Sult - 06

På Stortorvet satte jeg mig på en af Bænkene ved Kirken. Herregud, hvor det
begyndte at se sort ud for mig nu! Jeg græd ikke, jeg var for træt; udpint
til det yderste sad jeg der uden at foretage mig nogen Ting, sad urørlig og
sulted. Brystet var mest betændt, det sved aldeles besynderlig slemt
derinde. Det vilde heller ikke hjælpe længer at tygge Spån; mine Kæver var
trætte af det frugtesløse Arbejde, og jeg lod dem hvile. Jeg gav mig over.
Ovenikøbet havde en brun Appelsinskal, som jeg fandt på Gaden, og som jeg
straks gav mig til at gnave af, givet mig Kvalme. Jeg var syg; Pulsåren
svulmed blå på mine Håndled.
Hvad havde jeg også egentlig nølet efter? Løbet om den hele Dag efter en
Krone, som kunde holde Liv i mig i nogle Timer længer. Var det i Grunden
ikke ligegyldigt, om det uundgåelige skete en Dag før eller en Dag senere?
Havde jeg opført mig som et ordentligt Menneske, var jeg gået hjem og lagt
mig til Ro for længe siden, overgivet mig. Min Tanke var i Øjeblikket klar.
Nu skulde jeg dø; det var i Høstens Tid, og alt var lagt i Dvale. Jeg havde
forsøgt hvert Middel, udnyttet hver Hjælpekilde, som jeg vidste om. Jeg
kæled sentimentalt med denne Tanke, og hver Gang, jeg endnu håbed på en
mulig Redning, hvisked jeg afvisende: Din Nar, du er jo allerede begyndt at
dø! Jeg burde skrive et Par Breve, have alt færdigt, gøre mig parat. Jeg
vilde vaske mig omhyggeligt og ordne smukt op i min Seng; mit Hoved vilde
jeg lægge på det Par Ark hvidt Skrivepapir, den reneste Ting jeg havde
igen, og det grønne Tæppe kunde jeg . . . .
Det grønne Tæppe! Jeg blev med én Gang lys vågen, Blodet steg mig til
Hovedet, og jeg fik stærk Hjærteklap. Jeg rejser mig op fra Bænken og
begynder at gå, Livet rører sig påny i alle mine Fibrer, og jeg gentager
Gang på Gang de løsrevne Ord: Det grønne Tæppe! Det grønne Tæppe! Jeg går
hurtigere og hurtigere, som om det galdt at indhente noget, og står om en
kort Stund atter hjemme i mit Blikkenslagerværksted.
Uden at standse et Øjeblik eller vakle i min Beslutning, går jeg bort til
Sengen og ruller Hans Paulis Tæppe sammen. Det skulde være underligt, om
ikke mit gode Indfald kunde redde mig! De dumme Betænkeligheder, som opstod
hos mig, halve indre Råb om et vist Brandmærke, det første sorte Tegn i min
Hæderlighed, hæved jeg mig uendeligt over; jeg gav det hele en god Dag. Jeg
var ingen Helgen, ingen Dydsidiot, jeg havde min Forstand i Behold . . . .
Og jeg tog Tæppet under Armen og gik ned i Stenersgaden Numer 5.
Jeg banked på og trådte ind i den store fremmede Sal, for første Gang;
Bjælden på Døren slog en hel Masse desperate Slag over mit Hoved. En Mand
kommer ind fra et Sideværelse, tyggende, med Munden fuld af Mad, og stiller
sig foran Disken.
»Å, lån mig en halv Krones Penge på mine Briller!« sagde jeg; »jeg skal
løse dem ind om et Par Dage, sikkert.«
»Hvad? Nej, det er jo Stålbriller?«
»Ja.«
»Nej, det kan jeg ikke.«
»Å, nej. De kan vel ikke det. Det var i Grunden bare Spøg også. Nej, jeg
har et Tæppe med, som jeg egentlig ikke har noget Brug for længer, og det
faldt mig ind, at De kunde ville skille mig af med det.«
»Jeg har desværre et helt Lager af Sengeklæder,« svared han, og da jeg
havde fået det oprullet, kasted han et eneste Blik på det og råbte:
»Nej, undskyld, det har heller ikke jeg noget Brug for!«
»Jeg vilde vise Dem den dårligste Side først,« sagde jeg; »det er meget
bedre på den anden Side.«
»Ja, ja, det hjælper ikke, jeg vil ikke eje det, og De får ikke ti Øre for
det noget Sted.«
»Nej, det er grejt, at det ikke er værd noget,« sagde jeg; »men jeg tænkte,
at det kunde gå under ét med et andet gammelt Tæppe på Auktionen.«
»Ja, nej, det nytter ikke.«
»Fem og tyve Øre?« sagde jeg.
