Sult - 04

Jeg var allerede et Stykke nede i Gaden, da han råbte efter mig om Pakken.
»Behold den, behold den!« svared jeg; »den er Dem vel undt! Det er bare et
Par Småting, en Bagatel — omtrent alt, jeg ejer på Jorden.« Og jeg blev
rørt over mine egne Ord, de lød så trøstesløse i den tusmørke Aften, og jeg
stak i at græde . . . .
Vinden friskned på, Skyerne jaged rasende fremad på Himlen, og det blev
køligere og køligere efterhvert som det mørkned. Jeg gik og græd hele Gaden
nedover, følte mer og mer Medynk med mig selv og gentog Gang på Gang et Par
Ord, et Udråb, som atter drev Tårerne frem, når de vilde standse: Herregud,
jeg har så ondt! Herregud, jeg har så ondt!
Der gik en Times Tid, gik så uendelig langsomt og trægt. Jeg holdt mig en
Tidlang i Torvgaden, sad på Trapperne, smutted ind i Portrummene, når nogen
kom forbi, stod og stirred tankeløst ind i de oplyste Butiker, hvor Folk
vimsed om med Varer og Penge; tilsidst fandt jeg mig en lun Plads bag en
Bordstabel mellem Kirken og Basarerne.
Nej, jeg kunde ikke komme ud i Skogen iaften, det fik gå som det vilde, jeg
havde ikke Kræfter til det, og Vejen var så endeløst lang. Jeg vilde få
Natten til at gå, som den bedst kunde, og blive hvor jeg var; blev det for
koldt, kunde jeg spadsere omkring lidt ved Kirken, jeg agted ikke at gøre
flere Omstændigheder med det. Og jeg læned mig bagover og halvsov.
Støjen om kring mig aftog, Butikerne lukkedes, Fodgængernes Skridt lød
sjældnere og sjældnere, og det blev omsider mørkt i alle Vinduer . . . .
Jeg slog Øjnene op og blev var en Skikkelse foran mig; de blanke Knapper,
som lyste mig imøde, lod mig ane en Konstabel; Mandens Ansigt kunde jeg
ikke se.
»Godaften!« sagde han.
»Godaften!« svared jeg og blev bange. Jeg rejste mig forlegen op. Han stod
en Stund urørlig.
»Hvor bor De henne?« spurgte han.
Jeg nævnte af gammel Vane og uden at tænke over det min gamle Adresse, det
lille Kvistrum, som jeg havde forladt.
Han stod igen en Stund.
»Har jeg gjort noget galt?« spurgte jeg angst.
»Nej, langtifra!« svared han. »Men De burde vel gå hjem nu, det er koldt at
ligge her.«
»Ja, det er sandt, det er lidt køligt, kender jeg.«
Og jeg sagde Godnat og tog instinktsmæssig Vejen ud til mit gamle Sted.
Blot jeg fôr varsomt frem, kunde jeg nok nå op, uden at blive hørt; der var
alt i alt otte Trapper, og blot de to øverste knaged i Trinnene.
Jeg tog Skoene af nede i Porten og gik op. Det var stille overalt; i anden
Etage hørte jeg en Klokkes langsomme Tik Tak og et Barn, som græd lidt;
siden hørte jeg intet. Jeg fandt min Dør, løfted den lidt på Hængslerne og
åbned den uden Nøgle, som jeg var vant til, gik ind i Værelset og trak
Døren lydløst igen.
Alting var som jeg havde forladt det, Gardinerne var slået tilside for
Vinduerne og Sengen stod tom; henne på Bordet skimted jeg et Papir, det var
kanske min Billet til Værtinden; hun havde altså ikke engang været heroppe,
siden jeg gik min Vej. Jeg famled med Hånden over den hvide Plet og følte
til min Forundring, at det var et Brev. Et Brev? Jeg tager det med hen til
Vinduet, studerer, så godt det lader sig gøre i Mørket, disse dårligt
skrevne Bogstaver og finder endelig ud mit eget Navn. Aha! tænkte jeg, Svar
fra Værtinden, et Forbud mod at betræde Værelset mer, om jeg skulde ville
ty tilbage!
Og langsomt, ganske langsomt går jeg ud af Værelset igen, bærer Skoene i
den ene Hånd, Brevet i den anden og Tæppet under Armen. Jeg letter mig op
og bider Tænderne sammen på de knirkende Trin, kommer lykkeligt og vel
nedad alle disse Trapper og står atter nede i Porten.
