Sult - 10

Total number of words is 5131
Total number of unique words is 1300
47.1 of words are in the 2000 most common words
64.6 of words are in the 5000 most common words
71.4 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Jo, mente jeg, det var Meningen det!
»_Nej_, hører De!« råbte hun. Og hun lagde til disse sårende Ord: »Jeg kan
jo ikke være tryg for, at De ikke er vanvittig.«
Jeg holdt uvilkårlig lidt inde, og jeg sagde:
»Det mener De ikke!«
»Jo, ved Gud, De ser så rar ud! Og den Formiddag, De forfulgte mig, — De
var altså ikke fuld dengang?«
»Nej. Men da var jeg jo ikke sulten heller, jeg havde netop spist . . . .«
»Ja, så meget værre var det.«
»Vilde De heller, at jeg skulde været fuld?«
»Ja . . . . Hu, jeg er bange for Dem! Herregud, kan De nu ikke slippe!«
Jeg tænkte mig om. Nej, jeg kunde ikke slippe. Ikke noget forbandet Pærevæv
en silde Aftenstund på en Sofa! Op med Flonellen! He, hvilke Udflugter
fandt man ikke på at komme med i et sligt Øjeblik! Som om jeg ikke vidste,
at det var bare Undselighed altsammen! Da måtte jeg være grøn! Så stille
nu! Ikke noget Tøv! Leve Kongen og Fædrelandet! . . . .
Hun stritted besynderlig stærkt imod, altfor stærkt til bare at stritte
imod af Undselighed. Jeg kom som af Vanvare til at støde Lyset overende, så
det slukned, hun gjorde fortvivlet Modstand, udstødte endog et lidet Klynk.
»Nej, ikke det, ikke det! Hvis De vil så skal De heller få kysse mig på
Brystet. Kære, snille . . . .«
Jeg standsed øjeblikkelig. Hendes Ord lød så forfærdede, hjælpeløse, jeg
blev inderlig slagen. Hun mente at byde mig en Erstatning ved at give mig
Lov til at kysse hendes Bryst! Hvor det var skønt, skønt og enfoldigt! Jeg
kunde faldt ned og knælet for hende.
»Men, kære, vene!« sagde jeg aldeles forvirret, »jeg forstår ikke . . . .
jeg begriber virkelig ikke, hvad dette er for en Slags Spil . . . .«
Hun rejste sig og tændte atter Lyset med rystende Hænder; jeg sad tilbage
på Sofaen og foretog mig ingenting. Hvad vilde nu ske? Jeg var i Grunden
meget ilde tilmode.
Hun kasted Øjnene hen på Væggen, hen til Klokken, og for sammen.
»Uf, nu kommer Pigen snart!« sagde hun. Dette var det første, hun sagde.
Jeg forstod denne Hentydning og rejste mig. Hun tog efter Kåben, som forat
klæde den på, men betænkte sig, lod den ligge og gik bort til Kaminen. Hun
var bleg og blev mer og mer urolig. Forat det dog ikke skulde se ud, som om
hun viste mig Døren, sagde jeg:
»Var han Militær Deres Far?« og samtidig gjorde jeg mig istand til at gå.
Ja, han var Militær. Hvoraf vidste jeg det?
Jeg vidste det ikke, det faldt mig bare ind.
Det var besynderligt!
Å, ja. Det var enkelte Steder, jeg kom, hvor jeg fik det med Anelser.
He-he, det hørte med til mit Vanvid, det . . . .
Hun så hurtig op, men svared ikke. Jeg følte, at jeg pinte hende med min
Nærværelse, og vilde gøre kort Proces. Jeg gik til Døren. Vilde hun ikke
kysse mig mer nu? Ikke engang række mig Hånden? Jeg stod og vented.
»Skal De gå nu da?« sagde hun, og hun stod endda stille borte ved Kaminen.
Jeg svared ikke. Jeg stod ydmyget og forvirret og så på hende, uden at sige
noget. Hvorfor havde hun da ikke ladet mig i Fred, når det ikke kunde blive
til noget? Hvad gik der af hende i dette Øjeblik? Det lod ikke til at angå
hende, at jeg stod færdig til at gå; hun var på en Gang aldeles tabt for
mig, og jeg ledte efter noget at sige hende til Afsked, et tungt, dybt Ord,
som kunde ramme hende og måske imponere hende lidt. Og stik imod min faste
Beslutning, såret, istedetfor stolt og kold, urolig, fornærmet, gav jeg mig
ligefrem til at tale om Uvæsentligheder; det rammende Ord kom ikke, jeg bar
mig yderst tankeløst ad.
