa var det noget andet, men det
tror jeg ikke, og jeg raader Dem til at reise."
"Det sidste var ihvertfald ikke nødvendig," sa jeg.
"Det mener jeg at det var," svarte han fast. "Vil De saa ta mot mit
tilbud?"
"Nei tak," sa jeg.
Fra dette pinlige møte gik jeg bent til min gamle mesters atelier.
"Mester," sa jeg, "vil De ta mig i Deres atelier igjen -- men denne
gang som arbeider?"
"Jeg trodde Deres far var umaadelig rik," sa han.
Jeg forklarte at jeg nu var forældreløs og fattig.
Han rystet paa hodet. "Jeg har bedre arbeidere som gaar og venter,"
sa han.
"De pleide at si at mit arbeide var ganske godt."
"Ganske godt. Ja. Godt nok for en rikmands søn. Forresten trodde jeg
De vilde bli kunstner, ikke arbeider."
Paa en bænk paa den ytre boulevard, ikke langt fra Napoleons grav,
satte jeg mig for at ruge over min ulykke. Det var mørkt, trist veir,
og jeg hadde spist bare én gang paa tre dager. Jeg hadde ikke tobak,
mine klær og støvler var fillete og tilsølet. Og disse to mænd,
tænkte jeg, de hadde rost mit arbeide dengang jeg var rik, men nu da
jeg var fattig og trængte alt, saa hadde jeg ikke talent, saa var mit
arbeide ikke godt nok.
Skulde jeg indrømme at jeg var slaat, skulde jeg gi op? Jeg tænkte
paa de mange kunstnere som var blit frakjendt alle muligheter, og
som trods latter og ringeagt var naadd frem. Jeg tænkte paa ham som
hvilte under Invalidebygningens gyldne kuppel. Fra artilleriløitnant
til verdenshersker. Ved Napoleon, jeg skulde holde ut, og de to som
idag hadde haanet mig, skulde engang faa misunde mig min sukces.
Det var blit næsten mørkt da jeg vaaknet til min sult igjen.
Skjælvende sprang jeg op, og rystende av kulde gik jeg gjennem de
regnfulde gater, forbi de glitrende kafévinduer.
"Aa, herr Dodd," sa portneren, "her har været et rekommandert brev
til Dem. Budet kommer igjen med det imorgen."
Et rekommandert brev til mig! Hvad det kunde indeholde, ante jeg
ikke. Men løgnen fløt uvilkaarlig fra min mund.
"Endelig mine penger!" sa jeg. "Pokker saa ærgerlig at jeg ikke var
hjemme. Kan De laane mig hundrede francs til imorgen?"
Jeg hadde aldrig før prøvet at laane av portneren. Det rekommanderte
brev gav desuten en viss sikkerhet; han lot mig faa det han hadde,
omtrent seksti francs. Saa fort som mine skjælvende ben kunde bære
mig, sprang jeg rundt hjørnet til Café de Cluny. Jeg husker det
første glas pomard og den første vidunderlige oliven; saa længe jeg
lever vil jeg huske det. Over resten av maaltidet ligger en tyk sky
av burgunder eller kanske rettere av sult og tung mæthet.
Klart husker jeg min skam og fortvilelse da jeg morgenen efter
vaaknet og gjenkaldte mig hvad jeg hadde gjort, og hvorledes jeg
hadde bedraget den stakkars ærlige portner. Nu var skandalen over
mig! Jeg hadde solgt min selvagtelse og taket over mit hode for en
middag paa Café Cluny!
Mens jeg sat slik og angret, kom postbudet med det rekommanderte
brev. Det var stemplet San Francisco, hvor Pinkerton allerede sat til
halsen i mangfoldige forretninger. Det indeholdt et nyt tilbud om
hjælp, denne gang to hundrede francs om maaneden, og for det tilfælde
at jeg skulde være i øieblikkelig forlegenhet vedla han en anvisning
paa firti dollars. Jeg sa til mig selv at nød bryter alle love, og
bankene hadde saavidt aapnet da jeg kom med min anvisning.
Det var i begyndelsen av december at jeg solgte mig til slaveri.