Jeg tager igen Skoene på, giver mig god Tid med Remmerne, sidder endog et
Øjeblik stille, efterat jeg er færdig, stirrer tankeløst hen for mig og
holder Brevet i Hånden.
Så rejser jeg mig og går.
Et blaffende Skin af en Gaslygte blinker oppe i Gaden, jeg går lige hen
under Lyset, rejser min Pakke op mod Lygtepælen og åbner Brevet, altsammen
yderst langsomt.
Der farer som en Strøm af Lys gennem mit Bryst, og jeg hører, at jeg giver
et lidet Råb, en meningsløs Lyd af Glæde: Brevet var fra Redaktøren, min
Føljeton var antagen, var gået lige i Sætteriet, med én Gang! »Nogle små
Forandringer . . . . rettet et Par Fejlskrivninger talentfuldt gjort
. . . . trykkes imorgen . . . . ti Kroner.«
Jeg lo og græd, tog tilsprangs og løb henad Gaden, standsed op og slog mig
i Knæet, svor højt og dyrt hen i Vejret ad ingen Ting. Og Tiden gik.
Hele Natten, lige til den lyse Morgen, jodled jeg om i Gaderne, dum af
Glæde, og gentog: Talentfuldt gjort, altså et lidet Mesterværk, en
Genistreg. Og ti Kroner!
ANDET STYKKE
Et Par Uger senere befandt jeg mig ude en Aften.
Jeg havde igen siddet på en af Kirkegårdene og skrevet på en Artikel for et
af Bladene; mens jeg var i Færd hermed, blev Klokken ti, Mørket faldt ind
og Porten skulde lukkes. Jeg var sulten, meget sulten; de ti Kroner vared
desværre så altfor kort; nu var det to, næsten tre Døgn, siden jeg havde
spist noget, og jeg følte mig noget mat, lidt anstrængt af at føre
Blyanten. Jeg havde en halv Pennekniv og et Nøgleknippe i Lommen, men ikke
en Øre.
Da Kirkegårdsporten lukkedes, skulde jeg jo have gået lige hjem; men af en
instinktsmæssig Sky for mit Værelse, hvor alt var mørkt og tomt, et forladt
Blikkenslagerværksted, som jeg endelig havde fået Lov til at holde til i
sålænge, sjangled jeg videre, drev på Må og Få forbi Rådstuen, helt ned til
Sjøen og hen til en Bænk på Jærnbanebryggen hvor jeg satte mig.
Der faldt mig i Øjeblikket ikke en trist Tanke ind, jeg glemte min Nød og
følte mig beroliget ved Synet af Havnen, der lå fredelig og skøn i
Halvmørket. Af gammel Vane vilde jeg glæde mig selv med at gennemlæse det
Stykke, jeg netop havde skrevet, og som forekom min lidende Hjærne det
bedste, jeg havde gjort. Jeg tog mit Manuskript op af Lommen, holdt det tæt
ind til Øjnene, forat se, og gennemløb den ene Side efter den anden.
Tilsidst blev jeg træt og stak Papirerne i Lommen. Alting var stille; Sjøen
lå som et blåt Perlemor henover, og Småfuglene fløj tause forbi mig fra
Sted til Sted. En Politikonstabel patroullerer et Stykke henne, ellers ses
ikke et Menneske, og hele Havnen ligger tyst.
Jeg tæller igen mine Penge: en halv Pennekniv, et Nøgleknippe; men ikke en
Øre. Pludselig griber jeg ned i min Lomme og trækker atter Papirerne op.
Det var en mekanisk Akt, en ubevidst Nervetrækning. Jeg udsøger mig et
hvidt, ubeskrevet Blad, og — Gud ved, hvor jeg fik Idéen fra — jeg laved
et Kræmmerhus, lukked det varligt til, så det så ud som fuldt, og kasted
det langt henad Brostenene; af Vinden førtes det endnu lidt længer, så
blev det liggende.