»Nej, jeg vil slet ikke have det, Mand, jeg vil ikke have det i Huset.«
Så tog jeg atter Tæppet under Armen og gik hjem.
Jeg lod som intet var hændt, bredte igen Tæppet over Sengen, glatted det
godt ud, som jeg plejed, og forsøgte at udslette ethvert Spor af min sidste
Handling. Jeg kunde umuligt have været ved min fulde Forstand i det
Øjeblik, da jeg fatted Beslutningen om at begå denne Kæltringstreg; jo mer
jeg tænkte herpå, des urimeligere forekom det mig. Det måtte være et Anfald
af Svaghed, en eller anden Slappelse i mit Indre, som havde overrumplet
mig. Jeg var heller ikke falden i denne Snare, det aned mig, at det
begyndte at bære galt afsted, og jeg havde udtrykkelig forsøgt med
Brillerne først. Og jeg glæded mig meget over, at jeg ikke havde fået
Anledning til at fuldbyrde denne Brøde, som vilde have flækket til de
sidste Timer, jeg leved.
Og atter vandred jeg ud i Byen.
Jeg slog mig påny ned på en Bænk ved Vor Frelsers Kirke, dused sammen, med
Hovedet på Brystet, slap efter den sidste Ophidselse, syg og forkommen af
Sult. Og Tiden gik.
Jeg fik sidde også denne Time ud; det var lidt lysere ude end inde i Hus;
det forekom mig desuden, at det arbejded ikke fuldt så galt i Brystet ude i
fri Luft; jeg kom jo også tidsnok hjem.
Og jeg dused og tænkte og led ganske hårdt. Jeg havde fundet mig en liden
Sten, som jeg pudsed af på mit Frakkeærme og stak i Munden, forat have
noget at gumle på; ellers rørte jeg mig ikke og flytted ikke engang Øjnene.
Mennesker kom og gik, Vognrammel, Hovtramp og Passiar fyldte Luften.
Men jeg kunde jo forsøge med Knapperne? Det nytted naturligvis ikke, og
desuden var jeg så temmelig syg. Men når jeg ret betænkte mig, så skulde
jeg jo egentlig i Retning af »Onkel« — min egentlige »Onkel« — når jeg
gik hjem?
Endelig rejste jeg mig og drog mig sent og tuslet henefter Gaderne. Det
begyndte at brænde over mine Øjenbryn, det trak op til Feber, og jeg
skyndte mig alt, jeg kunde. Atter kom jeg forbi Bagerbutiken, hvor Brødet
lå. Så, nu standser vi ikke her! sagde jeg med tilgjort Bestemthed. Men om
jeg nu gik ind og _bad_ om en Bid Brød? Det var en Strejftanke, et Glimt;
det faldt mig virkelig ind. Fy! hvisked jeg og rysted på Hovedet. Og jeg
gik videre.
I Rebslagergangen stod der et Par elskende og hvisked inde i en Port; lidt
længer henne stak en Pige Hovedet ud af Vinduet. Jeg gik så sagte og
betænksomt, jeg så ud til at grunde på noget af hvert — og Pigen kom ud på
Gaden.
»Hvordan er det med dig da, Gammeln? Hvad for noget, er du syg? Nej, Gud
hjælpe mig for et Ansigt!« Og Pigen trak sig skyndsomt tilbage.
Jeg standsed med en Gang. Hvad var der ivejen med mit Ansigt? Var jeg
virkelig begyndt at dø? Jeg følte med Hånden opad Kinderne: mager,
naturligvis var jeg mager; Kinderne stod som to Skåler med Bunden ind; men
Herregud . . . . og jeg rusled atter ivej.