Det lykkedes mig at overgaa mig selv og overskygge Muskegons genius
med en liten, men høist patriotisk "fanebærer"; jeg fik ham antat
paa salonen, og der stod han under hele utstillingen fuldstændig
ubemerket, og derfra kom han tilbake til mig likesaa patriotisk som
før. Jeg la hele min sjæl -- som Pinkerton vilde sagt -- i endel
pillerier, som kom tilbake fra kunsthandlerne like saa trofast som
fanebæreren. Og da jeg hadde holdt paa slik et halvt aars tid,
og allerede skyldte to hundrede dollars til Pinkerton og omtrent
et hundrede her og der i Paris, saa vaaknet jeg en morgen med en
frygtelig følelse av ensomhet; den nat hadde min forfængelighet drat
sit sidste suk. Jeg øinet ikke haab længer, jeg tilstod for mig
selv at jeg var slaat, og der jeg sat i min natskjorte ved vinduet
og stirret paa trætoppene ved hjørnet av boulevarden og fanget ind
musikken av den travle morgenfærdsel, skrev jeg mit farvel til Paris,
til kunsten, til hele mit tidligere liv og hele mit tidligere jeg.
"Jeg gir mig," skrev jeg; "naar dit næste bidrag kommer, skal jeg
reise bent til Vesten, og der kan du gjøre med mig som du vil."


ANDET KAPITEL.
Oplevelser med Pinkerton i San Francisco.

Paa min vei vestover tok jeg en sving indom mine slegtninger i
Edinburgh. Jeg forela onkel Adam min stilling, og bad ham om hjælp
fil at betale den gjæld jeg hadde. Onkel Adam svarte med at tilby mig
en post som kontorist i sin forretning, begynderløn atten shillings
om uken. Da blev min bedstefar, som hørte paa vor samtale, meget
fortørnet, og der utviklet sig en pinlig scene mellem ham og onkel
Adam. Utfaldet kom høist uventet for mig. Min bedstefar lot tilkalde
sin sakfører, og kastet baade onkel og mig paa dør. En time efter
stod jeg med en anvisning paa to tusen pund i haanden, og hadde
desuten en behagelig visshet om at den gamle bygmester ikke hadde
glemt mig i sit testamente. Bedstefar og jeg tok en lang spasertur,
denne gang ikke til nogen av hans forfærdelige huser, men efter en
naturlig og vakker impuls til det hvilested han hadde bygget sig.
"Jeg vilde du skulde se dette stedet," sa han. "Der er stenen. ~Mary
Murray, Født 1819, Død 1850~ -- det er din bedstemor, pen og god og
snild var hun. ~Alexander Loudon, Født Sytten Hundrede To Og Nitti,
Død~ -- og saa et hul; det er mig. Alexander er mit navn. De kaldte
mig Ecky da jeg var gut. Aa, Ecky, du er en gruelig gammel mand!"
Nogen dager efter stod jeg paa en anden kirkegaard -- i byen
Muskegon. Hele det ensformige, moderne Babel med de vældige,
stirrende husrækker hadde vokset, eller rettere sagt svulmet slik
siden min bortreise at jeg maatte spørre mig frem. Selve kirkegaarden
var flunkende ny. Men døden hadde været virksom; jeg maatte lete
længe mellem millionærernes pralende gravmæler og ungarske arbeideres
sorte kors, før tilfældet eller mit instinkt førte mig til min fars
grav. Stenen var reist -- det visste jeg allerede -- "i beundring,
av hans venner". Navnet stod med store bokstaver og stirret paa mig
-- ~James K. Dodd~. Det fór gjennem mig med bitter klage og anger at
jeg aldrig hadde visst hvad K'et betydde. Like sørgelig var resten
av mit ophold i Muskegon. Jeg blev der nogen dager for at besøke min
fars venner. Den pine kunde jeg spart mig, hans minde var allerede
bleknet. For hans skyld bød de mig velkommen, og for min skyld holdt
de med møie en samtale gaaende om hans forretningsdygtighet og hans
gavmildhet overfor almene formaal. Og saasnart jeg var gaat, husket
de ham ikke længer. Min far hadde elsket mig; jeg hadde latt ham leve
og dø ensom; da jeg kom tilbake var han død og begravet og glemt. Der
var en sjæl til som holdt av mig -- Pinkerton. Jeg maatte ikke to
ganger gjøre mig skyldig i den samme feil.