Nu havde Sulten begyndt at angribe mig. Jeg sad og så på dette hvide
Kræmmerhus, der ligesom svulmed af blanke Sølvpenge, og hidsed mig selv til
at tro, at det virkelig indeholdt noget. Ganske højt sad jeg og lokked mig
til at gætte Summen — hvis jeg gætted rigtigt, var den min! Jeg
forestilled mig de små, nydelige Tiøringer i Bunden og de fede, riflede
Kroner ovenpå — et helt Kræmmerhus fuldt af Penge! Jeg sad og så på det
med opspilede Øjne og hæled mig selv til at gå og stjæle det
Så hører jeg Konstablen hoste — og hvordan kunde jeg dog falde på at gøre
netop det samme? Jeg rejser mig op fra Bænken og hoster, og jeg gentager
det tre Gange, forat han skal høre det. Hvor vilde han ikke kaste sig over
Kræmmerhuset, når han kom! Jeg sad og glæded mig over dette Puds, gned mig
henrykt i Hænderne og bandte storslagent hen i Hyt og Vejr. Om han ikke
skulde få en lang Næse, den Hund! Om han ikke vilde synke ned i Helvedes
hedeste Pøl og Pine for den Kæltringstreg! Jeg var bleven drukken af Sult,
min Hunger havde beruset mig.
Et Par Minutter efter kommer Konstablen, klappende med sine Jærnhæle i
Brostenene, spejdende til alle Sider. Han giver sig god Tid, han har hele
Natten for sig; han ser ikke Kræmmerhuset — ikke førend han er det ganske
nær. Da standser han og betragter det. Det ser så hvidt og værdifuldt ud
der det ligger, måske en liden Sum, hvad? en liden Sum Sølvpenge? . . . .
Og han tager det op. Hm! det er let, det er meget let. Måske en kostelig
Fjær, Hattepynt . . . . Og han åbner det varsomt med sine store Hænder og
kiger ind. Jeg lo, lo og banked mig i Knæet, lo som en rasende Mand. Og
ikke en Lyd kom mig fra Struben; min Latter var tyst og hektisk, havde en
Gråds Inderlighed . . . .
Så klapper det igen i Brostenene, og Konstablen gør et Slag henover
Bryggen. Jeg sad der med Tårer i Øjnene og hikked efter Ånde, helt fra mig
selv af febersk Lystighed. Jeg begyndte at tale højt, fortalte mig selv om
Kræmmerhuset, eftergjorde den stakkels Konstabels Bevægelser, kiged ind i
min hule Hånd og gentog atter og atter for mig selv: Han hosted, da han
kasted det! Han hosted, da han kasted det! Til disse Ord føjed jeg nye, gav
dem pirrende Tillæg, omsatte hele Sætningen og spidsed den til: Han hosted
én Gang — khøhø!
Jeg udtømte mig i Variationer af disse Ord, og det led langt hen på
Aftenen, inden min Lystighed hørte op. En døsig Ro overkom mig så, en
behagelig Mathed, som jeg ikke gjorde Modstand mod. Mørket var bleven lidt
tykkere, en liden Bris fured i Sjøens Perlemor; Skibene, hvis Master jeg så
mod Himlen, så ud med sine sorte Skrog som lydløse Uhyrer, der rejste
Børster og lå og vented på mig. Jeg havde ingen Smærte, min Sult havde
stumpet den af; i dens Sted følte jeg mig behageligt tom, uberørt af alting
omkring mig og glad over at være uset af alle. Jeg lagde Benene op på
Bænken og læned mig bagover, således kunde jeg bedst føle Afsondrethedens
hele Velvære. Der var ikke en Sky i mit Sind, ikke en Fornemmelse af
Ubehag, og jeg havde ikke en Lyst eller Attrå uopfyldt, så vide min Tanke
kunde gå. Jeg lå med åbne Øjne i en Tilstand af Fraværenhed fra mig selv,
jeg følte mig dejligt borte.
