Sult - 07

Total number of words is 5022
Total number of unique words is 1426
43.6 of words are in the 2000 most common words
61.6 of words are in the 5000 most common words
69.8 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Timer, hvis jeg først kom rigtig i Ånde; imorgen kunde jeg så atter
henvende mig til »Kommandøren«.
Jeg går uden videre ind i Oplandske og søger efter min unge Bekendt fra
Banken, forat skaffe mig ti Øre til et Lys. Man lod mig uhindret passere
alle Værelser; jeg gik forbi et Dusin Borde, hvor passiarende Gæster sad og
spiste og drak, jeg trængte lige ind i Bunden af Kaféen, ind i Röda Rummet,
uden at finde min Mand. Flau og vred drog jeg mig igen ud på Gaden og gav
mig til at gå i Retning af Slottet.
Var det nu ikke også som hede, levende, evige Fan, at det aldrig vilde tage
nogen Ende med mine Genvordigheder! Med lange, rasende Skridt, med
Frakkekraven brutalt brættet op i Nakken og med Hænderne knyttet i
Bukselommerne, gik jeg og skældte ud min ulykkelige Stjærne hele Vejen.
Ikke en rigtig sorgfri Stund på syv, otte Måneder, ikke Mad til Nødtørft en
kort Uge tilende, førend Nøden påny brød mig i Knæ. Her havde jeg
ovenikøbet gået og været ærlig midt i Elendigheden, he-he, ærlig i Bund og
Grund! Gud bevare mig, hvor jeg havde været naragtig! Og jeg begyndte at
fortælle mig selv om, hvorledes jeg endog havde gået og havt ond
Samvittighed, fordi jeg engang havde bragt Hans Paulis Tæppe til
Pantelåneren. Jeg lo hånligt ad min ømme Retskaffenhed, spytted foragteligt
i Gaden og fandt slet ikke Ord stærke nok til at gøre Nar ad mig for min
Dumhed. Det skulde bare været nu! Fandt jeg i denne Stund en Skolepiges
Spareskillinger på Gaden, en fattig Enkes eneste Øre, jeg skulde plukke den
op og stikke den i Lommen, stjæle den med velberåd Hu og sove roligt som en
Sten hele Natten bagefter. Jeg havde dog ikke for intet lidt så usigelig
meget, min Tålmodighed var forbi, jeg var beredt til hvad det skulde være.
Jeg gik rundt Slottet tre, fire Gange, tog derpå den Bestemmelse at vende
hjem, gjorde endnu en liden Afstikker ind i Parken og gik endelig tilbage
nedad Karl Johan.
Klokken var omkring elleve. Gaden var temmelig mørk, og der vandred
Mennesker omkring overalt, stille Par og larmende Klynger om hinanden. Den
store Stund var indtrådt, Parringstiden, når den hemmelige Færdsel foregår
og de glade Æventyr begynder. Raslende Pigeskørter, en og anden kort,
sandselig Latter, bølgende Bryster, heftige, pæsende Åndedrag; langt nede
ved Grand en Stemme, som råber: »Emma!« Hele Gaden var en Sump, hvorfra
hede Dunster steg op.
Jeg forfarer uvilkårlig mine Lommer efter to Kroner. Den Lidenskab, der
dirrer i hver af de forbigåendes Bevægelser, selve Gaslygternes dunkle Lys,
den stille, svangre Nat, altsammen har begyndt at angribe mig, denne Luft,
der er fyldt af Hvisken, Omfavnelser, skælvende Tilståelser, halvt udtalte
Ord, små Hvin; endel Katte elsker med høje Skrig inde i Blomqvists Port. Og
jeg havde ikke to Kroner. Det var en Jammer, en Elendighed uden Lige at
være så udarmet! Hvilken Ydmygelse, hvilken Vanære! Og jeg kom atter til at
tænke på en fattig Enkes sidste Skærv, som jeg vilde have stjålet, en
Skoleguts Kasket eller Lommetørklæde, en Betlers Madpose, som jeg uden
Omstændighed vilde have bragt til Kludehandleren og sviret op. Forat trøste
mig selv og holde mig skadesløs begyndte jeg at finde op alle mulige Fejl
ved disse glade Mennesker, som gled mig forbi; jeg trak vredt på Skuldrene
og så ringeagtende på dem, efterhvert som de passered, Par for Par. Disse
nøjsomme, sukkertøjspisende Studenter, som mente at skeje europæisk ud, når
de fik klappe en Sypige på Maven! Disse Ungherrer, Bankmænd, Grosserere,
Boulevardløver, som ikke engang slog Vrag på Sjømandskoner, tykke Kutorvets
Marihøner, der kunde falde ned i det første det bedste Portrum for en
Sejdel Øl! Hvilke Sirener! Pladsen ved deres Side var endnu varm efter en
Brandkonstabel eller en Staldkarl fra sidste Nat; Tronen var altid lige
ledig, lige vidåben, værsågod, stig op! . . . . Jeg spytted langt hen ad
Fortouget, uden at bekymre mig om, at det kunde træffe nogen, var vred,
opfyldt af Foragt for disse Mennesker, der gned sig opad hinanden og parred
sig sammen midt for mine Øjne. Jeg løfted mit Hoved og følte med mig selv
Velsignelsen af at kunne bevare min Sti ren.