Hvorfor kunde hun ikke lige så godt sige klart og tydeligt, at jeg skulde
gå min Vej? spurgte jeg. Jo, jo, hvorfor ikke? Det var ikke værdt at genere
sig. Istedetfor at minde mig om, at Pigen snart vilde komme hjem, kunde hun
også simpelthen have sagt følgende: Nu må De forsvinde, for nu skal jeg gå
og hente min Mor, og jeg vil ikke have Deres Følge nedad Gaden. Så, det var
ikke det, hun havde tænkt på? Å, jo, det var nok alligevel det, hun havde
tænkt på; det forstod jeg straks. Der skulde så lidet til, forat sætte mig
på Spor; bare den Måden, hvorpå hun havde taget efter Kåben og atter ladet
den ligge, havde overbevist mig med en Gang. Som sagt, jeg havde det med
Anelser. Og der var vel kanske ikke så meget Vanvid i det i Grunden . . . .
»Men, Herregud, tilgiv mig nu for det Ord! Det slap mig af Munden!« råbte
hun. Men hun stod fremdeles stille og kom ikke hen til mig.
Jeg var ubøjelig og fortsatte. Jeg stod der og sludred væk med den pinlige
Fornemmelse, at jeg keded hende, at ikke et eneste af mine Ord traf, og
alligevel holdt jeg ikke op: I Grunden kunde man jo være et temmelig
ømtåligt Gemyt, om man ikke var gal, mente jeg; der var Naturer, som næred
sig af Bagateller og døde bare for et hårdt Ord. Og jeg lod underforstå, at
jeg havde en sådan Natur. Sagen var den, at min Fattigdom havde i den Grad
skærpet visse Evner i mig, at det voldte mig ligefrem Ubehageligheder, ja,
jeg forsikrer Dem ligefrem Ubehageligheder, desværre. Men det havde også
sine Fordele, det hjalp mig i visse Situationer. Den fattige intelligente
var langt finere Iagttager end den rige intelligente. Den fattige ser sig
om for hvert Skridt, han tager, lytter mistænksomt til hvert Ord, han hører
af de Mennesker, han træffer; hvert Skridt, han selv tager, stiller således
hans Tanker og Følelser en Opgave, et Arbejde. Han er lydhør og følsom, han
er en erfaren Mand, hans Sjæl har Brandsår . . . .
Og jeg talte rigtig længe om disse Brandsår, som min Sjæl havde. Men jo
længer jeg talte, des uroligere blev hun; tilsidst sagde hun: »Herregud!«
et Par Gange i Fortvivlelse og vred sine Hænder. Jeg så godt, at jeg plaged
hende, og jeg vilde ikke plage hende, men gjorde det alligevel. Endelig
mente jeg at have fået sagt hende i grove Træk det nødvendigste af, hvad
jeg havde at sige, jeg blev greben af hendes fortvivlede Blik og råbte:
»Nu går jeg! Nu går jeg! Kan De ikke se, at jeg allerede har Hånden på
Låsen? Farvel! Farvel, siger jeg! De kunde dog gærne svare mig, når jeg
siger Farvel to Gange og står fiks og færdig til at gå. Jeg beder ikke
engang om at få træffe Dem igen, for det vil pine Dem; men sig mig: Hvorfor
lod De mig ikke være i Fred? Hvad har jeg gjort Dem? Jeg gik dog ikke
ivejen for Dem nu; vel? Hvorfor vender De Dem pludselig bort fra mig, som
om De slet ikke kendte mig mer? Nu har De ribbet mig så inderlig blank,
gjort mig endda mere ussel end jeg var nogensinde. Herregud, men jeg er jo
ikke vanvittig, De ved meget godt, når De vil tænke Dem om, at der er
ingenting, som fejler mig nu. Kom nu da og ræk mig Hånden! Eller lad mig få
Lov til at komme til Dem! Vil De det? Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt,
jeg vil bare knæle for Dem et Øjeblik, knæle ned på Gulvet der foran Dem,
blot et Øjeblik; må jeg? Nej, nej, så skal jeg ikke gøre det, jeg ser, De
blir bange, jeg skal ikke, _skal_ ikke gøre det, hører De. Herregud dog,
hvorfor blir De så forfærdet? Jeg står jo stille, jeg rører mig ikke. Jeg
vilde have knælet ned på Tæppet et Minut, just der, på den røde Farve lige
ved deres Fødder. Men De blev bange, jeg kunde straks se det på Deres Øjne,
at De blev bange, derfor stod jeg stille. Jeg gjorde ikke et Skridt, da jeg
bad Dem derom; vel? Jeg stod lige så urørlig som nu, når jeg viser Dem det
Sted, hvor jeg vilde knælet for Dem, der borte på den røde Rose i Tæppet.