Og denne tanke var det kanske som mest hadde drevet mig vestover --
trods de to tusen skinnende pund som vilde gjort mig til en greve
i det nøisomme Quartier Latin. Et par dager efter var jeg midt i
hvirvelen av Pinkertons forretninger.
I samme aand som en skolegut gjør sig selv til helten i sine
røverromaner og oplever de utroligste eventyr, fløi Pinkerton gjennem
Kearney street i sit daglige stræv. Virkeligheten var hans romantik.
Hver dollar han tjente, hadde han likesom bragt iland fra et mystisk
dyp. Naar han slog med sin kjække haand ind i pengemarkedets net, saa
hadde han en glædelig følelse av at ryste tilværelsens grundpiller,
og likesom med et kamprop sætte folk til arbeide i fjerne land; han
følte at han fik guldet til at skjælve i millionærernes skap.
Jeg fik aldrig fuld oversigt over hans spekulationer; men der
var fem forskjellige forretninger som han vedkjendte sig og bar
som et banner. ~Thirteen Star Golden State Brandy~ -- et meget
usmakelig produkt -- fyldte en stor del av hans tanker, og blev
anbefalt til publikum i en veltalende men vildledende avhandling,
"Hvorfor drikke fransk brændevin? Et ord til den vise." Han holdt
et kontor for annonserende, han gav raad og utkast og forhandlet
som mellemmand med trykkere og plakatklistrere; kjøbmanden spurte
om idéer, teateragenten hadde bruk for lokalkjendskap, og alle og
enhver fik med sig et eksemplar av hans brochure, "Hvorledes, Naar,
Hvor, en haandbok for annonserende". Hver lørdag leiet han en liten
dampbaat som tok folk ut paa en fisketur for en pris av fem dollars
pro persona, snører og agn medregnet i billetten. Jeg har hørt at
der var dem -- utvilsomt gamle fiskere -- som tjente paa turen.
Leilighetsvis kjøpte han vrak og kondemnerte skibe; de sidste fandt,
uten at jeg kan si hvorledes, veien tilsjøs igjen under nye navn,
og pløide bølgerne i triumf under Bolivias eller Nicaraguas farver.
Tilslut var der en landbruksmaskin som straalte av rød og blaa
maling, og som utfyldte et "længe følt savn".
Men foruten i disse aapne foretagender spekulerte han paa mangfoldige
mystiske maater. Aldrig sov nogen dollar i hans eie; han holdt dem
alle flyvende likesom en jonglør med appelsiner. Da jeg begyndte at
faa en andel, lot han mig skimte min fortjeneste bare et øieblik; saa
forsvandt den igjen. Han kom straalende fra et ukeopgjør, klappet mig
paa skulderen og fortalte at han hadde tjent fabelagtige summer, og
saa bad han om at faa laane en kvart dollar til et glas.
"Hvad i al verden har du gjort av det?" kunde jeg spørre.
"Ind i møllen igjen. Altsammen anbragt igjen!" svarte han usigelig
fornøiet. "Anbringelse" var hans staaende uttryk. Han taalte ikke
det han kaldte spil. "Rør aldrig aktier, Loudon," sa han, "ingenting
andet end skikkelige forretninger." Men himmelen vet at mangen
forhærdet spiller vilde ha gyst tilbake for nogen av Pinkertons
anbringelser. En saadan forretning fik jeg tæften av. Det gjaldt
befragtningen av en ulykkelig skonnert bestemt til Mexico -- for at
smugle vaaben den ene vei og cigarer den anden. Dette foretagende
endte med forlis, konfiskation og en retssak med assurandørerne.
Pinkerton, som var interessert for en syvendedel, vilde aldrig gaa
nærmere ind paa denne sørgelige spekulation. "Det blev en skuffelse,"
var alt han sa; men jeg skjønte at hele hans forretning skalv i sine
grundvolde. Forresten varte det ikke længe før Pinkerton begyndte at
skjule for mig sine vildeste "anbringelser".
Vi hadde vort kontor midt i byen. Det var et høit og rummelig værelse
med mange og store speilglasvinduer. Et glasskap indeholdt omtrent
to hundrede flasker av Pinkertons Thirteen Star. Etiketten var
meget pragtfuld. Skapets dører svinget ustanselig paa hængslerne;
hver fremmed som kom ind paa kontoret, fik med sig en flaske. Jeg
protesterte litt mot denne ødselhet. "Kjære Loudon," sa Pinkerton,
"vil du da aldrig bli forretningsmand? Det er jo den billigste
annonse jeg har. Brændevinen koster mig næsten ingenting."