Men jeg standsed igen. Jeg måtte være ganske ubegribelig mager. Og Øjnene
var på Vej ind gennem Hovedet. Hvordan så jeg egentlig ud? Det var nu som
hede Fan også, at man måtte lade sig levende vanskabe af bare Sult! Jeg
følte Raseriet endnu engang, dets sidste Opblussen, en Senetrækning. Hjælpe
os for et Ansigt, hvad? Her gik jeg med et Hoved, som der ikke fandtes Mage
til i Landet, med et Par Næver, som Gud forsyne mig kunde male Bybud til
Sigtemel, og sulted mig vanskabt midt i Kristiania By! Var der nogen Orden
og Måde i det? Jeg havde ligget i Sælen og slidt Nætter og Dage, som en
Mær, der slæber en Præst; jeg havde læst mig Øjnene ud af Skolten og sultet
mig Forstanden ud af Hjærnen — hvad Fan havde jeg igen for det? Endog
Gadetæverne bad Gud fri sig for Synet af mig. Men nu skulde det være stop
— forstår du det! — _stop_ skulde det Djævelen besætte mig være! . . . .
Med stadigt tiltagende Raseri, skærende Tænder under Følelsen af min
Mathed, under Gråd og Eder, vedblev jeg at buldre løs, uden at ændse Folk,
der gik forbi. Jeg begyndte igen at martre mig selv, løb med Vilje min
Pande mod Lygtepælene, satte Neglene dybt ind i mine Håndbage, bed i
Afsindighed i min Tunge, når den ikke talte tydeligt, og jeg lo rasende
hver Gang det gjorde meget ondt.
Ja, men hvad skal jeg gøre? svared jeg tilsidst mig selv. Og jeg stamper i
Gaden flere Gange og gentager: Hvad skal jeg gører — En Herre går just
forbi og bemærker smilende:
»De bør gå og begære Dem anholdt.«
Jeg så efter ham. Det var en af vore bekendte Damelæger, »Hertugen« kaldet.
Ikke engang han forstod sig på min Tilstand, en Mand, jeg kendte, og hvis
Hånd jeg havde trykket. Jeg blev stille. Anholdt? Ja, jeg var gal; han
havde Ret. Jeg følte Vanviddet i mit Blod, følte dets Jag gennem Hjærnen.
Så dér skulde det ende med mig! Ja, ja! Og jeg begyndte igen min langsomme,
sørgelige Gang. Dér skulde jeg altså havne!
Med ét står jeg atter stille. Men ikke anholdt! siger jeg; ikke det! Og jeg
var næsten hæs af Angst. Jeg bad for mig, trygled hen i Hyt og Vejr om ikke
at blive anholdt. Så vilde jeg komme på Rådstuen igen, blive indestængt i
en mørk Celle, hvori der ikke fandtes en Gnist af Lys. Ikke det! Der var
andre Udveje åbne endnu, som jeg ikke havde forsøgt. Og jeg vilde forsøge
dem; jeg vilde være så inderlig flittig, tage mig god Tid til det og gå
ufortrødent omkring fra Hus til Hus. Der var nu for Eksempel Musikhandler
Cisler, ham havde jeg slet ikke været hos. Der blev nok en Råd . . . .
Således gik jeg og talte, indtil jeg næsten fik mig selv til at gæde af
Rørelse. Bare ikke blive anholdt!
Cisler? Var det måske et højere Fingerpeg? Hans Navn havde faldt mig ind
uden Grund, og han boed så langt borte; men jeg vilde dog opsøge ham, gå
sagte og hvile iblandt. Jeg kendte Stedet, jeg havde været der ofte, købt
så mange Noder i de gode Dage. Skulde jeg bede om en halv Krone? Det vilde
måske genere ham; jeg fik spørge om en hel.
Jeg kom ind i Butiken og spurgte efter Chefen; man viste mig ind i hans
Kontor. Der sad Manden, smuk, klædt efter Moden, og gennemså Regninger.
Jeg stammed en Undskyldning og frembar mit Ærinde. Tvungen af Trang til at
henvende mig til ham . . . . Skulde ikke vare ret længe, før jeg skulde
betale det tilbage . . . . Når jeg fik Honoraret for min Avisartikel
. . . . Han vilde gøre mig så stor en Velgærning . . . .
Endnu mens jeg talte, vendte han sig til Pulten og fortsatte sit Arbejde.
Da jeg var færdig, så han påskrå henimod mig, rysted sit smukke Hoved og
sagde: »Nej!« Bare Nej. Ingen Forklaring. Ikke et Ord.
Mine Knæ skalv voldsomt, og jeg støtted mig mod den lille polerede Skranke.
