Sult - 01

KNUT HAMSUN

SULT

KØBENHAVN
P. G. PHILIPSENS FORLAG
Trykt hos J. Jorgensen & Co. (M. A. Hannover)
1890


FØRSTE STYKKE

Det var i den Tid, jeg gik omkring og sulted i Kristiania, denne
forunderlige By, som ingen forlader, før han har fået Mærker af den . . . .
Jeg ligger vågen på min Kvist og hører en Klokke nedenunder mig slå seks
Slag; det var allerede ganske lyst, og Folk begyndte at færdes op og ned i
Trapperne. Nede ved Døren, hvor mit Rum var tapetseret med gamle Numre af
»Morgenbladet«, kunde jeg så tydelig se en Bekendtgørelse fra
Fyrdirektøren, og lidt tilvenstre derfra et fedt, bugnende Avertissement
fra Bager Fabian Olsen om nybagt Brød.
Straks jeg slog Øjnene op, begyndte jeg af gammel Vane at tænke efter, om
jeg havde noget at glæde mig til idag. Det havde været lidt knapt for mig i
den sidste Tid; den ene efter den anden af mine Ejendele var bragt til
»Onkel«, jeg var bleven nervøs og utålsom, et Par Gange havde jeg også
ligget tilsengs en Dags Tid af Svimmelhed. Nu og da, når Lykken var god,
kunde jeg drive det til at få fem Kroner af et eller andet Blad for en
Føljeton.
Det lysned mer og mer, og jeg gav mig til at læse på Avertissementerne nede
ved Døren; jeg kunde endog skælne de magre, grinende Bogstaver om »Ligsvøb
hos Jomfru Andersen, tilhøjre i Porten«. Det sysselsatte mig en lang Stund,
jeg hørte Klokken slå otte nedenunder, inden jeg stod op og klædte mig på.
Jeg åbned Vinduet og så ud. Der, hvor jeg stod, havde jeg Udsigt til en
Klædesnor og en åben Mark; langt ude lå Gruen tilbage af en nedbrændt
Smedje, hvor nogle Arbejdere var i Færd med at rydde op. Jeg lagde mig med
Albuerne ned i Vinduet og stirred ud i Luften. Det blev ganske vist en lys
Dag, Høsten var kommet, den fine, svale Årstid, hvori alting skifter Farve
og forgår. Støjen var allerede begyndt at lyde i Gaderne og lokked mig ud;
dette tomme Værelse, hvis Gulv gynged op og ned for hvert Skridt jeg tog
henover det, var som en gisten, uhyggelig Ligkiste; der var ingen ordentlig
Lås for Døren og ingen Ovn i Rummet; jeg plejed at ligge på mine Strømper
om Natten, forat få dem lidt tørre til om Morgenen. Det eneste, jeg havde
at fornøje mig ved, var en liden rød Gyngestol, som jeg sad i om Aftenerne
og døsed og tænkte på mangehånde Ting. Når det blæste hårdt, og Dørene
nedenunder stod åbne, lød der alleslags underlige Hvin op gennem Gulvet og
ind fra Væggene, og »Morgenbladet« nede ved Døren fik Revner så lange som
en Hånd.
Jeg rejste mig og undersøgte en Byldt henne i Krogen ved Sengen efter lidt
til Frokost, men fandt intet og vendte tilbage til Vinduet igen.
Gud ved, tænkte jeg, om det aldrig skal nytte mig at søge efter en
Bestilling mer! Disse mange Afslag, disse halve Løfter, rene Nej, nærede og
skuffede Håb, nye Forsøg, som hver Gang løb ud i intet, havde gjort det af
med mit Mod. Jeg havde tilsidst søgt en Plads som Regningsbud, men var
kommet forsent; desuden kunde jeg ikke skaffe Sikkerhed for femti Kroner.
Der var altid et eller andet til Hinder. Jeg mældte mig også til
Brandkorpset. Vi stod halvhundrede Mand i Forhallen og satte Brystet ud,
forat give Indtryk af Kraft og stor Dristighed. En Fuldmægtig gik omkring
og beså disse Ansøgere, følte på deres Arme og gav dem et og andet
Spørgsmål, og mig gik han forbi, rysted blot på Hovedet og sagde, at jeg
var kasseret på Grund af mine Briller. Jeg mødte op påny, uden Briller, jeg
stod der med rynkede Bryn og gjorde mine Øjne så hvasse som Knive, og
Manden gik mig atter forbi, og han smilte, — han havde kendt mig igen. Det
værste af alt var, at mine Klæder var begyndt at blive så dårlige, at jeg
ikke længer kunde fremstille mig til en Plads som et skikkeligt Menneske.