Paa den ene kant av det store bord midt i værelset sat to
maskinskriversker som ikke hvilte mellem klokken ni og fire, og den
andre ende var optat av en model av landbruksmaskinen. Paa væggene
hang nogen fotografier, blandt andet av skibet ~James L. Moody~,
strandet paa en nøken og vild kyst, og dernæst endel oljemalerier i
guldrammer. Disse billeder var for det meste relikvier fra Quartier
Latin, og jeg skal vise Pinkerton den retfærdighet at si at intet av
dem var daarlig, og at nogen var meget talentfulde. Efterhvert som
de blev avhændet, og det for pene priser, blev deres plads indtat av
lokale kunstneres arbeider. Disse fik jeg det hverv at kritisere.
Nogen av dem var fæle, men alle sælgelige. Det sa jeg, og jeg saa mig
selv som desertør, jeg bar vaaben i den gale leir. Fra nu av skulde
jeg se paa malerier ikke med en kunstners, men med en kunsthandlers
øine; strømmen som skilte mig fra alt det jeg elsket, blev bredere og
bredere.
"Nu, Loudon," hadde Pinkerton sagt den første morgen, -- "nu, Loudon,
skal vi gaa løs skulder mot skulder. Det er det jeg har længtet
efter, to hoder og fire armer. Du vil snart finde at det er akkurat
likedan som kunst -- altsammen iagttagelse og fantasi, men større
fart. Bare vent til du begynder at føle glæden i det."
Jeg kunde ha ventet længe. Det som Pinkerton kaldte arbeide, var og
blev for mig bare tom staahei.
Jeg sov i et litet rum indenfor kontoret, Pinkerton paa en patentsofa
i kontoret selv. Vi stod tidlig op, gik tidlig til frokost, og
begyndte klokken ni paa forvirringen, som for mig var og blev
babylonisk.
Nogen dager hadde Jim et usedvanlig energisk og tappert ansigt, han
snakket kortfattet, likesom han hadde frygtelig travelt, og der faldt
fra ham slike ytringer som "Longhurst fortalte mig det imorges"
eller "Jeg har det direkte fra Longhurst". Det var ikke rart, tænkte
jeg, at Pinkerton blev tilkaldt for at raadslaa sammen med slike
titaner; for hans raphet og opfindsomhet var hævet over al ros. I den
første tid, da han endnu talte aapent med mig om alle sine planer og
projekter, saa visste jeg aldrig om jeg mest beundret ham eller mest
moret mig over ham. Men de gode dager fik snart ende.
"Ja, det er nok utspekulert," sa jeg engang. "Men, Pinkerton, synes
du det er hæderlig?"
"Du synes ikke det er hæderlig?" klaget han. "Aa gud, at jeg skulde
faa høre slike ord fra din mund!"
"Det gjør mig ondt," sa jeg bare.
Men denne konflikt kom igjen, og litt efter litt blev Pinkerton
ræd for at betro sig til mig. Hvis der var noget som han gjorde
sig til av, saa var det sin ærlighet, og hvis der var noget som
han satte pris paa, saa var det min gode mening. Min egen stilling
var slet ikke let. Jeg skyldte ham jo saa meget, og da er det ikke
behagelig at optræde som kritiker; men tanken paa at jeg levet av
disse tvilsomme foretagender, var heller ikke behagelig. Jeg valgte i
min svakhet et mellemstandpunkt. De forretninger som Pinkerton ikke
likefrem fortalte mig om, foretrak ogsaa jeg at tie om heller end at
fremkalde nye scener. Dette var Pinkerton gløgg nok til at benytte
sig av, og det var en lettelse for os begge da han begyndte at hylle
sine planer i et mystisk slør.
Vor sidste disput gjaldt et kondemnert skib, som Pinkerton hadde
kjøpt for at reparere og sende tilsjøs igjen under et nyt navn. Han
gned sig i hænderne mens han fortalte mig det.
"Dette kan jeg ikke være med paa, Pinkerton," sa jeg.
Han hoppet høit. "Hvad er det nu for sludder!" skrek han. "Ingenting
som der er noget at tjene paa, finder naade for dine øine."
