Sult - 03

Total number of words is 5104
Total number of unique words is 1492
42.0 of words are in the 2000 most common words
59.5 of words are in the 5000 most common words
68.5 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Forladelse for, at han ikke straks havde anet vigtige Ting inde i Tæppet.
Da han var færdig med Indpakningen, takked jeg ham for Hjælpen som en Mand,
der tidligere havde sendt kostbare Sager til Smyrna; han åbned Døren for
mig og bukked to Gange, da jeg gik.
Jeg gav mig til at vandre om blandt Menneskene på Stortorvet og holdt mig
helst i Nærheden af de Koner, som havde Potteplanter at sælge. De tunge,
røde Roser, hvis Blade ulmed blodige og rå i den fugtige Morgen, gjorde mig
begærlig, fristed mig syndigt til at rapse en, og jeg spurgte om Prisen på
den, blot forat have Lov til at komme den så nær som muligt. Fik jeg Penge
tilovers, vilde jeg købe den, det fik gå, hvordan det vilde; jeg kunde jo
nok spare ind lidt hist og her i min Levemåde, forat komme op i Balance
igen.
Klokken blev ti, og jeg gik op i Bladet. Saksen gennemroder endel gamle
Aviser, Redaktøren er ikke kommet. På Opfordring afleverer jeg mit store
Manuskript, lader Manden ane, at det er af mer end almindelig Vigtighed og
lægger ham indstændigt på Minde at lade Redaktøren få det i sin egen Hånd,
når han kom. Jeg vilde så selv af hente Besked senere på Dagen.
»Godt!« sagde Saksen og begyndte igen på sine Aviser.
Jeg syntes, at han tog det lidt for roligt, men sagde intet, nikked blot
lidt ligegyldigt til ham med Hovedet og gik.
Nu havde jeg Tiden for mig. Om det blot vilde klarne op! Det var et rent
elendigt Vejr, uden Vind og uden Friskhed; Damerne brugte for Sikkerheds
Skyld Paraplyer, og Herrernes Uldhuer så flade og triste ud. Jeg gjorde
atter et Slag henover Torvet og så på Grøntsager og Roser. Da føler jeg en
Hånd på min Skulder og vender mig om, »Jomfruen« hilser Godmorgen.
»Godmorgen?« svarer jeg lidt spørgende, for straks at få hans Ærinde at
vide. Jeg syntes ikke meget om »Jomfruen.«
Han ser nysgærrigt hen på den store, splinterny Pakke under min Arm og
spørger:
»Hvad bærer De på der?«
»Jeg har været nede hos Semb og fået noget Tøj til Klæder,« svarer jeg i en
ligegyldig Tone; »jeg syntes ikke, jeg vilde gå så slidt længer, man kan jo
også være for karrig mod sit Legeme.«
Han ser på mig og studser.
»Hvordan går det forresten?« spørger han langsomt.
»Jo, over Forventning.«
»Har De fået noget at gøre nu da?«
»Noget at gøre?« svarer jeg og er meget forundret, »jeg er jo Bogholder hos
Grossererfirmaet Christie, jo.«
»Ja så!« siger han og rykker lidt tilbage. »Gud bevare Dem, hvor vel jeg
under Dem det! Bare man nu ikke tigger af Dem de Penge, De tjener.
Godmorgen.«
Om lidt vender han sig om og kommer tilbage; han peger med Stokken på min
Pakke og siger:
»Jeg vil anbefale Dem min Skrædder til de Klæder. De får ikke finere
Skrædder end Isaksen. Sig bare, at jeg sendte Dem, så.«
Dette blev mig lidt vel meget. Hvad havde han med at stikke sin Næse i mine
Sager? Kom det ham ved, hvilken Skrædder jeg tog? Jeg blev vred; Synet af
dette tomme, pyntede Menneske gjorde mig forbittret, og jeg minded ham
temmelig brutalt om ti Kroner, som han havde lånt af mig. Allerede førend
han fik svare, angred jeg imidlertid at have krævet ham, jeg blev flau og
så ham ikke i Øjnene; da i det samme en Dame kom forbi, trådte jeg hurtigt
tilbage, forat lade hende passere, og benytted Anledningen til at gå min
Vej.
Hvor skulde jeg nu gøre af mig, mens jeg vented? En Kafé kunde jeg ikke
besøge med tomme Lommer, og jeg vidste ikke af nogen Bekendt, som jeg kunde
gå til på denne Tid af Dagen. Instinktsmæssig stiled jeg opad Byen, drev
bort endel Tid på Vejen mellem Torvet og Grændsen, læste »Aftenposten,« som
nylig var sat på Tavlen, gjorde en Sving nedi Karl Johan, vendte derpå om
og gik lige op på Vor Frelsers Gravlund, hvor jeg fandt mig et roligt Sted
på Bakken ved Kapellet.