Jeg peger ikke med Fingeren engang, jeg peger slet ikke, jeg lader det
være, for ikke at forskrække Dem, jeg nikker bare og ser derhen, således!
Og De forstår meget godt, hvilken Rose, jeg mener, men De vil ikke tillade
mig at knæle der; De er bange for mig og tør ikke komme mig nær. Jeg
begriber ikke, at De kan bringe over Deres Hjærte at kalde mig gal. Ikke
sandt, De tror det heller ikke længer? Det var engang i Sommer, for længe
siden, da var jeg gal; jeg arbejded for hårdt og glemte at gå til Middags i
ret Tid, når jeg havde meget at tænke på. Det hændte Dag efter Dag; jeg
burde have husket det, men jeg glemte det stadig væk. Ved Gud i Himlen, det
er sandt! Gud lade mig aldrig komme levende fra dette Sted, hvis jeg lyver!
Der kan De se, De gør mig Uret. Det var ikke af Trang, jeg gjorde det; jeg
har Kredit, stor Kredit, hos Ingebret og Gravesen; jeg gik også ofte med
mange Penge i Lommen og købte alligevel ikke Mad, fordi jeg glemte det.
Hører De der! De siger ikke noget, De svarer ikke, De går aldeles ikke bort
fra Kaminen, De står bare og venter på, at jeg skal gå . . . .«
Hun kom hurtigt henimod mig og rakte sin Hånd frem. Jeg så fuld af Mistro
på hende. Gjorde hun det også med noget let Hjærte? Eller gjorde hun det
blot, forat blive af med mig? Hun lagde sin Arm om min Hals, hun havde
Tårer i Øjnene. Jeg stod bare og så på hende. Hun rakte sin Mund frem; jeg
kunde ikke tro hende, det var ganske bestemt et Offer, hun bragte, et
Middel til at få en Ende på det.
Hun sagde noget, det lød for mig som: »Jeg er glad i Dem alligevel!« Hun
sagde det meget lavt og utydeligt, måske hørte jeg ikke rigtig, hun sagde
kanske ikke just de Ord; men hun kasted sig heftigt om min Hals, holdt
begge Armene om min Hals en liden Stund, strakte sig endog en Smule på
Tæerne, forat række godt op, og stod således måske et helt Minut.
Jeg var bange for, at hun tvang sig selv til at vise denne Ømhed, jeg sagde
blot:
»Hvor De er dejlig nu!«
Mer sagde jeg ikke. Jeg omfavned hende voldsomt, trådte tilbage, stødte til
Døren og gik baglænds ud. Og hun stod igen derinde.
FJERDE STYKKE
Vinteren var kommet, en rå og våd Vinter næsten uden Sne, en tåget og mørk
evigtvarende Nat, uden et eneste friskt Vindstød, så lang som Ugen var.
Gassen brændte næsten hele Dagen i Gaderne, og Folk stødte alligevel på
hinanden i Tågen. Alle Lyde, Kirkeklokkernes Klang, Bjælderne fra
Droschehestene. Menneskenes Stemmer, Hovslagene, altsammen lød så sprukkent
og klirrende i den tykke Luft, der lagde sig ivejen for alting og dæmped
alt ned. Uge gik efter Uge, og Vejret var og blev det samme.
Og jeg opholdt mig stadigt nede i Vaterland.
Jeg blev fastere og fastere bunden til denne Beværtning, dette Logihus for
Rejsende, hvor jeg havde fået bo, trods min Forkommenhed. Mine Penge var
for længe siden opbrugte, og jeg vedblev alligevel at gå og komme på dette
Sted, som om jeg havde Ret dertil og hørte hjemme der. Værtinden havde
endnu intet sagt; men det pinte mig alligevel, at jeg ikke kunde betale
hende. Således forløb tre Uger.
Jeg havde allerede for flere Dage tilbage genoptaget min Skrivning, men det
lykkedes mig ikke længer at få til noget, som jeg var tilfreds med; jeg
havde slet intet Held med mig mer, om jeg end var meget flittig og forsøgte
sent og tidligt; hvad jeg end tog mig til, nytted det ikke, Lykken var
borte, og jeg anstrængte mig altid forgæves.