Ved Stortingsplads mødte jeg en Pige, som stirred meget stivt på mig, idet
jeg kom på Siden af hende.
»Godaften!« sagde jeg.
»Godaften!« Hun standsed.
Hm. Om hun var ude og gik så sent? Var det nu ikke lidt resikabelt for en
ung Dame at gå på Karl Johan på denne Tid af Døgnet? Ikke? Ja, men blev hun
da aldrig tiltalt, forulempet, jeg mener rent ud sagt bedt om at gå med
hjem?
Hun stirred forundret på mig, undersøgte mit Ansigt, hvad jeg vel kunde
mene med dette. Så stak hun pludselig Hånden ind under min Arm og sagde:
»Så gik vi da!«
Jeg fulgte med. Da vi havde gået nogle Skridt forbi Droscherne, standsed
jeg op, gjorde min Arm fri og sagde:
»Hør, min Ven, jeg ejer ikke en Øre.« Og jeg belaved mig på at gå min Vej.
I Førstningen vilde hun ikke tro mig; men da hun havde fået føle efter i
alle mine Lommer og intet fandt, blev hun ærgerlig, kasted på Hovedet og
kaldte mig en Tørfisk.
»Godnat!« sagde jeg.
»Vent lidtl« råbte hun. »Er det Guldbriller, De har?«
»Nej.«
»Ja, så gå Pokker ivold med Dem!«
Og jeg gik.
Lidt efter kom hun løbende efter mig og råbte på mig påny.
»De kan være med mig alligevel,« sagde hun.
Jeg følte mig ydmyget af dette Tilbud fra en stakkels Gadetøs, og jeg sagde
Nej. Det var desuden sent på Nat, og jeg skulde et Sted hen; hun havde
heller ikke Råd til slige Opofrelser.
»Jo, nu _vil_ jeg have Dem med.«
»Men jeg går ikke med på den Måde.«
»De skal naturligvis til en anden,« sagde hun.
»Nej,« svared jeg.
Men jeg havde Følelsen af, at jeg stod i en ynkelig Stilling overfor denne
aparte Tøs, og jeg beslutted mig til at redde Skinnet.
»Hvad hedder De?« spurgte jeg. »Marie? Nå! Hør nu her, Marie!« Og jeg gav
mig til at forklare min Opførsel. Pigen blev mer og mer forundret
efterhvert. Om hun altså havde troet, at også jeg var en af dem, som gik på
Gaden om Aftenerne og kapred Småpiger? Om hun virkelig troed noget så slet
om mig? Havde jeg måske sagt noget uartigt til hende fra Begyndelsen af?
Bar man sig slig ad, som jeg, når man havde noget ondt fore? Kort og godt,
jeg havde tiltalt hende og fulgt hende de Par Skridt, forat se, hvor vidt
hun vilde drive det. Forresten var mit Navn det og det. Pastor den og den.
Godnat! Gå hen og synd ikke mer!
Dermed gik jeg.
Jeg gned mig henrykt i Hænderne over mit gode Påfund og talte højt med mig
selv. Hvor det var en Glæde at gå omkring og gøre gode Gærninger! Jeg havde
måske givet denne faldne Skabning et Skub til Oprejsning for hele Livet!
Frelst hende engang for alle fra Fordærvelsen! Og hun vilde påskønne det,
når hun fik summet sig på det, endog huske mig i sin Dødsstund med Hjærtet
fuldt af Tak. Å, det lønte sig at være ærlig alligevel, ærlig og
retskaffen!
Mit Humør var aldeles strålende, jeg følte mig frisk og modig nok til hvad
det skulde være. Om jeg blot havde havt et Lys, så kunde jeg kanske fået
min Artikel færdig! Jeg gik og dingled med min nye Portnøgle i Hånden,
nynned, plystred og spekulered på en Udvej til Lys. Der blev ingen anden
Råd, jeg fik tage mine Skrivesager ned, ud på Gaden, ind under Gaslygten.