Hvor det havde gået jævnt og regelmæssig nedad med mig hele Tiden! Jeg stod
tilsidst så besynderlig blottet for alt muligt, jeg havde ikke engang en
Kam tilbage eller en Bog at læse i, når det blev mig for trist. Hele
Sommeren udover havde jeg søgt ud på Kirkegårdene eller op i Slotsparken,
hvor jeg sad og forfatted Artikler for Bladene, Spalte efter Spalte om de
forskelligste Ting, underlige Påfund, Luner, Indfald af min urolige Hjærne;
i Fortvivlelse havde jeg ofte valgt de fjærneste Emner, som voldte mig
lange Tiders Anstrængelse og aldrig blev optaget. Når et Stykke var
færdigt, tog jeg fat på et nyt, og jeg blev ikke ofte nedslagen af
Redaktørernes Nej; jeg sagde stadig væk til mig selv, at engang vilde det
jo lykkes. Og virkelig, stundom, når jeg havde Held med mig og fik det lidt
godt til, kunde jeg få fem Kroner for en Eftermiddags Arbejde.
Jeg rejste mig atter op fra Vinduet, gik hen til Vaskevandsstolen og dynked
en Smule Vand på mine blanke Bukseknæ, forat sværte dem lidt og få dem til
at se lidt nye ud. Da jeg havde gjort dette, stak jeg som sædvanligt Papir
og Blyant i Lommen og gik ud. Jeg gled meget stille nedad Trapperne, for
ikke at vække min Værtindes Opmærksomhed; der var gået et Par Dage, siden
min Husleje forfaldt, og jeg havde ikke noget at betale med nu mere.
Klokken var ni. Vognrammel og Stemmer fyldte Luften, et uhyre Morgenkor,
blandet med Fodgængernes Skridt og Smældene fra Hyrekuskenes Svøber. Denne
støjende Færdsel overalt oplived mig straks, og jeg begyndte at føle mig
mer og mer tilfreds. Intet var fjærnere fra min Tanke end blot at gå en
Morgentur i frisk Luft. Hvad kom Luften mine Lunger ved? Jeg var stærk som
en Rise og kunde standse en Vogn med min Skulder. En fin, sælsom Stemning,
Følelsen af den lyse Ligegladhed, havde bemægtiget sig mig. Jeg gav mig til
at iagttage de Mennesker, jeg mødte og gik forbi, læste Plakaterne på
Væggene, modtog Indtryk fra et Blik, slængt til mig fra en forbifarende
Sporvogn, lod hver Bagatel trænge ind på mig, alle små Tilfældigheder, som
krydsed min Vej og forsvandt.
Når man bare havde sig lidt til Mad en sådan lys Dag! Indtrykket af den
glade Morgen overvælded mig, jeg blev uregerlig tilfreds og gav mig til at
nynne af Glæde, uden nogén bestemt Grund. Ved en Slagterbutik stod en Kone
med en Kurv på Armen og spekulered på Pølser til Middag; idet jeg passered
hende, så hun hen på mig. Hun havde blot én Tand i Formunden. Nervøs og let
påvirkelig som jeg var bleven de sidste Dage, gjorde Konens Ansigt straks
et modbydeligt Indtryk på mig; den lange, gule Tand så ud som en liden
Finger, der stod op fra Kæven, og hendes Blik var endnu fuldt af Pølse, da
hun vendte det mod mig. Jeg tabte med en Gang Appetiten og følte Kvalme. Da
jeg kom til Basarerne, gik jeg hen til Springet og drak lidt Vand; jeg så
op — Klokken var ti i Vor Frelsers Tårn.
Jeg gik videre gennem Gaderne, drev om uden Bekymring for nogetsomhelst,
standsed ved et Hjørne, uden at behøve det, bøjed af og gik en Sidegade,
uden at have Ærinde derhen; jeg lod det stå til, førtes omkring i den glade
Morgen, vugged mig sorgfrit frem og tilbage blandt andre lykkelige
Mennesker; Luften var tom og lys, og mit Sind var uden en Skygge.