Det var på et Værelse i anden Etage, i det bedste Gæsteværelse, jeg sad og
gjorde disse Forsøg. Jeg var forbleven uforstyrret deroppe, siden den
første Aften, da jeg havde Penge og kunde klarere for mig. Jeg havde også
hele Tiden det Håb, at jeg endelig kunde få istand en Artikel om et eller
andet, så jeg kunde få betalt Værelset og hvad jeg ellers skyldte for; det
var derfor, jeg arbejded så ihærdigt. Især havde jeg et påbegyndt Stykke,
som jeg vented mig meget af, en Allegori om en Ildebrand i en Boglade, en
dybsindig Tanke, som jeg vilde lægge al min Flid på at udarbejde og bringe
»Kommandøren« i Afbetaling. »Kommandøren« skulde dog erfare, at han denne
Gang virkelig havde hjulpet et Talent; jeg havde ingen Tvivl om, at han
skulde erfare det; det galdt blot at vente til Ånden kom over mig. Og
hvorfor skulde ikke Ånden komme over mig? Hvorfor skulde den ikke komme
over mig med det allerførste endog? Der var intet ivejen med mig mer; jeg
fik lidt Mad hver Dag af min Værtinde, nogle Smørogbrød Morgen og Aften, og
min Nervøsitet var næsten forsvunden. Jeg brugte ikke længer Klude om mine
Hænder, når jeg skrev, og jeg kunde stirre ned i Gaden fra mine Vinduer i
anden Etage, uden at blive svimmel. Det var bleven meget bedre med mig i
alle Måder, og det begyndte ligefrem at forundre mig, at jeg ikke allerede
havde fået min Allegori færdig. Jeg forstod ikke, hvordan det hang sammen.
En Dag skulde jeg endelig få en Anelse om, hvor svag jeg egentlig var
bleven, hvor sløvt og udueligt min Hjærne arbejded. Den Dag kom nemlig min
Værtinde op til mig med en Regning, som hun bad mig om at se på; der måtte
være noget galt i den Regning, sagde hun, den stemte ikke med hendes egen
Bog; men hun havde ikke kunnet finde Fejlen.
Jeg satte mig til at tælle; min Værtinde sad lige overfor mig og så på mig.
Jeg talte disse tyve Poster, først en Gang nedad, og fandt Summen rigtig,
derpå en Gang opad, og kom påny til samme Resultat. Jeg så på Konen, hun
sad lige foran mig og vented på mit Ord; jeg lagde med det samme Mærke til,
at hun var frugtsommelig, det undgik ikke min Opmærksomhed, og jeg stirred
dog ingenlunde undersøgende på hende.
»Summen er rigtig,« sagde jeg.
»Nej, se nu efter for hvert Tal,« svared hun; »det kan ikke være så meget;
jeg er sikker på det.«
Og jeg begyndte at revidere hver Post: 2 Brød á 25, i Lampeglas 18, Sæbe
20, Smør 32 . . . . Der skulde ikke noget kløgtigt Hoved til, forat
gennemgå disse Talrækker, denne lille Høkerregning, hvori der ingen
Vidtløftigheder fandtes, og jeg forsøgte redeligt at finde den Fejl, som
Konen talte om, men fandt den ikke. Efterat jeg havde tumlet med disse Tal
et Par Minutter, følte jeg desværre, at altsammen begyndte at danse rundt i
mit Hoved; jeg gjorde ikke længer Forskel på Debet og Kredit, jeg blanded
det hele sammen. Endelig stod jeg med ét bom stille ved følgende Post: »3
5/16 Pund Ost á 16«. Min Hjærne klikked fuldstændig, jeg stirred dumt ned
på Osten og kom ingen Vej.
»Det er da også forbandet, så vredent dette er skrevet!« sagde jeg
fortvivlet. »Her står Gud hjælpe mig simpelthen fem Sekstendele Ost. He-he,
har man hørt Magen! Ja, her kan De se selv!«
»Ja,« svared Madamen, »de plejer at skrive så. Det er Nøgleosten. Jo, det
er korrekt! Fem Sekstendele er altså fem Lod«
»Ja, det forstår jeg nok!« atbrød jeg, skønt jeg i Virkeligheden ikke
forstod nogen Ting mer.