"Skibet er blit kondemnert av Lloyds agent," sa jeg.
"Lloyd, Lloyd! Jeg har sagt dig at Lloyd bare er en ring som alt
andet. Skibet er i fortræffelig stand, der er næsten ingenting i
veien med det."
"Jeg vil ikke tjene penger ved at vaage menneskeliv," var mit
ultimatum.
"Du store kineser, likesom ikke alle spekulationer var vaagespil! Jeg
skal si dig noget, Loudon, du er altfor fin for denne verden."
"Og du glemmer dine gamle idealer og din kultur bare for denne
evindelige pengejagtens skyld," sa jeg. "Du drømmer jo ikke om andet
end dollars."
Dette skud traf. "Det er sandt, Loudon," ropte han og rev sig i
haaret. "Du har aldeles ret. Jeg holder paa at bli materialist. Aa
tænk, at jeg maa si det om mig selv! Du er en trofast ven, Loudon,
nu har du reddet mig igjen. Hvad skal jeg gjøre for at vække den
aandelige side av mig? Jeg maa studere noget, noget rigtig tørt og
kjedsommelig. Hvad skal det være? Teologi? Algebra? Hvad er algebra?"
"Det er tørt og kjedsommelig nok, ~a² + 2ab + b²~."
"Men det virker stimulerende, hvad?"
Det svarte jeg ja til.
"Ja, saa vil jeg studere algebra," sa han. Og dagen efter fik han
opsporet en ung dame, en frøken Mamie McBride, som hadde baade evne
og vilje til at veilede ham paa disse blomsterløse vidder. De blev
enige om to timer hver uke, og han gik igang med flammende energi.
Timerne strakte sig snart ut til en hel aften, og de to ukentlige
timer blev øket til fire og derefter til fem. "Pas dig, du blir snart
dødelig forelsket i algebraisten," sa jeg.
"Det maa du ikke si, selv for spøk!" ropte han. "Jeg har altfor stor
ærefrygt for hende. Aa Loudon, jeg har aldrig set en kvinde med saa
fint og rent sind."
Dette lød svært inderlig i mine ører. En stund efter hadde jeg den
fornøielse at tilbringe en aften sammen med de to. Frøken Mamie
viste sig at være en pyntelig liten en med store, vandklare øine,
meget vakkert væsen og en strøm av de mest korrekte uttryk som jeg
nogensinde har hørt fra menneskelige læber. Jeg trak mine slutninger
av de øine som hun gav min ven, og da han dagen efter plumpet ut med
sine følelser for hende, opmuntret jeg ham til at gaa paa. Samme
kveld forlovet han sig.
I de dager gjorde vi op regnskapet for det første aar. Det viste at
jeg medregnet de to tusen pund som jeg hadde faat av min bedstefar,
var den stolte eier av 14.400 dollars. Men jeg maa tilføie at jeg
hadde tjent hele otte tusen dollars utenfor vor forretning. Dengang
jeg blev altfor træt av at sitte som blindemand paa Pinkertons
kontor, hadde han git mig den idé at arrangere endel søndagsutflugter
for det store publikum. Det gjorde jeg, og disse utflugter indbragte
mig baade popularitet i de brede lag og tre tusen dollars netto.
Endvidere hadde jeg engang hat det indfald at kjøpe endel værdiløse
grubeaktier. Straks efter blev der gjort et stort sølvfund i gruben,
aktierne fløi tilveirs, og jeg skilte mig av med mine i det rette
øieblik. Det var fem tusen dollars. Paa den anden side hadde jeg i
aarets løp brukt fire tusen dollars.
Jeg var altsaa rik. Hvorfor skulde jeg ikke vende tilbake til Paris?
Nogen glæde av forretningslivet fik jeg aldrig, og nu skulde Jim
gifte sig og trængte ikke mit selskap. Jeg snakket med Jim om det en
kveld.
"Ja, jeg har ventet dette, Loudon," sa han. "Det piner mig, men
naturligvis bør du reise. Du kan gjøre regning paa firti dollars om
uken, og tænk, for to aar siden var du næsten tigger."
"Jeg _var_ tigger," sa jeg.
"De slynglerne gav dig ingenting, og det er jeg glad for nu," sa Jim.