I ti Minutters Tid havde jeg stadig havt en gammel, halt Mand foran mig.
Han bar en Byldt i den ene Hånd og gik med hele sit Legeme, arbejded af al
Magt, forat skyde Fart. Jeg hørte, hvor han pusted af Anstrængelse, og det
faldt mig ind, at jeg kunde bære hans Byldt; jeg søgte dog ikke at indhente
ham. Oppe i Grændsen mødte jeg Hans Pauli, som hilste og skyndte sig forbi.
Hvorfor hav de han sådant Hastværk? Jeg havde slet ikke i Sinde at bede ham
om en Krone, jeg vilde også med det allerførste sende ham tilbage et Tæppe,
som jeg havde lånt af ham for nogle Uger siden. Såsnart jeg var kommet lidt
ovenpå, vilde jeg ikke være nogen Mand noget Tæppe skyldig; kanske begyndte
jeg allerede idag en Artikel om Fremtidens Forbrydelser eller om Viljens
Frihed, hvadsomhelst, noget læseværdigt noget, som jeg vilde få ti Kroner
for mindst . . . . Og ved Tanken på denne Artikel følte jeg mig med en Gang
gennemstrømmet af Trang til at tage fat straks og øse af min fulde Hjærne;
jeg vilde finde mig et passende Sted i Slotsparken og ikke hvile, før jeg
havde fået den færdig.
Men den gamle Krøbling gjorde fremdeles de samme sprællende Bevægelser
foran mig i Gaden. Det begyndte tilsidst at irritere mig at have dette
skrøbelige Menneske foran mig hele Tiden. Hans Rejse syntes aldrig at ville
tage Ende; måske havde han bestemt sig til akkurat det samme Sted som jeg,
og jeg skulde hele Vejen have ham for mine Øjne. I min Ophidselse forekom
det mig, at han ved hver Tvergade sagtned en Smule og ligesom vented på,
hvilken Retning jeg vilde tage, hvorpå han igen svang Byldten højt i Luften
og gik til af yderste Magt, forat få Forsprang. Jeg går og ser på dette
masede Væsen og blir mer og mer opfyldt af Forbittrelse mod ham; jeg følte,
at han lidt efter lidt ødelagde min lyse Stemning og trak den rene, skønne
Morgen med sig ned i Hæslighed med det samme. Han så ud som et stort
humpende Insekt, der med Vold og Magt vilde slå sig til en Plads i Verden
og forbeholde sig Fortouget for sig selv alene. Da vi var kommet på Toppen
af Bakken, vilde jeg ikke længer finde mig i det, jeg vendte mig mod et
Butiksvindu og standsed, forat give ham Anledning til at komme væk. Da jeg
efter nogle Minutters Forløb atter begyndte at gå, var Manden foran mig
igen, også han havde stået bom stille. Jeg gjorde, uden at tænke mig om,
tre fire rasende Skridt fremad, indhented ham og slog Manden på Skulderen.
Han standsed med ét. Vi gav os begge til at stirre på hinanden.
»En liden Skilling til Melk!« sagde han endelig og lagde Hovedet på Siden.
Se så, nu stod jeg godt i det! Jeg følte i Lommerne og sagde:
»Til Melk ja. Hm. Det er småt med Pengene i disse Tider, og jeg ved ikke,
hvor trængende De kan være.«
»Jeg har ikke spist siden igår i Drammen,« sagde Manden; »jeg ejer ikke en
Øre, og jeg har ikke fået Arbejde endnu.«
»Er De Håndværker?«
»Ja, jeg er Nådler.«
»Hvilket?«
»Nådler. Forresten kan jeg også gøre Sko.«
»Det forandrer Sagen,« sagde jeg. »De får vente her i nogle Minutter, så
skal jeg gå efter lidt Penger til Dem, nogle Øre.«
Jeg gik i største Hast nedad Pilestrædet, hvor jeg vidste om en Pantelåner
i anden Etage; jeg havde forøvrigt aldrig været hos ham før. Da jeg kom ind
i Porten, trak jeg skyndsomt min Vest af, rulled den sammen og stak den
under Armen; derpå gik jeg opad Trappen og banked på til Sjappen. Jeg
bukked og kasted Vesten på Disken.
»Halvanden Krone,« sagde Manden.