Fremdeles var der ikke en Lyd, som forstyrred mig; det milde Mørke havde
skjult Alverden for mine Øjne og begravet mig der i idel Ro — blot
Stilhedens øde Lyddulm tier mig monotont i Ørene. Og de dunkle Uhyrer
derude vilde suge mig til sig, når Natten kom, og de vilde bringe mig langt
over Hav og gennem fremmede Land, hvor ikke Mennesker bo. Og de vilde
bringe mig til Prinsesse Ylajalis Slot, der en uanet Herlighed venter mig,
større end nogen Menneskers er. Og hun selv vilde sidde i en strålende Sal,
hvor alt er af Amatyst, i en Trone af gule Roser, og række Hånden ud mod
mig, når jeg stiger ind, hilse og råbe Velkommen, når jeg nærmer mig og
knæler: Velkommen, Ridder, til mig og mit Land! Jeg har ventet dig i tyve
Somre og kaldet dig i alle lyse Nætter, og når du sørged, har jeg grædt
herinde, og når du sov, har jeg åndet dig dejlige Drømme ind! . . . . Og
den skønne tager min Hånd og følger mig, leder mig frem gennem lange Gange,
hvor store Menneskeskarer råber Hurra, gennem lyse Haver, hvor tre hundrede
unge Piger leger og ler, ind i en anden Sal, hvor alt er af lysende
Smaragd. Solen skinner herinde, i Gallerier og Gange går hendragende Kor af
Musik, Strømme af Duft slår mig imøde. Jeg holder hendes Hånd i min, og jeg
føler i mit Blod Forhekselsens vilde Dejlighed fare; jeg lægger min Arm om
hende, og hun hvisker: Ikke her, kom længer endnu! Og vi stiger ind i den
røde Sal, hvor alt er Rubin, en frådende Herlighed, hvori jeg synker om. Da
føler jeg hendes Arme om mig, hun ånder henover mit Ansigt, hvisker:
Velkommen, Elskede! Kys mig! Mer . . . . mer . . . .
Jeg ser fra min Bænk Stjærner for mine Øjne, og min Tanke stryger ind i en
Orkan af Lys . . . .
Jeg var falden i Søvn, der jeg lå, og blev vækket af Konstablen. Der sad
jeg, ubarmhjærtigen kaldt tilbage til Livet og Elendigheden. Min første
Følelse var en stupid Forbauselse over at finde mig selv ude under åben
Himmel, men snart afløstes denne af et bittert Mismod; jeg var lige ved at
græde af Sorg over endnu at være ilive. Det havde regnet, mens jeg sov,
mine Kiæder var ganske gennemvåde, og jeg følte en rå Kulde i mine Lemmer.
Mørket var bleven end tættere, det var med Nød jeg kunde skimte Konstablens
Ansigtstræk foran mig.
»Såh,« sagde han, »stå nu op!«
Jeg rejste mig straks; om han havde befalet mig at lægge mig ned igen,
havde jeg også adlydt. Jeg var meget nedstemt og ganske uden Kraft, dertil
kom, at jeg næsten øjeblikkelig begyndte at føle Sulten igen.
»Vent lidt!« råbte Konstablen efter mig, »Di går jo fra Demses Hat, Tosken!
Såh, gå nu!«
»Jeg syntes nok også, der var noget, jeg ligesom — ligesom havde glemt,«
stammed jeg fraværende. »Tak. Godnat.«
Og jeg sjangled afsted.
Den, som nu havde sig lidt Brød at tage til! Et sådant dejligt lidet
Rugbrød, som man kunde bide over, mens man gik i Gaderne! Og jeg gik og
tænkte mig netop den særlige Sort Rugbrød, som det skulde være så usigeligt
godt at få gnave. Jeg sulted bitterlig, ønsked mig død og borte, blev
sentimental og græd. Det blev aldrig Ende på min Elendighed! Så med en Gang
standsed jeg op på Gaden, stamped i Brostenene og bandte hojt. Hvad var
det, han havde kaldt mig? Tosken? Jeg skal vise den Konstabel, hvad det vil
sige at kalde mig Tosken! Dermed vendte jeg om og løb tilbage. Jeg følte
mig blussende hed af Vrede. Nede i Gaden snubled jeg og faldt, men jeg
ændsed det ikke, sprang op igen og løb. Nede ved Jærnbanetorvet var jeg
imidlertid ble ven så træt, at jeg følte mig ikke istand til at fortsætte
helt ned til Bryggen; min Vrede havde desuden taget af under Løbet. Endelig
standsed jeg og trak Vejret. Kunde det ikke også være ganske ligegyldigt,
hvad en sådan Konstabel havde sagt? — Ja, men jeg tålte ikke alt! —
Rigtignok! afbrød jeg mig selv; men han vidste ikke bedre! — Og denne
Undskyldning fandt jeg tilfredsstillende; jeg gentog to Gange for mig selv:
Han vidste ikke bedre! Dermed vendte jeg atter om.