Og jeg åbned Porten og gik op efter mine Papirer.
Da jeg kom ned igen, lukked jeg Porten ilås udenifra og stilled mig hen i
Lygteskinnet. Det var stille overalt, jeg hørte blot de tunge, klirrende
Fodtrin af en Konstabel nede i Tværgaden, og langt borte, i Retning af St.
Hanshaugen, en Hund, som gøed. Der var intet, som forstyrred mig, jeg trak
Frakkekraven op for Ørene og gav mig til at tænke af alle Kræfter. Det
vilde hjælpe mig så storartet, om jeg var så heldig at få istand Slutningen
af denne lille Afhandling. Jeg stod just på et lidt vanskeligt Punkt, der
skulde komme en ganske umærkelig Overgang til noget nyt, derpå en dæmpet,
glidende Finale, en lang Knurren, der tilsidst skulde ende i en Klimaks så
stejl, så oprørende som et Skud, eller som Lyden af et Bjærg, der brast.
Punktum.
Men Ordene vilde ikke falde mig ind. Jeg læste hele Stykket igennem fra
Begyndelsen af, læste højt hver Sætning, og jeg kunde slet ikke samle mine
Tanker til denne spragende Klimaks. Mens jeg stod og arbejded med dette,
kom ovenikøbet Konstablen gående og stilled sig op midt i Gaden et lidet
Stykke borte fra mig og spolered hele min Stemning. Hvad kom det nu ham
ved, om jeg i dette Øjeblik stod og skrev på en udmærket Klimaks til en
Artikel for »Kommandøren«? Herregud, hvor det var plat umuligt for mig at
holde mig oven Vande, hvad jeg end prøved med! Jeg stod der en Times Tid,
Konstablen gik sin Vej, Kulden begyndte at blive for stærk til at stå
stille i. Modløs og forsagt over det ny spildte Forsøg, åbned jeg endelig
atter Porten og gik op på mit Rum.
Det var koldt deroppe, og jeg kunde knapt se mit Vindu i det tykke Mørke.
Jeg følte mig frem til Sengen, trak Skoene af og satte mig til at varme
mine Fødder mellem Hænderne. Så lagde jeg mig ned, således, som jeg havde
gjort i lang Tid, rund som jeg gik, i fulde Klæder.
* * *
Morgenen efter rejste jeg mig overende i Sengen, såsnart det blev lyst, og
tog fat på min Artikel igen. Jeg sad i denne Stilling til Middags, da jeg
havde fået istand en ti, tyve Linjer. Og jeg var endda ikke kommet til
Finalen.
Jeg stod op, tog Støvlerne på og gav mig til at drive frem og tilbage på
Gulvet, forat blive varm. Der lå Rim på Vinduerne; jeg så ud, det sneed,
nede i Baggården lå et tykt Lag af Sne over Brolægningen og Vandposten.
Jeg pusled omkring i mit Værelse, gjorde viljeløse Ture frem og tilbage,
skrabed med Neglene i Væggene, lagde min Pande forsigtigt ind mod Døren,
banked med Pegefingeren i Gulvet og lytted opmærksomt, altsammen uden nogen
Hensigt, men stille og eftertænksomt, som om det var en Sag af Vigtighed,
jeg havde fore. Og imens sagde jeg højt Gang på Gang, så jeg hørte det
selv: Men du gode Gud, dette er jo Vanvid! Og jeg drev på lige galt. Efter
en lang Stunds Forløb, kanske et Par Timer, tog jeg mig stærkt sammen, bed
mig i Læben og strammed mig op det bedste, jeg kunde. Der måtte blive en
Ende på dette! Jeg fandt mig en Flis at tygge på og satte mig resolut til
at skrive igen.
Et Par korte Sætninger kom istand med stort Besvær, et Snes fattige Ord,
som jeg pinte frem med Vold og Magt, for dog at bevæge mig fremad. Da
standsed jeg, mit Hoved var tomt, jeg årked ikke mer. Og da jeg slet ikke
kunde komme længer, satte jeg mig til at stirre med vidåbne Øjne på disse
sidste Ord, dette ufuldførte Ark, glante på disse underlige, skælvende
Bogstaver, der stritted op fra Papiret som små hårede Dyr, og jeg forstod
tilsidst ikke noget af det hele, jeg tænkte på ingen Ting.