Jeg sad der i al Stilhed og døsed i den våde Luft, tænkte, halvsov og frøs.
Og Tiden gik. Var det nu også sikkert, at Føljetonen var et lidet
Mesterstykke af inspireret Kunst? Gud ved, om den ikke havde sine Fejl her
og der! Alt vel overvejet behøved den ikke engang at blive antagen, nej,
ikke engang antagen, simpelthen! Den var måske nokså middelmådig, kanske
ligefrem slet; hvad Sikkerhed havde jeg for, at den ikke allerede i dette
Øjeblik lå i Papirskurven? . . . . Min Tillidsfuldhed var rugget, jeg
sprang op og stormed ud af Kirkegården.
Nede i Akersgaden titted jeg ind ad et Butiksvindu og så, at Klokken blot
var lidt over tolv. Dette gjorde mig end mer fortvivlet, jeg havde så
sikkert håbet, at det var langt over Middag, og før fire nytted det ikke at
soge efter Redaktøren. Min Føljetons Skæbne fyldte mig med mørke Anelser;
jo mer jeg tænkte på den, desto urimeligere forekom det mig, at jeg kunde
have skrevet noget brugbart sådan pludseligt, næsten i Søvne, med Hjærnen
fuld af Feber og Drømme. Naturligvis havde jeg bedraget mig selv og været
glad hele Morgenen udover for ingen Ting! Naturligvis! . . . . Jeg bevæged
mig i stærk Gang opad Ullevoldsvejen, forbi St. Hanshaugen, kom ud på åbne
Marker, ind i de trange, underlige Gader ved Sagene, over Tomter og Agre og
befandt mig tilsidst på en Landevej, hvis Ende jeg ikke kunde se.
Her stopped jeg op og beslutted mig til at vende om. Jeg var bleven varm af
Turen og gik sagte og meget nedtrykt tilbage. Jeg mødte to Høvogne; Kørerne
lå flade oppe i Læssene og sang, begge barhovedede, begge med runde,
sorgløse Ansigter. Jeg gik og tænkte ved mig selv, at de vilde tiltale mig,
slænge til mig en eller anden Bemærkning eller gøre en Spillop, og da jeg
var kommet dem nær nok, råbte den ene og spurgte, hvad jeg bar under Armen.
»Et Sengetæppe,« svared jeg.
»Hvormange er Klokken?« spurgte han.
»Jeg ved ikke rigtigt, omtrent tre, tænker jeg.«
Da lo de begge to og drog forbi. Jeg følte i det samme Snærten af en
Tougsvøbe på mit ene Øre, og min Hat blev reven af; de unge Mennesker kunde
ikke lade mig passere, uden at gøre mig et Puds. Jeg tog mig lidt fortumlet
op til Hovedet, samled min Hat op fra Grøftekanten og fortsatte min Gang.
Nede ved St. Hanshaugen mødte jeg en Mand, som fortalte mig, at Klokken var
over fire.
Over fire! Klokken var allerede over fire! Jeg strakte ud, næsten løb nedad
Byen, bøjed af og tog ned til Bladet. Redaktøren havde måske for længe
siden været der og forladt Kontoret! Jeg gik og sprang om hinanden,
snubled, stødte mod Vogne, lagde alle spadserende bag mig, hamled op med
Hestene, stred som en gal, forat komme tidsnok. Jeg vred mig indad Porten,
tog Trapperne i fire Spring og banked på.
Ingen svarer.
Han er gået! han er gået! tænker jeg. Jeg prover Døren, som er åben, banker
på endnu engang og træder ind.
Redaktøren sidder ved sit Bord, med Ansigtet mod Vinduet og Pennen i
Hånden, færdig til at skrive. Da han hører min forpustede Hilsen, vender
han sig halvt om, ser lidt på mig, ryster på Hovedet og siger:
»Ja, jeg har ikke fået Tid til at læse Deres Skitse endda.«
Jeg blir så glad over, at han da ialfald ikke endnu har kasseret den, at
jeg svarer:
»Nej, kære, det forstår jeg nok. Det haster jo ikke så. Om et Par Dage
kanske, eller . . . .«
»Ja, jeg skal se. Forresten har jeg Deres Adresse, så.«
Og jeg glemte at oplyse om, at jeg ikke havde nogen Adresse mer.