Gud, hvad du kan finde på! tænkte jeg harmfuldt; løbe om som en gal i slige
dyvåde Gader mørke Natten! Sulten gnaved mig ulideligen og lod mig ikke i
Ro. Atter og atter svælged jeg Spyt, for på den Måde at mætte mig lidt, og
jeg syntes, det hjalp. Det havde været for småt med Mad for mig i
mangfoldige Uger, før dette kom på, og Kræfterne havde taget betydeligt af
i det sidste. Når jeg havde været heldig at fået en Femkrone opdrevet ved
en eller anden Manøvre, vilde ikke gærne disse Penge vare så længe, at jeg
blev helt restitueret, før en ny Sultetid brød ind over mig og slog mig i
Knæ. Det havde faret værst med min Ryg og mine Skuldre; den Smule Gnaven i
Brystet kunde jeg også standse et Øjeblik, når jeg hosted rigtig hårdt,
eller når jeg gik dygtigt foroverbøjet; men Ryggen og Skuldrene havde jeg
ingen Råd for. Hvordan kunde det dog være, at det slet ikke vilde lysne for
mig? Var jeg måske ikke lige så berettiget til at leve som hvemsomhelst
anden, som Antikvarboghandler Pascha og Dampskibsekspeditør Hennechen? Om
jeg kanske ikke havde Skuldre som en Rise og to svære Arme at arbejde med,
og om jeg måske ikke havde søgt endog en Vedhuggerplads i Møllergaden,
forat tjene mit daglige Brød? Var jeg lad? Havde jeg ikke søgt Pladse og
hørt Forelæsninger og skrevet Avisartikler og læst og arbejdet Nat og Dag,
som en gal Mand? Og havde jeg ikke levet som en Gnier, spist Brød og Melk,
når jeg havde meget, Brød, når jeg havde lidet, og sultet, når jeg
ingenting havde? Boed jeg på Hotel, havde jeg en Suite Værelser i første
Etage? På et Udloft boed jeg, i et Blikkenslagerværksted, som Gud og
Hvermand havde rømt ud af sidste Vinter, fordi det sneed derind. Så jeg
kunde aldeles ikke begribe mig på det hele!
Alt dette gik jeg og tænkte på, og der var ikke så meget som en Gnist af
Ondskab eller Misundelighed eller Bitterhed i min Tanke.
Ved en Farvehandel standsed jeg og så indad Vinduet; jeg forsøgte at læse
Vignetterne på et Par hermetiske Dåser, men det var altfor mørkt. Ærgerlig
på mig selv for dette ny Påfund, og heftig, næsten vred over ikke at kunne
finde ud, hvad disse Dåser indeholdt, banked jeg én Gang i Vinduet og gik
videre. Oppe i Gaden så jeg en Politibetjent, jeg forstærked min Gang, gik
tæt hen til ham og sagde, uden ringeste Foranledning:
»Klokken er ti.«
»Nej, den er to,« svared han forundret.
»Nej, den er ti,« sagde jeg, »Klokken er ti.« Og stønnende af Vrede trådte
jeg endnu et Par Skridt frem, knytted min Hånd og sagde: »Hør, ved De hvad
— Klokken er ti!«
Han stod og overvejed en liden Stund, anskued min Person, stirred
forbløffet på mig. Endelig sagde han ganske stille:
»I hvert Fald er det jo på Tiden, at Dere går hjem. Vil Di, atte jej ska’
følle Dere?«
Ved denne Venlighed blev jeg afvæbnet; jeg følte, at jeg fik Tårer i
Øjnene, og jeg skyndte mig at svare:
»Nej, Tak! — Jeg har bare været lidt forsent ude . . . . på en Kafé
. . . . Jeg takker Dem så meget.«
Han lagde Hånden på Hjælmen, da jeg gik. Hans Venlighed havde ganske
overvældet mig, og jeg græd, fordi jeg ikke ejed fem Kroner at give ham.
Jeg standsed og så efter ham, idet han langsomt vandred sin Vej, slog mig
for Panden og græd heftigere, efterhvert som han fjærned sig. Jeg skældte
mig ud for min Fattigdom, kaldte mig ved Øgenavne, opfandt desperate
Benævnelser, kostelige rå Fund af Skældsord, som jeg overdynged mig selv
med. Dette fortsatte jeg med, indtil jeg var næsten helt hjemme. Da jeg kom
til Porten opdaged jeg, at jeg havde tabt mine Nøgler.
