Sult - 05

fast og sejle med mig over Land og Hav, gennem mørke Riger, som ingen
Mennesker har set. Jeg føler mig ombord, trukket tilvands, svævende i
Skyerne, dalende, dalende . . . . Jeg giver et hæst Skrig af Angst og
hugger mig fast i Sengen; jeg havde gjort sådan farlig Rejse, suset ned
gennem Luften som en Byldt. Hvor følte jeg mig ikke frelst, da jeg slog
Hånden mod den hårde Briks! Således er det at dø, sagde jeg til mig selv,
nu skal du dø! Og jeg lå en liden Stund og tænkte over dette, at nu skulde
jeg dø. Da rejser jeg mig op i Sengen og spørger strængt: Hvem sagde, at
jeg skulde dø? Har jeg selv fundet Ordet, så er jeg i min gode Ret til selv
at bestemme, hvad det skal betyde . . . . Jeg hørte selv, at jeg
fantasered, hørte det endnu mens jeg talte. Min Galskab var et Delirium af
Svaghed og Udmattelse, men jeg var ikke sandsesløs. Og den Tanke fôr mig
med ét gennem Hjærnen, at jeg var bleven vanvittig. Greben af Rædsel farer
jeg ud af Sengen. Jeg raver hen til Døren, som jeg prøver at åbne, kaster
mig et Par Gange mod den, forat sprænge den, støder mit Hoved mod Væggen,
jamrer højt, bider mig i Fingrene, græder og bander . . . .
Alting var roligt; kun min egen Stemme kastedes tilbage fra Murene. Jeg var
falden om på Gulvet, ude af Stand til længer at tumle om i Cellen. Da
skimter jeg højt oppe, midt for mine Øjne, en grålig Kvadrat i Væggen, en
Tone af hvidt, en Anelse — det var Dagslyset. Jeg følte, at det var
Dagslyset, følte det med hver Pore i mit Legeme. Å, hvor ånded jeg ikke
dejligt ud! Jeg kasted mig flad på Gulvet og græd af Glæde over dette
velsignede Skimt af Lys, hulked af Taknemmelighed, kyssed mod Vinduet og
bar mig ad som en gal. Og jeg var mig også i dette Øjeblik bevidst, hvad
jeg gjorde. Alt Mismod var med engang borte, al Fortvivlelse og Smærte
ophørt, og jeg havde i denne Stund ikke et Ønske uopfyldt, så vide min
Tanke kunde gå. Jeg satte mig overende på Gulvet, folded Hænderne og vented
tålmodig på Dagens Frembrud.
Hvilken Nat havde ikke dette været! At man dog ikke har hørt nogen Larm,
tænkte jeg forundret. Men jeg var jo også i den reserverede Afdeling, højt
over alle Fanger. En husvild Statsråd, om jeg så måtte sige. Stadigt i den
bedste Stemning, med Øjnene vendt mod den lysere og lysere Rude i Muren,
mored jeg mig selv med at agere Statsråd, kaldte mig von Tangen og lagde
min Tale i Departementsstil. Mine Fantasier havde ikke hørt op, kun var jeg
langt mindre nervøs. Om jeg ikke havde begået den beklagelige Tankeløshed
at lægge min Lommebog hjemme! Om jeg ikke måtte have den Ære at bringe Hr.
Statsråden tilsengs? Og i yderste Alvor, med mange Ceremonier gik jeg hen
til Briksen og lagde mig.
Det var nu bleven så lyst, at jeg kunde nogenlunde skimte Cellens Omrids,
og lidt efter kunde jeg se det svære Håndtag i Døren. Dette adspreded mig;
det ensformige Mørke, så irriterende tykt, at det hindred mig fra at se mig
selv, var brudt; mit Blod blev roligere, og snart følte jeg mine Øjne
lukkes.
* * *
Jeg vækkedes af et Par Slag i min Dør. I al Hast sprang jeg op og klædte
mig skyndsomt på; mine Klæder var endnu gennemvåde fra igåraftes.
»Di vil mælle Dere nede hos Jourhavende,« sagde Konstablen.
Var der altså igen Formaliteter at gennemgå! tænkte jeg bange.
Jeg kom ind i et stort Rum nedenunder, hvor tredive eller firti Mennesker
sad, alle husvilde. Og en for en blev de råbt op af Protokollen, en for en
fik de en Billet til Mad. Jourhavende sagde stadig væk til Konstablen ved
sin Side:
»Fik han en Billet? Ja, glem ikke at give dem Billetter. De ser ud til at
trænge et Måltid.«
Og jeg stod og så på disse Billetter og ønsked mig en.