Jeg forsøgte påny at klare dette lille Regnestykke, som jeg for nogle
Måneder siden kunde have talt op på et Minut; jeg sveded stærkt og tænkte
over disse gådefulde Tal af alle Kræfter, og jeg blinked eftertænksomt med
Øjnene, som om jeg studered rigtig skarpt på denne Sag; men jeg måtte
opgive det. Disse fem Lod Ost gjorde det fuldstændigt af med mig; det var
som om noget knak over i min Pande.
For dog at give Indtryk af, at jeg fremdeles arbejded med mine Beregninger,
bevæged jeg Læberne og nævnte nu og da et Tal højt, alt imens jeg gled
længer og længer nedad Regningen, som om jeg stadig gik fremad og nærmed
mig Afslutningen. Madamen sad og vented. Endelig sagde jeg:
»Ja, nu har jeg gået den igennem fra først til sidst, og der er virkelig
ingen Fejl, såvidt jeg kan se.«
»Ikke det?« svared Konen, »jaså, ikke det?« Men jeg så godt, at hun ikke
troed mig. Og pludselig syntes hun på en Gang at antage et lidet Stænk af
Ringeagt for mig i sin Tale, en lidt ligegyldig Tone, som jeg ikke
tidligere havde hørt hos hende. Hun sagde, at jeg kanske ikke var vant til
at regne med Sekstendele; hun sagde også, at hun måtte henvende sig til
nogen, som forstod sig på det, forat få Regningen ordentlig gennemset. Alt
dette sagde hun ikke på nogen sårende Måde, forat gøre mig tilskamme, men
tankefuldt og alvorligt. Da hun var kommet til Døren og skulde gå, sagde
hun, uden at se på mig:
»Undskyld, at jeg har heftet Dem, da!«
Hun gik.
Lidt efter åbnedes Døren påny, og min Værtinde kom atter ind; hun kunde
næppe have gået længer end ud på Gangen, før hun vendte om.
»Det er sandt!« sagde hun. »De må ikke tage det ilde op; men jeg har vel
lidt tilgode hos Dem nu? Var det ikke tre Uger igår, siden De kom? Ja, jeg
mente, det var så. Det er ikke grejt at klare sig med så stor Familje, så
jeg kan ikke lade nogen få bo på Kredit, desværre . . . .«
Jeg standsed hende.
»Jeg arbejder på en Artikel, som jeg altså har fortalt Dem om før,« sagde
jeg, »og såsnart den blir færdig, skal De få Deres Penge. De kan være
ganske rolig.«
»Ja, men De får jo aldrig den Artikel færdig, jo?«
»Tror De det? Ånden kommer muligens over mig imorgen, eller kanske allerede
inat; det er slet ikke umuligt, at den kommer over mig engang inat, og da
blir min Artikel færdig på et Kvarter højst. Ser De, det er ikke således
med mit Arbejde, som med andre Folks; jeg kan ikke sætte mig ned og få
istand en vis Mængde om Dag, jeg må bare vente på Øjeblikket. Og der er
ingen, som kan sige Dag og Time, på hvilken Ånden kommer over én; det må
have sin Gang.«
Min Værtinde gik. Men hendes Tillid til mig var vist meget rokket.
Jeg sprang op og sled mig i Håret at Fortvivlelse, såsnart jeg var bleven
alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning for mig alligevel, ingen, ingen
Redning! Min Hjærne var bankerot! Var jeg da altså bleven helt Idiot, siden
jeg ikke længer kunde regne ud Værdien af et lidet Stykke Nøgleost? Men
kunde jeg også have tabt min Forstand, når jeg stod og gav mig selv slige
Spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrængelser med
Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var
frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen,
som havde fortalt mig noget derom, det faldt mig heller ikke vilkårligt
ind, jeg sad og så det med mine egne Øjne, og jeg forstod det straks, til
og med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med Sekstendele.
Hvorledes skulde jeg forklare mig det?
Jeg gik til Vinduet og så ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgaden. Der
legte nogle Børn nede på Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige
Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skråled højt. Et Flyttelæs
rulled langsomt forbi dem; det måtte være en fordreven Familje, som skifted
Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig. På Vognen lå
Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre
Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig
hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine
stakkels blå Hænder, for ikke at tumle ned. Hun sad på en Bundt af
rædsomme, våde Madrasser, som Børn havde ligget på, og så ned på de små,
der kasted Tomflasken imellem sig . . . .