Ja, naturligvis! sagde jeg bittert til mig selv, hvorfor skulde jeg ikke
tabe mine Nøgler? Her bor jeg i en Gård, hvor der er en Stald nedenunder og
et Blikkenslagerværksted ovenpå; Porten er stængt om Natten, og ingen,
ingen kan lukke den op — hvorfor skulde jeg så ikke tabe mine Nøgler? Jeg
er våd som en Hund, lidt sulten, ganske bitte lidt sulten, og lidt
latterligt træt i Knæerne — hvorfor skulde jeg så ikke tabe dem? Hvorfor
kunde ikke egentlig hele Huset være flyttet ud i Aker, når jeg kom og
skulde ind? . . . . Og jeg lo ved mig selv, forhærdet af Sult og
Forkommenhed.
Jeg hørte Hestene stampe inde i Stalden, og jeg kunde se mit Vindu ovenpå;
men Porten kunde jeg ikke åbne, og jeg kunde ikke slippe ind. Træt og
bitter i Sind bestemte jeg mig derfor til at gå tilbage til Bryggen og lede
efter mine Nøgler.
Det var igen begyndt at regne, og jeg følte allerede Vandet trække igennem
på mine Skuldre. Ved Rådstuen fik jeg med en Gang en lys Idé: jeg vilde
anmode Politiet om at åbne Porten. Jeg henvendte mig straks til en
Konstabel og bad ham indstændigt om at følge med og lukke mig ind, hvis han
kunde.
Hja, hvis han kunde, ja! Men han kunde ikke, han havde ingen Nøgle.
Politiets Nøgler var ikke her, de var i Detektivafdelingen.
Hvad skulde jeg da gøre.?
Hja, jeg fik gå til et Hotel og lægge mig.
Men jeg kunde virkelig ikke gå til et Hotel og lægge mig; jeg havde ingen
Penge. Jeg havde været ude . . . . på en Kafé . . . . han forstod jo nok
. . . .
Vi stod der en liden Stund på Rådstuens Trappe. Han overvejed og betænkte
sig og anskued min Person. Regnen strømmed ned udenfor os.
»Så får Di gå ind til Vagthavende og mælle Dere som husvild,« sagde han.
Som husvild? Det havde jeg ikke tænkt på. Ja, Død og Plage, det var en god
Idé! Og jeg takked Konstablen på Stedet for dette fortrinlige Påfund. Om
jeg bare simpelthen kunde gå ind og sige, at jeg var husvild?
Simpelthen! . . . .
»Navn?« spurgte Vagthavende.
»Tangen — Andreas Tangen.«
Jeg ved ikke, hvorfor jeg løj. Min Tanke flagred opløst om og gav mig flere
Indfald, end jeg skøtted om; jeg hitted dette fjærntliggende Navn i
Øjeblikket og slynged det ud, uden nogen Beregning. Jeg løj uden
Nødvendighed.
»Bestilling?«
Dette var at sætte mig Stolen for Døren. Hm. Bestilling! Hvad _var_ min
Bestilling? Jeg tænkte først at gøre mig til Blikkenslager, men voved det
ikke; jeg havde givet mig et Navn, som ikke enhver Blikkenslager har,
desuden bar jeg Briller på Næsen. Da faldt det mig i Sinde at være
dumdristig, jeg trådte et Skridt frem og sagde fast og højtideligt:
»Journalist.«
Vagthavende gjorde et Ryk på sig, før han skrev, og stor som en husvild
Statsråd stod jeg foran Skranken. Det vakte ingen Mistanke; Vagthavende
kunde nok så godt forstå, at jeg nøled med mit Svar. Hvad ligned det, en
Journalist på Rådstuen, uden Tag over Hovedet!
»Ved hvilket Blad — Hr. Tangen?«
»Ved »Morgenbladet«,« sagde jeg. »Desværre har jeg været lidt forsent ude
iaften . . .«
»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, og han lagde til med et Smil: »Når
Ungdommen er ude . . . . vi forstår . . . .« Henvendt til en Konstabel
sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis den Herre op
i den reserverede Afdeling. Godnat!«
Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted
Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op. Havde jeg endda ikke blandet
»Morgenbladet« ind! Jeg vidste, at Friele kunde skære Tænder, og da Nøglen
gnissed i Låsen, mindedes jeg ved Lyden derom.