Tiden gik. Jeg hørte Færdselen på Gaden, Larmen af Vogne og Hovtramp; Jens
Olajs Stemme steg op til mig fra Stalden, når han råbte til Hestene. Jeg
var aldeles sløv, jeg sad og smatted lidt med Munden, men foretog mig
ellers intet. Mit Bryst var i en sørgelig Forfatning.
Det begyndte at skumre, jeg faldt mer og mer sammen, blev træt og lagde mig
tilbage på Sengen. Forat varme mine Hænder lidt, strøg jeg Fingrene gennem
mit Hår, frem og tilbage, på kryds og tvers; der fulgte små Dotter med,
løsnede Tjavser, som lagde sig mellem Fingrene og flød udover Hovedpuden.
Jeg tænkte ikke noget over det just da, det var som det ikke kom mig ved,
jeg havde også nok af Hår tilbage. Jeg forsøgte atter at ryste mig op af
denne forunderlige Døs, der gled mig gennem alle Lemmer som en Tåge; jeg
rejste mig overende, banked mig med flad Hånd over Knæerne, hosted så
hårdt, som mit Bryst tillod, — og jeg faldt tilbage påny. Intet hjalp; jeg
døde hjælpeløst hen med åbne Øjne, stirrende ret op i Taget. Tilsidst stak
jeg Pegefingeren i Munden og gav mig til at patte på den. Der begyndte at
røre sig noget i min Hjærne, en Tanke, der roded sig frem derinde, et
splittergalt Påfund: Hvad om jeg bed til? Og uden et Øjebliks Betænkning
kneb jeg Øjnene i og slog Tænderne sammen.
Jeg sprang op. Endelig var jeg bleven vågen. Der pibled lidt Blod ud af
Fingeren, og jeg slikked det af efterhvert. Det gjorde ikke meget ondt,
Såret var heller ikke stort; men jeg var med en Gang bragt til mig selv;
jeg rysted på Hovedet og gik hen til Vinduet, hvor jeg fandt mig en Klud,
som jeg vikled om Såret. Mens jeg stod og pusled hermed, blev njine Øjne
fulde af Vand, jeg græd sagte for mig selv. Denne magre, itubidte Finger så
så sørgelig ud. Gud i Himlen, hvor langt det nu var kommet med mig!
Mørket blev tættere. Det var kanske ikke umuligt, at jeg kunde skrive min
Finale ud over Aftenen, hvis jeg bare havde et Lys. Mit Hoved var atter
blevet klart. Tanker kom og gik som sædvanligt, og jeg led ikke synderligt;
jeg følte ikke engang Sulten så slemt, som for nogle Timer siden, jeg kunde
nok holde ud til næste Dag. Måske kunde jeg få et Lys på Kredit sålænge,
når jeg henvendte mig i Husholdningshandelen og forklared min Stilling, Jeg
var så godt kendt dernede; i de gode Dage, mens jeg endnu havde Råd til
det, havde jeg købt mangt et Brød i den Butik. Der var ingen Tvivl om, at
jeg vilde få et Lys på mit ærlige Navn. Og for første Gang i lang Tid tog
jeg mig til at børste mine Klæder en Smule, fjærned endog de løse Hår på
min Frakkekrave, såvidt det lod sig gøre i Mørket; så famled jeg mig nedad
Trapperne.
Da jeg kom ud på Gaden, faldt det mig ind, at jeg kanske heller burde
begære et Brød. Jeg blev tvivlrådig, standsed op og tænkte efter. På ingen
Måde! svared jeg endelig mig selv. Jeg var desvære ikke i den Tilstand, at
jeg tålte Mad nu; de samme Historier vilde da gentage sig med Syner og
Fornemmelser og vanvittige Indfald, min Artikel vilde aldrig blive færdig,
og det galdt at komme til »Kommandøren«, inden han glemte mig igen. På
ingen mulig Måde! Og jeg bestemte mig for et Lys. Dermed gik jeg ind i
Butiken.
En Kone står ved Disken og gør Indkøb; der ligger flere små Pakker i
forskellige Sorter Papir ved Siden af hende. Betjenten, der kender mig og
ved, hvad jeg sædvanligvis køber, forlader Konen og pakker uden videre et
Brød ind i en Avis og lægger frem til mig.
»Nej — det var egentlig et Lys iaften,« siger jeg. Jeg siger det meget
stille og ydmygt, for ikke at gøre ham ærgerlig og forspilde min Udsigt til
at få Lyset.
Mit Svar forvilder ham, han løber ganske Sur i mine uventede Ord; det var
første Gang, jeg havde forlangt noget andet end Brød af ham.
»Ja, så får De vente lidt da«, siger han endelig og giver sig atter i Færd
med Konen.