Audiensen er forbi, jeg træder bukkende tilbage og går. Håbet gløder igen
op i mig, endnu var intet tabt, tvertimod, jeg kunde vinde alt endnu, for
den Skyld. Og min Hjærne begyndte at fable om et stort Råd i Himlen, hvor
det netop var bleven besluttet, at jeg skulde vinde, vinde kapitalt ti
Kroner for en Føljeton . . . .
Blot jeg nu havde et Sted at ty hen til for Natten! Jeg overvejer, hvor jeg
bedst skulde kunne stikke mig ind, blir så stærkt optagen af dette
Spørgsmål, at jeg står stille midt i Gaden. Jeg glemmer, hvor jeg er, står
som en enkelt Riskost midt i Havet, mens Sjøen strømmer og larmer rundt
omkring den. En Avisgut rækker mig »Vikingen«: D’n er så morssom, så! Jeg
ser op og farer sammen — jeg er udenfor Semb igen.
Hurtigt gør jeg helt om, holder Pakken skjult foran mig og iler nedad
Kirkegaden, flau og angst for, at man skulde have set mig fra Vinduerne.
Jeg passerer Ingebret og Teatret, drejer af ved Logen og tager nedover til
Sjøen ved Fæstningen. Atter finder jeg mig en Bænk og begynder at spekulere
påny.
Hvor i alverden skulde jeg få Hus inat? Fandtes der et Hul, hvor jeg kunde
smutte ind og skjule mig til det blev Morgen? Min Stolthed forbød mig at
vende tilbage til mit Rum; det kunde aldrig falde mig ind at gå tilbage på
mine Ord, jeg afviste denne Tanke med stor Harme og smilte overlegent i mit
stille Sind ad den lille røde Gyngestol. Ved Idéassociationer befandt jeg
mig pludselig i et stort to Fags Værelse, jeg engang havde boet i på
Hægdehaugen; jeg så et Bræt på Bordet fuldt af svære Smørogbrød, det
skifted Udseende, det blev til en Bif, en forførende Bif, en snehvid
Serviet, Brød i Masse, Sølvgaffel. Og det gik i Døren: min Værtinde kom og
bød mig mer Té . . . .
Syner og dumme Drømme! Jeg sagde til mig selv, at om jeg fik Mad nu, vilde
mit Hoved blive forstyrret igen, jeg vilde få den samme Feber i Hjærnen og
mange vanvittige Påfund at kæmpe med. Jeg tålte ikke Mad, jeg var ikke
således anlagt; det var en Besynderlighed ved mig, en Særegenhed.
Kanske blev der en Råd til Husly, når det led på Kvælden. Det havde ingen
Hast; i værste Fald kunde jeg søge ud i Skogen et Sted, jeg havde hele
Byens Omegn at tage til, og der var ikke Kuldegrader i Vejret.
Og Sjøen vugged derude i tung Ro, Skibe og plumpe, brednæsede Pramme roded
Grave op i dens blyagtige Flade, sprængte Striber ud til højre og venstre
og gled videre, mens Røgen vælted som Dyner ud af Skorstenene og
Maskinernes Stempelslag trængte mat frem i den klamme Luft. Der var ingen
Sol og ingen Vind, Træerne bag mig stod næsten våde, og Bænken, jeg sad på,
var kold og rå. Tiden gik; jeg satte mig til at døse, blev træt og frøs
lidt over Ryggen: en Stund efter følte jeg, at mine Øjne begyndte at falde
i. Og jeg lod dem falde . . . .
Da jeg vågned, var det mørkt omkring mig, jeg sprang op fortumlet og
frøsen, greb min Pakke og begyndte at gå. Jeg gik fortere og fortere, forat
blive varm, basked med Armene, gned mig nedad Benene, som jeg næsten ikke
længer følte noget til, og kom op til Brandvagten. Klokken var ni; jeg
havde sovet i flere Timer.
Hvor skulde jeg dog gøre af mig? Et Sted måtte jeg jo være. Jeg står der og
glaner opad Brandvagten og studerer på, om det ikke skulde kunne lykkes at
komme ind i en af Gangene, passe på et Øjeblik, når Patroullen vendte
Ryggen til. Jeg går opad Trappen og vil give mig i Snak med Manden, han
hæver straks sin Økse til Honnør og venter på, hvad jeg skal sige. Denne
løftede Økse, der vender Eggen mod mig, farer mig som et koldt Hug gennem
Nerverne, jeg blir stum af Rædsel foran denne væbnede Mand og trækker mig
uvilkårlig tilbage. Jeg siger intet, glider blot mer og mer bort fra ham;
forat redde Skinnet, farer jeg mig med Hånden over Panden, som om jeg har
glemt et eller andet, og lusker bort. Da jeg atter stod nede på Fortouget,
følte jeg mig så frelst, som om jeg just havde undflyet en stor Fare. Og
jeg skyndte mig afsted.