»Gassen brænder i ti Minutter,« sagde Konstablen endnu i Døren.
»Og så slukkes den?«
»Så slukkes den.«
Jeg satte mig på Sengen og horte, hvor Nøglen blev vreden om. Den lyse
Celle så venlig ud; jeg følte mig godt og vel i Hus og lytted med Velbehag
til Regnen udenfor. Jeg skulde ikke ønske mig noget bedre end en sådan
koselig Celle! Min Tilfredshed steg; siddende på Sengen med Hatten i Hånden
og med Øjnene heftet på Gasflammen henne i Væggen, gav jeg mig til at
eftertænke Momenterne i min første Befatning med Politiet. Dette var den
første, og hvor havde jeg ikke narret det! Journalist Tangen, hvadbehager?
Og så »Morgenbladet«! Hvor havde jeg ikke rammet Manden lige i Hjærtet med
»Morgenbladet«! Det taler vi ikke om, hvad? Siddet i Stiftsgården i Galla
til Klokken to, glemt Portnøglen og en Lommebog på nogle tusind Kroner
hjemme! Vis den Herre op i den reserverede Afdeling . . . .
Så slukner pludseligt Gassen, så forunderlig pludseligt, uden at tage af,
uden at svinde ind; jeg sidder i dybt Mørke, jeg kan ikke se min Hånd, ikke
de hvide Vægge omkring mig, intet. Der var ikke noget andet at gøre end at
gå tilsengs. Og jeg klædte mig af.
Men jeg var ikke søvntræt og kunde ikke sove. Jeg blev liggende en Tid at
se ind i Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen Bund havde, og som jeg
ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al
Måde mørkt, og jeg følte dets Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav mig
til at synge halvhøjt og kasted mig frem og tilbage på Briksen, forat
adsprede mig; men uden Nytte. Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke
et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til
ét med det? Jeg rejser mig op i Sengen og slår ud med Armene.
Min nervøse Tilstand havde ganske taget Overhånd, og det hjalp ikke,
hvormeget jeg forsøgte at modarbejde den. Der sad jeg, et Bytte for de
særeste Fantasier, tyssende på mig selv, nynnende Vuggesange, svedende af
Anstrængelse for at bringe mig i Ro. Jeg stirred ud i Mørket, og jeg havde
aldrig i mine Levedage set et sådant Mørke. Der var ingen Tvivl om, at jeg
her befandt mig foran en egen Sort af Mørke, et desperat Element, som ingen
tidligere havde været opmærksom på. De latterligste Tanker sysselsatte mig,
og hver Ting gjorde mig bange. Det lille Hul i Væggen ved min Seng
beskæftiger mig meget, et Spigerhul, jeg finder, et Mærke i Muren. Jeg
føler på det, blæser i det og søger at gætte mig dets Dybde. Det var ikke
noget uskyldigt Hul, slet ikke; det var et rigtig intrikat og
hemmelighedsfuldt Hul, som jeg måtte vogte mig for. Og besat af Tanken på
dette Hul, helt fra mig selv af Nysgærrighed og Frygt, måtte jeg tilsidst
stå op af Sengen og finde fat på min halve Pennekniv, forat måle dets Dybde
og forvisse mig om, at det ikke førte helt ind til Sidecellen.
Jeg lagde mig tilbage, forat forsøge at falde i Søvn, men i Virkeligheden
for atter at kæmpe med Mørket. Regnen havde ophørt udenfor, og jeg hørte
ikke en Lyd. En Tidlang vedblev jeg at lytte efter Fodtrin på Gaden, og jeg
gav mig ikke Fred, førend jeg havde hørt en Fodgænger gå forbi, efter Lyden
at dømme en Konstabel. Pludselig knipser jeg i Fingrene flere Gange og ler.
Det var da som bare Fan! Ha! — Jeg indbildte mig at have fundet et nyt
Ord. Jeg rejser mig op i Sengen og siger: Det findes ikke i Sproget, jeg
har opfundet det, _Kuboå_. Det har Bogstaver som et Ord, ved sødeste Gud,
Mand, du har opfundet et Ord . . . . _Kuboå_ . . . . af stor grammatikalsk
Betydning . . . .