»Ja ja, Tak,« svared jeg. »Havde det ikke været det, at den begyndte at
blive lidt for knap til mig, så vilde jeg ikke have skilt mig ved den,
naturligvis.«
Jeg fik Pengene og Sedlen og begav mig tilbage. Det var i Grunden et
udmærket Påfund, dette med Vesten; jeg vilde endog få Penge tilovers til en
rigelig Frokost, og inden Aften skulde så min Afhandling om Fremtidens
Forbrydelser være istand. Jeg begyndte på Stedet at finde Tilværelsen
blidere, og jeg skyndte mig tilbage til Manden, forat få ham fra Hånden.
»Værsågod!« sagde jeg til ham. »Det glæder mig, at De har henvendt Dem til
mig først.«
Manden tog Pengene og begyndte at mønstre mig med Øjnene. Hvad stod han og
stirred efter? Jeg havde det Indtryk, at han især undersøgte mine Bukseknæ,
og jeg blev træt af denne Uforskammethed. Troed Slyngelen, at jeg virkelig
var så fattig som jeg så ud for? Havde jeg måske ikke sågodtsom begyndt at
skrive på en Artikel til ti Kroner? Overhovedet frygted jeg ikke for
Fremtiden, jeg havde mange Jærn i Ilden. Hvad kom det så et vild fremmed
Menneske ved, om jeg gav bort en Drikkeskilling på en sådan lys Dag?
Mandens Blik irritered mig, og jeg beslutted mig til at give ham en
Irettesættelse, inden jeg forlod ham. Jeg trak på Skuldrene og sagde:
»Min gode Mand, De har lagt Dem til den stygge Uvane at glo en Mand på
Knæerne, når han giver Dem en Krones Penge.«
Han lagde Hovedet helt tilbage mod Muren og spærred Munden op. Der arbejded
noget bag hans Stodderpande, han tænkte ganske vist, at jeg vilde narre ham
på en eller anden Måde, og han rakte mig Pengene tilbage.
Jeg stamped i Gaden og svor på, at han skulde beholde dem. Indbildte han
sig, at jeg vilde have alt det Bryderi for ingenting? Når alt kom til alt
skyldte jeg ham måske denne Krone, jeg havde det med at huske en gammel
Gæld, han stod foran et retskaffent Menneske, ærlig ud i Fingerspidserne.
Kortsagt, Pengene var hans . . . . Å, ikke noget at takke for, det havde
været mig en Glæde. Farvel.
Jeg gik. Endelig havde jeg denne værkbrudne Plageånd afvejen, og jeg kunde
være uforstyrret. Jeg tog atter ned gennem Pilestrædet og standsed udenfor
en Husholdningshandel. Der lå fuldt op af Mad i Vinduet, og jeg bestemte
mig til at gå ind og få mig lidt med på Vejen.
»Et Stykke Ost og et Franskbrød!« sagde jeg og slængte min Halvkrone på
Disken.
»Ost og Brød for altsammen?« spurgte Konen ironisk, uden at se på mig.
»For hele femti Øre ja,« svared jeg uforstyrret.
Jeg fik mine Sager, sagde yderst høfligt Godmorgen til den gamle, fede Kone
og begav mig sporenstrængs opad Slotsbakken til Parken. Jeg fandt mig en
Bænk for mig selv og begyndte at gnave grådigt af min Niste. Det gjorde
godt; det var længe siden jeg havde fået et så rundeligt Måltid, og jeg
følte lidt efter lidt den samme mætte Ro i mig, som én føler efter en lang
Gråd. Mit Mod steg stærkt; det var mig ikke længer nok at skrive en Artikel
om noget så enkelt og ligetil som Fremtidens Forbrydelser, som desuden
hvemsomhelst kunde gætte sig til, ligefrem læse sig til i Historien; jeg
følte mig istand til en større Anstrængelse, jeg var i Stemning til at
overvinde Vanskeligheder, og jeg bestemte mig for en Afhandling i tre
Afsnit om den filosofiske Erkendelse. Naturligvis vilde jeg få Lejlighed
til at knække ynkeligt nogle af Kants Sofismer . . . . Da jeg vilde tage
mine Skrivesager frem og begynde Arbejdet, opdaged jeg, at jeg ikke længer
havde nogen Blyant hos mig; jeg havde glemt den efter mig i
Pantelånersjappen; min Blyant lå i Vestelommen.