Jeg fik forsøge en Gang til. Hvorfor skulde netop hans Navn falde mig ind,
da jeg stod langt nede i Vaterland? Det sled nogle Gange i min venstre
Side, og jeg begyndte at svede. Hm! Jeg var virkelig højst forkommen, sagde
jeg, temmelig syg, desværre; det vilde sikkert ikke gå mer end et Par Dage,
før jeg kunde betale det tilbage. Om han vilde være så snil?
»Kære Mand, hvorfor kommer De til mig?« sagde han. »De er mig et
fuldstændigt X, løben ind fra Gaden. Gå til Bladet, hvor man kender Dem.«
»Men blot for iaften!« sagde jeg. »Redaktionen er allerede stængt, og jeg
er meget sulten nu.«
Han rysted vedholdende på Hovedet, vedblev at ryste det endog efterat jeg
havde grebet fat i Låsen.
»Farvel!« sagde jeg.
Det var ikke noget højere Fingerpeg, tænkte jeg og smilte bittert; så højt
kunde også jeg pege, når det kom an på det. Jeg sled mig frem det ene
Kvartal efter det andet, nu og da hvilte jeg et Øjeblik på en Trappe. Når
jeg bare ikke blev anholdt! Rædselen for Cellen forfulgte mig hele Tiden,
lod mig slet ikke i Fred; hver Gang jeg så en Konstabel i min Vej, tusled
jeg ind i en Sidegade, forat undgå at møde ham. Nu tæller vi et hundrede
Skridt, sagde jeg, og forsøger vor Lykke igen! Engang blir der vel en Råd
. . . .
Det var en mindre Garnhandel, et Sted, jeg aldrig tidligere havde betrådt.
En enkelt Mand indenfor Disken, Kontor indenfor med Porcellæns Skildt på
Døren, pakkede Hylder og Borde i lang Række. Jeg vented til den sidste
Kunde havde forladt Butiken, en ung Dame med Smilehuller. Hvor hun så
lykkelig ud! Jeg nænned ikke at prøve at gøre Indtryk med min Knappenål i
Frakken; jeg vendte mig bort, og mit Bryst hulked.
»Ønsker De noget?« spurgte Betjenten.
»Er Chefen tilstede?« sagde jeg.
»Han er på Fjældtur i Jotunhejmen,« svared han. »Var det noget særligt,
hvad?«
»Det galdt nogle Øre til Mad,« sagde jeg og forsøgte at smile; »jeg er
bleven sulten, og jeg har ikke en Øre.«
»Så er De lige så rig, som jeg«, sagde han og gav sig til at ordne
Garnpakker.
»Å, vis mig ikke bort — ikke nu!« sagde jeg, på en Gang kold over hele
Legemet. »Jeg er virkelig næsten død af Sult, det er mange Dage, siden jeg
nød noget.«
I yderste Alvor, uden at sige noget, gav han sig til at vrænge sine Lommer,
en efter en. Om jeg ikke vilde tro ham på hans Ord, hvad?
»Bare fem Øre?« sagde jeg. »Så skal De få ti igen om et Par Dage.«
»Kære Mand, vil De have mig til at stjæle af Skuffen?« spurgte han
utålmodig.
»Ja,« sagde jeg, »ja, tag fem Øre af Skuffen.«
»Det blir ikke mig, som gør det,« slutted han, og han lagde til: »Og lad
mig sige Dem nu med det samme, at nu kan det være nok af dette.«
Jeg drog mig ud, syg af Sult og hed af Skam. Jeg havde gjort mig til Hund
for det usleste Ben og ikke fået det. Nej, nu fik der blive en Ende på det!
Det var virkelig kommet altfor langt med mig. Jeg havde holdt mig oppe i så
mange År, stået rank i så hårde Stunder, og nu var jeg på en Gang sunken
ned til brutalt Betleri. Denne ene Dag havde forrået min hele Tanke,
overstænket mit Sind med Ubluhed. Jeg havde ikke undset mig for at gøre mig
bevægelig og stå og græde til de mindste Kræmmere. Og hvad havde det
nyttet? Stod jeg måske ikke fremdeles uden en Brødbid at stikke i Munden.
Jeg havde opnået at få mig til at væmmes ved mig selv. Ja, ja, nu måtte det
komme til en Ende! Retnu stængte man Porten hjemme, og jeg fik skynde mig,
hvis jeg ikke vilde ligge på Rådstuen inat igen . . . .