Hun får sine Ting, betaler, leverer en Femkrone, som hun får tilbage på, og
går.
Nu er Betjenten og jeg alene.
Han siger:
»Ja, så var det altså et Lys.« Og han river op en Pakke Lys og tager ud et
til mig.
Han ser på mig, og jeg ser på ham, jeg kan ikke få min Begæring over
Læberne.
»Nå ja, det var sandt, De betalte jo,« siger han pludselig. Han siger
simpelthen, at jeg havde betalt; jeg hørte hvert Ord. Og han begynder at
tælle Sølvpenge op fra Skuffen, Krone efter Krone, blanke, fede Penge, —
han giver atter tilbage på fem Kroner.
»Værsågod!« siger han.
Nu står jeg og ser på disse Penge et Sekund, jeg fornemmer, at det er galt
fat med noget, jeg overvejer ikke, tænker slet ikke på nogen Ting, falder
blot i Staver over al denne Rigdom, som ligger og lyser foran mine Øjne. Og
jeg samler mekanisk Pengene op.
Jeg står der udenfor Disken, dum af Forundring, slagen, tilintetgjort; jeg
gør et Skridt hen mod Døren og standser igen. Jeg retter mit Blik mod et
vist Punkt på Væggen; der hænger en liden Bjælde i et Læderhalsbånd, og
nedenunder den en Bundt Snøre. Og jeg står og stirrer på disse Sager.
Betjenten, som mener, at jeg vil slå af en Passiar, eftersom jeg giver mig
så god Tid, siger, idet han ordner endel Indpakningspapir, som flyder om på
Disken:
»Det ser ud til, at vi skal få Vinter nu.«
»Hm. Ja,« svarer jeg, »det ser ud til at vi skal få Vinter nu. Det ser ud
til det.« Og lidt efter lægger jeg til: »Å, ja, det er ikke fortidligt.«
Jeg hørte mig selv tale, men opfatted hvert Ord, jeg sagde, som om de kom
fra en anden Person; jeg talte ganske ubevidst, ufrivilligt, uden at føle
det selv.
»Ja, synes De egentlig det?« siger Betjenten.
Jeg stak Hånden med Pengene i Lommen, tog i Låsen og gik; jeg hørte, at jeg
sagde Godnat, og at Betjenten svared.
Jeg var kommet et Par Skridt bort fra Trappen, da Butiksdøren blev revet op
og Betjenten råbte efter mig. Jeg vendte mig om, uden Forundring, uden Spor
af Angst; jeg samled blot Pengene sammen i Hånden og beredte mig på at give
dem tilbage.
»Værsågod, De har glemt Deres Lys,« siger Betjenten.
»Å, Tak!« svarer jeg roligt. »Tak! Tak!«
Og jeg vandred atter nedad Gaden, bærende Lyset i Hånden.
Min første fornuftige Tanke galdt Pengene. Jeg gik hen til en Lygte og
talte dem over påny, vejed dem i Hånden og smilte. Så var jeg alligevel
herligt hjulpen, storslagent, vidunderligt hjulpen for lang, lang Tid! Og
jeg stak atter Hånden med Pengene i Lommen og gik.
Udenfor en Madkælder i Storgaden standsed jeg og overvejed koldt og roligt,
om jeg skulde driste mig til at nyde en liden Lunch allerede straks. Jeg
horte Klirren af Talærkener og Knive indenfor, og Lyden af Kød, som
bankedes; dette blev mig en altfor stærk Fristelse, jeg trådte ind.
»En Bif!« siger jeg.
»En Bif!« råber Jomfruen ud gennem en Luge.
Jeg slog mig ned ved et lidet Bord for mig selv lige indenfor Døren og gav
mig til at vente. Det var lidt mørkt der, hvor jeg sad, jeg følte mig nokså
godt skjult og satte mig til at tænke. Nu og da så Jomfruen hen på mig med
lidt nysgærrige Øjne.
Min første egentlige Uærlighed var begået, mit første Tyveri, mod hvilket
alle mine tidligere Streger var for intet at regne; mit første store Fald
. . . . Godt og vel! Der var intet at gøre ved det. Forresten stod det mig
frit for, jeg kunde ordne det med Kræmmeren siden, senerehen, når jeg fik
bedre Anledning til det. Det behøved ikke at komme videre med mig; desuden
havde jeg ikke påtaget mig at leve mere ærligt end alle andre Mennesker,
det var ingen Aftale . . . .
»Kommer Bifen snart, tror De?«
»Ja, ganske snart.« Jomfruen åbner Lugen og ser ind i Køkkenet.