Herregud hvor dog alting havde Lyst til at gå forkært for mig! Jeg banded
nogle Gange, rejste mig op fra Bænken og drev frem og tilbage i Gangene.
Det var meget stille overalt; langt borte, ved Dronningens Lysthus, rulled
et Par Barnepiger sine Vogne omkring, ellers var der ikke et Menneske at se
noget Sted. Jeg var dygtig forbittret i Sind og spadsered som en rasende
foran min Bænk, Hvor mærkelig vrangt gik det dog ikke på alle Kanter! En
Artikel i tre Afsnit skulde ligefrem strande på den simple Ting, at jeg
ikke havde et Stykke ti Øres Blyant i Lommen! Hvad om jeg gik ned i
Pilestrædet igen og fik min Blyant tilbageleveret? Der vilde endda blive
Tid til at få et godt Stykke færdigt, inden de spadserende begyndte at
fylde Parken. Der var også så meget, som afhang af denne Afhandling om den
filosofiske Erkendelse, måske flere Menneskers Lykke, ingen kunde vide det.
Jeg sagde til mig selv, at den kanske vilde blive til stor Hjælp for mange
unge Mennesker. Ret betænkt vilde jeg ikke forgribe mig på Kant; jeg kunde
jo undgå det, jeg behøved blot at gøre en ganske umærkelig Bøjning, når jeg
kom til Spørgsmålet Tid og Rum; men Renan vilde jeg ikke svare for, gamle
Sognepræst Renan . . . . Under alle Omstændigheder galdt det at gøre en
Artikel på så og så mange Spalter; den ubetalte Husleje, Værtindens lange
Blik om Morgenen, når jeg traf hende i Trapperne, pinte mig hele Dagen og
dukked frem igen endog i mine glade Stunder, når jeg ellers ikke havde en
mørk Tanke. Dette måtte jeg have en Ende på. Jeg gik hurtigt ud af Parken,
forat hente min Blyant hos Pantelåneren.
Da jeg kom ned i Slotsbakken, indhented jeg to Damer, som jeg gik forbi.
Idet jeg passered dem, strejfed jeg den enes Ærme, jeg så op, hun havde et
fyldigt, lidt blegt Ansigt. Med ét blusser hun og blir forunderlig skøn,
jeg ved ikke hvorfor, måske af et Ord, hun hører af en forbigående, måske
blot af en stille Tanke hos hende selv. Eller skulde det være fordi jeg
berørte hendes Arm? Det høje Bryst bølger heftigt nogle Gange, og hun
klemmer Hånden hårdt om Parasolskaftet. Hvad gik der af hende?
Jeg standsed og lod hende komme foran mig igen, jeg kunde ikke i Øjeblikket
gå videre, det hele forekom mig så besynderligt. Jeg var i et pirreligt
Lune, ærgerlig på mig selv for Hændelsen med Blyanten og i høj Grad
ophidset af al den Mad, jeg havde nydt på tom Mave. Med en Gang tager min
Tanke ved et lunefuldt Indfald en mærkelig Retning, jeg føler mig greben af
en sælsom Lyst til at gøre denne Dame bange, følge efter hende og
fortrædige hende på en eller anden Måde. Jeg indhenter hende atter og går
hende forbi, vender mig pludselig om og møder hende Ansigt til Ansigt,
forat iagttage hende. Jeg står og ser hende ind i Øjnene og hitter på
Stedet et Navn, som jeg aldrig havde hørt, et Navn med en glidende, nervøs
Lyd: Ylajali. Da hun var kommet mig ganske nær, retter jeg mig ivejret og
siger indtrængende:
»De mister Deres Bog, Frøken.«
Jeg kunde høre, hvor mit Hjærte slog hørligt, da jeg sagde det.
»Min Bog?« spørger hun sin Ledsagerinde. Og hun går videre.
Min Ondskabsfuldhed tiltog, og jeg fulgte efter Damen. Jeg var mig i
Øjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gøre
noget ved det; min forvirrede Tilstand løb af med mig og gav mig de mest
forrykte Indskydelser, som jeg lystred efter Tur. Det nytted ikke,
hvormeget jeg sagde til mig selv, at jeg bar mig idiotisk ad, jeg gjorde de
dummeste Grimaser bag Damens Ryg, og jeg hosted rasende nogle Gange, idet
jeg passered hende. Således vandrende ganske sagte fremad, altid i nogle
Skridts Forspring, følte jeg hendes Øjne i min Ryg, og jeg dukked mig
uvilkårlig ned af Skam over at have været hende til Plage. Lidt efter lidt
fik jeg en forunderlig Fornemmelse af at være langt borte, andre Steder
henne, jeg havde en halvt ubestemt Følelse af, at det ikke var mig, som gik
der på Stenfliserne og dukked mig ned.