Dette gav mig Kræfter; ligge på Rådstuen vilde jeg ikke. Med foroverbøjet
Krop, med Hånden stemt mod venstre Ribben, forat dulme Stingene lidt, kaved
jeg fremad, holdt Øjnene fæstet i Fortouget, for ikke at tvinge mulige
Bekendte til at hilse, og hasted hen til Brandvagten. Gudskelov, Klokken
var blot syv på Vor Frelsers, jeg havde tre Timer endnu, før Porten
stængtes. Hvor jeg havde været bange!
Så var der altså ikke en Ting uforsøgt, jeg havde gjort alt, jeg kunde. At
det virkelig ikke vilde lykkes én Gang på en hel Dag! tænkte jeg. Om jeg
fortalte det til nogen, så var der ingen, som ville tro det, og om jeg
skrev det ned, så vilde man sige, at det var lavet. Ikke på et eneste Sted!
Ja, ja, der var ingen Råd med det; fremfor alt ikke gå og være rørende mer.
Fy, det var ækelt, forsikkrer dig på, det gør mig vammel af dig! Når alt
Håb var ude, så var det ude. Kunde jeg ikke forresten stjæle mig en
Håndfuld Havre inde i Stalden? En Stribe af Lys, et Strejf — jeg vidste,
at Stalden var lukket.
Jeg tog det mageligt og krøb i sen Sneglegang hjemover. Jeg følte Tørst,
glædeligvis for første Gang den hele Dag, og jeg gik og så mig om efter et
Sted, hvor jeg kunde drikke. Jeg var kommet for langt bort fra Basarerne,
og ind i et Privathus vilde jeg ikke gå; jeg kunde måske også vente til jeg
kom hjem; det vilde tage et Kvarters Tid. Det var slet ikke sagt, at jeg
kunde få beholde en Slurk Vand heller; min Mave tålte ikke længer nogen
Ting, jeg følte mig endog kvalm af det Spyt, jeg gik og svælged ned.
Men Knapperne? Jeg havde slet ikke forsøgt med Knapperne endda? Da stod jeg
plat stille og gav mig til at smile. Kanske blev der alligevel en Råd! Jeg
var ikke helt fordømt! Jeg vilde ganske sikkert få ti Øre for dem, imorgen
fik jeg så andre ti et eller andet Sted, og Torsdag vilde jeg få Betaling
for min Avisartikel. Jeg skulde bare se, det retted sig! At jeg virkelig
kunde glemme Knapperne! Jeg tog dem op af Lommen og betragted dem, mens jeg
atter gik; mine Øjne blev dunkle af Glæde, jeg så ikke hele Gaden, jeg gik
på.
Hvor kendte jeg ikke nøje den store Kælder, min Tilflugt i de mørke
Aftener, min blodsugende Ven! En for en var mine Ejendele forsvundne
hernede, mine Småting hjemmefra, min sidste Bog. På Auktionsdagen gik jeg
gærne derned, forat se til, og jeg glæded mig hvergang mine Bøger syntes at
komme i gode Hænder. Skuespiller Magelsen havde mit Ur, og det var jeg
næsten stolt af; en Årskalender, hvori jeg havde mit første lille poetiske
Forsøg, havde en Bekendt købt, og min Yderfrakke havned hos en Fotograf til
Udlån i Atelieret. Så der var intet at sige på nogen Ting.
Jeg holdt mine Knapper færdige i Hånden og trådte ind. »Onkel« sidder ved
sin Pult og skriver.
»Jeg har ingen Hast,« siger jeg, bange forat forstyrre ham og gøre ham
utålmodig med min Henvendelse. Min Stemme lød så forunderlig hul, jeg
kendte den næsten ikke selv igen, og mit Hjærte slog som en Hammer.
Han kom mig smilende imøde, som han plejed, lagde begge sine Hænder flade
på Disken og så mig ind i Ansigtet, uden at sige noget.
Ja, jeg havde noget med, som jeg vilde spørge, om han ikke kunde have Brug
for . . . . noget, som blot lå mig ivejen hjemme, forsikkrer Dem på, ganske
til Plage . . . . nogle Knapper.
Nå, hvad var det så, hvad var det så med de Knapper? Og han lægger sine
Øjne helt ned til min Hånd.
Om han ikke kunde give mig nogle Øre for dem? . . . . Så mange, som han
selv syntes . . . . Ganske efter hans eget Skøn . . . .
For de Knapper? Og »Onkel« stirrer forundret på mig. For _disse_ Knapper?