Men hvis nu Sagen kom for en Dag? Hvis Betjenten kom til at fatte Mistanke,
begyndte at tænke over Hændelsen med Brødet, de fem Kroner, som Konen fik
tilbage på? Det var ikke umuligt, at han vilde komme på det en Dag, måske
næste Gang, når jeg gik derind. Nå ja, Herregud! . . . . Jeg trak i Smug på
Skuldrene.
»Værsågod!« siger Jomfruen venligt og sætter Bifen på Bordet. »Men vil De
ikke heller gå ind i et andet Rum? Her er så mørkt.«
»Nej, Tak, lad mig bare være her,« svarer jeg. Hendes Venlighed gør mig med
en Gang bevæget, jeg betaler Bifen straks, giver hende på Slump, hvad jeg
får fat i nede i Lommen, og lukker hendes Hånd til. Hun smiler, og jeg
siger for Spøg, med Tårer i Øjnene: »Resten skal De have at købe Dem en
Gård for . . . . Å, velbekomme!« . . . .
Jeg begyndte at spise, blev mer og mer grådig efterhvert, slugte store
Stykker, uden at tygge dem, gassed mig dyrisk ved hver Mundfuld. Jeg rev i
Kødet som en Menneskeæder.
Jomfruen kom igen hen til mig.
»Vil De ikke have noget at drikke?« siger hun. Og hun luder sig lidt ned
mod mig.
Jeg så på hende; hun talte meget lavt, næsten undseligt; hun slog Øjnene
ned.
»Jeg mener en halv Øl, eller hvad De vil . . . . af mig . . . . atpå
. . . . dersom De vil . . . .«
»Nej, mange Tak!« svared jeg. »Ikke nu. Jeg skal komme igen en anden Gang.«
Hun trak sig tilbage og satte sig indenfor Disken; jeg så blot hendes
Hoved. Hvilket underligt Menneske!
Da jeg blev færdig, gik jeg med en Gang til Døren, jeg følte allerede
Kvalme. Jomfruen rejste sig. Jeg var bange for at komme hen i Lyset,
frygted for at vise mig formeget frem for den unge Pige, som ikke aned min
Elendighed, og jeg sagde derfor hurtigt Godnat, bukked og gik.
Maden begyndte at virke, jeg led meget af den og fik ikke beholde den
længe. Jeg gik og tømte min Mund ud i hver mørk Krog, som jeg kom forbi,
stred med at dæmpe denne Kvalme, som udhuled mig påny, knytted Hænderne og
gjorde mig hårdfør, stamped i Gaden og svælged rasende ned igen hvad der
vilde op — forgæves! Jeg sprang tilsidst ind i et Portrum, foroverbøjet,
med Hovedet foran, blind af Vand, som sprængtes ud i mine Øjne, og tømte
mig igen.
Jeg blev forbittret, gik henad Gaden og græd, bandte de grusomme Magter,
hvem de end var, som forfulgte mig så, svor dem ned i Helvedes Fordømmelse
og evige Kval for deres Usselhed. Der var liden Ridderlighed hos Skæbnen,
virkelig nokså liden Ridderlighed, måtte man sige! . . . . Jeg gik hen til
en Mand, som stod og glante indad et Butiksvindu, og spurgte ham i største
Hast, hvad man efter hans Mening skulde byde en Mand, som havde sultet i
lang Tid. Det galdt Livet, sagde jeg, han tålte ikke Bif.
»Jeg har hørt sige, at Mælk skal være bra, kogt Mælk,« svarer Manden yderst
forundret. »Hvem er det forresten. De spørger for?«
»Tak! Tak!« siger jeg. »Det kan hænde, at det er nokså bra det, kogt Mælk
. . . .«
Og jeg går.
Ved den første Kafé, jeg traf på, gik jeg ind og bad om kogt Mælk. Jeg fik
Mælken, drak den ned så hed, som den var, slugte glubsk hver Dråbe, betalte
og gik atter. Jeg tog Vejen hjem.
Nu hændte der noget forunderligt. Udenfor min Port, lænet op til Gaslygten
og midt i Lyset fra denne, står et Menneske, som jeg skimter allerede på
lang Afstand, — det er den sortklædte Dame igen. Den samme sortklædte Dame
fra de tidligere Aftener. Det var ikke til at tage fejl af, hun havde mødt
op på selvsamme Sted for fjerde Gang. Hun står aldeles urørlig.