Nogle Minutter efter er Damen kommet til Paschas Boglade, jeg har allerede
standset ved det første Vindu, og idet hun går forbi mig, træder jeg frem
og gentager:
»De mister Deres Bog, Frøken.«
»Nej, hvilken Bog?« siger hun i Angst. »Kan du forstå, hvad det er for en
Bog, han taler om?«
Og hun standser. Jeg gotter mig grusomt over hendes Forvirring, denne
Rådvildhed i hendes Øjne henrykker mig. Hendes Tanke kan ikke fatte min
lille desperate Tiltale; hun har slet ingen Bog med, ikke et eneste Blad af
en Bog, og alligevel leder hun i sine Lommer, ser sig gentagne Gange ind i
Hænderne, vender Hovedet og undersøger Gaden bag sig, anstrænger sin lille
ømtålige Hjærne til det yderste, forat finde ud, hvad det er for en Bog,
jeg taler om. Hendes Ansigt skifter Farve, har snart det ene, snart det
andet Udtryk, og hun ånder ganske hørligt; selv Knapperne i hendes Kjole
synes at stirre på mig som en Række forfærdede Øjne.
»Bryd dig ikke om ham,« siger hendes Ledsagerske og trækker hende i Armen;
»han er jo fuld; kan du ikke se, at Manden er fuld!«
Så fremmed, som jeg i dette Øjeblik var for mig selv, så fuldstændig et
Bytte for sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden
at jeg lagde Mærke til det. En stor brun Hund sprang tværs over Gaden,
henimod Lunden og ned til Tivoli; den havde et ganske smalt Halsbånd af
Nysølv. Højere op i Gaden åbnedes et Vindu i anden Etage, og en Pige lagde
sig ud af det med opbrættede Ærmer og gav sig til at pudse Ruderne på
Ydersiden. Intet undgik min Opmærksomhed, jeg var klar og åndsnærværende,
alle Ting strømmed ind på mig med en skinnende Tydelighed, som om der
pludselig var bleven et stærkt Lys omkring mig. Damerne foran mig havde
begge en blå Fuglevinge i Hatten og et skotsk Silkebånd om Halsen. Det
faldt mig ind, at de var Søstre.
De bøjed af og standsed ved Cislers Musikhandel og talte sammen, jeg
standsed også. Derpå kom de begge to tilbage, gik den samme Vej, som de var
kommet, passered mig igen, drejed om Hjørnet ved Universitetsgaden og gik
lige op til St. Olafs Plads. Jeg var dem hele Tiden så nær i Hælene som jeg
turde. De vendte sig engang og sendte mig et halvt bange, halvt nysgærrigt
Blik, og jeg så ingen Fortørnelse i deres Miner og ingen rynkede Bryn.
Denne Tålmodighed med mine Plagerier gjorde mig meget skamfuld, og jeg slog
Øjnene ned. Jeg vilde ikke længer være dem til Fortræd, jeg vilde af ren
Taknemmelighed følge dem med Øjnene, ikke tabe dem afsyne, helt til de gik
ind et Sted og blev borte.
Udenfor Numer 2, et stort fire Etages Hus, vendte de sig endnu engang,
hvorpå de gik ind. Jeg læned mig til en Gaslygte ved Fontænen og lytted
efter deres Skridt i Trapperne; de døde hen i anden Etage. Jeg træder frem
fra Lygten og ser opad Huset. Da sker der noget besynderligt. Gardinerne
bevæger sig højt oppe, et Øjeblik efter åbnes et Vindu, et Hoved stikker
ud, og to sært seende Øjne hviler på mig. Ylajali! sagde jeg halvhøjt, og
jeg følte, at jeg blev rød. Hvorfor råbte hun ikke om Hjælp? Hvorfor stødte
hun ikke til en af Blomsterpotterne og rammed mig i Hovedet, eller sendte
nogen ned, forat jage mig væk? Vi står og ser hinanden ind i Øjnene uden at
røre os; det varer et Minut; der skyder Tanker mellem Vinduet og Gaden, og
der siges ikke et Ord Hun vender sig om, det giver et Ryk i mig, et fint
Stød gennem mit Sind; jeg ser en Skulder, der drejer sig, en Ryg, der
forsvinder indad Gulvet. Denne langsomme Gang bort fra Vinduet, Betoningen
i denne Bevægelse med Skuldren var som et Nik til mig; mit Blod fornam
denne fine Hilsen, og jeg følte mig i samme Stund vidunderlig glad. Så
vendte jeg om og gik nedad Gaden.