Kold og sulten, mer og mer uhyggelig tilmode, drev jeg opad Karl Johan; jeg
begyndte at bande ganske højt og brød mig ikke om, at nogen kunde høre det.
Nede ved Stortinget, lige ved den første Løve, kommer jeg pludselig ved en
ny Idéassociation i Tanke på en Maler, jeg kendte, et ungt Menneske, som
jeg engang havde reddet fra et Ørefigen ude på Tivoli, og som jeg engang
senere havde været og besøgt. Jeg knipser i Fingrene og begiver mig ned i
Tordenskjoldsgaden, finder en Dør, hvorpå der står C. Zacharias Bartel på
et Kort, og banker på.
Han kom selv ud; der lugted Øl og Tobak af ham, så det var en Gru.
»Godaften!« sagde jeg.
»Godaften! Er det Dem? Nej, hvorfor Fan kommer De så sent? Det tager sig
slet ikke ud i Lampelys. Jeg har sat til en Høhæsje siden sidst og
foretaget et Par Forandringer. De må se det om Dagen, det nytter ikke, at
vi prøver på det nu.«
»Lad mig se det nu alligevel,« sagde jeg. forresten husked jeg ikke,
hvilket Billede han stod og talte om.
»Aldeles plat umuligt!« svared han. »Det blir gult altsammen! Og så er der
en anden Ting« — han kom hviskende hen imod mig — »jeg har en liden Pige
inde hos mig iaften, så det er rent ugørligt.«
»Ja, når så er, så er det jo ikke Tale om.«
Jeg trak mig tilbage, sagde Godnat og gik.
Det blev nok ingen anden Udvej alligevel, end at gå ud i Skogen et Sted.
Når bare ikke Marken havde været så fugtig! Jeg klapped på mit Tæppe og
følte mig mer og mer fortrolig med den Tanke, at jeg skulde ligge ude. Så
længe havde jeg plaget mig med at finde et Logi i Byen, at jeg var bleven
træt og ked af det hele; det blev mig en behagelig Nydelse at slå mig til
Ro, overgive mig og drive dank henad Gaden, uden en Tanke i Hovedet. Jeg
gik bortom Universitetsuret og så, at Klokken var over ti, derfra tog jeg
Vejen opover Byen. Et Sted på Hægdehaugen stod jeg stille udenfor en
Husholdningshandel, hvor noget Mad var udstillet i Vinduet. Der lå en Kat
og sov ved Siden af et rundt Franskbrød, lige bag den stod en Kumme Smult
og flere Glas Gryn. Jeg stod og så en Stund på disse Madvarer, men da jeg
ikke havde noget at købe for, vendte jeg mig hurtigt bort og fortsatte
Marschen. Jeg gik meget sagte, kom forbi Majorstuen, gik videre, altid
videre, gik i Time efter Time og kom endelig ud i Bogstadskogen.
Her gik jeg af Vejen og satte mig ned, forat hvile. Så tog jeg til at søge
mig om efter et belejligt Sted, begyndte at pusle sammen lidt Lyng og Ener
og laved en Seng oppe i et lidet Bakkehæld, hvor det var nogenlunde tørt,
åbned min Pakke og tog Tæppet ud. Jeg var bleven træt og maset af den lange
Tur og gik straks tilsengs. Jeg kasted og vendte mig mange Gange, førend
jeg endelig fik lagt mig tilrette; mit Øre smærted noget, det var lidt
ophovnet efter Slaget, og jeg kunde ikke hvile på det. Mine Sko trak jeg af
og lagde under Hovedet, og ovenpå dem Papiret fra Semb.
Og Mørkets store Stemning ruged omkring mig; alting var stille, alting. Men
oppe i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjærne, toneløse
Summen, som aldrig tier. Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge Sus,
at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de
rullende Verdner over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . .
»Det er Fan heller!« sagde jeg og lo højt, forat stive mig op; »det er
Natuglerne, som tuder i Kana’an!«
Og jeg rejste mig og lagde mig igen, tog Skoene på og drev omkring i Mørket
og lagde mig påny, kæmped og stred med Vrede og Frygt til hen på
Morgenstunden, da jeg endelig faldt i Søvn.
* * *
Det var lys Dag, da jeg slog Øjnene op, og jeg havde Følelsen af, at det
led henimod Middag. Jeg trak Skoene på, pakked atter Tæppet ind og begav
mig tilbage til Byen. Ingen Sol var at se idag heller, og jeg frøs som en
Hund; mine Ben var døde, og der begyndte at komme Vand ud af mine Øjne, som
om de ikke tålte Dagslyset.
Klokken var tre. Sulten begyndte at blive noget slem med mig, jeg var mat
og gik og kasted op lidt hist og her i Smug. Jeg svinged ned til
Dampkøkkenet, læste Tavlen og trak opsigtsvækkende på Skuldrene, som om
sprængt Kød og Flæsk ikke var Mad for mig; derfra kom jeg ned på
Jærnbanetorvet.
En besynderlig Fortumlethed fôr mig med en Gang gennem Hovedet; jeg gik
videre og vilde ikke agte på det, men blev værre og værre og måtte tilsidst
sætte mig på en Trappe. Mit hele Sind gennemgik en Forandring, ligesom
noget gled tilside i mit Indre, eller et Forhæng, et Væv i min Hjærne gik
itu. Jeg tog efter Ånden et Par Gange og blev forundret siddende. Jeg var
ikke ubevidst, jeg følte klart, hvor det værked lidt i mit Øre, og da en
Bekendt kom forbi, kendte jeg ham straks, rejste mig og hilste.
Hvad var det for en ny, pinsom Fornemmelse, som nu lagdes til de øvrige?
Var det en Følge af at sove på rå Mark? Eller kom det af, at jeg ikke havde
fået Frokost endnu? I det hele taget var det simpelthen ingen Mening i at
leve på denne Måde; jeg forstod ved Kristi hellige Pine ikke, hvorved jeg
havde gjort mig fortjent til denne udmærkede Forfølgelse heller! Og det
faldt mig pludselig ind, at jeg lige så godt kunde gøre mig til Kæltring
straks og gå hen til »Onkels« Kælder med Sengetæppet. Jeg kunde sætte det
fast for en Krone og få tre passende Måltider, holde mig oppe til jeg fandt
på noget andet; Hans Pauli fik jeg slå en Plade. Jeg var allerede på Vej
til Kælderen, men standsed foran Indgangen, rysted tvivlrådigt på Hovedet
og vendte om.
Efterhvert som jeg fjærned mig, blev jeg gladere og gladere over, at jeg
havde sejret i denne svære Fristelse. Bevistheden om, at jeg endnu var ren
og ærlig, steg mig til Hovedet, fyldte mig med en herlig Følelse af at være
en Karakter, et hvidt Fyrtårn midt i et grumset Menneskehav, hvor Vrag flød
om. Pantsætte en andens Ejendom for et Måltid Mad, æde og drikke sig selv
til Doms, brændemærke sin Sjæl med den første lille Streg, sætte det første
sorte Tegn i sin Hæderlighed, kalde sig Kæltring op i sit eget Ansigt og
slå Øjnene ned for sig selv — aldrig! Aldrig! Det havde ikke for Alvor
været i min Tanke, det havde næsten ikke faldt mig ind engang; løse,
jagende Strøtanker kunde man virkelig ikke svare noget for, især når man
havde en gruelig Hovedpine og bar sig næsten ihjæl på et Sengetæppe, som
tilhørte en anden Mand.
Der vilde ganske sikkert blive en Udvej til Hjælp alligevel, når Tiden kom!
Der var nu Købmanden på Grønlandsleret, havde jeg overhængt ham hver Time
på Dagen, siden jeg sendte ham Ansøgningen? ringet på sent og tidligt og
bleven afvist? Jeg havde ikke sågodtsom mældt mig til ham og fået Svar. Det
behøved ikke at være et aldeles forgæves Forsøg, jeg havde måske havt
Lykken med mig denne Gang; Lykken havde ofte en så underlig slynget Vej. Og
jeg begav mig ud til Grønlandsleret.
Den sidste Rystelse, som gik gennem mit Hoved, havde gjort mig lidt mat, og
jeg gik yderst langsomt og tænkte på, hvad jeg vilde sige til Købmanden.
Han var måske en god Sjæl; stak det Lune ham, gav han mig gærne en Krone i
Forskud på Arbejdet, uden at jeg bad ham derom; sådanne Folk kunde have det
med ganske fortræffelige Påfund nu og da.
Jeg sneg mig ind i en Port og sværted mine Bukseknæ med Spyt, forat se lidt
ordentlig ud, lagde mit Tæppe efter mig bag en Kasse i en mørk Krog, skråed
over Gaden og trådte ind i den lille Butik.
En Mand står og klistrer Poser af gamle Aviser.
»Jeg vilde gærne træffe Hr. Christie,« sagde jeg.
»Det er mig,« svared Manden.
Nå! Mit Navn var det og det, jeg havde været så fri at sende ham en
Ansøgning, jeg vidste ikke, om det havde nyttet mig noget?
Han gentog mit Navn et Par Gange og begyndte at le. »Nu skal De se!« sagde
han og tog mit Brev op af sin Brystlomme. »Vil De bare behage at se,
hvorledes De omgåes Tal, min Herre. De har dateret Deres Brev Året 1848.«
Og Manden lo af fuld Hals.
Ja, det var jo lidt forkært, sagde jeg forknyt, en Tankeløshed, en
Distraktion, jeg indrømmed det.
»Ser De, jeg må have en Mand, som i det hele taget ikke tager fejl af Tal,«
sagde han. »Jeg beklager det; Deres Håndskrift er så tydelig, jeg synes
også om Deres Brev forøvrigt, men . . . .«
Jeg vented en Stund; dette kunde umuligt være Mandens sidste Ord. Han gav
sig atter i Færd med Poserne.
Ja, det var lejt, sagde jeg så, rigtig gruelig lejt var det; men det skulde
jo ikke gentage sig, naturligvis, og denne lille Fejlskrivning kunde nu
ikke have gjort mig totalt uskikket til at føre Bøger overhovedet?
»Nej, det siger jeg ikke,« svared han; »men imidlertid vejed det så meget
for mig, at jeg bestemte mig for en anden Mand med det samme.«
»Posten er altså besat?« spurgte jeg.
»Ja.«
»Nå, Herregud, så er der jo ikke mere at gøre ved det!«
»Nej. Jeg beklager det; men . . . .«
»Farvel!« sagde jeg.
Nu steg Vreden op i mig, glødende og brutalt. Jeg hented min Pakke i
Portrummet, bed Tænderne sammen og løb på fredelige Folk på Fortouget og
bad ikke om Undskyldning. Da en Herre standsed og irettesatte mig lidt
skarpt for min Opførsel, vendte jeg mig om og skreg ham et enkelt
meningsløst Ord ind i Øret, knytted Hænderne lige under hans Næse og gik
videre, forhærdet af et blindt Raseri, som jeg ikke kunde styre. Han kaldte
på en Konstabel, og jeg ønsked intet heller end at få en Konstabel mellem
Hænderne et Øjeblik, jeg sagtned med Forsæt min Gang, forat give ham
Anledning til at indhente mig; men han kom ikke. Var der nu også
nogensomhelst Ræson i, at absolut alle éns inderligste og ihærdigste Forsøg
skulde mislykkes? Hvorfor havde jeg altså skrevet 1848? Hvad vedkom dette
fordømte Årstal mig? Nu gik jeg her og sulted, så mine Tarmer krøb sammen i
mig som Orme, og det stod ikke skrevet nogen Steder, at der skulde blive
lidt til Mad, når det led ud på Dagen. Og efterhvert som Tiden gik, blev
jeg mer og mer åndelig og legemlig udhulet, jeg nedlod mig til mindre og
mindre hæderlige Handlinger for hver Dag. Jeg løj mig frem uden at blues,
snød fattige Folk for Huslejen, kæmped endog med de lumpneste Tanker om at
forgribe mig på andres Sengetæpper, alt uden Anger, uden ond Samvittighed.
Der begyndte at komme rådne Flækker i mit Indre, sorte Svampe, som bredte
sig mer og mer. Og oppe i Himlen sad Gud og holdt et vågent Øje med mig og
påså, at min Undergang foregik efter alle Kunstens Regler, jævnt og
langsomt, uden Brud i Takten. Men i Helvedes Afgrund gik de arge Djævle og
skød Børster over, at det vared så længe inden jeg gjorde en Kapitalsynd,
en utilgivelig Synd, for hvilken Gud i sin Retfærdighed måtte støde mig ned
. . . . Jeg forstærked min Gang, drev det til værre og værre Fart, gjorde
pludselig venstre om og kom ophidset og vred ind i en lys, dekoreret Port.