Jeg sidder med åbne Øjne, forbauset over mit Fund, og ler af Glæde. Så
begynder jeg at hviske; man kunde belure mig, og jeg agted at holde min
Opfindelse hemmelig. Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom
og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler. Jeg overlægger i Stilhed med
mig selv. Med de mest forunderlige Spring i min Tankegang søger jeg at
udgranske Betydningen af mit ny Ord. Det behøved ikke at betyde hverken Gud
eller Tivoli, og hvem havde sagt, at det skulde betyde Dyrskue? Jeg knytter
Hånden heftigt og gentager en Gang til: Hvem har sagt, at det skal betyde
Dyrskue? Når jeg betænkte mig ret, var det ikke engang absolut nødvendigt,
at det betød Hængelås eller Solopgang. Et sådant Ord, som dette, var det
ikke vanskeligt at finde Mening til. Jeg vilde vente og se Tiden an.
Imidlertid kunde jeg sove på det.
Jeg ligger der på Briksen og småler, men siger ingenting, udtaler mig ikke
hverken fra eller til. Der går nogle Minutter, og jeg blir nervøs, det ny
Ord plager mig uden Ophør, vender altid tilbage, bemægtiger sig tilsidst al
min Tanke og gør mig alvorlig. Jeg havde opgjort mig en Mening om, hvad det
ikke skulde betyde, men ikke fattet nogen Bestemmelse om, hvad det skulde
betyde. Det er et Bispørgsmål! sagde jeg højt til mig selv, og jeg griber
mig i Armen og gentager, at det var et Bispørgsmål. Ordet var Gudskelov
fundet, og det var Hovedsagen. Men Tanken plager mig endeløst og hindrer
mig fra at falde i Søvn; intet var mig godt nok for dette ualmindeligt
sjældne Ord. Endelig rejser jeg mig atter op i Sengen, griber mig med begge
Hænder om Hovedet og siger: Nej, det er jo det, som netop er umuligt, at
lade det betyde Emigration eller Tobaksfabrik! Havde det kunnet betyde
noget sådant som dette, vilde jeg for længe siden have bestemt mig herfor
og taget Følgerne. Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget
_sjæleligt_, en Følelse, en Tilstand — om jeg ikke kunde forstå det? Og
jeg husker mig om, forat finde noget sjæleligt. Da forekommer det mig, at
nogen taler, blander sig ind i min Passiar, og jeg svarer vredt:
Hvadbehager? Nej, din idiotiske Mage findes ikke! Strikkegarn? Å, rejs til
Helvede! Nu måtte jeg rigtig le! Om jeg måtte spørge: Hvorfor skulde jeg
være forpligtet til at lade det betyde Strikkegarn, når jeg specielt havde
imod, at det betød Strikkegarn? Jeg havde selv opfundet Ordet, og jeg var i
min gode Ret til at lade det betyde hvadsomhelst for den Skyld. Såvidt jeg
vidste, havde jeg ikke endnu udtalt mig . . . .
Men mer og mer kom min Hjærne i Vildrede. Tilsidst sprang jeg ud af Sengen,
forat finde Vandledningen. Jeg var ikke tørst, men mit Hoved stod i Feber,
og jeg følte en instinktsmæssig Trang til Vand. Da jeg havde drukket, gik
jeg igen tilsengs og bestemte mig til med Vold og Magt at ville sove. Jeg
lukked Øjnene og tvang mig til at være rolig. Så lå jeg i flere Minutter,
uden at gøre en Bevægelse, jeg blev sved, og jeg følte Blodet støde heftigt
gennem Årene. Nej, det var dog altfor kosteligt, at han kunde lede efter
Penge i det Kræmmerhus! Han hosted også blot én Gang. Mon han går dernede
endnu? Sidder på min Bænk? . . . . Det blå Perlemor . . . . Skibene . . . .
Jeg åbned Øjnene. Hvor kunde jeg også holde dem lukket, når jeg ikke kunde
sove? Og det samme Mørke ruged omkring mig, samme uudgrundelige sorte
Evighed, som min Tanke stejled imod og ikke kunde fatte. Hvad kunde jeg dog
ligne det med? Jeg gjorde de mest fortvivlede Anstrængelser, forat finde et
Ord, der var sort nok til at betegne mig dette Mørke, et Ord så grusomt
sort, at det kunde sværte min Mund, når jeg nævnte det. Herregud, hvor det
var mørkt! Og jeg bringes igen til at tænke på Havnen, på Skibene, de sorte
Uhyrer, der lå og vented på mig. De vilde suge mig til sig og holde mig