»Andreas Tangen, Journalist!«
Jeg trådte frem og bukked.
»Kære, hvordan kan _De_ være kommen her?«
Jeg forklared den hele Sammenhæng, gav den samme Historie som igåraftes,
løj med åbne Øjne og uden at blinke, løj med Oprigtighed: Været lidt
forsent ude, desværre . . . . på en Kafé . . . . mistet Portnøglen . . . .
»Ja,« sagde han og smilte, »således er det! Har de sovet godt da?«
»Som en Statsråd!« svaredjeg. »Som en Statsråd!«
»Det glæder mig!« sagde han og rejste sig. »Godmorgen!«
Og jeg gik.
En Billet, en Billet også til mig! Jeg har ikke spist på over tre lange
Dage og Nætter. Et Brød! Men der var ingen, som bød mig en Billet, og jeg
turde ikke begære en. Det vilde øjeblikkelig vakt Mistanke. Man vilde
begynde at grave i mine private Forhold og finde ud, hvem jeg virkelig var;
man vilde arrestere mig for falske Foregivender. — Med løftet Hoved, med
millionær Holdning og Hænderne heftet i mit Frakkefald skrider jeg ud af
Rådstuen.
Solen skinned allerede varmt, Klokken var ti, og Trafiken på Youngstorvet
var i fuld Bevægelse. Hvor skulde jeg tage Vejen? Jeg klapper på Lommen og
føler efter mit Manuskript; når Klokken blev elleve, vilde jeg forsøge at
træffe Redaktøren. Jeg står en Stund på Ballustraden og iagttager Livet
nedenunder mig; imens var det begyndt at dampe af mine Klæder. Hungeren
indfandt sig igen, gnaved mig i Brystet, rykked, gav mig små fine Stik, som
smærted mig. Havde jeg virkelig ikke en Ven, en Bekendt, jeg kunde henvende
mig til? Jeg leder i min Hukommelse, forat finde en Mand på ti Øre, og
finder ham ikke. Det var dog en dejlig Dag; der var megen Sol og meget Lys
omkring mig; Himlen strømmed som et fint Hav henover Lierfjældene . . . .
Jeg var uden at vide det på Vejen hjem.
Jeg sulted svare, og jeg fandt mig på Gaden en Træspån at tygge på. Det
hjalp. At jeg dog ikke havde tænkt på det før!
Porten var åben, Staldkarlen hilste som sædvanligt Godmorgen.
»Fint Vejr!« sagde han.
»Ja« svared jeg. Det var alt, jeg fandt at sige. Kunde jeg bede ham om at
låne mig en Krone? Han gjorde det vist så gærne, hvis han kunde. Jeg havde
desuden engang skrevet et Brev for ham.
Han stod og smagte på noget, han vilde sige.
»Fint Vejr, ja. Hm. Jeg skulde betale Værtinden min idag, Di kunde vel ikke
være så snil at låne mig fem Kroner, vel? Bare på no’en Da’er. Di har
gjort mig en Tjeneste før, Di.«
»Nej, det kan jeg virkelig ikke, Jens Olaj,« svared jeg. »Ikke nu. Måske
senerehen, måske i Eftermiddag.« Og jeg sjangled opad Trappen til mit
Værelse.
Her kasted jeg mig på min Seng og lo. Hvor svineheldigt var det ikke, at
han var kommet mig i Forkøbet! Min Ære var reddet. Fem Kroner — Gud bevare
dig, Mand! Du kunde lige så gærne spurgt mig om fem Aktier i Dampkøkkenet
eller en Herregård ude i Aker.
Og Tanken på disse fem Kroner fik mig til at le højere og højere. Var jeg
dog ikke en Pokkers Karl, hvad? Fem Kroner! Jo, her var rette Manden! Min
Lystighed steg, og jeg gav mig hen i den: Fy, Fan, for Madlugt her er!
Rigtig fersk Karbonadelugt, siden Middagen, fyh! Og jeg støder Vinduet op,
forat lufte ud den afskyelige Lugt. Opvarter, en halv Bif! Henvendt til
Bordet, dette skrøbelige Bord, som jeg måtte støtte med Knæerne, når jeg
skrev, bukked jeg dybt og spurgte: Tør jeg spørge, vil De drikke et Glas
Vin? Ikke? Jeg er Tangen, Statsråd Tangen. Desværre har jeg været lidt
forsent ude . . . . Portnøglen . . . .