Jeg standsed ikke, gjorde ikke et Sekunds Ophold; men Portens hele
ejendommelige Udstyr trængte øjeblikkelig ind i min Bevidsthed, hver
Ubetydelighed ved Dørene, Dekorationerne, Brolægningen stod klart for mit
indre Blik, idet jeg sprang opad Trapperne. Jeg ringte heftigt på i anden
Etage. Hvorfor skulde jeg netop standse i anden Etage? Og hvorfor netop
gribe til denne Klokkestræng, der var længst borte fra Trappen?
En ung Dame i grå Dragt med sort Pynt kom og lukked op; hun så en liden
Stund forbauset på mig, derpå rysted hun på Hovedet og sagde:
»Nej, vi har ikke noget idag.« Og hun gjorde Mine til at ville lukke Døren.
Hvorfor havde jeg også dumpet op i det med dette Menneske? Hun tog mig uden
videre for en Tigger, og jeg blev kold og rolig med ét. Jeg tog Hatten af
og gjorde et ærbødigt Buk, og som om jeg ikke havde hørt hendes Ord, sagde
jeg yderst høfligt:
»Jeg beder Dem undskylde, Frøken, at jeg ringte så hårdt, jeg kendte ikke
Klokken. Her skal være en syg Herre, som har averteret efter en Mand til at
trille sig i en Vogn?«
Hun stod en Stund og smagte på dette løgnagtige Påfund og syntes at blive
tvivlrådig i sine Meninger om min Person.
»Nej,« sagde hun tilsidst, »nej, her er ingen syg Herre.«
»Ikke det? En ældre Herre, to Timers Kørsel om Dag, firti Øre Timen?«
»Nej.«
»Så beder jeg igen om Undskyldning,« sagde jeg; »det er kanske i første
Etage. Jeg vilde for Tilfældet blot have anbefalet en Mand, som jeg kender,
og som jeg interesserer mig for. Mit Navn er Wedel-Jarlsberg.« Og jeg
bukked igen og trådte tilbage; den unge Dame blev blussende rød, i sin
Forlegenhed kunde hun ikke komme af Pletten, men stod og stirred efter mig,
idet jeg gik ned ad Trapperne.
Min Ro var vendt tilbage, og mit Hoved var klart. Damens Ord om, at hun
intet havde at give mig idag, havde virket på mig som en kold Styrt. Så
vidt var det kommet, at hvemsomhelst kunde pege på mig i sin Tanke og sig
til sig selv: Der går en Tigger, en af dem, som får sin Føde langet ud
gennem Entrédørene hos Folk!
I Møllergaden standsed jeg udenfor en Beværtning og snused til den friske
Duft af Kød, som stegtes indenfor; jeg havde allerede Hånden på Dørvrideren
og vilde gå ind uden Ærinde, men betænkte mig tidsnok og gik bort fra
Stedet. Da jeg kom til Stortorvet og søgte efter en Plads, hvor jeg kunde
hvile en Stund, var alle Bænke optagne, og jeg ledte forgæves rundt hele
Kirken efter et stille Sted, hvor jeg kunde slå mig ned. Naturligvis! sagde
jeg mørkt til mig selv, naturligvis, naturligvis! Og jeg tog på at gå igen.
Jeg gjorde en Afstikker nedom Vandspringet ved Basarhjørnet og drak en
Slurk Vand, gik påny, drog mig frem Fod for Fod, tog mig Tid til lange
Ophold ved hvert Butiksvindu, standsed og fulgte med Øjnene hver Vogn, som
fôr mig forbi. Jeg følte i mit Hoved en lysende Hede, og det banked noget
underligt i mine Tindinger; Vandet, jeg havde drukket, bekom mig højst
ilde, og jeg gik og kasted op lidt hist og lidt her i Gaden, for ikke at
blive opdaget. Således kom jeg lige op på Krist Kirkegård. Jeg satte mig
med Albuerne på mine Knæ og Hovedet i Hænderne; i denne sammentrukne
Stilling havde jeg det godt og følte ikke længer den lille Gnaven i
Brystet.
En Stenhugger lå på Maven på en stor Granitplade ved Siden af mig og hugged
Indskrift; han havde blå Briller på og minded mig med én Gang om en Bekendt
af mig, som jeg næsten havde glemt, en Mand, som stod i en Bank, og som jeg
for en Tid tilbage havde truffet på i Oplandske Kafé.