Alt dette stod jeg og så på, og jeg havde ingen Møje med at forstå alt, som
foregik. Mens jeg stod der ved Vinduet og iagttog dette, hørte jeg også min
Værtindes Pige synge inde i Køkkenet lige ved Siden af mit Værelse; jeg
kendte den Melodi, hun sang, jeg hørte derfor efter, om hun skulde synge
fejl. Og jeg sagde til mig selv, at alt dette kunde ikke en Idiot have
gjort; jeg var Gudskelov så fornuftig, som noget Menneske. Pludselig så jeg
to af Børnene nede i Gaden fare op at skændes, to Smågutter; jeg kendte den
ene, det var min Værtindes. Jeg åbner Vinduet, forat høre, hvad de siger
til hinanden, og straks stimler en Flok Børn sammen nedenunder mit Vindu og
ser længselsfuldt op. Hvad vented de på? At noget skulde blive kastet ud?
Tørrede Blomster, Kødben, Cigarstumper, en eller anden Ting, som de kunde
gnave i sig eller more sig med? De så med blåfrosne Ansigter, med uendelig
lange Øjne op mod mit Vindu. Imidlertid fortsætter de to små Fjender at
skælde hinanden ud. Ord som store, klamme Udyr myldrer ud af disse
Barnemunde, forfærdelige Øgenavne, Skøgesprog, Matroseder, som de kanske
havde lært nede ved Bryggerne. Og de er begge to så optagne heraf, at de
slet ikke lægger Mærke til min Værtinde, der løber ud til dem, forat få
høre, hvad der er påfærde.
»Jo,« forklarer hendes Søn, »han tog mig i Barken; jeg fik ikke Pusten på
en lang Stund!« Og vendende sig om mod den lille Ugærningsmand, der står og
flirer ondskabsfuldt ad ham, blir han aldeles rasende og råber: »Rejs til
hede Helvede, dit kaldæiske Naut, du er! En slig Lushorrik skal tage Folk i
Struben! Jeg skal Herr’n forsyne mig . . . .«
Og Moderen, denne frugtsommelige Kone, der dominerer hele den trange Gade
med sin Mave, svarer det tiårige Barn, idet hun griber ham i Armen og vil
have ham med:
»Sh! Hold Snavel’n din! Jeg mener, du bander ogsål Du bruger Kæften, som om
du skulde været på Ludderhus i årvis! Nu kommer du ind!«
»Nej, jeg gør ikke det!«
»Jo, du gør det!«
»Nej, jeg gør ikke det!«
Jeg står oppe i Vinduet og ser, at Moderens Vrede stiger; denne uhyggelige
Scene ophidser mig voldsomt, jeg holder det ikke længer ud, jeg råber ned
til Gutten, at han skal komme op til mig et Øjeblik. Jeg råber to Gange,
blot forat forstyrre dem, forat få forpurret dette Optrin; den sidste Gang,
råber jeg meget højt, og Moderen vender sig forbløffet om og ser op til
mig. Og øjeblikkelig genvinder hun Fatningen, ser frækt på mig, rigtig
overlegent ser hun på mig, og trækker sig så tilbage med en bebrejdende
Bemærkning til sin Søn. Hun taler højt, så jeg kan høre det, og siger til
ham:
»Fy, du måtte skamme dig for at lade Folk se, hvor slem du er!«
Af alt dette, som jeg således stod og iagttog, var der intet, ikke engang
en liden Biomstændighed, som gik tabt for mig. Min Opmærksomhed var yderst
vag, jeg indånded ømtåligt hver liden Ting, og jeg stod og gjorde mig mine
Tanker om disse Ting, efterhvert som de foregik. Så der kunde umuligt være
noget ivejen med min Forstand. Hvor kunde der også være noget ivejen med
den nu?
Hør, ved du hvad, sagde jeg på en Gang; nu har du længe nok gået og
befattet dig med din Forstand og gjort dig Bekymringer i så Henseende; nu
får det være Slut med de Narrestreger! Er det Tegn på Galskab at mærke og
opfatte alle Ting så nøjagtigt, som du gør det? Du får mig næsten til at le
af dig, forsikkrer dig på, det er ikke uden Humor, såvidt jeg skønner. Kort
og godt, det hænder alle Mennesker at stå fast for en Gangs Skyld, og det
just netop i de simpleste Spørgsmål. Det siger intet, det er bare
Tilfældighed. Som sagt, jeg er på et hængende Hår i Færd med at få mig en
liden Latter over dig. Hvad den Høkerregning angår, disse lumpne fem
Sekstendele Fattigmandsost, kan jeg gærne kalde det, — he-he, en Ost med
Nellik og Pebber i, på min Ære en Ost, som man rent ud sagt kunde få Barn
af, — hvad denne latterlige Ost angår, da kunde det have hændt den bedste
at blive fordummet over den; selve Lugten af den Ost kunde gøre det af med
en Mand . . . . Og jeg gjorde det værste Nar af al Nøgleost . . . . Nej,
sæt mig på noget spiseligt! sagde jeg, sæt mig, om du vil, på fem
Sekstendele godt Mejerismør! Det er en anden Sag!