Bare til en Cigar, eller hvad han selv vilde. Jeg gik netop forbi, og så
vilde jeg høre ind.
Da lo den gamle Pantelåner og vendte tilbage til sin Pult, uden at sige et
Ord. Der stod jeg. Jeg havde egentlig ikke håbet så meget, og alligevel
havde jeg tænkt mig det muligt at blive hjulpen. Denne Latter var min
Dødsdom. Det kunde vel ikke nytte med Brillerne nu heller?
Jeg vilde naturligvis lade mine Briller gå med, det er en Selvfølge, sagde
jeg så og tog dem af. Bare ti Øre, eller, om han vilde, fem Øre?
»De ved jo, at jeg ikke kan låne på Deres Briller,« sagde »Onkel«; »jeg har
sagt Dem det før.«
»Men jeg trænger et Frimærke,« sagde jeg dump; jeg kunde ikke engang få
afsendt de Breve, som jeg skulde skrive. »Et ti eller fem Øres Frimærke,
ganske som De selv synes.«
»Gud velsigne Dem og gå Deres Vej!« svared han og kaved imod mig med
Hånden.
Ja, ja, så får det være! sagde jeg til mig selv. Mekanisk satte jeg
Brillerne igen på, tog Knapperne i Hånden og gik; jeg sagde Godnat og
lukked Døren efter mig som sædvanlig. Se så, der var ikke mer at gøre!
Udenfor Trappegabet standsed jeg og så endnu engang på Knapperne. At han
slet ikke vilde have dem! sagde jeg; det er dog næsten nye Knapper; jeg kan
ikke forstå det!
Mens jeg stod der i disse Betragtninger, kom en Mand forbi og gik ned i
Kælderen. Han havde i Farten givet mig et lidet Stød; vi gjorde begge
Undskyldning, og jeg vendte mig om og så efter ham.
»Nej, er det dig?« sagde han pludselig nede i Trappen. Han kom op, og jeg
genkendte ham. »Gud bevare os, så du ser ud!« sagde han. »Hvad har du gjort
hernede?«
»Å — havt Affærer. Du skal herned, ser jeg?«
»Ja. Hvad har du været der med?«
Mine Knæ skalv, jeg støtted mig mod Væggen og rakte ud min Hånd med
Knapperne.
»Hvad Fan?« råbte han. »Nej, nu går det for vidt!«
»Godnat!« sagde jeg og vilde gå; jeg følte Gråden i Brystet.
»Nej, vent et Øjeblik!« sagde han.
Hvad skulde jeg vente efter? Han var jo selv på Vej til »Onkel«, bragte
måske sin Forlovelsesring, havde sultet i flere Dage, skyldte sin Værtinde.
»Ja,« svared jeg, »når du vil være snar . . . .«
»Naturligvis,« sagde han og tog Tag i min Arm; »men jeg skal sige dig, jeg
tror dig ikke, du er en Idiot; det er bedst, du følger med derned.«
Jeg forstod, hvad han vilde, følte pludselig igen en liden Gnist af Ære og
svared:
»Kan ikke! Jeg har lovet at være i Bernt Ankers Gade Klokken halv otte, og
. . . .«
»Halv otte, rigtigt ja! Men nu er Klokken otte. Her står jeg med Uret i
Hånden, det er det, jeg skal herned med. Så, ind med dig, sultne Synder!
Jeg får mindst fem Kroner til Dig.«
Og han puffed mig ind.
TREDJE STYKKE
En Uges Tid gik i Herlighed og Glæde.
Jeg var over det værste også denne Gang, jeg havde Mad hver Dag, mit Mod
steg, og jeg stak det ene Jærn efter det andet i Ilden. Jeg havde tre eller
fire Afhandlinger under Arbejde, der plyndred min fattige Hjærne for hver
Gnist, hver Tanke, som opstod i den, og jeg syntes, at det gik bedre end
før. Den sidste Artikel, som jeg havde havt så meget Rænd for og sat så
meget Håb til, var allerede bleven mig tilbageféveret af Redaktøren, og jeg
havde tilintetgjort den straks, vred, fornærmet, uden at læse den igennem
påny. For Eftertiden vilde jeg forsøge med et andet Blad, forat åbne mig
flere Udveje. I værste Fald, hvis heller ikke det hjalp, havde jeg Skibene
at tage til; »Nonnen« lå sejlklar nede ved Bryggen, og jeg kunde måske få
arbejde mig over på den til Archangel, eller hvor det nu var, den skulde
hen. Så der mangled mig ikke Udsigter på mange Kanter.