Kunde jeg bare bide Hovedet af al Skam og henvende mig til ham! sige ham
Sandheden lige ud, at det begyndte at blive temmelig småt for mig nu, nokså
vanskeligt at holde mig ilive! Jeg kunde give ham min Barberbog . . . . Død
og Pine, min Barberbog! Billetter for henimod en Krone! Og jeg tager
nervøst efter denne dyre Skat. Da jeg ikke finder den hurtigt nok, springer
jeg op, leder under Angstens Sved, finder den endelig på Bunden af
Brystlommen, sammen med andre Papirer, rene og beskrevne, uden Værdi. Jeg
tæller disse seks Billetter mange Gange, forfra og bagfra; jeg havde ikke
meget Brug for dem, det kunde være et Lune af mig, et Påfund, at jeg ikke
gad barbere mer. Jeg var hjulpen for en halv Krone, en hvid halv Krone i
Sølv fra Kongsberg! Banken stængtes Klokken seks, jeg kunde passe op min
Mand udenfor Oplandske ved syv-otte Tiden.
Jeg sad og glæded mig ved denne Tanke en lang Stund. Tiden gik, det blæste
dygtigt i Kastanjerne omkring mig, og Dagen hælded. Var det nu ikke også
lidt småt at komme stikkende med seks Barberbilletter til en ung Herre, som
stod i en Bank? Han havde måske to smækfulde Barberbøger i Lommen, ganske
anderledes fine og rene Billetter end mine, ingen kunde vide det. Og jeg
følte i alle mine Lommer efter flere Ting, som jeg kunde lade følge med,
men fandt ingen. Når jeg blot kunde byde ham mit Slips? Jeg kunde godt
undvære det, når jeg knapped Frakken tæt til, hvad jeg alligevel måtte
gøre, da jeg ikke havde nogen Vest mer. Jeg løste op mit Slips, en stor
Dæksløjfe, som skjulte mit halve Bryst, pudsed det omhyggeligt af og pakked
det ind i et hvidt Stykke Skrivepapir, sammen med Barberbogen. Så forlod
jeg Kirkegården og gik ned til Oplandske.
Klokken var syv på Rådstuen. Jeg bevæged mig i Nærheden af Kaféen, pusled
op og ned langs Jærnstakittet og holdt skarpt Udkig med alle, som kom og
gik i Døren. Endelig ved otte Tiden så jeg den unge Mand, frisk og elegant,
komme opad Bakken og skrå ind mod Kafédøren. Mit Hjærte grassered som en
liden Fugl i mit Bryst, da jeg fik Øje på ham, og jeg bused på uden at
hilse.
»En halv Krone, gamle Ven!« sagde jeg og gjorde mig fræk; »her — her har
De Valutta,« og jeg stak den lille Pakke i hans Hånd.
»Har ikke!« sagde han, »nej, ved Gud, om jeg har!« og han vrængte sin
Pengepung lige for mine Øjne. »Jeg var ude igåraftes og blev blank; De skal
tro mig, jeg ejer det ikke.«
»Nej, nej, kære, det er vel så!« svared jeg og troed ham på hans Ord; der
var jo ingen Grund for ham til at lyve i en så liden Sag; det forekom mig
også, at hans blå Øjne stod næsten fugtige, da han undersøgte sine Lommer
og ikke fandt noget. Jeg trak mig tilbage. »Undskyld, da!« sagde jeg; »det
var bare en liden Knibe, jeg stod i.«
You have read 1 text from Norwegian literature.
Next - Sult - 04
  • Parts
  • Sult - 01
    Total number of words is 5066
    Total number of unique words is 1428
    42.7 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 02
    Total number of words is 5064
    Total number of unique words is 1524
    40.6 of words are in the 2000 most common words
    58.2 of words are in the 5000 most common words
    66.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 03
    Total number of words is 5104
    Total number of unique words is 1492
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 04
    Total number of words is 5030
    Total number of unique words is 1449
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    68.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 05
    Total number of words is 5013
    Total number of unique words is 1412
    43.9 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 06
    Total number of words is 5120
    Total number of unique words is 1383
    45.5 of words are in the 2000 most common words
    62.6 of words are in the 5000 most common words
    69.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 07
    Total number of words is 5022
    Total number of unique words is 1426
    43.6 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    69.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 08
    Total number of words is 4991
    Total number of unique words is 1427
    44.3 of words are in the 2000 most common words
    63.1 of words are in the 5000 most common words
    71.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 09
    Total number of words is 5081
    Total number of unique words is 1287
    47.8 of words are in the 2000 most common words
    65.0 of words are in the 5000 most common words
    73.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 10
    Total number of words is 5131
    Total number of unique words is 1300
    47.1 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    71.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 11
    Total number of words is 5098
    Total number of unique words is 1313
    46.7 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 12
    Total number of words is 4316
    Total number of unique words is 1197
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    67.0 of words are in the 5000 most common words
    74.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.