Og uden Tøjler løb min Tanke igen ud på vildsomme Veje. Jeg var mig stadigt
bevidst, at jeg talte usammenhængende, og jeg sagde ikke et Ord, uden at
jeg hørte og forstod det. Jeg sagde til mig selv: Nu taler du
usammenhængende igen! Og jeg kunde dog ikke hjælpe for det. Det var som at
ligge vågen og tale i Søvne. Mit Hoved var let, uden Smærte og uden et
Tryk, og mit Sind var uden Skyer. Jeg sejled afsted, og jeg gjorde ingen
Modstand.
Kom ind! Jo, kom bare ind! Som de ser, alt af Rubin. Ylajali, Ylajali! Den
røde, skummende Silkedivan! Hvor heftigt hun ånder! Kys mig, Elskede! mer!
mer! Dine Arme er som hvidt Rav, din Mund blusser . . . . Opvarter, jeg bad
om en Bif . . . .
Solen skinned indad mit Vindu, nedenunder hørte jeg Hestene tygge Havre.
Jeg sad og gumled på min Træspån, oprømt, glad i Sind som et Barn. Stadig
væk havde jeg følt efter Manuskriptet; jeg havde det ikke én Gang i Tanken,
men Instinktet sagde mig, at det var til, mit Blod minded mig om det. Og
jeg trak det frem.
Det var bleven vådt, og jeg bredte det ud og lagde det hen i Sollyset.
Derpå gav jeg mig til at vandre frem og tilbage i mit Værelse. Hvor alt så
nedslående ud! Omkring på Gulvet små nedtrampede Levninger af Blikplader;
men ikke en Stol at sidde på, ikke engang en Spiger i de nøgne Vægge. Alt
var bragt til »Onkels« Kælder og fortæret. Et Par Ark Papir på Bordet,
belagt med tykt Støv, var al min Ejendom; det gamle, grønne Tæppe på Sengen
havde Hans Pauli lånt mig for nogle Måneder siden . . . . Hans Pauli! Jeg
knipser i Fingrene. Hans Pauli Pettersen skal hjælpe mig! Og jeg husker mig
om efter hans Adresse. Hvor kunde jeg dog glemme Hans Pauli! Han vilde
sikkert blive meget vred, fordi jeg ikke havde henvendt mig til ham straks.
Hurtigt tager jeg min Hat på, samler Manuskriptet op, stikker det i Lommen
og haster nedad Trappen.
»Hør, Jens Olaj,« råbte jeg ind i Stalden, »jeg tror ganske sikkert, jeg
kan hjælpe dig i Eftermiddag!«
Kommen til Rådstuen ser jeg, at Klokken er over elleve, og jeg bestemmer
mig til at gå indom Redaktionen med det samme. Udenfor Kontordøren standsed
jeg, forat undersøge om mine Papirer lå efter Pagina; jeg glatted dem
omhyggeligt ud, stak dem igjen i Lommen og banked på. Mit Hjærte klapped
hørligt, da jeg trådte ind.
Saksen er som sædvanlig tilstede. Jeg spørger frygtsomt efter Redaktøren.
Intet Svar. Manden sidder og borer efter Smånyt i Provinsaviserne.
Jeg gentager mit Spørgsmål og stiger længer frem.
Redaktøren var ikke kommet, sagde endelig Saksen, uden at se op.
Om hvornår han kom?
Kunde ikke sige det, kunde aldeles ikke sige det, Di.
Hvorlænge var Kontoret åbent?
Herpå fik jeg intet Svar, og jeg måtte gå. Saksen havde ikke kastet et Blik
på mig under det hele; han havde hørt min Stemme og genkendt mig på den. Så
ilde set er du her, tænkte jeg, man gider ikke engang svare dig. Mon det er
Ordre fra Redaktøren? Jeg havde rigtignok også, lige siden min berømte
Føljeton til ti Kroner blev antagen, oversvømmet ham med Arbejder, rændt på
hans Døre næsten hver Dag med ubrugbare Ting, som han havde måttet læse
igennem og give mig tilbage. Han vilde kanske have en Ende på det, tage
sine Forholdsregler . . . . Jeg begav mig på Vejen ud i Homandsbyen.