"Det blir en triumf for dig at komme tilbake, og om to aar skal Mamie
og jeg besøke dig."
Vi sat og pratet til sent paa nat. Jeg selv var saa glad over min
nyvundne frihet, og Jim var saa lykkelig over min lykke og saa stolt
av sin kjække Mamie, og værelset var blit saa fyldt med luftslotte at
vi slet ikke tænkte paa at sove. Kontorklokken hadde slaat baade to
og tre før Pinkerton strakte sig ut paa sin patentsofa.
Med min hjemreise til Paris i tankerne fortsatte jeg mit gamle
liv i San Francisco. Jeg hadde alle eftermiddager og to eller tre
aftener om uken til min raadighet, og dem brukte jeg til at studere
den merkelig maleriske by. Fra en "amatørpariser", som jeg før
hadde kaldt mig, blev jeg en omstreifer paa kaier og verfter og i
skumle gater, og jeg søkte bekjendtskap med alslags underlige typer.
Kinesiske og meksikanske spillehelveder, tyske hemmelige samfund,
logishus for sjøfolk og mange berygtede og farlige steder besøkte jeg.
En dag stod jeg nede ved en baatbrygge under Telegraph Hill. En stor
bark, kanske paa en atten hundrede tons, kom indover tæt rundt
pynten. Med ett saa jeg at to mænd ombord kastet sig over rælingen
og ned i en baat, de rev aarerne fra baatmanden og rodde som for
livet mot den bryggen hvor jeg stod. Paa forbausende kort tid naadde
de ind, og jeg saa at de begge var altfor godt klædt til at være
matroser.
"Nærmeste politistation!" skrek den første.
"Denne vei," sa jeg og sprang avsted med dem. "Hvad er paafærde? Hvad
er det for et skib?"
"Det er ~Gleaner~," svarte han. "Jeg er førstestyrmand, denne mand
tredjestyrmand, vi maa forklare os før mandskapet. Ser De, de kunde
slaa os sammen med kapteinen, og det har jeg ikke stor lyst paa. Jeg
har oplevet noget av hvert i mit liv, jeg har set koffernagler fly
som sand i storm -- men aldrig maken til skipperen vor. Der var ikke
stop med det fra Hook til Farallonerne, og den sidste blev skutt for
ikke seksten timer siden. Det var et saa fordømt mandskap som nogen
gang har gjort kvalm ombord, men folkene saa likevel bleke ut da
kapteinen begyndte med præmieskytningen sin."
"Aa, han er færdig nu," sa den anden. "Han kommer ikke til at gaa
tilsjøs igjen."
"Sludder," svarte hans overordnede. "Rækker han bare helskindet iland
og slipper at bli lynchet i de første ti minutter, saa greier han
sig endda. Rederne vil holde paa ham, de finder ikke en saa dygtig
kaptein hver dag i aaret."
"Ja, en skal lete efter hans like," sa den anden hjertelig. "Jeg tror
ikke der er betalt hyre ombord paa ~Gleaner~ de tre sidste turene."
"Ikke betalt hyre?" brøt jeg ut, for jeg var endnu ny i maritime
saker.
"Ikke til folkene forut," sa styrmanden. "Folkene rømte; de fik det
ikke saa hyggelig som de kanske hadde ventet. Det er ikke det første
skib som aldrig har betalt hyre."
Jeg kunde ikke la være at lægge merke til at vor fart avtok mer og
mer, og jeg undredes paa om ikke den store hastighet vi begyndte
med, var beregnet bare for galleriet. Visst er det ihvertfald, at
da vi hadde naadd politistationen, og styrmanden hadde fortalt sin
gruelige historie om fem mænd som var blit myrdet mellem Sandy Hook
og San Francisco, saa blev politiet sendt avsted akkurat fem minutter
for sent. Før vi kom ned, var skurken sluppet bort i folkemassen og
hadde fundet et tilflugtssted i en vens hus. Godt var det for ham
at han hadde skyndt sig; for da den frygtelige nyhet bredte sig, da
det sidste offer blev kjørt til hospitalet, og da de gjenlevende fra
myrderiet gik rundt og viste sine saar, saa skalv og glødet hele den
bydelen av raseri. Hvis kapteinen paa ~Gleaner~ var blit fundet, saa
hadde hans liv været litet værd.