Den sidste Krise havde faret noget ilde med mig; jeg begyndte at miste Hår
i stor Mængde, Hovedpinen var også meget plagsom, især om Morgenen, og
Nervøsiteten vilde ikke give sig. Jeg sad om Dagen og skrev med Hænderne
bundet ind i Kluder, blot fordi jeg ikke tålte mit eget Åndedrag imod dem.
Når Jens Olaj slog Stalddøren hårdt i nedenunder mig, eller en Hund kom ind
i Baggården og begyndte at gø, gik det mig gennem Marv og Ben som kolde
Stik, der traf mig allevegne. Jeg var temmelig forkommen.
Dag efter Dag stræved jeg med mit Arbejde, undte mig knapt Tid til at sluge
min Mad, førend jeg atter satte mig til at skrive. I den Tid var både
Sengen og mit lille vaklende Skrivebord oversvømmet med Notiser og
beskrevne Blade, som jeg vekselvis arbejded på, føjed til nye Ting, som
kunde falde mig ind i Løbet af Dagen, strøg over, frisked op de døde
Punkter med et farvefuldt Ord hist og her, sled mig fremad Sætning for
Sætning med den værste Møje. En Eftermiddag var endelig den ene af mine
Artikler færdig, og jeg stak den lykkelig og glad i Lommen og begav mig op
til »Kommandøren«. Det var på høj Tid, at jeg gjorde Anstalter til lidt
Penge igen, jeg havde ikke mange Øre tilbage.
»Kommandøren« bad mig om at sidde et Øjeblik, så skulde han straks . . . .
og han skrev videre.
Jeg så mig om i det lille Kontor: Buster, Litografier, Udklip, en umådelig
Papirkurv, der så ud til at kunne sluge en Mand med Hud og Hår. Jeg følte
mig trist tilmode ved Synet af dette uhyre Gab, denne Dragekæft, der altid
stod åben, altid var færdig til at modtage nye kasserede Arbejder — nye
knuste Håb.
»Hvad Dato har vi?« siger pludselig »Kommandøren« borte ved Bordet.
»28de,« svarer jeg, glad over at kunne være ham til Tjeneste.
»28de.« Og han skriver fremdeles. Endelig konvolutterer han et Par Breve,
sender nogle Papirer hen i Kurven og lægger Pennen ned. Så svinger han sig
omkring på Stolen og ser på mig. Da han mærker, at jeg endnu står ved
Døren, gør han et halvt alvorligt, halvt spøgefuldt Vink med Hånden og
peger på en Stol.
Jeg vender mig bort, forat han ikke skal se, at jeg ingen Vest har på, når
jeg åbner Frakken og tager Manuskriptet op af Lommen.
»Det er bare en liden Karakteristik af Correggio,« siger jeg, »men den er
vel ikke skrevet slig, desværre, at . . . .«
Han tager Papirerne ud af min Hånd og begynder at blade i dem. Han vender
sit Ansigt mod mig.
Således så han da ud på nært Hold denne Mand, hvis Navn jeg hørte allerede
i min tidligste Ungdom, og hvis Blad havde havt den største Indflydelse på
mig op gennem Årene. Hans Hår er krøllet og de smukke brune Øjne en Smule
urolige; han har for Vane at støde lidt i Næsen nu og da. En skotsk Præst
kunde ikke se mildere ud end denne farlige Skribent, hvis Ord altid havde
slået blodige Striber, hvor de faldt ned. En ejendommelig Følelse af Frygt
og Beundring betager mig overfor dette Menneske, jeg er lige ved at få
Tårer i Øjnene, og jeg rykker uvilkårlig et Skridt frem, forat sige ham,
hvor inderlig jeg holdt af ham for alt, han havde lært mig, og bede ham om
ikke at gøre mig Fortræd; jeg var blot en fattig Stymper, som havde det
slemt nok alligevel . . . .
Han så op og lagde mit Manuskript langsomt sammen, mens han sad og tænkte
efter. Forat lette ham i at give mig et afslående Svar, rækker jeg Hånden
lidt frem og siger:
»Å, nej, det er naturligvis ikke brugbart?« Og jeg smiler, forat give
Indtryk af at tage det let.