Hans Pauli Pettersen var en Bondestudent på Kvisten i en fem Etages Gård,
altså var Hans Pauli Pettersen en fattig Mand. Men havde han en Krone, så
vilde han ikke spare den. Jeg vilde få den lige så sikkert, som jeg havde
den i Hånden. Og jeg gik og glæded mig til denne Krone den hele Vej og
følte mig vis på at få den. Da jeg kom til Gadedøren, var den stængt, og
jeg måtte ringe på.
»Jeg ønsker at tale med Student Pettersen,« sagde jeg og vilde ind; »jeg
ved hans Værelse.«
»Student Pettersen?« gentager Pigen. Om det var ham, som boed på Kvisten?
Han var flyttet. Ja, hun vidste ikke hvorhen; men han havde bedt om at få
sine Breve sendt ned til Hermansen i Toldbodgaden, og Pigen nævnte Numret.
Jeg går fuld af Tro og Håb helt ned i Toldbodgaden, forat spørge om Hans
Paulis Adresse. Dette var min sidste Udvej, og jeg måtte udnytte den.
Undervejs kom jeg forbi et nys opført Hus, hvor et Par Snedkere stod og
høvled udenfor. Jeg tog i Dyngen et Par blanke Spåner, stak den ene i
Munden og gæmte den anden i Lommen til senere. Og jeg fortsatte min Vej.
Jeg stønned af Hunger. Ved en Bagerbutik havde jeg set et forunderlig stort
ti Øres Brød i Vinduet, det største Brød, som kunde fåes for den Pris
. . . .
»Jeg kommer, forat få vide Student Pettersens Adresse.«
»Bernt Ankers Gade Numer 10. Kvisten.« — Om jeg skulde derud? Nå, så vilde
jeg måske være så snil at medtage et Par Breve, som var kommet?
Jeg går atter op i Byen, den samme Vej, jeg var kommet, passerer igen
Snedkerne, som nu sad med sine Blikspand mellem Knæerne og spiste sin gode,
varme Dampkøkkenmiddag, kommer forbi Bagerbutiken, hvor Brødet endnu ligger
på sin Plads, og når endelig Bernt Ankers Gade, halvdød af Udmattelse.
Døren var åben, og jeg begiver mig opad de mange tunge Trapper til Kvisten.
Jeg tager Brevene op fra Lommen, for med ét Slag at sætte Hans Pauli i
Humør, når jeg kom ind. Han vilde vist ikke nægte mig denne Håndsrækning,
når jeg forklared ham Omstændighederne, aldeles ikke. Hans Pauli havde så
stort Hjærte, det havde jeg al tid sagt om ham . . . .
På Døren fandt jeg hans Kort: »H. P. Pettersen, stud. theol. — rejst
hjem«.
Jeg satte mig ned på Stedet, satte mig på det bare Gulv, dump træt, slagen
af Forkommenhed. Jeg gentager mekanisk et Par Gange: Rejst hjem! Rejst
hjem! Så tier jeg ganske stille. Der var ikke en Tåre i mine Øjne, jeg
havde ikke en Tanke og ikke en Følelse. Med opspærrede Øjne sad jeg og
stirred på Brevene, uden at foretage mig noget. Der gik ti Minutter, måske
tyve, eller mer, jeg sad der stadig på samme Plet og rørte ikke en Finger.
Denne dumpe Døs var næsten som en Blund. Så hører jeg nogen komme i
Trappen, jeg rejser mig og siger:
»Det var Student Pettersen — jeg har to Breve til ham«.
»Han er hjemrejst«, svarer Konen. »Men han kommer tilbage efter Ferierne.
Brevene kunde jo jeg tage, om De vilde.«
»Ja, Tak, det var rigtigt godt«, sagde jeg, »så får han dem, når han
kommer. Der kunde være vigtige Ting i dem. Godmorgen!«
Da jeg var kommet udenfor, standsed jeg og sagde højt midt på åben Gade,
idet jeg knytted Hænderne: Jeg skal sige dig et, min kære Herre Gud: du er
en Noksagt! Og jeg nikker rasende, med sammenbidte Tænder op mod Skyerne:
Du er Fan ta mig en Noksagt!
Jeg gik så nogle Skridt og standsed igen. Idet jeg pludselig skifter
Holdning, folder jeg Hænderne, lægger mit Hoved påskakke og spørger med
sød, fromladen Stemme: Har du også henvendt dig til ham, mit Barn?
Det lød ikke rigtigt.