Jeg lo hektisk ad mine egne Indfald og fandt dem såre morsomme. Der var
virkelig ingenting, som fejled mig mer, jeg var vel bevaret. Jeg var så at
sige yderst vel bevaret endog! Jeg var et klart Hoved; der mangled intet på
det, Gud ske Lov og Tak!
Min Munterhed steg efterhvert, som jeg drev om der på Gulvet og samtalte
med mig selv; jeg lo højt og følte mig voldsomt glad. Det var virkelig
også, som om jeg blot behøved denne lille glade Stund, dette Øjeblik af
egentlig lys Henrykkelse, uden Sorger til nogen Kant, forat få mit Hoved i
arbejdsdygtig Stand. Jeg satte mig ind til Bordet og gav mig til at sysle
med min Allegori. Og det gik meget godt, bedre end på lange Tider; det gik
ikke hurtigt; men jeg syntes, at det lille, jeg fik til, blev aldeles
udmærket. Jeg arbejded også en Times Tid, uden at blive træt.
Så sidder jeg just på et meget vigtigt Punkt i denne Allegori om en
Ildebrand i en Boglade; det forekom mig så vigtigt, at alt det øvrige, jeg
havde skrevet, var for intet at regne mod dette Punkt. Jeg vilde netop
forme rigtig dybsindigt den Tanke, at det ikke var Bøger, som brændte, det
var Hjærner, Menneskehjærner, og jeg vilde lave en ren Bartholomæusnat af
disse brændende Hjærner. Da blev med en Gang min Dør åbnet med megen Hast,
og min Værtinde kom sejlende ind. Hun kom midt ind i Værelset, hun standsed
ikke engang på Dørstokken.
Jeg gav et lidet hæst Råb; det var virkelig, som om jeg havde fået et Slag.
»Hvad?« sagde hun. »Jeg syntes. De sagde noget? Vi har fået en Rejsende, og
vi må have dette Værelse til ham; De får ligge nede hos os inat; ja, De
skal få egen Seng der også.« Og førend hun havde fået mit Svar, begyndte
hun uden videre at samle sammen mine Papirer på Bordet og bringe Uorden i
dem allesammen.
Min glade Stemning var blæst bort, jeg var vred og fortvivlet og rejste mig
straks. Jeg lod hende rydde Bordet og sagde ingenting; jeg mæled ikke et
Ord. Og hun gav mig alle Papirerne i min Hånd.
Der var intet andet for mig at gøre, jeg måtte forlade Værelset. Nu var
også dette dyrebare Øjeblik spoleret! Jeg mødte den ny Rejsende allerede i
Trappen, en ung Mand med store blå Ankertegninger på Håndbagerne; bagefter
ham fulgte en Sjouer med en Skibskiste på Skulderen. Den fremmede var vist
en Sjømand, altså blot en tilfældig Rejsende for Natten; han skulde nok
ikke optage mit Værelse i nogen længere Tid. Kanske kunde jeg også være
heldig imorgen, når Manden var rejst, og få et af mine Øjeblikke igen; der
mangled mig blot en Inspiration på fem Minutter nu, så var mit Værk om
Ildebranden færdig. Altså, jeg fik finde mig i Skæbnen . . . .
Jeg havde ikke tidligere været inde i Familjens Lejlighed, denne eneste
Stue, hvori allesammen holdt til Dag og Nat, Manden, Konen, Konens Fader og
fire Børn. Pigen boed i Køkkenet, hvor hun også sov om Natten. Jeg nærmed
mig med megen Modvilje Døren og banked på; ingen svared, dog hørte jeg
Stemmer indenfor.
Manden sagde ikke et Ord, da jeg trådte ind, besvared ikke engang min
Hilsen; han så blot ligegyldigt på mig, som om jeg ikke vedkom ham.
Forresten sad han og spilled Kort med en Person, som jeg havde set nede ved
Bryggerne, en Bærer, der lød Navnet »Glasruden«. Et Spædbarn lå og pludred
med sig selv henne i Sengen, og den gamle Mand, Værtindens Fader, sad
sammenkrøben på en Sengebænk og luded med Hovedet over sine Hænder, som om
hans Bryst eller Mave smærted ham. Han havde næsten hvidt Hår og så ud i
sin sammenkrøbne Stilling som et duknakket Kryb, der sad og spidsed Øren
efter noget.
»Jeg kommer nok desværre til at bede om Rum hernede inat,« sagde jeg til
Manden.
»Har min Kone sagt det?« spurgte han.
»Ja. Der kom en ny Mand på mit Værelse.«
Hertil svared ikke Manden noget; han gav sig atter i Færd med Kortene.
Således sad denne Mand Dag efter Dag og spilled Kort med hvemsomhelst, som
kom ind til ham, spilled om ingenting, blot forat fordrive Tiden og have
noget mellem Hænderne imens. Han foretog sig ellers intet, rørte sig netop
så meget som hans lade Lemmer gad, mens Konen traved op og ned i Trapperne,
var om sig på alle Kanter og havde Omsorg for at få Gæster til Huset. Hun
havde også sat sig i Forbindelse med Bryggesjouere og Bærere, hvem hun
betalte et vist Honorar for hver ny Logerende, de bragte hende, og hun gav
ofte disse Sjouere Husly for Natten. Nu var det »Glasruden«, som just havde
bragt den ny Rejsende med.
Et Par af Børnene kom ind, to Småpiger med magre, fregnede Tøseansigter; de
havde rigtig usle Klæder på. Lidt efter kom også Værtinden ind. Jeg spurgte
hende, hvor hun vilde anbringe mig for Natten, og hun svared kort, at jeg
kunde ligge herinde, sammen med de andre, eller ude i Forstuen på
Sofabænken, aldeles som jeg selv fandt for godt. Mens hun svared mig dette,
gik hun omkring i Stuen og pusled med forskellige Ting, som hun satte i
Orden, og hun så ikke en Gang på mig.
Jeg sank sammen ved hendes Svar, stod nede ved Døren og gjorde mig liden,
lod endog som om jeg var godt tilfreds med at bytte Værelse med en anden
for en Nats Skyld; jeg satte med Hensigt et venligt Ansigt op, for ikke at
opirre hende og måske blive jaget helt ud af Huset. Jeg sagde: »Å, ja, der
blir vel en Råd!« og taug.
Hun vimsed fremdeles omkring i Stuen.
»Forresten vil jeg sige Dem, at jeg slet ikke har Udkomme til at have Folk
i Kost og Logi på Kredit,« sagde hun. »Og det har jeg sagt Dem før også.«
»Ja, men kære, det er jo bare disse Par Dage, til min Artikel er færdig,«
svared jeg, »og da skal jeg gærne give Dem en Femkrone atpå, gærne det.«
You have read 1 text from Norwegian literature.
Next - Sult - 11
  • Parts
  • Sult - 01
    Total number of words is 5066
    Total number of unique words is 1428
    42.7 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    68.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 02
    Total number of words is 5064
    Total number of unique words is 1524
    40.6 of words are in the 2000 most common words
    58.2 of words are in the 5000 most common words
    66.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 03
    Total number of words is 5104
    Total number of unique words is 1492
    42.0 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 04
    Total number of words is 5030
    Total number of unique words is 1449
    42.9 of words are in the 2000 most common words
    59.7 of words are in the 5000 most common words
    68.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 05
    Total number of words is 5013
    Total number of unique words is 1412
    43.9 of words are in the 2000 most common words
    60.3 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 06
    Total number of words is 5120
    Total number of unique words is 1383
    45.5 of words are in the 2000 most common words
    62.6 of words are in the 5000 most common words
    69.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 07
    Total number of words is 5022
    Total number of unique words is 1426
    43.6 of words are in the 2000 most common words
    61.6 of words are in the 5000 most common words
    69.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 08
    Total number of words is 4991
    Total number of unique words is 1427
    44.3 of words are in the 2000 most common words
    63.1 of words are in the 5000 most common words
    71.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 09
    Total number of words is 5081
    Total number of unique words is 1287
    47.8 of words are in the 2000 most common words
    65.0 of words are in the 5000 most common words
    73.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 10
    Total number of words is 5131
    Total number of unique words is 1300
    47.1 of words are in the 2000 most common words
    64.6 of words are in the 5000 most common words
    71.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 11
    Total number of words is 5098
    Total number of unique words is 1313
    46.7 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Sult - 12
    Total number of words is 4316
    Total number of unique words is 1197
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    67.0 of words are in the 5000 most common words
    74.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.