Som jeg har sagt hadde jeg en mistanke om at Nares (saa het
styrmanden) vilde gi sin kaptein leilighet til at slippe bort. Da
jeg senere lærte ham godt at kjende, vilde han aldrig uttale sig
om ~Gleaners~ reise. Uten tvil hadde han grund til at være taus.
Paa veien til politistationen drøftet han flere ganger med Johnson,
tredjestyrmanden, om han ikke burde overgi sig selv likesaa vel som
at melde kapteinen. Han bestemte sig til ikke at gjøre det, da det
"sandsynligvis løp ut i ingenting, og selv om der blev mudder, saa
hadde han en mængde gode venner i San Francisco". Og det løp ut i
ingenting, men det maa ha været meget nær ved at bli noget, for Nares
forsvandt øieblikkelig ut av syne og holdt sig næsten likesaa godt
gjemt som sin kaptein.
Johnson møtte jeg derimot ofte. Jeg fik aldrig vite hvor manden var
fra. Selv kaldte han sig amerikaner, men baade hans væsen og hans
engelsk vidnet mot ham. Jeg tror at han var skandinav, og at han
længe hadde faret med engelske og amerikanske skibe. Det er mulig
at han som saa mange av sine landsmænd i lignende stilling allerede
hadde tapt sit morsmaal. Skjønt han oprindelig var mild, venlig og
pudsig spøkefuld av sind, hadde han saa længe været vant til den
grusomme disciplin tilsjøs, at hans historier -- som han fortalte
med en klukkende latter -- ofte fik mig til at gyse. Han var høi og
slank, hadde mørkt haar, kjække og renlinjede træk og et veirbrunet
ansigt. Naar han sat i en stol, saa kunde man ta ham for en baronet
eller en militærofficer, men bare han reiste sig, saa var det
matrosen som kom ruggende mot en, og bare han aapnet munden, saa var
det matrosen som pep og drævet paa sit ugrammatikalske kraakemaal.
Jeg trodde jeg snart skulde tapt ham av syne, men ifølge sjøfolkenes
uskrevne livsregler maatte han først sætte sin hyre overstyr. Han
sløste den stilfærdig bort i den lille gjestestue bak kaféen hos
"Black Tom"; der sat han med et utvalgt selskap av gamle venner,
alle fra Sydhavet, allesammen glad i en lang skrøne en kort pipe og
glasser bordet rundt.
Black Toms kafé var en fjerdeklasses saloon for kanaka-sjømænd, sterk
tobak, fæle cigarer, endda værre brændevin, brøstfældige guitarer og
banjoer. Der var vildskap nok i denne saloonen, og den hadde ord for
ikke altid at være farefri.
Men i gjestestuen bak sat den lille hyggelige sydhavsklub og pratet
om en helt anden verden. Gamle skonnertkapteiner var det, gamle
sydhavshandlere, kokker, styrmænd, folk som var mildnet under sit
ophold hos en bløtere race, folk som hadde faat sine tanker og sanser
aapnet av merkelige oplevelser. Dag efter dag kunde jeg med frisk
glæde høre paa deres fortællinger. Der formet sig i min fantasi et
billede av øerne og ølivet, steile strandbredder, spidse fjeldtopper,
den dype skygge av hængende skoger, den ustanselige brænding mot
revet og den usigelige fred i lagunen, sol, maane og stjerner av
vidunderlig klarhet; troskyldige mennesker i disse landskaper,
kvinder som var elskeligere end Eva; her var forbandelsen hævet, her
var der musik over livet, gjesten var velkommen, baaten gled frem, og
den lange nat gik med digte og korsang. For at fatte den længsel som
undertiden grep mig, maa man selv ha været en uheldig kunstner, selv
ha sultet paa Paris' gater, selv ha været spændt i aag sammen med en
forretningskraft som Pinkerton. Den grovkornede by San Francisco,
det travle kontor, hvor min ven Jim hver dag fra ti til fire gik op
og ned som en fanget løve, ja, nu og da bleknet selv mindet om Paris
for mig. Mangen mand som blev mindre fristet, vilde git op alt for at
gjøre sine syner til virkelighet, men jeg var for doven og for litet
eventyrlig av sind. Der maatte gjøre sig gjældende en magt utenfra,
og skjønt jeg ikke ante det, var skjæbnen allerede i arbeide med min
fremtid.