Med stor H, siger jeg, med H som en Domkirke! Op igen: Har du også anråbt
_Ham_, mit Barn? Og jeg sænker Hovedet og gør min Stemme begrædelig og
svarer: Nej!
Det lød heller ikke rigtigt.
Du kan jo ikke hykle, din Nar! _Ja_, skal du sige, ja, jeg har anråbt min
Gud Fader! og du skal få til den ynkeligste Melodi på dine Ord, som du
nogensinde har hørt. Så, op igjen! Ja, det var bedre. Men du må sukke,
sukke som en krampesyg Hest. Så!
Der går jeg og underviser mig selv i Hykleri, stamper utålmodig i Gaden,
når jeg ikke får det til, og skælder mig ud for et Træhoved, mens de
forbausede forbigående vender sig om og betragter mig.
Jeg tygged uafbrudt på min Høvlspån og sjangled så hurtigt, jeg kunde,
nedad Gaderne. Førend jeg selv vidste af det, var jeg helt nede ved
Jærnbanetorvet. Klokken viste halv to på Vor Frelsers. Jeg stod en Stund og
overvejed. En mat Sved trængte frem i mit Ansigt og sived ned i mine Øjne.
Følg med en Tur på Bryggen! sagde jeg til mig selv. Det vil sige, hvis du
har Tid? Og jeg bukked for mig selv og gik ned til Jærnbanebryggen.
Skibene lå derude, Sjøen vugged i Solskinnet. Der var travl Bevægelse
overalt, pibende Dampfløjter, Dragere med Kasser på Skuldrene, muntre
Hejsesange fra Prammene. En Kagekone sidder i Nærheden af mig og luder med
sin brune Næse over sine Varer; det lille Bord foran hende er syndigt fuldt
af Lækkerier, og jeg vender mig bort i Uvilje. Hun fylder hele Kajen med
sin Madlugt; fyh, op med Vinduerne! Jeg henvender mig til en Herre, der
sidder ved min Side og forestiller ham indtrængende dette Misforhold med
Kagekoner her og Kagekoner der . . . . Ikke? Ja, men han måtte dog vel
indrømme, at . . . . Men den gode Mand aned Uråd og lod mig ikke engang
tale tilende, før han rejste sig og gik. Jeg rejste mig ligeledes og fulgte
ham, fast bestemt på at overbevise Manden om hans Fejltagelse.
»Endog af Hensyn til de sanitære Forholde«, sagde jeg og klapped ham på
Skuldren . . . .
»Undskyld, jeg er fremmed her og kender ikke noget til de sanitære
Forholde,« sagde han og stirred på mig i Rædsel.
Nå, det forandred Sagen, når han var fremmed . . . . Om jeg ikke kunde
gjøre ham nogen Tjeneste? Vise ham omkring? Ikke? For det skulde være mig
en Fornøjelse, og det skulde jo ikke koste ham noget . . . .
Men Manden vilde absolut blive af med mig og skråed hurtigt over Gaden til
det andet Fortoug.
Jeg gik atter tilbage til min Bænk og satte mig. Jeg var meget urolig, og
den store Lire, som havde begyndt at spille lidt længer henne, gjorde mig
end værre. En fast, metallisk Musik, en Stump af Weber, hvortil en liden
Pige synger en sørgelig Vise. Det fløjteagtige, lidelsesfulde i Liren
risler mig gennem Blodet, mine Nerver begynder at dirre, som gav de
Genklang, og et Øjeblik efter falder jeg tilbage på Bænken, klynkende,
nynnende med. Hvad finder ikke éns Tanker på, når man sulter! Jeg føler mig
optagen i disse Toner, opløst til Tone, jeg strømmer ud, og jeg fornemmer
så tydeligt, hvorledes jeg strømmer, svævende højt over Bjærge, dansende
ind over lyse Zoner . . . .
»En Øre!« siger den lille Lirepige og rækker sin Bliktalærken frem, »bare
en Øre!«
»Ja,« svarer jeg ubevidst, og jeg sprang op og ransaged mine Lommer. Men
Barnet tror, at jeg blot vil holde Løjer med hende og fjærner sig straks,
uden at sige et Ord. Denne stumme Tålsomhed var mig for stor; havde hun
skældt mig ud, vilde det kommet belejligere; Smærten greb mig, og jeg råbte
hende tilbage. Jeg ejer ikke en Øre, sagde jeg, men jeg skal huske dig
siden, måske imorgen. Hvad hedder du? Ja, det var et pent Navn, jeg skulde
ikke glemme det. Altså imorgen . . . .