Jeg turde ikke se mig tilbage og vidste ikke, om hun atter var kommet til
Vinduet; efterhvert som jeg overvejed dette Spørgsmål, blev jeg mer og mer
urolig og nervøs. Formodentlig stod hun i dette Øjeblik og fulgte nøje alle
mine Bevægelser, og det var på ingen Måde til at holde ud at vide sig
således undersøgt bagfra. Jeg strammed mig op så godt jeg kunde og gik
videre; det begyndte at rykke i mine Ben, min Gang blev ustø, fordi jeg med
Vilje vilde gøre den smuk. Forat synes rolig og ligegyldig slængte jeg
meningsløst med Armene, spytted i Gaden og satte Næsen ivejret; men intet
hjalp. Jeg følte stadig de forfølgende Øjne i min Nakke, og det løb mig
koldt gennem Kroppen. Endelig redded jeg mig ind i en Sidegade, hvorfra jeg
tog Vejen ned i Pilestrædet, forat få fat på min Blyant.
Jeg havde ingen Møje med at få den tilbageleveret. Manden bragte mig Vesten
selv og bad mig undersøge alle Lommerne med det samme; jeg fandt også et
Par Lånesedler, som jeg stak til mig, og takked den venlige Mand for hans
Imødekommenhed. Jeg blev mer og mer tiltalt af ham, det blev mig i samme
Stund meget om at gøre at give dette Menneske et godt Indtryk af mig. Jeg
gjorde et Slag henimod Døren og vendte atter tilbage til Disken, som om jeg
havde glemt noget; jeg mente at skylde ham en Forklaring, en Oplysning, og
jeg gav mig til at nynne, forat gøre ham opmærksom. Da tog jeg Blyanten i
Hånden og holdt den ivejret.
Det kunde ikke falde mig ind, sagde jeg, at gå lange Veje for en hvilkensom
helst sådan Blyant; men med denne var det en anden Sag, en egen Årsag. Så
ringe som den så ud, havde denne Blyantstump simpelthen gjort mig til det,
jeg var i Verden, så at sige sat mig på min Plads i Livet . . . .
Jeg sagde ikke mer. Manden kom helt hen til Disken.
»Ja så?« sagde han og så nysgærrigt på mig.
Med den Blyant, fortsatte jeg koldblodigt, havde jeg skrevet min Afhandling
om den filosofiske Erkendelse i tre Bind. Om han ikke havde hørt den
omtale?
Og Manden synes nok, at han havde hørt Navnet, Titlen.
Ja, sagde jeg, den var af mig, den! Så det måtte endelig ikke forundre ham,
at jeg vilde have den lille Stump Blyant tilbage; den havde altfor stort
Værd for mig, den var mig næsten som et lidet Menneske. Forresten var jeg
ham oprigtig taknemmelig for hans Velvilje, og jeg vilde huske ham for den
— jo, jo, jeg vilde virkelig huske ham for den; et Ord var et Ord, den
Slags Mand var jeg, og han fortjente det. Farvel.
Jeg gik til Døren med en Holdning, som om jeg kunde anbringe en Mand i en
høj Post i Brandvæsenet. Den skikkelige Pantelåner bukked to Gange for mig,
idet jeg fjærned mig, og jeg vendte mig endnu engang og sagde Farvel.
I Trappen mødte jeg en Kone, som bar en Vadsæk i Hånden. Hun trykked sig
ængsteligt til Siden, forat give mig Plads, og jeg greb uvilkårligt i
Lommen efter noget at give hende; da jeg ikke fandt nogen Ting, blev jeg
flau og gik hende duknakket forbi. Lidt efter hørte jeg, at også hun banked
på til Sjappen; der var et Ståltrådsprinkel på Døren, og jeg kendte straks
igen den klirrende Lyd, når et Menneskes Knoger berørte det.