»Det må være så populært alt, som vi kan bruge,« svarer han; »De ved, hvad
Slags Publikum vi har. Men kan De ikke tage og gøre det lidt enklere? Eller
finde på noget andet, som Folk forstår bedre?«
Hans Hensynsfuldhed forundrer mig. Jeg forstår, at min Artikel er kasseret,
og dog kunde jeg ikke fået et vakkrere Afslag. For ikke at optage ham
længer, svarer jeg:
»Jo, da, det kan jeg nok.«
Jeg går til Døren. Hm. Han måtte undskylde, at jeg havde heftet ham bort
med dette . . . . Jeg bukker og tager i Dørvrideren.
»Hvis De trænger det,« siger han, »så kan De heller få lidt i Forskud. De
kan jo skrive for det.«
Nu havde han jo set, at jeg ikke dued til at skrive, hans Tilbud ydmyged
mig derfor lidt, og jeg svared:
»Nej, Tak, jeg klarer mig endda en Stund. Takker ellers så meget. Farvel!«
»Farvel!« svarer »Kommandøren« og vender sig i det samme ind til sit
Skrivebord.
Han havde nu alligevel behandlet mig ufortjent velvilligt, og jeg var ham
taknemmelig herfor; jeg skulde også vide at påskønne det. Jeg foresatte mig
ikke at gå til ham igen, førend jeg kunde tage med et Arbejde, som jeg var
helt tilfreds med, som kunde forbause »Kommandøren« en Smule og få ham til
at anvise mig ti Kroner uden et Øjebliks Betænkning. Og jeg gik hjem igen
og tog fat på min Skrivning påny.
I de følgende Aftener, når Klokken blev omkring otte og Gassen allerede var
tændt, hændte der mig regelmæssig følgende:
Idet jeg kommer ud af mit Portrum, for efter Dagens Møje og Besværligheder
at begive mig ud på en Spadsertur omkring i Gaderne, står der en sortklædt
Dame ved Gaslygten lige udenfor Porten og vender Ansigtet mod mig, følger
mig med Øjnene, når jeg passerer hende. Jeg lægger Mærke til, at hun stadig
har den samme Dragt på, det samme tætte Slør, der skjuler hendes Ansigt og
falder nedad hendes Bryst, og i Hånden en liden Paraply med Elfenbens Ring
i Håndtaget.
Det var allerede tredje Aften, jeg havde set hende der, al tid på selvsamme
Sted; såsnart jeg var kommet hende forbi, vender hun sig langsomt om og går
nedad Gaden, bort fra mig.
Min nervøse Hjærne skød Følehorn ud, og jeg fik straks den urimelige
Anelse, at det var mig, hendes Besøg galdt. Jeg var tilsidst næsten i
Begreb med at tiltale hende, spørge hende, om hun søgte efter nogen, om hun
trængte min Hjælp til noget, om jeg måtte følge hende hjem, så dårligt
antrukken som jeg desværre var, beskytte hende i de mørke Gader; men jeg
havde en ubestemt Frygt for, at det kanske vilde komme til at koste noget,
et Glas Vin, en Køretur, og jeg havde slet ingen Penge mer; mine
trøstesløst tomme Lommer virked altfor nedslående på mig, og jeg havde ikke
engang Mod til at se lidt skarpt på hende, når jeg gik hende forbi. Sulten
var igen begyndt at hussere med mig, jeg havde ikke havt Mad, siden
igåraftes; det var ikke nogen lang Tid, jeg havde ofte kunnet holde ud i
flere Dage; men jeg var begyndt at tage betænkeligt af, jeg kunde slet ikke
sulte så godt som før, en eneste Dag kunde nu næsten gøre mig fortumlet, og
jeg led af idelige Opkastelser, såsnart jeg drak Vand. Dertil kom, at jeg
lå og frøs om Nætterne, lå i fulde Klæder, som jeg stod og gik om Dagen, og
blåfrøs, ised ned hver Aften under Kuldegysninger og stivned til under
Søvnen. Det gamle Tæppe kunde ikke holde Trækvinden ude, og jeg vågned om
Morgenen af, at jeg var bleven tæt i Næsen af den ramme Rimluft, der
trængte ind til mig udenfra.
Jeg går henad Gaderne og tænker på, hvorledes jeg skulde bære mig ad med at
holde mig oppe, til jeg fik min næste Artikel færdig. Havde jeg blot et
Lys, vilde jeg forsøge at kile på udover Natten; det vilde tage et Par