Men jeg forstod godt, at hun ikke troed mig, uagtet hun ikke sagde et Ord,
og jeg græd af Fortvivlelse over, at denne lille Gadetøs ikke vilde tro
mig. Endnu engang råbte jeg hende tilbage, rev hurtigt min Frakke op og
vilde give hende min Vest. Jeg skal holde dig skadesløs, sagde jeg, vent
blot et Øjeblik . . . .
Og jeg havde ingen Vest.
Hvor kunde jeg også lede efter den! Der var gået Uger, siden den var i mit
Eje. Hvad gik der også af mig? Den forbausede Pige vented ikke længer, men
trak sig skyndsomt tilbage. Og jeg måtte lade hende gå. Folk stimled sammen
om mig og lo højt, en Politibetjent trænger sig hen til mig og vil vide,
hvad der er påfærde.
»Ingen Ting,« svarer jeg, »slet ingen Ting! Jeg vilde blot give den lille
Pige derhenne min Vest . . . . til hendes Fader . . . . Det behøver De ikke
at stå og le ad. Jeg kunde bare gå hjem og tage en anden på.«
»Ingen Opstyr på Gaden!« siger Konstablen. »Såh, marsch!« Og han puffer mig
afsted. »Er dette Demses Papirer?« råbte han efter mig.
Ja, Død og Pine, min Avisartikel, mange vigtige Skrifter! Hvor kunde jeg
også være så uforsigtig . . . .
Jeg får fat i mit Manuskript, forvisser mig om, at det ligger i Orden og
går, uden at standse et Øjeblik eller se mig omkring, op til
Redaktionskontoret. Klokken var nu fire på Vor Frelsers Ur.
Kontoret er stængt. Jeg lister mig lydløst nedad Trapperne, bange som en
Tyv, og standser rådvild udenfor Porten. Hvad skulde jeg nu gøre? Jeg læner
mig ind til Muren, stirrer ned i Stenene og tænker efter. En Knappenål
ligger og skinner foran mine Fødder, og jeg bøjer mig ned og tager den op.
Hvad om jeg tog Knapperne udaf min Frakke, hvad vilde jeg få for dem? Det
vilde måske ikke nytte mig, Knapper var nu Knapper; men jeg tog og
undersøgte dem til alle Kanter og fandt dem så godt som nye. Det var en
heldig Idé alligevel, jeg kunde skære dem ud med min Pennekniv og bringe
dem hen i Kælderen. Håbet om, at jeg kunde sælge disse fem Knapper, oplived
mig straks, og jeg sagde: Se, se, det retter sig! Min Glæde tog Overhånd
med mig, og jeg gav mig straks til at tage Knapperne ud, en efter en.
Herunder holdt jeg følgende tyste Passiar:
Ja, ser De, man er bleven lidt fattig, en øjeblikkelig Forlegenhed . . . .
Udslidte, siger De? De må ikke forsnakke Dem. Jeg vil se på den, som slider
mindre Knapper, end jeg. Går altid med Frakken åben, skal jeg sige Dem; det
er bleven en Vane hos mig, en Egenhed . . . . Nej, nej, når De ikke _vil_,
så! Men jeg skal have mine ti Øre for dem, mindst . . . . Nej, Herregud,
hvem har _sagt_, at de skal gøre det? De kan holde Deres Mund og lade mig
være i Fred . . . . Ja, ja, så kan De jo _hente_ Politiet, vel. Jeg skal
vente her, mens De er ude efter Konstablen. Og jeg skal ikke stjæle noget
fra Dem . . . . Nå, Goddag, Goddag! Mit Navn er altså Tangen, jeg har været
lidt forsent ude . . . .
Så kommer der nogen i Trappen. Jeg er øjeblikkelig tilbage i Virkeligheden,
genkender Saksen og stikker Knapperne skyndsomt i Lommen. Han vil forbi,
besvarer ikke engang min Hilsen, får det pludselig så travlt med at se på
sine Negle. Jeg standser ham og spørger efter Redaktøren.
»Ikke tilstede, Di.«
»De lyver!« sagde jeg. Og med en Frækhed, som forundred mig selv, fortsatte
jeg: »Jeg må tale med ham; det er et nødvendigt Ærinde — Meddelelser fra
Stiftsgården.«
»Ja, kan Di ikke sige det til mig, da?«
»Til Dem?« sagde jeg og målte Saksen lidt med Øjnene.
Det hjalp. Han fulgte straks med og åbned Døren. Nu sad mit Hjærte mig i
Halsen. Jeg bed Tænderne heftigt sammen, forat give mig Mod, banked på, og
trådte ind i Redaktørens Privatkontor.
»Goddag! Er det Dem?« sagde han venligt. »Sid ned.«
Havde han vist mig Døren, vilde det været kærkomnere; jeg følte Gråden og
sagde:
»Jeg beder Dem undskylde . . . .«
»Sæt Dem ned,« gentog han.
Og jeg satte mig og forklared, at jeg igen havde en Artikel, som det var
mig magtpåliggende at få ind i hans Blad. Jeg havde gjort mig sådan Flid
med den, den havde kostet mig så megen Anstrængelse.
»Jeg skal læse den,« sagde han og tog den. »Anstrængelse koster det Dem
vist alt, De skriver; men De er så altfor heftig. Når De bare kunde være
lidt besindigere! Der er formegen Feber. Imidlertid skal jeg læse den.« Og
han vendte sig igjen ind til Bordet.
Der sad jeg. Turde jeg bede om en Krone? Forklare ham, hvorfor der altid
var Feber? Så vilde han ganske sikkert hjælpe mig; det var ikke første
Gang.
Jeg rejste mig op. Hm! Men sidst, jeg var hos ham, havde han klaget sig for
Penge, endog sendt Regningsbudet ud, forat skrabe sammen til mig. Det vilde
måske blive samme Tilfældet nu. Nej, det skulde ikke ske! Så jeg slet ikke,
at han sad i Arbejde?
»Var det ellers noget?« spurgte han.
»Nej!« sagde jeg og gjorde min Stemme fast. »Hvornår må jeg få høre ind
igen?«
»Å, nårsomhelst De går forbi,« svared han, »om et Par Dage eller så.«
Jeg kunde ikke få min Begæring over Læberne. . Denne Mands Venlighed syntes
mig uden Grændser, og jeg skulde vide at påskønne den. Heller sulte
tildøde. Og jeg gik.
Ikke engang, da jeg stod udenfor og igen følte Hungerens Anfald, angred jeg
at have forladt Kontoret uden at bede om denne Krone. Jeg tog den anden
Høvlspån op af Lommen og stak den i Munden. Det hjalp igen. Hvorfor havde
jeg ikke gjort det før? Du måtte skamme dig! sagde jeg højt; kunde det
virkelig falde dig ind at bede den Mand om en Krone og sætte ham i
Forlegenhed igen? Og jeg blev rigtig grov mod mig selv for den
Uforskammethed, som havde faldt mig ind. Det er ved Gud det sjofleste, jeg
endnu har hørt! sagde jeg; rænde på en Mand og næsten klore Øjnene ud på
ham, bare fordi du trænger en Krone, din elendige Hund! Så, marsch!
Hurtigere! Hurtigere, din Tamp! Jeg skal lære dig!
Jeg begyndte at løbe, forat straffe mig selv, tilbagelagde i Sprang den ene
Gade efter den anden, drev mig fremad ved indædte Tilråb og skreg taust og
rasende til mig selv, når jeg vilde standse. Herunder var jeg kommet højt
op i Pilestrædet. Da jeg endelig stod stille, næsten grædefærdig af Vrede
over ikke at kunne løbe længer, dirred jeg over mit hele Legeme, og jeg
slængte mig ned på en Trappe. Nej, stop! sagde jeg. Og for rigtigt at plage
mig selv, rejste jeg mig atter op og tvang mig til at blive stående, og jeg
lo ad mig selv og gotted mig over min egen Forkommenhed. Endelig efter
flere Minutters Forløb gav jeg mig ved et Nik Tilladelse til at sætte mig;
endog da valgte jeg den ubekvemmeste Plads på Trappen.
Herregud, det var dejligt at hvile! Jeg tørred Sveden af mit Ansigt og drak
store, friske Åndedrag ind. Hvor havde jeg ikke løbet! Men jeg angred det
ikke, det var vel fortjent. Hvorfor havde jeg også villet begære den Krone?
Nu så jeg Følgerne! Og jeg begyndte at tale mildt til mig selv, holde
Formaninger, som en Moder kunde gjort. Jeg blev mer og mer rørende, og træt
og kraftløs begyndte jeg at græde. En stille og inderlig Gråd, en indvendig
Hulken uden en Tåre.
Et Kvarters Tid eller mer sad jeg på samme Sted. Folk kom og gik, og ingen
forulemped mig. Småbørn legte her og der omkring, en liden Fugl sang i et
Træ på den anden Side af Gaden.
En Politikonstabel kommer henimod mig.
»Hvorfor sitter Di her?« sagde han.
»Hvorfor jeg sidder her?« spurgte jeg. »Af Lyst.«
»Jeg har lagt Mærke til Dere den sidste Hal’time,« sagde han. »Di har sitti
her en hal’ Time?«
»Så omtrent,« svared jeg. »Var det ellers noget?« Jeg rejse mig vredt og
gik.
Kommen til Torvet, standsed jeg og så ned i Gaden. Af Lyst! Var nu også det
et Svar? Af Træthed! skulde du sagt, og du skulde gjort din Stemme
begrædelig — du er et Fæ, du lærer aldrig at hykle! — af Udmattelse! og
du skulde sukket som en Hest.
Da jeg kom til Brandvagten, standsed jeg igen, greben af et nyt Indfald.
Jeg knipsed i Fingrene, slog i en høj Latter, som forbaused de forbigående,
og sagde: Nej, nu skal du virkelig gå ud til Præsten Levion. Det skal du
bitterdød gøre. Jo, bare forat forsøge. Hvad har du at forsømme med det?
Det er også sådant dejligt Vejr.
Jeg gik ind i Paschas Boglade, fandt i Adressekalenderen Pastor Levions
Bopæl og begav mig derud. Nu gælder det! sagde jeg, far nu ikke med
Streger! Samvittighed, siger du? Ikke noget Sludder; du er for fattig til
at holde Samvittighed. Du er sulten, er du, kommen i et vigtigt Anliggende,
det første fornødne. Men du skal lægge Hovedet på Skuldren og sætte Melodi
på dine Ord. Det vil du ikke, hvad? Så går jeg ikke et Skridt videre, så
meget du ved det. Så: du er i en såre anfægtet Tilstand, kæmper med Mørkets
Magter og store, lydløse Uhyrer om Nætterne, så det er en Gru, hungrer og
tørster efter Vin og Mælk og får det ikke. Så langt er det kommet med dig.
Nu står du her og har ikke så godt som Spyt i Lampen. Men du tror på Nåden,
Gudskelov, du har ikke tabt Troen endda! Og da skal du slå Hænderne sammen
og se ud som en ren Satan til at tro på Nåden. Med Hensyn til Mammon, så
hader du Mammon under alle dens Skikkelser; en anden Sag er det med en
Salmebog, en Erindring til et Par Kroner . . . . Ved Præstens Dør standsed
jeg og læste: »Kontortid fra 12 til 4.«
Fremdeles ikke noget Sludder! sagde jeg; nu gør vi Alvor af det! Så, ned
med Hovedet, lidt til . . . . og jeg ringte på til Familjelejligheden.
»Jeg søger Pastoren,« sagde jeg til Pigen; men det var mig ikke muligt at
få Guds Navn med.
»Han er gået ud,« svared hun.
Gået ud! Gået ud! Det ødelagde hele min Plan, forrykked fuldstændigt alt,
jeg havde tænkt at sige. Hvad Nytte havde jeg så af denne lange Tur? Nu
stod jeg der.
»Var det noget især?« spurgte Pigen.
»Aldeles ikke!« svared jeg, »slet ikke! Det var bare sådant dejligt Guds
Vejr, og så vilde jeg gå herud og hilse på ham.«
Der stod jeg og der stod hun. Jeg satte med Vilje Brystet frem, forat gøre
hende opmærksom på Knappenålen, der holdt min Frakke sammen; jeg bad hende
med Øjnene om at se, hvad jeg var kommet for; men Staklen forstod ingen
Ting.
Et dejligt Guds Vejr, ja. Om ikke Fruen var hjemme heller?
Jo, men hun havde Gigt, lå på en Sofa, uden at kunne røre sig . . . . Vilde
jeg måske lægge ned et Bud eller noget?
Nej, slet ikke. Jeg bare tog slige Ture nu og da, fik lidt Motion. Det var
så bra efter Middagen. —
Jeg begav mig på Vejen tilbage. Hvad vilde det føre til at passiare længer?
Desuden var jeg begyndt at føle Svimmelhed; det fejled ikke, jeg var i Færd
med at knække sammen for Alvor. Kontortid fra 12 til 4; jeg havde banket på
en Time forsent, Nådens Tid var omme!