Solen stod i Syd, Klokken var omtrent tolv. Byen begyndte at komme på
Benene, det nærmed sig Spadsertiden, og hilsende og leende Folk bølged op
og ned ad Karl Johan. Jeg klemte Albuerne i Siden, gjorde mig liden og slap
ubemærket forbi nogle Bekendte, som havde indtaget et Hjørne ved
Universitetet, forat beskue de forbigående. Jeg vandred opad Slotsbakken og
faldt i Tanker.
Disse Mennesker, jeg mødte, hvor let og lystigt vugged de ikke sine lyse
Hoveder og svinged sig gennem Livet som gennem en Balsal! Der var ikke Sorg
i et eneste Øje, jeg så, ingen Byrde på nogen Skulder, kanske ikke en skyet
Tanke, ikke en liden hemmelig Pine i noget af disse glade Sind. Og jeg gik
der lige ved Siden af disse Mennesker, ung og nys udsprungen, og jeg havde
allerede glemt, hvordan Lykken så ud! Jeg dægged for mig selv med denne
Tanke og fandt, at der var skeet mig gruelig Uret. Hvorfor havde de sidste
Måneder faret så mærkelig hårdt frem med mig? Jeg kendte slet ikke mit lyse
Sind igen, og jeg havde de underligste Plager på alle Kanter. Jeg kunde
ikke sætte mig på en Bænk for mig selv eller røre min Fod noget Sted hen,
uden at blive overfaldt af små og betydningsløse Tilfældigheder, jammerlige
Bagateller, som trængte ind i mine Forestillinger og spredte mine Kræfter
for alle Vinde. En Hund, som strøg mig forbi, en gul Rose i en Herres
Knaphul, kunde sætte mine Tanker i Vibren og optage mig for længere Tid.
Hvad var det, som fejled mig? Havde Herrens Finger pegt på mig? Men hvorfor
just på mig? Hvorfor ikke lige så godt på en Mand i Sydamerika, for den
Skyld? Når jeg overvejed Tingen, blev det mig mer og mer ubegribeligt, at
netop jeg skulde være udset til Prøveklud for Guds Nådes Lune. Det var en
nokså ejendommelig Fremgangsmåde at springe over en hel Verden, forat række
mig; der var nu både Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør
Hennechen.
Jeg gik og drøfted denne Sag og kunde ikke blive den kvit, jeg fandt de
vægtigste Indvendinger mod denne Herrens Vilkårlighed at lade mig undgælde
for alles Skyld. Endog efterat jeg havde fundet mig en Bænk og sat mig ned,
vedblev dette Spørgsmål at sysselsætte mig og hindre mig fra at tænke på
andre Ting. Fra den Dag i Majmåned, da mine Genvordigheder begyndte, kunde
jeg så tydeligt mærke en lidt efter lidt tiltagende Svaghed, jeg var
ligesom bleven for mat til at styre og lede mig hvorhen jeg vilde; en Sverm
af små Skadedyr havde trængt ind i mit Indre og udhulet mig. Hvad om Gud
ligefrem havde i Sinde at ødelægge mig ganske? Jeg rejste mig op og drev
frem og tilbage foran Bænken.
Mit hele Væsen var i dette Øjeblik i den højeste Grad af Pine; jeg havde
endog Smærter i Armene og kunde knapt holde ud at bære dem på sædvanlig
Måde. Af mit sidste svære Måltid følte jeg også et stærkt Ubehag, jeg var
overmæt og ophidset og spadsered frem og tilbage, uden at se op; de
Mennesker, som kom og gik omkring mig, gled mig forbi som Skimt. Endelig
blev min Bænk optagen af et Par Herrer, som tændte sine Cigarer og
passiared højt; jeg blev vred og vilde tiltale dem, men vendte om og gik
helt over til den anden Kant af Parken, hvor jeg fandt mig en ny Bænk. Jeg
satte mig.
Tanken på Gud begyndte atter at optage mig. Jeg syntes, det var højst
uforsvarligt af ham at lægge sig imellem hver Gang, jeg søgte efter en
Post, og forstyrre det hele, aldenstund det blot var Mad for Dagen, jeg bad
om. Jeg havde så tydelig mærket, at når jeg sulted lidt længe ad Gangen,
var det ligesom min Hjærne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde