Sult - 09

var ikke med Vilje gjort på nogen af Siderne, det var ikke Mandens Hensigt
at gøre det værre for mig end det var; han så meget bedrøvet ud. Kanske
hvis jeg havde bedt ham om et lidet Brød fra Vognen, så havde jeg fået det.
Han havde vist givet mig det med Glæde. Gud glæde ham til Gengæld der, han
er! . . . .
Jeg sulted hårdt, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulde gøre af mig for min
ublu Appetit. Jeg vred mig hid og did på Bænken og lagde Brystet helt ned
på mine Knæ; jeg var næsten forstyrret. Da det blev mørkt, rusled jeg bort
til Rådstuen — Gud ved, hvordan jeg kom did — og satte mig på Kanten af
Ballustraden. Jeg rev den ene Lomme ud af min Frakke og gav mig til at
tygge på den, forresten uden nogen Hensigt, med mørke Miner, med Øjnene
stirrende ret frem, uden at se. Jeg hørte endel Småbørn, som legte omkring
mig, og fornam instinktsmæssig, når en eller anden spadserende gik mig
forbi; ellers iagttog jeg intet.
Så med én Gang falder det mig ind at gå ned i en af Basarerne nedenunder
mig og få et Stykke råt Kød. Jeg rejser mig og går tvers over Ballustraden,
hen til den anden Ende af Basartaget, og stiger ned. Da jeg var kommet
næsten helt ned til Kødboden, råbte jeg opad Trappeåbningen og hytted
tilbage, som om jeg talte til en Hund deroppe, og henvendte mig frækt til
den første Slagter, jeg traf.
»Å, vær så snil at give mig et Ben til Hunden min!« sagde jeg. »Bare et
Ben; der behøver ikke at være noget på det; den skal bare have noget at
bære i Munden.«
Jeg fik et Ben, et prægtigt lidet Ben, hvor der endnu var lidt Kød tilbage,
og stak det ind under Frakken. Jeg takked Manden så inderligt, at han så
forbauset på mig.
»Ingenting at takke for,« sagde han.
»Jo, sig ikke det,« mumled jeg, »det er snilt gjort af Dem.«
Og jeg gik op. Hjærtet slog stærkt i mig.
Jeg sneg mig ind i Smedgangen, så dybt ind, som jeg kunde komme, og
standsed udenfor en forfalden Port til en Baggård. Der var ikke et Lys at
se på nogen Kant, det var velsignet mørkt omkring mig; jeg gav mig til at
gnave i mig af Benet.
Det smagte ingenting; en ram Lugt af Blod stod op fra Benet, og jeg måtte
ganske straks begynde at kaste op. Jeg forsøgte igen; hvis jeg bare fik
beholde det, vilde det nok gøre sin Virkning; det galdt at få det til at
bero dernede. Men jeg kasted atter op. Jeg blev vred, bed heftigt i Kødet,
sled af en liten Smule og svælged det ned med Vold. Og det nytted alligevel
ikke; såsnart de små Kødsmuler var blevne varme i Maven, kom de desværre
atter op. Jeg knytted vanvittigt Hænderne, stak i at græde af Hjælpeløshed
og gnaved som en besat; jeg græd, så Benet blev vådt og skiddent af Tårer,
kasted op, banded og gnaved igen, græd som Hjærtet skulde briste og kasted
atter op. Og jeg svor med høj Røst alle Verdens Magter ned i Pinen.
Stille. Ikke et Menneske omkring, intet Lys, ingen Støj. Jeg er i det
voldsommeste Sindsoprør, jeg puster tungt og højlydt og græder
tænderskærende for hver Gang, jeg må levere disse Kødsmuler, som kanske
kunde mætte mig lidt. Da det slet ikke hjælper noget, hvormeget jeg end
forsøger, slynger jeg Benet mod Porten, fuld af det afmægtigste Had,
henrykt af Raseri, råber og truer voldsomt op mod Himlen, skriger Guds Navn
hæst og indædt og krummer mine Fingre som Klør . . . . Jeg siger dig, du
Himlens hellige Ba’al, du er ikke til, men hvis du var til, så skulde jeg
bande dig slig, at din Himmel skulde dirre af Helvedes Ild. Jeg siger dig,
jeg har budt dig min Tjeneste, og du har afvist den, jeg siger dig, du har
stødt mig bort, og jeg vender dig for evigt Ryggen, fordi du ikke kendte
din Besøgelsestid. Jeg siger dig, jeg ved, at jeg skal dø, og jeg håner dig
dog, du Himlens Gud og Apis, med Døden lige for Tænderne. Jeg siger dig,
jeg vil heller være Lakej i Helvede end Fri i dine Boliger; jeg siger dig,
jeg er fuld af livsalig Foragt for din himmelske Usselhed, og jeg vælger
mig Afgrunden til evigt Tilhold, hvor Djævelen, Judas og Farao er stødt
ned. Jeg siger dig, din Himmel er fuld af alle Jorderigets mest råhovedede
Idioter og fattige i Ånden, jeg siger dig, du har fyldt din Himmel med de
fede, salige Horer hernedefra, som ynkeligen har bøjet Knæ for dig i sin
Dødsstund. Jeg siger dig, du har brugt Magt mod mig, og du ved ikke, du
alvidende Nul, at jeg aldrig bøjer mig i Modgang. Jeg siger dig, hele mit
Liv, hver Celle i min Krop, hver Evne i min Sjæl gisper efter at håne dig,
du nådefulde Afskum i det høje. Jeg siger dig, jeg vilde, om jeg kunde,
råbe dette højlydt ind i din Himmel og hen over den hele Jord, jeg vilde,
om jeg kunde, ånde det ind i hver ufødt Menneskesjæl, som engang kommer på
Jorden, hver Blomst, hvert Blad, hver Dråbe i Havet. Jeg siger dig, jeg vil
spotte dig ud på Dommens Dag og bande dig Tændeme ud af min Mund for din
Guddoms endeløse Ynkelighed. Jeg siger dig, jeg vil fra denne Stund forsage
alle dine Gærninger og alt dit Væsen, jeg vil forbande min Tanke, om den
tænker på dig igen, og rive mine Læber af, om de atter nævner dit Navn. Jeg
siger dig, hvis du er til, det sidste Ord i Livet og i Døden, jeg siger dig
Farvel for evigt og altid, jeg siger dig Farvel med Hjærte og Nyrer, jeg
siger dig det sidste uigenkaldelige Farvel, og jeg tier og vender dig
Ryggen og går min Vej . . . .
Stille,
Jeg dirrer af Ophidselse og Forkommenhed, står der på samme Sted, endnu
hviskende Eder og Skældsord frem, hikkende efter den heftige Gråd, knækket
og slap efter det vanvittige Vredesudbrud. Jeg står der måske en Time og
hikker og hvisker og holder mig fast til Porten. Så hører jeg Røster, en
Samtale mellem to Mænd, som kommer gående indad Smedgangen. Jeg slænger
bort fra Porten, drager mig frem efter Husvæggene og kommer atter ud på de
lyse Gader. Idet jeg tusler nedad Youngsbakken, begynder min Hjærne
pludselig at virke i en højst mærkelig Retning. Det falder mig ind, at de
elendige Rønner nede i Kanten af Torvet, Materialboderne og de gamle Buler
med brugte Klæder, dog var en Skændsel for Stedet. De ødelagde hele Torvets
Udseende og pletted Byen, fy, ned med Skramlet! Og jeg gik og slog over i
Tankerne, hvad det vel vilde komme til at koste at flytte Den geografiske
Opmåling derned, denne smukke Bygning, som altid havde tiltalt mig så meget
hver Gang, jeg havde passeret den. Det vilde kanske ikke lade sig gøre at
foretage en Flytning af den Art under sytti a to og sytti tusind Kroner, —
en pen Sum, måtte man sige, en nokså net Lommeskilling, he-he, at begynde
med, hvad? Og jeg nikked med mit tomme Hoved og indrømmed, at det var en
nokså pen Lommeskilling at begynde med. Jeg rysted fremdeles over hele
Legemet og hikked nu og da endnu dybt efter Gråden.
Jeg havde Følelsen af, at der ikke var meget Liv igen i mig, at jeg i
Grunden sang på det sidste Vers. Det var mig også temmelig ligegyldigt, det
beskæftiged mig ikke det mindste; jeg søgte tvertimod nedad Byen, ned til
Bryggerne, længer og længer bort fra mit Værelse. Jeg kunde for den Skyld
gærne have lagt mig plat ned i Gaden, forat dø. Lidelserne gjorde mig mer
og mer ufølsom; det banked stærkt i min såre Fod, jeg havde endog Indtryk
af, at Smærten forplanted sig opad hele Læggen, og ikke engang det gjorde
synderlig ondt. Jeg havde udstået værre Fornemmelser.
Så kom jeg ned på Jærnbanebryggen. Der var ingen Trafik, ingen Støj, kun
hist og her et Menneske at se, en Sjouer eller Sjømand, som drev om med
Hænderne i Lommen. Jeg lagde Mærke til en halt Mand, som skeled stivt hen
på mig, idet vi passered hinanden. Jeg standsed ham instinktsmæssig, tog
til Hatten og spurgte, om han kendte til om »Nonnen« var rejst. Og bagefter
kunde jeg ikke lade være at knipse en eneste Gang i Fingrene lige for
Mandens Næse og sige: Død og Pine, »Nonnen«, ja! »Nonnen«, som jeg helt
havde glemt! Tanken på den havde alligevel ulmet ubevidst i mit Indre, jeg
havde båret på den, uden at vide af det selv.
Ja, Kors, »Nonnen« var nok sejlet.
Han kunde ikke sige mig, hvor den var sejlet hen?
Manden tænker sig om, står på det lange Ben og holder det korte ivejret;
det korte dingler lidt.
»Nej,« siger han. »Ved De, hvad den lå her og lasted?«
»Nej,« svarer jeg.
Men nu havde jeg allerede glemt »Nonnen«, og jeg spurgte Manden, hvor langt
det vel kunde være til Holmestrand, regnet i gode, gamle geografiske Mile.
»Til Holmestrand? Jeg vil antage . . . .«
»Eller til Væblungsnæs?«
»Hvad jeg vilde sige: jeg antager, at til Holmestrand . . . .«
»Å, hør, med det samme jeg husker det,« afbrød jeg ham igen, »De skulde vel
ikke ville være så snil at give mig en liden Bid Tobak, bare en bitte liden
Smule!«
Jeg fik Tobakken, takked Manden meget varmt og gik bort. Jeg gjorde intet
Brug af Tobakken, jeg stak den i Lommen straks. Manden holdt fremdeles Øje
med mig, jeg havde kanske vakt hans Mistanke på en eller anden Måde; hvor
jeg stod og gik havde jeg dette mistænksomme Blik efter mig, og jeg syntes
ikke om at blive forfulgt af dette Menneske. Jeg vender om og drager mig
atter hen til ham, ser på ham og siger:
»Nådler.«
Bare dette Ord: Nådler. Ikke mer. Jeg ser meget stivt på ham, idet jeg
siger det, jeg følte, at jeg stirred frygteligt på ham; det var, som om jeg
så på ham med hele Kroppen, istedetfor bare med Øjnene. Og jeg står en
liden Stund, efterat jeg har sagt dette Ord. Så tusler jeg op til
Jærnbanetorvet igen. Manden gav ikke en Lyd fra sig, han bare holdt Øje med
mig.
Nådler? Jeg stod med en Gang stille. Ja, var det ikke det, jeg havde
Fornemmelsen af allerede straks: jeg havde truffet Krøblingen før. Oppe i
Grændsen, en lys Morgen; jeg havde pantsat min Vest. Det forekom mig som en
Evighed siden den Dag.
Mens jeg står og tænker på dette — jeg står og støtter mig til en Husvæg
på Hjørnet af Torvet og Havnegaden — farer jeg pludselig sammen og søger
at kravle mig væk. Da dette ikke lykkes mig, stirrer jeg forhærdet ret frem
og bider Hovedet af al Skam, der var ingen Råd med det, — jeg står Ansigt
til Ansigt med »Kommandøren«.
Jeg blir skødesløst fræk, jeg tager endog et Skridt frem fra Husvæggen,
forat gøre ham opmærksom på mig. Og jeg gør det ikke forat vække
Medlidenhed, men forat håne mig selv, stille mig i Gabestokken; jeg kunde
væltet mig ned i Gaden og bedt »Kommandøren« gå over mig, træde på mit
Ansigt. Jeg siger ikke engang Godaften.
»Kommandøren« aned måske, at der var noget galt fat med mig, han sagtned
sine Skridt en Smule, og jeg siger, forat standse ham:
»Jeg skulde været hos Dem med noget, men det er ikke blevet noget af
endda.«
»Ja?« svarer han spørgende. »De har det ikke færdigt, da?«
»Nej, jeg har ikke fået det færdigt.«
Men nu står mine Øjne pludselig i Vand ved »Kommandørens« Venlighed, og jeg
harker og hoster forbittret, forat gøre mig stærk. »Kommandøren« støder en
Gang i Næsen; han står og ser på mig.
»Har De noget at leve af imens, da?« siger han.
»Nej,« svarer jeg, »jeg har ikke det heller. Jeg har ikke spist endda idag,
men . . . . . .
»Gud bevare Dem, det går da ikke an, at De går her og sulter ihjæl, Mand!«
siger han. Og han tager med en Gang til Lommen.
Nu vågner Skamfølelsen i mig, jeg raver igen bort til Husvæggen og holder
mig fast, jeg står og ser på, at »Kommandøren« roder om i sin Pengepung;
men jeg siger intet. Og han rækker mig en Tikrone. Han gør ingen flere
Omstændigheder med det, han giver mig simpelthen ti Kroner. Med det samme
gentager han, at det ikke gik an, at jeg sulted ihjæl.
Jeg stammed en Indvending og tog ikke Sedlen straks: Det var skammeligt af
mig dette . . . . det var også altfor meget . . . .
»Skynd Dem nu!« siger han og ser på sit Ur. »Jeg har ventet på Toget; men
nu kommer det, hører jeg.«
Jeg tog Pengene, jeg var lam af Glæde og sagde ikke et Ord mer, jeg takked
ikke engang.
»Det er ikke værdt at genere sig for det,« siger »Kommandøren« tilsidst;
»De kan jo skrive for det, ved jeg.«
Så gik han.
Da han var kommet nogle Skridt bort, husked jeg med en Gang på, at jeg ikke
havde takket »Kommandøren« for denne Hjælp. Jeg forsøgte at indhente ham,
men kunde ikke komme fort nok afsted, mine Ben slog Klik, og jeg vilde
idelig falde på Næsen. Han fjærned sig mer og mer. Jeg opgav Forsøget,
tænkte at råbe efter ham, men turde ikke, og da jeg endelig alligevel tog
Mod til mig og råbte, en Gang, to Gange, var han allerede forlangt borte,
min Stemme var bleven for svag.
Jeg stod tilbage på Fortouget og så efter ham, jeg græd ganske stille. Jeg
har aldrig set på Magen! sagde jeg til mig selv; han gav mig ti Kroner! Jeg
gik tilbage og stilled mig der, hvor han havde stået, og eftergjorde alle
hans Bevægelser. Og jeg holdt Pengesedlen op til mine våde Øjne, beså den
på begge Sider og begyndte at bande — bande i vilden Sky på, at det havde
sin Rigtighed med det, jeg holdt i Hånden, det var en Tikrone.
En Stund efter — måske en meget lang Stund; ti det var allerede bleven
ganske stille overalt — stod jeg besynderligt nok udenfor Tomtegaden Numer
11. Da jeg havde stået og summet mig et Øjeblik og forundret mig herover,
gik jeg indad Porten for anden Gang, lige ind i Beværtning & Logi for
Rejsende. Her bad jeg om Husly og fik straks en Seng.
* * *
Tirsdag.
Solskin og Stille, en vidunderlig lys Dag. Sneen var borte; allevegne Liv
og Lyst og glade Ansigter, Smil og Latter. Fra Fontænerne steg
Vandstrålerne op i Buer, gyldne af Solen, blålige af den blålige Himmel
. . . . Ved Middagstid gik jeg ud fra mit Logi i Tomtegaden, hvor jeg
fremdeles boed og havde det godt, og begav mig ud i Byen. Jeg var i den
gladeste Stemning og drev om den ganske Eftermiddag i de mest befærdede
Gader og så på Mennesker. Endnu før Klokken blev syv om Aftenen, gjorde jeg
mig en Tur op til St. Olafs Plads og kiged i Smug op til Vinduerne i Numer
2. Om en Time skulde jeg se hende! Jeg gik i en let, dejlig Angst hele
Tiden. Hvad vilde der ske? Hvad skulde jeg finde på at sige, når hun kom
nedad Trappen? Godaften, Frøken? Eller bare smile? Jeg beslutted mig til at
lade det bero med at smile. Naturligvis vilde jeg hilse dybt på hende.
Jeg lusked bort, lidt skamfuld over at være så tidligt ude, vandred om i
Karl Johan en Stund og holdt Øje med Universitetsuret. Da Klokken blev
otte, satte jeg atter opad Universitetsgaden. Under vejs faldt det mig ind,
at jeg kanske kunde komme et Par Minutter forsent, og jeg strakte ud alt,
jeg årked. Min Fod var meget sår, ellers mangled der mig ingenting.
Jeg tog Post ved Fontænen og pusted ud; jeg stod der rigtig længe og så op
til Vinduerne i Numer 2; men hun kom ikke. Nå, jeg skulde nok vente, det
havde ingen Hast med mig; hun havde kanske Forhindringer. Og jeg vented
igen. Jeg skulde da vel aldrig have drømt det hele? Havt det første Møde
med hende i Indbildningen den Nat, jeg lå i Feber? Jeg begyndte rådvild at
tænke efter og følte mig aldeles ikke sikker i min Sag.
»Hm!« sagde det bag mig.
Jeg hørte denne Harken, jeg hørte også lette Skridt i Nærheden af mig; men
jeg vendte mig ikke om, jeg stirred blot op til den store Trappe foran mig.
»Godaften!« siger det så.
Jeg glemmer at smile, jeg tager ikke engang straks til Hatten, jeg blir så
forundret over at se hende komme denne Vej.
»Har De ventet længe?« siger hun, og hun puster lidt hurtigt efter Gangen.
»Nej, aldeles ikke, jeg kom for en liden Stund siden,« svared jeg. »Og
desuden, hvad havde det gjort, om jeg havde ventet længe? Jeg tænkte
forresten, at De skulde komme fra en anden Kant?«
»Jeg har fulgt Mama til en Familie, Mama skal være ude iaften.«
»Jaså!« sagde jeg.
Nu var vi uvilkårlig begyndt at gå. En Politibetjent står på Gadehjørnet og
ser på os.
»Men hvor går vi egentlig hen?« siger hun og standser.
»Did, hvor De vil, bare did, hvor De vil.«
»Uf, ja, men det er så kedeligt at bestemme det selv.«
Pause.
Så siger jeg, bare for at sige noget:
»Det er mørkt i Deres Vinduer, ser jeg.«
»Ja, da!« svarer hun livligt. »Pigen har også fået fri. Så jeg er ganske
alene hjemme.«
Vi står begge to og ser opad Vinduerne i Numer 2, som om ingen af os havde
set dem før.
»Kan vi gå op til Dem, da?« siger jeg. »Jeg skal sidde nede ved Døren hele
Tiden, dersom De vil . . . .«
Men nu skalv jeg af Bevægelse og angred meget, at jeg havde været for fræk.
Hvad om hun blev vred og gik bort fra mig? Hvad om jeg aldrig fik se hende
igen? Å, det elendige Antræk, jeg havde på! Jeg vented fortvivlet på
Svaret.
»De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren,« siger hun. Hun taler ligefrem
ømt og siger akkurat disse Ord: De skal aldeles ikke sidde nede ved Døren.
Vi gik op.
Ude på Gangen, hvor det var mørkt, tog hun min Hånd og ledte mig frem. Jeg
behøved slet ikke at være så stille, sagde hun, jeg kunde godt tale. Og vi
kom ind. Mens hun tændte Lys — det var ikke en Lampe, hun tændte, men et
Lys — mens hun tændte dette Lys, sagde hun med en liden Latter:
»Men nu får De ikke se på mig. Uf, jeg er skamfuld! Men jeg skal aldrig
gøre det mer.«
»Hvad skal De aldrig gøre mer?«
»Jeg skal aldrig . . . . uf, nej. Gud bevare mig . . . . jeg skal aldrig
kysse Dem mer.«
»Skal De ikke det?« sagde jeg, og vi lo begge. Jeg strakte Armene ud efter
hende, Og hun gled tilside, smutted væk, over på den anden Side af Bordet.
Vi stod og så på hinanden en liden Stund, Lyset stod midt imellem os.
»Forsøg at få fat på mig!« sagde hun.
Og under megen Latter forsøgte jeg at få fat på hende. Mens hun sprang
omkring, løste hun Sløret op og tog Hatten af; hendes spillende Øjne hang
fremdeles ved mig og vogted på mine Bevægelser. Jeg gjorde et Udfald påny,
snubled i Tæppet og faldt; min såre Fod vilde ikke længer holde mig oppe.
Jeg rejste mig yderlig flau.
»Gud, hvor rød De blev!« sagde hun. »Ja, det var også græsselig kejtet.«
»Ja, det var det!« svared jeg.
Og vi begyndte påny at springe omkring.
»Jeg synes, De halter?«
»Ja, jeg halter kanske lidt, bare lidt forresten.«
»Sidst havde De en sår Finger, nu har De en sår Fod; det er svært, så mange
Plager De har.«
»Å, ja. — Jeg blev lidt overkørt for nogle Dage siden.«
»Overkørt? Fuld da igen? Nej, Gud bevare mig, hvordan De lever, unge Mand!«
Hun trued med Pegefingeren og gjorde sig alvorlig. »Så sætter vi os da!«
sagde hun. »Nej, ikke der nede ved Døren; De er så altfor tilbageholden;
her oppe; De der og jeg her, så ja! . . . . Uf, det er nokså kedeligt med
tilbageholdne Mennesker! Så må man sige og gøre alt selv, man får ingen
Hjælp til noget. Nu kunde De for Eksempel gærne holde Deres Hånd på min
Stolryg, De kunde gærne fundet på så meget af Dem selv, kunde De. For om
jeg siger noget sligt, så sætter De op et Par Øjne, som om De ikke rigtig
tror det, som blir sagt. Ja, det er virkelig sandt, jeg har set det flere
Gange, De gør det nu også. Men De skal bare ikke indbilde mig, at De er så
beskeden altid, når De blot tør dy Dem. De var nokså fræk den Dag, da De
var fuld og gik efter mig lige hjem og plaged mig med Deres Åndrigheder: De
mister Deres Bog, Frøken, De mister ganske bestemt Deres Bog, Frøken!
Ha-ha-ha! Fy, det var virkelig stygt af Dem!«
Jeg sad fortabt og så på hende. Mit Hjærte slog højt, Blodet spændte mig
varmt gennem Årene. Hvilken vidunderlig Nydelse!
»Hvorfor siger De ingenting?«
»Nej, hvor De er sød!« sagde jeg. »Jeg sidder simpelthen her og blir
inderlig betaget af Dem, her i denne Stund inderlig betaget . . . . Der er
ingen Råd med det . . . . De er det besynderligste Menneske, som . . . .
Stundom stråler Deres Øjne så, jeg har aldrig set Magen, de ser ud som
Blomster . . . . Hvad? Nej-nej, kanske ikke som Blomster heller, men
. . . . Jeg er så aldeles forelsket i Dem, og det er så urimeligt . . . .
Herregud, naturligvis, det nytter mig ikke det Spor . . . . Hvad hedder De?
Nu må De da virkelig sige mig, hvad De hedder . . . .«
»Nej, hvad hedder _De_? Gud, nu havde jeg nær glemt det igen! Jeg tænkte på
det i hele Går, at jeg skulde spørge Dem. Ja, det vil sige ikke i _hele_
Går, men . . . .«
»Ved De, hvad jeg har kaldt Dem? Jeg har kaldt Dem Ylajali. Hvad synes De
om det? En sådan glidende Lyd . . . .«
»Ylajali?«
»Ja.«
»Er det fremmede Sprog?«
»Hm, Nej, det er ikke det heller.«
»Ja, det er ikke stygt . . . .«
Efter lange Forhandlinger sagde vi hinanden vore Navne. Hun satte sig lige
ved Siden af mig i Sofaen og skøv Stolen bort med Foden, Og vi begyndte at
passiare påny.
»De har barberet Dem også iaften,« sagde hun. »De ser i det hele taget lidt
bedre ud end sidst, men bare bitte lidt forresten; indbild Dem nu bare ikke
. . . . Nej, sidst var De virkelig sjofel da. De gik ovenikøbet med en fæl
Klud om Fingeren. Og i den Tilstand vilde De absolut gå ind et Sted og
drikke Vin med mig. Nej, Tak!«
»Det var altså for mit misserable Udseendes Skyld, at De ikke vilde gå med
alligevel da?« sagde jeg.
»Nej,« svared hun og så ned. »Nej, det skal Gud vide, det ikke var! Jeg
tænkte ikke på det engang.«
»Hør,« sagde jeg, »De sidder vist her i den Overtro, at jeg kan klæde mig
og leve akkurat som jeg ønsker. De? Men det kan jeg nok ikke, jeg er meget,
meget fattig.«
Hun så på mig.
»Er De det?« sagde hun.
»Ja, jeg er det, desværre.«
Pause.
»Ja, Herregud, det er jeg også, det,« sagde hun med en frejdig Bevægelse
med Hovedet.
Hvert af hendes Ord berused mig, traf mig i Hjærtet som Vindråber. Hun
henrykte mig med den Vane, hun havde at lægge sit Hoved lidt på Siden og
lytte, når jeg sagde noget. Og jeg følte hendes Åndedrag lige op i mit
Ansigt.
»Ved De,« sagde jeg, »at . . . . Men nu må De ikke blive sint . . . . Da
jeg gik tilsengs igåraftes, lagde jeg denne Arm tilrette for Dem . . . .
således . . . . som om De lå i den . . . . og så sovned jeg ind . . . .«
»Jaså? Det var vakkert!« Pause. »Men det måtte nu også være på Frastand, De
kunde gøre sligt noget; for ellers . . . .«
»Tror De ikke, jeg kunde gøre det ellers?«
»Nej, det tror jeg ikke.«
»Jo, af mig kan De vente alt,« sagde jeg. Og jeg lagde Armen om hendes Liv.
»Kan jeg det?« sagde hun bare.
Det ærgred mig, stødte mig næsten, at hun holdt mig for så altfor
skikkelig; jeg brysted mig op, skød Hjærtet op i Livet og tog hendes Hånd.
Men hun trak den ganske stilfærdigt tilbage og flytted sig lidt bort fra
mig. Dette gjorde det atter af med mit Mod, jeg blev skamfuld og så bort
mod Vinduet. Jeg var alligevel så altfor ynkelig der, jeg sad, jeg måtte
blot ikke prøve at indbilde mig noget. Det havde været en anden Sag, hvis
jeg havde truffet hende dengang, da jeg endnu så ud som et Menneske, i mine
Velmagtsdage, da jeg havde lidt at redde mig med. Og jeg følte mig meget
nedslagen tilmode.
»Der kan De se!« sagde hun, »nu kan De bare se: Man kan vippe Dem blot med
en liden Rynke i Panden, gøre Dem så flad, bare ved at flytte sig lidt bort
fra Dem . . . .« Hun lo drillende, skøjeragtigt, med aldeles lukkede Øjne,
som om heller ikke hun holdt ud at blive set på.
»Nej, men du store min!« bused jeg ud, »nu skal De bare se!« Og jeg slog
Armene heftigt om hendes Skuldre. Jeg var næsten krænket. Var Pigen fra
Forstanden! Tog hun mig for aldeles uerfaren! He, jeg skulde dog ved den
levende . . . . Ingen skulde sige om mig, at jeg stod tilbage i dette
Stykke. Det var dog Satan til Menneske! Galdt det bare at gå på, så . . . .
Hun sad ganske rolig, og hun havde Øjnene fremdeles lukket; ingen af os
talte. Jeg trykked hende hårdt ind til mig, klemte grådigt hendes Krop ind
til mit Bryst, og hun sagde ikke et Ord. Jeg hørte vore Hjærteslag, både
hendes og mine, de lød som begravede Hovtramp.
Jeg kyssed hende.
Jeg vidste ikke længere af mig selv, jeg sagde noget Nonsens, som hun lo
ad, hvisked Kælenavne ind i hendes Mund, klapped hende på Kindet, kyssed
hende mange Gange. Jeg åbned en Knap eller to i hendes Liv, og jeg skimted
hendes Bryster indenfor, hvide, runde Bryster, der titted frem som to søde
Vidundere bag Linnedet.
»Må jeg få se!« siger jeg, og jeg forsøger at åbne flere Knapper, gøre
Hullet større; men min Bevægelse er for stærk, jeg kommer ingen Vej med de
nederste Knapper, hvor desuden Livet strammer på. »Må jeg bare få se lidt
. . . . lidt . . . .«
Hun slår Armen om min Hals, ganske langsomt, ømt; hendes Ånde puster mig
lige i Ansigtet fra de røde, dirrende Næsebor; med den anden Hånd begynder
hun selv at åbne Knapperne, en for en. Hun ler forlegent, ler kort og ser
flere Gange op på mig, om jeg skal mærke, at hun er bange. Hun løser
Båndene op, hægter op Korsettet, er henrykt og ængstelig. Og jeg fingrer
med mine grove Hænder ved disse Knapper og Bånd . . . .
Forat aflede Opmærksomheden fra, hvad hun gor, stryger hun mig med sin
venstre Hånd over Skulderen og siger:
»Hvilken Mængde løse Hår der ligger!«
»Ja,« svarer jeg og vil trænge indtil hendes Bryst med min Mund. Hun ligger
i dette Øjeblik med ganske åbne Klæder. Pludselig er det som om hun
besinder sig, som om hun synes at have gået for vidt; hun dækker sig atter
til og rejser sig lidt op. Og forat skjule sin Forlegenhed med de åbne
Klæder, giver hun sig atter til at tale om den Mængde affaldne Hår, der lå
på mine Skuldre.
»Hvor kan det være, at Håret falder så af Dem?«
»Ved ikke!«
»Å, De drikker naturligvis formeget, og kanske — Fy, jeg vil ikke sige
det! De måtte skamme Dem! Nej, det havde jeg ikke troet om Dem! At De, som
er så ung, allerede mister Håret! . . . . Nu skal De værsågod fortælle mig,
hvorledes De egentlig lever Deres Liv hen. Jeg er sikker på, det er
frygteligt! Men bare Sandhed, forstår De, ikke nogen Udflugter! Jeg skal
nok forresten se det på Dem, om de vil skjule noget. Så, fortæl nu!«
»Ja, lad mig få kysse Dem på Brystet først, så.«
»Er De gal? Så, begynd nu!«
»Nej, kære, lad mig nu få Lov til det først!«
»Hm. Nej, ikke først . . . . Siden kanske . . . . Jeg vil høre, hvad De er
for et Menneske . . . . Å, jeg er sikker på, det er forfærdeligt!«
Det pinte mig også, at hun skulde tro det værste om mig, jeg var bange for
at støde hende helt bort, og jeg holdt ikke ud den Mistanke, hun havde om
mit Levnet. Jeg vilde rense mig i hendes Øjne, gøre mig værdig til hende,
vise hende, at hun sad ved en på det nærmeste engleren Persons Side.
Herregud, jeg kunde jo tælle på Fingerne mine Fald til Dato.
Jeg fortalte, jeg fortalte alt, og jeg fortalte bare Sandhed. Jeg gjorde
intet værre end det var, det var ikke min Agt at vække hendes Medlidenhed;
jeg sagde også, at jeg havde stjålet fem Kroner en Aften.
Hun sad og lytted med gabende Mund, bleg, bange, aldeles forstyrret i de
blanke Øjne. Jeg vilde gøre det godt igen, sprede det triste Indtryk, jeg
havde gjort, og strammed mig op:
»Det er jo over nu!« sagde jeg; »det kan ikke være Tale om sligt noget
længer; nu er jeg bjærget . . . .«
Men hun var meget forsagt. »Gud bevare mig!« sagde hun bare og taug. Hun
sagde dette med korte Mellemrum og taug hver Gang igen. »Gud bevare mig!«
Jeg begyndte at spøge, tog hende i Siden, forat kildre hende, løfted hende
op til mit Bryst. Hun havde atter knappet Kjolen igen; dette ærgred mig en
Smule, såred mig ligefrem. Hvorfor skulde hun knappe Kjolen igen? Var jeg i
hendes Øjne mer uværdig nu, end om jeg selv havde forskyldt, at mit Hår
faldt af? Vilde hun have syntes bedre om mig, hvis jeg havde gjort mig til
en Udhaler? . . . . Ikke noget Sludder. Det galdt bare at gå på! Og hvis
det bare galdt at gå på, så ved den levende . . . .
Jeg lagde hende ned, lagde hende simpelthen ned i Sofaen. Hun stred imod,
ganske lidt forresten, og så forbauset ud.
»Nej . . . . hvad vil De?« sagde hun.
»Hvad jeg vil?!«
He, hun spurgte, hvad jeg vilde! Gå på, vilde jeg, gå lige på! Det var ikke
bare på Frastand, jeg havde det med at gå på; det var ikke min Art og
Beskaffenhed af Menneske. Jeg gjorde i at være Karl for min Hat og ikke
slåes flad af en Rynke i Panden. Nej-nej, san, jeg havde endnu aldrig gået
med uforrettet Sag fra en sådan Affære . . . .
Og jeg gik på.
»Nej . . . . nej, men . . . .?«