Jeg finder dette så besynderligt, at jeg uvilkårlig sagtner mine Skridt; i
dette Øjeblik er mine Tanker i god Orden, men jeg er meget ophidset, mine
Nerver er optirrede af det sidste Måltid. Jeg går som sædvanligt lige forbi
hende, kommer næsten til Porten og er i Færd med at træde indenfor. Da
standser jeg. Jeg får med ét en Indskydelse. Uden at gøre mig nogen Rede
for det, vender jeg mig om og går lige hen til Damen, jeg ser hende ind i
Ansigtet og hilser:
»Godaften, Frøken!«
»Godaften!« svarer hun.
Undskyld, søgte hun efter nogen? Jeg havde lagt Mærke til hende før; om jeg
kunde være hende behjælpelig på nogen Måde? Beder så meget om Undskyldning
forresten.
Ja, hun vidste ikke rigtig . . . .
Der boed ingen ind ad denne Port, foruden en tre, fire Hester og mig; det
var forøvrigt en Stald og et Blikkenslagerværksted . . . . Hun var ganske
vist på Vildspor, desværre, når hun ledte efter nogen her.
Da vender hun Ansigtet bort og siger:
»Jeg leder ikke efter nogen, jeg bare står her, det faldt mig ind . . . .«
Hun holdt inde.
Jaså, hun stod der bare, stod der sådan Aften efter Aften, bare af at
Indfald. Det var lidt rart; jeg tænkte over det og kom mer og mer i
Vildrede med Damen. Så beslutted jeg mig til at være dristig. Jeg ringled
en Smule med mine Penge i Lommen og bød hende uden videre med på et Glas
Vin et eller andet Sted . . . . i Betragtning af, at Vinteren var kommet,
he-he . . . . Det behøved ikke at tage lang Tid . . . . Men det vilde hun
vel ikke?
Å, nej, Tak, det gik vel ikke an. Nej, det kunde hun ikke gøre. Men vilde
jeg være så snil at følge hende et Stykke, så . . . . Det var nokså mørkt
hjemover, og det genered hende at gå alene opad Karl Johan, efterat det var
bleven så sent.
Vi satte os i Bevægelse; hun gik på min højre Side. En ejendommelig, skøn
Følelse greb mig, Bevidstheden om at være i en ung Piges Nærhed. Jeg gik og
så på hende hele Vejen. Parfumen i hendes Hår, Varmen, der stod ud fra
hendes Legeme, denne Duft af Kvinde, der fulgte hende, det søde Åndedrag
hver Gang, hun vendte Ansigtet mod mig, — altsammen strømmed ind på mig,
trængte mig uregerligt ind i alle mine Sandser. Jeg kunde såvidt skimte et
fyldigt, lidt blegt Ansigt bag Sløret og et højt Bryst, der strutted ud mod
Kåben. Tanken på al denne skjulte Herlighed, som jeg aned var tilstede
indenfor Kåben og Sløret, forvirred mig, gjorde mig idiotisk lykkelig, uden
nogen rimelig Grund; jeg holdt det ikke længer ud, jeg berørte hende med
min Hånd, fingred ved hendes Skulder og smilte fjollet. Jeg hørte mit
Hjærte slå.
»Hvor De er rar!« sagde jeg.
Ja, hvordan det, egentlig?
Jo, for det første havde hun ligefrem den Vane at stå stille udenfor en
Staldport Aften efter Aften, uden nogensomhelst Hensigt, bare fordi det
faldt hende ind . . . .
Nå, hun kunde jo have sine Grunde herfor; hun holdt desuden af at være oppe
til langt på Nat, det havde hun altid syntes så godt om. Om jeg brød mig om
at lægge mig før tolv?
Jeg? Var det nogen Ting i Verden jeg haded, så var det at lægge mig før
Klokken tolv om Natten.
Ja, ser De der! Så tog hun altså denne Tur sådan om Aftenerne, når hun ikke
havde noget at forsømme med det; hun boed oppe på St. Olafs Plads . . . .
»Ylajali!« råbte jeg.
»Hvadbehager?«
»Jeg sagde bare Ylajali . . . . Godt og vel, fortsæt!«
Hun boed oppe på St. Olafs Plads, nokså ensomt, sammen med sin Mama, som
det ikke gik an at tale med, fordi hun var så døv. Var der da noget rart i,
at hun gærne vilde være lidt ude?
Nej, slet ikke! svared jeg.
Nå ja, hvad så? Jeg kunde høre på hendes Stemme, at hun smilte.
Havde hun ikke en Søster?
Jo, en ældre Søster — hvordan vidste jeg forresten det? — Men hun var
rejst til Hamborg.
Nylig?
Ja, for fem Uger siden. Hvor havde jeg det fra, at hun havde en Søster?
Jeg havde det slet ikke, jeg bare spurgte.
Vi taug. En Mand går forbi os med et Par Sko under Armen, ellers er Gaden
tom så langt, vi kan se. Borte ved Tivoli lyser en lang Række af kulørte
Lamper. Det sneed ikke mer, Himlen var klar.
»Gud, fryser De ikke uden Yderfrakke?« siger pludselig Damen og ser på mig.
Skulde jeg fortælle hende, hvorfor jeg ikke havde Yderfrakke? åbenbare min
Stilling straks og skræmme hende bort lige så godt først som sidst? Det var
dog dejligt at gå her ved hendes Side og holde hende i Uvidenhed endnu en
liden Stund; jeg løj, jeg svared:
»Nej, aldeles ikke.« Og forat komme ind på noget andet, spurgte jeg: »Har
De set Menageriet på Tivoli?«
»Nej,« svared hun. »Er det noget at se?«
Hvis hun nu fandt på at ville gå derhen? Ind i alt det Lys, sammen med så
mange Mennesker! Hun vilde blive altfor flau, jeg vilde jage hende på Dør
med mine dårlige Klæder, mit magre Ansigt, som jeg ikke engang havde vasket
i to Dage; hun vilde kanske endog opdage, at jeg ingen Vest havde . . . .
»Å, nej,« svared jeg derfor, »det er vist ikke noget at se.« Og der faldt
mig ind endel lykkelige Ting, som jeg straks gjorde Brug af, et Par
tarvelige Ord, Rester inde fra min udsugede Hjærne: Hvad kunde man vel
vente af et sådant lidet Menageri? Overhovedet interessered det ikke mig at
se Dyr i Bur. Disse Dyr ved, at man står og ser på dem; de føler de
hundrede nysgærrige Blikke og påvirkes af dem. Nej, måtte jeg bede om Dyr,
som ikke vidste, at man beskued dem, de sky Væsener, der pusler i sit Hi,
ligger med dorske, grønne Øjne, slikker sine Klør og tænker. Hvad?
Ja, det havde jeg vist Ret i.
Det var Dyret i al sin sære Forfærdelighed og sære Vildhed, som der var
noget ved. De lydløse, listende Skridt i Nattens Mulm og Mørke, Skogens
forvittrede Uhygge, Skrigene fra en forbifarende Fugl, Vinden, Blodlugten,
Bulderet oppe i Rummet, kortsagt Vilddyrrigets Ånd over Vilddyret . . . .
Det ubevidstes Poesi . . . .
Men jeg var bange for, at dette trætted hende, og Følelsen af min store
Armod greb mig påny og knuged mig sammen. Om jeg nu blot havde været så
nogenlunde godt antrukken, kunde jeg have glædet hende med den Tur i
Tivoli! Jeg begreb ikke dette Menneske, som kunde finde nogen Fornøjelse i
at lade sig ledsage opad hele Karl Johan af en halvt nøgen Stodder. Hvad i
Guds Navn tænkte hun på? Og hvorfor gik jeg her og skabte mig til og smilte
You have read 1 text from Norwegian literature.
Next - Sult - 08
  • Parts
  • Sult - 01
    Total number of words is 5066
    Total number of unique words is 1428
    42.7 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 02
    Total number of words is 5064
    Total number of unique words is 1524
    40.6 of words are in the 2000 most common words
    58.2 of words are in the 5000 most common words
    66.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 03
    Total number of words is 5104
    Total number of unique words is 1492
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 04
    Total number of words is 5030
    Total number of unique words is 1449
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    68.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 05
    Total number of words is 5013
    Total number of unique words is 1412
    43.9 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 06
    Total number of words is 5120
    Total number of unique words is 1383
    45.5 of words are in the 2000 most common words
    62.6 of words are in the 5000 most common words
    69.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 07
    Total number of words is 5022
    Total number of unique words is 1426
    43.6 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    69.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 08
    Total number of words is 4991
    Total number of unique words is 1427
    44.3 of words are in the 2000 most common words
    63.1 of words are in the 5000 most common words
    71.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 09
    Total number of words is 5081
    Total number of unique words is 1287
    47.8 of words are in the 2000 most common words
    65.0 of words are in the 5000 most common words
    73.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 10
    Total number of words is 5131
    Total number of unique words is 1300
    47.1 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    71.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 11
    Total number of words is 5098
    Total number of unique words is 1313
    46.7 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 12
    Total number of words is 4316
    Total number of unique words is 1197
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    67.0 of words are in the 5000 most common words
    74.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.